Optakt: Tour of Norway
24. maj 2022 14:33Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Norge har haft mange stærke ryttere, men det er først i de senere år, at landet er blevet et førende cykelland. Selvom antallet af professionelle på højeste niveau fortsat er relativt lavt, har vore nordlige naboer nogle af sportens største navne, og med Thor Hushovd som den ledende skikkelse har man fået interessen til at eksplodere. Efter aldrig tidligere at have haft et løb på højt niveau har landet i de senere år haft ikke færre en tre store etapeløb, der tiltrækker opmærksomhed fra nogle af sportens allerstørste stjerner, og to af disse, Tour of Norway og Tour des Fjords, er nu fusioneret til et nyt og større seks dage langt etapeløb, der skydes i gang med et stjernespækket felt på tirsdag,

Annonce

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

 

Løbets rolle og historie                           

Knut Knudsen, Dag Otto Lauritzen, Dag Erik Pedersen… Norge har aldrig været et af sportens kraftcentre, men de har tidligere haft store navne. Med seks etapesejre i Giroen og en samlet sejr i Tirreno-Adriatico lagde Knudsen grunden for sine landsmænd, og Lauritzen blev senere den første norske etapevinder i Touren. Deres bedrifter skabte nogen interesse for sporten, men i et land, der altid har været blandt de bedste inden for vintersport, har det været svært for cykelsport at få megen opmærksomhed.

 

Det ændredes i 00erne. Thor Hushovds store succes i Tour de France samt klassikerne og ved VM skabte et stort cykelboom, der pludselig fik mange børn til at fokusere på cykling. Resultatet er åbenlyst. Edvald Boasson Hagen og Alexander Kristoff blev topnavne på den internationale scene, siden har landet udvklet masser af talenter på mange kontinentalhold, og sporten får enorm opmærksomhed i de nationale medier, der har massiv dækning af de store cykelløb.

Fra angreb til sejr: Se Remco Evenepoels imponerende sidste 30km

SE MASSER AF CYKELSPORT PÅ

 

Boomet har også fuldstændig forandret løbsscenen. Tidligere havde man et par mindre UCI-løb, først og fremmest Ringerike Grand Prix, men som konsekvens af den store interesse er den norske løbskalender sandsynligvis den i verden, der har oplevet den største vækst. På bare få år har arrangører klaret at tiltrække så mange sponsorkroner, at man i en periode havde tre store etapeløb med deltagelse af WorldTour-hold. Tour of Norway lagde grunden i 2011, og siden da fulgte både Tour des Fjords og Arctic Race of Norway, der endda arrangeres i samarbejde med ASO, efter. I 2018 tiltrak landet endda en udgave af det nye Hammer Series i samarbejde med den stærke holdorganisation Velon, og den begivenhed afvikledes i samme uge som Tour des Fjords i en forrygende cykeluge sidst i maj. Alle tre etapeløb er blevet vist på nationalt tv, og derfor er cykling nu en af de helt store sportsgrene hos vore nordlige venner og landet et af cykelsportens kraftcentre.

 

Med den store interesse for sporten var det naturligvis oplagt at skabe et nationalt etapeløb, og i 2011 blev den første udgave af Tour of Norway afviklet. Det blev betragtet som en efterfølger til Ringerike GP, der var blevet reduceret til et endagsløb, og det fik med det samme 2.1-status i UCI-hierarkiet og deltagelse af WorldTour-hold. Efter tre succesrige udgaver blev det endda rykket op og fik tildelt 2.HC-status og er nu et årligt højdepunkt på den internationale kalender, hvor det tilbyder en virkelig cykelfest i et af de mest cykelgale lande.

 

Med en kalenderplacering samtidig med Giro d’Italia er det naturligvis svært at konkurrere med den italienske grand tour i kampen om deltagelse af sportens stjerner, men det giver Tour de France-rytterne en god chance for at komme i gang igen efter en lille pause. Da de største navne sjældent har været i topform, har løbet været domineret af de hjemlige ryttere, og Edvald Boasson Hagen har således vundet løbet tre gange, mens Kristoff har taget utallige etapesejre, inden han i 2019 endelig fik sin samlede sejr. Wilco Kelderman, Maciej Paterski, Jesper Hansen, Pieter Weening, Eduard Prades og senest Ethan Hayter har imidlertid sikret, at syv udgaver har haft udenlandske vindere, og selvom de lokale helte altid vil spille en fremtrædende rolle, er det bestemt ikke bare en national begivenhed, særligt ikke, da der er mange point at hente i et løb, der nu er en del af den nye ProSeries.

Annonce

 

I 2019 skete der imidlertid en udvikling i vort broderland. Efter i nogle år at have kæmpet lidt med at få de store navne til start slog arrangørerne sig sammen med folkene bag Tour des Fjords, der i kraft af deres samarbejde med Velon og Hammer Series havde udsigt til at vinde kampen om de store holds deltagelse. Resultatet blev et nyt seks dage langt Tour of Norway, der naturligvis i vidt omfang fandt sted i området omkring Stavanger, hvor Tour des Fjords var hjemmehørende, men som bevarede sin status som en national rundtur, fortsat med 2.HC-status. Det gjorde 2018-sæsonens meget tætpakkede kalender, hvor man havde løb på 11 ud af 12 dage i maj, mere spiselig, og nu afvikledes Hammer Series som indledning i Giroens anden uge, men det nye Tour of Norway startede tirsdagen efter afslutningen på første afdeling i den specielle løbsserie.

 

Det havde en klar effekt på startlisten. Hvor Tour of Norway i 2018 blot havde tre WorldTour-hold til start, kunne de i 2019 prale med deltagelse af hele 11 af de 18 hold fra sportens øverste niveau. Synergien med Hammer Series var tydelig, da 10 af de 11 hold også kørte i Stavanger ugen forinden. Dertil kom et hav af professionelle kontinentalhold i det, der vel måtte betragtes som det stærkest besatte etapeløb i Norges historie.

 

Fremgangen blev brudt i 2020, hvor løbet som så mange andre blev aflyst, men i 2021 var det tilbage, dog i en forsinket udgave, der blev afviklet i april. I 2022 er løbet imidlertid tilbage i Giroens sidste uge, stadig som et ProSeries over seks dage. Desværre er Hammer Series som bekendt forsvundet, men det har ingenlunde svækket startlisten. Hele 10 af de 18 WorldTour-hold har meldt deres ankomst, og blandt deltagerne finder vi endda flere af sportens største stjerner i form af Remco Evenepoel, Filippo Ganna, Kasper Asgreen og Mads Pedersen i tillæg til de norske topnavne

 

Det norske terræn er kuperet og giver dermed mulighed for at sammensætte et solidt etapeløb. Der er altid et par chancer for sprinterne, men klatreudfordringerne er år for år blevet hårdere og hårdere. Mens de første udgaver var mere for allroundere, har klatrerne nu i et par udgaver kunnet gå efter den samlede sejr i et løb, hvor der ikke er nogen enkeltstart. Det var blandt andet tilfældet i 2015, hvor danske Hansen vandt tilstrækkeligt med tid på kongeetapen til at vinde løbet foran Boasson Hagen. Noget bjergløb har det dog aldrig været, og der har oftest været tale om korte, eksplosive bakker i finalerne eller lidt længere og ikke alt for stejle stigninger et stykke fra mål.

 

Det afspejledes meget godt i den seneste udgave i 2021, der som sagt blev afviklet med forsinkelse i august og i en neddroslet udgave over bare fire dage. Her afgjordes løbet reelt på åbningsetapen, der sluttede på toppen af den relativt bløde Kroheia-stigning. Det var perfekt for en puncheurtype som Ethan Hayter, der sammen med Ide Schelling kunne køre væk og afgøre etapen i en spurt, som briten vandt. Hayter vandt endda også den efterfølgende puncheuretape, og herefter sørgede Ineos for at kontrollere de to afsluttende sprinteretaper, så Hayter kunne tage den samlede sejr med 15 sekunder ned til Schelling go 25 sekunder ned til Mike Teunissen. Hayter vender i år tilbage for at forsvare titlen, og da Schelling og Teunissen også er med igen, vil hele sidste års podium være at finde i feltet igen denne gang.

 

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

 

Ruten

Siden starten har Tour of Norway varieret ruten ganske betydeligt fra år til år. Der har altid været et par sprinteretaper, ofte med et stigende opløb, der har passet de stærkere folk, samt et par kuperede etaper til at afgøre klassementet. Der har været mål opad flere gange, men ofte har det været for puncheurs og ikke for klatrere. Løbet har imidlertid også haft længere stigninger, idet man havde en hård rundstrækning i Lillehammer i 2013 og 2014 og en afslutning i Rjukan i 2015 og 2016. I de følgende år havde man en lidt lettere kongeetape i Lillehammer, og den første udgave af det fusionerede løb i 2019 var endda for stærke sprintere. Sidste år var det igen for puncheurs i en udgave, hvor man atter undlod de længere stigninger.

 

Løbet er gradvist blevet hårdere og hårdere, og man nåede kulminationen i 2015, hvor man med indførelsen af Rjukan-etapen gjorde det muligt for en ren klatrer som Jesper Hansen at vinde. I 2016 var ruten stort set identisk, og igen var det en klatrer, Pieter Weening, der på Rjukan kunne gøre forskellen. I de følgende år gik man med den lettere Lillehammer-etape imidlertid den modsatte vej, men nu brydes trenden. I 2022 vil løbet for første gang nogensinde være et løb for de rigtige klatrere.

 

Det skyldes løbets kongeetape, der byder på den sværeste stigning i løbets historie. Her skal man slutte på Stavsro, der byder på 9 km med næsten 8-10%, inden den flader en smule ud til sidst, og dermed er det slut for puncheurs og stærke sprintere. Så svær en stigning har vi aldrig været i nærheden af at se tidligere, og den vil formentlig alene bestemme klassementet, når den passeres på torsdagens 3. etape.

 

Man skal dog ikke undervurdere tirsdagens 1. etape. Her er terrænet generel fladt, men der skal sluttes med en puncheurfinale, hvor de sidste 2,1 km stiger med 8,4%. Det er ikke så selektiv en finale som på 3. etape, men det er stadig en afslutning, der i tidligere udgaver af Tour of Norway havde været usædvanligt svær.

Annonce

 

Den øvrige del af løbet passer bedre til de ryttere, der normalt har domineret Tour of Norway. De to afgørende klassementsetaper er adskilt af en sprinteretape onsdag. Her skal man ganske vist over et næsten 30 km langt bjerg, men med næsten 60 lette kilometer til sidst er der lagt op til den første spurtafgørelse.

 

I løbets sidste halvdel tager arven fra Tour de Fjords over. Det løb var kendt for at bruge kringlede rundstrækninger med små bakker efterfulgt af en flad finale, og løbet rundes af med tre afslutninger, vi kender fra fjordløbet. Det starter fredag med et mere end 230 km langt maraton, der slutter med en velkendt rundstrækning i Kristiansand, hvor det mest sandsynlige udkomme trods den lille bakke er en reduceret massespurt.

