STREAM TOUR DE SLOVAQUIE OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Enkeltstarter har altid været en helt naturlig del af cykelsporten og er sporten i dens mest rene form. Linjeløb er ofte komplicerede affærer, hvor holdtaktik, drafting, mod og satsninger næsten er lige så vigtige elementer som rå styrke. På en enkeltstart er der imidlertid intet sted at gemme sig. At finde den hurtigste rytter på en given rute kan koges ned til rå muskelkraft, aerodynamik, evnen til at koncentrere sig og give sit maksimale over en længere periode samt at afstemme sine reserver og kræfter perfekt til den givne distance.

Enkeltstarter har altid spillet en afgørende rolle i etapeløb, og sporten har også haft sine meget prestigiøse enkeltstående tidskørsler med Grand Prix des Nations som det mest markante eksempel. Med en sådan historie kan det anses som lidt af et mysterium, hvorfor man skulle frem til 1994, inden disciplinen blev inkluderet på VM-programmet. Chris Boardman tog den første regnbuetrøje i Catania, og siden da har enkeltstarten været en vigtig del af de globale mesterskaber - den synes endda kun at have fået mere og mere prestige, som årene er gået.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Mens alle ryttere drømmer om at vinde linjeløbet i løbet af deres karrierer, er enkeltstarten en meget eksklusiv affære for en lille gruppe ryttere, der virkelig specialiserer sig i disciplinen. Som i alle VM-løb er der plads til mindre kendte ryttere fra små cykelnationer, men derudover er det en sag for de ryttere, der virkelig elsker den rene og brutale disciplin.

Vinderlisten fortæller historien om et løb, der altid har haft appel til verdens førende specialister. Boardman, Miguel Indurain, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Jan Ullrich (to gange), Serhiy Honchar, Santiago Botero, Michael Rogers (tre gange), Fabian Cancellara (fire gange), Bert Grabsch, Tony Martin (fire gange), Bradley Wiggins, Vasil Kiryienka, Tom Dumoulin, Rohan Dennis (to gange) og Filippo Ganna (to gange) er de eneste ryttere, der har båret den eftertragtede regnbuetrøje, og det afspejler fint, at der slet ikke er plads til en heldig, uventet vinder i dette selskab.

Hidtil har det været den klare intention fra UCI, at titlen tilhører de store specialister. Selvom der har været kuperede ruter undervejs - mange vil eksempelvis huske de mange bakker i Limburg i 2012, hvor bl.a. Cauberg skulle forceres - har rutedesignerne som regel holdt sig fra de værste klatreudfordringer.

I 2014 legede arrangørerne med ideen om at ændre det traditionelle manuskript og i stedet sammensætte en meget hård enkeltstart, der kunne have gjort løbet muligt for en helt ny gruppe ryttere og lukket døren for mange specialister. Planen var, at løbet skulle slutte på toppen af en stigning og derved skabe en blanding af en traditionel enkeltstart og en bjergenkeltstart. Af logistiske årsager blev ideen imidlertid droppet, og man designede derfor en langt mere traditionel rute.

I 2017 blev traditionen brudt. Arrangørerne i Bergen havde held til at gøre, hvad man måtte opgive i Spanien: at sammensætte en blandet rute med en flad indledning og en brutal afslutning på en voldsomt stejl stigning, Fløyen. For første gang i historien blev klatreevner for alvor belønnet ved VM i enkeltstart, og det kunne ikke undre, at man til det store bjerg-VM i Østrig i 2018 havde fundet sig inspireret til at gentage samme format på en alsidig rute, der både bød på fladt tonserterræn og en hård stigning. Mest af alt har man dog foretrukket, at enkeltstartsverdensmesteren skal være en rigtig tempospecialist, og både i 2019, 2020, 2021 og nu også i 2022 er man vendt tilbage til et mere klassisk format.

En VM-enkeltstart er noget helt andet end traditionelle enkeltstarter i etapeløb. Alene distancen gør den væsensforskellig fra dem, der findes i ugelange og kortere etapeløb. Kun grand tours har enkeltstarter af en tilsvarende længde, men i de tre uger lange løb kommer de som regel efter mindst en uge, og derfor spiller restitutionsevne en kolossal rolle. VM giver rytterne en sjælden chance for at køre en lang enkeltstart uden at skulle bekymre sig om den akkumulerede træthed i et etapeløb, og det gør det til noget helt særligt, man ikke finder på andre tider af året.

De forhold ændrer som regel på udfaldet i forhold til de vanlige enkeltstarter. Den lange distance lukker døren for visse ryttere, der er bedre skabt til kortere ruter. Derudover domineres grand tour-enkeltstarter ofte af klassementsryttere, der restituerer bedre end de fleste specialister. I dette løb er alle friske, og det betyder, at etapeløbsspecialisterne har sværere ved at leve op til deres vanlige præstationsniveau.

Derudover kommer løbet mod slutningen af en meget lang sæson, hvilket betyder, at træthed og friskhed spiller en nøglerolle. Mens mange ryttere har forberedt sig specifikt på løbet og har gjort det til et stort mål, kan alle mærke effekterne af en lang sæson. Det tilføjer altid løbet et ekstra element af usikkerhed.

Sidste år fandt løbet sted i Flandern, og her havde arrangørerne været i gavehumør over for wattmonstrene. Således havde man designet en rute, der var stort set lige så flad som ved det vores ørken-VM i Qatar, og derfor blev det et opgør mellem de sande specialister. Det endte som en sand neglebider, hvor Wout van Aert førte ved mellemtiderne, men på det sidste stykke blev slået af Filippo Ganna, der akkurat forsvarede sin titel med en beskeden margin på bare seks sekunder til den skuffede hjemmebanefavorit. Til gengæld kunne belgierne glæde sig over at have to mand på podiet, da Remco Evenepoel måske nok var slået med 44 sekunder af Ganna, men akkurat slog Kasper Asgreen i kampen om bronzen. Ganna vender tilbage for at jagte historiens andet hattrick, og han vil igen være oppe mod Evenepoel, men da Van Aert i år satser hele butikken på linjeløbet, skal han ikke slås med sidste års hovedrival denne gang.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

STREAM TOUR DE SLOVAQUIE OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som sagt er VM som regel blevet afviklet på en relativt flad rute, hvor det hovedsageligt har været de store specialister, der har kunnet gøre forskellen. Det ændredes der imidlertid for alvor på i 2017 og 2018, hvor man for første gang nogensinde havde givet løbet en snert af bjergenkeltstart. Ganske vist var der ikke tale om klassiske klatreenkeltstarter i den forstand, at der kun skal køres opad, men en let kuperet rute afsluttedes med en meget spektakulær opkørsel ad den stejle Fløyen-stigning i hjertet af Bergen og en flad tonserrute med en knaldhård stigning undervejs i Østrig gjorde det til ruter, som ikke just fik megen ros fra de tungere specialister som Stefan Küng, Jos van Emden, Maciej Bodnar og ikke mindst Tony Martin, der i Norge var temmelig vokal i sin kritik.

I 2019 havde man i Yorkshire designet en langt mere klassisk VM-rute, der ikke bød på længere stigninger, men stadig indeholdt mere end 500 højdemeter i det rå britiske terræn. Den tilbagevenden til traditionerne fortsatte i 2020, hvor man i Imola designede en helt anderledes rute end det, man så i linjeløbet, og sammensatte en ren lækkerbisken for specialisterne, der fik det hele serveret på et sølvfad på den letteste rute siden VM i Qatar. Det fik i den grad også sidste år, hvor belgierne havde sammensat et løb, der fik selv ruten i Imola til at ligne en bjergenkeltstart.

Hvis nogen havde drømt om, at to fladbaneløb i træk var nok, bliver de skuffede. Wattmonstrene vil nemlig igen kunne slikke sig om munden ved udsigten til det, de australske arrangører har fundet på. Selvom linjeløbet vil vise, at området omkring Wollongong bestemt ikke er fladt, bliver terrænet ikke brugt på arrangementets åbningsdag på søndag. Ganske vist har man fundet en lille og faktisk ganske stejl bakke inde i byen, så vi undgår det helt abnorme fladland, vi så i København, Qatar, Imola og Flandern, men det bliver ikke klatreevnerne, der afgør løbet. Det kan til gengæld de tekniske evner gøre, da arrangørerne har sammensat den mest tekniske rute, jeg kan huske.

Et andet forhold, der svarer til den udvikling, vi har set de seneste år, er distancen. Historisk har en VM-enkeltstart typisk været mellem 40 og 50 km lang, men man afveg fra mønsteret i Qatar, Imola og Bergen, hvor man kørte færre end 40 km - i Bergen endda bare 31,0 km og i Imola kun 31,7 km. Det var noget helt andet end rekorddistancen i Firenze på hele 57,9 km, hvor der blev stillet helt anderledes krav til rytternes motorer. Sidste år vendte man tilbage til en mere klassisk distance på 43,3 km, men i år fortsætter man den nyere trend med en bare 34,2 km - alt sammen med den begrundelse, at man vil bruge samme rute for herrer og kvinder, der ikke er vant til herrernes normale VM-distancer.

På et andet område vender vi dog tilbage til traditionen. I gamle dage var det kutyme at afvikle enkeltstarten som omgange på VM-rundstrækningen, men den model er man gået bort fra. Nu om dage bruger enkeltstarten kun sjældent dele af linjeløbsruten, og faktisk er det nu blevet normen, at man lader enkeltstarten starte og slutte i forskellige byer. Sådan var det ganske vist ikke i 2020, men sådan var det i Firenze, Doha, Bergen, Innsbruck, Yorkshire og Flandern - altså ved seks af de seneste otte VM-løb. For første gang siden VM i København i 2011 vender man i år tilbage til rundstrækningsformatet, og selvom man som i Danmark ikke gør brug af linjeløbsrundstrækningen, vil det give mindelser om fortiden, også fordi det betyder, at rytterne igen skal starte i grupper med pauser imellem.

I alt skal der altså tilbagelægges 34,2 km, der har både start og mål i Wollongong og fordeles over to omgange på en 17,0 km lang rundstrækning samt en 200 m lang strækning, der leder fra startrampen og id til rundstrækningen. Allerede fra start får man den tekniske karakter at mærke, da man hurtigt tager to sving efter hhv. 200 og 600 m, men herefter kører man mod vest igennem let kuperet terræn igennem en rundkørsel efter 1,2 km og frem til det næste sving, der følger efter 2,6 km. Efter 3,5 km når man det vestligste punkt, hvor man drejer mod nord og efter 3,9 km mod øst, og derefter følger en teknisk fase med sving efter 4,5 og derefter hele fire rundkørsler i rap, mens man kører gennem universitetsområdet. Efter 5,7 km drejer man til højre, inden man efter 6,0 km drejer mod nord ind på en stor boulevard, som afbrydes af et sving i en rundkørsel efter 6,3 km. Kort efter rammer man bakken Dumfries Avenue (700 m, 6,7%), på hvis top mellemtiden tages efter 7,2 km.

Efter mellemtiden drejer man 200 m senere til højre, hvorefter en nedkørsel leder mod nord, og herefter er det slut med det småkuperede terræn, da sidste halvdel af rundstrækningen er stort set helt flad. Til gengæld bliver det meget teknisk, da man skal dreje efter 8,0 km, 9,1 km, 9,3 km og 9,5 km, inden man når frem til en meget teknisk sløjfe med to sving lige i træk. De næste sving følger efter 10,4 km og senere i det nordligste punkt efter 10,4 km og 10,6 km. Nu retter vejen sig endelig ud, når man kører mod syd og sydvest ned langs vandet, hvor eneste forhindringer er nogle bløde kurver, et par rundkørsler, et skarpt sving efter 15,3 km og slutteligt et sving i en rundkørsel 400 m fra stregen.

Ruten byder på i alt 310 højdemeter mod 22 i 2020 og 167 højdemeter i 2020 på den ellers noget kortere rute i 2020, mens man i både 2019 og 2018 havde ca. 500 højdemeter på ruter, der dog også var længere end denne.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

STREAM TOUR DE SLOVAQUIE OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Der findes ikke noget værre end en enkeltstart, der ødelægges af forskellige vejrbetingelser, men det sker ikke denne gang. Mens vi i Danmark har efterår, har man i Australien forår, og selvom det vil vise sig fra sin ustadige side senere på ugen, byder starten på en flot forårsdag. Således vil der bare være få skyer og en temperatur på 20 grader, men det vil også være meget blæsende med en frisk vind (22-23 km/t) fra vestnordvest - en styrke, der dog heldigvis vil være helt konstant. Det giver naturligvis vind fra alle retninger på denne uhyre kringlede rute, men der vil i starten hovedsageligt være modvind, ligesom der senere vil være modvind på bakken. Efterfølgende vil der i den mest tekniske fase primært være medvind, inden man får generel sidevind i den enkle og flade fase ned langs vandet til sidst.

Favoritterne

I de sidste par år har VM-enkeltstarten været en svært fortolkelig affære. Særligt i 2017 og 2018 var det slemt, da de meget specielle ruter med en kombination af specialistterræn og et decideret bjerg stillede store krav til rytternes alsidighed, men også gjorde det vanskeligere at vurdere helt præcist, hvor god en klatrer man skulle være for at kunne begå sig. Der var for meget fladt terræn til de små folk, men også for svære stigninger til de fleste specialister, og i stedet var det i vidt omfang for folk, der også med jævne mellemrum kører klassement i etapeløbene. At ruterne var svære at læse også for rytterne selv, kunne Victor Campenaerts særligt erfare, da han kom til Østrig med en beskeden ambition om top 10, men tog sig selv og hele cykelverdenen på sengen ved at være mindre end et sekund fra at stjæle sølvmedaljen fra Tom Dumoulin.

Heller ikke i 2019 var det helt let. De rullende bakker i Yorkshire gav ganske mange højdemeter, som da også viste sig for voldsomme for mange af de tunge drenge. Alligevel endte det lidt overraskende med en bronzemedalje til Filippo Ganna og en 5. plads til Alex Dowsett - to ryttere, der selv havde vurderet, at udfordringerne nok var for voldsomme.

I de seneste år har det været meget lettere. Både i Imola og Flandern blev specialisterne kompenseret for de voldsomme klatrekrav i 2017 og 2018 og også det ru, britiske terræn i 2019, da de her fik skræddersyet det hele til dem. De tekniske forhindringer var få og ellers var det bare fladt, fladt og fladt.

Samme wattmonstre må glæde sig over, at australierne ikke har gjort brug af de bakker, vi vil se til linjeløbet, men denne gang er det alligevel en smule mere kompliceret. Ganske vist er terrænet igen så fladt, at de vil slikke sig om munden, men det er en uhyre teknisk rute, arrangørerne har designet. Det er vel en konsekvens af, at man skal nærmest en tur på sightseeing i hele byen, og den slags fører typisk til, at man skal dreje i tide og utide.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Det betyder, at man skal kunne lidt af det hele. Power og tempoevner er åbenlyst et krav på så flad en rute som denne, og særligt over de sidste små 7 km af rundstrækningen, hvor vejen retter sig ud ned langs vandet, og hvor det er helt fladt, kan der virkelig trædes nogle watt. Helt uden klatreevner skal man dog ikke være. Det er næppe den lille bakke, der afgør det, men den er faktisk ganske stejl. Bliver det lige så tæt, som det sidste år var mellem Filippo Ganna og Wout van Aert, kan den sagtens spille en rolle. Derudover er første halvdel af rundstrækningen alligevel så let kuperet, at vi kommer op over 300 højdemeter. Det er langt mindre end de ca. 550 i 2019 og 2018, men dengang var ruterne også længere, Kompenserer man for den kortere distance, er det faktisk ikke helt usammenligneligt med Yorkshire-ruten, selvom det ubetinget er en lettere rute denne gang.

Det andet væsentlige krav er tekniske evner. Jeg mindes ikke en VM-enkeltstart med så mange sving, og de første 10 km, der jo skal køres to gange, er virkelig kringlede. Det stiller krav til teknikken, men det stiller også krav til accelerationsstyrke efter de mange sving. Med andre ord skal man altså kunne lidt mere end bare at træde mange watt, selvom det stadig er den væsentligste kompetence på en rute så flad som denne.

En anden væsentlig faktor er distancen på 34,2 km. Det er stadig en af sæsonens længste enkeltstarter, men i VM-sammenhæng er den meget kort - kun undergået af de meget korte ruter i Imola og Bergen. Det skyldes ønsket om, at herrer og kvinder for første gang skal køre på samme rute, og det vil have en effekt. Den er stadig så lang, at den vil favorisere motorerne over dem, der specialiserer sig i sæsonens mange kortere enkeltstarter, men sidstnævnte vil stå meget stærkere her end over de små 60 km, vi havde i Yorkshire.

En uhyre vigtig faktor er restitutionselementet. Alle andre større enkeltstarter køres i etapeløb, og de lange af dem kommer altid efter flere dage. Det giver naturligt klassementsrytterne en fordel på bekostning af de knap så restitutionsstærke specialister, men en enkeltstående enkeltstart er noget helt andet, der begunstiger de sande tempomaskiner, der ikke nødvendigvis er så alsidige. Samtidig er forberedelsen en helt anden. Vi så med Chris Froome i 2017 og Primoz Roglic i 2019, at det er meget svært at gå fra overlegne enkeltstartssejre i Vueltaen til at true specialisterne ved VM. Hvor det til linjeløbene kan være en fordel at have en masse løbskilometer i benene, er det oftest til enkeltstarten en klar fordel at have lavet specialiseret træning, som Dennis’ sejr i 2019 vel var det bedste eksempel på. Undtagelserne, der bekræfter reglen, er naturligvis Bradley Wiggins, der 10 dage efter sin Tour-sejr knuste alle ved VM i London, og Van Aert viste i 2020, at en Tour-rytter godt kunne være med fremme i den særegne kalender, selvom det generelle billede ellers tydeligt viste, at det var de friske ryttere, der havde fordelen.

Heldigvis kommer vejret ikke i spil. Det australske forår viser sig fra sin solrige og heldigvis tørre side - våde veje havde været en katastrofe på denne tekniske rute - men det bliver blæsende. Heldigvis skulle vinden være helt konstant, så vi får helt lige vilkår, men det vil være en fordel for de mest aerodynamiske, at der venter nogle ret hårde modvindsstykker i starten, også på bakken. Om der er så meget byzone, at vinden ikke føles helt så kraftig, må vi se - det er i hvert fald sandsynligt - men lille Remco Evenepoel vil næppe være ked af de blæsende betingelser.

En anden grund til uforudsigeligheden ved de seneste VM har været feltets sammensætning. I 2017 var det helt åbent, om sejren ville gå til Dumoulin, Primoz Roglic, Chris Froome eller Rohan Dennis, der da også viste sig alle at komme i top 5. I 2018 var det hele lidt mere enkelt, da alle vidste, at vinderen ville blive enten Dennis eller Dumoulin, men til gengæld delte vurderingerne af favoritstatus sig i to stort set lige store lejre. I 2019 betød den store usikkerhed om Dennis efter den lange løbspause, usikkerheden om, hvor god Remco Evenepoel var blevet siden EM-sejren, og tvivlen om friskheden hos Primoz Roglic efter Vueltaen, at der bestemt ikke var nogen entydig favorit. I 2020 var der uhyre stor tvivl om, hvad man skulle lægge i Filippo Gannas vanvidsridt i Tirreno, om Dennis kunne komme bragende ind på scenen som i 2019, og hvor friske Tour-rytterne ville være i den særegne kalender. Og sidste år var det meget svært at pege på en klar favorit i kampen mellem Ganna, Wout van Aert, Remco Evenepoel og Stefan Küng, der netop havde slået de tre andre til EM.

Også forinden havde VM-enkeltstarterne tradition for at være meget mere åbne end i årets etapeløb. I 2016 lå det ikke just i kortene, at en kriseramt Tony Martin skulle knuse al modstand med sin hidtil sidste magtdemonstration, og i 2015 regnede alle med et knivskarpt opgør mellem Dumoulin, Dennis og Martin, hvorefter Vasil Kiryienka tog dem alle på sengen på en dag, hvor de tre favoritter blev hhv. nr. 5, 6 og 7. Og 2013 og 2014 så alle frem til de gigantiske slag mellem Martin, Bradley Wiggins og Fabian Cancellara i en tid, hvor feltet igen blev lidt mere åbent efter nogle år, hvor først Cancellara og siden Martin havde været i en klasse for sig.

I år er spændingen også stor, selvom det ikke er så udtalt som sidste år. Vi savner i den grad Van Aert, der efter sidste års skuffelse satser hele butikken på linjeløbet, og den skadede Primoz Roglic havde også pyntet på feltet. Til gengæld er Ganna og Evenepoel med igen, og de tårner sig op de to helt store favoritter efter en sæson, hvor Küng er gledet lidt ned i hierarkiet. Tilføjelsen af Tadej Pogacar skaber et ekstra krydderi, som vil gavne spændingen, ligesom Ethan Hayter med sin lovende udvikling gør det, men de fleste vil nok pege på sidste års guld- og bronzevindere som de to favoritter.

Igen i år er det meget åbent, hvem af de to der vil have overhånden, men jeg går med Filippo Ganna, og det skyldes primært to ting: ruten og forberedelsen. Lad os tage dem én ad gangen. Ganna viste ved sin sejr i Torino under Giroen sidste år, at han er ganske glimrende på tekniske ruter, og de mange sving synes således ikke at være nogen væsentlig ulempe, i hvert fald ikke når vejene er tørre.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Vi ved, at han sammen med Van Aert er den mest kraftfulde i det helt flade terræn, og her havde han i hvert fald en ret klar overhånd i forhold til belgieren for et år siden, både ved VM og til EM. Vi så også, at han slog Evenepoel i Tirreno tidligere i år, og selvom den korte distance her var en klar fordel for Ganna, var det endnu et vidnesbyrd om, at han stadig må regnes som den mest kraftfulde. Han vil tabe tid til Evenepoel på bakkerne, men han vil vinde på tonserstykkerne og i svingene, og dertil kommer, at den relativt korte distance favoriserer ham i forhold til belgieren, der ville have foretrukket en 60 km lang rute.

Den anden væsentlige fordel er forberedelsen. Han trak stikket efter Touren, hvor han var meget træt, og derfor var det heller ikke planen at køre EM. Det besluttede han sig alligevel for i sidste øjeblik, og i det lys var det ikke helt ringe, at han i formsvag tilstand kørte lige op med de to schweiziske Stefan’er. I Tyskland virkede han allerede meget stærkere, både da han vandt prologen og var guld værd for Adam Yates på den hårde sidste etape. Nu har han haft yderligere et par uger til specifikt at forberede sig til dette løb, og han plejer aldrig at kikse i sin timing. Alt sammen taler det for, at Ganna kan blive den blot anden rytter efter Tony Martin til at sikre sig et VM-hattrick i disciplinen.

Kan Remco Evenepoel slå ham? Det kunne han ikke sidste år, men de enkeltstarter, belgieren har kørt i år, vidner om, at han er blevet stærkere siden da. Problemet er bare ruten og forberedelsen. Sidste år så vi, at han manglede noget power i forhold til Ganna på den flade rute i Belgien. I år har han helt sikkert lukket en del af hullet, men fladlandet vil stadig favorisere italieneren. Den anden udfordring er de mange sving. Evenepoel har forbedret sit punch og sin teknik meget, men designet af denne rute er en klar ulempe for en mand, hvis styrke er aerodynamik og sine watt. Vi så sidste år ved de belgiske mesterskaber, at han ganske overraskende tabte til Yves Lampaert på en rute, der netop var kendetegnet af en endeløs serie af sving, og selvom han i Danmark vandt på en teknisk rute, var det kun med det yderste af neglene, at han slog Søren Kragh, som trods alt ikke er Ganna.

Det største problem er dog forberedelsen. Chris Froome og Primoz Roglic stillede i hhv. 2017 og 2019 til start efter en Vuelta-sejr, hvor de havde vundet enkeltstarterne suverænt, og de endte med at blive hhv. nr. 3 og 11 - langt fra sejren. Vi så også sidste år til OL, hvordan det er at rejse om på den anden side a jorden og køre enkeltstart en uges tid efter en grand tour. Det gik godt til linjeløbet, hvor Touren havde givet en god motor, men enkeltstarten blev totalt domineret af ryttere, der ikke havde kørt klassement i Touren, og kun Stefan Küng, som havde kørt meget roligt i den sidste uge, kunne være med fremme efter at have kørt i Frankrig.

Undtagelsen, der giver håb for Evenepoel, er Van Aerts sølv ved VM lige efter Touren i 2020, og det viser, at det kan lade sig gøre, men belgieren havde trods alt ikke kørt klassement. Den lange rejse gør det helt sikkert ikke bedre, men heldigvis virkede Evenepoel frisk i den tredje uge. Jeg frygter, at det ender som Froome og Roglic, og jeg bliver ikke overrasket, hvis han slet ikke får medalje, men rangeret på vinderpotentiale er han nødt til at være nr. 2. Vi taler trods alt klart om løbets næstbedste temporytter - mindst.

Det bliver meget spændende at se Tadej Pogacar. Sloveneren har gjort VM til sit helt store mål i efteråret, og efter den sløje indsats i Bretagne beviste han i Canada, at timingen sidder i skabet. På sine store dage kan Pogacar vinde flade enkeltstarter, som vi så på første enkeltstart i Touren sidste år, men det, der for alvor giver håb, er hans 3. plads i København tidligere i år. Her viste han sig nemlig sublim på de tekniske dele, og derfor burde denne rute være en gave, hvor han måske kan kompensere for, at han ikke helt har Gannas og Evenepoels power. I Tirreno blev han slået af dem begge på den flade tonserenkeltstart, men han vil have en langt større chance på en rute, der er teknisk, længere og har et par bakker. Om han helt har den Tour-form, der nok skal til for at vinde, er måske stadig usikkert, men han plejer at time det rigtigt, og VM er hans mål nu. Sidste år var han langt efter, men endte stadig i top 10, selvom han var så formsvag, at ingen opdagede, at han deltog i linjeløbet. I år er han meget skarpere, og selvom han kan skuffe, viser Touren os, at han er manden, der har størst chance for at slå de to favoritter.

Jeg glæder mig uhyre meget til at se Stefan Bissegger. Vi ved fra UAE Tour og Benelux Tour, at han på korte, flade enkeltstarter kan slå de allerbedste, også Ganna, men sidste års mesterskaber beviste, at han stadig manglede en del på de lange enkeltstarter. Hans sejr over Stefan Küng og Ganna ved EM vidner dog om, at han er i fremgang, og at motoren bliver større, og selvom denne enkeltstart er længere, hjælpes han af, at vi ikke taler om 50 km. Vigtigst af alt er dog rutens karakter. Bissegger er kendt som en vil kamikazepilot, der vil vinde tid på alle i svingene. Det kan koste dyrt, som vi så i Touren, men her er vejene i det mindste ikke våde. Han har forberedt sig specifikt til dette løb, og hans EM viste, at han er helt på rette vej. Jeg bliver stadig lidt overrasket, hvis han pludselig kan vinde over mere end 30 km, men skal det ske, skal det helt sikkert være på en rute, der er så teknisk som denne.

De tekniske elementer må også være en gave til Ethan Hayter. Det så vi, da han suverænt vandt den uhyre tekniske prolog i Romandiet, og han har i hvert fald også en acceleration, ikke mange andre besidder. I år har han etableret sig i den absolutte tempoelite med sine fornemme præstationer i Algarve og Paris-Nice - to løb, hvor han var langt fra formen - og måske mest markant i Dauphiné, hvor han ikke var alt for langt fra Van Aert og Ganna. Faktisk var han endda hurtigere end Ganna på det sidste stykke, og mønsteret synes endda at være, at han er bedst over længere distancer. Han manglede stadig noget i forhold til Ganna dengang, men det kan han måske kompensere for på denne rute, der burde give ham en større chance for at slå italieneren. Den store usikkerhed skabes først og fremmest af forberedelsen. Han udgik af Vueltaen med corona, og som vi ved, er det meget forskelligt, hvor hårdt rytterne har været ramt. Han er frisk nok til at tage en kaptajnrolle i linjeløbet, så al form kan ikke være forsvundet, men hvor han står, finder vi først ud af på søndag.

Stefan Küng har mange drømme, men den største er at vinde dette løb. Hans bedste resultat er imidlertid en 3. plads i 2020, og han har desværre en tendens til at skuffe. Det skete senest sidste år, hvor han ellers lignede et brandvarmt bud efter at have vundet EM foran både Ganna og Evenepoel, men han endte som nr. 5, langt fra medaljerne. Værre er det, at han i år har kørt meget skuffende enkeltstarter, ikke mindst i Touren. Her fandt han dog heller aldrig formen grundet forudgående corona, men også i Schweiz og Algarve, hvor Evenepoel ydmygede ham, var han under niveau. Jeg finder dog håb i hans 4. plads i Paris-Nice, hvor ruten ikke var ideel, og senest hans 2. plads ved EM, hvor han kørte helt lige op med Bissegger og slog en ganske vist ikke alt for formstærk Ganna. Desværre kom vi ned på jorden igen i Poitou-Charentes, hvor han tog en pligtsejr, men med en svært bekymrende margin på kun 20 sekunder til Kevin Vauquelin over mere end 20 km. Han skal have forbedret sig markant, hvis han vil have medalje her, og selvom han ikke er ringe på tekniske ruter, er det næppe til hans fordel i dette selskab, at der er en myriade af sving. Håbet ligger i hans EM-sejr sidste år, men jeg er ikke alt for optimistisk.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Det bliver uhyre spændende at se Magnus Sheffield. I starten af året var hans enkeltstarter pæne, men ikke prangende, og han havde svært ved at leve op til sit ry som specialist. Det er han imidlertid i den grad kommet efter. Hans 2. plads i Polen bag Thymen Arensman og foran Hayter på en rute, der ikke var ideel, har stor vægt, og han vandt også i Danmark, ganske vist i svagere selskab. Vi så i klassikerne, at han er lidt af en dieselmotor, og derfor kunne meget tale for, at han er bedre over lange distancer. Han er imidlertid stadig så ubeskrevet et blad, at vi dybest set ikke aner, hvordan han klarer så lang en enkeltstart, eller om de tekniske elementer er til hans fordel. Til gengæld udvikler han sig med så stor hast, at han har potentiale til virkelig at overraske. Derfor rangerer han højt på vinderpotentiale, men da det er hans første lange enkeltstart på dette niveau, skal man slet ikke blive forundret, hvis han misser top 10.

Hvad så med vores lottokupon? Matteo Sobrero kørte en fuldstændigt sublim enkeltstart, da han vandt i Giroen, og her viste han virkelig, at BikeExchange med deres nye satsning har skabt et mirakel i år. Til gengæld kom vi ned på jorden igen, da han floppede i Polen, og det vidner om, at man aldrig kan regne med ham. Han har virket uhyre formsvag i de seneste løb, han har kørt efter det flotte Polen Rundt, men som vi så i Giroen, kan han sagtens køre fremragende enkeltstarter, når han ser ud til at være helt uden gode ben. Det er dog særligt ruten, der gør ham interessant. Sobrero er teknisk dygtig og eksplosiv, og de små bakker vil også tiltale ham, som vi så i Giroen. Med ham kan det gå alle tænkelige veje, men kører han, som han gjorde i Verona tidligere i år, kommer han langt, også i dette stærkere felt.

Jeg glæder mig ekstremt meget til at se Bauke Mollema . Det stod ikke skrevet i nogen drejebøger, at en lidt falleret klassementsrytter med moderate tempoevner i en alder af 35 år pludselig skulle blive tempospecialist, men det er ikke desto mindre, hvad der er sket. Hollandsk mester blev han, men mere imponerende er hans placeringer i grand tours, hvor han er blevet nr. 6 og 9 i Touren og nr. 4 i Giroen. Særligt 6. og 4. pladserne, der kom på hhv. en lang og en mellemlang rute er opløftende forud for denne etape, men selv på en prolog i Tyskland chokerede han ved at blive nr. 2 bag Ganna. Han har trænet specifikt frem mod dette, fordi han er begyndt at elske disciplinen, og da han er både eksplosiv og teknisk, bør denne rute passe ham ganske storartet. I Touren slog han ganske mange meget stærke specialister på en lang og mellemkuperet rute, og jeg vil næsten tro, at denne passer ham endnu bedre. Det bør blive en god dag for feltets spritnye tempospecialist på 35.

Er det i år, at Remi Cavagna endelig skal køre en god VM-enkeltstart? Det har desværre knebet, men denne gang kommer han virkelig til løbet i form. Grundet styrtet i januar tog det ham meget lang til at komme i gang, og han kørte nogle forfærdelige enkeltstarter både i Dauphiné og ved de franske mesterskaber. Sommeren gjorde imidlertid mirakler, og med sin fremragende 3. plads på Vuelta-enkeltstarten viste han igen det tårnhøje niveau, han havde i 2021, hvor han endelig blev en del af den absolutte elite. Der er dog også problemer. Cavagna har vundet en meget teknisk enkeltstart i Romandiet, men det er ikke til hans fordel, at denne rute er så teknisk. Forberedelsen er også tvivlsom, for som nævnt ovenfor viser historien, at det er svært at komme fra en grand tour. Heldigvis har han ikke kørt klassement, men han endte med at føre dag ud og dag ind for Evenepoel, og derfor kom han slet ikke let gennem løbet, som Küng gjorde forud for OL sidste år. Det gjorde Van Aert imidlertid heller ikke i Touren i 2020, og det kan give håb, men på restitutionsfronten er Van Aert noget helt særligt. Derfor tvivler jeg på et topresultat, men Vuelta-enkeltstarten giver et berettiget håb.

Jeg har svært ved at vurdere Edoardo Affini. Sidste år kørte han nogle fremragende enkeltstarter i Giroen og Benelux, men han faldt helt igennem til EM og VM, hvor han på for ham perfekte ruter blev bare nr. 6 og 9. I år har han kun kørt to flad enkeltstarter, nemlig i Tirreno, hvor han skuffede fælt, og ved mesterskaberne, hvor han blev en beskeden nr. 3 bag Ganna og Mattia Cattaneo. Det er ret markant, at han har været bedst over kortere distancer, men sidste Giro-enkeltstart fra 2021 giver håb. Problemet er, at denne tekniske rute helt klart ikke er ideel for ham i et selskab, hvor mange er teknisk stærkere og mere eksplosive. Dertil kommer, at vi ikke aner, hvor han står efter Vueltaen, hvor han udgik med sygdom på anden hviledag. Det var ikke covid, men det er helt uklart, hvor meget han har været sat tilbage. Alt sammen gør det mig pessimistisk, men jeg ved også, at han kan være med helt fremme, hvis han kører som i Benelux og Giroen sidste år.

Yves Lampaert chokerede alt og alle med sin sejr på den første enkeltstart i Touren, og det giver optimisme forud for dette løb. Det er nemlig på tekniske ruter, at han excellerer, og derfor er denne rute en gave for ham. Desværre ved vi også, at han har svært ved at være med fremme på distancer over 20 km, og det vil være ret nyt for ham, hvis han kan blande sig helt fremme over 34 km. Man må dog finde et vist håb i, at han slog Evenepoel på den flade og tekniske rute ved mesterskaberne sidste år, for her var distancen stort set som denne. Til gengæld var den helt flad, og her vil bakkerne være en hindring. Det samme vil formen, for Lampaert så meget skidt ud i Tyskland, hvor han faldt af på selv den mindste motorvejsbro. Distancen er et problem for ham, men de belgiske mesterskaber viser, at han kan overraske igen.

Med Tobias Foss kan det gå begge veje. Nordmanden har haft en forfærdelig sæson, men hans enkeltstarter i Giroen viste os, at han selv i formsvag tilstand stadig er en ganske habil temporytter. Vi så i 2021, at en formstærk Foss er helt oppe i eliten, og derfor har han et stort potentiale. Desværre var han stadig formsvag, da han gjorde comeback i Tyskland efter en lang pause, men herefter var det en fornøjelse at se ham i Montreal, hvor han leverede en jætteindsats for Van Aert. Det vidner om, at formen er i fremgang, og selvom han helt sikkert er langt fra 100%, viser Giroen, at han er så god en temporytter, at han også på et lavere niveau kan gøre det hæderligt. Han kan dog også falde igennem på en rute, der nok ikke passer ham helt ideelt.

Indtil Vueltaen var Lawson Craddock den eneste BikeExchange-specialist, der slet ikke var med på mirakelbølgen, men det kom han i Spanien. Her kørte han en fremragende enkeltstart og den bedste, siden han i 2019 blev nr. 6 til VM. Til gengæld kommer han fra Vueltaen, og som sagt taler meget for, at det ikke er den ideelle forberedelse. Ganske vist viste han netop i 2019, at han kunne køre stærkt til VM med Vueltaen i benene, og det giver håber. Desværre passede han denne gang slet ikke på sig selv i den tredje uge, hvor han var i udbrud vel nærmest hver eneste dag. Det viste til gengæld, at han er i fremragende form, og vi så i Spanien den bedste Craddock, vi har set i meget lang tid. Rutens tekniske elementer er til gengæld nok ikke til hans fordel, og da hans enkeltstarter i år generelt har været skuffende, er det nok mere sandsynligt med en nedtur end endnu en Vuelta-præstation.

Hjemmepublikummet vil heppe på Luke Durbridge, men de kan både ende med at juble og græde. Australieren er nemlig en total lottokupon. I flere år havde han ikke én eneste top 10 fra en europæisk enkeltstart, men så bragede han pludselig en 6. plads af i Dauphiné, hvor han slog en meget formstærk Jonas Vingegaard. Det skabte forventninger til Vueltaen, men her kom vi ned på jorden igen med endnu en stor, stor skuffelse. Nedturene er altså mange og succesen kun én, men netop hans succes viser, at han kan levere. Han kommer fra Vueltaen, men efter Simon Yates udgik, havde han ingen opgaver, så han er sikkert kommet gennem løbet med dette løb for øje. Det kan minde om den forberedelse, Rohan Dennis havde før sin VM-sejr i 2018, hvor han dog skippede den tredje uge, og det kan sagtens have bragt ham på ret kurs. Desværre passer denne tekniske rute ham ganske elendigt, og alt sammen får det mig til at tvivle stærkt på endnu et Dauphiné-mirakel.

Læs også

Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne.

Danmark stiller med Magnus Cort, der jo sidste år under Touren og Vueltaen meldte sig ind i tempoeliten. Det bekræftede han med sin flotte københavneretape under Touren, for det var uventet godt på så kort en rute. Denne meget længere og tekniske rute burde passe godt til både en dieselmotor og en semisprinter, men spørgsmålet er, om formen rækker. Han skuffede fælt i Bretagne og særligt Canada, hvor han virkede meget formsvag, og spørgsmålet er, om ikke tanken er ved at være tom. Vi så i hvert fald i Tirreno og på 2. etape i Giroen, at en formsvag Cort ikke kører gode enkeltstarter. Til gengæld kørte han hæderligt på 21. etape, hvor han ellers også stadig var et stykke fra toppen. Hans kørsel i Canada gør mig ikke optimistisk, men vi ved også fra særligt sidste etape i Vueltaen sidste år, at Cort på sine store dage kan køre brølstærkt over lange distancer som denne.

Den anden danske repræsentant er Mikkel Bjerg. Desværre har det knebet for danskeren til de store mesterskaber, siden han blev professionel, og hans motor synes at være bedst til enkeltstarter, der ligger sent i en grand tour. Hans EM var heldigvis opløftende, men bag de tre giganter var det også et ret svagt felt, der slet ikke kan sammenlignes med dette. Opløftende var til gengæld hans form i Tyskland, hvor han så ud til at være flyvende, og det giver håb. Om så denne teknisk rute er den rette, kan man tvivle på, og han havde nok også foretrukket en endnu længere distance. Nyere VM-historie skræmmer desværre lidt for meget til, at jeg kan finde den helt store optimisme til en rute som denne, men baseret på hans mange udsving i disciplinen, den tyske form og EM er der ingen grund til at være alt for pessimistisk.

Sidste år havde jeg rangeret Joao Almeida meget højt, men det gør jeg ikke denne gang. Portugiseren har skuffet fælt på sine enkeltstarter i år, senest i Vueltaen, hvor han var ganske middelmådig. Samtidig har han kørt klassement i Vueltaen, og som sagt taler historien for, at det er en ret dårlig forberedelse. Når der alligevel er håb, skyldes det, at Almeida bare blev bedre og bedre undervejs, og det var først i den sidste uge, at vi så den Almeida, vi kender. Jeg vil også tro, at denne lidt teknisk rute giver ham en bedre chance end en klassisk fladbanerute, og det burde slet ikke være så ringe et design for ham. Skal han præstere, skal han dog bryde sin egen tempotrend fra i år og den generelle Vuelta-trend. Det er meget at forlange.

Endelig er der Luke Plapp. Egentlig ville jeg gerne rangere ham højt, for hans U23-tid viser, at han som temporytter har et enormt potentiale. Desværre kommer han til løbet fra Vueltaen, hvor han havde det meget svært og gennem hele løbet lignede en hængt kat. Det var i forvejen hans første grand tour, og han lignede bestemt ikke en mand, der kom godt igennem løbet. Man skal altid passe på med det boost, en grand tour kan give, særligt unge ryttere, men det er nok først næste år, at vi vil se det hos Plapp. Hans potentiale er så stort, at han skal nævnes, og motivationen i Australien vil være stor, men han skal have fundet noget, han ikke havde en uge tidligere, hvis vi skal se ham så langt fremme, som talentet rækker til. Måske kan der være et lille håb i, at han trods alt ikke var så træt, at han undlod at gå i udbrud i Madrid, hvor han endda kom ganske langt.

BEMÆRK: Den endelige startliste er ikke kendt. Optakten opdateres derfor.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Lawson Craddock fik ikke visum i tide og erstattes af Neilson Powless. Sidstnævnte er faktisk ret spændende, da han i år har kørt meget lovende enkeltstarter, og han vil kunne lide denne rute. Han viste hæderlig form i Maryland og Canada, men hans grimme styrt i Montreal for bare en uge siden skaber stor usikkerhed.

***** Filippo Ganna

**** Remco Evenepoel, Tadej Pogacar

*** Stefan Bissegger, Ethan Hayter, Stefan Küng, Magnus Sheffield, Matteo Sobrero

** Bauke Mollema, Remi Cavagna, Edoardo Affini, Yves Lampaert, Tobias Foss, Luke Durbridge, Magnus Cort, Mikkel Bjerg, Neilson Powless, Joao Almeida, Luke Plapp

* Daan Hoole, Bruno Armirail, Nelson Oliveira, Andreas Leknessund, Maciej Bodnar, Nikias Arndt, Alexey Lutsenko, Miguel Heidemann

Danskerne

Danmark stiller med Magnus Cort og Mikkel Bjerg, der begge er omtalt ovenfor.

Starttider

Starttiderne kan findes under liveopdateringen fra lørdag aften.

STREAM TOUR DE SLOVAQUIE OG TOUR DE LUXEMBOURG UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE