Løbets rolle og historie

Cykelsæsonen er inddelt i flere faser, der tilgodeser forskellige ryttertyper. Efter de mange forberedelsesløb i januar og februar gav Paris-Nice og Tirreno-Adriatico etapeløbsrytterne en chance for at vise sig frem, før en ganske særlig type af klassikerryttere indtog scenen i Milano-Sanremo og brostensklassikerne. Den del af sæsonen er efter Paris-Roubaix ovre, og nu har de lettere fyre overtaget stafetten i ardennerklassikerne, inden vi tager hul på grand tour-sæsonen.

Mens ardennerstjernerne således er i gang med sæsonens store højdepunkt, er Giro-rytterne i disse dage i færd med at færdiggøre forberedelserne til det næste store skift i cykelkalenderen. I mange år betragtede de fleste Tour de Romandie med dets lange og rige historie og høje bjerge som det perfekte opvarmningsløb til Giro d’Italia. Afslutningen på det schweiziske løb mindre en uge inden starten på det helt store mål gjorde det til den ideelle begivenhed til at fintune formen forud for de store slag i de italienske bjerge. I samme periode blev det bjergrige Giro del Trentino afviklet en uge tidligere, hovedsageligt som en italiensk affære, hvor værtslandets helte kunne teste benene inden det nationale højdepunkt.

Det regionale etapeløb afvikledes i et af de mest bjergrige områder i Italien og blev første gang afholdt i 1962, inden det allerede efter to udgaver forsvandt igen. Ideen om at have et forberedelsesløb til Giroen i en af de mest bjergrige egne var imidlertid for oplagt til at modstå, og løbet var derfor tilbage på kalenderen i 1979, hvor norske Knut Knutsen tog en dengang meget sjælden udenlandsk sejr i Trentino.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

Siden da har løbet altid været rammen om den store Giro-generalprøve for de bedste italienske ryttere, hvis hjemlige fans har haft en mulighed for at vurdere hvem af deres helte, der var i form til den store grand tour. Francesco Moser og Giuseppe Saronni er begge blandt de tidlige vindere, og siden har Claudio Chiappucci, Gianni Bugno, Paolo Savoldelli, Gilberto Simoni, Damiano Cunego, Vincenzo Nibali, Ivan Basso og Michele Scarponi alle vundet løbet, inden de senere har henrykket hjemmepublikummet i Giroen. Løbet var imidlertid hovedsageligt for italienske hold og ryttere, mens udlændingene sparede på kræfterne til Romandiet.

I de senere år er denne trend blevet ændret. Mens det schweiziske løb nu hovedsageligt er det sidste store forårsmål for Tour de France-favoritterne og en perfekt mulighed for klassikerrytterne til at vise deres form én sidste gang inden en velfortjent pause, er det italienske løb pludselig blevet den foretrukne forberedelse ikke bare for italienere, men også for de største internationale stjerner.

Løbet har ganske vist stadig været domineret af italienere, men da Alexandre Vinokourov vandt i 2010, blev det tydeligt, at også udenlandske Giro-favoritter kunne være med. I 2012 blev startfeltet yderligere internationaliseret, da BMC, Ag2r og Astana alle brugte løbet som deres vigtigste forberedelse for deres Giro-kaptajner Marco Pinotti, John Gadret og Roman Kreuziger, og i 2013 fik det sin status som den store generalprøve mellem de to store Giro-favoritter, Bradley Wiggins og Vincenzo Nibali, mens den senere Giro-toer Cadel Evans gav feltet yderligere internationalt tilsnit. I 2014 var Evans, Domenico Pozzovivo, Fabio Aru og Michele Scarponi blandt de allerstørste Giro-favoritter, og de var alle til start i Trentino. I 2015 planlagde tre af de største favoritter, Richie Porte, Fabio Aru og Domenico Pozzovivo, alle at bruge løbet som den sidste test (selvom sygdom tvang Aru til at droppe det), og i 2016 var de to store forhåndsfavoritter, Vincenzo Nibali og Mikel Landa, begge at finde på startstregen.

I 2017 slog den nye status for alvor slået igennem, og man var således i stand til at tiltrække ikke færre end syv udenlandske WorldTour-hold. Ganske vist jorde det ondt at se Vincenzo Nibali foretrække Tour of Croatia som sin sidste forberedelse, men man kunne på ingen måde være utilfredse med at præsentere et felt, der rummede en stor del af forhåndsfavoritterne til den ekstremt stærkt besatte Giro. Mikel Landa, Geraint Thomas, Domenico Pozzovivo, Michele Scarponi, Rohan Dennis, Davide Formolo og Thibaut Pinot havde alle udsigt til at stå i spidsen for deres mandskaber i den italienske grand tour, og de benyttede alle løbet som deres sidste forberedelse.

Succeshistorien for løbet vil ingen ende tage. Det kan godt være, at man endnu ikke er blevet en del af WorldTouren - noget, der ellers har været luftet planer om - men startfeltet var også i 2018 et WorldTour-løb værdigt. Ikke færre end ni WorldTour-hold var at finde i feltet, og heriblandt var et hav af ryttere, der jagtede en topplacering i årets Giro. Det gjaldt naturligvis særligt Chris Froome, der i sit sidste løb inden Giroen tiltrak sig kolossal opmærksomhed, men også Thibau Pinot, Miguel Angel Lopez, Fabio Aru, Domenico Pozzovivo, George Bennett og Louis Meintjes brugte løbet til at skærpe formen inden deres store mål i Italien senere på foråret.

I år synes løbet til gengæld at opleve et lille dyk. Ikke blot er antallet af WorldTour-hold reduceret til fem, det har også knebet med at få Giro-stjernerne til start. Således er det kun Vincenzo Nibali og Rafal Majka, der både vil være holdkaptajner her og i årets første grand tour, og selv ikke Miguel Angel Lopez eller Egan Bernal, hvis hold ellers er at finde i feltet, vil være med. Heldigvis har arrangørerne fået en uventet gave, da Froome efter et lidt kedeligt forår har valgt at bruge løbet som sin næstsidste opgave inden den står på højdetræning frem mod Touren.

Der er intet under, at løbet har opnået denne status som foretrukken forberedelse til Giroen. Med dets placering i Dolomitterne og Alperne tilbyder det feltet en vigtig mulighed for at teste benene i bjerge, der er meget lig dem, der skal forceres i det store løb til maj, og med kun ganske få kilometer i fladt terræn er det et af de mest udtalte bjergløb på hele året. Faktisk er det et af de få etapeløb som rene klarere kan vinde uden at bekymre sig for meget om tidskørsler. Derudover slutter løbet to uger inden starten på den italienske grand tour, og i moderne cykelsport synes mange at foretrække mere hvile forud for starten på et tre uger langt etapeløb.

Løbet spiller samme rolle som for Giroen, som Critrium du Dauphiné gør for Touren og Vuelta a Burgos for Vueltaen. Alle tre afvikles de i nogle af de mest bjergrige områder af grand tourens værtsland, og de afholdes bare få uger før starten på den nationale grand tour. Derfor er det ingen overraskelse, at netop disse tre løb af mange betragtes som den ideelle forberedelse til de tre grand tours.

I 2015 var Giro del Trentino imidlertid i fare for aflysning som følge af den økonomiske krise, der har reddet italiensk cykelsport som en mare. Det lykkedes heldigvis arrangørerne at redde løbet ved at slå sig sammen med organisationen bag endagsløbet Trofeo Melinda, der også var i fare for aflysning. De to løb fusionerede, og i årene fra 2015 til 2018 havde man derfor på løbets fjerde etape inkorporeret dele af Trofeo Melinda-ruten.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Faktisk er det lykkedes helt at vende udviklingen, og nu trives begivenhed som aldrig før. I 2016 var der for første gang siden 2013 direkte tv-dækning fra løbet, og man havde sikret sig aftaler med nogle økonomisk stærke støtter. En ny hjemmeside var del af en ny og mere international kommunikationsstrategi, og man etablerede vigtige kontakter til Tyrol-regionen i Østrig. Den forbindelse udviklede sig i 2017 til et decideret samarbejde, og fra og med 2017 har det været slut med at være et italiensk løb i Trentino-regionen. Nu afvikles løbet officielt i samarbejde mellem Tyrol og Trentino, og derfor det fået en international profil og et nyt navn, Tour of the Alps. Løbet er endda udvidet til fem etaper og starter således allerede mandagen efter Amstel Gold Race. Det nye navn signalerer i allerhøjeste grad, at løbet udelukkende handler om klatring, og derfor har man nu også skaffet sig af med alle former for tidskørsler i det, der nu er en fem dage lang bjergfest.

Sidste år var der som sagt atter lagt op til Giro-generalprøve, og her var det Thibaut Pinot, der kunne tage det vigtige stik hjem i kamp med nogle af sine største rivaler. Ganske vist måtte han se sig slået på kongeetapen af Miguel Angel Lopez, men med placeringer mellem 2 og 6 på de fem etaper kunne franskmanden med sin stabilitet alligevel hjemtage sejren med 15 sekunder ned til Domenico Pozzovivo og Lopez. I år kører Pinot ikke Giro, og derfor skipper han også Tour of the Alps, og faktisk skal der findes et helt nyt podium. For første gang i en menneskealder stiller Pozzovivo nemlig heller ikke til start i det løb, hvor han ellers har opnået størst succes, og som sagt vælger Lopez i år også at skippe det bjergrige løb i sin vej frem mod Giroen.

Ruten

Tour of the Alps/Giro del Trentino har altid været et løb for klatrere, og det fem dage lange løb er spækfyldt med bjergetaper. Hvis ikke man har planer om at fintune klatrebenene forud for Giroen, har sprinterne intet incitament til at kæmpe sig igennem fem dage med brutale bjerge, da der ganske sjældent har været muligheder for ryttere af deres statur. Tidligere var der ofte en flad etape til de hurtige folk, men vi skal tilbage til 2010 for at finde den sidste massespurt, efter at de dummede sig og missede chancen, da der i 2013 sidst var en flad etape. I år vil der heller ikke være muligheder for sprinterne i et løb, der som altid kun handler om at klatre.

Frem til 2015 blev løbet som regel udgjort af tre bjergetaper og en tidskørsel, der først var en enkeltstart, men i de senere år blev til et holdløb. Siden 2017 har der imidlertid ingen tidskørsel været, og nu om dage handler løbet alene om bjerge.  I 2012 designede man en historisk hård rute, der blandt andet inkluderede den vanvittige Punta Veleno-stigning, men det markerede et højdepunkt i brutalitet. Siden da har man gradvist gjort løbet lettere, kun afbrudt af en hård 2014-udgave. I 2013 og 2015 var der kun to bjergafslutninger på programmet, og i både 2016 og 2017 var ruten usædvanligt nem. Således var der ingen stor bjergfinale, og klatrerne kunne kun gøre en forskel på afslutninger på relativt korte stigninger i Østrig. Derefter fulgte etaper, der var alt andet end lette, men hvor en flad finale gjorde det vanskeligt at skabe store afstande. Sidste år havde man igen en stor bjergfinale, men det er efterhånden mere undtagelsen end reglen.

I år følger man nemlig igen modellen fra 2016 og 2017. Ingen af etaperne byder på meget fladt terræn, og alle de som regel meget korte etaper byder på i nærheden af 3000 højdemeter. Undervejs skal man også op over nogle mægtige bjerge, men alle de fem etaper har relativt lette finaler, enten med mål på toppen af lette stigninger eller med flade finaler. Dermed er der lagt op til et taktisk og uhyre uforudsigeligt cykelløb, hvor det ikke nødvendigvis er den bedste klatrer, der vinder, men hvor man heller ikke kommer nogen vegne, hvis ikke man er en letvægter.

Sidste år betød ønsket om at slutte på VM-ruten i Østrig, at man byttede rundt på løbets vanlige rækkefølge og derfor startede i Italien med mål i det tysktalende naboland. I år vender man tilbage til det, der vil være den faste model for det nu østrigsk-italienske løb, og derfor er der denne gang igen mål i Italien og start i Østrig. Her lægger med ud med et interessant rundstrækningsløb omkring grænsebyen Kufstein, hvor en kort stejl stigning efterfølges af en nedkørsel og en flad finale på en dag, der allerede vil give de første indikationer på, hvem der har taget de gode ben med til løbet.

For andet år i træk venter løbets kongeetape om tirsdagen, hvor der helt usædvanligt er mere end 150 km på programmet. Undervejs skal man nemlig over den mægtige Passo del Giovo, men derefter venter en lang nedkørsel, inden en relativt let stigning fører op til målet i det, der burde blive et af de vigtigste slag mellem favoritterne. Også på den kun godt 100 km lange tredje etape venter der en stigning i finalen, men denne gang er der ingen lange bjerge på en kuperet og eksplosiv rute, hvor det konstant går op og ned.

De sidste to etaper er også begge korte og intense og følger mønstret fra de senere år, hvor de sidste etaper har budt på flade afslutninger efter store bjerge undervejs. Først gælder det den klassiske Trofeo Melinda-etape, der måske endda kan vise sig som den mest afgørende, da man her skal over en stejl stiging mindre end 20 km fra mål, hvorefter der inde i målbyen Cles venter en 2 km lang rampe med et 11% stykke midtvejs. Som det er blevet tradition, slutter løbet med endnu en meget uforudsigelig etape, hvor to af løbets sværeste bjerge lægger op til masser af aggression, men hvor en let finale med 25 km, der er enten faldende eller består af en flad hovedvej, kan gøre det svært at gøre de sidste forskelle, inden vinderen krones i Bolzano nær grænsen til det andet værtsland, Østrig.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

1. etape

De to halvetaper på førstedagen i 2013 var en undtagelse, men derudover har det været en fast tradition siden 2008, at løbet altid er startet med en tidskørsel, ofte på en helt flad rute ved Gardasøen. Frem til 2010 var der tale om en enkeltstart, men efter det foretrak man et holdløb. I 2017 rykkede starten i kraft af det nye samarbejde med Tyrol-regionen imidlertid til Østrig, og det gav anledning til en ændring af formatet. Tidskørslen blev droppet, og i stedet gik man direkte til det, Tour of the Alps handler om: klatring. Således ventede den første af tre bjergafslutninger allerede på 1. etape, og den model fastholdt man sidste år. I 2019 lægges der til gengæld lidt blødere ud i et rundstrækningsløb omkring den østrigske by Kufstein, hvor der dog er et par vanskelige og stejle stigninger i finalen, der derfor med det samme vil give en indikation på, hvem der kan vinde årets udgave af bjergløbet.

Som altid i Tour of the Alps er der tale om en kort etape, der afvikles over bare 144,0 km på to forskellige rundstrækninger omkring Kufstein nær den tysk-østrigske grænse. Den første af disse er 34,4 km lang, den letteste af de to og placeret i området sydvest for byen. Fra start går det igennem fladt terræn mod sydvest frem til Mariastein (3,6 km, 3,1%), der er en jævn stigning, som kun bliver stejl med 7% på de sidste 600 m, og som tæller som en kategori 3-stigning efter 45,8 km på anden omgang. Efter en nedkørsel kører man mod øst og nordøst op ad en ikke-kategoriseret, ujævn stigning, der leder frem til den indlagte spurt, som kommer efter 90,1 km på tredje omgang. Herfra får det i fladt terræn mod nordøst tilbage til Kufstein, hvor tredje omgang afsluttes efter 100,3 km.

Efter passagen af målstregen kører man mod vest op over en 3 km lang stigning, der stiger med 6,5% i snit, ud til den anden og sværere rundstrækning. Den er i alt 13,5 km lang og skal gennemkøres i alt to gange. Den er hovedsageligt flad, men indeholder også den korte stejle kategori 2-stigning Hinterthiersee (2,0 km, 9,9%), der er stiger med 10-1%% på de første 1500 m og derefter flader ud med 4,3% over de sidste 500 m. Der er bjergpoint på spil ved første passage, mens toppen rundes for sidste gang med bare 13,4 km igen. Herfra går det via en ukompliceret nedkørsel mod øst tilbage mod Kufstein, hvor der venter en ganske lille bakke, inden det igen går nedad i 3 km. Til sidst rammer man de sidste 1500 m, der er hovedsageligt flade. Man skal igennem en rundkørsel ved den røde flamme, hvorefter det stiger med 2%. Med 400 m igen følger et venstresving, inden man rammer den 7 m brede opløbsstrækning, der stiger ganske svagt.

Etapen byder på i alt 2360 højdemeter.

Årets Tour of the Alps byder på en helt stribe meget uforudsigelige etaper, der kan gøre det svær at sige, hvor løbet skal vindes. Også 1. etape er en sådan sag, der er svær at fortolke. Stigningerne er ikke lange, men den sidste bakke er så stejl, at den vil kunne gøre ganske betydelig forskel, og vi vil formentlig allerede her se et første opgør mellem favoritterne. Derefter vil det med en vis sandsynlighed være en lille gruppe, der skal slås om sejren, enten i en spurt eller ved, at en snu rytter sniger sig væk i en ukontrollerbar finale.

Kufstein var senest målby for et stort cykelløb i forbindelse med Deutschland Tour i 2007 og 2005, hvor hhhv. Gerald Ciolek og Daniele Bennati spurtede sig til sejre.

Læs også

Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

2. etape

Selvom Tour of the Alps er et rigtigt bjergløb, har man i de senere år været tilbageholdne med at bruge store bjergfinaler. Det er heller ikke tilfældet i år, hvor kongeetapen, der igen i år afvikles på 2. etape, som i 2017 ganske vist slutter opad, men ikke på en vanskelig stigning. Det betyder dog ikke, at etapen er uden sine udfordringer for på rejsen mellem Østrig og Italien skal man over den lange Passo del Giovo, der vil kunne skabe en betydelig udskilning, inden en lille stigning op mod målet i Scena vil være rammen om et vigtigt opgør mellem favoritterne til den samlede sejr.

Etapen er med sine 178,7 km relativt lang i forhold til løbets vanlige standard, og den fører feltet den østrigske by Reith im Alpbachtal til den italienske by Scena/Schenna. Fra start kører man mod nordøst ud gennem byen, inden man rammer den lange hovedvej, der går langs Inn-floden med retning mod Innsbruck Den er naturligvis flad og fører mod sydvest, idet man undervejs dyster om point i den indlagte spurt på toppen af en lille bakke efter 23,1 km, inden man i udkanten af sidste års VM-by drejer mod syd for at køre op ad kategori 3-stigningen Tulfes (6,1 km, 6,0%), der er en jævn sag med top efter 60,5 km. Den leder op til et fladt plateau, der følges mod syd fobi forplejningszonen, inden det begynder at stige let op mod Brenner-passet, hvor man efter 100,9 km kører ind i Italien.

Den første del på italiensk jord er let faldende og fører mod sydvest ned til dagens hovedudfordring, kategori 1-stigningen Passo del Giovo.  Den er i alt 15,1 km lang og stiger med 7,5% i gennemsnit, men er relativt afvekslende med passager på 5-6% og flere stykker med mere end 9%. De to sværeste kilometer r den 13. og den 15., der stiger med 9,1% i snit og leder op til toppen, der rundes med 44,3 km igen. De består af en lang nedkørsel, der fører mod sydvest, og som er meget teknisk på den øvre del, inden den retter sig ud, når det begynder blot at falde let mod sydvest og syd ned mod byen Meran, der nås med bare 4,5 km igen. Her drejer de mod øst og siden nord ind på en bakke, der fortsætter hele vejen op til mål og stiger med 5,7% i snit. På den sidste kilometer begynder det at falde, men efter et par kurver stiger de sidste 3-400 m med 7-9% og endda med et kort stykke på 12%. De sidste 2500 går ad en relativt lige vej, der  dog i finalen snor sig en del, inden den buer til højre med bare 100 m igen.

Etapen byder på i alt 3084 højdemeter.

Arrangørerne betegner med nogen ret etapen som kongeetapen, men det er ikke en voldsomt svær sag. Paaso del Giovo er ganske vist vanskelig, men med top næsten 50 km fra mål og et langt ikke specielt svært stykke i finalen, er det ikke et oplagt sted til store angreb. I stedet vil den formentlig skabe en betydelig udskilning, inden favoritterne skal slås om sejren på den relativt lette målbakke, der dog mere er for eksplosive folk end for klassiske klatrere.

Scena/Schenna har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 3. etape af Presidential Tour of Türkiye

3. etape

I de seneste år er det blevet voldsomt populært at lave korte, intense bjergetaper, og naturligvis skal et bjergløb som Tour of the Alps også have en sådan. Derfor har man til onsdagen designet en kun godt 100 km lang rute, der måske ikke byder på store bjerge, men heller ikke meget fladt terræn. Det går op og ned det meste af dagen, inden der venter en jævn, ikke specielt svær stigning i den absolutte finale, hvor vi formentlig vil være vidner til endnu et opgør om klassementet i et uforudsigeligt løb, hvor alle muligheder skal udnyttes i jagten på den samlede sejr.

Ia lt skal der tilbagelægges bare 106,3 km, der fører feltet fra Salurn/Salorno til Baselga di Piné. Fra start går det igennem fladt terræn igennem dalen mod sydvest, inden der venter den første af mange ikke-kategoriserede stigninger. Efter en lille nedkørsel drejer man derfra mod nordøst for at køre op ad en ganske lang bakke, der leder op til dagens indlagte spurt, som er placeret efter 23,8 km. Herefter snor man sig igennem ganske kuperet terræn mod nordøst, hvor det går op og ned det meste af tiden, og hvor vejen er ganske kringlet og snoet. Efter et kort fladt stykke drejer man mod syd for at køre op ad kategori 3-stigningen Brusago (4,7 km, 7,7%), der stiger med 9-15% over de første 2 km, men derefter blot stiger med mellem 4 og 7%, inden toppen rundes efter 54,6 km ca. midtvejs på etapen.

Efter stigningen venter løbets letteste fase, når det over de følgende kilometer falder let ned mod målbyen, hvor stregen krydses efter 63,3 km. Herfra består af resten af etapen af en omgang på en 43,0 km lang rundstrækning, der først falder mod sydvest og syd, inden man rammer dagens sværeste udfordring, kategori 2-stigningen Lago di Santa Colomba (5,6 km, 7,6%), der er en irregulær sag med en konstant vekslen mellem passage på 8-11% og stykker med 5-7%. Fra toppen resterer bare 26,5 km, der først består af en teknisk nedkørsel mod nord, inden man igennem fladt terræn kører mod øst og syd ned til den ikke-kategoriserede målbakke, der fører mod nord og nordøst.

De sidste 10,0 km stiger med 4,4% i gennemsnit, men reelt rundes toppen med 4 km igen, hvor det over de forudgående 5 km er steget med mellem 6 og 9%. Derefter stiger det let over en kilometer, hvorefter det flader ud og igen stiger med 4,8% over 400 m op til den røde flamme. Her venter en stejl nedkørsel, der leder ned til et skarpt sving med 800 m igen. De næste 300 m stiger med 5-7%, hvorefter det går med 2-3% op til de sidste 100 m, der er flade. På de sidste 5 km er eneste skarpe sving det, der kommer med 800 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 2708 højdemeter.

Igen er der tale om en af de uforudsigelige etaper, der præger årets Tour of the Alps. Den korte distance lægger op til angreb, og man kan sagtens se en dyst mellem favoritterne allerede på den sværeste stigning, inden de igen skal kæmpe om sekunder på den sidste bakke, der dog med sin flade afslutning ikke lægger op til de helt store forskelle. Det kan også sagtens blive en dag for et udbrud i ukontrollerbart terræn, nu hvor forskellene er så store, at em gruppe ikke nødvendigvis vil true klassementet.

Baselga di Piné har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Quick-Step vil overveje ny Evenepoel-satsning

4. etape

Som nævnt måtte arrangørerne for nogle år siden slå sig sammen med folkene bag endagsløbet Trofeo Melinda for at overleve. Det betød, at en del af ruten fra den gamle semiklassiker i årene 2015 til 2017 var en del af etapeløbet, inden den sidste år helt forsvandt igen. Efter bare t års fravær er etapen til Cles imidlertid tilbage og det i det klassiske, uforudsigelige format, hvor et par lange og svære stigninger først på etapen efter en lang nedkørsel fører ned til det kuperede terræn omkring målbyen, hvor der altid er garanti for angreb og aggressivt cykelløb.

I alt skal der tilbagelægges bare 134,0 km, der fører feltet fra Baselga di Piné til Cles. Den første del er ganske let, idet man via et let faldende stykke kører mod vest ned i dalen. Den følger man igennem fladt terræn mod nord frem til dagens spurt, der er placeret efter 29,3 km. Her drejer man mod nordvest for at passere en ikke-kategoriseret stigning, hvorefter det går op og ned i en kuperet sektion, der leder frem til den første passage af målstregen efter 54,5 km.

Den resterende del af etapen består nu af en omgang på en 79,5 km lang rundstrækning.Eter en kort nedkørsel fortsætter man mod nordøst via et let stigende stykke, inden man drejer mod nord og siden vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Forcella di Brez (5,9 km, 10,2%), der er en stejl og relativt jævn sag med top efter 73,2 km. Herfra går det via en teknisk nedkørsel mod vest, inden man fortsætter mod syd igennem let faldende terræn helt frem til dagens kategori 2-stigning, Passo Predaia. Den bestiges fra sydvest og stiger med 7,5% over 10,0 km, men byder efter 6 km med 3 km på 9-10%, inden det flader ud på den sidste km.

Læs også

Ineos tager bomstærkt klatrehold med til WorldTour-etapeløb

Fra toppen resterer bare 18,9 km, hvoraf de første 11 fører mod nord og vest via en relativt teknisk nedkørsel, hvorefter man forsætter mod vest via et 3 let kuperede kilometer. Med ca. 5 km igen rammer man Sanzenone-stigningen, der over 2 km stiger med 7% i gennemsnit, men med 11% over den midterste kilometer, inden de sidste 3 km fører mod nord igennem fladt terræn.  Vejen er helt lige og uden sving og afbrydes kun af en rundkørsel ved den røde flamme, inden man rammer den 8 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 2750 højdemeter.

Igen venter der en uforudsigelig rute, der lægger op til aggression. Det kan sagtens være, at et udbrud får lov at løbe med det hele, men klassementsrytterne kan igen ventes at skulle i kamp om vigtig tid. Det vil ske på den Passo Predaia, der nær toppen er rigeligt svær til at skabe forskelle, og selvom der kan ske en vis samling efterfølgende, vil den stejle Sanzenone på vej mod Cles være den perfekte rampe til et sent angreb. Herefter venter 3 helt ukontrollerbare flade kilometer, hvor vi kan få alt fra et succesrigt sent angreb til en spurt i en lille gruppe.

Cles var som sagt fast målby i årene mellem 2015 og 2017. Senest spurtede Matteo Montaguti sig til sejr i en lille gruppe for to år siden, mens Tanel Kanget på en vild sidste etape i 2016 var hurtigte mand blandt 13 ryttere, hvoraf Mikel Landa med en 3. plads akkurat undgik at tabe løbet til esteren. I 2015 vandt Paolo Tiralongo som hurtigste mand i et tremandsudbrud, mens Damiano Cunego vandt spurten i en lille grupp, da løbet i 2006 også lagde vejen forbi.

Læs også

Stortalent tager førertrøjen: Philipsen bliver glad, når han ser det

5. etape

Hvor arrangørerne for nogle år siden knap kunne designe en linjeløbsetape uden at placere målstregen på toppen af et svært bjerg, har man i de senere år set flere etaper, der slutter fladt efter nogle hårde bjerge midtvejs. Det har givet udbrydere gode chancer for succes og skabt nogle situationer, der har været svære at håndtere for klassementsrytterne. Særligt har den model været populær på løbets sidste etape, og den genbruges også i år, hvor de fem dage i Alperne slutter med endnu en kort intens etaper, der byder på hele to store bjerge, men også en lang nedkørsel og en flad afslutning, der gør det helt åbent, hvordan det hele vil falde ud til sidste i det, der for mange er sidste test inden Giroen.

Med sine blot 147,8 km er 5. etape endnu en kort sag, der fører feltet fra Laktern/Caldaro til målet i Bolzano. Starten er ganske enkel, idet den består af en omgang på en relativt let rundstrækning i området syd for startbyen- Her er der en ganske lille bakke, inden man i udkanten af startbyen når dagens spurt, der kommer efter 26,1 km. Derefter klatrer man op over en bakke ind til byen, inden det via en nedkørsel går ned til den lange, let stigende dalvej, der fører mod nordøst og øst hele vejen op til Bolzano, der nås efter ca. 40 km, men hvor man denne gang ikke kører over målstregen.

Den næste del af løbet består af en ca. 60 km lang rundstrækning i området nordøst for byen. Først går det via den let stigende dalvej mod øst og nordøst helt frem til dagens nordligste punkt. Her drejer man mod sydvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Klobenstein (17,2 km, 4,0%), der reelt er to stigninger afskilt af en lille nedkørsel, og hvor det ellers stiger med 7-9%, inden det flader ud over de sidste 3 km inden toppen, der rundes efter 84,2 km. Herefter venter en relativt teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest og syd direkte ned til Bolzano, hvor stregen krydses for første gang efter 103,1 km.

Den resterende del af etapen består af en omgang på en 44,7 km lang rundstrækning, der er placeret i området nord for byen. Med det samme drejer man mod nord for efter et kort fladt stykke at køre op ad kategori 1-stigningen Jenesien/San Genesioo (9,5 km, 8,5%), der er relativt jævn og stiger mellem 7 og 11% næsten hele vejen op. Fra toppen resterer stadig 34,1 km, der først fører mod nordvest via et let stigende stykke, et plateau og en lille bakke, der leder op til etapens højeste punkt, hvorfra der er 25 km igen. Derfra går det mod syd via en nedkørsel, der på den sidste del er ganske teknisk, inden man når frem til byen Terlan. Her rammer man den flade dalvej, der over de sidste 9 km fører mod sydøst og øst ind til Bolzano. På de sidste 3 k er der bare en rundkørsel med 700 m igen og derefter et blødt venstresving, inden man rammer den 700 m lange og 8 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3194 højdemeter.

Ser man alene på stigningerne er der en vis sprængfare på denne korte, intense etape, der byder på mere end 3000 højdemeter. Problemet er bare, at den sidste del af etapen går ad lange, lige hovedveje, og at der derfor er en vis sandsynlighed for, at der igen sker samling. Omvendt er det sidste chance for at ændre klassementet, og derfor er der næsten garanti for angreb på dagens sidste stigning i et forsøg på alligevel at skabe ravage og undgå en spurt i en lille gruppe. Foran favoritterne kan der også sagtens være et udbrud på en etape, hvor mange vil vær i tvivl om, hvad der kan forventes.

Bolzano var senest mål for et stort cykelløb i 2003, hvor Aito Gonzalvez slog Magnus Backstedt og Serhiy Gonchar på en flad enkeltstart.

Læs også

Verdens bedste sprinter skriver lang kontrakt

Favoritterne

Tour of the Alps er et af de mest udprægede bjergløb på kalenderen og måske det etapeløb på hele året, de rene klatrere har allerbedst muligheder for at vinde. Det bliver endnu mere markant igen i år, hvor tidskørslen atter helt er droppet, og selvom det faktum, at der i de senere år har været et holdløb og ikke en enkeltstart har betydet, at de rene bjergryttere måske endda har kunnet vinde tid på den flade åbningsetape, er det altså i år helt og holdent bjergbenene, der afgør, hvem der skal vinde Italiens største etapeløb uden for WorldTouren.

Som det har været en tradition i de senere år, er der ingen flade etaper på menuen og slet ingen chancer for sprinterne, og faktisk er de fem etaper alle så hårde, at de potentielt kan få indflydelse på den samlede stilling. Alligevel er det en sær rute, der i fravær af en rigtig bjergafslutning i den grad er åben for fortolkning, og det kan meget vel ende med, at det slet ikke er stærkeste mand, der vinder. Hvor man i 2018 havde Alpe di Pampeago til at sætte sig igennem på ren styrke, kan det denne gang lige så vel blive taktik, der afgør slaget, og det vil derfor mere end ofte være vigtigt at have et stærkt hold. Det så man eksempelvis, da man i 2017 havde en meget tilsvarende rute, og hvor Geraint Thomas havde god hjælp af Mikel Landa i sit forsøg på at styre de meget åbne etaper.

Mange af etaperne har ganske vist meget vanskelige stigninger, men ingen af dem kommer i finalen. Vi så sidste år, hvad det kan betyde. Her havde hele fire af de fem etaper nemlig et relativt fladt indløb efter et vanskeligt bjerg, men alligevel endte det aldrig i den spurt i en lille gruppe, som mange forventede. Det lykkedes nemlig hhv. Pello Bilbao, Luis Leon Sanchez, Ben O’Connor og Mark Padun alle at køre være på de sidste kilometer, hvor de fleste kaptajner var enten isolerede eller ligeglade med etapesejren. Det gav på sin vis et underholdende, men også et temmelig tilfældigt cykelløb, hvor det i høj grad var held og timing, der afgjorde etapevinden mere end selve benene.

I år kan noget lignende meget vel ske på 1., 4. og 5. etape, der alle slutter fladt efter så svære stigninger, at der formentlig kun vil være ganske få mand tilbage. Alle har de dog også potentiale til at blev udnyttet af de bedste til at skabe forskelle. 1. etape har en ganske stejl, eksplosiv stigning mindre end 20 km fra stregen, 4. etape har et modbydeligt bjerg med top 19 km fra mål efterfulgt af en stejl rampe bare 3 km fra mål, og 5. etape byder på en af løbets sværeste stigninger, men derefter hele 25 nemme kilometer, hvoraf knap 10 går via en flad, bred hovedvej i fladt terræn. Hvor aggressive og selektive de tre etaper vil være, vil afhænge meget af situationen i klassementet, og de kan alle ende som både fusere og som helt forrygende bjergslag.

De mest oplagte etaper til at gøre forskelle i klassementet er naturligvis 2. og 3. etape, hvor vi har stigninger i den absolutte finale. Ingen af dem er dog voldsomt svære, og i sig selv kan de næppe gøre de helt store forskelle. Bedst chancer er der på 3. etape, hvor stigningens nedre del er ganske stejl, men her er den øvrige del af etapen lettere, og der er endda et fladt stykke til sidst. 2. etape afsluttes reelt bare med en puncheurfinale, men forinden har man til gengæld været ovre løbets måske sværeste stigning, hvor der vil kunne være ryddet godt ud i geledderne.

Endelig er der vejret. Mens vi i Danmark nyder foråret, må rytterne i Østrig og Italien hellere finde regntøjet frem. Mandag vil være flot og solrig, men så snart man krydser grænsen til støvlelandet venter der fire dage med regnvejr. Det kan nok slå en del ryttere ud og kan samtidig gøre nedkørslerne vigtigere. Derudover vil vi have medvind i finalerne på 2., 3. og 4. etape, hvilket formentlig kan bidrage til at gøre de afsluttende stigninger mere selektive.

Læs også

Tobias Lund reagerer på tredjeplads i hård spurt

En anden væsentlig faktor er det relativt svage felt. Man kan ikke undlade at ærgre sig lidt over, at vi nærmest ingen Giro-favoritter har til start, og at det Vincenzo Nibali og Chris Froome er løbets eneste virkelige topklatrere. Dertil kommer en hel serie gode navne som Rafal Majka, Pello Bilbao, Jan Hirt, Alexandre Geniez og Alexis Vuilermoz samt klatreeliten fra de fleste af de deltagende prokontinentalhold. Det relativt svage felt burde øge chancen for, at vi vil se en vis selektion også i de stigende finaler på 2. og 3. etape. Det vil i hvert fald blive betydeligt nemmere, end hvis hele verdenseliten havde været samlet.

Hvad er så egentlig konklusionen på alle disse overvejelser? Tjo, det er vel egentlig, at det er et af årets allermest åbne etapeløb. Selvfølgelig skal man være knivskarp på stigningerne for at have bare skyggen af chance, men på denne rute er det ikke nødvendigvis stærkeste mand, der vinder. Faktisk kan det meget vel blive en outsider, der kan udnytte lidt frihed til at køre offensivt i de flade finaler. Først og fremmest kan det vise sig at være overordentligt vigtigt at have et stærkt hold, for ender man tidligt i en førertrøje uden megen støtte i bjergene, vil man formentlig være prisgivet over for angreb. Dertil kommer, at det kan vise sig at være en enorm fordel at sidde i overtal, som vi så det sidste år, hvor Astanas med et stærkt kollektiv kunne snige sig væk til to etapesejre via sene angreb.

Netop den kollektive styrke gør også, at Team Sky må være holdet, der skal slås. Briterne bruger i år ikke løbet som forberedelse for Giro-kaptajnerne, men derimod som en chance for Chris Froome til at teste formen med godt to måneder stil starten på Touren. Derfor er det også et løb, som Froome vil køre efter at vinde og ikke blot bruge som ren og skær forberedelse frem mod senere mål.

Spørgsmålet er bare, hvor Tour-kongen står. Han har haft et rædselsfuldt forår, hvor han måske nok styrtede i både Colombia 2.1 og Volta a Catalunya, men heller ikke var i nærheden af at have et konkurrencedygtigt niveau. Det var nu ikke svært uventet, da Froome i de senere år har skruet voldsomt ned for forårsaktiviteterne for at bevare friskheden til de store grand tour-mål, og denne gang har det været særligt tydeligt, at intet må stå i vejen for chancen for at vinde Touren for femte gang.

Froome kan imidlertid ikke længere tillade sig at være på samme niveau som hidtil, og man må formode, at han nu kan være blandt de bedste. Det betyder ikke, at han er tæt på 100%. Det er han helt sikkert ikke, men i et felt, hvor vi savner langt de fleste af verdens bedste klatrere, skiller hans navn sig ud sammen med Vincenzo Nibalis. Mens italieneren har et øje på senere mål, er Froome har i højere grad for også at få et resultat, og han bakkes op af det i særklasse stærkeste hold. Formodningen må være, at Sky vil kunne sidde med et betydeligt overtal i finalerne, og det vil give dem en stor fordel.

Spørgsmålet er så bare, om finalerne er hårde nok til, at Froome kan gøre forskellen. Det er langtfra givet, men i et løb uden de værste rivaler, er det ikke umuligt, at han kan sætte sig igennem på 2., 3. og/eller 4. etape. Samtidig er han relativt hurtig på stregen, hvilket kan være en fordel i denne type finaler, og først og fremmest er hans støtte uovertruffen. Havde feltet været stærkere, havde vi ikke troet på en endnu ikke formstærk Froome, men med denne modstand peger vi på ham som vores favorit.

I det hele taget har Sky mange muligheder. Mens mange vil have øjnene rettet mod Froome, kan man sagtens forestille sig, at nogle af løjtnanterne kan slå til i de mange taktiske finaler, hvor briterne vil sidde i overtal. Det kunne være den helt store chance for stortalentet Tao Geoghegan Hart , der virkelig har fået sit gennembrud i det seneste års tid. Særligt hans kørsel i sidstes års Dauphiné, hvor han spillede en nøglerolle i Thomas’ samlede sejr, var dybt imponerende, men også i Californien var han fornemt kørende.

I år har der været mere stille om ham, men han så ganske stærk ud i sit arbejde for Poels i Algarve og senere for Egan Bernal i Paris-Nice. I år er hans store mål Giroen, og han kommer derfor til løbet efter en træningslejr, hvor han formentlig har bragt sig ganske tæt på topformen. Med sit fine punch er han ganske stærk på de relativt lette målstigninger og i de flade finaler, men vi vil heller ikke blive overraskende, hvis han ganske enkelt viser sig som løbets stærkeste mand, eller hvis han udnytter Sky-overtallet til at snie sig væk og derved udnytte det store fokus på Froome til at tage en stor sejr.

En tredje Sky-kandidat er supertalentet Pavel Sivakov . I sin første tid som professionel er han ellers gledet lidt i skyggen af Bernal, men i år synes han endelig at være klar til at vise, hvorfor han i 2017 vandt tre af de fire store U23-bjergløb. Allerede i Paris-Nice kørte han fornemt, men specielt indsatsen for Bernal i det stærkt besatte Volta a Catalunya viste, at han nu kan spille en nøglerolle på WorldTour-niveau. Også han har kurs mod Giroen og må formodes at være ganske tæt på topformen, hvilket burde gøre ham til en nøgleaktør i dette løb. Han er formentlig et stykke nede i Sky-hierarkiet, men vi forventer, at de går til den vanskeligt kontrollerbare og uforudsigelige rute med et åbent sind. Det kan Sivakov udnytte til i det taktisk spil at søge chancen, og han synes endelig at have benene til også at gribe ud efter den, ikke mindst i et løb, hvor konkurrencen ikke er overvældende.

Læs også

Danmarksmester kører sig til nyt topresultat

Den eneste store Giro-favorit, der bruger løbet som opvarmning, er Vincenzo Nibali. I 2013 tog han sejren på vej mod den samlede triumf i sit hjemlands grand tour, men om det gentager sig denne gang, er nok højst tvivlsomt. Siden 2014 har Nibali nemlig udviklet en tendens til kun meget sjældent at vise noget uden for sine sæsonmål, og i de seneste fem sæsoner har han da også været temmelig langt fra de bedste i tiden op til sine grand tours. Denne gang har han igen nedspillet forventningerne, og han kommer primært for at teste benene inden Liege og Giroen. Samtidig har han et svagt hold, der kan gøre det næsten umuligt at forsvare sig over for Sky, ligesom ruten med de eksplosive og flade finaler slet ikke passer sig, og derfor ligner det et løb, han kun kan vinde, hvis han virkelig er tæt på sit topniveau og kan sætte sig igennem i de tre hårdeste finaler.

Når vi ikke helt udelukker ham denne gang trods hans historik, skyldes det to forhold. Dels har han træner Paolo Slongo meldt om, at han skulle være tæt på sit niveau fra de bedste år, dels har han også ambitioner om at køre med om sejren i Liege. Det kan have fremskyndet hans formtop en anelse, og samtidig så vi i Milano-Sanremo, at han faktisk allerede i marts var på et højt niveau, også højere end i 2018, hvor det mere var held og snilde end gode ben, der gav ham sejren i den italienske klassiker. Bryder han trenden, har han selvfølgelig klassen til at vinde, men det kræver, at han kører anderledes end vanligt.

Astana er uden Miguel Angel Lopez, og det giver Pello Bilbao en chance for at køre som kaptajn. Baskeren synes at komme til løbet i god form, efter at han trods forudgående bronkitis virkede ganske velkørende i Baskerlandet, indtil et styrt satte ham lidt tilbage på de sidste etaper. Bilbao er ikke ren klatrer, men lige netop på årets rute burde han have en ganske god chance. Han er nemlig en glimrende puncheur og ganske hurtig på stregen, og skulle det derfor lykkes at holde tingene nogenlunde samlet de fleste dage, burde han blandt klassementsrytterne være blandt dem, der har bedst chance for at vinde løbet i kraft af bonussekunder. Selve finalerne på etaperne passer ham i hvert fald, og han bakkes samtidig op af et Astana-hold, der er det næststærkeste efter Sky. Det kan give nogle taktiske fordele, som kasakkerne og ikke mindst Bilbao selv har vist sig gode til at udnytte. Det ligner i hvert fald Bilbaos bedste chance for at tage en stor etapeløbssejr på dette niveau.

En anden rytter, der på mange måder minder om Bilbao, er Alexis Vuillermoz. Franskmanden er i år udset til rollen som Ag2rs Giro-kaptajn, og han kommer til løbet for at teste benene efter en træningslejr. Ser man på de tidlige resultater, tyder noget på, at han er på vej tilbage efter en skuffende 2018-sæson. I endagsløbene i Ardeche og Drome var han vel stærkeste mand begge dage, og med lidt mere timing havde han vundet dem begge, og i Tirreno viste han momentvist glimt af klassen, selvom et tidligt styrt satte ham voldsomt tilbage. Det burde han være ovre nu, og selvom man aldrig ved med den lidt ustabile Vuillermoz, ligner han en mand, der måske kan nå et helt nyt niveau i dette forår. Heller ikke han er ren klatrer, men han har i både Touren og Giroen vist sig stærk også i bjergene. Samtidig er han lynhurtig og et eminent puncheur, og det betyder, at han står ganske stærkt i de relativt lette finaler, hvor han dog kan være hæmmet af, at Ag2r ikke har det stærkeste hold.

Er 2019 året, hvor Jan Hirt rejser sig igen? Det kan man håbe, efter at han i 2018 nærmest ikke kunne træde en bule i en blød hat gennem hele året. I årets UAE Tour lignede han imidlertid en mand, der nærmede sig den rytter, som i 2016 vandt Østrig Rundt, flere gange kørte med de bedste i Tour de Suisse og i 2017 blev nr. 12 i Giroen. Han har ikke kørt løb i næsten to måneder, og derfor er hans form et åbent spørgsmål, men med et par uger til Giro-starten bør han være ganske stærk. Baseret på det, vi så i Emiraterne, burde han i hvert fald være med fremme. Desværre er ruten med dens eksplosive og flade finaler så ”anti-Hirtsk”, som den kan være, for vi savner i den grad en svær bjergafslutning, hvor han kan få dieselmotoren i gang. I fraværet af punch er chancen at udnytte et Astana-overtal effektivt, men det bestemt heller ikke umuligt.

Vi vil slet ikke blive overraskede, hvis Rafal Majka viser sig at være en af de stærkeste. Sammen med Nibali er han det største Giro-navn, der også er til start her, og når man tager i betragtning, at han styrtede slemt i Tirreno, viste han faktisk fine takter i Tirreno og ikke mindst i Catalonien, hvor han gjorde det hæderligt. Frem mod Giroen har han utvivlsomt forbedret sin form mærkbart, og han bør derfor være med helt i front på stigningerne. Problemet er bare, at Bora har sendt hele Pascal Ackermanns sprintertog til et af årets mindst sprintervenlige etapeløb, og det er kun Pawel Poljanski, der vil kunne sidde bare nogenlunde længe hos ham i bjergene. Skulle han derfor få sneget sig i førertrøjen, ligner det en dødskamp at skulle forsvare sig mod Sky og Astana, for det er ikke just Rudiger Selig eller Ackermann, der svarer, når Froome og co. angriber i bjergene. Majkas bedste chance for et topresultat er derfor nok, at Sky hurtigt tager trøjen og lægger løbet i et jerngreb, for handler det alene om gode ben i finalerne og ikke om taktik, er han garanteret en af de stærkeste.

Egentlig burde dette være en god chance for David De La Cruz til at jagte lidt personlig succes i et Sky-hierarki, der næppe er alt for fastlåst. Problemet er bare, at spanieren søndagen inden starten kører Amstel Gold Race, og det kunne indikere, at han primært kommer til Alperne for at agere hjælper. Spanieren har bestemt heller ikke imponeret i år, hvor han har været milevidt fra sit gamle niveau. Først skuffede han i Algarve, siden gjorde han ikke det store indtryk i Coppi e Bartali, og i Baskerlandet var han ikke i stand til at køre med de bedste, selvom han havde masser af frihed. De La Cruz ligner derfor ikke en mand, der vinder løbet, fordi han er stærkest, men det betyder ikke, at man helt kan afskrive ham. Som sagt kan det sagtens udvikle sig til en yderst taktisk affære, og i det spil kan spanieren måske udnytte Skys overtal til at opsøge en mulighed. Det burde Kenny Elissonde egentlig også kunne, men efter en meget sløj indsats i Baskerlandet synes han at være milevidt fra sidste års niveau, der ellers gjorde ham i stand til at imponere stort i netop dette løb.

Astanas stærke hold tæller også altid solide Andrey Zeits. Kasakken er en af feltets mest loyale hjælpere, men hans niveau er langt højere, end resultaterne viser. Han havde et svært 2018, men hans flotte kørsel for Lopez i Catalonien tyder på, at han nærmer sig sit gamle niveau. Her burde han på et lidt mindre hierarkisk hold kunne få visse muligheder, da Astanas bedste chancer er at spille på et muligt overtal i de taktiske finaler. Som en spurtsvag fyr uden punch er Zeits ikke den oplagte vindertype, men han har evnerne til at finde vejen til finalerne, hvorefter alt kan ske.

Skal man pege på det bedste bud fra et af de mindre hold, må det være Dayer Quintana. Colombianeren er virkelig blomstret op efter at være kommet ud af Nairos skygge, og lige siden det første løb i San Juan har han altid været blandt de stærkeste på stigningerne. I Tirreno sad han trods en serie uheld på 4. etape med de bedste i et svært WorldTour-løb, og senest kunne han måske have kørt på podiet i Giro di Sicilia, hvis blot Neri havde valgt ikke at ofre ham for den lokale Giovanni Visconti. Neri har generelt et stærkt hold, men hvor stigningerne nok trods alt er for svære for de eksplosive Giovanni Visconti, en ellers meget velkørende Simone Velasco og talentfulde Davide Gabburo¸ og da Edoardo Zardini stadig ikke er sig selv igen, burde dette bjergløb være Quintanas store chance for på en lidt større scene at vise, at han altså er bedre end nogensinde tidligere.

Læs også

Cykelsportens Myter: Oplev Rolf, Holm og Bastian Emil

Androni kommer med et ganske stærkt hold med hele to gode kandidater. Af dem tror vi mest på Matti Cattaneo, der dog også er det mest usikre. Hans form er nemlig stærkt svingende, men han viste fremragende form på 3. etape på Sicilien, indtil et dumt styrt satte ham ud af spillet. Sidste år viste han i Milano-Torino og Il Lombardia, at han har evnerne til at blande sig med de bedste WorldTour-ryttere, når han en sjælden gang har fundet formen. Det synes han at have nu, og da Androni samtidig har flere kort i de taktiske finaler, og Cattaneo ikke er helt langsom, er det bestemt ikke umuligt, at han kan køre med om sejren.

Holdets anden kandidat er Fausto Masnada, der med 2. pladsen på den sicilianske kongeetape igen konfirmerede sit talent. Formen er derfor utvivlsomt god, og han burde som ren klatrer elske et bjergløb som dette. Til gengæld må han ærgre sig over de relativt lette finaler, der passer bedre til den mere eksplosive Cattaneo, end de gør til en dieselmotor som ham. Benene og formen burde dog række til at sikre sig en billet til afslutningerne, og herefter er det op til ham og Cattaneo at drage fordel af deres kollektive styrke til måske i det taktiske spil at snyde WorldTour-holdene. Man kan også håbe, at Matteo Busato efter en svær tid endelig har fundet et niveau, hvor han kan være med i front, selvom stigningerne nok trods alt er lidt for lange og svære.

Astanas fjerde, men også mest usikre kort er Dario Cataldo. Italieneren er slet ikke den rytter, han engang var, men det lykkes ham af og til at finde formen. Således blev han sidste år nr. 3 i Østrig Rundt samt nr. 16 i Il Lombardia, og mange vil helt sikkert huske, hvordan det var hans vilde føringer, der lagde grunden til Jakob Fuglsangs etapesejr i Tirreno-Adriatico. Frem mod Giroen bør han have forbedret formen yderligere, og dette kunne være en mulighed for at søge sin egen chance. Han burde have glæde af de relativt lette finaler, ikke mindst fordi han er både hurtig og eksplosiv, og samtidig er han del af et hold, der kan udnytte de taktiske fordele.

Bahrain-Merida har naturligvis fokus på Nibali, men en god kandidat kunne også være Hermann Pernsteiner . Den østrigske mountainbikerytter skuffede måske lidt i sit første år på højeste niveau, men nu synes han at være klar til at tage næste skridt. I hvert fald kørte han imponerende i Catalonien, hvor han blev nr. 16 på kongeetapen, og han burde nu være i endnu bedre for på sin rejse frem mod Giroen. Som ren klatrer er han ikke skabt til de ret lette finaler, men han burde have klatreevnerne til at sidde med helt fremme. Her vil mange øjne være rettet mod Hajen fra Messina, og det kan den lille underdog Pernsteiner måske udnytte, selvom han er helt uden spurtstyrke og punch.

Efter en svær sæsonstart er det endelig lykkedes Mikel Bizkarra at finde benene. Han var i hvert fald ganske tæt på de bedste i Baskerlandet, og efterhånden som kravebensbruddet kommer mere på afstand, burde han blive endnu bedre. Som ren klatrer vil han elske et bjergløb som dette, men desværre er de lette finaler ikke skabt til en mand, der ikke er kendt for hverken punch eller spurtstyrke. Samtidig er Euskadi ikke det stærkeste hold, og den ellers formstærke Bizkarra kan meget vel være temmelig alene på mange af etaperne.

Løbet er også en stor chance for vinderen af Baby-Giroen, Aleksandr Vlasov . Den unge russer har i år vist, at sidste års succes bunder i et stort potentiale. Han udfordrede de bedste på stigningerne i Ruta del Sol, kørte med om sejren i Coppi e Bartali, og senest blev han nr. 5 på kongeetapen på Sicilien. Her måtte han dog også sande, at træerne ikke vokser helt ind i himlen, og han har stadig lidt vej at gå, inden han kan matche de bedste. Dette bjergløb burde dog passe ham, og han synes at have benene til at sidde med i front. Han er ikke specielt spurtstærk, og derfor er ruten ikke ideel for ham, men måske kan alligevel gribe en chance i de formentlig ret taktiske finaler.

Ag2r satser primært på Vuillermoz, men det skal også blive interessant at følge Alexandre Geniez. Formen hos den franske lottokupon svinger som bekendt voldsomt, og det er derfor helt umuligt at sige, hvilken version vi får denne gang. Han styrtede desværre i Baskerlandet, hvor han heller ikke så specielt godt ud, men han er dog ikke inde i en af de perioder, hvor formen er helt væk. På papiret er løbet lidt for svært for ham, men de lette finaler kunne måske give muligheder for en eksplosiv og ikke mindst meget aggressiv fyr som ham. Hans gode spurt er i hvert fald et ret stærkt våben, og løbet her ligner hans vigtigste mål inden Touren og Vueltaen. Finder han sine bedste ben, er det på en rute som denne, at Geniez kan overraske. På Ag2r skal det også blive interessant at følge den spændende Geoffrey Bouchard samt den stadig stærkere Francois Bidard. Til gengæld synes Hubert Dupont efter mange års på toppen at være på vej mod cykelpension.

Endelig vil vi pege på Evgeny Shalunov. Russeren var for nogle år siden en meget lovende ryttere i kuperede italienske og spanske løb, men forsvandt så fuldstændig fra den internationale scene. Det har ændret sig i år, hvor han har rejst sig igen og været på sit gamle niveau. Han blev nr. 7 i GP Industria, var tæt på de bedste i Tirreno og blev nr. 7 samlet i Coppi e Bartali. Efter en pause skal man være varsom med at vurdere formen hos en mand, der ikke er kendt for stabilitet, og frygten er også, at bjergene her nok også er lidt for lange for ham. Til gengæld burde eksplosive finaler passe ham, så kommer han med over bjergene, kan han sammen med Vlasov udgøre en spændende duo.

Derudover skal det blive interessant at følge formstærke Carlos Julian Quintero og en velkørende Elie Gesbert , men stigningerne bliver nok for lange for dem begge. Erfarne Ivan Santaromita kan gøre det hæderligt, mens hans talentfulde holdkammerat Alejandro Osorio desværre har skuffet. Bardiani har et par spændende folk i Manuel Senni, der endelig er skadesfri, og Giovanni Carboni, mens det fra kontinental- og landsholdene er værd at holde øje med Patrick Schelling, Georg Zimmermann, Stephan Rabitsch og Antonio Santoro.

OPDATERING: Alexandre Geniez er ikke kommet sig efter styrtet i Baskerlandet og dropper løbet. Det samme gør David De La Cruz, der opgiver det vilde projekt at køre både Amstel Gold Race og Tour of the Alps.

***** Chris Froome

**** Tao Geoghegan Hart, Pavel Sivakov

*** Vincenzo Nibali, Pello Bilbao, Alexis Vuillermoz, Jan Hirt, Rafal Majka

** Andrey Zeits, Dayer Quintana, Mattia Cattaneo, Fausto Masnada, Dario Cataldo, Hermann Pernsteiner, Mikel Bizkarra, Aleksandr Vlasov, Evgeny Shalunov

* Carlos Julian Quintero, Simone Velasco, Giovanni Visconti, Elie Gesbert, Kenny Elissonde, Manuel Senni, Edoardo Zardini, Matteo Busato, Ivan Santaromita, Giovanni Carboni, Geoffrey Bouchard, Francois Bidard, Fernando Barcelo, Alejandro Osorio, Jeremy Maison, Davide Gabburo, Patrick Schelling, Georg Zimmermann, Stephan Rabitsch, Antonio Santoro

Danskerne

Jonas Gregaard er til start for Astana, hvor han må forventes at skulle arbejde for Pello Bilbao og Jan Hirt.