Løbets rolle og historie

De fleste sportsgrene har deres eget VM, der kårer den bedste udøver, og i langt de fleste tilfælde er der tale om den pågældende sports absolutte højdepunkt. Selvom det måske helt gælder for cykelsporten, der i Tour de France har et løb, som i opmærksomhed, pressedækning og prestige har en begivenhed, som overstråler alt andet, spiller VM-linjejøbet stadig en helt særlig rolle på cykelkalenderen.

Mens de første banemesterskaber blev afviklet helt tilbage i 1892 - på et tidspunkt, hvor UCI end ikke var grundlagt - skulle man frem til 1927, inden man for første gang kårede verdens bedste landevejsrytter efter en suveræn italiensk magtdemonstration på Nürburgring i Tyskland, hvor Alfredo Binda førte an i en 1-2-3 for støvlelandet. I en tid, hvor mange af nutidens store løb allerede var grundlagt og havde en vis historie, fik løbet med det samme stor prestige, hvilket afspejles i det, der må betegnes som en fabelagtig vinderliste.

Da en sejr i løbet automatisk giver ret til at betegne sig som verdens bedste cykelrytter, er det naturligvis ingen overraskelse, at det er blevet domineret af cykelhistoriens to stærkeste nationer. Belgien topper listen med 26 titler efterfulgt af Italien med 19, mens Frankrig er langt efter som nummer 3 med de bare 8 sejre. Grundet ruternes varierende sværhedsgrad og linjeløbs taktiske natur er det ikke nogen enkel sag at vinde mere end én gang, og kun fire yderst velansete navne har haft held og dygtighed til at sejre tre gange: Alfredo Binda, Rik Van Steenbergen, Eddy Merckx (naturligvis) og i nyere tid Oscar Freire.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Én årsag til den store prestige er naturligvis den universelle ære i at kunne kalde sig verdensmester. Hvad der gør det endnu mere specielt er symbolet på den status: regnbuetrøjen. Cykelsporten er berømt for sine specielle trøjer, men som hovedregel er de knyttet til enkelte løb. Der er kun ét internationalt løb, der tildeler den ultimative ære at bære en særlig trøje igennem et helt år, og det gør en VM-sejr endnu mere eftertragtet. I ethvert efterfølgende løb mindes verden om sejren og den medfølgende status, og selvom det sjældent er en taktisk fordel at skille sig ud fra mængde, kan man ikke undervurdere betydningen af den ekstra medieopmærksomhed, det giver.

Der er et andet aspekt, der gør VM til noget ganske særligt. Mens de fleste endagsløb har en mere eller mindre fast rute med meget lille rum for variation, er VM noget helt andet. Da det afvikles i forskellige lande og på forskellige ruter fra år til år, er målet at give forskellige ryttertyper muligheden for at blive verdensmester i hvert fald én gang i karrieren. VM-linjeløbet har ikke noget fast format: ét år kan det være et paradis for sprintere, et andet kan det være skabt til klatrere eller klassikerspecialister.

I den forstand adskiller det sig fra mange andre sportsgrene, hvor værtsbyen har meget lidt indflydelse på udfaldet. Landevejscykling er én af de mest alsidige sportsgrene, og det gør det svært at tale om sportens bedste atlet. Regnbuetrøjen bæres derfor aldrig af en rytter, der er stærkest over hele spektret, men alle har de som regel chancen for mindst én gang at være den. Ingen kan regne med at være i spil hvert eneste år - bare husk, hvordan Mark Cavendish som forsvarende mester arbejdede loyalt for det britiske hold på den kuperede rute i Limburg i 2012. Som det altid er tilfældet i landevejsløb spiller held en vis rolle, men der er ikke megen tilfældighed involveret, når det handler om VM. Det er således bestemt ikke noget tilfælde, at de fleste af historiens stærkeste ryttere har båret regnbuetrøjen på et eller andet tidspunkt i deres karrierer.

I moderne sport spiller penge en væsentlig rolle, og cykelsporten er naturligvis ingen undtagelse. Til hverdag repræsenterer rytternes deres firmahold, men for en enkelt dag vender man tilbage til tidligere tider og lader dem køre i landsholdsdragten ved VM. Det bringer naturligvis niveauet af national stolthed til et helt nyt niveau, og det giver vanskeligheder for landstrænerne, der har en stor opgave i at samle hverdagens rivaler om ét fælles mål. Historien er fyldt med eksempler på, at netop dette er mislykkedes, og hvor landsholdene har været delt i forskellige lejre, der afspejler både holdinteresser og personlige relationer. I moderne cykelsport opnåede den tidligere italienske landstræner Franco Ballerini stor respekt for sin evne til at forene det, der tidligere havde været et meget disharmonisk italiensk landshold.

Som mange andre sportsgrene er cykelsporten meget hierarkisk, og til daglig dyster de bedste hold altid mod hinanden. Ved VM bliver der imidlertid pludselig plads til ukendte rytter fra mindre nationer, der pludselig er i rampelyset. Ryttere, der normalt end ikke er tæt på WorldTouren får pludselig chancen for at køre side om side med de allerbedste i et løb, der virkelig betyder noget. Samtidig er det den eneste begivenhed, hvor der ikke er lighed mellem holdene. Taktikken bliver nemlig langt mere kompliceret af, at nogle nationer har langt flere ryttere til start end andre, og det er altid en stor ulempe for selv den stærkeste mand at repræsentere en lille nation.

