Tyrkiet er bestemt ikke kendt som et af cykelsportens kraftcentre, men i de senere \u00e5r har landet alligevel haft en ganske prominent placering for alverdens cykelfans, der har haft lejlighed til at se, hvilket fremragende cykelterr\u00e6n landet kan tilbyde. Som de n\u00e6rliggende lande Oman, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater har Tyrkiet ingenlunde en rig cykelscene endsige \u00e9n eneste cykelrytter p\u00e5 h\u00f8jeste niveau, men i l\u00f8bet af de seneste \u00e5r har man haft held og dygtighed til at skabe en meget vigtig og ganske popul\u00e6r begivenhed p\u00e5 den internationale cykelkalender, hvor man har haft lejlighed til at fremvise landets sk\u00f8nhed og samtidig tjene som perfekt forberedelse til de store europ\u00e6iske l\u00f8b.<\/p>","
Med en historie, der r\u00e6kker helt tilbage til 1964, er Tour of Turkey faktisk et ganske gammelt l\u00f8b, men i mange \u00e5r var dets eksistens n\u00e6rmest g\u00e5et ubem\u00e6rket hen i cykelverdenen. Som en lavere rangerende begivenhed p\u00e5 UCI-kalenderen tiltrak det hovedsageligt lokale ryttere og mindre hold, og det professionelle felt ramte aldrig tyrkisk jord. Det \u00e6ndrede sig med \u00e9t i 2008, da den tyrkiske regering besluttede at udnytte cykelsporten som et middel til at eksponere landet som turiststed, og de ans\u00e5 et nationalt etapel\u00f8b langs den tyrkiske solkyst som det perfekte middel til at opn\u00e5 det m\u00e5l.<\/p>","
Med en st\u00f8rre kapitalindspr\u00f8jtning blev l\u00f8bet kraftigt opgraderet, og efter at have f\u00e5et 2.1-status og dermed ret til at invitere WorldTour-hold i 2008 blev l\u00f8bet endda l\u00f8ftet op i 2.HC-klassen i 2010. Dagene, hvor det var en mindre begivenhed for kontinentalhold, var nu ovre, og i de efterf\u00f8lgende \u00e5r trak man gang p\u00e5 gang flere og flere WorldTour-hold til landet - hold, der alle s\u00e5 v\u00e6rdien i en uges kvalitetscykell\u00f8b i fremragende vejr. Efter i starten kun at have tiltrukket mindre navne fra de store hold kom ogs\u00e5 flere stjerner til landet, og Tour of Turkey etablerede sig som en v\u00e6sentlig begivenhed i cykelverdenen.<\/p>","
Det var ikke tilf\u00e6ldigt, at l\u00f8bet havde en s\u00e5dan succes. Med en kalenderplacering sidst i april var det den perfekte forberedelse til Giro d\u2019Italia, og mens det traditionelle opvarmningsl\u00f8b i Romandiet er berygtet for sit regnfulde vejr, var der n\u00e6sten garanti for 8 dage med solskin i et veltilrettelagt og godt arrangeret cykell\u00f8b i Tyrkiet. Efter opgraderingen blev det i f\u00f8rste omgang afviklet to uger tidligere, men arrang\u00f8rerne og UCI flyttede det hurtigt frem til Romandiet-ugen og dermed t\u00e6ttere p\u00e5 Giroen, hvormed der blev skabt st\u00f8rre synergi mellem de to l\u00f8b.<\/p>","
For Giro-rytterne udfyldte Tour of Turkey et oplagt hul i kalenderen. Tour de Romandie og det andet store forberedelsesl\u00f8b i Trentino er begge ekstremt bjergrige og giver stort set ingen muligheder for sprinterne. Derfor har de hurtige folk traditionelt ikke haft mange muligheder for at teste benene forud for slagene p\u00e5 de italienske landeveje i hverken Italien eller Schweiz. Derimod har den lange tur langs den tyrkiske solkyst kunnet tilbyde masser af sprinterterr\u00e6n, og selvom arrang\u00f8rerne hurtigt tog initiativ til gradvist at g\u00f8re l\u00f8bet h\u00e5rdere og h\u00e5rdere, har det altid v\u00e6re rigeligt med plads til, at sprinterne kan g\u00f8re brug af deres fart. Derfor har man i de senere \u00e5r set Giro-rytterne dele sig i to: klassementsrytterne er taget til bjergene i Trentino og Romandiet, mens sprinterne er rejst til solrige Tyrkiet.<\/p>
\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
I de første år efter opgraderingen var løbet lidt af en sprinterfestival, hvor klassementet blev afgjort på et par småkuperede etaper langs kysten, der kunne byde på mindre stigninger, men ingen virkelige bjerge. På baggrund af ønsker fra flere hold gjorde arrangørerne klassementskampen mere attraktiv i de følgende år. Det første store initiativ var beslutningen om at inkludere en bjergafslutning på Elmali-stigningen - bjerget, der er kendt som Tyrkiets Alpe d’Huez - i 2012, og i 2013 kom så endnu en afslutning på en kortere, mere eksplosiv stigning uden for byen Selcuk, hvormed klassementet blev til mere end et slag på bare én etape. Det har gjort løbet til et mere traditionelt etapeløb, hvor der er mere alsidige etaper og muligheder for forskellige ryttertyper. Den lange afstand til det europæiske hovedland betyder dog, at der ikke har været en enkeltstart på ruten - ganske enkelt for at undgå transporten af ekstra udstyr.
De første udgaver efter opgraderingen i 2008 var primært karakteriseret af professionelle kontinentalhold, der i stærkeste formation gik til kamp mod nogle af de unge talenter fra WorldTour-holdene, men det ændrede sig langsomt. Trods tilføjelsen af hårdere etaper kunne man naturligvis ikke konkurrere med Tour de Romandie om klassementsrytternes gunst, og derfor forblev klassementskampen i alt væsentligt et slag mellem mange af cykelsportens unge talenter, der har haft chancen for at gå efter et resultat som kaptajn i et stort UCI-løb. I modsætning hertil har løbet derimod kunnet tiltrække selv de allerstørste sprinternavne, og i visse år har man set et sprinterfelt, som var et Tour de France værdigt. Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel (en af løbets flittigste gæster), Sacha Modolo, Alessandro Petacchi og Elia Viviani er blot et udpluk af de topnavne, der har kørt og vundet i Tyrkiet.
Mens løbet har vundet status som en vigtig sportsbegivenhed, har det også tjent sit oprindelige formål om at promovere Tyrkiet som turistdestination vel. Løbet er i alle årene blevet sendt live på Eurosport, og arrangørerne har altid sørget for med tv-billederne at fremvise det store antal turistattraktioner, mens rytterne har kunnet slås om hæder på de nærliggende veje. Man har endda haft en særlig Turkish Beauty Sprint-konkurrence, hvor der hver dag har været en indlagt spurt ved et af disse lokale symboler. Man kunne sagtens have gjort løbet hårdere og mere seværdigt fra et sportsligt synspunkt ved at køre længere ind i bjergene, men hovedformålet har hele tiden vejret at fremvise den tyrkiske solkyst.
Uheldigvis har løbet også været plaget af dopingskandaler, og da man i 2014 fejrede sit 50-årsjubilæum, var man i desperat jagt på en troværdig vinder. Efter nogle flotte udgaver i de første år efter opgraderingen gik det galt efter inklusionen af Elmali-etapen i 2012. Det lykkedes det lokale Torku Sekerspor-mandskab at sikre sig nogle højst overraskende sejre to gange i træk, men både veteranen Ivailo Gabrovski, der knuste WorldTour-rytterne i 2012, samt lokale Mustafa Sayar, der højst overraskende sejrede året efter, testede efterfølgende positive for doping. Det kastede en skygge over både løbet og holdet, der fortsat fik lov at deltage også i de kommende år, men kun efter at have taget adskillige antidopingrelaterede initiativer, der skulle bevise deres renhed. Heldigvis har de seneste udgaver ikke været plaget af skandaler.
Trods skandalerne så fremtiden lys ud for løbet, og man lagde ikke skjul på, at man havde planer om at blive en del af WorldTouren. Desværre fik den nærmest kometagtige vækst et ordentligt tilbageslag i 2016, da en ny arrangørgruppe tog over. Den hidtil så professionelle organisering og meget effektive kommunikationsstrategi forsvandt, og længe slap der nærmest intet ud om løbet. Først i de sidste dage frem mod starten i april kom løbet på skinner, men det med et langt, langt svagere felt end tidligere. De store sprinternavne var alle væk, Lampre-Merida og Lotto Soudal var eneste WorldTour-mandskaber, og derudover var der kun yderligere to hold fra Giro-feltet til start. Forklaringen var naturligvis den temmelig kaotiske organisering, men også skærpet konkurrence fra det nye Tour of Croatia, der for feltets topsprintere pludselig havde etableret sig som et værdigt og mere nærtliggende alternativ til det tyrkiske løb.
Trods tilbageskridtet fik man indfriet ambitionerne om at blive en del af WorldTouren, da kalenderen blev udvidet forud for 2017-sæsonen, og fremtiden så derfor igen lys ud. Det varede imidlertid ikke længe, og den opgradering, der skulle have givet løbet en markant vækst, sendte i stedet løbet mod en regulær deroute. De nye WorldTour-løb havde nemlig ingen garanti for deltagelse af alle WorldTour-holdene, og pludselig betød særligt to forhold, at løbet blev valgt fra af stort set alle de store hold. Først og fremmest er sikkerhedssituationen i Tyrkiet med flere terrorangreb, et mislykket militærkup og efterfølgende indførelse af undtagelsestilstand blevet voldsomt forværret, og for det andet havde den skærpede konkurrence fra et voksende Tour of the Alps (det nye navn for Giro del Trentino) samt det fremadstormende Tour of Croatia givet logistisk set bedre alternativer på et tidspunkt, hvor kalenderen var travl.
Resultatet var, at man i marts stod med et felt, der inkluderede bare et eller to WorldTour-hold, og det huede naturligvis ikke UCI at se et løb på den fineste kalender have et så svagt felt. Længe var løbet truet af aflysning, men i marts indgik parterne en aftale om at flytte det til sidste del af sæsonen. Med ét var rollen som Giro-forberedelse væk, og i stedet kom løbet nu til at have en sær position som et underligt addendum til en allerede lang sæson på et tidspunkt, hvor de fleste bare ventede på ferie.
Det var ikke svært at forudse, at det ikke ville have den ønskede effekt på startfeltet. Først og fremmest var sikkerhedssituationen i alt væsentligt den samme som i foråret, og derudover havde langt de fleste ryttere kørt cyklen i garagen. I forvejen var holdene pressede af udsigten til at skulle deltage i det nye kinesiske etapeløb Tour of Guangxi, der fra og med 2017 er sidste løb på WorldTour-kalenderen og afvikledes endnu senere end Tour of Turkey. Regelbogen krævede ganske vist ikke deltagelse i Kina, men da løbet samarbejder med den magtfulde Velon-organisation, havde holdene herfra stort set i fuldt tal foretrukket den meget længere tur mod øst. Således var det kun UAE, Trek, Astana og Bora-hansgrohe, der fra den fineste række havde kunnet finde tilstrækkeligt med friske ryttere til at køre begge løb, og de fire hold udgjorde derfor de eneste WorldTour-hold i Tyrkiet.
Det blev heldigvis bedre i 2018, hvor arrangørerne fik halvdelen af WorldTour-holdene til start samt deltagelse af store stjerner som Fernando Gaviria, John Degenkolb, Sam Bennett og Diego Ulissi, men det var stadig klart, at løbets kalenderplacering var højst uhensigtsmæssig. Det ændrede man derfor på i 2019, hvor løbet var tilbage i sin oprindelige rolle som april-løb, denne gang dog to uger end tidligere. Målet var at genfinde rollen som Giro-forberedelse og at blive afviklet på en tid, hvor interessen for cykelsport er betydeligt større, men man valgte samtidig en placering i en af årets mindst travle uger og derved undgå et clash med løbene i Kroatien, Trentino og Romandiet.
Resultatet var blandet. Kun seks WorldTour-hold lod sig overtale til at drage til Tyrkiet, men til gengæld kom der flere stjerner end tidligere. Som i gamle dage havde løbet nemlig en vis appel til sprinterne, hvor navne som Caleb Ewan, der brugte løbet som opvarmning til Giroen, Sam Bennett, Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg kastede stjernestøv over løbets massespurter. Til gengæld var det også indlysende, at løbet aldrig kunne konkurrere med løbene i Baskerlandet, Ardennerne og Trentino om at tiltrække klatrerne, og derfor var klassementet igen et opgør mellem de unge talenter.
Tre år med svage felter gjorde det klart, at løbet ikke kunne fortsætte på WorldTouren, og derfor blev det pillet af den fine kalender frem mod 2020, hvor løbet var et af de mange, der blev aflyst under coronakrisen. I 2021 fandt det imidlertid tilbage i sin genfundne placering i en løbsfattig uge i april, hvor det igen fungerede som Giro-forberedelse, men altså nu som et ProSeries-løb og ikke en del af WorldTouren. Det aflæstes da også af feltet, der fra WorldTouren alene talte Deceuninck, Israel SUN og Astana. Til gengæld havde man sikret sig en imponerende samling af hele 16 ProTeams, og dermed mindede feltet meget om det, vi så i storhedstiden, hvor det også primært var hold fra næstbedste række, der kæmpede med enkelte udvalgte WorldTour-hold samt nogle kontinentalhold. Den tilbagevenden til fortiden ser ud til at fortsætte fremover, for også i 2022 vil løbet spille den rolle, det oftest har haft, og med seks WorldTour-hold samt adskillige flotte sprinternavne, lurer man en lille renæssance.
Sidste år var det primært Mark Cavendish og Jasper Philipsen, der kastede stjernestøv over løbet og stort set delte etaperne imellem sig. På kongeetapen var de imidlertid ingen steder, men det var Jose Manuel Diaz, der knuste en ellers offensiv Anthon Charmigs drøm om en samlet sejr ved på den ikoniske Elmali-stigning at gå forbi danskeren, vinde etapen og tage en førertrøje, han forsvarede gennem resten af løbet, dog kun med ét sekund ned til Jay Vine og 6 sekunder ned til Eduardo Sepulveda. Diaz’ Gazprom-hold er som bekendt suspenderet, og derfor får han ikke mulighed for at forsvare titlen, men både Vine og Sepulveda vender tilbage med ønsket om at gøre det endnu bedre end sidst.
Livestream Tour of Turkey og Amstel Gold Race uden afbrydelser
Ruten
Efter at have haft ret lette ruter i de første år efter opgraderingen i 2008 fandt man efter introduktionen af først Elmali-stigningen i 2012 og siden afslutningen på Selcuk-stigningen i 2013 et ret fast format for løbet i de følgende år. Da et vigtigt formål er at promovere Tyrkiet som turistdestination, har løbet haft en meget forudsigelig rute, der har ført feltet langs den tyrkiske solkyst med besøg hos en række af landets vigtigste byer undervejs, og de samme start- og målbyer er blevet brugt igen og igen. Ryttere, der har været til start tidligere, har derfor snart kendt hver en meter af vejene og finalerne, og mange af etaperne har været helt identiske fra år til år.
To gange har man afveget fra formatet. Første gang var i 2016, hvor man fulgte et lidt specielt mønster med start i Istanbul og mål i Selcuk, og anden gang var i 2019, hvor alt blev vendt på hovedet med helt nye etaper, der alle blev kørt i området omkring Istanbul. Ellers har det været et fast koncept, der har forbundet storbyerne Istanbul og Alanya, i de første år fra vest mod øst og i de senere år fra øst mod vest til en finale i landets største by. Undervejs har der som regel været fire helt flade sprinteretaper, to etaper med lidt bakker i finalen, hvor man ofte har set en reduceret massespurt, samt de to afgørende etaper til hhv. Elmali og Selcuk.
Efter den meget eksperimenterende 2019-udgave vendte man i 2021 delvist tilbage til traditionen med en rejse hen langs kysten og en stribe af de etaper, vi kendte fra tidligere, men i år prøver man igen noget nyt med en rute, der kun i meget begrænset omfang gør brug af noget, vi har set tidligere. Denne gang dropper man nemlig hele den sydlige del af landet, og i stedet vil man nøjes med at rejse på langs vestkysten mellem Bodrum og Istanbul. Undervejs er det kun Kusadasi, Izmir og Istanbul, der jævnligt er blevet besøgt, og selv i landets største by har man til finaleetapen fundet en anderledes puncheurfinale end den brostensbakke, der plejer at være rammen om afslutningen.
Løbets grundide er dog den samme. I årene med både Elmali og Selcuk havde man ganske vist to etaper, der afgjorde klassementet, men man har også haft år, hvor det enten kun var Elmali eller Selcuk, der nærmest helt alene afgjorde kampen om den samlede sejr. Sådan vil det også være i år, hvor alt peger på, at løbets vinder vil blive fundet allerede på løbets 4. etape. Med beslutningen om at droppe sydkysten bliver der intet gensyn med Elmali, og i stedet har man fundet et nyt bjerg i udkanten af Manisa, der måske ikke er så stejlt som klassikeren, men rigeligt svær til et stort klatreslag mellem løbets bjergryttere.
Den øvrige del af løbet er det sprinterparadis, det plejer at være, men der er dog også variationer. Sprinterne skal i hvert fald grave dybt på 1. etape, hvor man løbets klart stejleste stigning kommer i finalen, men hvor der også er så langt til mål, at den næppe kan bruges af klassementsrytterne, og hvor en reduceret massespurt derfor er det sandsynlige udkomme. Mere enkelt bliver det på 2. etape, hvor der igen skal klatres lidt, men hvor de sultne sprintere bør komme til fadet, og det vil de i hvert fald gøre på den ultrakorte og meget lette 3. etape, der slutter i sprinterbyen Izmir, inden 4. etape byder på det afgørende bjergslag kort derfra.
Den anden del af løbet er mere varieret. Den starter ganske vist med en 5. etape, der burde ende i endnu en stensikker massespurt, men derefter følger på 6. etape en tilbagevenden til en spændende puncheurfinale, der blev ”opdaget” i 2019, og hvor Sam Bennett sejrede foran en hel gruppe af puncheurs, herunder som nr. 2 den senere vinder Felix Grossschartner.
Sprinternes sidste chance kommer på lørdagens 7. etape, men her er der nogle gedigne stigninger på programmet, som meget vel kan blive brugt af klassementsrytterne til et sidste angreb, og selvom det næppe vil føre til noget, bliver det næppe et fuldt felt, der skal spurte, hvis ikke et udbrud da snyder dem alle. Det bør de ikke gøre, når vinderen efter 8. etape nok engang skal krones i Istanbul, men selvom etapen, som den plejer slutter på en lille bakke, er der denne gang tale om en betydeligt stejlere sag, der lægger op til puncheurs mere end sprintere som afslutning på et løb, der følger samme grundide, men alligevel er mere varieret, end det plejer at være.
1. etape
I mange år havde løbet et relativt fast format, hvor man rejste fra Alanya til Istanbul via en tur hen langs den solrige kyst, og derfor indledtes løbet altid med en sprinteretape i ferieparadiset Alanya. Sådan er det imidlertid ikke på årets nytænkte rute, hvor man slet ikke besøger den tyrkiske sydkyst. I stedet startes der i feriebyen Bodrum, og selvom der også i alt væsentligt denne gang er tale om en åbningsetape langs kysten, vil der denne gang i finalen være en meget svær stigning, der sørger for, at det bestemt ikke er givet, at der ikke kan blive angrebet, og at alle sprinterne kommer med hjem.
Med en distance på hele 202,0 km er der tale om løbets længste etape, og den fører feltet fra Bodrum til Kusadasi, to kystbyer ved den tyrkiske vestkyst. Starten er da også ganske nem, når man kører mod nordøst langs vandet igennem stort set fladt terræn, indtil man skal over en kategori 3-stigning (3,1 km, 4,9%), der har 6,5% over den første kilometer, men ellers er let og har top efter 39,4 km. Efter en nedkørsel, der leder mod nord, kører man mod sydvest igennem terræn, der er en anelse mere kuperet med nogle enkelte småbakker og undervejs byder på dagens Turkish Beauty Sprint, som kommer efter 87,1 km, inden det bliver helt fladt, når man drejer mod nord for at følge en helt lige vej forbi dagens spurt, som kommer efter 115,0 km. Det flade terræn fortsætter, mens man kører mod nordøst, inden man nærmer sig et højdedrag.
Det mærker man, når man drejer mod nordvest og senere vest af let stigende veje, inden det går mod vest op ad en kategori 3-stigninge (2,1 km, 5,6%), der har procenter på 7-8 i bunden og nær toppen, men eller blot ligger på 3-4%. Toppen rundes efter 157,2 km, hvorefter de sidste 44,8 km indledes med et stigende plateau, der fører mod vest, inden en helt lige nedkørsel leder mod nord. Her slår man en grim sløjfe ind i bakkerne på en lille rundstrækning, der først sender rytterne mod øst op ad en kategori 2-stigning (4,1 km, 8,5%), der stiger med hhv. 8,7%, 10,4% og 6,0% over de første 3 km og med 8,9% over de sidste 1100 m frem til toppen, som rundes efter 172,9 km, inden de sidste 29,1 km indledes med en lidt kringlet nedkørsel, som fører mod nordvest og sydvest tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.
Her drejer man mod vest for igennem fladt terræn at køre ud mod vandet, inden man kører mod sydvest ned langs vandet. Efter en flad fase rammer man to små bakker, der er adskilt af en nedkørsel, og den sidste af disse er 1500 m lang med top bare 1500 m fra stregen, hvorefter det falder ned mod de sidste 500 m, der er flade. Det går ad en helt lige vej, som byder på to bløde kurver lige inden den røde flamme, inden et blødt sving leder ind på de sidste 300 m.
Etapen byder på i alt 1991 højdemeter.
Det er en tricky åbningsetape, der er designet. Den sidste stigning er brutal og kan sagtens bruges til regulær klassementskamp, men den kommer også langt fra mål. Derfor vil favoritterne formentlig holde sig i skindet, men hvis der køres cykelløb, falder alle sprintere fra. Jeg vil dog tro på en konservativ tilgang, og at det ender i en spurt, men hvem der overlever, er svært at sige, for det vil afhænge af, hvilken tilgang der benyttes fra klatrerne. Også de sidste småbakker, der ikke er velbeskrevne, kan i hvert presse sprinterne, og det ligner derfor en dag, hvor en holdbar afslutter vil vinde.
Kusadasi blev senest besøgt i 2021, hvor man benyttede en anderledes finale til sidste etape, og hvo Mark Cavendish tog sin fjerde sejr foran Jasper Philipsen og Kristoffer Halvorsen, samt i 2012, hvor Sacha Modolo vandt en massespurt foran Matthew Goss og Mark Renshaw. I 2009 lykkedes det dog David Garcia Dapena at køre væk til sidst og sejre med 3 sekunder ned til feltet, der førtes an af André Schulze og Sebastian Siedler. I 2008 sejrede Guillermo Bongiorno i en spurt foran Javier Benitez og Danilo Hondo. I årene inden opgraderingen startede løbet ofte i byen, og her fik vi sejre til Sierd Steigenga (2007), Joseph Papp (2006), Mehmet Mutlu (2005), Sergey Lavrenenko (2004) og Michael Haas (2002).
2. etape
Tour of Turkey er først og fremmest kendt som et sprinterløb, og hvor 1. etape meget vel kan vise sig at have været for hård til mange, kan de hurtige folk glæde sig over, at der burde vente en chance mandag. Ganske vist venter der også på 2. etape en stigning i finalen, men denne gang kommer den længere fra mål og er uden samme stejle procenter, og derfor burde der ikke være meget, som kan stå i vejen for et fuldtonet sprinteropgør.
Med en distance på 156,4 km er der tale om en betydeligt kortere etape end den foregående, og den fører feltet fra Selcuk til Alacati. Igen er der tale om to kystbyer ved vestkysten, og man lægger ud med at køre mod nordvest ad den let kuperede kystvej. Den byder på dagens første spurt efter 37,2 km, hvorefter det bliver helt fladt, mens man kører mod sydvest. Kort efter drejer man mod nord, idet man skærer igennem en tange, og det betyder, at terrænet bliver kuperet med nogle mindre bakker undervejs. Man rammer kysten igen sydvest for storbyen Izmir, og her kører man dagens Turkish Beauty Sprint efter 65,3 km, og derefter følger man den kun let kuperede kystvej mod sydvest.
Med ca. 50 km igen når man et højdedrag, og man kører nu mod sydvest væk fra vandet og op ad en kategori 3-stigning (3,8 km, 5,2%), der efter en let start stiger jævnt med 5-6% over de sidste 2800 m frem mod toppen, som rundes efter 117,8 km. De sidste 38,6 km indledes nu med, at man kører mod sydvest, først via en let nedkørsel og siden op ad en bakke, inden det falder let mod sydvest ned til målbyen. Her kører man ikke over stregen, men fortsætter i stedet mod nordvest ad en flad vej langs vandet, der leder ud til byen Cesme. Her foretager man en U-vending for at køre tilbage ad samme vej, inden man tilbage i Alcati drejer skarpt til højre med 6 km igen. Dernæst følger et venstresving med 2,1 km, inden man slutteligt skal til højre i en rundkørsel 900 m fra stregen. I finalen stiger det let, indtil det med 1500 m igen begynde at falde, idet de sidste 500 m dog er næsten helt flade.
Etapen byder på i alt 1487 højdemeter.
Her burde ikke være så meget hokuspokus. Vinden har kun sjældent spillet en rolle i Tyrkiet, og det ligner derfor en sikker sprinteretape. Den sidste stigning er ikke helt let, men den er slet ikke så svær som på 1. etape, og den kommer formentlig for tidligt til at forhindre et spurtopgør i en lidt kringlet finale, hvor positionering inden sidste sving vil være vigtigt.
Alacati har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
3. etape
I årene mellem 2005 og 2007 startede løbet altid med en prolog i Izmir, og efter at have ageret startby i 2008 og 2009 var Tyrkiets tredjestørste by mål for en sprinteretape fem gange på seks år mellem 2012 og 2017. Siden dengang er man imidlertid kørt uden om storbyen ved vestkysten, men i år kan sprinterne glæde sig over en tilbagevenden efter fem års fravær. Terrænet omkring byen er nemlig pandekagefladt, og derfor venter der formentlig nok engang et brag af en massespurt i Izmirs gader.
Med en distance på bare 117,9 km er der tale om en ultrakort etape, der fører feltet fra Cesme til Izmir. For tredje dag i træk er der tale om to kystbyer ved vestkysten, og man lægger ud med at følge den helt flade kystvej, som også blev benyttet på den foregående etape, mod sydøst tilbage til Alacati. Her drejer man mod nordøst for at køre ad den flade kystvej forbi dagens Turkish Beauty Sprint, som kommer efter 17,1 km, inden kystvejen bliver en anelse mere kuperet, hvorefter man kører mod nordøst væk fra vandet via en kategori 3-stigning (1,8 km, 5,6%), der stiger med hhv. 9,4% og 6,6% over de første to 500 m-segmenter, men siden er meget let frem til toppen, som rundes efter 27,5 km. Et plateau følges nu mod nordøst, inden en nedkørsel leder mod sydøst tilbage til vandet.
Nu bliver det meget let. Man følger kystvejen mod sydøst, syd og igen sydøst, idet den her kun er ganske let kuperet, inden man kører mod nordøst tværs igennem en tange, hvorfor det går op og ned ad en bakke. Tilbage ved kysten går det mod nordøst ad en pandekageglad vej, hvis eneste højdepunkt er dagens spurt, som kommer efter 81,1 km. Den leder direkte ind i hjertet af Izmir, hvor man kører hen langs havnefronten, inden man kortvarigt kører en tur ind gennem centrum. Kort efter er man tilbage ved vandet, og nu følger man kystvejen hele vejen rundt langs havnen, hvor det fortsat er helt, helt fladt. Man passerer igennem mål fra den forkerte retning, inden man med 1,6 km igen foretager en U-vending for derefter at køre tilbage til målet. Over de sidste 14 km er der ingen sving, og udover at vejen bugter sig er U-vendingen eneste udfordring.
Etapen byder på i alt på 759 højdemeter.
Izmir er et sprinterparadis, og det bliver der næppe ændret på i år. Vinden er en potentiel, men meget sjælden trussel, og derfor er det meget, meget usandsynligt, at vi ikke får et brag af en massespurt, hvor den 1600 m lange, flade og brede opløbsstrækning lægger op til et opgør på ren fart.
Izmir blev senest besøgt i 2017, hvor Sam Bennett vandt en massespurt foran Ahmet Örken og Simone Consonni, samt i 2015, hvor Mark Cavendish vandt en massespurt foran Andrea Piechele og Kristian Sbaragli. Året inden var Elia Viviani hurtigere end Andrea Guardini og Cavendish, mens Marcel Kittel sejrede foran Guardini og Maximilano Richeze i 2013. I 2012 var vi vidne til et sandt drama, da Iljo Keisse var på vej mod en solosejr, da han pludselig røg i asfalten mindre end 2 km fra stregen. Det lykkedes ham at komme tilbage på cyklen og akkurat nå mål, inden Marcel Kittel slog Alessandro Petacchi i feltets spurt. Forud for løbets opgradering i 2008 var det en tradition, at løbet startede med en prolog i Izmir, der i de sidste år blev vundet af Hossein Nateghi (2007), Pavel Nevdakh (2006) og Sergey Tretyakov (2005).
4. etape
I de første år efter opgraderingen var Tour of Turkey et relativt let løb, men rytterne efterspurgte flere udfordringer. Det fik de i den grad i 2012, hvor man for første gang havde etapemål på toppen af den svære Elmali-stigning, der er kendt som Tyrkiets Alpe d’Huez. Fem år i træk var det høje bjerg i 1828 m højde rammen om kongeetapen, inden den forsvandt for i 2021 at gøre et comeback. I år undgår man imidlertid helt den sydlige del af landet, og derfor har arrangørerne skulle finde på noget nyt, hvis de igen vil have en bjergafslutning. Det har de bestemt også gjort, da man i udkanten af Izmir har fundet et ganske svært bjerg, der måske ikke er så stejlt som Elmali, men er rigeligt svært til, at det denne onsdag kan være rammen om en kongeetape, som formentlig allerede her vil afgøre løbets vinde.
Med en distance på 152,1 km er der tale om endnu en kort etape, som fører feltet fra Izmir til Spil Milli Park, der ligger på toppen af et 1235 m højt bjerg i udkanten af byen Manisa. Starten er dog meget let, da man fra centrum af Izmir kører mod nordvest igennem helt fladt terræn væk fra vandet, inden man sætter kursen mod nordøst, stadig igennem fladt terræn. Dagens Turkish Beauty Sprint køres efter 40,5 km, hvorefter man fortsætter mod øst igennem fladlandet frem til Manisa, hvor man kan se bjerget til højre.
Man skal dog angribe det fra den anden side, og derfor fortsætter man igennem fladlandet mod sydøst, idet det dog langsomt begynder at stige let frem til den første spurt, som kommer efter 97,7 km. Her flader det igen ud, når man kører mod sydvest og vest, inden man kortvarigt kører mod nord og siden øst igennem fladlandet.
Det får dog en ende, når man drejer mod nord for at køre op ad målbjerget, der er i kategori 1 og stiger med 7,0% over 14,2 km. Den nedre del er den sværeste, da de først 7 km stiger jævn med 6-8”, inden der venter to kilometer med hhv. 9,4% og 7,6%. Nu følger to lette kilometer med 4-5%, inden den vanskeligste kilometer med hele 11,3% venter, hvorefter det stiger med 7,0% over en kilometer og slutteligt med bare 3,3% over de sidste 1200 m. Stigningen går ad en meget snoet bjergvej med flere hårnålesving, men over den sidste del er vejen mere lige med et par kurver ved 2 km-mærket og igen ved den røde flamme, inden de sidste 700 m går ad en lige vej.
Etapen byder på i alt 1830 højdemeter.
Det er en helt ny stigning, der er opfundet til lejligheden, og selvom den nok ikke er helt så svær som Elmali, der slutter meget stejlt, burde det være guf for løbets klatrere. Den nedre del er jævn og ganske svær, og selvom den derefter bliver lettere, kommer der en sidste meget stejl rampe, hvor de sidste kan gøre forskellen. Selvom den samlede etape er meget lettere end på Elmali-etapen, burde det være nok til, at bedste klatrer sætter sig igennem og tager et meget, meget stort skridt mod den samlede sejr.
Spil Milli Park har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Byen Manisa var dog mål i 2018, hvor Alvaro Hodeg vandt en massespurt foran John Degenkolb og Nathan Haas.
5. etape
Kongeetapen ligger som regel som en ensom ø i et mylder af sprintetaper, og sådan er det også i år. Efter bare en enkelt dag i bjergene er det tilbage til fladlandet, når rejsen mod nord og Istanbul fortsætter. Det sker med en etape, der er længere end de foregående, men som nok engang er uden væsentlige udfordringer. Dermed er der igen lagt op til et af de sprinteropgør, Tyrkiet er så kendt for.
Med en distance på 186,1 km er der tale om en relativt lang etape, der fører feltet fra Manisa til Ayvalik. Starten er enkel, da man kører igennem helt fladt terræn mod nordøst, men når man kort efter drejer mod nord, bliver det småkuperet med først to bakker og nedkørsler og siden en kategori 3-stigning (700 m, 6,9%), der undervejs byder på 200 m med 10,5% og har top efter 54,5 km. Derfra falder det mod nordvest ned til byen Soma, idet man undervejs skal op ad en lille bakke.
Det let faldende terræn fortsætter, når man drejer mod sydvest, men hurtigt bliver det helt fladt. Dagens spurt køres efter 118,0 km, inden man fortsætter mod sydvest og vest frem til dagens Turkish Beauty Sprint, der køres efter 145,2 km, hvor man rammer kysten. Herfra følger man den lige og helt flade kystvej mod nordvest og slutteligt nord og nordøst frem til målbyen. Her er også de sidste 5 km helt flade, og der kommer to hurtige sving med 3,1 km igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.
Etapen byder på i alt 822 højdemeter
Heller ikke denne etape byder på mange udfordringer, og med det stærke sprinterfelt er det svært at tro, at de hurtige folk ikke skal til fadet. Man kan altid håbe på lidt vind, hvis man vil have lidt drama, men det ligner en stensikker massespurt.
Ayvalik har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
6. etape
Da det ellers meget traditionsbundne løb senest havde en nytænkt rute i 2019, opfandt man nogle mere varierede finaler i området omkring Istanbul. En af disse var en puncheurfinale i byen Eceabat, og da man i årets innovative format atter tilbringer mere tid omkring hovedstaden, er der plads til at vende tilbage efter tre års fravær. Det vil de stærke sprintere og de eksplosive puncheurs glæde sig over, da det for tre år siden endte i et opgør mellem en blanding af disse to ryttertyper, og det var Sam Bennett, der sejrede foran holdkammeraten Felix Grossschartner, der senere vandt hele løbet. Selvom der formentlig skal spurtes nok engang fredag eftermiddag, bliver det noget helt andet end det, vi har set de foregående dage.
Med en distance på 201,5 km er der tale om en for løbet sjældent lang etape, der fører feltet fra Edremit til Eceabat. Som så ofte før er der tale om to kystbyer, og man lægger ud med at køre mod vest ad den helt flade kystvej, idet man undervejs kører den første spurt efter 15,0 km. Man forlader dog hurtigt vandet, når man drejer mod nordvest for at køre op ad en kategori 2-stigning (9,0 km, 4,2%), der kommer i to hug med først 4 km med 4-9%, siden en lille nedkørsel og slutteligt 2,4 km, der stiger med 5,8% i snit.
Toppen rundes efter 38,6 km, hvorefter det falder let mod nordvest, idet man undervejs skal over en lille bakke. I byen Ezne, der nås efter 70 km, flader det ud, inden det hurtigt bliver kuperet med to små bakker, hvoraf den sidste byder på dagens anden spurt efter 92,3 km. En nedkørsel leder mod nordøst ned til kystvejen, som følges mod nordøst og er ganske kuperet med flere mindre bakker og nedkørsler. Efter 150 km drejer man mod nordvest for at køre over en bro, hvorpå dagens Turkish Beauty Sprint kommer efter 151,9 km, hvorefter man kører mod sydvest ad en nu næsten helt flad kystvej.
I udkanten af byen Eceabat drejer man mod vest for at køre fladt tværs gennem en tange, inden man kører mod nordøst op langs vandet på den modsatte side. Det sker igennem et højdedrag, hvor det med 4 km igen begynder at stige jævnt med ca. 5%. Med 1500 m igen flader det ud, inden det atter stiger med 5,4% over de sidste 400 m. Det sidste sving kommer i bunden af bakken med 4,0 km igen, hvorefter vejen bugter sig let, idet den sidste kilometer dog er næsten helt lige.
Etapen byder på i alt 2123 højdemeter.
Vi kender heldigvis finalen fra 2019, og det er en ganske interessant sag. Dengang var det den formstærke og holdbare sprinter Sam Bennett, der gravede dybt for at sejre, men han var også den eneste sprinter i en top 10, der ellers talte puncheurs. Dermed er der lagt op til en herligt uforudsigelig finale, hvor flere forskellige ryttertyper, herunder måske nogle hurtige klassementsryttere, kan blande sig, hvis ikke man giver et udbrud lov til at køre om sejren.
Eceabat har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2019, hvor Sam Bennett i samme finale sejrede i en spurt foran holdkammeraten Felix Grossschartner og Jhonatan Restrepo.
7. etape
De sidste etaper i løbet har mere varierede finaler, men blandt de sidste tre dage er der dog én, der har en flad afslutning. Lørdagens etape slutter således igen fladt ved kysten, men denne gang skal der over bare ca. 130 km klatres mere end 2200 højdemeter. Stigningerne er overkommelige for de holdbare sprintere, men det kan blive en opgave at skabe samling på dette sene tidspunkt i løbet, og da klassementsrytterne måske også skal teste hinanden på løbets sidste længere stigning, kan det også blive et mindre felt, der skal spurte, hvis ikke et udbud løber med en sjælden sejr i Tyrkiet.
Med en distance på 131,3 km er der tale om endnu en meget kort etape, der igen går mellem to kystbyer, nemlig Gelibolu og Tekirdag. Man lægger ud med at køre mod nordøst ad en næsten helt flad kyst frem til dagens spurt, som kommer efter 30,3 km, inden man drejer mod øst for at køre væk fra vandet via en bakke. En let nedkørsel leder mod sydøst tilbage til kysten, men med det samme vender man rundt for at kører mod nord og øst op ad en kategori 2-stigning (7,7 km, 5,1%), der er en helt jævn sag med top efter 68,4 km.
På toppen kører man mod nordøst og senere sydøst ad en nedkørsel og siden et småkuperet plateau, inden en nedkørsel leder mod øst tilbage til kysten. Her kører man igen mod nordøst ad den helt flade kystvej forbi dagens Turkish Beauty Sprint, som kommer efter 89,8 km. Kort efter kører man mod nord op ad en bakke (4,0 km, 5,0%) med top efter 99,5 km, inden en kort nedkørsel leder mod syd og nordøst. Derfra går det videre mod nordøst op ad en kategori 2-stigning (7,0 km, 4,2%), der kommer i tre dele med først 3 km, som stiger jævnt med 6-8%, siden tre næsten flade kilometer og slutteligt 1 km med 6,8% frem til toppen, som rundes efter 107,7 km.
De sidste 23,6 km går nu først mod nordøst ad et plateau, inden en kringlet nedkørsel leder mod nordøst tilbage til kysten. Her rammer man kystvejen, som nu følges mod nordøst og bortset fra en ganske lille bakke undervejs er næsten helt flad. Den leder direkte ind til målbyen, hvor de sidste 5 km er flade, og bortset fra en lille kurve med 1,1 km igen er der ingen tekniske udfordringer overhovedet.
Etapen byder på i alt 2236 højdemeter.
For en gangs skyld har løbet en potentiel sprinteretape, der ikke med sikkerhed ender i en massespurt. Denne etape er bestemt ikke let, og den sidste stigning er bestemt heller ikke nem. Det er sandsynligt, at klassementsrytterne vil angribe hinanden, men det er også usandsynligt, at der ikke vil ske en regruppering. Hvem der overlever, vil afhænge af, hvor hårdt etapen køres, men den største trussel mod en spurtafgørelse bør være et udbrud, der her synes at have en ganske god chance.
Tekirdag blev besøgt af løbet i 2019, hvor Sam Bennett vandt den indledende massespurt foran Fabio Jakobsen og Caleb Ewan. Forinden var byen ofte målby i det lille Tour of Trakya, men har ikke været vært for et større cykelløb tidligere i dette årtusinde før 2019.
8. etape
I de første år efter opgraderingen rejste løbet som regel fra Istanbul til Alanya, hvor løbet sluttede med et brag af en massespurt, inden man vendte løbet rundt og kørte den anden vej med en afsluttende etape til Istanbul, hvor man opfandt en herlig og teknisk krævende finale med en lille brostensbakke. Sidste år besøgte man for første gang siden 2007 slet ikke landets største by, men i år er alt, som det også var mellem 2012 og 2019 med 2016 som en undtagelse, nemlig med en finale i storbyen. Alligevel er alt ikke, som det plejer, for selvom man nok engang slutter med en puncheurfinale har man fundet en ny og betydeligt stejlere, men også mindre teknisk afslutning, der vil være guf for løbets puncheurs, som kan se frem til deres anden chance i løbet, inden årets vinder kan kåres.
Med en distance på 137,8 km er det nok engang en kort etape, der har både start og mål i Istanbul. Starten går ved Bosporus-strædet, hvorfra man kører mod nordøst og nord ad en snoet og kun let kuperet kystvej frem til det nordligste punkt. Her forlader man vandet for at køre mod sydvest og syd ind gennem byen, inden man kører mod sydøst tilbage til strædet, hvor man fortsætter over en bro, der leder over til den asiatiske del.
Her slår man en lille sløjfe, inden man kører mod sydvest og syd ned langs vandet, som man forlader, når man kører mod sydøst og sydvest ned til en 11,8 km rundstrækning, der rammes efter 38 km. Her kører man to omgange, idet man på første omgang kører dagens spurt efter 49,1 km. Efter omgangene kører man mod nordvest, nordøst og vest tilbage ad samme vej som tidligere, inden man kører over en anden bro, som leder tilbage til den europæiske del, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning og kører det meste af en omgang, idet man undervejs kører dagens Turkish Beauty Sprint på en bro efter 104,8 km, inden man med 29,1 km igen krydser stregen for første gang på toppen af den lille bakke.
Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 9,7 km lange runde, sin indledes med en ikke alt for svær nedkørsel, der leder mod nordøst ned til kysten, hvorefter man kører mod sydvest ned til den omtalte bro, hvorefter man kører en tur rundt på en rektangulær rundstrækning, inden det går tilbage over broen og fladt mod nordøst op langs kysten. Med 1,3 km igen drejer man til venstre væk fra kystvejen, hvorefter man med 800 m igen drejer ind på bakken, der stiger med 7,5% fordelt med 6,7%, 11,2%, 4,7% og 6,8% over hvert af de fire 200 m-segmenter. Der er et sidst sving med 300 m igen, mens der efter første omgang er en kategori 3-bjergspurt på toppen, dvs. efter 118,4 km.
Etapen byder på i alt 1049 højdemeter.
Vi er vant til puncheurfinaler i Istanbul, men denne er ny. Den er langt fra så urimeligt teknisk som den gamle, men den er stejlere. Tidligere havde sprinterne overhånden, men denne vil være for svær for langt de fleste. I stedet skal vi formentlig se i retning af de eksplosive puncheurs og de allerbedste bakkesprintere som Caleb Ewan i en afslutning, hvor en hurtig klassementsrytter måske også kan vinde lidt bonussekunder i allersidste øjeblik.
Den gamle brostensbakke i finalen blev benyttet i 2019, 2018, 2017, 2016 og 2015. Ved det siste besøg vandt Caleb Ewan foran Fabio Jakobsen og Sam Bennett, og i 2018 kørte Sam Bennett fra alt og alle og sejrede med 5 sekunder ned til en favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Eduard Prades, der via bonussekunder derved sikrede sig den samlede sejr. I 2017 år kørte Matteo Pelucchi, Bennett og Edward Theuns væk, men bedst som det lignede en 5. sejr til ireren, styrtede han, hvorefter Theuns sejrede foran Pelucchi. I 2016 år lykkedes det højst overraskende Przemyslaw Niemiec at holde hjem fra det tidlige udbrud og nå mål 11 sekunder inden Jose Goncalves, der havde angrebet fra feltet og distanceret hurtigste sprinter Marco Zanotti med fem sekunder. I 2015 angreb Lluis Mas fra bunden af bakken, og det lykkedes ham akkurat at holde feltet bag sig og sejre foran Mark Cavendish og Carlos Barbero.
I 2014 vandt Cavendish en mere traditionel massespurt på sidste etape foran Elia Viviani og Andrea Guardini, og det samme gjorde Marcel Kittel ved at slå Guardini og Andrew Fenn året inden. I 2012 var det Theo Bos, der var hurtigst og besejrede Fenn og Stefan van Dijk, mens Guardini åbnede løbet ved at vinde 1. etape i Istanbul foran Tyler Farrar og Kenny Van Hummel i 2011. I 2010 vandt André Greipel en spektakulær prolog foran Tejay van Garderen og Maciej Bodnar, mens Mauro Finetto sejrede med 2 sekunder ned til et splittet felt på 1. etape i 2009. I 2008 indledte man løbet med et kriterium i Istanbul, der ikke talte med i den samlede stilling, og her viste Gregory Rast sig som den stærkeste i et udbrud.
Livestream Tour of Turkey og Amstel Gold Race uden afbrydelser
Favoritterne
Siden man indførte Elmali-etapen i 2012 og ændrede løbet fra en uforudsigelig kamp om bonussekunder til et løb for klatrere, har Tour of Turkey været et meget enkelt løb, der har kunnet inddeles i to dele. Seks af etaperne er som regel endt i massespurter i større eller mindre felter - af og til har et udbrud fået lov at køre hjem - men klassementet er fuldstændig blevet afgjort af bjergafslutninger på Elmali og i Selcuk.
Kun i 2016, hvor Selcuk-etapen udgik, og man i stedet havde indført en ny kuperet etape, og hvor én etape viste sig at blive helt afgørende på grund af voldsom sidevind, har det ikke alene været et spørgsmål om, at løbets bedste klatrer har vundet. Også i 2017 og 2018, hvor Selcuk-etapen erstattede Elmali-etapen blev løbet i alt væsentligt afgjort på den eneste svære etape, selvom bonussekunder alligevel blev afgørende for fire år siden, og det var endda også tilfældet i 2019, hvor arrangørerne som sagt havde henlagt løbet kun til Istanbul-området og givet løbet et helt nyt design stort set uden genbrug. Sidste år var Elmali tilbage som den eneste svære etape, og igen blev det alene den etape, der afgjorde løbet.
I år er ruten nytænkt igen, men strukturen er overordnet den samme, og selv der er flere varierede og sværere etaper, end der plejer at være i det tyrkiske sprinterparadis, lægges der i den grad op til, at den bedste klatrer igen skal vinde. Onsdagens kongeetape må formodes at være næsten altafgørende. Ganske vist er den nye stigning og den samlede ikke så svær, som vi kender det fra Elmali, men det burde være rigeligt svært til, at bedste klatrer kan vinde. Med relativt lette etaper de øvrige dage bliver det ikke let at ændre på, at vinderen på onsdag også vinder løbet.
Der er to etaper, der byder på stigninger, hvor man kan angribe i klassementet. Det gælder på 1. etape, hvor finalestigningen er meget stejl og svær, men den kommer så langt fra mål, at jeg regner med, at det ikke kan føre til noget - og da det er førstedagen, vil alle nok også være afventende. Derudover er der den sidste stigning på 7. etape, der heller ikke er helt let, men også den kommer for langt fra mål til, at det er sandsynligt, at man kan ændre på det billede, vi har onsdag aften.
I stedet er det to andre elementer, der måske kan ændre på udfaldet - udover uheld naturligvis - nemlig bonussekunder og vejret. Modsat Elmali, der havde den stejleste del til sidst, har det nye bjerg i Manisa den sværeste del i bunden. Der kommer et stejlere stykke nær toppen igen, og derfor vil jeg stadig tro, at bedste mand kører alene hjem, men med en ret flad afslutning kan det ikke udelukkes, at der skal spurtes på toppen.
Det kan gøre det hele meget tæt, og så kan bonussekunder komme i spil. Det kan være i de indlagte spurter, men det kan først og fremmest være i de to puncheurfinaler på 6. og 8. etape. Vi kender finalen fra 6. etape fra 2019, og her så vi, at Sam Bennett sejlede. Med en bakkestærk sprinter som Caleb Ewan i feltet, kan det blive svært for en eksplosiv klassementsrytter at vinde, men bonussekunder er måske en mulighed. For tre år siden var det trods alt den senere vinder, Felix Grosssschartner, der blev nr. 2 og dermed fik 6 bonussekunder.
Mere sandsynligt er det nok i Istanbul på sidste dagen. Den gamle brostensfinale var for de stærke sprintere, men den nye bakke er meget stejlere. Den vil være for svær for langt de fleste sprintere, og også Ewan vil kunne få sit hyr med den. Her burde en eksplosiv klassementsrytter have en god chance for at få bonus, men for at det kan bruges til noget, kræver det, at det er helt tæt efter kongeetapen, hvad der i dette felt med meget få klatrere næppe er særligt sandsynligt.
Den anden faktor er vejret. Vinden har stort set aldrig spillet en rolle i Tyrkiet, men der kan være en åbning denne gang. Den første søndag bliver meget blæsende, men det er primært først på etapen, at der vil være sidevind. Jeg tvivler på, at der vil være nok sidevind i finalen. Så er risikoen nok større mandag, hvor det bliver endnu mere blæsende med sidevind langs kysten i finalen. Historien taler ikke for det, men vinden kunne komme i spil her. Tirsdag lægger den sig til gengæld, og selvom det ikke bliver stille, regner jeg ikke med, at den bliver farlig. Til kongeetapen lægger den sig yderligere, men her vil der alligevel være en pæn modvind hele vejen op ad bjerget. Det kan gøre det vanskeligere at skabe forskelle og taler for, at spurtstyrke kan komme til at spille en rolle. De sidste fire dage bliver relativt flotte uden alt for megen vind, men det kan være værd at bemærke, at der vil være modvind på 6. etapes finalebakke, hvilket er skidt for klassementsrytterne, hvis de skal have bonussekunder. Til gengæld vil der være medvind på finalebakken i Istanbul.
Samlet set tegner der sig et billede af, at den bedste klatrer igen vil vinde, men det er ikke stensikkert. Modvinden på kongeetapen kan gøre den mindre selektiv, og så kan en god spurt på 4., 6. og 8. etape måske give de bonussekunder, der kan vende billedet. Derudover der sidevinden de to første dage, hvor jeg tvivler på, at 1. etape bliver farlig, men hvor 2. etape kan blive det.
Tour of Turkey har ikke uden grund fået ry for at være talenternes udstillingsvindue. Mens løbet ofte har haft held med at tiltrække store sprinternavne, hvilket også er tilfældet i år, foretrækker de bedste klatrere på denne tid af årets Ardennerne, Romandiet eller Tour of the Alps. Det har gjort løbet til en god chance for de unge ryttere til at jagte personlig succes, og det gælder også i år. Mange hold kommer med et stort sprintertog, og så har de koblet en ung klatrer på, så han kan få lov at teste sig selv på kongeetapen. Derfor er favoritfeltet altid ganske smalt med meget få klassementsryttere. Samtidig betyder det generelle fravær af store navne, at vi vel sjældent ser så åbent et løb med et så uklart hierarki mellem klatrerne, som vi ser det her, og det gør det ofte meget vanskeligt at rangere favoritterne. Det var særligt tilfældet sidste år, hvor det var uhyre vanskeligt at vurdere styrkeforholdet i et meget åbent felt.
Denne gang er der dog en undtagelse fra den generelle regel om, at de etablerede superklatrere aldrig tager til Tyrkiet. Formentlig i deres jagt på point til WorldTouren har Arkea nemlig luret, at der her kan være en lidt halvbillig sejr i et ProSeries-løb, og derfor kommer de med det helt tunge skyts. Aldrig tidligere har Tour of Turkey vil tiltrukket så stort et klatrenavn som Nairo Quintana , og han tegner sig da også som den altoverskyggende favorit. Desværre har han været syg siden Catalonien, og det skaber en lille smule usikkerhed, men selv hvis han har tabt lidt niveau siden da, burde han ikke have problemer med at vidne kongeetapen i dette løb. Det er blot et par uger siden, at han var meget tæt på at vinde kongeetapen i Catalonien, og med det niveau skal han være i særklasse i dette felt - endda på en lang stigning, der passer ham som fod i hose.
Modvinden er en udfordring, men med de spurter, han har kørt i år, vil han måske endda kunne vinde en spurt mod toppen. Faktisk har han spurtet så godt, at man ikke helt kan udelukke, at han vil kunne lave bonussekunder i Istanbul også. Den største trussel mod ham er vel vinden, men vi ved, at Quintana er en af de allerbedste i sidevind, hvor hans hold også ser stærkt ud. Modsat de fleste andre har han faktisk også gode klatrere til at støtte sig, og alt tilsiger derfor, at Quintana skal vinde dette løb.
Hvem kan true ham? Den største trussel er vel Harm Vanhoucke. Det er i hvert fald ham, der har topniveauet til det, men hans form er så pokkers svær at spå om. Han har bestemt ikke imponeret i år, men det så dog meget bedre ud på de to bjergetaper i Catalonien, inden han uden forklaring udgik. Sidste år viste han netop i Catalonien, at hans topniveau stadig er imponerende, men han har ikke haft det siden dengang. Heldigvis har han set ud til at være i fremgang på det sidste, og det kan give håb om, at han nærmer sig. Det lange bjerg burde passe ham som fod i hose, men han er til gengæld ikke spurtstærk. I sidevinden bude han også være skrøbelig, men her kan han lukrere på et hold, der burde være relativt stærkt, selvom heller ikke Caleb Ewan er alt for god i vind. Holdet har også Thomas de Gendt , der faktisk burde kunne køre et godt klassement i dette felt. Han viste stigende form i Paris-Nice og havde Catalonien som et stort mål. Desværre udgik han med sygdom, og det gør hans form usikker.
Dette er en rangering af vinderpotentiale, og derfor har jeg Jay Vine som nr. 3, men det er bestemt ikke med nogen stor tiltro til ham. Australieren har været helt, helt væk i sine sidste løb, og han har også været syg 117 gange i løbet af foråret. Han er dog også skræmmende ustabil, som vi blandt andet så i Algarve, hvor han kollapsede helt på den første bjergetape, men blev nr. 7 på den sidste. Samme mønster så vi i Burgos sidste år, og det kan give håb. Han har utvivlsomt løbet som et stort mål, da det var her, han med sin 2. plads fik sit gennembrud sidste år, og hans kørsel i Besseges antyder, at han er endnu stærkere nu. Om han har samme niveau som i februar, er dog meget usikkert, og derfor kan det blive både fugl og fisk. Han er også sårbar i sidevind, men her kan han forhåbentlig holde sig til Jasper Philipsen.
Jeg er faktisk mere sikker på Henri Vandenabeele. Han har nemlig allerede vist en vis stabilitet med flot kørsel i Oman og i Catalonien, hvor han dog havde en offday på kongeetapen. Han rejste sig dog igen med angreb i finalen på 6. etape og udbrud på sidste etape, og jeg føler mig derfor overbevist om, at niveauet er højt. Han kørte en fremragende første bjergetape i Catalonien, og det vidner om, at hans topniveau allerede rækker meget langt i et felt, der er betydeligt stærkere. Den lange stigning burde passe en ren klatrer som ham. I sidevinden er DSM stærke, og derfor burde han stå udmærket på det område.
Arkea handler 100% om Quintana, men det vil ikke undre mig, hvis de ender med to mand helt oppe nær toppen. Nicolas Edet er ikke som i gamle dage, men han er stadig konkurrencedygtig. Det så vi i Larciano, hvor han var en af blot tre, der kunne følge Marc Hirschis angreb, og det fortæller også, at han er ved at finde noget form. Det er klart, at han kun vinder løbet, hvis Quintana har uheld, men hvis det sker, burde han have en reel chance. Han er i hvert fald et mere stabilt kort end de ovennævnte, og han er i form. Til gengæld vil jeg tro, at han kan ryge af i sidevinden, da han som udgangspunkt er her som hjælper. Arkea har også Dayer Quintana , men han er faldet helt sammen.
Endnu et af feltets ustabile talenter er Kevin Colleoni. Italieneren har generelt været langt, langt væk i næsten alle sine løb, men tidligere i år blev han pludselig n. 4 på Green Mountain i Oman. Med de ben kommer han meget langt i dette felt, men desværre har han ikke vist meget siden, og han var bekymrende svag i Coppi e Bartali. Hans form var dog også helt væk inden Oman, hvor han alligevel kørte stærkt, og det vidner om, hvor umulig han kan være at spå om. Han er sårbar i sidevinden, men har han Oman-benene, bør han komme langt på onsdag.
Sidste år endte Edoardo Sepulveda som nr. 3 i dette løb, og dermed viste han, at der stadig er liv i ham. I år har han til gengæld ikke imponeret, og senest blev han blot nr. 22 i Coppi e Bartali. Jeg vil dog tro, at han har dette løb som et ganske stort mål i lyset af sidste års resultat, og hans 22. plads på kongeetapen i Tirreno var også ret imponerende. Med det niveau kommer han langt i dette løb, men det har han bare ikke vist siden - og i sidevinden er han sårbar. Drone Hopper har også Luca Chirico, der i dette felt burde være udmærket, men han må have været skadet, da han gør sæsondebut.
Endnu en af løbets jokere er Jhojan Garcia, der sidste år blev nr. 4 i dette løb og i Ungarn. I år har han dog skuffet fælt, men heldigvis var der fremgang at spore i Catalonien. Han var stadig ganske langt fra de bedste i det spanske løb, men han har også haft nogle uger til at forbedre sig yderligere. Der er et stort hul at lukke, men nærmer han sig sidste års niveau, kommer han meget langt. Caja Rural har også Eduard Prades, der vandt løbet for nogle år siden, men det var i et år uden et rigtigt bjerg. Han kan gøre det pænt, men på denne rute kan han ikke være med helt fremme.
Sidste år var Anthon Charmig ved at få en fabelagtig professionel debut i dette løb, men desværre fik han angrebet en anelse for tidligt på Elmali. Siden har han i Saudi Tour og Tour of Oman i år bekræftet, at han sagtens kan køre klassement i løb på dette niveau, men desværre har vi også set en problematisk tendens til, at han er bedre på kortere end på længere stigninger. I det lys kan kongeetapen være et problem, men han viste dog sidste år, at han var god på et rigtigt bjerg, dog i et svagere felt end dette. Hans styrke på korte stigninger kan til gengæld måske give bonussekunder i Istanbul. Desværre er han og Uno-X nok også lidt sårbare, hvis vinden kommer i spil, og endnu vigtigere skal han have forbedret sig siden Catalonien, hvor han bestemt ikke imponerede. Manglende stabilitet er dog et kendetegn, og derfor er det muligt, at han flyver i Tyrkiet.
Uno-X har et andet kort i Anders Johannessen. Han er ikke så god som sin bror, men han viste sine evner sidste år, hvor han blev nr. 9 i dette løb i endnu et makkerskab med Charmig. Siden blev han som hjælper fo Tobias nr. 7 i l’Avenir, og det siger alt om hans potentiale. Desværre har han fået en rædselsfuld start med en serie DNFs i februar og derefter en lang pause. Derfor aner vi ikke, hvor han står, og der er nok e betydelig risiko for, at han er langt fra formen. Er han ikke, og overlever han sidevinden, kan han dog komme langt.
Bardiani giver chancen til Samuele Zoccarato, der også hører til blandt de ustabile. Hans topniveau er dog ganske fint, da han blev nr. 26 på kongeetapen i UAE Tour, hvor feltet var meget stærkere. Han kørte også et hæderligt Strade Bianche, men da han på det sidste bare har kørt belgiske fladbaneklassikere, er hans form ukendt. Sidevinden er også et problem, hvis den kommer i spil.
Israel-PT giver chancen til Guy Niv. Israeleren får en meget, meget sjælden kaptajnrolle, og den burde han være klar til at tage. Han var lidt svingende i Coppi e Bartali, men en 26. plads på kongeetapen var trods alt hæderlig. Niveauet rækker ikke til et topresultat, men i dette felt synes en top 10 ikke at være helt umulig, hvis han klarer sidevinden. Holdet har også Patrick Bevin, der i form burde kunne komme et stykke i dette felt, men selvom han ikke var helt væk i Indurain, mangler han nok en del efter sin skade. Corbin Strong har klatret overraskende godt i år og kan måske gøre det hæderligt.
Human Powered Health kommer med to klatrere i Kyle Murphy og Gavin Mannion, der plejer at gøre det fornuftigt i løb på dette niveau. Det vil de formentlig gøre igen, da de begge har gjort det hæderligt i Larciano og Indurain. De har dog begge også været langt fra de bedste, og jeg tror ikke, at niveauet rækker til et topresultat. Hvem der er det stærkeste kort, er ret svært at sige, da de har været uhyre jævnbyrdige på det sidste.
Bora stiller med unge Luis-Joe Lührs, som jeg virkelig har svært ved at finde ud af. Han har meget få resultater, da han kommer direkte fra juniorklassen, og i år har han ikke vist meget. Sidste år blev han dog nr. 2 i Alpeklassikeren bag Cian Uijtdebroeks, og det kunne antyde, at han er en klatretype. Jeg vil stadig tro, at dette niveau er alt for højt, men måske kan han overraske.
De øvrige professionelle hold får det svært. Astana er her helt uden en klatrer. Eolo stiller med klatreren Alessandro Fancellu, men han har været skadet og har ikke vist noget i de seneste sæsoner. Euskaltel har den hurtige og formstærke Carlos Canal, der faktisk har kørt godt opad i år, men på så langt et bjerg må have sine begrænsninger, og stigningen er nok også for lang for Antonio Angulo. Også Txomin Juaristi kan nok gøre det fornuftigt. Hos Kern Pharma har Savva Novikov, Ivan Moreno og Vojtech Repa slet ikke vist form, men Raul Garcia Pierna har klatret ret fint og kan gøre det udmærket. Hos Burgos satser de på Mario Aparicio, men han er klart overmatchet i dette felt, og Adria Moreno har slet ikke klatret godt. Hos Novo Nordisk er der også grænser for, hvor langt David Lozano kan komme.
På kontinentalholdene er der en række interessante navne. Det mest spændende er den meget omtalte kineser Xianjing Lyu , der kommer fra mountainbike og i sin tid blev beskrevet som den første store kinesiske klatrer med nogle flotte resultater på hjemmebanen. Grundet corona har han dog ikke kørt ét eneste UCI-løb siden 2019, og det er første gang, han kører på dette niveau. Vi skal nok ikke forvente for meget, men spændende er han. Et andet navn er Jesse Ewart, der netop er blevet nr. 3 i Rwanda og kan klatre. Han havde det dog svært sidste år, hvor han var lidt overmatchet i dette løb. En oplagt kandidat er også Sergei Tvetcov, der stadig havde et godt niveau sidste år, men han er blevet ufatteligt svingende og har intet vist i år. Vi skal vel også holde øje med den tidligere WorldTour-rytter Dylan Sunderland, der havde det meget svært på højeste niveau, men forinden blev nr. 5 i Herald Sun Tour. Han var i ok form i Normandiet forleden, hvor ruten ikke passede ham.
For nogle år siden viste Dawit Yemane visse klatreevner i mindre løb, men det er længe siden. Hans holdkammerat Adne van Engelen kan klatre og er netop blevet nr. 9 samlet i Thailand. Erfarne Jonathan Clarke synes ikke at klatre godt nok længere, og Vitaliy Buts har ikke vist form. Den tidligere ”vinder” Mustafa Sayar har ikke kunnet begå sig siden karantænen, og den tidligere WorldTour-rytter Sean Bennett finder nok ruten lidt for hård. Etienne van Empel blev nr. 11 for tre år siden, men synes slet ikke på samme niveau længere, og stigningen er nok lidt for svær for Lucas de Rossi.
OPDATERING: Jeg havde simpelthen misset, at Anthon Charmig er taget af startlisten - desværre.
***** Nairo Quintana
**** Harm Vanhoucke, Jay Vine
*** Henri Vandenabeele, Nicolas Edet, Kevin Colleoni, Eduardo Sepulveda, Jhojan Garcia
** Anders Johannessen, Samuele Zoccarato, Thomas de Gendt, Guy Niv, Kyle Murphy, Gavin Mannion, Luis-Joe Lührs, Xianjing Lyu, Jesse Ewart, Sergey Tvetcov, Dylan Sunderland
* Raul Garcia Pierna, Patrick Bevin, Eduard Prades, Corbin Strong, Luca Chirico, Alessandro Fancellu, Carlos Canal, Txomin Juaristi, Antonio Angulo, Savva Novikov, Ivan Moreno, Mario Aparicio, Adria Moreno, David Lozano, Adne van Engelen, Jonathan Clarke, Mustafa Sayar, Sean Bennett, Etienne van Empel
Danskerne
Niklas Larsen er til stat for Uno-X og kan måske få lov at deltage i spurterne. Det står mellem ham og Syver Wærsted.
Livestream Tour of Turkey og Amstel Gold Race uden afbrydelser