STREAM TOUR OF NORWAY OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie                           

Knut Knudsen, Dag Otto Lauritzen, Dag Erik Pedersen… Norge har aldrig været et af sportens kraftcentre, men de har tidligere haft store navne. Med seks etapesejre i Giroen og en samlet sejr i Tirreno-Adriatico lagde Knudsen grunden for sine landsmænd, og Lauritzen blev senere den første norske etapevinder i Touren. Deres bedrifter skabte nogen interesse for sporten, men i et land, der altid har været blandt de bedste inden for vintersport, har det været svært for cykelsport at få megen opmærksomhed.

Det ændredes i 00erne. Thor Hushovds store succes i Tour de France samt klassikerne og ved VM skabte et stort cykelboom, der pludselig fik mange børn til at fokusere på cykling. Resultatet er åbenlyst. Edvald Boasson Hagen og Alexander Kristoff blev topnavne på den internationale scene, siden har landet udviklet masser af talenter på mange kontinentalhold, og sporten får enorm opmærksomhed i de nationale medier, der har massiv dækning af de store cykelløb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Boomet har også fuldstændig forandret løbsscenen. Tidligere havde man et par mindre UCI-løb, først og fremmest Ringerike Grand Prix, men som konsekvens af den store interesse er den norske løbskalender sandsynligvis den i verden, der har oplevet den største vækst. På bare få år har arrangører klaret at tiltrække så mange sponsorkroner, at man i en periode havde tre store etapeløb med deltagelse af WorldTour-hold. Tour of Norway lagde grunden i 2011, og siden da fulgte både Tour des Fjords og Arctic Race of Norway, der endda arrangeres i samarbejde med ASO, efter. I 2018 tiltrak landet endda en udgave af det nye Hammer Series i samarbejde med den stærke holdorganisation Velon, og den begivenhed afvikledes i samme uge som Tour des Fjords i en forrygende cykeluge sidst i maj. Alle tre etapeløb er blevet vist på nationalt tv, og derfor er cykling nu en af de helt store sportsgrene hos vore nordlige venner og landet et af cykelsportens kraftcentre.

Med den store interesse for sporten var det naturligvis oplagt at skabe et nationalt etapeløb, og i 2011 blev den første udgave af Tour of Norway afviklet. Det blev betragtet som en efterfølger til Ringerike GP, der var blevet reduceret til et endagsløb, og det fik med det samme 2.1-status i UCI-hierarkiet og deltagelse af WorldTour-hold. Efter tre succesrige udgaver blev det endda rykket op og fik tildelt 2.HC-status og er nu et årligt højdepunkt på den internationale kalender, hvor det tilbyder en virkelig cykelfest i et af de mest cykelgale lande.

Med en kalenderplacering samtidig med Giro d’Italia er det naturligvis svært at konkurrere med den italienske grand tour i kampen om deltagelse af sportens stjerner, men det giver Tour de France-rytterne en god chance for at komme i gang igen efter en lille pause. Da de største navne sjældent har været i topform, har løbet været domineret af de hjemlige ryttere, og Edvald Boasson Hagen har således vundet løbet tre gange, mens Kristoff har taget utallige etapesejre, inden han i 2019 endelig fik sin samlede sejr. Wilco Kelderman, Maciej Paterski, Jesper Hansen, Pieter Weening, Eduard Prades, Ethan Hayter og senest Remco Evenepoel har imidlertid sikret, at otte udgaver har haft udenlandske vindere, og selvom de lokale helte altid vil spille en fremtrædende rolle, er det bestemt ikke bare en national begivenhed, særligt ikke, da der er mange point at hente i et løb, der nu er en del af den nye ProSeries.

I 2019 skete der imidlertid en udvikling i vort broderland. Efter i nogle år at have kæmpet lidt med at få de store navne til start slog arrangørerne sig sammen med folkene bag Tour des Fjords, der i kraft af deres samarbejde med Velon og Hammer Series havde udsigt til at vinde kampen om de store holds deltagelse. Resultatet blev et nyt seks dage langt Tour of Norway, der naturligvis i vidt omfang fandt sted i området omkring Stavanger, hvor Tour des Fjords var hjemmehørende, men som bevarede sin status som en national rundtur, fortsat med 2.HC-status. Det gjorde 2018-sæsonens meget tætpakkede kalender, hvor man havde løb på 11 ud af 12 dage i maj, mere spiselig, og nu afvikledes Hammer Series som indledning i Giroens anden uge, men det nye Tour of Norway startede tirsdagen efter afslutningen på første afdeling i den specielle løbsserie.

Det havde en klar effekt på startlisten. Hvor Tour of Norway i 2018 blot havde tre WorldTour-hold til start, kunne de i 2019 prale med deltagelse af hele 11 af de 18 hold fra sportens øverste niveau. Synergien med Hammer Series var tydelig, da 10 af de 11 hold også kørte i Stavanger ugen forinden. Dertil kom et hav af professionelle kontinentalhold i det, der vel måtte betragtes som det stærkest besatte etapeløb i Norges historie.

Fremgangen blev brudt i 2020, hvor løbet som så mange andre blev aflyst, men i 2021 var det tilbage, dog i en forsinket udgave, der blev afviklet i august. I 2022 var løbet imidlertid tilbage i Giroens sidste uge, stadig som et ProSeries over seks dage. Desværre er Hammer Series som bekendt forsvundet, men det svækkede ingenlunde startlisten. Hele 10 af de 18 WorldTour-hold har meldte deres ankomst, og blandt deltagerne fandt vi endda flere af sportens største stjerner i form af Remco Evenepoel, Filippo Ganna, Kasper Asgreen og Mads Pedersen i tillæg til de norske topnavne.

Desværre er alt ikke fryd og gammen i disse økonomisk svære tider. I 2023 betyder vanskelige økonomiske vilkår, at løbet atter reduceres til bare fire dage, og løbet har heller ikke haft helt samme appel til de store hold. I år må man således nøjes med bare 8 mandskaber fra højeste niveau, og selvom særligt Egan Bernal kaster stjernestøv over foretagendet, mangler det store antal topnavne, vi så i sidste års løb.

Det norske terræn er kuperet og giver dermed mulighed for at sammensætte et solidt etapeløb. Der er altid et par chancer for sprinterne, men klatreudfordringerne er år for år blevet hårdere og hårdere. Mens de første udgaver var mere for allroundere, har klatrerne nu i et par udgaver kunnet gå efter den samlede sejr i et løb, hvor der ikke har været nogen enkeltstart. Det var blandt andet tilfældet i 2015, hvor danske Hansen vandt tilstrækkeligt med tid på kongeetapen til at vinde løbet foran Boasson Hagen. Noget bjergløb har det dog aldrig været, og der har oftest været tale om korte, eksplosive bakker i finalerne eller lidt længere og ikke alt for stejle stigninger et stykke fra mål. Først i 2022 forsøgte sig man sig et rigtig bjergfinale, da man havde mål på den brutale Stavsro-stigning og dermed ændrede lidt på naturen i et løb, der ikke tidligere har budt på så voldsomme udfordringer.

Derfor kan det heller ikke undre, at Stavsro-etapen blev næsten altafgørende i et løb, hvor Remco Evenepoel var det helt store trækplaster. Det belgiske vidunderbarn skuffede da heller ikke, da han kørte hjem til en klar solosejr foran Jay Vine og Luke Plapp. Det stoppede imidlertid ikke her, for Evenepoel vandt også den indledende puncheuretape og sågar en flad spurt i en lille gruppe, hvormed han vandt halvdelen af de seks etaper og naturligvis tog en suveræn samlet sejr med 56 sekunder ned til Vine og 1.30 ned til Plapp. Evenepoel kommer sig i disse dage efter sin coronainfektion og sit tidlige farvel til Giroen, hvorfor han ikke forsvarer sin titel, og da Vine har travlt i Giroen i disse dage, bliver Plapp eneste rytter fra sidste års podium i årets felt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

STREAM TOUR OF NORWAY OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Siden starten har Tour of Norway varieret ruten ganske betydeligt fra år til år. Der har altid været et par sprinteretaper, ofte med et stigende opløb, der har passet de stærkere folk, samt et par kuperede etaper til at afgøre klassementet. Der har været mål opad flere gange, men ofte har det været for puncheurs og ikke for klatrere. Løbet har imidlertid også haft længere stigninger, idet man havde en hård rundstrækning i Lillehammer i 2013 og 2014 og en afslutning i Rjukan i 2015 og 2016. I de følgende år havde man en lidt lettere kongeetape i Lillehammer, og den første udgave af det fusionerede løb i 2019 var endda for stærke sprintere. I 2021 var det igen for puncheurs i en udgave, hvor man atter undlod de længere stigninger.

Løbet er gradvist blevet hårdere og hårdere, og man nåede en foreløbig kulmination i 2015, hvor man med indførelsen af Rjukan-etapen gjorde det muligt for en ren klatrer som Jesper Hansen at vinde. I 2016 var ruten stort set identisk, og igen var det en klatrer, Pieter Weening, der på Rjukan kunne gøre forskellen. I de følgende år gik man med den lettere Lillehammer-etape imidlertid den modsatte vej med et ganske let løb, men i 2020 blev den trend brudt. I 2022 var løbet nemlig for første gang nogensinde et løb for de rigtige klatrere, da kongeetapen havde mål på den brutale stigning Stavsro, der bød på 9 km med 8-10%.

Så voldsom en bjergfinale findes der ikke i årets forkortede udgave, men det ændrer ikke på, at vi igen får et løb for klatrere med en ganske innovativ rute. For første gang i løbets nu halvlange historie bydes der nemlig på en enkeltstart, og hvor det ved første øjekast kunne få tempospecialisterne til at slikke sig om munden, bliver de skuffede. Løbet skydes nemlig i gang med det, der vel kan kaldes en bjergprolog, hvor de 7,4 km i Bergen først består af 4 flade kilometer langs kysten, men derefter den 3,4 km lange klatretur op ad den stejle stigning Fløyen, der også afsluttede VM-enkeltstarten i 2017, hvor Tom Dumoulin knuste al modstand og tog sin eneste VM-titel.

Fløyen er så svær en stigning, at det vil være en etape for klatretyper og også så svær, at man kan frygte, at løbet allerede er afgjort fredag aften. Den bedste chance for at ændre på tingenes tilstand kommer på lørdagens kongeetape, der over 206 km byder på intet mindre end 4000 højdemeter i de norske fjelde, men også mere end 25 flade kilometer til sidst. Det lægger op til en uforudsigelig dag, hvor det måske mere er holdets styrke, der vil afgøre, hvor let den førende rytter kan forsvare førertrøjen.

Nu kan løbet være afgjort, for i løbets anden halvdel tager arven fra Tour de Fjords over. Det løb var kendt for at bruge kringlede rundstrækninger med små bakker efterfulgt af en flad finale. Sådan er det dog ikke på løbets 2. etape, men den følger alligevel traditionen fra forgængeren, når der skal sluttes med en spurt op ad en 2,2 km lang bakke i udkanten af Stavanger. Den har undervejs ganske stejle passager og kan således bruges af eksplosive klassementsryttere til måske at vinde vigtige bonussekunder.

Dermed er sprinterne over de første tre dage blevet snydt i et løb, der ellers er kendt som lidt af en fest for holdbare sprintere. Heldigvis kommer der altid noget godt til dem, der venter. Det hele slutter nemlig med den klassiske afslutningsetape fra Tour des Fjords, hvor den lille Grisabakken kan rydde lidt ud i sprinterne, inden en reduceret massespurt i Stavanger formentlig vil slutte den norske cykelfest - en fest, der for anden gang i træk synes at appellere til klatrere.

Prolog

Tour of Norway har eksisteret siden 2011, men aldrig tidligere har løbet budt på en enkeltstart. Det ændres der imidlertid på i år, hvor løbet skydes i gang i Bergen med en aftenprolog, som man ofte ser det i mindre etapeløb, der køres på denne tid af året. Det er imidlertid også det eneste almindelige ved åbningsetapen, for hvor prologer er kendt for at være korte, tekniske og flade enkeltstarter, er der her tale om en helt ganske særlig sag. Mange vil utvivlsomt huske, hvordan VM-enkeltstarten i 2017 sluttede på den stejle stigning Fløyen, der ligger lige midt i centrum af den norske storby, og selvsamme stigning er mål for det, der trods en flad indledning vel bedst kan betegnes som en ganske sjælden bjergprolog - en prolog, der formentlig vil være den klart vigtigste etape i løbet.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Med en distance på 7,4 km er der tale om en lang prolog, der kun akkurat holder sig inden for grænserne for etaper af denne type, og den har start i Bergen og mål på toppen af byens spektakulære stigning, Fløyen. Etapen skal inddeles i to, da den består af en flad tur langs kystvejen efterfulgt af opkørslen af det stejle målbjerg.

Starten går ved byens havnefront i bycentrum, og herfra kører man ad den helt flade, men meget snoede kystvej mod nordvest, nordøst og nord frem til etapens nordligste punkt. Her foretager man efter 1,8 km en U-vending for derefter at køre ad samme flade kystvej mod syd, sydvest og sydøst tilbage til start. Man fortsætter forbi startområdet, der passeres efter 3,6 km, hvorefter man 200 m senere drejer skarpt til venstre.

Efter 4,0 km skifter etapen dramatisk karakter, når man via et højresving drejer ind på Fløyen, der over 3,4 km stiger med 8,8% i snit. Der er tale om en ganske jævn stigning, der stiger med 9,1% over den første kilometer, 8,8% over den næste kilometer og slutteligt 8,6% over de sidste 1400 m. Stigningen har en endeløs serie af hårnålesving på den nedre del, hvorefter vejen retter sig ud, dog stadig mede flere hårnålesving undervejs. Det sidste kommer med cirka 1000 m igen, hvorefter det er en snoet vej, der leder frem til stregen.

Etapen byder på i alt 319 højdemeter.

Vi kender den spektakulære finale fra VM-enkeltstarten i 2017, hvor Tom Dumoulin vandt foran Primoz Roglic og Chris Froome, men dengang kørte man små 30 flade kilometer forinden. Her består det flade stykke alene af 4 km, og dermed er det meget tæt på at være en bjergenkeltstart. Det flade stykke vil spille en rolle, men altafgørende for etapens udfald vil være evnen til at køre stærkt op ad en kort, stejl stigning, og derfor vil denne absolutte nøgleetape, der meget vel kan afgøre løbet, blive vundet af en af løbets bedste klatrere.

Kun én gang tidligere har et større cykelløb haft mål på Fløyen. Det var VM-enkeltstarten i 2017, hvor suveræne Tom Dumoulin vandt med hele 57 sekunder ned til Primoz Roglic og 1.21 ned til Chris Froome.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

1. etape

Tour of Norway har i de senere år været et af de få etapeløb, der ikke forsøger at gemme spændingen til sidst. Tværtimod har vi før haft de mest afgørende etaper i løbets allerførste del, og det gælder i særlig grad i år. Dagen efter bjergprologen venter nemlig det, der vel må betegnes som løbets kongeetape, når der på et mere end 200 km langt maraton skal klatres 4000 højdemeter i de norske fjelde. Modsat sidste år, hvor man havde en historisk svær bjergafslutning på Stavsro-stigningen, er årets kongeetape imidlertid mere i tråd med løbets tradition, for stigningerne kommer alle relativt langt fra mål. Det sætter scenen for et helt åbent og uforudsigeligt cykelløb, hvor der skal kæmpes om den samlede sejr i en finale, der kan blive meget svær at kontrollere, og hvor taktik kan blive lige så vigtig som gode ben.

Med en distance på 206,0 km er der tale om en meget lang etape, der fører feltet fra Jondal til Hovden. Startbyen ligger helt ude ved den norske kyst, mens målbyen ligger i de norske fjelde, og det giver en etape i to dele. Den første tredjedel af etapen er stort set helt flad, men byder på en tidlig udfordring. Man lægger ud med at køre mod nordøst ad den flade kystvej, som man dog kortvarigt forlader for at køre nord nordøst op ad kategori 2-stigningen Asleitet (4,2 km, 6,4%), der stiger relativt jævnt med 8-10%, men har en næsten helt flad anden kilometer.

Toppen rundes efter 13,1 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nord tilbage til kysten. Nu bliver det meget enkelt, når man følger den flade kystvej rundt langs de norske fjorde mod først nordøst, siden sydøst og derefter syd. Efter 76,1 km når man frem til byen Odda, hvor man forlader fjorden for at køre ad en let stigende vej mod syd ind mod fjeldene.

Her ændrer etapen dramatisk karakter, når man fortsætter mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Sejestadjuvet (19,6 km, 4,8%). Der er tale om en alenlang stigning, der over de første 15 km hovedsageligt holder sig under 5%. Mod slutningen bliver den betydelig sværere, idet der herefter følger fire kilometer med hhv. 9,6%, 4,4%, 6,6% og ikke mindre end 12,7% frem mod toppen.

Den rundes i 1068 m højde efter 107,7 km, hvorefter de sidste 98,3 km indledes med en først teknisk og siden let nedkørsel, der leder mod sydøst og nordøst ned til Roldal, hvor dagens første spurt køres efter 120,8 km. Herefter går det imidlertid med det samme løs igen, når man fortsætter mod øst op ad en ikke-kategoriseret stigning (10,7 km, 5,6%), der har top i 1073 m højde efter 132,5 km. Nu bliver det lettere. Herefter går det nemlig mod øst ad en let kuperet, men hovedsageligt flad vej, inden det begynder at falde mod sydøst, øst, syd og til slut igen øst.

Finalen indledes herefter, når man kører mod øst op ad kategori 2-stigningen Bykleheivegen (3,7 km, 7,8%), der starter med to 500 m-segmenter på hhv. 7,3% og 12,9%, inden den flader ud med 2,5% over 500 m for derefter at stiger med 7-9% over de sidste 2,2 km frem mod toppen, som rundes efter 180,4 km.

Herfra resterer fortsat 25,6 km, der er ganske lette. Således går det ad en næsten helt lige og flad vej mod sydvest, indtil det kort efter byen Bjoen begynder at falde let. Sådan fortsætter det helt ned til målbyen, hvor de sidste 1,8 km er stigende. Først stiger det ganske let, mens den sidste kilometer stiger jævnt med knap 3,5%. Der er skarpe sving med 1900 m og 1300 m igen, hvorefter vejen bugter sig 90 grader mod højre ved den røde flamme, inden den kun bugter sig ganske let frem til stregen.

Etapen byder på i alt 4012 højdemeter.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Det er en ganske uforudsigelig kongeetape, der er designet, men meget vil være bestemt af styrken hos det førende hold. De første to stigninger komme meget tidligt, og derfor skal slagte formentlig slås på den sidste stigning. Den er svær nok til et klassementsslag, men der er også langt hjem, og herefter kan alt ske. Et stærkt hold vil kunne sikre samling frem mod den let stigende spurt, men er førertrøjen isoleret, og tager intet hold ansvar, kan det blive en taktisk ukontrollerbar og helt åben afslutning.

Hovden har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

2. etape

Tour of Norway har altid været et paradis for puncheurs og stærke sprintere, der har kunnet overvinde de mange højdemeter og relativt bløde stigninger, løbet har været domineret af. I årets forkortede udgave må de imidlertid nøjes med ganske få chancer, men de kommer samlet over de sidste to dage. Sprinterne bliver imidlertid skuffede, hvis de havde regnet med en klassisk massespurt søndag, hvor der efter en dag med 2400 højdemeter skal sluttes på en 2,2 km lang bakke, hvis sidste kilometer stiger med 5,5%. Dermed bliver det snarere de eksplosive puncheurs, for med flere stykker på mere end 10% er det nok snarere de lettere folk, der skal i spil i en finale, der således også kan give bonussekunder i kampen om den samlede sejr.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Med en distance på 165,7 km er der tale om en betydeligt kortere etape end den foregående, og denne gang skal der køres fra Valle til Stavanger. Startbyen ligger midt i de norske fjelde, mens målbyen ligger ude ved kysten, og derfor er det indledningen, der er hård. Et kort, fladt stykke leder først mod syd, men derfra går det mod sydvest op ad den lange kategori 1-stigninge Knuttjorn (21,9 km, 3,6%), der skal deles i to. De første 3,4 km stiger således jævnt med 9,0% i snit, men derefter er det en ganske blød stigning, der kune har enkelte kilometer med stigningsprocenter over 4.

Toppen i 1048 m højde rundes efter 32,9 km, hvorefter man snor sig mod sydvest ad et småkuperet stykke, inden en nedkørsel leder videre mod sydvest. Nu går det ad en helt lige og flad vej langs en sø mod syd frem til byen Sinnes, hvor man efter 66,0 km drejer mod sydvest for at følge en lige vej, der først er let stigende og siden let faldende. Det fortsætter med at falde i mere end 30 km, også når an drejer mod nordvest for at køre det sidste stykke ud til kysten, hvor dagens spurt køres efter 115,8 km.

Man forlader imidlertid kysten med det samme for at køre mod vest op ad en stigning (2,3 km, 6,9%), der har top efter 119 km, hvorefter en kort nedkørsel leder mod vest ned til bunden af kategori 2-stigningen Seldal (5,2 km, 5,6%), der stiger med 4-6%, men har en fjerde kilometer på 9,3%.

Toppen rundes efter 129,7 km, hvorefter de sidste 36,0 km er ganske lette. Således går det ad en i starten let faldende og siden flad vej mod sydvest, vest og nordvest ud til kysten, der nås i byen Sandnes efter 151,5 km. Her drejer man mod nord for at køre ad en flad vej frem mod Stavanger, hvor målet er placeret på en lille bakke i byens sydvestlige udkant. Således er de sidste 2,2 km stigende. Det stejleste stykke er de første 400 m, der stiger med 10%, hvorefter de næste 800 er stort set flade. Efter den røde flamme stiger de næste 700 m jævnt med 4,8%, hvorefter det falder let frem mod de sidste 100 m, der stiger med 10%.

Etapen byder på i alt 2399 højdemeter.

Sprinterne bliver skuffede i årets Tour of Norway, for selvom denne etape hovedsageligt er overkommelig, er finalen formentlig for svær. Kan man stole på løbsbogens data, har vi i alt 500 m på 10% på den sidste bakke, og derfor bør det blive for stejlt for sprintertyperne. I stedet er det den perfekte afslutning for puncheurtyper, og således kan de eksplosive klassementsryttere sikre sig yderligere sekunder, hvis altså ikke vinden forinden har spillet dem et puds.

Stavanger har været fast besøgt af første Tour des Fjords og siden fusionen af Tour of Norway bortset fra årene 2018 og 2019, hvor der kørte Hammer Series i byen. Finalen her er ny, men de tidligere vindere er Alexander Kristoff (2022, 2016 og 2014), Matthew Walls (2021), Edvald Boasson Hagen (2017 og 2015), Angelo Tulik (2013), Katusha (holdløb i 2013) og Sergey Chernetskiy (2013), idet tre af fire etaper i Tour des Fjords i 2013 havde mål i byen. Byen var som sagt vært for Hammer Series i 2019, hvor Quick-Step vandt Hammer Spring og CCC Hammer Chase, og 2018, hvor Mitchelton-Scott vandt både Hammer Sprint og Hammer Chase, men har derudover ikke været vært for noget stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

3. etape

Tour des Fjords sluttede altid i Stavanger med den velkendte rundstrækning med den lille Grisabakken forud for en flad finale, og selvom det ikke var tilfældet i den første udgave i 2019, ser det ud til at være en tradition det fusionerede Tour of Norway vil adoptere. I hvert fald er det nu tredje udgave i træk, at løbet slutter med en af de bedst prøvede afslutninger i Norge, og det vil de holdbare sprintere sætte pris på, da meget taler for, at vi igen vil se en reduceret massespurt, som det oftest har været tilfældet - og det vil de særligt gøre i en udgave, hvor det bliver deres eneste chance for at spurte. I år er etapen endda helt identisk med den, der blev benyttet sidste år.

Med en distance på bare 149,3 km er der tale om en kort etape, som har både start og mål i Stavanger. Den kan inddeles i to, hvoraf første del består af en stor rundstrækning i terrænet syd for byen. Fra start går det igennem relativt fladt terræn mod syd tæt forbi Sandnes, indtil man i byen Bryne efter 28 km drejer mod sydøst. Her begynder det at stige let, indtil man skal over den lille bakke Undheim (1,8 km, 4,0%), der er en let opkørsel med top efter 39,5 km.

Det fortsætter med at stige let, mens man kører videre mod sydøst, inden det falder mod sydvest ned til kysten. Herfra går det mod nordvest ad den flade kystvej, hvorefter det går videre mod nordøst op langs vandet ad en snoet, men stort set helt flad vej tilbage til Stavanger. Her rammer man efter 105,5 km den afsluttende rundstrækning, hvor man efter 108,1 km for første gang kører en bjergspurt på toppen af kategori 3-stigningen Grisabakken (600 m, 7,7%).

Efter 115,4 km krydser man stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med to omgange på den 17,0 km lange runde. Den indledes med en ganske lille bakke, men derefter er det generel let faldende, når man kører mod sydvest, sydøst og nordvest, idet der dog er en lille bakke600 m, 7.5% med top 9,5 km fra stregen. Umiddelbart herefter drejer man mod nordvest for at passere kategori 3-stigningen Grisabakken (600 m, 7,1%), der stiger med 8,5% over de første 400 m, men blot 4,6% over de sidste 200 m.

