Løbets rolle og historie

I mange år har amerikanske ryttere været blandt de bedst i verden, men landets internationale løbsscene har ikke været i stand til at matche udviklingen hos deres atleter. Kombinationen af den lange distance til cykelsportens europæiske kernelande og en kalender fyldt med traditionelle, veletablerede løb i cykelsportens traditionelle topnationer har gjort det svært for mange amerikanske løb at tiltrække stærke internationale startfelter.

Det skyldes nu ikke mangel på forsøg. Coors Classic var en stor begivenhed i 1980erne, men forsvandt fra kalenderen efter 1988-udgaven. Tour de Georgia syntes at have etableret sig selv som en årligt tilbagevendende begivenhed i april, indtil det pludselig forsvandt i 2008. Tour of Missouri havde stor succes i et par år, men heller ikke det kunne sikre den nødvendige finansiering til at overleve. Som det seneste eksempel havde USA Pro Challenge virkelig slået sit navn fast på allerhøjeste niveau og var klar til at udfordre Tour of California som landets største løb, men 2015-udgaven blev den sidste. To gange forsøgte man sig i 2017 og 2018 med det nye Colorado Classic, men det er fra 2019 blevet til et løb kun for kvinder, hvorfor Utah nu igen er en enkeltstående amerikansk begivenhed i august.

Den store succeshistorie er naturligvis Tour of California, der hurtigt etablerede sig som Nordamerikas største løb og nu endda er blevet en del af WorldTouren. Der er imidlertid endnu et løb, der med succes har taget springet til UCI-niveauet. I 2019 går Tour of Utah ind til sit niende år som UCI-løb, og det har fundet en perfekt rolle på kalenderen, som har gjort det muligt for arrangørerne at holde det i live.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Modsat løbet i Californien, der fra start blev etableret som et UCI-løb, startede Tour of Utah som et amatørløb under navnet Thanksgiving Points Stage Race i 2000. Det fik dets nuværende navn i 2004 og dets nuværende ejere i 2007, efter at løbet var kommet på UCI-kalenderen med 2.2-status i 2006. Som mange andre fandt man springet svært, og man måtte aflyse 2007-udgaven som følge af finansielle problemer. De nye arrangører havde imidlertid held til at redde løbet, og efter to år på den nationale kalender tog man det store spring til topniveauet, da det i 2010 blev afviklet som 2.1-løb. Siden da har det haft deltagelse af WorldTour-ryttere, og for femte år i træk vil det i år endda være et 2.HC-løb på den internationale kalender.

Det er intet tilfælde, at løbet har etableret sin position. Med en placering i første uge af august er lønbet kommet som en perfekt mulighed til at genstarte sæsonen efter en sommerpause, og den bjergrige rute har tillige gjort det til et oplagt forberedelsesløb til Vuelta a Espana. Modsat USA Pro Challenge og det nye Colorado Classic har løbet givet mulighed for, at man kan nå tilbage til Europa og komme over sit jetlag, inden starten på den spanske grand tour, og dermed har løbet tilbudt et alternativ til Vuelta a Burgos og andre etablerede europæiske løb, specielt fordi det kan kombineres med en træningslejr i højderne forud for løbet.

Og det er netop højden, der har gjort det til den perfekte forberedelse. Løbet inkluderer flere stigninger i mere end 3000 m højde, og derfor kan det fint gøre det ud for en del af en traditionel højdetræningslejr. Rytterne kan tilbringe et par uger i Utah og derefter afslutte træningen med et løb på højeste niveau med masser af bjerge. Højden og evnen til at tilpasse sig de vanskelige forhold har altid spillet en stor rolle i løbets udfald.

Ikke desto mindre har løbet hovedsageligt været en amerikansk affære. De deltagende WorldTour-hold er hovedsageligt dem med en stærk amerikansk forbindelse, og vinderlisten er domineret af lokale ryttere. Løbet synes dog langsomt at opnå et stadig bedre internationalt ry, og i de seneste tre år har man kunnet præsentere et relativt internationalt felt. Efter et svært 2017, hvor man fra WorldTouren kun havde deltagelse af BMC, men hvor de europæiske hold Nippo-Vini Fantini, Caja Rural og Bardiani gav det et internationalt tilsnit, fik feltet virkelig et boost i 2018, da man også fik de to øvrige amerikanske WorldTour-hold, Trek og EF, til at vende tilbage, ligesom man havde deltagelse af LottoNL-Jumbo og Mitchelton-Scott samt fra lavere niveau også Israel Cycling Academy og Nippo-Vini Fantini.

Den positive tendens har desværre ikke helt kunnet fortsætte i år. Her har man lidt overraskende valgt at rykke løbet en uge - en beslutning, der er meget svær at forstå. Ikke blot flyttes det fra en knap så travl uge med begrænset konkurrence til en uge, hvor BinckBank Tour, Arctic Race of Norway og Vuelta a Burgos alle agerer alternativer i Europa, den nye dato med afslutning mindre end en uge inden Vuelta-starten gør det også umuligt at bruge det som forberedelse til en grand tour på den anden side af Atlanten. Resultatet er da også blevet, at de amerikanske Trek og EF er de eneste WorldTour-hold i feltet, og det er op til de mindre Israel Cycling Academy, Neri Sottoli og Nippo Vini Fantini at give løbet et europæisk skær i et felt, der derudover tæller de amerikanske Rally og Hagens Berman Axeon samt en hær af kontinentalhold, hvoraf hovedparten er fra den vestlige side af Atlanten.

Løbet handler stort set udelukkende om klatring, og det har i de senere år været det eneste store amerikanske etapeløb uden en enkeltstart. Dermed er det et af de få løb, en ren klatrer kan gå efter, ikke mindst fordi bjergene er både stejlere og sværere end de mange relativt moderate opkørsler, der ellers præger de amerikanske løb, og fordi man hverken behøver bekymre sig om megen stress på de flade etaper eller tidskørsler. De brede veje i Amerika gør det hele meget mere afslappet, og det er i høj grad evnen til at håndtere stigningerne og højderne, der afgør løbet. Det vil det også være i år, hvor der ellers ligesom i både 2017 og 2018 er en tidskørsel på programmet, men da der er tale om en kort prolog, vil den næppe blive afgørende, som den heller ikke var det sidste år.

Det skyldtes blandt andet, at kometen Sepp Kuss var i en liga for sig. Den amerikanske Jumbo-rytter knuste al modstand ved at køre alene hjem på alle tre bjergetaper og endte med at sejre med hele 2.09 ned til Ben Hermans og 2.21 ned til Jack Haig. Desværre betyder årets relativt amerikanske felt, at Jumbo og dermed heller ikke Kuss vil forsvare titlen, og arrangørerne må også spejde langt efter Haig, da den nye placering også har fået Mitchelton til at droppe løbet. Dermed bliver Hermans eneste genganger fra sidste års podium, men han stiller til gengæld også op med legitime ambitioner efter endnu en samlet sejr i Østrig Rundt og en 2. plads i Adriatica Ionica Race.

Ruten

Mens Tour of California ofte varierer deres rute ganske meget og veksler mellem forskellige sammensætninger af velkendte nøgleetaper, har Tour of Utah-arrangørerne ofte været meget traditionsbundne i deres rutedesign. Som regel har løbet været uden tidskørsel, og i stedet har man i overensstemmelse med løbets ry som et bjergløb ladet det hele blive afgjort på stigningerne. Efter fem kuperede etaper i den indledende del, hvoraf højst én har været afgørende for klassementet, har det været de klassiske etaper i weekenden, der har været afgørende. Det har været lørdagens traditionelle kongeetape med mål ved Snowbird Ski and Summer Resort samt den korte, intense sidste etape med Empire Pass og en halsbrækkende nedkørsel til Park City som afslutning.

I 2017 rystede man lidt overraskende posen godt og grundigt, og efter at man i 2018 vendte tilbage til en meget klassisk rute med næsten udelukkende velkendte etaper, har arrangørerne igen i år ladet kreativiteten tage over. Således er blot to af de syv etaper blandt løbets klassikere, og i stedet har man designet en hel stribe nye afslutninger, der endda er så varierede og svært forudsigelige, at det er svært at spå om, præcis hvordan de vil forløbe. Samtidig lever de i den grad op til deres ry som USA's hårdeste etapeløb, for årets rute må utvivlsomt være den vanskelige i løbets historie. Hvad der mangler i distance i et løb udgjort af ultrakorte etaper, har man nemlig i vanskelige finaler, hvor Utahs for USA så usædvanligt stejle stigninger bliver udnyttet i fuldt omfang.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Som noget nyt er det Snowbird Ski Resort, der ellers altid er rammen om lørdagens kongeetape, som skyder showet i gang. Det sker ligesom sidste år med en prolog, men hvor der i 2018 var tale om en relativt flad sag, lægges der denne gang ud med et klassementsopgør på en meget eksplosiv rute, der består af både en hård stigning og en efterfølgende nedkørsel. Også tirsdagens 1. etape byder på vanskeligheder, idet en knaldhård rundstrækning med en kort, men meget stejl stigning og en flad finale lægger op til, at klassementsrytterne også her måske kan teste hinanden.

Løbets vigtigste slag skal imidlertid slås onsdag. Som erstatning for den klassiske Snowbird-etape vender man nemlig tilbage til Powder Mountain, som ellers kun er besøgt én gang i løbets historie. Der er tale om et bjerg, som vil gøre selv de mest sadistiske europæere misundelige, for ikke blot er stigningsprocenterne vanskeligere end det, man finder på langt de fleste europæiske bjerge, toppen er også placeret i næsten 3000 m højde. Den nye kongeetape efterfølges endda af endnu en yderst vanskelig 3. etape, der om torsdagen slutter umiddelbart efter toppen af en knap 3 km lang stigning, som med en gennemsnitlig stigningsprocent på knap 9 er rigeligt svær til også at skabe forskelle.

Den sidste del af løbet indledes til gengæld med de to nemmeste etaper. Fredag gælder det den klassiske rundstrækningsetape i Salt Lake City, hvor man atter benytter den rundstrækning, som senest var i brug i 2017, og hvor Michael Matthews, Michael Woods og Marco Canola alle har slået til i en rigtig puncheurfinale. Lørdag venter en relativt flad etape, der dog alligevel har så vanskelig en stigning i den absolutte finale, at sprinterne kan glemme alt om at komme til fadet, hvorfor et udbrud ventes at skulle slås om sejren. Det hele slutter med den helt klassiske afslutning i Park City, hvor løbets sidste store klassementsetape vil krone den samlede vinder, efter at de har været ovre frygtede Empire Pass og er fløjet ned ad den tekniske og hæsblæsende nedkørsel i en afslutning, der nu to gange har set førertrøjen skifte ejermand til allersidst i en finale, der er meget passende for et af verdens hårdeste bjergløb.

Prolog

Mens enkeltstarter altid har spillet en vigtig rolle i de fleste amerikanske etapeløb, har Tour of Utah altid været anderledes. Det har været et løb for klatrere, og den identitet ønsker man at fastholde. Derfor har der siden debuten som UCI-løb også kun været fem tidskørsler på programmet. 2011-udgaven adskilte sig med både en prolog og en flad enkeltstart, men siden da har man kun haft et holdløb i 2012 og 2017-udgavens bjergenkeltstart, inden man sidste år for anden gang i historien skød løbet i gang med en kort, flad prolog. Den model var åbenbart så tillokkende, at den genbruges i år, men alligevel skal klatrebenene i aktion allerede på førstedagen, da enkeltstarten denne gang er henlagt til Snowbird Resort - den traditionelle vært for løbets kongeetape - hvor der er designet en spektakulær 5,3 km rute, hvor halvdelen går op ad en ganske svær bakke.

I alt skal der altså tilbagelægges 5,3 km, der har både start og mål ved Snowbird Resort i næsten 2500 m højde. Her lægger man benhårdt ud med at køre mod nordvest og siden nordøst op ad en 1 km lang bagge, der stiger med 6,7%. På toppen drejer man til højre for at følge en bugtende vej, der kortvarigt er faldende, inden den snor sig mod nordøst op ad en 1,2 km lang stigning, som stiger med intet mindre end 8,2% og har top efter godt 2,5 km midtvejs på etapen.

Herefter bliver det hele meget nemmere. På toppen drejer man nemlig mod sydvest for at følge en lang, næsten helt lige og ret kraftigt faldende vej tilbage mod Snowbird Resort. Det fortsætter med at falde, indtil man med godt 500 m igen vender næsten 180 grader for at køre mod sydøst tilbage til målområdet op ad en let stigende vej.

Den korte etape byder på i alt hele 172 højdemeter.

Sidste års prolog var bestemt ikke helt flad, men den var dog primært for specialister. Sådan er det bestemt ikke i år, hvor der venter en meget speciel og yderst eksplosiv sag. Her kan de tunge drenge glemme alt om at være i spil, og i stedet er der lagt op til et opgør mellem favoritterne fra første fløjt. Etapen har mange højdemeter, men er også kort og eksplosiv, og dermed er der lagt op til, at ryttere med punch kan sætte tid i banken allerede på de første 5 km af årets løb.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Snowbird Resort har været fast vært for kongeetapen siden 2011, men det er første gang, at løbet er rammen om en prolog. De tidligere vindere har været Sepp Kuss (2018), Giulio Ciccone (2017), Andrew Talansky (2016), Joe Dombrowski (2015), Cadel Evans (2014), Chris Horner (2013), Johann Tschopp (2012) og Sergio Henao (2011), hvilket siger alt om, hvor vanskeligt terrænet i området er.

1. etape

Tour of Utah er kendt som et klatreløb, og det er sjældent, at løbet giver mange mulighederne for sprinterne. Hvis de hurtige folk havde drømt om at få chancen på løbets første linjeløbsetape, ser det da også ud til, at de igen må se sig skuffede, for 24 timer efter den brutale prolog skydes løbet for alvor i gang med en vanskelig etape, der med omgange på en ny rundstrækning i North Logan er som skabt til eksplosive folk, der kan overleve en kort, stejl bakke og herefter gøre det færdigt på stregen, og hvor man slet ikke kan udelukke, at ryttere på en dårlig dag kan miste tid i klassementet.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 139,9 km, der har både start og mål i North Logan, og de kan inddeles i to, nemlig en indledende strækning efterfulgt af omgange på en svær rundstrækning. Fra startfår det igennem fladt terræn mod vest og nordvest, inden man kører mod nord frem til Newton, hvor den første spurt er placeret efter 24,1 km. Den ligger ved indgangen til en 19,2 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges to gange, og som med to stigninger er ganske kuperet og uden fladt terræn. Den sidste af disse er kategoriseret og stiger med 6,0% over 1,3 km og passeres efter hhv. 34,7 og 53,9 km. Efter sidste omgang går det igennem fladlandet tilbage mod sydøst og øst til North Logan, hvor stregen krydses i forbindelse med den anden spurt efter 82,2 km.

Etapen afsluttes nu med fem omgange på den afsluttende 11,6 km lange rundstrækning, der er placeret i den nordlige udkant af byen. Med adskillige sving, er det en yderst teknisk sag, men også en kuperet affære. Således lægger man ud med igennem stigende terræn at køre frem til dagens væsentligste stigning (1,2 km, 8,2%), der har top med 7 km igen, og hvor der er bjergpoint ved første passage efter 87,0 km. Derefter falder det let hele vejen ned mod mål, mens rytterne kører igennem ikke færre end ni 90-graderssving, hvoraf de to sidste kommer på den sidste kilometer og leder ind på den kun godt 100 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1249 højdemeter.

Rundstrækningen er helt ny, men på papiret ligner det en ganske hård affære. 1200 m med mere end 8% kan gøre en vis skade, når de skal passeres hele fem gange på kun godt 50 km. Det udelukker i hvert fald, at sprinterne kan komme i spil, og i stedet ligner det en etape for ardennerspecialister med en godt punch og en god spurt. Det er dog også nærliggende at tro, at vi vil se angreb fra klassementsrytterne, da det er muligt at vinde tid på ryttere, der endnu ikke er akklimatiseret til højderne, og derfor kan vi også på anden dag få en fornemmelse af, hvem der faktisk kan vinde løbet.

North Logan har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

2. etape

I de senere år har Tour of Utah gjort brugt af de samme finaler igen og igen, og det har næsten altid været Empire Pass samt kongeetapen i Snowbird, der har været afgørende for klassementet. Det kan der meget vel blive vendt op og ned på i år, hvor en helt nytænkt rute byder på en ny og knaldhård bjergfinale på 2. etape, som kun er blevet besøgt én gang tidligere. Her skal rytterne udkæmpe det første seriøse bjergslag på en brutal klatretur op til Powder Mountain Resort, der med en kombination af nogle skræmmende procenter - også efter europæisk standard - og mål i mere end 2700 m højde vil spille en helt afgørende rolle i at krone vinderen af årets udgave af det amerikanske bjergløb.

Med en distance på bare 135,8 km er der igen tale om en kort etape, der fører feltet fra Brigham City til Powder Mountain Resort. Startbyen ligger et par kilometer nord for Ogden, der er placeret for foden af stigningen op til mål, og for at opbygge lidt distance indledes etapen med, at man kører en omgang på en helt fladt 27,4 km lang rundstrækning i området nord for byen, inden man slutter af med en første spurt efter de 27,4 km. Herefter følger man en flad dalvej mod syd ned til selve Ogden, hvor man drejer mod øst og kører frem til den anden spurt, der er placeret efter 54,8 km.

Efter den flade start ændrer etapen karakter, når man fortsætter mod øst op ad stigningen North Ogden Divide (4,7 km, 9,0%), hvis top passeres efter 62,0 km. En nedkørsel leder nu mod sydøst ned til en sø, som man to gange kører rundt om på en 24,9 km lang og helt flad rundstrækning, der undervejs byder på to indlagte spurter i byen Huntsville efter hhv. 86,7 og 111,6 km. Efter sidste tur rundt om søen kører man igennem fladlandet mod nord frem til bunden af målstigningen, der over 11,8 km stiger med intet mindre end 9,7% i gennemsnit. Faktisk er den endnu værre, da den første del er relativt let, mens de sidste 9,8 km stiger med gennemsnitligt 10,6%. 8 km fra toppen rammer man 5 km, hvor stigningsprocenten konstant ligge på mellem 10 og 15, og der findes endda 2 km, hvor den ligger på mellem 13,5 og 15,0. Først med 3 km igen falder den til under 10, inden den atter tager fat med 11,1% over de sidste 800 m. Stigningen følger en relativt lige vej, der kun byder på tre skarpe sving i rap umiddelbart inden den røde flamme.

Etapen byder på i alt 2144 højdemeter.

Ganske vist har finalebjerget været brugt en enkelt gang tilbage i 2014, men for de fleste er den helt ukendt. Mange har derfor nok kigget en ekstra gang, da de indså, hvor brutal en stigning, der er tale om. Amerikanske bjerge er kendt for at være ret lette, men i Utah har det altid været anderledes, og det er Powder Mountain et glimrende eksempel på. Man skal være ualmindeligt kreativ for at finde en lignende stigning her i Europa, ikke mindst fordi den har top i næsten 3000 m højde, og derfor er der på onsdag lagt op til et drabeligt opgør mellem klatrerne i kampen om den samlede sejr.

Målet ved Powder Mountain Resort er kun blevet brugt én gang tidligere, nemlig i 2014, hvor Tom Danielson kørte sig i gult ved at komme alene til mål med 57 sekunder ned til Ben Hermans og Chris Horner, 1.47 ned til Winner Anacona og mindst to minutter ned til alle øvrige ryttere.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

3. etape

Hvis rytterne havde troet, at den brutale start på løbet snart ville få en ende, kan de tro om. Dagen efter en nærmest umenneskelig bjergfinale venter der endnu en overordentlig vanskelig etape, der på mange måder minder om tirsdagens 1. etape. Igen sluttes der nemlig af på en vanskelig rundstrækning med en kort, stejl stigning, og da der denne gang er mål næsten på toppen, er der lagt op til endnu et opgør mellem klassementsrytterne på en dag, hvor forskellene ikke vil være store, men hvor der alligevel kan vindes vigtige sekunder.

Igen er der tale om en kort etape på bare 138,3 km, der fører feltet fra Antelope Island State Park til North Salt Lake. Målbyen er en forstad til Bountiful, hvor der ofte har været mål for løbets få sprinteretaper, men denne gang har man altså rykket målet ned til det kuperede område mod syd, hvilket giver en helt anden finale. Starten foregår på spektakulær vis på en ø ud for Bountiful, hvor man lægger ud med at køre mod nordvest op langs den småkuperede kyst frem til øens nordligste punkt. Her kører man mod nordøst og øst over en bro tilbage til fastlandet, hvor man rammer det tæt befolkede område syd for storbyen Ogden, hvor 2. etape fandt sted. Herefter går det mod øst og syd igennem fladlandet og ned langs kysten forbi dagens to indlagte spurter, som er placeret efter hhv. 65,4 og 72,3 km, og som adskilles af en lille bakke med efterfølgende nedkørsel, som kortvarigt afbryder den ellers meget flade indledning på etapen.

Etapen ændrer karakter i udkanten af Bountiful, hvor man drejer mod øst for at køre op ad dagens første stigning (2,3 km, 9,7%), der har top efter 90,8 km. Herfra leder et fladt plateau mod syd og sydvest ned til rundstrækningen i North Salt Lake, der rammes på dens højeste punkt. En nedkørsel fører herfra mod vest og sydvest ned til bunden af rundstrækningens stigning, der over 2,7 km stiger med hele 8,9% og leder mod sydøst. Toppen rundes lige ved den røde flamme og herefter leder en let faldende og lige vej mod nordøst hen til mål, hvor stregen krydses for første gang. Etapen afsluttes nu med tre hele omgange på den i alt 13,1 km lange runde, der indledes med et fladt stykke, som fører mod nordøst frem til udgangspunktet, hvorefter det atter gælder nedkørslen og stigningen, som altså passeres i alt fire gange. Der er bjergpoint på spil ved anden og tredje passage efter hhv. 115,0 og 128,1 km.

Etapen byder på i alt 1802 højdemeter.

På papiret kan ruten virke relativt enkel, men man skal ikke tage fejl af finalen. Næsten 3 km med knap 9% er en seriøs udfordring, der kan gøre stor skade, især når stigningen skal passeres fire gange i løbet af knap 40 km. Udfordringen er en anden end på 2. etape, men finalen er rigeligt hård til at køre klassement. Det er dog ikke sikkert, at der vil være en etapesejr at køre om på en dag, der synes som skabt til et udbrud, nu hvor tidsforskellen allerede ventes at være enorme.

North Salt Lake har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

4. etape

Bjergløbet Tour of Utah har aldrig været en gave til sprinterne, men på i hvert fald en af etaperne håber de hurtige afsluttere at komme til fadet. Deres stor chance kommer ved de nu traditionelle rundstrækningsløb i Salt Lake City, og selvom den relativt kuperede runde med sin stigende finale kun er for relativt hårdføre folk, der kan spurte på en bakke, er der ingen tvivl om, at dette er løbets letteste og etape og dagen, hvor bakkesprinterne og de lidt tungere puncheurs skal slå til, hvis de skal hjem med en etapesejr.

Rundstrækningsløbene i Salt Lake City er en relativt fast bestanddel af løbet, hvor man indtil sidste år altid har benyttet samme rundstrækning. Det ændrede man på i 2018, hvor man flyttede målet fra en bakke til en flad afslutning, men i år vender man tilbage til den eksplosive afslutning, vi kender fra tidligere.

I alt er etapen bare 86,5 km lang og afvikles helt og holdent på rundstrækningen i Salt Lake City, hvor der skal køres i alt 8 omgange på den 10,8 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod nordøst ad en let stigende vej, inden man vender rundt for at køre mod syd og siden drejer mod øst og sydøst for at fortsætte op ad bakken, der over de sidste 900 m stiger med 3,8% og har top efter 4 km. Herefter falder det mod sydøst, syd og til slut mod vest ad en helt lige vej, der leder frem til den røde flamme. Her drejer man skarpt til højre ind på den sidste kilometer, som stiger med 5,7% og byder på et skarpt sving efterfulgt af en blød kurve med 3-400 til mål. Der er indlagte spurter ved målstregen efter 3., 5. og 7. omgang, dvs. efter hhv. 32,0, 54,1 og 75,7 km.

Etapen byder på trods distancen på 1214 højdemeter.

Efter sidste års flade finale gav mulighed for sejr til en mere klassisk sprinter i form af Jasper Philipsen, vender vi tilbage til den gammelkendte finale, som har givet sejre til Marco Canola, Michael Woods og Michael Matthews. Det fortæller meget om, hvilke ryttere der kan komme i spil i denne afslutning, der er den eneste for de hurtige og lidt tungere folk i årets løb. Woods’ sejr var undtagelsen i rækken, da den kom med et overraskelsesangreb, og derfor er det nok først og fremmest de tungere folk i Canola- og Matthews-klassen, der skal slås om sejren i det, der vil være løbets eneste massespurtsagtige afslutning.

Denne rundstrækning i Salt Lake City blev senest benyttet i 2017, hvor Marco Canola spurtede sig til sejr. Michael Woods gjorde det samme i samme finale i 2015, mens Michael Matthews fik ram på Greg Van Avermaet i afslutningen i 2013. Det første rundstrækningsløb blev afviklet i 2011, hvor Janier Acevedo var hurtigst i en lille gruppe, der havde revet sig fri, og der har også været mål i byen på mere klassiske etaper to gange i 2012, hvor det blev til spurtsejre til først Matthews og siden Jake Keough, samt sidste år, hvor Jasper Philipsen slog Travis McCabe i en knivskarp spurtafslutning.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

5. etape

Efter flere år med ret velkendte finaler er årets Tour of Utah lidt af en nyskabelse, og det kommer til udtryk igen på løbets næstsidste etape. Her venter nemlig endnu en helt ny afslutning, der på fin vis afspejler, hvorfor Tour of Utah er et knaldhårdt løb. Nok er det meste af etapen af flad, men mod slutningen venter en ikke helt nem stigning efterfulgt af en stigende finale, som måske ikke er svær nok for klassementsrytterne, men som betyder, at sprinterne formentlig må lade et udbrud løbe med sejren.

Med en distance på bare 128,0 km er også denne etape ultrakort, og den har både start og mål i Canyons Village ved Park City Mountain. Starten går dog i en flad del af område, og derfor er første del af løbet ganske let. Man lægger ud med igennem ganske let stigende terræn at køre mod nord, øst og sydøst, inden en lille nedkørsel leder mod sydøst ned til dagens første stigning (5,0 km, 4,7%), der har top efter 22,2 km. Herefter går det mod øst og ord via en nedkørsel og et fladt stykke frem til dagens første spurt, som er placeret efter 34,5 km, inden man via en lang, let faldende vej kører mod nord, nordvest og igen nord op til etapens nordligste punkt, hvor man er helt nede i 1700 m højde i etapens laveste punkt.

Herfra vender man rundt for at køre mod syd forbi den anden spurt, som er placeret efter 74,5 km, inden man fortsætter mod syd ad en let stigende vej frem til samme vej, som blev benyttet tidligere, men nu følges i den modsatte retning. Den leder mod syd og sydøst, indtil man drejer væk fra den første del af ruten for at køre mod sydvest op ad dagens anden stigning (4,1 km, 4,1%), der har top efter 98,8 km og leder op til det plateau, hvor målbyen er placeret. Herfra kører man igennem fladt terræn mod sydvest og nordvest tilbage til Canyons Village, men denne gang kører man ikke ud til startområdet. I stedet kører man mod sydvest op ad dagens sidste stigning, der over 4,2 km stiger med 6,3% og har top bare 4,6 km fra stregen. En ikke specielt teknisk nedkørsel fører nu mod syd og sydvest ned til bunden af målbakken, der over 1600 m stiger med 4,4% og er stejlest nær toppen. Den byder på to skarpe sving på den sidste kilometer, inden vejen bugter sig 90 grader med ca. 100 m igen.

Etapen byder på i alt 1527 højdemeter.

Etapen er måske nok en af de to letteste i løbet, men alligevel er den for svær for sprinterne. De fleste af bakkerne er ellers for løbet usædvanligt lette, men den sidste stigning er så svær, at den vil kunne rydde betydeligt ud i feltet, hvis den køres i et fornuftigt tempo. Den er dog ikke svær nok til klassementsrytterne, der formentlig skal spare sig inden søndagens etape, og det betyder, at en etape med så stor usikkerhed om favoritrollerne næsten pr. definition må ende med en udbrudssejr.

Caynons Village ved Park City Mountain har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

6. etape

Bortset fra 2017, hvor man med et rundstrækningsløb afveg fra det sædvanlige manuskript, er løbet i de seneste mange år altid sluttet med en af løbets allersværeste etaper, der har inkluderet den mange gange måske sværeste stigning, Empire Pass, i den absolutte finale og derefter en halsbrækkende nedkørsel til målet i Park City. Sidste år vendte denne fantastiske afslutning efter et års fravær tilbage, og det gør den igen i år, hvor den sikrer, at intet er afgjort, før til allersidst. Faktisk har det snarere været reglen end undtagelsen, at vinderen af kongeetapen har tabt tid på lige netop denne etape, og derfor kan der blive vendt op og ned på det hele på det, der helt sikkert vil være en forrygende afslutning på USA's hårdeste etapeløb.

Som altid er denne afsluttende bjergetape kort og intens, og i år skal der tilbagelægges beskedne 125,9 km med start og mål i Park City. Ruten består af en stor rundstrækning i området sydøst for byen og indledes med, at feltet gennem let faldende terræn kører mod nordøst. Herefter drejer man mod sydøst og senesre syd ad en let stigende dalvej, der leder forbi dagens første spurt, som kommer efter 31,0 km. Vejen fortsætter mod sydøst frem til det østligste punkt, hvor man drejer mod nordvest for at køre frem til dagens første udfordring, Potters Knoll (3,6 km, 9,3%), der har top efter 56,0 km og bestiges fra nordøst. Herefter fortsætter det med at stige via en snoet vej, der fører mod syd, indtil man vender rundt for at køre via en lang nedkørsel, der først fører mod nordvest, syd og til slut vest direkte ned til dalen og byen Midway.

Her venter dagens sidste spurt efter 97,0 km, og det markerer starten på finalen. Herefter drejer man nemlig mod nord ad en let stigende vej, der fører direkte frem til bunden af den frygtede kategori 1-stigning Empire Pass. Den stiger med 7,6% over 12,8 km, men er en irregulær størrelse med syv meget svære kilometer i bunden, hvor stigningsprocenten ofte er tocifret. De sidste 5,6 km er betydeligt lettere, og de sidste 1600 m op til toppen i hele 2725 m højde er næsten flade. Den rundes med bare 11,9 km til stregen, og herefter venter en teknisk og halsbrækkende nedkørsel, der fører direkte næsten ned til strege. I forhold til sidste år fortsætter man dog 2,5 km længere mod nord, og det betyder, at det til slut falder lidt lettere og faktisk stiger svagt de sidste 300 m. Det sidste hårnålesving kommer ca. halvvejs nede ad nedkørslen, og derefter er det en stort set lige vej, der leder op til en rundkørsel, som man passerer lige igennem, inden man på den sidste kilometer drejer to gange lige i træk for at ramme den let stigende opløbsstrækning, der fører mod sydøst.

Etapen byder på i alt 2238 højdemeter.

I forhold til sidste år er etapen forlænget en anelse med nogle ekstra kilometer til allersidst, men ellers er der tale om en total kopi af sidste års udgave og en finale stort set identisk med det, vi kender fra mange tidligere udgaver. Empire Pass overgås måske i år af Powder Mountain, men er intet mindre end brutal, og selvom der ikke er mål på toppen, har den haft en fantastisk evne til at vende op og ned på det hele. I de seks tidligere udgaver er det således lykkedes at knække løbets førende rytter to gange. Det skete første gang i 2013, da Tom Danielson satte den ellers på den traditionelle Snowbird-etape så stærke Chris Horner til vægs, og igen i 2016, hvor Lachlan Morton knækkede Andrew Talansky, der ligeledes havde direkte kurs mod sejr efter en flot præstation på Snowbird. Kombinationen af en svær stigning og en udfordrende nedkørsel er garanti for drama, og det vil den formentlig være igen i 2019.

Etapen blev som sagt sidst benyttet i 2018, hvor Sepp Kuss understregede sin dominans ved at køre alene hjem til sin tredje solosejr, da han akkurat holdt Brent Bookwalter og Jack Haig bag sig med 8 sekunder. I 2016 knækkede Lachlan Morton den førende Andrew Talansky og tog med en stor solosejr også den samlede triumf i sidste øjeblik. I 2015 slog Lachlan Norris rivalen Brent Bookwalter i en spurt efter et udbrud, mens Joe Dombrowski sikrede sig den samlede sejr ved at nå mål sammen med sine værste rivaler. I 2014 rejste Cadel Evans sig efter en skuffende start ved at tage sin anden etapesejr i træk, mens Tom Danielson var med hjem i samme gruppe og herved tog den samlede sejr. Det gjorde han også i 2013, hvor han kørte fra Chris Horner på Empire Pass, men i spurten om etapesejren måtte se sig slået af Francisco Mancebo og Janier Acevedo. I 2012 tog Levi Leipheimer en suveræn solosejr, der dog ikke kunne forhindre Johann Tschopp i at vinde samlet. Endelig var byen vært for en meget svær bjergprolog i 2011, hvor den unge opkomling Sergio Henao slog alle de store navne.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Favoritterne

Det er bestemt ikke uden grund, at Tour of Utah er udråbt som et klatreløb. Løbet er som sagt et af de få, der kan vindes af en ren klatrer, og det forholder sig bestemt ikke anderledes i år. Efter 2017-udgavens eksperiment med en bjergenkeltstart er man i både 2018 og 2019 vendt tilbage til et mere klassisk format, hvor det som altid er de to bjergetaper, der ventes at blive afgørende.

Selvom løbet i sin natur er, som vi kender det, er det alligevel er meget innovativ rute. Kun gadeløbet i Salt Lake City og den sidste etape er klassikere, og selv den traditionelle kongeetape til Snowbird er nu erstattet af en bjergafslutning på Powder Mountain. Det bjerg har ganske vist været besøgt en enkelt gang tidligere, men sammenlignet med Snowbird, som har været med igen og igen, er der tale om noget nyt. Derudover byder løbet på en helt ny og meget speciel prolog samt tre etaper med nye finaler, som bestemt heller ikke er helt lette at fortolke.

Der kan dog ikke være tvivl om, at det er et løb for rene klatrere. Alene de rå date på Powder Mountain kan få enhver til at gispe efter vejret, og når man samtidig ser, at der er top i næsten 3000 m højde, forstår man, at det blive en etape, der vil skabe gigantiske forskelle, og som er skabt til de bjerggeder, der også kan begå sig i iltfattig luft. Sammen med sidste etape synes den at blive afgørende, og de kan begge vise sig at blive dagen, hvor vinderen slår til. Vi ved fra tidligere, at Empire Pass kan vende op og ned på det hele, også selvom der ikke er mål på toppen, og faktisk ser man ret ofte, at der vendes op og ned på styrkeforholdetpå de to bjergetaper. Formentlig skyldes det, at mange har svært ved at vænne sig til højderne tidligt i løbet, men efterhånden som akklimatiseringen indtræder, finder folk ofte benene, særligt hvis de kommer fra Europa eller Australien.

På den baggrund er det nærliggende at tro, at løbet bare bliver vundet af den bedste bjergrytter. Så enkelt er det imidlertid langt fra. Nok er de to svære etaper relativt lette at kontrollere, hvorfor de formentlig vil blive vundet af stærkeste mand, men det gælder ikke for resten af løbet. Her kan der ske ting og sager, og særligt rundstrækningerne på 1. og 3. etape er så svære at kontrollere, at en isoleret førende rytter hurtigt kan komme i vanskeligheder. 1. etape kommer dagen inden Powder Mountain, og det betyder, at klassementsrytterne kan tænkes at ville spare lidt på krudtet på en dag, hvor sidste stigning kommer lidt for langt fra mål til, at det er risikoen værd at tage chancer, men 3. etape er som skabt til at skabe rav i den. Hvis det ekstremt stærke EF-hold er på bagkant efter Powder Mountain, vil de formentlig angribe i øst og vest på en etape, der kan være umulig at kontrollere, og hvor sidste stigning tillige er rigeligt svær til at skabe forskelle. Derimod vil 4. etape formentlig ende i den klassiske puncheurspurt, for det er eneste chance i løbet for de hurtige afsluttere, og 5. etape kunne ligne en dag for et udbrud, da stigningen til slut formentlig er for svær for de hurtige folk, men for let for klassementsrytterne.

Samlet set ser det altså ud til, at løbet skal afgøres på særligt 2. og 6. etape med 3. etape som en giftig joker, og i alle tilfælde vil det være klatrerne, der træder i karakter. Derudover kan der vindes sekunder på prologen, der med sin svære stigning ligner en etape for eksplosive klassementsryttere, og selvom Powder Mountain og Empire Pass nok vil være så svære, at forskellene herfra er ubetydelige, kan man ikke helt udelukke, at det kan være vigtigt også at køre en god prolog. Konklusionen er, at det er et løb for bjergryttere, der kan klare sig i højderne, og som gerne også har et stærkt hold til at kontrollere specielt 3. etape. Endelig skal man kunne håndtere varme, for trods de gigantiske højder ventes der en glohed uge uden skyer eller regn og med kun begrænset vind.

Som sagt er feltet desværre markant svagere end sidste år. Kalenderflytningen har betydet, at kun de to amerikanske hold er til start fra WorldTouren, og af dem kommer Trek endda i en svag formation. Det gør EF til gengæld ikke, for de pink drenge kommer i en fremragende klatreformation, hvorfra fire af rytterne reelt vil kunne køre klassement. Det gør det reelt til et løb, de kun kan tabe.

Det vil således være lidt af en falliterklæring, hvis ikke EF ender med at vinde løbet, og det må være Daniel Martinez, der er deres bedste bud. Den talentfulde colombianer missede Touren som følge af et styrt, og derfor er det usikkert, hvor han står. Den nylige sejr ved det panamerikanske mesterskab i enkeltstart er heldigvis et godt tegn, for selvom det ikke var verdens bedste besatte løb, viser det i hvert fald, at formen ikke er helt ringe. Om den rækker til at vinde, er usikkert, men i en trup, hvor der hersker usikkerhed om alle øvrige klatrere, er det faktisk alligevel den relativt stabile Martinez, der fremstår som det mest sikre valg. Med sin etapesejr på kongeetapen i Paris-Nice, hvor han til slut kørte fra Miguel Angel Lopez og Simon Yates har han i hvert fald vist, at han nu tilhører den absolutte verdenselite af klatrere, og selvom han ikke er op toppen, burde han kunne vinde i dette felt. Bjergene passer ham, han er vant til højderne, han har det bedste hold, og han burde endda køre en fremragende prolog. Derfor er han vores klare favorit.

Læs også

López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas

Hans værste rival må være Ben Hermans. Tiden hos Israel Cycling Academy er bestemt ikke gået glat, men når han har ramt formen, har han været flyvende. Hvert år er det sket i løbet af sommeren, som vi så det sidste år, hvor han var tæt på at vinde Adriatica Ionica Race, vandt Østrig Rundt og sluttede af med at blive nr. 2 bag suveræne Sepp Kuss her i Utah. I år har han næsten med præcision fulgt samme mønster, idet han sejrede i Østrig og blev nr. 2 i Adriatica Ionica Race, der denne gang kørtes som det sidste af de to løb, og nu skal han forsøge at gøre det endnu bedre i Utah end for 12 måneder siden. Sejrene i Østrig blev opnået på blandt andet Kitzbüheler Horn, der på sine data minder ufatteligt meget om Powder Mountain, og det viser, at han er god på disse relativt korte, ekstremt stejle stigninger. Sidste år viste han, at han kan klare højderne, og kørslen på det seneste viser, at han vel er feltets mest formstærke rytter. På papiret klatrer han dog ikke så godt som Martinez, der tillige bør have fordel af højderne, men det er ikke det største problem. Det er derimod hans hold, der kan få meget svært ved at forsvare en eventuel trøje mod EF. Heldigvis har han i Matteo Badilatti en fremragende klatrer, der i princippet selv kunne køre klassement, men er han så ustabil, som han plejer, og har han det svært i højderne, kan Hermans ende med at være for alene til at vinde løbet.

Dayer Quintana må være lykkelig for, at han forlod Movistar. Sjældent har man set en rytter blomstre så meget op efter at være skiftet til et lavere niveau som Nairos lillebror. Allerede i januar fløj han op ad stigningerne i San Juan, og det har han gjort stort set lige siden. I Tirreno kørte han med de bedste på de sværeste stigninger, på Sicilien blev han nr. 3 på Mount Etna på kongeetapen, men herefter havde han et formdyk. Han brugte Østrig Rundt til at finde formen, og herefter kørte han fremragende i Adriatica Ionica Race, hvor han blev nr. 2 bag Mark Padun på kongeetapen foran Hermans. Som colombiansk klatrer må han elske de svære bjerge i de gigantiske højder, og selvom prologen nok er en lille udfordring, kunne han ikke ønske sig en bedre rute. Ligesom for Hermans gælder, at hans hold ikke er så stærkt, men med en delvist genrejst Edoardo Zardini, der selv kan køre lidt klassement, hos sig samt en langsomt bedre kørende Manuel Bongiorno samt den holdbare puncheur Simon Velasco samt Sebastian Schönberger hos sig, står han ikke helt ringe.

Egentlig ville vi gerne have haft Joe Dombrowski som favorit, men vi ved af erfaring, at det kan være risikabelt at pege på amerikaneren. I 2015 vandt han løbet i suveræn stil efter en magtdemonstration på kongeetapen, men siden dengang har han kun i korte glimt vist sin enorme klasse. Særligt i 2018 var det helt galt, men i årets Giro lykkedes det ham endelig at finde sig selv igen. Desværre forsvandt den gode form igen, og selvom han rejste sig kortvarigt på kongeetapen i Route d’Occitanie, har hans comeback efter pausen været meget skidt. I Adriatica Ionica Race skuffede han fælt i bjergene, og man kan frygte, at han er faldet ned i et af sine huller. Omvendt kører han altid hæderligt i Utah, hvor ruten passer ham som fod i hose, og hvor han blev nr. 8 i 2016 og nr. 6 sidste år. Hvis han har fundet de ben, han havde i Giroen, og er Martinez ikke på toppen, må Dombrowski være manden, der skal slås.

Rally kommer som altid med et ret potent mandskab med hele tre ryttere, der kan køre med om sejren, og det er næsten umuligt at sige, hvem der vil gøre det bedst. Gavin Mannion, Rob Britton og Kyle Murphy kan nemlig alle være meget svingende, men de har alle for vane at ramme formen til de amerikanske løb. I år har Mannion og Britton begge ofte skuffet, men Mannion blev dog nr. 14 på kongeetapen i Californien, hvor Britton blev nr. 9, og sidstnævnte har faktisk yderligere to flotte WorldTour-resultater, da han blev nr. 10 og 11 på kongeetaperne i hhv. Tyrkiet og Schweiz. Murphy blev nr. 7 på kongeetapen i Tyrkiet, hvor han viste, at han kan begå sig på WorldTour-niveau, og alle har de således dokumenteret, at de kan klatre med de bedste i dette løb. Brittons resultater viser, at han nok er bedste bud, ikke mindst fordi han vandt løbet her i 2017 og blev nr. 4 på kongeetapen sidste år, men Mannions 2. plads bag Britton for to år siden viser, at han også han kan begå sig i højderne, også selvom han der drog stor fordel af enkeltstarten. Murphy har været for svingende til at opnå et godt klassement, men han har kørt nogle fine bjergetaper på sine bedste dage.

Giulio Ciccone var alligevel for træt til at rejse til Utah, og derfor kommer Trek ikke i deres bedste formation. Holdets kaptajn må være Peter Stetina, der elsker en bjergrig rute, hvor han ikke skal smide tid på en enkeltstart. Desværre har amerikaneren igennem de seneste sæsoner været milevidt fra sit bedste niveau, og efter en fin sæsonafslutning, der reddede hans karriere, har han intet vist i 2019. Han burde stadig kunne lave et resultat, men en sejr virker fjern. Mere interessant kan det derfor være at se den unge stagiaire Juan Pedro Lopez, der er en af sin generations mest lovende klatrere og netop har vundet en bjergetape i Valle d’Aosta og derfor er i form. Han skal dog vise, at han kan klare højderne. De voldte desværre store problemer for Niklas Eg sidste år, og efter en svært år er det desværre vanskeligt at tro alt for meget for danskeren, der ikke just imponerede i Adriatica Ionica Race. Finder han benene fra Kroatien sidste år, burde han imidlertid være flyvende på denne rute. Endelig har holdet den netop tiltrådte Jacopo Mosca , men bjergene her er nok for svære for ham.

EFs stærke hold tæller yderligere to kandidater. Mest spændende bliver det at følge 2016-vinderen Lachlan Morton. Dengang var australieren flyvende og klart løbets bedste, men desværre er han efter comebacket til WorldTour faldet helt sammen. I år har han næsten intet vist, men en 16. plads på kongeetapen i Californien kan give håb om en genfødsel. Det er svært at være optimistisk, men med et talent som Moron ved man aldrig. Lawson Craddock lagde ud som lyn og torden med en meget lovende sæsonstart, men siden har det knebet meget. Bjergene her er i forvejen nok lidt for svære, og selvom han sikkert kan gøre det godt, er det svært at se ham som samlet vinder.

Det australske Bridgelane kommer med en af løbets mest spændende ryttere. I år har Chris Harper fået sit helt store gennembrud med samlede sejre i de bjergrige Tour of Japan og Tour de Savoie, og han viste med 4. pladsen i Herald Sun Tour, at han kan klatre med WorldTour-rytterne. Det er dog uklart, hvordan han har det med de helt høje højder. Hos sig har han Dylan Sunderland¸ der blev nr. 4 i Savoie og nr. 5 i Herald Sun Tour, og sammen vil de udgøre en meget spændende duo.

Axeon Hagens Berman kommer med Joao Almeida, der sidste år blev nr. 7 i Tour de l’Avenir og nr. 2 i Baby-Giroen, men har haft et rædselsfuldt år. Sejre i begge løb ved de portugisiske U23-mesterskaber kunne dog indikere, at han måske endelig er ved at finde formen, men da han ikke har kørt i en måneds tid, er det umuligt at sige, hvor han står. Det samme gælder for Sean Quinn , men han har i hvert fald med en 6. plads i årets Baby-Giro vist, at han kan køre stærkt i bjergene også i år. Måske kan Edward Anderson og U23-Liege-vinderen Kevin Vermaerke også gøre det hæderligt.

Floyd’s Pro Cycling stiller med Sergei Tvetcov, der efter sin tilbagevenden til USA er blevet den succesrige rytter, han var inden eventyret i Europa. Desværre savner han den enkeltstart, der hjalp ham i 2017, og sidste år så vi, at han nok er lidt for tung til bjergene her, da han blot blev nr. 14. I de seneste par sæsoner er han imidlertid sluttet i top 10 i snart sagt alle sine etapeløb, senest med en 5. plads i Sibiu Tour, og han bør derfor gøre det hæderligt. Holdet har i Keegan Swirbul, der netop er blevet nr. 4 i Tour de Beauce, en mere typisk klatrer, der sidste år blev nr. 7 i løbet. Endelig kan man aldrig helt afvise erfarne Jonathan Clarke, men det er nu længe siden, han har vist det store i bjergene.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Elevate har den spændende James Piccoli, der blev nr. 10 i løbet for to år siden og generelt gør det godt i de fleste etapeløb. Særligt i år har han været flyvende med samlet sejr i Tour of the Gila og 2. plads i Tour de Taiwan, Joe Martin Stage Race og Tour de Beauce. Spørgsmålet er bare, om bjergene her er lidt for svære.

Nippo-Vini Fantini stiller med talentfulde Filippo Zaccanti, der har været meget ustabil i sin første tid som professionel, men som sidste år i Burgos gav prøver på evnerne. I år har han været skadesramt, men han kom stærkt tilbage med en samlet sejr i Tour de Korea i juni. Desværre skuffede han så fælt i Adriatica Ionica Race, at det er svært at have tro på det helt store resultat i så svært et løb.

Mexicanerne på Canel’s Specialized har den erfarne colombianer Oscar Eduardo Sanchez, der er svingende, men som på sine gode dage har vist potentiale, samt deres egen Efren Santos, der har fine etapeløbsresultater, og chileneren Pablo Alarcon, der i år har haft sin hidtil bedste sæson. Aevolo har den spændende Alex Hoehn, der dog fik sig lidt af en lussing i Californien. Endnu mere interessant er måske Stephen Bassett, der vandt Joe Martin Stage Race og blev nr. 2 ved de amerikanske mesterskaber, men som nok er for begrænset i bjergene. Arapahoe har den engang så lovende Taylor Eisenhart, der dog ikke har vist meget i år og heller ikke havde et imponerende 2018, samt Brendan Rhim , der nok også finder løbet for svært. Endelig kan Eder Frayre, Matt Zimmer og Marko Pavlic måske gøre det hæderligt.

OPDATERING: Sygdom betyder desværre, at Martinez mandag aften dansk tid har måttet opgive at starte. Det gør Ben Hermans til vores nye favorit, men det øger chancerne for Joe Dombrowski, Lachlan Morton og Lawson Craddock betydeligt, for EF har stadig det klart stærkeste hold, som kan blive vanskeligt at kontrollere for rivalerne, ikke mindst på 3. etape.

***** Ben Hermans,

****  Dayer Quintana, Joe Dombrowski

*** Rob Britton, Peter Stetina, Gavin Mannion, Juan Pedro Lopez, Lachlan Morton

** Chris Harper, Kyle Murphy, Joao Almeida, Lawson Craddock, Dylan Sunderland, Keegan Swirbul, Sergei Tvetcov, James Piccoli, Matteo Badilatti, Edoardo Zardini, Niklas Eg

* Sean Quinn, Filippo Zaccanti, Oscar Eduardo Sanchez, Efren Santos, Pablo Alarcon, Stephen Bassett, Taylor Eisenhart, Brendan Rhim, Eder Frayre, Matt Zimmer, Marko Pavlic, Jacopo Mosca, Manuel Bongiorno

Danskerne

Niklas Eg er til start for Trek og burde kunne få lov at køre klassement som omtalt ovenfor.

Etapevinderbud

Tiden tillader desværre ikke daglige etapeoptakter, men vi vil dagligt opdatere denne etape med bud på den kommende dags vinder.

Prolog

Årets prolog er meget svær at læse. Den består af ganske hård, men også meget eksplosiv klatring efterfulgt af en helt nem nedkørsel, der er uden sving. Der vil endda være sidemedvind på det faldende stykke, og der bør således være grænser for, hvor store forskelle man kan gøre på et stykke, hvor farten vel nærmest alene bestemmes af aerodynamik. Det er således formentlig først og fremmest bakken, der vil afgøre det, og det ligner derfor en sag for de mere eksplosive klassementsryttere. Spørgsmålet er, om de eksplosive puncheurs kan være med, eller om bakkerne alligevel er for hårde.

Daniel Martinez viste i Baskerlandet, at han godt kan køre denne slags enkeltstarter og er som vores samlede favorit også favorit til denne etape, men det byrde også være en god etape for holdkammeraten Lawson Craddock, mens den nok er for eksplosiv for Joe Dombrowski og Lachlan Morton. Generelt bør alle klassementsryttere gøre det godt, men vi vil fremhæve Gavin Mannion, Rob Britton, Ben Hermans, Joao Almeida, Sergei Tvetcov, James Piccoli og Chris Harper som ryttere, der bør gøre det særligt godt.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Blandt de eksplosive folk kan det være værd at holde øje med Marco Canola, Simone Velasco, Alex Howes, Edwin Avila og Joe Cooper, men de kan alle finde etapen for hård.

OPDATERING: Som ovenfor nævnt er Martinez blevet syg. Craddock er således vores nye favorit.

Feltet.dks vinderbud: Lawson Craddock, 

Øvrige vinderkandidater: Sergei Tvetcov, Gavin Mannion

Outsidere: Ben Hermans, Rob Britton,  Joao Almeida, James Piccoli, Chris Harper

Jokers: Marco Canola, Simone Velasco, Joe Cooper, Simone Velasco, Edwin Avila

1. etape

Etapen er vel nok den vanskeligste at spå om i hele løbet. Stigningen på rundstrækningen er hård nok til at skabe kamp i klassementet, men spørgsmålet er, hvor meget energi man vil brænde af inden løbets vigtigste etape. Mange vil nok være lidt varsomme med at grave alt for dybt, og det kan gøre det hele lidt mere defensivt. Der vil være hurtige folk, der drømmer om at overleve, men alle ved også, at det bliver umuligt, hvis klassementskampen raser.

Det kan være svært at se, hvem der skal kontrollere. Elevate er ikke verdens stærkeste hold, og man kan ikke udelukke, at et udbrud kan holde. Omvendt vil EF og muligvis Trek og Rally nok være indstillede på ikke at forære dum tid i klassementet, og derfor bør der være hold til at tage ansvar. Vi forventer derfor samling inden nogle aggressive omgange til sidst. Vi tror, at de store navne kører lidt mere afventende, og at det ender i en spurt i en ret lille gruppe.

Spørgsmålet er, hvem der vil overleve. Det er meget svært at spå om, især fordi man ofte ser folk floppe fælt de første dage i højderne. Efter at Travis McCabe fik os til at tabe næse og mund på prologen, tror vi dog, at den efterhånden meget holdbare sprinter, der tidligere er blevet nr. 12 på monsterbjerget Genting Highlands i år, kan komme hjem til en spurt, hvorfor han er vores favorit. Hans værste rival må være Simone Velasco, der er den mest klatrestærke afslutter, men han har skuffet på det seneste og kan få det svært i den tynde luft. Marco Canola er vant til højderne, men har skuffet i år, og Israel Cycling Academy har to holdbare afsluttere i Edwin Avila og en åbenlyst meget formstærk Guillaume Boivin. Endelig har Alex Howes før vundet spurter i mindre grupper i amerikanske løb, ligesom Umberto Marengo har været mere holdbar end først antaget.

Bliver det endnu hårdere har den førende James Piccoli en fin spurt, men også nr. 2 og 3, Lawson Craddock og Serghei Tvetcov, samt Gavin Mannion og Ben Hermans kan afslutte hæderligt. Stephen Bassett, Joe Cooper, Griffin Easter, Nathan Earle og Tanner Putt kan måske også komme i spil, men etapen er for hård for de mere udprægede sprintere.

Feltet.dks vinderbud: Travis McCabe

Øvrige vinderkandidater: Simone Velasco, Marco Canola

Outsidere: Alex Howes, Guillaume Boivin, Edwin Avila, Umberto Marengo, James Piccoli

Jokers: Umberto Marengo, Lawson Craddock, Serghei Tvetcov, Stephen Bassett, Griffin Easter, Joe Cooper

2. etape

Der er ikke meget hokuspokus over denne etape. Det meste af etapen er let, men det hele slutter med det, der af Rob Britton betegnes som Nordamerikas sværeste stigning. Det er løbets vigtigste etape, og det ligger i kortene, at EF skal kontrollere det hele og sikre, at alt skal afgøres på den sidste stigning. Vinde er ubetydelig, og selvom der vil være medvind på stigningen, er den så stejl, at det er uvæsentligt. Varmen vil være et tema med en temperatur på hele 34 grader, og det samme vil naturligvis højderne.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Det meste af vores overordnede optakt var baseret på denne etape, hvor den mest formstærke rene klatrer, som kan klare højderne, formentlig vil vinde. Vi er ikke blevet meget klogere af de første dage, men én ændring vil vi foretage. Nu anser vi nemlig Joe Dombrowski for favorit, efter at den svingende amerikaner kørte en for ham fantastisk prolog. Forud for løbet burde han efter Martinez’ exit have været favorit, men usikkerheden om formen skubbede ham ned i hierarkiet. Han elsker stigninger, der alene handler om watt/kg, og da han kan klare højderne, er denne etape skabt til ham.

Derudover fastholder vi vurderingen fra forleden, dvs. med Ben Hermans som næststørst favorit og Dayer Quintana som nr. 3. Meldingen fra Rob Britton er, at formen er god, så han ligner bedste mand for Rally, der dog også havde Kyle Murphy og Gavin Mannion helt fremme på prologen. Meldingen fra EF er, at Lachlan Morton er klar, og hans prolog peger i samme retning, ligesom også Peter Stetina stadig ventes at være med fremme. Joao Almeida synes endelig at have fundet takterne igen, ligesom prologvinderen James Piccoli åbenlyst er i storform. Lawson Craddock får det nok for svært, og Chris Harper er åbenlyst enten er syg, ude af form eller i problem i højderne. Stigningen er nok også lige stejl nok for Sergei Tvetcov, og lidt overraskende ser det ud til, at Juan Pedro Lopez ikke har egne ambitioner overhovedet. Dylan Sunderland og Niklas Eg kan derudover føre det godt, mens Matteo Badilatti ventes at skulle køre for Hermans.

Feltet.dks vinderbud: Joe Dombrowski

Øvrige vinderkandidater: Ben Hermans, Dayer Quiana

Outsidere: Rob Britton, Lachland Morton, Peter Stetina, James Piccoli, Joao Almeida

Jokers: Gavin Mannion, Kyle Murphy, Sergei Tvetcov, Juan Pedro Lopez, Lawson Craddock, Dylan Sunderland, Niklas Eg

3. etape

Efter aftenens drama venter en meget uforudsigelig etape, som vi inden løbet udpegede som en trussel mod den førende rytter. Rundstrækningen kan være svær at kontrollere, men Israel Cycling Academy imponerede i går med fire mand i top 25, herunder to i top 10, og har et af de bedste hold. EF og Trek vil helt sikkert komme skydende med alt, hvad de har i et forsøg på at isolere Ben Hermans og udnytte, at de begge har to mand i klassementet. Det samme vil Rally med deres tre mand. Vi forventer derfor, at de tre hold vil køre udbruddet ind - det kunne ellers have været en dag for et udbrud - og sikre, at løbet bliver hårdt, og at bonussekunderne kommer i spil på denne glohede dag.

På rundstrækningen forventer vi et hav af angreb, men Hermans har den luksus, at hans forspring er så stort, at han skal kun skal holde øje med få ryttere. Der burde derfor være gode muligheder for, at en ufarlig, men meget klatrestærk rytter kan snige sig væk på rundstrækningen, og det er vel det mest sandsynlige scenarium. Vi vil derfor kigge efter en klassementsrytter, som er snu og lidt efter Hermans i klassementet. Det kan også ende i et opgør mellem favoritterne på en stigning, der er meget svær, og hvor den direkte medvind vil bidrage til udskilningen.

Vi tror ikke, at James Piccoli, Niklas Eg, Peter Stetina, Joe Dombrowski, Kyle Murphy eller Rob Britton får lov af Hermans. I stedet vil vi pege på en meget formstærk Lawson Craddock, der klatrede overraskende godt på Powder Mountain. Joao Almeida regnes også fortsat som en underdog og kan måske få lidt mere frihed, ligesom vi vil fremhæve Lachlan Morton, Serghei Tvetcov, Gavin Mannion, Dayer Quintana og den overraskende stærke Griffin Easter som oplagte bud.

Skulle etapen ende som et opgør mellem favoritterne, peger vi på James Piccoli. Egentlig er Ben Hermans stærkest, men han vil skulle lukke alle huller selv, og det kan Piccoli, der også er hurtig, udnytte. Hermans selv kan dog også levere endnu en magtdemonstration, og da han heller ikke er langsom, vil han også kunne føre det færdigt på stregen. Vi har sværere ved at se de spurtsvage Peter Stetina, Niklas Eg og Joe Dombrowski vinde, for det vil formentlig kræve, at de sætter de hurtigere Piccoli og Hermans.

Feltet.dks vinderbud: Lawson Craddock

Øvrige vinderkandidater: Joao Almeida, Gavin Mannion

Outsidere: Lachlan Morton, Serghei Tvetcov, Dayer Quintana, Griffin Easter, James Piccoli

Jokers: Ben Hermans, Kyle Murphy, Rob Britton, Peter Stetina, Niklas Eg, Joe Dombrowski

4. etape

Etapen er den mest oplagte for de hurtige folk, der endnu ikke har haft én eneste chance, og man må derfor formode, at der vil være flere hold med en interesse i at holde det samlet. Rundstrækningen er imidlertid knaldhård, og det ligger i kortene, at der på så kort og kuperet en etape vil blive kørt meget aggressivt. Særligt EF og Trek, som stadig er uden etapesejr, vil formentlig forsøge at lægge pres på de mindre hold, og da Israel Cycling Academy ingen interesse har i at skabe samling, er det langt fra givet, at det vil lykkes.

Læs også

Følg Giro-generalprøvens afsluttende bjergetape

Alligevel tror vi på en spurtafgørelse, først og fremmest som følge af hårdt arbejde fra Floyd’s Pro Racing, Nippo og Neri Sottoli. Historien viser i hvert fald klart, at det ender sådan, men til gengæld er det ikke nogen let spurt at læse. Som bekendt har så forskellige ryttere som Michael Matthews, Marco Canola og Michael Woods vundet, og det viser, at de mere klassiske sprintere får det svært.

Alligevel vil vi pege på Travis McCabe som vores favorit. Nok er hans historik i stigende spurter begrænset, men han bliver ved med at imponere med sine klatreevner og synes nu næsten at være bjergrytter. På 1. etape viste han samtidig, at han formentlig er feltets hurtigste, og den kombination gør ham til et godt bud i denne finale. Hans værste rival må næsten være den yderst velkørende Umberto Marengo, der allerede har vundet én etape, og som både er sprinter og klatrestærk. Han burde kunne gøre det godt i denne finale selvom han er uprøvet. Neri Sottoli har imidlertid også et mere holdbart alternativ i Simone Velasco, som dog ikke helt har fundet formen på det seneste.

Marco Canola har som bekendt allerede én gang vundet, men det var i hans bedste sæson i 2017, og efter en lidt svær tid er han nu nok snarere outsider. EF vil formentlig gøre meget for at vinde med Alex Howes, der plejer at spurte godt i de amerikanske løb, synes i god form og synes som skabt til denne finale. Israel Cycling Academy har også de uhyre formstærke Edwin Avila og Guillaume Boivin, der begge kan vinde en spurt som denne, men som kan blive låst af arbejdet for Hermans. Derudover er der hurtigere klassementsryttere som James Piccoli, Joao Almeida, Griffin Easter, Kyle Murphy og måske Sergei Tvetcov. Til gengæld tror vi, at finalen er for hård for folk som Eric Young, Ulises Castillo, Michael Rice, Ty Magner, Justin Oien og Tanner Putt.

Skal man pege på ryttere, der kan vinde fra et udbrud, vil vi fremhæve formstærke Lawson Craddock, Serghei Tvetcov, Griffin Easter, Alex Howes, Simone Velasco og Gavin Mannion

Feltet.dks vinderbud: Travis McCabe

Øvrige vinderkandidater: Umberto Marengo, Simone Velasco

Outsidere: Marco Canola, Alex Howes, Edwin Avila, Guillaume Boivin, James Piccoli

Jokers: Joao Almeida, Griffin Easter, Kyle Murphy, Serghei Tvetcov, Lawson Craddock, Gavin Mannion

5. etape

Etapen er en af løbets mest åbne, men den er ikke helt let at læse. Den sidste stigning er ikke særlig velbeskrevet, men med mindre den gemmer på en stejl overraskelse, man ikke kan læse af dataene, ligner det ikke en dag for klassementsrytterne. Trek og EF skal nok forsøge at angribe Hermans, men det virker usandsynligt, at der vil ske den store splittelse. Samtidig er den for svær for sprinterne, der næppe vil kontrollere, og med en stor klassementsdag søndag regner vi med en udbrudssejr.

Her kunne Gavin Mannion og Serghei Tvetcov være gode bud. Begge kom for at køre klassement, men har tabt tid - Mannion som følge af et styrt - og jagter nu succes. En hård finale som denne passer dem, og de er også relativt hurtige i en spurt. Det er også en god afslutning for hurtige Simone Velasco, men igen i dag så vi, at hans form ikke synes perfekt, og EF vil formentlig forsøge sig med Lachlan Morton, der dog skal alene væk på stigning, og Alex Howes, der dog nok vil finde stigningen lidt for svær. Det samme gælder nok for dagens vinder, Marco Canola, og Umberto Marengo samt den overraskende holdbare Travis McCabe, der alle vil kunne gøre det færdigt. Det kunne også være herligt, hvis Trek gav Jacopo Mosca og Juan Pedro Lopez fri, men det er nok tvivlsomt. Endelig vil vi fremhæve Sebastian Schönberger, der aldrig er nage for at forsøge sig. Til gengæld er Dayer Quintana og Griffin Easter nok for langt fremme i klassementet.

Skulle det blive hentet, forventer vi os en spurt mellem favoritterne. Her kunne James Piccoli ligne favoritten, men Ben Hermans kan med sin superform også vinde igen. Lawson Craddock er bestemt heller ikke langsom, og også Kyle Murphy og Joao Almeida bør kunne afslutte på en bakke som denne.

Feltet.dks vinderbud: Gavin Mannion

Øvrige vinderkandidater: Serghei Tvetcov, Simone Belasco

Outsidere: Lachlan Morton, Alex Howes, Marco Canola, Jacopo Mosca, Sebastian Schönberger

Jokers: James Piccoli, Ben Hermans, Lawson Craddock, Kyle Murphy, Joao Almeida

6. etape

Etapen over Empire Pass er en sand klassiker, og som Lachlan Morton og Tom Danielson har vist, kan man vende op og ned på klassementet på en stigning, der måske ikke er så svær som Powder Mountain, men stadig er et sandt bæst, som kan føre de fleste europæiske løbsarrangører misundelige - ikke mindst fordi den har top i gigantiske højder. Derfor vil der helt sikkert også ske ganske betydelige forskydninger i klassementet, især fordi der med medvind hele vejen op burde være gode muligheder for at skabe forskelle.

Vi forventer, at favoritterne skal køre om det. Det meste af etapen er let, og særligt Trek, men formentlig og EF, Rally og Elevate kan se en ide i at gå efter etapesejren. Problemet er bare, at Ben Hermans virker i en klasse for sig, og derfor er han vores favorit. Hidtil har han været i kontrol på stigningerne, og han er en mester i at pace sig selv på disse høje stigninger, hvor man ikke skal gå i rød zone. Måske vil han være lidt mindre risikovillig på den meget kringlede nedkørsel, men formentlig vil han være kørt væk forinden, netop for at undgå at skulle tage store chancer. Også i en spurt kan han slå de fleste, og derfor er han vores favorit.

Vi vil igen pege på James Piccoli som værste rival. Han var nærmeste trussel i onsdags, og selvom han har været lidt svingende, må han være farligst, specielt fordi han også er hurtig på stregen. Det samme er Kyle Murphy, der bare synes at blive bedre og bedre. Niklas Eg har været ganske imponerende og er, hvis Piccoli er ved at tabe niveau, nok den, der bedst kan følge Hermans, men hans manglende spurtstyrke gør det svært at vinde etapen. Måske er Peter Stetina et bedre bud for Trek, idet han har større frihed. Joe Dombrowski er i samme situation. Joao Almeida er også en fornuftig afslutter, men virker til at være lidt under det bedste. Rob Britton rejste sig på denne etape sidste år, og det kan ikke udelukkes, at ahn gør det igen. Lawson Craddock er hurtig, men vil nok finde stigningen for stejl. Endelig synes også Keegan Swirbul at være i fremgang, ligesom man kan håbe, at den ret svingende Dayer Quintana endelig viser de gode ben, han havde i Italien i juli.

Feltet.dks vinderbud: Ben Hermans

Øvrige vinderkandidater: James Piccoli, Kyle Murphy

Outsidere: Niklas Eg, Peter Stetina, Joe Domrbowski, Joao Almeida, Rob Britton

Jokers: Lawson Crassock, Keegan Swirbul, Dayer Quintana, Scott Bowden, Manuel Bongiorno