Livestream Tour of Slovenia uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

Traditionelt har Tour de France-stjernerne draget til enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse for at færdiggøre Tour de France-forberedelserne. Der har imidlertid altid været et par alternativer for ryttere, der foretrækker lettere og mindre stressende etapeløb før verdens største cykelbegivenhed. I adskillige år har det flade Ster ZLM Toer været den foretrukne formtest for de rene sprintere og deres tog, og i de senere år har det bjergrige Route du Sud (nu Route d’Occitanie) fået øget opmærksomhed i kraft af deltagelse fra blandt andre Nairo Quintana, Alberto Contador, Alejandro Valverde og Rigoberto Uran.

Det mindst prestigiøse af de fem etapeløb, der afvikles i juni, er Tour de Slovenie, der aldrig har været i stand til at få samme opmærksomhed eller stjernebesatte startfelt som konkurrenterne. Løbet plejer ellers at tilbyde en alsidig rute med bjerge, sprinteretaper og enkeltstarter, men det har aldrig haft samme appel som de mere berømte løb i Schweiz, Frankrig og Holland.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er tale om et godt alternativ, og mange Tour de France-ryttere har før brugt det som en mere afslappet opbygning til deres mål. Hovedsageligt har det dog været comebackløb for italienere efter Giro d’Italia. Mange af de lokale stjerner vil gerne ved de italienske mesterskaber drage fordel af deres gode form efter den store grand tour, og det relativt korte Tour de Slovenie er en solid chance for at genfinde løbsrytmen. Samtidig har det ofte været en god bro for ryttere, der satser på en Giro-Tour-double, da Tour de Suisse og Criterium du Dauphiné er for hårde at køre som del af en sådan udfordring, og i den sammenhæng er det kortere og lettere slovenske løb det perfekte alternativ.

Slovenien er en relativt ung nation, og derfor er det ikke overraskende, at Tour de Slovenie også er et nyt løb. Landet var en del af Jugoslavien, indtil det erklærede selvstændighed i 1992, og derfor kan Tour of Yogoslavia betragtes som dets forgænger. Det løb blev første gang afviklet i 1937 og var en årligt tilbagevendende begivenhed fra 1947 og frem til 1988, men blev grundet krigen ikke afviklet mellem 1989 og 1993. Efter at landet blev delt, blev løbet genoptaget i 1994, men det forsvandt fra kalenderen i 2000. Som de fleste andre østeuropæiske løb var det hovedsageligt en begivenhed for ryttere fra den østlige side af jerntæppet.

Med cykelsportens stigende popularitet i det tidligere Jugoslavien er det ikke en overraskelse, at de fleste af de nye lande har etableret deres egen nationale etapeløb. Slovenien var det første til at få deres egen rundtur i 1993, og det blev åbnet for professionelle i 1995. I de førte år blev det domineret af lokale ryttere samt russere, men i 2005 blev det rykket op som 2.1-løb, blev flyttet fra maj til juni og blev en international begivenhed. Listen over vindere inkluderer ryttere som Przemyslaw Niemiec, Jakob Fuglsang, Vincenzo Nibali, Diego Ulissi, Tiago Machado og Rafal Majka, og ryttere som Franco Pellizotti, Domenico Pozzovivo, Chris Anker Sørensen, Giovanni Visconti, Ilnur Zakarin og Mikel Nieve har alle været på podiet. Efterhånden som Slovenien i stigende grad bliver et stort cykelland, har de lokale ryttere også været i stand til at blande sig trods den hårdere konkurrence, og i de senere år har lokale helte som Janez Brajkovic, Primoz Roglic og Tadej Pogacar alle vundet.

Slovenien var de første, men nu er der faktisk nationale etapeløb i det meste af det tidligere Jugoslavien. Tour of Croatia er blevet en stor international begivenhed i løbet af sine første år (også selvom det på det seneste har oplevet en temmelig tumultarisk periode). Tour of Serbia er et mindre etapeløb, og der er desuden flere mindre løb i Kroatien, Bosnien og Slovenien.

Tour de Slovenie er et meget alsidigt løb og lidt som en lille grand tour. Som regel har det haft en flad enkeltstart og en stor bjergetape, der i kombination har afgjort klassementet. Derudover har der været en flad etape for de rene sprintere, og løbet har ofte haft en første linjeløbsetape, der har været for stærke sprintere med gode klatreben.

Siden 2018 har løbet været i vækst. Ikke blot kunne man for tre år siden udvide løbet fra fire til fem dage, aflysningen af ZLM Toer, der altid har været sprinternes foretrukne Tour-forberedelse, gav også løbet et stort boost, og i det år var det derfor det slovenske løb, der var sidste Tour-test for de rene sprintere. Dauphiné og Tour de Suisse er for hårde for de tunge folk, og derfor kunne man præsentere et felt med navne som Marcel Kittel, Dylan Groenewegen, Caleb Ewan og Mark Cavendish, der alle sleb formen af på de slovenske landeveje.

I 2019 voksede løbet endda til at blive et 2.HC-løb (i dag et 2.Pro-løb), men samtidig var det hollandske løb tilbage, og det kostede lidt for slovenerne, der ikke kunne præsentere samme stjerneparade af sprintere. Det kan man heller ikke i år, hvor ZLM Toer ganske vist er rykket, men nu flokkes sprinterne i stedet til Belgium Tour, der har overtaget hollændernes plads på kalenderen.

Det betyder dog ikke, at slovenerne har grund til at ærgre sig. Tværtimod vil hel cykelverdenen følge intenst med de kommende fem dage, hvor det er lykkedes at få en af de lokale helte, nemlig Tour-kongen Tadej Pogacar, til at finpudse formen på hjemmebane. Desværre er resten af feltet svagere end i både 2018 og 2019, og der er ingen andre væsentlige Tour-favoritter eller -sprintere til start udover Damiano Caruso. Til gengæld kan løbet som altid præsentere flere ryttere, der kommer fra Giroen.

Pogacar var også med sidste år, hvor han stillede til start som den helt store favorit. Den værdighed levede han op til ved at vinde den første af de to bjergetaper, og efter at have hjulet Diego Ulissi til sejr på kongeetapen kunne han for første gang vinde sit hjemlands rundtur med hele 1.21 ned til holdkammeraten Ulissi og 1.35 ned til Matteo Sobrero. Som sagt vender Pogacar tilbage for at forsvare sin titel, og han er igen oppe mod Sobrero, men denne gang må han klare sig uden Ulissi, der i stedet bruger Giro-formen i Tour de Suisse.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

 Livestream Tour of Slovenia uden afbrydelser

Ruten

Bemærk: Grundet tidspres i denne meget travle uge med hele fire store etapeløb og en i år ekstra sammenpresset kalender bliver der i denne lynoptakt ikke plads til den klassiske detaljerede beskrivelse af ruten. Det bliver i stedet bare en overordnet skitse koblet med kort og profiler.

Som sagt er Tour de Slovenie et alsidigt løb, der typisk har haft lidt af det hele i løbet af de indtil 2018 fire dage. I de seneste år har det foretrukne format været en flad enkeltstart på første dag, en kuperet linjeløbsetape om fredagen, en stor bjergetape om lørdagen og en flad sprinteretape om søndagen. Det ændrede man på i 2016, hvor man byttede rundt på rækkefølgen og gjorde enkeltstarten længere, meget hårdere og betydeligt mere afgørende. I 2017 var enkeltstarten til gengæld helt droppet, og løbet var gjort betydeligt mere sprintervenligt med tre dage for de hurtige folk og bare en enkelt bjergafslutning til at afgøre klassementet.

I 2018 avancerede løbet i UCI-hierarkiet, blev forlænget og fik generelt et ansigtsløft med international tv-dækning og en mere klar mediestrategi. I samme ombæring rystede man også posen i forhold til ruten ved helt at droppe bjergfinalen, indlægge en lang, flad enkeltstart og derudover have to sprinteretaper og to kuperede klassementsetaper. I 2019 var enkeltstarten til gengæld helt væk i et løb med to sprinteretaper, én etape for holdbare sprintere og igen to klassementsetaper, der begge var kendetegnet ved ikke at have mål på et bjerg - alt sammen godt for hurtige Diego Ulissi, der i dette terræn kunne vinde løbet for anden gang. Enkeltstarten var heller ikke med sidste år, hvor man havde en særligt hård rute med hele to etaper med mål på en stigning samt tre sprinteretaper, hvoraf den ene var for de hurtige folk.

Noget kunne tyde på, at man har bestemt sig for, at det skal være et løb for klatrere. I hvert fald bliver det i år tredje udgave i træk helt uden enkeltstart, og ligesom sidste år er der hele to etaper med mål på en stigning. Den ene af disse er næsten en kopi af den etape, hvor Tadej Pogacar sidste år kørte fra alt og alle, og modsat sidste år har den efterfølgende kongeetape mål på et rigtigt bjerg og ikke en kort, stejl mur, som det var tilfældet sidste år. Samtidig er løbet, der hidtil har været ret sprintervenligt, nu ikke specielt venligt over for de hurtige folk. Ganske vist er der tre etaper med en flad finale, men den ene har en lang og jævn stigning i finalen, og den traditionelle sidste etape i Novo Mesto har som noget nyt en brutal lille mur kort inden stregen.

Den første af sprinteretaperne kommer igen på førstedagen, og allerede her får sprinterne den nye virkelighed at føle.  Over 164,7 km skal der klatres intet mindre end 2979 højdemeter, og efter en lang, let stigende indledning er der hele tre stigninger i finalen. Den sidste af disse, Razdrto (7,3 km, 5,5%), er en lang og jævn sag med top bare 12,9 km fra mål, hvorefter det er stort set fladt ind mod stregen uden nogen nedkørsel, men den sidste kilometer stiger let med 1,8% i snit i en finale, der er teknisk helt enkel.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Torsdag går det løs med løbets rigtige sprinteretape. Her skal der ganske vist klatres 1998 højdemeter over 174,2 km, men terrænet er overkommeligt med kun en enkelt kategori 3-stigning. Etapen slutter med en omgang på en småkuperet 12,8 km lang rundstrækning, hvis sidste 2 km er helt flade og enkle med kun en enkelt rundkørsel lige efter den røde flamme.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Klassementskampen indledes fredag, hvor det gælder en total kopi af den etape, hvor Tadej Pogacar sidste år kørte fra alt og alle. Der er tale om en kort etape over bare 144,6 km med i alt 2104 højdemeter. Med 18,6 km igen når man toppen af Svetina (5,4 km, 7,5%), hvor Pogacar satte sit dødsstød, inden de eksplosive puncheurs skal slås om det på bakken op til slottet i Celje (1,9 km, 7,2%, max. 12%) i en lidt kringlet final med mange sving frem mod bakken, der går ad en snoet vej.

Lørdag gælder det årets kongeetape, der igen er en kort sag på bare 152,4 km, hvor der skal klatres 2861 højdemeter. Det meste af etapen er flad med tre mindre stigninger til varme op på, men der sluttes på Veliko Planina (7,7 km, 8,0%), hvis data snyder. De første 2 km er nemlig lette, men derefter følger 2 km med 10-11%, to km med 8-10% og slutteligt 700 m med 11,5%.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Søndag slutter det med den klassiske finale i Nove Mesto, men denne gang sker der noget nyt på det, der normalt er en sprinteretape. Over de 155,7 km skal der klatres bare 1437 højdemeter, og der er ingen kategoriserede stigninger før til sidst. Her skal man over den stejle Trska Gora (1,3 km, 10,5%, max. 20%) med top bare 9,5 km fra mål, og derefter venter en lidt kringlet nedkørsel og en helt flad finale, hvor finalen er teknisk med skarpe sving med 1000 m og 300 m igen.

 Livestream Tour of Slovenia uden afbrydelser

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Favoritterne

Bemærk: Grundet tidspres i denne meget travle uge med hele fire store etapeløb bliver favoritanalysen meget skitseagtig og mest af alt bare en opregning af sandsynlige kandidater mere end en detaljeret analyse af fordele og ulemper for de enkelte ryttere med den vanlige grundighed.

Tour de Slovenie har altid været et løb for klatrere, idet kongeetapen som regel har været langt de vigtigste. I 2016 og 2018 betød en usædvanligt lang enkeltstart, at tempoevner pludselig blev afgørende, og det var særligt udtalt i 2018, hvor fraværet af en bjergafslutning betød, at det på stigningerne kun var den suveræne Primoz Roglic, der kunne gøre en forskel. I det hele taget ændrede løbet karakter med en rute, der var langt mindre selektiv end tidligere.

Sådan var det også i 2019, hvor der end ikke var en enkeltstart, og det blev derfor et løb for puncheurs. Aleksandr Vlasov var stærkeste mand på stigningerne, men det hjalp intet mod Diego Ulissi, der sekunderet af en overraskende rusten Tadej Pogacar kunne udnytte sin hurtighed og et smart angreb i en taktisk finale til at tage den samlede sejr i et løb, der handlede lige så meget om klogskab som om gode ben.

Nu er vi imidlertid tilbage i et format, hvor bedste klatrer formentlig vinder. Sådan var det allerede sidste år, hvor Tadej Pogacar og UAE var i deres egen liga, og sådan bliver det også på årets usædvanligt hårde rute. Mest afgørende er naturligvis den nye kongeetape, hvor målbjerget er meget stejlt, og selvom det er ganske kort, vil der kunne opstå store forskellen.

Den anden nøgleetape er 3. etape, som er en klassiker. I 2018 fik vi en regruppering efter stigningen, hvorefter Rigoberto Uran slog Daryl Impey, Primoz Roglic, Rafal Majka og alle andre i en gruppe på 20 mand med ganske små forskelle mellem de bedste. Sidste år kørte Pogacar imidlertid fra alt og alle på stigningen og kom hjem med 1.22 ned til 10 mand, hvis spurt blev vundet af Matej Mohoric foran Diego Ulissi. Det er altså muligt at gøre forskellen på stigningen, men det kan også blive en dag, hvor der kun kan vindes sekunder.

De øvrige dage bliver næppe afgørende, selvom ruten er usædvanligt hård ved sprinterne. Torsdagens etape bør ende i en massespurt, og på 1. og 5. etape vil vi formentlig få reducerede massespurter. Man skal dog ikke udelukke, at Pogacar har klø i benene og kører væk på finalestigningerne. Det vil dog undre, for sidste år kørte han faktisk ret afdæmpet, da først han havde leveret sin magtdemonstration i Celje.

Vejrmæssigt bliver der heller ikke de store udfordringer andet end varmen. Temperaturen vil onsdag og i weekenden ligge i underkanten af 30 grader, mens de to øvrige dage bliver lidt køligere med risiko for byger. Der vil ikke være megen vind, men der vil være en let modvind på kongeetapens målbjerg.

Konklusionen er altså, at bedste klatrer formentlig vinder, og det kan meget vel være vinderen af 4. etape, der også vinder samlet, medmindre 2. etape bliver udnyttet på samme måde som sidste år.

Løbet bliver desværre nok en ret ensidig affære. Løbet har tabt kampen til Belgium Tour og Route d’Occitanie om WorldTour-holdenes gunst, og de bare fire WorldTour-hold prioriterer løbet meget forskelligt. Astana er her med et B-hold, BikeExchange er her mest med et sprinterhold, og Bahrain er her uden deres bedste klatrere.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Og så er der UAE. Igen i år ligner det en ren formalitet, at Tadej Pogacar lige skal have sin hjemmebanesejr, inden han skal til Touren, og det er svært at se, at det skal gå galt. Han laver formentlig allerede på fredag samme nummer som sidste år, og hvis det lykkes, vil han på kongeetapen formentlig forsøge at få Rafal Majka til at vinde på samme måde, som han sidste år gav sejren til Diego Ulissi. Hvis ikke den mission lykkes, vinder han bare begge etaper selv, og så må vi se, om han har lyst til at lave noget på 1. og/eller 5. etape også. Det tvivler jeg på, men to etaper er også nok til at forsvare titlen. Med det niveau, Majka genfandt i sæsonstarten, kan det meget vel igen blive dobbeltsejr til UAE, denne gang med Majka som nr. 2. Også Jan Polanc kan ende langt fremme, selvom han ikke virker flyvende.

Hovedrivalen må være Lucas Hamilton. Han fandt aldrig sine bedste ben i Giroen, men han kørte sin bedste bjergetape på 20. etape. Han så ud til at komme godt ud af løbet, og som løbets på papiret næst- eller tredjebedste klatrer må han være manden, der kan true UAE-dominansen. BikeExchange har også sidste års nr. 3, Matteo Sobrero, men det er svært at tro på en gentagelse. Nok har han kørt gode enkeltstarter, men intet tyder på, at han har sidste års superform med ud af Giroen, da han fejlede i Aargau, selvom holdet havde ført for ham hele dagen, og da han generelt har klatret skidt i år. Det bliver spændende at se, hvad Alexandre Balmer kan i dette knap så stærke felt.

Bahrain kommer med en sand lottokupon i Domen Novak . Sloveneren er uhyre svingende, men i år har han fundet noget stabilitet. Hans topniveau i Giroen var det højeste, vi hidtil har set, og hvis han har det endnu, kører han med helt, helt fremme her. Det kan dog også være, at han sidder i gruppettoen. Matej Mohoric plejer også at køre et pænt klassement her, men som sidste år er kongeetapen for svær til, at han kan køre på podiet. Jan Tratnik kan også komme et stykke.

Eolo stiller med Lorenzo Fortunato, der igen sluttede Giroen meget stærkt. Han styrtede imidlertid i Adriatica Ionica, og selvom han kom igennem, var det tydeligt, at han var mærket. Løbsprogrammet begynder også at have været hårdt, og friskheden kan være begrænset. Lottokuponen Diego Rosa kan også komme et stykke, men jeg vil gætte på, at han efter Giroen er en nitte. Alessandro Fancellu klatrede godt i Adriatica Ionica, mens Edward Ravasi til gengæld floppede i Appenninerne. Vincenzo Albanese kan komme et stykke i dette felt.

Alpecin kommer med en af de fortabte Gazprom-sønner i form af Nicola Conci. Efter et svært 2021 rejste han sig i foråret med en 10. plads i Coppi e Bartali og en 6. plads på Sicilien. Han bør komme langt i dette felt, men formen er ukendt efter den lange og næppe særligt motiverende løbspause. Det er dog noget tid siden, han skrev under, så han har haft tid til at træne. Holdet har også Fabio van den Bossche, der endelig har fundet for og kan klatre, og i dette felt kan Robert Stannard og Kristian Sbaragli gøre det pænt.

Kern Pharma kommer med Hector Carretero. Hans start på holdet har været en katastrofe, men nu har han haft en pause til at opbygge form. Han har altid været en lottokupon, men vi ved, at det niveau, han havde i maj i 2021 vil føre meget langt i dette felt. Alternativet er Ivan Moreno, der pludselig imponerede i Appenninerne og kan komme et stykke, samt måske den svingende Vojcech Repa, der blev nr. 16 i Tyrkiet.

Caja Rural har Jonathan Lastra, der sidste år endte i top 10. I år er stigningerne for lange, og han har ikke helt fundet samme niveau. Efter en pause er han også ofte svag, og han lyder heller ikke alt for optimistisk. Med benene fra Baskerlandet kommer han dog langt. Michal Schlegel burde være kandidat, men han har skuffet hele året. Stigningerne er nok for svære for Fernando Barcelo og Sergio Martin.

Bardiani kommer med et hold af tungere folk, men de har Samuele Zoccarato. Han viste efter Giro-styrtet lidt form med sin top 10 på Grappa i forrige weekend, men han er stadig et stykke fra toppen efter sit Giro-styrt. Davide Gabburo og Alessandro Tonelli kan efter en god Giro måske gøre det hæderligt, men løbet er for svært.

Drone Hopper kommer med Luca Chirico, Mattia Bais og Santiago Umba. Chirico ender formentlig bedst, men vi så i Adriatico Ionica, at han har sine begrænsninger i bjergene. Umba er jo et stort talent, men efter sin skadespause manglede han i Adriatica Ionica stadig alt for meget. Bais kommer fra Giroen og er et wildcard, men potentialet er begrænset, som det også er for Alessandro Bisolti.

Astana kommer med Fabio Felline på et svagt hold. Italieneren klatrede flot i Giroen og kom godt ud af løbet, også bedre end sidste år. I dette felt kan han gøre det hæderligt, men sidste års 34. plads viser, at han ikke ender alt for langt fremme.

Det er svært at tro på Euskaltel. De er helt uden klatrere, og stigningerne er for lange for Antonio Soto.

På kontinentalholdene er den mest interessant Paul Double, der igen imponerede i Adriatica Ionica, samt Sean Bennett, der var med langt fremme i Tyrkiet, men skuffet i MercanTour Classic. Andre interessant navne er Gal Glivar, der er det unge lokale håb, Krstjan Hocevar, Piotr Brozyna, Jack Burke, Moran Vermeulen, Dylan Sunderland og Maximilian Stedman.

***** Tadej Pogacar

**** Rafal Majka, Lucas Hamilton

*** Domen Novak, Lorenzo Fortunato, Nicola Conci, Matej Mohoric, Matteo Sobrero

** Hector Carretero, Jonathan Lastra, Diego Rosa, Paul Double, Sean Bennett, Ivan Moreno, Samuele Zoccarato, Luca Chirico, Santiago Umba, Jan Polanc, Fabio van den Bossche, Fabio Felline

* Gal Glivar, Mattia Bais, Michal Schlegel, Alessandro Fancellu, Fernando Barcelo, Sergio Martin, Alexandr Balmer, Jan Tratnik, Edward Ravasi, Vincenzo Albanese, Robert Stannard, Kristian Sbaragli, Vojcech Repa, Alessandro Bisolti, Davide Gabburo, Alessandro Tonelli, Antonio Soto, Krstjan Hocevar, Piotr Brozyna, Jack Burke, Moran Vermeulen, Dylan Sunderland, Maximilian Stedman

Danskerne

Mikkel Bjerg skal hjælpe Tadej Pogacar med at genvinde løbet og støtte Pascal Ackermann i spurterne.

 Livestream Tour of Slovenia uden afbrydelser