Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Løbets rolle og historie

Som et af cykelsportens kernelande havde Italien engang en fantastisk kalender til den tidlige del af sæsonen. Med de fornuftige vejrforhold tilbød landet en stribe mindre etapeløb i februar, hvor rytterne havde mulighed for at forberede sig til senere mål, og der var også et par af de mange endagsløb, der altid har været landets kendetegn.

De hårde økonomiske tider har desværre taget hårdt på kalenderen, og der har på det seneste kun været ét løb tilbage i februar. Indtil 2017 havde GP Costa degli Etruschi overlevet som den traditionelle sæsonåbning, men da også det løb i 2018 forsvandt, har det første store slag mellem de bedste italienske ryttere været i Trofeo Laigueglia, der altid har været afholdt kort ført den belgiske åbningsweekend.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Trofeo Laigueglia er ikke en specielt gammel italiensk klassiker, idet første udgave først blev holdt i 1964, hvor Guido Neri vandt. I de første mange år var det domineret af italienske ryttere, men det fik hurtigst stigende international anerkendelse. Den første udenlandske vinder var således selveste Eddy Merckx, der efter to andenpladser endelig tog i sejren i 1973 og 1974 (Leif Mortensen blev en flot nummer 3 i 1973). Siden er det blevet vundet af udlændinge som Freddy Maertens, Knut Knudsen, Rolf Sørensen, Lance Armstrong, Johan Museeuw og Frank Vandenbroucke samt lokale helte som Giuseppe Saronni, Michele Bartoli, Paolo Savoldelli, Mirko Celestino, Danilo Di Luca, Filippo Pozzato, Alessandro Ballan og Luca Paolini. I de senere år er det som de fleste andre italienske løb blevet en mere national affære, selvom man med oprykningen til 1.HC- og nu 1.Pro-status har forsøgt at bryde tendensen - et projekt, der i første omgang mislykkedes.

I Italien synes det stort set kun at være løb arrangeret af RCS, der for alvor trives, mens de fleste andre enten er forsvundet eller i konstant overlevelseskamp. Trofeo Laigueglia har imidlertid brudt den triste trend. I 2015 blev det opgraderet til 1.HC-status, hvilket har givet arrangørerne mulighed for at invitere flere WorldTour-hold, og ofte har det være i stand til at præsentere et stærkere og mere internationalt felt, end det er tilfældet for mange af de øvrige Coppa Italia-løb. Der var endda kortvarigt udsigt til, at løbet kunne vises live på italiensk tv, men det var først i 2019, at de planer endelig kunne realiseres.

Desværre har Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden samt skabelsen af Colombia 2.1 og Tour de la Provence gjort februarkalenderen mere omfangsrig, og det har betydet en reduceret interesse for Trofeo Laigueglia, der siden 2016 ikke har kunnet tiltrække samme stærke felt, som vi så frem til og med 2015.

For fem år siden blev løbet afholdt i en af årets travleste uger, hvor også Tour of Oman, Volta ao Algarve, Tropicale Amissa Bongo og Vuelta a Andalucia blev holdt i samme periode. Derfor tog man klogeligt beslutningen at flytte det til en ikke helt så travl tid, men med udfordring fra Vuelta a Murcia og Clasica de Almeria i Spanien samt løbene i Colombia og Provence, havde det ikke den ønskede effekt på feltet. Ydermere var der ikke længere samme synergieffekt med Tour du Haut-Var, efter at de to løb tidligere tilbød et perfekt alternativ til de længere etapeløb for klassikerrytterne, og det er denne markante styrkelse af februarkalenderen, der har bidraget væsentligt til den kraftige svækkelse af den tidligere så flotte italienske scene.

Den stigende konkurrence gjorde det svært for arrangørerne, og i 2019 lykkedes det eksempelvis kun at tiltrække to hold fra øverste række i form af de to franske hold, FDJ og Ag2r, der for sidstnævntes vedkommende med stor succes er vendt tilbage år efter år. I 2020 var Ag2r endda eneste hold fra højeste niveau, og selvom Giulio Ciccone var til start for landsholdet, var løbet en skygge af, hvad det var i sin storhedstid, og man kunne diskutere, om det var værdigt til at være blevet en del af den nye ProSeries, som det var blevet.

Fra 2021 ændrede den triste udvikling sig markant. Placeringen som en enlig ø midt i februar, mens en række andre lande kunne tilbyde flere løbsdage, var helt uholdbar, og derfor tog arrangørerne den kloge beslutning at udskyde den italienske sæsonstart til marts, så løbet nu afvikles onsdagen inden den store weekend med Strade Bianche. Det skulle man have gjort for længe siden, for der er ikke mange løb, der har fået en lignende opblomstring af at ændre kalenderplacering. Efter i flere år at have kæmpet hårdt for bare at få ét WorldTour-hold til start havde man nu deltagelse af hele 10 hold fra det fineste selskab. Det var endda nogle af de største af slagsen, og de kom tillige med en sand stjerneparade af ryttere, der så det kuperede løb som perfekt opvarmning til Strade Bianche i en sæson, hvor mange andre løb har været aflyst.

I år har der ingen aflysninger været i en februarkalender, der har kørt på fuldt blus, og det har selvfølgelig kostet for løbet i Laigueglia. Renæssancen er dog fortsat, for hvor man altså tidligere havde ned til bare et eller to WorldTour-hold kan man i år præsentere hele otte slagsen. Og selvom der ikke er helt så mange stjerner som i 2021, er der stadig så mange store navne, at løbet fremstår i en helt, helt anden forfatning end for bare to år siden.

Stjerneparaden i sidste års udgave gav et forrygende cykelløb, hvor en decimeret favoritgruppe hurtigt etableredes. Selvom Egan Bernal og Clement Champoussin lignede løbets to stærkeste, var det en snu Bauke Mollema, der udnyttede lidt stilstand til køre væk. Siden blev han aldrig set igen, og han kunne køre hjem til en fornem solosejr med hele 39 sekunder ned til en jagtende kvintet, hvis spurt blev vundet af Bernal foran Mauri Vansevenant. Mollema vender tilbage for at forsvare titlen, men han bliver eneste genganger fra podiet, da Bernal af de velkendte triste årsager er fraværende, mens Quick-Step og dermed Vansevenant i år skipper løbet.

Ruten

De fleste italienske endagsløb har samme natur. Mens der ikke er mange løb for rene klatrere eller sprintere, er kalenderen fyldt med løb, der passer til hurtige afsluttere, der også kan klatre. De fleste af de italienske klassikere indeholder således et solidt antal højdemeter, men har samtidig ofte en flad finale, hvor der er tid til regruppering. Trofeo Laigueglia adskiller sig ikke fra det mønster.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

Ruten varierer typisk en smule fra år til år, men det er altid byen Laigueglia, der er i centrum. I 2015 indførte man atter et nyt format, inden man i 2016 fjernede en af de lange stigninger midtvejs i løbet for i stedet at køre flere omgange på den netop indførte finalerundstrækning. Det gav færre højdemeter, men flere stigninger i finalen, og den model blev genbrugt i 2017. I 2018 var modellen helt den samme, men man gjorde løbet endnu hårdere ved at køre fire og ikke tre omgange på den svære rundstrækning til slut. Det har man ikke fundet anledning til at ændre siden, og ruten i 2022 er den samme, som den har været de foregående fire år.

Som vanligt både starter og slutter løbet i Laigueglia på den liguriske kyst, og rytterne skal i alt tilbagelægge 202,0 km i det kuperede terræn omkring byen. Første del består af en flad tur mod nord langs kysten, inden man drejer mod sydvest og vest for at køre ind i landet. Her begynder det at stige op til byen Bezzo (3,1 km, 6,2%), men efter toppen fortsætter det med at stige let, så det samlet set bliver en 8,4 km lang stigning med 3,5% i snit. En lille nedkørsel fører frem til endnu en stigning (1,8 km, 5,5%) op til byen Vendone, som nås efter 39,9 km.

Herefter venter en meget teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest og syd ned til Pogli-floden, som følges i et par kilometer mod øst, inden feltet rammer en rundstrækning. Den inkluderer Cima Paravenna-stigningen (6,7 km, 5,7%), der er relativt irregulær og slutter af med 1,7 km med 7,8%, inden den har top efter 68,8 km, samt den efterfølgende nedkørsel. Efter at have kørt en omgang følger rytterne floden mod øst tilbage til kysten, hvor de ad kystvejen kører mod syd tilbage til Laigueglia.

Målstregen krydses for første gang efter 98,1 km, og herefter vender man tilbage til bakkerne. Først kører man mod syd og vest hen langs kysten, idet man undervejs passerer man den lille Capo Mele (1,4 km, 5,1%), der kendes fra Milano-Sanremo, inden man kører mod nord, nordvest og vest for at tage fat på løbets mest ikoniske stigning, Testico (7,2 km, 4,5%), der er en relativt jævn stigning. Efter 122,4 km når man toppen, hvorefter man via en lettere nedkørsel kører mod øst, nord og atter øst tilbage til kysten og byen Albenga, hvorfra man igen følger kystvejen mod syd tilbage til Laigueglia.

Rytterne passerer igen målstregen med 43,6 km igen, og løbet slutter nu med fire omgange på en 10,8 km lang rundstrækning. Straks fra start kører man mod sydvest over den korte, stejle stigning Colla Micheri (2 km, 8,2%), der stiger med hhv. 7,6%, 8,4%, 7,4% og til slut 9,6% over hver af de fire 500 m-segmenter. Den har top med 9,0 km til stregen, inden man via en teknisk nedkørsel kører mod sydvest og syd ned til kysten. Her kører man mod øst op over Capo Mele (2,0 km, 3,4%), som også passeredes tidligere i løbet, men denne gang fra den anden side. Toppen kommer med bare 3,3 km til mål, og derfra fører en lille onedkørsel mod nord ned til den sidste kilometer, der er helt flad. Efter afslutningen på sidste omgang kører man de sidste 400 m frem til målstregen, som ikke krydses mellem de enkelte omgange. Der er kun to helt bløde kurver på den sidste kilometer, og også nedkørslen fra Capo Melead kystvejen er teknisk helt ukompliceret.

Løbet byder på i alt 2967 højdemeter.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Vejret

Der er bestemt ingen garanti for godt vejr i Italien på denne tid af året, og Italien viser sig onsdag ikke fra sin smukkeste side. Heldigvis holder det tørt, og da løbet slutter relativt tidligt, vil der kun være ganske få skyer, inden det bliver helt overskyet sidst på eftermiddagen, hvor vejret slår om. Temperaturen vil være 13 grader, men det mest markante er, at det i forbindelse med vejromslaget vil blæse kraftigt op under løbet. Fra starten vil der blæse en jævn vind fra syd, men den vil hurtigt dreje mod sydvest og tiltage til en styrke, der gennem det meste af løbet vil ligge på 24-25 km/t. På den kringlede rute vil der være vind fra alle tænkelige retninger, men på rundstrækningen vil der være direkte modvind på Colle Michieri og nedkørslen, inden der vil være først sidemodvind og siden sidemedvind på den sidste del. Sidemedvinden varer ved hele vejen op og ned ad Capo Mele og frem til mål.

Favoritterne

Trofeo Laigueglia er som sagt meget identisk med de fleste andre italienske endagsløb i den forstand, at det tiltaler den samme type ryttere. Hver gang er spørgsmålet de samme: kan det lykkes en lille gruppe eller måske en enkelt rytter at køre væk på de sidste stigninger? Bliver det samlet til en spurt i en større gruppe? Og hvis ja, hvilke af de hurtige folk kan så overleve?

Trofeo Laigueglia har i de senere år været svært at læse, og graden af vanskelighed er ikke altid nem at aflæse. I de sidste fem år har løbet imidlertid haft samme format, og vi har derfor nu lært ruten bedre at kende. I 2018 kørte Moreno Moser alle i sænk og nåede mål med næsten et minut ned til 11 ryttere, hvoraf der både var klassikerryttere, klatrere og sågar en holdbar sprinter som Paolo Toto. I 2017 lykkedes det også for Fabio Felline at køre alene hjem, og han blev endda efterfulgt af en gruppe på 10 af de bedste klassikerryttere.

I 2019 var det en anelse anderledes, da Simone Velasco tog sin solosejr via et opportunistisk angreb fra distancen, inden han modstod et comeback fra en oktet, som inkluderede klatrere som Francois Bidard, Ildar Arslanov, Kilian Frankiny, Giulio Ciccone og Nans Peters, men også puncheurtyper som Nicola Bagioli, Matto Sobrero og Francesco Gavazzi. Først i næste gruppe fandt vi sprintere som Davide Cimolai og Kristian Sbaragli, ligesom også Giovanni Visconti og Marco Canola var sat. I 2020 åbnedes løbet endnu tidligere med Giulio Ciccones, Biniam Girmays og Diego Rosas tidlige angreb, inden Ciccone kørte alene på sidste omgang til en klar solosejr. Bag dem var kun en gruppe med Andrea Vendrame, Lorenzo Rota, Evgeny Shalunov og Davide Gabburo, og vi skulle helt ned på 11. plads for at finde den første større gruppe på 14 mand med hurtige folk som Visconti, Gavazzi og Bagioli.

Det kan dog også gå anderledes. I 2016 kørte en lille eksklusiv gruppe af de bedste klassikerryttere væk, men det var stadig umuligt for folk som Diego Ulissi, Pierre Latour og Arthur Vichot at komme af med hurtigere folk som Sonny Colbrelli og Grega Bole. Året inden var det imidlertid et relativt stort felt, der spurtede om sejren, og her lykkedes det endda en mere udpræget sprinter som Davide Cimolai at hænge på og spurte sig til sejren.

I år er spørgsmålene de samme, men det er værd at bemærke, at man siden 2018 har tilføjet en ekstra omgang på rundstrækningen. Det er den vanskeligste del af løbet og burde gøre det hårdere end i årene, hvor Cimolai og Andrea Fedi sejrede. Allerede siden man i 2016 begyndte at køre omgange på rundstrækningen, er det hvert år endt med, at de bedste har kunnet køre væk, og den ekstra omgang har kun styrket den tendens. Grundlæggende er tendensen er, at løbet er blevet sværere i de senere år. Derfor peger alt på, at det vil blive et selektivt løb som i årene siden 2016 og ikke en affære for en hårdfør sprinter, som da Cimolai sejrede i 2015.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

Alligevel skal man være varsom med at sammenligne alt for meget med det, vi så frem til 2020. Som beskrevet i optaktens første afsnit - og som det fremgår af de navne, jeg nævner ovenfor - var løbet meget svagt besat i årene frem til 2020, hvor det led under sammenbruddet af den italienske vinterkalender. Sidste års geniale kalenderændring betød, at vi gik fra år med bare ét eller to WorldTour-hold til en sand stjerneparade med et felt, der kunne gøre et WorldTour-løb misundeligt, og det gav et løb, der kvalitetsmæssigt var helt usammenligneligt med de foregående år.

Det kunne også ses på resultat. Pludselig var der faktisk gode klatrere til start, og så blev det pludselig et klatreløb. Bauke Mollema udnyttede Treks overtal til at snige sig hjem til solosejr, selvom Egan Bernal og Clement Champoussin lignede de to stærkeste. De fik selskab af Mauri Vansevenant, Giulio Ciccone og Mikel Landa i den nærmeste forfølgergruppe, og vi skulle ned til næste gruppe, der bag en ensom James Knox spurtede om 8. pladsen for at finde de lidt tungere typer, som tidligere havde kørt med om sejren. Her fandt vi nemlig i Andrea Vendrama og Biniam Girmay den type holdbare folk, der tidligere var i stand til at vinde, men selv i den gruppe sad kun 7 mand.

Læren af det stærkere felt er ret klar: når der faktisk er gode klatrere i feltet, gør de også forskellen. Som tungere og hurtig mand er vilkårene blevet meget vanskeligere. Til gengæld betyder så stærkt et felt også, at det kan være svært at gøre varige forskelle mellem de allerbedste. Nok er Micheri-stigningen stejl, men den er også relativt kort med en betydelig distance til mål, og det taler for, at en gentagelse af de år, hvor bedste mand bare kører fra alt og alle, er svær. Snarere er der god sandsynlighed for en gentagelse af sidste års meget taktiske løb, hvor Trek i en gruppe af isolerede klatrere kunne udnytte overtallet til at tage en solosejr.

I år er feltet ikke så stærkt som sidste år, men det er stadig langt, langt, langt stærkere end i årene frem til og med 2020. Der er masser af gode klatrere i feltet, og det må være rimeligt at antage, at vi får et forløb, der vil minde om det, vi så sidste år. Det betyder, at vi skal ned i letvægtskategorien for at finde vinderkandidaterne, men det betyder også, at bedste mand ikke nødvendigvis vinder. Et overtal kan være en stor fordel, og taktik og tilfældigheder mellem de bedste kan sagtens blive afgørende. En god spurt vil dog altid være en potentielt afgørende våben i et løb, hvor en solosejr langt fra er givet.

Jeg er lidt spændt på, hvad vejret og den kraftige vind vil betyde. I princippet burde der være basis for sidevindskørsel, men det er meget usandsynligt, at der inde i de italienske bakker er så åbent terræn, at vi vil se det. Jeg tror ikke, at sidevind bliver et tema, men det kan blive afgørende, at der vil stå en lille orkan ind i ansigtet på dem, når de skal og ned ad Colle Micheri. Allerede sidste år så vi, at den var lidt for kort til, at Bernal bare kunne køre væk, selvom han var ganske flyvende (som vi så tre dage senere i Strade Bianche), og med den vind er det nok svært at tro, at bedste mand bare kan køre væk. Det øger betydningen af dels en god spurt og dels taktik.

Jeg vil tro, at det tidlige udbrud nok skal blive holdt i snor af hold som Trek, Ineos, FDJ og UAE, og vi vil formentlig igen se afgørelsen på rundstrækningen. Her tror jeg, at der vil blive åbnet tidligt, som vi så det sidste år. Der er flere hold, der gerne vil skabe en overtalssituation, måske særligt Trek og Ineos.

Netop fordi stærkeste eller hurtigste mand ikke nødvendigvis vinder, anser jeg det som et meget åbent løb med mange gode vinderkandidater. Jeg vælger dog at gå med Giulio Ciccone. Italieneren har ikke været i aktion siden Valencia, og det gør hans form svær at vurdere, men dengang overraskede han sig selv positivt. I lyset af et hårdt sæsonprogram, der tæller Giroen og Touren, trænede han nemlig uden intensitet i årets første uger, og derfor var det overraskende for ham selv, at han på Valencias kongeetape endte som nr. 7.

Logikken siger, at formen er forbedret betragteligt frem mod de første reelle mål i Strade Bianche og Tirreno, og vi så sidste år i Giroen, hvor han på flere bjergetaper lignede næstbedste mand Bernal, at han har nået et tårnhøjt topniveau, som han også selv bekræfter ud fra sine data, der i 2021 var langt bedre end tidligere. Vi så også med 2. pladsen på 2. etape i Provence i 2021, at han efterhånden er ganske hurtig, og endelig vil han sammen med Mollema formentlig kunne udgøre samme stærke duo som sidste år. Dermed kan han vinde både via taktik og via sin spurt, og det gør ham til en oplagt kandidat.

Man kan dog heller ikke udelukke en gentagelse af sejren til Bauke Mollema. Det står dog efter Var klart, at han ikke er på samme høje niveau som sidste år, men netop derfor er det måske godt for ham, at der er modvind. Mollema vil næppe være den stærkeste, men han har taget næsten alle sine store sejre - blandt andet sejren i dette løb - ved med sin snilde at køre væk i en finale. Det vil han igen kunne gøre som led i en meget stærk duo, og får han selskab, ved vi, at han trods aftagende hurtighed kan slå de fleste rene klatrere på stregen. Uden modvind havde jeg tvivlet på ham på baggrund af den pauvre kørsel i Var, men i taktiske løb er Mollema altid en stærk kandidat. Trek har også en tredje kandidat i Antonio Tiberi, der jo pludselig fandt form helt ud af det blå, da han blev nr. 3 i Besseges. Dengang var der dog meget få klatrere, og niveauet her er helt, helt anderledes, hvorfor jeg tror, at han kommer til kort. Modvinden vil dog hjælpe, og i et taktisk løb kan han komme i spil. Til gengæld så vi i weekenden, at vi næppe skal have store forventninger til Gianluca Brambilla eller Antwan Tolhoek, der ellers startede sæsonen så stærkt.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Jeg tror, at den værste rival kan være David Gaudu. Franskmanden har i Liege vist, at han er i verdenseliten på denne form for rute, og han viste fornem form i Algarve, hvor han kørte sit livs enkeltstart og tog en ganske vist lidt heldig sejr på Alto do Foia. Jeg blev lidt bekymret af hans skuffende kørsel på Malhao, men i dette løb vil det undre mig, hvis ikke han viser sig som en af de allerstærkeste - måske også den stærkeste. Modvinden er dog en udfordring, og hans hold er heller ikke på niveau med de bedstes. Jeg frygter, at han taber løbet på at være isoleret, som Bernal gjorde det sidste år, men til gengæld bør han kunne tro på sin spurt, når man ser på klatrerne i dette felt. Han viste sidste år i Ardeche, at han godt kan gøre det færdigt i en flad finale.

Helt uden muligheder er FDJs kollektiv dog ikke. Michael Storer så meget bedre ud på sidste etape i Var, og han synes i fremgang. Han er næppe bedst, men med modvind på stigningen kan han sagtens komme til at spille en rolle i et taktisk løb, men han hæmmes af sin svage spurt. Det samme gør Sebastien Reichenbach, men han viste i weekenden, at han bør have en fair chance for at køre finale, selvom han er et stykke fra fordums styrke. Endelig klatrede Quentin Pacher i weekenden bedre end måske nogensinde, særligt da han var med i offensiven i søndagens løb. Han viste i lørdags, at han kan slå de fleste klatrere i en spurt, og hvis modvinden betyder, at vi får lidt mindre separation, må han regnes som en reel vinderkandidat.

Efter en lidt skuffende start i Valencia og en efterfølgende coronainfektion bekræftede Juan Ayuso i weekenden endelig sit store potentiale med fremragende kørsel. Måske blev han overmatchet af Jonas Vingegaard til sidst, men det var til gengæld ham, der gjorde forskellen, da han og danskeren kørte væk fra en meget stærk gruppe. I det lys vil jeg antage, at han også i dette løb er en af de stærkeste, og vi ved også fra hans U23-tid, at han er lynhurtig - og måske også den hurtigste klatrer i dette felt. Spørgsmålet er, om han har rutinen til et taktisk løb, og jeg er meget bekymret for, at han bliver isoleret til sidst. Det kan koste sejren.

Heldigvis kommer modvinden i spil. Normalt vil jeg regne dette løb som en anelse for hårdt for Alessandro Covi, i hvert fald hvis man ser på sidste års løb, men nu kommer han i spil. Vi ved, hvor fremragende form han havde i Andalusien, men løbet viste også hans klatremæssige begrænsninger. Stigningerne her er heldigvis korte, men der kan være lidt for mange højdemeter. Med modvind er han dog en stærk kandidat, for der er næppe nogen, der slår ham i en spurt. UAEs anden lynhurtige er Diego Ulissi, der egentlig burde være topkandidat på en rute som denne. Vi så dog i weekenden, at han efter sin covidinfektion var endnu ringere end i den i forvejen skuffende sæsonåbning. Modvind betyder, at han stadig er i spil, men jeg har lidt svært ved at se, at han sidder med i en gruppe uden Covi, som må være den hurtigste af de to. UAE har naturligvis også Davide Formolo, der burde være topkandidat i dette løb, men da han gør sæsondebut efter en pause med en brækket hånd, skal vi næppe have alt for store forventninger. Endelig har holdet Jan Polanc , der begynder at vise noget form, men nok er overmatchet i dette felt.

Ineos kommer som altid i en stærk formation, og vi skal vel først og fremmest se i retning af Carlos Rodriguez og Richie Porte . Vi ved, at Rodriguez er i storform, hvad han bekræftede i Andalusien, hvor det var ham, der forcerede hårdt på den lidt for lette målstigning på sidstedagen. Porte er altid svær at spå om, for han kan være både fugl og fisk, men vi ved, at han som regel starter meget stærkt i Australien. Da han har gjort Tirreno - et af de meget få ugelange løb, han ikke har vundet - til et stort mål, bør han være flyvende, og så ved vi, hvor skræmmende stærk han stadig kan være på korte stigninger som disse. Rodriguez og Porte har bare det problem, at de om muligt er de langsomste blandt favoritterne, og spanieren lider også under, at han ikke har det allerbedste punch på så korte bakker. Modvinden hjælper heller ikke, men kan de skabe det rette overtal, kan de begge vinde på samme måde, som Mollema benyttede sidste år.

Holdet har også en joker i Omar Fraile. Med modvind kan man ikke udelukke, at baskeren kan sidde med hjem til en spurt, men med den form, vi så i hans sæsonindledning, og som vi typisk ser på denne tid af året, vil jeg tro, at han er hjælper. Faktisk er det ikke et løb, der er uden for rækkevidde for Dylan van Baarle, når vi har så kraftig en modvind, men jeg synes, at han manglede så meget i Algarve, at det bør blive for svært. Laurens de Plus har naturligvis potentialet til at overraske, men efter hans pauvre start i Besseges synes der fortsat at være lang vej efter virussygdommen. Endelig har holdet Eddie Dunbar, der begyndte at vise stigende form i Andalusien, men hans generelle niveau har været af en sådan karakter, at jeg også her tror, at han kommer lidt til kort.

Intermarché stiller med en stærk kandidat i Lorenzo Rota. Italieneren bliver bare bedre og bedre, og sidste efterår var han en nøgleaktør i alle de italienske løb af denne type. Efter en fornuftig start i weekenden synes han at have formen til at være med her. Bliver det lige så selektivt som sidste år, er der bedre klatrere end ham, men med modvind er han bestemt i spil til at overleve. Ser man på klatrerne i dette felt, har han bestemt en chance for at vinde i en spurt. Holdet har også Domenico Pozzovivo , der kom ganske lovende fra land i Andalusien, men da det virkelig gjaldt de sidste to dage, havde han stadig mangler. Med sin manglende spurtstyrke er han derfor en usandsynlig vinder. Normalt ville det være et godt løb for hurtige Quinten Hermans, men han gør sæsondebut efter sin enorme skuffelse ved afslutningen på crosssæsonen (en positiv coronatest dagen inden afrejsen til VM), og han har meldt ud, at han er her som hjælper. Klatrerne Laurens Huys og Simone Petilli har slet ikke vist form fra start.

Astana kommer med Samuele Battistella , der er startet løbet som lyn og torden, men desværre missede han weekendens løb grundet en knæskade, der opstod i Algarve. I forvejen er løbet her en anelse for svært, hvis det bliver lige så selektivt som sidste år, men modvinden kan bringe ham i spil. Får vi en spurt i en lidt større gruppe, har han alle chancer for at vinde i det selskab, der er sandsynligt, og superformen var der indtil for halvanden uge siden. Holdet har også den helt store joker i Gianni Moscon , der med sin spurt burde være en af de helt tunge favoritter. Han er dog på vej tilbage fra bronkitis, og vi fik aldrig hans form at se i Omloop, hvis Astana har ret i, at han blev elimineret af styrt. Det vil dog undre mig, hvis han med den forberedelse kan vinde så svært et løb som dette, trods modvinden. En tredje kandidat er den tidligere vinder Simone Velasco, der sidste efterår nåede et helt nyt niveau, og som er ganske hurtig. Han har dog ikke virket flyvende hidtil, og dette løb er på papiret en anelse for hårdt - og så er Battistella formentlig også manden, der skal spurte. Til gengæld er løbet for hårdt for en anden tidligere vinder, Fabio Felline, med den form, han havde i weekenden, og det samme gælder for hurtige Alexandr Riabushenko.

Som sagt var Clement Champoussin sammen med Bernal måske bedste mand sidste år. I år er han ikke helt lige så stærk, efter at corona kostede ham deltagelsen i Var, men i lørdags beviste han, at han bestemt ikke er ringe. Jeg vil blive overrasket, hvis ikke han kører med de bedste, men jeg har svært ved at se ham vinde. Da Nans Peters, Jaakko Hänninen og Clement Berthet er formsvage, vil han nemlig efter al sandsynlighed være alene i finalen, og da han er meget spurtsvag, skal det godt nok flaske sig, hvis han skal vinde det taktiske spil på egen hånd - særligt når modvinden gør det vanskeligt at bruge den fysiske styrke. Holdet har også Andrea Vendrame, der sidste år spurtede sig til en top 10 i gruppen bag de bedste klatrere. Modvinden gør det ikke helt umuligt, at han denne gang kan spurte om sejren, og formen i Var så fornuftig ud. Det bør dog stadig blive lidt for hårdt.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Arkea kommer med Elie Gesbert , der har sendt lidt blandede signaler. Han startede stærkt på Mallorca, men i Oman skuffede han måske lidt, også selvom han med en 3. plads på kongeetapen fik bevist, at nedturen på 4. etape vitterligt skyldtes hedeslag. Niveauet her er dog meget højere, og selvom det gik udmærket i lørdags, tror jeg, at der er bedre folk end ham. Modvinden hjælper dog, og han er heller ikke helt langsom. Holdet har dog også en anden stærk kandidat i Maxime Bouet, der var flyvende i de første løb. Han klatrer ikke som de bedste, men modvinden giver ham en chance, og han er ganske hurtig. Hans kørsel i Var var dog lidt bekymrende. En tredje kandidat er Alessandro Verre, der imponerede på kongeetapen i Besseges, men vi så i weekenden, at han i dette selskab nok kommer til kort. Lukasz Owsian har imponeret i år, men niveauet her bør være for højt.

Cofidis kommer desværre uden formstærke Guillaume Martin, og nu får de det svært. Løbet er i dag blevet for hårdt for Davide Cimolai og Simone Consonni, og da vi på det seneste har set, at hurtige Axel Zingle klatrer for dårligt til så svært et løb, ligner Victor Lafay bedste kandidat. Han har været formsvag grundet en skidt optakt, men han viste i søndags, hvor han var med i det vindende fremstød, at han er ved at nærme sig. Han meldte sig endda selv tilfreds med formen, men da han heller ikke er lynhurtig, er han med sit nuværende niveau en usandsynlig vinder. Det vil dog også være dumt at udelukke Davide Villella, der sendte lidt blandede signaler i Galicien i sidste uge, men hans kørsel på Mirador do Ezaro giver et vist håb. Han er heller ikke helt langsom, men hans kørsel i lørdags går, at han formentlig får det lidt for svært. Benjamin Thomas startede som lyn og torden, men vi så igen i weekenden, at dette løb bør blive for hårdt.

Eolo stiller med Lorenzo Fortunato, der på sidste etape i Andalusien endelig viste lidt form. Vi så dog på de foregående etaper, at han stadig har et stykke vej til sit bedste niveau. Han er sikkert endnu bedre nu, men dette er et svært løb for ham at vinde, særligt når han ikke er på 100%. Selv hvis han klarer bakkerne med de bedste, vil han være alene, og som spurtsvag skal han være svineheldig, hvis han skal løbe med sejren. Diego Rosa er ikke til megen hjælp med det, han har vist i år, og Francesco Gavazzi klatrer ikke længere godt nok.

Endelig er der en lille joker i Natnael Tesfatsion. Eritreeren kommer med den samlede sejr i Rwanda i bagagen, og vi så sidste år i Larciano, at han pludselig kunne begå sig i et relativt hårdt løb på højere niveau. Han havde det dog svært i resten af sæsonen, og niveauet i Rwanda kan slet, slet ikke sammenlignes med dette. Logikken siger, at han går det for svært, men skulle han overraske, kan han spurte. Holdets klatrer, Jefferson Cepeda , sendt lidt for blandede signaler i Galicien til, at man kan tro på ham i dette meget stærkere felt, og det samme gælder for Juan Diego Alba, selvom han gjorde det godt i Rwanda.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Bardiani har Filippo Zana¸ men selvom det så bedre ud i Galicien, mangler han stadig for meget til så stærkt besat et løb. Hos B&B har hurtige Jonathan Hivert samt Thibault Ferasse gjort det hæderligt på det sidste, men niveauet her må egnes som værende for højt. Hos Bingoal kan halvhurtige Marco Tizza komme et stykke, men weekenden viste, at han hverken han eller Remy Mertz kommer hele vejen. Hos Kern Pharma gjorde Urko Berrade det flot i Galicien, men her bør han være overmatchet, og Roger Adria er stadig for formsvag, mens løbet er for hårdt for Kiko Galvan. Landsholdet har Kevin Colleoni, der endelig viste lidt takter i Oman, men bør komme til kort i dette felt. Hos kontinentalholdene kan Andrea Garosio, der kørte et lovende efterår, måske være med, men det vil undre mod hold, der allerede har løb i benene. Andre relativt klatrestærke folk er Maximilian Stedman, Paul Double og Mattia Petrucci, men særligt i en sæsondebut bør de være overmatchet. Endelig betyder de seneste meldinger om Ukraine-situationen, at Gazprom ikke bør få lov at stille til start, selvom det i skrivende stund ikke er endelig bekræftet af UCI - og skulle de alligevel deltage, har holdets klatrestærke folk Sergei Chernetski, Nikolay Cherkasov, Giovanni Carboni og Nicola Conci, ikke vist form hidtil.

***** Giulio Ciccone

**** David Gaudu, Juan Ayuso

*** Bauke Mollema, Richie Porte, Carlos Rodriguez, Alessandro Covi, Lorenzo Rota

** Samuele Battistella, Clement Champoussin, Elie Gesbert, Michael Storer, Gianni Moscon, Quentin Pacher, Diego Ulissi, Maxime Bouet, Andrea Vendrame, Domenico Pozzovivo, Dylan van Baarle, Omar Fraile, Lorenzo Fortunato, Victor Lafay, Davide Villella, Sebastien Reichenbach, Antonio Tiberi

* Natnael Tesfatsion, Eddie Dunbar, Davide Formolo, Laurens de Plus, Simone Velasco, Axel Zingle, Alessandro Verre, Antwan Tolhoek, Jefferson Cepeda, Urko Berrade, Kevin Colleoni, Filippo Zana, Jan Polanc, Benjamin Thomas, Lukasz Owsian, Jonathan Hivert, Marco Tizza, Andrea Garosio, Maximilian Stedman, Mattia Petrucci

Danskerne

For det lille Biesse-Carrera kastes Mattias Nordal og Anders Foldager for løverne i et uhyre stærkt besat løb, hvor formålet må være at høste en masse erfaring i et selskab, der er lidt for skrapt.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Bauke Mollemas sejr fra 2021, Giulio Ciccones sejr fra 2020, Simone Velascos sejr fra 2019, Moreno Mosers sejr fra 2018, Fabio Felllines sejr fra 2017, Andrea Fedis sejr fra 2016 og Davide Cimolais sejr fra 2015.

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris