Løbets rolle og historie

Da UCI genindførte holdløbet ved VM i 2012 i Limburg, var der tale om en tilbagevenden for en historisk og meget prestigiøs begivenhed, der ellers var forsvundet. Mellem 1962 og 1994 var den smukke disciplin en vigtig del af landevejs-VM og blev tillagt stor væsentlighed. Som alle andre discipliner ved de globale mesterskaber var det imidlertid dengang en kamp mellem landshold, der udkæmpede drabelige slag med små firemandshold over lange distancer på omkring 100 km.

Da UCI besluttede at genetablere disciplinen på VM-programmet, var det imidlertid ikke i det oprindelige format. Det internationale forbund var lydhøre over for sponsorer, der ønskede at øge deres eksponering ved en af cykelsportens mest sete begivenheder, og derfor lod man det blive en konkurrence for firmahold. I stedet for at være en helt unik kamp mellem landshold, som man ikke så noget andet sted, blev løbet indført som en chance for at finde det bedste hold blandt dem, der regelmæssigt dyster i disciplinen.

UCI kunne næppe have ønsket sig en bedre debut, end de have i Limburg i 2012. Straks fra start tog mange hold opgaven yderst seriøst, og flere arrangerede med det samme specifikke træningslejre med det formål at forbedre sig optimalt til den store dag. Også rytterne var begejstrede for disciplinens tilbagevenden, og mange specialister gjorde det straks til et decideret sæsonmål.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

For mange hold, der ikke er specialister i disciplinen, var løbet ganske vist noget, der skulle overstås, men for de hold, der betragter holdløb som en af deres spidskompetencer, har det siden været et klart mål med nidkær forberedelse og omhyggelig udtagelse af holdet. Da genindførelsen blev annonceret, skrev Garmin-Sharp endda kontrakt med ryttere med det specifikke formål at styrke deres chancer for at ende på podiets øverste trin sidst i september, og Orica-GreenEDGE har i mange år haft helt specifikke træningslejre for deres specialister, som i optakten ikke har kørt løb, men i stedet som regel fuldstændig helliget sig forberedelsen. I den forstand er løbet som en enkeltstart i en grand tour: for mange hold handler det bare om overlevelse, men for den lille gruppe af specialister kan betydningen næppe overvurderes.

Modsat mange andre VM-løb er der ingen regnbuetrøje på spil, og vinderne får kun den mindre synlige ære af at have et emblem på deres trøjer som anerkendelse for sejren. Trods kritik af netop dette faktum er det forbundet med stor ære at kunne kalde sig verdens stærkeste. Hvor det i langt de fleste løb er de individuelle ryttere, der får mest opmærksomhed, giver det holdene og sponsorerne en sjælden chance for at stjæle rampelyset, og sammen med WorldTour-ranglisten er det den eneste målestok for det indbyrdes styrkeforhold mellem holdene.

Desværre var 2016-udgaven indhyllet i en del kontroverser. Frem til det år var alle WorldTour-mandskaber forpligtet til at deltage, men det ændrede sig for 24 måneder siden. En strid om dækningen af omkostningerne ved rejsen fik WorldTour-mandskaberne til at true med en boykot, indtil der blev indgået en aftale mellem de to parter. Løsningen blev, at UCI påtog sig forpligtelsen til at dække dele af udgifterne, men til gengæld forsvandt forpligtelsen til at deltage, og det samme gjorde WorldTour-pointene. Ikke overraskende fik det mange af de chanceløse hold til at droppe begivenheden, og kun 10 af de 18 hold endte med at rejse til Qatar. Sidste år var farcen ved at gentage sig, men igen blev der fundet en løsning, der var stort set identisk med aftalen fra 2016. Derfor er der heller dengang nogen forpligtelse til at rejse til Bergen, og mønsteret gentog sig derfor. Blot 11 hold fra det fineste selskab valgte at tage turen til Norge, men heldigvis betød lokationen i Europa, at man til forskel fra 2016 fik deltagelse af ganske mange mindre hold og dermed undgik en gentagelse af det meget tamme løb i den arabiske ørken.

Desværre har de mange kontroverser betydet, at UCI under den nye præsident David Lappartient har besluttet at droppe begivenheden. Således bliver 2018-udgaven den sidste i rækken, og den får deltagelse af 12 af de 18 WorldTour-mandsker, idet FDJ, EF, UAE, Bahrain-Merida, Lotto Soudal og Dimension Data alle har valgt at droppe løbet. Der har været rygter om, at UCI planlægger om næste år at vende tilbage til landsholdsformatet, men denne gang med en begivenhed for begge køn, hvor der først kører tre mænd og siden tre kvinder. Siden juli har der imidlertid ikke været givet yderligere næring til de rygter.

