STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

De fleste sportsgrene har deres eget VM, der kårer den bedste udøver, og i langt de fleste tilfælde er der tale om den pågældende sports absolutte højdepunkt. Selvom det måske ikke helt gælder for cykelsporten, der i Tour de France har et løb, som i opmærksomhed, pressedækning og prestige overstråler alt andet, spiller VM-linjeløbet stadig en helt særlig rolle på cykelkalenderen.

Mens de første banemesterskaber blev afviklet helt tilbage i 1892 - på et tidspunkt, hvor UCI end ikke var grundlagt - skulle man frem til 1927, inden man for første gang kårede verdens bedste landevejsrytter efter en suveræn italiensk magtdemonstration på Nürburgring i Tyskland, hvor Alfredo Binda førte an i en 1-2-3 for støvlelandet, selvom der var blevet afviklet amatør-VM siden 1921, hvor København lagde asfalt til de første mesterskaber. I en tid, hvor mange af nutidens store løb allerede var grundlagt og havde en vis historie, fik løbet med det samme stor prestige, hvilket afspejles i det, der må betegnes som en fabelagtig vinderliste.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Da en sejr i løbet automatisk giver ret til at betegne sig som verdens bedste cykelrytter, er det naturligvis ingen overraskelse, at det er blevet domineret af cykelhistoriens to stærkeste nationer. Belgien topper listen med 26 titler efterfulgt af Italien med 19, mens Frankrig er langt efter som nummer 3 med de bare 10 sejre. Grundet ruternes varierende sværhedsgrad og linjeløbs taktiske natur er det ikke nogen enkel sag at vinde mere end én gang, og kun fem yderst velansete navne har haft held og dygtighed til at sejre tre gange: Alfredo Binda, Rik van Steenbergen, Eddy Merckx (naturligvis) og i nyere tid Oscar Freire og senest Peter Sagan, der som den eneste har vundet tre gange i træk.

Én årsag til den store prestige er naturligvis den universelle ære i at kunne kalde sig verdensmester. Hvad der gør det endnu mere specielt, er symbolet på denne status: regnbuetrøjen. Cykelsporten er berømt for sine specielle trøjer, men som hovedregel er de knyttet til enkelte løb. Der er kun ét globalt løb, der tildeler den ultimative ære at bære en særlig trøje igennem et helt år - kontinentale og nationale mesterskaber er i sagens natur lukket land for en stor gruppe ryttere - og det gør en VM-sejr endnu mere eftertragtet. I ethvert efterfølgende løb mindes verden om sejren og den medfølgende status, og selvom det sjældent er en taktisk fordel at skille sig ud fra mængden, kan man ikke undervurdere betydningen af den ekstra medieopmærksomhed og stolthed, det giver.

Der er et andet aspekt, der gør VM til noget ganske særligt. Mens de fleste endagsløb har en mere eller mindre fast rute med meget lille rum for variation, er VM noget helt andet. Da det afvikles i forskellige lande og på forskellige ruter fra år til år, er målet at give forskellige ryttertyper muligheden for at blive verdensmester i hvert fald én gang i karrieren. VM-linjeløbet har ikke noget fast format: ét år kan det være et paradis for sprintere, et andet kan det være skabt til klatrere eller klassikerspecialister.

I den forstand adskiller det sig fra mange andre sportsgrene, hvor værtsbyen har meget lidt indflydelse på udfaldet. Landevejscykling er én af de mest alsidige sportsgrene, og det gør det svært at tale om sportens bedste atlet. Regnbuetrøjen bæres derfor aldrig af en rytter, der er stærkest over hele spektret, men alle har de som regel chancen for at vinde den i løbet af karrieren. Ingen kan regne med at være i spil hvert eneste år - bare husk, hvordan Mark Cavendish som forsvarende mester arbejdede loyalt for det britiske hold på den kuperede rute i Limburg i 2012, ligesom Peter Sagan som tredobbelt mester i 2018 forlod det bjergrige løb tidligt. Som det altid er tilfældet i landevejsløb, spiller held en vis rolle, men der er ikke megen tilfældighed involveret, når det handler om VM. Det er således bestemt ikke noget tilfælde, at de mange af historiens stærkeste ryttere har båret regnbuetrøjen på et eller andet tidspunkt i deres karrierer.

I moderne sport spiller penge en væsentlig rolle, og cykelsporten er naturligvis ingen undtagelse. Til hverdag repræsenterer rytternes deres firmahold, men for en enkelt dag vender man tilbage til tidligere tider og lader dem køre i landsholdsdragten ved VM. Det bringer naturligvis niveauet af national stolthed til et helt nyt niveau, og det giver vanskeligheder for landstrænerne, der har en stor opgave i at samle hverdagens rivaler om ét fælles mål. Historien er fyldt med eksempler på, at netop dette er mislykkedes, og hvor landsholdene har været delt i forskellige lejre, der afspejler både holdinteresser og personlige relationer. I moderne cykelsport opnåede den tidligere italienske landstræner Franco Ballerini stor respekt for sin evne til at forene det, der tidligere havde været et meget disharmonisk italiensk landshold, og det er netop evnen til at skabe en enhed med ét fælles mål, som oftest er landstrænernes vigtigste opgave, ikke mindst i de store nationer, hvor man kunne stille to eller tre hold med topnavne.

Som mange andre sportsgrene er cykelsporten meget hierarkisk, og til daglig dyster de bedste hold altid mod hinanden. Ved VM bliver der imidlertid pludselig plads til ukendte ryttere fra mindre nationer, der pludselig er i rampelyset. Ryttere, der normalt end ikke er tæt på WorldTouren, får pludselig chancen for at køre side om side med de allerbedste i et løb, der virkelig betyder noget. Samtidig er det den eneste begivenhed, hvor der ikke er lighed mellem holdene. Taktikken bliver nemlig langt mere kompliceret af, at nogle nationer har langt flere ryttere til start end andre, og det er altid en stor ulempe for selv den stærkeste mand at repræsentere en lille nation.

Modsat de store klassikere er VM altid et rundstrækningsløb. De mange gentagelser gør den meget lange affære til et udskilningsløb med gradvis udskilning og gør samtidig taktikken anderledes fra mange andre endagsløb. Tidligere blev det afviklet udelukkende på rundstrækningen, der blev gentaget adskillige gange, men i 2010 startede man en ny trend, hvor rytterne først tilbagelagde et længere stykke i indledningen, inden de første gang ramte rundstrækningen. Den ide blev genbrugt i 2011-2013 og igen i 2016, 2017, 2018, 2019 og 2021, og det var kun i 2014, 2015 og 2020, at man havde et rent rundstrækningsløb.

Sidste års rute var endda endnu mere speciel, da man i et fællesflamsk VM kørte på to forskellige rundstrækninger - én i bakkerne nær Overijse og én i Leuven, hvor der var mål. Af frygt for en massespurt gik franskmændene amok med næsten 200 km igen, og herefter blev Julian Alaphilippes tropper ved med at angribe i tide og utide. Det eliminerede definitivt sprinterne, og den franske chef var på pletten, da der på en af de sidste stigninger på den kuperede rundstrækning etableres en meget stærk gruppe med næsten alle favoritterne. Alle øjne var på den lokale helt og forhåndsfavorit Wout van Aert, men han viste sig ikke at have benene. I stedet var den forsvarende vinder i særklasse, og Alaphilippe kunne køre fra alt og alle og hjem til sin anden sejr i træk, mens det efterfølgende lykkedes for Dylan van Baarle, Michael Valgren og Jasper Stuyven at køre væk og fordele sølvet og bronzen mellem sig med sølv til hollænderen og bronze til danskeren. Trods en mildt sagt svær optakt vender Alaphilippe tilbage i et forsøg på at blive historiens anden rytter til at vinde tre gange i træk, og han vil igen være oppe mod Van Baarle, mens der desværre ikke bliver nogen ny medalje til Valgren, der er ude efter sit grimme styrt i Frankrig i juni.

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Ruten

Hovedparten af et VM-løb afvikles altid på en rundstrækning, og det lægger betydelige begrænsninger på mulighederne for at sammensætte ruten. Specielt er det praktisk talt umuligt at inkludere store bjerge, og derfor er de rene klatrere måske den ryttergruppe, der har sværest ved at sikre sig regnbuetrøjen. På den anden side bestræber de fleste arrangører sig også på ikke at designe helt flade ruter, og derfor er der relativt langt mellem de klassiske sprinter-VM. Således ender man som regel op med en kuperet rundstrækning med et par bakker og evt. lidt brosten, og på den baggrund er det meget ofte klassikerspecialister med en god spurt, der favoriseres. Nogle år er rundstrækningen hårdere med flere højdemeter, stejlere stigninger og bakker tættere på mål, og det åbner mulighed for ardennerspecialister, mens det i andre udgaver er betydeligt lettere, hvorved balancen tippes til fordel for de tungere fyre, der har brostensklassikerne som force.

Oftest er det sidstnævnte, der har de bedste kort på hånden. Ser man på de seneste elleve udgaver af VM, var der i København og Qatar tale om flade ruter skabt til sprintere - selvom sidevinden i Qatar gjorde løbet hårdere, end de hurtige folk havde håbet på - mens det var i Imola, Firenze, Limburg og til dels i Ponferrada, at de lettere ardennerspecialister havde overhånden. Brostensspecialisterne var specielt favoriseret i Richmond, Bergen, Yorkshire og Leuven, men kunne også være med i både Limburg, Ponferrada og i et vist omfang Qatar, og det var vel kun i Firenze og Imola og for de langsommere af dem i Qatar, at de ikke havde en reel chance.  VM i Innsbruck i 2018 var den store undtagelse fra den generelle regel om, at løbet er for klassikerryttere, for her var udfordringerne i Alperne så voldsomme, at selv klatrerne gjorde løbet til et stort mål.

Faktisk har klatrerne været sjældent begunstiget i de senere år. De seneste to OL-løb er blevet afviklet på stærkt kuperede ruter, og de havde som sagt et decideret bjerg-VM i 2018. I 2020 gik de grundet coronavirus desværre glip af det knaldhårde løb i Schweiz, men nødløsningen i Imola var trods dets appel til ardennerryttere ikke uden for rækkevidde for løbet klatrere. Til gengæld skulle de også sørge for at slå til her, for der er ikke udsigt til noget klatre-VM i de kommende. Det var i hvert fald ikke noget bjergløb i Flandern og heller ikke i år i Wollongong, og de kommende værtskaber i Glasgow og Zürich lægger heller ikke op til den slags. Til gengæld har Rwanda i 2025 potentiale til at designe en rute med mange højdemeter, selvom forventningen er, at også det løb vil være et mere klassisk VM med udgangspunkt i hovedstaden Kigali.

Når nu de ikke kan få et bjerg-VM, kan klatrerne dog ikke være helt utilfredse med årets rute. Da det blev annonceret, at Australien blev tildelt det andet VM i landets historie, var det en udbredt forventning, at der ville blive designet et sprintervenligt VM, der kunne gøre Caleb Ewan til en populær lokal verdensmester. Grundet coronapandemien og begrænsninger på UCIs muligheder for at rejse til Australien gik der usædvanligt længe, inden ruten blev præsenteret, og hvor den plejer at være kendt allerede i forbindelse med det foregående års VM, havde rytterne for længst langt deres sæsonplaner, da australierne i februar endelig åbenbarede deres planer. Her var der mange - ikke mindst Ewan - der fik sig en overraskelse, for der var ikke meget sprinter-VM over det arrangement, der blev lagt op til.

I stedet var det ardennerrytterne, der slikkede sig om munden. Efter at den lidt fladere rute i Leuven havde givet de holdbare sprintere drømme om at kunne sikre sig en VM-titel - en drøm, som den franske vanvidsoffensiv dog fik spoleret - er der mere Imola end Bergen, Yorkshire og Leuven over det, australierne har designet. En tidlig passage af et regulært bjerg og derefter flere passager af Mount Pleasant, der er en rigtig ardennerstigning, bringer det samlede antal højdemeter op på 4100, hvilket er næsten dobbelt så mange som i Belgien sidste år. Man kan naturligvis ikke måle sig med de 5000, østrigerne i 2018 præsenterede i Alperne, men det er ikke væsentligt mindre end de 4600 højdemeter, der gav et rigtigt ardenneropgør i Imola, hvor Julian Alaphilippe tog sin første titel foran Wout van Aert og Marc Hirschi. Samtidig har arrangørerne tilsyneladende bestemt sig for, at tekniske evner skal belønnes. Det blev i den grad på enkeltstarten, og det bliver de igen i linjeløbet, hvor rundstrækningen er lige så teknisk som sidste års kringlede rundstrækning i Leuven.

Som sagt ovenfor har man i de senere år afveget en smule fra det klassiske format, hvor hele løbet afvikles på rundstrækningen. Trenden startedes i 2010 i Geelong og blev fulgt op i 2011, 2012, 2013, 2016, 2017, 2018 og 2019, hvor man hvert år tilbagelagde et længere stykke fra en nærliggende by fra til værtsbyen, inden resten af løbet bestod af omgange på rundstrækningen. Sidste år prøvede man noget nyt ved at bruge to forskellige rundstrækninger, men i år vender man næsten tilbage til den model, der er blevet benyttet næsten hvert år, siden australierne selv startede trenden for 12 år siden. Ganske vist er der faktisk også denne gang to forskellige rundstrækninger, men den første af disse skal modsat sidste år kun køres én gang. Forinden skal der også denne gang først køres en indledende strækning, mens hovedparten af løbet afvikles på hovedrundstrækningen i Wollongong.

I 2019 skilte løbet sig først og fremmest ud ved den lange distance på 280,0 km, der - i hvert fald indtil det i sidste øjeblik blev forkortet grundet vejret - var det næstlængste, siden Freddy Maertens i 1981 tilbagelagde 281,4 km i Prag for at blive verdensmester. I 2020 var distancen mere klassisk, da der ”blot” skulle tilbagelægges 258,2 km, og det var endda til den korte side. Langt de fleste af dette årtusindes VM-løb har budt på ca. 265 km, og efter de 268,3 km sidste år i Leuven, skal der denne gang køres 266,9 km.

De 266,9 km indledes i Helensburgh og slutter i Wollongong og skal altså deles i tre. Begge byer ligger langs kysten umiddelbart syd for Sydney, og den indledende rejse mellem de to byer er i alt væsentligt enkel. Således kører man mod sydvest ned langs kysten ad en ganske flad kystvej, der kun bugter sig let. I starten bevæger man sig i mere åbent terræn, men langt det meste af tiden bevæger man sig gennem byzone i det mylder af mindre byer, der ligger ud til vandet. Slutteligt når man frem til den endeløse serie af forstæder, der omgiver Wollongong, mens man fortsætter ned langs den flade kystvej ind til centrum, hvor man efter 28,1 km krydser stregen for første gang.

Nu køres én omgang på en 33,9 km lang rundstrækning, der sender feltet ind i bjergene vest for byen. Således snor man sig via et kort, fladt og teknisk stykke mod nordvest og sydvest ud til udkanten af byen, hvor man med det samme kører mod nordvest op ad dagens længste stigning, Mt Keira (7,4 km, 5,7%, max. 15%), der er en relativt irregulær stigning. Efter en første kilometer med bare 2,9% følger således en kilometer med hele 10,3%, inden den stiger med 4-7% over de resterende 5,4% frem mod toppen, som rundes efter 40,3 km. En teknisk relativt ukompliceret nedkørsel leder nu mod sydvest og sydøst tilbage til udkanten af Wollongong, hvor man drejer mod nordøst for at køre op ad den helt flade kystvej.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Man krydser her ikke stregen, men passerer lige forbi, og derfor er den første af omgangene på den afsluttende rundstrækning marginalt forkortet. I alt væsentligt slutter løbet dog med 12 omgange på den 17,1 km lange runde, der er løbets hjerte. Den har samme start som den første rundstrækning, da man kører mod nordvest igennem fladt terræn ud til byens vestlige udkant på kanten til bjergene. Her snor man sig mod nordøst igennem en meget tekniske fase med adskillige skarpe sving, men stadig igennem fladt terræn.

Kort efter stopper det flade terræn, når man drejer mod nordvest for at køre op ad bakken Dumfries Avenue (700 m, 6,7%), som vi kender fra enkeltstarten. På toppen drejer man til højre ind på en 500 m lang nedkørsel, inden man med det samme drejer til venstre for at tage hul på dagens hovedudfordring. Den kommer i form af Mt Pleasant (1,1 km, 8,7%, max. 14%), der er en meget enkel stigning, da det blot er en helt lige vej, der tårner sig op. De første 200 m er nemme og stiger med bare 2,9%, men stigningen er ujævn, da de næste 400 m stiger med 11-14%, inden den flader med 200 m med 5,6% for til sidst at tage fat igen med 300 m med 12,7% frem mod toppen.

Den rundes, når der fortsat resterer 7,5 km af rundstrækningen og kommer således ca. midtvejs. Her drejer man skarpt til højre for at køre kortvarigt mod nord, mens det falder, inden man 600 m senere drejer mod øst for nu at følge en kringlet nedkørsel med hele fire skarpe sving i rap i bunden. Herfra er resten af ruten stort set flad, når man kører mod sydøst ud mod vandet frem til en meget kringlet sektion, der også blev kørt på enkeltstarterne, hvor man over 1500 m drejer skarpt ikke færre end seks gange.

Det sidste af disse sving tages med 3,9 km igen og leder ud på den flade kystvej, der nu følges mod syd, sydvest og sydøst hen langs landet. Undervejs skal man igennem en rundkørsel med 1900 m igen, inden man drejer skarpt med 1700 m igen, hvorefter der er et meget blødt sving med 1500 m igen, inden man slutteligt drejer til højre i en rundkørsel bare 400 m fra stregen. Den næstsidste kilometer er let stigende, mens den sidste kilometer falder let med 0,8% i snit - dog afbrudt af 100 m med let stigning med 200 m igen, inden det atter falder det sidste stykke.

Løbet byder i alt 4133 højdemeter, hvilket er ca. 1900 flere end i 2021, ca. 500 færre end i 2020, 900 flere end i 2019, 900 færre end i 2018, 400 flere end i 2017 og 3800 flere end i Qatars ørken i 2016.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Det australske forår har vist sig meget omskifteligt, for efter nogle solrige og flotte enkeltstarter har den stået på massiv regn og blæst resten af ugen, ligesom den vil gøre det igen i næste uge. Midt i denne endeløse serie af regnvejrsdage ligger søndagen imidlertid som en solrig oase, for her bliver smukke betingelser. Der ventes således kun få skyer, slet ingen regn og en temperatur på hæderlige 19 grader. Relativt kraftig vind synes do at være en konstant i Wollongong, hvor blæsten gennem løbet vil tiltage fra en styrke på 14 km/t til 22 km/t. Fra start vil den kortvarigt være i sydvest, men lynhurtigt vil den dreje over syd og sydøst til den østlige retning, der vil være dominerende gennem eftermiddagen. Det giver mod- og sidemodvind hele vejen ned langs kysten, mens der ventes med- og sidemedvind på Mt Keira. Med østlig vind på de fleste af omgangene på rundstrækningen vil vi på den første del primært have medvind, og der vil også være medvind på begge bakker. Efter toppen vil der følge et længere stykke med modvind, indtil man med 3,9 km rammer kysten, hvor der først vil være sidevind, siden sidemodvind og slutteligt sidemedvind over de sidste 400 m.

Favoritterne

Det forhold, at ruten varierer fra år til år, betyder, at der vel næppe er noget løb, der er så omdiskuteret som VM. I året op til løbet valfarter ryttere og landstrænere til værtsbyen for ved selvsyn at vurdere rutens hårdhed, og det er bemærkelsesværdigt, hvor delte meningerne som regel er. Enkelte ryttere har en interesse i at nedspille forventningerne, men som regel taler ryttere deres mulighed op i et forsøg på at styrke deres position i det nationale hierarki og derved øge chancen for at få den fornødne frihed, når løbet finder sted.

I år har der været særlig grund til at diskutere ruten. Det skyldes ikke mindst, at den er henlagt til Australien. Det har selvsagt gjort, at det er meget få både blandt ryttere og landstrænere, der har førstehåndskendskab til ruten, som ikke har været let at besøge i løbet af sæsonen, og det er ikke blevet lettere af, at coronapandemien og rejserestriktioner betød, at det var historisk sent, at vi fik kendskab til det præcise design. Dengang fik Caleb Ewan sig lidt af et chok, da det sprinter-VM, han havde regnet med at skulle vinde i sin egen baghave, nu i stedet endte som noget helt andet og noget meget vanskeligere end sidste års VM-rute i Flandern. Det gik endda så galt, at Ewan i sidste ende slet ikke blev udtaget, og at australierne i stedet satser hele butikken på Michael Matthews, der er langt mere skabt til en rute som denne.

Overraskelsen over rutedesignet har også fået andre til at satse på VM-løbet. Ved sæsonstart meldte Tadej Pogacar ud, at han satsede på at køre sin første grand tour-double, for dengang havde han ingen ide om, at han skulle have skyggen af chance for at blive verdensmester. Den plan holdt han officielt fast i, da ruten blev afsløret i begyndelsen af april, men efter en meget succesrig klassikerkampagne har han virkelig fået smag for endagsløbene. Efter at have set nærmere på ruten blev Vueltaen droppet, og nu tøver han ikke med at erklære, at det er VM, der er efterårets hovedmål og ikke Il Lombardia, hvor han ellers har en titel at forsvare om et par uger.

Det skyldes, at det forventede sprinter-VM er blevet afløst af et ardenner-VM. Ser man på de foregående ti VM-løb, er der ikke mange, der har flere højdemeter end de 4100, vi finder på den anden side af kloden. Flest havde vi naturligvis ved bjergløbet i Østrig i 2018, hvor vi rundede 5000 højdemeter, og vi havde også 4600 på den seneste ardennerrute i Imola. Måske mere overraskende er det, at ruten i Ponferrada også overgår dette VM med sine 4500 højdemeter, og at vi i Bergen med 3700 højdemeter kom tæt på, men årets VM-løb overgås på den front kun af løbene i 2018, 2020 og 2014. Ruten har endda flere højdemeter end de 3900, der i 2013 i Firenze skabte et opgør mellem de mest klatrestærke ardennertyper.

At klatreudfordringerne svarer til det, vi havde i Ponferrada og Bergen, kunne måske give drømme til en holdbar sprinter som Alexander Kristoff, der var tæt på at blive verdensmester på begge ruter. Det vil dog næsten være en norsk sensation i Tobias Foss-klassen - men også kun næsten - hvis det skulle lykkes hans ryttertype at sejre i Australien. Når dette løb på papiret er i samme lag, hvad klatreudfordringerne angår, skyldes det i vidt omfang den meget flade start - samme årsag, der får ruten i Firenze til at se overraskende let ud. Til sammenligning havde årets Liege-Bastogne-Liege ca. 4250 højdemeter over en rute, der var ca. 10 km kortere end denne.

Mt Pleasant er nemlig en alvorlig sag. Vi taler om 1100 m med næsten 9% i snit, og det er skrap kost, ikke mindst på de sidste omgange efter mere end 240 km. Til sammenligning stiger Mur de Huy med 9,6% over 1,3 km, og selvom de to stigninger ikke kan sammenlignes helt, fordi den berømte mur har et betydeligt sværere maksimum, fortæller det historien om en bakke, der bestemt ikke er let. Faktisk er det en smule værre, fordi vi umiddelbart forinden skal over den 700 m lange bakke fra enkeltstarten, og selvom de to adskilles af 500 m nedkørsel, bliver det 1800 m stigning over bare 2300 m. Det er utvivlsomt en ardennerstigning og ikke en stigning af den type, vi kender fra brostensklassikerne.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Resten af rundstrækningen er imidlertid ret flad, og det er det, der gør løbet mere håndterbart. Når de to stigninger er overstået, er der efterfølgende 14,8 ganske lette kilometer, inden det går løs igen. Det er et relativt langt, fladt stykke, hvor der er tid til regruppering og at skabe samling. Den relativt lave frekvens af stigninger og det meget flade mellemliggende terræn er den anden væsentlige årsag til, at antallet af højdemeter holdes så lavt, når stigningen er så relativt vanskelig.

Rundstrækningen har imidlertid et andet væsentligt karakteristikum, som vi også kender fra enkeltstarten, der også gjorde brug af meget af denne rute, dog ikke Mt Pleasant. Den er nemlig meget teknisk, både på den første del og særligt på den første del af strækningen efter stigningen. Det er en klar fordel for de ryttere, der vil komme favoritterne i forkøbet, for det er bestemt ikke den letteste rundstrækning at jagte på. De sidste 3,9 km - dvs. godt halvdelen af strækningen mellem toppen og målstregen - ned langs vandet er dog meget enkle, og her vil en gruppe have en klar fordel på bekostning af en enlig rytter.

En anden faktor, der kan bidrage til vanskeligheden, er som altid vejret. Det australske forår vil mere ligne et dansk efterår i disse dage, for efter den solrige start på ugen til enkeltstarterne, byder onsdagen, torsdagen og fredagen på ca. 40 mm regn og masser af blæst. Også kvindernes løb lørdag ventes at finde sted i let regnvejr, ligesom hele næste uge ser våd ud, men vejrguderne holder hånden under eliteherrerne. Søndagen bliver den eneste solrige dag i denne serie af regnvejrsdage, og det bliver således ikke de Yorkshire-betingelser, vi ville have haft, hvis løbet var blevet afviklet onsdag eller torsdag.

Blæsende vil det dog igen være, da kraftig vind synes at være en konstant i Wollongong. Den står dog helt modsat, end den gjorde på enkeltstarterne, og det er heldigt for alle, der vil have et hårdt løb. Nu vil der være direkte medvind på begge bakkerne og endda også ved den tidlige passage af Mt Keira. Prisen er modvind på det første stykke efter Mt Pleasant, men det falder sammen med den tekniske fase, hvor det alligevel er svært at jagte. På den lige kystvej vil der være lige dele sidevind og sidemodvind, og det er utvivlsomt den vindretning, der vil skabe det hårdeste løb. Sidevindskørsel får vi dog ikke, for selvom vinden er kraftig, kommer den slags ikke i spil i en byzone.

Ruten og vejret kan dog være nok så hårdt. Det afgørende er også, hvordan holdene vil gribe løbet an, og her er al fokus for andet år i træk på det meget stærke belgiske mandskab. Sidste år var holdet genstand for megen diskussion efter løbet, fordi de var gået til opgaven med én strategi, nemlig at gøre Wout van Aert til verdensmester på hjemmebane, og det kiksede som bekendt med et brag. Det efterfølgende skænderi mellem ham og Remco Evenepoel, der hævdede selv at kunne have vundet og måske/måske ikke adlød holdets ordrer, var ikke kønt, men angiveligt skulle stridsøksen være begravet. I hvert fald er der denne gang ingen diskussion om, at den ene skal underordne sig den anden, da de denne gang begge er kaptajner, dels i erkendelse af faren ved at satse på én rytter og dels i erkendelse af, at det naturligvis er en rute, der passer Evenepoel meget bedre.

Det er en luksusposition for belgierne, fordi de to ryttere er så forskellige. Hvor Van Aert i nogen grad kan tillade sig at gribe løbet defensivt an og satse på sin spurt, er det helt anderledes med Evenepoel. Han skal angribe før eller siden, og det giver en fremragende mulighed at bringe Van Aert i en position, hvor han kan sidde på hjul, og for at undgå at komme på bagkant i de angreb, der vil komme inden sidste omgang. Sidste år havde det været småfarligt at lade Evenepoel køre afsted sammen med hurtigere og mere eksplosive folk, men det er det ikke denne gang. Hvis belgieren ikke er for mærket efter sin Vuelta, vil han i medvinden have en ganske god chance for at køre fra sine følgesvende, når de rammer Mt Pleasant sidste gang, og den solosejr, der oftest er nødvendig, hvis Evenepoel skal vinde i et løb med så mange hurtigere folk, er bestemt realistisk på denne rute.

Det giver også belgierne en anden mulighed. Naturligvis er der en risiko for, at Evenepoel vil bruge for meget af sit krudt på sig selv, som han gjorde til det fejlslagne OL-løb, men denne gang er der en god chance for, at Van Aert vil have selskab efter sidste stigning. Det kan være guld værd, hvis en gruppe skal holdes samlet til en spurt, men også hvis der er en eller flere ryttere - eksempelvis en slovener - der skal indhentes.

Det belgiske hold er dog stadig i vidt omfang et mysterium. Det er slet og ret en gåde, hvorfor formstærke Dylan Teuns blev fravalgt til fordel for relativt tunge folk som Yves Lampaert, Nathan van Hooydonck, Jasper Stuyven og Stan Dewulf. I gamle dage havde Pieter Serry været et godt kort, men nu om dage køer han ikke finale i denne slags begivenheder, og det må være en mission for rivalerne at gøre løbet så hårdt, at de måske til sidst kun har Quinten Hermans hos de to kaptajner. Det er i hvert fald et hold, der kan rystes.

De to andre nøglefigurer er Tadej Pogacar og Mathieu van der Poel. Pogacar har den store udfordring, at det normalt så stærke slovenske hold kommer i så svækket en formation, at de endda kun bruger seks af deres otte pladser. Uden Matej Mohoric og Primoz Roglic skal han nu primært støttes af de heldigvis meget formstærke Jan Polanc og Jan Tratnik - jeg tør ikke spille én eneste øre på, at svingende Domen Novak for en sjælden gangs skyld er i form - og det gør ham sårbar for at blive fanget. Særligt hvis Polanc er træt efter Vueltaen, skal han også have lidt held for at køre om sejren. Skal han gå med i de tidligere fremstød med Evenepoel som centrum, eller skal han afvente finalen og håbe på, at det bliver samlet frem mod sidste stigning? Peter Sagans løb i Yorkshire fortæller historien om, at man kan være ganske stærk, men er holdet for svagt, kan bussen ende med at køre for tidligt, hvis man spiller på den forkerte hest.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Så er der hollænderne. De kan vælge at satse hele butikken på Mathieu van der Poel, men om de gør det, finder vi formentlig kun ud af undervejs. Med så beskeden en forberedelse nærmest uden løb vil det nok meget være afhængig af de ben, han har på dagen. Dylan van Baarle vil som udgangspunkt have nogen frihed efter sidste års sølvmedalje, men det er ikke den ideelle rute for ham. Wout Poels’ form er en total ubekendt, og Bauke Mollema synes ikke at have formen til at modtage beskyttelse. Om Holland bliver en allieret til at kontrollere, er derfor ret uklart, og det vil meget afhænge af de ben, Van der Poel har på dagen.

Den mest defensive af de store nationer er måske australierne. Holdet er ganske stærkt og har mange klatrestærke folk, som kan komme langt i løbet, men de har få sandsynlige vindere. Alt taler for, at de satser hele butikken på Michael Matthews, og hans strategi må være at holde sig til Van Aert og tro på, at han kan slå ham i en direkte duel. Det er et ret stærkt mandskab for angriberne at have imod sig. Et andet muligt defensivt hold er Storbritannien, der drømmer om at Ethan Hayter kan overleve sidste stigning og vinde en spurt, men holdet er ret tungt, og de får svært ved at diktere meget, selvom de også har formstærke Fred Wright og en efterhånden også ret formstærk Ben Turner, der er lidt tung til denne rute.

For alle de øvrige hold må det handle om at komme ud over rampen, og her er der naturligvis særlig fokus på franskmændene. Ruten er så god for Julian Alaphilippe, at det under normale omstændigheder ville være naturligt at arbejde for samling frem mod sidste stigning, men med hans beskedne forberedelse må taktikken antages at være meget bredere, særligt nu hvor man alligevel har hentet Benoit Cosnefroy til Australien. Han vil være en alternativ mand at spille på, når de rammer sidste omgang, men man må formode, at de generelt vil køre offensivt. Til gengæld skal vi nok ikke regne med samme festfyrværkeri som sidste år, hvor de begyndte at angribe allerede med 200 km til mål. Dengang var de rædselsslagne for en massespurt, og derfor skulle løbet være så hårdt som muligt. I år er de nok snarere bange for, at løbet bliver for hårdt for Alaphilippe, og derfor vil det næppe være franskmændene, der aktivt arbejder for at gøre det hårdt. De øvrige nationer, også det altid stærke italienske hold, må antages at ville forsøge at komme favoritterne i forkøbet.

Det kan dog også være, at favoritterne selv åbner tidligt. Netop fordi Pogacar risikerer at komme på bagkant, og fordi han har brug for et hårdt løb, er det meget muligt, at han selv angriber relativt tidligt. Han fik sig dog en vigtig lektie i 2020, hvor han angreb alt, alt for tidligt, og han antydede op til løbet, at han denne gang nok vil være en smule mere konservativ. Er han alene, kan nød dog tvinge ham til at reagere, hvis Evenepoel rykker på sig, og sker det, vil Van der Poel og Van Aert, der jo også er kendt som offensive typer, være nødt til at gøre det samme. Med dette felt af animatorer blandt favoritterne kan man bestemt ikke udelukke, at vi får et show mellem de store navne allerede inden sidste omgang.

Det giver vel tre mulige scenarier. Der er Yorkshire-modellen, hvor det lykkes en gruppe at komme favoritterne i forkøbet og herefter afgøre det mellem sig. Den slags sker sjældent, men Mads Pedersens og Michal Kwiatkowskis sejre viser, at det lader sig gøre. Michael Valgren var også tæt på at gøre det i 2018, men skal en sådan gruppe have succes, vil meget tale for, at det kræver belgisk deltagelse, og det vil formentlig være i form af Evenepoel. Det belgiske mandskab er dog også så tungt, at man ikke helt kan udelukke, at de kommer så meget på bagkant, at de misser bussen totalt, særligt hvis Evenepoel betaler en pris for sin Vuelta. Det kunne man passende kalde Pedersen-modellen.

Det andet scenarium er det mest underholdende, hvor favoritterne ender med at åbne løbet tidligt, formentlig ansporet af Pogacar og Evenepoel. Vi kan ende med, at de kører væk tidligere, som de gjorde det sidste år. Det sker næppe så tidligt som i 2021, hvor de svære stigninger lå så langt fra mål, at der ikke var råd til at vente, men det er en mulighed, at de ikke venter til sidste omgang. Et sådant scenarium kunne betegnes som den anden Alaphilippe-model

Endelig er der den klassiske, hvor der er samling frem mod sidste passage af Mt Pleasant, hvor det afgørende slag skal slås. Det vil være det velkendte scenarium, der svarer til det, vi så ved det seneste ardennerløb i Imola, hvor Julian Alaphilippe kørte fra alt og alle for første gang. Den slags løb kan blive afgjort på tre måder. Enten er der den første Alaphilippe-modelle, hvor bedste mand kører alene - og det er mere sandsynligt med med- end med modvind - eller vi kan få samling i en gruppe efter toppen, som vi aldrig fik i Imola. Det kan give anledning til Alejandro Valverde-modellen, hvor de spurter om sejren, som de gjorde det, da spanieren endelig fik sin sejr i Østrig, men det kan også give anledning til Rui Costa-modellen, hvor det i en taktisk finale blandt isolerede favoritter lykkes en eller et par mand at snige sig væk. I de to sidstnævnte tilfælde er det store spørgsmål, hvor stor gruppen vil være, men mit gæt vil være, at vi grundet medvinden på stigningerne og et generelt ønske om et offensivt løb mod belgierne vil få et ganske selektivt løb.

Det mest oplagte referencepunkt er løbene i Canada. Her var en stor del af favoritterne til start, og det gav os lejlighed til at vurdere deres form direkte op mod hinanden. Ruterne har også visse ligheder med denne, der synes at placere sig midt imellem. Det australske løb er utvivlsomt meget hårdere end løbet end i Quebec, der er en sag for puncheurs og stærke sprintere, men det har visse ligheder med løbet i Montreal, der er et storartet sammenligningsgrundlag. Den canadiske rundstrækning er dog hårdere med sine 4000 højdemeter over kun 221,4 km, ligesom der er flere stigninger på programmet. Camilien-Houde er med sine 1,7 km med en stigningsprocent på 7,6 også længere end Mt Pleasant, men den er ikke helt så stejl. Samtidig er det en væsentlig forskel, at løbet i Australien er 45,5 km og altså dermed en times tid længere.

Hvad fører alle disse overvejelser til? Det fører i hvert fald til, at jeg tror på et herligt løb, som det bestemt er værd at gå tidligt i seng og bruge vækkeuret for at se, men også at vi får en åben sag, hvor flere scenarier og dermed vindere kan komme i spil. De fører også til, at jeg efter moden overvejelse peger på Tadej Pogacar. Egentlig har jeg hele tiden haft Wout van Aert som ganske klar favorit, men løbet i Montreal forskød billedet. Her lignede belgieren ikke det uhyre, han var i Touren, men til gengæld viste det, at Pogacar har kurs mod at formtoppe.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Det er han pokkers god til. Vi ved altid, at han er skræmmende i den første del af Touren, og han har en imponerende evne til at præstere hver eneste gang, han stiller til start i et langt endagsløb, han satser på. I Liege i 2020 spurtede han om sejren - og hvem ved, hvordan det var gået, hvis Alaphilippe havde kørt lidt mere lige, end han gjorde den dag - og i 2021 vandt han begge de to kuperede monumenter, han havde forberedt sig målrettet på. I år satsede han stort på Flandern Rundt, hvor han utvivlsomt var stærkeste mand, selvom han ikke vandt på en rute, der passede ham dårligt, og senest slog han som bekendt alt og alle i Montreal. Selv ved OL, som mest var et vedhæng til Touren, var han brølstærk og meget tæt på at blive olympisk mester.

Naturligvis er der også undtagelser. Ingen opdagede ham til sidste års VM, men der var han slet heller ikke i form til et løb, han ikke rigtigt satsede på, og som sagt angreb han alt for tidligt i 2020, hvad han erkendte på sin pressekonference tidligere denne uge. Han missede også ud i Sanremo i år, men det er trods alt så let et løb, at alt skal flaske sig, hvis han skal vinde, og hvor der ikke er råd til, som han gjorde i år, at bruge sit bedste skud på at angribe på eneste modvindsstykke på Poggio. Han blev også slået i Quebec i år, men Montreal viste, at det vist bare var et løb, han ikke for alvor satsede på, og i San Sebastian var han åbenlyst træt efter Touren, mens han brugte Bretagne Classic som ren forberedelse. Mere bekymrende er hans enorme nedtur i årets Fleche Wallonne, men selvom hans magtdemonstration i Strade Bianche viser, at han godt kan vinde kortere løb også, er det bemærkelsesværdigt, at hans track record i løb på mere end 220 km er uhyggeligt god, når han vel at mærke har haft det som et af sine mål - og som sagt er det altså VM, der er hans største mål dette efterår. Naturligvis kan hans lidt halvsvage enkeltstart skabe lidt bekymring - og det gør den vitterligt - men vi så i Fleche Wallonne i 2020 og i Emilia og Milano-Torino sidste år, at Pogacar er så eminent til at toppe på dagen, at en dårlig generalprøve ikke betyder nogen dårlig premiere. Tværtimod.

Havde der ikke været medvind på Mt Pleasant, havde jeg næppe peget på ham, men han får vejret serveret. Vi så på Camilien-Houde i Canada, at Van Aert havde meget svært ved at følge sloveneren, og selvom det var en længere stigning end denne, taler vi her om en stejlere sag og et generelt længere løb. Mit gæt vil være, at vi ser slovenerne allerede lægge et pres, når de rammer Mt Keira for at skabe det hårde løb, der gør det muligt for Pogacar at vinde, også selvom hans hold desværre ikke er helt så stærkt til at gøre det. Med udsigt til en aggressiv og dermed hård finale kan Pogacar blive meget svær at følge sidste gang på Mt Pleasant, der er nærmest skræddersyet til en af verdens allerbedste puncheurs, når han samtidig har en mindre orkan i ryggen. Naturligvis betaler han en pris med efterfølgende modvind, men som sagt er det i den mere tekniske fase, hvor den teknisk dygtige Pogacar bliver meget svær at hente, og så skal han ”bare” holde stand over de 3,9 km ned langs vandet.

Naturligvis er der trusler. Slovenerne er svage, og Pogacar risikerer at bruge sine kræfter forkert, som han gjorde i Imola, hvis han føler sig tvunget til at angribe tidligt. Han risikerer også, at vi får Pedersen-modellen, og at han som Sagan i Yorkshire bliver fanget med de øvrige favoritter i en gruppe, der aldrig kører om sejren. Det er prisen for et svagt hold. Han har heldigvis den uhyre formstærke Tratnik, men vi så i Montreal, at han trods alt har sine begrænsninger på så hårde ruter som denne. Det har Polanc ikke på samme måde, men han er uhyre svingende, og han så meget træt ud mod slutningen af Vueltaen.

Der er således trusler mod Pogacar. Den ene er taktisk, og den anden er fysisk. Holdet kan koste, og det kan vise sig, at han bare ikke er stærk nok til at køre fra alt og alle. På baggrund af Montreal og med den given vejrudsigt vælger jeg dog at tro på, at vi får den første Alaphilippe-model, dvs. en solosejr til det slovenske fænomen, men også i Valverde-modellen har han en chance. Han slog som bekendt Van Aert i spurten i Montreal, og selvom det er sværere på flad vej, viser spurten ved OL, hvor han var meget tæt på at slå belgieren, og spurten i Liege sidste år, hvor han slog den ligeledes hurtige Alaphilippe, at han vil have en reel chance for at vinde en spurt mod hvem som helst efter 260 km. Bedst chance vil han naturligvis have i den anden Alaphilippe-model, hvor favoritterne åbner tidligt, for Pogacars mantra er ”Jo hårdere, jo bedre”. Mest af alt tror jeg dog på, at han bare kører fra alt og alle, når de rammer Mt Pleasant for sidste gang og dermed sørger for, at han på mindre end halvandet år har sikret sig en sejr i tre af de seks største årligt tilbagevendende endagsløb.

Den naturlige favorit er dog naturligvis Wout van Aert. Som hurtigste mand blandt favoritterne vil han altid stå uhyre stærkt som vinderbud, særligt nu hvor han med nogen rette kan regne med at have Evenepoel som en allieret til dels at give alibi til at sidde på hjul og til dels at kontrollere angreb i finalen. Der er også al mulig grund til optimisme på baggrund af det, han har vist i år. I hvert fald var han i et forår, der desværre blev lidt afbrudt grundet et dumt coronaforløb, utvivlsomt stærkere end i sine tidligere klassikerkampagner, og selvom der stadig synes at være en tendens til, at det kun er mod slutningen af grand tours, at han med sin enorme motor når det vanvidsniveau, han viste ved sidste års OL og på årets sidste pyrenæeretape, hvor han begge gange klatrede, så man tabte både næse og mund, viste hans forår, at han også nu kan nå tilsyneladende nye højder uden at drage fordel af en grand tour. Han var i hvert fald ganske uhyggelig i perioden fra Omloop til E3, og selvom han efterfølgende blev ramt af corona, kom han så stærkt tilbage, at han alligevel var tæt på at vinde Liege, selvom han måtte sande, at der var mange, der var bedre end ham på de sidste stigninger.

Vi så dog også hans begrænsninger i Canada. Løbet i Quebec er lidt svært at vurdere, fordi han valgte at satse på en spurt, som efterfølgende blev for lang for ham, da han desperat forsøgte at indhente den undslupne Cosnefroy. Mere bekymrende var det, at han havde så svært ved at følge Pogacar, Adam Yates, Andrea Bagioli og David Gaudu på Camilien-Houde. Naturligvis er det en fordel, at vi her taler om en længere stigning, men tager man højde for opvarmningsbakken forinden, de stejlere procenter, det længere løb og ikke mindst den kraftige medvind, tror jeg, at han kan få sit hyr med at følge Pogacar.

Hans præcise niveau er imidlertid også usikkert. Sidste år toppede han som bekendt for tidligt, og det er hovedårsagen til, at han i år har skruet ned for programmet og kun varmet op med fire endagsløb, hvor hans resultatliste med en 1. plads, to 2. pladser og en 4. plads må siges at være godkendt. Samme resultatliste fortæller imidlertid også, at Van Aert trods alt oftest bliver slået, selv når han er favorit, og det vidner hans desværre alt for lange liste af andenpladser i store løb også om. Til gengæld er der også et berettiget håb om, at hans mere afdæmpede forberedelse bærer frugt, og at han denne gang faktisk topper på den dag, han skal, og at han vil have fundet de procent, han manglede i Canada. Vi må i hvert fald antage, at han på søndag vil være bedre. Det samme må dog formodes at gælde for de fleste andre, ikke mindst Pogacar.

Selv hvis han bliver sat på Mt Pleasant, har han muligheder. Der er trods alt 7,5 km at gøre godt med, og selvom den tekniske del gør det svært at jagte eksempelvis en teknisk begavet Pogacar, er Van Aert jo også selv et teknisk unikum. Har han en frisk Evenepoel som støtte i finalen, styrkes han også ganske betydeligt i den jagt, og måske kan han endda satse på, at Evenepoel kan holde Pogacars hjul på Mt Pleasant, nægte at tage føringer og derved øge muligheden for at skabe samling. I den bedste af alle verdener er Van Aert også så god, at han som på 4. etape i Touren slet og ret selv kører fra alt og alle, men på så stejl og svær en stigning ligner det et usandsynligt scenarium. Hans vej til sejr synes at gå gennem Valverde-modellen eller den anden Alaphilippe-model, men får vi en spurt i Wollongong i en lille gruppe, vil han også være manden, der skal slås. Med tanke på hans store nedtur sidste år og mange andenpladser, også ved VM, vil det i hvert fald være fortjent, hvis det skulle lykkes denne gang.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Jeg vælger at rangere Remco Evenepoel som nr. 3, men det er klart, at der er store spørgsmålstegn ved vidunderbarnet. Det er ikke let at komme med en grand tour-sejr i benene, og et sådant projekt kan gå begge vej. Pogacar viste ved sidste års OL, at det sagtens kan lade sig gøre, men samme Pogacar viste også i San Sebastian i år, at det kan gå helt, helt galt. Primoz Roglic viste både i 2019 og 2021, at man kan være uhyggelig i de italienske klassikere efter en Vuelta-sejr, men vi så også i Lombardiet sidste år, at han alligevel endte med at løbe tør for kræfter. Vi så også efter Touren i 2020, hvor han blev nr. 2, at han ved det efterfølgende VM en uge senere kørte med om sejren, men var en tam skygge af det uhyre, han havde været i Frankrig, inden han rejste sig ved at vinde Liege en uge senere.

Alt sammen viser det, at formen efter en grand tour, hvor man har kørt klassement, kan gå begge veje, og da det er Evenepoels første gennemførte af slagsen, og da der tillige inden løbet var ret stor usikkerhed om hans holdbarhed, er usikkerheden endnu større. Der er dog tre forhold, der giver grund til optimisme. For det første sluttede han løbet meget stærkt uden væsentlig antydning af nedgang i den tredje uge. For det andet var den tredje uge historisk let, og det vil alt andet lige have hjulpet ham. Endelig viste hans enkeltstart, at han stadig har lidt at skyde med. Han beskrev præstationen som sin bedste på en rute, der var så teknisk som denne, og selvom den næppe kan betegnes som hans bedste, hvis man tager andre og mere velegnede ruter i betragtning, var han i hvert fald stadig lidt frisk i søndags. Hvad den ekstra uge gør ved ham, er dog svært at sige. Han sagde efterfølgende, at han havde været så træt, at han var ret bekymret for at falde helt igennem, og at det - heldigvis - først var søndag morgen, at han følte sig nogenlunde frisk igen, dog ikke mere frisk, end at han efter enkeltstarten havde lyst til at gå på hovedet i seng.

At tro på, at vi ser den uhyggelige Evenepoel, som vi plejer at se, når han kommer ud efter en pause, og som vi senest så i San Sebastian og i Vueltaens første uge, er dog nok for meget at forlange. Vueltaen har i de senere år ikke været den ideelle VM-forberedelse, og rejsen til Australien har blot stresset en i forvejen presset krop endnu mere end vanligt. Heldigvis er Evenepoel i den luksusposition, at taktikken gør, at han ikke skal vinde løbet ved at køre fra alle og alle i finalen.

Nej, man må antage, at det er Van Aert, der skal bruge den model. Evenepoel må skulle gøre det, han er bedst til, nemlig at angribe tidligt. Selvfølgelig er der en mulighed for, at den bedste Evenepoel kan køre fra alt og alle på sidste stigning, men under de givne betingelser vil jeg blive overrasket over at se ham sætte Pogacar fra hjul. Da han ikke har kinamands chance i en spurt mod sloveneren, skal han altså udnytte, at Belgien har to vinderkandidater, at sloveneren er svage, og at Holland måske ikke satser hele butikken på et kontrolleret løb for Van der Poel, til at angribe tidligt.

Det er han pokkers god til. Jeg behøver vel bare sige Liege, to gange San Sebastian eller for den sags skyld de fem andre endagsløb, han har vundet, og hvoraf der findes chokerende mange meget flade løb. I den forstand er Evenepoel det perfekt supplement til Van Aert, fordi hans offensiv kan sikre landsmanden en mulighed for at sidde på hjul, og kommer Evenepoel en vis slovener i forkøbet, og er han tæt på sit bedste niveau, vil Belgien kunne stole på, at han i medvinden på den sidste stigning kan køre fra alt og alle og tage den solosejr, der efter alt at dømme er krævet, hvis han i dette felt skal vinde. Han kan lukrere på, at slovenerne og mange af de andre trupper ikke virker skræmmende stærke og har udtaget påfaldende mange tunge ryttere, og vi så jo endda i Liege, at selv et meget klatrestærkt felt med adskillige hjælpere slet ikke var tæt på at hente ham. Sidder han sammen med Van Aert efter sidste stigning, vil jeg tro, at han ofrer sig for at holde sammen på det hele i stedet for at gå efter en sejr med et sendt angreb via Costa-modellen, men skal det lykkes for en mand at vinde med et tidligt angreb via Pedersen-modellen, må det utvivlsomt være Evenepoel. Liege, VM, San Sebastian og Vueltaen i samme sæson ville jo heller ikke lyde helt ringe som udbytte…

Et af løbets helt store spørgsmål er Mathieu van der Poel. Hollænderen har mildt sagt haft en speciel forberedelse, hvor han stort set ikke har kørt løb. Siden han under Touren oplevede det, der vel kan betegnes som hans livs hidtil eneste formkrise, har han kun kørt fire løb. Han arbejdede for Jasper Philipsen under sit comeback i Druivenkoers, men har derefter vundet tre gange. To af løbene var imidlertid bare lokale belgiske kermesseløb, der end ikke er en del af UCI-kalenderen, og den eneste sejr med en reel værdi i forhold til VM er hans ganske fornemme triumf foran Biniam Girmay i puncheurspurten i GP de Wallonie.

Den sejr viser, at han i hvert fald er i fornuftig form og kommet sig over den besynderlige nedtur, vi så i Touren, men det er svært at lægge alt for meget i det. Årets rute var historisk let, og det er svært at sammenligne en spurt på en relativt blød bakke med et løb med 4100 højdemeter over små 270 km. Vi ved, at Van der Poel er en ørn i de lange klassikere, men vi ved også, at hans motor kan løbe tør, hvis ikke han er velforberedt. Om han er det, aner vi dybest set ikke. Optakten har i hvert fald været speciel, men vi ved også, at Van der Poel er en konge til at træne sig i form, og at han ifølge eget udsagn kun gider at rejse til Australien, hvis han føler, at han har en chance for at vinde.

Ruten er måske heller ikke ideel. Blandt de fire største favoritter er han klart den ringeste klatrer. Efter sit skuffende Amstel sagde han sågar, at det løb er så svært, at han kun kan vinde det, hvis han er 100%. Det er et udsagn, man kan diskutere, når man ser på hans vilde sejr i samme løb i 2019, og hvad han ellers har lavet på svære ruter, men sandt er det da, at han kan være for tung til denne rute. Da han kørte sit eneste Liege i 2020 - og det var under specielle omstændigheder, hvor han dagen forinden havde leveret et vanvidsridt i Benelux Tour - kunne han i hvert fald ikke følge de bedste på Roche-aux-Faucons, der ikke er alt for forskellig fra Mt Pleasant.

Jeg tror, at Van der Poel skal være 100% for at vinde på denne rute. Stigningen er til den svære side, hvis han skal følge med, når Pogacar lukker op på så svær en medvindsstigning. Efter en sæson, hvor han måske nok vandt Flandern Rundt, men aldrig rigtigt har synes at have fundet sit topniveau, formentlig grundet den problematiske vinter, tvivler jeg på, at han med så begrænset er klar til at blive verdensmester. Van der Poel er imidlertid noget helt særligt, og han ved, at han kan slå alle i en spurt efter 270 km, ikke mindst efter at have slået Van Aert i Flandern Rundt i 2020. Ingen kan nogensinde afskrive det hollandske fænomen, men lykkes det, vil det være et særsyn at se en verdensmester triumfere med kun to UCI-løb i benene i mere end to måneder.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Jeg rangerer Julian Alaphilippe som den næste, men skal jeg være ærlig, skyldes det manglen på bedre alternativer. Jeg tror nemlig ikke på projektet. Havde ruten været lettere, havde det måske kunnet lade sig gøre, men det vil være lidt af et mirakel, hvis han under de givne omstændigheder kan blive den kun anden rytter i historien til at levere et ægte VM-hattrick. Foråret blev ødelagt af sygdom, inden hans grimme styrt kostede ham deltagelsen i Touren. Da han endelig var på sporet igen med sejren på Mur de Huy i Tour de Wallonie, blev han ramt af corona, og det satte ham så meget tilbage, at han i hvert fald ikke lignede en verdensmester i Tour de l’Ain, eller da han floppede fælt på 4. etape i Vueltaen.

Det var imidlertid også klart, at han blev bedre og bedre undervejs, og havde han gennemført Vueltaen, havde jeg egentlig været ret fortrøstningsfuld. Da han vandt sit første VM i 2020, så han mildt sagt undervældende ud i den sidste del af Touren, men en uge efter afslutningen kørte han fra alt og alle i Imola. Da han vandt sidste år, efterlod han et temmelig pauvert indtryk i Tour of Britain og Primus Classic, men da det gjaldt, kørte han fra alt og alle i Leuven. I begge løb var han i særklasse bedste mand, og det er vel nok det bedste bevis på, hvor fantastisk en cykelrytter han er.

Selv har jeg begået den enorme fejl på baggrund af hans ringe indtryk i optaktsløbene at undervurdere ham voldsomt i både 2020 og 2021. Måske gør jeg det igen, men dengang havde han i det mindste haft den forberedelse, han ønskede sig. Det har han slet ikke haft denne gang, hvor det på dagen for linjeløbet blot er 25 dage siden, han styrtede ud af løbet. Han kom imidlertid hurtigt tilbage på cyklen, og selvom landstræner Thomas Voeckler også udtrykker tvivl om hans niveau, og manager Patrick Lefevere ikke tror på et titelforsvar, har han tilsyneladende kunnet overbevise Voeckler om, at han skal have en beskyttet rolle. Sandt er det da også, at ruten nærmest passer ham perfekt, da han vel har verdens bedste punch på en stigning som Mt Pleasant og den tekniske sidste del af ruten er skabt til, at han vil kunne køre alene hjem fra sidste passage af bakken. Vi ved også, at han på en god dag kan slå alle favoritterne i en spurt, og han har således flere veje til sejr. Under de givne betingelser er det svært at se ham køre Pogacar ud af hjulet på Mt Pleasant, og meget frihed får en dobbelt verdensmester med et 1-tal på ryggen ikke. Jeg tror ikke på projektet, men det sagde jeg også i 2020 og 2021, og sjældent har jeg taget mere fejl.

Min personlige joker er Valentin Madouas. Er Alaphilippe ikke på toppen, har Frankrig i ham en glimrende plan B. Det er i hvert fald vanvittigt, hvilken udvikling han har gennemgået i år. Brostensklassikerne var egentlig mest et eksperiment, men her viste han sig højst overraskende som en af de tre stærkeste på de flamske hellingen kun overgået af Van der Poel og Pogacar (i hvert fald efter at Van Aert var elimineret af corona). At han stadig lider under den manglende stabilitet, der altid har kendetegnet ham, så vi, da han løb tør for kræfter i Ardennerne og kørte et skuffende Dauphiné, men til gengæld klatrede han på et hidtil uset niveau, da han endte som nr. 10 i Touren (efter diskvalifikationen af Nairo Quintana) i et løb, hvor hans fabelagtige pacingarbejde vel var hovedårsagen til, at David Gaudu endte som nr. 4.

En grand tour har før gjort ham træt, men sådan er det ikke gået denne gang. Madouas har altid haft svært ved at vinde, men nu har han taget tre sejre på under 14 dage. Det er klart, at det er kommet i mindre skrapt selskab i Doubs og Luxembourg, hvor startfelterne bestemt ikke var imponerende, men han lignede klart stærkeste mand i sidstnævnte løb. Vi ved også, at den Madouas, vi så i foråret, var tæt på at matche Pogacar og Van der Poel i løb, der burde passe ham dårligere end dette. Dette ardennerløb burde være skræddersyet til ham, ikke mindst fordi han i år har løftet sin klatring. Han er hurtig, men det er klart, at han ikke slår Van Aert på stregen. Vejen til sejr går for ham via et tidligt angreb og Pedersen-modellen eller ved at køre med favoritterne til sidste og slutteligt snige sig væk via Costa-modellen. Det skal flaske sig, hvis en af strategierne skal lykkes, men møder han op med - og det indikerer hans kørsel - Tour- og Flandern-ben, har Frankrig altså et glimrende andet bud på en verdensmester.

Jeg rangerer Alberto Bettiol højt, men det er med stor usikkerhed. Italieneren imponerende nemlig hverken i Tyskland eller Canada, og han har generelt ikke fundet formen gennem hele 2022. Det skyldes naturligvis i høj grad den megen sygdom, der ødelagde hans forår og også betød, at han ikke havde en optimal forberedelse til Touren, men håbet om, at han efterfølgende ville komme flyvende ud til efterået med en grand tour i benene, døde i hvert fald i første omgang.

Det er imidlertid også nu også 14 dage siden, at han skuffede i Canada, og Bettiol er en flygtig størrelse, man aldrig helt kan afskrive. Vi ved, at hans topniveau er tårnhøjt. Det så vi, da han kørte fra alt og alle ved sejren i Flandern Rundt, og det så vi sidste år, hvor han i Giroen og ved OL (indtil han blev ramt af krampe) klatrede på et rystende godt niveau. Vi så også glimt af hans klasse på Mende-etapen i Touren, hvor han blæste fra en hel serie topklatrere anført af Thibaut Pinot på den stejle mur op til målet ved flyvepladsen, og havde Michael Matthews ikke fået et forspring på den etape, havde han i dag været Tour-etapevinder. Normalt ville jeg ellers sige, at denne rute var for hård for ham, men den Bettiol, vi så i Mende, i Giroen og ved OL, kan helt sikkert vinde her.

Det er også klart, at han trods sin gode spurt ikke slår Van Aert på stregen, og derfor skal han vinde på samme måde som Madouas, dvs. via Costa- eller Pedersen-modellen. Begge dele lader sig imidlertid også gøre med støtte fra et italiensk hold, der har gjort ham til kaptajn. Om formen så rækker, aner vi ikke, og efter Canada er der grund til pessimisme. Bettiol er imidlertid kommet springende op som en trold af en æske så mange gange, at jeg ikke bliver det mindste forbavset, hvis han gør det igen på søndag.

De franske perspektiver så triste ud, da Alaphilippe styrtede, men nu ser det slet ikke så dumt ud endda. Selv hvis verdensmesteren ikke selv er klar til opgave, kan Voeckler stadig spille på to heste. Madouas har bevist sin form, og i sidste øjeblik fik han et ekstra kort, da Benoit Cosnefroy ombestemte, satte sig på et fly og fløj til Australien for at deltage i et løb, han egentlig havde droppet. Det skyldtes naturligvis sejren i Quebec, der efterlod ham med en så stor tro på egne muligheder, at det var værd at genoverveje beslutningen, og da han kørte fra alt og alle på den lille canadiske bakke, beviste han det, vi efterhånden ved med lige så stor sikkerhed, som at solen står op i øst, nemlig at Cosnefroy altid er flyvende, når han har fået Touren, hvor han sjældent gør noget væsen af sig, i benene.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Sådan er det også gået denne gang, selvom han her faktisk måtte døje med knæproblemer umiddelbart efter det franske løb. Med sejren i Quebec fik vi at se, at vi igen har den bedste Cosnefroy, og den bedste Cosnefroy kan ufatteligt meget. Det så vi, da han slog Alaphilippe i Bretagne sidste år, og det så vi ikke mindst i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race, hvor han måske ikke vandt, men lignede bedste mand i begge løb - særligt i Amstel.

Sæsonen har imidlertid også vist, at Cosnefroy har sine begrænsninger. Trods sin superform kom han til kort i både Liege og Montreal, og desværre minder Mt Pleasant mere om en Liege- eller Montreal-stigning end om en Amstel- eller Quebec-stigning. I sig selv er stigningen klart håndterbar for en mand, der er blevet nr. 2 på Mur de Huy, men jeg tror, at han kommer til kort mod de bedste, når det går løs for sidste gang efter 260 km. Sådan plejer det at gå i løb, der er så hårde som dette, men selv hvis det sker, har han andre optioner. Han er et perfekt kort at spille tidligt ud, og ved at slå Alaphilippe i spurten i Bretagne har han bevist, at han også kan gøre det færdigt. Formen er i hvert fald, hvor den skal være, hvis ikke gassen efterhånden er ved at gå af Tour-ballonen.

Hele Australien håber på Michael Matthews, og det er skam også en rute, der passer ham hæderligt. Jeg tror imidlertid, at den bliver en anelse for svær, og skulle han for alvor have været i spil, skulle vi formentlig have haft modvind på bakkerne. Det er rigtigt, at han tidligere er kørt i top 5 i Liege og Fleche, men i de senere år har de to hårde ardennerklassikere, der minder mest om dette løb, været for hårde. Hans begrænsninger på den slags ruter så vi så sent som i Montreal, hvor han få dage efter at have overspurtet Van Aert og Biniam Girmay i Quebec, blev sat klart til vægs på Camilien-Houde. Jeg finder et håb i hans flotte kørsel, da han vandt Mende-etapen under Touren, men det er også en ret ensom præstation i en længere periode, hvor den slags løb akkurat har været for hårde. Man må imidlertid tro på, at han har forbedret sig siden Montreal, og det er klart, at han med Mende-benene må regnes som kandidat. Han har svært ved at slå Van Aert i en flad spurt, men det lader sig med det rette held og timing gøre. Jeg har bare svært ved at se ham følge med, hvis Pogacar åbner op på en medvindsstigning som denne, og derfor tror jeg, at hans vej til sejr går via Pedersen-modellen, dvs. via et tidligt angreb. Mit gæt vil imidlertid være, at han igen kører den defensive taktik og holder sig til Van Aert, og jeg har min tvivl om, hvorvidt den strategi kan føre til sejr i dette selskab.

Der er megen fokus på Biniam Girmay, men jeg vil tro, at han skal vente et år med at være topfavorit. Glasgow burde kunne lave en rute, der passer ham, men denne bliver formentlig for svær. Vi har ganske vist med sejren i Gent-Wevelgem set, at han kan stå distancen i de lange løb, og hans kørsel i Giroen og senest i Quebec og Vallonien viser, at han i ”sine” løb tilhører den absolutte verdenselite, ligesom han synes at have timet formen perfekt. Dette ligner bare ikke hans løb. Det vil i hvert fald være første gang, at han kan køre med de bedste i denne form for terræn, og ligesom Matthews skulle han nok have haft et modvindsløb, hvis han for alvor skulle være farlig. Hans kørsel på sidste stigning på Jesi-etapen i Giroen og tidligere i et hårdt løb som Laigueglia giver mig dog et vist håb, også fordi han har været i rivende udvikling i år og derfor formentlig kan være endnu stærkere nu. Det var en pokkers skam, at sygdom betød, at vi ikke fik lejlighed til at se, hvad han kunne i Montreal, men han lignede en mand, der kunne have vundet Vallonien, hvis han havde haft Van der Poels hjul. Hans vej til sejr er jo ret klar - overlevelse og slå alle i en spurt, hvad der bestemt er muligt - og derfor skal han rangere højt på en liste som denne. Det vil dog kræve, at han viser nogle klatreevner, han endnu ikke har vist. Det vil overraske mig, hvis han gør det, men han udvikler sig så hurtigt og virkede så stærk i søndags, at jeg ikke tør udelukke det.

Det undrer mig, at der er så lidt snak om Joao Almeida. Som beskrevet under afsnittet om Evenepoel er det klart, at enhver klassementsrytter fra Vueltaen er en lottokupon, der kan floppe eller shine, men sandte er det i hvert fald, at han nok engang var flyvende i den tredje uge, som han plejer. Det kneb ellers gevaldigt i den sidste del af løbet, men mod slutningen lignede han igen den bedste Almeida. Hans udvikling, hvor han er gået fra stærk puncheur til en dieselklatrer, der bare kører alle stigninger i sit eget tempo, gør ham måske ikke skabt til denne eksplosive rute, men det er trods alt bare et år siden, at han vandt puncheurløbet Tour de Luxembourg, og det er ikke terræn, der bekommer ham dårligt. Han har spurtet skidt i år, men hurtigere end flere andre må han stadig være. Den sygdom, der kostede ham enkeltstarten, gør det hele endnu mere usikkert, end det allerede var, men er han på toppen, er han undervurderet. Det er klart, at han ikke længere har punchet til at køre fra alle andre, men han kan angribe tidligt, og med Vuelta-benene vil det bestemt ikke være uset, hvis han sidder med i en elitegruppe efter Mt Pleasant. Derfra skal han vinde via Costa-modellen, og hvem er det nu, den er opkaldt? Jo, det var en snu portugiser, der sneg sig væk fra favoritterne efter sidste stigning. Kan historien gentage sig ni år senere?

En joker er Sergio Higuita. Hans Vuelta var en gigantisk skuffelse, men han sluttede opløftende af. Han kørte i hvert fald sin klart bedste etape på næstsidste dag, hvor han var meget tæt på at vinde den sidste bjergetape, og det skaber håb. Han har i år mildt sagt været svingende, men på sine gode dage har han nået et niveau, vi ikke tidligere har set, særligt i Catalonien. Hans evner på denne slags stigninger kom til udtryk, da han vandt i Polen og på sidste etape i Catalonien, og han er så hurtig i en flad spurt, at han bør kunne true de fleste. Det er klart, at hans Vuelta var så skuffende og hans skuffelser generelt så mange, at han formentlig ikke kører med om sejren. Vi skal imidlertid ikke glemme, hvordan det gik, da han i 2019 også sluttede en lidt svag Vuelta stærkt af. Dengang kom han flyvende ud til de italienske klassikere med en 3. plads i Emilia og en 5. plads i Tre Valli Varesine - samt en 4. plads til et U23-VM, der ikke passede ham - og han har således bevist, at han responderer godt på en grand tour. Til gengæld har han intet vist over så lange distancer, og det er ganske bekymrende, at han i det nævnte superefterår trods den gode kørsel i Emilia og Varese floppede fælt, da løbet blev langt i Lombardiet.

For to uger siden havde ingen drømt om at nævne Andrea Bagioli i dette løb, men det skulle han bare bruge en enkelt stigning på at lave om på. En helt igennem katastrofal sæson blev med ét vendt på hovedet, da han blev nr. 3 bag Pogacar og Van Aert i Montreal, og han var endda bare centimeter fra at slå den belgiske forhåndsfavorit. Det var mildt sagt chokerende efter et år, hvor han har været så anonym, at man knap kunne huske, hvem han var, men nu har han meldt sig ind i kampen. Dette løb med én kort og eksplosiv stigning burde endda passe ham endnu bedre, og han viste i Montreal, at han endda kan tillade sig at stole på, at han kan slå favoritterne i et direkte opgør. Det er klart, at vi ikke aner, hvad han kan over mere end 260 km, men Montreal var trods alt hårdere og mere end 220 km langt, hvilket viser, at det ikke er på månen at tro, at han også kan være med her. Sidste år i Vueltaen slog han næsten Magnus Cort i en flad spurt, og det fortæller, at end ikke Van Aert kan vide sig sikker på stregen. Med andre ord har han adskillige veje til sejr, nemlig via det tidlige angreb i Pedersen-modellen, det snu outsiderangreb i Costa-modellen eller spurten i Valverde-modellen. Det kræver, at han har Montreal-benene, hvad ingen kan vide sig sikker på, når vi taler om en førende lottokupon, men når han nu har chokeret én gang, kan ingen udelukke, at han kan gøre det igen.

Et fjerde fransk bud er Romain Bardet. Det er klart, at hans kørsel i Tyskland var uhyre skuffende, og at han i Canada fortsat manglede en del, men det var en ret bemærkelsesværdig og lovende formkurve, vi så fra Tyskland over Quebec til Montreal. I sidstnævnte løb lignede han en af de stærkeste i gruppen bag de bedste, og nu har han haft yderligere 14 dage til at forbedre sig. Det sker i et år, hvor han har genfundet sig selv og i begyndelsen af Giroen atter lignede den rytter, der to gange er kørt på Tourens podium. Dengang var han også en mester i kuperede endagsløb, som vi så med hans VM-sølv i Østrig i 2018 samt sin 3. plads i Liege og 2. plads i Strade Bianche. Ruten er bestemt ikke ideel, men en formstærk Bardet er ganske eksplosiv på en stigning som denne, og i år har han endda fundet en helt ny hurtighed på stregen. Alligevel skal hans vej til sejr enten være et tidligt angreb via Pedersen-modellen eller en sniger via Costa-modellen, men det er ikke umuligt at se ham gennemføre en af de to planer. Om han vitterligt har formen til det, må vi se, men formfremgangen har været så lovende, at det bestemt er realistisk i et år, hvor han har været fremragende, og med usikkerheden om Alaphilippes form ligger det i kortene, at han har frihed, hvis ikke verdensmesteren pludselig melder om kongeben.

Det er bestemt ikke det bedste løb for Stefan Küng. Der en grund til, at schweizeren kører brostens- og ikke ardennerklassikere, og denne rute er formentlig for hård. Tour de Suisse var imidlertid bestemt heller ikke et løb for ham, og hvordan var det nu, at det gik. Jo, han endte som en samlet nr. 5, og selvom han trods alt kun blev nr. 18 og 19 på de to bjergetaper, viste hans 7. plads på ardenneretapen i Novazzano og 7. plads på åbningsetapen, at en formstærk Küng er chokerende god i denne slags terræn, hvad vi også så med hans chokerende 8. plads i Amstel. Formstærk synes han endelig at være igen efter det, der vel var hans eneste rigtigt gode enkeltstart i år, og det er uhyre opløftende efter en sæson, hvor han har nået helt nye højder og er endt som nr. 3 i Paris-Roubaix og E3, nr. 5 i Flandern Rundt, nr. 6 i Dwars door Vlaanderen og nr. 8 i Amstel Gold Race - ikke ringe resultater for en mand, der slet ikke kan spurte. Det er klart, at Küng ikke har en jordisk chance for at gå med Pogacar, når han åbner for gassen til sidst, men han ved præcis, hvordan han skal blive verdensmester. Det skal ske via Pedersen-modellen, som netop gav ham en 3. plads, da Pedersen tog sin titel for tre år siden. Da han også skal alene hjem for at vinde, skal alle sole, måne og stjerner i universet - og dem er der som bekendt mange af - stå helt rigtigt, hvis han skal vinde. Efter det, han viste i søndags og har vist på stigningerne i år, vil også en astronom erkende, at det bestemt er muligt, at universet agerer i schweizisk favør på søndag.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

En rytter, der skal vinde på samme facon, er Dylan van Baarle. Forud for sæsonen havde jeg regnet ham som et meget bedre bud end Küng på så svær en rute som denne, men det er der lavet om på. Nu er det klart, at Küng er den bedste klatrer af de to, og også for Van Baarle skal det virkelig flaske sig, hvis han skal sejre i dette terræn. Han har imidlertid vundet en bjergetape i Dauphiné og på sine store dage imponeret på stigningerne også i eksempelvis Tour Down Under og Touren, og vi så sidste år, hvor han vandt sølv, at han har for vane at finde storform efter en sæson med både Tour og Vuelta. Modsat sidste år styrtede han endda ikke ud af sidstnævnte, men syntes i stedet at blive bedre og bedre, og det er opløftende efter en sæson, hvor han har nået helt, helt nye højder med sin sejr i Roubaix og sin 2. plads i Flandern. Lægger man dertil hans 2. plads ved sidste års VM, er han kørt i top 2 i de seneste tre lange endagsløb, han har kørt, og det vidner om, hvor fremragende hans motor er over disse distancer. Melder Van der Poel om kongeben, bliver han hjælper, men det vil være logisk for Holland at sende ham med i angreb for ikke at komme i defensiven. Hans eneste vej til sejr går via Pedersen-modellen og et tidligt angreb, men der findes vel heller ikke noget menneske på denne jordklode, der har haft så stor succes med netop den strategi som netop Van Baarle.

Det bedste danske kort må være Mikkel Honoré. Efter et katastrofalt og uheldsramt forår har han igen bevist, at en grand tour kan gøre underværker for ham. Ligesom sidste års Giro var Touren ganske undervældende, men igen i år brugte han det lange etapeløb til at finde sine bedste ben. Hans resultatserie er slet ikke så skræmmende flot som sidste år, hvor han efter Giroen endte i top 5 i alle de løb, han gennemførte - ganske vildt når listen tæller så vidt forskellige løb som DM, San Sebastian, Polen Rundt, Druivenkoers, Bretagne Classic, Tour of Britain og Primus Classic - men hans kørsel i Canada og Bretagne gav indtryk af, at han i hvert fald er tæt på samme niveau. Desværre viste Montreal også, at han nok er en anelse for tung til at kunne drømme om at gå med, når Pogacar åbner op på Mt Pleasant, men Honoré er en offensiv rytter, der ikke er bange for at angribe tidligt. Pedersen-modellen er allerede opkaldt efter en dansker, og Honoré ligner et af de bedste bud på en rytter, der kan gentage den opskrift, også fordi han har en god spurt. Han har i hvert fald i Bretagne Classic og San Sebastian vist, at han kan stå den lange distance, og formen synes at være akkurat lige så fremragende som i sidste sæsons vanvidsefterår.

Briterne satser på Ethan Hayter, men jeg vil tro, at løbet bliver en anelse for svært. Han er ikke ret eksplosiv på disse bakker, hvor han mest af alt sætter sit eget tempo i håb om overlevelse, som vi senest så i Polen, o det er svært at se ham gå med Pogacar, når han åbner op i medvinden til sidst. Vi så også i Dauphiné, at han trods sin fart har meget svært ved at slå Van Aert på stregen, og desværre tror jeg, at han griber løbet defensivt an. At tro på at han kan vinde via Valverde-modellen er for mig at se en fejl - selvom det ikke kan udelukkes - men går han efter Pedersen-modellen og angriber tidligt, er der en klar vej til sejr. Hans tidlige exit fra Vueltaen grundet covid skabte usikkerhed om formen, men efter en enkeltstart, hvor det bestemt ikke er udelukket, at det var en defekt, som kostede sejren, synes han at være kørende igen. I år har han imidlertid været bedre på tidskørsler end i linjeløb, hvor han ikke for alvor har imponeret, og vi så sidste år, hvor han kom til løbet i fornem form efter Tour of Britain, at han ikke kunne være med på en rute, der passede ham bedre end denne. Han har ikke i år vist nok til, at jeg tror, at han har udviklet sig tilstrækkeligt til at ændre på det billede, men han er også så ubeskrevet og uprøvet et blad - særligt over små 270 km - at man ikke helt kan afskrive ham. Søndagens præstation giver i hvert fald en tro på, at formen ikke er helt værst.

Hvad med Pavel Sivakov ? Han må betegnes som en total joker, da han ikke har kørt løb, siden corona tvang ham ud af Vueltaen, men siden han har fået plads på Voecklers landshold på bekostning af eksempelvis formstærke David Gaudu, der slet og ret er valgt fra, må han have overbevist landstræneren om, at han er klar. Som udgangspunkt vil jeg tro, at han er under de fire ovennævnte franskmænd i hierarkiet, men usikkerheden om Alaphilippe bør betyde, at de går til løbet med et ret åbent hierarki. Efter en lang og svær tid har han været genfødt efter sommerpausen, først med 2. pladsen i San Sebastian, siden sejren i Burgos og slutteligt med en meget lovende åbning på Vueltaen. Der var tendenser til træthed, inden han blev syg, men han rejste med så fremragende en enkeltstart, at det giver håb. I det lys var det i forhold til VM nok meget heldigt, at han blev syg, for nu er han formentlig mere frisk. Han er ikke spurtstærk og skal vinde ved at angribe tidligt, men det bør han også være mand for. 2. pladsen i San Sebastian vidner i hvert fald om evnerne i lange og hårde endagsløb.

Briternes andet gode bud er Fred Wright. Det vil undre mig, hvis ikke denne rute er lidt for hård, men når vi taler om et af sportens mest spændende talenter, skal vi være åbne. Hans flotte Flandern Rundt viste, at han nu kan begå sig over de lange distancer, og siden dengang har han i Touren og senest Vueltaen klart indikeret, at han er blevet endnu bedre. Det er imidlertid også klart, at han har haft en ret vild sæson med nu to grand tours, og selvom han så stærk ud i Vueltaens tredje uge, må motoren vel brænde ud på et tidspunkt. Lægger man dertil, at ruten formentlig er for svær, og at hans eneste vej til sejr er et tidligt angreb, vil det undre mig, hvis vi ser ham fremme. Han har bare imponeret så meget i år, at det også er umuligt at udelukke ham, og han ved i hvert fald fra Flandern Rundt, hvor stor succes man kan have ved at angribe tidligt.

Mit gæt er, at Italien generelt har udtaget for tungt et hold, men i tillæg til Bettiol og Bagioli ser jeg muligheder for Lorenzo Rota. Det er ganske imponerende, hvor meget italieneren har udviklet sig de seneste to sæsoner, og i år har han nået helt nye højder. Dette terræn burde være skabt til ham, ligesom han også har en ganske god spurt, og hans nylige 2. plads i Toscana viser, at formen er god. Desværre har vi nok også set, at han fortsat mangler lidt for at følge de allerbedste, som vi så med 10. pladsen i San Sebastian, ligesom jeg er bekymret over hans skuffende præstation i Coppa Sabatini. Om han kan klare så lang en distance, ved vi heller ikke, men sidste sæsons 4. plads i San Sebastian og årets 2. plads ved de italienske mesterskaber giver i den sammenhæng håb. Han er næppe øverst i det italienske hierarki, men der burde være en chance for, at han får frihed til at følge nogle af de tidligere angreb, og det er da også via Pedersen-modellen, at han skal vinde løbet.

Slovenien satser hele butikken på Pogacar, men da holdet har svært ved at kontrollere, har landstræneren åbnet døren for, at Jan Tratnik kan gå med i nogle af de tidlige angreb. Det virker ikke til at være nogen dum taktik, for sloveneren har nået helt nye højder i år. Han gav brostensklassikeren et skud og fandt i et fremragende forår ud af, at han skulle have gjort det noget tidligere i sin karriere. Lige nu er han tillige i forrygende form, for hans tidlige offensiv i både Bretagne og Quebec efterlod et uhyre lovende indtryk. Til gengæld er det vel også sigende, at han trods superform kom til i Montreal, ligesom han - også grundet træthed - gjorde det i Amstel sidste år. Det vil undre mig, hvis ikke den rute er for hård, men hans kørsel i år giver mig grund til at åbne en dør på klem for ham, hvis ikke slovenerne alligevel ender med at bruge ham til det, der vel trods alt giver mest mening, nemlig at sørge for at Pogacar får mulighed for at køre om sejren.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er ingen væsentlige ændringer. Til gengæld har de seneste løb vist os lidt mere om ruten, og det er gået lidt i flere retninger. Kvindeløbet og de to juniorløb blev ganske selektive, mens U23-løbet overraskede, da en stribe også relativt tunge sprintere overlevede. Chancen for en spurt i en gruppe i stil med det, vi næsten fik i fredags, er bestemt til stede, men jeg vælger at holde fast i min vurdering nedenfor. Mit gæt vil være, at vi vil se samme reaktion som sidste år, hvor nogle meget lidt selektive ungdoms- og kvindeløb fik Frankrig til at åbne så tidligt, at herrernes løb blev langt, langt mere selektivt end alle de andre løb. Slovenien vil formentlig gå i gang med at lægge et pres allerede fra Mt Keira, og selvom de ikke har det stærkeste hold, bør de kunne finde allierede i de franske og italienske hold, der heller ikke ønsker et alt for kontrolleret. De ekstra 100 km i forhold til U23-løbet gjorde en stor forskel i Leuven, og jeg tror, at vi vil se det samme denne gang - særligt efter også at have se kvindeløbet. Men en spurt i en lidt større gruppe end bare 5-10 mand er en option.

Derudover har hovedaktørerne udtalt sig lidt mere siden sidst, men der er ikke væsentligt nye betragtninger. Pogacar blev opmuntret af at have set ruten og har trukket lidt i land i forhold til tidligere udtalelser om, at man ikke kan sætte Van Aert og Van der Poel på denne rute, Van Aert mener, at han er tæt på topformen og har bekræftet, at det hos Belgien kun handler om ham og Evenepoel, Van der Poel er optimistisk og tæt på, men ikke helt på 100%, Girmay mener, at han har fundet formen efter Quebec, og Matthews udtrykker også stor optimisme. Bettiol mener, at han nærmer sig samme form, som han havde, da han vandt Flandern Rundt, og briterne har bekræftet, at de kører for Wright og Hayter, og endelig kom de mest opløftende meldinger fra Alaphilippe, der ganske vist bekræfter, at han ikke er på 100%, men mener sig god nok til at kunne spille en rolle i løbets finale - dog på et hold, hvor han er én af flere kaptajner og ikke som tidligere den entydige leder. Slutteligt har Anders Lund bekræftet den danske plan, nemlig at Honoré, Skjelmose, Fuglsang og Kamp skal deltage i angrebene, og at Magnus Cort skal gemmes til spurten, som I kan læse i dette interview.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

***** Tadej Pogacar

**** Wout van Aert, Remco Evenepoel

*** Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe, Valentin Madouas, Alberto Bettiol, Benoit Cosnefroy

** Michael Matthews, Biniam Girmay, Joao Almeida, Sergio Higuita, Andrea Bagioli, Romain Bardet, Stefan Küng, Dylan van Baarle, Mikkel Honoré, Ethan Hayter, Pavel Sivakov, Fred Wright, Lorenzo Rota, Jan Tratnik

* Mauro Schmid, Mattias Skjelmose, Tobias Foss, Neilson Powless, Marc Soler, Quentin Pacher, Magnus Sheffield, Jhonatan Narvaez, Wout Poels, Matteo Trentin, Christophe Laporte, Jai Hindley, Quinten Hermans, Ben O’Connor, Georg Zimmermann, Nicola Conci, Samuele Battistella, Alexey Lutsenko, Bob Jungels, Kevin Geniets, Peter Sagan, Attila Valter, Andreas Leknessund, Bauke Mollema, Felix Gall, Nairo Quintana, Natnael Tesfatsion, Ben Turner, Luke Plapp, Jakob Fuglsang, Alexander Kamp, Magnus Cort

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Danskerne

Danmark stiller med Mikkel Honoré, Mattias Skjelmose, Jakob Fuglsang, Magnus Cort, Alexander Kamp, Mikkel Bjerg, Anthon Charmig og Michael Mørkøv, hvoraf Honoré er omtalt ovenfor, mens de øvrige er omtalt i holdoversigten nedenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Julian Alaphilippes sejre fra 2021 og 2020, Mads Pedersens sejr fra 2019, Alejandro Valverdes sejr fra 2018, Peter Sagans sejre fra 2017, 2016 og 2015, Michal Kwiatkowskis sejr fra 2014, Rui Costas sejr fra 2013, Philippe Gilberts sejr fra 2012, Mark Cavendishs sejr fra 2011, Thor Hushovds sejr fra 2010, Cadel Evans’ sejr fra 2009, Alessandro Ballans sejr fra 2008, Paolo Bettinis sejre fra 2007 og 2006 og Tom Boonens sejr fra 2005.

Holdoversigt

Jeg runder optakten af med at give en oversigt over kandidaterne hos de enkelte nationer. Jeg udelader små nationer uden professionelle ryttere eller med kun tungere folk.

Frankrig: Nationen har vel det bredeste arsenal af muligheder, da Alaphilippe, Bardet, Cosnefroy, Madouas og Sivakov alle er omtalt ovenfor. Der er megen snak om Christophe Laporte, men det vil undre mig svært, hvis han kan være med over 4100 højdemeter. Der var en grund til, at han blev brugt som en af de første på den tilsvarende rute i Montreal, og i det hele taget virkede han ikke flyvende i Canada. Det er en perfekt rute for Quentin Pacher, der har haft en vild sæson og inden sin sygdom sluttede Vueltaen fremragende af, men på dette stærke hold har jeg svært ved at tro, at han ikke er hjælper. Løbet er for hårdt for Florian Senechal, mens Bruno Armirail må være hjælper.

Ecuador: Det er ikke et helt dumt løb for Jhonatan Narvaez, der har imponeret så stort i brostensklassikerne i år, men det er formentlig en anelse for hårdt, og i sit sidste løb i Bretagne, der er næsten en måned gammel, syntes han ikke på toppen.

Belgien: Det handler om Evenepoel og Van Aert. Det er ikke en dum rute for Quinten Hermans, men trods en 2. plads i Liege ligner han hjælper. Jasper Stuyven kunne i storform måske have angrebet tidligt, men Canada viste, at han efter sin coronasygdom er sat ret langt tilbage.

Spanien: Det afbudsramte spanske hold kommer næppe til at spille en rolle. Holdets kaptajn er Marc Soler, der havde en fremragende Vuelta, men selvom han kan angribe tidligt, skal det godt nok flaske sig, hvis han skal vinde et løb som dette. Roger Adria har klatret for svagt i år, og trods en god spurt i Quebec viste Montreal, at Ivan Garcia Cortina fortsat er milevidt fra fordums klatrestyrke. Løbet er for hårdt for den Eduard Prades, vi kender i dag, samt Jesus Ezquerra, og niveauet er for højt for klatreren Urko Berrade.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Holland: Det handler om Van der Poel, men Van Baarle har formentlig lidt frihed til tidlige angreb. Det skulle Bauke Mollema efter sigende også have, men både Tyskland og søndagens løb indikerer, at formen slet ikke rækker. En joker er som altid Wout Poels, der ikke har kørt løb siden sit exit fra Vueltaen grundet en positiv coronatest, men han har i år skuffet så meget, at det er svært at tro på ham. Ruten er for hård for den i år ellers så stærke Pascal Eenkhoorn.

Slovenien: Det handler om Pogacar, men som sagt er der åbnet for lidt frihed til tidlige angreb fra Tratnik. Jan Polanc og Domen Novak skulle være rene hjælpere.

Danmark: Honoré ligner bedste bud. Holdet har imidlertid også en stærk outsider i formstærke Mattias Skjelmose, men trods en fin top 10 i San Sebastian er han uprøvet over denne meget lange distance, ligesom han trods den fine kørsel i Luxembourg ikke virkede helt så overbevisende som i juli og august, måske fordi han har haft en vild anden del af sæsonen. Selv i sin allerbedste form havde ruten formentlig været for svær for Magnus Cort, og som det også gælder for Jakob Fuglsang, synes han ikke at have ramt formen. Alexander Kamp har vist sit tårnhøje topniveau i Bretagne og Amstel, men dette løb er formentlig en anelse for hårdt, og Canada viste, at han ikke har Amstel-formen. På papiret passer ruten godt til Anthon Charmig, men han må antages ligesom Michael Mørkøv og Mikkel Bjerg at være hjælper.

Storbritannien: Det må handle om Hayter og Wright. Ben Turner kom stærkt ud af Vueltaen og imponerede stort i forårets lange klassikere, men denne rute må være en anelse for hård. Ben Tulett har ikke kørt løb siden Tyskland, hvor han var meget formsvag, og ruten er for hård for Jake Stewart, formsvage Connor Swift og den i år meget fallerede Ben Swift.

Colombia: Det må handle om Higuita. Nairo Quintana er ikke skabt til denne slags løb, og hans form er tillige helt ukendt, efter at han droppede Vueltaen for at forsvare sig i sin Tramadol-sag. Han skal dog score point for Arkea i Italien, og derfor kan man håbe, at han ikke er helt formsvag.

Australien: Holdet må antages at satse 100% på Matthews. Ben O’Connor kom stærkt ud af Vueltaen, men er ikke skabt til disse eksplosive løb. Det passer langt bedre til Jai Hindley, men hans form er højst usikker grundet en positiv coronatest. Luke Plapp melder sig selv ret død efter en for ham svær Vuelta, og hverken Simon Clarke eller Nick Schultz har vist form i optakten.

Italien: Bettiol er den erklærede kaptajn, og jeg ser også muligheder for Bagioli og Rota. Matteo Trentin viste i Luxembourg sin bedste form i lang tid og er medkaptajn sammen med Bettiol, men løbet viste også, at dette løb bliver for hårdt, som det også gør det for formsvage Davide Ballerini. Det er et ganske godt løb for Samuele Battistella, men efter Toscana er det svært at tro på ham. Langt mere interessant er Nicola Conci, der efterlod et stærkt indtryk i Luxembourg, men niveauet her må være for højt.

Schweiz: Küng ligner det bedste bud, men de har en skarp joker i Mauro Schmid, der har imponeret så stort i år og senest gjorde det fornemt i Canada. Han er dog helt uprøvet over disse distancer, og ruten kan også være en anelse for hård.

Norge: Vi ved, at Tobias Foss langt om længe har fundet formen, men han er ikke specielt eksplosiv til en rute som denne og er helt uprøvet over disse distancer. Andreas Leknessund viste hæderlig form med sit udbrud i Canada, men ikke nok til optimisme forud for et løb, der passer ham dårligt, og selvom Sven Erik Bystrøm er i form, er ruten for hård. Det er den også for Alexander Kristoff, der sammen med Foss dog sikkert er holdets kaptajn, mens Rasmus Tiller har været en skygge af sig selv i lang tid.

Læs også

Topsprinter får debut efter lang skadesperiode

Tyskland: Kun Georg Zimmermann kan være med på denne rute, og selvom han imponerede ganske meget i Tyskland og Montreal, vil det være svært overraskende at se ham i kampen om medaljerne i så stærkt besat et løb som dette. Nikias Arndt har ikke vist den store form på det sidste.

Eritrea: Det handler om Girmay. Holdet har ganske vist også den formstærke Natnael Tesfation, men når han kommer til kort i Toscana og Sabatini, gælder det endnu mere i et løb, der er så langt som dette.

USA: Neilson Powless viste hæderlig form i Maryland og Quebec og viste sidste år, blandt andet med 5. pladsen ved VM, store evner i hårde endagsløb som dette. Hans svage enkeltstart kunne dog indikere, at han efter styrtet i Montreal ikke er på toppen. Magnus Sheffield er uhyre spændende og viste på sin uheldige enkeltstart storform, men Tour of Britain og Tour de Pologne viste også, at dette løb bør være for hårdt, ligesom søndagens styrt og det efterfølgende afbud til onsdagens holdstafet synes at indikere, at han ikke er helt frisk.

Portugal: Det må handle om Almeida, da ruten er for hård for de ellers velkørende Rui Oliveira og Nelson Oliveira .

Sydafrika: Selv i storform havde Daryl Impey haft det svært, og han var alt andet end flyvende i Vueltaen.

Canada: Uden Woods har de ikke mange chancer.

Polen: Uden Kwiatkowski og Majka er de chanceløse, og de bruger end ikke deres seks pladser.

Tjekkiet: Jan Hirt er slet ikke skabt til denne slags løb og har ikke kørt løb siden sit tidlige og coronarelaterede Vuelta-exit. Zdenek Stybar har været milevidt fra formen i lang tid, senest i Slovakiet, og finder tillige ruten for hård.

Østrig: Felix Gall er ikke helt uden form, men Luxembourg viste, at han ikke kører med om de sjove placeringer.

Kasakhstan: Naturligvis skal man aldrig helt udelukke en klasserytter som Alexey Lutsenko, men medmindre Vueltaen har givet ham et pludseligt boost, tyder den spanske grand tour og søndagens løb på, at han er milevidt fra formen. Vadim Pronskiy kom stærkt ud af Vueltaen, men er slet ikke skabt til denne slags løb.

Luxembourg: Bob Jungels rejste sig lidt mod slutningen af Vueltaen, men han var stadig alt for langt fra formen til, at det er let at tro på ham. Kevin Geniets har imponeret i år og var flyvende i Luxembourg, men denne rute må være for hård.

Ungarn: Attila Valter viste endelig lidt form i Canada, men ser man bort fra hans overraskende gode Strade Bianche, har han haft en enormt skuffende sæson.

Slovakiet: Peter Sagan har udtryk en vis optimisme, men med sit nuværende niveau skulle han være absolut flyvende for at vinde på denne rute. Det synes han bestemt ikke at være efter et meget svagt Bretagne, et sygdomsrelateret Quebec-exit og at være blevet sat meget tidligt i Montreal. Intet i år indikerer, at han pludselig skulle være bare tæt på sit gamle niveau.

Sverige: Tobias Ludvigsson er meget formsvag og slet ikke skabt til et løb som dette.

Vatikanstaten: Man ved aldrig, hvad man kan opnå med forbindelse til de højere magter, men jeg tror ikke, at de får en verdensmester i deres første forsøg, selvom Rien Schuurhuis utvivlsomt vil gøre et behjertet forsøg.

STREAM CRO RACE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE