Introduktion til løbet:

Fra Zürich til Zürich

Dato: 22. september

Antal kilometer: 46,1

Antal højdemeter: Ca. 400

Løbsstart: 14.51 (første rytter)

Løbsafgørelse: Ca. 17.25 (sidste rytter)

TV-dækning: Se oversigten her

Første udgave: 1994

Seneste vinder: Remco Evenepoel (Belgien)

Kategori: Internationalt mesterskab

Helt tilbage i 1921 var det København, der var vært for det allerførste verdensmesterskab i landevejscykling, som blev afholdt af den internationale cykelunion, UCI, og inkluderede et enkelt løb for amatører, vundet af svenske Gunnar Sköld foran danske Willum Hansen. I 1927 blev et linjeløb for professionelle så lagt til programmet, og ved samme lejlighed introduceredes den i dag så ikoniske regnbuetrøje, som vinderen har ret til at køre i under sit år som verdensmester. Først i 1958 blev der tilføjet endnu et løb til verdensmesterskaberne i form af et linjeløb for kvinder.

En holdtidskørsel for herrer blev en del af verdensmesterskaberne i 1962, men der skulle gå over 70 år med verdensmesterskaber i landevejscykling, før enkeltstarten også blev en VM-disciplin i 1994 - for en sjælden gangs skyld samtidigt for herrer og kvinder. På dette tidspunkt var enkeltstarten for længst en etableret disciplin, der eksempelvis udgjorde det eneste landevejsløb til de olympiske lege mellem 1912 og 1932.

Læs også

Pogacar svarer igen på dopingbeskyldninger: Du ser det overalt

Alligevel havde der dog en enkelt gang sneget sig ind en enkeltstart ind til VM, nemlig i 1931, da de københavnske arrangører besluttede, at linjeløbet skulle erstattes af en individuel kamp imod uret. Dermed var det teknisk set italienske Learco Guerra, der blev første verdensmester i enkeltstart - dog med den yderligere teknikalitet i mente, at den danske amatør Henry Hansen på samme rute satte en bedre tid, hvor han dog muligvis havde urimelige fordele undervejs.

Netop dette VM-eksperiment i 1931 var inspirationen til det, der i mange år blev anset som et uofficielt VM i enkeltstart: Grand Prix des Nations. Dette endagsløb afviklet som enkeltstart så dagens lys i 1932 og opnåede inden længe stor prestige inden for denne disciplin, der altså længe blev forbigået til VM. Løbet havde så høj prestige, at vinderlisten kan matche selv sportens monumenter, og det nåede endda at være en del af World Cuppen med de største endagsløb fra 1991 til 1993.

I 1994 var det så, at der blev afviklet en reel VM-enkeltstart på Sicilien, hvor Chris Boardman og Karen Kurreck skrev sig ind som de første officielle verdensmestre i enkeltstart. Siden da har to herreryttere formået at vinde VM-guld i disciplinen fire gange: Først Fabian Cancellara og siden Tony Martin, som altså begge overgik deres forgænger på tempotronen, Michael Rogers, som vandt tre verdensmesterskaber (heraf den ene på en skrivebordsafgørelse). Sidste år var det så Remco Evenepoel (Belgien), der føjede sit navn til listen over verdensmestre i enkeltstart, da han holdt stand imod Filippo Ganna (Italien), mens teenageren Joshua Tarling (Storbritannien) imponerede med en bronzemedalje.

Introduktion til ruten

Årets VM-rute til herrernes enkeltstart er på 46,1 kilometer og kan opdeles i tre sektioner: en flad, en kuperet og så endnu en flad, fordelt på i alt 33 flade kilometer og 13 kuperede.

Efter starten på rampen i forstaden Oerlikon går ruten i de første 21 kilometer stik sydøst på flade og overvejende lige veje, der blandt andet følger bredden af søen Greifensee.

Herefter tages så et højresving, der fører op mod højdedraget Pfannenstiel, og som indvarsler overgangen til den kuperede sektion af ruten. I første omgang stiger vejen i 700 meter med 5,3 procent i gennemsnit for så at flade ud.

Herefter begynder vejen at stige støt igen, for så at byde på 600 meter med 8,5 procent i gennemsnit, inden vejen flader ud for en stund, inden den stiger resten af vejen op til landsbyen Uetikon am See, der er dagens højeste punkt.

Fra denne top går det så regulært nedad i to kilometer, inden vejen går over et par kontrabakker på en seks-syv procent, så kortvarigt ned til en sidste rampe på 8,4 procent, men bare 200 meters længde, inden det går det sidste stykke ned til bredden af søen Zürichsee.

De resterende 12 kilometer er igen på flad og fuldkomment lige vej, da ruten herfra og til målstregen følger søbredden, hvor der ikke er et eneste sving at finde.

Læs også

Tour-direktør om dopingmistanke mod Pogacar: Spørgsmålet er ikke uberettiget

Der tages tre mellemtider undervejs: første gang efter 12,5 kilometer, anden gang efter på 26,6 kilometer - på rutens højeste punkt - og endeligt efter 36,7 kilometer.

Om vind og vejr

Herrernes enkeltstart afvikles sidst på eftermiddagen i et tidsrum på en to timer og tre kvarter, hvilket altså potentielt er nok til at skabe visse forskelle i vejrforhold mellem de første og sidst startende. Heldigvis forventes der ikke noget nedbør i Zürich på dagen for enkeltstarten, hvorfor der i første omgang vil være ens forhold for rytterne, hvad angår vejgreb på de forventeligt helt tørre veje.

Eneste forskel i vejret kan derfor være i vinden, der dog skulle være så svag, at den nærmest er ikke-tilstedeværende. Ikke desto mindre skulle den skifte over i at komme fra en mere sydlig retning i løbet af eftermiddagen, hvilket potentielt kan skævvride de sidst startendes tider en anelse, da de først vil have lidt mere direkte modvind og til sidst have mere direkte medvind, hvorfor de muligvis kan hente tabt terræn ind fra efter tredje og sidste mellemtid.

Favoritterne

Da det kun er godt en fjerdedel af rutens 46 kilometer, der skal køres i kuperet terræn, er det stadig en rute for tempospecialisterne. Disse har stor fordel af de 33 kilometer på fuldkomment flad vej, hvor de især på sidste del ikke engang har sving eller kurver at skulle bekymre sig om og derfor kan skyde en rasende fart. Der er derfor meget tid at hente for de ryttere, der virkeligt evner de helt høje watt-tal, og som mestrer den aerodynamiske position på enkeltstartscyklen.

Da dette nu engang er VM i enkeltstart, er det dog i sagens natur tæt på lutter specialister, der stiller op - i hvert fald fra de store cykelnationer, som også sidder på favoritterne. Derfor vil det sandsynligvis være de 13 kilometer i kuperet terræn, ikke mindst de omkring fire op ad bakke, der kan være udslagsgivende i en disciplin, der ofte afgøres på marginaler. Derfor vil de klatrestærke af specialisterne kunne vinde dyrebar tid på denne sektion, men omvendt er procenterne ikke højere, end at selv de tungere specialister også vil kunne hold en høj fart.

På enhver enkeltstart er det svært at se uden om den forsvarende verdensmester og nu også olympiske mester, Remco Evenepoel (Belgien), som en af de absolutte favoritter. Både VM og OL vandt han med under 15 sekunder til Filippo Ganna, hvad jo ikke er suverænt, men det var også på flade(re) ruter, der tilgodeså den store italiener. På denne mere kuperede rute må det forventes, at han kan vinde tid op ad bakke og er heldigvis forskånet for en alt for teknisk nedkørsel, hvor han kunne tabe den vundne tid igen. Derfor har han altså fordel af ruten og er i forvejen så stærk, at han muligvis også vil være bedst på de flade sektioner, hvorfor han naturligvis er vinderkandidat.

På sin seneste enkeltstart for landsholdet blev Remco Evenepoel olympisk mester. Foto: SWpix

Læs også

Ærlig Evenepoel forklarer svingende præstationer

Selv om en helt flad rute havde været at foretrække for Filippo Ganna (Italien), så er det ikke fordi, at han slet ikke kan køre op ad og derfor bliver kørt helt agterud af et enkelt højdedrag. I årets Giro d’Italia blev han eksempelvis nummer på den første, kuperede enkeltstart, og sølvet sidste år blev også vundet på en relativt kuperet rute, så også her vil han normalt kunne køre opnå sit tårnhøje niveau. Til gengæld er der en vis tvivl om hans form, efter han ikke har kørt løb siden, han trak sig fra Renewi Tour - inden en enkeltstart endda - men med optimal forberedelse er han alligevel medaljekandidat.

Det 20-årige vidunder Joshua Tarling (Storbritannien) imponerede stort med sin bronzemedalje til VM sidste år og kun en defekt forhindrede ham i at vinde (minimum) sølv til OL, hvor han i stedet måtte nøjes med den bitre fjerdeplads. Derfor er der selvsagt store forventninger til ham på enhver enkeltstart, men i sit seneste forsøg i Vuelta a España må det vel kaldes en skuffelse, at han kun blev nummer seks. Siden blev han tilmed ramt af uheld i løbet, hvorfra han trak sig på 9. etape, og derfor er der også tvivl om hans øjeblikkelige form. Den 194 centimeter høje brite har heller ikke decideret gavn af den kuperede sektion, men på en endnu hårdere rute i årets Critérium du Dauphiné blev han trods alt en klar 2’er, kun slået af Evenepoel. I sidste ende må han nok stille sig tilfreds, hvis han kan opnå en medalje, også selv hvis den ikke er af guld.

For bare to uger siden vandt Stefan Küng (Schweiz) langt om længe sin Grand Tour-enkeltstart med en magtdemonstration i Vuelta a España, men helt samme niveau formåede han ikke at ramme til EM, hvor han måtte nøjes med sølv. Netop sølv har han tidligere vundet til VM, foruden en bronzemedalje, så der er ingen tvivl om, at han også på disse lange mesterskabsdistancer har niveauet til at matche de bedste. Dette VM på hjemmebane falder efter en lang sæson for den alsidige schweizer, men han har nu haft halvanden uges løbspause dedikeret kun til forberedelse til denne dag. Da han også kører glimrende opad, er ruten såmænd udmærket til ham, hvorfor han kan bejle til en medalje, men han har også sine udfald til de store mesterskaber, herunder en beskeden 12. plads til VM sidste år.

For første gang siden 2019 stiller Primož Roglič (Slovenien) op på VM-enkeltstarten, hvor han i 2017 vandt sølv, og det er endda hans første internationale mesterskab siden OL for tre år siden, hvor han vel at mærke vandt. Derfor er det diverse etapeløb, der skal kigges på for at sammenligne niveauet, og her har tendensen imod en mand som Evenepoel været, at Roglič lige er et nøk under, da han i de seneste syv møder kun har slået belgieren en enkelt gang. Det er dog også kun absolutte specialister som Evenepoel, der slår Roglič på en længere enkeltstart, og da ruten også passer ham, kan en medalje være inden for rækkevidde.

Primož Roglič har vundet mange af sine etapeløb på sine fremragende enkeltstarter. Foto: Sirotti

Jay Vine er med på et afbud fra Luke Plapp, men det er ikke nødvendigvis en svækkelse af Australiens chancer i enkeltstarten, hvor Vine har udviklet sig til en decideret specialist. I år har han vundet en helt flad prøvelse i Vuelta a Burgos, hvor han vel at mærke vendte tilbage efter en alvorlig skade, men koncentrerede sig mere om bjergetaperne i Vuelta a España. Her kørte han dog også så strålende, at han kan være kommet godt ud ad løbet, og på en rute, der passer hans kvaliteter, kan han bejle til top 5 eller endda en medalje.

Man må håbe for sidste års 4’er, Brandon McNulty (USA), at han har fået restitueret igennem efter Vuelta a España, hvor han ikke alene var træt i den sidste uge, men også styrtede på den afsluttende enkeltstart. Er han stadig i samme form, kører han end ikke top 10 her, men skulle han have fundet friskheden igen, er det en helt anden snak. I topform har han nemlig etableret sig som en af de ypperste specialister i denne disciplin og vil kun have gavn af den kuperede rute, men med tanke på den tvivlsomme form er han nærmere kandidat til top 5 end til en medalje.

På den flade OL-rute rakte Magnus Sheffields (USA) tempoevner kun til en 16. plads, mens han i sin ene VM-start i disciplinen i 2022 tilsvarende blev nummer 17. Ingen af disse resultater afspejler dog hans nuværende niveau på enkeltstarter, hvilket også tæller en tredjeplads på en 40 kilometer lang Giro d’Italia-enkeltstart i år, så distancen bør ikke være problemet som sådan. Erfaringen med de lange enkeltstarter er dog begrænset, så måske han igen falder lidt igennem, men ruten bør passe ham så godt, at top 10 eller endda top 5 er muligt.

Et kig på enkeltstartsresultaterne hos João Almeida (Portugal) tegner et billede af en fremragende temporytter, mens han eneste placering uden for top 10 i sine seneste 13 enkeltstarter var til VM sidste år, hvor han kun blev nummer 23. Dette har været en af blot to enkeltstarter på over 40 kilometer igennem karrieren, og da den anden var til OL i Tokyo, hvor han blev nummer 16, kan distancen muligvis være et problem for ham. Omvendt er den kuperede rute til hans fordel, men med de beskedne resultater på lange enkeltstarter, er han nærmere kandidat til top 10 end til top 5.

Læs også

Chokeret Ineos-rytter: Det er virkelig det vildeste nogensinde

Som så mange andre har João Almeida masser af fart i Colnagos tempocykler. Foto: Unipublic / Sprint Cycling Agency

Den nye stjerne på temporytternes himmel er Mathias Vacek (Tjekkiet), der i år har været tæt på sejre på flade enkeltstarter i Belgien Rundt og ikke mindst i Vuelta a España, ligesom han blev nummer 11 til OL. Da han også kører godt opad, burde dette være en fin rute for ham, men da hans erfaring på lange enkeltstarter er stærkt begrænset - og han sidste år kun blev nummer 38 - må top 10 i første omgang være godkendt for det 22-årige stortalent.

Det er kun to år siden, at Tobias Foss (Norge) højst overraskende blev verdensmester i enkeltstart, men ved ikke at vinde en eneste gang siden da har han ikke slettet indtrykket af, at lige dén dag var mirakuløs for ham. Omvendt har han bestemt stadig kørt flotte enkeltstarter, men resultater som en 13. plads til OL og en 11. plads ved seneste VM vidner om, at top 10 er den realistiske målsætning for en tidligere verdensmester.

Her på den anden side af eksperimentet med ikke at være temporytter gør Victor Campenaerts (Belgien) comeback på VM-enkeltstarten, som han ikke har kørt siden 2020, men hvor han i 2018 vandt bronze. I de seneste par år har han igen fundet tempotakterne frem og har senest kørt top 10-placeringer ind i store løb som Vuelta a España og EM, ligesom han på en lignende rute blev en flot nummer fem på første enkeltstart i dette års Tour de France. Der er dog stadig et stykke vej til fordums styrke, hvorfor top 10 må være godkendt her.

Selv om det er i hjemlandet Schweiz, så er dette ikke en optimal rute for en tonsertype som Stefan Bissegger, der umiddelbart havde foretrukket en fuldkomment flad rute. Omvendt blev han europamester for to år siden på en rimeligt kuperet rute, så han vil ikke være decideret langsom opad, ligesom han som ægte specialist kan være blandt de hurtigste på de flade sektioner. Til gengæld svinger han som en gynge i stormvejr, da han sidste år vandt sølv til EM, men i år formåede at blive nummer 12 på en nærmest identisk rute til samme løb - uden nogen god forklaring herpå. Da denne beskedne 12. plads imod svagere modstand er hans seneste enkeltstartsresultat, ligner han på denne rute en top 10-kandidat.

Det var en mindre overraskelse, at Edoardo Affini (Italien) for bare halvanden uge siden blev europamester i enkeltstart, da han faktisk ikke havde vundet i disciplinen siden 2019. Det var dog også på en helt flad rute, der unægteligt lå bedre til den store italiener end denne ganske kuperede prøvelse, så her vil hans chancer være mindre. Til VM har han heller ikke brilleret, da hans bedste placering er en niendeplads i 2021, så top 10 vil være godkendt for ham på denne rute.

Med resultater som en niendeplads til OL og en femteplads på den kuperede enkeltstart i årets Giro d’Italia har Maximillian Schachmann (Tyskland) vist, at han godt kan begå sig både på lange og kuperede enkeltstarter. Omvendt var en niendeplads i sin seneste enkeltstart i Renewi Tour imod et svagere felt ikke det bedste tegn, men på en rute, der passer ham udmærket, kan han muligvis klemme sig i top 10.

Danske deltagere:

Danmark stiller op med to stærke temporyttere i form af Kasper Asgreen og Mikkel Bjerg, der begge kan banke på til top 10-placeringerne. Desværre var Asgreens ellers udmærkede ottendeplads til EM imod et svagere felt, mens Bjergs 11. plads i samme løb peger på en vis træthed efter en lang sæson. Det kan dog ikke udelukkes, at de kan ramme dagen og dermed top 10.