Løbets rolle og historie

Enkeltstarter har altid været en helt naturlig del af cykelsporten og er sporten i dens mest rene form. Linjeløb er ofte komplicerede affærer, hvor holdtaktik, drafting, mod og satsninger næsten er lige så vigtige elementer som rå styrke. På en enkeltstart er der imidlertid intet sted at gemme sig. At finde den hurtigste rytter på en given rute kan koges ned til rå muskelkraft, evnen til at koncentrere sig og give sit maksimale over en længere periode samt at afstemme sine reserver og kræfter perfekt til den givne distance.

Enkeltstarter har altid spillet en afgørende rolle i etapeløb, og sporten har også haft sine meget prestigiøse enkeltstående tidskørsler med Grand Prix des Nations som det mest markante eksempel. Med en sådan historie kan det anses som lidt af et mysterium, hvorfor man skulle frem til 1994, inden disciplinen blev inkluderet på VM-programmet. Chris Boardman tog den første regnbuetrøje i Catania, og siden da har enkeltstarten været en vigtig del af de globale mesterskaber - den synes endda kun at have fået mere og mere prestige, som årene er gået.

Mens alle ryttere drømmer om at vinde linjeløbet i løbet af deres karrierer, er enkeltstarten en meget eksklusiv affære for en lille gruppe ryttere, der virkelig specialiserer sig i disciplinen. Som i alle VM-løb er der plads til mindre kendte ryttere fra små cykelnationer, men derudover er det en sag for de ryttere, der virkelig elsker den rene og brutale disciplin.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Vinderlisten fortæller historien om et løb, der altid har haft appel til verdens førende specialister. Boardman, Miguel Indurain, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Jan Ullrich (to gange), Serhiy Honchar, Santiago Botero, Michael Rogers (tre gange), Fabian Cancellara (fire gange), Bert Grabsch, Tony Martin (fire gange), Bradley Wiggins, Vasil Kiryienka og Tom Dumoulin er de eneste ryttere, der har båret den eftertragtede regnbuetrøje, og det afspejler fint, at der slet ikke er plads til en heldig, uventet vinder i dette selskab.

Hidtil har det været den klare intention fra UCI, at titlen tilhører de store specialister. Selvom der har været kuperede ruter undervejs - mange vil eksempelvis huske de mange bakker i Limburg i 2012, hvor bl.a. Cauberg skulle forceres - har rutedesignerne som regel holdt sig fra de værste klatreudfordringer.

I 2014 legede arrangørerne med ideen om at ændre det traditionelle manuskript og i stedet sammensætte en meget hård enkeltstart, der kunne have gjort løbet muligt for en helt ny gruppe ryttere og lukket døren for mange specialister. Planen var, at løbet skulle slutte på toppen af en stigning og derved skabe en blanding af en traditionel enkeltstart og en bjergenkeltstart. Af logistiske årsager blev ideen imidlertid droppet, og man designede derfor en langt mere traditionel rute.

Sidste år bleb traditionen brudt. Arrangørerne i Bergen havde held til at gøre, hvad man måtte opgive i Spanien: at sammensætte en blandet rute med en flad indledning og en brutal afslutning på en voldsomt stejl stigning, Fløyen. For første gang i historien blev klatreevner for alvor belønnet ved VM i enkeltstart, og det kan ikke undre, at man til årets bjerg-VM i Østrig har fundet sig inspireret til at gentage samme format på en alsidig rute, der både byder på fladt tonserterræn og en hård stigning.

En VM-enkeltstart er noget helt andet end traditionelle enkeltstarter i etapeløb. Alene distancen gør den væsensforskellig fra dem, der findes i ugelange og kortere etapeløb. Kun grand tours har enkeltstarter af en tilsvarende længde, men i de tre uger lange løb kommer de som regel efter mindst en uge, og derfor spiller restitutionsevne en kolossal rolle. VM giver rytterne en sjælden chance for at køre en lang enkeltstart uden at skulle bekymre sig om den akkumulerede træthed i et etapeløb.

De forhold ændrer som regel på udfaldet i forhold til de vanlige enkeltstarter. Den lange distance lukker døren for visse ryttere, der er bedre skabt til kortere ruter. Derudover domineres grand tour-enkeltstarter ofte af klassementsryttere, der restituerer bedre end de fleste specialister. I dette løb er alle friske, og det betyder, at etapeløbsspecialisterne har sværere ved at leve op til deres vanlige præstationsniveau.

Derudover kommer løbet mod slutningen af en meget lang sæson, hvilket betyder, at træthed og friskhed spiller en nøglerolle. Mens mange ryttere har forberedt sig specifikt på løbet og har gjort det til et stort mål, kan alle mærke effekterne af en lang sæson. Det tilføjer altid løbet et ekstra element af usikkerhed.

