Livestream Tour of the Alps, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix ovre, og nu har de lettere fyre overtaget stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Mens ardennerstjernerne således er i gang med sæsonens store højdepunkt, er Giro-rytterne i disse dage i færd med at færdiggøre forberedelserne til det næste store skift i cykelkalenderen. I mange år betragtede de fleste Tour de Romandie med dets lange og rige historie og høje bjerge som det perfekte opvarmningsløb til Giro d’Italia. Afslutningen på det schweiziske løb mindre en uge inden starten på det helt store mål gjorde det til den ideelle begivenhed til at fintune formen forud for de store slag i de italienske bjerge. I samme periode blev det bjergrige Giro del Trentino afviklet en uge tidligere, hovedsageligt som en italiensk affære, hvor værtslandets helte kunne teste benene inden det nationale højdepunkt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det regionale etapeløb afvikledes i et af de mest bjergrige områder i Italien og blev første gang afholdt i 1962, inden det allerede efter to udgaver forsvandt igen. Ideen om at have et forberedelsesløb til Giroen i en af de mest bjergrige egne var imidlertid for oplagt til at modstå, og løbet var derfor tilbage på kalenderen i 1979, hvor norske Knut Knutsen tog en dengang meget sjælden udenlandsk sejr i Trentino.

Siden da har løbet altid været rammen om den store Giro-generalprøve for de bedste italienske ryttere, hvis hjemlige fans har haft en mulighed for at vurdere hvem af deres helte, der var i form til den store grand tour. Francesco Moser og Giuseppe Saronni er begge blandt de tidlige vindere, og siden har Claudio Chiappucci, Gianni Bugno, Paolo Savoldelli, Gilberto Simoni, Damiano Cunego, Vincenzo Nibali, Ivan Basso og Michele Scarponi alle vundet løbet, inden de senere har henrykket hjemmepublikummet i Giroen. Løbet var imidlertid hovedsageligt for italienske hold og ryttere, mens udlændingene sparede på kræfterne til Romandiet.

I de senere år er denne trend blevet ændret. Mens det schweiziske løb nu hovedsageligt er det sidste store forårsmål for Tour de France-favoritterne og en perfekt mulighed for klassikerrytterne til at vise deres form én sidste gang inden en velfortjent pause, er det italienske løb pludselig blevet den foretrukne forberedelse ikke bare for italienere, men også for de største internationale stjerner.

Løbet har ganske vist stadig været domineret af italienere, men da Alexandre Vinokourov vandt i 2010, blev det tydeligt, at også udenlandske Giro-favoritter kunne være med. I 2012 blev startfeltet yderligere internationaliseret, da BMC, Ag2r og Astana alle brugte løbet som deres vigtigste forberedelse for deres Giro-kaptajner Marco Pinotti, John Gadret og Roman Kreuziger, og i 2013 fik det sin status som den store generalprøve mellem de to store Giro-favoritter, Bradley Wiggins og Vincenzo Nibali, mens den senere Giro-toer, Cadel Evans, gav feltet yderligere internationalt tilsnit. I 2014 var Evans, Domenico Pozzovivo, Fabio Aru og Michele Scarponi blandt de allerstørste Giro-favoritter, og de var alle til start i Trentino. I 2015 planlagde tre af de største favoritter, Richie Porte, Fabio Aru og Domenico Pozzovivo, alle at bruge løbet som den sidste test (selvom sygdom tvang Aru til at droppe det), og i 2016 var de to store forhåndsfavoritter, Vincenzo Nibali og Mikel Landa, begge at finde på startstregen.

I 2017 slog den nye status for alvor slået igennem, og man var således i stand til at tiltrække ikke færre end syv udenlandske WorldTour-hold. Ganske vist gjorde det ondt at se Vincenzo Nibali foretrække Tour of Croatia som sin sidste forberedelse, men man kunne på ingen måde være utilfredse med at præsentere et felt, der rummede en stor del af forhåndsfavoritterne til den ekstremt stærkt besatte Giro. Mikel Landa, Geraint Thomas, Domenico Pozzovivo, Michele Scarponi, Rohan Dennis, Davide Formolo og Thibaut Pinot havde alle udsigt til at stå i spidsen for deres mandskaber i den italienske grand tour, og de benyttede alle løbet som deres sidste forberedelse.

Succeshistorien for løbet vil ingen ende tage. Det kan godt være, at man endnu ikke er blevet en del af WorldTouren - noget, der ellers har været luftet planer om - men startfeltet var også i 2018 et WorldTour-løb værdigt. Ikke færre end ni WorldTour-hold var at finde i feltet, og heriblandt var et hav af ryttere, der jagtede en topplacering i Giroen. Det gjaldt naturligvis særligt Chris Froome, der i sit sidste løb inden Giroen tiltrak sig kolossal opmærksomhed, men også Thibaut Pinot, Miguel Angel Lopez, Fabio Aru, Domenico Pozzovivo, George Bennett og Louis Meintjes brugte løbet til at skærpe formen inden deres store mål i Italien senere på foråret. I 2019 var der til gengæld et lille dyk med kun fem WorldTour-hold, og blandt Giro-favoritterne var det kun Nibali og Rafal Majka, der var til start.

Heldigvis var det dyk kun midlertidigt. Efter coronaaflysningen i 2020 var der i 2021 ikke færre end 13 WorldTour-hold til start i det, der måtte betegnes som den stærkest besatte nogensinde. Ganske vist var det et slag, at Egan Bernal i sidste øjeblik valgte løbet fra, og at heller ikke Remco Evenepoel og Mikel Landa var med, men med deltagelse af Vincenzo Nibali, Dan Martin, Hugh Carthy, Simon Yates, Emanuel Buchmann, Aleksandr Vlasov, Brandon McNulty, Thibaut Pinot, Domenico Pozzovivo og Romain Bardet var hovedparten af Giroens holdkaptajner til start, og dermed levede løbet endnu engang i høj grad op til sin status som den store Giro-generalprøve.

Tendensen fortsætter i år. Denne gang har flere hold dog valgt løbet fra, hvorfor der kun er 10 af de bedste mandskaber til start, men de 10 hold stiller til gengæld i vidt omfang med Giro-kaptajner. Således er Mikel Landa, Pello Bilbao, Miguel Angel Lopez, Richie Porte, Clement Champoussin, Hugh Carthy, Esteban Chaves, Attila Valter og Romain Bardet alle tiltænkt en fremtrædende rolle på deres hold i Giroen, og de vil i de kommende fem dage tjekke, hvordan forberedelserne skrider frem.

Der er intet under, at løbet har opnået denne status som foretrukken forberedelse til Giroen. Med dets placering i Dolomitterne og Alperne tilbyder det feltet en vigtig mulighed for at teste benene i bjerge, der er meget lig dem, der skal forceres i det store løb til maj, og med kun ganske få kilometer i fladt terræn er det et af de mest udtalte bjergløb på hele året. Faktisk er det et af de få etapeløb som rene klarere kan vinde uden at bekymre sig for meget om tidskørsler. Derudover slutter løbet to uger inden starten på den italienske grand tour, og i moderne cykelsport synes mange at foretrække mere hvile forud for starten på et tre uger langt etapeløb.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Løbet spiller samme rolle som for Giroen, som Criterium du Dauphiné gør for Touren og Vuelta a Burgos for Vueltaen. Alle tre afvikles de i nogle af de mest bjergrige områder af grand tourens værtsland, og de afholdes bare få uger før starten på den nationale grand tour. Derfor er det ingen overraskelse, at netop disse tre løb af mange betragtes som den ideelle forberedelse til de tre grand tours.

I 2015 var Giro del Trentino imidlertid i fare for aflysning som følge af den økonomiske krise, der har redet italiensk cykelsport som en mare. Det lykkedes heldigvis arrangørerne at redde løbet ved at slå sig sammen med organisationen bag endagsløbet Trofeo Melinda, der også var i fare for aflysning. De to løb fusionerede, og i årene fra 2015 til 2018 havde man derfor på løbets fjerde etape inkorporeret dele af Trofeo Melinda-ruten.

Faktisk er det lykkedes helt at vende udviklingen, og nu trives begivenhed som aldrig før. I 2016 var der for første gang siden 2013 direkte tv-dækning fra løbet, og man havde sikret sig aftaler med nogle økonomisk stærke støtter. En ny hjemmeside var del af en ny og mere international kommunikationsstrategi, og man etablerede vigtige kontakter til Tyrol-regionen i Østrig. Den forbindelse udviklede sig i 2017 til et decideret samarbejde, og fra og med 2017 har det været slut med at være et italiensk løb i Trentino-regionen. Nu afvikles løbet officielt i samarbejde mellem Tyrol og Trentino, og derfor det fået en international profil og et nyt navn, Tour of the Alps. Løbet er endda udvidet til fem etaper og starter således allerede mandagen efter Amstel Gold Race. Det nye navn signalerer i allerhøjeste grad, at løbet udelukkende handler om klatring, og derfor har man nu også skaffet sig af med alle former for tidskørsler og sprinteretaper i det, der nu er en fem dage lang bjergfest.

Sidste år var en stor del af Giro-favoritterne til start i det, der som nævnt nok var det stærkeste felt i løbets historie, men der var ingen tvivl om, hvem der var stærkest. På den første af de to afgørende etaper kørte Simon Yates fra alt og alle, og selvom han på løbets kongeetape blev slået i spurten af Pello Bilbao, der havde leveret et forrygende comeback på en nedkørsel, var det nok til at sikre den samlede sejr med hele 58 sekunder ned til Bilbao og 1.06 ned til Aleksandr Vlasov. I år benytter Yates dog en anden forberedelse, og hverken han er BikeExchange forsvarer således titlen. Da Vlasov i år satser på Touren, bliver Bilbao således eneste genganger fra sidste års podium.

 Livestream Tour of the Alps, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

Ruten

Tour of the Alps/Giro del Trentino har altid været et løb for klatrere, og det fem dage lange løb er spækfyldt med bjergetaper. Hvis ikke man har planer om at fintune klatrebenene forud for Giroen, har sprinterne intet incitament til at kæmpe sig igennem fem dage med brutale bjerge, da der ganske sjældent har været muligheder for ryttere af deres statur. Tidligere var der ofte en flad etape til de hurtige folk, men vi skal tilbage til 2010 for at finde den sidste massespurt, idet de dummede sig og missede chancen, da der i 2013 og 2021 sidst var en relativt flad etape. I år vil der heller ikke være muligheder for sprinterne i et løb, der som altid kun handler om at klatre.

Frem til 2015 blev løbet som regel udgjort af tre bjergetaper og en tidskørsel, der først var en enkeltstart, men i de senere år blev til et holdløb. Siden 2017 har der imidlertid ingen tidskørsel været, og efter at løbet har taget navneforandring til et navn, der stinker af klatring, har man besluttet sig at designe et løb udelukkende bestående af bjergetaper.

I 2012 designede man en historisk hård rute, der blandt andet inkluderede den vanvittige Punta Veleno-stigning, men det markerede et højdepunkt i brutalitet. Siden da har man gradvist gjort løbet lettere, kun afbrudt af en hård 2014-udgave. I 2013 og 2015 var der kun to bjergafslutninger på programmet, og i både 2016, 2017 og 2019 var ruten usædvanligt nem. Således var der ingen stor bjergfinale, og klatrerne kunne kun gøre en forskel på afslutninger på relativt korte eller lette stigninger i Østrig. Derudover var løbet præget af etaper, der var alt andet end lette, men hvor en flad finale gjorde det vanskeligt at skabe store afstande, men til gengæld lagde op til ukontrollerbart cykelløb med uforudsigelige udfald. Kun i 2018, hvor man igen havde en stor bjergfinale, og i 2021, hvor man havde en brutal stigning efterfulgt af kun en nedkørsel, brød man trenden, men det er efterhånden mere undtagelsen end reglen.

Sådan er det også i år, hvor man følger trenden fra 2016, 2017 og 2019. Ganske vist byder 4. etape på en bjergafslutning, men der er tale om en blød sag, der næppe kan gøre de store forskelle. Igen har man i stedet designet etaper, der lægger op til offensiv kørsel fra distancen, og som kan være ganske modbydelige at kontrollere, hvis den førende rytter kører for et svagt hold. Faktisk må løbet vel betegnes som det hidtil mest åbne og uforudsigelige, da alle fem etaper i finalen byder på potentielt afgørende stigninger, men hvor lette afslutninger efterfølgende gør, at alt kan ske, hvorfor de fem etaper potentielt set alle kan blive løbsafgørende.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Da løbet skiftede navne og blev østrigsk-italiensk, blev det besluttet, at det skulle starte i Østrig og slutte i Italien - dog med 2018-udgaven, hvor man gerne ville slutte med en VM-generalprøve i Innsbruck som undtagelse. I år bryder man dog den trend, da de første tre etaper finder sted på italiensk jord, inden 5. og næsten hele 4. etape finder sted i Østrig.

Allerede fra start lægges der ud med en af de åbne og uforudsigelige etaper, der er løbets nye kendetegn. Med ikke færre end 3700 højdemeter er etapen faktisk løbets hårdeste, og den byder på et svært bjerg i finalen. Fra toppen resterer imidlertid næsten 50 relativt lette kilometer, og dermed kan etapen ende som den mindst selektive, men hvis der gås til stålet, er alt åbent. Det samme gør sig gældende på 2. etape, der har et næsten tilsvarende design med en svær stigning efterfulgt af 50 relativt lette kilometer, hvor der både kan ske samling og køres taktisk i en ukontrollerbar finale.

Mere sikkert er det, at der vil blive kørt klassement på 3. etape. Det meste af etapen er relativt let, men med det stejle Funkelpass med top ca. 20 km fra mål burde der være garanti for et opgør mellem favoritterne. Herefter venter der imidlertid igen et længere fladt stykke ind til mål, hvor alt kan ske i en ukontrollerbar finale. Det andet sikre klassementsslag venter på 4. etape, hvor løbets eneste bjergfinale venter, men der er her tale om løbets letteste etape og et ganske blødt målbjerg, hvor det snarere kan være taktik eller spurtstyrke, der bliver afgørende.

Det er således muligt, at løbets vigtigste etape bliver den sidste. Her skal man nemlig over nogle brutalt stejle stigninger i Østrig, og den sidste af disse er en regulær mur med top bare 10 km fra mål. Her vil der være lagt op til et sidste stort opgør mellem favoritterne, selvom de igen må sande, at der er tid til regruppering og taktik, inden en lille puncheurfinale skal krone vinderen af et løb, der hver eneste dag byder på uforudsigelige finaler.

Kun ét er sikkert. Efter fem dage med fem bjergetaper er det igen i år en klatrer, der vil vinde cykelsportens mest udprægede bjergløb!

1. etape

De to halvetaper på førstedagen i 2013 var en undtagelse, men derudover har det været en fast tradition siden 2008, at løbet altid er startet med en tidskørsel, ofte på en helt flad rute ved Gardasøen. Frem til 2010 var der tale om en enkeltstart, men efter det foretrak man et holdløb. I 2017 rykkede starten i kraft af det nye samarbejde med Tyrol-regionen imidlertid til Østrig, og det gav anledning til en ændring af formatet. Tidskørslen blev droppet, og i stedet gik man direkte til det, Tour of the Alps handler om: klatring. Således ventede den første af tre bjergafslutninger allerede på 1. etape, og den model fastholdt man i 2018. I de seneste to udgaver har man imidlertid lagt lidt blødere ud, og det gør man igen i år. Ganske vist skal man undervejs helt op i mere end 1600 m højde på Passo Brocon, ligesom der skal klatres ikke færre 3700 højdemeter, men da den svære stigning kommer relativt langt fra mål, kan det være en lidt større gruppe, der skal afgøre etapen i en finale, hvor en stejl lille bakke kan være den perfekte affyringsrampe for angreb eller en lejlighed til at rydde ud i gruppen inden en let stigende spurt.

Som altid i Tour of the Alps er der tale om en kort etape, der fører feltet over 160,9 km fra Cles til Fiera di Primiero. Starten er let, da man følger en generelt faldende og temmelig snoet vej mod syd og sydøst ned fra et højdedrag, indtil man når ned i dalen og floden Adige. Den følges mod sydvest, syd og sydøst ad en let faldende dalvej frem til den store by Trento, der nås efter 34,9 km.

Her forlader man dalen, når man drejer mod nordøst for at køre op ad en jævn opkørsel til byen Civezzano, der passeres efter 47,6 km. Den ligger på et let kuperet plateau, som nu følges mod sydøst frem til dagens spurt, der kommer efter 55,6 km. Plateauet følges nu videre mod sydøst, nordøst og øst langs floden Fiume Brenta via en vej, der kun er ganske let faldende.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Efter 79,7 km når man byen Borgo Valsugana, og kort efter drejer man mod nordøst væk fra floden for at køre ind i bjergene. Det sker via en jævn opkørsel, inden en kort nedkørsel leder mod sydøst ned til byen Castella Tesino. Her tager etapen for alvor fat, når man drejer mod nord og senere nordøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Passo Bocon (15,0 km, 4,9%). Man skal ikke lade sig snyde af data for de første 10 km stiger jævnt med 6-8%, inden de sidste 5 km frem til bjergspurten praktisk talt er flade og ofte endda let faldende.

Bjergspurten køres efter 116,4, og de sidste 44,5 km indledes nu med en meget teknisk nedkørsel, som leder mod nordøst til byen Canal San Bovo. Her kører man med det samme mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Passo Gobbera (4,2 km, 5,6%), der er sværest over de første 1500 m, hvor den stiger med 5-8% og derefter stiger relativt jævnt med 4-6% frem til toppen, som rundes efter 137,3 km. Herfra resterer 23,6 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, som fører mod øst ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 143,1 km. Herefter kører man cirka en halv omgang, inden man krydser stregen efter 147,4 km.

Etapen afsluttes nu med en hel omgang på den 13,5 km lange runde. Den indledes med, at man følger en generelt lige og let faldende vej mod sydvest ned til et vendepunkt. Her vender man rundt for at køre mod nordøst ad en nu let stigende vej tilbage til målbyen. Ad den lange, lige vej rammer man med 3 km igen en 1 km lang bakke, der stiger med 6-7%, og som har top med 2 km igen. Herfra falder det let ad den lige vej, inden der kommer to meget skarpe sving med 800 og 700 m igen, hvorimellem det falder ret kraftigt. Slutteligt går det ad en 7 m bred vej, hvor de sidste 500 m stiger jævnt med ca. 3%.

Etapen byder på i alt 3693 højdemeter.

Etapen er ganske svær at forudsige. Passo Brocon er svær nok til at køre noget klassement, og det kan bestemt ikke udelukkes, at der er hold, der fra start vil teste rivalerne. Der er dog langt hjem, og det virker usandsynligt, at etapen vil gøre afgørende forskelle. Til gengæld kan alt ske i finalen, hvor den sidste lille bakke er svær nok til at kunne bruges til angreb og måske forhindre den spurtafgørelse i en lille gruppe, som ligner det mest sandsynlige scenarium

Fiera di Primiero har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

2. etape

Med ét stort bjergpas var 1. etape allerede svær, og dagen efter skrues der yderligere op for vanskelighederne. Denne gang skal man nemlig over hele to af slagsen, men selvom de begge er ganske svær, kommer de igen langt fra mål. Med en afslutning, der kun byder på en blød stigning, en nedkørsel og et fladt stykke ind til mål, er der lagt op til en uhyre uforudsigelig afslutning, hvor meget kan ske, alt efter hvor aggressivt klassementsrytterne griber den sidste af de svære stigninger an.

Også denne gang er der tale om en kort etape på bare 154,1 km, der fører feltet fra Primiero/San Martino di Castrozza til Lana. Starten er brutal, da man med det samme kører mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Passo Rolle (20,8 km, 5,9%), der er en relativt jævn stigning med stigningsprocenter på 5-7%, indtil den flader ud med 2-3% over de sidste 1800 m frem til toppen, som rundes efter 21,5 km. Derfra går det mod nordvest og vest ad en nedkørsel, der kun i starten er teknisk, indtil man efter 42,2 km når frem til Predazzo.

Her følger man et ganske let stigende plateau mod sydvest og vest frem til dagens spurt, som kommer efter 54,8 km, hvorefter det fortsætter med at stige let mod sydvest, inden man drejer mod nordvest og senere vest for at følge en i starten let og til slut teknisk nedkørsel, der leder hele vejen ned til dalen og byen Auer, som nås efter 78,6 km. Her følger man kortvarigt en flad dalvej mod nordvest, sydvest og nord, inden man igen drejer ind i bjergene.

Det sker, når man kører mod nord og sydvest op ad kategori 1-stigningen Mendelpass/Passo della Mendola (15,3 km, 6,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 104,2 km. Herfra resterer 49,9 km, som indledes med en kort og ikke specielt svær nedkørsel, som leder mod nordvest ned til byen Fondo, der passeres efter 112,9 km. Derfra går det mod nord op ad det ikke-kategoriserede Gampenpass/Passo delle Palada (12,9 km, 4,1%), der er en jævn stigning uden stejle procenter.

Toppen rundes efter 125,7 km, hvorefter de sidste 28,4 km indledes med en midtvejs lidt teknisk, men ellers nem nedkørsel, som leder mod nord, nordøst og nord direkte ned til målbyen Lana, hvor stregen dog ikke krydses. I stedet kører man mod nordøst ad en let faldende vej ud af byen frem til Adige-floden, som følges let faldende mod sydøst, inden man slutteligt kører mod vest og nordvest ad en let stigende vej tilbage til Lana. Man drejer skarpt med 3,8 km igen, hvorefter man skal igennem to rundkørsler, den sidste med 800 m igen. Derefter bugter en 6 m bred vej sig let, indtil man med 180 m igen kan se målstregen, og undervejs stiger det med 2-3%.

Etapen byder på i alt 3228 højdemeter.

Etapen er præcis lige så uforudsigelig som den foregående. Mendelpass kan sagtens bruges til at køre klassement, men den kommer meget tidligt. Hvis der gås til stålet, kan der derfor opstå en meget taktisk finale i en lille gruppe af favoritter, men det kan også sagtens være, at der bliver kørt mere konservativt, og så er en spurtafgørelse i en ganske lille gruppe det mest sandsynlige scenarium.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Lana har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

3. etape

Der kan sagtens være blevet kørt klassement på de to første etaper, men hvis ikke det er sket, vil det i hvert fald ske onsdag. Ganske vist er 3. etape undervejs ikke alt for svær, men i finalen skal man over den meget stejle Furkelpass, der utvivlsomt vil skille fårene fra bukken. Igen kommer toppen imidlertid langt fra mål - denne gang 23,5 km fra stregen - og det skaber al mulig plads til, at der kan ske en regruppering og blive åbnet for en meget taktisk afslutning i endnu en flad finale.

Med en distance på 154,6 km er der nok engang tale om en kort sag, der fører feltet fra Lana til Niederdorf/Villabassa. Starten er usædvanligt nem, da man kører mod sydøst langs floden Etsch-Adige ad en flad dalvej ned til storbyen Bolzano, som nås efter 21,8 km. Her fortsætter man mod øst og senere nordøst ad en let stigende dalvej hele vejen frem til Klausen, der passeres efter 50,7 km.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Nu ændrer etapen karakter, når man kører mod nordøst væk fra dalen via en ikke kategoriseret stigning (7,4 km, 4,4%), på hvis top dagens spurt kommer efter 55,6 km. Et kort plateau følges mod nordøst, inden en teknisk nedkørsel leder videre mod nordøst ned til byen Brixen. Her kører man med det samme mod nord væk fra dalen op ad en stigning (5,4 km, 6,1%), som leder op til byen Natz, der passeres efter 72,4 km. Nu bliver det kortvarigt lidt lettere, idet man kører ad en let faldende vej mod nordøst og øst.

Etapen tager hurtigt fat igen, når man forlader dalen for at køre mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Terenten (6,1 km, 8,0%), der efter 500 næsten flade meter stiger relativt jævnt med 9-10% frem til de sidste 1100 m, som stiger med ca. 6% frem mod toppen. Den rundes efter 91,6 km, hvorefter en ikke specielt svær nedkørsel leder mod sydøst ned til Bruneck, hvorfra man kører mod sydvest og sydøst ad en let stigende dalvej.

I byen St. Vigil in Enneberg, som nås efter 123,1 km, indledes finalen, når man kører mod nord og øst op ad kategori 1-stigningen Furkelpass (7,9 km, 7,6%), hvis date snyder. De første 2,5 km er nemlig lette med procenter på hovedsageligt 3-4, inden der venter 1400 m med 5-9%. Herefter tager den fat med 3 km med 9-13%, inden den flader ud med 4-8% over de sidste 900 m frem mod toppen, som rundes efter 131,1 km.

De sidste 23,5 km indledes nu med en teknisk nedkørsel, der leder mod nordøst ned til byen Miterolang, som nås med 13,4 km igen. Her drejer man mod øst og senere sydøst ind på en ganske lige og let stigende dalvej, der leder direkte ind til målbyen. Over de sidste 5 km er der ingen sving, før man drejer lige ved den røde flamme, hvorefter en 5 m bred vej bugter sig let ind til mål, idet der er en brostensagtig belægning mellem 200 m- og 100 m-mærkerne.

Etapen byder på i alt 3287 højdemeter.

Hvor der på de foregående etaper kan være tvivl om, hvor meget klassementsrytterne vil spille ud, bør der ikke være tvivl denne gang. Furkelpass er grim og vil med sikkerhed give et billede af klatrehierarkiet, men derefter kan alt ske med en nedkørsel og en flad finale. Det kan ende i en spurt blandt nogle få favoritter, men det kan også sagtens ende med en taktisk afslutning, hvor en snu rytter kan snige sig væk.

Niederdorf/Villabassa har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

4. etape

Det kan godt være, at Tour of the Alps er kendt som et bjergløb, men i de senere år er arrangørerne gået helt udenom svære bjergfinaler. Sådan er det også i år, men på 4. etape får rytterne dog chancen for at slutte på en stigning, når man når østrigsk territorium og skal klatre et stykke op ad frygtede Grossglockner. Det sker dog ad en meget uregelmæssig og ikke specielt svær stigning, og da etapen samlet set er løbets letteste, er det langt fra sikkert, at en spurt i en favoritgruppe kan undgås.

Igen skal der tilbagelægges en kort distance, denne gang bare 142,4 km, som fører feltet fra Niederdorf/Villabassa til Kals am Grossglockner. Det meste af etapen er ganske let, og det gælder særligt for starten, da man indledningsvist blot følger en let faldende dalvej mod nordøst over grænsen til Østrig, der passeres efter 14,9 km, og frem til byen Tassenbach. Her drejer man efter 22,8 km mod sydøst væk fra dalen for at køre op ad kategori 2-stigningen Kartitscher Sattel (7,3 km, 5,3%), der er en lidt ujævn stigning med stigningsprocenter på 6-9 nær top og bund med et lettere midterstykke.

Toppen rundes efter 30,5 km, og herefter bliver det igen let. Man følger nemlig en lang, lige og let faldende vej mod sydøst og øst hele vejen ned til byen Kötschach, der nås efter 73,3 km. Her forlader man dalen for at kører mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Gailberg Sattel (6,3 km, 4,4%), der har enkelte 7-8% stykker på den nedre del, men ellers er ganske let hele vejen frem til toppen, som rundes efter 80,2 km. En meget teknisk nedkørsel leder nu vider mod nord tilbage til dalen på den anden side af bjergmassivet.

Her drejer man mod nordvest for at følge en ganske let stigende dalvej frem til den store by Lienz, som nås efter 106,3 km, og hvor man kører mod nord op på et nærliggende højdedrag (4,5 km, 3,8%), idet dagens spurt kommer næsten i bunden af bakken efter 107,7 km. Toppen rundes efter 109,2 km, hvorefter man kører mod syd tilbage til dalen for med det samme at køre mod nordvest op ad endnu et højdedrag (2,6 km, 4,5%), hvor toppen nås efter 113,4 km. En kort nedkørsel leder nu mod sydvest, inden man følger en lige og let stigende dalvej mod nordvest frem til byen Huben.

Her indledes finalen, når man drejer mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede målstigning. Den stiger med 4,3% over 12,4 km, men er meget irregulær. Således stiger de første 3 km med 8-11%, men derefter følger 4 km, der enten stiger eller falder let. De næste 2 km stiger med ca. 6%, inden den flader ud med bare 1-3% over de sidste 2400 m. Stigningen følger en kun ganske let snoet vej hele vejen op, idet der dog er to hårnålesving lige i rap med 600 m og 200 m igen. Den sidste kilometer stiger med ca. 4%, dog med nogle lidt stejlere stykker omkring de to sving.

Etapen byder på i alt 2384 højdemeter.

Læs også

Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape

Det er den eneste bjergfinale i løbet, men det er bestemt ikke en svær sag. Kun den nedre del kan bruges til at gøre forskelle. Det er bestemt ikke umuligt, at det kan ske, men særligt i modvind vil det være svært at undgå en regruppering. Meget taler for, at det vil ende i endnu en taktisk finale, hvor overtal kan være en fordel eller en spurt på toppen, hvor stigningen igen bliver en anelse stejlere.

Kals am Grossglockner har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

5. etape

I et løb, der kun består af bjergetaper, er det klart, at klassementet altid er på spil indtil sidste øjeblik, men der har været stor forskel på, hvor vanskelig finalen har været. I år har arrangørerne valgt en afslutning, der kan vende op og ned på det hele. Selvom de fleste klatreudfordringer igen ligger langt fra mål, sluttes der denne gang med den lille stejle mur Stronach med top bare 10 km fra stregen. Igen vil der være tid til en regruppering, men det er bestemt ikke umuligt, at stærkeste mand kan køre hjem og måske gøre det afgørende forskel til allersidst.

Læs også

Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes

Etaperne i Tour of the Alps er altid korte, men sidste etape er ofte ultrakort. Denne gang skal der tilbagelægges bare 114,5 km, der har både start og mål i Lienz. Igen er starten meget let, da man kører mod sydøst ad en flad dalvej ud til et vendepunkt, hvorefter man vender rundt for at køre ad en flad vej mod nordvest og siden sydvest, idet man holder sig syd for selve Lienz.

Efter 34,3 km når man frem til Leisach, og her forlader man dalen for at køre mod vest op ad kategori 1-stigningen Bannberg (5,5 km, 10,2%), der er en meget jævn stigning med 9-12% over de første 4,5 km, inden den flader ud med 5-6% over den sidste kilometer frem mod toppen, som rundes efter 40,2 km. En kort og ikke specielt svær nedkørsel leder mod sydvest, men inden man når dalen kører man mod nord op ad endnu en stejl stigning (3,9 km, 10,0%), der er konstant stejl med procenter mellem 8 og 14 og har top efter 48,9 km.

Nu bliver det lettere. En generelt let faldende vej leder mod vest, nordvest og syd, inden man kører mod sydvest op ad en lille bakke, som leder frem til dagens spurt, der er placeret efter 59,8 km. En nedkørsel leder nu mod sydvest ned til dalen og byen Abfaltersbach, hvorefter man kører mod nordøst ad en let faldende dalvej langs floden Drau.

Etapen tager fat igen i byen Thal, hvor man drejer mod nordvest og senere nordøst for at køre op ad Bannberg fra den anden side. Her er den ikke kategoriseret og stiger med 6,65 over 6,8%, men kommer i tre dele. De første 3,5 km stiger således med 7-11%, indne der venter 1500 m med 1-3%. Herfra stiger den med 4-6% frem mod toppen, som rundes efter 81,6 km.

De sidste 32,9 km indledes nu med en ikke specielt svær nedkørsel, der leder mod øst tilbage til dalen. Her kører man ad en ganske let faldende dalvej mod nordøst, sydøst og slutteligt nordvest, men i udkanten af Lienz drejer man væk fra dalen. Det sker, når man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Stronach (3,1 km, 12,4%), der efter 500 m med 7,8% stiger med mellem 11 og 15% hele vejen til toppen, som rundes efter 104,5 km.

Herfra resterer præcist 10,0 km, som indledes med en relativt enkel nedkørsel, som fører mod sydvest tilbage til dalen. Her kører man mod vest ind mod centrum, men kort inden dette drejer man med 1,5 km igen mod nord for at køre op ad en bakke. Det stiger kun let frem til de sidste 600 m, men herfra stiger det med 7-10%, idet der er et enkelt hårnålesving med 150 m igen.

Etapen byder på i alt 2446 højdemeter.

Det kan bestemt ikke udelukkes, at dette bliver den vigtigste etape. Stronach er en sand lille mur, og den kommer så tæt på mål, at det må regnes som den bedste chance for løbets bedste mand til at køre alene hjem. Som på de foregående etaper er der dog også tid til både en regruppering og en taktisk finale, hvor man kan snige sig væk eller skal afslutte hele løbet med en puncheurspurt med potentielt vigtige bonussekunder på spil.

Lienz er hyppigt blevet brugt som målby for løbet. Det skete senest i 2018, hvor man med Bannberg i finalen fik skabt en lille gruppe, hvorfra føst Luis Leon Sanchez og siden George Bennett kunne køre alene væk til en spansk sejr, mens Koen Bouwman vandt spurten om 3. pladsen. Forinden var det i 2013, hvor Maxime Bouet tog en overraskende udbrudssejr på morgenens halvetape, inden Sky vandt eftermiddagens holdløb. I 2002 slog Felix Cardenas Michele Scarponi i en tomandsspurt, og i 2000 vandt Jan Svorada en massespurt om morgenen, inden Simone Borgheresi vandt en enkeltstart om eftermiddagen. I 1999 tog Paolo Savoldelli en solosejr på førstedagen. Giroen lagde vejen forbi i 2007, hvor Stefano Garzelli tog en solosejr fra et udbrud. Derudover er byen hyppigt blevet besøgt af Østrig Rundt, hvor det senest er blevet til sejre til Sacha Modolo i 2012, Leonardo Bertagnolli i 2010, Gerrit Glomser i 2004, Ivan Basso i 2001 og Daniele Nardello i 2000.

Læs også

Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne

Læs også

Sejrede efter vanvidsvejr i Vallonien: Jeg kan ikke tro, at jeg har vundet Fleche

 Livestream Tour of the Alps, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser

Favoritterne

Tour of the Alps er et af de mest udprægede bjergløb på kalenderen og måske det etapeløb på hele året, de rene klatrere har allerbedst muligheder for at vinde. Det bliver endnu mere markant efter navneskiftet, der har ført til en total ensretning, hvor tidskørslen og sprinteretaper helt er droppet, og selvom det faktum, at der i de sidste år var et holdløb og ikke en enkeltstart betød, at de rene bjergryttere måske endda kunne vinde tid på den flade åbningsetape, er det i dag helt og holdent bjergbenene, der afgør, hvem der skal vinde Italiens største etapeløb uden for WorldTouren.

Navnet Tour of the Alps oser af bjerge, og derfor er det altså nu blevet løbets logik, at løbets skal bestå af fem bjergetaper uden sprinteretaper eller tidskørsler. Alligevel har løbet slet ikke været så enkelt at fortolke, som man måske skulle forvente af et løb, der alene består af rigtige bjergetaper, hvilket burde tale for, at bedste klatrer vinder. Arrangørerne har nemlig valgt en model, hvor de holder sig fra store bjergfinaler og i stedet designer korte, intense bjergetaper med urimeligt mange højdemeter, men med relativt lette afslutninger. Undtagelserne var 2018-udgaven, hvor man havde afslutningen på Alpe di Pampeago til at lade de bedste klatrere sætte sig igennem, og 2021-udgaven, hvor det var Boniprati inden en kort faldende finale, men i 2016, 2017 og 2019 har fraværet af en brutal bjergfinale ført til meget taktiske løb, der har været helt umulige at kontrollere, og hvor bedste mand ikke nødvendigvis bare har sat sig igennem.

Bedste eksempel på dette er naturligvis 2019-udgaven. Her var det ret åbenlyst, at Vincenzo Nibali og Rafal Majka var de stærkeste på stigninger, men begge havde uhyre svage hold og kunne isoleres med et fingerknips. Når de ramte de lette afslutninger efter bjergene, begyndte Pavel Sivakov og Tao Geoghegan Hart at angribe på skift, og så kunne Nibali og Majka have nok så gode bjergben. Det hjalp dem ikke, og Sivakov og Geoghegan Hart endte med at tage en dobbeltsejr i kraft af et stærkt kollektiv og ikke via de bedste bjergben.

I de øvrige år har bedste mand nu alligevel vundet, men det holdt hårdt. I 2016 var Mikel Landa flere gange på den, når han var isoleret, og det var kun med det alleryderste af neglene, at han undgik at tabe sejren til Tanel Kangert på bonussekunder i den allersidste spurt. I 2017 var Geraint Thomas godt hjulpet af netop Landa, når de vanskelige finaler skulle kontrolleres, og selv i 2018, hvor der altså var en bjergfinale, havde det ellers brølstærke FDJ-hold deres hyr med at bringe Thibaut Pinot sikkert igennem den angrebsfest, der fulgte i alle afslutningerne.

I år kan det blive helt ekstremt. Her kan der potentielt køres klassement på alle fem etaper, men alle fem dage byder også på lette afslutninger, hvor taktik kan komme i spil. Det gør det mildt sagt svært at forudsige, hvad der vil ske, for det kan blive et meget, meget taktisk løb, hvor bedste mand ikke nødvendigvis vil vinde, præcis som vi så det for tre år siden, hvor kollektivet slog individerne. Selv i bjergafslutningen på 4. etape kan taktik meget vel blive afgørende, da det kun er de første 3 km, der er svære, hvorefter det bliver så let, at taktik bliver vigtigere end gode ben.

Det er nok de to første etaper, der vil spille den mindste rolle. Her er der relativt langt hjem fra de sidste stigninger, men det kan bestemt ikke udelukkes, at der alligevel sker ting og sager. Stigningerne er svære nok til, at man kan køre klassement og skabe helt ukontrollerbare finaler, hvor der kan angribes i øst og vest. Da de vigtigste etaper kommer senere i løbet, er der dog en vis sandsynlighed for, at de vil blive grebet mere alternativt an, og så kan de meget vel ende i en eller anden form for spurtafgørelse i relativt små felter. Finalen på 1. etape er dog ret tricky med den lille bakke, hvor en god puncheur måske kan køre væk, og uanset hvad vil en hurtig mand måske kunne tage bonussekunder, hvis de kan komme af med løbets få deciderede afsluttere.

På både 3. og 4. etape bør der blive kørt klassement. Her kommer de svære dele af stigningerne tættere på mål, men stadig så langt væk, at der er god tid til regruppering og taktik. Særligt 3. etape kan blive ret selektiv, da Furkelpass er grimt, men til gengæld er der stadig mere end 20 km hjem, og en eller anden form for taktisk finale med sene angreb og taktik eller en spurt, ligner det mest sandsynlige.

For mig at se ligner 5. etape den store chance for at gøre forskelle. Her er stigningerne voldsomt stejle, og den sidste lille mur i finalen bør være så svær, at bedste mand kan køre alene. Det slutter stadig fladt med en puncheurfinale, hvor taktik kan komme i spil, men det bør særligt være denne etape, der sikrer, at det skal være en af de absolut bedste klatrere, som vinder. En solosejr til bedste mand er i hvert fald sandsynlig.

Læs også

Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb

Hvad er så konklusionen? Det er i hvert fald, at det er en klatrer, der vinder, men det vil næsten give sig selv. Jeg vil stadig tro, at 5. etape vil sikre, at det bliver knap så taktisk og tilfældigt som for tre år siden, men særligt den lange, flade finale på 3. etape giver så god tid til, at en taktisk etableret gruppe kan få et forspring, der ikke kan indhentes af bedre klatrere. Det betyder også, at det bliver et løb, hvor et stærkt kollektiv meget vel kan være helt, helt afgørende. Dels hvis man skal forsvare en trøje i de ukontrollerbare finaler, og dels hvis man skal havne i det overtal, som Ineos så smukt udnyttede i 2019. Endelig betyder de flade finaler samt puncheurafslutningen, at der meget vel kan blive spurtet om bonussekunder undervejs - også på toppen på 4. etape - og derfor kan en god spurt være et vigtigt våben. Ikke alle finalenedkørsler er svære, men en god nedkørsel er også et potentielt våben og i hvert fald en chance for at komme tilbage. Endelig er det værd at bemærke, at de måske vigtigste stigninger på 3., 4. og 5. etape, hvor de måske vigtigste forskelle kan gøres, er kendetegnet ved at være relativt korte og stejle, og på 5. etape er der sågar tale om en regulær mur.

Hvad så med vejret? Løbet kan være både koldt og regnfuldt, men det er ikke så slemt i år. Åbningsetapen bliver solrig og iskold med sidemedvind på sidste stigning, mens tirsdagen bliver meget varmere, solrig og med en generel medvind i finalen. Onsdag kan der komme en byge, og her er det særligt værd at bemærke, at der vil være modvind i det flade indløb, hvilket øger chancen for regruppering. Også torsdag er der en beskeden risiko for byger samt heldigvis medvind på det lette målbjerg, men det går galt fredag, hvor det lige nu tyder på regn med sidevind på muren og derefter sidemedvind hjem til mål. Gode regnvejrsben kan således blive en komponent, hvis 5. etape viser sig at være den vigtigste.

Tilbage står, at vi igen i år har et af de mest åbne etapeløb, hvor det forhold, at det ikke nødvendigvis er bedste mand, der vinder, gør, at der er temmelig mange mulige vindere. Bedre bliver det ikke af, at løbet altid er kendetegnet ved, at det er Giro-favoritternes første løb efter en højdetræningslejr. Det betyder, at vi aldrig helt ved, hvem der er kørende, og selvom de så tæt på Giro-starten skal være i god form, er det en god ide at vide, hvem der plejer at køre stærkt i sine forberedelsesløb, fordi det i et vist omfang er eneste reelle pejlemærke på, hvem der har taget de gode ben med til Alperne.

Feltet i år er ikke så stærkt som sidste år, og det øger chancen for, at de bedste kan sætte sig igennem, særligt på fredag. Alligevel gør udsigten til taktik, at det er med meget, meget stor tøven, at jeg peger på Mikel Landa. Baskeren er nemlig på ingen måde skabt til et løb med flade finaler, da han som bekendt er ganske spurtsvag, og derfor er det bestemt ikke en rute, der er designet efter hans hoved. Dertil skal lægges, at der er stor usikkerhed om hans niveau efter den gigantiske krise, han var igennem efter sit styrt i Giroen.

I Tirreno var han imidlertid pludselig genfødt, og han var en af de absolut stærkeste i det løb. Det kom endda uden den store forberedelse, og da han nu har trænet målrettet frem mod dette løb, er han formentlig i betydeligt bedre form nu. Han plejer også at køre stærkt i dette løb, som han tidligere har vundet, og jeg vil derfor tro, at han vil være en af de absolut bedste klatrere og måske også den bedste klatrer.

Derfor tror jeg, at han har en god chance for at køre væk på fredag, hvor den korte, stejle stigning faktisk passer ham ganske udmærket, som vi har set i blandt andet Baskerlandet. Regnvejr mestrer han også, men det er klart, at han overhovedet ikke er spurtstærk. Den lille puncheurspurt på 5. etape burde han dog nok kunne køre i et felt, hvor de færreste favoritter er spurtstærke, og derfor skulle han have en god chance, hvis 2-3 mand kører væk på fredag. Samtidig er Bahrain vel nok det stærkeste hold med to og måske endda tre mand i finalerne, og det giver mulighed for både at kontrollere og spille det taktiske spil. Jeg kan være lidt bekymret for, at Pello Bilbao tager trøjen de første dage, og at han derfor låses, men på 5. etape bør benene tale, og her vil Landa normalt være stærkere end Bilbao. Derfor tror jeg, at han vinder, selvom ruten er alt andet end optimal.

Dernæst peger jeg på Richie Porte. Australieren viste i Tirreno, hvor han kørte lige op med blandt andre Landa i gruppen bag Pogacar på Carpegna, at han stadig skal regnes som en af de bedste klatrere. Han blev syg under Catalonien, og derfor er hans form ukendt, men han har haft en lille måned til at komme sig og færdiggøre forberedelsen frem mod Giroen. Da han til maj primært skal være hjælper, vil jeg tro, at han vil gå ret målrettet efter at vinde dette løb, men det er klart, at det også for ham gælder, at det passer ham dårligt. Han er nemlig både spurtsvag, og så er han tillige en ringe nedkører uden nogen stor glæde ved den regn, der kan komme på den vigtigste etape. Heldigvis for Porte er nedkørslen på 5. etape ikke svær, og det er derfor nok kun nedkørslen på 3. etape, hvor der er langt hjem, at han kan få afgørende problemer.

Selve stigningerne passer dog Porte godt. Han har talrige gange vist, at han har et godt punch på korte stigninger, og de stejle procenter mestrer han også. Puncheurspurten på 5. etape vil han også kunne køre, hvis han er oppe mod eksempelvis Landa, og vigtigst af alt er Ineos også her et af de stærkeste hold. Meget vil dog stå og falde med, om Pavel Sivakov vitterligt er tilbage, for ellers vil han formentlig være for alene i finalen, hvis han er oppe mod en hær af ryttere fra særligt Bahrain. Også han har vundet løbet tidligere, og det vil være et flot punktum, hvis han kan genvinde det i sidste forsøg.

Jeg var meget fristet af at gøre Pello Bilbao til favorit. Spanieren kunne nemlig ikke få et meget bedre etapeløb end dette. Vi så i både Baskerlandet og Tirreno, at han fortsat ikke kan matche de allerbedste på stigningerne, men derfor er fraværet af svære finaler perfekt, særligt fordi han har sine fabelagtige nedkørselsesevner, som faktisk gav ham sejren på kongeetapen i dette løb for et år siden. I Baskerlandet genfandt han endda også sin gamle spurt, og dermed har han også mulighed for at jagte bonussekunder, og som sagt ligner Bahrain det stærkeste hold, hvilket giver ham muligheder i det taktiske spil.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Når jeg alligevel ikke peger på ham, skyldes det 5. etape. Jeg tror, at han får svært ved at følge de bedste, og da nedkørslen ikke er svær, vil han selv på våde veje få svært ved at indhente det tabte. Det er dog ikke umuligt, særligt ikke hvis der går taktik i den i front, hvor Landa eksempelvis kunne sætte sig på hjul, og hvis han forinden kan vinde tid, enten i kraft af bonus eller i det taktiske spil, er det bestemt ikke umuligt, at Bilbao kan forbedre sin 2. plads fra 2021. Han får næppe igen så stor en chance for at vinde et etapeløb.

Et af de store spørgsmål er Miguel Angel Lopez. Da vi sidste så ham i aktion, var han rystende formsvag, og det kommer endda efter et 2021, hvor han kun sjældent fandt formen. Heldigvis nåede han i Vueltaen at bevise, at han stadig er en af verdens bedste, ikke mindst da han slog Roglic på kongeetapen, og hvis han har de ben nu, er han formentlig også bedste mand i dette løb. Spørgsmålet er bare, om han har det. Han kører som regel stærkt i sin optakt og vandt kongeetapen her i 2018, men han er blevet pokkers ustabil, og hans kørsel i Tirreno var ikke lovende. Den største udfordring er dog hans hold. Astana er et af de svagere af WorldTour-holdene, og i det taktiske spil skal han have en heldig hånd.  Han skal i hvert fald nok satse på at tage trøjen på sidste etape, da holdet næppe kan forsvare sig i disse ukontollerbare finaler. Heldigvis er det også muligt, hvis Lopez har fundet de ben, han ikke havde i marts.

Pavel Sivakov har før vundet dette løb på det taktiske spil, hvor han har udnyttet et Ineos-overtal, og hvis han er tilbage på det niveau, kan han og Porte udgør den perfekte duo til at angribe på skift i de taktiske finaler. Spørgsmålet er bare, om han har den form nu. Han har ikke været på noget brugbart niveau siden dette løb for et år siden, men heldigvis så han faktisk ganske stærk ud i Catalonien, inden han desværre blev syg. Hans klasse kan ikke være forsvundet, og for bare et år siden lignede han i dette løb næstbedste mand bag Simon Yates. Den stejle stigning på fredag passer ham ikke ideelt, men der vil være tid til at komme tilbage, og hvis han i det taktiske spil forinden har sikret sig et forspring, som han havde i 2019, da han vandt, behøver han heller ikke at følge de bedste hele vejen. Endnu en sejr vil være et vigtigt selvtillidsboost.

Et stort spørgsmålstegn er der også ud for Thibaut Pinot. Franskmanden var pludselig genfødt i Tirreno, men efter en pause skuffede han fælt i fredags i Besancon. Det viste sig dog, at hans styrt i Sarthe var så slemt, at han havde misset en del træning og derfor ikke var svært overrasket over, at han havde det svært. Han følte sig ret overbevist om, at han vil være meget bedre her, hvor han har et af sine forårsmål, og vi så da også i Tirreno, at hans form kom temmelig pludselig ud af det blå. Er han på Tirreno-niveau, er det et løb, der passer ham. Sammen med Bilbao er han den hurtigste af favoritterne, og han er tillige god på denne form for stigninger. Han elsker også regnen på 5. etape, men desværre er hans hold ikke overbevisende, og jeg frygter, at han vil være for alene i finalerne - hvis altså han har Tirreno- og ikke Besancon-benene. Endnu en sejr i dette løb vil falde på et tørt sted for den tidligere vinder efter den lange krise.

En anden rytter, der forbereder sig til Giroen, er, selvom DSM ikke har bekræftet det, Romain Bardet. Franskmanden kommer til løbet direkte fra højderne, og han bør være betydeligt bedre end i sæsonstarten, hvor han skuffede i både UAE Tour og Tirreno. Spørgsmålet er da også, om han fortsat er god nok til at vinde et løb som dette. Han fandt gode ben i Burgos og Lombardiet sidste år, men derudover har vi stort set alene oplevet skuffelser, selvom han vandt en udbrudssejr i Vueltaen. Det er ret givet, at Bardet er langt fra fordums styrke, men har han benene fra Burgos, burde han være konkurrencedygtig. Det er i hvert fald en fordel, at der mangler svære finaler, og han har sin gode nedkørsel som et våben, hvis han taber terræn. Helt uden punch til puncheurspurten på 1. etape er han heller ikke, men hans hold er ikke imponerende. Han vil være ret afhængig af, at Thymen Arensman kan fortsætte sin gode udvikling. Ellers bliver han formentlig for alene til at vinde.

En anden rytter, hvis niveau er meget svært at spå om, er Hugh Carthy. Briten har været langt væk i sæsonstarten, men selvom han ikke fik et resultat, så han meget bedre ud i Catalonien, hvor han kørte offensivt. Frem mod Giroen skulle han meget gerne finde sin bedste form, og han skal som minimum være konkurrencedygtig nu. De relativt eksplosive stigninger passer ham dog dårligt, og spurte kan han heller ikke. Hans største chance er det taktiske spil, og her lider han også under et relativt svagt hold, der er meget afhængigt af, hvor god Esteban Chaves er. Finder han sit niveau, bør Carthy dog være en af de bedste på 5. etape, og er han først det, kan han også med den rette hånd i det taktiske spil vinde løbet.

Bahrains tredje kort er Santiago Buitrago. Han er som udgangspunkt hjælper og helt sikkert ikke den bedste i løbet, men hans kørsel på de to bjergetaper i Catalonien vidner om, at han bør være meget langt fremme. Han er endda også en hæderlig afslutter, hvis han skulle få brug for det undervejs, men vigtigst af alt er han på det stærkeste hold. Ender det med taktiske finaler, kan Buitrago måske gribe sin chance som den Bahrain-rytter, ingen rigtigt kigger på. Bahrain har også Hermann Pernsteiner , der er i klart stigende form, men næppe nok til at køre med om sejren, samt Domen Novak , der klatrede overraskende godt i Baskerlandet, men ikke kan vinde i dette selskab.

Esteban Chaves fik en meget trist debut i Europa for sit nye hold i Catalonien, og det er naturligvis bekymrende for en rytter, der generelt er milevidt fra fordums styrke. Han viste dog sidste år netop i Catalonien, at han stadig på sine gode dage kan finde et højt niveau, og selvom vi ikke har set det siden dengang, kan man håbe, at det nærmer sig frem mod Giroen. Hans største problem er i dag manglende restitution, men det problem lider han ikke under i dette korte etapeløb. Efter Catalonien er det svært at have de helt store forventninger, men netop fordi han er så svingende, kan man også drømme om, at han pludselig viser det, vi så for et år siden. EF har også den unge klatrer Sean Quinn , men selvom han gjorde det godt i fladlandet i Sarthe, er niveauet her for højt på dette tidspunkt i karrieren.

DSMs anden kandidat er Thymen Arensman. Det kom lidt ud af det blå, at han pludselig kunne køre top 10 i Tirreno, men vi så også på kongeetapen, at han fortsat har sine begrænsninger. Han kan dog have forbedret sig yderligere siden da og kommer som Bardet fra højderne. Disse stigninger er for stejle og eksplosive til at passe ham, og derfor vil det overraske mig at se ham helt fremme, men i det taktiske spil kan han og Bardet spille spillet og får han her vundet lidt tid kan meget ske. DSM har også Chris Hamilton, men han har slet ikke fundet sine ben i år.

Ineos’ tredje kort er Eddie Dunbar, der fik en flot samlet sejr i Coppi e Bartali. Den kom ellers efter en lang og svær tid for ireren, der kun i Tour de Suisse viste et fornuftigt niveau i 2021. Nu kan man håbe, at det var et tegn på, at han har forbedret sig og kan være med i dette løb også, men desværre er feltet her meget, meget stærkere end i det løb, han vandt. Derfor skal han have forbedret sig meget for vitterligt at være i spil til sejren, men han vil i det taktiske spil stå stærkt, hvis han vitterligt er tæt på de bedste.

Clement Champoussin er altid en ustabil skikkelse, og man ved aldrig helt hvilken udgave man får. Han lagde meget stærkt ud, men siden har han været ramt af både sygdom og personlige problemer, der har kostet nogle løb. Han var ikke specielt overbevisende i Besancon og Jura, og derfor er det svært at være alt for optimistisk i dette løb. Hans topniveau fører ham dog langt, hvis han med to løb i benene har forbedret sig. Til gengæld kan han meget vel være alene i finalerne, da Ag2r nok er stærke, men mangler topryttere.

De to ryttere, der skal sidde hos ham til sidst, er Felix Gall og Geoffrey Bouchard. Gall viste sidste år tegn på fremgang, men slet ikke på det niveau, vi så i Baskerlandet. Her kørte han imidlertid en fremragende kongeetape, der vidner om, at han kan være med i dette felt. Vi ved i hvert fald, at formen er god, men det er måske tvivlsomt, om det rækker hele vejen. Mere usikkerhed er der om Bouchard, der kom skuffende fra start. Han har gjort dette løb til et mål, men har efter en pause kun kørt Camembert, hvor han trods et godt resultat ikke virkede overbevisende på stigningerne i finalen. Sidste år fandt han ellers et relativt højt niveau, men han har endnu til gode at køre med helt fremme i løb på dette niveau. Holdet har også Clement Berthet, der gjorde det godt i Besandon og Jura, men han kan næppe være med helt i front.

Astanas andet kort er David de la Cruz . Spanieren er kommet meget skidt fra start for sit nye hold, og når man i forvejen betænker, at han kun sjældent finder sit niveau, skal optimismen nok begrænses. På den anden side burde han være i form frem mod Giroen, og når han rammer sit niveau, bør han komme langt i et felt som dette. Desværre passer hele rutens design dårligt til en mand, der er uden punch og ikke kan køre nedad, men forhåbentlig kan han i det taktiske spil drage fordel af Lopez. Astana har også Joe Dombrowski, men han er kommet skidt fra start og er sjældent i form uden for grand tour, samt Vadim Promskiy, men han har ikke været i nærheden af sit Giro-niveau.

FDJ har også Michael Storer, men han har slet ikke kunnet finde niveauet fra sidste år. Senest skuffede han fælt i Catalonien, men faktisk var der opløftende takter de sidste dage. Han har nu haft nogle uger til at forbedre sig, og har han fortsat den opadgående tendens, kan man måske håbe, at han er ved at være der. Finder han niveauet fra sidste år, er han en god makker for Pinot i de taktiske finaler, selvom løbet generelt passer ham knap så godt. FDJ har også Attila Valter, der er deres Giro-kaptajn, men selvom han sluttede lidt bedre af i Barcelona og kørte et fremragende Strade Bianche, har han generelt været så langt fra de bedste på længere stigninger siden sin gode start på Giroen, at det vil være nyt at se ham helt fremme i et løb som dette. Den fjerde kandidat er Matteo Badilatti, der kørte fint i Besancon, men niveauet her er nok for højt til, at han kan være med helt fremme.

Uno-X stiller med Torstein Træen. Nordmanden har længe været en hæderlig klatrer, men indtil Catalonien lignede han mere en god hjælper end en rytter med et større potentiale. Her sikrede han sig imidlertid en samlet top 10 i uhyre skrapt selskab, og hvis han har bevaret de ben, bør han også komme langt i dette løb. Det er klart, at han slet ikke har holdet til at vinde, men en topplacering er mulig med de catalanske ben. Uno-X har også Niklas Eg, men der er desværre foreløbig intet, der tyder på, at han er tilbage på sit bedste niveau. Efter en længere pause har han dog potentiale til at overraske, som Træen gjorde det i Catalonien.

Bora stiller med Cian Uijtdebroeks, der bliver meget spændende at følge. Det belgiske vidunderbarn viste i Coppi e Bartali, at han allerede skal tages seriøst som klassementsrytter. Desværre styrtede han på sidste etape, men uden alvorlige konsekvenser, og hans udvikling tilsiger, at han sikkert allerede har forbedret sig. De korte distancer bør være gode for en mand, der kommer direkte fra juniorklassen, men det er også klart, at niveauet her er anderledes end i Coppi e Bartali. Bora har også Matteo Fabbro, der har potentiale til at være med helt fremme, men han har været så langt fra sit niveau i så lang tid, at jeg har svært ved at tro det. Lennard Kämna var meget formsvag i Baskerlandet, og selvom Anton Palzer efterhånden er stærk, er niveauet her for højt, som det også er for Ben Zwiehoff, der har skuffet på det sidste.

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige hold. Hos Euskaltel har Mikel Bizkarra vist ganske fin form i Baskerlandet, men top 10 i dette selskab er nok højt sat. Hos Caja Rural kørte Jonathan Lastra flot i Baskerlandet, men også han får svært ved at være med helt i front, mens Jefferson Cepeda virkede formsvag. En joker er Einer Rubio, der jo viste sit talent i Burgos og Polen, men har skuffet meget fra sæsonstart. Han har formentlig forbedret sig frem mod Giroen, og derfor kan han overraske, men sæsonstarten var meget svag. Niveauet er nok for højt for hans holdkammerat, den ligeledes lovende Abner Gonzalez. Hos Israel-PT drømmer man om en genfødsel af Carl Fredrik Hagen, men den så vi intet til i Provence eller Paris-Nice, hvor han sidst var i aktion. Hos Bardiani har Filippo Zana slet ikke fundet formen i år, og det samme gælder hos Drone for Daniel Munoz og Simone Ravanelli, der var for langt efter på Sicilien. Kern Pharma har en spændende kandidat i Igor Arrieta, men vi så i Baskerlandet, at han stadig mangler lidt for meget, og Jose Felix Parra har trods fremgang i Catalonien ikke været på det håbede niveau. Hos Eolo manglede Edward Ravasi for meget på Sicilien, og hos Tirol skal den spændende Florian Lipowitz forsøge at forbedre sidste års flotte 18. plads.

***** Mikel Landa

**** Richie Porte, Pello Bilbao

*** Miguel Angel Lopez, Pavel Sivakov, Thibaut Pinot, Romain Bardet, Hugh Carthy

** Santiago Buitrago, Esteban Chaves, Thymen Arensman, Eddie Dunbar, Clement Champoussin, David de la Cruz, Felix Gall, Geoffrey Bouchard, Michael Storer, Torstein Træen Cian Uijtdebroeks, Attila Valter

* Einer Rubio, Matteo Fabbro, Hermann Pernsteiner, Mikel Bizkarra, Matteo Badilatti, Joe Dombrowski, Carl Fredrik Hagen, Jose Felix Parra, Clement Berthet, Jonathan Lastra, Igor Arrieta, Abner Gonzalez, Chris Hamilton, Sean Quinn, Lennard Kämna, Domen Novak, Edward Ravasi, Niklas Eg, Florian Lipowitz

Danskerne

Niklas Eg er til start for Uno-X og har formentlig frihed til at gå efter klassementet, men kan også ende som støtte til Torstein Træen samt mulig udbryder.

 Livestream Tour of the Alps, Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege uden afbrydelser