Toppen, hvor der er en bjergspurt igen på sidste omgang efter 142,1 km, rundes med bare 7,2 km igen, og de er stort set alle let faldende, når man snor sig mod nordvest og siden kører mod nordøst ind til målet i centrum, hvor den sidste kilometer er flad. Finalen er kringlet, da der er to sving i rap med 1500 m igen, hvorefter man med 900 m igen skal dreje i en rundkørsel. Herfra bugter vejen sig relativt meget, indtil de sidste 400 m går ad en lige vej. Der er en sidste indlagte spurt ved afslutningen på første omgang med 17,0 km igen.

Etapen byder på i alt 1277 højdemeter.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Finalen er en klassiker, som er blevet benyttet mange gange. Overraskende ofte har vi fået en spurt på mellem 10 og 20 mand, og det viser, at det ikke er en helt enkel finale. Både i 2021 og 2022, hvor feltet va stærkere end tidligere, fik vi dog en stor massespurt, der i 2021 endda blev vundet af den tunge Matthew Walls, og det vidner om, at det bestemt ikke er den sværeste afslutning. Med årets stærke felt bliver det svært at gøre forskelle, og endnu en reduceret massespurt synes at være det sandsynlige udkomme.

Finalen blev senest benyttet sidste år, hvor den lokale helt Alexander Kristoff vandt etapen i sin hjemby for tredje gang i en massespurt i et ganske stort felt foran Ethan Vernon og Mads Pedersen, samt i 2022, hvor Matthew Walls vandt en massespurt foran Mads Pedersen og Daniel Hoelgaard. Forinden var det den faste afslutning på Tour des Fjords. I 2018 vandt Edvald Boasson Hagen en spurt blandt 16 mand foran Timo Roosen og Jeroen Meijers, i 2017 vandt Alexander Kristoff en spurt blandt 14 mand foran holdkammeraten Michael Mørkøv og Kristoffer Halvorsen, i 2016 vandt Edvald Boasson Hagen en firemandsspurt foran Daryl Impey og Marco Haller, i 2015 vandt Alesander Kristoff en massespurt foran Nikolay Trusov og Tom Van Asbroeck, i 2014 vandt Alexander Kristoff en spurt blandt 14 mand foran Magnus Cort og Sondre Holst Enger. I 2013 var der holdløb i byen, hvor Katusha vandt foran Belkin og Sport Vlaanderen, og derudover mål for to linjeløbsetaper med andre finaler, som gav sejre til hhv. Sergey Chernetskiy og Angelo Tulik. Byen var derudover vært for Hammer Series i 2019, hvor Quick-Step vandt Hammer Spring og CCC Hammer Chase, og 2018, hvor Mitchelton-Scott vandt både Hammer Sprint og Hammer Chase.

STREAM TOUR OF NORWAY OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

I de tidlige år var Tour of Norway et perfekt løb for puncheurs. Lillehammer-etapen var den sværeste, og selvom man tabte kontakten på den vanskelige stigning i finalen, var der tid til at komme tilbage og gøre brug af sine gode afslutteregenskaber. I 2015 og 2016 gjorde Rjukan-stigningen det imidlertid muligt for de rene klatrere Jesper Hansen og Pieter Weening at tage samlede sejre. I 2017 og 2018 var løbet mere som i gamle dage, hvilket gav Edvald Boasson Hagen endnu en sejr i 2017, inden det i 2018 lykkedes for Eduard Prades og Alexander Kamp at gøre så stor en forskel, at de kunne snyde nordmanden for hans fjerde sejr i løbet. I 2019 var ruten historisk nem, og det gav Alexander Kristoff mulighed for endelig at vinde løbet samlet, mens man i 2021 til gengæld havde et rigtigt puncheurløb med hele to puncheuretaper, som blev domineret af den samlede vinder Ethan Hayter.

Al den form for historik kunne vi glemme sidste år, hvor den brutale kongeetape med mål på Stavsro-stigningen gjorde det til en sag for klatrerne. Samme voldsomheder er der ikke i år, men det er stadig et løb, der rimer mere på klatrere og 2022 end på de puncheurtyper, der tidligere dominerede. Det skyldes naturligvis bjergprologen, der må aspirere til at blive den mest afgørende prolog i cykelhistorien, for den kan meget vel skabe nogle forskelle, det bliver svære at indhente over de tre linjeløbsetaper.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Vi kender jo Fløyen-stigningen fra VM-enkeltstarten i 2017. De to kan naturligvis ikke helt sammenlignes, fordi man dengang kørte små 30 flade kilometer forinden, men der denne gang kun er tale om 4 km, men det giver alligevel en pejling. Jeg har gravet lidt i tiderne fra dengang. Tom Dumoulin var ganske vist i særklasse, men på stigningen kørte Primoz Roglic op i 10.06, hvilket var 5 sekunder hurtigere end hollænderen. Tredjehurtigst var lidt overraskende Rohan Dennis, der smed 16 sekunder, hvorefter Jan Tratnik som nr. 4 smed 29 sekunder. Femtehurtigst var Nicolas Roche, der tabte 32 sekunder, præcis det samme som Wilco Keldeman på 6. pladsen. Som nr. 7 med et tab på 33 sekunder havde vi Bob Jungels, hvilket var et sekund mindre, end Edvald Boasson Hagen tabte. Lidt overraskende var bronzevinderen, Chris Froome, blot niendehurtigst på stigningen med et tab på 35 sekunder til Roglic.

Vi kan altså se, at forskellene bag Roglic, Dumoulin og Dennis var ganske små, men de tre bedste gjorde til gengæld enorm skade. Der kan naturligvis gøres langt større forskelle, end der kan på de 4 flade kilometer, og det er således en etape, der først og fremmest bestemmes af klatreevner. Det er dog også en ret eksplosiv og stejl opkørsel, hvorfor det ikke som på en klassisk bjergenkeltstart er for de reneste klatrere. En klatrer med eksplosivitet og fornuftige evner på den flade del kan meget vel vinde løbet her.

Blandt de øvrige etaper er der 1. etape, der er den største trussel mod prologvinderen, for her får han det svært uden et stærkt hold. Så kan han isoleres efter sidste stigning, der er kort, men bestemt ikke helt let, og derefter kan alt ske i en taktisk og flad finale. Til gengæld vil et stærkt hold formentlig kunne kontrollere det efter de forventede angreb på sidste stigning, hvorefter det bør ende i en spurt i den let stigende finale.

Det kan give bonussekunder til de hurtige og eksplosive klassementsryttere, og de kan også gå efter det på 2. etapes målbakke. Kan man stole på løbsbogen, er den for stejl, særligt til sidst, for de holdbare sprintere, og derfor bør det være muligt for de eksplosive blandt favoritterne måske at sikre sig tidsbonus. Til gengæld vil 3. etape næppe spille en rolle. I gamle dage i Tour des Fjords så vi meget små grupper til sidst, men efter at feltet under Tour of Norway-hatten er blevet stærkere, har vi set, at det er en sprinteretape - den eneste i et løb, der engang var en sprinterfest.

En faktor i Norge er altid vejret, og det kunne bestemt være værre. Mange havde nok regnet med øsende regnvejr i regnvejrsbyen Bergen på fredag, men der venter en smuk, men lidt kold forårsaften med ensartede betingelser for alle. Værre bliver det lørdag, hvor der i en kold finale med temperaturer på bare 9 grader vil være en risiko for byger i finalen, ligesom det vil være småblæsende til sidst. Der vil være medvind på sidste stigning, men derefter sidemodvind, hvilket vil gøre det sværere at gøre varige forskelle

Derefter slutter løbet med to flotte og solrige dage i Stavanger, hvor det dog også vil være meget blæsende. Det åbner døren for et sidevindsræs, men desværre vil det på 2. etape være næsten konstant modvind. Så er perspektiverne større på 3. etape, men her vil jeg også tro, at det bliver for megen modvind tilbage til Bergen til, at vi kan få drama. Jeg udelukker ikke, at sidevind kan blive en faktor, enten efter stigningen på 1. etape eller på 3. etape, men mit gæt er, at det modsat sidste år ikke vil spille en rolle.

Konklusionen er, at løbet formentlig vindes af den rytter, der kører stærkest på Fløyen, hvis han har et stærkt hold til at kontrollere 1. etape, og det vil være en formstærk og lidt eksplosiv klatretype. Vi ved dog også fra VM, at det kan blive så tæt, at bonussekunder fra spurterne på 1. og 2. etape kan blive afgørende, hvorfor punch og spurtstyrke også er en faktor. Et stærkt hold er også helt afgørende, hvis 1. etape skal kontrolleres, og endelig kan man ikke helt udelukke muligheden for, at sidevind bliver en faktor, selvom det er usandsynligt.

Efter fusionen med Tour des Fjords blomstrer løbet, selvom det i år nedskaleret med to dage grundet økonomiske udfordringer, men feltet er ikke så prangende som sidste år. I 2022 var det imidlertid også rystende flot, måske ikke så meget på klassementssiden, men over den brede palet. I år vender vi tilbage til en tidligere tradition, nemlig at det mest ag alt er unge talenter, der skal en tur mod nord.

Ineos skiller sig som så ofte før ud som det klart stærkeste hold, og de står dermed godt. Hvis de er bagud efter prologen, kan de nemlig få kongeetapen til at eksplodere og skabe et overtal, for mange af de andre hold er ganske tunge - med Jumbo som en markant undtagelse. Derfor vil briterne have en fair chance for at vende tingene på hovedet, hvis de skulle blive slået på prologen.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Derfor går jeg også med det britiske hold, og jeg vælger at pege på Ben Tulett. Briten er altid en lottokupon, der i år har været en kronisk nitte, men han fandt endelig formen i Ungarn, hvor han blev nr. 2 bag Marc Hirschi, der passede bedre til løbets vigtigste etape. Man ved aldrig, om han har samme niveau nu, men er det tilfældet, står han stærkt. Indtil nu har han mest imponeret på kortere stigninger, og derfor kan Fløyen måske være til den svære side, men det er stadig terræn, der minder om det, vi så, da han vandt kongeetapen i Coppi e Bartali sidste år. Vi ved, at han er en fremragende temporytter, også til den flade del, og han bør være typen, der kan køre stærkt op ad en kort, eksplosiv stigning. Han har holdet til at kontrollere, og Ineos kommer med Connor Swift og Magnus Sheffield ikke i problemer i sidevind.

Problemet er hans spurtstyrke. Han vil sikkert kunne køre en god finale på 2. etape, men der er flere rivaler, der er meget hurtigere og bedre puncheurs end ham. Han risikerer derfor at tabe løbet på bonussekunder, men heldigvis er Fløyen så svær, at jeg tror, at han på førstedagen kan sikre sig det tilstrækkelige forspring til at tage karrierens første etapeløbssejr.

Ineos har også andre kort. Det gælder særligt for Egan Bernal, der naturligvis vil tabe tid på den flade del af prologen, men den bedste Bernal ville knuse al modstand på Fløyen. Den bedste Bernal findes imidlertid ikke endnu, og trods fremgangen i Romandiet var han betydeligt svagere end Tulett i Ungarn. Dengang var han dog også forslået efter styrt, og derfor er der grund til at tro, at han er bedre nu. Fløyen passer ham også langt bedre end de eksplosive ungarske stigninger, og hans kørsel i Romandiet var så opløftende, at han bør have en god chance for at vinde, selvom han som Tulett kan tabe løbet på bonus.

Det tredje gode bud er Luke Plapp. Sidste år blev han nr. 3 i dette løb, hvilket vidner om, at han klatrer godt nok til at vinde på Fløyen, særligt fordi han også vil flyve over det flade. Problemet er usikkerheden om hans form efter svag kørsel i Baskerlandet, et Romandiet-afbud, der aldrig blev forklaret, og et tidligt exit fra Ungarn efter styrt. Sidstnævnte skyldtes en hjernerystelse, og det kan både have givet en meget kort og en længere pause. Det skaber lidt for stor usikkerhed, men den Plapp, vi så sidste år eller i UAE Tour, kan sagtens vinde på denne rute, selvom han mangler punch. Det fjerde kort er Leo Hayter, der burde passe til en bjergprolog, men han har haft det lidt for svært i år. Sidste år blev Magnus Sheffield ganske sensationelt nr. 6 efter en 9. plads på kongeetapen, men der bør være for mange, der klatrer bedre end ham, til, at en samlet sejr er realistisk, hvis ikke han vinder via taktik på 1. etape. Han vil sikkert køre en hæderlig prolog, hvis han er i form.

Som sagt kan holdet blive afgørende, og derfor er jeg nødt til at pege på Jumbo som nr. 2. Her ligner bedste bud Attila Valter, der for sit nye hold har nået helt nye højder. Som vi så i en skuffende ardennerkampagne, er han imidlertid fortsat svær at regne med, og efter en pause vil det undre mig, hvis han er flyvende. Omvendt skal han ikke køre Tour, og derfor kunne han godt have blandt andet dette løb som et mål. En kort, eksplosiv stigning passer ham, og han burde også have en chance for at få bonus på især 2. etape. Hans hold er også stærkt nok til at kontrollere. Med andre ord er han et godt bud, hvis formen er bedre, end jeg tror.

Jumbo har også Gijs Leemreize, der med sit niveau fra 2022 bør være en af de bedste klatrere, men han har haft et forfærdeligt år og manglede stadig i Romandiet. Det tredje kort er stortalentet Johannes Staune-Mittet, men vi så i Coppi e Bartali, at han manglede en anelse. Han har imidlertid også haft en lang pause, og hvis dette løb er et stort mål for ham, kan han overraske. Det fjerde kort er unge Loe van Belle, der blev nr. 9 i Tour de l’Avenir sidste år, men ikke har klatret god i år.

Hvad så med den lokale helt? Sidste år var forventningerne til Tobias Johannessen enorme, men han endte som en lidt skuffende nr. 4. I år har han haft et katastrofeforår grundet skader, men i Fleche og Liege var der klar fremgang. Er den tendens fortsat, kan han være tæt på sit bedste, og så kan han vinde dette løb. Nok vil han tabe tid på den flade del af prologen, men Fløden burde passe ham perfekt, og han vil være en af de helt tunge favoritter til 1. og 2. etape. Problemet er et svagt hold, der formentlig tvinger ham til at tage trøjen via bonus i weekenden, men det er jo også ganske muligt, når han er så hurtig og eksplosiv. Spørgsmålet er dog også, om dette løb kan passe med en formtop, der modsat sidste år skal ligge i Touren. Han ledsages af sin bror Anders Johannessen, der dog har skuffet nærmest uafbrudt det eneste år og har haft et helt forfærdeligt forår, ligesom han ikke er på brormands høje niveau. Det tredje kort er Ådne Holter, der netop har slået Mathias Bregnhøj på stigningen i Sundvolden, men på dette niveau har han indtil nu været overmatchet.

Den store joker kan være Simon Carr. Den britiske lottokupon har nået nye højder efter det svage 2022, og hans 13. plads på kongeetapen i Romandiet er det bedste, vi har set fra ham. Han udgik dog dagen efter uden begrundelse, og man skal være modig, hvis man tør satse på, at han er i samme form. Er han det, passer løbet ham imidlertid helt perfekt, for Fløyen er lige en eksplosiv stigning for ham, ligesom han i år er begyndt at køre pæne enkeltstarter. Problemet er den manglende spurt, men han bakkes op af et hæderligt hold. EFs anden kandidat er lokale Odd Christian Eiking, der jo altid er en joker. Vi har imidlertid ikke set den bedste Eiking siden Vueltaen i 2021, og trods stor motivation på hjemmebanen bør han finde Fløyen en anelse for lang. Til gengæld passer han udmærket til særligt 2. etape, hvor han kan score bonus. Den tredje kandidat er Georg Steinhauser, der endelig er ved at vie potentialet, senest i Frankfurt. Han manglede dog stadig en del på stigningerne i Alperne, og niveauet her er nok fortsat lidt for højt. Jonas Rutsch kørte en chokerende bjergenkeltstart i Schweiz i 2021, men løbet her er for svært. Endelig ville den bedste Michael Valgren kunne køre et hæderligt klassement her, men det må være for tidligt i comebackprocessen.

DSM kommer med et ungt hold med en spændende kandidat i Marco Brenner. Den unge tysker har haft en ganske forfærdelig sæson, men han kan et eller andet med kuperede enkeltstarter. Sidste år blev han nr. 5 på den stigende enkeltstart i Polen, og han er netop blevet nr. 12 på den meget kuperede enkeltstart i Romandiet. Sidste år fandt han tillige formen til netop dette løb, hvor han blev nr. 8 på kongeetapen. Har han samme ben nu, ligner han en mand, der kan køre meget stærkt på prologen, men derefter vil det handle om forsvar.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Han ledsages af Kevin Vermaerke. Amerikaneren har nået et niveau, hvor han kan køre klassement i et løb som dette, men det kræver den form, han havde i sæsonstarten. Siden har han været langt fra sit bedste, og hvor han står efter pausen, ved vi ikke. Det bør dog være et løb, der passer ham, da stigningen er eksplosiv, og han har en vis spurt. Holdet har også det engang så lovende talent Henri Vandenabeele, men han har haft et meget, meget svært år og missede Giroen med corona. Et fjerde kort er unge Lorenzo Milesi, der begyndte at vise klatretakter i Alperne, men han mangler formentlig fortsat lidt for meget. Løbet er for svært for Sean Flynn.

Trek stiller med Markus Hoelgaard, der jo tidligere havde været et godt kort, om end Fløyen nok er til den svære side. Der er imidlertid fortsat intet, der tyder på, at han er i nærheden af sit gamle niveau, men man kan håbe på en overraskelse efter en pause. Mere spændende er kometen Thibau Nys, der chokerede alt og alle i Ungarn, men det var på en blød stigning. Vi så, at han havde det svært på muren, og for den i forvejen temposvage belgier bliver Fløyen for svær. Til gengæld burde han måske kunne score bonus på alle tre linjeløbsetaper. Danske Asbjørn Hellemose vil også køre klassement, men trods det lovende Romandiet så vi i Ungarn, at han får svært ved at være med helt fremme. Fløyen bør være for svært for tempostærke Mathias Vacek.

Efter afbuddet fra Maximilian Schachmann får Bora det svært. De skal nu satse på Ben Zwiehoff, der klatrede fremragende i sæsonstarten, men siden har skuffet, senest i Romandiet. Med de ben, han havde i februar, kommer han langt i dette felt, men da han senest var langt efter i Köln, synes der ike at være bedring. Det andet bud er Ide Schelling, der jo har været genfødt i år, men Fløyen er for svær for ham.

Egentlig burde løbet passe til Rune Herregodts, der jo er tempostærk og en hæderlig klatrer. Fløyen er dog nok for stejl, som vi så på Malhao i Algarve, og det er næppe nok, at 1. og 2. etape passer de hurtige belgier godt. Det største problem er dog den lange skadespause, der betyder, at han næppe kan være på toppen. Han omgives af tune holdkammerater, for Fløyen burde være for svær for Mike Teunissen .

Caja Rural kommer med Abel Balderstone, der fortsatte de gode takter med sin samlede 10. plads i Ungarn. Den viste imidlertid også hans begrænsninger, og han synes bedre i lidt mere eksplosivt terræn end på en stigning som Fløyen. Bedste kort burde egentlig være deres evige lottokupon, Jefferson Cepeda . Han nåede et tårnhøjt niveau i Andalusien, men siden har han været en skygge af sig selv, og hans seneste optræden i Frankrig var ikke lovende. Han er temposvag, men det betyder ikke det store på denne prolog, hvor Fløyen passer den eksplosive ecuadorianer perfekt. Der er bare ikke meget, der tyder på, at han har februarniveauet. Fernando Barcelo er trods fremgang i Ungarn stadig langt fra fordums styrke. Det samme gælder for den hensygnende Julen Amezqueta, mens vi ikke har set meget fra Calum Johnston i år, og Fløyen er for svær for Eduard Prades, selvom han var god i Ungarn.

Flanders kommer med den uhyre svingende Kamiel Bonneu, der efter en anonym sæson viste livstegn i Ungarn med en samlet 14. plads. Det vidner om, at han bør kunne begå sig her, men der er stadig et stykke op til det niveau, der gav ham etapesejr i Tjekkiet sidste år. Han er måske heller ikke skabt til en prolog og kører for et svagt hold.

Er der lys for enden af tunnelen for Sebastian Schönberger? Med sidste års niveau var han kommet langt i dette løb, men han er endnu en af de mange, der er faldet sammen hos Human Powered Health. Hans form er dog svær at vurdere, fordi han brugte kræfter på at vinde bjergtrøjen i Ungarn. Kører han klassement her, kan han måske begå sig. Bart Lemmen viste i Galicien, at han kan forsvare sig på stigninger, ligesom han er god temporytter, men Fløyen er for svær, som den også er det for Kristian Aasvold.

Q36.5 kommer med lokale Carl Fredrik Hagen, men efter det hæderlige 2022 har han intet vist i år. Senest var han helt væk i Asturien, men det er så længe siden, at man måske kan drømme om, at han begynder at rejse sig. De har også Alessandr Fedeli, der endelig har fundet formen, men Fløyen er for svær for ham. Det er den også for Walter Calzoni, der efter en lovende start ikke har imponeret i sine seneste løb.

Tudor kommer med Lucas Eriksson, der har haft et skuffende år, men viste lidt livstegn i Ardennerne og Köln. Desværre skal vi vel helt tilbage til 2021 for at finde den bedste udgave af ham, og derudover er Fløyen til den svære side. Den er ogsåfor svær for Alexander Kamp. Roland Thalmann og Jakob Eriksson har intet vist i år.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Alpecin har Axel Laurance, men vi så i Ungarn, at dette bliver alt for svært, mens den spændende Zwift-rytter Luca Vegallito trods det nylige resultat i Belgien må være overmatchet her. Bardiani kommer med Alex Tolio, der sidste år blev nr. 13 i Slovenien, men ikke har været i nærheden af samme niveau i år, ligesom vi ikke har set glimt af sidste års takter fra Luca Rastelli og Manuele Tarozzi.

På kontinentalholdene er det særligt værd at holde øje med Leopard. De kommer med den i år så flyvende Mathias Bregnhøj, der før har vist, at han kan være med på dette niveau, også på en stigning som Fløyen. Han skuffede i Jura-løbene, men det kan meget vel have handlet om kulden. Sejren i sidste uge viser, at formen stadig er god. Hos sig har han Miguel Heidemann, der chokerede med sin klatring i Jura-løbene, men det kunne også meget vel handle om fordel af vejret. Han bør være for tung til Fløyen, mens vi fortsat ikke har set det bedste til Nick van der Lijke i den genstartede karriere. Saint Piran kommer med Jack Rootkin-Gray, der har gang i en flot sæson, samt Zeb Kyffin. Begge var med fremme på stigningen i Sundvolden, men de er formentlig for tunge. På Coop ligner bedste bud Cedrik Christophersen, mens landsholdet må satse på Torbjørn Røed, der i USA har vist, at han kan klatre.

OPDATERING: Desværre kommer Bernal ikke til start. Han erstattes af Josh Tarling, som er ret spændende. Han er tempospecialist og kører overraskende godt opad, men Fløyen bør være for svær til, at han kan være med helt fremme. DSM er uden Vandenabeele, mens Caja Rural har erstattet Balderstone med Joel Nicolau. Sidstnævnte burde være et godt bud, men har været i katastrofal form hele året. Endelig er Jumbo uden Van Belle.

BEMÆRK: Den endelige startliste er torsdag aften endnu ikke frigivet. Jeg satser på at opdatere optakten i løbet af fredagen inden starten kl. 17.30.

OPDATERING 2: Den endelige startliste er endeloig kommet, og der er et par væsentlige ændringer. Carr og Bonneu kommer ikke til start.

***** Ben Tulett

**** Luke Plapp, Attila Valter

*** Tobias Johannessen, Marco Brenner, Odd Christian Eiking. Leo Hayter, Magnus Sheffield

** Johannes Staune-Mittet, Georg Steinhauser, Gijs Leemreize, Ben Zwiehoff, Josh Tarling, Rune Herregodts, Thibau Nys, Kevin Vermaerke, Jefferson Cepeda

* Carl Fredrik Hagen, Mathias Bregnhøj, Sebastian Schönberger, Lorenzo Milesi, Lucas Eriksson, Ide Schelling, Asbjørn Hellemose, Anders Johannessen, Alessandro Fedeli, Walter Calzoni, Ådne Holter, Markus Hoelgaard, Miguel Heidemann, Alex Tolio, Michael Valgren, Alexander Kamp, Eduard Prades, Joel Nicolau, Axel Laurance, Luca Vegallito, Nick van der Lijke, Bart Lemmen, Sean Flynn, Luca Rastelli, Manuele Tarozzi, Torbjørn Røed, Jack Rootkin-Gray, Zeb Kyffin, Cedrik Christophersen

Danskerne

På Trek kan Asbjørn Hellemose formentlig teste sig i klassementet, hvorfro han er omtalt ovenfor, mens Tobias Lund på DSM burde få chancen for at spurte på 2. etape og måske teste sin puncheurspurt på 2. etape. På EF fortsætter Michael Valgren sit comeback i et løb, hvor han formentlig skal hjælpe Simon Car, Odd Christian Eiking, Georg Steinhauser og på sidste etape Marijn van den Berg, mens Alexander Kamp på Tudor have en god chance for at gå efter sejren på 2. etape samt måske også på 1. og 3. etape. Endelig skal Mathias Bregnhøj køre klassement på Leopard, hvor han støttes af Oliver Knudsen, Robin Juel Skivild og Kasper Søgaard, hvorfor han er omtalt ovenfor.

STREAM TOUR OF NORWAY OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE