Når det kommer til cykelsport, er der ikke meget, der står over verdensmesterskabet i landevejscykling. Selv forårets monomenter blegner i præstige sammenlignet med den særlige ære, det er at kunne iføre sig selv den regnbuefarvede trøje i et helt år.

VM blev kørt for første gang i 1927, og i år bliver udgave nummer 80. Ruterne har været lige så forskellige som vinderne, lige fra bjergrige udskillelsesløb - 1995 i Colombia stikker ud - men der har også været sprinterudgaver, seneste i København i 2011, hvor Mark Cavendish blev verdensmester.

Oftest er ruterne dog mestendels småkuperede rundstrækninger. Hvert år spekuleres der derfor meget i, hvor hård ruten egentlig er. Det kan blive ved og ved, og diskussionen fortsætter ofte i tv-studierne og stuerne langt ind i linjeløbet.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Når ruten er, som den er i år, er det måske egentlig allermest nytteløst at diskutere rutens hårdhed. Det er på disse typer ruter, det mest handler om, hvordan rytterne griber ruten an. Årets VM tegner nemlig til at blive spændende, ikke så meget på grund af rutens design, men på grund af feltets sammensætning.

Igen: Det handler ikke om ruten, men hvordan rytterne bruger ruten.

I de femten udgaver, der har været siden VM i 1999, har Spanien og Italien vundet otte gange - fire hver. Belgien har vundet to gange samme periode. VM tilhører for det meste de tre traditionelle stormagter. I samme periode har Letland (2000, Romans Vainsteins), Australien (2009, Cadel Evans), Norge (2010, Thor Hushovd), Storbritannien (2011, Mark Cavendish) og Portugal (2013, Rui Costa) afbrudt stormagternes fest.

Det man kan se er, at verdensmestrene i tiltagende grad skal findes blandt ’mindre’ cykelsportsnationer. Jovist, Australien skal nu nok betragtes blandt de ’store’ hold og stiller da også op med ni ryttere, men det sker simpelthen oftere, at ryttere fra mindre nationer kan være heldige.

Dette er der flere årsager til, og mange vil sikkert argumentere for, at cykelsporten simpelthen er blevet mere globaliseret, trods de faktum, at den eneste ikke-europæiske vinder i nyere tid, er australske Cadel Evans. Hvorom alting er, så er det dog sandt - og yderst interessant - at de traditionelt ’store’ nationer simpelthen ikke kan tryne sig igennem det hele på samme måde. Det er meget mere åbent end i gamle dage.

En vigtig del af forklaringen er dog blot, at Italien og Spanien simpelthen ikke kan trække på ryttere som Paolo Bettini og Oscar Freire længere. I stedet må man sætte sin lid til ryttere som Vicenzo Nibali og Alejandro Valverde. Det er ikke helt det samme. Problemet eksemplificeres bedst af Alejandro Valverde, der har stået på medaljepodiet hele fem gange, men som endnu har en sejr til gode.

Det betyder med andre ord, at stærke hold som Spanien og Italien skal forsøge at åbne løbene, hvis de vil vinde. Det er ikke altid ruten eller de andre hold tillader det, som da Thor Hushovd sejrede i Geelong. Andre gange lykkes det ganske fint, som da Vicenzo Nibali, Joaquim Rodríguez, Alejandro Valverde og Rui Costa sidste år skulle afgøre løbet i mellem sig, men problemet var så, at de ’store’ ikke kunne blive enige, og Costa og Portugal løb med al hæderen.

At Italien og Spanien ikke besidder samme styrke, har været med til at åbne VM de seneste par år, og det er en tendens, der ikke synes at stoppe lige foreløbig. Heldigvis. Det er derfor årets VM igen er så interessant. Lidt fordi ruten er åben og interessant, men mestendels fordi vi kan forvente at rytterne igen vil bruge dette til at skabe et overvældende og uforudsigeligt løb.

Ruten

Modsat i fjor, hvor man startede med at køre lidt rundt i det omkringlæggende Toscanske landskab, så er årets rute helt traditionel, hvilket vil sige, at det hele er centreret omkring én rundstrækning. Denne er placeret i byen Ponferrada i provinsen Léon, der ligger i det nordvestlige Spanien.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Rundstrækningen er 18,2 kilometer lang, og da denne skal køres i alt 14 gange, er årets samlede længde på 254,8 km. Det er 17,4 kilometer kortere end i fjor og årets rute hører generelt til blandt de kortere udgaver. Det kan sagtens få betydning, når finalen indledes.

Rundstrækningen indeholder to stigninger undervejs, på den nu klassiske måde, hvor den første stigning er sej og lang, mens den efterfølgende er kortere og stejlere.  Den første går under navnet Confederación og begynder efter godt fire kilometer. Stigningen er 5,2 kilometer lang, men klart stejlest i starten, hvor de første to kilometer typisk stiger med omkring 8%. Herefter flader det ud på stigningen, hvor det endda går nedad undervejs inden toppen nås. Stigningsprocenten er kun 3,3 i gennemsnit.

Efter Confederación følger en relativ stejl nedkørsel, inden det igen går opad den næste stigning, Mirador (1,1 km, 5,5%), som begynder ved cirka kilometer 11 på rundstrækningen. Mirador er kortere, men stejlere, særligt i starten, hvor det stiger med næsten 11 %. Efter toppen følger to kilometers nedkørsel inden to kilometers flad vej ind mod målstregen.

Favoritter

Alt i alt er det en lettere rute end Firenze, men noget hårdere end den i København, og noget mere uforudsigelig end Valkenburg, hvor en afgørelse opad Cauberg var uundgåelig. Det kan ende med et sejt udskillelsesløb, hvis de store hold ellers griber ruten sådan an, men det kan også sagtens ende i spurt mellem 30-40 ryttere.  

Målt på form og fokus har VM en klar favorit, nemlig Simon Gerrans (Australien). Orica-GreenEDGE rytteren har været i formidabel form i 2014, hvor det tilbage i januar blev til en sejr i Tour Down Under og i april sikrede sig endnu et monoment i form af Liège-Bastogne-Liège. At Gerrans er i storform, blev cementeret i den canadiske WorldTour-serie, hvor han sikrede sig sejren i både GP de Montréal og GP de Québec.

Gerrans’ store styrke er ikke blot, at han er stærk og hurtig i en spurt, men at han er en fantastisk kløgtig cykelrytter. Han forstår bedre end nogen andre at spare på sine kræfter og tager aldrig en unødvendig føring - han stikker aldrig snuden frem før det er absolut nødvendigt. Årets Liège-Bastogne-Liège er et skønt eksempel på intelligent, afventende kørsel fra Gerrans’ side.  Med et stærkt australsk hold i ryggen, hvor han desuden med rette kan køre defensivt i visheden om, at Michael Matthews er et godt bud i en massespurt, er Gerrans derfor bedre gearet end nogen andre til at forstyrre vesteuropæernes fest. Og det er det paradoksale ved Gerrans, nemlig at han efterhånden har vundet så mange store løb, men at de andre stjerner alligevel altid har det med at undervurdere ham, hvilket sikkert passer Gerrans ganske fint.    

Den store rival er hjemmebanefavoritten Alejandro Valverde (Spanien), der om nogen er en konsekvent mesterskabsrytter. Valverde kom fint ud af Vueltaen, og det er generelt svært at designe en VM-rute, der ikke passer ham. Kilden til spansk sejr ligger i, at genskabe et scenarie som i fjor; nemlig at skabe en selektiv finale, hvor Spanien er overtal. Det kræver offensiv, opslidende og opportunistisk kørsel. Det spanske hold er som altid stærkt, og Valverde er deres klart bedste kort i finalen, men spørgsmålet er, om Valverde nogensinde bliver verdensmester. Det kan være sidste chance inden alderen for alvor vil begynde at indhente ham.

I det ikke helt utænkelig tilfælde, at et mindre felt skal afgøre det imellem sig, er der en række sandsynlige vinderbud. Efter sin forrygende Vuelta må tyske John Degenkolb betragtes som den klart mest oplagte vinder i en spurtafgørelse. Tyskerne har ikke andre kort at spille på, så de vil formentligt forsøge at holde det hele nogenlunde samlet. Andre potentielle vindere i dette scenarie tæller førnævnte Michael Matthews, Alexander Kristoff (Norge), Nacer Bouhanni (Frankrig), Peter Sagan (Slovakiet) og muligvis Tom Boonen (Belgien).

Men der er trods alt en masse hold og ryttere, der ønsker splittelse, ikke mindst sidste års vinder, Rui Costa (Portugal), der viste nydelig form i Canada. Samtidig må det belgiske hold forventes at køre relativt aggressivt med Greg Van Avermaet som deres bedste bud, ligesom en umiddelbart formsvag Phillipe Gilbert kan bruges tidligere i løbet.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Manges øjne vil samtidig være rettet mod den schweiziske bjørn, Fabian Cancellara (Scheweiz). Formen virkede opadgående under Vueltaen og efter at have stået over VM-enkeltstarten tirsdag er det klart, at Cancellara har centreret hele den sidste halvdel af sæsonen om søndagens linjeløb. Ruten passer egentlig Cancellara fremragende, særligt nedkørslen så kort før målstregen, men som altid vil en sejr være betinget af lidt held, og ikke mindst, om hvorvidt Trek-rytteren kan dosere sine mange kræfter. Det trækker samtidig ned, at Cancellara ikke kan forvente megen hjælp undervejs.

Favoritfeltet afrundes af et par unge, alsidige profiler, som længe har bevist, at de mestrer lange, sejre klassikere. Michal Kwiatkowski (Polen) viste fin form i Tour of Britain og har i år cementeret sig som en profil i klassikerne. Ellers er Tony Gallopin stærk og hurtig og det

bedste franske bud. 

De danske kontinentalryttere har i år været så dygtige, at de har sikret Danmark hele seks ryttere til start, efter vi i nogle år har måttet stille os tilfreds med tre startende ryttere. Desværre virker de udtagne danske ryttere enten forladte for form eller for begrænsede til at kunne gøre sig i en VM-finale. Både Matti Breschel og Chris Anker Sørensen er traditionelt glimrende mesterskabsryttere, men formen virker al, al for begrænset til at køre med om placeringerne i top-10. Christopher Juul-Jensen og særligt Michael Valgren har kørt gode sæsoner og virker i fornuftig form, men det er nok for tidligt at forvente noget særligt fra de to unge ryttere, der mest er med for tilskrabe sig erfaring. Nicki Sørensen kører sit sidste VM og kan sagtens køre sig en plads i top-20, men næppe mere. Det bedste danske bud kunne sagtens vise sig at være Michael Mørkøv, som i perioder har vist sig som en langt bedre sprinter, end man ellers kunne forvente. Mørkøv skal bare vente, vente, vente.     

Favoritvurdering

*****: Simon Gerrans

****: Alejandro Valverde, John Degenkolb

***: Fabian Cancellara, Greg Van Avermaet, Michael Matthews

**: Michal Kwiatkowski, Tony Gallopin, Rui Costa, Peter Sagan, Alexander Kristoff

*: Phillipe Gilbert, Joaquim Rodríguez, Ramunas Navardauskas, Alexandr Kolobnev, Vicenzo Nibali, Nacer Bouhanni

Boblere: Tom Boonen, Romain Bardet, Tom Dumoulin, Chris Froome, Matti Breschel, Michael Albasini, Bauke Mollema, Rigoberto Uran, Daniel Martin, Lars Petter Nordhaug, Nicolas Roche, Edvald Boasson Hagen