Cross-sæsonen lakker mod enden, men inden da venter VM, der i år afvikles i Hoogerheide.

Feltet.dk bringer i den anledning optakter af eliteløbene. De er dog ikke skrevet af faste skribenter eller eksperter, men af Stefan Lassen, der præsenterer sig som fast crossenthusiast og en af Feltet.dk´s læsere.

Lørdag eftermiddag venter kvindernes eliteløb, og herunder kommer optakten til dette løb. Du finder her det fulde VM-program.

Asbjørn Kragh har lavet

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

Historien, ruten og vejret

Hoogerheide er en af de helt klassiske cross-destinationer i Holland, som det internationale felt har besøgt hver eneste sæson siden årtusindeskiftet. Den eneste undtagelse var i coronasæsonen 2020-2021, hvor løbet som mange andre blev aflyst. Siden 2005 har ruten været fast inventar i UCI’s World Cup-serie eller som verdensmesterskabsrute i 2009, 2014 og nu altså igen i 2023. Besøget i Hoogerheide har generelt været placeret sent på sæsonen efter nytår som en af de sidste World Cup-afdelinger, og det er altså også tilfældet i denne sæson med VM-værtskabet.

Ruten er designet af ingen ringere end Adrie van der Poel (far til Mathieu), og den blev brugt til hans sidste professionelle crossløb i februar 2000, hvorfor løbet også har fået navnet Grand Prix Adrie van der Poel. Siden da har ruten selvfølgelig ændret sig en del, og der laves stadig ændringer på ruten fra år til år, hvor dele tilføjes, fjernes eller køres omvendt i forhold til tidligere år.

Ruten er først og fremmest kendetegnet ved start og mål op ad den let stigende Scheldeweg (ca. 300m af 3-5%). På toppen kort efter målstregen køres der til højre over en klassisk og stejl bro bygget til lejligheden, hvorfor det er ekstremt vigtigt at være langt fremme i feltet på bakken i starten af løbet, så man ikke bliver fanget og må af cyklen allerede kort efter det første sving.

VM var senest forbi Hoogerheide i 2014. Foto: Feltet.dk.

Efter broen passeres pitten for første gang med mulighed for cykelskifte, inden turen går videre ud over de rutekørte græsmarker og op igennem en lille skov på et højdedrag. Er ruten tør, som ved de seneste to besøg, minder hovedparten mest om ruten i Zolder med en masse sving og en gennemsnitsfart på over 26 km/t uden nødvendigheden for at skulle af cyklen, men med det våde vejr i den seneste periode er det næppe en knastør rute, der møder rytterne i weekenden.

Ved de vådere og mere mudrede udgaver af løbet i 2018 og 2019 så vi, at mudderet gjorde det så vanskeligt, at rytterne flere steder skulle af cyklen og løbe. I 2019 lignede løbet til tider et mere klassisk mudderløb med masser af løb og skuldrede cykler, som vi blandt andre kender det fra Dendermonde. Vejrudsigten lover regn i ugen op til løbet, men til gengæld bliver det en tør løbsweekend, så en decideret mudderfest bliver det næppe.

Ruten byder ikke på de samme tekniske udfordringer som Namur eller Zonhoven, men især på den sidste del er der et par drilske passager, der kan gøre udfaldet. Inden målbakken rammes, skal rytterne op på en lille bakke foran en ny beboelsesejendom for efterfølgende at køre stejlt ned ad samme bakke og bestige den igen ved hjælp af en længere trappe. Målstrækningen kommer efter en tricky off-camber nedkørsel, der kan afgøre, og tidligere har afgjort, løbet. Fra bunden af off-camper stykket er der cirka 500 meter til målstregen på toppen af Scheldeweg.

Rutens mest vindende rytter hos herrerne er, ikke overraskende, rutedesignerens egen søn. Mathieu van der Poel har vundet på ruten ved fem ud af seks optrædender. Hos kvinderne har Marianne Vos hele syv sejre og yderligere fire podiepladser - første gang helt tilbage i januar 2004.

Som tidligere nævnt har ruten altså to gange tidligere været brugt i VM-sammenhæng. I 2009 vandt Niels Albert sit første af to eliteverdensmesterskaber, mens Marianne Vos vandt hos kvinderne i både 2009 og 2014. De to sejre var henholdsvis starten og slutningen på en seks år lang VM-sejrsstime. Zdenek Stybar kørte alene hjem til sit tredje og seneste verdensmesterskab hos herrerne i 2014. Også Wout van Aert og Mathieu van der Poel har tidligere fordelt VM-medaljer mellem sig på ruten i Hoogerheide. Ved U23-VM i 2014 kørte belgieren alene hjem foran sin landsmand Michael Vanthourenhout, mens Van der Poel måtte nøjes med bronzen.

Favoritterne

Kvinderne har leveret endnu en decideret forrygende cross-sæson og selvom gigantduellen i herrernes løb søndag eftermiddag helt sikkert er weekendens højdepunkt, skal man ikke undervurdere lørdagens hovedret, når vi skal finde ud af, hvem der skal køre i regnbuestriber hos kvinderne i næste sæson.

Ser vi tilbage på de tre eller fire seneste sæsoner, har især ét navn domineret de kvindelige elitecrossløb. Lucinda Brand har vundet over halvdelen af de løb, hun har været til start i, og hvis Marianne Vos har været til start, har hun mere eller mindre taget sig af resten. 33-årige Brand og 35-årige Vos er også de to seneste verdensmestre og det ville derfor være oplagt at tænke, at VM igen i år ville blive en kamp mellem de to hollændere. I stedet er de to crossdronninger samt resten af kvindefeltet blev overhalet indenom af hele podiet fra U23-VM i sidste sæson, og pludselig ligner eliteløbet ved VM i stedet en Van der Poel- og Van Aert-agtig duel mellem to forrygende hollandske ryttere fra årgang 2002.

Dominerende og mest vindende fra start til slut i sæsonen har været Jumbo Visma-rytteren Fem van Empel, der er kørt først over stregen hele 12 gange, og hun har til tider vist en styrke, der minder om Van der Poels, og det har givet hendes nye arbejdsgivere håb om, at hun måske kan gøre sin landsmand kunsten efter på landevejen også. Hun startede sæsonen ved at sidde med og vinde overlegent i spurterne i Beringen, Waterloo, Fayetteville, Tabor og Maasmechelen, men det udviklede sig hurtigt til en formtop i starten af november, og herefter fulgte knusende solo-sejre i både Koppenbergcross og ved EM i Namur, hvor Van Empel trodsede en defekt på tredje omgang, der kostede et halvt minut og alligevel vandt stort.

Van Empel vinder World Cup-afdelingen i Benidorm. Foto: Cor Vos.

Et grimt styrt på isen i Val di Sole havde nær kostet sæsonen og føringen i World Cuppen, men efter et par uger af cyklen var Van Empel tilbage i Baal 1. januar, hvor hun knuste al modstand og slog resten af feltet med flere minutter trods nyt hold og ikke mindst ny cykel. Senest er det blevet til World Cup-sejr i Benidorm, hvor den 20-årige hollænder igen understregede, at ingen af hendes nærmeste konkurrenter slår hende, hvis det ender i en spurt, og det blev også til en overbevisende sejr i Hamme i sidste weekend, hvor Van Empel igen slog resten af feltet med over et minut.

Totalt dominerende har Fem van Empel dog ikke været, og især Fenix-Deceuninck-rytteren Puck Pieterse har presset sin landsmand helt til grænsen og til tider ud over den i mange løb. 20-årige Puck er en fornøjelse at følge i løbene, hvor hun som den eneste konsekvent bunnyhopper over bommene og bare generelt kører offensivt. I hendes 18 løb i denne sæson har hun stadig ikke været ude af top-3, og ni gange har hun stået øverst på podiet. Især i de ekstremt mudrede og teknisk udfordrende løb fra midten af november til midten af december havde Pieterse overhånden. Mudderløbet i Overijse vandt hun i overlegen stil, og også i Hulst og Val di Sole viste Puck, at hun teknisk var sin landsmand overlegen.

Ved EM i Namur stillede de to op og vandt stort i hver deres aldersklasse, men kigger man på omgangstider, var Fem van Empel nok en smule heldig med, at Puck valgte U23-klassen fremfor eliten på den ekstremt tekniske og mudrede rute i Namur. De hollandske mesterskaber i Zaltbommel gjorde det endnu mere klart, at et mudderløb er til Pieterses fordel, og vejret i måneden og også ugen op til VM-løbet kan gøre ruten så mudret og teknisk, at den minder mere om Namur eller Overijse end Zolder eller Tabor. VM-formen er der, uagtet rutens beskaffenhed, ingen tvivl om, hvilket stod endnu klarere efter den overlegne sejr ved sidste weekends World Cup-afslutning i Besancon, hvor Pieterse havde defekt på en af de første omgange, men bare overhalede resten af feltet igen og kørte alene væk.

I efteråret blev Pieterse europamester i U23-klassen. Foto: UEC.

Og hvad så med de seneste tre verdensmestre? Lucinda Brand, der blev verdensmester i Oostende i 2021, har meget overraskende haft en ekstremt svær cross-sæson, og hun har aldrig genfundet rytmen, efter en skade i hånden tvang hende til at trække sig inden World Cup-løbet i Tabor i oktober. Sæsonens eneste sejr var 1. oktober i Meulebeke, og der skal nærmest et mirakel til, hvis hun pludselig skal slå både van Empel og Pieterse lørdag. En bronzemedalje er dog klart realistisk.

Ligesom Brand har Marianne Vos også haft en meget svær sæson grundet en skade i lysken, og hun har aldrig fundet formen. Eneste sejr var en spurtsejr på målbakken ved Urban Cross i Kortrijk i slutningen af november, hvor ingen fra 2002-årgangen var til start, og ved de seneste World Cup-løb har den hollandske legende haft svært ved bare at køre sig i top-10. Således blev det ved de hollandske mesterskaber også kun til en 10. plads og et nederlag i mudderet med næsten syv minutter til Puck Pieterse. Mere bekymrende var dog 14.-pladsen ved World Cuppen i Benidorm, hvis lynhurtige rute ellers var som skabt til den mangedobbelte og altså også forsvarende verdensmester. Derfor har Marianne Vos, ikke overraskende, valgt ikke at stille op til VM-løbet lørdag. Lad os håbe, at vi får hende at se på crosscyklen igen i de kommende sæsoner.

’Best of the rest’ i denne sæson har klart været 2020-verdensmesteren Ceylin del Carmen Alvarado , der især med fire individuelle sejre plus den samlede sejr har nydt godt af fraværet af de tre unge landskvinder i Superprestige-serien. Alvarados tekniske formåen på cross-cyklen bærer hende ofte meget langt, hvilket 2. pladsen ved EM i Namur, 2. pladsen i Val di Sole og 2. pladsen ved de hollandske mesterskaber alle viser. Hun får svært ved at slå både Van Empel og Pieterse, men på en våd, og derfor mere teknisk, rute, er en medalje helt sikkert mulig og sandsynlig.

Resten af det hollandske hold må nok se meget langt efter podiepladser stort set ligegyldigt hvor god dagsformen er. 30-årige Denise Betsema er faldet langt bag de bedste i denne sæson, og hun har umiddelbart helt opgivet de løb, hvor den unge garde er til start, hvorfor hun eksempelvis har misset en del World Cups siden december. Inge Van der Heijden og Annemarie Worst er fast inventar i top-10, men uden sejre i sæsonen, og Aniek Van Alphen så skarp ud tidligt i sæsonen med to sejre, men er senere faldet forventeligt langt efter de bedste. Alle fire kører sig sikkert i top-10, men kommer ikke i nærheden af de to i front.

2020-verdensmesteren Alvarado er igen et godt bud på en medalje. Foto: BettiniPhoto.

Bedste chance for en ikke-hollandsk topplacering tilfalder helt sikkert italienske Silvia Persico. Den 25-årige italienske mester har haft en begrænset cross-kampagne efter en forrygende landevejssæson. Hun er dog blevet nummer fire ved begge World Cup-løb, som hun er startet i, og hun har også vundet samtlige italienske løb, som hun har kørt. Hun har generelt virket til at kunne følge de to unge hollændere i de første 30 minutter, men er så blevet sat til vægs på de sidste par omgange. En anden udfordring for Persico kan blive den dårlige startplacering i tredje eller fjerde række på baggrund af de blot to World Cup-deltagelser i sæsonen. Sara Casasola har til tider stukket snuden frem i nærheden af top-10 og blev blandt andre nummer fem ved EM, men der er intet i hendes seneste løb, der tyder på, at hun kan gentage det resultat lørdag. Også hun står til en dårlig startplacering.

Den nykårede franske mester Helene Clauzel kan højst håbe på en placering lige i udkanten af top-10. Storesøsteren Perrine Clauzel kører maksimalt efter en placering i top-20. Det samme gør sig nok gældende for canadiske Maghalie Rochette , der dog har kørt i top-10 både i Val di Sole og i Benidorm, men bestemt ikke har haft den sæson, som hun havde håbet på. En mudret rute kan være god for den amerikanske mester Clara Honsinger, der dog har virket formsvag i næsten hele sæsonen, og hun har en forfærdelig evne til at starte løbene med at miste 10-20 placeringer. Britiske Anna Kay har haft det rigtig svært i de stærkt besøgte World Cup-løb, men hun har kørt et par flotte top-10-placeringer hjem i mindre løb. Top-20 er nok det bedste briten kan håbe på lørdag.

Det ungarske stortalent Blanka Kata Vas’ satsede sidste sæson stort ved at springe fra U23-klassen inden EM for at køre hos eliten i stedet. Satsningen har ikke givet pote, og især i denne sæson har hun aldrig fundet rytmen. I U23-løbet ville den 21-årige ungarske mester naturligvis have været blandt medaljefavoritterne, men i lørdagens eliteløb kommer hun ikke i nærheden af sejren og heller ikke podiet.

Endnu værre ser det imidlertid ud for de belgiske kvinder, der vel aldrig har været længere fra sejr hos elitekvinderne. Marion Norbert Riberolle, Alicia Frank og Laura Verdonschot kan maksimalt drømme om udkanten af top-10, men de kommer ikke til at spille nogen rolle i forhold til hverken podie eller top-5. Den mangedobbelt belgiske mester Sanne Cant kommer ikke til start, men hun havde været akkurat så langt fra som sine holdkammerater, hvis hun var med.

***** Fem van Empel, Puck Pieterse
**** Silvia Persico, Ceylin del Carmen Alvarado
*** Lucinda Brand, Denise Betsema
** Annemarie Worst, Aniek Van Alphen, Inge Van der Heijden
* Helene Clauzel, Clara Honsinger, Blanka Kata Vas, Marion Norbert Riberolle, Laura Verdonschot, Maghalie Rochette, Anna Kay