Løbets rolle og historie

Tyrkiet er bestemt ikke kendt som et af cykelsportens kraftcentre, men i de senere år har landet alligevel haft en ganske prominent placering for alverdens cykelfans, der har haft lejlighed til at se, hvilket fremragende cykelterræn landet kan tilbyde. Som de nærliggende lande Oman, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater har Tyrkiet ingenlunde en rig cykelscene endsige én eneste cykelrytter på højeste niveau, men i løbet af de seneste år har man haft held og dygtighed til at skabe en meget vigtig og ganske populær begivenhed på den internationale cykelkalender, hvor man har haft lejlighed til at fremvise landets skønhed og samtidig tjene som perfekt forberedelse til de store europæiske løb.

Med en historie, der rækker helt tilbage til 1964, er Tour of Turkey faktisk et ganske gammelt løb, men i mange år var dets eksistens nærmest gået ubemærket hen i cykelverdenen. Som en lavere rangerende begivenhed på UCI-kalenderen tiltrak det hovedsageligt lokale ryttere og mindre hold, og det professionelle felt ramte aldrig tyrkisk jord. Det ændrede sig med ét i 2008, da den tyrkiske regering besluttede at udnytte cykelsporten som et middel til at eksponere landet som turiststed, og de anså et nationalt etapeløb langs den tyrkiske solkyst som det perfekte middel til at opnå det mål.

Med en større kapitalindsprøjtning blev løbet kraftigt opgraderet, og efter at have fået 2.1-status og dermed ret til at invitere WorldTour-hold i 2008 blev løbet endda løftet op i 2.HC-klassen i 2010. Dagene, hvor det var en mindre begivenhed for kontinentalhold, var nu ovre, og i de efterfølgende år trak man gang på gang flere og flere WorldTour-hold til landet - hold, der alle så værdien i en uges kvalitetscykelløb i fremragende vejr. Efter i starten kun at have tiltrukket mindre navne fra de store hold kom også flere stjerner til landet, og Tour of Turkey etablerede sig som en væsentlig begivenhed i cykelverdenen.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Det var ikke tilfældigt, at løbet havde en sådan succes. Med en kalenderplacering sidst i april var det den perfekte forberedelse til Giro d’Italia, og mens det traditionelle opvarmningsløb i Romandiet er berygtet for sit regnfulde vejr, var der næsten garanti for 8 dage med solskin i et veltilrettelagt og godt arrangeret cykelløb i Tyrkiet. Efter opgraderingen blev det i første omgang afviklet to uger tidligere, men arrangørerne og UCI flyttede det hurtigt frem til Romandiet-ugen og dermed tættere på Giroen, hvormed der blev skabt større synergi mellem de to løb.

For Giro-rytterne udfyldte Tour of Turkey et oplagt hul i kalenderen. Tour de Romandie og det andet store forberedelsesløb i Trentino er begge ekstremt bjergrige og giver stort set ingen muligheder for sprinterne. Derfor har de hurtige folk traditionelt ikke haft mange muligheder for at teste benene forud for slagene på de italienske landeveje i hverken Italien eller Schweiz. Derimod har den lange tur langs den tyrkiske solkyst kunnet tilbyde masser af sprinterterræn, og selvom arrangørerne hurtigt tog initiativ til gradvist at gøre løbet hårdere og hårdere, har det altid være rigeligt med plads til, at sprinterne kan gøre brug af deres fart. Derfor har man i de senere år set Giro-rytterne dele sig i to: klassementsrytterne er taget til bjergene i Trentino og Romandiet, mens sprinterne er rejst til solrige Tyrkiet.

I de første år efter opgraderingen var løbet lidt af en sprinterfestival, hvor klassementet blev afgjort på et par småkuperede etaper langs kysten, der kunne byde på mindre stigninger, men ingen virkelige bjerge. På baggrund af ønsker fra flere hold gjorde arrangørerne klassementskampen mere attraktiv i de følgende år. Det første store initiativ var beslutningen om at inkludere en bjergafslutning på Elmali-stigningen - bjerget, der er kendt som Tyrkiets Alpe d’Huez - i 2012, og i 2013 kom så endnu en afslutning på en kortere, mere eksplosiv stigning uden for byen Selcuk, hvormed klassementet blev til mere end et slag på bare én etape. Det har gjort løbet til et mere traditionelt etapeløb, hvor der er mere alsidige etaper og muligheder for forskellige ryttertyper. Den lange afstand til det europæiske hovedland betyder dog, at der ikke har været en enkeltstart på ruten - ganske enkelt for at undgå transporten af ekstra udstyr.

De første udgaver efter opgraderingen i 2008 var primært karakteriseret af professionelle kontinentalhold, der i stærkeste formation gik til kamp mod nogle af de unge talenter fra WorldTour-holdene, men det ændrede sig langsomt. Trods tilføjelsen af hårdere etaper kunne man naturligvis ikke konkurrere med Tour de Romandie om klassementsrytternes gunst, og derfor forblev klassementskampen i alt væsentligt et slag mellem mange af cykelsportens unge talenter, der har haft chancen for at gå efter et resultat som kaptajn i et stort UCI-løb. I modsætning hertil har løbet derimod kunnet tiltrække selv de allerstørste sprinternavne, og i visse år har man set et sprinterfelt, som var et Tour de France værdigt. Marcel Kittel, Mark Cavendish, André Greipel (en af løbets flittigste gæster), Sacha Modolo, Alessandro Petacchi og Elia Viviani er blot et udpluk af de topnavne, der har kørt og vundet i Tyrkiet.

Mens løbet har vundet status som en vigtig sportsbegivenhed, har det også tjent sit oprindelige formål om at promovere Tyrkiet som turistdestination vel. Løbet er i alle årene blevet sendt live på Eurosport, og arrangørerne har altid sørget for med tv-billederne at fremvise det store antal turistattraktioner, mens rytterne har slås om hæder på de nærliggende veje. Man har endda haft en særlig Turkish Beauty Sprint-konkurrence, hvor der hver dag har været en indlagt spurt ved et af disse lokale symboler. Man kunne sagtens have gjort løbet hårdere og mere seværdigt fra et sportsligt synspunkt ved at køre længere ind i bjergene, men hovedformålet har hele tiden vejret at fremvise den tyrkiske solkyst.

Uheldigvis har løbet også været plaget af dopingskandaler, og da man i 2014 fejrede sit 50-årsjubilæum var man i desperat jagt på en troværdig vinder. Efter nogle flotte udgaver i de første år efter opgraderingen gik det galt efter inklusionen af Elmali-etapen i 2012. Det lykkedes det lokale Torku Sekerspor-mandskab at sikre sig nogle højst overraskende sejre to gange i træk, men både veteranen Ivailo Gabrovski, der knuste WorldTour-rytterne i 2012, samt lokale Mustafa Sayar, der højst overraskende sejrede året efter, testede efterfølgende positive for doping. Det kastede en skygge over både løbet og holdet, der fortsat fik lov at deltage også i de kommende år, men kun efter at have taget adskillige antidopingrelaterede initiativer, der skulle bevise deres renhed. Heldigvis har de seneste fem udgaver ikke været plaget af skandaler.

Trods skandalerne så fremtiden lys ud for løbet, og man lagde ikke skjul på, at man havde planer om at blive en del af WorldTouren. Desværre fik den nærmest kometagtige vækst et ordentligt tilbageslag i 2016, da en ny arrangørgruppe tog over. Den hidtil så professionelle organisering og meget effektive kommunikationsstrategi forsvandt, og længe slap der nærmest intet ud om løbet. Først i de sidste dage frem mod starten i april kom løbet på skinner, men det med et langt, langt svagere felt end tidligere. De store sprinternavne var alle væk, Lampre-Merida og Lotto Soudal var eneste WorldTour-mandskaber, og derudover var der kun yderligere to hold fra Giro-feltet til start. Forklaringen var naturligvis den temmelig kaotiske organisering, men også skærpet konkurrence fra det nye Tour of Croatia, der for feltets topsprintere pludselig havde etableret sig som et værdigt og mere nærtliggende alternativ til det tyrkiske løb.

Trods tilbageskridtet fik man indfriet ambitionerne om at blive en del af WorldTouren, da kalenderen blev udvidet forud for 2017-sæsonen, og fremtiden så derfor igen lys ud. Det varede imidlertid ikke længe, og den opgradering, der skulle have givet løbet en markant vækst, sendte i stedet løbet mod en regulær deroute. De nye WorldTour-løb havde nemlig ingen garanti for deltagelse af alle WorldTour-holdene, og pludselig betød særligt to forhold, at løbet blev valgt fra af stort set alle de store hold. Først og fremmest er sikkerhedssituationen i Tyrkiet med flere terrorangreb, et mislykket militærkup og efterfølgende indførelse af undtagelsestilstand blevet voldsomt forværret, og for det andet havde den skærpede konkurrence fra et voksende Tour of the Alps (det nye navn for Giro del Trentino) samt det fremadstormende Tour of Croatia givet logistisk set bedre alternativer på et tidspunkt, hvor kalenderen var travl.

Resultater var, at man i marts stod med et felt, der inkluderede bare et eller to WorldTour-hold, og det huede naturligvis ikke UCI at se et løb på den fineste kalender have et så svagt felt. Længe var løbet truet af aflysning, men i marts indgik parterne en aftale om at flytte det til sidste del af sæsonen. Med ét var rollen som Giro-forberedelse væk, og i stedet kom løbet nu til at have en sær position som et underligt addendum til en allerede lang sæson på et tidspunkt, hvor de fleste bare ventede på ferie.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Det var ikke svært at forudse, at det ikke ville have den ønskede effekt på startfeltet. Først og fremmest var sikkerhedssituationen i alt væsentligt den samme som i foråret, og derudover havde langt de fleste ryttere kørt cyklen i garagen. I forvejen var holdene pressede af udsigten til at skulle deltage i det nye kinesiske etapeløb Tour of Guangxi, der fra og med 2017 er sidste løb på WorldTour-kalenderen og afvikles endnu senere end Tour of Turkey. Regelbogen krævede ganske vist ikke deltagelse i Kina, men da løbet samarbejder med den magtfulde Velon-organisation, havde holdene herfra stort set i fuldt tal foretrukket den meget længere tur mod øst. Således var det kun UAE, Trek, Astana og Bora-hansgrohe, der fra den fineste række havde kunnet finde tilstrækkeligt med friske ryttere til at køre begge løb, og de fire hold udgjorde derfor de eneste WorldTour-hold i Tyrkiet.

Det blev heldigvis bedre i 2018, hvor arrangørerne fik halvdelen af WorldTour-holdene til start samt deltagelse af store stjerner som Fernando Gaviria, John Degenkolb, Sam Bennett og Diego Ulissi, men det var stadig klart, at løbets kalenderplacering var højst uhensigtsmæssig. Det har man derfor ændret på i år, hvor løbet er tilbage i sin oprindelige rolle som april-løb, denne gang dog to uger end tidligere. Målet er at genfinde rollen som Giro-forberedelse og at blive afviklet på en tid, hvor interessen for cykelsport er betydeligt større, men man har denne gang valgt at blive afviklet i en af årets mindst travle uger og derved undgå et clash med løbene i Kroatien, Trentino og Romandiet.

Resultatet har været blandet. Kun seks WorldTour-hold har ladet sig overtale til at drage til Tyrkiet, men til gengæld er der flere stjerner end tidligere. Som i gamle dage har løbet nemlig haft en vis appel til sprinterne, hvor navne som Caleb Ewan, der bruger løbet som opvarmning til Giroen, Sam Bennett, Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg vil kaste stjernestøv over løbets massespurter. Til gengæld er det også indlysende, at løbet aldrig vil kunne konkurrere med løbene i Baskerlandet, Ardennerne og Trentino om at tiltrække klatrerne, og derfor ser klassementet igen i år til at blive et opgør mellem de unge talenter.

Sådan var det dog ikke sidste år, hvor de blev sat til vægs af nogle mere etablerede navne. Efter en fornem sejr på kongeetapen så det ud til, at Alexey Lutsenko havde sikret sig den samlede sejr, men en velkørende Eduard Prades kunne med en 2. plads på den komplicerede sidste etape i Istanbul sikre sig tilstrækkeligt med bonussekunder til at tage den samlede sejr i kraft af bedre etapeplaceringer end kasakken, mens Nathan Haas også med bonussekunder lykkedes med at sikre sig 3. pladsen. Prades er nu skiftet til Movistar, der ikke deltager, og derfor forsvarer han ikke titlen, og da Lutsenko og Haas begge har fokus på Ardennerne, er der ingen gengangere fra sidste års podium i 2019-udgaven af løbet.

Ruten

Efter at have haft ret lette ruter i de første år efter opgraderingen i 2008 fandt man efter introduktionen af først Elmali-stigningen i 2012 og siden afslutningen på Selcuk-stigningen i 2013 et ret fast format for løbet i de følgende år. Da et vigtigt formål er at promovere Tyrkiet som turistdestination, har løbet haft en meget forudsigelig rute, der har ført feltet langs den tyrkiske solkyst med besøg hos en række af landets vigtigste byer undervejs, og de samme start- og målbyer er blevet brugt igen og igen. Ryttere, der har været til start tidligere, kender derfor snart hver en meter af vejene og finalerne, og mange af etaperne har været helt identiske fra år til år. Kun i 2016, hvor man fulgte et lidt specielt mønster med start i Istanbul og mål i Selcuk, har man afveget lidt fra et format, der har forbundet storbyerne Istanbul og Alanya, i de første år fra vest mod øst og i de senere år fra øst mod vest til en finale i landets største by. Undervejs har der som regel været fire helt flade sprinteretaper, to etaper med lidt bakker i finalen, hvor man ofte har set en reduceret massespurt, samt de to afgørende etaper til hhv. Elmali og Selcuk.

Efter 2016-udgavenss lidt eksperimenterende format vendte man i 2017 tilbage til den gamle formel, som også blev fulgt sidste år. I år vender man imidlertid op og ned på det hele og dropper helt den traditionelle tur op langs solkysten. I stedet er det et helt nyt løb, der vil blive afviklet udelukkende i området omkring Istanbul. I stedet for den gamle punkt-til-punkt rute har man i stedet designet et løb, der både starter og slutter i landets største by, og hvis grundide er, at man kører en tur hele vejen rundt om Marmara-havet syd for byen.

Det nye format betyder også, at det er slut med genbrug. I gamle dage var Istanbul-etapen et mærkeligt vedhæng, der blev afviklet efter en lang transport og langt fra de øvrige etaper. Denne gang er det imidlertid netop den etape, der er den eneste genganger fra tidligere, idet man ligesom i de seneste to år vil slutte med den kringlede afslutning på den lille brostensbakke inde i den tyrkiske millionby. De øvrige fem etaper er til gengæld alle nye, og det samme er løbets grundlæggende kendetegn.

Tidligere var løbet nemlig kendt som en lidt forudsigelig sprinterfestival, hvor der ventede den ene massespurt efter den anden. Sådan bliver det slet ikke i år, hvor arrangørerne måske nok bibeholder en relativt flad rute, der primært findes langs lysten, men hvor man har opsøgt adskillige bakker i finalerne. Således er der kun to etaper med flade afslutninger, og af disse er det kun den korte, lette 3. etape, der med sikkerhed giver muligheder for de hurtige folk. På 1. etape er der nemlig en sen stigning, der vil kunne rydde ud i de hurtige folk inden en forventet reduceret massespurt, og dermed er der lagt op til en usædvanlig sprinterfjendtlig udgave, selvom løbets startliste stadig er klart stærkest besat på sprintersiden.

I stedet er det de eksplosive puncheurs, der må slikke sig om munden. Udover Istanbul-etapen, der burde passe dem, kan de nemlig se frem til 2. og 4. etape, der begge slutter på korte bakker, hvor de kan boltre sig, men hvor også de stærkeste sprintere måske kan have en chance. Det har de til gengæld ikke lørdagens kongeetape, der ventes at blive næsten altafgørende for klassementet. Med den nye rute har det været et krav at finde en ny bjergfinale som erstatning for Elmali og Selcuk, og det er i den grad lykkedes. Således slutter 5. etape på toppen af den knap 17 km lange Kartepe-stigning, der over mere end 12 km stiger med ca. 9% i gennemsnit. Dermed er der ubetinget tale om den sværeste stigning i løbets historie, der formentlig vil krone løbets bedste klatrer som samlet vinder, inden det søndag slutter på brostensbakken i Istanbul.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

1. etape

Det helt nye format til løbet betyder et hav af nye finaler, og det har haft den konsekvens, at sprinterne denne gang ikke har så meget at komme efter. De hurtige folk har som regel haft chancen for at gå efter den første førertrøje, og det ventes dog også at blive tilfældet igen i år, hvor man lægger ud med en relativt flad etape. I år har man imidlertid på flere etaper fundet lidt mere kuperede finaler, hvilket også gælder for åbningsetapen, hvor en sen kategori 3-stigning måske kan rydde lidt ud i de hurtige folk inden spurten.

I alt skal der tilbagelægges bare 156,7 km, der fører feltet fra Istanbul til Tekirdag, der ligger i den lille europæiske del i landets nordvestlige hjørne. Ruten er ganske enkel, idet man stort set gennem hele etapen kører mod vest ad den flade kystvej langs vandet syd for den tyrkiske millionby. Fra start begiver man sig således langs havet mod vest igennem fladt terræn, inden man kortvarigt forlader kysten for at køre op ad en lille kategori 3-stigning (700 m, 7,9%), der har top efter 38,9 km. Herefter går det tilbage mod vandet via en nedkørsel og dernæst igen mod vest langs den flade kystvej i hovedparten af den resterende del af etapen. Undervejs kommer den indlagte spurt efter 92,7 km samt dagens Turkish Beauty Sprint efter 116,8 km, men derudover er der ingen terrænmæssige udfordringer.

Etapen ændrer dog karakter mod slutningen, når man har kurs direkte mod centrum af Tekirdag. Her slår man nemlig en lille sløjfe nord om byen, hvilket betyder, at man forlader vandet for at køre op ad endnu en kategori 3-stigning (2,1 km, 4,9%). Fra toppen resterer bare 13,4 km, der første består af en helt ukompliceret nedkørsel, som fører mod sydvest og syd tilbage mod vandet. Her flader det hurtigt ud oer de sidste knap 10 km, der er helt flade. Med knap 4 km igen er man tilbage ved havet, hvor man drejer mod nordøst ind på den lange, lige og helt flade kystvej, der er helt uden sving.

Etapen byder på i alt 1343 højdemeter.

Selvom etapen er ny, er der tale om et klassisk tyrkisk design med fladt kystterræn afbrudt af et par afstikkere ind på nogle bakker. Den sidste stigning kommer så tæt på mål, at den sagtens kan bruges som afsæt for angreb, og den vil formentlig være for hård for de klassiske sprintere. De hårdføre folk plejer imidlertid sagtens at kunne klare disse jævne tyrkiske hovedvejsstigninger, og det ligner derfor en etape, der skal afgøres i en reduceret massespurt i et område, hvor vinden ikke ventes at spille den store rolle.

Tekirdag var ofte målby i det lille Tour of Trakya, men har ikke været vært for et større cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

2. etape

Ofte er Tour of Turkey blevet kritiseret for at være en lidt monoton affære med alt for mange helt lette sprinteretaper. Det har man med den nye rute omkring Istanbul forsøgt at gøre op med, og i år er det således blot tre af de seks etaper, der har flade finaler. En af nyskabelserne er nemlig, at der i år er hele to puncheuretaper, hvor der sluttes på en kort bakke op mod mål. Dermed er der lagt op til større variation, og det vil komme til udtryk på årets anden etape, der byder på den første af disse eksplosive afslutninger skabt til klassikertyper og de mest hårdføre sprintertyper.

I alt skal der tilbagelægges 183,3 km, der fører feltet fra tirsdagens målby, Tekirdag, til Eceabat. Etapens struktur er den samme som den foregående, idet den fortsætter den tur rundt om Marmarahavet, der er hele grundideen bag årets rute. Modsat på den foregående etape foregår den første del af etapen imidlertid et stykke fra selve havet, og det giver en ganske kuperet indledning. Allerede fra start kører man således mod vest væk fra vandet og op over en ikke kategoriseret stigning, inden en nedkørsel leder ned til et let kuperet stykke, der fører forbi den første spurt efter 28,0 km. Kort efter drejer man mod syd for at køre op over en kategori 3-stigning (6,1 km, 4,1%), der har top efter 65 km og derefter videre via en lille kontrabakke ned til havnebyen Sarkoy. Her vender man rundt for at kører mod nordvest op ad en kategori 2-stigning (5,7 km, 5,1%), hvis top rundes efter 86 km, inden man via en let, lige nedkørsel kører mod sydvest tilbage mod havet.

Herefter ændrer etapen karakter, når man kort efter når kystvejen. Bortset fra en enkelt lille afstikker følges den helt flade vej nemlig mod sydvest på resten af etapen, der derfor er helt uden terrænmæssige udfordringer. Efter 163,7 km når man dagens Turkish Beauty Sprint, men kort inden centrum af Eceabat drejer man mod vest væk fra havet for i stedet at slutte på en bakke nordvest for byen. Efter at have skåret igennem en tange, når man igen vandet og drejer herefter mod nord for at køre op ad den 4 km lange målbakke. Den stiger med 4-5% på den nedre del, men når kortvarigt 7-9% med 2 km igen. 1500 m fra stregen flader det ud over en lille kilometer, inden de sidste ca. 500 m stiger med 5-7%. De sidste 3,15 km stiger med 3,6% i gennemsnit. På de sidste tre km bugter vejen sig kun ganske svagt, og der er kun et par bløde kurver på den næstsidste km.

Etapen byder på i alt 2063 højdemeter.

Etapen er ikke nogen stor test for løbets favoritter, men det vil være første chance for at teste klatrebenene i en finale, der lægger op til en puncheurspurt. Det er til gengæld en afslutning, hvis sværhedsgrad er svær at aflæse. En 4 km lang bakke er ganske meget også for sprinterne, men den eneste stejle del kommer med 2 km, hvorefter der endda blive tid til at komme sig inden den sidste rampe. Det er derfor ikke umuligt, at folk som Sam Bennett og Caleb Ewan kan være, men de skal slås med løbets puncheurs og klassikerspecialister, der alle ser frem til denne etape.

Eceabat har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

3. etape

Det kan godt være, at årets rute ikke byder på så mange sprinteretaper som tidligere, men de hurtige folk skal nok komme til fadet. Det burde i hvert fald med sikkerhed være tilfældet på løbets tredje etape, der ligner den nemmeste og byder på 30 helt flade kilometer mod slutningen. For mange vil bakken på 1. etape have været for hård, og derfor handler det om at slå til på denne torsdag, der formentlig bliver den eneste dag med en helt klassisk massespurt i et fuldt felt.

Med en distance på bare 122,6 km er der tale om en yderst kort etape, der fortsætter turen rundt om Marmara-havet ved at føre feltet fra Canakkale til Edremit. Henover natten har feltet flyttet sig over et smalt stræde og ind i den asiatiske del af Tyrkiet, hvor stort set hele resten af løbet vil finde sted. Startbyen går langs kysten, og man lægger ud med at køre mod sydvest ad kystvejen, der dog denne gang er mere kuperet end på de foregående etaper. Efter 20,9 km når man frem til dagens Turkish Beauty Sprint, hvor man drejer mod syd væk fra vandet. Der venter herefter en mindre bakke, men derefter går det igennem fladt terræn frem mod dagens spurt, der kommer efter 42,8 km.

Kort efter ændrer terrænet karakter, når det begynder at stige jævnt mod syd frem mod forplejningszonen. Her drejer man mod sydøst via et lille plateau, inden man tager hul på dagens kategori 3-stigning (8,1 km, 2,4%), der har top efter 76,8 km. Fra toppen går det via en teknisk nedkørsel mod sydøst ned mod kysten, der nås efter ca. 85 km. Herefter er den sidste del af etapen meget enkel, idet det går mod øst via den lige, helt flade kystvej, der leder direkte ind i målbyen, som ligger få km inden i landet. Således er der ikke et eneste sving på de sidste 3 km, der tillige er helt flade.

Etapen byder på i alt på 1187 højdemeter.

For de rene sprintere er denne etape formentlig årets eneste chance, og det er én af kun to etaper med mulighed for en massespurt. Derfor kan der næppe være tvivl om, at den korte, ret lette etape vil blive n fredsommelig affære, hvor heller ikke den lange, meget lette stigning vil gøre en forskel. Derfor bør det ende i et stort sprinteropgør i en helt enkel finale, der er som skabt til de hurtigste af de hurtige folk.

Edremit har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

4. etape

Som sagt er en af løbets nyskabelser arrangørernes nye hang til at opsøge puncheurfinaler på små bakker i området omkring den nordvesttyrkiske kyst. En sådan har man også fundet til årets 4. etape, der ikke byder på de store terrænmæssige udfordringer, men som slutter på en ganske lang bakke op mod målet i udkanten af Bura. Her vil løbets klassementsryttere få mulighed for at teste benene inden kongeetapen, mens de eksplosive puncheurs må ventes atter at skulle slås om sejren.

Med sine 194,3 km byder etapen på en efter tyrkisk standard relativt lang distance, der fører feltet fra Balikesir til Bursa. Startbyen er placeret ganske langt fra havet, hvilket giver anledning til en hård start, hvor man igennem fladt terræn kører mod nordøst frem til en lang, jævn opkørsel, der efterfølges af dagens eneste kategori 3-stigning (600 m, 3,7%). Toppen nås efter 17,9 km, hvorefter en nedkørsel fører mod nordøst, inden det går mod nord igennem helt fladt terræn. Omkring dagens Turkish Beauty Sprint, der kommer efter 69,5 km, er der et par mindre bakker, inden man fortsætter igennem fladlandet frem til forplejningszonen, der nås efter 84,1 km.

Efter frokosten drejer man mod øst og kører herefter i den retning den resterende del af etapen. Terrænet er i starten helt fladt med den indlagte spurt som et højdepunkt efter 121,6 km, men efterhånden som man nærmer sig Bursa, melder et par småbakker sin ankomst. Grundlæggende er det dog let terræn, der leder frem mod den ganske store målby. Her kører man nord om centrum, inden man drejer skarpt mod syd direkte ind på målbakken, der har top inde i selve byen. De sidste mere end 5 km er alle stigende, kun ganske let i starten, hvorefter det bliver stejlere. Med 2500 km igen stiger det således med 5-6% helt frem til de sidste ca. 700 m, der er stort set flade. I alt stiger de sidste 2,7 km med 4,25% i gennemsnit. Mod slutningen bugter vejen sig let, indtil der er to skarpe sving lige inden den røde flamme. Herefter drejer vejen kun let mod venstre med ca. 500 m igen.

Etapen byder på i alt 1303 højdemeter.

Ser man på det generelle terræn, er der tale om løbets letteste etape, men til gengæld er der også tale om den hidtil sværeste finale. Ligesom på 4. etape kan det være svært helt at gennemskue, hvor vanskelig målbakken helt præcist er, men knap 2000 m med 5-6% burde også være for vanskeligt for folk som Sam Bennett og Caleb Ewan. Helt afskrives kan de dog ikke med en helt flad afslutning, men grundlæggende ligner det et opgør for de klassementsryttere og puncheurs, der har en god spurt også på flad vej.

Læs også

Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne.

Bursa var sidste år startby for sidste etape, men har ellers ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

5. etape

I de første år efter opgraderingen i 2008 var løbet ikke specielt vanskeligt, men siden introduktionen af Elmali-stigningen i 2012 har løbet altid budt på en bjergafslutning. I de seneste to år har det været den lidt kortere, eksplosive Selcuk-stigning, der har været rammen om det store klassementsslag, men med beslutningen om at flytte løbet mod nord har man skullet opsøge nyt terræn, hvis man ville fastholde en bjergfinale. Det er i den grad lykkedes at finde en solid erstatning for gamle stigninger, da årets kongeetape denne gang har mål på den nye Katepe-stigning, der ligner den sværeste finale, løbet nogensinde har haft, og dermed er der lagt op til et drabeligt slag om den samlede triumf, når det lørdag går løs med årets kongeetape.

I alt skal der tilbagelægges 164,1 km, der fører feltet fra fredagens målby, Bursa, til toppen af Kartepe-stigningen, der ligger bare få km øst for Istanbul. Startbyen ligger et stykke inde i landet, og derfor venter en relativt hård start, hvor man lægger ud med at køre mod nord igennem fladt terræn frem til en kategori 3-stigning (2,5 k, 5,6%), der har top allerede efter 14,0 km. Herfra får det mod nordøst og nord ud til vandet i byen Gemlik, hvor man drejer mod øst og siden nordøst og nord for igennem fladt terræn atter at køre væk fra havet. Det begynder herefter at stige jævnt mod nord op over en ikke-kategoriseret stigning, inden en ukompliceret nedkørsel fører mod nord ned mod kysten, der nås i byen Yalova.

Herfra bliver etapen meget enkel, idet man nu følger den flade kystvej i hovedparten af den resterende del af etapen. Den indlagte spurt kommer efter 71,2 km, men derudover er eneste højdepunkt i denne meget lette del dagens Turkish Beauty Sprint, der er placeret efter 118,4 km. Kort efter følger man vandt mod nord frem til byen Ismit, inden man igennem fladlandet kører mod øst og sydøst.

Med 16,8 km ændrer etapen på brutal vis karakter, når man drejer mod syd ind på løbets eneste HC-stigning, Kartepe. I alt stiger den med 7,4% i gennemsnit, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De første 12,1 km stiger nemlig med intet mindre en 9,15%, hvorefter de sidste knap 5 km er lettere. Her stiger det således blot med 2-3%, inden der venter en lille 7%-rampe med 1500 igen og lige efter den røde flamme. De sidste 300 m er dog let faldende. Der er mange hårnålesving på den nedre del, men efter man er drejet mod vest, er vejen mere enkel. Der er et sving med 2500 m igen, hvorefter der kommer to hårnålesving igen lige inden den røde flamme, og herefter venter en sidste kurve 500 m fra stregen.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Etapen byder på i alt 2323 højdemeter.

Der er tale om et for stort set hele feltet helt ukendt bjerg, men de nøgne data taler deres tydelige sprog. Kartape må være den hidtil vanskeligste stigning i løbet, og dermed er der lagt op til et stort slag mellem de rene klatrere i det, der ligner opgøret om den samlede sejr. Man skal dog ikke helt undervurdere betydningen af en god spurt på en dag, hvor de sidste 5 km er relativt lette, og hvor forskellene derfor skal gøres på de første 12 km, der dog er så vanskelige, at det sagtens burde kunne lade sig gøre.

Kartape har ikke tidligere været brugt som etapemål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

6. etape

Beslutningen om at flytte hele løbet mod nord betyder, at der ikke er plads til megen genbrug af de velkendte finaler. Der er dog én mulighed, da løbet igen i år slutter i Istanbul, og her har man ikke fundet grund til at ændre den afslutning, vi kender. Siden løbets opgradering i 2008 har det været en tradition, at det hele enten er startet eller sluttet i storbyen Istanbul.

I de første år agerede den startby, men mellem 2012 og 2015 blev den store finale afviklet i landets største by. I 2016 lagde man igen asfalt til åbningen, men side dengang har det altid været afslutningen, der har været henlagt til byen. Det sker på en etape, hvor man vil genbruge den ekstremt tekniske og meget spektakulære finale, der har været brugt i de senere år, og som byder på en lille brostensbakke til allersidst, en bakke, der nu flere gange har snydt sprinterne. Etapen er også speciel, fordi det er det eneste større cykelløb, der finder sted i hele to kontinenter, idet man undervejs krydser Bosporus-strædet og således afvikler dele af etapen på både europæisk og asiatisk jord.

Læs også

37-årig etapevinder rørt over sejr

Med en distance på 172,4 km er der tale om en længere etape end vanligt, og det skyldes, at man ligesom sidste år ikke har henlagt hele etapen til Istanbul og omegn. I stedet får starten længere mod øst i byen Sakarya, hvorfra man kører igennem fladt terræn mod syd ud til kysten. Her rammer man den flade kystvej, og den følges herfra mod vest med retning mod Istanbul forbi dagens indlagte spurt, der komme efter 28,7 km. Omkring byen Izmir skærer man kortvarigt igennem lande og forlade kysten, hvorfor man skal op over en kategori 3-stigning (2,9 km, 4,9%), der har top efter 57,9 km. Kort efter rammer man imidlertid igen kystvejen, hvorefter det går igennem fladlandet frem til byen Dilovasi i udkanten af Istanbul.

Her forlader man vandet for at køre op over en lille bakke mod nordvest, inden det igen flader ud, når man kører ind mod Istanbuls centrum. Her drejer man mod vest, hvorefter det falder ned mod kysten. For andet år i træk passerer man denne gang Bosporus-strædet og kører ind i Europa via Eurasia-tunnelen, der leder helt ned 97 m under havets overflade, inden en stejl bakke leder tilbage mod jordoverfladen. Her fortsætter man via den flade kystvej mod vest ud til et vedepunkt, hvor man vender rundt for at køre tilbage mod øst langs kysten til dagens Turkish Beauty Sprint, der kommer efter 158,9 km. Derfra går det videre langs kysten mod nord og nordvest, inden man kortvarigt kører ind i byens centrum.

Her vender man atter rundt for at køre hele vejen tilbage ad kystvejen frem mod den spændende finale. Man drejer væk fra kystvejen med 1400 m igen, hvor man rammer den spektakulære brostensbakke, der i bunden stiger med 7% og herefter med 3-4%, indtil man når toppen med 800 m igen. Herefter flader det ud og stiger kun ganske lidt frem til stregen i en teknisk finale, der byder på hele fire skarpe sving på de sidste 800 m, hvoraf de to sidste kommer med ca. 200 m igen.

Etapen byder på i alt 1410 højdemeter.

Det er femte år i træk, at samme finale bliver benyttet, og hver gang er det lykkedes for en eller flere ryttere at undslippe på bakken. Sidste år var det Sam Bennett, og i 2017 kørte Edward Theuns, Sam Bennett og Matteo Pelucchi væk, mens det begge de to foregående gange var Caja Rural, der angreb fra bunden med hhv. Lluis Mas og Jose Goncalves. Hver gang lykkedes det dem at holde feltet bag sig (idet det skal bemærkes, at Goncalves ikke vandt etapen, da Przemyslaw Niemiec stadig var foran efter et langt udbrud). Det viser, at det er en etape, der sagtens kan bruges af en stærk puncheur til at gøre en forskel, og det er langtfra givet, at der skal spurtes om sejren. De tidligere resultater viser også, at man i spurten finder en blanding af sprintere og puncheurs, og både Mark Cavendish og langt mere hårdføre typer har været med fremme. Samtidig betyder de mange sving, bakken og de smalle veje, at der altid opstår huller i finalen, og derfor kan klassementet måske ændres, hvis man ikke holder sig til i den tætte positionskamp. I år vil den hårdere kongeetape dog gøre stillingen mindre tæt, og det ligner derfor først og fremmest en kamp om etapesejren i en spektakulær, uforudsigelig og flot afslutning på Tyrkiets nationale rundtur.

Brostensbakken i finalen er blevet benyttet i 2018, 2017, 2016 og 2015. Sidste år kørte Sam Bennett fra alt og alle og sejrede med 5 sekunder ned til en favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Eduard Prades, der via bonussekunder derved sikrede sig den samlede sejr. I 2017 år kørte Matteo Pelucchi, Bennett og Edward Theuns væk, men bedst som det lignede en 5. sejr til ireren, styrtede han, hvorefter Theuns sejrede foran Pelucchi.  I 2016 år lykkedes det højst overraskende Przemyslaw Niemiec at holde hjem fra det tidlige udbrud og nå mål 11 sekunder inden Jose Goncalves, der havde angrebet fra feltet og distanceret hurtigste sprinter Marco Zanotti med fem sekunder. I 2015 angreb Lluis Mas fra bunden af bakken, og det lykkedes ham akkurat at holde feltet bag sig og sejre foran Mark Cavendish og Carlos Barbero.

I 2014 vandt Cavendish en mere traditionel massespurt på sidste etape foran Elia Viviani og Andrea Guardini, og det samme gjorde Marcel Kittel ved at slå Guardini og Andrew Fenn året inden. I 2012 var det Theo Bos, der var hurtigst og besejrede Fenn og Stefan Van Dijk, mens Guardini åbnede løbet ved at vinde 1. etape i Istanbul foran Tyler Farrar og Kenny Van Hummel i 2011. I 2010 vandt André Greipel en spektakulær prolog foran Tejay van Garderen og Maciej Bodnar, mens Mauro Finetto sejrede med 2 sekunder ned til et splittet felt på 1. etape i 2009. I 2008 indledte man løbet med et kriterium i Istanbul, der ikke talte med i den samlede stilling, og her viste Gregory Rast sig som den stærkeste i et udbrud.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

Favoritterne

Siden man indførte Elmali-etapen i 2012 og ændrede løbet fra en uforudsigelig kamp om bonussekunder til et løb for klatrere, har Tour of Turkey været et meget enkelt løb, der har kunnet inddeles i to dele. Seks af etaperne er som regel endt i massespurter i større eller mindre felter - af og til har et udbrud fået lov at køre hjem - men klassementet er fuldstændig blevet afgjort af bjergafslutninger på Elmali og i Selcuk. Kun i 2016, hvor Selcuk-etapen udgik, og man i stedet havde indført en ny kuperet etape, og hvor én etape viste sig at blive helt afgørende på grund af voldsom sidevind, har det ikke alene været et spørgsmål om, at løbets bedste klatrer har vundet.

I år betyder den helt nytænkte rute, at vi kan glemme alt om det, vi kender fra tidligere. Selvom ruten er mere varieret end de tidligere års sprinterfestival er det dog stadig et relativt enkel løb at fortolke. De fleste etaper er nemlig relativt flade og lette, og langt de fleste etaper handler i virkeligheden blot om, hvad der vil ske til allersidst på de nye bakker, man i år har lagt ind i finalerne. Det er derfor ikke et løb, der kræver det helt store opslag i taktikhåndbogen, da det i alt væsentligt vil handle om benene til sidst. Det betyder også, at holdstyrke ikke vil spille den helt store rolle, og selv relativt svage mandskaber burde have en god chance for at forsvare en førertrøje. I alt væsentligt kommer det til at handle om, hvem af kaptajnerne der har de bedste ben.

I de seneste to år, hvor Elmali-etapen har været fraværende, har løbet været afgjort på den eksplosive Selcuk-stigning, hvor forskellene har været begrænset, og hvor løbet har passet mere til ryttere med punch end til klassiske klatrere. Sådan vil det ikke være i år, hvor den nye Kartepe-stigning synes at være endnu vanskeligere end Elmali. Med mere end 10 km med et gennemsnit på mere end 9% er der tale om en led, led sag, hvor de rene klatrere burde kunne gøre en forskel, og der er gode chancer for, at manden med de bedste bjergben her vil sikre sig en solosejr, der også vil være nok til den samlede triumf.

Det kan dog også gå lidt anderledes. Kartepe flader ganske meget ud nær toppen over et ganske langt stykke, og det betyder, at spurtstyrke og punch kan komme i spil i den lidt lettere finale. Sker det, kan det blive ganske tæt, og så kan en god spurt blive helt afgørende. Der kan nemlig også scores bonussekunder på 2. og 4. etape, hvor vi kan vente os puncheurspurter, hvor de mere eksplosive klassementsryttere vil skulle være fremme. Her kan man dog heller ikke udelukke, at folk som Juan Jose Lobato, Caleb Ewan, Sam Bennett og Simone Consonni kan være mere, og om der bliver sekunder at hente for favoritterne, er derfor ikke sikkert.

De øvrige etaper ventes ikke at spille en rolle. 1. etape bør ende i en reduceret massespurt, og 3. etape er en oplagt sag for sprinterne. Til gengæld skal man altid være opmærksom i den kringlede finale i Istanbul, hvor en positioneringssvag klatrer hurtigt kan miste et par sekunder på brostensbakken, hvis ikke han holder sig fremme. Til gengæld skal vi ikke vente os en gentagelse af sidste års scenarium, hvor førertrøje skiftede ejermand som følge af en god spurt fra Eduard Prades. Dertil ventes tidsforskellene at være for store, ligesom årets favoritter heller ikke er så spurtstærke som de eksplosive folk, der sidste år kæmpede om sejren.

En anden faktor er naturligvis vejret. Det kan være ganske blæsende i Tyrkiet, men det ser ikke ud til, at vinden bliver kraftig nok til at gøre en forskel. Kun søndag ser ud til at byde på en del blæst, men her foregår hele den sidste del af etapen inde i selve Istanbul, hvor der er god læ. Derudover ventes der en del sol, men fredag og lørdag kan faktisk godt blive halvvåde. Afgørende er det også, at der vil være nordenvind på lørdag, hvilket giver medvind på Kartepe og dermed bedre muligheder for at gøre forskelle. Samlet set ser det således ud til, at det i alt væsentligt er den etape, der vil afgøre slaget, og er en klatrer et niveau over de andre, bør han vinde årets løb.

Tour of Turkey har ikke uden grund fået ry for at være talenternes udstillingsvindue. Mens løbet ofte har haft held med at tiltrække store sprinternavne, hvilket også er tilfældet i år, foretrækker de bedste klatrere på denne tid af årets Ardennerne, Romandiet eller Tour of the Alps. Det har gjort løbet til en god chance for de unge ryttere til at jagte personlig succes, og det har ikke ændret sig trods den nye status som WorldTour-løb. Således kommer ingen af de seks WorldTour-hold med deres klatrestjerner, men til gengæld med mange unge talenter, og det er kun på de professionelle kontinentalhold, at vi finder kaptajner.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Vi vil da også pege på et af de unge talenter som vores favorit. Det har været endnu et forfærdeligt år for Dimension Data, der ikke har haft megen succes i WorldTour-løbene. Her har de imidlertid en stor chance. Den eneste Giro-klassementsrytter, der forbereder sig i Tyrkiet, er nemlig deres unge Ben O’Connor, der skal bruge de kommende seks dage til at finpudse formen frem mod årets første grand tour. I Italien havde han som bekendt kurs mod en højst overraskende top 10 i sin debut sidste år, indtil et dumt styrk på 19. etape sendte ham på hospitalet med et brækket kraveben, og det er det, der i år skal revancheres.

Netop den præstation i Giroen siger alt om O’Connors talent, men forinden havde han givet prøver på evnerne med en etapesejr i det stærkt besatte bjergløb Tour of the Alps samt i Catalonien, hvor kun et styrt kostede ham en top 10. I år har han til gengæld endnu ikke vist sig, men det skyldes uheld. I Tour of Oman meldte han om god form, men måtte udgå med sygdom inden de svære etaper, og i Catalonien var han uheldig at styrte allerede inden bjergene.

Det betyder også, at O’Connors form er ukendt, men meldingen inden de seneste to løb var positive. Samtidig må han med bare få uger til Giroen være ganske langt i forberedelserne, og han vil bruge kongeetapen som en vigtig test. Her vil han som ren klatrer elske den stejle Kartepe-stigning, der synes skabt til ham, i hvert fald hvis han kan gøre forskellen inden den lette del nær toppen. Til gengæld er han måske lidt sårbar i positionskampen i Istanbul, ligesom han ikke har meget punch til de to puncheuretaper, men det vil næppe betyde det store, hvis han kører alene hjem på lørdag. Det burde være muligt, og derfor tror vi på, at han giver Dimension Data noget højst tiltrængt WorldTour-succes.

I år har et etapeløb med Astana-deltagelse næsten været ensbetydende med kasakhisk sejr. Sådan kunne det meget vel gå igen, for de lyseblå møder igen op med en stærk kandidat. Det så ellers ud til, at Merhawi Kudus var gået helt i stå, men efter skiftet væk fra Dimension Datas fallitbo, og til succesrige Astana er der sket noget. Faktisk har han allerede taget en knusende overlegen samlet sejr for holdet i Tour du Rwanda, men det er nu ikke det, der gør ham farlig. Det er derimod hans nylige 14. plads på kongeetapen i det uhyre stærkt besatte Volta a Catalunya, hvor han kørte fra verdensstjerne som Valverde og Simon Yates og endte bare få sekunder efter en gruppe med Pinot, Bardet, Woods og Mas. Desværre styrtede han på sidste etape, men heldigvis uden væsentlige konsekvenser.

Siden da har Kudus ikke været i aktion, men præstationen i Catalonien vidner om form. Selvom han er gået i stå, er talentet ubestrideligt, som han eksempelvis viste, da han næsten fulgte en på det tidspunkt ustoppelig Quintana til dørs på kongeetapen i Valencia for to år siden. Nu synes han at nærme sig samme niveau, og som ren klatrer burde han kunne lide Kartepe-stigningen. Samtidig har han en glimrende spurt, hvilket kan være vigtigt på den lette sidste del af bjerget og kan måske give ham muligheder også på 2. og 4. etape, hvor der kan være bonussekunder at hente. Holdet er svagt, men det betyder ikke det store i dette let kontrollerbare løb. Kudus skal først og fremmest vise, at han selv har nået et niveau, hvor han kan gøre arbejdet færdigt, hvilket hidtil har knebet.

I nu flere år har W52-mandskabet været dominerende i Portugal, men derudover kun vist sig frem i mindre spanske løb. Det skulle gerne ændre sig i år, hvor holdet er rykket op på professionelt kontinentalniveau, og det betyder blandt andet, at de får chancen i en WorldTour-debut i Tyrkiet. Her kommer de med deres kapajn, Raul Alarcon, der med sejre i de seneste to udgaver af Volta a Portugal har været helt suveræn på den nationale scene, og særligt sidste år var han med tre etapesejre i en klasse for sig. Han har imidlertid også vist sig stærk i Spanien, og mange vil sikkert kunne huske, at han gav Giro-favoritten Quintana lidt af en mavepuster, da han en uge inden starten på den italienske grand tour i 2017 slog colombianeren på kongeetapen i Vuelta Asturias, som han endte med at vinde samlet. Få dage senere vandt han en etape i Vuelta Comunidad de Madrid, inden han senere på året tog den samlede sejr i de portugisiske rundtur.

Alarcon har altså vist, at han kan slå selveste Quintana på et svært bjerg som Alto del Acebo, og det vidner om, at han bliver svær at have med at gøre på kongeetapen. Samtidig kommer han til løbet med form efter en nylig 3. plads i Volta ao Alentejo, der ellers ikke passer en klatrer som ham. Han plejer at finde en første formtop i april, og dette løb må være forårets store mål. Derfor skulle det ikke undre, om Alarcon atter viser sig i stand til at bide skeer med de bedste og dermed vinde samlet i W52s WorldTour-debut.

Man må formode, at de belgiske medier sender en 7-800 journalister til Tyrkiet i den kommende uge. Der er nemlig gået totalt selvsving i deres hype omkring fænomenet Remco Evenepoel , der får en hjemlig opmærksomhed, som selv de største stjerner må se langt efter. Denne gang kan det dog vise sig berettiget, for i det relativt svage felt i Tyrkiet burde supertalentet faktisk have en ganske fin chance. Trods sin unge alder har han nemlig overrasket positivt i sine første løb på højeste niveau og leveret resultater, man bestemt ikke kunne have forventet af en mand, der kommer direkte fra juniorklassen - supertalent eller ej.

Allerede i Vuelta a San Juan viste han sig ganske stærkt kørende både på enkeltstarten og i bjergene, men det var i WorldTour-løbet UAE Tour, at for alvor imponerede. Her blev han nemlig en fornem nr. 15 på kongeetapen i et ganske stærkt felt, inden han desværre udgik som følge af styrt dagen efter. Siden da har han kun kørt et par belgiske endagsløb, der ikke just passede ham, men man må formode, at han har trænet benhårdt frem mod dette løb, der ligner hans helt store chance for at jagte et resultat.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Kan han så også vinde? Logikken siger nej, men 19-årige Evenepoel har hidtil vist, at han ikke bekymrer sig om smålig logik. En 15. plads på Jebel Hafeet i Emiraterne vidner i hvert fald om, at han allerede nu er konkurrencedygtig. Til gengæld manglede han stadig en del på kongeetapen i Vuelta a San Juan, og det kan sagtens være, at han fortsat må indstille sig på, at niveauet er lidt for højt. Det vil i hvert fald være det forventelige, men det skulle ikke undre, om sportens superfænomen nr. 1 overraske endnu en gang.

Felix Grossschartner står på Bora lidt i skyggen af Emanuel Buchmann, Patrick Konrad og Maximilian Schachmann, men han har flere gange gjort opmærksom på sig selv. I de seneste to sæsoner har han kørt flot i Paris-Nice, hvor han er blevet hhv. nr. 10 og 12, men det største resultat er stadig sidste års samlede 2. plads i WorldTour-løbet Tour of Guangxi. Sidste år lev han endda også nr. 3 på den sidste bjergetape i Giroen, hvor han var i et tidligt udbrud, og dermed har han i den grad vist potentialet.

Grossschartner har ikke været i aktion siden Paris-Nice, men man må formode, at han topmotiveret til dette løb, der ligner en stor chance for at køre med om sejren i et WorldTour-løb. Til gengæld kan man frygte, at Kartepe-stigningen er en anelse for stejl for ham. Grossschartner er nemlig en relativt stor fyr, og vi så senest i Paris-Nice, at han kom til kort på købets kongeetape. Han havde været bedre stillet på den gamle Selcuk-stigning, og det kan tænkes, at dette års løb er lidt for meget for de lidt lettere folk. Omvendt er det begrænset, hvor mange klatrere der er til start, og med sit gode punch kan han måske udnytte den lidt lettere del nær toppen samt måske gå efter bonussekunder på 2. og 4. etape. Under alle omstændigheder burde Grossschartner være med langt fremme.

W52 er måske det mindste mandskab i feltet, men de står stærkt. Udover Alarcon kan de nemlig præsentere et andet stærkt bud i Joao Rodrigues, der kommer til løbet i god form. Han slog således sin kaptajn i Alentejo, hvor han vandt samlet, og endnu mere imponerende var det, at han i det stærkt besatte Volta ap Algarve kørte i top 7 på begge bjergetaper. Allerede sidste år gav den unge portugiser prøver på sit talent, da han trods rollen som hjælper for Alarcon blev nr. 7 i Volta a Portugal, og han har i en alder af 24 år efterhånden nået et niveau, hvor han kan begå sig med de bedste. Selvom man må formode, at Alarcon står en anelse stærkere end sin yngre løjtnant, skal man bestemt ikke udelukke, at det kan forholde sig omvendt, hvis Rodrigues har de ben, han havde i Algarve. Det er klart, at Kartepe er et bjerg af en helt anden støbning, og at han stadig har til gode at vise sig som rigtig klatrer, men han ligner en mand, der kunne få et rigtigt gennembrud i den kommende uge.

UAE har i de seneste to år haft forhåndsfavoritten i form af Diego Ulissi. Det har de ikke i år, hvor de kommer med et relativt ungt hold uden deres stjerner. Det bør give chancen til Jan Polanc , der i år har genfundet sit gamle niveau, der har givet to etapesejre i Giroen. Han kørte stærkt allerede i Tour Down Under og blev senere nr. 6 i Oman. I Tirreno var han med helt fremme på kongeetapen, hvor han blandede sig med verdens allerbedste, men desværre skuffede han en anelse med en 7. plads på kongeetapen i det ikke specielt stærkt besatte Giro di Sicilia. Det vidner desværre om, at Polancs evner som rigtig klatrer nok er lidt for begrænsede, og at han er bedre i mere eksplosivt terræn. Kartepe kan derfor vise sig at være for stor en mundfuld for sloveneren, der dog under alle omstændigheder bør være relativt langt fremme. Kan han overleve den stejle del, står han slet ikke dumt, da han har et fint punch til den mere eksplosive finale på her og på 2. og 4. etape.

Forud for denne sæson havde vi store forventninger til den spændende norske klatrer Carl Fredrik Hagen, der kommer til sporten med en baggrund i skisport. I de senere år har han vist sin høje klasse med en 4. plads i Tour of Norway, to top 10-placeringer i Arctic Race of Norway, en 2. plads i Tour Alsace og en samlet sejr i Tour du Jura. Selvom flere af disse løb har budt på eksplosive stigninger, kalder han sig faktisk selv for ren klatrer, og derfor burde han elske Kartepe-stigningen, men han har også et godt punch til de mere eksplosive finaler samt til en eventuel spurt på den fladere del af kongeetapen. Desværre har han haft det svært i sin første tid på WorldTouren, men han endte dog lige uden for top 10 på kongeetapen i Algarve. Han har nu haft en længere løbspause, men holdet forventer at se ham være med helt i front. Formen burde derfor være god, og niveauet her er ikke højere end det, han tidligere har præsteret på. Derfor burde det være et løb, hvor han endelig kan vise sig frem for sit nye hold.

Det meget stærke W52 kommer med de fleste af deres klatrere. En anden er den erfarne Ricardo Mestre, der i årevis altid kørte med om sejren i Volta a Portugal. Siden da er det gået en del ned ad bakke portugiseren, men sidste år gav han igen prøver på klassen, da han sluttede på podiet i Vuelta Asturias, der blev vundet af Richard Carapaz. Siden blev det til en 8. plads i det portugisiske etapeløb, og dermed har han vist, at evnerne stadig er der. Til gengæld er han kendt som en langsom starter, og han viser sjældent noget i årets første løb. En 8. plads på enkeltstarten i Alentejo var dog et lille tegn på en vis formfremgang, men om det rækker til at være andet og mere end hjælper på et meget stærkt mandskab, er usikkert. Er han på toppen, burde han dog være ganske begejstret for en stigning som Kartepe.

Lotto Soudal har også en plan B, hvis Hagen svigter. Den talentulde klatrer Harm Vanhoucke har nemlig flere gange været med i front i de bjergrige U23-løb, hvor han blandt andet har vundet en etape i Giro dealla Valle d’Aosta og har flere gode placeringer i klassementerne. Desværre har han haft det meget svært efter skiftet til WorldTouren sidste somme, og heller ikke i år har han vist skyggen af form. Det er derfor lidt vanskeligt at have den helt store optimisme, men niveauer her er dog ikke højere, end at han burde kunne være med fremme i et løb, der i alt væsentligt handler om et enkelt bjerg. Potentialet har han i hvert fald. Nu skal han bare genfinde formen, som ikke har været helt i top siden en skade tvang ham til sidste år at tage pause mellem maj og august.

Rally kommer til løbet med stor selvtillid efter den samlede sejr i Sicilien, men denne gang er de uden Brandon McNulty. I stedet er det op til veteranen Rob Britton at vise sig frem, og det burde han have en fin chance for. Canadieren har igennem flere år været fast mand i front i de amerikanske etapeløb, og kronen på værket kom i 2017, hvor han vandt bjergløbet Tour of Utah samlet. Desværre viste 2018 også, at han ikke længere helt er på samme niveau, og særligt har det været skuffende at se, at han har vist meget lidt i Europa. Heller ikke i år har han været flyvende, men der var dog tegn på fremgang i forbindelse med arbejdet for McNulty på Sicilien, hvor han kørte en fin kongeetape. Dette ret enkle løb med meget fladt terræn og en enkelt svær stigning kan minde en del om det, han kender fra USA, og da niveauet også er lavere, burde det ikke være et dumt løb for Britton, der som dieselklatrer burde elske Kartepe-stigningen. Nu skal han bare vise, at han også har fundet formen til at være med i front, og at han kan finde samme niveau som i 2017.

Læs også

Følg en vild onsdag med stejle mure i både Italien og Belgien

UAE har flere kandidater. En anden er Valerio Conti , der har fået tildelt en kaptajnrolle sammen med Polanc. Italieneren lagde efter nogle svære år ud som lyn og torden med at køre en forrygende enkeltstart i San Juan, men desværre har han skuffet lidt på stigningerne. Det skete nemlig både i San Juan, Algarve og senest Tirreno-Adriatico, hvor han aldrig var i nærheden af fronten. I det hele taget er Conti en mere eksplosiv rytter end en klassisk klatrer, og man må formode, at Kartepe bliver lidt for hård kost for en fyr som ham, der til gengæld vil elske finalerne på 2. og 4. etape, hvor han burde være i spil til bonussekunder. Køres det en anelse mere defensivt på Kartepe, kan man ikke helt udelukke, at han stadig kan være med.

Udover Polanc og Conti har UAE faktisk også en rigtig klatrer. Cristian Camilo Munoz fik sit store gennembrud sidste år, hvor han vandt en etape og blev nr. 7 samlet i Baby-Giroen. Desværre har han haft det svært i sin første tid på WorldTouren, hvor han ikke har vist meget, hverken i Colombia eller i Catalonien, hvor han havde det meget svært. Det er derfor svært at være alt for optimistisk på hans vegne, men på den anden side er det også af disse unge colombianske klatretalenter, at man ofte skal vente sig overraskelserne. Løbet her er lettere end det, han var igennem i Catalonien, og har han absorberet det hårde spanske løb godt, kan han pludselig vise sig at være flyvende på Kartepe på lørdag.

Delko kommer med et par gode klatrere, men desværre synes de enten ikke at være i storform eller at være en anelse for eksplosive til et bjerg som Kartepe. Holdets mest typiske klatrer er Javier Moreno, der senest med sin 6. plads i Østrig sidste år viste, at han kan begå sig i rigtige bjerge, også selvom han primært er god i mere eksplosivt terræn. Desværre har han ikke vist form i år, men måske er der et lille lys for enden af tunnelen. I hvert fald kørte han betydeligt bedre på Sicilien end tidligere, selvom han dog faldt igennem på kongeetapen. Formen er i fremgang, og man kan derfor håbe, at han finder benene i tide, men spørgsmålet er, om ikke dette løb trods alt kommer for tidligt.

Dimension Data må satse 100% på O’Connor, men de har faktisk en plan B. Unge Scott Davies blev nr. 4 i Baby-Giroen i 2017, ligesom han i 2016 blev nr. 2 i Tour Alsace. Desværre har han haft det meget svært i sine første 15 måneder på WorldTouren, hvor det kun var i sidste års Tour of Britain, at han lignede det store talent, han tidligere var udråbt til. Senest var han en del af holdets fiasko i Paris-Nice, men man kan håbe, at en måneds pause er blevet brugt effektivt til at finde benene. Dette løb har i hvert fald en karakter, der burde passe en ren klatrer som Davies. Nu er det efterhånden på tide, at han viser, at han også kan præstere i Dimension Data-trøjen.

Delko har i Mauro Finetto en meget formstærk fyr. Det har ellers knebet i de senere år, men siden etapesejren i Coppi e Bartali har han været flyvende. Senest kørte han stærkt i Giro di Sicilia, hvor han blev en samlet nr. 8. Desværre understregede Etna-etapen også endnu engang, at Finetto altså er klassikerrytter, ikke klatrer. Ganske vist blev han nr. 10 på den berygtede vulkan, men det er stadig meget svært at se, hvordan han skal kunne følge de rigtige bjerggeder på lørdag, god form eller ej. Hans store chance er, at det hele bliver lidt mere defensivt, og at han herefter kan bruge sin gode spurt på den lette del, samt at han måske kan score bonussekunder i de eksplosive finale på 2. og 4. etape.

Endelig vil vi pege på Yuriy Natarov. Den unge kasak blev sidste år nr. 10 i Baby-Giroen og er hentet til Astana som et bud på den næste kasakhiske klassementsrytter. Det er nok tvivlsomt, om han har potentialet til at blive det, men det skal nu alligevel blive interessant at se, hvad han kan levere i et ikke specielt kompliceret løb som dette. Kasakkerne har en tradition for at hive en kanin op af hatten i dette løb, som de senest gjorde med Nikita Stalnov i 2016. Måske kan Natarov være manden, der gentager den bedrift denne gang, selvom hans hovedopgave vil være at støtte Merhawi Kudus.

OPDATERING: W52 er desværre uden Rodrigues, men har stadig i Alarcon, Mestre og Pinto mindst tre gode bud til klassementet.

***** Ben O’Connor

**** Merhawi Kudus, Raul Alarcon

*** Remco Evenepoel, Felix Grossschartner, Jan Polanc, Carl Fredrik Hagen, Ricardo Mestre

** Harm Vanhoucke, Rob Britton, Valerio Conti, Cristian Camilo Munoz, Javier Moreno, Scott Davies, Mauro Finetto, Yuriy Natarov

* Edgar Pinto, Sebastian Schönberger, Eros Capecchi, Delio Fernandez, Cyril Barthe, Kyle Murphy, Yevgeniy Gidich, Lorenzo Fortunato, Hideto Nakane, Gustavo Cesar Veloso, Diego Ochoa, Gonzalo Serrano, Omar Mendoza

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle:

Læs også

Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel

Astana: Kudus må være den klare kaptajn, men som sagt bliver det også interessant ay følge unge Natarov. Man kan også drømme om, at sprinteren Yevgeniy Gidich, der fik en sensationel samlet 3. plads i bjergene i Kroatien kan gentage det mirakel, men desværre har han ikke vist meget siden da.

Bora-hansgrohe: Grossschartner er eneste kandidat på et hold, der primært er bygget op om Sam Bennett.

Lotto Soudal: Holdet satser 100% på Hagen og Vanhourcke i et løb, hvor det primære mål er etapesejre med Caleb Ewan.

Deceuninck-Quick Step: Holdets primære mission er massespurterne med Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg, men de drømmer også om at vinde samlet med Evenepoel. Man kan derudover håbe, at Eros Capecchi kan sidde længe hos den unge belgier på kongeetapen.

Dimension Data: Australierne kommer primært med et sprinterhold, men har altså i O’Connor vores favorit til den samlede sejr samt i Davies en god plan B. Det skal også blive spændende at følge unge Stefan De Bod, selvom stigningen her bør være alt for svær.

UAE-Team Emirates: Polanc og Coni er de erklærede kaptajner, men derudover har de som sagt Munoz som en ganske spændende option.

Burgos- BH: Det svage spanske mandskab har ikke meget at byde ind med. Oscar Cabedo må være bedste bud på en mand, der måske kan køre lidt klassement, men det er usikkert, hvor han står efter styrtet i Catalonien.

Caja Rural: Holdet kommer med et klart fokus på massespurterne, men kan håbe, at Gonzalo Serrano måske kan gøre det hæderligt efter en lovende start på sæsonen.

Delko Marseille: Moreno og Finetto ligner de bedste bud, da Delio Fernandez fortsat er på vej tilbage efter styrtet i Provence. Unge Remy Rochas har potentiale, men har absolut intet vist i år.

Euskadi-Murias: Benat Intxausti er stadig milevidt fra sit gamle niveau, og det bliver derfor unge Cyril Barthe, der skal vise holdet frem. Han har vist god form i de franske løb, men spørgsmålet er, om stigningen bliver for lang.

Manzana Postobon: Jhonatan Restrepo viste endelig livstegn i Sarthe, men Kartepe bør under alle omstændigheder være for svær. Klatreren Omar Mendoza virker helt ude af form. Man kan måske håbe, at Diego Ochoa er kommet sig over sygdommen siden Sarthe, og han ligner bedste bud i et klassement, der bliver svært for colombianerne.

Neri Sottoli: Holdet har et par solide klatrere i Sebastian Schönberger og Lorenzo Fortunato, men de har ikke vist et niveau, der giver anledning til de helt store forhåbninger.

Nippo Vini Fantini: Holdet vil forsøge at køre klassement med Hideto Nakane, men niveauet bør være for højt til, at han kan være med i front. Det samme gælder for holdets anden klatrer, Masakazu Ito.

Rally UHC Cycling: Britton er holdets klart bedste bud, men Kyle Murphy, der tidligere har gjort det godt i USA, viste også endelig lidt form på Sicilien. Til gengæld er holdets tredje klatrer, Emerson Oronte, helt ude af form.

Sport Vlaanderen: Belgierne kommer med et svagt og ungt hold helt uden klatrestærke typer. Bedste bud ligner Aaron Van Poucke .

W52/FC Porto: Det måske stærke klatrehold har som sagt Alarcon og Mestre som gode bud. Stigningen er nok for lang for den eksplosive Edgar Pinto, der heller ikke har vist skyggen af form, og det er desværre nogle år siden, at vi har set den tidligere Volta a Portugal-vinder, Gustavo Cesar Veloso, vise sig frem i bjergene.

Tyrkiet: Tyrkerne håber på endnu en sensation fra Mustafa Sayar, men siden han i 2014 blev grebet med fingrene for langt nede i kagedåsen, har han trods fin kørsel slet ikke været på samme niveau, som da han slog stjernerne for fem år siden.

Danskerne

Michael Mørkøv skal som altid være en afgørende del af Deceunincks sprintertog, denne gang med Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg som holdets afsluttere. Rasmus Byriel Iversen fortsætter sit comeback efter kravebensbruddet i rollen som hjælper for Caleb Ewan, Carl Fredrik Hagen og Harm Vanhoucke på Lotto Soudal.