Cross-sæsonen lakker mod enden, men inden da venter VM, der i år afvikles i Hoogerheide.

Feltet.dk bringer i den anledning optakter af eliteløbene. De er dog ikke skrevet af faste skribenter eller eksperter, men af Stefan Lassen, der præsenterer sig som fast crossenthusiast og en af Feltet.dks læsere.

Søndag eftermiddag venter herrernes eliteløb, og herunder kommer optakten til dette løb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Historien, ruten og vejret

Hoogerheide er en af de helt klassiske cross-destinationer i Holland, som det internationale felt har besøgt hver eneste sæson siden årtusindeskiftet. Den eneste undtagelse var i coronasæsonen 2020-2021, hvor løbet som mange andre blev aflyst. Siden 2005 har ruten været fast inventar i UCI’s World Cup-serie eller som verdensmesterskabsrute i 2009, 2014 og nu altså igen i 2023. Besøget i Hoogerheide har generelt været placeret sent på sæsonen efter nytår som en af de sidste World Cup-afdelinger, og det er altså også tilfældet i denne sæson med VM-værtskabet.

Ruten er designet af ingen ringere end Adrie van der Poel (far til Mathieu), og den blev brugt til hans sidste professionelle crossløb i februar 2000, hvorfor løbet også har fået navnet Grand Prix Adrie van der Poel. Siden da har ruten selvfølgelig ændret sig en del, og der laves stadig ændringer på ruten fra år til år, hvor dele tilføjes, fjernes eller køres omvendt i forhold til tidligere år.

Ruten er først og fremmest kendetegnet ved start og mål op ad den let stigende Scheldeweg (ca. 300m af 3-5%). På toppen kort efter målstregen køres der til højre over en klassisk og stejl bro bygget til lejligheden, hvorfor det er ekstremt vigtigt at være langt fremme i feltet på bakken i starten af løbet, så man ikke bliver fanget og må af cyklen allerede kort efter det første sving.

Efter broen passeres pitten for første gang med mulighed for cykelskifte, inden turen går videre ud over de rutekørte græsmarker og op igennem en lille skov på et højdedrag. Er ruten tør, som ved de seneste to besøg, minder hovedparten mest om ruten i Zolder med en masse sving og en gennemsnitsfart på over 26 km/t uden nødvendigheden for at skulle af cyklen, men med det våde vejr i den seneste periode er det næppe en knastør rute, der møder rytterne i weekenden.

Ved de vådere og mere mudrede udgaver af løbet i 2018 og 2019 så vi, at mudderet gjorde det så vanskeligt, at rytterne flere steder skulle af cyklen og løbe. I 2019 lignede løbet til tider et mere klassisk mudderløb med masser af løb og skuldrede cykler, som vi blandt andre kender det fra Dendermonde. Vejrudsigten lover regn i ugen op til løbet, men til gengæld bliver det en tør løbsweekend, så en decideret mudderfest bliver det næppe.

Ruten byder ikke på de samme tekniske udfordringer som Namur eller Zonhoven, men især på den sidste del er der et par drilske passager, der kan gøre udfaldet. Inden målbakken rammes, skal rytterne op på en lille bakke foran en ny beboelsesejendom for efterfølgende at køre stejlt ned ad samme bakke og bestige den igen ved hjælp af en længere trappe. Målstrækningen kommer efter en tricky off-camber nedkørsel, der kan afgøre, og tidligere har afgjort, løbet. Fra bunden af off-camper stykket er der cirka 500 meter til målstregen på toppen af Scheldeweg.

Rutens mest vindende rytter hos herrerne er, ikke overraskende, rutedesignerens egen søn. Mathieu van der Poel har vundet på ruten ved fem ud af seks optrædender. Hos kvinderne har Marianne Vos hele syv sejre og yderligere fire podiepladser - første gang helt tilbage i januar 2004.

Som tidligere nævnt har ruten altså to gange tidligere været brugt i VM-sammenhæng. I 2009 vandt Niels Albert sit første af to eliteverdensmesterskaber, mens Marianne Vos vandt hos kvinderne i både 2009 og 2014. De to sejre var henholdsvis starten og slutningen på en seks år lang VM-sejrsstime. Zdenek Stybar kørte alene hjem til sit tredje og seneste verdensmesterskab hos herrerne i 2014. Også Wout van Aert og Mathieu van der Poel har tidligere fordelt VM-medaljer mellem sig på ruten i Hoogerheide. Ved U23-VM i 2014 kørte belgieren alene hjem foran sin landsmand Michael Vanthourenhout, mens Van der Poel måtte nøjes med bronzen.

Favoritterne

For den faste cross-seer og -elsker som jeg selv, er alle weekendens løb helt sikkert interessante, men der er ingen tvivl om at søndagens eliteløb er weekendens højdepunkt. Det kan ærgre en helt vildt at Tom Pidcock har fravalgt at tage kampen op for at forsvare sit verdensmesterskab fra sidste år mod de to giganter, men uanset hvordan man vender og drejer det, bliver duellen mellem Mathieu van der Poel og Wout van Aert uden tvivl forrygende. Skal belgieren udligne hollænderens fire verdensmesterskaber eller skal Van der Poel tilføje et femte verdensmesterskab til sin i forvejen vanvittige cross-palmares?

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Van der Poel entrerede cross-sæsonen den sidste weekend i november, da feltet gæstede hollandske Hulst. Her overhalede han, fra fjerde startrække, samtlige konkurrenter på den første halve runde og trods et par styrt undervejs knækkede han til sidst Pidcock og kørte alene hjem til sejr.

Van der Poel med en beskeden jubel efter sejren i Besancon. Foto: Discovery/GCN

Ugen efter i Antwerpen var hans evige rival også tilbage på startstregen ved siden af ham. Skarpheden manglede dog tydeligt hos Van Aert, der måtte se hollænderen køre alene hjem til sejr, og først ugen efter i Dublin tog han sin egen første sæsonsejr, mens Van der Poel var væk på træningslejr. I midt december besøgte feltet så Val di Sole uden den forsvarende vinder Van Aert til start, og her så vi noget uvant en Van der Poel på glat is, og, bogstaveligt talt, blive kørt agterud med over tre minutter af Michael Vanthourenhout. Han var heller ikke i nærheden af podiet.

Det var først i juleperioden, at det for alvor gik amok i duellen mellem de to evige rivaler. Først gennem sandet i Mol lillejuleaften, hvor Van Aert var klart stærkest og dernæst på de stejler jordbakker i Gavere på anden juledag, hvor Van der Poel til sidst trak det længste strå i kampen med belgieren og Pidcock.

Dagen efter knuste de to rivaler resten af feltet allerede fra startskuddet på racerbanen i Zolder, og de to kamphaner fulgtes ad hele vejen til opløbsstrækning på sidste runde, hvor Van der Poels fod gled ud af pedalen i spurten, så sejren blev serveret på et sølvfad til Van Aert. I et forrygende aftenløb den 28. december i Diegem var det igen Van Aert, der på de sidste to omgange snød både Van der Poel og til sidst Pidcock, så han tog sejren. Og igen på den næstsidste dag i 2022 tog de tre kombatanter den hele vejen til den lange opløbsstrækning i Loenhout, hvor Van Aert endnu en gang trak sig sejrrigt ud efter en forrygende spurt.

Van der Poel og Van Aert startede begge det nye år i Herentals, hvor en punktering til belgieren på sidste omgang forhindrede endnu et spurtopgør. Wout fik dog sin revanche både dagen efter i Koksijde og i Zonhoven 8. januar, hvor han begge gange knuste en tydeligt frustreret Van der Poel, der pludselig kæmpede med de tilbagevendende rygproblemer, der ødelagde 2021-sæsonen. Imellem de to løb vandt Van Aert også i Gullegem, og i sidste weekend i Hamme, hvor Van der Poel ikke var til start, viste han endnu en gang den enorme distance til de næstbedste med en sejr på over et minut.

Generelt har Van Aert virket stærkest i duellerne den sidste halvanden måneds tid, men efter to ugers løbspause efter løbet i Zonhoven, hvor begge ryttere også sprang deres respektive nationale mesterskaber over, viste Van der Poel med sejren i det lynhurtige World Cup-løb i spanske Benidorm, at man aldrig må afskrive ham. Ved sæsonens sidste World Cup-afdelingen i Besancon krævede det kun én uhyggelig acceleration fra hollænderen for at sætte resten af feltet til vægs med samme margin, som Van Aert gjorde dagen forinden. Van der Poel har i øvrigt, som tidligere skrevet, en ekstremt god statistik på hjemmebaneruten i Hoogerheide, hvor han har vundet fem ud af seks gange som eliterytter (samt begge gange som juniorrytter), og kun ved U23-VM i 2014 har han tabt til Wout van Aert.

Udover at have virket fysisk stærkest i duellerne de to imellem, taler også vejret og rutens mulige beskaffenhed dog mest til den store belgiers fordel. Mudder og mange løbemeter har flere gange i sæsonen, ligesom i tidligere sæsoner, vist sig at være til Jumbo Visma-rytterens fordel, og det gør ham også i mine øjne til favorit i søndagens løb, selvom Van der Poel tilbage i 2019 udkonkurrerede ham i et Hoogerheide-mudderbad.

Van Aert har været svær at hamle op med i denne cross-sæson. Foto: Discovery/GCN

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det virker slet og ret ikke muligt, at nogen anden rytter kan udfordre de to crosslegender i kampen om guldet. Siden starten på 2016/2017-sæsonen, hvor de to var henholdsvis 21 og 22 år gamle, har Van der Poel og Van Aert været til start i samme crossløb 107 gange. De er blevet nummer et og to i 68 af de løb, og kun fire gange er det sket, at en rytter har slået dem begge i samme løb; dog ikke siden Koppenbergcross d. 1. november 2018. Afstanden til de næstbedste virker ikke til at være blevet mindre i denne sæson.
Bare for at understrege hvor god Van der Poels cross-statistik egentlig er, har han i samme periode kørt 53 løb, hvor Van Aert ikke har været med. og af dem har han vundet de 48.

Kampen om bronzen kan til gengæld sagtens blive mindst ligeså spændende som kampen om guldet, og i den kamp er det også nogle velkendte crossnavne, der byder sig til.

Belgiske Michael Vanthourenhout har haft sin første reelle succesfulde sæson på crosscyklen. Det er ikke fordi den 29-årige Pauwel Sauzen-rytter ikke har vundet noget før, og i sidste sæson vandt han for eksempel også World Cuppen i Namur, men sejren ved EM på samme rute i denne sæson blev hans første titel på eliteniveau, og den er blevet fulgt op af sejre mod Pidcock i Overijse og Van der Poel i Val di Sole, samt et første belgisk mesterskab efter en kontroversiel dyst mod Laurens Sweeck. Dette kunne sagtens blive året, hvor han kommer tilbage på VM-podiet for første gang siden 2018.

Vanthourenhouts holdkammerat Eli Iserbyt har haft en halvsvær cross-sæson med færrest sejre siden hans entre på elitescenen i 2019-2020-sæsonen. Hovedårsagen skal findes i vedvarende knæproblemer, som i perioder også har holdt belgieren helt ude. Hans sæson startede dog præcis så flyvende, som den altid gør, med fem sejre og to 2. pladser i de første otte løb. Sejre i Beringen, Waterloo, Fayetteville, Tabor og Ruddervoorde kom i hus allerede inden EM i starten af november, hvor den lille belgier måtte udgå, og siden har han aldrig rigtig genfundet formen, hvorfor det også kun er blevet til sejr ved nytårsløbet i Baal. De seneste resultater har været ekstremt svingende. Iserbyt har været førsteudfordrer til Van Aert i Gullegem og begge crossgiganterne i Benidorm, men er også faldet helt igennem i Otegem og ved de belgiske mesterskaber. Senest i Besancon forhindrede en defekt ham i at køre med om 2. pladsen bag Van der Poel.

Det mest bemærkelsesværdige holdskifte inden denne cross-sæson kom fra Laurens Sweeck, der valgte at træde ud af Michael Vanthourenhouts og Eli Iserbyts skygger på Pauwel-Sauzen, for at få en ny rolle som kaptajn på Crelan-Fristad. Dette har vist sig som en genial beslutning, og Sweeck er gået fra i 2021-2022-sæsonen udelukkende at vinde løb i Ethias-cross og X2O-serierne, til i denne sæson at vinde to Superprestige-løb, to World Cup-løb og også den samlede World Cup. Selv efter giganternes indtræden i november har han vist sig mere end konkurrencedygtig i kampen om at være ’best of the rest’, og en bronzemedalje søndag er bestemt ikke uden for rækkevidde.

Laurens Sweeck blev den samlede vinder af World Cuppen.

Der er flere ryttere på det belgiske hold, der med rette kan gå efter en placering lige i udkanten af top-10. Van der Poels Alpecin-holdkammerater Niels Vandeputte og Toon Vandebosch er stadig nye ansigter i eliterækken, men især førstnævnte har kørt en rigtig flot sæson med en andenplads i Val di Sole, og han kunne sagtens ramme top-10 på søndag. 30-årige Jens Adams er svær at blive klog på, men han kører til tider ganske fornuftige top-10-placeringer hjem selv i de stærkest besatte afdelinger. Efter overgangen fra U23-rækkerne er 23-årige Gerben Kuypers gået en lidt anderledes vej ved at støvsuge den franske cross-cup i denne sæson, men han har også en sejr ved Exact cross i Essen og en femteplads ved de belgiske mesterskaber at være stolt over.

Van der Poel flankeres på sit orangeklædte landshold af et par rutinerede kræfter i de to 31-årige Lars Van der Haar og Corne Van Kessel , men holdet sender også Pim Ronhaar, Mees Hendrikx og Ryan Kamp, der alle kørte U23 ved VM i fjor.

Lars van der Haar har ikke helt levet op til de flotte resultater fra sidste sæson, men står trods alt tilbage med en flot sejr fra Koppenbergcross og endnu et hollandsk mesterskab. Corne van Kessel har heller ikke i denne sæson været i nærheden af noget, og han er umiddelbart ret langt fra tidligere top-10-placeringer ved VM. Pim Ronhaar er sprunget op fra U23-klassen med håbet og troen på at kunne køre en topplacering hjem hos eliten. Den tidligere U23-verdensmester har ikke været i nærheden af en sejr endnu, men er efterhånden fast inventar i top-10 og kan sagtens håbe på en placering blandt de ti bedste på søndag. I sidste uge kørte Ronhaar lige op med Vanthourenhout og sluttede foran Trek-holdkammeraten Van der Haar i Hamme, så VM-formen ser ud til at være på plads. Hendrikx og Kamp kører realistisk set efter placeringer i top-20.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Schweiz stiller til start med et flere spændende ryttere. Kevin Kuhn har kørt en overraskende flot sæson med top-10-placeringer ved seks World Cup-afdelinger og en fremragende 5. plads ved EM i Namur. Også den seneste weekends præstation i Besancon var lovende. Ved de schweiziske mesterskaber i januar blev han dog noget overraskende slået af 27-årige Timon Rüegg, der ellers generelt har haft det noget sværere i de internationale crossløb. En niendeplads i Waterloo og en flot femteplads i Val di Sole er eneste top-10-placeringer. Derudover er han endt i top-20 de fleste gange.

Briterne sender Cameron Mason og Thomas Mein til start uden en jordisk chance for at forsvare Tom Pidcocks VM-guld fra 2022, men med chancer for et pænt resultat alligevel. Førstnævnte ville have klædt U23-løbet, men han er lige præcis for gammel trods sine kun 22 år. Bedømt på formen siden jul med en 4. plads i Loenhout, en 5. plads i Herentals og et britisk mesterskab, er det dog ikke helt umuligt, at han kan drømme om en top-10-placering søndag. Løbet i Hamme var også opmuntrende for den unge brite, der kom i mål på en 6. plads kort efter Ronhaar og Van der Haar. Hans landsmand Mein kører efter en placering i top-20.

Eneste ikke-europæiske navn at holde øje med må være den amerikanske mester Curtis White , der har kørt en ekstremt lang sæson der startede helt tilbage i midten af september. De internationale resultater efter det nationale mesterskab i december har ikke været vildt lovende, så det er svært at tro på meget mere end en placering lige uden for top-20.

Den femdobbelte spanske mester Felipe Orts Lloret er kørt i top-10 ved fire af sæsonens World Cup-løb og tog en 6. plads ved efterårets EM-løb. Top-10 er derfor ikke uden for rækkevidde for den 27-årige spanier, men meget skal gå godt, hvis det skal ske. Det samme er tilfældet for den erfarne tjekkiske mester Michael Boros, der faktisk har kørt en del ret pæne resultater hjem i sæsonen med top-10-placeringer i Fayetteville, hjemme i Tabor og senest i Besancon samt en særdeles lovende 7. plads fra EM. Top-10 bliver det nok ikke i søndagens stærke felt, men tjekken kan godt komme tæt på.

Til sidst skal nævnes den nykårede franske mester Clement Venturini, der tidligere har været juniorverdensmester og senest på hjemmebanen i Besancon viste forrygende form med en 4. plads. Han kører højst sandsynligt ikke efter medaljer, men kan godt gå hen og drille de typiske navne lige bag de to storfavoritter. Naboerne fra Italien stiller kun op med den nationale mester Filippo Fontana. Han har i denne sæson kun deltaget i de to World Cups i Val di Sole og Besancon. Begge gange er det blevet til placeringer i top-20.

***** Wout van Aert, Mathieu van der Poel
**** Michael Vanthourenhout, Eli Iserbyt, Laurens Sweeck, Lars van der Haar
*** Pim Ronhaar, Niels Vandeputte, Cameron Mason, Clement Venturini, Kevin Kuhn
** Jens Adams, Toon Vandebosch, Gerben Kuypers, Corne Van Kessel, Mees Hendrikx, Ryan Kamp, Felipe Orts Lloret
* Timon Rüegg, Thomas Mein, Curtis White, Michael Boros, Filippo Fontana