Løbets rolle og historie

Som et af cykelsportens kernelande havde Italien engang en fantastisk kalender til den tidlige del af sæsonen. Med de fornuftige vejrforhold tilbød landet en stribe mindre etapeløb i februar, hvor rytterne havde mulighed for at forberede sig til senere mål, og der var også et par af de mange endagsløb, der altid har været landets kendetegn.

De hårde økonomiske tider har desværre taget hårdt på kalenderen, og der er nu kun ét løb tilbage i februar. Indtil 2017 havde GP Costa degli Etruschi overlevet som den traditionelle sæsonåbning, men da også det løb sidste år forsvandt, kommer det første store slag mellem de bedste italienske ryttere i Trofeo Laigueglia, der altid har været afholdt kort ført den belgiske åbningsweekend.

I Italien synes det stort set kun at være løb arrangeret af RCS, der for alvor trives, mens de fleste andre enten er forsvundet eller i konstant overlevelseskamp. Trofeo Laigueglia har imidlertid brudt den triste trend. I 2015 blev det opgraderet til 1.HC-status, hvilket har givet arrangørerne mulighed for at invitere flere WorldTour-hold, og ofte har det være i stand til at præsentere et stærkere og mere internationalt felt, end det er tilfældet for mange af de øvrige Coppa Italia-løb. Der var endda kortvarigt udsigt til, at løbet kunne vises live på italiensk tv, men det er først fra i år, at de planer har kunnet realiseres.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Desværre har Volta a la Comunitat Valencianas tilbagevenden, flytningen af Abu Dhabi Tour og den efterfølgende opgradering samt skabelsen af Colombia 2.1 og Tour de la Provence gjort februar-kalenderen mere omfangsrig, og det har betydet en reduceret interesse for Trofeo Laigueglia, der siden 2016 ikke har kunnet tiltrække samme stærke felt som i 2015.

For tre år siden blev løbet afholdt i en af årets travleste uger, hvor også Tour of Oman, Volta ao Algarve, Tropicale Amissa Bongo og Vuelta a Andalucia blev holdt i samme periode. Derfor tog man klogeligt beslutningen at flytte det til en ikke helt så travl tid, men med udfordring fra Vuelta a Murcia og Clasica de Almeria i Spanien samt løbene i Colombia og Provence og fra i år også Tour of Oman, har det ikke haft den ønskede effekt på feltet. Ydermere er der ikke længere samme synergieffekt med Tour du Haut-Var, efter at de to løb tidligere tilbød et perfekt alternativ til de længere etapeløb for klassikerrytterne, og det er denne markante styrkelse af februarkalenderen, der har bidraget væsentligt til den kraftige svækkelse af den tidligere så flotte italienske scene.

Trofeo Laigueglia er ikke en specielt gammel italiensk klassiker, idet første udgave først blev holdt i 1964, hvor Guido Neri vandt. I de første mange år var det domineret af italienske ryttere, men det fik hurtigst stigende international anerkendelse. Den første udenlandske vinder var således selveste Eddy Merckx, der efter to andenpladser endelig tog i sejren i 1973 og 1974 (Leif Mortensen blev en flot nummer 3 i 1973). Siden er det blevet vundet af udlændinge som Freddy Maertens, Knut Knudsen, Rolf Sørensen, Lance Armstrong, Johan Museeuw og Frank Vandenbroucke samt lokale helte som Giuseppe Saronni, Michele Bartoli, Paolo Savoldelli, Mirko Celestino, Danilo Di Luca, Filippo Pozzato, Alessandro Ballan og Luca Paolini. I de senere år er det som de fleste andre italienske løb blevet en mere national affære, selvom man med oprykningen til 1.HC-status har forsøgt at bryde tendensen.

Den stigende konkurrence har som sagt gjort det svært for arrangørerne, og det er faktisk kun lykkedes at tiltrække to hold fra øverste række i form af de to franske hold, FDJ og Ag2r, der for sidstnævntes vedkommende med stor succes vender tilbage år efter år. Heldigvis kaster et stærkt besat landshold med hele fire hjemlige WorldTour-ryttere glans over arrangementet, ligesom man har deltagelse af en lang række af stærke professionelle kontinentalhold. Det kan dog ikke ændre på, at løbet er en skygge af, hvad det var i sin storhedstid.

Sidste år var det netop en af de italienske WorldTour-ryttere, der nøjagtigt som Fabio Felline i 2017 udnyttede en optræden for landsholdet til at tage sejren. I det, der skulle vise sig at blive hans eneste gode dag på hele året, viste Moreno Moser kortvarigt glimt af tidligere tiders styrke, da han på sidste stigning kørte alene hjem til en uimodståelig solosejr med hele 43 sekunder ned til en lille gruppe, hvis spurt blev vundet af Paolo Toto foran Matteo Busato. Moser vender tilbage for at forsvare sin titel, denne gang for sit nye hold Nippo Vini Fantini, og han er igen oppe mod Toto og Busato, der er med for hhv. Sangemini og Androni.

Ruten

De fleste italienske endagsløb har samme natur. Mens der ikke er mange løb for rene klatrere eller sprintere, er kalenderen fyldt med løb, der passer til hurtige afsluttere, der også kan klatre. De fleste af de italienske klassikere indeholder således et solidt antal højdemeter, men har samtidig ofte en flad finale, hvor der er tid til regruppering. Trofeo Laigueglia adskiller sig ikke fra det mønster.

Ruten varierer typisk en smule fra år til år, men det er altid byen Laigueglia, der er i centrum. I 2015 indførte man atter et nyt format, inden man i 2016 fjernede en af de lange stigninger midtvejs i løbet for i stedet at køre flere omgange på finalerundstrækningen. Det gav færre højdemeter, men flere stigninger i finalen, og den model blev genbrugt i 2018. Sidste år var modellen helt den samme, men man gjorde løbet endnu hårdere ved at køre fire og ikke tre omgange på den svære rundstrækning til slut. Det har man ikke fundet anledning til at ændre i år, hvor der er tale om genbrug af sidste års rute.

Som vanligt både starter og slutter løbet i Laigueglia på den liguriske kyst, og rytterne skal i alt tilbagelægge 203,7 km i det kuperede terræn omkring byen. Første del består af en flad tur langs kysten, inden man drejer ind i landet og følger flade veje til byen Bezzo. Efter knap 30 km starter udfordringerne, når man rammer en hård stigning (8 km, 3,5%), der fører til byen Amasco, inden en lille nedkørsel fører til endnu en stigning op til byen Onzo.

Herfra kører man hele vejen ned til Pogli-floden, som følges i et par kilometer, inden feltet rammer en rundstrækning. Den inkluderer Cima Paravenna-stigningen (6,2 km, 6,1%), der er en meget regulær og relativt konstant stigning og har top efter 68,5 km, samt den efterfølgende nedkørsel. Efter at have kørt en omgang følger rytterne floden tilbage til kysten, hvor de ad kystvejen kører tilbage til Laigueglia.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Målstregen krydses for første gang efter 98,1 km, og herefter vender man tilbage til bakkerne. Først passerer man den lille Capo Mele, der kendes fra Milano-Sanremo, inden man tager fat på løbets mest ikoniske stigning, Testico (8,7 km, 3,8%). Efter at have nået toppen kører man tilbage til kysten og byen Albenga, hvorfra man følger kystvejen tilbage til Laigueglia.

Rytterne passerer igen målstregen med 45,6 km igen, og løbet slutter nu med fire omgange på en 11,2 km lang rundstrækning. Straks fra start rammer man den korte, stejle stigning Colla Micheri (2 km, 8,1%), der har top med 9,4 km til stregen, inden man kører ned til bunden af Capo Mele (1,7 km, 3,7%), som også passeredes tidligere i løbet. Toppen kommer med bare 3,2 km til mål, og derfra fører en lille nedkørsel ned til den sidste kilometer, der er helt flad. Efter afslutningen på sidste omgang kører man de sidste 400 m frem til målstregen, som ikke krydses mellem de enkelte omgange. Der er kun to helt bløde kurver på den sidste kilometer.

Løbet byder på i alt 2999 højdemeter.

Vejret

Der er bestemt ingen garanti for godt vejr i Italien på denne tid af året, men heldigvis kan rytterne se frem til perfekte betingelser. Søndag vil være skyfri med en temperatur i målområdet på 15 grader, og der vil blot være en svag til let vind fra sydøst. Det giver vind fra alle retninger på den sindrige rute, men i finalen vil der være sidemodvind på Colla Micheri og nedkørslen og derefter sidemedvind på stykket tilbage langs kysten og op over Cape Mele samt på den lange opløbsstrækning.

Favoritterne

Trofeo Laigueglia er som sagt meget identisk med de fleste andre italienske endagsløb i den forstand, at det tiltaler den samme type ryttere. Hver gang er spørgsmålet de samme: kan det lykkes en lille gruppe eller måske en enkelt rytter at køre væk på de sidste stigninger? Bliver det samlet til en spurt i en større gruppe? Og hvis ja, hvilke af de hurtige folk kan så overleve?

Trofeo Laigueglia har i de senere år været svært at læse, og graden af vanskelighed er ikke altid nem at aflæse. I de sidste to år har løbet imidlertid haft samme format. Sidste år kørte Moreno Moser alle i sænk og nåede mål med næsten et minut ned til 11 ryttere, hvoraf der både var klassikerryttere, klatrere og lidt sågar en holdbar sprinter som Paolo Toto. I 2017 lykkedes det ogsp for Fabio Felline at køre alene hjem, og han blev endda efterfulgt af en gruppe på 10 af de bedste klassikerryttere. I 2016 kørte en lille eksklusiv gruppe af de bedste klassikerryttere væk, men det var stadig umuligt for folk som Diego Ulissi, Pierre Latour og Arthur Vichot at komme af med hurtigere folk som Sonny Colbrelli og Grega Bole. Året inden var det imidlertid et relativt stort felt, der spurtede om sejren, og her lykkedes det endda en mere udpræget sprinter som Davide Cimolai at hænge på og spurte sig til sejren.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I år er spørgsmålene de samme, men det er værd at bemærke, at man ligesom sidste år har tilføjet en ekstra omgang på rundstrækningen. Det er den vanskeligste del af løbet og burde gøre det hårdere end tidligere. Allerede siden man i 2016 begyndte at køre flere omgange på rundstrækningen, er det hvert år endt med, at de bedste har kunnet køre væk, og den ekstra omgang vil næppe gøre det mindre sandsynligt. Vinden vil ganske vist ikke bidrage til udskilningen denne gang, men tendensen er, at løbet er blevet sværere i de senere år. Derfor peger alt på, at det vil blive et selektivt løb som i 2016, 2017 og 2018 og ikke en affære for en hårdfør sprinter, som da Cimolai sejrede i 2015.

Feltet er ikke skræmmende stærkt, og løbet fremstår som en relativt åben affære. Det er derfor også med nogen tøven, at vi peger på Giovanni Visconti som vores favorit. Italieneren har i den grad noget at bevise, efter at hans Neri Sottoli-hold blev forbigået til Giro d’Italia, og i det hele taget ser han frem til at vise sig frem i sin nye rolle som kaptajn. Starten i San Juan var ikke overbevisende, men her blev han også sat ud af spiller på den eneste etape, der virkelig passede ham. Man må formode, at han som sidste år er klar til at starte relativt stærkt, og han finder her en rute, der passer ham ganske ideelt. En kort, stejl stigning med en flad finale er i hvert fald guf for Visconti, der både kan begå sig i en spurt i en lille gruppe og køre alene væk til sidst, hvor han også kan bruge sine gode nedkørselsevner. Sidste år spurtede han bedre end længe og slog flere gange blandt andre Van Avermaet i mindre grupper, og hans store succes i Østrig viste, at han stadig er knivskarp på ruter som denne. Det er derfor formen, der er spørgsmålet, mere end evnerne. Er han i form, er Visconti et oplagt vinderbud.

Det italienske landshold kommer efter to sejre i træk også i år med flere vinderkandidater. Bedst chance har nok Gianluca Brambilla¸ der burde have gode chancer på denne rute. Den lille italiener er kendt for at starte meget stærkt ud og har ofte være flyvende på Mallorca. Det var han ikke helt i år, hvor han lidt skuffende blot blev nr. 19 i det hårdeste løb, men en 6. plads dagen forinden vidner dog om, at benene slet ikke er dårlige. I dette svagere felt burde han være blandt de bedste på stigningen, og han er et godt bud på en rytter, der kan gentage Fellines og Mosers soloshows. Samtidig er han ganske hurtig på stregen, og selvom han måske ikke vinder i en større gruppe, kan han begå sig, hvis han har et par følgesvende med hjem.

Francesco Gavazzi er ufatteligt stabil i de italienske endagsløb, og det gælder også her, hvor han i sine sidste fem optrædender er blevet hhv. nr. 5, 2, 5, 6 og 5. Det siger alt om, at han er skabt til en rute som denne, hvor han kan bruge sit punch på stigningerne og ikke mindst sin gode spurt i en mindre gruppe. Heller ikke i år var han prangende i San Juan, men med en top 10 på 2. etape viste han bedre form end vanligt. Det lover godt inden dette løb, hvor han altså altid er konkurrencedygtig. Han har i 2018 manglet lidt på stigningerne, og han kan derfor nok ikke køre alene hjem, men i en lille gruppe vil han stå stærkt, ikke mindst fordi han mod slutning af 2018 syntes at afslutte bedre, end han har gjort længe.

Skal man pege på den rytter, der har størst chance for at køre alene hjem, er det måske Ben Hermans. Belgieren er måske ikke lige så flyvende fra start som i 2017, hvor han blandt andet vandt Tour of Oman, men en top 10 på kongeetapen i Valencia samt en meget overbevisende indsats på Mallorca, hvor uheld snød ham for to topresultater, vidner om, at han kører meget stærkt fra start. Ruten her måtte gerne have været en anelse hårdere, men heldigvis er finalestigningen stel nok til, at en fyr som Hermans kan køre væk. Selvom han ikke er helt langsom, skal han af med de fleste af de øvrige favoritter, og en sejr kræver derfor nok et soloshow. Det er til gengæld bestemt heller ikke umuligt.

Modsat de ovennævnte gør Anthony Roux sæsondebut, og derfor er han lidt af en dark horse. Efter nogle år i relativ anonymitet rejste han sig i et forrygende 2018, hvor han blev fransk mester og vandt etaper i både Route l’Occitanie og Tour du Limousin. Han plejer altid at starte i Australien, og det er helt uklart, hvor han står efter en anderledes vinter, men på papiret er det i hvert fald et løb, der passer ham. Han klatrer ikke helt så godt som de ovennævnte, men som han viste i Route l’Occitanie er han efter hårde og opslidende løb ganske hurtig på stregen. Er han velforberedt, kan Roux meget vel start sin sæson på bedst mulig vis.

Det er helt tydeligt, at Fabio Felline fortsat ikke er på sit gamle niveau efter sin lange sygdomsperiode. På Mallorca skuffede han, men han kørte dog en hæderlig top 10 hjem i Besseges, selvom han også her var langt fra fordums styrke. Vi skal derfor heller ikke forvente, at Felline gentager solonummeret fra 2016, men når Toto sidste år kunne sidde med hjem, kan Felline også går sig gældende, hvis det samles til en spurt i en ikke alt for lille gruppe. Han har tidligere vundet deciderede massespurter, og med støtte fra Brambilla og Giulio Ciccone vil han derfor blive svær at bide skeer med.

Nippo stiller med en meget farlig duo i Marco Canola og Nicola Bagioli . Der er ingen tvivl om, at Canola er førstemand, men han har stadig lidt at bevise efter et 2018, der slet ikke levede op til det flotte 2017. Der er da heller ingen garanti for, at han klare den ret stejle stigning, der på papiret er en anelse for svær for ham, som vi også så det sidste år. Han efterlod dog et ganske fint indtryk i Valencia, hvor han blev nr. 10 på den hårde 3. etape, og derfor synes han bedre forberedt end i 2018. Han foretrækker stigende spurter, men i en mindre gruppe vil han ganske gode chancer mod de fleste i dette felt.

Bagioli fik sidste år sit gennembrud på denne tid af året, hvor han blev nr. 4 i dette løb og nr. 2 på 1. etape af Tour du Haut-Var. Siden fulgte han det op med en 3. plads i Burgos og en 4. plads i Limousin, og han har i alle disse løb vist, at han er en glimrende puncheur. Det kniber mere i flade spurter, men heller ikke her er han langsom, og han så ganske stærk ud i Valencia. Han klatrer bedre end Canola, men kommer de til mål sammen, vil han skulle ofre sig. Holdet har også den forsvarende vinder, Moreno Moser, der sidste år havde én enkelt god dag, da han ud af det blå vandt dette løb. I år søger han atter engang oprejsning, nu hos Nippo, men meldingen fra holdet er, at han endnu har en del arbejde at gøre - noget, der også var tydeligt i Valencia.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Det italienske landshold har i Giulio Ciccone en tredje option. Den unge italiener er imidlertid ren klatrer og slet ikke skabt til et løb som dette. Omvendt har han faktisk tidligere gjort det pænt i hårde italienske endagsløb, og hans 10. plads i det sværeste løb på Mallorca vidner om en vis form. Sammen med Felline og Brambilla vil han udgøre et meget stærkt kollektiv, der måske kan angribe på skift. Det er klart, at han skal alene hjem for at vinde, men er han virkelig på toppen, er han feltets bedste klatrer.

Sidste år blev Paolo Toto lidt overraskende nr. 2 i dette løb. Det markerede lidt af et gennembrud for den hårdføre sprinter, men siden lykkedes det ham aldrig helt at leve op til den fine start. Risikoen for, at løbet i år er for hårdt, er da også overhængende, især fordi han også denne gang gør sæsondebut. Ender det i en spurt i en gruppe, har han dog vist, at han med god form kan sidde med, og derfor kan man ikke udelukke, at han gør det endnu bedre end sidste år.

Riwal gør endelig deres længe ventede debut, men det er naturligvis temmelig uklart, om de allerede nu er konkurrencedygtige mod ryttere, der har flere løbsdage i benene. På papiret er det dog en glimrende rute for Alexander Kamp, der med sejren på kongeetapen i Tour of Norway viste, at han sagtens kan begå sig også på dette niveau, når terrænet er ”rigtigt”. For at have en chance skal han starte betydeligt stærkere end sidste år, hvor han blev nr. 18, men med sit punch og sin gode spurt kan en formstærk Kamp sagtens blande sig med de erfarne professionelle.

Androni har som altid et stærkt hold med flere optioner. I tillæg til Gavazzi har man erfarne Matteo Montaguti, der tidligere har været i top 10 i dette løb. Sidste år var han imidlertid langt fra sit gamle niveau, og om han stadig kan begå sig på så hård en rute, er tvivlsomt. Han er dog ganske hurtig i en spurt i en mindre gruppe, som etapesejren i Tour of the Alps 2017 vidner om, men han kan meget vel ende i en rolle som hjælper for Gavazzi, hvis der skal spurtes. Holdet har også sidste års nr. 3, Matteo Busato, der er en glimrende klatrer, men i en spurt skal støtte Gavazzi og har meget at bevise efter et forfærdeligt 2018. Endelig har de klatreren Fausto Masnada, der dog mangler den fornødne eksplosivitet, samt Marco Frapporti, der før har gjort det godt, men formentlig er i en hjælperrolle.

i 2016 og 2017 ville vi have haft store forventninger til Romain Hardy i dette løb, og han var da også med fremme i sidstnævnte år. Et svært 2018 gør det dog vanskeligt at være alt for optimistisk, og hans præstation i Besseges var da heller ikke alt specielt løfterig. De dage, hvor Hardy kan køre med de bedste på stigningen, er nok ovre, men i en spurt i en gruppe vil han ikke være chanceløs.

Bardiani stiller med lottokuponen Luca Wackermann, der efter mange år med helbredsproblemer fandt sig selv i løbet af efteråret, hvor han vandt kongeetapen i Limousin. Siden kneb det dog igen en anelse, og med tanke på hans historik skal man være meget forsigtig med at tro for meget på ham. Han synes heller ikke at være så hurtig som i sine unge år, og derfor skal han formentlig alene hjem for at vinde. Det rækker formen nok ikke til.

I gamle dage var Sergey Shilov farlig på ruter som denne. Den russiske sprinter vandt hårde endagsløb i Spanien og Italien ved netop at spurte sig til sejr i mindre grupper. Det har nu været svært at se i de sidste par år, hvor han har været en skygge af sig selv, men en lovende sæsonstart i Valencia giver håber. Ender det i en spurt i en større gruppe, har han en reel chance for at sidde med hjem.

Endelig vil vi pege på Benoit Cosnefroy. Formentlig er løbet for hårdt for den tidligere U23-verdensmester, men efter hans flotte kørsel i sidste års Paris-Tours synes han at være klar til at tage næste skridt. Hans offensive kørsel i Australien vidner om rimelig form fra start. Til gengæld vinder han hverken løbet i kraft af sine klatre- eller spurtevner, og derfor skal det være hans aggressive natur, der giver ham sejren. Det kan til gengæld også lade sig gøre i en finale, der ikke er let at kontrollere.

OPDATERING: En skade har desværre sat Ben Hermans ud af spillet, ligesom Luca Wackermann er blevet syg. Androni har hentet Mattia Cattaneo ind som en outsider efter en solid indledning i Argentina, men han mangler hurtigheden til for alvor at gøre sig gældende. De har tillige hurtige Andrea Vendrame som en outsider. Endelig stiller Amore e Vita med Marco Tizza, der er som skabt til denne rute og er en meget stærk kandidat, hvis han har samme form fom i efteråret, hvilket dog nok er tvivlsomt.

***** Giovanni Visconti

**** Gianluca Brambilla, Francesco Gavazzi

*** Anthony Roux, Fabio Felline, Marco Canola, Nicola Bagioli, Giulio Ciccone

** Marco Tizza, Paolo Toto, Alexander Kamp, Matteo Montaguti, Romain Hardy, Sergey Shilov, Matteo Busato, Benoit Cosnefroy, Mattia Cattaneo

* Andreas Vendrame, Kristian Sbaragli, Ildar Arslanov, Davide Cimolai, Andrea Bagioli, Sindre Lunke, Emil Vinjebo, Davide Gabburo, Larry Warbasse, Hubert Dupont, Steve Morabito, Kilian Frankiny, Simone Velasco, Nico Denz, Nans Peters, Giovanni Carboni, Simone Sterbini, Moreno Moser

Danskerne

I sin længe ventede sæsondebut stiller Riwal med fem danskere, Jonas Aaen, Alexander Kamp, Rasmus Quaade, Nicolai Brøchner og Emil Vinjebo. Af disse må Kamp tillægges de største chancer, og hans muligheder på en rute, der passer ham, er analyseret ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Moreno Mosers sejr fra 2018, Fabio Felllines sejr fra 2017, Andrea Fedis sejr fra 2016 og Davide Cimolais sejr fra 2015.