Optakt: Trofeo Laigueglia
03. marts 2021 15:13Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Den første del af den italienske sæson er ikke længere så omfangsrig, som den engang var, men ét stort løb har overlevet og er stadig i stand til at tiltrække et internationalt felt. Trofeo Laigueglia har altid været en vigtig begivenhed på den italienske kalender og har i de seneste år som eneste februarløb ageret sæsonåbning, men i 2021 oplever løbet en gigantisk renæssance med en ny kalenderplacering, der har gjort det kuperede løb til perfekt opvarmning til Strade Bianche.

Annonce

Løbets rolle og historie

Som et af cykelsportens kernelande havde Italien engang en fantastisk kalender til den tidlige del af sæsonen. Med de fornuftige vejrforhold tilbød landet en stribe mindre etapeløb i februar, hvor rytterne havde mulighed for at forberede sig til senere mål, og der var også et par af de mange endagsløb, der altid har været landets kendetegn.

 

De hårde økonomiske tider har desværre taget hårdt på kalenderen, og der har på det seneste kun været ét løb tilbage i februar. Indtil 2017 havde GP Costa degli Etruschi overlevet som den traditionelle sæsonåbning, men da også det løb i 2018 forsvandt, har det første store slag mellem de bedste italienske ryttere været i Trofeo Laigueglia, der altid har været afholdt kort ført den belgiske åbningsweekend.

 

I Italien synes det stort set kun at være løb arrangeret af RCS, der for alvor trives, mens de fleste andre enten er forsvundet eller i konstant overlevelseskamp. Trofeo Laigueglia har imidlertid brudt den triste trend. I 2015 blev det opgraderet til 1.HC-status, hvilket har givet arrangørerne mulighed for at invitere flere WorldTour-hold, og ofte har det være i stand til at præsentere et stærkere og mere internationalt felt, end det er tilfældet for mange af de øvrige Coppa Italia-løb. Der var endda kortvarigt udsigt til, at løbet kunne vises live på italiensk tv, men det var først i 2019, at de planer endelig kunne realiseres.

Kwiatkowski og Carapaz ruller over stregen side om side – Kwiatkowski vinder etapen

KØB ADGANG: SE ALLE DE STØRSTE CYKELLØB PÅ

 

Desværre har Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden samt skabelsen af Colombia 2.1 og Tour de la Provence gjort februar-kalenderen mere omfangsrig, og det har betydet en reduceret interesse for Trofeo Laigueglia, der siden 2016 ikke har kunnet tiltrække samme stærke felt, som vi senest så i 2015.

 

For fem år siden blev løbet afholdt i en af årets travleste uger, hvor også Tour of Oman, Volta ao Algarve, Tropicale Amissa Bongo og Vuelta a Andalucia blev holdt i samme periode. Derfor tog man klogeligt beslutningen at flytte det til en ikke helt så travl tid, men med udfordring fra Vuelta a Murcia og Clasica de Almeria i Spanien samt løbene i Colombia og Provence, har det ikke haft den ønskede effekt på feltet. Ydermere er der ikke længere samme synergieffekt med Tour du Haut-Var, efter at de to løb tidligere tilbød et perfekt alternativ til de længere etapeløb for klassikerrytterne, og det er denne markante styrkelse af februarkalenderen, der har bidraget væsentligt til den kraftige svækkelse af den tidligere så flotte italienske scene.

 

Trofeo Laigueglia er ikke en specielt gammel italiensk klassiker, idet første udgave først blev holdt i 1964, hvor Guido Neri vandt. I de første mange år var det domineret af italienske ryttere, men det fik hurtigst stigende international anerkendelse. Den første udenlandske vinder var således selveste Eddy Merckx, der efter to andenpladser endelig tog i sejren i 1973 og 1974 (Leif Mortensen blev en flot nummer 3 i 1973). Siden er det blevet vundet af udlændinge som Freddy Maertens, Knut Knudsen, Rolf Sørensen, Lance Armstrong, Johan Museeuw og Frank Vandenbroucke samt lokale helte som Giuseppe Saronni, Michele Bartoli, Paolo Savoldelli, Mirko Celestino, Danilo Di Luca, Filippo Pozzato, Alessandro Ballan og Luca Paolini. I de senere år er det som de fleste andre italienske løb blevet en mere national affære, selvom man med oprykningen til 1.HC- og nu 1.Pro-status har forsøgt at bryde tendensen - et projekt, der er mislykkedes.

Annonce

 

Den stigende konkurrence har imidlertid gjort det svært for arrangørerne, og i 2019 lykkedes det eksempelvis kun at tiltrække to hold fra øverste række i form af de to franske hold, FDJ og Ag2r, der for sidstnævntes vedkommende med stor succes vender tilbage år efter år. I 2020 var Ag2r endda eneste hold fra højeste niveau, og selvom Giulio Ciccone var til start for landsholdet, har løbet været en skygge af, hvad det var i sin storhedstid, og man kunne diskutere, om det var værdigt til at være blevet en del af den nye ProSeries, som det er blevet.

 

Fra 2021 ændrer det sig. Placeringen som en enlig ø midt i februar, mens en række andre lande kunne tilbyde flere løbsdage, var helt uholdbar, og derfor har arrangørerne taget den kloge beslutning at udskyde den italienske sæsonstart til marts, så løbet nu afvikles onsdagen inden den store weekend med Strade Bianche og GP Industria. Det skulle man have gjort for længe siden, for der er ikke mange løb, der har fået en lignende opblomstring af at ændre kalenderplacering. Efter i flere år at have kæmpet hårdt for bare at få ét WorldTour-hold til start har man denne gang deltagelse af hele 10 hold fra det fineste selskab. Det er endda nogle af de største af slagsen, og de kommer tillige med en sand stjerneparade af ryttere, der ser det kuperede løb som perfekt opvarmning til Strade Bianche i en sæson, hvor mange andre løb har været aflyst.

 

Sidste år var alle øjne rettet mod Giulio Ciccone, der førte et ungt landshold an, og italieneren levede op til forventningerne. I første omgang kunne Diego Rosa og Biniam Ghirmay følge hans angreb, men da han huggede til for sidste gang på sidste stigning, kunne han køre alene hjem til sejr i årets første løb, mens Ghirmay spurtede sig til en 2. plads foran Rosa og dermed bekræftede sit enorme potentiale. Ciccone vender tolbage for at forsvare titlen i spidsen for et meget stærkt Trek-hold, og da også Ghirmay og Rosa er til start, er hele sidste års podium at finde i feltet igen.

 

Ruten

De fleste italienske endagsløb har samme natur. Mens der ikke er mange løb for rene klatrere eller sprintere, er kalenderen fyldt med løb, der passer til hurtige afsluttere, der også kan klatre. De fleste af de italienske klassikere indeholder således et solidt antal højdemeter, men har samtidig ofte en flad finale, hvor der er tid til regruppering. Trofeo Laigueglia adskiller sig ikke fra det mønster.

 

Ruten varierer typisk en smule fra år til år, men det er altid byen Laigueglia, der er i centrum. I 2015 indførte man atter et nyt format, inden man i 2016 fjernede en af de lange stigninger midtvejs i løbet for i stedet at køre flere omgange på finalerundstrækningen. Det gav færre højdemeter, men flere stigninger i finalen, og den model blev genbrugt i 2017. I 2018 var modellen helt den samme, men man gjorde løbet endnu hårdere ved at køre fire og ikke tre omgange på den svære rundstrækning til slut. Det har man ikke fundet anledning til at ændre siden, og ruten i 2021 er den samme, som den har været de foregående tre år.

Annonce

 

Som vanligt både starter og slutter løbet i Laigueglia på den liguriske kyst, og rytterne skal i alt tilbagelægge 202,0 km i det kuperede terræn omkring byen. Første del består af en flad tur mod nord langs kysten, inden man drejer mod sydvest og vest for at køre ind i landet. Her begynder det at stige op til byen Bezzo (3,1 km, 6,2%), men efter toppen fortsætter det med at stige let, så det samlet set bliver en 8,4 km lang stigning med 3,5% i snit. En lille nedkørsel fører frem til endnu en stigning (1,8 km, 5,5%) op til byen Vendone, som nås efter 39,9 km.

 

Herefter venter en meget teknisk nedkørsel, der fører mod nordvest og syd ned til Pogli-floden, som følges i et par kilometer mod øst, inden feltet rammer en rundstrækning. Den inkluderer Cima Paravenna-stigningen (6,7 km, 5,7%), der er relativt irregulær og slutter af med 1,7 km med 7,8%, inden den har top efter 68,8 km, samt den efterfølgende nedkørsel. Efter at have kørt en omgang følger rytterne floden mod øst tilbage til kysten, hvor de ad kystvejen kører mod syd tilbage til Laigueglia.

 

Målstregen krydses for første gang efter 98,1 km, og herefter vender man tilbage til bakkerne. Først kører man mod syd og vest hen langs kysten, idet man undervejs passerer man den lille Capo Mele (1,4 km, 5,1%), der kendes fra Milano-Sanremo, inden man kører mod nord, nordvest og vest for at tage fat på løbets mest ikoniske stigning, Testico (7,2 km, 4,5%), der er en relativt jævn stigning. Efter 122,4 km når man toppen, hvorefter man via ned lettere nedkørsel mod øst, nord og atter øst tilbage til kysten og byen Albenga, hvorfra man igen følger kystvejen mod syd tilbage til Laigueglia.

 

Rytterne passerer igen målstregen med 43,6 km igen, og løbet slutter nu med fire omgange på en 10,8 km lang rundstrækning. Straks fra start kører man mod sydvest over den korte, stejle stigning Colla Micheri (2 km, 8,2%), der stiger med hhv. 7,6%, 8,4%, 7,4% og til slut 9,6% over hver af de fire 500 m-segmenter. Den har top med 9,0 km til stregen, inden man via en teknisk nedkørsel kører mod sydvest og syd ned til kysten. Her kører man mod øst op over Capo Mele (2,0 km, 3,4%), som også passeredes tidligere i løbet, men denne gang fra den anden side. Toppen kommer med bare 3,3 km til mål, og derfra fører en lille nedkørsel mod nord ned til den sidste kilometer, der er helt flad. Efter afslutningen på sidste omgang kører man de sidste 400 m frem til målstregen, som ikke krydses mellem de enkelte omgange. Der er kun to helt bløde kurver på den sidste kilometer, og også nedkørslen ad kystvejen er teknisk helt ukompliceret.

 

Løbet byder på i alt 2967 højdemeter.

Annonce

 

 

 

 

 

Annonce

 

                                                                                  

Vejret

Der er bestemt ingen garanti for godt vejr i Italien på denne tid af året, men heldigvis kan rytterne se frem til perfekte betingelser. Onsdag byder kun på få skyer og en temperatur på 15 grader, og der vil bare være en svag til let vind (10-12 km/t) fra øst og slutteligt sydøst. Det giver vind fra alle retninger undervejsm men på finalerundstrækningen vil der være sidevind på Colle Micheri og nedkørslen, hvorefter der venter et stykke med sidemodvind. Slutteligt får man medvind på det lange, lige stykke, der inkluderer Capo Mele og selve opløbsstrækningen.

 

Favoritterne

Trofeo Laigueglia er som sagt meget identisk med de fleste andre italienske endagsløb i den forstand, at det tiltaler den samme type ryttere. Hver gang er spørgsmålet de samme: kan det lykkes en lille gruppe eller måske en enkelt rytter at køre væk på de sidste stigninger? Bliver det samlet til en spurt i en større gruppe? Og hvis ja, hvilke af de hurtige folk kan så overleve?

 

Trofeo Laigueglia har i de senere år været svært at læse, og graden af vanskelighed er ikke altid nem at aflæse. I de sidste fire år har løbet imidlertid haft samme format, og vi har derfor nu lært ruten bedre at kende. I 2018 kørte Moreno Moser alle i sænk og nåede mål med næsten et minut ned til 11 ryttere, hvoraf der både var klassikerryttere, klatrere og sågar en holdbar sprinter som Paolo Toto. I 2017 lykkedes det også for Fabio Felline at køre alene hjem, og han blev endda efterfulgt af en gruppe på 10 af de bedste klassikerryttere.

 

I 2019 var det en anelse anderledes, da Simone Velasco tog sin solosejr via et opportunistisk angreb fra distancen, inden han modstod et comeback fra en oktet, som inkluderede klatrere som Francois Bidard, Ildar Arslanov, Kilian Frankiny, Giulio Ciccone og Nans Peters, men også puncheurtyper som Nicola Bagioli, Matto Sobrero og Francesco Gavazzi. Først i næste gruppe fandt vi sprintere som Davide Cimolai og Kristian Sbaragli, ligesom også Giovanni Visconti og Marco Canola var sat. Sidste år åbnedes løbet endnu tidligere med Giulio Ciccones, Biniam Ghirmays og Diego Rosas tidlige angreb, inden Ciccone kørte alene på sidste omgang til en klar solosejr. Bag dem var kun en gruppe med Andrea Vendrame, Lorenzo Rota, Evgeny Shalunov og Davide Gabburo, og vi skulle helt ned på 11. plads for at finde den første større gruppe på 14 mand med hurtige folk som Visconti, Gavazzi og Bagioli.

 

Det kan dog også gå anderledes. I 2016 kørte en lille eksklusiv gruppe af de bedste klassikerryttere væk, men det var stadig umuligt for folk som Diego Ulissi, Pierre Latour og Arthur Vichot at komme af med hurtigere folk som Sonny Colbrelli og Grega Bole. Året inden var det imidlertid et relativt stort felt, der spurtede om sejren, og her lykkedes det endda en mere udpræget sprinter som Davide Cimolai at hænge på og spurte sig til sejren.

Annonce

 

I år er spørgsmålene de samme, men det er værd at bemærke, at man ligesom i 2018, 2019 og 2020 har tilføjet en ekstra omgang på rundstrækningen. Det er den vanskeligste del af løbet og burde gøre det hårdere end i årene, hvor Cimolai og Andrea Fedi sejrede. Allerede siden man i 2016 begyndte at køre omgange på rundstrækningen, er det hvert år endt med, at de bedste har kunnet køre væk, og den ekstra omgang vil næppe gøre det mindre sandsynligt. Vejret og vinden vil ganske vist ikke bidrage til udskilningen denne gang, med sidevind på Colle Micheri efterfulgt af hovedsageligt medvind på den lange kystvej, er ikke de værste betingelser til at kunne gøre en holdbar forskel. Grundlæggende er tendensen er, at løbet er blevet sværere i de senere år. Derfor peger alt på, at det vil blive et selektivt løb som i 2016, 2017, 2018, 2019 og 2020 og ikke en affære for en hårdfør sprinter, som da Cimolai sejrede i 2015.

 

 

Det markante i år er naturligvis den geniale kalenderændring, der er en nobelpris værdig. Løbet, der i de seneste år kun har haft et eller to WorldTour-hold til start, og som reelt ikke har været sin høje UCI-status værdigt, er med synergien med Strade Bianche og GP Industria nu blevet en sand stjerneparade med et felt, der kunne gøre et WorldTour-løb misundeligt. Det gør det lidt svært at sammenligne tidligere udgaver med denne, for kvalitetsmæssigt er de helt usammenlignelige.

 

Grundlæggende er der to tendenser, der formentlig vil sætte sig igennem. Klatrepotentialet i årets felt er så uhyggeligt, at det bør blive helt umuligt for de lidt tungere folk, der tidligere har været i spil. Til gengæld betyder så stærkt et felt også, at det kan være svært at gøre varige forskelle mellem de allerbedste. Nok er Micheri-stigningen stejl, men den er også relativt kort med en betydelig distance til mål, og det taler for, at en gentagelse af de seneste solosejre nok bliver svær.

 

Der er nok én rytter, der kan vække lidt angst. Ingen tør helt udelukke, at Davide Ballerini sidder med hjem til en spurt, og ham er der ingen, der vil spurte mod. Det burde betyde, at der er mange hold med en klar interesse i at gøre det hårdt. Det gælder særligt for Ineos og Trek, der kommer i skræmmende formationer og har al mulig interesse i et blodbad, hvor de kan udnytte deres bredde til at sidde i overtal. Derfor forventer jeg, at de to mandskaber vil kontrollere det meste af dagen og lægge et pres, der gør det til en hård og selektiv affære. FDJ har også en interesse i et relativt hårdt løb-

Annonce

 

Inde på rundstrækningen tror jeg også, at der bliver åbnet tidligt. Det har Ineos og Trek en klar interesse i, når de har så mange kort at spille. På så svær en rundstrækning kan man bestemt ikke udelukke, at en gruppe kan køre væk måske på næstsidste omgang, særligt hvis Trek og Ineos begge er tilfredse. Feltet er dog så stærkt, at det kan blive svært, og mest af alt hælder jeg til, at et felt skal afgøre det på sidste omgang.

 

Her skal der spilles ud på Micheri, og der er flere mulige scenarier. Én mulighed er, at bedste man kører hjem, som vi har set det så mange gange, men som sagt tror jeg, at det bliver svært med dette stærke felt. Mere sandsynligt er det, at vi får en eller anden form for gruppe. Det kan være en ganske lille størrelse, der kan samarbejde og køre hjem til en spurt, men der kan også ske en regruppering, så vi får en gruppe på vel 10-15 mand. I det tilfælde kan der være hold, der sidder i overtal - I ved selv hvilke - og da kan det blive en ukontrollerbar finale, hvor man kan snige sig væk. Mest sandsynligt er det dog, at det vil ende i en eller anden form for spurt, men gruppens størrelse kan variere noget.

 

Listen er spækket med potentielle vinderkandidater i et generelt meget uforudsigeligt løb, men jeg vælger efter moden overvejelse at gå med Michal Kwiatkowski. Ganske vist skal man altid være meget forsigtig med at spå om den svingende polak, der som regel enten er flyvende eller meget formsvag, og i de senere år har han stræbt efter at holde lidt igen i årets første måneder. Han var da heller ikke flyvende i Besseges, men han var trods alt god nok til at ende som nr. 2 samlet, og siden har han haft en måned til at forbedre sig frem mod Strade Bianche og Milano-Sanremo, der ikke er helt ligegyldige for ham. I 2020 var han særligt med 4. pladsen ved VM tilbage ved gammel styrke efter det forfærdelige 2019, og han viste sin hurtighed ved i kampen om bronzen kun at blive slået af Marc Hirschi med det alleryderste af neglene. Ineos er så stærke, at han formentlig vil have støtte i en gruppe til sidst, hvor han enten kan angribe eller spurte, og han ligner en af de hurtigste blandt de folk, der kan overleve. Hans form er stadig et spørgsmålstegn, men efter et lovende Besseges tror jeg på polsk sejr.

 

Den mand, han nok har mest grund til at frygte på stregen, er Andrea Bagioli. Italieneren viste særligt sin hurtighed på flad vej med etapesejren foran Primoz Roglic i Ain, og hans form er som bekendt fremragende, da han efter en skuffelse i Ardeche kørte alene hjem til sejr i Drome i søndags. Ruten her er skabt til en ardennerfyr som ham, og med den nuværende form burde han have en fair chance for at sidde med de bedste. Udfordringen er, at Deceuninck ikke er så stærke som Ineos, hvis der skabes et blodbad, men som minimum bør han have Mauri Vansevenant hos sig i finalen. Det er næppe så mange som briterne, men i en spurt burde han have en fair chance for at gøre det færdigt, selvom hans hurtighed også er så svingende, at han smed den samlede sejr i Coppi e Bartali i kraft af nogle knap så prangende spurter.

 

Ineos har også et andet kort til en spurt. I Provence fornemmede man, at Gianni Moscon endelig var genfødt, og den endelige bekræftelse kom i åbningsweekenden, hvor han med angrebet på Muren i Omloop atter lignede sig selv. Hvor godt han klatrer, er lidt mere åbent, men når han er i form, er han fremragende, som vi har set med 3. pladsen i Lombardiet og hans negligering af tyngdekraften på Höll-stigningen ved VM i Østrig. Han viser det sjældent, men han er også så hurtig i en spurt, at han i Vueltaen er blevet nr. 2 bag Matteo Trentin i et kun let stigende opløb, og derfor er det også ganske tænkeligt, at Ineos vælger at køre spurten for ham. Først skal han dog bevise, at han vitterligt klatrer godt nok til at være med de bedste i et felt af klatrere. Ineos kan også regne med formstærke Egan Bernal i finalen, men han vil næppe være hurtigst og skal udnytte overtallet til at snige sig væk. Det samme skal Eddie Dunbar, der dog virkede meget formsvag i Provence, samt talentfulde Carlos Rodriguez, der på Ventoux tog en føring, der sang, og som står foran sit store gennembrud med god mulighed for at køre finale. Begge de to sidstnævnte vil dog formentlig skulle bidrage til at gøre det hårdt undervejs og ligner hjælpere.

Annonce

 

Vi ved efterhånden, at man aldrig skal sætte pensionsopsparingen på Valentin Madouas, der mildt sagt kan være svingende, men i Var klatrede han på lange stigninger måske bedre end nogensinde. Det viser, at han i fremragende form, og dette løb burde være helt ideelt for en puncheur som ham. Samtidig er han lynhurtig, som han senest viste med sin 3. plads i puncheurspurten i Var, og på flad vej viste han sin hurtighed med 2. pladsen i Ardeche i 2019. Han ligner en af de hurtigste af klatrerne i dette løb, og han er formstærk nok til at køre med de bedre klatrere på Micheri. Udfordringen er et svagt hold, men har han Thibaut Pinot hos sig til sidst, står han ikke ringe. Pinot er også selv i spil. Han havde en offday på kongeetapen i Var, hvor ryggen drillede, men generelt har han været bedre end frygtet, senest med fin kørsel i Ardeche. Han mangler noget i forhold til de bedste, og ryggen kan igen stå af, men er gruppen ikke alt for lille, bør han sidde der. Selv er han lynhurtig, men jeg vil tro, at han skal køre for Madouas, hvis ikke denne er faldet af undervejs. Holdet har også Sebastien Riechenbach, men løbet passer ikke franskmanden, der heller ikke er alt for formstærk.

 

Det er til gengæld Davide Ballerini, som er løbets store joker. Alle ved, at italieneren er flyvende, men det er også givet, at han ikke kan køre med klatrerne, når de for alvor åbner op på Micheri. Heldigvis for ham er der 9 km hjem, og der skal ikke gå megen taktik i den, før han kommer tilbage. I en spurt er der ingen, der slår ham, men problemet er, at det er en bevidsthed alle har. Derfor tror jeg, at de får det gjort for svært for den relativt store Ballerini, men det er bestemt ikke et løb, der med hans nuværende form er uden for rækkevidde. Deceuninck har også supertalentet Mauri Vansevenant, der imponerede så stort i Provence, men han vinder kun, hvis han udnytter fokus på Bagioli til at snige sig væk fra en lille gruppe. Pieter Serry er også formstærk og kan komme langt, men ligner en hjælper. Det samme gør James Knox og Dries Devenyns¸ hvis form heller ikke overbevist mig helt i weekenden, og for Knox gælder også, at han mangler hurtighed på flad vej.

 

Trek har et skræmmende hold, men de mangler den oplagte afslutter på flad vej, og de skal derfor have det gjort så hårdt som muligt. Bauke Mollema er ikke langsom, og Giulio Ciccone viste en ny hurtighed i Provence, men modsat Mollema har han stadig til gode at køre en god flad spurt. Det gjorde den uhyre formstærke Gianluca Brambilla i gamle dage, men han har til gengæld ikke spurtet i en menneskealder. Hvem der i givet fald skal spurte, vil nok mest af alt afhænge af friskheden, men jeg har svært ved at se nogen af dem sejre i en flad spurt, selvom jeg nok tilskriver Mollema de bedste muligheder. Bedst står de, hvis de gør det knaldhårdt og kan angribe på skift. Mollema er stabil og i god form efter det flotte Var og vil utvivlsomt være der, men Ciccone er uhyre ustabil og skuffede fælt i Var, hvilket han meget vel kan gøre igen. Til gengæld var han flyvende i Provence, hvorfor det kan gå begge veje. Brambilla er uhyre velkørende, men til gengæld kan løbet også blive for svært, hvis det bliver meget selektivt. Grundlæggende tror jeg nok mest på Mollema, men det skal flaske sig, hvis de skal vinde. Naturligvis har de også Vincenzo Nibali, der er i god nok form til at være med, hvis gruppen ikke er helt lille. Han skal til gengæld alene til stregen, hvis han skal vinde. Ruten passer egentlig også godt til Jacopo Mosca, Nicola Conci og Amanuel Ghebreigzhabier, men de må regnes som hjælpere.

 

Jesus Herrada har været svær at blive klog på i dette forår. Han klatrede som en drøm på Ventoux og startede stærkt i Var, men siden skuffede han på kongeetapen i sidstnævnte og i weekenden. Det giver desværre en nedadgående trend, der gør, at han meget vel kan falde fra undervejs, men løbet burde passe ham fremragende, og der er tid nok til en regruppering. Han spurter sjældent længere, men hans spurt på Ventoux vidner om lidt af den gamle fart, hvilket giver ham en reel chance, hvis der skal spurtes til sidst. Cofidis har også hurtige Anthony Perez, men han bør gå det for hårdt. Nicolas Edet og Fernando Barcelo synes helt ude af form.

 

Bahrain har et ret interessant hold, hvor man særligt skal tilskrive en chance til Pello Bilbao og Matej Mohoric. Løbet ligger bedst til spanieren, der desværre aldrig rigtigt spurter længere, men stadig burde have hurtighed nok til at begå sig. Desværre er det også hans sæsondebut, og erfaringen er, at han aldrig er flyvende fra start. Mohoric er på samme måde en joker. Løbet her kan meget vel være for hårdt for en mand, der har været langt fra niveauet siden efteråret 2019, men hans fantastiske Liege gav håb om, at han måske er på vej tilbage. Han klatrer ikke med de allerbedste, men med nedkørslen i baghånden kan han komme tilbage, hvis han altså er i form i sin sæsondebut. Han meldes heldigvis godt kørende, men er også meget uforudsigelig. Han er bestemt ikke langsom, men desværre har jeg lidt svært ved at se ham vinde en spurt i dette selskab, og han skal nok snare angribe på det flade, hvad han heldigvis også er en mester i. Mikel Landa gør også sæsondebut og starter så stærkt, at han formentlig kører med de bedste, men han skal snige sig alene væk for at vinde. Holdets drøm er en spurt med Sonny Colbrelli, der blev nr. 2 i 2016 og nr. 4 i 2014, men efter en halvskift præstation i Kuurne og et styrt i Omloop kan jeg ikke se ham være med på denne rute i dette stærke felt. Unge Santiago Buitrago må være ren hjælper.

Annonce

 

Et jokerhold er Bardiani, der har hele tre klatrestærke afsluttere. Mest markant er naturligvis Giovanni Visconti, men nyere historik viser, at han næppe er i form allerede nu, og han er også kommet til kort de senere år. Bedst chance har derfor måske Davide Gabburo, der allerede har vundet i Tyrkiet, men den hurtige italiener er altid kommet til kort på bakkerne. I gamle dage ville Enrico Battaglin også være en kandidat, men det er svært at tro, at han kan være med i dag. Holdet har også klatrerne Andrea Garosio og Luca Covilli, der dog ikke vinder.

 

Løbets superjoker er naturligvis Biniam Ghirmay. Det var i dette løb, at han med 2. pladsen fik sit helt store gennembrud for et år siden, men til gengæld var han rædselsfuldt formsvag i Provence og Var. Pludselig var der dog hul igennem i Drome, hvor han endda var i angreb på den sidste mur. Jeg vil dog tro, at han kommer til kort på de sværere stigninger her, hvor feltet mildt sagt er skræmmende, men til gengæld kan han vel slå alle andre end Ballerini på stregen. Derfor kan han bestemt ikke afskrives. Delko har også en velkørende Jose Manuel Diaz, der dog ikke passer til løbet, og Mauro Finetto, der ikke længere er god nok.

 

Sidste år blev Andrea Vendrame nr. 4 i løbet, men allerede dengang kunne han ikke køre med de bedste. I det lys siger logikken, at han kommer til kort i dette felt, men omvendt er han også svingende, og han virkede ikke flyvende sidste år. Om han er det nu, ved vi ikke, for han har kun kørt løb, der slet ikke passer ham. Han kører ikke med de bedste på Micheri, men med en regruppering har han en chance, selvom jeg tvivler stærkt. I en spurt kan han i hvert fald slå de fleste, og derfor er han en reel vinderkandidat. Ag2r har også den formstærke Clement Champoussin¸ der formentlig ender som holdets bedste, men som spurtsvag skal han snige sig væk for at vinde. Holdet vil meget hellere have Lilian Calmejane med hjem til en spurt, men da han fik hjernerystelse i Provence og droppede løbene i weekenden, er dette nok en postgang for tidligt. Som et hurtigt alternativ til Vendrame har holdet Clement Venturini, der så fin ud i Drome, men selvom han klatrer godt, bør dette blive for svært.

 

Efter Var ved vi, at Nairo Quintana formentlig er en af de bedste klatrere, men han får meget svært ved at vinde et løb med flad finale. Det samme gælder for sidste års nr. 2, Diego Rosa, men han er uhyre svingende, og hans form helt ukendt. Begge skal snige sig væk i en flad finale. Desværre skal Arkea ikke regne med Elie Gesbert , der efter den lange skadespause mangler meget, og det samme gør ellers hurtige Benjamin Declercq.

 

Jeg har svært ved at se andre hold være med i kampen om sejren. Fabio Felline er tidligere vinder efter et soloridt, men i dette felt skal han vinde fra en spurt. Han var fremragende i Giroen sidste år, men han virker alt for formsvag til denne rute. Astana har også nogle klatrere i Vadim Pronskiy, Yuriy Natarov, Jonas Gregaard, Merhawi Kudus og unge Javier Romo, men sidstnævnte er alt for uerfaren, og de øvrige er for spurtsvage.

 

Movistar kan satse på Davide Villella og Abner Gonzalez, men de kører næppe med de bedste. Det kan Intermarché håbe, at formstærke Lorenzo Rota gør, men han har ikke spurtstyrken til at vinde, og Loic Vliegen, Jan Bakelants og Maurits Lammertink synes form formsvage til en rute, der i forvejen er lidt for svær for de ellers hurtige folk. Androni har nogle spændende unge folk i Santiago Umba, Natnael Tesfatsion, Mattia Bais, Daniel Munoz og Simone Ravanelli, der alle kan klatre, men er overmatchet her, og Eduardo Sepulveda er ikke længere god nok. Det er Francesco Gavazzi hellere ikke længere hos Eolo, der mest skal satse på Mark Christian og den spændende Marton Dina. Euskaltel skal vel håbe på Mikel Iturria, der dog har været langt væk i nogen tid, og hos Gazprom tror jeg, at de ellers hurtige Simone Velasco, der er tidligere vinder, og Marco Canola kommer til kort. Hos Vini klatrer Edoardo Zardini ikke længere godt nok.

 

Endelig bør kontinentalholdene blive kørt midt over i dette felt, men det skal dog blive interessant at se det hypede supertalent Juan Ayuso hos Colpack, selvom han med juniorklassen som eneste bagage utvivlsomt må komme til kort. Og så er Davide Rebellin jo altid sjov at følge, selvom veteranen ikke længere kan være med på dette niveau.

 

***** Michal Kwiatkowski

**** Andrea Bagioli, Gianni Moscon

*** Valentin Madouas, Davide Ballerini, Bauke Mollema, Giulio Ciccone, Gianluca Brambilla

** Jesus Herrada, Pello Bilbao, Thibaut Pinot, Biniam Ghirmay, Matej Mohoric, Egan Bernal, Vincenzo Nibali, Andrea Vendrame

* Nairo Quintana, Mauri Vansevenant, Clement Champoussin, Mikel Landa, Diego Rosa, Carlos Rodriguez, Eddie Dunbar, James Knox, Giovanni Visconti, Davide Gabburo, Enrico Battaglin, Simone Velasco, Pieter Serry, Sonny Colbrelli, Abner Gonzalez, Lilian Calmejane, Clement Venturini, Fabio Felline, Anthony Perez, Dries Devenyns, Lorenzo Rota, Jan Bakelants, Loic Vliegen

 

Danskerne

Jonas Gregaard er til start på et relativt ungt Astana-hold, der bestemt er underdogs i dette løb. Fabio Felline er utvivlsomt kaptajnen, men Gregaard kan måske få lov at se, hvor langt han selv kan komme. Mathias Norsgaard er til start for et Movistar-hold, der ikke har de store chancer, men desværre passer løbet ikke til danskeren, der må regnes som hjælper for Davide Villella og i anden række Abner Gonzalez.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Giulio Ciccones sejr fra 2020, Simone Velascos sejr fra 2019, Moreno Mosers sejr fra 2018, Fabio Felllines sejr fra 2017, Andrea Fedis sejr fra 2016 og Davide Cimolais sejr fra 2015.

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Michal Kwiatkowski
Andrea Bagioli, Gianni Moscon
Valentin Madouas, Davide Ballerini, Bauke Mollema, Giulio Ciccone, Gianluca Brambilla
Jesus Herrada, Pello Bilbao, Thibaut Pinot, Biniam Ghirmay, Matej Mohoric, Egan Bernal, Vincenzo Nibali, Andrea Vendrame
Nairo Quintana, Mauri Vansevenant, Clement Champoussin, Mikel Landa, Diego Rosa, Carlos Rodriguez, Eddie Dunbar, James Knox, Giovanni Visconti, Davide Gabburo, Enrico Battaglin, Simone Velasco, Pieter Serry, Sonny Colbrelli, Abner Gonzalez, Lilian Calmejane, Clement Venturini, Fabio Felline, Anthony Perez, Dries Devenyns, Lorenzo Rota, Jan Bakelants, Loic Vliegen
INFO
Optakter
Nyheder
Trofeo Laigueglia
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Video i artiklenPogacar inden åbent Fléche Wallone: Mur de Huy er unik

Landevej

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Landevej

Video i artiklenOptakt: Fleche Wallonne

Landevej

Video i artiklenFølg en travl onsdag med bjerge og ardennerklassiker

Landevej

Eksklusivt interviewDansk stortalent tæt på tyrkisk sejr: Jeg bliver måske lidt ivrig

Landevej

Fuglsang foran belgisk komet på særlig liste

Landevej

Eksklusivt interviewValgren om Fleche og Liege: Hader det ene - Elsker det andet

Landevej

Annonce