Løbets rolle og historie

Som et cykelsportens historiske nøglelande havde Italien engang en helt fantastisk endagsscene. Både foråret og efteråret var spækket med store klassikere og semiklassikere i noget af det smukkeste og mest alsidige terræn, man finder i verden. Klassikerryttere med et god punch på stigninger og en god spurt nød godt af de mange kuperede ruter, og man kunne stort set køre en fuld sæson ved alene at være beskæftiget i støvelandet.

Uheldigvis har de økonomiske vanskeligheder i Italien har en voldsom skadevirkning på kalenderen, og nu er der stort set ingen endagsløb tilbage i foråret. De eneste løb i februar er Trofeo Laigueglia, kun Strade Bianche, GP Industria og Milano-Sanremo har overlevet i marts, og i april er der kun Giro dell’Appennino tilbage. Siden det nye etapeløb Adriatica Ionica Race i juli har der ikke været afviklet ét eneste større løb og landet, og der er nu ikke længere ét eneste løb tilbage i august, hvor kalenderen tidligere var spækket til bristepunktet.

Efterårsklassikerne har imidlertid stort set alle overlevet. Faktisk er der intet andet land, der kan præsentere så mange endagsløb på denne tid af året, som Italien kan i september og oktober. Ikke færre end 12 endagsløb i kategorierne 1.1, 1.HC og WorldTour udgør på mindre end en måned udgør en fascinerende og attraktiv del af cykelsæsonen, der spiller en helt særlig rolle og står så nært på mange rytteres hjerter, at de gør dem til hovedmål for anden del af sæsonen. Højdepunktet er selvsagt monumentet Il Lombardia, der traditionelt har været det sidste løb i serien. I de senere år har en restrukturering af kalenderen rykket løbet en anelse frem, således at weekenden med Giro dell’Emilia og GP Beghelli har rundet den italienske sæson af. I 2016 blev der imidlertid igen byttet rundt på tingene, og den model er blevet fastholdt siden, således at det er Il Lombardia, der lukker ballet den 12. oktober. Dermed afvikles der hele 12 endagsløben i perioden mellem d. 14. september og den 12. oktober i det, der er en af de travleste cykelperioder i et enkelt land på hele året.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

De mange endagsløb spiller en særlig rolle for italienske ryttere. De første løb har traditionelt været helt afgørende for landstræneren, der har brugt dem til at fastlægge de sidste brikker i sin VM-trup, og meget ofte ser man derfor landsholdet stille op med et stærkt hold og bruge det som en slags generalprøve. Løbene efter VM udgør deres egen blok i to travle uger med meget kuperede løb, hvor Giro dell’Emilia, GP Beghelli, Tre Valli Varesine, Milano-Torino og Gran Piemonte tjener som perfekt opvarmning til Il Lombardia. De to sidstnævnte er endda arrangeret af Giro-arrangørerne RCS Sport og har derfor et mere internationalt præg end seriens øvrige løb, der i højere grad domineres af italienere.

Serien blev indledt i de to uger op til VM, hvor ikke færre end seks løb blev afviklet. Nu venter de resterende seks løb, der er fordelt over de kommende to uger, hvor Giro dell’Emilia og GP Beghelli genoptog rækken i denne uge, inden Tre Valli Varesine, Milano-Torino, GranPiemonte og Il Lombardia over denne uges første seks dage som afslutning på den italienske sæson.

Mens Milano-Torino, Gran Piemonte og Il Lombardia alle er arrangeret af RCS Sport og derfor har temmelig ensartede holdudtagelser, adskiller Tre Valli Varesine sig som det eneste løb, der har en anden arrangør. Løbet blev første gang afviklet i 1919 og er en af de mest prestigiøse cykelbegivenheder i Italien. Sammen med Coppa Agostoni og Coppa Bernocchi udgør det løbsserien Trittico Lombardo, og det er klart den største af de tre begivenheder. Da serien blev skabt i 1997, var intentionen at afvikle de tre løb på tre på hinanden følgende dage og at have et samlet klassement, der kronede den bedste rytter set over alle tre begivenheder. Mens man har fastholdt det samlede klassement, har man imidlertid i de senere år ændret kalenderen. Tre Valli Varesine afvikles nu ikke længere i samme uge som de to øvrige løb, og i stedet kommer den store finale flere uger efter de to første løb.

Tre Valli Varesine er kun blevet aflyst to gange siden den første udgave og er blevet vundet af de fleste af de italienske giganter, idet navne som Gino Bartali, Fausto Coppi, Fiorenzo Magni, Gianni Motta, Francesco Moser, Giuseppe Saronni, Gianni Bugno, Claudio Chiapucci og Vincenzo Nibali alle figurerer på vinderlisten. Selvfølgelig har Eddy Merckx også sejret, men udenlandske sejrherrer har været en sjældenhed. Faktisk var kun seks udgaver blevet vundet af ikke-italienske ryttere, da Daniel Martin sejrede i 2010. I de senere år har løbet - modsat mange andre italienske løb, der er blevet reduceret til meget nationale affærer - haft et mere internationalt præg, da kun tre af de seneste ni udgaver har haft hjemlige vindere.

Startfeltet generelt blevet boostet voldsomt af den nylige kalenderændring, der betød, at løbet blev flyttet til samme uge som Il Lombardia. Tidligere har mange haft svært ved at finde løb til at teste formen forud for det italienske monument, men da dagene forinden nu byder på tre forberedelsesløb, har mange et ekstra incitament til at tilbringe ugen op til det store mål i Italien. Selvom VM-ruten i år ikke var noget for klatrerne, er antallet af formstærke bjergryttere ir år stort, og det har også gjort det italienske felt fremragende. Mange foretrækker ganske vist at teste Lombardiet-benene i Giro dell’Emilia og Milano-Torino, der passer bedre til denne ryttertype, men alligevel vil vi også tirsdag se et ganske stærkt felt i aktion, ikke mindst fordi klatrerne til dette mere åbne og uforudsigeligt får selskab af flere ryttertyper.

Modsat mange andre klassikere har Tre Valli Varesine ikke en fast rute. Faktisk har der været enormt store afvigelser. Nogle udgaver har været for klatrere, mens andre har været for klassikerryttere og puncheurs. I de seneste år har arrangørerne imidlertid fastholdt et relativt uændret format, og man synes at have lagt sig fast på en rute, der har tippet balancen til ugunst for klatrerne. I stedet betyder en kuperet rundstrækning i Varese kendt fra VM i 2018 nu, at det er det ideelle løb for stærke sprintere og klassikerryttere samt de hurtigste af klatrerne.

Sidste år gjorde man imidlertid løbet en anelse hårdere, og det gjorde det muligt for formstærke Thibaut Pinot sammen med Michael Woods og Rigoberto Uran at køre fra feltet og op til et tidligere fremstød bestående af Toms Skujins, Peter Kennaugh, Mathias Frank og Wilco Kelderman. De syv holdt feltet bag sig med 13 sekunder, og her lykkedes det Skujins at henvise Pinot og Kennaugh til de sekundære podieplaceringer og tage karrierens største sejr. Skujins vender tilbage for at forsvare sin titel, men Pinot har for længst endt sin sæson, mens Kennaugh har sat karrieren helt på pause, og dermed er der kun én genganger fra sidste års podium.

Ruten

Som sagt synes arrangørerne i de senere år at have fundet et fast format efter mange år med vidt forskellige ruter, og i fire år i træk mellem 2014 og 2017 blev det meste af løbet blevet afviklet på den velkendte rundstrækning i Varese, der også blev benyttet ved VM i 2008. Startbyen varierede en smule, men finalen var i alle fire udgaver den samme. Sidste år valgte midlertid valgt at give finalen et nyt touch, så der til slut skulle køres to omgange på en ny rundstrækning, der inkluderede en sværere stigning end tidligere, men hvor der til gengæld var længere fra toppen og frem til mål. Den model fastholdes i år, men denne gang har man modificeret den nye rundstrækning, så den nu har en hårdere afslutning end sidst år.

Den 99. udgave vil tage udgangspunkt i Saronno, slutte i Varese og strække sig over i alt 197,8 km. Fra startbyen bevæger feltet sig langs flade veje mod nordvest frem mod målbyen. Kort før man når frem, drejer man mod vest for at slå en lille sløjfe i området vest for Varese for at ramme byen fra nord i stedet for sydøst. Formålet er at sende rytterne op over stigningerne La Costa (1,2 km, 6,6% med top efter 61,9 km og Monte Rossa (7,3 km, 3,3%), der har top efter 74,5 km. Herfra kører man ned mod Varese, der ligger stort set i bunden af nedkørslen.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Efter 81,5 km krydses målstregen for første gang, og den sidste del af løbet består af omgange på to forskellige rundstrækninger. Først køres fem omgange på den gamle 12,8 km lange rundstrækning. Efter bare 1 km rammer feltet den lille stigning Montello (1,8 km, 5,4%), der stiger med hhv. 3,1%, 6,6% og 5,4% over de første tre gange 500 m og til slut 7,7% over de sidst 300 m, inden de tager hul på en længere nedkørsel. Med 3,6 km igen rammer rytterne den sidste udfordring, en 2,5 km lang stigning, der stiger med 4,9% i gennemsnit med 5,7% over de første 900 m. Toppen kommer med 1 km igen, og derefter følger et fladt indløb i til mål, hvor det sidste sving kommer 800 m fra stregen.

Sidste års nyskabelse i forhold til tidligere ruter var, at de sidste fire af de normale ni omgange blev erstattet af to omgange på en ny og længere rundstrækning. Den er i år forlænget til 27,0 km og indledes med endnu en passage af Montello (1,8 km, 5,4%). Herefter venter igen samme nedkørsel som tidligere, men i stedet for at benytte samme finalestigning som på den lille rundstrækning sender man ryttere op over Morosolo (1,6 km, 6,8%), som stiger med hhv. 7,6% og 6,7% over de første to gange 500 m og til slut hele 9,6% over de sidste 600 m, og som har top 11,6 km fra stregen. Den leder direkte over i Casciago (1,7 km, 5,2%), hvis top rundes med 8,7 km igen. Som noget nyt kører man herfra ikke de sidste knap 500 m ind til stregen, men tager derefter en nedkørsel, inden man rammer samme finale som på den lille rundstrækning med en 2,5 km lang stigning, der stiger med 4,9% i gennemsnit med 5,7% over de første 900 m. Toppen kommer med 1 km igen, og derefter følger et ganske let faldende indløb i til mål. De sidste 3 km er enkle med et par rundkørsler og bare ét skarpt sving med 400 m til stregen.

Løbet byder på i alt 3153 højdemeter, hvilket i alt væsentligt er det samme som sidste år.

I forhold til sidste år er den indledende del samt den korte rundstrækning den samme, men man har forlænget den lange rundstrækning ved i stedet for det flade indløb efter Casciago at køre ned til den gamle finale med den 2,5 km lange bakke i den absolutte finale. Det forlænger rundstrækningen, hvorfor der køres én omgang færre på den lille rundstrækning, så distancen blot er forlænget med ca. 1 km.

Vejret

Norditalien er ikke altid efterårssmukt, som mange udgaver af Il Lombardia viser, men i år venter med onsdag som en undtagelse en flot uge. Tirsdag byder bare på få skyer og en temperatur på 18 grader, og det vil være næsten vindstille med bare en svag vind fra syd og sydvest. Det giver primært med- og sidemedvind på det indledende stykke frem til rundstrækningerne. På den store afsluttende rundstrækning vil der først være sidevind, så mod-, med- og igen modvind og til slut medvind på de sidste ca. 5 km, indtil man drejer ind i sidevind på de sidste 400 m.

Favoritterne

Det kan godt være, at Tre Valli Varesine har haft en omskiftelig historie med mange forskellige ruter over årene, men efter 2014 lærte vi en kort overgang, hvad vi skulle forvente af den gamle italienske klassiker. Som sagt benyttede man fire år i træk VM-rundstrækningen i Varese som finale, og derfor fik vi en fornemmelse af, hvilke ryttertyper der kan begå sig.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Scenariet var hver gang det samme. På de sidste omgange blev der kørt aggressivt, og det skabte et udskilningsløb. På sidste omgang blev der etableret en gruppe på 5-15 ryttere, der i to tilfælde kunne spurte om sejren. Kun i 2015 og i 2017, hvor Vincenzo Nibali var fuldstændig suveræn i dagene op til Lombardiet, var der ryttere, der kunne gøre forskellen. Samtidig så vi, at man skulle køre temmelig godt opad for at være med i finalen, og det var som regel de bedste klatrere og klassikerryttere, der sad med til sidst. Stærke sprintere kunne imidlertid også klare terrænet, og vi så, at folk som Sonny Colbrelli, Jens Keukeleire, Kristian Sbaragli og en i 2015 meget formstærk Giacomo Nizzolo alle kunne være med til sidst. At man skulle være stærk, sås imidlertid af løbet i 2016, hvor Magnus Cort, der ellers kom flyvende ud af Vueltaen, akkurat missede frontgruppen, selvom han var en af forhåndsfavoritterne.

Sidste år fik løbet imidlertid et nyt twist med den nye rundstrækning. Den bød på en betydeligt sværere dobbeltstigning i finalen, hvor den første del er ganske stejl med stigningsprocenter op til 16 og 600 m en gennemsnitlig stigningsprocent på næsten. På den anden side var der længere fra top til mål, og da der ikke var en efterfølgende nedkørsel, ville det kræve et ret godt samarbejde at forhindre en eller anden form for regruppering til sidst. Den generelle konsensus var, at løbet i i den nye udgave er hårdere, og at det ville blive sværere for de stærke sprintere at være med.

Den antagelse viste sig at blive korrekt. Først og fremmest var løbet næsten umuligt at kontrollere, og det gav anledning til en stærk gruppe med Toms Skujins, Peter Kennaugh, Mathias Frank og Wilco Kelderman. På den stejle bakke lykkedes det den uhyre formstærke Thibaut Pinot sammen med en ligeledes meget formstærk Michael Woods samt Rigoberto Uran at køre væk fra blandt andte den nykårede verdensmester Alejandro Valverde og op til de forreste, men havde Uran ikke ofret sig for Woods, var gruppen måske blevet hentet, da feltet til sidst blot var 13 sekunder efter. Her sad blot 16 mand, og de var stort set alle klatreren med Davide Villella, Alexandre Geniez, Gianluca Brambilla, Giovanni Visconti og Julien Simon som de eneste lidt mere puncheuragtige typer. Til gengæld faldt en mand som Michael Matthews fra, men han var heller ikke i noget, der lignede form.

I år har rundstrækningen fået et nyt touch, og det kan kun gøre den endnu hårdere. I stedet for at køre 5 flade kilometer efter dobbeltstigningen kører man som sagt nu ned til den gamle finale af VM-rundstrækningen, hvilket indebærer en 2,5 km lang bakke med top bare 1 km fra mål. Den er måske ikke verdens sværeste - eksempelvis har vi jo set Sonny Colbrelli spurte sig til sejr i en lille gruppe i denne afslutning - men da en nu kommer lige efter dobbeltstigningen, vil den gøre ondt. Hvis sidste års afslutning var svær, vil det være endnu sværere denne gang, og chancen for, at det bliver stærkeste mand, der vinder, er større, når der ikke venter en taktisk og flad finale. Det ændrer dog ikke på, at de sidste 5 km stadig ikke er de hårdeste, og en god spurt i den let faldende finale kan blive vigtig i et løb, hvor det altid vil være svært for bedste mand bare at køre alene hjem. Samtidig så vi sidste år, at ruten er så kuperet, at initiativ belønner - det kan Skujins i hvert fald skrive under på - og det kan derfor sagtens igen være et lidt tidligere fremstød, der ender med at blive det afgørende.

Som sagt trives løbet virkelig efter at være blevet en del af Lombardiet-ugen, og det betyder, at løbet igen i år har tiltrukket et meget stærkt felt med mange af Lombardiet-favoritterne. De vil glæde sig over den nye hårdere rute, og det er da også åbenlyst ud fra trupperne, at mange regner med et knaldhårdt løb. Bahrain har ganske vist udtaget Sonny Colbrelli, men de har i samme ombæring gjort det klart, at de med den nye rute anser Dylan Teuns og Vincenzo Nibali som holdets kaptajner.

Det stærke felt og fraværet af sprintere betyder, at der er lagt op til et aggressivt løb. Alle så sidste år, at det kan betale sig at køre offensivt, og de fleste hold synes at have mere end én kaptajn. Det betyder også, at vi forventer et meget aggressivt løb, hvor det kan betale sig at angribe tidligt, og hvor det langt fra er sikkert, at favoritterne skal køre om det til sidst. I dette vil det være helt afgørende ikke at komme på bagkant og være tvunget til at jagte, og det betyder, at en gruppe med den rette sammensætning meget vel kan ende med at gøre det færdigt. I så hårdt et løb skal man være form- og klatrestærk for at vinde, men det er ikke nødvendigvis stærkeste mand, der vil vinde, som Skujins kan skrive under på. Det betyder også, at listen over vinderkandidater er nærmest alenlang. Når letten kan vinde, er der nemlig mange, der kan gøre det færdigt, hvis de rammer rigtigt til sidst.

Jumbo kommer med et hold, som mange får ondt i benene af bare at kigge på, og med formstærke Primoz Roglic som kaptajn må man formode, at holdet dels vil tage ansvar for jagten, dels vil sørge for at gøre løbet knaldhårdt. Det betyder dog ikke, at det bliver Roglic, der nødvendigvis skal levere resultatet, for vi så i Emilia, at holdet kørte meget offensivt med Sepp Kuss, George Bennett og Antwan Tolhoek. Som sagt er det vigtigt ikke at komme på bagkant, og det gælder også for Jumbo, der med stor sandsynlighed ikke vil satse 100% på Roglic, for hvem løbet trods alt først og fremmest er træning frem mod årets sidste monument i Lombardiet. Et andet hold, der kan ventes at kontrollere, er Movistar, der i sidste øjeblik har hentet Valverde ind, men de skuffede fælt som kollektiv i Emilia og kan næppe styre så hårdt et løb, selvom de er et af de få mandskaber med én klar kaptajn.

Med lidt usikkerhed vil vi pege på Primoz Roglic som vores favorit. Sloveneren manede effektivt al snak om Vuelta-træthed til jorden med sin suveræne magtdemonstration i Emilia, og han har med ét skrevet sig ind som den store favorit til Il Lombardia. Dette er hans sidste test inden monumentet, men her er ruten af en karakter, hvor han får sværere ved at gøre en forskel. Skal man pege på én mand, der kan køre alene hjem, er det naturligvis Roglic, der har et herligt punch på bakker som disse, men ruten er næppe nok til, at det kan lade sig gøre, som vi så sidste år, hvor suveræne Pinot ikke kunne komme af med Woods og Uran. Roglic har imidlertid den fordel, at han er lynhurtig også i en flad spurt, som han viste med sin første etapesejr i Romandiet og senest i Vueltaen, hvor han overspurtede selveste Valverde på 18. etape. Hans hold er det suverænt stærkeste, og han kan måske endda få folk til at hjælpe sig med at holde hurtigere folk bag sig i finalen. Naturligvis kan han blive låst i et taktisk spil, men ender favoritterne om at køre om det, må Roglic være manden, der skal slås, og derfor er han vores favorit.

Hvis man var i tvivl om, at Alejandro Valverde elsker at køre på cykel, skal man blot se på hans opførsel de seneste dage. Han skulle alene have kørt Emilia og Milano-Torino som optakt til Lombardiet, men den tidligere verdensmester kan ikke lade et løb gå fra sig. Først valgte han alligevel med kort varsel at køre GP Beghelli, hvor han på en ugunstig rute skabte den afgørende udskilning og blev nr. 2, og mandag besluttede han sig for også at køre dette løb. Det passer ham da også ganske perfekt, da han er blandt verdens bedste i dette terræn og normalt også den hurtigste afslutter blandt klatrerne. Måske skuffede han lidt i Emilia, men formen var ikke ringe, som hans stærke angreb i Beghelli afslørede, og i dette løb kommer han længere med sin hurtighed. Problemet er, at Movistar har et svagt hold, da Richard Carapaz slet ikke syne sat være i form, og da Eduard Prades fortsætter med at skuffe i en svær sæson. Det kan blive svært for Valverde at svare på alle angreb selv, især hvis han ødsler med kræfterne, som han gjorde i lørdags. Samtidig har han i år spurtet overraskende ringe, og vi så som sagt, at Roglic slog ham på stregen på 18. etape i Vueltaen, ligesom han også har kørt dårlige spurter i Sanremo, Flandern Rundt og San Sebastian tidligere i år.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

En slem rival kunne ligne Diego Ulissi. En tam sæsonindledning og en skuffende Giro - der dog bød på en podieplads i Fleche Wallonne - er blevet efterfulgt af den bedste Ulissi, vi har set længe. I Quebec var han sammen med Sagan og Van Avermaet en af tre, der kunne følge Alaphilippe, inden han spurtede sig til en 4. plads, og han kørte efterfølgende på podiet i Montreal. Efter en uheldig punktering ved VM kørte han et eminent Emilia, hvor han trods hele to angreb inden finalen alligevel endte som nr. 6 i en finale, der var en anelse hård for en fyr som ham. Dette løb med eksplosive stigninger er som skabt til en formstærk Ulissi, der måske nok er bedre i stigende spurter, men også kan spurte på flad vej. Han har i hvert fald en god chance for at overspurte Roglic, og han har således alle kort til at kunne vinde løbet. Han er dog ikke eneste kort på UAE, der også kan spille Dan Martin tidligt ud. Nok er ireren ikke i storform, men han blev trods alt nr. 18 i Emilia, og med sin gode spurt er han en godt bud på en mand, der kan lave ”en Skujins”. Det kunne Alexandr Riabushenko også være, efter at han endelig har vist sit enorme potentiale med sin sejr i Coppa Agostoni. Han får det nok en anelse for hårdt, men med sin gode spurt kan han være farlig i et tidligt angreb. Til gengæld synes Jan Polanc og den ellers hurtige Valerio Conti ikke at have formen til at kunne spille en rolle.

EF kommer med et fremragende hold med et hav af kandidater. Mest interessant bliver det at følge Sergio Higuita, der i Emilia viste, at han slet, slet ikke er træt efter sin første grand tour. Med de ben bliver han ikke let at sætte af dette terræn, og vi så senest på 2. etape i Vueltaen, men også i Californien, at han trods sin klejne statur er lynhurtig på stregen. Det er i hvert fald ikke en mand, hverken Roglic eller Ulissi kan vide sig sikre på at slå. Holdet har imidlertid også et andet stærkt kort i Michael Woods, der i Emilia var sidste mand til at slippe Roglic, og som sidste år var en af de tre stærkeste i dette løb. Han synes at nærme sig samme form og er god på eksplosive bakker. Hans spurt er også hæderlig, men vi så sidste år, at han mangler en anelse som afslutter på flad vej. Det gør Simon Clarke til gengæld ikke, og selvom han virker lidt træt, kørte han så fint i Tour of Britain, at han er et helt oplagt bud på en mand, der kan lave ”en Skujins”, efter at han i år har været bedre end nogensinde og blev nr. 2 i Amstel Gold Race. Og for den sags skyld kan EF også spille halvhurtige Tanel Kangert tidligt ud, efter at hans VM-enkeltstart viste, at formen ikke er elendig.

Det er ikke tit, at et prokontinentalhold har store chancer i så stærkt besat et løb, men dette løb er en undtagelse. Neri Sottoli kommer nemlig med den meget formstærke Giovanni Visconti, der overgik alle forventninger ved at følge Bernal på Monte Serra i Giro della Toscana. Det mere eksplosive terræn her passer ham endnu bedre, og han bliver ikke let at sætte af. Hans flotte føring ved VM bekræftede den gode form, og han er blandt løbets favoritter måske den allerhurtigste i en flad spurt, som han senest viste med sejren i Østrig. Udfordringen er det maveonde, der satte ham ud af spillet i Emilia, og det kan ende med at have sat ham for meget tilbage, hvis ikke han er kommet sig helt. Neri Sottoli har imidlertid to andre fremragende kort i de altid aggressive og lynhurtige Simone Velasco og Davide Gabburo, der er stærke i dette terræn, og selvom de ikke kan følge favoritterne, er de gode bud på folk, der kan afslutte ”en Skujins” i en spurt. Ruten må til gengæld være lidt for hård for den ellers formstærke sprinter Umberto Marengo.

Ag2r kommer med et uhyre stærkt kort i Pierre Latour. Frygten for, at han var træt efter Vueltaen blev effektivt gjort til skamme med et fremragende løb i Emilia, hvor han var meget aggressiv i finalen og længe lå alene i front sammen med Giulio Ciccone, men alligevel endte som nr. 7. Han synes samtidig blot at blive hurtigere og hurtigere, som han senest viste i Polen, og det gør ham til en perfekt kandidat til et løb, hvor terrænet passer ham. I det hele taget har Ag2r mange gode klatrere, men da ingen af dem er hurtige, er det kun Latour, der for alvor kan tilskrives en chance, selvom Mikael Cherel ikke synes at være i ringe form.

Lotto kommer med et af de mest spændende hold med Tim Wellens og Tiesj Benoot . Wellens kører altid som en motorcykel i efteråret, hvor han i 2017 vandt i Guangxi og i 2018 blev nr. 4 i Lombardiet, og dette løb passer ham glimrende. Han er en af verdens bedste i denne type terræn, og han er en hæderlig afslutter. Spørgsmålet er, hvordan han er kommet sig efter et VM, hvor han ofrede sig for holdet. Benoot har brugt tiden siden VM-skuffelsen på at træne i højderne, og det plejer at bringe ham i skræmmende god form. Han er dog ikke helt så eksplosiv og hurtig som tidligere, og derfor ligner Wellens den mest sandsynlige vinder af de to. Man skal også holde døren åben for Jelle Vanendert, men han har aldrig fundet benene i år, og Sander Armee og Tomasz Marczynski har skuffet gennem hele sæsonen.

De danske chancer er bestemt ikke ringe. Michael Valgren har nemlig besluttet at forsøge at udnytte den fine form, han har vist siden august, og hvis han har samme ben som til VM, hvor han var eneste mand, der kunne følge Peter Sagan, bliver han farlig. Terrænet passer ham glimrende, og selvom han nok vil finde den stejleste del af dobbeltstigningen lidt stejl, er der ikke udfordringer, han ikke kan klare. I denne slags løb er det tillige klatrere og ikke folk som Sagan, han skal spurte imod, og det giver ham faktisk en udmærket chance i en spurt, hvis gruppen er rigtig. Først og fremmest er han dog snu og god til at time angreb. Dimension Data har også Roman Kreuziger, men sygdom har betydet, at han slet ikke synes i form, og det er tvivlsomt, hvor Amanuel Ghebreigzabhier står efter styrtet i Vueltaen. Løbet passer ikke til Louis Meintjes.

Ineos har en ganske stærk kandidat i Gianni Moscon. Emilia bekræftede ganske vist fornemmelsen af, at han nok ikke når at finde formen fra sidste år, men hans 4. plads ved VM viste, at han er kommet langt. I Beghelli var han også i udbrud i 20 km i finalen, og mens mange af de kommende løb nok er for svære for hans nuværende niveau, passer dette terræn ham perfekt, ikke mindst fordi han kan slå de fleste i en spurt. Ineos har også Tao Geoghegan Hart , der kørte et flot VM og arbejdede fornemt for Bernal i Emilia, og som har en hæderlig spurt, samt Eddie Dunbar, der har vist sig fremragende i dette terræn, men hvis form ikke har været helt oppe at ringe i efteråret. Holdets formelle kaptajn er Ben Swift, men den nye rute kan vise sig for hård for briten, der aldrig helt har fundet Tour de Suisse-benene i anden halvdel af sæsonen. Normalt kan han dog godt klare terræn som dette.

En af de mest spændende ryttere Ivan Garcia. Spanieren chokerede først en hel cykelverden ved at køre med Wellens og Hirschi på ardenneretapen i BinckBank Tour, inden han nærmest sensationelt blev nr. 3 i Montreal, der var for hårdt for flere af verdens bedste klassikerryttere, eksempelvis Michael Matthews. Han var syg under VM, men kom fremragende tilbage i GP Beghelli, hvor han var med blandt de syv, der kørte væk på sidste stigning og herefter ene mand holdt feltet bag sig, så Sonny Colbrelli kunne spurte sig til sejr. Nok kører han ikke med Roglic på de sværeste stigninger, men altid aggressive Garcia bliver livsfarlig, hvis han forsøger at lave ”en Skujins”. Der er i hvert fald nok en grund til, at holdet mandag eftermiddag pludselig valgte at udtage ham. Sonny Colbrelli kan bestemt heller ikke afskrives, hvis han klarer, som han gjorde ved de italienske mesterskaber, men vi vil tro, at den nye rute er lidt for hård. Den er til gengæld god for en puncheur som Dylan Teuns, der skuffede fælt i Emilia, hvor han klagede over VM-træthed, men som sidste å også viste, at han kan køre, som vinden blæser i oktober, og som er halvhurtig på stregen, hvis han kan angribe. Vincenzo Nibali er også altid farlig, men da han skal alene hjem og åbenlyst mangler en del, skal han have meget held for at vinde. Mark Padun og Damiano Caurso synes helt ude af for.

Bauke Mollema har virkelig timet formen denne gang og var blandt de bedste i både Emilia og Beghelli. Terrænet her er slet ikke dårligt for ham, da han også har en udmærket spurt, men der er stor risiko for, at han vil være oppe mod hurtigere folk. Bedre chance har måske Gianluca Brambilla, der blev bedre og bedre gennem Vueltaen, og som imponerede i Emilia. Hans spurt gør ham farligere, men han er ikke helt så holdbar. Trek har naturligvis også den forsvarende mester Toms Skujins, der har vist, at han kan vinde løbet, men det kræver samme opportunistiske kørsel som sidste år. Formen ved VM så dog god ud, og hans spurt er ikke ringe. Ruten er for hård for Mads Pedersen ¸ der tillige har været syg.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Mange var skuffede over David Gaudu i Emilia, men vi har efterhånden lært, at han kan være meget svingende. Det viste han bare 24 timer senere, da han var en af de få, som kunne gå med i Valverdes angreb i GP Beghelli, og hvis det er udtryk for, at han har fundet sine bedste ben, er han farlig. Løbet her passer ham ikke ideelt, men han har trods alt en hæderlig spurt, som han viste i Romandiet. FDJs bedste i dette terræn er hurtige Valentin Madouas, men han har ikke for alvor fundet formen i anden sæsonhalvdel. Rudy Molard er i form og kunne sagtens ende som stærkeste mand, hvis Gaudu flopper, men han får svært ved ats vinde. Sebastien Reichenbach er i form, men han er uden punch og ikke skabt til dette løb, og Kilian Frankiny synes træt efter Vueltaen.

En meget spændende dark horse er Kristian Sbaragli. Italieneren har klatret som en drøm siden Limousin i august, og særligt hans fabelagtige kørsel i Montreal blandt hele verdenseliten tiltrak opmærksomhed. Han fortsatte i de italienske løb, og er han stadig frisk, passer løbet her fint. Det er måske til den hårde side, men med offensiv kørsel og en god afslutning kan han komme langt. Løbet er nok trods alt for hårdt for holdkammeraten Edwin Avila, men Nathan Earle viste i Krotain, at han har forment il et synligt løb.

Jakob Fuglsang kører tre løb inden Lombardiet, men af de tre er det ubetinget Tre Valli Varesine, der passer ham dårligst. Meget skal flaske sig, hvis den spurtsvage dansker skal vinde et løb, selvom han formentlig vil vise sig som en af de stærkeste på stigningerne. Omvendt er Fuglsang også en snu rytter, og havner han i den rette gruppe til sidst, er han smart og stærk nok til måske at kunne snige sig alene væk. Astana har også Luis Leon Sanchez, der før har kørt aggressivt i dette løb og kunne forsøge at lave ”en Skujins”, selvom han ikke helt synes at have samme form som under Vueltaen. Davide Ballerini har været formsvag hele efteråret og synes stadig at være det forud for et løb, der i forvejen er lidt for hårdt, og hurtige Yevgeniy Gidich må også få det for hårdt. Dario Cataldo synes at være træt.

Bora har på papiret et af de stærkeste hold, men desværre er det også et hold med flere spørgsmål end svar. På papiret er løbet som skabt til en puncheurtype som Maximilian Schachmann, men da det er hans første løb efter først et grimt styrt under Touren og siden sygdom, skulle det undre, om formen allerede er god nok. Davide Formolo har vist sig forrygende i kuperede endagsløb, ikke mindst i Liege, men efter Vuelta-styrtet manglede han i de seneste italienske løb stadig meget, hvorfor han skal have forbedret sig mærkbart henover de seneste uger, hvis han skal vinde. Hurtige Patrick Konrad burde være skabt til denne rute, men hans kørsel i Canada indikerede, at han er milevidt fra formen. Rafal Majka har for vane at køre stærkt i disse løb, men der er meget, der skal flaske sig på en rute som denne, hvis han skal vinde. Emanuel Buchmann virker velkørende, men har alene kørt fladbaneløb på det sidste, og hans dieselmotor gør ham ikke skabt til et eksplosivt løb som dette, og Gregor Mühlberger har ikke kørt siden styrtet i Vueltaen. Holdet skal formentlig angribe i højre og venstre og håbe, at de havner i den rette gruppe.

Egentlig burde dette være det næsten perfekte løb for Alex Aranburu. Spanieren har punch og kan afslutte, men han har også været i form siden begyndelsen af august og kan ikke være flyvende efter en hård Vuelta. Caja Rural har også Sergei Chernetckii og Jonathan Lastra, der begge kan afslutte, men ingen af dem har vist noget, der giver grundlag for den helt store optimisme.

Androni havde ikke den bedste weekend, og skal de have et resultat i et af de resterende italienske løb, ligner dette bedste chance. Holdet er imidlertid ramt af, at deres bedste ryttere ikke synes at have timet formen. Bedst chance har den meget lovende Andrea Vendrame, der er stærk i dette terræn og lynhurtig, og som har potentialet til at overraske, hvis han har forbedret formen henover VM-ugen, hvilket endnu er svært at vurdere. Mattia Cattaneo synes at være blevet sat slemt tilbage af styrtet i Coppa Agostoni, og nu om dage er Francesco Gavazzi ikke længere god nok til et løb som dette.

Sunweb har Wilco Kelderman, der sidste år kørte et flot løb, og som sagtens kan være kommet godt ud af Vueltaen efter en sæson, hvor han ikke har kørt mange løb. Løbet her passer ham dog ikke ideelt, og man kan frygte, at han vil ende i en gruppe, hvor der vil være hurtigere folk. Holdet har også en stor joker i Robert Power, der kørte fremragende i dette løb sidste år, og som på sidste bjergetape i Vueltaen pludselig kørte fabelagtigt. Man skal aldrig forvente meget af den svingende australier, men han har potentialet til at overraske. Jai Hindley og Chris Hamilton synes til gengæld ikke at have den gode form fra Polen længere.

Jumbos bedste kort er som sagt Roglic, men de har et stærkt hold med adskillige kandidater, hvis de som forventet kører offensivt. Særligt Robert Gesink ser ud til at være kommet flyvende ud af Vueltaen, og han har faktisk en hæderlig spurt. Sepp Kuss kørte flot i Emilia, men han mangler måske lidt eksplosivitet, og det samme gør George Bennett, der gjorde det overraskende godt i weekenden. Steven Kruijswijk gør comeback efter Vuelta-styrtet, men han er ikke rigtigt skabt til et eksplosivt løb som dette, og Laurens de Plus og Koen Bouwman synes for formsvage.

Cofidis har en stærk kandidat i Nicolas Edet, der er stærk i dette terræn og samtidig har en hæderlig spurt. Han kørte en fin Vuelta, men blev træt mod slutningen, og det virker usandsynligt, at han stadig er i specielt god form. Anthony Perez er en god afslutter, men han har ikke vist meget i år, og løbet passer ikke rigtigt til dieselklatrere som Jesper Hansen, Jose Herrada og Darwin Atapuma. Luis Angel Mate vil sikkert gøre det hæderligt, men han kan ikke vinde.

Bardiani har som altid ikke meget at komme med, og løbet er for hårdt for deres hurtige folk Vincenzo Albanese og Enrico Barbin, og deres klatrer, Giovanni Carboni er helt ude af form. De skal forsøge at køre offensivt med formstærke Lorenzo Rota, der med et tidligt angreb kan komme langt, og som også har en i hvert fald hæderlig afslutning. På Nippo må ruten nu være for hård for Marco Canola, og Gazprom kommer med et formsvagt hold uden mange chancer.

***** Primoz Roglic

**** Alejandro Valverde, Diego Ulissi

*** Sergio Higuita, Giovanni Visconti, Pierre Latour, Tim Wellens, Michael Woods

** Michael Valgren, Gianni Moscon, Ivan Garcia, Bauke Mollema, Tiesj Benoot, David Gaudu, Gianluca Brambilla, Dan Martin, Kristian Sbaragli, Dylan Teuns, Simon Clarke, Jakob Fuglsang, Davide Formolo, Ben Swift

* Alex Aranburu, Wilco Kelderman, Maximilian Schachmann, Rafal Majka, Tao Geoghegan Hart, Eddie Dunbar, Andrea Vendrame, Patrick Konrad, Valentin Madouas, Robert Gesink, Emanuel Buchmann, Rudy Molard, Sepp Kuss, Robert Power, Luis Leon Sanchez, Toms Skujins, Sonny Colbrelli, Vincenzo Nibali, Nicolas Edet, Simone Velasco, Davide Gabburo, Alexandr Riabushenko, Jelle Vanendert, Roman Kreuziger, Tanel Kangert, Eduard Prades, Richard Carapaz

Danskerne

Danmark har to af outsidere i form af særligt formstærke Michael Valgren¸ der burde have gode chancer for at levere et resultat på denne rute, og Jakob Fuglsang, der dog vil finde løbet lidt for let og eksplosivt og formentlig skal have en del held for at komme alene hjem. Mads Pedersen kører sit andet løb i regnbuetrøjen, men det handler vist mest om at vise trøjen frem på en rute, der er for hård for verdensmesteren, ikke mindst efter den seneste sygdom. Hos sig har han Niklas Eg, der kørte flot i Emilia, men må ventes ligesom Pedersen af skulle støtte de formstærke Bauke Mollema, Gianluca Brambilla og sidste års vinder Toms Skujins. Endelig stiller Jesper Hansen op for Cofidis, men løbet passer ham ikke godt, og hans form er helt ukendt, efter at sygdom tvang ham ud af Vueltaen.

Sidste års løb

Du kan gense Toms Skujins’ sejr fra 2018, Alexandre Geniez’ sejr fra 2017 og Sonny Colbrellis sejr fra 2016.