STREAM BINCHE-CHIMAY-BINCHE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb frem til udgangen af marts er Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo, og udover det nye Per Sempre Alfredo er Giro dell’Appennino herefter det eneste større endagsløb, som er blevet afviklet i støvlelandet. Siden det relativt nye etapeløb Adriatica Ionica Race i begyndelsen af juni har der ikke været afviklet ét eneste større løb i landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 11 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.Pro og WorldTour udgør på bare en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen.  Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien.

I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det har været Il Lombardia, der har lukket ballet. Sidste år voksede den ellers hensygnende klassikerscene imidlertid yderligere. Nok blev GP Beghelli, der plejer at være en del af serien, aflyst, men de blev erstattet af det genopstandne Giro del Veneto, der afvikledes i forbindelse med et nyt løb, Veneto Classic. Sammen med klassikeren Coppa Agostoni afvikledes de to Veneto-løb efter løbet i Lombardiet, og dermed forlængedes den italienske sæson med yderligere en uge. I år er GP Beghelli desværre igen aflyst, og da det samme gælder for Trofeo Matteotti, mens Milano-Torino er rykket til sin gamle placering i marts, er der i år ”kun” 11 endagsløb i den flotte efterårsserie mod de hele 13 løb, vi havde i sidste år serie.

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte har tjent som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte, hvoraf det ene altså nu er rykket til marts, er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Efter den meget travle indledning, hvor man over fire dage afviklede hele tre løb (det var i hvert fald planen, indtil dårligt vejr førte til aflysning af Memorial Marco Pantani) og en pause i forbindelse med VM, når series nu sit klimaks over de næste to og en halv uge, hvor de resterende otte løb afvikles. Først afvikles Coppa Agostoni, Giro dell’Emilia, Coppa Bernocchi, Tre Valli Varesine og Gran Piemonte som opvarmning til den store finale i Lombardiet, inden serien ligesom sidste år rundes af med det genopstandne Giro del Veneto og det spritnye Veneto Classic, der følger i ugen efter Il Lombardia. Eneste ændring i forhold til sidste år er, at Coppa Agostoni flyttes fra seriens sidste uge, så det nu i stedet åbner ballet efter VM-pausen bare to dage inden seriens næststørste løb, Giro dell’Emilia.

Faktisk er hele serien traditionelt blevet indledt med Trittico Lombardo, en tre dage lang serie bestående af Tre Valli Varesine, Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi. Da den blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine, seriens største løb, har ikke været afviklet i samme uge som de to øvrige løb, idet Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi har skudt endagsfesten i gang først i september, mens løbet i Varese er blevet afviklet i samme uge som Il Lombardia. Det ændredes der dog på i 2021, hvor løbene nu blev samlet omkring Il Lombardia, og selvom de med en spredning over otte dage ikke længere kom i rap, var der med Coppa Bernocchi og Tre Valli Varesine inden monumentet og Coppa Agostoni umiddelbart efter en bedre sammenhæng, end vi har set i de seneste år. I år rykkes Coppa Agostoni som sagt til torsdagen efter VM, og det betyder, at vi kommer meget tæt på det gamle format, da de tre løb nu afvikles over bare fem dage, nemlig med Coppa Agostoni torsdag, Coppa Bernocchi mandag og finalen i Tre Valli Varesine tirsdag.

Mens Milano-Torino, der jo indtil i år var en del af serien, Gran Piemonte og Il Lombardia alle er arrangeret af RCS Sport og derfor har temmelig ensartede holdudtagelser, adskiller Tre Valli Varesine sig sammen med Coppa Bernocchi ved at have en anden arrangør. Løbet blev første gang afviklet i 1919 og er en af de mest prestigiøse cykelbegivenheder i Italien. Faktisek er det kun blevet aflyst to gange siden den første udgave - derudover valgte man i det særprægede 2020 at samle de tre løb under ét med navnet Gran Trittico Lombardo - og er blevet vundet af de fleste af de italienske giganter, idet navne som Gino Bartali, Fausto Coppi, Fiorenzo Magni, Gianni Motta, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Gianni Bugno, Claudio Chiapucci og Vincenzo Nibali alle figurerer på vinderlisten. Selvfølgelig har Eddy Merckx også sejret, men udenlandske sejrherrer har været en sjældenhed. Faktisk var kun seks udgaver blevet vundet af ikke-italienske ryttere, da Daniel Martin sejrede i 2010. I de senere år har løbet - modsat mange andre italienske løb, der er blevet reduceret til meget nationale affærer - haft et mere internationalt præg, da kun fire af de seneste elleve udgaver har haft hjemlige vindere.

Startfeltet er generelt blevet boostet voldsomt af den nylige kalenderændring, der betød, at løbet blev flyttet til samme uge som Il Lombardia. Tidligere har mange haft svært ved at finde løb til at teste formen forud for det italienske monument, men da dagene forinden nu byder på fire forberedelsesløb, har mange et ekstra incitament til at tilbringe halvanden uge op til det store mål i Italien. Selvom VM-ruten tiltrak relativt mange klatrere og sendte dem om på den anden side af jorden, er antallet af formstærke bjergryttere i år stort, og det har også gjort det italienske felt fremragende. Særligt i år, hvor Milano-Torino er væk, er løbet en særligt vigtig begivenhed. Coppa Bernocchi og Gran Piemonte er nemlig mest for sprintere, og dermed bliver løbet nu sammen med Giro dell’Emilia og til dels Coppa Agostoni, der dog køres lidt tidligt, eneste chance for at teste klatrebenene inden monumentet.

Modsat mange andre klassikere har Tre Valli Varesine ikke en fast rute. Faktisk har der været enormt store afvigelser. Nogle udgaver har været for klatrere, mens andre har været for klassikerryttere og puncheurs. I de seneste år har arrangørerne imidlertid fastholdt et relativt uændret format, og man synes at have lagt sig fast på en rute, der har tippet balancen til ugunst for klatrerne. I stedet betyder en kuperet rundstrækning i Varese kendt fra VM i 2018 nu, at det er det ideelle løb for stærke sprintere og klassikerryttere samt de hurtigste af klatrerne.

Sidste år var løbet tilbage i sit rigtige format efter den særlige coronaudgave i 2020, hvor det blev afviklet under navnet Gran Trittico Lombardo. Det blev en uhyre aggressiv udgave, hvor Tadej Pogacar åbnede ballet langt fra mål. Ganske vist blev han selv sat tilbage af en punktering, men den gruppe, han skabte, endte med at køre om sejren. Herfra stak Alessandro de Marchi og Davide Formolo af, og da forfølgerne samarbejdede dårligt, kunne de køre væk og spurte om sejren, som De Marchi tog. Bag dem lykkedes det Pogacar samt andre af de bedste klatrere på de sidste bakker at køre op til forfølgerne, og derfor lykkedes det for Pogacar som hurtigste af 11 mand at sikre to UAE-ryttere på podiet. Da De Marchi forsvarer titlen, og Formolo og Pogacar igen gør fælles front hos UAE, vil hele sidste års podium være at finde i feltet igen i år.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

STREAM BINCHE-CHIMAY-BINCHE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som sagt synes arrangørerne i de senere år at have fundet et fast format efter mange år med vidt forskellige ruter, og i fire år i træk mellem 2014 og 2017 blev det meste af løbet blevet afviklet på den velkendte rundstrækning i Varese, der også blev benyttet ved VM i 2008. Startbyen varierede en smule, men finalen var i alle fire udgaver den samme. I 2018 valgte man imidlertid at give finalen et nyt touch, så der til slut skulle køres to omgange på en ny rundstrækning, der inkluderede en sværere stigning end tidligere, men hvor der til gengæld var længere fra toppen og frem til mål. Den model fastholdtes i 2019 og 2021, og det gør den igen i år, hvor ruten endda er præcis den samme som sidste år.

Alligevel blev løbet ændret betydeligt i 2021 og dermed også i 2022. Tidligere kørte man en lang omvej mellem start og mål for derved at komme over en lang stigning, men det gør man ikke længere, hvor man kører den direkte vej. I stedet kører man otte omgange på den lille rundstrækning og ikke fem som i 2019 eller seks som i 2018, men man fastholder afslutningen med to omgange på den lange rundstrækning.

Den 101. udgave vil, som det blev indført sidste år, tage udgangspunkt i Busto Arsizio, slutte i Varese og strække sig over i alt 196,5 km. I startbyen lægger man ud med at køre en omgang på en flad 6,3 km lang rundstrækning, inden man kører mod nord og nordvest igennem relativt fladt terræn med retning mod Varese-søen. Langsomt begynder det at sige let op mod byen Morrazone, der nås efter 31,0 km, inden det falder let ned mod Varese. Her kører man for første gang op ad Casbeno-stigningen (2,5 km 4,9%), inden man krydser stregen for første gang efter 42,5 km.

Den sidste del af løbet består af omgange på to forskellige rundstrækninger. Først køres otte omgange på den gamle 12,9 km lange rundstrækning. Efter bare 1 km rammer feltet den lille stigning Montello (1,8 km, 5,4%), der stiger med hhv. 3,1%, 6,6% og 5,4% over de første tre gange 500 m og til slut 7,7% over de sidst 300 m, inden de tager hul på en længere nedkørsel. Med 3,6 km igen rammer rytterne den sidste udfordring, Casbeno, en 2,5 km lang stigning, der stiger med 4,8% i gennemsnit fordelt med 6,6%, 4,7%, 3,0%, 6,1% og 3,6% over de fem 500 m-segmenter Toppen kommer med 1 km igen, og derefter følger et fladt indløb i til mål, hvor det sidste sving kommer 800 m fra stregen.

Nyskabelsen fra 2018 i forhold til tidligere ruter var, at de sidste fire omgange blev erstattet af to omgange på en ny og længere rundstrækning. Den blev sidste år forlænget til 25,6 km og indledes med endnu en passage af Montello (1,8 km, 5,4%). Herefter venter igen samme nedkørsel som tidligere, men i stedet for at benytte samme finalestigning som på den lille rundstrækning sender man ryttere op over Morosolo (1,6 km, 6,8%), som stiger med hhv. 7,6% og 6,7% over de første to gange 500 m og til slut hele 9,6% over de sidste 600 m, og som har top 13,2 km fra stregen. Den leder direkte over i Casciago (1,8 km, 5,1%), der stiger med 4,4% over den første kilometer og derefter med 5-7%, inden toppen rundes med 7,1 km igen. Derefter følger man en nedkørsel, inden man rammer samme finale som på den lille rundstrækning med endnu en passage af Casbeno (2,5 km, 4,8%). Toppen kommer med 1 km igen, og derefter følger et ganske let faldende indløb til mål. De sidste 3 km er enkle med et par rundkørsler og bare ét skarpt sving med 400 m til stregen.

Løbet byder på i alt 3464 højdemeter, hvilket naturligvis er det samme som i 2021 og ca. 300 flere end i 2018 og 2019.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

STREAM BINCHE-CHIMAY-BINCHE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Vejret

Ligesom Coppa Bernocchi var Tre Valli Varesine sidste år ramt af dårligt vejr, men som resten af denne uges italienske klassikere vil årets udgave finde sted i fine betingelser. Ganske vist vil det hovedsageligt være skyet med kun lidt sol, men det vil være tørt med en temperatur på 20 grader. Vind vil der heller ikke være meget af med blot en svag til let brise (4-7 km/t) fra syd og til sidst sydvest. Det giver medvind hele vejen frem til rundstrækningerne, hvor der vil være vind fra alle retninger. Der vil være sidemedvind på Montello og dernæst modvind frem til de næste bakker. Der vil være medvind igen på Morosolo og Casciago og derefter sidemod- og modvind, indtil man igen får med- og sidemedvind på Casbeno, indtil man får sidevind over de sidste 400 m.

Favoritterne

Det kan godt være, at Tre Valli Varesine har haft en omskiftelig historie med mange forskellige ruter over årene, men efter 2014 lærte vi en kort overgang, hvad vi skulle forvente af den gamle italienske klassiker. Som sagt benyttede man fire år i træk VM-rundstrækningen i Varese som finale, og derfor fik vi en fornemmelse af, hvilke ryttertyper der kunne begå sig.

Scenariet var hver gang det samme. På de sidste omgange blev der kørt aggressivt, og det skabte et udskilningsløb. På sidste omgang blev der etableret en gruppe på 5-15 ryttere, der i to tilfælde kunne spurte om sejren. Kun i 2015 og i 2017, hvor Vincenzo Nibali var fuldstændig suveræn i dagene op til Lombardiet, var der ryttere, der kunne gøre forskellen. Samtidig så vi, at man skulle køre temmelig godt opad for at være med i finalen, og det var som regel de bedste klatrere og klassikerryttere, der sad med til sidst. Stærke sprintere kunne imidlertid også klare terrænet, og vi så, at folk som Sonny Colbrelli, Jens Keukeleire, Kristian Sbaragli og en i 2015 meget formstærk Giacomo Nizzolo alle kunne være med til sidst. At man skulle være stærk, blev tydeligst af løbet i 2016, hvor Magnus Cort, der ellers kom flyvende ud af Vueltaen, akkurat missede frontgruppen, selvom han var en af forhåndsfavoritterne.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

I 2018 fik løbet imidlertid et nyt twist med den nye rundstrækning. Den bød på en betydeligt sværere dobbeltstigning i finalen, hvor den første del er ganske stejl med stigningsprocenter op til 16. På den anden side var der længere fra top til mål, og da der ikke var en efterfølgende nedkørsel, ville det kræve et ret godt samarbejde at forhindre en eller anden form for regruppering til sidst. Den generelle konsensus var, at løbet i den nye udgave var hårdere, og at det ville blive sværere for de stærke sprintere at være med.

Den antagelse viste sig at blive korrekt. Først og fremmest var løbet næsten umuligt at kontrollere, og det gav anledning til en stærk gruppe med Toms Skujins, Peter Kennaugh, Mathias Frank og Wilco Kelderman. På den stejle bakke lykkedes det den uhyre formstærke Thibaut Pinot sammen med en ligeledes meget formstærk Michael Woods samt Rigoberto Uran at køre væk fra blandt andre den nykårede verdensmester Alejandro Valverde og op til de forreste, men havde Uran ikke ofret sig for Woods, var gruppen måske blevet hentet, da feltet til sidst blot var 13 sekunder efter. Her sad blot 16 mand, og de var stort set alle klatrere med Davide Villella, Alexandre Geniez, Gianluca Brambilla, Giovanni Visconti og Julien Simon som de eneste lidt mere puncheuragtige typer. Til gengæld faldt en mand som Michael Matthews fra, men han var heller ikke i noget, der lignede form.

I 2019 var mønsteret tilsvarende, men med den forskel, at vi næsten fik samling. Egentlig var et udbrud kørt afgørende væk, men da de blev vist forkert, blev det samlet til en spurt blandt 21 klatretyper, der dog også talte folk som Kristian Sbaragli, Andrea Vendrame og Toms Skujins. Alt var langt til rette til en spurt, indtil Gianni Moscon angreb. Desværre havde han et monster på slæb, og mens Moscon blev passeret af sprinterne, åbnede Primoz Roglic op og sejrede med 3 sekunder ned til resten af gruppen.

I 2020, hvor man kørte grundet corona Gran Trittico Lombardo som erstatning for alle tre løb i Trittico Lombardo-serien, havde man samme finale, og her kørte de ni stærkeste væk og afgjorde det i en taktisk finale, hvor Gorka Izagirre sneg sig væk og sejrede. Og sidste år så vi så igen, at en tidlig offensiv kan lykkes. Tadej Pogacar gik bersærk meget tidligt og skabte en gruppe, som han selv måtte forlade grundet en punktering. Det endte med, at folk faldt fra, mens andre kom op bagfra i et ganske uroligt og ukontrollerbart løb, og herfra kunne Alessandro de Marchi og Davide Formolo køre væk og herefter spurte om sejren. Til slut var resten af udbruddet meget tæt på at blive hentet, så vi fik samlet 18 mand bag de forreste, men det lykkedes kun for David Gaudu, Benoit Cosnefroy, Guillaume Martin og Pogacar faktisk at komme op til den gruppe, der spurtede om 3. pladsen - en spurt, der i øvrigt blev vundet af Pogacar.

Det viser, at det er et af de meget uforudsigelige løb. Vi så i både 2018, hvor et udbrud endte med at vinde, i 2019, hvor kun den ærgerlige fejl fra arrangørerne ødelagde det for udbruddet, og sidste år, hvor en tidlig offensiv også lykkedes, at det er en rundstrækning, der vil blive kørt aggressivt, og som er meget svær at kontrollere. Kører den rette gruppe væk, er det sandsynligt, at de kan og vil holde hele vejen, og derfor kræver det også lidt held og timing at være med i spillet, hvis ikke et hold er stærkt nok til at holde det samlet.

Den tid, hvor de holdbare sprintere kan være med, må med den nye rute være ovre. I stedet har det været ardennertyperne, der har excelleret, og det vil det formentlig være igen i år. Mit gæt vil også være, at vi får et hårdt løb. UAE kommer igen med en veritabel supertrup anført af Pogacar, og det er svært at finde en årsag til, at han ikke i sin sidste test inden Lombardiet skulle åbne løbet lige så tidligt, som han gjorde sidste år. Dette er ikke en finale, hvor han bare kan køre fra alt og alle, og derfor vil vi næppe se UAE køre kontrollerende, som de gjorde i Emilia. I stedet regner jeg med, at de tidligt vil forsøge at skabe ragnarok og et overtal, der gør det muligt at vinde.

Blandt de tidligere scenarier går jeg således mest i retning af det, vi så sidste år, hvor favoritterne spiller tidligt ud, hvor det bliver ukontrollerbart, og hvor taktik og overtal bliver lige så vigtig som fysisk styrke, som i et hårdt løb dog vil være ganske afgørende. Man kan dog ikke afvise, at det alligevel bliver samlet, indtil de bedste skal kæmpe mand mod mand på den sværeste stigning, Morosolo, hvor formstærke Pinot spillede med musklerne i 2018. Uanset scenariet vil det formentlig være en lille gruppe, der er i spil efter sidste passage af Morosolo og Casciago. De kan ende med at spurte, som de reelt gjorde i 2019, men det kan også blive en taktisk finale, hvor en snu rytter kan køre væk, som Izagirre gjorde for to år siden som led i et Astana-overtal, og som man med nogen ret kan hævde, at De Marchi og Formolo gjorde sidste år. Medvind på alle stigninger vil også bidrage til vanskeligheden, men traditionelt har sidste stigning ikke været svær nok til at køre væk på ren styrke. Er det samlet i bunden, er chancen for en spurt god.

I de senere år har vi haft grupper på ca. 20 mand til sidst, men i år vil løbet nok være mere selektivt. Det nye koncept med flere omgange, som blev indført sidste år, betyder 300 højdemeter ekstra. Det så vi allerede sidste år, og selvom vejret denne gang er noget bedre, må man formode, at en UAE-offensiv vil sikre en hård udgave.

Som sagt trives løbet virkelig efter at være blevet en del af Lombardiet-ugen, og det betyder, at løbet igen i år har tiltrukket et meget stærkt felt med mange af Lombardiet-favoritterne. Særligt er det dog UAE, der skiller sig ud. Araberne kommer med en veritabel supertrup, hvor flere er nærmest skræddersyet til dette løb. Dels har de punch på bakkerne, og dels har de den hurtighed, der gør det muligt at gøre det færdigt. Det giver dem en sandsynlig overhånd i det taktiske spil, der måtte være til sidst, og det er et løb, der ikke burde glide dem af hænde.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Derfor peger jeg på Tadej Pogacar. Emilia viste ganske vist, at han vitterligt ikke er på toppen, men han var betydeligt bedre end sidste år. Dengang betød det, at han efterfølgende var stærkeste mand i dette løb, og jeg ser ingen grund til, at det skulle være anderledes i år. Løbet passer ham også ganske fortrinligt, for han har masser af punch, og som vi så sidste år, kan han slå de fleste favoritter i en spurt. Holdet er også det stærkeste, og dermed har han hele pakken. Jeg kan sagtens se, at han bliver låst i det taktiske spil, som han - grundet en punktering - gjorde sidste år, og han kan også blive slået i en spurt, men jeg ser ikke, at nogen kører fra den Pogacar, vi så i Emilia, på disse bakker.

Det betyder alt andet lige, at han med nogen sandsynlighed vil køre med om sejren, og med sin spurtstyrke gør det ham til et indlysende favoritvalg. UAE kan vælge at spille andre kort, hvis alle kigger på ham, men de kan også vælge en mere kontrollerende taktik, hvor de i finalen sætter ham i scene på Morosolo, hvor han bliver svær at følge. En solosejr er mulig, men på denne rute nok usandsynlig. En spurtsejr er formentlig vejen til sejr, men det bliver formentlig i en ganske lille gruppe. Jeg tror, at han tanker selvtillid ved at tage den sejr, han burde have taget sidste år, hvis ikke uheld var kommet i vejen.

UAE har dog også to andre gode kort. Det ene er Diego Ulissi, der er så hurtig, at han kan slå næsten alle på stregen. Han er dog ikke helt let at blive klog på. Han så skidt ud i Agostoni, og i dag var han heller ikke prangende, men i Emilia var han svært imponerende. Med Pogacar på holdet har han nogle taktiske kort, der sammen med hans fart gør ham til et godt kort. Det tredje gode kort er den uhyre formstærke Davide Formolo, men det er et svært løb for ham at vinde. Sidste år blev han immervæk slået af sneglen Alessandro de Marchi, og derfor skal han denne gang alene hjem i det taktiske spil for at vinde. Løbet burde også passe godt til hurtige Alessandro Covi, men selvom det er bedre nu, rækker formen næppe. Holdets joker er i stedet Joao Almeida, der med sit punch og sin spurt burde passe storartet til dette løb. Han kom flyvende ud af Vueltaen, men et meget skuffende VM tyder på, at den sygdom, der kostede ham enkeltstarten, har ramt ham hårdt. Han har potentiale til at overraske, men store forventninger skal vi næppe have. Rafal Majka er hæderligt kørende, men må være hjælper på denne rute, og George Bennett er formsvag.

Den største rival er vel Movistar, der kommer med det næststærkeste hold. Bedste bud er naturligvis Alejandro Valverde, der har sin næstsidste chance for at krydre karrieren med endnu en sejr. Spanieren er kommet fremragende ud af Vueltaen, og efter et hæderlige Agostoni var han imponerende i Emilia. Dette løb passer ham ganske storartet, og selvom han ikke har fordums fart, viste han i torsdags, at han fortsat kan slå mange i en spurt - i hvert fald hvis han for en gangs skyld ikke åbner alt, alt for tidligt. Pogacar slå han næppe, men da Movistar også er stærke i det taktiske spil, er han en oplagt vinderkandidat. Holdet har naturligvis også den uhyre formstærke Enric Mas, men han kører næppe fra Pogacar på disse bakker. Han skal altså alene hjem i det taktiske spil for at vinde, men det er også muligt, hvis Movistar bidrager til at gøre det knaldhårdt. I det taktiske spil har de også Ivan Ramiro Sosa, der var i uventet god form forleden, men også han skal alene hjem, og han passer dårligt til disse bakker. De er bedre for Einer Rubio, der skuffede i Emilia, men i dag lignede en af de tre stærkeste på bakkerne i Bernocchi. Også han skal alene hjem. Det skal hurtige Matteo Jorgenson ikke, men han mangler for meget formmæssigt.

Løbet passer også storartet til Benoit Cosnefroy, der blev nr. 4 sidste år, hvor han sammen med Pogacar og et par mand kørte op til udbruddet på de sidste stigninger, men akkurat blev slået af sloveneren i en spurt. Han er dog måske den eneste af favoritterne, der har en chance for at slå Pogacar på stregen, men hvor han står, er usikkert. Han var fremragende i Quebec, men vi så i Montreal, at han selv med god form kan komme til kort i et løb, der er så svært som dette. Det gjorde han dog ikke sidste år, og det vidner om hans potentiale. Spørgsmålet er bare, hvor han står formmæssigt, men det, vi så til ham ved VM, så ganske lovende ud. Til gengæld står han svagt i det taktiske spil, men vi så i lørdags, at Clement Berthet bør komme langt. Han skal dog alene hjem i det taktiske spil for at vinde. Holdets andre hurtige folk er Felix Gall, men hans VM giver absolut ingen grund til optimisme, og løbet er formentlig for hårdt for Andrea Vendrame. Hverken Geoffrey Bouchard, Clement Champoussin, der var syg efter Vueltaen, eller Aurelien Paret-Peintre synes i form.

Havde Aleksandr Vlasov bare en dårlig dag i lørdags? Det kan man håbe, men vi ved det ikke. Han var stærk i Sabatini - hans første og indtil i lørdags eneste løb efter pausen - men når man ser på resultatet i lørdags, var niveauet i det løb nok lavere, end vi troede dengang. Han har generelt været ret stabil i år, men udsving har altid været en del af hans karriere, og det skaber håb. Han har også spurtet godt i år, og derfor passer løbet ham ganske udmærket, selvom han ikke slår Pogacar på stregen. Det kan Sergio Higuita til gengæld, men vi aner ikke, hvor han står efter en skuffende Vuelta. Vi så ikke meget til ham ved VM, men han var også en af de ryttere, der aldrig fik mulighed for for alvor at vise sig. Han kom stærkt ud af Vueltaen i 2019, og det giver håb for en mand, der med sin spurt står uhyre stærkt til at vinde, hvis altså han er i form. Boras tredje beskyttede rytter er formentlig Giovanni Aleotti, der også er ganske hurtig og var beskyttet i lørdags. Både her og i Montreal viste han et fornuftigt niveau, og dette løb passer ham bedre. Han er dog ikke den stærkeste, og det er på taktik, han skal vinde. Løbet passer også Wilco Kelderman, men da han ikke var beskyttet forleden, er han nok en af de af holdets ryttere, der har været syg. Det er Emanuel Buchmann muligvis også, men det er under alle omstændigheder ikke et løb for ham. Matteo Fabbro er fortsat langt fra sit niveau, og det er trods alt for højt et niveau for Frederik Wandahl, der må være hjælper.

Arkea kommer med et af de mest spændende hold. Mest interesse er der om Kevin Vauquelin, der overraskede mig stort med sin 20. plads i Emilia. Nu kommer han til et løb, der burde passe ham langt bedre, og han synes at være betydeligt bedre end i Luxembourg, hvor han ikke virkede alt for flyvende på bakkerne. Han er tillige lynhurtig på stregen, men jeg kan stadig have en frygt for, at løbet er lidt for svært til dette niveau. Holdets anden kaptajn er Warren Barguil, der med sine top 10-placeringer i Montreal og Quebec viste form. Han har altid været god i ardennerløb og viste sin hurtighed, da han vandt GP Indurain, men hans niveau er ikke helt som i gamle dage. Dertil kommer, at vi ikke ved, hvilke personlige årsager der kostede ham deltagelsen i Emilia, og det kan have kostet både form og især fokus. Elie Gesbert skuffede i lørdags, og efter en svær sæson er det vanskeligt at tro på, at han pludselig rejser sig. Maxime Bouet, Michel Ries og Simon Guglielmi synes ikke flyvende.

I et løb, hvor kollektivet er vigtigt, må man også have visse forventninger til FDJ. De fik nemlig både Rudy Molard og Michael Storer i top 10 i Emilia, og dermed har de i hvert fald to ryttere, der er i form. Det er dog kun Molard, der for alvor passer sil løbet, da han er halvhurtig, mens Storer skal alene hjem for at vinde. Man må også håbe, at David Gaudu bare havde en offday forleden, for vi så i Montreal, at formen burde være god. Han er også halvhurtig, selvom flade spurter ikke er hans spidskompetence. Hurtigere er Attila Valter, der passer glimrende til løbet, og han viste ved VM og i Montreal endelig lidt af sit niveau. Han har dog haft så skuffende et år, at vi skal dæmpe forventningerne. Til gengæld har Quentin Pacher imponeret stort i år, og med sin spurtstyrke er han i princippet holdets bedste vinderbud. Han så dog skidt ud til VM, og mit indtryk er, at han er træt. Endelig har holdet supertalentet Romain Gregoire, der slet og ret er skabt til dette løb. Han skuffede til VM, men i dag viste han, at han kan overraske, selvom vi dog også så, at han trods alt mangler lidt på dette niveau.

DSM kører sit første italienske løb i denne omgang, og det gør de med et solidt kort i Romain Bardet. Franskmanden har altid været god i ardennerløb, og han har i år fundet en fart, han ikke tidligere har haft. Vi så dog i Canada og senest til VM, at han fortsat har haft nogle mangler, men formkurven har klart været stigende. Han finder som reel formen til Lombardiet, og der er derfor en vis grund til optimisme. Han ledsages af Thymen Arensman ¸ der burde komme fint ud af Vueltaen, som han gjorde det sidste år, men han bliver aldrig endagsrytter og passer dårligt til løbet. Holdet har også Andreas Leknessund og Mark Donovan, men de har ikke vist stor form på det sidste.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Total kommer med duoen Pierre Latour og Alexis Vuillermoz. Ingen af dem er flyvende, men begge gjorde det i Emilia så godt, at man må antage, at de kan gøre det ganske pænt i et løb, der passer dem bedre. Vuillermoz var i dag med de bedste, men blev hurtigt sat, og det vidner om, at han nok mangler lidt for meget. Latour var ikke med i front i dag, men var stærkere i Emilia, hvor han kørte offensivt, og er nok det stærkeste kort lige nu. Begge er hurtige, men de skal nok de bedste i forkøbet, hvis de skal vinde. Også hurtige Mathieu Burgaudeau passer godt til løbet, og han skippede dagens løb for at være klar. Han har sendt blandede signaler med en skuffelse i Agostoni og hæderlig kørsel i Emilia, men mit indtryk er, at formen ikke rækker til et løb, der i forvejen er til den hårde side.

Astana kommer med Simone Velasco, som det vel nok bedste bud. Italieneren viste allerede god form i de første italienske løb, og han så endnu bedre ud i lørdags, hvor han leverede et for en ryttertype som ham ganske opløftende resultat. Disse stigninger passer ham langt bedre, men han skal nok favoritterne i forkøbet for at køre finale. Hurtig er han også, men han skal væk fra Pogacar i det taktiske spil, hvos han skal vinde. Holdet har også Vincenzo Nibali, der viste dejligt god form i Agostoni. Han er dog ikke en af de stærkeste og skal alene hjem i det taktiske spil for at vinde. I dag viste Miguel Angel Lopez bedre takter end i Emilia, men vi så også, at han er langt fra topformen. Det er derfor svært at se ham vinde et løb, der passer ham dårligt. Sammen med Velasco er det Samuele Battistella , der med punch og sin fart passer bedst til ruten, men et skidt VM og en DNF i Emilia indikerer, at han er ferieklar. Det samme synes David de la Cruz at være, og niveauet er for højt til Stefan de Bod .

Eolo kommer med Lorenzo Fortunato, der i lørdags viste sit hidtil højeste niveau i år. Han var åbenbart ramt af kulden i torsdags, og det taler for, at han vil være god igen i morgen. Problemet er, at løbet passer ham betydeligt ringere end lørdagens, og der er en tendens til, at han altid skuffer i disse eksplosive løb. Han skal nok angribe tidligt, og så skal han have en meget heldig hånd i det taktiske spil, hvis han vil vinde. Her er det et problem, at han vil være alene, da løbet er for svært for Davide Bais, mens Alex Martin og Alessandro Fancellu er overmatchede og ikke viste storform i Kroatien.

Jumbo må igen leve med en sjælden rolle som outsidere. Det er vel Robert Gesink , der er bedste bud, da han også har en hæderlig spurt, men han har slet ikke fordums punch. Han, Chris Harper og Sam Oomen, der alle kommer fra Vueltaen, var nogenlunde jævnbyrdige i lørdags, og de manglede lidt for meget til, at de kan køre med de bedste. Strategien er for dem alle at køre offensivt fra distancen. Holdets bedste i lørdags var stortalentet Tom Gloag, der imponerede stort med en top 20. Han kan meget vel være bedste mand igen, og han har faktisk vist, at han har et vist punch og også kan spurte til husbehov. Derfor bliver han særligt interessant at følge.

Lotto kommer med Andreas Kron, men desværre synes danskeren ikke på toppen. Han var ellers flyvende i dette løb for et år siden, da han blev nr. 5, men han virkede bestemt ikke overbevisende torsdag og udgik lørdag. Han skippede dagens løb for at være klar til i morgen, og man kan håbe, at det har givet ham de procent, han mangler. Blandt disse italienske løb er det vel det, der passer ham bedst, også fordi han er en af feltets allerhurtigste puncheurs. Med sin nuværende form skal han dog nok som sidste år angribe tidligt. Han ledsages af Tim Wellens , der igen i dag blev en DNS og efter sin sygdom og de personlige problemer næppe kan levere meget. Carlos Barbero er godt kørende, men løbet er for svært, og Harm Vanhoucke er stadig formsvag.

Israel-PT får det svært. Egentlig er det et perfekt løb for Dylan Teuns, der var i så fin form i Tour of Britain, men efter et skuffende Agostoni var han syg i Emilia. Derfor vil det overraske, hvis han er flyvende. Det plejer Michael Woods at være på denne tid af året, men efter hans DNS i Agostoni og DNF i Emilia må vi nok konstatere, at Vuelta-styrtet og sygdommen har kostet for meget på formen - en form, som også Jakob Fuglsang fuldstændigt savner. Holdets bedste bud kan derfor meget vel være Carl Fredrik Hagen, Simon Clarke og Alessandro de Marchi. Sidstnævnte er forsvarende vinder og viser endelig tegn på form. Han synes dog stadig et stykke fra sit bedste, og det er et meget svært løb at vinde for en fyr som ham. Clarke er holdets hurtige mand, og han synes i hæderlig form, men nu om dage synes han ikke at være helt stærk nok til så svært et løb. Hagen er fornuftigt kørende, men ikke godt nok til, at han kan være med helt i front.

Drone Hopper har Natnael Tesfatsion, der burde være skabt til dette løb, da han har punch og er hurtig. Efter sit exit i lørdags var han en af de stærkeste i dag, men vi så også, at han manglede en anelse. Vi har stadig til gode for alvor at se ham excellere i et så stærkt besat løb som dette, og han mangler nok stadig lidt for meget. Hverken Mattia Bais, Simone Ravanelli, Santiago Umba eller Jhonatan Restrepo synes i form, og løbet er for svært for Umberto Marengo.

Jeg tror ikke meget på de øvrige hold. Hos Bardiani har man Filippo Zana, der burde kunne komme langt i et løb som dette, men han skuffede i Emilia. Turen til Australien, som viste sig at være spildt, kan betyde, at han er bedre nu, men da han også skuffede i Toscana, er jeg pessimistisk. Hverken Luca Covili, Davide Gabburo eller Samuele Zoccarato synes i form. Hos Kern Pharma burde løbet passe Roger Adria, men hverken VM ellers Emilia overbeviste om, at han kan finde det niveau, han meget sjældent finder, og holdets stærkeste mand lige nu er Jon Agirre, hvis potentiale er begrænset, da Giovanni Carboni, Hector Carretero og Jose Felix Parra alle er formsvage. BikeExchange er uden den skadede Simon Yates, og da hverken Lucas Hamilton, Damien Howson eller Nick Schultz synes i skyggen af form, og da niveauet er for højt til Kevin Colleoni, som heller ikke passer til løbet, er det svært at have den helt store optimisme. Hos Caja Rural er Jonathan Lastra den mest formstærke, men efter Kroatien står det klart, at niveauet er for højt, mens løbet er for svært for Eduard Prades, og Joel Nicolau og Fernando Barcelo er formsvage. Hos Bingoal er Marco Tizza godt kørende, ligesom han passer til løbet, men feltet må være en anelse for stærkt.

BEMÆRK: Som altid er arrangørerne uhyre langsomme til at udsende en startliste. Jeg afventer derfor fortsat trupperne fra Cofidis, EF, Ineos, Intermarché, Trek og Alpecin og håber at kunne opdatere optakten enten i aften eller i morgen formiddag. Ingen af holdene er omtalt ovenfor, men særligt EF burde komme med en spændende trup.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Israel-PT er uden Fuglsang, Clarke og Teuns, men har i stedet udtaget den formstærke Corbin Strong. Han bør dog finde denne rute en anelse for hård, selvom han var velkørende på bakkerne i dag. Bora er tillige uden Buchmann, mens BikeExchange er uden Hamilton og Howson og i stedet med formsvage Tanel Kangert og Dion Smith. Drone Hopper har erstattet Marengo med Andrii Ponomar, der har kørt godt på det sidste, men løbet er nok lidt for svært. Derudover er de resterende hold udtaget.

Ineos stiller igen med et superhold med Adam Yates, Daniel Martinez, Tao Geoghegan Hart, Carlos Rodriguez og Pavel Sivakov. Yates floppede fælt i lørdags, uden at der er givet en forklaring. Det kan have været en dårlig dag for den ustabile brite, men vi ved det ikke. Han var stærkeste mand i Canada, og derfor er han nødt til at rangere højt, da han er god på disse bakker og har en brugbar spurt. Martinez skuffede også og er nok ikke flyvende, men på denne lettere rute, der passer ham, bør han være med fremme. Også er han hurtig. Det samme er Geoghegan Hart, men selvom han gjorde det hæderligt, er han næppe på toppen. Sivakovs form er ukendt, men han var ikke med de bedste i dag og passer dårligt til løbet. Det gør spurtsvage Rodriguez også, men han var bedste mand i lørdags. Endelig har holdet Jhonatan Narvaez, der passer fint til løbet, men heller ikke i dag virkede han flyvende, og der er nok også lidt for lange bakker for ham. Ben Tulett er formsvag.

Trek kommer med Mattias Skjelmose, der går direkte ind som en af favoritterne. Vi ved ikke, hvordan han har det efter VM, og han kan være træt efter et langt efterår, men har han VM-formen kommer han langt på en rute, der passer ham, da han også er hurtig. Trek har også Giulio Ciccone, der var optimistisk inden Emilia, men efter en DNF og en skuffende sæson må den optimisme være afdæmpet. Bauke Mollema passer også godt til løbet, men selvom han var bedre til VM, har han ikke været på toppen, og løbet er nok lidt for svært til Mathias Vacek, mens Kenny Elissonde synes formsvag.

Cofidis kommer med Guillaume Martin, der var god i torsdags og skuffende i lørdags. Han er generelt stabil og er formentlig bedre i morgen, men det skal flaske sig, hvis han skal vinde. Remy Rochas er i klar fremgang, men han mangler formentlig for meget, og det gør Ion Izagirre også, selvom det var meget bedre i dag. Ruben Fernandez var chokerende god i lørdags, hvor han lavede en 7. plads helt ud af det blå. Det gør ham til en joker, men også for ham skal det flaske sig, hvis han skal vinde. Jesus Herrada og Simon Geschke passer til løbet, men er formsvage.

EF kommer med et ekstremt spændende hold anført af Andrea Piccolo. Når han næsten kan gå i top 10 i Emilia, vil han være flyvende her, og han er også hurtig. Vi har også set en meget formstærk Rigoberto Uran, der tillige er hurtig, og også Mark Padun er fremragende lige nu. Det skal dog flaske sig, hvis han skal vinde, da han er spurtsvag. Esteban Chaves skuffede i lørdags, og i lyset af hans sæson skal vi nok dæmpe forventningerne. Mere optimistisk er jeg på vegne af Odd Christian Eiking, der skuffede torsdag, men var bedre i lørdags og kommer til et løb, der passer ham. Han var trods alt god i Sabatini, hvor han blev nr. 2. Løbet burde passe perfekt til Alberto Bettiol, der så godt ud til VM. Han floppede i torsdags, men det kan hænge sammen med jetlag. Med ham kan det gå begge veje. Han kan være træt, men også vinde løbet. Endelig har holdet Neilson Powless, men til VM så det ud til, at han stadig mangler lidt.

Intermarché kommer med den uhyre formstærke Domenico Pozzovivo, der utvivlsomt vil være en af de bedste på bakkerne, men selvom han er god i dette terræn, er han for spurtsvag til at være en sandsynlig vinder. Løbet passer langt bedre til Lorenzo Rota, der gjorde det så godt i Emilia, at han bør være stærk i et løb, der virkelig er ham, da han er hurtig. Hurtigst er Quinten Hermans, men hans kørsel i dag og til VM tilsiger ikke, at han er helt på toppen til så svært et løb. Kobe Goossens er godt kørende, og Laurens Huys og Jan Bakelants er også hæderlige, men niveauet her bør være for højt.

Endelig møder Alpecin med et meget spændende hold anført af Stefano Oldani og Sjoerd Bax. Begge er meget formstærke og hurtige, og dermed står de stærkt på denne rute. De kan dog få svært ved at følge de allerbedste, når de åbner op på bakkerne. Holdet har også Jay Vine, der var optimistisk inden Emilia, hvor han endte som en DNF. Han har mange formkriser, og da løbet passer ham dårligt, er min optimisme begrænset. Edelig har holdet Xandro Meurisse, men han synes stadig langt fra sin bedste form.

***** Tadej Pogacar

**** Alejandro Valverde, Benoit Cosnefroy

*** Aleksandr Vlasov, Sergio Higuita, Adam Yates, Daniel Martinez, Andrea Piccolo

** Rigoberto Uran, Diego Ulissi, Enric Mas, Lorenzo Rota, Mattias Skjelmose, Alberto Bettiol, Davide Formolo, Kevin Vauquelin, Sjoerd Bax, Domenico Pozzovivo, Warren Barguil, Rudy Molard, Romain Bardet, David Gaudu, Quinten Hermans, Stefano Oldani, Tao Geoghegan Hart, Joao Almeida, Michael Storer, Mark Padun

* Carlos Rodriguez, Pavel Sivakov, Pierre Latour, Alexis Vuillermoz, Ivan Ramiro Sosa, Simone Velasco, Odd Christian Eiking, Giovanni Aleotti, Quentin Pacher, Vincenzo Nibali, Giulio Ciccone, Thymen Arensman, Einer Rubio, Lorenzo Fortunato, Tom Gloag, Romain Gregoire, Andreas Kron, Neilson Powless, Esteban Chaves, Clement Berthet, Jay Vine, Bauke Mollema, Alessandro de Marchi, Natnael Tesfatsion, Jhonatan Narvaez, Michael Woods, Robert Gesink, Attila Valter, Rafal Majka, Chris Harper, Corbin Strong, Samuele Battistella, Wilco Kelderman, Filippo Zana, Mathieu Burgaudeau, Marco Tizza

Danskerne

Andreas Kron skal forsøge at gentage sidste års gode resultat og er omtalt ovenfor, men endnu større forventninger er der nok til Mattias Skjelmose, der ligeledes er omtalt ovenfor. Han støttes på Trek af Asbjørn Hellemose, mens Frederik Wandahl på Bora må skulle støtte Aleksandr Vlasov, Sergio Higuita og Giovanni Aleotti.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alessandro de Marchis sejr fra 2021, Primoz Roglics sejr fra 2019, Toms Skujins’ sejr fra 2018, Alexandre Geniez’ sejr fra 2017 og Sonny Colbrellis sejr fra 2016. Du kan tillige gense Gorka Izagirres sejr fra 2020 i fusionsløbet Gran Trittico Lombardo, der afvikledes på en tilsvarende rute.

STREAM BINCHE-CHIMAY-BINCHE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE