Løbets rolle og historie

Enkeltstarter har altid været en helt naturlig del af cykelsporten og er sporten i dens mest rene form. Linjeløb er ofte komplicerede affærer, hvor holdtaktik, drafting, mod og satsninger næsten er lige så vigtige elementer som rå styrke. På en enkeltstart er der imidlertid intet sted at gemme sig. At finde den hurtigste rytter på en given rute kan koges ned til rå muskelkraft, aerodynamik, evnen til at koncentrere sig og give sit maksimale over en længere periode samt at afstemme sine reserver og kræfter perfekt til den givne distance.

Enkeltstarter har altid spillet en afgørende rolle i etapeløb, og sporten har også haft sine meget prestigiøse enkeltstående tidskørsler med Grand Prix des Nations som det mest markante eksempel. Med en sådan historie kan det anses som lidt af et mysterium, hvorfor man skulle frem til 1994, inden disciplinen blev inkluderet på VM-programmet. Chris Boardman tog den første regnbuetrøje i Catania, og siden da har enkeltstarten været en vigtig del af de globale mesterskaber - den synes endda kun at have fået mere og mere prestige, som årene er gået.

Mens alle ryttere drømmer om at vinde linjeløbet i løbet af deres karrierer, er enkeltstarten en meget eksklusiv affære for en lille gruppe ryttere, der virkelig specialiserer sig i disciplinen. Som i alle VM-løb er der plads til mindre kendte ryttere fra små cykelnationer, men derudover er det en sag for de ryttere, der virkelig elsker den rene og brutale disciplin.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Vinderlisten fortæller historien om et løb, der altid har haft appel til verdens førende specialister. Boardman, Miguel Indurain, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Jan Ullrich (to gange), Serhiy Honchar, Santiago Botero, Michael Rogers (tre gange), Fabian Cancellara (fire gange), Bert Grabsch, Tony Martin (fire gange), Bradley Wiggins, Vasil Kiryienka, Tom Dumoulin og Rohan Dennis (to gange) er de eneste ryttere, der har båret den eftertragtede regnbuetrøje, og det afspejler fint, at der slet ikke er plads til en heldig, uventet vinder i dette selskab.

Hidtil har det været den klare intention fra UCI, at titlen tilhører de store specialister. Selvom der har været kuperede ruter undervejs - mange vil eksempelvis huske de mange bakker i Limburg i 2012, hvor bl.a. Cauberg skulle forceres - har rutedesignerne som regel holdt sig fra de værste klatreudfordringer.

I 2014 legede arrangørerne med ideen om at ændre det traditionelle manuskript og i stedet sammensætte en meget hård enkeltstart, der kunne have gjort løbet muligt for en helt ny gruppe ryttere og lukket døren for mange specialister. Planen var, at løbet skulle slutte på toppen af en stigning og derved skabe en blanding af en traditionel enkeltstart og en bjergenkeltstart. Af logistiske årsager blev ideen imidlertid droppet, og man designede derfor en langt mere traditionel rute.

I 2017 blev traditionen brudt. Arrangørerne i Bergen havde held til at gøre, hvad man måtte opgive i Spanien: at sammensætte en blandet rute med en flad indledning og en brutal afslutning på en voldsomt stejl stigning, Fløyen. For første gang i historien blev klatreevner for alvor belønnet ved VM i enkeltstart, og det kunne ikke undre, at man til det store bjerg-VM i Østrig i 2018 havde fundet sig inspireret til at gentage samme format på en alsidig rute, der både bød på fladt tonserterræn og en hård stigning. Mest af alt har man dog foretrukket, at enkeltstartsverdensmesteren skal være en rigtig tempospecialist, og både i 2019 og nu også 2020 er man vendt tilbage til et mere klassisk format.

En VM-enkeltstart er noget helt andet end traditionelle enkeltstarter i etapeløb. Alene distancen gør den væsensforskellig fra dem, der findes i ugelange og kortere etapeløb. Kun grand tours har enkeltstarter af en tilsvarende længde, men i de tre uger lange løb kommer de som regel efter mindst en uge, og derfor spiller restitutionsevne en kolossal rolle. VM giver rytterne en sjælden chance for at køre en lang enkeltstart uden at skulle bekymre sig om den akkumulerede træthed i et etapeløb, og det gør det til noget helt særligt, man ikke finder på andre tider af året.

De forhold ændrer som regel på udfaldet i forhold til de vanlige enkeltstarter. Den lange distance lukker døren for visse ryttere, der er bedre skabt til kortere ruter. Derudover domineres grand tour-enkeltstarter ofte af klassementsryttere, der restituerer bedre end de fleste specialister. I dette løb er alle friske, og det betyder, at etapeløbsspecialisterne har sværere ved at leve op til deres vanlige præstationsniveau.

Derudover kommer løbet mod slutningen af en meget lang sæson, hvilket betyder, at træthed og friskhed spiller en nøglerolle. Mens mange ryttere har forberedt sig specifikt på løbet og har gjort det til et stort mål, kan alle mærke effekterne af en lang sæson. Det tilføjer altid løbet et ekstra element af usikkerhed.

Sidste år var løbet mere åbent end meget længe. Det skyldtes ikke mindst, at den forsvarende vinder, Rohan Dennis, ikke havde kørt ét eneste cykelløb i mere end to måneder, men det australske tempofænomen skulle ikke bruge mange minutter på at vise, at han stadig var verdens i særklasse bedste temporytter. På den kuperede rute i Yorkshire var han ganske enkelt i sin egen liga og var mere end ét minut hurtigere end alle rivalerne og næsten to minutter hurtigere end alle på nær én. Denne ene var et andet fænomen, nemlig kometen Remco Evenepoel, der i sit første VM hos eliten sikrede sig en næsten lige så suveræn sølvmedalje slået med 1.09 af Dennis. Kampen om bronzen var til gengæld uhyre tæt, men her lykkedes det akkurat for et andet talent, Filippo Ganna, at sikre sig tredjepladsen hele 1.55 bag Dennis, men med meget vigtige 3 sekunder ned til Patrick Bevin og 7 sekunder ned til Alex Dowsett. Dennis vender tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Ganna, men som vi alle ved, er Evenepoel desværre ukampdygtig i øjeblikket.