Holdtidskørsler er ikke i sig selv noget særligt, da det er en fast del af mange etapeløb. I VM-sammenhæng er de imidlertid ganske anderledes end det, der kendes fra den øvrige del af sæsonen. I gamle dage blev de ofte i grand tours afviklet over meget lange distancer på mere end 60 km, men nu om dage foretrækker de fleste arrangører at begrænse længden og dermed undgå for store afstande mellem klassementsrytterne. I dag køres der meget sjældent mere end 30 km, og i langt de fleste løb er de endda betydeligt kortere.

I modsætning hertil afvikles VM over mere klassiske distancer. I 2012 blev vinderen fundet på en 53,2 km lang rute i Limburg, og i 2013 var der hele 57,2 km på programmet. I 2014 var distancen bare 100 m kortere, men siden da har man reduceret det betydeligt og dermed gjort udfordringen mere sammenlignelig med det, der mødes i den øvrige del af sæsonen. Derudover er holdene betydeligt mindre end i etapeløbene, hvor 7, 8 eller 9 ryttere har været standarden. I VM-dysten er kun 6 ryttere til start, og det er fjerdemandens tid, der tæller. Det gør det ekstra vigtigt at forblive sammen, planlægge løbet grundigt og satse på homogenitet, så man kan udnytte hver enkelt rytters styrke maksimalt. Samtidig gør det forhold, at der er tale om en enkeltstående begivenhed, at der storr set kun er specialister til start, og man ser ikke som i grand tours, at der er spinkle klatrere, der hænger på som det tynde øl og skal beskyttes.

I de første to år blev løbet domineret af Omega Pharma-Quick Step. I 2012 tog de den første titel efter en medrivende duel med BMC. Tom Boonen, Sylvain Chavanel, Tony Martin, Niki Terpstra, Kristof Vandewalle og Peter Velits ventede nervøst i hot seat, mens BMC var i gang med at levere et ridt, der potentielt kunne have forbedret deres præstation. Tejay van Garderen kørte imidlertid alt for stærkt på Cauberg mod slutningen af løbet, og som et resultat måtte holdet sagtne farten for at vente på Taylor Phinney. Dermed tabte de titlen med bare 3,23 sekunder og måtte tage til takke med andenpladsen, mens Orica-GreenEDGE indledte deres specialisering med at sikre sig en lidt overraskende bronzemedalje på en rute, der burde have været for hård til dem.

I 2013 gentog Omega Pharma-Quick Step bedriften efter en af de mest medrivende dramaer i nyere tid. Denne gang var de oppe mod ærkerivalerne fra Orica-GreenEDGE, der havde slået dem med mindre end et sekund i Touren. Trods den lange distance blev også VM afgjort med brøkdele af et sekund, og denne gang var udfaldet det modsatte. Omega Pharma-Quick Step-holdet med Chavanel, Martin, Terpstra, Vandewalle, Velits og Michal Kwiatkowski havde været klart hurtigst ved de to første mellemtider, men ved den sidste var de pludselig ét sekund efter australierne. Det fik dem til at øge farten og akkurat tippe balancen til deres fordel med mindre end et sekund. Et stærkt Sky-mandskab anført af Chris Froome fuldendte podiet, slået med 22 sekunder.

I 2014 blev Omega Pharma-Quick Steps dominans brudt, da BMC viste sig at være i en klasse for sig på den kuperede rute i Ponferrada. Trods fraværet af Taylor Phinney var den kollektive styrke af Tejay van Garderen, Peter Velits, Daniel Oss, Manuel Quinziato, Rohan Dennis og den nyprofessionelle Silvan Dillier tilstrækkeligt, og udfaldet blev aldrig bragt i tvivl. Til slut var de hele 32 sekunder hurtigere end Orica-GreenEDGE, der igen måtte nøjes med en sølvmedalje, og det var kampen om de sekundære placeringer, der gav drama. De forsvarende mestre fra Omega Pharma-Quick Step blev ramt af dårligt vejr og endte yderligere fire sekunder efter på tredjepladsen, mens en ekstremt formstærk Bradley Wiggins førte et decimeret Sky-hold, der efter få kilometer havde tabt to mand, til en fjerdeplads bare to sekunder fra en plads på podiet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I 2015 fortsatte BMC deres nye status som det dominerende hold i disciplinen ved at forsvare titlen på hjemmebane i Richmond. 2014-vinderne Dennis, Dillier, Oss og Quinziato havde denne gang selskab af Taylor Phinney og Stefan Küng, og de slog klart Quick-Step med 12 sekunder. Movistar fortsatte deres fremgang i disciplinen ved at tage deres første medalje, mens Orica-BikeExchange for første gang missede podiet med en fjerdeplads.

I 2016 var BMC storfavoritter til at lave et hattrick, men ganske overraskende blev de slået af Quick-Step. Efter en monsterføring af Marcel Kittel på de sidste kilometer lykkedes det det belgiske mandskab bestående af Kittel, Tony Martin, Niki Terpstra, Julien Vermote, Yves Lampaert og Bob Jungels at besejre deres amerikanske rivaler, der ellers havde været på vej mod et titelforsvar, med 12 sekunder. Orica-BikeExchange var denne gang ikke blandt favoritterne, men drog fordel af deres store homogenitet til at sikre sig endnu en bronzemedalje.

Sidste år var der lagt op til et stort opgør mellem Sky og BMC med Sunweb som farlige outsidere. Det viste sig, at tyskerne var mere end bare outsidere, for med Tom Dumoulin, Wilco Kelderman, Søren Kragh Andersen, Michael Matthews, Sam Oomen og Lennard Kämna viste de sig at være 8 sekunder end BMC, der altså for andet år i træk måtte nøjes med sølvet, mens det på papiret så stærke Sky-mandskab måtte nøjes med bronze. Alle tre hold er med igen i år, hvor de stiller til start blandt favoritterne.

Ruten

I 2012 lagde man benhårdt ud med at sammensætte en yderst kuperet rute i Limburg, der stod i skarp kontrast til de flade, ikke-tekniske powerruter, man anvender ved de fleste holdløb. Arrangørerne valgte at sende rytter op ad mange af de kendte stigninger i Amstel Gold Race-terrænet, og man skulle endda over berømte Cauberg bare 1 km fra stregen.

Siden da har man benyttet langt mere klassiske holdløbsruter til VM. I 2013 i Firenze var der udsigt til et af de hårdeste VM-linjeløb længe, men holdløbet var stort set helt fladt. I Ponferrada i 2014 var der kun en mindre stigning mod slutningen, og også her var holdløbet betydeligt nemmere end linjeløbet. Den samme trend blev fulgt i Richmond, hvor der heller ikke var nævneværdige højdemeter på programmet, mens ruten i Qatar i sagens natur var en flad som en pandekage og en sand lækkerbisken for de store wattmonstre.

Sidste år brød man trenden, da de norske arrangører sammensatte den mest kuperede rute siden debuten i 2012. Med udsigt til et bjerg-VM i Østrig var der i år potentiale til at gøre det hele virkelig ekstremt, men det har man undladt. I stedet har man designet en ganske interessant strækning, der hovedsageligt består af fladt tonserterræn, men som mod slutningen byder på en ganske seriøs stigning, som i den grad vil teste holdenes homogenitet og alsidighed.

Som skrevet ovenfor har man i de seneste to år reduceret distancen for holdløbet betydeligt i forhold til de første år, hvor der var mellem 50 og 60 km på programmet. I de seneste tre år har distancen været hhv. 38,8, 40 km og 42,5 km, men i år går man tilbage til en mere klassisk distance. Således skal der denne gang tilbagelægges hele 62,8 km, hvilket faktisk gør det til det hidtil længste siden genindførslen i det nye format i 2012. Samtidig fastholdes den hidtil anvendte model, hvor starten går uden for selve værtsbyen, mens målstregen er placeret i selve VM-området, hvor alle løb afsluttes.

De 62,8 km indledes i Ötztal, der ligesom Innsbruck ligger i dalen midt i de østrigske Alper. Der var derfor masser af muligheder for at sende rytterne ind i bjergene, men det undlader man. I stedet har man gjort det så enkelt, som det snart sagt kan tænkes, idet den første del af løbet består i, at man følger den helt lige og kun ganske let faldende dalvej mod nordøst frem til mellemtiden, der tages i Telfs efter 23 km. Denne del er efter passagen gennem Ötztal helt uden sving og dermed som skabt til store maskiner.

Efter mellemtiden drejer man mod sydøst, men kun for fortsat at følge dalvejen, der herfra er stort set helt flad og fortsat helt uden sving. Det ændrer sig imidlertid efter 34 km i byen Zirl, hvor man drejer mod sydvest og siden sydøst væk fra dalen. Kort efter rammer man dagens væsentligste udfordring, stigningen op til Axams, der fører feltet mod syd. Den stiger over 4 km med 6% i gennemsnit og byder på gennemsnitlige stigningsprocenter på hhv. 5,8%, 7,5%, 6,3% og 4,2% over de fire km.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Toppen rundes efter 44,5 km, hvor man drejer mod øst og nordøst for at følge et lille plateau, inden man i Gotzens drejer mod nordøst for at følge en teknisk let nedkørsel, der leder tilbage til dalen, der nås i udkanten af Innsbruck. Herfra går det igennem helt fladt terræn mod øst ind mod byens centrum, hvor man til slut følger Inn-floden mod nordøst, inden man drejer skarpt mod sydvest for at passere den via en bro. Herefter kører man den modsatte vej tilbage langs floden via en lang, lige og flad vej, der leder frem til mål.

I alt er der 443 højdemeter på programmet.

Vejret

Vi arme folk, der er sendt til Innsbruck for at dække VM, kan se frem til et østrigsk isefterår det meste af ugen, men heldigvis starter det først mandag. Søndag bliver derimod ganske sommeragtig med masser af sol og temperaturer på 26 grader. Der vil blot være en svag til let vind fra syd og sydøst, hvilket giver sidevind på første del og modvind fra mellemtiden og frem til toppen af stigningen. Derefter vil der igen være sidevind, indtil man drejer ind i sidemodvind efter sidste sving.

Favoritterne

Som sagt har VM i holdløb lige fra først færd været en ganske prestigiøs sag, som de store specialisthold har sat en stor ære i at vinde. Derfor begræder disse supermandskaber da også, at dette er foreløbigt sidste udgave af begivenheden, men heldigvis ser det ud til, at vi får et brag af en afslutning. Løbets karakter af svanesang har nemlig om muligt skærpet appetitten yderligere, og det ser ud til, at de fleste sætter en særlig ære i at vinde netop i år. Denne gang er der nemlig ingen mulighed for revanche. Vinder man på søndag i Innsbruck, vil man stå tilbage som de sidste vindere i disciplinen.

I de senere år har der været et meget klart hierarki på holdløbsscenen. Mens det frem til 2014 var Quick-Step og Mitchelton-Scott, der dominerede disciplinen og udviklede en stærk intern rivalisering, dukkede BMC pludselig op på scenen, da de tog den yderst overraskende sejr ved VM i 2014. Siden da begyndte amerikanerne for alvor at fokusere på disciplinen, og efter triumfen i Ponferrada har de sat sig solidt på tronen.

BMC har siden september 2014 vundet langt de fleste holdløb på WorldTour-niveau, og der er kun to hold, der for alvor har kunnet gøre dem rangen stridig. Sammen med amerikanerne er Quick-Step det eneste mandskab, der stabilt har været blandt de to stærkeste ved VM - også selvom de kun fik bronze i Ponferrada i 2014 (primært på grund af vejret) og de sidste år ikke kom i medaljerne - og de har af og til kunnet matche amerikanerne. Kun sjældent er det lykkedes at vinde - mest bemærkelsesværdigt ved VM i 2016 - men det er imponerende, at de to mandskaber så stabilt har kunnet tage de to første pladser i så mange holdløb. Der er således ingen tvivl om, at det er BMC og Quick-Step, der i de senere år har været disciplinens dominerende mandskaber.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Det tredje mandskab, der med en vis regelmæssighed har vundet, er Sky. I kraft af briternes på papiret så slagkraftige mandskab kan det faktisk undre, at de ikke har vundet flere løb, end de har. Eksempelvis er det kun blevet til sejr i to grand tour-holdløb i hhv. Giroen og Vueltaen, og ved VM er det ikke blevet til mere end to bronzemedaljer. Næstefter BMC og Quick-Step er det dog det i de seneste få år det mest succesrige mandskab.

Til den hårde kerne på tre supermandskaber skal man nu også tælle Sunweb. Vi er helt sikkert mange, der har ventet på, at det på papiret så lovende hold endelig ville slå igennem. Det skete med sejren ved sidste års VM, men selvom holdet - når det kommer i stærkeste opstilling - stort set altid kører med om sejren, sår sidste års triumf fortsat som den eneste.

I gamle dage var det som sagt Mitchelton-Scott, der sammen med Quick-Step dominerede, men sådan er det ikke længere. Australierne er konsekvent blandt de bedste, men nu om dage må de som regel nøjes med en plads lige uden for podiet. Endelig bankede Movistar i 2014 og 2015 på til at blande sig med giganterne, først og fremmest med sejre i Vueltaen og en VM-bronze, men efter tabet af især Adriano Malori, Alex Dowsett, Jonathan Castroviejo og Izagirre-brødrene hører de ikke længere til hos eliten. LottoNL-Jumbo står på spring til at gøre sig gældende, men selvom de vandt det meget særprægede holdløb i Tour of Britain, venter vi stadig på gennembruddet på den helt store scene. Alle øvrige mandskaber er som regel statister til giganternes show, og det er kun enkelte, der ved særlige lejligheder har kunnet true de store.

Også denne gang ser det ud til, at det bliver en dyst mellem de store mandskaber, og umiddelbart kunne det ligne et opgør mellem sidste års medaljevindere, Sunweb, BMC og Sky, med Quick-Step og i mindre grad Mitchelton-Scott som outsidere, der næppe kan vinde, men har gode reelle medaljechancer. Ligesom sidste år er det et helt åbent slag, der meget vel kan ende i en knivskarp afgørelse, og det gør det blot endnu mere ærgerligt, at vi ikke skal se den fantastiske disciplin i Yorkshire næste år.

Udover nogle meget jævnbyrdige trupper er det især ruten, der gør årets løb uforudsigeligt. Sidste år havde arrangørerne i Bergen allerede designet en stærkt kuperet sag, men i år tager man det til nye højder. Det sker endda på meget interessant vis, hvor de enkelte dele er så forskellige, at den største kunst er at sammensætte en trup, der kan gøre sig gældende over alle 62 km.

Sidste år gik det op og ned næsten hele vejen, men der var ingen lange stigninger. Denne gang består det meste af løbet af helt fladt tonserterræn over så lang en distance, at det ikke kan negligeres. Har man ikke store maskiner til at holde høj fart i denne fase, kan man opgive alle drømme om sejr. Det kan man imidlertid også, hvis man ikke har fire klatrere, der kan køre stærkt op ad den ganske seriøse stigning, og derfor hjælper det ikke at stille med seks tunge maskiner, der kan tonse derudad i dalen. Omvendt skal klatrerne også kunne hjælpe i den ret lange flade indledning på de små seksmandshold, hvor der ikke er plads til dødvægt, og det gælder også på det halvlange stykke efter toppen, hvor der også er brug for en vis power.

Det har derfor også givet anledning til markante hovedbrud at finde den rette sammensætning af holdene. Ruten karakter afspejles også af de endelige trupper, der med ganske få undtagelser har mindst fire ryttere, der kan køre fornuftigt opad. Med undtagelse af Sunweb er der imidlertid ingen, der består af lutter klatrestærke folk, og det er tydeligt, at flere mandskaber har udtaget store motorer, der skal brænde sig helt af på det flade, inden det lettere kavaleri havde taget over til sidst.

Netop rutens særegne karakter gør, at vi peger på de forsvarende vindere fra Sunweb som vores favoritter, men det dog med ganske stor usikkerhed. Havde det været et klassisk fladt holdløb, havde BMC været holdet, der skulle slås, men Sunweb har en alsidighed, der får balancen til at tippe. Det er ikke uden grund, at tyskernes eneste store holdløbssejr kom netop i Bergen sidste år, hvor ruten også var usædvanligt kuperet, for de har i truppen flere end almindeligt mange navne, der både kan køre stærkt på bakker og flad vej.

På en rute som denne må Tom Dumoulin være verdens bedste holdløbsrytter. Både i fladt terræn og på stigningerne er han nemlig en af verdens allerbedste, og derfor kan dette vel kun betegnes som en rigtig Dumoulin-rute. Det samme er tilfældet for Wilco Kelderman, der kan køre med i verdenseliten både på stigninger og flade enkeltstarter, og efter en halvsvag start på Vueltaen, så han ud til at komme ud af det spanske løb i ganske fremragende form. Det samme ved vi efter løbene i Canada, hvor han som den anden i historien gjorde rent bord, at Michael Matthews, og med tanke på både hans klatreevner og de flade enkeltstarter, han i år har kørt i løb som Tour de Suisse, BinckBank Tour og Vuelta al Pais Vasco, synes han at være en anden perfekt rytter til denne rute.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Det samme gælder egentlig Søren Kragh, der i år har kørt fabelagtige enkeltstarter i Tour de Suisse, Touren og BinckBank Tour. Desværre har han også været meget træt på det seneste, og han har endda meldt fra til linjeløbet. Det er derfor ikke en Kragh i topform, men uanset hvad er danskeren så stærk, at han altid vil kunne yde et solidt bidrag. Det samme gælder for Chad Haga, der i de senere år har kørt adskillige topresultater hjem i flere forskellige slags enkeltstarter, men som ligner en mand, der skal brænde sig selv af på det flade. Helt omvendt forholder det sig med klatreren Sam Oomen, der ligner svageste mand på første del, men som vil være fremragende mod slutningen, ikke mindst med den form, han viste i Canada.

Samlet set er det derfor en meget homogen trup med den helt rette alsidighed til at vinde på denne rute. I sidste ende står meget og falder dog med Dumoulin, der er holdets helt store motor, ikke mindst på den første del. Det er da også usikkerhed om hans form, der skaber den største tvivl. Han har nemlig haft en hård sæson og har ikke haft samme perfekte forberedelse som sidste år. Siden sin Giro-Tour-double har ha kun kørt i Tyskland, hvor han dog overraskede meget positivt ved at være blandt de bedste på stigningerne. Formen er næppe blevet ringere i løbet af den sidste måned, og vi formoder derfor, at Dumoulin er tæt på sit bedste. Er han det, ligner Sunweb vinderne igen i år.

De værste rivaler kunne meget vel igen blive sidste års sølvvindere fra BMC, der som bekendt har været det dominerende mandskab siden 2014, hvor de har vundet langt de fleste holdløb, herunder to VM-titler samt de seneste to holdløb i Touren. Det skyldes ikke mindst Rohan Dennis, der ikke blot er verdens bedste enkeltstartsrytter på flad vej, men også har ry for at være en helt eminent holdløbsrytter. Samtidig kommer han til løbet i fremragende form efter en yderst overbevisende sejr på den sidste Vuelta-enkeltstart, hvor han var i en helt anden liga, og da han tillige er en glimrende klatrer, passer ruten ham ganske glimrende.

Løbet har også en anden af verdens allerbedste temporyttere i Stefan Küng, der i år har vundet i Schweiz og senest var i en helt anden liga i BinckBank Tour, hvor han vandt med en nærmest overmenneskelig margin over den korte distance. Sammen med Dennis vil han formentlig kunne sikre, at ingen kan matche BMC på det første flade stykke, men desværre slutter hans fest formentlig på stigningen, hvor han med stor sandsynlighed vil falde fra. Derfor skal han sørge for at sikre et solidt forspring, som kan forsvares på den sidste del.

Det kan imidlertid også lade sig gøre, for resten af holdet er ganske klatrestærkt. Det gælder ikke mindst Tejay van Garderen, der måske fortsat er en skygge af sig selv, men som i år har kørt fremragende enkeltstarter, ikke mindst i Tour of California. Her sejrede han foran Patrick Bevin, der i år har nået et helt nyt niveau som temporytter og har adskillige store resultater på cv’et. Han klatrer samtidig fornuftigt og kommer til løbet i superform efter et stort Tour of Britain. Alligevel må han regnes som en anelse for tung til stigningen, hvor han kan ende som et af de tungere elementer.

Det gør Damiano Caruso ikke, for italieneren er tydeligvis udtaget med henblik på netop stigningen. Han er samtidig en fornuftig temporytter, der har bidraget til flere sejre, men nogen specialist er han trods alt ikke. Det er Greg Van Avermaet heller ikke, og selvom også han har været med til at vinde mange holdløb, er heller ikke han en af de allerbedste maskiner på den flade del eller på stigningen for den sags skyld. Holdet har således en eminent kerne med Dennis og Küng og i mindre grad Bevin og van Garderen, der virkelig kan give den gas på det flade, men om holdet er stærkt nok til at matche det alsidige Sunweb-hold hele vejen, er mere tvivlsomt.

Sidste år var forventningerne til Team Sky kolossale. Briterne kom nemlig med et ægte supermandskab bestående af Chris Froome, Geraint Thomas, Michal Kwiatkowski, Vasil Kiryienka, Gianni Moscon og Owain Doull. I år er Froome og Thomas erstattet af Jonathan Castroviejo og Ian Stannard, hvilket trods Castroviejos store styrke på papiret er en svækkelse. Omvendt var Thomas i temmelig ringe forfatning sidste år, og da Froome også var træt efter Vueltaen - dog ikke mere end at det blev til bronze på enkeltstarten - er tabet måske ikke så stort endda, i hvert fald ikke med den gudsjammerlige form, de to stjerner viste i det nyligt overståede Tour of Britain.

Gudsjammerlig er Gianni Moscons form i hvert fald ikke. Italieneren har i de seneste italienske endagsløs vist, at han er flyvende i øjeblikket, og selvom han ikke tidligere var kendt som specialist, har han siden sidste års VM etableret sig som en af verdens allerbedste på snart sagt alle typer ruter, især en kuperet sag som denne. Den burde også være guf for Vasil Kiryienka, der både er en god klatrer og sublim på flad vej, især over lange distancer, og historien viser med al tydelighed, at hviderusseren altid formår at time sin form netop til VM - også selvom han ikke har leveret mange resultater i løbet af året.

Ruten er også perfekt for multitalentet Michal Kwiatkowski, der jo mestrer alle sportens discipliner og senest kørte gode enkeltstarter i Vueltaen. Selvom han aldrig gik helt ned, viste det spanske løb dog også, at han langt om længe er ved at blive en smule træt, og det vil derfor være overraskende, hvis det er en knivskarp Kwiatkowski, der stiller til start søndag. Det samme må gælde for Castroviejo, der dog med sin 3. plads i Vueltaen viste, at der stadig er energi tilbage i tanken, og med de klatreevner, den tidligere europamester og VM-bronzevinder har vist i år, burde ruten her være guf for ham.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Når Sky måske får svært ved at true de to favoritter, skyldes det Doull og Stannard, der hverken er specialister eller specielt stærke klatrere. De falder derfor formentlig begge fra på stigningen og vil endda også være de svageste på det første stykke. Den manglende homogenitet kan være det, der i sidste ende koster sejren, ikke mindst fordi holdet også mangler en motor i Dennis- eller Dumoulin-klassen til at kompensere herfor.

De trefoldige verdensmestre fra Quick-Step er røget en anelse ned i hierarkiet, siden de efter VM-sejren i 2016 tabte Tony Martin. Nu om dage kører de stort set altid med om sejren, men det er meget sjældent, at de vinder. Man kan frygte, at det samme vil gøre sig gældende her, hvor truppen er stærk og relativt alsidig, men hvor de mangler den helt store motor, den nødvendige klatrestyrke og den sidste homogenitet til for alvor at skille sig ud i toppen.

Holdets tre motorer er Bob Jungels, Maximilian Schachmann og Yves Lampaert, der alle med jævne mellemrum kører med om sejren på enkeltstarter. Særligt Schachmann har i år været fremragende, ikke mindst ved EM, hvor han vandt bronze, og da han samtidig er en fremragende klatrer, er ruten her ideel for ham, også selvom han efter sin superperiode i august, virkede temmelig træt i Tour of Britain. Det gjorde Bob Jungels til gengæld ikke, for luxembourgeren lignede sammen med holdkammeraten Julian Alaphilippe løbets måske allerstærkeste rytter. Han mangler måske den allersidste power på det flade, men over lange distancer er han god i alle slags terræner, især også på en rute med en stigning som denne.

Niki Terpstra er ikke specialist, men han har stor power og har altid gjort det godt i holdløb. Mere usikkerhed hersker der om Kasper Asgreen, der bestemt ikke har imponeret på enkeltstarter i år, indtil han rejste sig med en flot præstation i Vueltaen, hvor han i det hele taget gjorde det fremragende fra dag 1 til dag 21. Selvom han klatrer fint, er der dog ingen garanti for, at han klarer stigningen, og han kan også mangle den sidste power til for alvor at matche de bedste på den første del. Det vil Laurens De Plus også gøre, også selvom han overraskede stort på enkeltstarten i Vueltaen, men han skal til gengæld sikre, at holdet har lidt at skyde med på stigningen, der bliver et problem for holdet. Her vil Lampaert nemlig falde fra, og derefter må Asgreen eller Terpstra grave dybt for at hænge på de tre klatrere. Netop manglen på klatrestyrke samt fraværet af den sublime motor gør, at Quick-Step er medaljekandidat, men ikke en sandsynlig vinder.

I gamle dage var Mitchelton-Scott et af verdens absolut bedste holdløbshold med sejre i alle tre grand tours, men i dag er de blevet overhalet af flere mandskaber. Det betyder dog ikke, at de ikke fortsat tilhører verdenseliten, og de har utvivlsomt en plads blandt ”The Big Five”, der generelt dominerer disciplinen. Holdet til dette løb er da også på papiret ganske godt med specialister som Michael Hepburn, Luke Durbridge og Cameron Meyer, stærke folk som Jack Bauer og Daryl Impey, der begge kører habile enkeltstarter, og Matteo Trentin, der efter en svær start kom ud af Vueltaen i glimrende form.

Holdet mangler måske den helt indlysende motor til at sætte farten på det flade, men til gengæld er der ingen virkeligt svage led i en meget homogen trup. Derfor burde de nok kunne gøre sig gældende i den indledende fase, men stigningen kan blive et problem. Impey og Meyer er begge glimrende klatrere, men førstnævnte er ifølge eget udsagn meget træt, og sidstnævnte har ikke været på toppen siden sit comeback, heller ikke selvom han netop har vundet en etape i England. Trentin, Bauer og Durbridge kører alle fint opad, men klatrere er de trods alt ikke, og Hepburn vil utvivlsomt falde fra på stigningen. På den baggrund kan man frygte, at det australske mandskab vil tabe for meget tid på bakken til at kunne køre med i kampen om sejren.

Det er en skam for Katusha-Alpecin, at ruten ikke er fladere. Med Tony Martin og Alex Dowsett som motorer har de nemlig en base i fladlandet, som kun få kan matche. Lægger man dertil den på det seneste så imponerende Nils Politt, der synes i storform og er stærk på flad vej, samt Mads Würtz, der som bekendt er tidligere specialist og i Tour of Britain vel kørte sit hidtil bedste løb som professionel, er det klart, at holdet er stærkt besat til denne disciplin. Også Reto Hollenstein er en fin temporytter, også selvom han er en skygge af den mand, der tidligere ofte kørte i top 10 på enkeltstarter. Faktisk er det kun Nathan Haas, der ikke tidligere har kørt gode tidskørsler, men han har trods alt forbedret sig markant på det seneste.

Holdets store problem er stigningen. Haas er helt sikkert udtaget netop på grund af denne, og også Martin er som bekendt en god klatrer. Det er Dowsett til gengæld ikke, og selvom Politt i Tyskland og Würtz i England har kørt flot opad på det seneste, og Hollenstein trods sin alt andet end beskedne størrelse, klatrer udmærket, er holdet umiddelbart for tungt til for alvor at gøre sig gældende.

Et sandsynligt scenarium er derfor, at det schweiziske mandskab vil være blandt de hurtigste på den flade strækning, men at de vil tabe for meget mod slutningen. Samme formodning havde mange imidlertid inden det kuperede holdløb i Tour of Britain, og her overraskede de stort ved at sikre sig en 3. plads med en trup, der er stort set identisk med denne. Det gentager de næppe her, hvor selskabet er skrappere, men måske kan det alligevel blive til et ganske fint resultat.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Modsat forholder det sig med Movistar, der må glædes over den kuperede rute. Efter tabene af Malori, Castroviejo og Dowsett er de ikke længere medaljekandidater, men de har faktisk en ganske udmærket trup. Nelson Oliveira, der blev nr. 4 på enkeltstarten sidste år, kom i gen godt ud af Vueltaen og vil være den store motor på det flade stykke, men også en af de stærkeste på stigningerne. Det samme vil Andrey Amador, der måske ikke er den stabile temporytter, han tidligere var, men stadig har enorm råstyrke, særligt over distancer som disse.

Til det flade stykke har holdet yderligere Jasha Sütterlin, der måske ikke er blevet den specialist, man havde håbet på, men efter et fremragende Tour of Britain synes at komme til Østrig i superform. Imanol Erviti var også sit vanlige stabile selv i Vueltaen og har ofte gjort det pænt på enkeltstarter. Til stigningen har man derudover klatrerne Winner Anacona og Marc Soler, hvoraf sidstnævnte i år har vist sig som en fremragende tempokører også.

Med andre ord har Movistar den rette sammensætning af fire klatrestærke typer og to lidt tungere folk, der kan hjælpe på det flade. Maskinrummet med især Oliveira og i mindre grad Amador er også solidt, og selvom de naturligvis ikke har hverken samme bredde eller tyngde som favoritterne, kan de på denne rute gøre det ganske hæderligt.

Det er lidt en skam, at Primoz Roglic efter sit styrt i Touren har valgt at skippe begge tidskørsler. Det kunne nemlig have været meget interessant at se, hvad LottoNL-Jumbo kunne have leveret, hvis de var kommet med A-holdet. Nu stiller de i stedet med en trup primært bestående af unge talenter, og en medalje synes derfor ikke at være sandsynlig. Alligevel kan de sagtens gøre det overraskende godt, for en meget beslægtet trup overraskede ved at vinde holdløbet i England, der som bekendt også bestod af en hård stigning.

Holdets store motor er Jos Van Emden, der i efterhånden mange år har været an af verdens allerstørste tempospecialister på flad vej, og som lignede en mand i storform i England. Her var også Neilson Powless, der med sin alsidighed er skabt til denne rute, ganske velkørende, og det samme var egentlig tilfældet for den ligeledes meget alsidige Koen Bouwman, indtil han blev sat tilbage af styrt. Sammen udgør trioen holdets maskinrum, der skal sikre, at de kommer langt.

Den resterende del af truppen udgør af nogle store, stærke folk, der alle synes at være i fin form. Især Danny Van Poppel var flyvende i Vueltaen, men selvom han klatrede fremragende, vil han være et blylod på stigningen. Meget af det samme kan siges om Timo Roosen, der overgik alle forventninger i Canada, men som heller ikke er hverken klatrer eller tempospecialist. Allertungest er Tom Leezer, der kan vise sig som den svageste på alle dele af ruten.

Netop fraværet af klatrere er det største problem. Kun Bouwman og Powless er decideret klatrestærke, og de vil skulle holde igen for at få to af Van Emden, Van Poppel og Roosen med til toppen. Da Van Emden også er den eneste topspecialist, vil det derfor trods alt være en overraskelse, hvis det bliver til medalje til hollænderne.

Blandt de øvrige WorldTour-hold kan Bora-hansgrohe måske overraske med en trup, der både kan klatre og køre stærkt på flad vej, men som kun har én decideret specialist i Maciej Bodnar og derfor er mere joker end reel topkandidat. Trek-Segafredo har nogle solide temporyttere, men har umiddelbart ikke den nødvendige klatrestyrke til at gøre sig gældende. Astana er langt bedre besat på stigningen, men kommer så meget til kort på tempodelen, at de ikke vil kunne blande sig fremme. Endelig stiller Ag2r med en trup, der må formodes at være den svageste af de 13 WorldTour-hold.

Blandt de øvrige hold bør CCC gøre det bedst. Polakkerne er ikke blot det eneste prokontinentalhold i feltet, de er også et af de bedste i disciplinen, som de arbejder meget på. Med Jan Tratnik som den store motor har de en trup, der måske kan true de svageste WorldTour-hold, selvom der kan vise sig at være lidt for mange tunge folk.

***** Sunweb

**** BMC, Sky

*** Quick-Step, Mitchelton-Scott

** Katusha-Alpecin, Movistar, LottoNL-Jumbo

* Bora-hansgrohe, Trek, Astana

Danskerne

Søren Kragh Andersen er til start for et meget stærkt Sunweb-mandskab, der som skrevet ovenfor har fremragende chancer for at sikre sig endnu en VM-titel. Kasper Asgreen har som sagt en reel medaljechance hos Quick-Step, mens Mads Würtz som nævnt kan køre et ganske pænt holdløb på Katusha. Til gengæld er det svært at have de helt store forventninger til Michael Valgren og Magnus Cort på Astana.