Modsat de store klassikere er VM altid et rundstrækningsløb. De mange gentagelser gør den meget lange affære til et udskilningsløb med gradvis udskilning og gør samtidig taktikken anderledes fra mange andre endagsløb. Tidligere blev det afviklet udelukkende på rundstrækningen, der blev gentaget adskillige gange, men i 2010 startede man en ny trend, hvor rytterne først tilbagelagde et længere stykke i indledningen, inden de første gang ramte rundstrækningen. Den ide blev genbrugt i 2011-2013 og igen sidste år og i år, og det var kun i 2014 og 2015, at man havde et rent rundstrækningsløb.

Sidste år fandt løbet sted på en helt flad rute i Qatar, hvor de helt rene sprintere drømte om en massespurt. Det forpurrede belgierne imidlertid på det indledende stykke, der tog feltet gennem den vindblæste ørken, hvor de splittede feltet til atomer, og derefter lykkedes det dem med en fremragende holdindsats at holde den lille frontgruppe fri. I spurten lykkedes det imidlertid ikke at kapitalisere på det store arbejde, idet det i stedet var Peter Sagan, der sikrede sig the double ved akkurat at overspurte en dybt skuffet Mark Cavendish, mens belgierne kaptajn, Tom Boonen, måtte nøjes med bronzen. Sagan vender tilbage for at lave historiens første hattrick på en rute, der burde passe ham, men Cavendish er efter sit styrt i Touren ikke nået i form til at gå efter en anden regnbuetrøje. Cykelpensionisten Boonen er naturligvis heller ikke til start denne gang.

Ruten

Hovedparten af et VM-løb afvikles altid på en rundstrækning, og det lægger betydelige begrænsninger på mulighederne for at sammensætte ruten. Specielt er det praktisk talt umuligt at inkludere store bjerge - det vil der end ikke være næste i Østrig, hvor VM ellers afvikles i hjertet af Alperne - og derfor er de rene klatrere måske den ryttergruppe, der har sværest ved at sikre sig regnbuetrøjen. På den anden side bestræber de fleste arrangører sig også på ikke at designe helt flade ruter, og derfor er der relativt langt mellem de klassiske sprinter-VM. Derfor ender man som regel op med en kuperet rundstrækning med et bakker og evt. lidt brosten, og derfor er det meget ofte klassikerspecialister med en god spurt, der favoriseres. Nogle år er rundstrækningen hårdere med flere højdemeter, stejlere stigninger og bakker tættere på mål, og det åbner mulighed for ardennerspecialister, mens det i andre udgave er betydeligt lettere, hvorved balancen tippes til fordel for de tungere fyre, der har brostensklassikerne som force.

Oftest er det sidstnævnte, der har de bedste kort på hånden. Ser man på de seneste seks udgaver af VM, var der i København og Qatar tale om flade ruter skabt til sprintere - selvom sidevinden i Qatar gjorde løbet hårdere, end de hurtige folk havde håbet på - mens det var i Firenze, Limburg og til dels i Ponferrada, at de lettere ardennerspecialister havde overhånden. Brostensspecialisterne var specielt favoriseret i Richmond, men kunne også være med i både Limburg, Ponferrada og Qatar, og det var vel kun i Firenze og til dels i Qatar, at de ikke havde en reel chance.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Årets rute synes at favorisere de tungere klassikerspecialister, der har brostensklassikerne som force, samt de stærke sprintere, og det kan ingenlunde undre. Meget ofte tager rutedesignerne visse nationale hensyn ved designet af løbet, og det er svært ikke at konkludere, at årets rundstrækning er designet nærmest specifikt til den lokale helt Alexander Kristoff og mere sekundært til Edvald Boasson Hagen. Efter at have tilbragt en lille uge i Bergen har jeg lært, at der er tale om en meget kuperet by med adskillige meget stejle bakker, der sagtens kunne benyttes til at skabe et knaldhårdt cykelløb med stor udskilning. Et eksempel på en sådan stigning så vi i mange af enkeltstarterne og på holdløbet, hvor rytterne skulle over den svære Birkelundsbakke, der nær toppen steg med hele 15%.

Nordmændene er imidlertid med sikker hånd styret uden om de sværeste stigninger, og til gengæld har man sammensat en rundstrækning, der bestemt ikke er flad - der er ikke meget fladt terræn i Bergen - men hvor der kun er én længere stigning, Laksebakken. Sidstnævnte er imidlertid en af Bergens lettere stigninger, bliver aldrig specielt stejl og er både relativt kort og regulær. Den er med andre ord svær nok til at gøre løbet hårdt, men næppe svær nok til at sætte de mere klatrestærke sprintertyper. Samtidig har man gjort distancen meget lang - noget, Kristoff som bekendt elsker - og man har efter bakken indlagt et lagt meget nemt stykke på en sløjfe i Bergens centrum, der er den eneste relativt flade del af byen. Dermed har man sikret sig, at mulighederne for at skabe en eller anden form for samling i finalen er ganske stor. Med andre ord har man tydeligvis sammensat en rute, der på alle parametre har ”Alexander Kristoff” skrevet ud over det hele.

Som sagt har man i de senere år afveget en smule fra det klassiske format, hvor hele løbet afvikles på rundstrækningen. Trenden startedes i 2010 i Geelong og blev fulgt op i 2011, 2012, 2013 og 2016, hvor man hvert år tilbagelagde et længere stykke fra en nærliggende by fra til værtsbyen, inden resten af løbet bestod af omgange på rundstrækningen. Den model benyttes også i år, men der er dog tale om et relativt kort indledende stykke - meget kortere end sidste års medrivende maraton gennem Qatars ørken.

I alt skal der tilbagelægges 267,5 km, hvilket gør det til et meget langt løb endda efter vanlig VM-standard. I år er Milano-Sanremo således det eneste større løb på UCI-kalenderen, der er længere end løbet i Bergen. Starten går i den nærliggende by Rong, der ligger på en af de mange små øer, som havet vest for Bergen er fyldt med. Herfra bevæger man sig mod sydøst henover yderligere en mindre ø, inden man når frem til den større ø Landroøyane, hvis kyst man fortsætter videre mod sydøst. Efter ca. 23 km drejer man mod øst for gennem en tunnel at ramme endnu en mindre ø, som man kører tværs henover, inden en bro efter ca. 31 km endelig leder feltet ind på det norske fastland. Her fortsætter man mod øst og nordøst gennem endnu en tunnel frem mod Bergen, hvis udkant nås, når man efter 39,5 km rammer rundstrækningen. Denne indledende del byder på typisk norsk kystterræn. Der er ikke mange flade stykker, men på intet tidspunkt når man op i mere end 50 m højde. Med andre ord består den indledende fase af rullende terræn med mange små stigninger, hvor det ofte går let op eller ned, men aldrig i lang tid af gangen.

Efter at have ramt rundstrækningen kører man de sidste 17,9 km af den 19,1 km lange runde, inden man krydser målstregen for første gang. Herefter består den resterende del af løbet af 11 fulde omgange på rundstrækningen, inden løbet efter den fulde distance på 267,5 km har nået sin afslutning. Rundstrækningen er i store træk identisk med korte runde, der blev benyttet til enkeltstarterne for dame junior, U23-herrer og eliteherrer, og som er uden længere stigninger. Den er imidlertid forlænget med et par kilometer, så rytterne sendes op over Laksebakken.

Fra starten bevæger man sig mod syd og sydøst via en lang, stort set helt lige vej. Der er en lille bakke helt fra start og igen efter knap 3 km, men derudover er de første 5 km stort set flade. Det ændrer sig imidlertid efter knap 5 km, når man drejer mod øst, hvorefter en knap 500 m lang stigning venter. På toppen kører man kortvarigt mod syd ned til det sydligste punkt, inden et skarpt venstresving leder ind på Laksebakken, der fører mod nord. Den er 1,5 km lang og stiger med 6,4% i gennemsnit og er yderst regulær uden meget stejle passager. Den er stejlest i bunden, hvor de første 500 m stiger med 7,8% i gennemsnit, hvorefter de følgende to sektioner á 500 m stiger med hhv. 5,4% og 5,8%. Der er ingen sving på bakken, og det er muligt at se meget langt frem.

Toppen rundes efter 8,4 km, og herefter venter en nedkørsel med et enkelt hårnålesving, inden man igen rammer hovedvejen. Herefter er terrænet relativt fladt og let faldende og byder kun på enkelte mindre stigninger samt en passage gennem en tunnel. Der er heller ingen sving, og der kan på den længste og stejleste nedkørsel opnås meget høj fart.

Med knap 5 km igen rammer man et kort stykke med brosten, hvorefter et ganske kort asfaltstykke leder ind på en længere pavé, der først er stigende og dernæst fladt. Herefter følger løbets sidste reelle lille stigning, inden det falder let frem til det nordligste punkt, der kommer efter ca. 16 km. Herefter foretager man en U-vending og fortsætter derefter tilbage mod centrum via en stort set helt flad, meget bred vej, der kun byder på helt bløde sving. Først med 300 m igen kommer der et venstresving, der via en helt lille bakke leder op til det sidste højresving, der kommer 250 m fra stregen. Herefter falder det ganske let ned til mål, hvor den nye verdensmester krones på Festplassen i hjertet af Bergen.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Vejret

I tre år har man talt om, at VM i Bergen formentlig ville blive en våd og kold affære, men den regnfulde norske by har under VM vist sig fra sin behagelige side. Efter et par regnvejrsdage onsdag, torsdag og fredag vender det gode vejr tilbage i weekenden, hvor der venter smukt efterårsvejr, der næppe kunne flottere på denne tid af året. Søndag ventes at byde på en skyfri himmel og en temperatur på 18 grader, og der vil stort set ikke være nogen vind, kun en svag til let vind fra syd. Det giver hovedsageligt modvind på det indledende stykke frem til rundstrækningen, hvor der vil være mod- og sidemodvind på første del frem til Laksebakken. Her vil der være medvind, og der vil herefter være med- og sidemedvind frem til vendepunktet med knap 3 km til mål. Herefter vil der igen være mod- og sidemodvind.

Favoritterne

Det forhold, at ruten varierer fra år til år, betyder, at der vel næppe er noget løb, der er så omdiskuteret som VM. I året op til løbet valfarter ryttere og landstrænere til værtsbyen for ved selvsyn at vurdere rutens hårdhed, og det er bemærkelsesværdigt, hvor delte meningerne som regel er. Enkelte ryttere har en interesse i at nedspille forventningerne, men som regel taler ryttere deres mulighed op i et forsøg på at styrke deres position i det nationale hierarki og derved øge chance for at få den fornødne frihed, når løbet finder sted.

I år har bestemt ikke været nogen undtagelse, og der synes ikke at være megen enighed om sværhedsgraden af ruten i Bergen. Da den belgiske landstræner Kevin De Weert i april havde testet ruten, gav Greg Van Avermaet udtryk for sin store skuffelse over, hvor let den tilsyneladende var, mens andre - blandt andre ryttere, der deltog i sidste års Tour des Fjords, hvor man på 1. etape testede rundstrækningen under løbsbetingelser - har talt om en svær og selektiv rute.

Denne uenighed afspejles også i holdudtagelserne. Hvor Norge har samlet et rent sprinterhold, og Italien stiller med flere hurtige folk med varierende holdbarhed, har Frankrig og Belgien ladet alle deres topsprintere blive hjemme. Det samme havde Holland oprindeligt, men efter at have indset, at flere lande tilsyneladende vil køre målrettet for en spurt har landstræneren udskiftet den skadede Dylan Van Baarle med Danny Van Poppel for i det mindst at have et kort at spille, hvis det hele skulle blive samlet til sidst. Der er med andre ord vidt forskellige strategier fra de forskellige nationer, og det skyldes i høj grad den varierende opfattelse af rutens hårdhed.

På baggrund af holdudtagelserne er det imidlertid ikke vanskeligt at aflæse strategierne og ambitionerne for de enkelte nationer. Sidste år var Belgien nøglenationen, der fik feltet til at eksplodere i sidevinden, og igen i år synes det at være den traditionsrige cykelnation, der har nøglen til at åbne løbet op. Man har ladet sprinterne Jens Debusschere og Edward Theuns blive hjemme og i stedet udtaget et fabelagtigt klassikermandskab bygget op om de to kaptajner Greg Van Avermaet og Philippe Gilbert. Skal de sikre sig den første VM-titel siden Philippe Gilberts sejr i 2012, skal løbet være så hårdt som muligt, og man skal af med de hurtigere folk som Peter Sagan, Elia Viviani, Fernando Gaviria og Alexander Kristoff. Derfor kan vi vente, at belgierne allerede tidligt vil tage initiativ til at gøre løbet så hårdt som muligt, og de har i sandhed mandskabet til at skabe ravage.

De allierede nationer i intentionen om at skabe udskilning vil specielt være franskmændene, der på kontroversiel vis har ladet meget formstærke Nacer Bouhanni blive hjemme og i stedet har bygget holdet op om Julian Alaphilippe, der også har brug for et selektivt løb. Det samme er tilfældet for hollænderne, der trods den sene udtagelse af Van Poppel næppe vil ændre den planlagte offensive strategi væsentligt, og det er også i australiernes og Michael Matthews’ interesse, at løbet bliver så selektivt som muligt. Det samme kan siges om Michal Kwiatkowskis polske tropper. Dermed er i hvert fald fem af de største nationer indstillet på at skabe ravage og køre offensivt, og skal det lykkes, skal det gøres relativt tidligt. Efter at have set ruten er det nemlig helt klart, at det ikke er en rundstrækning, hvor man alene på de sidste par omgange kan gøre nogen stor forskel. Skal der skabes udskilning, skal løbet gøres vanskeligt tidligt.

Nordmændene stiller med to fremragende vinderkandidater i Alexander Kristoff og Edvald Boasson Hagen, der efter sidste år kontrovers tilsyneladende ikke har kunnet enedes om en fælles strategi og derfor vil køre hvert deres løb. Selvom Boasson Hagen har planer om at angribe, må man formode, at det er i nordmændenes bedste interesse, at løbet bliver relativt nemt. Derfor vil de formentlig spille en kontrollerende rolle. Det samme vil slovakkerne for Peter Sagan, men de har ikke holdet til at have megen indflydelse i anden halvdel af løbet. Også Colombia må formodes at have en defensiv tilgang på en rute, hvor det hele må handle om Fernando Gaviria.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Det vanskeligst aflæselige hold er Italiens. I formstærke Elia Viviani har man en af feltets allerhurtigste, men spørgsmålet er, hvor meget man tør satse på Sky-stjernes holdbarhed. I Sonny Colbrelli, Matteo Trentin og i mindre grad Diego Ulissi har man yderligere tre meget formstærke kandidater, men skal de vinde, skal løbet i hvert fald have nogen hårdhed. Det synes dog sandsynligt, at italienerne i høj grad vil spille en afventende rolle, hvor Viviani og Colbrelli formentlig vil spare sig til en spurt, mens Trentin og Ulissi vil sikre, at man altid har en potentiel vinder med i de evt. afgørende fremstød i finalen.

Efter at have set ruten ved selvsyn og specielt, hvor let den sidste del af rundstrækningen er, bliver det imidlertid ikke let for en enlig rytter eller en mindre gruppe at gøre en afgørende forskel. Der er meget langt til mål fra toppen, og stigningen er ikke i sig selv specielt svær - heller ikke selvom den skal forceres 12 gange. Specielt løbet i Limburg er en glimrende afspejling af, hvor meget der skal til for at skabe splittelse i et VM-løb. I 2014 var det på den ellers svære rundstrækning i Ponferrada også kun tilstedeværelsen af en selvopofrende Philippe Gilbert i frontgruppen, der forhindrede, at der i finalen kunne skabes samling bag den modige Michal Kwiatkowski, der havde foregrebet favoritterne, og når det i Richmond lykkedes Peter Sagan at tage en solosejr, skyldtes det, at stigningerne her lå så tæt på mål, at de kunne bruges til sene angreb. I Bergen er Laksebakken så langt fra stregen, at det bliver langt, langt vanskeligere - specielt fordi den sidste del af ruten er så hurtig, at det i høj grad favoriserer et felt, hvor der næsten altid vil være mange nationer med en interesse i at jagte.

Vejrforholdene gør det ikke nemmere. I månedsvis har rytterne forberedt sig på det regnfulde norske vejr, men nu ser det ud til, at søndag næsten bliver en sommerdag. Udsigterne til at kunne skabe splittelse er dermed yderligere reduceret, og det bliver ikke bedre af, at der vil være modvind på de sidste kilometer.

Meget peger derfor, at den nye verdensmester skal findes i en eller anden spurt, men der er stadig nogen tvivl om graden af selektion. Kan Elia Viviani overleve? Og er løbet så hårdt, at en fyr som Michael Matthews kan blande sig med de normalt hurtigere folk? Det er i høj grad her, tvivlen kan være.

Skal det lykkes for en mindre gruppe at snige sig væk, er det måske i virkeligheden løjtnanterne, der har en chance. Favoritter som Greg Van Avermaet, Philippe Gilbert, Edvald Boasson Hagen, Julian Alaphilippe og Michal Kwiatkowski vil formentlig ikke få megen frihed, og ruten er næppe svær nok til, at de via ren styrke kan gøre en forskel i finalen. Til gengæld ser man ofte, at der med et par omgange igen etableres en stærk gruppe med løjtnanter fra næsten alle de store nationer. Hvis de alle er trygge ved deres mand i front, ser man ofte sådanne fremstød komme temmelig langt. Som regel er der imidlertid altid én af de store nationer, der har sovet i timen, og da der i et endagsløb i sådanne situationer altid er en interesse i at jagte, ender det næsten altid med, at heller ikke disse grupper i sidste ende har succes.

Med andre ord formoder vi, at løbet ender i en reduceret massespurt, og det får os til at forudsige et norsk drømmeudfald ved at pege på Alexander Kristoff som vores favorit. Måske kan han og Boasson Hagen ikke enes om en fælles strategi, men Kristoff kan formentlig klare sig uden en fælles alliance. Som nævnt ovenfor synes ruten at være designet med Kristoff i tankerne, og den passer ham på alle måder perfekt. Stigningen er ikke for svær for den store nordmand, der er lang tid efter bakken til at skabe samling, den meget lange distance passer ham perfekt, og der er endda en lille bakke lige inden spurten, som er perfekt for en rytter med Kristoffs karakteristika. Kun det gode vejr kan ikke siges at være til fordel for nordmanden, der normalt præsterer bedst i kulde og regn. På alle andre områder synes alt at gå i Kristoffs retning.

Det er klart, at Kristoff ikke er i nærheden af at være den rytter, han var i jubelåret 2015, hvor han vandt stort set alt, hvad han rørte ved, men der er én væsentlig egenskab, han fortsat har bevaret: evnen til at spurte efter et langt, hårdt løb. For et par år siden vandt han med imponerende konsistens altid spurten i den første større gruppe i Milano-Sanremo, Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og det siger alt om evnen til at afslutte efter en lang dag. I år har han igen bekræftet den specialitet ved at vinde feltet spurt i Milano-Sanremo og Flandern Rundt. Siden har han i knap så skrapt selskab vundet Rund um den Finanzplatz, RideLondon Classic og EM, spurtet sig til fjerde- og andenpladser i de lange EuroEyes Classic og Bretagne Classic, og selvom han ikke har topfarten til at slå de bedste i de store massespurter i Touren, var han enkelte gange tæt på sejren og som altid meget stabil med konstante top 5-placeringer. Hurtigheden er med andre ord ikke voldsomt reduceret i forhold til velmagtsdagene.

Kristoff går ind til løbet i god form, hvilket han viste med adskillige top 5-placeringer og sejr i pointkonkurrencen i Tour of Britain, der i år var alt for let for den store nordmand. Samtidig var finalerne alt for tekniske for et Katusha-mandskab, der slet ikke havde toget til at konkurrere med de bedste lead-outs, og derfor var det hele tiden klart, at Kristoff aldrig ville kunne vinde en etape. Han kørte imidlertid en god spurt på sidste etape, der var klart den hårdeste, og her slog han med lethed blandt andre Viviani og Gaviria, der var helt færdige efter en svær dag. Kristoff er stadig verdens hurtigste efter et hårdt løb og er en af de bedste til at positionere sig - også selvom Norge måske ikke har det bedste tog. Det får os til at tro på en stor norsk festdag med en hjemmebanesejr til Kristoff.

Der er almindelighed om, at manden, der skal slås, er Peter Sagan, som har en mulighed for at skrive historie ved at sikre sig det første VM-hattrick nogensinde. Chancerne er bestemt gode for den dobbelte verdensmester, der ikke kan være voldsomt utilfreds med ruten - også selvom han formentlig havde en interesse i, at den var hårdere. Som altid er det vanskeligste for Sagan at finde den rette taktik, da han formentlig er feltets allerstærkeste på en stigning som denne og derfor kan gå med i angrebene, men samtidig vil være en oplagt favorit i en spurtafgørelse. Sagan skal derfor nøje udtænke den bedst mulige strategi, og det har ikke altid været let. Der skal således bruges mange hænder til at tælle det antal gange, hvor han ved mislykkede angreb i finalen har misset chancen for en spurtsejr, og det har altid været Sagans store dilemma at skulle forvalte sin alsidighed korrekt.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

I et VM-løb er Sagans store ulempe altid holdet. Modsat de øvrige favoritter har den forsvarende vinder slet ikke mulighed for at tage initiativ og kontrollere løbet, og derfor har han reelt ikke mange andre muligheder end at vente og lade andre diktere slagets gang, specielt i løbets anden halvdel. Heldigvis for Sagan er chancerne for en spurtafgørelse relativt store, og han behøver derfor ikke nødvendigvis megen holdstøtte. Og vi formoder netop, at Sagan vil satse på en spurt. Historien viser nemlig klart, at Sagan aldrig får megen hjælp, hvis han angriber, og derfor viser det sig næsten altid at være skønne spildte kræfter. Distancen fra Laksebakken til mål betyder, at en gentagelse af solosejren fra Richmond er praktisk talt umuligt, og derfor vil det formentlig være klogest af Sagan at satse på, at andre nationer kan sikre en reduceret massespurt.

I det scenarium vil Sagan have gode kort på hånden. I gamle dage ville han næppe have været i stand til at slå de hurtigere folk, men siden 2015 har han øget sin hurtighed markant. Han er blevet langt bedre også i de rene massespurter, og han viste sidste år ved at besejre selveste Mark Cavendish, at han nu også kan afslutte efter et langt, hårdt løb - noget, der ellers tidligere var hans svaghed. Han har nemlig haft en kedelig tendens til at blive slået af langsommere ryttere i spurter efter svage løb - bl.a. er han flere gange blevet overspurtet af Greg Van Avermaet - men det sker som regel kun, når han har brugt mange kræfter med offensiv kørsel. Kan han holde hovedet koldt og undgå at brænde sine tændstikker for tidligt, har han vist, at han kan slå alle i dette felt, specielt fordi han positionerer sig som ingen anden. Derfor kan der meget vel blive skrevet VM-historie i Bergen.

I dette felt er det formentlig Fernando Gaviria og Elia Viviani, der har den højeste topfart, og specielt italieneren går ind til løbet med forrygende selvtillid og i en form, der er langt bedre end nogensinde tidligere. Efter at have vundet OL-guld på banen har Viviani dedikeret sig fuldstændig til landevejen, hvor han drømmer om at vinde klassikerne Milano-Sanremo og Gent-Wevelgem. Derfor har han arbejdet hårdt på sin holdbarhed, og det har givet helt fantastiske resultater. Den første indikation kom, da han højst overraskende sad med feltet hjem i Milano-Sanremo, men dengang havde han ikke sin vanlige hurtighed efter så svært et løb.

Det har imidlertid ændret sig nu. For blot en måned siden vandt han nemlig de to lange WorldTour-klassikere EuroEyes Cyclassics og Bretagne Classic, og han har i det hele taget suverænt været sensommerens og efterårets mest formstærke sprinter. Specielt sejren i Bretagne var intet mindre end imponerende, idet Viviani ikke blot kunne hænge på - han var såmænd en af de allerførste på toppen af sidste stigning på en dag, der viste sig at være for svær for mange af hans sprinterkolleger. Har han samme form denne gang, bør han også være med hjem i Bergen, og han viste i Plouay, at hans hurtighed ikke nødvendigvis har lidt megen skade.

Når vi alligevel ikke gør Viviani til topfavorit, skyldes det, at han trods alt ikke har samme holdbarhed som Kristoff og Sagan, og løbet i Sanremo viste, at det koster på topfarten, når spurten kommer efter en lang dag. Derudover er noget af silken måske slidt af. I hvert fald var han ikke skræmmende i Tour of Britain, hvor det var specielt påfaldende, at han havde så svært ved at spurte på den hårde sidste etape. Han sad ganske vist med hjem, hvilket viser, at formen ikke er helt væk, men kunne ikke leve op til præstationen i Plouay. På den anden side har Italien klart det bedste lead-out, og Viviani vil derfor have en helt naturlig fordel, hvis det hele samles til sidst. Det helt store spørgsmål er, om den italienske stjerne stadig er med, når det skal afgøres.

Havde dette været maj måned, havde Fernando Gaviria måske været den største favorit. Nu skriver vi imidlertid september, og meget har ændret sig siden den suveræne dominans i Giroen, hvor han vandt fire etaper samt pointtrøjen. Gaviria har nemlig fået ødelagt sommeren af en skade, der flere gange udskød hans tilbagevenden til konkurrence, og det var først i Tour of Britain, at han for alvor kom i gang. Her sikrede han sig en etapesejr, men desværre var det først og fremmest i kraft af Maximilano Richezes fremragende lead-outs i de tekniske finaler end i kraft af hans egen topfart. Specielt var det tydeligt på den hårde sidste etape, at han fortsat ikke er i topform - også selvom han var bedre end ventet.

Heldigvis viste Gaviria betydelig fremgang ved at spurtbesejre selveste Dylan Groenewegen i Kampioenschap van Vlaanderen og dagen efter gå i offensiven i Primus Classic, inden han alligevel havde kræfter til at blive toer bag André Greipel i felts spurt. Der er med andre ord ikke tvivl om, at formen går den rette vej for det colombianske fænomen, men desværre frygter vi, at løbet kommer for tidligt. Gaviria har nemlig i både Milano-Sanremo, flere mindre belgiske løb og senest i Tour of Britain, at han mister temmelig meget af sin topfart, hvis han skal spurte efter et langt og hårdt løb, og det kan blive problematisk i et felt med mange specialister i netop at afslutte efter svære dage. Vi er end ikke helt sikre på, at Gaviria vil være med hjem til sidst, selvom han bør være det. Har han sin vanlige hurtighed bliver han meget svær at slå, men man kan frygte, at det ikke er tilfældet.

Bliver Viviani sat, vil italienerne formentlig køre spurten for Sonny Colbrelli, og det er en fremragende plan B. Italieneren er nemlig ekspert i at spurte efter hårde løb, hvilket han viste ved at besejre flere langt hurtigere folk på en brutal sidevindsetape i årets Paris-Nice. I en ren massespurt har han ingen chancer, men efter så langt og svært et løb kan han på en god dag true de fleste. Samtidig viser hans sejre foran Viviani i Coppa Bernocchi og (ganske vist kun i en spurt om en sekundær placering) i det hårde Memorial Marco Pantani, at han tilsyneladende har timet formen perfekt, også selvom han skuffede i Canada. For Colbrelli, der som bekendt er blevet nr. 3 i det meget hårdere Amstel Gold Race, kan løbet næppe blive vanskeligt nok, og han er endda god nok til selv at kunne køre med i angreb. I en spurtafgørelse vil han samtidig kunne drage fordel af det forrygende italienske tog, hvor specielt formstærke Matteo Trentin vil være en nøglerytter, der kan bidrage til, at Colbrelli sikrer sig sejren.

Det er dog ikke helt givet, at Colbrelli er plan B. Sammen med Tim Wellens er Matteo Trentin formentlig feltets mest formstærke rytter. Han forlod Vueltaen med hele fire etapesejre og imponerede specielt med sine klatreevner på den svære 10. etape. Samtidig viste han forbedret spurtstyrke ved at vinde den helt flade sidste etape til Madrid, og han har dermed gode kort på hånden i flere scenarier. Sidst i løbet så han ud til at have tabt toppen af formen, men det fik han med eftertrykkelighed afkræftet i lørdags, hvor han kørte et meget stærkt felt sønder og sammen i Primus Classic. Først kørte han så stærkt i et udbrud - hvor han faktisk bare arbejdede for Gaviria - at kun Jempy Drucker kunne holde hans hjul, og siden satte han luxembourgeren fra hjul på en ganske undseelig bro. Det siger alt om Trentins klasse og form.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

Spørgsmålet er, hvilken rolle han får. Formentlig skal han dække angrebene, og lykkes det at køre hjem i en gruppe, har han gode chancer for at være hurtigste mand. Mindre sandsynligt, men ikke umuligt er det, at han er foran Colbrelli i sprinterhierarkiet og får ansvaret, hvis Viviani falder fra. Han har i Touren før slået en vis Peter Sagan i en reduceret massespurt, og selvom der formentlig er hurtigere folk til stede, vil han med hjælp fra det stærke italienske tog sagtens kunne vinde.

En rytter, der formentlig er skuffet over rutens beskaffenhed, er Michael Matthews. Australieren havde satset på et hårdt, selektivt løb, men det bliver ikke nemt at skabe den krævede udskilning. Matthews’ problem er nemlig, at han ikke er hurtig nok til at slå folk som Kristoff og Sagan i en flad spurt, og han skal derfor formentlig af med de hurtigste, hvis han skal have en chance. Det bliver derfor interessant at se hans og australiernes strategi. Han har nemlig ikke lagt skjul på, at han gerne vil være en aggressiv rytter, der kører offensivt fremfor at vente på en spurt, og det har han vist mange gange på det seneste, hvor hans holdbarhed nærmest blot har nået nye højder. I Canada viste han, at formen er god, og han er formentlig en af feltets stærkeste ryttere. Problemet er, at det bliver svært for en lille gruppe at holde hjem og dermed give Matthews’ mulighed for at udnytte sin spurtstyrke. I en reduceret massespurt er han dog ikke helt uden chance efter så langt et løb, ikke mindst fordi Australien har et fornuftigt hold til at støtte ham. Hvis alt flasker sig, kan han derfor sikre sig et første verdensmesterskab.

Holland har som sagt i sidste øjeblik fundet plads til Danny Van Poppel, efter at Dylan Van Baarle i Tour of Britain brækkede et ribben. Det kan vise sig at være en meget klog beslutning, da hollænderen efter et ødelagt forår i sensommeren har været bedre end nogensinde. Det viste han specielt i Polen Rundt, hvor han var feltets hurtigste mand og kun i kraft af dårlig holdstøtte måtte nøjes med én etapesejr. Den kom imidlertid efter en hård og svær dag, hvor han med stor autoritet slog selveste Sagan ganske klart. Det vidner om, at han endelig er klar til at bekræfte det potentiale, han viste sidste efterår, og er han på samme niveau, har han hurtigheden til at besejre alle i en spurt. Det store spørgsmål er dels, hvordan han håndterer distancen, dels om han stadig har samme form. Han har nemlig været taberen i Skys løbsplanlægning og har ikke kørt siden 27. august. Når han har fået den hollandske sprinterplads i stedet for Groenewegen, må det imidlertid skyldes, at hans form er ganske god. Holland har et brølstærkt hold til at køre sig frem, og kan de det, er han i topform hurtig nok til at gøre det færdigt.

Som sagt er der ikke den store enighed på det norske landshold, og det betyder i år, at Edvald Boasson Hagen vil kunne tage sin egen chance. Nordmanden viste storform i Tour of Britain, hvor han var blandt de stærkeste på stigningerne og sikrede sig en imponerende solosejr på den knaldhårde sidste etape. Han bekræftede styrken ved at køre meget stærkt op ad Fløyen på enkeltstarten, og i det hele taget har han haft en meget stærk periode siden maj, hvor han dominerede de norske løb. Solosejren i Touren var høj klasse, og samtidig har han spurtet bedre end længe, både i Touren og Tour of Britain. Hans gode spurtresultater skyldes imidlertid først og fremmest Dimension Datas gode tog, og her har han slet ikke samme støtte. Han er formentlig ikke hurtig i en reduceret massespurt, også selvom han og Kristoff skulle ende med at køre hver deres spurt. Til gengæld vil han formentlig være en af de hurtigste, hvis en lille gruppe kører hjem i finalen.

Frankrig har som sagt truffet det umiddelbart meget ukloge valg at lade Nacer Bouhanni blive hjemme, og i stedet er det alle mand for Julian Alaphilippe. Desværre tyder meget på, at ruten er for let for den ellers ekstremt talentfulde franskmand, der mestrer stort set alle cykelsportens discipliner. Selvom han er hurtig, har han ikke en reel chance i en flad spurt, og han skal derfor håbe, at en lille gruppe kører hjem. Lykkes det vil han imidlertid kunne slå de fleste i en spurt - husk eksempelvis på hans andenplads i en kun svagt stigende massespurt i Dauphiné sidste år - men der er samtidig nogen usikkerhed om formen. Han brillerede ikke i sidste del af Vueltaen og betaler stadig prisen for den knæskade, der ødelagde det meste af sæsonen. Til gengæld må et talent som han formodes at komme flyvende ud af en grand tour, og hvis han har samme form som i Rio efter Touren sidste år, vil han være en af feltets allerstærkeste.

Greg Van Avermaet har som sagt udtrykt skuffelse over rutens hårdhed, og det er næppe uden grund. Løbet er formentlig for let for den belgiske stjerne, der samtidig har det problem, at han vil være en markeret mand, som ikke får megen frihed. Derfor skal han sammen med de øvrige favoritter kunne gøre en forskel på en af de sidste ture på ad Laksebakken, og det bliver ikke nemt at holde et evt. forspring til mål. Til gengæld er han specialist i at spurte i et sådant udbrud efter et hårdt løb, og skulle det lykkes, vil han derfor være en oplagt favorit. Han vil måske endda forsøge sig i en reduceret massespurt, men her vil han ikke have mange chancer.

I stedet ser det ud til, at Jasper Stuyven er belgiernes mand, hvis der skal spurtes. Trek-rytteren har som bekendt vundet en reduceret massespurt i Vueltaen, men desværre er det i de seneste uger i Canada og Brussels Cycling Classic blevet tydeligt, at han ikke er i stand til at matche de bedste i dette felt. Til gengæld er han i absolut storform og har været det siden sejren på kongeetapen i BinckBank Tour. Senest gjorde han det imponerende godt i Montreal på en rute, der burde have været for svær, og han var klart stærkeste mand i Danmark Rundt, hvor han arbejdede for Mads Pedersen. Hans bedste chance er derfor at angribe, men det er uklart, om han får frihed på det belgiske hold. I en spurt har han måske en lille chance, hvis det stærke belgiske mandskab kan levere et fabelagtigt lead-out.

Magnus Cort arbejdede for holdet i Vueltaen og fik derfor ikke mange personlige chancer. Det gjorde han imidlertid på 13. etape, hvor den hårde finale burde have passet ham. Her blev han imidlertid kørt agterud af normalt svagere ryttere, og det tyder på, at han i hvert fald ikke på det tidspunkt var i storform. Den kan imidlertid være kommet siden da, og det giver ham muligheder i et løb, der formentlig skal afgøres i en reduceret massespurt. Selvom der på papiret er hurtigere ryttere til start, har Cort nemlig i år imponeret ved at besejre folk som Coquard og Bouhanni først på året. Siden har bl.a. en skade forhindret ham i at nå samme højder, men spurten i det relativt hårde RideLondon Classic er endnu et vidnesbyrd om, at han med et relativt stærkt lead-out ikke er helt uden chance.

Det er heller ikke Luka Mezgec, der egentlig var hentet til Orica som Caleb Ewans lead-out man, men i år faktisk har fået temmelig mange chancer. Dem har han grebet fornemt, specielt i Slovenien Rundt, hvor han vandt en etape og kørte fremragende på stigningerne. Det høje niveau blev bekræftet ved at besejre Sagan og sikre sig andenpladsen bag Van Poppel på den hårde femte etape i Polen, spurte sig til en femteplads ved EM, vinde spurten i Veendenal og senest tage en fjerdeplads foran bl.a. Gaviria og Viviani på den knaldhårde sidste etape i England. Hans speciale er netop at spurte efter et hårdt løb, og selvom der på papiret er hurtigere folk til start, er den formstærke slovener en mand, der kan overraske i en reduceret massespurt, specielt hvis det har været hårdt.

Endelig er vi nødt til at nævne Tim Wellens. Ruten passer ham egentlig slet ikke, da den er alt, alt for let, men Wellens er simpelthen så skræmmende stærk i øjeblikket, at vi må se ham undervejs. Han var stærkeste mand i BinckBank Tour - også stærkere end den senere vinder Tom Dumoulin - var bedste mand på stigningerne i de stærkt besatte canadiske klassikere (men sov i timen i Montreal) og knuste rivalerne med en Merckx-agtig solopræstation i sidste onsdags Tour de Wallonie. Wellens er kendt for at køre som en motorcykel i efteråret, og i år har han taget det til et helt nyt niveau. Selvom han ikke er langsom, er han formentlig ikke den hurtigste i en lille gruppe, men er der nogen, der kan køre alene hjem på denne rute, kunne det meget vel være uhyggeligt stærke Wellens.

***** Alexander Kristoff

**** Peter Sagan, Elia Viviani

*** Fernando Gaviria, Sonny Colbrelli, Matteo Trentin, Michael Matthews

** Danny Van Poppel, Edvald Boasson Hagen, Julian Alaphilippe, Greg Van Avermaet, Jasper Stuyven, Magnus Cort, Luka Mezgec, Tim Wellens

* Nikias Arndt, Michael Albasini, Jempy Drucker, Michal Kwiatkowski, Lars Boom, Tom Dumoulin, Philippe Gilbert, Petr Vakoc, Maximilano Richeze, Ben Swift, Reinardt van Rensburg, Zdenek Stybar, Gianni Moscon, Jens Keukeleire, Oliver Naesen, Tiesj Benoot, Alexey Lutsenko, Søren Kragh

Danskerne

Danmark stiller til start med to kaptajner i Magnus Cort og Michael Valgren samt med Søren Kragh i en fri rolle. Med udsigt til en reduceret massespurt er Cort formentlig bedste kort, som det fremgår af ovenstående analyse. Valgren har haft løbet som et stort mål, men den er formentlig for let til, at han har en reel chance. Kragh er hurtigere og har derfor bedre muligheder, specielt fordi han kørte vanvittigt stærkt i Vueltaen. Michael Mørkøv, Mads Pedersen og Christopher Juul er primært med for at støtte kaptajnerne.