Ruten

Som sagt er VM som regel blevet afviklet på en relativt flad rute, hvor det hovedsageligt har været de store specialister, der har kunnet gøre forskellen. Det ændredes der imidlertid for alvor på i 2017 og 2018, hvor man for første gang nogensinde havde givet løbet en snert af bjergenkeltstart. Ganske vist var der ikke tale om klassiske klatreenkeltstarter i den forstand, at der kun skal køres opad, men en let kuperet rute afsluttedes med en meget spektakulær opkørsel ad den stejle Fløyen-stigning i hjertet af Bergen og en flad tonserrute med en knaldhård stigning undervejs i Østrig gjorde det til ruter, som ikke just fik megen ros fra de tungere specialister som Stefan Küng, Jos van Emden, Maciej Bodnar og ikke mindst Tony Martin, der i Norge var temmelig vokal i sin kritik.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Sidste år havde man i Yorkshire designet en langt mere klassisk VM-rute, der ikke bød på længere stigninger, men stadig indeholdt mere end 500 højdemeter i det rå britiske terræn. Den tilbagevenden til traditionerne fortsætter i år, og hvis de mere klatrestærke havde troet, at et bjerg-VM i de schweiziske alper automatisk ville føre til en klatreudfordring som ved det seneste bjerg-VM i Østrig for to år siden, blev de skuffede. Arrangørerne havde nemlig gjort ruten så klassisk, som man kan tænke sig det, idet der var tale om pandekagefladt tonserterræn i den flade schweiziske alpedal, hvor der er lange, lige veje til overflod. Beslutningen om at videreføre de oprindelige planer efter flytningen til Emilia-Romagna har ikke ændret på de oprindelige planer om at holde sig til fladere terræn. Med andre ord bliver der ikke tale om et VM som i Norge eller Østrig, men derimod en sand gavebod til wattmonstrene som vi så det på de flade tonserruter i København, Firenze og Qatar, hvor førnævnte Tony Martin, der netop er kendt som et wattmonster, tog tre af sine foreløbig i alt fire VM-titler.

Det er dog kun terrænet, der er klassisk. Historisk har en VM-enkeltstart typisk været mellem 40 og 50 km lang, selvom man har afveget fra mønsteret, blandt andet med meget korte ruter i Qatar og Norge og meget lange ruter i Richmond, Innsbruck og Yorkshire. I Schweiz havde man med en 46,0 km lang rute holdt sig til traditionerne, men efter flytningen er afstanden reduceret til bare 31,7 km, hvilket er meget tæt på bundrekorden på 31,0 km i Bergen og meget langt fra rekorddistancen i Firenze på hele 57,9 km. Da man i Bergen som bekendt skulle klatre en del, vil det være den VM-enkeltstart i historien, der tager kortest tid at gennemføre.

Til gengæld er der en anden tilbagevenden til traditionerne. I de seneste fire år har man droppet rundstrækningsformatet og i stedet ladet enkeltstarten starte og slutte i forskellige byer, men den model droppes i år. Ganske vist gør man ikke som ”i gamle dage”, hvor man oftest blot kørt rundt på VM-rundstrækningen, men som i Firenze, Doha, Bergen, Innsbruck og Yorkshire er der ikke tale om en punkt-til-punkt-rute. Derimod startes og sluttes der på den kendte motorsportsbane i værtsbyen Imola.

De 31,7 km indledes på motorsportsbanen i udkanten af Imola, hvor man via tre sving kører mod sydvest ud gennem byen. Nu rammer man en vej, der leder mod sydvest, og som kun afbrydes af to sving undervejs. Den er ganske let stigende, så man fra starten i Imola i 38 m højde bevæger sig på 98 m, når man ad den lange, næsten lige vej når til det sydvestligste punkt i byen Borgo Tossignano. Her er der tre sving ind gennem byen, hvor mellemtiden tages efter 14,9 km.

Nu går det tilbage mod nordøst ad endnu en lang, lige vej, der naturligvis nu i stedet er let faldende. Kun i forbindelse med passagen gennem Codrignano stiger det en anelse, inden det atter begynder at falde. Med 5 km indledes imidlertid en uhyre tekniske fase, som indledes med en bakke (400 m, 6,7%) på en snoet vej, inden det falder ned mod to skarpe sving, der med 3,4 km igen leder ind på motosportsbanen. Her skal man med det samme over en knap 500 m lang bakke, som har top med 2,5 km igen. Her tager man et skarpt sving ind på en nedkørsel, der med 2 km igen afbrydes af endnu et skarpt sving, inden man med 1,5 km næsten drejer 180 grader, hvorefter det er fladt. Herefter er det kun et par bløde kurver, men vejen bugter sig svagt til højre.

Ruten byder på i alt 167 højdemeter mod de 238, der var planlagt i Schweiz. Der er ca. 400 færre end i 2018 og 2019.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Vejret

Der findes ikke noget værre end en enkeltstart, der ødelægges af forskellige vejrbetingelser, men det bør ikke blive tilfældet denne gang. Alligevel venter der noget helt usædvanligt på feltet. I cykelsportsmæssig sammenhæng er Italien nemlig kendt som landet, hvor det næsten aldrig blæser, men det gør det denne fredag, hvor selv en bundsolid vestjyde vil føle, at det rusker. Det bliver ellers en flot dag med en temperatur på 25 grader og kun få skyer samt en beskeden bygerisiko på bare 5%, men det vil være meget blæsende med en hård vind (30-35 km/t) fra sydvest, dog heldigvis med en konstant styrke gennem hele eftermiddagen. Det giver direkte modvind hele vejen ud til mellemtiden, mens man flyver hjem med direkte medvind stort set hele vejen hjem bortset fra de mange retningsskift, der kommer i den tekniske fase ved indgangen til motorsportsbanen.

