DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Løbets rolle og historie

Som vi har vænnet os til i nu næsten ti år, afvikles en af de mest populære forberedelsesbegivenheder, den fra i år igen fem dage lange løbsserie Challenge Mallorca, allerede i slutningen af januar, og dermed markerer den igen den virkelige start på den europæiske sæson, der tidligere blev indledt med GP d’Ouverture La Marseillaise i Frankrig -også selvom det tilbagevendte Classica Comunitat Valenciana i søndags skød året i gang for flere hold uden for WorldTouren. På denne tid af året er Europa egentlig ikke velegnet til cykelløb, men øen Mallorca tilbyder som regel fornuftige forhold for rytterne til deres sæsonåbning, hvor de testes med et spændende mix af fem endagsløb, der har lidt for enhver smag og med placering 1.1-kategorien tilbyder ganske mange ranglistepoint.

Det er ikke overraskende, at løbsserien er meget populær blandt holdene. Mallorca er et foretrukket træningssted på denne tid af året, og mange hold bruger de fem løb til at teste formen ved afslutningen på deres sidste store træningslejr forud for sæsonen. Som de fleste andre løb på denne tid af året er løbene ofte blevet aflyst eller forkortet, men generelt har vejrforholdene været gunstige. Det kan imidlertid ikke siges om den økonomiske situation, idet serien har kæmpet hårdt for overlevelse og flere gange har haft en usikker fremtid. Oprindeligt bestod den af fem løb, men udfordringerne har betydet, at vi igennem næsten et årti har vænnet os til, at der kun har været fire begivenheder.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det ændres der heldigvis på i år, hvor det trods coronaudfordringer, der blandt andet førte til, at serien i 2021 blev udskudt til maj, nu trives så godt, at den er tilbage i sin gamle størrelse over fem dage. Faktisk bliver der tale om den vel nok stærkest besatte udgave i mange, mange år, da aflysningerne af løbene i Australien og Argentina har betydet, at feltet i år tæller ikke færre end ni af de 18 WorldTour-løb - en markant forbedring i forhold til det, vi har set i en periode. Samtidig kan arrangørerne igen glæde sig over, at der også denne gang er adskillige stjerner, der indleder året på deres ferieø.

Med en voldsom kapitalindsprøjtning fra de lokale turismemyndigheder blev serien etableret i 1992, hvorefter det i tre år var en begivenhed kun for spanske hold. Det ændredes i 1995, hvor man for første gang inviterede udenlandske mandskaber, og det havde straks appel, da store hold som Telekom og TVM meldte deres ankomst. Man måtte dog vente til 1998, inden det også lykkedes at få en rytter fra et udenlandsk hold som samlet vinder, da Leon van Bon fra Rabobank sejrede. Selvom det samlede klassement aldrig nød den store prestige, viser vinderlistens store navne som Laurent Jalabert, Alex Zülle, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og Philippe Gilbert, at der har været tale om en begivenhed med en stærk appel til sportens største navne.

Løbsserien er ikke et etapeløb, idet holdene har en bruttotrup, hvorfra de kan udvælge rytterne til hvert enkelt løb. Det betyder, at startlisterne til de enkelte løb først er kendt mindre end 24 timer før starten, idet mange hold foretager den endelige udvælgelse i sidste øjeblik baseret på den foregående dags udfald. Der vart tidligere et klassement for de ryttere, der gennemførte alle løb, men det havde ikke meget prestige og er nu droppet. I stedet vælger rytterne de løb, der passer dem bedst, og der er altid noget for dem alle. For år tilbage var de første to løb tilpasset sprinterne, inden rytterne ramte bjergene i de sidste to løb, men sådan har det ikke været i de seneste år, hvor to kuperede dage har været omkranset af to flade sprinteraffærer.

Løbsserien har altid haft mindst to dage i kuperet terræn, men mens fredagens Trofeo Serra de Tramuntana nu har etableret sig som en årligt tilbagevendende begivenhed, har de øvrige kuperede løb varieret betydeligt. Man syntes imidlertid i de senere år at have fundet to ruter at veksle imellem. I 2015, 2017 og 2021 havde man således en afslutning på den korte Mirador des Colomer-stigning, mens man i 2016 og 2018 benyttede en lidt lettere, men dog stadig stærkt kuperet rute. Det ændredes der på i 2019, hvor ruten vendtes rundt og i stedet bragte feltet fra Andratx til Lloseta, hvilket gav anledning til en lettere finale. I 2020 vendte man tilbage til modellen fra 2016 og 2018, men som noget nyt sluttede man ikke inde i Andratx, men derimod på toppen af en kort stigning i udkanten af byen. Efter et års fravær vender afslutningen på denne stejle opkørsel tilbage, og noget kunne derfor måske tyde på, at der fremover vil være en vekslen mellem mål på Mirador des Colomer og denne stigning i udkanten af Andratx.

Da stigningen for hidtil eneste gang blev brugt som mål i 2020, havde mange regnet med, at favoritterne skulle slås om det på stigningen, men sådan gik det ikke. Et udbrud på otte mand snød nemlig feltet, og herfra viste Marc Soler sig som den stærkeste, da han sejrede med 11 sekunder ned til Gregor Mühlberger og 1.04 ned til Davide Villella, mens Emanuel Buchmann som feltets bedste mand måtte nøjes med en 9. plads. Soler er ikke rejst til Mallorca i år, og derfor forsvare han ikke titlen, men både Mühlberger og Villela er med igen, selvom de denne gang kører for andre hold, end de gjorde for to år siden.

Ruten

Som sagt benyttede man i 2015, 2017 og 2021 en finale på Mirador des Colomer-stigningen, mens man i 2016 og 2018 ikke sluttede på en stigning, men derimod brugte en halvhård rute mellem byerne Lloseta og Andratx - en rute, der i 2020 blev krydret med afslutningen på en stejle stigning i udkanten af Port d’Andratx. I det, der fremover kunne ligne en vekslen mellem mål på de to stigninger, vil vi for anden gang i historien være vidner til en afslutning på Andratx-stigningen, hvor Marc Soler som nævnt sejrede for to år siden, og det endda i et løb, der er en næsten tro kopi af løbet fra dengang.

I alt skal der køres 170,1 km, der fører feltet fra Pollenca til Port d’Andratx, og det gør løbet til seriens klart længste. Der er tale om to kystbyer ved den nordvestlige kyst, der ligger lige ved siden af øens mest kuperede terræn. I alt væsentligt består løbet af en lang tur mod sydvest ned langs vandet, men undervejs skal man flere gange en tur ind i bjergene. Fra starten i Pollenca lægges der dog roligt ud med en omgang på en helt flad 35,7 km lang rundstrækning, som afsluttes med en spurt inde i startbyen, inden man kører mod sydvest ned langs vandet. Man holder sig dog et stykke inde i landet og skal derfor hurtigt over kategori 2-stigningen Coll de Femenias (11,9 km, 5,0%), der efter fire næsten flade kilometer er stejl med 5-7% over de næste 4 km, men derefter er betydeligt lettere. Toppen rundes efter 50,0 km, men der venter ingen nedkørsel. I stedet skal man over en bakke (3,1 km, 5,5%), inden et småkuperet stykke leder frem til øens mest ikoniske stigning, kategori 2-bjerget Coll de Puig Major (4,8 km, 5,2%), der bestiges fra en anden side, end det var tilfældet i fredagens løb og her stiger med 6-8% over 3 km, inden den slutter med 1800 m med 2-3%.

Toppen i 935 m højde rundes efter 72,6 km, hvorefter en lang, teknisk nedkørsel fører ned til kystbyen Soller, der nås efter 87,4 km, hvor der køres en spurt. Her kører man med det samme videre mod sydvest op over kategori 3-stigningen Coll den Bleda (3,8 km, 5,3%), der veksler mellem stigningsprocenter på ca. 4 og ca. 6. Toppen rundes efter 92,2 km, inden småkuperet terræn, der inkluderer endnu en spurt i byen Deia efter 97,0 km, leder frem til kategori 2-stigningen Coll e de sa Pedrissa-Can Costa (6,4 km, 4,3%), der ligeledes er en jævn og ikke specielt stejl stigning og endda flader ud over de sidste 1400 frem mod topoen, som kommer efter 105,1 km. Herefter kører man direkte ind på kategori 3-stigningen Coll den Claret (2,4 km, 5,0%)., der er en ujævn stigning med et stejlt stykke på 7,0% over 500 m på den anden halvdel frem mod toppen, som er placeret efter 110,9 km.

Fra toppen resterer stadig 59,2 km, og de er betydeligt lettere. Først fører en teknisk nedkørsel mod nordvest tilbage til kysten, og derefter følges den uhyre snoede kystvej videre mod sydvest. Der er ingen kategoriserede stigninger, men to mindre bakker på den kuperede vej, en første (3,9 km, 4,6%) med top efter 135 km og derefter Coll de Sa Gramola (4,2 km, 3,9%) med top efter 140,4 km, inden en nedkørsel leder mod syd ned til byen Andratx.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

I Andratx kører slår man en sløjfe ved at køre mod nordøst forbi den sidste spurt, der kommer efter 145,9 km og op ad en bakke (1,6 km, 8,3%) med top efter 150 km, inden et længere let faldende stykke leder mod sydvest og syd ned til kysten, der nås i byen Peguera med 12,1 km igen. Her følges den relativt flade og snoede kystvej mod vest og nordøst, inden man rammer den kuperede finale i udkanten Port d’Andratx. Med 5,0 km igen når man toppen af en bakke (1,7 km, 4,7%), hvorefter et fladt stykke og en nedkørsel leder frem til den sidste stigning, der over 2,5 km stiger mod nord med 8,4%, herunder 9,3% på den sidste kilometer, hvor det flader ud over de sidste 100-200 m. Man følger en snoet vej med et par tidlige hårnålesving, men på den sidste halvdel bugter vejen sig kun let bortset fra to sving med 1,0 og 700 m igen.

Løbet byder på i alt hele 3368 højdemeter.

Med undtagelse af ganske små og helt ubetydelige modifikationer er ruten den samme som i 2020.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

Vejret

Det fantastiske forårsvejr varer ved hele vejen. Også lørdag bliver en perfekt cykeldag med en skyfri himmel og en temperatur i målbyen på 16 grader. Det vil dog være den hidtil mest blæsende dag med en let til jævn vind (14-18 km/t) fra nord. Det giver generelt sidemedvind på den eller temmelig snoede rute, og fra bunden af Sa Gramola vil der endda hovedsageligt være medvind, indtil man med 12,1 km igen drejer ind i sidevind. Det varer ved hele vejen frem til sidste stigning, hvor der vil være modvind stort set hele vejen frem til de sidste 600 m, hvor der hovedsageligt vil være sidevind.

Favoritterne

Lørdagsløbet i serien er det, der har undergået flest forandringer, men nu synes arrangørerne at have lagt sig fast på, at det altid skal slutte på en stigning, nu tilsyneladende på Mirador del Colomer mod nord i ulige år og på stigningen uden for Port d’Andratx mod syd i lige år. I år gælder det sidstnævnte, der kun har været benyttet én gang tidligere, og selvom vi i 2020 fik en overraskende udbrudssejr til Marc Soler, da Movistar gik i en tidlig offensiv, fik vi også at se, hvad målstigningen kan. Blandt favoritterne var forskellene mellem de bedste små, men det var stadig en ren klatrer, Emanuel Buchmann, der slog en rigtig puncheur, Alejandro Valverde. Det burde normalt ikke kunne ske på så eksplosiv en stigning, men i 2020 var Valverde også helt, helt fra den, mens Buchmann omvendt var flyvende.

Generelt bliver det hele lidt lettere af, at det slutter på en stigning. De to første hårde løb onsdag og fredag gav med deres flade finaler anledning til et meget taktisk cykelløb, hvor det sagtens kunne blive afgjort af andet end gode ben. Hvis ikke løbet udvikler sig så uventet som i 2020, vil det i morgen i højere grad være benene, der taler. Samtidig er vi nu i den heldige situation, at vi efterhånden har fået et bedre indtryk af formkurven hos langt hovedparten af løbets klatrere.

Når man slutter i Andratx-området og altså kører fra nord til syd, ligger Puig Major altid tidligt på ruten, mens det i andre udgaver har været omvendt, hvormed klatreudfordringerne har været koncentreret til sidst. Nu ligger vanskelighederne i alt væsentligt samlet over de første 110 km, og selvom den sidste del bestemt ikke er flad - der er trods alt i alt næsten 3500 højdemeter på programmet - er det klart den letteste del. Med undtagelse af den lille mur med ca. 20 km igen er bakkerne ikke stejle, og særligt indløbet mod målbakken er let.

Derfor peger meget i retning af, at det skal afgøres på den sidste stigning. Den er til gengæld noget af en udfordring og lang stejlere, end man normalt ser det på Mallorca. Ganske vist er det en kort sag, men stigningsprocenter på ca. 9 kan gøre forskelle. Det ændrer dog ikke på, at det stadig er en relativt eksplosiv sag, som ikke passer godt til dieselklatrerne.

Spørgsmålet er, om vi får en overraskelse som i 2020. Dengang var Movistar og Bora i særklasse, og da begge hold endte med at have en mand med i et udbrud, der kørte kort inden selve finalen, var der aldrig hold til at jagte. Det er klart, at den risiko er der igen, hvis de toneangivende hold, Movistar, UAE Bora og Lotto, der alle har flere kort at spille, vælger den offensive taktik. Sker det, kan vi ende i en situation, hvor e gruppe af løjtnanter ender med at køre om sejren.

Det vil dog undre mig, hvis det sker. Den sidste del af løbet er som sagt relativt let, og det er terræn, der kan kontrolleres. Jeg tror meget gerne, at Alejandro Valverde vil give den et sidste forsøg på at få karrierens sidste sejr på Mallorca, og jeg vil også tro, at Lotto vil køre relativt kontrollerende for Tim Wellens. Hvis de to hold påtager sig ansvaret, burde løbet være let nok til, at det skal afgøres på sidste stigning.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Det vil stadig være herligt vejr, men det vil være en smule mere blæsende end hidtil. Det vil næppe spille nogen rolle før finalen, men her vil der altså være en mærkbar modvind på stigningen, indtil man får sidevind over de sidste 600 m. I forvejen er det svært at gøre store forskelle tidligt på kort en stigning, men nu kan det blive praktisk talt umuligt. Meget kunne derfor tyde på, at det vil ende i en eller anden form for spurt, særligt hvis det skræmmende stærke Movistar-hold kører tog fra bunden og hele vejen med det formål at give deres veteran den ønskede sejr.

Og jeg tror såmænd, at han får den. Det er altid svært at få overblik over styrkeforholdet i løb, der ikke er tv-dækkede, men det tyder på, at Alejandro Valverde er ganske flyvende. Han kom med et stærkt angreb i finalen i onsdags, og i dag var det ham, der åbnede ballet på Puig Major, inden Enric Mas slog kontra. Denne stigning passer ham som fod i hose, og med modvind bliver det en meget eksplosiv finale, hvor han har holdet til at sætte sig i scene. Det er til gengæld også klart, at de to foregående dage har bekræftet, at han slet ikke har samme afslutterevne som tidligere, men sidste år viste han i Dauphiné og på Sicilien, at han på toppen af eksplosive stigninger stadig er ganske skarp. I dag blev han slået af Tim Wellens på en lille bakke, men det var efter en ganske kontroversiel spurt. På en næsten 3 km lang rampe bør han have overhånden i forhold til belgieren. Derfor er han min favorit.

Man kan dog heller ikke afskrive Enric Mas, der med sit stærke soloangreb i dag viste, at han er mere formstærk fra start, end han plejer. Han kan måske vise sig at være den stærkeste, og selvom han ikke er voldsomt eksplosiv, så vi i Vueltaen, at han kan køre denne slags finaler. Spiller Movistar ham lidt tidligere ud, vil han kunne vinde. Det skal også blive spændende at se, hvor stærk Einer Rubio, der kom godt fra start i mandags, er i denne finale, selvom han formentlig er hjælper, og også Matteo Jorgenson synes at have formen til at gøre det pænt. Skal holdet spille ryttere tidligt ud, skal det dog nok være med Mas eller Ivan Ramiro Sosa, men sidstnævnte skuffede i dag og vil i en finale have det svært på så eksplosiv en stigning.

Den største trussel må være Tim Wellens. I dag havde belgieren overhånden over Valverde - og det skyldes måske endda hans ikke helt lige linje - men som sagt kan balancen tippe denne gang, hvor der er tale om mere Valverde- end Wellens-afslutning. Det er dog stadig en kort, eksplosiv stigning, og særligt når der er modvind, burde Wellens sagtens kunne køre med om sejren. Han er som altid ganske flyvende fra sæsonstart, og den form har før givet sejre i finaler, der måske ikke lå til hans højreben. Den eksplosive stigning burde også være ganske fremragende for Andreas Kron, men danskerens form har været lidt svær at vurdere de første to dage. Han synes ikke at have sin absolut bedste form, men han burde som minimum være top 10-kandidat på en stigning som denne, særligt med modvind. Man må også formode, at Harm Vanhoucke vil kunne være med fremme, men han kan ikke vinde på en eksplosiv stigning, hvis ikke han angriber tidligt.

UAE står også godt med Brandon McNulty. Efter sit vilde soloridt viste han sig i dag mere menneskelig, men han fik vist, at han stadig er en af de bedste klatrere. Det er nok en ulempe, at der er modvind på stigningen, for i en spurt er han trods alt nok ikke helt så eksplosiv som Valverde. I dag var han ikke i nærheden af at vinde spurten, men det var måske også for meget at forlange på så kort en bakke. Vi så i sidste års Dauphiné, at han kan være en fremragende afslutter på en stigning, og det er bestemt ikke umuligt, at han med sin gode form kan vinde i en finale som denne. Holdet henter også 2020-vinderen Marc Soler ind til dennes debut, men han er ikke skabt til denne form for finaler, og selvom han kunne vinde fra udbrud i 2020, er han sjældent flyvende i januar. Han vinder næppe mod favoritterne, men angriber han tidligt har han en chance. Ryan Gibbons, der punkterede i onsdags, er også flyvende, men denne stigning er for svær, og selvom det så bedre ud med Andres Ardila i dag, bør han ikke kunne være med helt i front.

For to år siden var Emanuel Buchmann den bedste af favoritterne her, men selvom han har vist ganske god form igen i år, er han ikke så flyvende som dengang. Denne stigning passer ham uhyre dårligt, og modvinden gør det bestemt ikke bedre. Han vil formentlig igen være helt fremme, men det er svært at se ham vinde, medmindre han angriber tidligt, som han før har gjort det på Mallorca. Skal Bora vinde, skal det dog nok være med Aleksandr Vlasov i dennes debut. Han har før startet som lyn og torden, og modsat sidste år, hvor Giroen var hans mål, burde han have plads til at have en formtop tidligt på foråret. Heller ikke han er specielt eksplosiv og får svært ved at slå de bedste, men er han flyvende, er det ikke umuligt. Det er en god stigning for Patrick Konrad, men han bekræftede i onsdags, at han sjældent starter godt. Og så skal det blive spændende at se, hvor langt Frederik Wandahl kommer efter dagens meget lovende sejr i ungdomskonkurrencen.

Hidtil har Simon Clarke bevist, at det var klogt af Israel-Premier Tech at give ham en kontrakt, men selvom han er storform, er det lidt af en udfordring, der venter her. Han er ganske eksplosiv, men denne stigning er en anelse for lang og for svær til, at han kan regnes som en af de tunge favoritter. Valverde bør ikke få problemer med at slå ham her, men modvinden vil hjælpe ham. Jeg vil tro, at superformen rækker til endnu et topresultat. Ben Hermans kunne til gengæld ikke være med i dag, og selvom han formentlig vil gå i top 20, rækker formen vist ikke til et topresultat. Til gengæld skal det blive interessant at se, hvor langt den tilsyneladende formstærke James Piccoli kan komme på en stigning, der burde passe ham, ligesom talentfulde Sebastian Berwick i dag også for første gang viste lidt af sine evner fra de australske løb.

I dag bekræftede Kobe Goossens , at han er kommet flyvende ud til sæsonstart, og alt taler for, at vi vil se ham i top 10 igen i morgen. Desværre er han ikke specielt eksplosiv, og derfor kommer modvinden ham ikke just til hjælp. Det ligner endnu et topresultat, men skal han vinde, skal han tage chancen og angribe fra distancen. I dag måtte vi også sande, at Laurens Huys er lige så svingende, som han plejer, og det er svært at tro på en genfødsel, som det også gælder for Loic Vliegen , der ikke synes flyvende. Stigningen må også være for svær for Biniam Ghirmay, der ikke klatrede strålende i onsdags.

I dag var det opløftende at se Warren Barguil og Elie Gesbert , der begge var med helt fremme, men desværre begge faldt fra til sidst - Gesbert måske fordi han prøvede at gå med Mas. De synes ikke at være i storform - det er Barguil aldrig fra start - men de er bestemt konkurrencedygtige, og denne eksplosive finale passer dem begge, måske særligt Barguil, der sidste år blev nr. 4 i Fleche Wallonne, mens Gesbert sejrede på Malhao i Algarve. Formen rækker ikke til at vinde, men de kunne meget vel begge ende helt fremme. Til gengæld så vi i dag, at træerne ikke vokser ind i himlen for Lukasz Owsian, og Miguel Florez synes formsvag.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I dag var det godt at se, at Jesus Herrada ikke er så skidt kørende, som første løb kunne antyde. Han plejer også at være god fra start, men vi ved også, at han generelt ikke er ved fordums styrke. Normalt er han stærk i denne type finaler i årets første løb, og jeg vil også tro, at han i morgen kan levere sit hidtil bedste resultat, selvom han ikke har samme eksplosivitet som tidligere. Sejren synes dog ikke inden for rækkevidde. Simon Geschke virker mere velkørende end længe, og det kunne være en fin stigning for ham, selvom det vil undre mig, hvis han går i top 10. Det gælder også for Davide Villella, for hvem stigningen nok er en anelse for svær.

Ag2r skal nok sætte deres lid til Aurelien Paret-Peintre, men det skaber usikkerhed, at han måtte udgå i dag. Han viste dog i mandags, at han ikke er helt ringe, og han burde kunne gøre det ganske fornuftigt. Ha mangler dog evner og punch til at være et reelt vinderbud, hvis ikke han angriber tidligt. Det var også lovende at se Felix Gall bekræfte Dauphiné-potentialet i dag. Han bør kunne gøre det godt, selvom endnu en top 10 næppe er realistisk. Det er den næppe heller for Nans Peters, selvom også han så betydeligt bedre ud i dag, hvor Jaakko Hänninen til gengæld viste, at der fortsat er lidt at arbejde med.

Hvor langt kan Vincenzo Albanese komme på denne form for stigning? Al logik siger, at den er for svær, men hans klatreevner i onsdags var chokerende gode. Modvinden vil hjælpe ham, og modsat i dag, hvor han kom til kort på en 15 km lang stigning, skal han denne gang ”blot” klare knap 3 km. I modvind kan man ikke udelukke endnu en overraskelse fra hans side.

Bardiani har den lovende klatrer Filippo Zana, der har set hæderlig ud indtil videre. Han har ikke kunnet gå med de bedste, men på en stigning kan det meget vel være, at han ender længere fremme. Den er dog for eksplosiv til for alvor at passe ham. Også Samuele Zoccarato synes at have formen til at gøre det hæderligt, men han har ikke Zanas niveau.

En outsider kunne være Oscar Cabedo. I dag var han angiveligt ramt af et uheld, der tvang ham ud af løbet, og derfor er hans form ukendt. Han har ikke tidligere været god fra start, men i sidste års Vuelta var han på et helt nyt niveau. Stigningen passer ham ikke, men er han i form, kan han gøre det hæderligt. Det samme kan holdkammeraten Adria Moreno, men han må være overmatchet i dette selskab.

Jeg er også lidt spændt på at se stortalentet Santiago Umba her. Han har vist, at hypen omkring er berettiget, men han er uprøvet på dette niveau. Starten i onsdags, hvor det splittede på en nedkørsel, var skidt, men i dag så det meget bedre ud. Det skal blive interessant at se ham i denne finale og i dette selskab. Til gengæld synes Drone Hoppers øvrige klatrere at være formsvage.

Hos Euskaltel skal det blive ganske interessant at se Antonio Soto. Formentlig er stigning lidt for svær, men han har før i Norge og Vueltaen vist, at han ikke vil være helt uden chance, når der er modvind. Hans form er dog usikker, da han ikke har kørt de første hårde løb. Det har Mikel Bizkarra, der er et mere sikkert kort, men han kan aldrig vinde på en eksplosiv stigning, der slet ikke passer ham, og den er nok for svær for Gotzon Martin.

De øvrige hold får det svært. Hos BikeExchange er den for vanskelig for Michael Matthews, og selvom det var løfterigt i dag, mangler Kevin Colleoni for meget. Hos Trek overraskede store Daan Hoole i dag, men på så svær en stigning er han overmatchet, og Antonio Tiberi synes formsvag. Hos Caja Rural var Mikel Nieve i dag helt væk, og det er svært at tro, at han kan rejse sig på en eksplosiv stigning, der ikke passer ham, og selvom det i dag var bedre med Jonathan Lastra og Michal Schlegel har de første dage ikke givet fornemmelse af, at de er flyvende, som heller ikke Julen Amezqueta synes at være det. Hos Kern Pharma synes Jose Felix Parra og Hector Carretero ikke i form, og niveauet er nok for højt til, at Urko Berrade og Igor Arrieta kan være med fremme. Sport Vlaanderen er helt uden klatrere, og ingen af kontinentalholdene har en chance i dette terræn.

***** Alejandro Valverde

**** Tim Wellens, Brandon McNulty

*** Enric Mas, Aleksandr Vlasov, Simon Clarke, Emanuel Buchmann, Andreas Kron

** Kobe Goossens, Warren Barguil, Marc Soler, Elie Gesbert, Aurelien Paret-Peintre, Ben Hermans, Jesus Herrada, Harm Vanhoucke, Vincenzo Albanese, Simon Geschke, Einer Rubio, Filippo Zana, Oscar Cabedo, Felix Gall

* Ivan Ramiro Sosa, Matteo Jorgenson, Santiago Umba, Anotnio Soto, Davide Villella, Patrick Konrad, Frederik Wandahl, Biniam Ghirmay, Mikel Bizkarra, Jonathan Lastra, Kevin Colleoni, Gotzon Martin, Michal Schlegel, James Piccoli, Nans Peters, Andres Ardila, Adria Moreno, Daan Hoole, Urko Berrade

Danskerne

Både Andreas Kron og Frederik Wandahl burde kunne levere et resultat og er omtalt ovenfor. Hos Trek, der er helt uden klatrere, kan Alexander Kamp og Jakob Egholm måske vise sig frem i udbrud, og det samme gælder for Christopher Juul på BikeExchange, hvis klatrere med deres nuværende niveau alligevel næppe kan begå sig i finalen.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)