\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Introduktion til ruten
Årets VM-linjeløb, altså med samlet start, vil for herrerne byde på 273,9 kilometer, hvor de første 70 kilometer køres uden for værtsbyen Zürich, inden de følgende 200 køres på en rundstrækning i og omkring byen.
Starten går i den nordlige del af byen Winterthur, hvorefter vejen går mod nordvest. Efter små 20 kilometer går det for første gang for alvor opad, nemlig i små fem kilometer med 4,2 procent som den gennemsnitlige stigningsprocent.
Ruten fortsætter nu sydøstpå igen, tilbage til startbyen, inden der, syd for denne, efter godt 40 kilometer af løbet venter en stejl rampe på 1,3 kilometer med 10,1 procent i gennemsnit. Herefter fortsætter ruten mod sydvest og den afsluttende rundstrækning.
Vejen ind på denne rundstrækning går op ad bakke, nemlig i 1,7 kilometer med 8,5 procent i gennemsnit. Heroppe på et plateau rammer feltet så rundstrækningen, som derfor fører dem hen til første passage af målstregen efter godt 85 kilometer.
Resten af løbet består af syv hele omgange på denne rundstrækning, som er 27 kilometer lang. Kort efter målstregen, efter under tre kilometer af omgangen, kommer først stigningen Zürichbergstrasse, som i 1,1 kilometer i gennemsnit stiger med 8 procent, men 15 på sit stejleste sted.
Straks herefter følger så rundstrækningens længste stigning, Witikon. Denne er opmålt til 2,3 kilometer i længde, mens den gennemsnitlige stigningsprocent er 5,7, hvor stejleste del er på 9 procent.
Herefter køres oppe på et plateau, der indeholder tre bakker, alle på 400-500 meter i længde. Disse tre bakker stiger i gennemsnit med henholdsvist 6,4, 3,8 og 5,4 procent.
Efter den tredje af disse er der så regulær nedkørsel fra plateauet ned mod Zürichsøen, som går direkte over i en kontrabakke på 500 meter med 5,9 procent i gennemsnit.
Fra toppen af denne går det igen ned ad bakke, inden de sidste godt 2,5 kilometer ind mod målstregen er på helt flad og fuldkomment lige vej langs bredden af Zürichsøen. Med disse næsten otte omgange kommer det samlede antal højdemeter op på næsten 4.500.
Om vind og vejr
I skrivende stund (formiddag d. 27. september) melder vejrudsigterne om tørvejr på hele dagen for herrernes linjeløb med temperaturer på 13-14 grader. Denne tørvejrsdag falder dog i en periode med ustadigt vejr, og da det nu engang er en vejrudsigt, må der naturligvis tages visse forbehold for dens præcision. Det ville dog være glædeligt med tørvejr på en rute, der i regnvejr allerede har forårsaget mange styrt, der helst ikke også skal have afgørende indflydelse på herrernes linjeløb.
Favoritterne
Målt i antal højdemeter og sværhedsgrad af stigningerne skal vi tilbage til VM 2020 i Imola, Italien for at finde en tilsvarende rute, der i så høj grad tiltaler de klatrestærke uden dog at være så bjergrig en rute, som det sås i Innsbruck, Østrig i 2018. Det er altså på den ene side en rute, der bør være for krævende for selv de mest hårdføre sprintere, der ellers så ofte gør sig gældende til VM, men på den anden side er den også så tilpas let, at det ikke kun er de ægte klatrere, der kan køre med om topplaceringerne. Kort sagt: Et (forhåbentligt) dejligt åbent VM!
Rundstrækningen i og omkring Zürich er så tilpas vanskelig, at den helt af sig selv vil skabe en naturlig selektion. Særligt første stigning, Zürichbergstrasse, er både så stejl og ganske lang, at den vil skabe en udskilning, og den umiddelbart efterfølgende Witikon vil også trække tænder ud, særligt sent i det lange løb. Det er dog værd at bemærke, at de begge er placeret på første del af rundstrækningen, hvorfor der på sidste omgang vil være henholdsvist 24 og 20 kilometer til mål fra toppene af Zürichbergstrasse og Witikon. Så selv om de altså nok skal skabe udskilning og være oplagt angrebsterræn, så er der også så relativt langt til mål herfra, at der kan opstå samling igen senere hen.
Derfor kan man også godt forestille sig, at det er på de mindre iøjnefaldende strækninger på ruten, at afgørende angreb sættes ind. Oppe på plateauet er der disse tre kontrabakker, inden der med kun 5,5 kilometer til målstregen også er en sidste bakke tæt ved Zürichsøen, og alle disse kan bestemt også bruges til angreb, især i en potentielt taktisk finale med højt spil om medaljerne. Endeligt slutter løbet på flad vej, så en hurtig spurt kan også være vejen til at sikre sig en medalje, hvis man altså har klaret stigningerne forinden.
Der er altid noget særligt ved disse mesterskabsløb, hvor en podieplacering betyder medalje, hvorfor det at køre sig i top 3 er en stor bedrift for selv verdens bedste cykelryttere. Der er dog ikke optræk til en taktisk affære fra start til mål, hvor alt afgøres på nervekrig, for der er mindst én rytter til start, der må have store planer: Tadej Pogačar. Det er svært at forestille sig andet, end at han lancerer et storstilet angreb, potentielt længe inden sidste omgang, og så er der ikke meget andet taktik at bekymre sig om end at komme med. Hvis han dog hentes eller følges af konkurrenter med overskud, kan det igen blive timingen af et fremstød, der er vejen til et år i regnbuetrøjen.
Derudover vil der jo være alle de andre nationer, der ikke bare kan satse på at kunne følge verdens bedste cykelrytter, når han angriber. Disse skal med al sandsynlighed komme ham i forkøbet, og da Slovenien er udfordret på bredden, kan stærke nationer som Belgien, Frankrig, Spanien og Storbritannien med fordel spille nogle af deres mange kort tidligt ud for at lægge et pres på Pogačar. Én mod én bliver han svær at styre, men han kan muligvis overmandes af en byge af angreb, han ikke kan kontrollere.
Sidste år kunne han besejres, men på denne hårdere rute er der dog ingen tvivl om favoritværdigheden hos verdens bedste cykelrytter, Tadej Pogačar (Slovenien). Der er tale om en rytter, der blandt meget, meget andet vinder de mest kuperede monumenter, Liége-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt, nærmest som det passer ham, og som altså om nogen formår mestrer at køre opad, også når distancen kommer langt over de 200 kilometer. Derudover lader det til, at fænomenet utroligt nok har øget sit niveau i år, hvor han i bjergene i både Giro d’Italia og Tour de France var urørlig, hvorfor han vel bliver endnu sværere at slå på denne rute, end han havde været for bare et år siden. I det sammenlignelige GP Montréal tog han ikke overraskende en sikker sejr to uger inden dette VM, så det er heller ikke formen, der modarbejder ham. En vis svaghed har han i bredden på det slovenske hold, der dog med folk som Primoz Roglič (beskrevet nedenfor) og Jan Tratnik bør kunne lukke angreb ned ind til ganske sent i løbet. Så hvis ikke han overrumples af ubønhørlige angreb, bør Slovenien få sin første verdensmester i landevejscykling, muligvis i ensom majestæt, men uovervindelig er selv Tadej Pogačar ikke (helt).
Sidste års bronzemedalje er hidtil bedste VM-resultat til sportens største stjerne. Foto: Sirotti
Som tidligere verdensmester og nu olympisk guldvinder har Remco Evenepoel (Belgien) for længst etableret sig som en mesterskabsrytter fra allerøverste hylde, der med sin fantastiske råstyrke har kørt hjem til begge titler langt foran de nærmeste konkurrenter. Mens han absolut bør være blandt de bedste på disse stigninger, ligger hans farligste våben næsten i hans evner på flad vej, hvor han ikke alene kan slå hullet, men også med sin uovertrufne tempokørsel bliver svær at fange for enhver. Desværre for ham må det forventes, at det bliver Pogačar, der dikterer på stigningerne, og her vil han få svært ved at følge alle slovenerens fænomenale accelerationer. Derfor må den nykårede verdensmester i enkeltstart muligvis undvære endnu mere guld til samlingen, men en medalje kunne han meget vel få med hjem, da han også har gode muligheder i en eventuel spurt herom. Derudover er han begunstiget af løbets måske stærkeste hold, der bestemt vil kunne hjælpe ham.
Med en forrygende efterårssæson har Marc Hirschi (Schweiz) kørt sig i stilling til et strålende VM på hjemmebane på en rute, der bestemt også passer ham. Her i efteråret har han vundet så svært et løb som Clásica San Sebastián i en spurtduel og det italienske Coppa Sabatini med et soloangreb på over 35 kilometer, men i sit seneste løb, Tour de Luxembourg, kunne han trods alt ikke køre fra alt og alle. Ved seneste VM med en lignende rute, tilbage i 2020, vandt han bronze og er også tidligere 2’er i Liège-Bastogne-Liège, så den lange distance bør ikke volde ham problemer. Derfor er han så absolut medaljekandidat, da han også er lynhurtig i en spurt, men i dette felt vil det kræve stor styrke og perfekt timing af et fremstød for ligefrem at vinde. Stefan Küng er som regel en fremragende mesterskabsrytter, men må trods alt være for tung til at køre med om medaljer her, men en Mauro Schmid i Vuelta-form kunne være et fremragende alternativ.
Med sine mange sejre i sportens allerstørste endagsløb, herunder magtdemonstrationen til seneste VM, er Mathieu van der Poel med rette kaptajn for Holland, men til et titelforsvar havde han haft fordel af en mindre krævende rute. Der er nu engang en grund til, at han ikke år efter år satser stort på et løb som Lombardiet Rundt, og hans tredjeplads i årets Liège-Bastogne-Liège blev vundet i en spurt i en større gruppe, som han kun meget sent kom tilbage til efter at have været sat af. Med andre ord er han ikke helt så blændende en endagsrytter, når stigningerne hober sig for meget op, og det må de siges at gøre på denne rute. Derudover var hans indsats i Tour de Luxembourg for nylig bestemt god, men heller ikke så overbevisende, at han gjorde sig selv til storfavorit her. En medalje er inden for rækkevidde, men det skal nok være i en spurt i en samlet (forfølger)gruppe, da han får svært ved at følge de allerbedste på stigningerne. Måske Bart Lemmen eller Bauke Mollema selv vil være i spil til topplaceringer her.
I sin ene VM-start i 2021 gennemførte Matteo Jorgenson (USA) ikke, men siden har han været igennem en imponerende opblomstring som cykelrytter, herunder med et flot OL-linjeløb i år. 2024 har generelt været en jubelsæson for amerikaneren, der både har vundet Paris-Nice og brostensklassikeren Dwars door Vlaanderen og altså har etableret sig i verdenseliten, også i endagsløb. Med sine evner som bjergrytter bør denne rute passe ham glimrende, hvorfor han med kørsel som til OL er i spil til top 5 eller endda en medalje, selv om han imod mange af konkurrenterne er udfordret i en spurtafgørelse. En dygtig mesterskabsrytter som Neilson Powless virker til at have ramt formen, ligesom også Quinn Simmons har gjort det, hvorfor de er mulige alternativer.
Tilbage i 2020 vandt Julian Alaphilippe (Frankrig) sin første VM-titel på en lignende rute i Imola, Italien, hvor han - ganske som året efter - ganske enkelt viste sig stærkest og kunne køre alene hjem til sejr. På samme niveau er han desværre ikke her i 2024, men han har dog vist opløftende tegn i denne sæson, også i efteråret, med podieplaceringer i både Clásica San Sebastián og GP Montréal. På et yderst slagkraftigt fransk hold må han trods alt være deres sikreste og i øvrigt hurtigste kort, men dette års 2’er fra Liège-Bastogne-Liège, Romain Bardet, OL-sølvvinderen Valentin Madouas og den velkørende David Gaudu er stærke alternativer. Hvis Frankrig som hold rammer dagen - hvad de i allerhøjeste grad gjorde til OL - kan de kuppe sig frem til en medalje, men top 5 er nok mere sandsynligt.
VM og Julian Alaphilippe har to gange været en vindende kombination. Foto: Sirotti
Spansk cykelsport er nu engang domineret af klatrere, ikke klassikerryttere, så lige præcis på en rute som denne kan de stille op med et af de potentielt stærkeste hold, hvad ellers ikke er hverdagskost for dem til internationale mesterskaber. Landets bedste mulighed må ligge hos Enric Mas, der bestemt gør sig mere i etapeløb, men som for to år siden kørte så fremragende endagsløb, at han ligefrem slog Pogačar i Giro dell’Emilia og fulgte ham helt til dørs i Lombardiet Rundt. I denne sæson har han igen kørt på tårnhøjt niveau i Vuelta a España, så på stigningerne bør han være blandt de bedste. Da han dog er udfordret i en eventuel spurt, er top 5 dog mere sandsynligt end at få en medalje med hjem, og det hører med til historien, at han i to starter aldrig har gennemført et VM. En mere udpræget klassikerrytter som Alex Aranburu har også muligheder, ligesom Pello Bilbao fik genfundet formen i de canadiske WorldTour-løb.
Storbritannien stiller med et stærkt hold med mange kort at spille ud, men da flere af dem er svingende, er det muligvis Adam Yates, der om ikke andet er deres sikreste bud på en topplacering. Det var ganske vist ikke meget saft og kraft, han havde tilbage i sidste uge af Vuelta a España, men han faldt dog ikke helt igennem, og så har han flot historik i lange, hårde løb som Liège-Bastogne-Liège og Lombardiet Rundt. Dette vil om ikke andet være en VM-rute, der passer ham, ligesom den også gør det for tvillingebrormand Simon Yates. Begge kan på dagen køre med om top 5-placeringerne, hvis de altså har ramt formen. Potentielt både bedre og dårligere kort har holdet også i de svingende Tom Pidcock og Stephen Williams, der på deres bedste dage kan køre med om medaljerne, men som begge har så store udfald, også på det seneste, at de også risikerer ikke at være i nærheden af top 10.
Toms Skujiņš (Letland) har det seneste år vist sig som en dygtig mesterskabsrytter med først en ottendeplads i sidste års meget hårdt kørte VM, inden han blev nummer fem i OL-linjeløbet. Generelt har han i 2024 kørt på et tårnhøjt niveau, hvor hans flotte forårsform blev kronet med en andenplads i så hårdt et løb som Strade Bianche, vundet af en vis Pogačar. Også her i efteråret har han ramt formen med flot kørsel i GP Montréal og senest i SUPER 8 Classic, så her bejler han til top 10 eller endda top 5, selv om mange af de oplagte konkurrenter normalt vil slå ham i en spurt. Han kan håbe på hjælp fra Krists Neilands, men skal ellers klare sig selv i finalen, hvad han dog også gjorde til OL.
Af løbets større profiler er det kun Aleksandr Vlasov, der er helt uden holdkammerater, da den russiskfødte rytter stiller op under neutralt flag grundet en verdenssituation, der rækker ud over en sport kørt på to hjul. På egen hånd bør han dog kunne komme langt ind i en finale på en rute som denne, da han med en fjerde- og tredjeplads i Lombardiet Rundt har vist evnerne i kuperede endagsløb og på den helt store scene. Derudover kørte han senest et flot Vuelta a España i holdets tjeneste, hvor han alligevel to gange var tæt på at vinde etaper fra udbrud. Da han også har en fin spurt i sig, vil top 10 eller top 5 være inden for rækkevidde her.
Aleksandr Vlasov stiller op til dette VM uden én eneste holdkammerat. Foto: A.S.O./Billy Ceusters
Det indlysende kaptajnvalg hos Slovenien er Tadej Pogačar (beskrevet foroven), men det udelukker ikke et topresultat til den lille nations anden superstjerne, Primož Roglič, der bestemt også kan præstere på en rute som denne. Derfor burde han i første omgang være svær at ryste af på stigningerne, og så kan der opstå et scenarie, hvor han eksempelvis kan sidde på hjul frem mod en spurt i en forfølgergruppe. Derudover kan det også ske, at løbet bliver så kaotisk, at Slovenien må sende andre med i fremstødene, og her ville en stjerne som Roglič naturligvis være en farlig mand at køre finale imod. Omvendt kan det også meget vel være, at han bruger alle kræfterne i en rolle som hjælperytter, men skulle han sidde med i en finale, er alt fra top 10 til en medalje muligt. Måske en Jan Tratnik også kan opnå et topresultat trods en bunden opgave.
Verdens førende cykelsportsnation, Belgien, kan som altid stille op med et slagkraftigt hold til VM, hvor de foruden Remco Evenepoel (beskrevet foroven) også råder over Maxim Van Gils, der i denne sæson har etableret sig som en af de bedste til kuperede endagsløb. Han toppede i foråret med en tredjeplads i Strade Bianche og en fjerdeplads i Liège-Bastogne-Liège og har netop endeligt genfundet formen i Canada, så han kan vise sig blandt de stærkeste her. Evenepoel er den oplagte kaptajn, men med så mange strenge at spille på, må Belgien næsten køre offensivt, og her kunne en Van Gils komme langt ind i finalen, ligesom han i øvrigt ville have gode muligheder i en spurt om topplaceringerne. Da han dog trods alt må forventes at skulle køre for Evenepoel, er top 10 dog mere sandsynligt end top 5, ligesom det også kan være det for profiler som Tiesj Benoot eller Tim Wellens.
De danske forhåbninger hviler først og fremmest på skuldrene af Mattias Skjelmose, der desværre styrtede og måtte udgå af opvarmningsløbet Tour de Luxembourg. Det forlød dog, at han primært trak sig for en sikkerheds skyld, så forhåbentligt har han i den mellemliggende halvanden uges tid kunnet komme til kræfter igen. I topform er han en velvalgt kaptajn for ethvert VM-hold, da han også på stejlere stigninger kan være blandt de bedste og desuden har kørt godt på længere distancer i både VM og Liège-Bastogne-Liège. Da han også er hurtig på stregen, kan top 5 være inden for rækkevidde, men med tanke på den uheldige optakt er top 10 måske et mere sandsynligt resultat. Denne rute bør være en tand for hård for selv Mads Pedersen, men garvede mesterskabsryttere som Jakob Fuglsang og Michael Valgren skal ikke afskrives til personlige topplaceringer.
En hård rute som denne er en gave for Ben Healy (Irland), der foruden selvfølgeligt at kunne køre fremragende opad, måske ikke lige har en Ph.d. i det taktiske spil, som sådan et VM ellers ofte afgøres på. Skulle finalen blive åbnet tidligt, vil Healy givetvis selv være blandt de angribende, og han vil under alle omstændigheder have fordel af et hårdt udskilningsløb. På sit allerbedste har vi set ham næsten kunne matche Pogačar i Ardennerne, og til OL fik han også en godkendt tiendeplads ud ad et karakteristisk, tidligt fremstød. Derfor vil top 10 eller endda top 5 også være muligt her, hvis ellers han har ramt en bedre efterårsform end hidtil. Det lille, irske hold råder såmænd over glimrende alternativer som Eddie Dunbar og Archie Ryan.
Her på falderebet skal bronzevinderen fra 2018, Michael Woods (Canada) også levnes en chance for et topresultat. Han er ikke helt på samme niveau, som han var tidligere, men i denne sæson har han stadig leveret resultater på højt niveau i kuperede endagsløb, hvorfor han ikke skal afskrives. Her i efteråret er han blevet nummer otte i både Clásica San Sebastián og senest i GP Montréal, og i den mellemliggende periode sikrede han sig en flot etapesejr i Vuelta a España. Derfor bør han om ikke andet være tæt på at kunne matche de bedste på stigningerne, så med sin store erfaring må en top 10-placering være inden for rækkevidde. Den ellers så imponerende Derek Gee har ikke haft meget fart i cyklen siden Tour de France.