STREAM CHALLENGE MALLORCA OG VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Som vi har vænnet os til i nu næsten ti år, afvikles en af de mest populære forberedelsesbegivenheder, den heldigvis igen fem dage lange løbsserie Challenge Mallorca, allerede i slutningen af januar, og dermed markerer den igen den virkelige start på den europæiske sæson, der tidligere blev indledt med GP d’Ouverture La Marseillaise i Frankrig -også selvom det tilbagevendte Classica Comunitat Valenciana i søndags skød året i gang for enkelte hold. På denne tid af året er Europa egentlig ikke velegnet til cykelløb, men øen Mallorca tilbyder som regel fornuftige forhold for rytterne til deres sæsonåbning, hvor de testes med et spændende mix af fem endagsløb, der har lidt for enhver smag og med placering 1.1-kategorien tilbyder ganske mange ranglistepoint.

Det er ikke overraskende, at løbsserien er meget populær blandt holdene. Mallorca er et foretrukket træningssted på denne tid af året, og mange hold bruger de fem løb til at teste formen ved afslutningen på deres sidste store træningslejr forud for sæsonen. Som de fleste andre løb på denne tid af året er løbene ofte blevet aflyst eller forkortet, men generelt har vejrforholdene været gunstige. Det kan imidlertid ikke siges om den økonomiske situation, idet serien har kæmpet hårdt for overlevelse og flere gange har haft en usikker fremtid. Oprindeligt bestod den af fem løb, men udfordringerne har betydet, at vi igennem næsten et årti har vænnede os til, at der kun var fire begivenheder.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det ændredes der heldigvis på i 2022, hvor det trods coronaudfordringer, der blandt andet førte til, at serien i 2021 blev udskudt til maj, nu trivedes så godt, at den kom tilbage til sin gamle størrelse over fem dage. Faktisk blev der tale om den vel nok stærkest besatte udgave i mange, mange år, da aflysningerne af løbene i Australien og Argentina betød, at feltet talte ikke færre end ni af de 18 WorldTour-løb - en markant forbedring i forhold til det, vi så i en længere periode. Samtidig kunne arrangørerne igen glæde sig over, at der også denne gang var adskillige stjerner, der indledte året på deres ferieø. Måske er det heldigvis den nye virkelighed, for selvom januarkalenderen i år er normaliseret, er der også denne gang hele ni hold fra højeste niveau i feltet og igen adskillige stjerner - og minsandten om ikke også der for første gang nogensinde er tv-dækning.

Med en voldsom kaptailindsprøjtning fra de lokale turismemyndigheder blev serien etableret i 1992, hvorefter det i tre år var en begivenhed kun for spanske hold. Det ændredes i 1995, hvor man for første gang inviterede udenlandske mandskaber, og det havde straks appel, da store hold som Telekom og TVM meldte deres ankomst. Man måtte dog vente til 1998, inden det også lykkedes at få en rytter fra et udenlandsk hold som samlet vinder, da Leon van Bon fra Rabobank sejrede. Selvom det samlede klassement aldrig nød den store prestige, viser vinderlistens store navne som Laurent Jalabert, Alex Zülle, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og Philippe Gilbert, at der har været tale om en begivenhed med en stærk appel til sportens største navne.

Løbsserien er ikke et etapeløb, idet holdene har en bruttotrup, hvorfra de kan udvælge rytterne til hvert enkelt løb. Det betyder, at startlisterne til de enkelte løb først er kendt mindre end 24 timer før starten, idet mange hold foretager den endelige udvælgelse i sidste øjeblik baseret på den foregående dags udfald. Der var tidligere et klassement for de ryttere, der gennemførte alle løb, men det havde ikke meget prestige og er nu droppet. I stedet vælger rytterne de løb, der passer dem bedst, og der er altid noget for dem alle. For år tilbage var de første to løb tilpasset sprinterne, inden rytterne ramte bjergene i de sidste to løb, men sådan har det ikke været i de seneste år, hvor to kuperede dage har været omkranset af to flade sprinteraffærer. Med udvidelsen til fem dage så vi sidste år, at der var to sprinterløb, hvoraf det ene var ret kuperet, samt tre dage for mere klatrestærke typer.

Løbsserien har altid haft mindst to dage i kuperet terræn, hvoraf specielt det løb, der siden 2012 har været kendt som Trofeo Serra de Tramuntana, har budt på adskillige højdemeter og udviklet sig til lidt af en klassiker med en efterhånden ganske velkendt rute. Løbet har traditionelt været det hårdeste i serien og vender tilbage i år, hvor det ligesom i 2019 forlader sin vante plads om fredagen for i stedet at blive afviklet om lørdagen som seriens højdepunkt for løbets klatrere. Som altid skal de her gøre forskellen lidt tidligere på øen mest ikoniske stigning, Puig Major, mens der i fredagens klatreløb var mål på en stigning.

Løbet er i de seneste år blevet domineret af Tim Wellens, der har vundet tre år i træk mellem 2017 og 2019 og igen i 2022, hvor han vandt en spurt i en nimandsgruppe. I 2019 kørte han alene hjem med 14 sekunder ned til en uhyre formstærk Emanuel Buchmann og 1.02 ned til den dobbelte vinder Alejandro Valverde. Det var dog særligt i 2018, at løbet var interessant. Det var nemlig det med spænding imødesete comeback til Valverde efter dennes grimme styrt i 2017-udgaven af Tour de France, og han viste sig klar fra start, da kun Wellens og Gianni Moscon kunne følge veteranen på stigningerne. Usikkerheden efter styrtet gjorde ham dog utryg på de regnvåde nedkørsler, og det udnyttede de to følgesvende til at stikke af til sidst, inden Wellens sikrede sig sin anden sejr i træk ved at spurtbesejre Moscon. Valverde måtte derimod tage til takke med 3. pladsen. I 2017 kørte belgieren alene hjem til en solosejr foran Louis Vervaeke og Vicente Garcia de Mateos. Hans stime blev dog brudt i 2020, hvor han skippede løbet, og her var det en igen meget formstærk Buchmann, der kørte fra alt og alle og sejrede med 38 sekunder ned til 21 mand, hvis spurt blev vundet af Valverde foran Buchmanns holdkammerat, Gregor Mühlberger. Han var heller ikke med i den særlige majudgave i 2021, hvor Jesus Herrada slog Jonathan Lastra i en tomandsspurt.

I 2016 var det imidlertid ikke en klatrer, der vandt. Fabian Cancellara overraskede favoritterne ved at angribe langt udefra, og han fik den perfekte indledning på sin sidste sæson ved at tage sejren 17 sekunder foran en lille gruppe, hvorfra Michal Kwiatkowski spurtede sig til andenpladsen foran Tiesj Benoot. I 2015 leverede Alejandro Valverde en imponerende soloopvisning, mens Kwiatkowski leverede en tilsvarende præstation i 2014. Valverde vandt en spurt i en kvartet i 2013, mens løbet blev aflyst på grund af sne i 2012.

Sidste år lykkedes det altså Wellens at tage en imponerende fjerde sejr og dermed forblive ubesejret i de udgaver, han har deltaget i, siden han tog sin første sejr i 2017. Denne gang var løbet knap så selektivt, og det endte med, at ni mand skulle spurte om sejren. Selvom hjemmebanefavoritten Alejandro Valverde havde Enric Mas til at køre for sig, slog Wellens til igen, da han spurtsejrede foran netop Valverde og den meget formstærke Simon Clarke. Wellens vender tilbage for at forsvare titlen, denne gang som UAE-rytter, men han bliver eneste genganger fra podiet, da Valverde jo - tro det, hvem der kan - har indstillet karrieren, og Clarke i år åbner sæsonen i Australien.

Ruten

I de senere år har ruten til Trofeo Serra de Tramuntana været relativt ensartet, og der har i mange tilfælde været tale om et næsten totalt genbrug af ruten til seriens hårdeste, mest ikoniske løb og dermed også dens højdepunkt. I den specielle majudgave i 2021 gjorde man dog den første del betydeligt lettere, da man flyttede starten fra Soller til Lloseta, og selvom man havde den klassiske finale, hvor det store slag som altid skal slås på Puig Major, inden det hele afgøres på den svære nedkørsel og småbakkerne ind mod målet i Deia, var vi meget tæt på at få en historisk spurt i et løb, der ellers har været for klatrere.

Sidste år ændredes der igen på tingene. Selvom starten i Lloseta bibeholdtes, hvilket gav en flad indledning, blev den midterste del igen så hård, som vi kender det. Til gengæld ændredes der på den helt velkendte finale, da målet nu flyttedes fra Deia til Lloseta. Det ændrede ikke på, at man skal over ikoniske Puig Major som løbets nøglepunkt i finalen, men nu blev bjerget besteget den fra den modsatte side. Væk var også i de efterfølgende bakker, og fra toppen af Mallorcas mest kendte stigning var der derfor ikke flere væsentlige udfordringer. Modellen genbruges i år, hvor ruten næsten er uforandret, men da man fjerner to stigninger midtvejs, bliver det en noget lettere udgave med knap 500 færre højdemeter.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Med en distance på 155,5 km er løbet også i år en ganske kort affære, der altså ligesom sidste år har både start og mål i Lloseta. Byen ligger lige på grænsen mellem den bjergrige vestlige og den flade østlige del af landet, og det gør det muligt at starte løbet ganske fladt. Således er der ingen væsentlige udfordringer, når man fra start kører mod nordøst op langs grænsen til bjergene igennem terræn, der først er hovedsageligt let faldende og siden bliver let stigende og slutteligt fladt, når man kører mod nord op til byen Pollenca, hvor dagens første spurt kommer efter 30,1 lette kilometer.

Nu slutter den nemme del af løbet imidlertid, når man drejer mod sydvest for at køre ind i bjergene. Det sker via kategori 2-stigningen Coll de Femenies (11,9 km, 4,0%), der indledes med fire næsten flade kilometer, efterfølges af fire kilometer med 5-7% og slutteligt stiger med 4-5% over de sidste 3,9 km frem til toppen, som rundes efter 43,7 km. Et kuperet plateau følges kortvarigt mod syd, inden det går mod syd via en periodevist teknisk nedkørsel, der leder tilbage til Lloseta, hvor man ikke passerer stregen, men kører en spurt efter 66,3 km.

Nu afviger man fra sidste års rute. I stedet for med det samme at køre ind i bjergene igen bliver man i fladlandet, når man kører igennem helt fladt terræn mod sydvest hen langs bjergene. I byen Santa Maria del Cami, der nås efter 79,9 km drejer man mod nordvest for at fortsætte igennem fladt terræn, indtil man rammer sidste års rute, hvorefter alt er som i 2022.

Nu skal man op og ned ad en ganske lille bakke, inden man indleder finalen, når man kører mod nord op ad den velkendte kategori 2-stigning Coll de Soller (5,1 km, 4,9%), der er en helt jævn stigning med top efter 97,9 km, inden en i starten urimeligt teknisk nedkørsel leder mod nordøst ned til byen Soller, der passeres efter 105,6 km. Herfra kører man med det samme mod nordøst op ad den ikoniske kategori 1-stigning Coll de Puig Major (14,6 km, 6,0%), der sender rytterne fra 40 m op i 890 m over havets overflade via en opkørsel, der lægger ud med 2 km med 5-6%, dernæst stiger med 6-7% over 3 km, herefter flader lidt ud med 6 km med 5-6% og slutteligt tager fat med 6-7% over de sidste 3,6 km frem til toppen, som rundes efter 122,1 km.

De sidste 33,4 km indledes nu med en lettere nedkørsel, der leder mod øst og nordøst og afbrydes af en spurt efter 128,8 km, inden man følger et let stigende stykke videre mod nordøst, idet det sværeste stykke her stiger med 4,3% over 1300 m. Kort efter drejer man mod sydøst og senere syd for nu at køre ad en periodevist teknisk nedkørsel tilbage til fladlandet, der nås i byen Selva, hvor man kører den sidste spurt efter 149,6 km. Herfra er de sidste 5,8 km helt flade og går mod sydvest tilbage til Lloseta ad en vej, der er helt uden sving. Det ændrer sig dog inde i byen, hvor man drejer skarpt med 700 m, 400 m og 300 m til stregen, hvorefter vejen bugter sig kraftigt mod højre. Det stiger let op mod den røde flamme, hvorefter det falder let ned mod de 300 m, der stiger med 6,7% i snit.

Løbet byder på i alt 2774 højdemeter mod 3217 højdemeter i 2022, 2381 højdemeter på den lette 2021-rute og 2960 højdemeter på den gamle og klassiske 2020-rute.

I forhold til sidste år er eneste ændring den ovenfor beskrevne modifikation midtvejs, hvor man erstatter stykket med de to stigninger frem mod Coll de Soller med et helt fladt stykke.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

STREAM CHALLENGE MALLORCA OG VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Løbet har meget ofte været præget af forfærdeligt vejr, og bedst som man troede, at de elendige mallorcanske forhold ikke kunne blive værre, bliver løbet igen i år ramt af rædselsfulde betingelser. Om formiddagen vil der være konstant regn, mens der under løbet vil være en konstant nedbørsrisiko på 70-75%. Det vil samtidig være meget koldt med temperaturer i målbyen på bare 7 grader. Der vil være en let til jævn vind (14-16 km/t) fra nordøst hvilket giver skiftevis med- og modvind hele dagen. På den første rundstrækning vil der først være mod- og siden medvind, mens det vil være omvendt på den anden rundstrækning. Efter indledende medvind vil der være et kort sidevindstykke op og ned ad Soller-stigningen, indtil man får modvind op ad Puig Major og på plateauet. På nedkørslen vil der være sidemedvind, indtil man får direkte med- og sidemedvind i fladlandet til sidst, herunder på opløbsstrækningen, hvor der vil være direkte medvind.

Favoritterne

Selvom det var dagens løb, der havde mål på en stigning, er vi nået til det, der vel kan kaldes højdepunktet i den mallorcanske uge. Mens arrangørerne har været flittige til at variere ruten for de øvrige kuperede løb, har vi længe kunnet vide, hvad vi skulle forvente af klassikeren Trofeo Serra de Tramuntana. Det har i de seneste mange været det klart hårdeste af endagsløbene på Mallorca og har udviklet sig til lidt af en klassiker med en stort set uforandret rute i mange år. Derfor har vi efterhånden fået en fornemmelse af, hvad vi skulle forvente af den fjerde af de fem begivenheder på den spanske ø.

Sådan er det imidlertid ikke helt længere. Allerede i 2021 var der store forandringer, da man designede en uhørt nem rute, dog med den helt klassiske finale. Den endte endda næsten i en spurt, men generelt kan 2021-udgaven ikke bruges som noget godt sammenligningsgrundlag. Den fandt sted i maj med et meget svagere felt, og det er noget helt andet end et januarløb med en ganske stjernebesat startliste.

Sidste år fik ruten som sagt endnu en makeover, men det var ikke en revolution. Vi er efter sidste års meget flade affære tilbage ved et knaldhårdt cykelløb, der bortset fra indledningen var nærmest uden flade stykker. Grundlæggende blev det hele lavet om, men den væsentligste forandring kommer dog i finalen. Puig Major skulle nu bestiges fra den anden side. Umiddelbart er det en sværere opkørsel, da den ikke afbrydes af et langt plateau undervejs, og en næsten 15 km lang stigning med en stigningsprocent på 6 kan mærkes - ikke mindst i januar. Til gengæld var det også her, forskellen skal gøres. Toppen kom knap 10 km længere fra mål, og modsat tidligere var der ikke et par blødere bakker at gøre godt med til sidst.

Det er den model, der genbruges i år, men beslutningen om at fjerne en af de tidlige stigninger gør løbet endnu lettere. Alligevel kan vi bruge sidste års løb som en ganske god pejling på, hvad vi skal forvente, også med det nye format. Her lærte vi, at vi grundlæggende kan regne med et løb, som det vi kender, da det endte med, at de ni mest formstærke klatrere kørte væk, hvorefter Enric Mas ofrede sig og holdet det samlet til en spurt for Alejandro Valverde, der dog blev slået af Tim Wellens, som dermed vandt løbet for fjerde gang!

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Det kunne dog være gået anderledes. Havde Mas ikke været til stede, kunne det være endt i en taktisk angrebsfest. Med den nye og fladere finale er det nemlig sværere at gøre forskelle på ren styrke, når den klassiske udskilning på Puig Major, der ofte har skabt en gruppe på op til en håndfuld ryttere, er sket. Samarbejdet kan også være så dårligt, at man kan få en regruppering, fordi rytterne ikke længere kan regne med, at de på de sidste bakker kan gøre forskellen på egen hånd. Scenariet med en lille gruppe af de bedste efter Puig Major er dog det, vi altid har set, også på den gamle rute, og som vi må forvente igen i år, selvom den fjernede stigning gør det lidt lettere.

Egentlig har ruten i sig ikke voldsomt vanskelig, men i januar måned kan et løb som dette være en brutal affære. Det er bestemt ikke blevet bedre af, at løbet ofte har været plaget af kulde, regn og vind, og det bliver den helt afgørende faktor igen i år. I dagens løb så vi et nærmest vanvittigt resultat, hvor alle favoritter floppede fælt, hvor de to store hold var helt uden for top 10, og hvor hele fem mand i top 6 kom fra de upåagtede ProTeams. Det er svært at forklare det med andet end kulden, for det var nærmest helt uhørt og i hvert fald stærkt, stærkt uforudsigeligt.

I morgen bliver det så endnu værre. Det kan meget vel ende med, at rytterne skal køre i regn hele dagen, og temperaturen vil i dalen kun være 7 grader. Det betyder, at vi begynder at nærme os frysepunktet på toppen af Puig Major, og man kan derfor frygte, at noget af nedbøren vil falde som sne. Vi har før set, at løbet sågar er blevet helt aflyst af dårligt vejr, og jeg vil i hvert fald holde muligheden åben for, at vi i morgen vågner op til enten en ændret og meget lettere rute uden Puig Major eller en total aflysning. Jeg baserer dog nedenstående på en antagelse af, at det hele afvikles som planlagt.

Vejret vil gøre det hele endnu hårdere, men terrænet er i forvejen rigeligt hårdt til at gøre en forskel. I 2015 var det Alejandro Valverde, der kørte fra alt og alle, og i 2014 var det Michal Kwiatkowski. I 2016 leverede Fabian Cancellara en lignende bedrift, men modsat Valverde og Kwiatkowski gjorde han forskellen ved at foregribe favoritternes angreb og benytte sin styrke på nedkørslerne og det flade. Bag Cancellara var det en relativt stor gruppe, der spurtede om andenpladsen. I 2016 var det så Tim Wellens, der sammen med resten af Lotto Soudal angreb langt udefra og udnyttede sin kærlighed til dårligt vejr til at tage en solosejr, da storfavoritten Alejandro Valverdes Movistar-hold var blevet taget på sengen. I 2018 så vi, at Wellens, Valverde og Gianni Moscon kørte væk, inden en forsigtig Valverde slap på nedkørslen i et af sine første løb efter det grimme Tour-styrt, og Wellens kunne derved tage endnu en sejr. Det kunne han også i 2019, hvor det blev en duel mellem ham og en meget formstærk Emmanuel Buchmann, inden Buchmann i 2020 fik sin sejr ved i en magtdemonstration at køre alene hjem. Sidste år var det så igen Wellens, der vandt - denne gang som sagt i en spurt i en nimandsgruppe.

Det er dermed klart, at ruten er hård nok til at gøre en forskel på denne tid af året, og resultatlisterne viser, at man skal være en god klatrer for at være langt fremme. Historien viser imidlertid også, at klassikerryttere kan komme langt, hvis de er i god form. For at finde favoritterne skal vi således holde øje med de bedste etapeløbsryttere, klatrere og de mest holdbare klassikerryttere.

Hvis dagens løb skal bruges som pejlemærke, kan vi forvente mærkelige resultater igen i morgen, hvor meget vil være bestemt af, hvem der kan holde varmen, og hvem der vil tage risici på nedkørslerne, ikke mindst på den uhyre tekniske nedkørsel fra Soller-stigningen, hvor det hele splittedes i onsdagens løb. I teorien skulle vi være blevet lidt klogere på formen, da næsten alle ryttere nu har været i aktion, men spørgsmålet er, om vi overhovedet er det, når det i onsdags var en nedkørsel, der afgjorde det hele, og når kulden i dag vendte det hele på hovedet.

Derfor tror jeg også, at vi kan få et mærkeligt løb i morgen. Vi så i dag, at det var en vild angrebsfest, hvor favoritterne allerede angreb på de tidlige stigninger. Denne gang er starten ret let, men det kan meget vel ende i endnu en byge af angreb, hvor udbruddet først kører på den første stigning. Efter det, vi så i dag, tvivler jeg næsten på, at de to stærke hold, UAE og Soudal, vil tage samme ansvar, som de gjorde i dag, hvor de floppede fælt. Faktisk tror jeg, at de vil have det helt fint med, at et udbrud med en af deres egne ryttere, får lov at holde hjem. Efter dagens udvikling anser jeg det som meget sandsynligt, at vi får et udbrud på første stigning, og at afgørelsen falder her. Det kræver bare, at de vigtigste hold har en mand med, og så kan en stor del af feltet måske allerede stå af, når de passerer gennem Lloseta første gang midtvejs i løbet.

Naturligvis kan det også blive samlet til en mere klassisk afgørelse, hvor forskellen både kan ske på den spejlglatte vanvidsnedkørsel fra Soller eller på Puig Major, men uanset om det er et tidligt udbrud eller feltet, der skal afgøre det, er det et løb, der kan vindes på tre måder. Det er bestemt ikke utænkeligt, at en rytter kan køre alene hjem, som Buchmann og Wellens tidligere har gjort, men selvom der er medvind, er Puig Major trods alt ikke alt for svær. Det vil kræve en relativt suveræn rytter, hvis den mission skal lykkes. Den anden mulighed er det klassiske, hvor en gruppe på måske 3-10 mand kører væk, og de kan så afgøre det i en finale, der både kan blive taktisk med angreb i fladlandet eller på den våde nedkørsel og ende i en spurt. Alternativet er, at de forreste vil samarbejde så dårligt, at der kommer flere op bagfra, men historisk har vi aldrig fået større grupper. Det får vi næppe denne gang, slet ikke i dette vejr.

Udsigten til en mulig udbrudssejr og dårligt vejr med et mærkeligt hierarki betyder, at jeg synes, at det er ret umuligt at pege på en favorit, men jeg prøver med Louis Vervaeke. Belgieren virker ekstremt velkørende lige nu. Det så vi i onsdags, hvor han var bedste mand i finalen, og det så igen i dag, hvor han førte nærmest hele finalen, inkl. på sidste stigning, hvor han alligevel endte som nr. 25. I morgen regner jeg med et mere åbent Soudal-hierarki, og Vervaeke kunne være en mand, der kan spilles tidligt ud. Det er klart, at han ikke er verdens hurtigste, men han slog trods alt næsten Costa i onsdags, og sammenlignet med andre klatrere er han slet ikke langsom. I lyset af vejret er chancen for en solosejr i stil med den, vi så i dag, imidlertid ganske god, og det øger blot hans chancer. Han har vist, at han kan klare vejret, og han har vist, at han er god på de tekniske og våde nedkørsler. I et løb, der i dårligt vejr kan afgøres tidligt, tror jeg på den formstærke belgier.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Hvad så med de øvrige Soudal-drenge? En anden god kandidat er Andrea Bagioli, der så godt ud i onsdags, hvor han endte med at ofre sig for Casper Pedersen. Han har den fordel, at han kan slå alle i en spurt, og terrænet passer ham. Til gengæld er jeg usikker på hans glæde ved kulde, men kan han håndtere den, er han en oplagt vinder, både med et tidligt angreb eller fra favoritterne. Man må også fremhæve Fausto Masnada, der i dag blev sparet, og selvom han ikke klarede sig særligt godt, er det vel et vidnesbyrd om, at han meldes i form, når han var nr. 2 i hierarkiet. Jeg er mere usikker på Ilan Van Wilder, der har været aktiv, men ikke virker så stærk som Vervaeke. Han har dog en hæderlig spurt og synes ikke påvirket af vejret. Jeg tvivler mere på Mauri Vansevenant, der er blevet brugt tidligt og derfor næppe er flyvende, men han er hurtig og er oplagt at spille tidligt ud. Naturligvis er der også kaptajnen, Julian Alaphilippe, men i dag bekræftede han det lidt kedelige indtryk fra i onsdags. Vi ved i forvejen, at han ofte har det svært i dårligt vejr, og jeg har lidt svært ved at se ham vinde under disse betingelser, selvom ruten passer ham som fod i hose. Endelig skal vi ikke glemme, at Remi Cavagna engang vandt Ardeche med et vildt soloridt i regnvejr. I denne slags vejr sker der mærkelige ting, og man kan ikke udelukke, at han kan gøre det igen, selvom han ligner holdets hjælper.

Jeg tror også meget på Kobe Goossens igen. Belgieren var nærmest vanvittig i dag, og han er igen i år slet og ret flyvende på Mallorca. Det er klart, at han brugte mange kræfter i dag, men formen er åbenlyst fremragende, og motivationen synes stor. Ligesom Vervaeke er han spurtsvag, men under disse betingelser synes en solosejr sandsynlig. Den kan han meget vel opnå igen, for han har vist sig som en stærk nedkører, der ikke er bange for at angribe tidligt. Han ledsages af Lilian Calmejane, der stadig er et stykke fra sit gamle niveau, men gjorde det godt for Girmay i går, og som plejer at trives i denne slags vejr. Han er i hvert fald ganske hurtig. Det bliver også spændende at se hurtige Rune Herregodts, der burde finde ruten lidt for hård, men som måske kan overraske, hvos han kommer med i det rette udbrud. Vejret bør også tiltale hurtige Loic Vliegen , der ligeledes vil finde ruten lidt for hård, men jeg er usikker på, hvad vi skal lægge i hans DNF forleden. Til gengæld tror jeg slet ikke på Laurens Huys og Louis Meintjes under disse vejrbetingelser.

Jeg ret begejstret for den form, Hugh Carthy viser. I går var han meget synlig i finalen, mens han arbejdede for Marijn van den Berg, og i dag imponerede han ved trods en alenlang solojagt at komme op til den forfølgergruppe, der var etableret. Alligevel havde han kræfter til at ende som nr. 14, og det vidner om, at han er aldeles velkørende. Han klarede vejret godt i dag, og det plejer heller ikke at genere ham. Løbet passer ham egentlig ikke, men han er en af de ryttere, jeg sagtens kan se tage en solosejr under disse betingelser. Til gengæld synes Andrea Piccolo og Odd Christian Eiking slet ikke i form, og i dag fik James Shaw også bank efter sin pæne indledning i søndags.

Bora endte som det bedste af de tre stærke hold i dag, og det er vel Patrick Konrad, der er bedste bud. Han klarede sig i hvert fald bedst i dag, var synlig i gårsdagens angreb og er den eneste, der kan spurte. Det giver ham gode kort på hånden til denne rute, hvor han kan vinde både med et tidligt og et sent angreb. Vi skal imidlertid også fremhæve Ben Zwiehoff, der nu for andet år i træk er flyvende i disse løb. Han er spurtsvag, men han synes at have formen til at køre alene hjem, hvis han kommer afsted i den rette gruppe. Dagens positive overraskelse var Emanuel Buchmann, der var en af de bedste på sidste stigning. Han plejer desværre ikke at have det godt med dårligt vejr, men det gik jo meget godt i dag. Han er spurtsvag, men han har før taget en stor solosejr i dette løb, og han synes at have formen til at kunne gøre det igen. En anden mulighed er naturligvis stortalentet Cian Uijtdebroeks, der jo i dag viste fin form, men også en sårbarhed på nedkørsler. Spørgsmålet er, om han er klar på en kraftanstrengelse igen, men rammer han den rette gruppe, kan han tage den solosejr, han har brug for. Holdet har også en joker i Ide Schelling, der er hurtig, men ruten er en anelse hård for ham, og han er svær at blive klog på efter det svære 2022, og da han kun kørte i gårsdagens lettere løb.

Jeg var meget tæt på at pege på Louis Barré. Franskmanden har nu i to løb imponeret stort, og hvis ikke han havde angrebet så meget i modvinden i dag, kunne han meget vel være endt som nr. 2. Han har vist, at han kan klare vejret, og selvom stigningen er lang, bør den ikke være uoverkommelig. Spurte kan han også, og dermed har han gode chancer, uanset om der angribes tidligt, eller det bliver et opgør mellem favoritterne. Arkea har naturligvis også Warren Barguil, der ligeledes kan spurte, men han plejer aldrig at være flyvende på denne årstid, og det er meget sigende, at han i dag ofrede sig for Barré. Omvendt klarede han stigningen så pænt, at han bestemt ikke kan afskrives, hvis han kan håndtere vejret, der ikke er hans favorit. Michel Ries og Simon Guglelmi er nok en anelse overmatchede, og Cristian Rodriguez og Nicolas Edet synes ikke i form.

Hvad så med dagens store tabere? UAE fik sig en gevaldig lussing, og nu er spørgsmålet, hvad vi skal lægge i, at både Brandon McNulty og Tim Wellens endte med en DNF, selvom de var aktive tidligt i løbet. Er der en af dem, der skal rejse sig, er det nok Wellens, for dette er jo hans løb, som han kan vinde for femte gange, og det bliver på alle måder Wellens-vejr. Det er bare svært at være alt for optimistisk på baggrund af dagens resultat. Jeg er mere skeptisk på vegne af McNulty, men han plejer nu ikke at lade sig skræmme af kulde, og han har jo de store soloridt i sig, ligesom han som Wellens er hurtig på stregen. I dag var det Joao Almeida, der klarede sig bedst, og da også han er spurtstærk, passer han jo egentlig glimrende til løbet. Problemet er bare, at han er notorisk dårlig i dårligt vejr, og selvom det gik hæderligt i dag, er det svært at se ham vinde under disse betingelser. Faktisk vil jeg næsten mene, at den tilsyneladende meget formstærke Mikkel Bjerg kan være deres allerbedste bud, for danskerens 28. plads efter en hel dag i front var fremragende, og han har arbejdet meget med sin klatring. Under disse betingelser kan en mand som Bjerg godt køre alene hjem. Endelig har de Matteo Trentin, der også kan overpræstere i vejr, hvor han trives, men da han missede gårsdagens løb efter sit styrt torsdag, er han næppe helt på toppen til et løb, der i forvejen er lidt for hårdt.

Movistar har ikke haft megen succes på hjemmebanen, men der er håb. I dag så vi, at Gonzalo Serrano slet ikke er så skidt kørende, og dette løb passer ham glimrende. Også for ham gælder, at det er en anelse for hårdt, men under disse betingelser kan en fyr som ham sagtens vinde, også fordi han er hurtig. Det burde Alex Aranburu også kunne, særligt i kraft af sin spurt, for som basker burde han ikke være bange for regnvejr. Han udgik dog i dagens debut, og det gør det svært at vide, om vi kan stole på hans form. Til gengæld tror jeg ikke på Antonio Pedrero i dette vejr, og han passer heller ikke rigtigt til løbet.

Dagens positive oplevelse var stortalentet Lennert Van Eetvelt, der med det samme bekræftede sit store potentiale. Det har helt sikkert givet selvtillid inden dette løb. Han viste i dag, at han klarede vejret godt, og ruten burde passe ham, da han også er lidt eksplosiv og kan spurte. Det kan måske være lidt svært at se ham vinde i noget, der næsten er hans første professionelle løb, men når man kan blive nr. 3, kan man vel også vinde. Også Harry Sweeny har set godt ud, og når han er i form, klatrer han godt, som vi så i Ain sidste år. Han er en af de mere robuste typer, der kan overraske i dårligt vejr, men det er svært at se ham vinde. Pascal Eenkhoorn viste god form i onsdags og har fordel af vejret, men vi så jo også, at han trods alt kom til kort i finalen. Edoardo Sepulveda var bedre i dag, men det er svært at se ham vinde et løb som dette.

En af årets chokerende oplevelser har været Alessio Martinelli. At han kunne køre så godt opad, kom ud af det blå, men nu har han altså imponeret i to løb i træk. I dag klarede han også kulden godt, og han er helt entydigt en af de mest formstærke klatrere, også fordi han i dag brugte nogle kræfter i modvinden. Han lider dog under at være helt uden spurtstyrke, og derfor skal han alene hjem for at vinde. Alessandro Tonelli er godt kørende, men ruten er lidt for svær, og Alex Tolio manglede lidt for meget i dag.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Burgos er ikke kendt for topresultater, men i dg fik de en nærmest sensationel 2. plads med Pelayo Sanchez. Han så allerede godt ud, da han angreb i finalen i søndags, og i dag klarede han også vejret godt. Det vil mildt sagt være en sensation, hvis han vinder morgendagens løb, særligt fordi han slet ikke er spurtstærk, men hvis det flasker sig, kan han efter dagens 2. plads ikke afskrives. Holdet har også Jose Manuel Diaz, der sad over i dag, men han har formmæssigt sendt lidt for blandede signaler. Victor Langellotti gjorde det godt i søndags og har generelt udviklet sig positivt, men niveauet er nok lidt for højt, ligesom han styrtede ud af onsdagens løb. Andres Ardila og Daniel Navarro synes slet ikke i form.

En af dagens positive oplevelser var Roger Adria. Han så ellers ikke flyvende ud i søndags, men i dag var han pludselig med fremme. Modsat mange andre klatrere er han jo faktisk en ganske hurtig herre, og det gør ham til en ekstra stærk kandidat, men jeg sidder stadig ikke med fornemmelsen af, at han er formstærk nok til en stigning, der er en anelse for lang for ham. Til gengæld skuffede Igor Arrieta fælt i dag, og ellers halvhurtige Urko Berrade vinder trods alt nok ikke, selvom han var i top 20 i dag. Ivan Cobo er fint kørende, men en anelse overmatchet.

Cofidis har Guillaume Martin, der egentlig klarede det ganske hæderligt i dag, en han er ikke nogen stor fan af regnvejr. Han har også det problem, at han skal alene hjem, og jeg tvivler på, at han vil satse specielt meget på nedkørslerne i dette løb. Han var heller ikke aktiv i angrebene på første stigning sammen med de andre favoritter, og det indikerer nok, at formen ikke er helt i top. Holdets joker er Axel Zingle, der ikke kom til start i dag. Cofidis fortalte aldrig hvorfor, og det gør det hele lidt usikkert. Som udgangspunkt bør denne rute være for hård, men han kunne godt være en af de ryttere, der kan overraske i dårligt vejr. Han så i hvert fald godt ud i onsdags, og han kan jo slå alle i en spurt. Til gengæld er alt håb tabt for Simon Geschke og Jesus Herrada, der ikke synes i form, og Jose Herrada, der ellers er godt kørende, vinder ikke.

Dagens positive overraskelse var Fernando Barcelo, der ellers slet ikke havde vist form i optakten. Han har før haft det godt i dårligt vejr, og det kan måske være det, der gjorde forskellen. Som udgangspunkt er ruten lidt for svær, men det gjaldt jo også i dag. Jeg har svært ved at se ham faktisk sejre, men da han også er hurtig, kan han på baggrund af i dag bestemt ikke afskrives. Til gengæld er han også eneste gode bud for Caja Rural, da Sergio Martin mangler lidt for meget.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Israel-PT kan slet ikke være med på denne rute. Hos Eolo er Mattia Bais den eneste formstærke klatrer, men han er en anelse overmatchet og styrtede i dag. Euskaltel har klatreren Mikel Bizkarra, men selvom det gik hæderligt i dag, synes han ikke at være stærk nok, når han ikke kan spurte og næppe heller er fan af vejret. Joan Bou er godt kørende, men en anelse overmatchet i dette selskab. Hos Team Flandes er Kamiel Bonneu slet ikke i form, og hos Human Powered Health er ruten for hård for en ellers formstærk Stephen Bassett. Kontinentalholdene og landsholdet har ikke nogen ryttere, der kan være med på så hård en rute, selvom Alejandro Ropero gjorde det hæderligt i onsdags.

BEMÆRK: Som nævnt bliver vejret rædselsfuldt med muligt snefald på Puig Major. Som nævnt tager jeg derfor forbehold for en ruteændring eller en total aflysning lørdag formiddag.

OPDATERING: Som frygtet er ruten ændret. Man kører nu to omgange på den første rundstrækning med Femenies-stigningen for en samlet distance på 123,2 km. I finder den nye rute her. Jeg når desværre ikke at skrive en ny optakt, men denne stigning er betydeligt lettere. Den vil have top med 23 km, og selvom der vil være medvind på stigningen, ligner løbet nu snarere det, vi så i torsdags. Det kunne invitere til en reduceret massespurt, men der er ikke mange sprintere til start. Jeg vil kigge i retning af navne som Garcia Cortina, der kunne ligne hurtigste mand blandt de sandsynlige overlevere, Zingle, Trentin, Alaphilippe, Bagioli, Konrad, Schelling, Serrano, Doull, Vliegen, Eenkhoorn, Aular, Maestri, Adria og Canellas. De fleste får svært ved enten at overleve eller at vinde mod en mand som Garcia Cortina. Det store spørgsmål er, om sprinterne Dekker og Molano kan overleve, men selv hvis de gør, er det ikke sikkert, at de kan vinde en spurt, der over 300 m stiger med 6,9%. Tværtimod kunne det være en god finale for Alaphilippe og Bagioli, da den er teknisk, og Soudal har så stærkt et hold. I det lys kunne jeg hælde til sejr til Alaphilippe eller Bagioli, afhængig af hvem de kører for. Jeg når desværre ikke en mere detaljeret optakt end denne bemærkning. Kortmaterialet kan ses herunder:

OPDATERING 2: Efter at have sovet på det kan jeg give en mere uddybende analyse af den nye rute. Der er to scenarier. Enten kører der en gruppe af de bedste klatrere på første stigning, eller også får vi en reduceret massespurt  som i torsdags. Jeg tror mest på det sidste, og min favorit er Ivan Garcia Cortina. Den stigende spurt er lidt stejl, men hvor jeg i går skrev, at Soudal havde det stærkeste hold, var det en fejlanalyse, når Movistar har Aranburu og Serrano. Bagioli og Alaphilippe er dog fortsat gode bud, og det samme er Trentin. Andre folk til en spurt, som formentlig overlever, er Konrad, Schelling, Zingle, Calmejane, Vliegen, Barré, Guglielmi, Eenlhoorn, Barcelo, Adria, Canal og Soto (der ikke står på startlisten). Så må vi se med sprinterne Molano, Dekker og Aular, der formentlig får det for svært.

⚠️❄ This is the state of one of the roads through where #TrofeuSerraTramuntana had to pass today #ChallengeMallorca

📸 @AEMET_Baleares pic.twitter.com/ht1YMyOAGI

— EOLO-KOMETA Cycling Team (@EoloKometaTeam)

January 28, 2023

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

***** Louis Vervaeke

**** Kobe Goossens, Hugh Carthy

*** Andrea Bagioli, Patrick Konrad, Louis Barré, Tim Wellens, Brandon McNulty

** Gonzalo Serrano, Lennert Van Eetvelt, Ben Zwiehoff, Emanuel Buchmann, Cian Uijtdebroeks, Alessio Martinelli, Pelayo Sanchez, Roger Adria, Joao Almeida, Ilan Van Wilder, Mikkel Bjerg, Julian Alaphilippe, Guillaume Martin, Fausto Masnada, Axel Zingle, Fernando Barcelo

* Warren Barguil, Mauri Vansevenant, Alex Aranburu, Harry Sweeny, Ide Schelling, Remi Cavagna, Matteo Trentin, Rune Herregodts, Loic Vliegen, Lilian Calmejane, Jose Herrada, Mikel Bizkarra, Antonio Pedrero, Jose Manuel Diaz, Pascal Eenkoorn, Victo Langellotti, Urko Berrade, Joan Bou, Simon Guglielmi, Michel Ries

Danskerne

Mikkel Bjerg er igen til start med en stjerneparade hos UAE, og selvom han ligner en hjælper, er det som nævnt ovenfor slet ikke umuligt, at den formstærke dansker kan få lov at angribe tidligt og udnytte vejret til at køre sin egen chance med de fornemme klatreben, han har taget med til Spanien.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tim Wellens’ sejre fra 2022, 2019, 2018 og 2017, Jesus Herradas sejr fra 2021, Emanuel Buchmanns sejr fra 2020, , Fabian Cancellaras triumf fra 2016, Alejandro Valvedes sejre fra 2015 og 2013 samt Michal Kwiatkowskis sejr fra 2014.

STREAM CHALLENGE MALLORCA OG VUELTA A SAN JUAN UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE