Løbets rolle og historie

Enkeltstarter har altid været en helt naturlig del af cykelsporten og er sporten i dens mest rene form. Linjeløb er ofte komplicerede affærer, hvor holdtaktik, drafting, mod og satsninger næsten er lige så vigtigt elementer som rå styrke. På en enkeltstart er der imidlertid intet sted at gemme sig. At finde den hurtigste rytter på en given rute kan koges ned til rå muskelkraft, evnen til at koncentrere sig og give sit maksimale over en længere periode samt at afstemme sine reserver og kræfter perfekt til den givne distance.

Enkeltstarter har altid spillet en afgørende rolle i etapeløb, og sporten har også haft sine meget prestigiøse enkeltstående tidskørsler med Grand Prix des Nations som det mest markante eksempel. Med en sådan historie kan det anses som lidt af et mysterium, hvorfor man skulle frem til 1994, inden disciplinen blev inkluderet på VM-programmet. Chris Boardman tog den første regnbuetrøje i Catania, og siden da har enkeltstarten været en vigtig del af de globale mesterskaber - den synes endda kun at have fået mere og mere prestige, som årene er gået.

Mens alle ryttere drømmer om at vinde linjeløbet i løbet af deres karrierer, er enkeltstarten en meget eksklusiv affære for en lille gruppe ryttere, der virkelig specialiserer sig i disciplinen. Som i alle VM-løb er der plads til mindre kendte ryttere fra små cykelnationer, men derudover er det en sag for de ryttere, der virkelig elsker den rene og brutale disciplin.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vinderlisten fortæller historien om et løb, der altid har haft appel til verdens førende specialister. Boardman, Miguel Indurain, Alex Zülle, Laurent Jalabert, Abraham Olano, Jan Ullrich (to gange), Serhiy Honchar, Santiago Botero, Michael Rogers (tre gange), Fabian Cancellara (fire gange), Bert Grabsch, Tony Martin (fire gange), Bradley Wiggins og Vasil Kiryienka er de eneste ryttere, der har båret den eftertragtede regnbuetrøje, og det afspejler fint, at der slet ikke er plads til en heldig, uventet vinder i dette selskab.

Hidtil har det været den klare intention fra UCI, at titlen tilhører de store specialister. Selvom der har været kuperede ruter undervejs - mange vil eksempelvis huske de mange bakker i Limburg i 2012, hvor bl.a. Cauberg skulle forceres - har rutedesignerne som regel holdt sig fra de værste klatreudfordringer.

I 2014 legede arrangørerne med ideen om at ændre det traditionelle manuskript og i stedet sammensætte en meget hård enkeltstart, der kunne have gjort løbet muligt for en helt ny gruppe ryttere og lukket døren for mange specialister. Planen var, at løbet skulle slutte på toppen af en stigning og derved skabe en blanding af en traditionel enkeltstart og en bjergenkeltstart. Af logistiske årsager blev ideen imidlertid droppet, og man designede derfor en langt mere traditionel rute.

I år bliver traditionen brudt. Arrangørerne i Bergen har haft held til at gøre, hvad man måtte opgive i Spanien: at sammensætte en blandet rute med en flad indledning og en brutal afslutning på en voldsomt stejl stigning, Fløyen. Der er tale om en meget svær udfordring, der fuldstændig vil lukke døren for de rene specialister, og det vil kun være meget gode klatrere, der har blot den mindst chance for at komme i nærheden af metallet. For første gang i historien vil klatreevner for alvor blive belønnet ved VM i enkeltstatrt.

En VM-enkeltstart er noget helt andet end traditionelle enkeltstarter i etapeløb. Alene distancen gør den væsensforskellig fra dem, der findes i ugelange og kortere etapeløb. Kun grand tours har enkeltstarter af en tilsvarende længde, men i de tre uger lange løb kommer de som regel efter mindst en uge, og derfor spiller restitutionsevne en kolossal rolle. VM giver rytterne en sjælden chance for at køre en lang enkeltstart uden at skulle bekymre sig om den akkumulerede træthed i et etapeløb.

De forhold ændrer som regel på udfaldet i forhold til de vanlige enkeltstarter. Den lange distance lukker døren for visse ryttere, der er bedre skabt til kortere ruter. I mange år var Adriano Malori eksempelvis altid tæt på de allerbedste på korte, flade tidskørsler, men på de lange enkeltstarter kunne han slet ikke matche dem. Derudover domineres grand tour-enkeltstarter ofte af klassementsryttere, der restituerer bedre end de fleste specialister. I dette løb er alle friske, og det betyder, at etapeløbsspecialisterne har sværere ved at leve op til deres vanlige præstationsniveau.

Derudover kommer løbet mod slutningen af en meget lang sæson, hvilket betyder, at træthed og friskhed spiller en nøglerolle. Mens mange ryttere har forberedt sig specifikt på løbet og har gjort det til et stort mål, kan alle mærke effekterne af en lang sæson. Det tilføjer altid løbet et ekstra element af usikkerhed.

Sidste år lykkedes det Tony Martin at skrive historie, da han efter en rædselsfuld sæson pludselig genfandt fordums styrke og knuste alle rivalerne - herunder forhåndsfavoritterne Rohan Dennis og Tom Dumoulin - med en overraskende stor margin. Vasil Kiryienka sikrede sig sølv og sluttede dermed for fjerde år i træk i top 4, mens Jonathan Castroviejo endelig fik brudt rækken af fjerdepladser ved de store mesterskaber ved at tage bronzen. Martin vender i år tilbage for at forsvare titlen på en rute, der slet ikke passer ham, Kiryienka vil forsøge at holde sin imponerende stime af topplaceringer i live, og også Castroviejo er med igen efter en dog ganske skuffende sæson.

Ruten

Som sagt er VM som regel blevet afviklet på en relativt flad rute, hvor det hovedsageligt har været de store specialister, der har kunnet gøre forskellen. Det ændres der imidlertid for alvor på i år, hvor man for første gang nogensinde har givet løbet en snert af bjergenkeltstart. Ganske vist er der ikke tale om en klassisk klatreenkeltstart i den forstand, at der kun skal køres opad, men der er tale om en så svær klatreudfordring, at det fuldstændig udelukker de store motorer.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ruten er designet efter et format, der synes at have vundet større og større udbredelse i de senere år. I mange etapeløb har man i de senere år haft enkeltstarter, der er startet relativt fladt, men til slut er endt med en ganske svær stigning. Vi har set det i Tour de Suisse, Tour of California og i år i Paris-Nice, og i år er det altså VM-arrangørerne i Bergen, der har ladet sig inspirere af modellen. Ideen er også helt oplagt, da man midt inde i Bergen centrum har adgang til den meget svære stigning, Fløyen, og man kan derfor sagtens forstå, at man trods betydelige logistiske udfordringer ikke har kunnet modstå ideen til at sende rytterne op til Bergens smukkeste udsigtspunkt. Til gengæld betyder netop logistikken, at det kun er eliteherrerne, der får fornøjelsen af den stejle finale. Alle øvrige klasser må tage til takke med en mere klassisk rute, men da Bergen er alt andet end flad, får heller ikke de det så nemt som normalt, specielt ikke som i København, Firenze og Doha, hvor man i de seneste år har haft helt flade ruter for de store tempomonstre.

Årets enkeltstart skiller sig ikke blot ud, hvad angår terrænet. Også distancen er helt usædvanlig. Allerede sidste år valgte man ganske overraskende at reducere længden, der typisk har ligget på knap 50 km, betydeligt, idet man i Qatars ørken kun skulle køre 40 km. I år skal der imidlertid kun tilbagelægges 31 km, og det gør enkeltstarten til den suverænt korteste i VM-historien. Forklaringen er naturligvis den hårde stigning til slut, der betyder, at tidsforbruget ikke er væsentligt kortere end i tidligere udgaver.

Ruten kan som sagt inddeles i to dele: en relativt flad indledning og en brutal stigning til sidst. Første del af løbet består af det meste af to omgange på den korte rundstrækning på 16,1 km, der blev benyttet til juniorkvindernes enkeltstart samt udgjorde en del af U23-herrernes ditto. Den sender rytterne fra starten ved Grieghallen i start- og målområdet ud på en tur i den sydlige del af Bergen. Som det efterhånden er blevet klart, at Bergen en betydeligt mere kuperet by, end profilerne antyder, og det betyder, at heller ikke denne del er helt flad - heller ikke selvom man slipper for den meget stejle bakke, der udgjorde en væsentlig udfordring på holdløbet og i U23-herrernes, herrejuniorernes og elitekvindernes enkeltstart. Efter en relativt flad indledning bevæger man sig mod syd igennem generelt stigende terræn, der bringer rytterne fra havniveau op i næsten 100 m højde. Undervejs kommer den første mellemtid allerede efter 3,2 km.

Efter ca. 7,6 km når man det højeste punkt, hvorefter man vender rundt for at bevæge sig mod nord tilbage mod Bergen centrum - og man vender vel at mærke, inden den slemme bakke fra holdløbet. Herefter falder det hovedsageligt ned mod centrum, hvor den efterhånden velkendte finale venter. Her skal rytterne således over et ganske langt brostensstykke, der ovenikøbet stiger svagt - og det fortsætter endda med at stige efter afslutningen af pavéen. Her fortsætter man videre mod nordvest forbi målområdet - og stigningen Fløyen, der skal benyttes senere. Herefter er resten af ruten imidlertid meget enkel: flad eller let faldende og uden skarpe sving. Kort før mål når man det nordligste punkt, hvorefter man følger vejen rundt og herved sætter kursen mod sydøst og tilbage mod centrum af Bergen, hvor en flad del med kun et par lette sving venter, inden man krydser den målstreg, der benyttes ved alle øvrige løb. Undervejs tages den anden mellemtid i bunden af Fløyen efter 11,6 km.

Efter første omgang begiver man sig igen ud på runden, og det betyder, at der venter endnu en mellemtid efter 19,4 km på stedet for første mellemtid. Den sidste tid tages efter 27,6 km, når man rammer brostenene i bunden af Fløyen, hvorefter man forlader den oprindelige rute, og med det samme bryder helvede løs. Det er bestemt ikke uden grund, at der er etableret en pitzone til et muligt cykelskift her, idet rytterne kører direkte ind på den 3,4 km lange stigning, der stiger med 9,1%. Man skal imidlertid ikke lade sig snyde af de ikke specielt skræmmende data. Der er tale om en ganske svær stigning, hvis stigningsprocent kun sjældent kommer under 10% - i hvert fald hvis man skal tro min computer, der næsten konstant viste tocifrede procenter på mine testture.

Når den gennemsnitlige stigningsprocent ikke er højere skyldes det to ting. Først og fremmest er der et helt ufatteligt antal hårnålesving, hvor stigningen naturligt flader en anelse ud. Alene på de første 500 m er der hele 11 sådanne sving, og selvom der bliver længere imellem senere på stigningen, er der tale om en meget afvekslende opkørsel, hvor svingene kommer kontinuerligt. Den første fase er så teknisk, at det er helt umuligt at finde en rytme, og det giver en meget speciel fornemmelse af aldrig for alvor at kunne åbne op. Det bliver muligt senere på stigningen, hvor den blot bliver stejlere og giver meget få muligheder for at komme sig. Den anden grund til de ”beskedne” gennemsnitlige data er nemlig de enkelte fladere stykker, hvoraf det mest markante kommer umiddelbart inden mål, hvor det endda falder ganske let. Den skjuler også, hvor stejl stigningen er nær toppen. Efter næsten 2 km kører man ind på en mindre og smallere vej, og herfra tager stigningen for alvor fat. Specielt inden for den sidste kilometer bliver den brutal, når stigningsprocenten runder 18. Herefter fortsætter det med at stige med ca. 15%, indtil man når det flade plateau nær toppen. Til allersidst venter en lille rampe på nogle få hundrede meter, inden man til sidst når frem til målområdet på en lille plads med den smukkest tænkelige udsigt over Bergen.

Vejret

Efter en vejrmæssigt fantastisk start på VM byder de kommende dage på de forhold, som man på forhånd havde frygtet. Onsdag ventes det at regne stort set hele dagen, og temperaturen vil nå et maksimum på beskedne 14 grader. Det vil dog ikke blive specielt blæsende med en let vind fra syd. Det giver modvind på første del af rundstrækningen og med vinden på anden halvdel. På stigningen vil der være sidemodvind det meste af vejen og sidemedvind på den sidste del.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Favoritterne

Det har vel næppe nogensinde været mere interessant at skulle forsøge sig som spåmand forud for en VM-enkeltstart. Tidligere har det hovedsageligt været et spørgsmål om at udpege de største maskiner, der kan træde de store watt på de relativt flade ruter, men årets udfordring er af en helt anden karakter. Her kræves langt flere alsidige kvaliteter, og for at være med i toppen skal man kunne køre stærkt på begge dele af ruten. De små klatrere vil miste for meget på de relativt flade 28 km, som trods alt udgør hovedparten af ruten, men de tunge maskiner vil omvendt tabe så meget tid på de 10-11 minutter, det tager at nå toppen af Fløyen, og dermed er også de reelt uden chance.

Denne type blandingsenkeltstart er som sagt ikke en nyskabelse. I de senere år erindrer jeg at have set lignende enkeltstarter i Tour de Suisse, Tour of California og senest i årets Paris-Nice, hvor Julian Alapahilippe tog en ganske overraskende og meget suveræn sejr på toppen af Mont Brouilly. Sidstnævnte enkeltstart er måske det bedste sammenligningsgrundlag, da den afsluttende stigning her også var ganske kort, men dog slet ikke så svær som den, der venter i Norge. Resultatet af udfordringen i Frankrig afspejler imidlertid fint den alsidighed, der kræves for at begå sig i Bergen.

Der har været talt om stigningen i mere end et år, og reaktionerne har været delte. Store specialister som Alex Dowsett har allerede på forhånd kastet håndklædet i ringen og har end ikke lagt billet ind på en plads på deres nationers VM-mandskaber. Omvendt er det ikke uden grund, at Chris Froome har valgt at forlænge sin sæson yderligere. Med forbehold for, hvad østrigerne finder på i Alperne næste år, får briten vel næppe nogensinde en bedre mulighed for at sikre sig et verdensmesterskab.

Feltet er ikke uden store specialister, men langt de fleste af dem er uden chance, og favoritvurderingen er helt anderledes, end den ville have været, hvis ruten havde været som i Qatar sidste år. Forud for min ankomst i Bergen havde jeg fire klare favoritter på denne svære rute: Tom Dumoulin, Chris Froome, Rohan Dennis og Primoz Roglic. Efter at have klatret op ad Fløyen selv er jeg blevet overrasket over sværhedsgraden, der overgår det, de nøgne data afslører. Derfor er balancen tippet yderligere til fordel for mere klatrestærke typer som Dumoulin og Froome, mens chancerne for den lidt tungere Dennis umiddelbart er blevet mindre.

Vejret kan meget vel komme til at spille en rolle. Alle ved, hvordan regnvejr kan skabe forskellige forhold for rytterne og ofte gøre udfaldet til lidt af et lotteri. Når det nu skal regne, er det imidlertid positivt, at der synes at være tale om dagsregn. Det burde give lige vilkår for alle og dermed give grundlag for en fair konkurrence. Under alle omstændigheder vil vi basere denne analyse på den antagelse, at de alle har samme forhold.

Rutens karakter får os til at pege på Tom Dumoulin som manden, der skal slås. Hollænderen er blandt de store enkeltstartsspecialister formentlig den mest alsidige, idet han er en af de få, der kan vinde både helt flade enkeltstarter og sejre på endog meget kuperede ruter. Eksempelvis overgik han egne forventninger, da han vandt den ekstremt vanskeligt enkeltstart i Baskerlandet for to år siden, og han blev tillige nummer 2 bag Chris Froome på den anden enkeltstart i Touren sidste år. Selv foretrækker han kuperede, tekniske ruter, og selvom han måske nok havde foretrukket lidt mere rullede terræn end en regulær mur i finalen, er dette bestemt ikke en dårlig enkeltstart for det hollandske fænomen.

Dumoulin har siden Giro-sejren gjort VM til det helt store mål, og han har forberedt sig målrettet med onsdagens løb for øje. Hans løbsprogram har været begrænset, men han har med en samlet sejr i BinckBank Tour og med en for ham selv overraskende god - og på alle måder meget imponerende - indsats i Clasica San Sebastian. Senest arbejdede han stenhårdt for Matthews i Canada og viste her, at formen er fremragende. Sunwebs sejr i holdløbet er endnu en understregning af niveauet, ikke mindst fordi alle holdkammeraterne efterfølgende fremhævede hollænderen som holdets store motor. Modsat de to foregående år kører Dumoulin ikke på pumperne: han virker til at være perfekt forberedt.

Dumoulins store styrke er, at det formentlig kun er Rohan Dennis, der er stærkere på den rullende første del - husk eksempelvis på, at Dumoulin besejrede en formstærk Froome på den småkuperede første enkeltstart i Touren sidste år - og at han samtidig klatrer så godt på en kort, stejl stigning, at det måske kun er Froome, der kan forcere Fløyen hurtigere - i hvert fald hvis han har samme ben som i Giroen. Dermed er han den klart mest alsidige af favoritterne, og da formen synes at sidde i skabet, må Dumoulin være manden, der skal slås.

Modsat Dumoulin, der har haft VM som mål, er Chris Froome mødt til start med løbet i Bergen som lidt af en eftertanke på ryggen af en fantastisk sæson, der har givet sejre i både Touren og Vueltaen. Det er imidlertid ikke mærkeligt, at briten har følt sig fristet af muligheden for at gå efter guld i Norge. For det første får han måske næppe nogensinde en hårdere og dermed bedre rute til at vinde sig en enkeltstartstitel, og for det andet viste hans præstation på den sidste enkeltstart og på Angliru i Vueltaen, at han faktisk kom ud af Vueltaen relativt frisk. Til en restitueret enkeltstart som denne vil det aldrig være en fordel at stille til start så kort efter en klassementskamp i Vueltaen - hvis man er i tvivl, skal man bare spørge Dumoulin, hvordan det gik i 2015 - og det er sjældent, at man til VM ser Vuelta-klassementsryttere langt fremme, men Froome virkede så frisk mod slutningen, at han kan være rytteren, der bryder trenden.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Udover den specielle forberedelse er Froomes problem, at der er tale om en restitueret enkeltstart. Selvom han har et par OL-bronzemedaljer har han altid leveret sine bedste enkeltstartspræstationer relativt sent i grand tours, hvor han kan gøre brug af sin gode restitutionsevne. At alle møder friske til start er endnu en ulempe for briten. Når han alligevel må regnes som Dumoulins største rival skyldes det først og fremmest ruten. Ganske vist har han ikke samme power som Dumoulin og Dennis på det flade, men han har gentagne gange - senest i Vueltaen - vist, at han også på flade ruter kan blande sig med de allerbedste. Dermed bør han ikke være langt fra en topplacering, når han rammer Fløyen, og det er naturligvis her, at forskellen skal gøres. Froome er selvsagt feltets i særklasse bedste klatrer, og en kort, eksplosiv stigning som denne passer ham fremragende. Hvis han er kommet sig nogenlunde efter Vueltaen, bør Froome være den hurtigste på bakken, og det er her fundamentet for en sejr skal lægges. Kører han det flade stykke som på enkeltstarten i Vueltaen, har Froome alletiders chance for at slå Dumoulin.

Havde dette været snart sagt enhver anden rute, havde Rohan Dennis været den indlysende topfavorit. Siden han besejrede alle favoritterne på 1. etape af Touren i 2015, har Dennis været verdens klart bedste på flade enkeltstarter, der ikke er alt for lange, og det er yderst sjældent, han bliver besejret på disse powerruter. Derfor har han om nogen grund til at beklage sig over beslutningen om at sende rytterne op over Fløyen, da han havde været den klare nummer 1, hvis rytterne havde kørt på ruter som dem, der benyttes til de øvrige tidskørsler.

På papiret er stigningen formentlig en anelse for stejl for Dennis, men man skal bestemt ikke undervurdere australierens klatreevner. Det er ikke uden grund, at han har planer om i løbet af fire år at udvikle sig til grand tour-kandidat. Det har man kun, hvis man klatrer godt, og det gør Dennis. Vigtigere er det, at hans force netop er korte stigninger, hvor han har god eksplosivitet og en fremragende power. Desværre er Fløyen formentlig lidt for stejl til, at Dennis vil være i stand til at køre op med folk som Dumoulin og Froome, men han behøver ikke nødvendigvis at miste meget. Hvis alt går efter bogen, vil han være den hurtigste på det flade stykke, og han viste i Rio sidste år, at han kan være yderst konkurrencedygtig på svære ruter også. Han måtte forlade Vueltaen med sygdom, men fortalte mig søndag efter holdløbet, at det ikke har kostet på formen, og at han er klar. Det indtryk bekræftede han i søndagens løb, hvor han flere gange var ved at sætte sine BMC-holdkammerater fra hjul og helt som ventet var hovedmanden bag det, der var meget tæt på at blive til endnu en VM-titel for amerikanerne. Hvis han vitterligt er i topform, er Dennis også i stand til at vinde på denne rute - også selvom han er bedst på kortere enkeltstarter.

Havde han været i absolut topform, ville Primoz Roglic formentlig have været Dumoulins værste rival. I 2017 har sloveneren været kongen af kuperede enkeltstarter, og han har taget knusende suveræne sejre i både Baskerlandet og Romandiet. I begge løb har han været i stand til at forsvare sig glimrende for stigningerne og derefter giver klatrerne massive klø på de flade strækninger, og det viser, at han er skræddersyet til ruter, der byder på lidt af det hele. Med andre ord må han om nogen være begejstret for denne rute. Den sidste stigning er måske til den svære side for sloveneren, men han har et fint punch på korte stigninger, og som i de to omtalte WorldTour-løb bør han være i stand til at begrænse tabet til de bedste på Fløyen. På det flade vil han normalt være en af de stærkeste.

Når vi alligevel ikke giver Roglic mere end tre stjerner, skyldes det usikkerhed om formen. Sloveneren har været yderst diskret siden Touren, og selvom han har haft VM som det store mål, skuffede han stort på enkeltstarten i Tour of Britain, hvor han virkede til at være milevidt fra topformen. LottoNLs svage holdløb er en yderligere afspejling af, at sloveneren måske ikke er, hvor han skal være, og han skal have brugt det engelske løb som ren forberedelse og spillet et glimrende pokerspil, hvis han vitterligt er på toppen. Det er imidlertid en mulighed, og Roglic kan vise sig at være flyvende. Er han tæt på 100%, er han en af de helt tunge favoritter til VM-titlen.

Vasil Kiryienka er sluttet i top 4 ved hvert eneste VM siden 2014 og er en af de få, der endda har en VM-titel på CVet. På imponerende vis lykkedes det hviderusseren hvert år at ramme storformen netop til VM, også selvom han som regel slet ikke har samme styrke på tidskørslerne i den øvrige del af året. Den historik gør altid Kiryienka livsfarlig ved VM, men alligevel havde jeg før søndagens løb mere eller mindre afskrevet ham. Selvom han er en fremragende klatrer, er Fløyen formentlig for stejl og for eksplosiv for en dieselmotor som ham, og jeg var overbevist om, at han ville miste for meget på den sidste del.

Det er jeg imidlertid ikke mere. På holdløbet så han ud til at være den i særklasse stærkeste mand på Sky-mandskabet, og det var ham, der i høj grad slæbte holdkammeraterne med hjem til en bronzemedalje. Det tyder på, at formen igen i år er fremragende, og hvis man dertil lægger, at han ikke var langt fra sejren på enkeltstarten i Tour of Britain, der normalt burde være alt for kort for den hviderussiske dieselmotor, der sjældent præsterer på ruter på under 30 km, er det klart, at Kiryienka igen har timet alt perfekt. Stigningen er stadig så svær, at det bliver vanskeligt at sikre sig endnu en titel, men Kiryienka har før overrasket ved VM. Formen tyder på, at han kan gøre det igen.

Forud for VM har der ikke været megen snak om Wilco Kelderman , men det kan vise sig at være en stor fejl. I hvert fald er det hævet over enhver tvivl, at hollænderen under Vueltaen var i sit livs form og endte på en fjerdeplads. Som det er tilfældet for Froome, kommer Kelderman heller ikke til Bergen med den ideelle forberedelse, men noget tyder på, at han er kommet sig. Sunweb havde næppe vundet holdløbet, hvis ikke Kelderman havde været tæt på sit højeste niveau, og han har endda med sidste års sejr over Dumoulin ved de hollandske mesterskaber vist, at han er god på restituerede enkeltstarter.

Keldermans største styrke er hans alsidighed. Sejren over Dumoulin og andenpladsen bag Froome på enkeltstarten i Vueltaen viser, at han er fremragende på flad vej. Samtidig er han en af de bedste klatrere, hvilket han senest konfirmerede i Vueltaen, og dermed er det klart, at han er en af feltets mest komplette ryttere. Med andre ord passer ruten ham stort set perfekt, og med den form, han har vist på det seneste, kunne der meget vel være to hollandske titelaspiranter i Bergen.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

En anden alsidig grand tour-rytter, der i princippet har den rette alsidighed til denne rute, er Bob Jungels. Luxembourgeren er både en glimrende temporytter på flade ruter - specielt når terrænet er let kuperet som i Bergen - og samtidig en så god klatrer, at han nu to gange er kommet i top 10 i Giroen. Selvom han ikke kan matche Dumoulin og Dennis på det flade, bør han stadig være blandt de bedste, og han bør i teorien også kunne klatre med de bedste. Når vi alligevel tvivler en anelse på, at Jungels vil være med helt i front skyldes det tre forhold. For det første så han ikke skræmmende ud i Vueltaen, og han ser igen i år ud til at have mistimet formen sidste på sæsonen. For det andet er Fløyen ikke en stigning for Jungels, der er bedst på lange, regulære stigninger. Fløyen er kort og stejl, og Jungels er simpelthen for stor til at matche folk som Froome, Dumoulin, Zakarin og Kelderman her. Endelig er distancen ikke til luxembourgerens fordel, idet han altid har haft mantraet ”Jo længere, jo bedre”.

En anden rytter, der kommer direkte fra Vueltaen, er Ilnur Zakarin . Russeren var tidligere enkeltstartsspecialist, men efterhånden som han tabte sig og blev en af verdens bedste klatrere, tabte han power og blev en ganske middelmådig temporytter - i hvert fald på flade ruter. Han fortsatte imidlertid med at imponere på kuperede ruter, og hvis det ikke havde været for en defekt, havde han helt sikkert vundet enkeltstarten i Romandiet Rundt i 2015.

I år synes Zakarin imidlertid at have genfundet dele af tidligere tiders styrke. Han blev russisk mester på enkeltstart, men det var først og fremmest hans fremragende enkeltstart i Vueltaen, der viste, at han er på vej tilbage. Samtidig var han mod slutningen af det spanske løb en af de klart mest formstærke ryttere, og der er dermed al mulig grund til at antage, at han fortsat er tæt på topformen. På den sidste stigning er det måske kun Froome, der er bedre end Zakarin, og alt afhænger derfor af, hvordan han klarer sig på det flade. Det bliver næppe godt nok til at vinde, men en medalje er bestemt inden for rækkevidde.

En af løbets helt store jokere er Tejay van Garderen . Amerikaneren har mildt sagt haft en svær periode, men måske er der nu lys for enden af tunnelen. I hvert fald så van Garderen i den første uge af Vueltaen ud til at være tilbage ved fordums styrke, inden to dumme styrt sa-tte ham markant tilbage. Alligevel sled han sig igennem løbet til en meget vigtig tiendeplads, der konfirmerede, at han stadig er grand tour-kandidat. Normalt ville en blandet rute som denne være fremragende for en rytter, der tidligere har været blandt de allerbedste på flade enkeltstarter og samtidig er en glimrende klatrer. Desværre har det også knebet lidt med tempoevnerne, men han viste i Romandiet, at de stadig er der et sted. Kan han præstere, som han gjorde i Schweiz, vil han være farlig på denne rute, og meget afhænger af, hvordan han er kommet sig efter Vueltaen. Hans præstation i holdløbet indikerer, at han er stærk.

Havde dette været 2016, havde vores forventninger til Jonathan Castroviejo været store. Nu ser det imidlertid svært ud for spanieren, der ellers er en alsidig rytter, der foretrækker kuperede enkeltstarter. Sidste år havde han virkelig etableret sig som en af verdens allerbedste specialister og sikrede sig både en EM-titel, en fjerdeplads ved OL og ikke mindst en bronzemedalje ved VM. I år har han imidlertid været milevidt fra samme niveau, og han kørte mildt sagt skidt i både Poitou-Charentes og Tour of Britain. Intet tyder derfor på, at han har hverken niveau eller form til at leve op til sit rygte som førende specialist. Dertil kommer, at Fløyen trods hans stærkt forbedrede klatreevner er for svær en stigning. Vi tør ikke helt afskrive en rytter af Castroviejos klasse, men det kan meget vel ende i fiasko for spanieren.

Endelig er vi næsten nødt til at pege på Tony Martin. Det er næsten helt sikkert, at tyskeren ikke i år bliver den første rytter med fem titler på CVet, da Fløyen er alt for svær en stigning for den store tysker - også selvom han på sine gode dage faktisk klatrer glimrende. Samtidig har Martin i år haft en rædselsfuld sæson, hvor han end ikke har været tæt på fordums styrke på enkeltstarterne. Han var end ikke tæt på drømmesejren i Düsseldorf under Touren, og senest gik det mildt sagt skidt på en ellers perfekt rute i Tour of Britain. Hvis man dertil lægger, at han sidste år reelt set kun kørte to gode enkeltstarter - i England og ved VM - er det klart, at Martin slet ikke er det tempomonster, han tidligere var. Når han så samtidig bliver givet en rute som denne, er risikoen for, at han end ikke kommer i top 10 overhængende. Sidste år var forventningerne imidlertid heller ikke store, og alligevel knuste Martin rivalerne. Kan han levere en lignende præstation på det flade, kan han måske alligevel opnå en hæderlig placering - også selvom han under ingen omstændigheder vinder.

***** Tom Dumoulin

**** Chris Froome, Rohan Dennis

*** Primoz Roglic, Vasil Kiryienka, Wilco Kelderman

** Bob Jungels, Ilnur Zakarin, Tejay van Garderen, Jonathan Castroviejo, Tony Martin

* Gianni Moscon, Stefan Küng, Nelson Oliveira, Tobias Ludvigsson, Victor Campenaerts, Maciej Bodnar, Joey Rosskopf, Edvald Boasson Hagen, Jan Barta, Rob Britton, Sergei Tvetcov, Nikias Arndt

Danskerne

Danmark stiller til start med Martin Toft Madsen og Lasse Norman Hansen . Størst forventninger må man have til Toft, der sidste år imponerede ved VM, men han bør desværre ikke komme i nærheden af at gentage bedriften. Stigningen er alt for svær for begge danskerne, og Toft kan næppe gøre sig forhåbninger om mere end en placering i udkanten af top 20, hvis alt flasker sig.