Sidste år var der lagt op til et forrygende opgør mellem Tom Dumoulin, Primoz Roglic og Chris Froome på den meget varierede rute i Bergen, og efter at outsideren Rohan Dennis havde tabt tid som følge af et styrt, endte det da også som det ventede opgør mellem de tre favoritter. Der var imidlertid aldrig tvivl om udfaldet, for Dumoulin viste sig at være i en klasse for sig på den indledende flade del. Selvom han tabte tid til Roglic på den svære afsluttende stigning, slog han sloveneren med hele 57 sekunder, mens en træt Froome efter sejre i både Touren og Vueltaen var 1.21 efter på tredjepladen. Efter sin Giro-Tour-double har Dumoulin forberedt sig specifikt på at forsvare sin titel, men han skal have nye ledsagere på podiet. Et styrt i Touren har nemlig betydet, at Roglic har ikke har kunnet træne på sin enkeltstartscykel, hvorfor han har besluttet at droppe løbet, mens Froome er træt efter en hård sæson og allerede er taget på en tiltrængt ferie.

TIP GRATIS PÅ VM-ENKELTSTARTEN PÅ FANPICKS

Ruten

Som sagt er VM som regel blevet afviklet på en relativt flad rute, hvor det hovedsageligt har været de store specialister, der har kunnet gøre forskellen. Det ændredes der imidlertid for alvor på sidste år, hvor man for første gang nogensinde havde givet løbet en snert af bjergenkeltstart. Ganske vist var der ikke tale om en klassisk klatreenkeltstart i den forstand, at der kun skal køres opad, men en let kuperet rute afsluttedes med en meget spektakulær opkørsel ad den stejle Fløyen-stigning i hjertet af Bergen.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Årets VM afvikles midt i de østrigske Alper, og man kan derfor sagtens forestille sig, at arrangørerne har leget med ideen om at designe noget, der kunne minde om en bjergenkeltstart. Det har man imidlertid ikke gjort, og i stedet er man kommet frem til et format, der på mange måder minder om det, vi så sidste år, og som vi også så til søndagens holdløb. Ligesom sidste år er der en meget svær stigning på programmet, men der er også forskelle. Således slutter man denne gang ikke på toppen, hvorfor løbet afsluttes med en nedkørsel og en flad finale, og til forskel fra sidste år er det meste af løbet pandekagefladt, men der i Norge var flere mindre og ofte ganske stejle bakker undervejs.

Ruten er designet efter et format, der synes at have vundet større og større udbredelse i de senere år. I mange etapeløb har man i de senere år haft enkeltstarter, der er startet relativt fladt, men til slut er endt med en ganske svær stigning. Vi har set det i Tour de Suisse, Tour of California, Paris-Nice og Vuelta al Pais Vasco, og hver gang har det givet anledning til ret åbne løb, hvor den varierede rute kræver så stor en alsidighed, at det slet ikke er oplagt, hvem der begå sig. Der er i hvert tale om noget helt andet end i København, Firenze og Doha, hvor man i de seneste år har haft helt flade ruter for de store tempomonstre.

Til forskel fra de sidste to år, hvor har brudt trenden ved at designe meget korte enkeltstarter på bare 40 og 31 km, vender man i år tilbage til en rigtig VM-distance på 52,5 km. Da der samtidig er tale om en mere kuperet rute end vanligt, kan der blive tale om en af de VM-enkeltstarter, der vil tage allerlængst tid at gennemføre.

En usædvanlig nyskabelse i forhold de fleste andre VM-enkeltstarter er, at starten ikke går i selve Innsbruck. I stedet lægges der ud i Alpbachtal Seenland, der ligger i samme dal langs Inn-floden som selve værtsbyen. Selvom der er bjerge til alle sider, viser man imidlertid rytterne nåde ved at designe en meget let indledning på ruten. Således følger man den helt flade dalvej mod sydvest, og da der heller ikke er skarpe sving, er der tale om perfekt terræn for de store maskiner. Efter 16,5 km når man frem til den første mellemtid, men det ændrer ikke på rutens format. Tværtimod fortsætter man videre mod sydvest af den flade dalvej, indtil man efter 26,5 km når frem til byen Weer.

I Weer ændrer løbet karakter, idet man drejer mod nordvest for at passere Inn-floden. Herefter kører mand mod sydvest, inden man drejer mod nordvest for at tage hul på dagens hovedudfordring. Der er tale om den meget stejle Gnadenwald-stigning, der over 4,1 km stiger med 7,8%, men som er ganske irregulær. Således stiger de enkelte kilometer med i gennemsnit hhv. 8,5%, 11,5%, 8,2% og 3,5%, inden man efter 34 km runder toppen. Herefter stiger det let over yderligere en kilometer, inden man når frem til den anden mellemtid, der tages efter 35 km.

Efter stigningen drejer mand mod sydvest og følger herefter en let faldende vej, der uden væsentlige tekniske udfordringer leder tilbage mod dalen. Den væsentligste del af nedkørslen afsluttes efter godt 45 km, hvorefter det stiger let, inden det igen falder svagt over de sidste knap 5 km. Der er stort set ingen skarpe sving og i stedet blot en let bugtende vej, der fører frem til målområdet i hjertet af Innsbruck.

Ruten byder på i alt 555 højdemeter.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Vejret

Efter flere dage med sol og varme har Østrig i de seneste dage været ramt af et pust af kulde, men nu er det flotte vejr vendt tilbage. Således vil solen skinne fra en skyfri himmel onsdag, hvor temperaturen vil nå 21 grader. Der vil kun være en svag vind fra øst, hvilket giver sidemedvind hele vejen bortset fra et ganske kort stykke med modvind på stigningen samt sidevind på de allersidste kilometer i selve Innsbruck.

Favoritterne

I de seneste to år har det været betydeligt mere krævende at udpege favoritterne til VM i enkeltstart. Tidligere har det hovedsageligt været et spørgsmål om at udpege de største maskiner, der kan træde de store watt på de relativt flade ruter, men både sidste år i Norge og i år i Østrig har man designet ruter, der kræver en helt anderledes form for alsidighed. Resultatet var allerede tydeligt i sidste års løb, hvor de største maskiner havde det svært, og det vil de også have i år, hvor Gnadenwald-stigningen umiddelbart fremstår som endnu vanskeligere end Fløyen, der figurerede i finalen af sidste års rute.

Denne type blandingsenkeltstart er som sagt ikke en nyskabelse. I de senere år har vi blandt andet set lignende enkeltstarter i Tour de Suisse, Tour of California og senest i sidste års Paris-Nice, hvor Julian Alapahilippe tog en ganske overraskende og meget suveræn sejr på toppen af Mont Brouilly, samt i Vuelta Pais Vasco, hvor Primoz Roglic sejrede på en rute, der både inkluderede en indledende del med den berømte Arrate-stigning og en flad anden halvdel. Resultatet af disse etaper, hvor vi har set helt anderledes udfald end på mere traditionelle enkeltstarter, afspejler imidlertid fint den alsidighed, der kræves for at begå sig i Bergen.

Sammenlignet med sidste års enkeltstart er der flere ændringer. For det første er stigningen som sagt en anelse sværere, end den var i Norge, men derimod er den øvrige del af ruten - hvis der set bort fra nedkørslen, som ikke var en del af 2017-ruten - pandekageflad, mens den for 12 måneder siden havde nogle rullende bakker. Med andre ord kunne de to dele denne gang ikke være mere forskellige, og i forhold til sidste år vil power på det flade derfor spille en større rolle. Det ændrer dog ikke på, at stigningen vil tage så lang tid at forcere og kan være baggrund for et så stort tidstab, ikke mindst fordi den over 3 km er ganske stejl, at de rigtige tempomonstre uden klatreben med det samme kan afskrives. Derudover er der den kraftigt forøgede distance, idet man efter et par år med kortere ruter vender tilbage til en ”rigtig” VM-distance, som nu om dage stort set ikke findes i løb på andre tider af året.

Ligesom sidste år har der været temmelig delte meninger om årets rute. Tony Martin, der sidste år var meget kritisk over for inklusionen af stigningen, har denne gang været betydeligt mindre vokal, men flere af de store maskiner har ikke kunnet skjule deres skuffelse i forbindelse med deres nedjustering af forventningerne. Det gælder navne som Victor Campenaerts og Stefan Küng, der på de fleste ruter ville være medaljekandidater, men nu alene sigter efter top 10-placeringer, mens andre som eksempelvis Yves Lampaert helt har valgt at droppe løbet. Omvendt forholder det sig for mere klatrestærke typer som eksempelvis Richie Porte, der inden sygdom tvang ham til at melde forfald, undtagelsesvist have udset sig enkeltstarten som en chance for at jagte et topresultat. Helt tydeligt er det i hvert fald, at favoritfeltet er anderledes, end det vil være til det typiske VM.

Meget ofte har vejret haft en destruktiv rolle på enkeltstarter, og risikoen for noget lignende i denne uges meget omskiftelige østrigske betingelser var overhængende. Heldigvis ser det ud til, at alle vil få solskin og næsten ikke-eksisterende vind, og derfor kan vi se frem til et helt fair slag, hvor bedste mand over alle de 52,5 alsidige kilometer.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Sidste år var der lagt op til et meget spændende slag mellem fire klare forhåndsfavoritter, Tom Dumoulin, Rohan Dennis, Chris Froome og Primoz Roglic, og sammen med Geraint Thomas er det da også de fire navne, der først sprinter i øjnene som vinderkandidater på en rute som denne. Efter en mildt sagt uheldig indsats i Tour of Britain har både Froome og Thomas imidlertid kørt cyklen i garage for i år, og desværre betød et styrt i Touren, at Roglic i flere uger var afskåret fra at træne på sin enkeltstartscykel, hvilket har fået ham til også at melde forfald.

Dermed står vi med et verdensmesterskab, der i voldsom grad ligner en duel mellem Dumoulin og Dennis, og det vil være en temmelig stor overraskelse, hvis ikke en af de to ender som årets verdensmester. Kampen mellem de to favoritter er imidlertid alt andet end forudsigelig, ikke mindst fordi særligt Dumoulins form er temmelig usikker efter en længere løbspause. Hidtil har hollænderen ganske vist haft overhånden på længere enkeltstarter, men efter at han slog sin ærkerival på den lange enkeltstart i årets Giro, har han i den grad fået styrket sin tro på, at han endelig kan få den store mesterskabssejr, som en hel serie af uheld ved både OL og VM hidtil har berøvet ham. Efter gårsdagens holdløb havde jeg lejlighed til at tale med dem begge, og baseret på deres lumske smil, da de blev spurgt til deres fornemmelse af formen, tyder alt på, at de begge er præcis, hvor de ønsker at være.

Jeg vil pege på Tom Dumoulin som vores favorit, men det er med alt andet end overbevisning i stemmen. Ligesom sidste år kommer Dumoulin ganske vist til VM efter et temmelig magert løbsprogram i sæsonens anden halvdel, men denne gang har det været usædvanligt sparsomt med hans konkurrencedeltagelse. Det skyldes naturligvis den knaldhårde sæson, der har både på både Giroen og Touren, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at han rejser til Innsbruck med blot Deutschland Tour i midten af august som eneste konkurrenceoptræden siden afslutningen på Touren.

Det skal imidlertid ikke tolkes som et manglende fokus. Faktisk har Dumoulin fulgt den opskrift, der også tidligere har bragt ham så stor succes. Han er nemlig kommet til Innsbruck direkte fra en højdetræningslejr - en strategi, han også har brugt forud for sine grand tours (forud for Giroen har han dog haft tradition for at lægge Liege-Bastogne-Liege ind som opvarmning). Som sagt kunne Dumoulin da heller ikke efter holdløbet skjule sin tilfredshed med formen, og noget kunne tyde på, at det er velbegrundet. Ganske vist kunne Sunweb ikke forsvare deres holdløbstitel, men på stigningen var tyskerne klart de bedste, en klar indikation på, at Dumoulin næppe har været skidt kørende.

Når pilen peger på Dumoulin skyldes det særligt to forhold. Først og fremmest taler stigningen til hollænderens fordel. Ganske vist var Dennis sidste år næsten i stand til at matche hollænderen på Fløyen-stigningen, men ingen kan diskutere, at Dumoulin er en bedre klatrer end sin australske rival. Dertil kommer, at Dumoulin har en bedre historik over lange distancer, hvor han har vundet adskillige grand tour-enkeltstarter samt et VM. På det flade powerstykke er det tænkeligt, at en formstærk Dennis vil have overhånden, men Dumoulin burde have gode chancer for at tippe balancen til sin fordel på den sidste del. Sidste år sagde den forsvarende mester efter en lignende optakt, at han havde haft sit livs bedste dag på en cykel. Hans udtalelser i går tyder på, at han kan være på vej til at finde lignende ben denne gang, og derfor tror jeg, at det bliver til et hollandsk titelforsvar på onsdag.

Det kræver dog en superdag at slå Rohan Dennis, for australieren har næppe nogensinde været bedre forberedt til et VM. I hvert fald forløb Vueltaen helt efter planen for Dennis, der fra start meldte ud, at han ville gå efter sejre på de to enkeltstarter og herefter forlade Spanien. Den plan blev fuldt til punkt og prikke, idet Dennis sejrede på begge tidskørsler, og betragter man den knusende overlegne sejrsmargin på løbets sidste halvlange enkeltstart, tyder noget på, at han har al mulig grund til at virke så selvtillidsfuld, som han gjorde i min snak med ham i går.

Mindst siden sejren på den indledende Tour-enkeltstart i 2015 har Dennis været i den absolutte verdenselite, og faktisk har det været indiskutabelt, at han siden dengang har været i absolut særklasse på korte, flade enkeltstarter, hvor han reelt har været umulig at slå. På den baggrund kan det virke nærmest absurd, at han endnu har sin første VM- eller OL-medalje til gode, og det er da også hævet over enhver tvivl, at Dennis på lange enkeltstarter ikke har været lige så dominerende, som han har været over kortere distancer. En punktering ved VM i Richmond i 2015, en ødelagt cykel ved OL i Rio i 2016 og et styrt ved VM i Bergen sidste år vidner om en hel serie af uheld, der i vidt omfang kan forklare, hvorfor den uheldige australier endnu kan skrive et stort rundt 0 ud for antallet af mesterskabsmedaljer på sit CV.

I de tidlige år kom Dennis’ enkeltstartssejre stort set alle over kortere distancer, men i de senere år har noget ændret sig. I år har han således vundet en lang enkeltstart i både Giroen og Vueltaen og det endda sent i begge løb, hvor han har haft tradition for at være betydeligt svækket af træthed. Begge tidskørsler blev imidlertid afviklet på relativt flade ruter, og det er en helt anden udfordring, der venter i Innsbruck onsdag.

Havde det været en flad tonserenkeltstart, vil Dennis have været manden, der skulle slås, ikke mindst i lyset af det, han har vist på flade enkeltstarter i de seneste mange år. Stigningen er imidlertid en ulempe for Dennis, der ikke klatrer på samme høje niveau som Dumoulin. Det er dog værd at bemærke, at der er stor forskel på at køre op ad en stigning som denne efter mindre end en times kørsel på en enkeltstart og på at gøre det som afslutning på en lang bjergetape i en grand tour. På Fløyen-stigningen i Bergen var Dennis blot 11 sekunder langsommere end Dumoulin, og kan han gentage den bedrift samt udnytte sin power på det flade, er det absolut ikke umuligt, at han denne gang endelig kan indfri drømmen om at blive verdensmester. Formen kan i hvert fald ikke diskuteres. Nu skal han blot undgå de uheld, der hidtil har reddet ham som en mare ved de store mesterskaber.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Det er som sagt svært ikke at se årets enkeltstart som en duel mellem de to gigianter, men bag dem er der et meget jævnbyrdigt felt af kandidater. Faktisk er kampen om bronzen - forudsat at de to favoritter lever op til forventninger - meget åbent, og det er overordentligt svært at pege på en soleklar førsteudfordrer til de to tempomaskiner.

Historien taler imidlertid sit tydelige sprog. Det kan godt være, at Vasil Kiryienka ikke længere er helt så stærk som i sine velmagtsdage, men på bemærkelsesværdig vis lykkes det altid hviderusseren at time formen eminent til netop VM. Lige siden tredjepladsen ved VM i Limburg i 2012 er han ikke endt uden for top 5, og faktisk var det kun sidste år, at det ikke blev til en plads i top 4. Det er en næsten skræmmende stabilitet, som gør det meget svært ikke at fremhæve den hviderussiske maskine som en af løbets favoritter.

Det er nu ikke uden grund, at Kiryienka altid er god ved VM. Det er nemlig stort set kun ved mesterskaber og i grand tours, at der køres lange enkeltstarter, og det er kun over de lange distancer, at hans store motor for alvor kommer til sin ret. Derfor må han også slikke sig om munden ved udsigten til, at man efter nogle år med aftagende distancer denne gange atter har skruet gevaldigt op for længden, og den øvrige del af ruten passer også glimrende til Kiryienka. Hans første- og andenpladser ved de flade VM i 2015 og 2016 vidner om enorm power på det flade, og da han har vundet bjergetaper i både Giroen og Vueltaen, kan der heller ikke sættes spørgsmål ved klatreevnerne. Han får svært ved at matche de lettere folk på stigningen, men det kan hans motor formentlig kompensere for på det flade. Indsatsen i holdløbet, hvor han var en af de klart stærkeste Sky-ryttere tyder i hvert fald på, at det igen i år er muligt at stille uret efter Kiryienkas VM-form, og derfor kunne det meget vel blive til endnu en medalje til Skys loyale maskine.

Manden, der sidste år akkurat forhindrede Kiryienka i at holde liv i sin serie af top 4-placeringer, er Nelson Oliveira . Portugiseren flyver ofte lidt under radaren, men sidste års eminente 4. plads kom ikke ud af det blå. Oliveira blev således nr. 3 bag Dumoulin og Froome på den lange enkeltstart i Touren i 2016, og generelt har han kørt ganske pæne enkeltstarter på kuperede ruter. Derfor burde denne blandede rute også passe ham fint. Distancen er i hvert fald god for en mand, hvis dieselmotor altid skal bruge adskillige kilometer på at blive varm, og stigningen er heller ikke en ulempe for den relativt klatrestærke portugiser. Ruten i Bergen, der var mere varieret, passede ham bedre, for han kan komme lidt til kort på det meget flade powerstykke, men det kan han forhåbentlig kompensere for på den sidste del og i kraft af sin store motor.

Oliveira skuffede lidt på den sidste enkeltstart i Vueltaen, men den relativt flade rute i Nordspanien passede ham heller ikke ideelt. Faktisk fortalte han mig i lørdags, at han føler sig betydeligt mere frisk end sidste år, hvor han kom træt ud af en Vuelta, der var blevet ødelagt af sygdom. Movistar kørte også et glimrende holdløb, hvor de var ”the best of the rest” bag ”The Big Five”, og det tyder på, at han har al mulig grund til at tro på sig selv. Sidste år snød Froome ham for en medalje med bare syv sekunder. Oliveira har i år gode chancer for at få sin revanche.

I 2015 og 2016 var Jonathan Castroviejo en af verdens allerbedste enkeltstartsryttere. Efter to frustrerende fjerdepladser ved VM i 2015 og OL i 2016 fik han endelig de forløsende medaljer med sin sejr ved EM og bronze ved VM mod slutningen af sidstnævnte år. Desværre faldt han næsten helt sammen i et rædselsfuldt 2017, hvor han fuldstændig forsvandt fra enkeltstartsradaren og blandt andet blot blev nr. 14 til VM.

Efter skiftet til Sky er Castroviejo kommet delvist tilbage på sporet. Han er ikke på sit 2016-niveau, der gjorde ham til en af topfavoritterne i snart sagt enhver enkeltstart, men han har genfundet dele af de gode takter. Særligt hans minimale nederlag til Victor Campenaerts ved EM skiller sig ud, men også den nylige 3. plads i Vueltaen var ganske pæn, ligesom han i starten af året kørte pænt på de flade, korte ruter i Abu Dhabi og Tirreno. Iblandet de flotte resultater er imidlertid også en serie skuffelser, og det er vel først og fremmest manglen på stabilitet, der i disse dage kendetegner den spanske mester.

Castroviejo er en af de ryttere, der synes at have det bedst over lange distancer, og derfor gør han det som regel godt ved mesterskaber. Han er ikke specielt begejstret for fladt tonserterræn, men når man kan vinde bronze i Qatar, kan man også forsvare sig på den flade del af denne rute. Det er dog særligt stigningen, der burde tale til Castroviejos fordel. Mens han måske ikke helt har haft fordums temponiveau i år, har han som klatrer nået helt nye højder. Noget kunne desværre tyde på, at han er temmelig træt efter en Tour-Vuelta-double, men i teorien burde det være en ganske god rute for den aerodynamiske spanier, hvis han er kommet sig efter anstrengelserne.

Op til løbet har der ikke været megen snak om Maximilan Schachmann, men det kan vise sig at være en fejl. Den tyske komet har to gange vundet sølv i U23-klassen og har gjort et stormende indtog på WorldTouren. Efter det mageløse ridt ved Fleche Wallonne, hvor han med et tidligt angreb var lige ved at løbe med det hele, og etapesejren i Giroen, har han været helt ustoppelig i sæsonens anden halvdel. Han var bedste mand på stigningerne i Deutschland Tour, vandt bronze ved EM i enkeltstart og blev nr. 4 i Binck Bank Tour, hvor han tillige blev nr. 5 på enkeltstarten. Kun I Tour of Britain var han under niveau, men hans eminente arbejde i forbindelse med gårsdagens overraskende holdløbssejr til Quick-Step kan kun indikere, at han igen er flyvende.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Er han det, er der i den grad grund til at tage sig notits af Schachmanns navn. Som en alsidig klassementstype burde han nemlig være begunstiget af en alsidig rute, hvor han måske nok kan få det lidt svært mod de helt store maskiner på den flade del, men hvor stigningen taler til hans fordel. Han viste ved EM, at lange distancer ikke er et problem, og dermed mestrer han hele paletten til denne form for tidskørsel. Schachmann går i hvert fald ind til løbet som en af de mest formstærke ryttere, og derfor kunne det måske allerede i den anden sæson som professionel blive til VM-medalje til det tyske talent.

Schachmann er ikke den eneste Quick-Step-rytter, der har gode chancer. Sammen med tyskeren var det nemlig Bob Jungels, der slæbte holdet op ad stigningen i forbindelse med gårsdagens flotte sejr. Det var ikke en enkeltstående bedrift fra luxembourgeren. Tværtimod har han været flyvende, siden han vendte tilbage til konkurrence efter sin ikke specielt vellykkede Tour. I Tour of Britain kørte han som en motorcykel, og havde han ikke ofret sig for Alaphilippe, kunne han formentlig have vundet. Siden vandt han prologen i Slovakiet - ganske vist i ganske svagt selskab - og den sygdom, der efterfølgende slog ham ud, tydede i går ikke på at have sat ham nævneværdigt tilbage.

Jungels har altid været kendt som temporytter, men faktisk har det knebet lidt på højeste niveau. Han er kun for alvor konkurrencedygtig over lange distancer, men det er naturligvis intet problem onsdag. Samtidig har han manglet power til at matche de virkelige maskiner på det flade, og det kan naturligvis blive en udfordring på en rute, hvor der ikke er mangel på tonserterræn. Heldigvis er der en svær stigning, hvor en grand tour-rytter som Jungels burde kunne sætte de fleste til vægs. Ruten er derfor ikke helt dum for den luxembourgske dieselmotor, der dog først og fremmest skiller sig ud i kraft af sin forrygende form.

Med fire titler står Tony Martin lige nu side om side med Fabian Cancellara som historiens største tempokonger i VM-sammenhæng, men den efterhånden 33-årige tysker er ved at løbe tør for muligheder for at tage den historiske femte titel. Derfor kan man sagtens forstå frustrationen over, at han her i karrierens efterår nu to gange i træk er ramt ind i ruter, der bestemt ikke tilgodeser en rytter, der trods solid klatrestyrke først og fremmest skiller sig ud ved sin enorme power på det flade. Bedre bliver det ikke af, at Martin ingenlunde er den uovervindelige maskine, han var for få år siden, og det kræver ikke mange blik på hans yderst pauvre resultatliste fra 2016- (hvor hans VM-sejr kom lidt ud af det blå), 2017- og 2018-sæsonerne at forstå, at Martin nu om dage ikke tilhører den absolutte elite.

Måske gør man ham dog en smule uret. Martin er måske ikke længere konkurrencedygtig over kortere distancer, men når distancen nærmer sig VM-niveau - og det gør den meget sjældent i løbet af en sæson - er han stadig fremragende. Det viste han senest med andenpladsen i Giroen, hvor han kun blev slået af Dennis, men var hurtigere end Dumoulin. Derfor er der også al mulig grund til at tro, at Martin vil være en af de allerbedste på det flade powerstykke, der ganske enkelt er skræddersyet til manden, der knuste alt og alle på de flade ruter i København, Firenze og Qatar.

Det er stigningen til gengæld ikke, og selvom den tidligere Paris-Nice-vinder Martin bestemt ikke er en dårlig klatrer, vil han her være overmatchet, ikke mindst fordi stigningen er ganske stejl. Mere problematisk bliver det af, at formen er temmelig usikker. Han styrtede nemlig slemt under Touren og vendte første tilbage til feltet i Tour of Britain. Her overraskede Katusha stort på det stærkt kuperede holdløb, der bestemt ikke tilgodeså de tunge schweizere, og det kunne tyde på, at Martin faktisk er bedre, end man skulle antage. Reelt ved vi det dog ikke, men er det lykkedes ham at nå at finde sin bedste form, kan Martin i kraft af sin power på den første del måske alligevel køre sig til endnu en VM-medalje.

Egentlig ville vi gerne have Wilco Kelderman meget højt på vores liste over favoritter. Det er imidlertid svært at argumentere for efter en sæson, der har været alt andet end god for hollænderen. Både i 2017 og 2017 har han tilbragt mere tid i sygesengen end på cyklen, og i Vueltaen var det i den anden uge tydeligt, at den elendige optakt i den grad havde kostet på formen. Til gengæld kørte han en ganske god tredje uge og kom hjem fra Spanien med et momentum, der kunne tyde på, at friskheden nu kommer ham til gode.

I de sidste mange år har Kelderman været en fabelagtig temporytter på alle ruter. Han har slået Dumoulin på en lang, flad rute ved de hollandske mesterskaber og blev sidste år nr. 2 bag Froome på en lignende rute i Vueltaen. Han er blevet nr. 2 bag Van Emden på en kort, flad enkeltstart i Eneco Tour, og sidste år blev han nr. 6 ved det stærkt kuperede VM. I kraft af sin eminente klatreevner burde han være fremragende stillet til at gøre det godt på denne rute, men desværre har der været en gennemgående tendens i den ellers andet end konsistente sæson. Kelderman har skuffet på de lange enkeltstarter ved de nationale mesterskaber, Tour de Suisse og Vueltaen, og der tegner sig derfor et kedeligt mønster, som trods den gode form gør det umuligt at regne Kelderman til de absolutte topfavoritter.

På samme måde burde Michal Kwiatkowski tilgodeses af den alsidige rute, der burde være god for en mand, der som bekendt kan næsten alt på en cykel. Det vil dog efterhånden være ud over al logik, hvis han efter et program, der tæller Touren, Tour de Pologne, Vuelta og VM nærmest uden mellemliggende pauser fortsat har den friskhed, der skal til for at vinde på dette niveau. Selvom det frygtede totale sammenbrud i Vueltaen udeblev, blev det i Spanien da også til slut tydeligt, at Kwiatkowski ikke havde samme drømmeben som i løbets første uge, og noget tyder på, at de polske stænger efterhånden er lidt trætte - noget, det halvsvage Sky-holdløb også kunne indikere.

Læs også

Følg en vild onsdag med stejle mure i både Italien og Belgien

Kwiatkowski har i de seneste to år kørt fremragende enkeltstarter mod slutningen af Touren, men generelt har han haft svært ved at matche de allerbedste, når det handler om fladt tonserterræn. Kwiatkowski er bedst på tekniske, varierede ruter, og selvom han glæder sig over stigningen, passer den første del ham ikke helt perfekt. Kombinerer man det med den knaldhårde sæson, er Kwiatkowski ikke mere end en solid outsider i dette løb.

En af løbets jokere er som altid Tejay van Garderen . Nu om dage tilbringer man det meste af en sæson med at lade sig frustrere over amerikanerens markante fald fra tinderne, men lige netop på enkeltstarterne præsterer han som regel. Ikke mindst var han hans sejr på den flade tonserenkeltstart i Californien ganske imponerende, ligesom han blev nr. 3 på enkeltstarten i Tour de Suisse og kørte stærkt på enkeltstarten i Romandiet sidste år. Desværre er han også ofte stærkt skuffende, og derfor går han ind til løbet som et af de mere uforudsigelige elementer. Noget kunne tyde på, at han ikke er helt på toppen efter Touren, hvor en skuffende præstation i Utah fik ham til at skippe Vueltaen, ligesom han ikke just havde diamanter i benene i Tour of Britain. Han har dog længe haft VM som et mål, og den kuperede rute med et miks af fladland og en hård stigning burde passe en alsidig klassementsrytter som ham, også selvom han ikke kan matche de helt store maskiner på den første del.

En andenplads i Tour de Suisse, en femteplads i Touren og en tredjeplads i BinckBank Tour… Tre absolutte topresultater på den helt store scene har løftet Søren Kragh Andersen ind i den absolutte verdenselite. Egentlig burde denne rute også være ganske god for en alsidig fyr som Kragh, der både kan klatre og tonse afsted på flad vej, og særligt hans præstation i Touren viser, hvor god en formstærk Kragh er på en kuperet rute. Desværre har det i de seneste uger også været helt tydeligt, at Kragh er ganske træt, hvad der blandt andet har fået ham til at skippe linjeløbet på søndag. Helt dårlig kan formen dog ikke være for en rytter, der i går var en af de toneangivende på et hold, der vandt sølv ved VM i holdløb, og et relativt let løbsprogram i den seneste måneds tid har måske givet ham mulighed for at komme sig tilstrækkeligt. Stigningen er trods alt nok for hård til, at man kan drømme om det helt store resultat, men det er først og fremmest usikkerheden om friskheden, der for alvor stiller spørgsmålstegn ved Kraghs præstationer på de østrigske landeveje.

Victor Campenaerts har en stor mission om en dag at blive verdensmester, men han har erkendt, at det ikke bliver i år. Den kuperede rute i Innsbruck er nemlig for svær for den store belgier, og derfor har han sænket sit ambitionsniveau markant. Det betyder dog ikke, at han ikke kan levere et fint resultat, for sammen med Martin er han umiddelbart den af de store maskiner, der står med de bedste chancer. Han har med to EM-titler vist sig som en fremragende mesterskabsrytter, og mens det kniber med at præstere sent i grand tours, er han som regel flyvende på restituerede tidskørsler. Det er klart, at han fortsat kan være for træt efter en hård Vuelta, men er han kommet sig, burde han være blandt de stærkeste på den flade første del. Også distancen passer hans store motor ideelt, men til gengæld betyder stigningen, at han formentlig er uden chance for at få medalje.

Patrick Bevin skiftede til BMC for at forbedre sine tempoevner, og det er i den grad lykkedes. I år er han blevet nr. 2 i Baskerlandet og Californien og nr. 5 på prologen i Dauphiné, og han kommer til løbet i absolut storform. I Tour of Britain sluttede han i top 10 på alle etaper med undtagelse af den indledende sprinteretape, og vi skal tilbage til de flade dage, hvor han dominerede i Oceanien, for at finde en tid, hvor han har klatret så godt. Også i holdløbet virkede han overbevisende, og formen synes derfor ikke at være forsvundet. Han har hidtil kun præsteret over halvlange distancer, og det udestår derfor at se, hvordan han klarer et mesterskabsløb som dette. Stigningen er samtidig til den svære side, men han klatrer bestemt ikke dårligt. Kombinationen af god form og en enorm fremgang i det seneste års tid gør ham i hvert fald til en mand, der sagtens kan overraske.

Topfeltet domineres af WorldTour-ryttere, men blandt de øvrige navne er der ét, der skiller sig ud. Sidste år fik Jan Tratnik sit helt store gennembrud som temporytter, da han ikke blot blev nr. 11 og 9 på enkeltstarterne i Giroen, men også blev nr. 10 ved VM. Særligt sidstnævnte præstation viser, at han er fremragende på en rute, der både byder på stigninger og fladt terræn. Det bekræftede han i år med den flotte sejr i Coppi e Bartali, der sluttede på en knaldhård stigning, og i det lys kunne han næppe have ønsket sig en bedre rute. Han overraskede sig selv positivt i Slovakiet Rundt, hvor han blev nr. 4 på kongeetapen og nr. 2 samlet, og han har længe haft blikket stift rettet mod netop dette løb. Naturligvis vinder Tratnik ikke, men det kan bestemt ikke udelukkes, at det slovenske talent, der næste år skal til Bahrain-Merida, kan gøre det endnu bedre end sidste år.

Endelig fortjener nogle af de store maskiner en kommentar. Stefan Küng er blandt verdens allerstørste motorer, men stigningen vil ligesom sidste år reelt udelukke et topresultat. Også Jos Van Emden er et sandt tempomonster og synes endda at være i storform i disse dage, men også han får det svært på stigningen. Det samme kan siges om Maciej Bodnar , der nu om dage tillige er meget ustabil på enkeltstarter, samt Ryan Mullen og Alex Dowsett, der er endnu tungere end de tre ovennævnte. Mere interessant er det at følge Joey Rosskopf , der skal forsøge at følge op på andenpladsen fra Vuelta-enkeltstarten, men som fortsat mangler at vise stabilitet på europæiske enkeltstarter, samt mere klatrestærke typer som Fabio Felline, Laurens De Plus, Alessandro De Marchi, Marc Soler, Pavel Sivakov, Tao Geoghegan Hart, Georg Preidler og Josef Cerny, der trods solide tempoevner dog nok alle mister for meget tid på det flade. Det gør Martin Toft Madsen ikke, men selvom han kører ganske habilt opad, bliver det svært for ham at køre med helt i top på en rute, der bestemt ikke passer ham ideelt.

***** Tom Dumoulin

**** Rohan Dennis, Vasil Kiryienka

*** Nelson Oliveira, Jonathan Castroviejo, Maximilan Schachmann, Bob Jungels, Tony Martin

** Wilco Kelderman, Michal Kwiatkowski, Tejay van Garderen, Søren Kragh Andersen, Victor Campenaerts, Patrick Bevin, Jan Tratnik

* Fabio Felline, Stefan Küng, Joey Rosskopf, Jos Van Emden, Maciej Bodnar, Martin Toft Madsen, Laurens De Plus, Alessandro De Marchi, Marco Soler, Georg Preidler, Jose Cerny, Pavel Sivakov, Tao Geoghegan Hart.

TIP GRATIS PÅ VM-ENKELTSTARTEN PÅ FANPICKS

Danskerne

Danmark stiller med Søren Kragh Andersen og Martin Toft Madsen, hvis chancer begge er omtalt i favoritanalysen ovenfor.