Favoritterne

I de sidste par år har VM-enkeltstarten været en svært fortolkelig affære. Særligt i 2017 og 2018 var det slemt, da de meget specielle ruter med en kombination af specialistterræn og et decideret bjerg stillede store krav til rytternes alsidighed, men også gjorde det vanskeligere at vurdere helt præcist, hvor god en klatrer man skulle være for at kunne begå sig. Der var for meget fladt terræn til de små folk, men også for svære stigninger til de fleste specialister, og i stedet var det i vidt omfang for folk, der også med jævne mellemrum kører klassement i etapeløbene. At ruterne var svære at læse også for rytterne selv, kunne Victor Campenaerts særligt erfare, da han kom til Østrig med en beskeden ambition om top 10, men tog sig selv og hele cykelverdenen på sengen ved at være mindre end et sekund fra at stjæle sølvmedaljen fra Tom Dumoulin.

Heller ikke sidste år var det helt let. De rullende bakker i Yorkshire gav ganske mange højdemeter, som da også viste sig for voldsomme for mange af de tunge drenge. Alligevel endte det lidt overraskende med en bronzemedalje til Filippo Ganna og en 5. plads til Alex Dowsett - to ryttere, der selv havde vurderet, at udfordringerne nok var for voldsomme.

I år er det meget lettere. Specialisterne har med rette kunnet være lidt frustrerede over især de voldsomme klatrekrav i 2017 og 2018, men også det ru, britiske terræn sidste år, men denne gang får de det, som de vil have det. Uanset om VM var blevet afviklet i Schweiz eller nu i Imola, havde udfaldet nemlig været det samme: vi får det første virkelige watt-VM, siden Tony Martins genfødsel og magtdemonstration i Qatars ørken for fire år siden.

Nok har arrangørerne skruet den samlede klatremængde op på 167 højdemeter, men de kan ikke ryste mange. De findes nemlig hovedsageligt via den kun ganske let stigende vej ud til mellemtiden, hvor stigningsprocenten er så beskeden, at det næppe gør alt for ondt i stængerne - altså ikke mere ondt end når man ligger på sin grænse og kører for en VM-titel! Alt sammen er det noget, der kan tages liggende i bøjlen, og det er kun den lille, lidt stejle bakke ved indkørslen til motorsportsbanen, at man får brug for at rejse sig og træde lidt til. Den 400 m lange bakke vil dog næppe gøre nogen væsentlig forskel.

Nej, det bliver wattmonstrenes VM. Tekniske udfordringer er der nemlig heller ikke mange af, og ruten består hovedsageligt af lange, lige veje, hvor de store specialister kan åbne for gassen. Først til sidst kommer der en ganske teknisk passage, som er tilstrækkeligt kringlet til at gøre forskelle, hvis det er tæt, men hovedsageligt er det et løb, der afgøres på tempospecialisternes præmisser.

Også en anden parameter tiltaler specialister. Italien, hvor det ellers aldrig for alvor blæser, byder på noget, man ellers kunne finde ved den danske vestkyst med den kraftige sydvestenvind. Heldigvis burde betingelserne være ens for alle, da styrken er konstant og bygerisikoen negligerbar, men med så kraftig en vind kan der i stødene godt være betydelige forskelle, som imidlertid er umulige at forudsige. Den slags vind tiltaler naturligvis de aerodynamiske specialister mere end folk, der alene lukrerer på deres kraft. Samtidig betyder det, at løbet formentlig vindes i den knaldhårde modvind på det endda let stigende stykke ud til mellemtiden, for det kan blive svært at gøre de store forskelle med en lille orkan i ryggen på vejen hjem. Man skal i hvert fald sørge for at have de rette gear til rådighed, for det kommer til at gå STÆRKT!

Endelig er der distancen. Det gør en betydelig forskel, at vi taler om den næstkorteste enkeltstart i VM-historien og utvivlsomt den, hvor vindertiden bliver lavest. Selvom vi stadig taler om en distance, der overgår det, vi ser i ugelange etapeløb, er der en betydelig forskel på at køre 31,7 km og de knap 60 km, som tilbagelagdes sidste år.

En anden grund til uforudsigeligheden ved de seneste VM har været feltets sammensætning. I 2017 var det helt åbent, om sejren ville gå til Dumoulin, Primoz Roglic, Chris Froome eller Rohan Dennis, der da også viste sig alle at komme i top 5. I 2018 var det hele lidt mere enkelt, da alle vidste, at vinderen ville blive enten Dennis eller Dumoulin, men til gengæld delte vurderingerne af favoritstatus sig i to stort set lige store lejre. Og sidste år betød den store usikkerhed om Dennis efter den lange løbspause, usikkerheden om, hvor god Remco Evenepoel var blevet siden EM-sejren og tvivlen om friskheden hos Primoz Roglic efter Vueltaen, at der bestemt ikke var nogen entydig favorit.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

I forvejen har VM-enkeltstarterne tradition for at være meget mere åbne end i årets etapeløb. I 2016 lå det ikke just i kortene, at en kriseramt Tony Martin skulle knuse al modstand med sin hidtil sidste magtdemonstration, og i 2015 regnede alle med et knivskarpt opgør mellem Dumoulin, Dennis og Martin, hvorefter Vasil Kiryienka tog dem alle på sengen på en dag, hvor de tre favoritter blev hhv. nr. 5, 6 og 7. Og 2013 og 2014 så alle frem til de gigantiske slag mellem Martin, Bradley Wiggins og Fabian Cancellara i en tid, hvor feltet igen blev lidt mere åbent efter nogle år, hvor først Cancellara og siden Martin havde været i en klasse for sig.

Også i år er det meget åbent. Rohan Dennis var i særklasse sidste år, men heller ikke denne gang er det lykkedes ham at vinde en af de to enkeltstarter, han har kørt, og som begge er endt ganske skuffende. Til gengæld skrev Filippo Ganna sig med sit vanvidsridt i Tirreno pludselig ind som en gigantisk trussel mod den dobbelte verdensmester, samtidig med at Victor Campenaerts rejste sig efter en svær tid ved også at slå Dennis klart. Læg dertil, at Stefan Küng med sin magtdemonstration ved EM gav indikationer på en genfødsel som temporytter, og at vi får de muligvis trætte topspecialister Wout van Aert og Tom Dumoulin direkte fra Touren, og så står det klart, at det langt fra er så enkelt denne gang heller.

En uhyre vigtig faktor er restitutionselementet. Alle andre større enkeltstarter køres i etapeløb, og de lange af dem kommer altid efter flere dage. Det giver naturligt klassementsrytterne en fordel på bekostning af de knap så restitutionsstærke specialister, men en enkeltstående enkeltstart er noget helt andet, der begunstiger de sande tempomaskiner, der ikke nødvendigvis er så alsidige.

Den faktor bliver ekstra vigtig i år, hvor løbet køres bare fem dage efter Tour-finalen. Mens man til et 250 km langt linjeløb med 4600 højdemeter kan argumentere for, at det er en fordel at have Touren i benene - det kunne Clasica San Sebastian, OL og VM i Østrig indikere - er det næppe tilfældet her. Tværtimod tilsiger al logik, at de specialister, der har specialtrænet, står langt stærkere end de ryttere, der efter Touren stadig er udkørte. Det bliver endnu mere udtalt på årets korte og i den forstand mere eksplosive rute, hvor Tour-robustheden ikke kommer til sin ret. I forvejen så vi med Chris Froome i 2017 og Primoz Roglic i 2019, at det er meget svært at gå fra overlegne enkeltstartssejre i Vueltaen til at true specialisterne ved VM.

Sidste år troede vi jo ellers, at Roglic var træt, da han skuffede så fælt på enkeltstarten, men da han en uge senere kørte alle midt over i de italienske klassikere, stod det klart, at det ikke var friskheden, den kneb med. Vi har også set det ved OL i Rio, hvor Froome efter at have vundet den sidste enkeltstart i Touren i suveræn stil kun akkurat slæbt en bronze med hjem foran Jonathan Castroviejo, som han normalt burde være overlegen på en så svær rute - og havde Dennis ikke haft defekt, var det slet ikke blevet til medalje - og ved VM i 2015, hvor Dumoulin kom fra sit gennembrud i Vueltaen, men kørte sit livs ringeste VM-enkeltstart (i øvrigt efterfølgende opfulgt af det, han selv dengang kaldte sit livs bedste linjeløb). Undtagelsen, der bekræfter reglen, er naturligvis Bradley Wiggins, der 10 dage efter sin Tour-sejr knuste alle ved VM i London, men selv han havde dobbelt så lang tid til at restituere, som rytterne har i år.

Det er bare noget andet at køre en enkeltstående enkeltstart end en grand tour, og det bliver endnu mere udtalt i år, hvor de to løb nærmest ligger oveni hinanden. Enhver, der så de belgiske mesterskaber tirsdag, kunne også forvisse sig om, at Tour-rytterne var trætte! Derfor tror jeg også, at det bliver svært for Van Aert, Dumoulin og Remi Cavagna, der jo ellers alle kørte fremragende enkeltstarter så sent som i lørdags, hvor de viste stor friskhed. Det var bare i forhold til de andre Tour-ryttere - ikke i forhold til de ryttere, der har trænet specifikt frem mod dette løb.

Derfor ender jeg også med at pege på Rohan Dennis, men det er med alt andet end fasthed i stemmen. Gannas magtdemonstration i Tirreno var nemlig så skræmmende, at Dennis vel stadig er ved at blive tredimensionel igen efter at være blevet kørt god tog grundigt over. Én ting var, at han blev slået af Ganna, han blev også slået klart af Campenaerts og kørte kun næsten lige op med Geraint Thomas, der ellers ikke havde trænet specifikt med VM for øje. Det kom endda efter endnu et choknederlag ved januar australske mesterskaber til Luke Durbridge, så Dennis stadig kun har vundet én enkeltstart udenfor VM i sine to år som verdensmester.

Situationen var bare den samme sidst år. Her havde Dennis også underpræsteret enormt gennem hele sæsonen, og derfor var der også så stor tvivl om hans chancer for et titelforsvar. Dennis viste imidlertid, at han har forfinet kunsten at forberede sig til sit store sæsonmål. Nej, han ikke blot forsvarede sin titel. Han knuste al modstand. Vidunderbarnet Evenepoel blev slået med 1.09, og det skete endda, selvom samme Evenepoel i virkeligheden var i sin helt egen klasse med 46 sekunder ned til Ganna på tredjepladsen. Hans problem var bare, at han kun spillede i 1. division, mens Dennis var helt alene i Superligaen.

Gentager Dennis så bedriften denne gang? Det er der ingen garanti for, men han har igen arbejdet målrettet frem mod denne dag som sit store mål - også selvom hans Giro-deltagelse betyder, at han ikke kun har kunnet arbejde på sin enkeltstart. Hans kørsel i Tirreno var måske ikke overbevisende, men den viste, at han var på sporet, og de seneste udtalelser fra Dennis er præcis lige så selvtillidsfulde, som de har været i 2018 og 2019. Hvis det kan bruges som reference, vil han igen være overlegen.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ruten passer ham også fint. Nok er Dennis alsidig, og nok er hans to titler kommet i vanskeligere terræn, men Dennis har med sine mange sejre i Giroen, Vueltaen, Touren og Tirreno ofte vundet på flade ruter, hvor han er et sandt aerodynamisk wattmonster. Og i forhold til Ganna har han den helt afgørende fordel, at han har vundet store enkeltstarter over lange distancer, og selvom han havde haft større fordel mod italieneren af en klassik VM-distance, er de 31 km formentlig nok til at tippe balancen til Dennis’ fordel.

Den store elefant i rummet er naturligvis cyklen. Dennis-sagaen, der har indikeret, at han kun er et wattmonster på en BMC-cykel er naturligvis er tema, når han modsat sidste år denne gang skal køre på en Pinarello. Historien tilsiger umiddelbart, at det er en svaghed, men vi skal ikke glemme, at Dennis i Algarve på netop en Pinarello kun blev slået med 10 sekunder af fænomenale Evenepoel tilt trods for, at han kørte i langt mere vind. Det viser, at Dennis sagtens kan præstere på en Pinarello også. Hvis han er lige så velforberedt som sidste år, kan det meget vel blive til historiens tredje VM-hattrick efter Michael Rogers (2003-2005) og Tony Martin (2011-2013).

Det er imidlertid et åbent spørgsmål, om selv sidste års niveau er nok til at slå Filippo Ganna. Allerede hans VM-bronze sidste år havde ganske vist indikeret, at han efter skiftet til Ineos endelig var klar til at leve op til det enorme potentiale, han har vist siden ungdomsårene, men alligevel var der ingen, der havde ventet, at han i Tirreno ville pulverisere selveste Cancellaras ruterekord med 26 sekunder - vel at mærke over bare 10,1 km! Selvom det hurtigt stod klart, at forholdene var helt ideelle - selv Geraint Thomas, der slet ikke havde specialtrænet, var kun 2 sekunder langsommere end Cancellaras ellers hele fire år gamle rekord - er en sejrsmargin på 18 sekunder til Campenaerts og 26 sekunder til Dennis over så kort en distance, så vanvittigt, at selv tidens vidunderbørn må have pudset brillerne en ekstra gang.

Alligevel tror jeg, at balancen kan være tippet til Dennis’ favør, og det skyldes alene distancen. Ganna vil utvivlsomt elske den flade tonserrute, der passer ham langt bedre end bakkerne i Yorkshire, hvor hans bronzemedalje var en fin overraskelse. Gannas bedste præstationer er imidlertid kommet over korte distancer, hvor han har kunnet bruge sin baggrund som verdensrekordholder i forfølgelsesløb, og derfor var hans kørsel i Tirreno trods alt ikke helt chokerende. Nu taler vi imidlertid om en mere end tre gange så lang indsats, og det er altså noget andet end det, der har givet Ganna sejrene i Tirreno og BinckBank Tour.

Ganna har heller ikke været så skræmmende over lange distancer. Ved de italienske mesterskaber, der ligeledes afvikledes på en tonserrute over en tilsvarende distance på 38,8 km vandt han ganske vist suverænt, men modstanden var også begrænset. Nr. 2 var således Alessandro de Marchi, der ingenlunde er topspecialist, og han blev trods alt ”kun” slået med 50 sekunder. Naturligvis er Ganna i bedre form til sæsonens store mål, men det er et vidnesbyrd om, at der for forfølgelsesspecialisten er forskel på en lang og en kort enkeltstart. Naturligvis skal man ikke blive overrasket, hvis Ganna på en flad specialistrute over en trods alt ikke skræmmende lang distance fortsætter fremgangen fra sidste års flotte bronzemedalje, men jeg vælger at tro, at han trods alt ikke helt har lukket det to minutter store hul, han havde op til sin holdkammerat for et år siden.

En af de positive overraskelser i Tirreno var Victor Campenaerts. Ringe enkeltstarter i Paris-Nice, ved de belgiske mesterskaber og ikke mindst ved EM havde indikeret, at han måske kunne være endnu en af de mange, for hvem et skifte til NTT var lig med en deroute. Heldigvis fjernede han den tvivl med sin ganske suveræne 2. plads på den flade tonserrute i Italien, hvor han slog Dennis med hele 8 sekunder og således også klart slog Cancellaras gamle rekord.

Campenaerts står endda endnu bedre her. Hans motor er bedst over længere distancer, som vi har set med hans to EM-titler og ikke mindst VM-bronzen. Særligt sidstnævnte var en vild bedrift, der viste, at Campenaerts på sine store dage, er en af verdens allerbedste. Således kørte han helt lige op med Tom Dumoulin til trods for, at der var et decideret bjerg på ruten undervejs, og hans klasse bekræftede han også med 2. pladsen på den lange Giro-enkeltstart, hvor han nok var klart hjulpet af vejret, men til gengæld burde have fundet ruten alt, alt for hård.

Sidste år havde han da også kurs mod en sikker bronze, hvis ikke han var blevet ramt af både styrt og punktering, og nu er han opsat på revanche. Hans kørsel i år gør, at det kan blive både triumf og fiasko, men hans præstation i Tirreno indikerer, at han er klar til at levere på samme tårnhøje niveau, han gjorde i 2018 og 2019.

Som sagt har jeg min tvivl om, hvorvidt det kan lade sig gøre at blande sig i front med en Tour i benene, men man kan naturligvis ikke afskrive Wout van Aert. Intet synes lige nu umuligt for det belgiske fænomen, der synes at præstere, uanset hvor umuligt det ser ud. Senest kørte han en fabelagtig enkeltstart, hvor han måske nok skuffede på det flade, men til gengæld chokerede ved at sætte tredjebedste tid på La Planche des Belles Filles foran stort set alle klassementsryttere.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Det viser, at Van Aert kommer ganske frisk ud af Touren, og selvom han utvivlsomt havde foretrukket en både længere og mere kuperet rute, har hans to sejre ved de belgiske mesterskaber i år og særligt sidste år, hvor han knuste både Evenepoel og Campenaerts, vist, at han også er et sandt monster på denne form for enkeltstart. Han var da også i sin helt egen liga i Dauphiné sidste år, og der er således ingen tvivl om, at en frisk Van Aert havde været en af de helt tunge favoritter. Selv Van Aert må dog være træt bare fem dage efter en lang grand tour, og skulle han vitterligt vinde, vil det bare være endnu en vild bedrift af Vilde Wout. På den anden side: dem leverede han på daglig basis i Touren, så hvorfor skulle det stoppe nu? Wiggins har jo indikeret, at det måske kan lade sig gøre

Af samme grund vil det være dumt at afskrive Tom Dumoulin. Der var ellers stor usikkerhed om, hvor den store hollænder stod efter næsten to år uden at have kørt én eneste lang enkeltstart, men den tvivl blev prompte gjort til skamme i lørdags. Det kan godt være, at Dumoulin led på stigningen - her hjalp et manglende cykelskifte heller ikke - men på det flade var han ganske suveræn. Således var han allerhurtigst af alle i den flade indledning med 1 sekund ned til Pogacar og hele 51 sekunder ned til Van Aert, der dog åbenlyst disponerede sin enkeltstart anderledes og tillige skiftede cykel, og det viser, at Dumoulin trods pause og skader stadig er en af verdens allerbedste.

Ruten er måske ikke helt ideel for Dumoulin, der ligesom Van Aert gerne vil have mere terræn og en længere distance, men Dumoulin er også fremragende på fladere enkeltstarter, som han har vist med blandt andet etapesejre i Giroen og Vueltaen. Han har også vundet helt korte enkeltstarter i Giroen, så han mestrer stort set hele spektret af tidskørsler. Det helt store spørgsmål er som for Van Aert, om han vitterligt kan tage kampen op mod de friske specialister. For to år siden skuffede en træt Dumoulin både sig selv og alle andre, ligesom han gjorde det i 2015, og der er naturligvis en betydelig risiko for en gentagelse med den forberedelse, han har haft. Til gengæld plejer en træt Dumoulin så at flyve i linjeløbet, som han gjorde i 2015 og 2018.

Modsat Van Aert og Dumoulin var Stefan Küng heldig nok til at kunne forlade Touren fem dage før afslutningen, hvilket har givet ham en lille uges ekstra hvile. Samtidig har han modsat de to ovennævnte heller ikke kørt fuld gas hver dag, og han bør derfor være betydeligt friskere. Spørgsmålet er bare, om det er nok. Dennis har ganske vist vist, at modellen med at forlade en grand tour efter to uger for siden at vinde VM fungerer ganske godt, men dengang gik det via Vueltaen, som gav en ekstra uges hvile. Denne gang har Küng trods alt kun haft en god uges tid til at komme sig, og spørgsmålet er, om det er nok. Det var det trods alt ikke for Roglic sidste år, hvor afstanden mellem de to løb var præcis den samme.

Küng har dog den fordel, at han kun har kørt to uger, og at han ikke har kørt klassement, og han finder samtidig en flad tonserrute, der næppe kunne have passet ham bedre. Han var nærmest skræmmende formstærk i Touren, hvor han sågar blev nr. 38 på den sidste dag i Pyrenæerne - lidt af en bedrift for den 83 kg tunge schweizer, der er kendt for alt andet end sine klatreevner. Samtidig har han efter et 2019, hvor han syntes at lide under skiftet fra en BMC- til en Lapierre-cykel, igen nærmest sig sit gamle niveau i år, først og fremmest med den overlegne sejr ved EM.

Den borger for, at han bør køre brølstærkt i dette fladland, men vi skal ikke glemme, at Küng selv i sine bedste BMC-dage stort set altid fejlede ved mesterskaberne, at hans bedste VM-resultat fortsat blot er den 10. plads, han opnåede sidste år, og at han selv på den flade tonserrute i Qatar blot blev nr. 17. Selvom han kørte fremragende i Algarve, blev han trods alt også slået af både Evenepoel og Dennis, og det kunne indikere, at han måske stadig mangler lidt i forhold til de allerbedste, særligt over disse distancer. Kombinerer man det med usikkerheden om friskheden efter Touren, vil det trods alt være en overraskelse, hvis EM- og VM-trøjen for første gang skulle ende på de samme skuldre.

En stor joker er Geraint Thomas. Havde dette været 2017 eller 2018, havde han været i den helt tunge liga. Dengang var han nemlig uhyggelig, både da han vandt den helt flade tonserenkeltstart i Touren i 2017 og 2018, hvor han var ganske suveræn, når han ikke som i Touren mod slutningen lod sig overvælde af følelser eller som i Tirreno var ramt af dårligt vejr. I 2019 stod det imidlertid også klart, at Thomas ikke længere var som i 2018, og selvom han blev en pæn nr. 2 på Tourens enkeltstart, ville 2018-udgaven af Thomas altså have knust al modstand der, ligesom han aldrig var endt helt uden for top 10 på den indledende enkeltstart i Tour de Suisse.

Heldigvis viste Thomas i Tirreno, at der stadig er liv i hans gamle ben. På en rute, der virkelig tiltaler de sande wattmonstre, kørte han stort set lige op med Dennis, hvormed han dokumenterede, at han sammen med Dumoulin vel er den eneste af klassementsrytterne, der kan køre op med de tunge drenge i den slags kraftudfoldelser. Det gør ham naturligt til en kandidat også på denne flade rute, og distancen burde i dag tale til fordel for hans diesel, selvom han i sin ungdom jo faktisk var prologspecialist. Modsat folk som Dennis, Ganna og Campeanearts har han ganske vist ikke specialtrænet med dette løb for øje, men med tanke på den rolle, enkeltstarter spiller i Giroen, har Thomas’ tempocykel næppe samlet støv i garagen de seneste uger. Til gengæld så vi også i Tirreno, at han i hvert fald på en kort rute ikke helt kan matche topfavoritterne, som han kunne i Touren i 2017. Nu skal han så vise, at han kan over en længere distance.

I 2016 kom det som et totalt chok for Patrick Bevin, da han under prologen til Paris-Nice pludselig fandt ud af, at han kunne køre enkeltstart. Det blev starten på et kærlighedsforhold, som har ført til, at Bevin i dag stort set kun fokuserer på den disciplin. Fremgangen har da også være støt siden da, selvom han et par 2. pladser stadig er de bedste resultater på WorldTouren, men sidste år syntes han at tage et ekstra skridt i efteråret, hvor han blev nr. 2 bag Dennis i Vueltaen og kun var 3 sekunder fra at stjæle Gannas bronze ved VM. Det har givet endnu mere blod på tanden, og i år er hans allerstørste mål netop dette VM efterfulgt af Giroens enkeltstarter.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Der hersker imidlertid stor usikkerhed om Bevins form. Han har ikke imponeret i august, og da han stod som favorit til at vinde enkeltstarten i Poitou-Charentes, blev han i sidste øjeblik slettet fra startlisten uden nærmere forklaring. Derfor har han ikke kørt løb i en måned, men medmindre han har haft uoplyste helbredsproblemer, burde han være topforberedt til denne begivenhed. Dennis viste sidste år, at man godt kan komme til VM alene med træning i benene, og da Bevin har vist, at han kan køre stærkt også på flade tonserenkeltstarter blandt andet i Vueltaen, er en gentagelse af sidste års 4. plads bestemt ikke umulig.

Bevin var imidlertid ikke den eneste, der var tæt på medalje for et år siden. Hjemmebanehelten Alex Dowsett chokerede sig selv og alle andre ved at slæbe sin tunge krop op over de mere end 500 højdemeter og ende om nr. 5 bare 7 sekunder fra Gannas medalje. Det var lidt en genfødsel for Dowsett, der fik sit gennembrud med sejren over Wiggins i Giroen i 2013, men siden da har været uhyre svingende som temporytter. Det har også været på det seneste, for efter det flotte VM er det i år blevet til en skuffende 4. plads ved EM og en uheldsramt enkeltstart i Tirreno. Det er blot et vidnesbyrd om, at man ikke skal regne med, at Dowsett kører med i top. Vi så bare sidste år, at det sagtens kan gå sådan alligevel, især fordi årets flade rute passer ham langt, langt bedre. Med andre ord er Dowsett lige så uforudsigelig, som han plejer, men med tanke på sidste års løb skal man ikke blive overrasket, hvis han er med i kampen om medaljerne.

Nu tror jeg generelt ikke så meget på Tour-rytterne, men jeg kan ikke lade være med at holde et vågent øje med Remi Cavagna. Franskmanden fik i 2019 virkelig fod på enkeltstarterne, og han har taget det til et nyt niveau i år, hvor det blev til EM-sølv og fransk mesterskab, inden han kørte en fremragende enkeltstart i lørdags, hvor han var tredjehurtigt på den flade del, kun slået af Dumoulin og Pogacar. Også han solokørsel over en time med 51 km/t på 19. etape vidnede om en uhyre friskhed, og vi ved af erfaring, at Cavagna på sine vilde dage kan være helt ustyrlig. Cavagna havde nok også foretrukket en lidt mere kuperet rute, men som hans power på flad vej er også pæn. Nu skal han bare vise, at han kan være manden, der trodser trenden om, at man har svært ved at præstere på en enkeltstart kort efter en grand tour.

En af de mest opløftende resultater i Tirreno var genfødslen af Tobias Ludvigsson. Små indikationer havde der været med 2. pladsen i Besseges og 5. pladsen i Giroen i 2019, men vi så også i blandt andet Vueltaen og ved EM, at han stadig også let kan falde helt igennem. Derfor var hans 5. plads i Tirreno så opmuntrende, især fordi den korte, flade rute slet ikke passede ham. Denne længere enkeltstart er langt mere Ludvigsson, der vel aldrig nogensinde har stået stærkere forud for et VM. Desværre har han en skræmmende tendens til at skuffe ved mesterskaberne, hvor hans bedste resultat i fem forsøg bare er en 32. plads i Norge for tre år siden. Det lover bestemt ikke godt, men når han kan brage en så god enkeltstart af på specialistruten i Tirreno, er der altså potentiale til noget stort også her.

En anden ryttere, der cementerede sin entre på verdensscenen i Tirreno, er Benjamin Thomas, der som nr. 6 blot var 1 sekund langsommere end Ludvigsson. Allerede sidste år viste hans 8. plads i Schweiz samt franske mesterskabssejr, at han nærmede sig toppen, og i år har han taget næste skridt ved at køre lige op med Cavagna ved mesterskaberne og siden imponere stort i Tirreno. Han har imidlertid stadig til gode at vise, at han kan gøre det i en stor, international enkeltstart over en længere distance, men hans franske mesterskaber tyder på, at det lader sig gøre. Ruten måtte nok for ham også gerne have været en anelse mere kuperet, men i Tirreno manglede der ikke power på fladbanen heller.

Sidste år konfirmerede Lawson Craddock med sin 6. plads, at han hører til blandt de allerbedste, som han også gjorde det med blandt andet en 4. plads i Vueltaen. Desværre for ham vil han savne de 500 højdemeter fra sidste, og det her er nok en anelse for meget watttons til at passe ham. Vi så i Tirreno, at han blot blev nr. 17, og selvom han utvivlsomt er langt bedre over en længere distance, kan man frygte, at denne enkeltstart er en anelse for flad. Omvendt blev han sidste år nr. 6 på den korte, flade åbningsenkeltstart i Schweiz, og derfor skal man passe på med at afskrive amerikaneren, der bare synes at blive bedre og bedre i disciplinen.

Luke Durbridge er aldrig blevet til den tempogigant, mange regnede med, men selvom han for det meste er langt fra de bedste, kommer der af og til en kanin op af hatten. Han har nu to gange i træk slået Dennis ved de nationale mesterskaber, senest i januar, og sidste år lagde han også stærkt ud ved VM for siden dog at glide ned på en beskeden 13. plads. I Giroen blev han også kun nr. 11 på den sidste enkeltstart, og vi skal vel tilbage til 7. pladsen i BinckBank i 2018 for at finde det seneste topresultat på højeste niveau. Omvendt viser netop hans sejre over Dennis, at han på sine gode dage stadig kan, og ruten her burde ikke være helt skæv for ham. Formen var også fin, da han endte som nr. 11 samlet i Ungarn, og med klassikerne som det store mål burde han nærme sig sit bedste.

Jos van Emden har i mange år været en af verdens allerbedste på flade enkeltstarter, hvor han ved flere lejligheder har kørt næsten lige op med Dennis i Tirreno, ligesom han har vundet i BinckBank Tour. Der er imidlertid en grund til, at han kun én gang har været i top 15 ved VM, hvilket naturligt nok skete på den pandekageflade rute i Qatar. Van Emden har det nemlig svært med distancer over 15 km, hvorfor han også er en næsten kronisk skuffelse ved de nationale mesterskaber, og derfor kan man frygte, at selv de 31,7 km her er for meget. Samtidig har det i de seneste to år stået klart, at alderen er ved at indhente Van Emden, som vi senest så med den skuffende 7. plads i Tirreno. Omvendt har Van Emden trods alt vundet en Giro-enkeltstart, der ikke var meget kortere end denne, ligesom han sidste år blev hollandsk mester i et ganske vist svagt felt. Derfor kan man ikke udelukke, at det kan blive til endnu en top 10 på en rute, der vel er den bedste VM-rute for ham nogensinde, da den både er flad og relativt kort.

I 2019 havde Edoardo Affini været et brandvarmt navn. Her blev han nr. 3 ved EM på en flad tonserrute og nr. 2 bag Ganna på den flade rute i BinckBank Tour samt vandt på den flade rute i Tour of Britain. Desværre har han skuffet konstant i år, hvor han ved de nationale mesterskaber blev pulveriseret af Ganna med mere end halvandet minut, ligesom det blot blev til en 5. plads i et smalt felt til EM og en yderst skuffende 20. plads på specialistruten i Tirreno. Det lover bestemt ikke godt for hjemmebanehelten, men der er dog håb. Affini viste sidste år, at potentialet er kolossalt, og han vil elske den flade tonserrute. Sidste år kom EM-bronzen helt ud af det blå, så man kan håbe, at det gentager sig denne gang.

Endelig er der de to unge skandinaver Mikkel Bjerg og Andreas Leknessund, der begge må have løbet her som et stort mål. Forventningerne til Bjerg er naturlig store efter hans tre VM-titler hos U23-rytterne, men vi har også i år set, at der er et stykke op til elitens elite. Det blev til en 11. plads i Algarve, hvor vejret dog ikke hjalp ham, samt senest en 13. plads i Tirreno. Heldigvis burde han stå bedre på denne længere rute, men for at være med længere fremme, skulle ruten nok have været lidt mere kuperet, men han kan lukrere på at have vist fin form på det sidste. I sidste uge missede han Giro di Toscana med sygdom, men det er uklart, hvor meget det har sat ham tilbage i forberedelsen.

Leknessund viste ved EM, at han er et kolossalt talent, da han under helt ens betingelser satte en tid, der hos eliten havde rakt til en 4. palds foran folk som Dowsett og Affini. Umiddelbart tilsiger logikken, at han får det sværere på denne flade rute, men han kommer til løbet med form efter to sejre i Norge, herunder én på enkeltstart, samt en samlet 4. plads i Slovakiet i september måned. Også de norske elitemesterskaber vandt han i fornem stil. Desværre gælder som for Bjerg nok, at ruten skulle være vanskeligere, som den var det ved EM, hvis han virkelig skulle gøre sig gældende.

Egentlig burde Kasper Asgreen normalt være topkandidat også på en rute som denne, men hans enkeltstart i Touren bekræftede, at han ikke helt har ramt den i år. Selvom han var 9. hurtigst på det flade stykke, virker han ligesom i 2019 for træt til at kunne gøre sig gældende til VM, når han samtidig har Touren som den ovenfor omtalte ulempe. Det samme gælder for de ellers formstærke Pello Bilbao og Daniel Martinez, der dog under alle omstændigheder ville være overmatchede på en flad tonserrute. Sidste år blev Tanel Kangert nr. 7 og kørte generelt flotte enkeltstarter, men når det var fladt, havde han det svært. Det bør han også have her, ligesom ruten bør være for let for Jan Tratnik og Brandon McNulty, der generelt er faldet lidt af på den som temporytter. Nelson Oliveira har en fantastisk VM-historik, men også han har Touren i benene, og i forvejen skuffede han fælt på enkeltstarten i samme løb, hvilket ikke giver den store grund til optimisme. Maciej Bodnar viser af og til glimt af sin gamle klasse, men det sker efterhånden sjældent, og i år er han blevet ydmyget ved de polske mesterskaber, ligesom han var langt efter i Tirreno. Ryan Mullen og Mathias Brändle vil kunne lide terrænet, men deres enkeltstarter har på det seneste været alt for sløje. En joker kunne være Josef Cerny, der vandt i Poitou-Charentes og sidste år blev nr. 6 i Giroen, men generelt har han manglet for meget i de største løb, og ruten er nok også lidt for let. Endelig er Artem Ovechkin trods sine mange gode resultater på lavere niveau, nok overmatchet i dette selskab.

OPDATERING: Kangert og Ovechkin stiller ikke til start.

***** Rohan Dennis

**** Filippo Ganna, Victor Campenaerts

*** Wout van Aert, Tom Dumoulin, Stefan Küng, Geraint Thomas, Patrick Bevin

** Alex Dowsett, Remi Cavagna, Tobias Ludvigsson, Benjamin Thomas, Lawson Craddock, Luke Durbridge, Jos van Emden, Edoardo Affini, Andreas Leknessund, Mikkel Bjerg

* Kasper Asgreen, Ryan Mullen, Maciej Bodnar, Josef Cerny, Daniel Martinez, Pello Bilbao, Jan Tratnik, Brandon McNulty, Max Walscheid, Mathias Brändle

Danskerne

Danmark stiller med Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg, der begge er omtalt ovenfor.

Starttider

Starttider findes under live-opdateringen.