 

Mere spændende bliver det lørdag med den velkendt finale i Sandnes. Her har den lille Bakken, der stiger med mere end 10% nemlig altid givet eksplosive puncheurtyper en chance for at køre væk, og dermed er det muligt, at man her måske kan snyde de holdbare sprintere og tage lidt sekunder i klassementet. Det hele slutter med den klassiske afslutningsetape fra Tour des Fjords, hvor den lille Grisabakken kan rydde lidt ud i sprinterne, inden en reduceret massespurt i Stavanger formentlig vil slutte den norske cykelfest -en fest, der aldrig tidligere har appelleret så meget til klatrere.

 

 

1. etape

Både Tour of Norway og Tour des Fjords har haft tradition for at starte med en relativt flad etape, men sådan bliver det ikke i år, hvor klassementsrytterne skal være klar fra start. Egentlig er der ikke mange terrænmæssige udfordringer på åbningsetapen, men da det hele slutter på toppen af en 2,7 km lang stigning, der over de sidste 2,1 km stiger med hele 8,4% i snit, er der lagt op til en puncheurfest og dermed mulighed for at vinde tid allerede fra første færd.

Annonce

 

I alt skal der tilbagelægges 173,6 km, der fører feltet fra Bergen til Voss. Startbyen ligger som bekendt helt uden ved den norske kyst i et område, der bestemt ikke er fladt, men man undgår væsentlige terrænmæssige udfordringer. I stedet kører man igennem relativt fladt terræn mod nord og sydøst frem til den første spurt, som kommer efter 37,7 km, idet man undervejs dog skal op og ned ad en relativt lang bakke. Herefter fortsætter man mod øst op ad kategori 2-stigningen Fossen Bratten (6,7 km, 6,1%), der er en relativt jævn stigning med top efter 50,7 km.

 

Herfra følger man kortvarigt et plateau mod sydøst, inden en kringlet nedkørsel leder videre mod sydøst, Nu går det mod øst igennem fladt terræn frem til bredden af en fjord, og nu bliver etapen meget let, idet man i lang tid kører mod nordøst langs den helt flade kystvej. Det flade terræn fortsætter, når man kører mod nordøst væk fra vandet frem til dagens anden spurt, der kommer efter 119,9 km. Her vender man rundt for at køre mod nordvest igennem fladt terræn og siden op ad kategori 2-stigningen Skjervsfossen (3,0 km, 6,0%, der er en ujævn stigning med blandt andet 500 m med 11,0% i bunden, 500 m med 3,2% midtvejs og derudover generelt procenter på 5-7%.

 

Toppen rundes efter 132,5 km, hvorefter de sidste 41,1 km indledes med et plateau, der leder mod nordvest, inden det falder mod nordvest ned til målbyen Voss. I stedet for at køre op ad målbakken kører man imidlertid en tur hele vejen rundt om søen Vangsvatnet, og da man følger den flade bred hele vejen, er det således helt fladt, indtil man er tilbage i Voss. Der er imidlertid ikke mål inde i centrum, da man fortsætter mod nord og nordvest op ad den afsluttende kategori 2-stigning. Den stiger med 6,6% over 2,7 km, men efter en blød start stiger de sidste 2,1 km med 8,4% i snit, idet der på den nedre del af denne fase er 500 m med 9,7%, ligesom de sidste 700 m stiger med 8,4%. Det går ad en helt lige vej op ad bakken, indtil der er et hårnålesving med 400 m igen og slutteligt to bløde kurver i rap på de sidste 100 m.

 

Etapen byder på i alt 2190 højdemeter.

 

Det er en ganske tricky åbningsetape, der med det samme vil afsløre, hvem der er kommet for at vinde. Vinden er altid en lille trussel i Norge, men den splitter sjældent feltet, og meget taler for, at slaget skal slås på sidste bakke. Det er naturligvis en afslutning for eksplosive puncheurtyper, men selvom bakken er kort, er den i finalen så stejl, at der vil komme væsentlige huller, og det vil være klassementsrytterne, der skal slås om sejren, idet den vil gå til en af de mest eksplosive af slagsen.

Annonce

 

Voss har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

Annonce

 

 

 

2. etape

Tour of Norway har altid været et godt løb for de holdbare sprintere, og efter at de blev snydt på førstedagen kan de glæde sig til deres første chance onsdag. Her venter slet ikke en flad etape, når der skal klatres næsten 2500 højdemeter, der mest af alt kommer via en næsten 30 km lang kategori 1-stigning, men der er tale om en blød sag med top ca. 60 km til mål. Herfra venter en flad afslutning, og dermed taler meget for, at de hurtige folk skal til fadet.

 

Med en distance på bare 123,8 km er der tale om en ultrakort etape, der føret feltet fra Ulvik til Geilo. Fra start kører man mod syd igennem fladt terræn ned til en fjord, hvorefter man følger den flade kystvej mid sydvest og vest, inden man kører mod syd over Hardanger-broen. Derfra gå det videre mod øst ad den flade kystvej frem til den første spurt, som kommer efter 31,8 km, hvorfra man kører videre mod sydøst hen langs vandet.

 

Etapen ændrer herefter karakter, når man kører mod sydøst op kategori 1-stigingen Dyranut (28,5 km, 4,3%). De er tale om en alenlang stigning, som over de første 5 km har lange stykker med 7-8%, inden de næste 7k stiger relativt jævnt med 4-5%, dog med en kilometer med hele 12,8%. Herefter bliver den imidlertid let med stigningsprocenter på 1-4% det mest af vejen, dog med tre kilometer med 6-9% med knap 10 km til toppen, der rundes efter 67,6 km.

Annonce

 

Herfra resterer fortsat 56,3 km, som går via et let faldende plateau. Således er det generelt let faldende, når man kører mod nordøst frem til den sidste spurt, som kommer efter 98,8 km. Her drejer man mod øst via et kort fladt stykke, der går langs en sø, inden det igen begynder at falde let, når man kører mod nordøst ind til målbyen, hvor det falder ned til de sidste 1400 m, inden det efter den røde flamme stiger let med ca. 1,5% i snit. Man kører ad en lige vej frem til et sving med 1600 m igen, inden der venter to sving lige i rap med 800 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2381 højdemeter.

 

Næsten 2500 højdemeter over bare ca. 125 km er voldsomt, men de kommer næsten alle på den lange stigning. Den er bestemt ikke let, men den kommer for tidligt til at kunne bruges til noget, særligt fordi den kun er svær på den nedre del. Etapen kan sagtens være for hård for nogle af de tungere sprintere, men hvis ikke vinden kommer i spil, vil det være overraskende, hvis ikke der skal spurtes om sejren i Geilo

 

Geilo var senest målby for et stort cykelløb, da Tour of Norway kom forbi 2016. Her tog e ung Mads Pedersen karrierens største sejr ved sammen med Lluis Mas at køre væk, inden han slog spanieren i spurten på toppen af en bakke. I 2015 var der mål på samme bakke, og her sejrede Amets Txurruka foran David Lopez og Davide Rebellin. Tidligere havde forgængeren Ringerike GP også mål i byen i 2010, 2009 og 2008, hvilket gav sejre til hhv. Alexander Wetterhall, Jonas Aaen og Bjorn Hoeben.

 

Annonce

 

 

 

 

3. etape

Selvom Norge er et stærkt kuperet land, har klatreudfordringerne i Tour of Norway altid været relativt beskedne. Det er de imidlertid ikke i år, hvor der bydes på den i særklasse sværeste etape i løbets historie. På løbets tredje dag afsluttes en ganske kuperet etape nemlig med en klatretur på ad Stavsro-stigningen, der indledes med 8 km med 8-11% og dermed er en sag for rigtige klatrere. Ganske vist flader den ud over de sidste 3 km, men bjerget vil sikre, at det for første gang helt entydigt bliver klatrebenene, der skal afgøre en udgave af Tour of Norway.

 

I alt skal der tilbagelægges 175,8 km, der fører feltet fra Gol til toppen af Stavsro. Starten er relativt enkel, idet man kører mod sydvest ad en ganske let stigende vej, inden der til slut venter en stejlere opkørsel, som leder op til dagens første spurt i onsdagens målby, Geilo. Den kommer efter 48,2 km, hvorefter det går mod sydøst igennem fladt terræn, som undervejs afbrydes af en bakke og en nedkørsel, inden man kører videre mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Hogasen (3,9 km, 6,9%), der er en relativt jævn stigning med top efter 68,4 km. Derfra går det videre mod sydøst via en nedkørsel, en bakke og endnu en nedkørsel, inden man drejer mod syd ind på kategori 1-stigningen Imingfjell (7,3 km, 6,5%), der stiger jævnt med 7-8% over de første 6 km, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 100,3 km.

Annonce

 

Nu bliver det endelig lettere. Man fortsætter kortvarigt mod sydvest ad et let stigende plateau, inden der venter et langt let faldende stykke, som fører videre mod sydøst ned til byen Austbygdi, som nås efter 136,6 km. Her møder man søen Tinnsjø, hvis flade bred følges mod nordvest, sydvest, sydøst og sydvest, inden man kører igennem fladt terræn mod sydvest væk fra søen.

 

Kort efter bryder helvede løs, når man drejer mod sydøst for at køre op til mål ad kategori 1-stigningen Stavsro. Den stiger med 7,7% over 12,1 %, men den skal deles i to. De første 9 km stiger relativt jævnt med 8-10%, dog med en kilometer 2 med hele 11,0%, inden de næste 2 km stiger med 3-5% og de sidste 1200 m med bare 1,0%. Stigningen har en del hårnålesving i bunden, men over de sidste 4 km er det en stort set helt lige vej, der leder ind til mål.

 

Etapen byder på i alt 3371 højdemeter.

 

Klatrerne må ofte have følt sig snydt over, at et land med så svært terræn har haft et nationalt etapeløb, der mest har været for puncheurs og af og til endda for stærke sprintere. Det er det imidlertid ikke i år. Stavsro er ikke bare et rigtigt bjerg, det er også et meget stejlt et af slagsen. Ganske vist flader det ud nær toppen, men i et felt, hvor antallet af gode klatrere trods er alt er relativt lavt, vil vi formentlig se, at løbets bedste klatrer sætter sig igennem og her reelt sikrer sig den samlede sejr.

 

Stavsro har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

4. etape

Temaet for det gamle Tour des Fjords var dets mange afsluttende rundstrækninger med små bakker, der kunne bruges til angreb og til at rydde ud i sprinterne. Den model synes det nye Tour of Norway at have adopteret efter fusionen mellem de to løb, for denne finaletype findes der flere af også i årets udgave. Den første af disse kommer fredag, hvor der venter en klassiker i Kristiansand med den lille Gimlekollen-stigning og en flad afslutning. Samme finale er nemlig tidligere blevet benyttet i 2019 i dette løb og i 2018 i Tour des Fjords, og herfra ved vi, at de stærke sprintere formentlig kan se frem til at skulle til fadet.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 232,1 km, der fører feltet fra Hovden til Kristiansand. Startbyen ligger langt inde i landet midt i de norske fjelde, mens målbyen ligger helt ude ved kysten, og derfor indledes etapen med et langt og let faldende stykke, der leder mod syd og sydøst frem til den første spurt, som er placeret efter 54,0 lette kilometer. Det forsætter med at falde let, mens man kører mod syd ned til Besteland, som nås efter 78,5 km, men derfra venter et langt og næsten helt fladt stykke, hvor man kører mod sydøst og syd frem til den anden spurt, der er placeret efter 146,6 km. Herfra går det videre mod syd igennem fladt terræn mod syd frem til Kile, som nås efter 169,5 km.

 

Nu ændrer det flade terræn sig. Man fortsætter mod syd op ad en bakke, inden et fladt stykke leder frem til kategori 3-stigningen Klomra (1,7 km, 4,8%), der har 500 m med 6,5%, men derudover er relativt let. Toppen rundes efter 183,0 km, hvorefter de sidste 49,0 km indledes med en nedkørsel, der fører mod sydøst, idet man undervejs skal op ad en lille bakke, indtil man efter 197,6 km når frem til Mosby. Herfra følger man en lige og flad vej mod sydøst ind til udkanten af Kristiansand, hvor man efter 209,5 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 212,8 km krydser stregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 9,6 km lange runde. Fra start kører man mod nordøst, øst og nord ind gennem byen, inden det går mod nord op ad kategori 3-stigningen Gimlekollen (1,4 km, 4,9%), der stiger med 6,0 over de første 500 m og derefter 4,2% i snit. Toppen, hvor der kun er en bjergspurt ved sidste passage efter 226,9 km, kommer med 5,2 km igen, hvorefter en let nedkørsel leder mod sydvest tilbage til byen, hvor de sidste 3 km er flade. Det går ad en lige vej frem til en kringlet finale med to sving med 600 m og 500 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1655 højdemeter.

 

Vi kender finalen fra 2019-udgaven, hvor rundstrækningen var den samme, og 2018-udgaven af Tour des Fjords, hvor rundstrækningen var næsten identisk. For tre år siden lykkedes det ganske vist for Edvald Boasson Hagen at køre væk i fladlandet med 3 km igen, men grundlæggende er det en finale for de stærke sprintere. Vinden kan være en trussel på dette lange maraton, men mest sandsynligt er det, at en reduceret massespurt skal afgøre løbet.

 

Som sagt blev finalen benyttet i dette løb i 2019, hvor Edvald Boasson Hagen med et angreb med 3 km igen kunne køre alene hjem til sejr foran Joris Nieuwenhuis, der kom væk til sidst, og Alexander Kristoff, der var hurtigst i feltet. I Tour des Fjords i 2018 benyttede man næsten samme rundstrækning, og her vandt Michael Albasini en reduceret massespurt foran Pim Ligthart og Kristoffer Halvorsen. Byen var også vært for de norske mesterskaber i 2021, hvor Tobias Foss tog en solosejr foran en trio bestående af Anders Skaarseth, Kristian Aasvold og Andreas Leknessund.

 

 

 

 

 

 

5. etape

Det klassiske koncept med finalerundstrækninger med en lille bakke og en flad finale fortsætter lørdag med endnu en af klassikerne fra Tour des Fjords. Her skal rytterne nemlig slutte med den spændingsmættede finale i Sandnes, hvor den korte, men meget stejle Bakken har top bare 4 km fra mål, og det plejer at være en intens affære. I tre tidligere besøg er det således hver eneste gang lykkedes for ryttere at køre væk til sidst, og dermed er der tale om en åben afslutning, hvor de eksplosive puncheurs kan drømme om at gentage den bedrift, men hvor de stærke sprintere også har legitime drømme om at skulle spurte.

 

I alt skal der tilbagelægges 181,7 km, som fører feltet fra Flekkefjord til Sandnes. Fra starten ved en fjord kører man mod vest og ned ad en bakke ud mod den norske sydkyst. Umiddelbart inden man når vandet, drejer man imidlertid mod nordvest, og nu følger et langt stykke, hvor man kører parallelt med vandet, em så langt inde i landet, at det er ganske kuperet. Med det samme skal man op og ned ad en bakke, og derefter går det med det samme op ad kategori 2-stigningen Jossingfjord (1,9 km, 8,4%), der stiger med 9,7% over den første kilometer, hvorefter den flade ud med 5-8% frem mod toppen, som rundes efter 27,6 km.

 

Efter en nedkørsel venter endnu en bakke og en nedkørsel, men derefter bliver det stort set helt fladt, når man kommer tættere på vandet og drejer mere mod nord, indtil man når frem til den første spurt i Egersund efter 63,0 km. Her drejer man mod nordvest og senest sydvest for at køre helt ud til kysten, som nu følges igennem fladt terræn mod nordvest frem til den anden spurt, som er placeret efter 85,6 km.

 

Nu bliver det igen kuperet, når man drejer mod nordøst for at køre væk fra vandet. Herfra snor man sig i en generelt nordøstlig retning op og ned ad to bakker, inden der igen kommer et kort, fladt stykke. Det afbrydes, når man drejer mod nord for at passere kategori 2-stigningen Oltedal (3,0 km, 7,0%), der siger med 6-10% over de første 2,5 km, inden den flader lidt ud nær toppen, som passeres efter 139,6 km. Herfra drejer man mod sydvest, og det er nu let faldende, mens man kører mod sydvest, vest og nordvest, indtil målbyen, hvor man efter 157,7 km rammer den afsluttende rundstrækning. Her skal man med det samme over Bakken (800 m, 10,4%), inden man efter 162,9 km krydser stregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 9,4 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod syd og nordøst ind gennem byen, hvor det generelt er let stigende, inden man kører mod nord op ad Bakken (800 m, 10,4%), hvis top passeres med 4 km igen. Herfra falder det ad en let nedkørsel mod vest og nord, indtil det med 2,5 km igen går mod syd hen langs den helt flade kystvej, der bugter sig let ind gennem to rundkørsler med 800 m og 500 m igen, hvorefter man drejer i en rundkørsel bare 300 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 2720 højdemeter.

 

Fra tre tidligere besøg kender vi finalen, og det er endnu aldrig endt i en spurt. Det viser, at det er muligt at gøre forskellen på den meget stejle bakke, der er skabt til puncheurs, og den chance bliver kun større efter en dag med næsten 3000 højdemeter. I 2018 var vi dog tæt på at få en spurt i en større gruppe, og det vidner om, at flere scenarier er i spil i en finale, der har potentiale til at gøre små forskelle i klassementet.

 

Finalen er blevet benyttet tre gange tidligere i Tour des Fjords. I 2017 kørte Edvald Boasson Hagen alene hjem med 1 sekund ed til Torkil Veyhe og 3 sekunder ned til feltet, hvis spurt blev vundet af Andrea Pasqualon. I 2016 kørte Asbjørn Kragh og Bjørn Tore Hoem væk, inden danskeren vandt spurten, mens Christian Mager 3 sekunder var hurtigst blandt 11 forfølgere. I 2015 vandt Søren Kragh med 1 sekund ned til Amets Txurruka og 4 sekunder ned til tre mand anført af Michael Olsson, mens feltet kom ind i flere små grupper efterfølgende. Byen var derudover vært for Hammer Climb i Hammer Series i 2019, hvor Jumbo vandt, og i 2018, hvor Mitchelton-Scott sejrede, samt de norske mesterskaber i 2009, hvor Kurt Asle Arvesen vandt linjeløbet og Steffen Kjærgaard enkeltstarten.

 

 

 

 

 

 

6. etape

Tour des Fjords sluttede altid i Stavanger med den velkendte rundstrækning med den lille Grisabakken forud for en flad finale, og selvom det ikke var tilfældet i den første udgave i 2019, ser det ud til at være en tradition det fusionerede Tour of Norway vil adoptere. I hvert fald er det nu andet år i træk, at løbet slutter med en af de bedst prøvede afslutninger i Norge, og det vil de holdbare sprintere sætte pris på, da meget taler for, at vi igen vil se en reduceret massespurt, som det oftest har været tilfældet.

 

Med en distance på bare 149,3 km er der tale om en kort etape, som har både start og mål i Stavanger. Den kan inddeles i to, hvoraf første del består af en stor rundstrækning i terrænet syd for byen. Fra start går det igennem relativt fladt terræn mod syd tæt forbi lørdagens målby, Sandnes, indtil man i byen Bryne efter 38 km drejer mod sydøst. Her begynder det at stige let, indtil man skal over kategori 3-stigningen Undheim (1,9 km, 4,1%), der er en let opkørsel med top efter 39,5 km.

 

Det fortsætter med at stige let, mens man kører videre mod sydøst, inden det falder mod sydvest ned til kysten. Herfra går det mod nordvest ad den flade kystvej frem til dagens første spurt, som kommer efter 73,5 km, hvorefter det går videre mod nordøst op langs vandet ad en snoet, men stort set helt flad vej tilbage til Stavanger. Her rammer man efter 105,5 km den afsluttende rundstrækning, hvor man efter 108,1 km for første gang kører en bjergspurt på toppen af kategori 3-stigningen Grisabakken (600 m, 7,7%).

 

Efter 115,4 km krydser man stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med to omgange på den 17,0 km lange runde. Den indledes med en ganske lille bakke, men derefter er det generel let faldende, når man kører mod sydvest, sydøst og nordvest. Det slutter dog, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 3-stigningen Grisabakken (600 m, 7,1%), der stiger med 8,5% over de første 400 m, men blot 4,6% over de sidste 200 m. Toppen, hvor der er en bjergspurt igen på sidste omgang efter 142,1 km, rundes med bare 7,2 km igen, og de er stort set alle let faldende, når man snor sig mod nordvest og siden kører mod nordøst ind til målet i centrum, hvor den sidste kilometer er flad. Finalen er kringlet, da der er to sving i rap med 1500 m igen, hvorefter man med 900 m igen skal dreje i en rundkørsel. Herfra bugter vejen sig relativt meget, indtil de sidste 400 m går ad en lige vej. Der er en sidste indlagt spurt ved afslutningen på første omgang med 17,0 km igen.

 

Etapen byder på i alt 1181 højdemeter.

 

Finalen er en klassiker, som er blevet benyttet mange gange. Overraskende ofte har vi fået en spurt på mellem 10 og 20 mand, og det viser, at det ikke er en helt enkel finale. Sidste år fik vi dog en stor massespurt, der blev vundet af den tunge Matthew Walls, og det vidner om, at det bestemt ikke er den sværeste afslutning. Med årets stærke felt bliver det svært at gøre forskelle, og endnu en reduceret massespurt synes at være det sandsynlige udkomme.

 

Finalen blev senest benyttet sidste år, hvor Matthew Walls vandt en massespurt foran Mads Pedersen og Daniel Hoelgaard, og forinden var det den faste afslutning på Tour des Fjords. I 2018 vandt Edvald Boasson Hagen en spurt blandt 16 mand foran Timo Roosen og Jeroen Meijers, i 2017 vandt Alexander Kristoff en spurt blandt 14 mand foran holdkammeraten Michael Mørkøv og Kristoffer Halvorsen, i 2016 vandt Edvald Boasson Hagen en firemandsspurt foran Daryl Impey og Marco Haller, i 2015 vandt Alesander Kristoff en massespurt foran Nikolay Trusov og Tom van Asbroeck, i 2014 vandt Alexander Kristoff en spurt blandt 14 mand foran Magnus Cort og Sondre Holst Enger, og i 2013 var der holdløb i byen, hvor Katusha vandt foran Belkin og Sport Vlaanderen. Byen var derudover vært for Hammer Series i 2019, hvor Quick-Step vandt Hammer Spring og CCC Hammer Chase, og 2018, hvor Mitchelton-Scott vandt både Hammer Sprint og Hammer Chase.

 

 

 

 

 

 

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

 

Favoritterne

I de tidlige år var Tour of Norway et perfekt løb for puncheurs. Lillehammer-etapen var den sværeste, og selvom man tabte kontakten på den vanskelige stigning i finalen, var der tid til at komme tilbage og gøre brug af sine gode afslutteregenskaber. I 2015 og 2016 gjorde Rjukan-stigningen det imidlertid muligt for de rene klatrere Jesper Hansen og Pieter Weening at tage samlede sejre. I 2018 og 2018 var løbet mere været i gamle dage, hvilket gav Edvald Boasson Hagen endnu en sejr i 2017, inden det i 2018 lykkedes for Eduard Prades og Alexander Kamp at gøre så stor en forskel, at de kunne snyde nordmanden for hans fjerde sejr i løbet. I 2019 var ruten historisk nem, og det gav Alexander Kristoff mulighed for endelig at vinde løbet samlet, mens man i 2021 til gengæld havde et rigtigt puncheurløb med hele to puncheuretaper, som blev domineret af den samlede vinder Ethan Hayter.

 

Al den historik kan vi imidlertid glemme alt om i år. Årets rute er den i særklasse vanskeligste, vi har set i løbets historie, og for første gang er der tale om en bjergløb. Det sørger Stavsro-stigningen for. Den er så svær, at den kunne være rammen om en gedigen udfordring i enhver grand tour, og selvom den flader lidt ud på toppen, er det et helt, helt anderledes bjerg, end vi har set tidligere i løbets historie. Alene sværhedsgraden er på et helt nyt niveau, og dertil skal lægges, at der også er mål på toppen.

 

Meget taler da også for, at kongeetapen bliver næsten altafgørende. Forskellene her burde blive ganske enorme, og selvom de øvrige etaper ikke er lette, bliver det vanskeligt for alvor at ændre på det hierarki, vi får skabt på torsdag. Den anden nøgleudfordring er naturligvis den indledende puncheuretape, der bestemt ikke skal undervurderes. Stigningens længde gør, at forskellene vil være begrænsede, med 2,1 km med 8,4% er seriøst. Den vil blive domineret af de samme ryttere som kongeetapen, og selvom den i sagens natur passer lidt bedre til eksplosive folk, er den så stejl, at jeg ikke tror, at der vil være alt for store forskelle på det resultat, vi ser på 1. og 3. etape. Det vil formentlig være nogenlunde ensartet, og det vil være de to etaper, der bliver afgørende naturligvis med 3. etape som den vigtigste, da forskellene her vil være betydeligt større. Det betyder også, at klatrerne har overhånden i forhold til mere eksplosive folk.

 

De fire øvrige etaper bliver næppe afgørende. Stigningen på 2. etape er lang og kan sagtens skabe noget udskilning, men det er kun vinden, der kan bringe klassementet i spil. Vi kender derudover de kuperede rundstrækninger til de sidste tre etaper. Historien tilsiger, at vi får reducerede massespurter på 4. og 6. etape, selvom der godt kan være klassementsryttere, der forsøger angreb til sidst. Størst chance for at gøre forskelle er der i Sandnes på 5. etape, hvor vi endnu aldrig har fået en spurt, og hvor eksplosive folk plejer at kunne køre væk. Her er det muligt, at dieselklatrerne kan miste nogle sekunder, hvis de er uden punch eller sidder dårligt placeret, men de sekunder bliver kun afgørende, hvis det har været uventet tæt på 3. etape.

 

En faktor i Norge er altid vejret, og det ser trist ud. Tirsdagen bliver en regulær regnvejrsdag, der også vil være ganske blæsende. Det vil dog være modvind næsten hele dagen, og det vil undre mig, hvis den splitter i finalen, hvor der synes at være en del læ. Onsdagen bliver en overskyet bygedag med kraftig vind, men da der vil være næsten ren medvind efter toppen af stigningen, tvivler jeg på splittelse. Solen kommer på en kold torsdag, hvor der igen bliver blæsende, og her tør jeg ikke udelukke, at sidevinden kan komme i spil, selvom vi faktisk meget, meget sjældent ser det i Norge, hvor der altid synes at være læ. Der vil være sidevind på målbjerget.

 

Den helt store risiko for sidevind kommer på den uhyre blæsende og solrige fredag, hvor der venter mere end 200 km med uafbrudt sidevind, hvor der burde være en chance for, at det åbner op undervejs. Faktisk bliver lørdagen endnu mere blæsende - nærmest på grænsen til det stormende - men det ligner mest en modvindsdag, selvom der vil være et kort sidevindsstykke inden rundstrækningen. Slutteligt rundes den ekstremt blæsende uge af med også en meget blæsende søndag, hvor modvind på turen tilbage til Stavanger dog nok gør, at vi ikke får sidevindsræs.

 

Konklusionen er, at løbet formentlig vindes af den bedste klatrer, der kan begå sig på 1. og 3. etape, men bliver det alligevel tættere mellem de allerbedste, kan et godt punch til 5. etape måske spille en rolle. Sidevinden lurer som en trussel gennem det meste af den urimeligt blæsende uge, ikke mindst 4. etape, og et godt hold kan derfor blive afgørende, og så skal man kunne overleve tirsdagens forfærdelige regnvejr, der synes at gøre det til en kold fornøjelse.

 

Efter fusionen med Tour des Fjords blomstrer løbet, og det er et ganske imponerende startfelt, der kan præsenteres. Holdene har også reageret på ruten ved at udtage en del klatrere, men det er også klart, at antallet af absolutte topklatrere ikke er specielt stort. Det bliver en relativt lille gruppe, der skal slås om den samlede sejr, og det hele kompliceres af, at næsten alle gør comeback efter en pause, og derfor kan det være lidt at et lotteri at gætte, hvem der er i form.

 

Favoritten ligner Remco Evenepoel. Belgieren vil glæde sig over den hårdere rute, men spørgsmålet er, om den er for hård. Vi har set, at belgieren har haft det svært i bjergene, særligt når de er stejle, og Stavsro havde været en voldsom udfordring, hvis han havde været i et WorldTour-løb med stærkere konkurrence. Han har dog forbedret sig betydeligt, og han var i hvert fald stærkere i Baskerlandet end i Tirreno, og selvom stigningerne i Liege ikke rigtigt kan sammenlignes med dette bjerg, var han sejr der vel også et vidnesbyrd om hans fremgang.

 

Han har også forbedret sig punch, og 1. etape bør ikke volde problemer, og hvis der er en vinder i sidevinden, er det Evenepoel, der har en solid klassikertrup omkring sig. Han har vist sig god på tekniske og kuperede rundstrækninger, hvor man aldrig kan udelukke, at han finder et moment til at køre alene hjem, og derfor har han optioner, hvis han bliver slået på torsdag. I dette felt ligner han dog den bedste klatrer - i hvert fald i år - og derfor bør han kunne gøre det færdigt her, også fordi han plejer at være klar fra start efter en træningslejr. Med sin sommerformtop placeret i juni til Tour de Suisse og mesterskaberne skal han være god allerede nu. Derfor tror jeg, at Evenepoel tager endnu en etapeløbssejr.

 

Den største trussel kunne være en nordmand. Tobias Johannessen viste i Catalonien, at han allerede kan begå sig i bjergene på WorldTour-niveau, og niveauet, der sikrede en 5. plads på kongeetapen, var så højt, at Evenepoel skal være bekymret. Hans form er dog ukendt, da han efter sygdom i april og derfor nogle svage klassikere har haft pause. Det burde dog være stensikkert, at dette løb er et stort mål, der efterfølges af Dauphiné, og han kan derfor ventes at være i topform. Hans punch passer perfekt til 1. etape og bakkerne i de sidste dage, og han har en spurt til måske at jagte bonus. En udfordring er sidevinden, hvor han selv burde være udmærket, men hvor Uno-X vil være sårbare. Klarer han den, synes han at kunne true Evenepoel på stigningerne. Holdet har også Jonas Gregaard, der kan komme meget langt i dette felt med det niveau, han har vist i år, senest med 28. pladsen i Liege. En tredje kandidat er Anders Johannessen, men han var skuffende i Tyrkiet, hvorfo hannæppe vinder her. Torjus Sleen har ikke imponeret i år.

 

En anden stor trussel ligner Ineos, der har to gode bud. Størst chance for at vinde har nok Tao Geoghegan Hart , men der er stor, stor usikkerhed om hans niveau efter en lang og svær tid. Senest opgav han Giroen grundet sygdom, og han blev også taget af startlisten i Ungarn. Hans sociale medier indikerer dog, at han har trænet i højderne, og indtil han blev syg, så det i Tirreno ud til, at han delvist var på vej tilbage. I Baskerlandet var han igen et stykke fra sit bedste, og derfor kan han sagtens falde igennem her, men er der en mand, der kan slå Evenepoel, er han nok bedste bud. Ineos er gode i sidevinden, og han vil elske 1. etape og de eksplosive bakker.

 

Et mere sikkert kort er Luke Plapp, der har klatret med de bedste i både Romandiet og UAE Tour. Særligt i UAE Tour var det lovende at se ham være god på en etape, der minder meget om denne kongeetape, men spørgsmålet er, om Stavsro ikke er en anelse for stejl til en rouleurtype som Plapp. Omvendt var han overraskende god i de rigtige bjerge i Romandiet, hvor han med sine angreb var en af de bedste på kongeetapen. Til gengæld viste bjergenkeltstarten, at han her kom til kort mod rigtige klatrere. Hans form er ukendt efter en pause, men han har indtil nu været relativt stabil. Vi skal stadig lære hans klatreevner at kende, og dette er en stor og alvorlig udfordring, hvor vi vil blive meget klogere. Holdet har også den forsvarende vinder Ethan Hayter, men han vil være overmatchet på 3. etape, og også 1. etape kan vise sig at være for stejl tul, at han kan vinde. Endelig har holdet Andrey Amador , der dog må regnes som hjælper, og Magnus Sheffield, der vil være overmatchet i disse bjerge.

 

En anden rytter med en reel chance for at vinde er Esteban Chaves, der som altid er en lottokupon. Han missede Giroen med sygdom, og derfor er det helt uklart, hvor han står. I forvejen var han skuffende i foråret, men indtil han blev syg i Alperne, så det bedre ud. Sidste forår viste han, at hans topniveau fortsat er højt i begyndelsen af etapeløb, inden han falder sammen, og det rammer han det niveau til de første tre dage, kan han også vinde dette løb. Det er bare godt et år siden, at han vandt kongeetapen i Catalonien. Han kan dog være sårbar i sidevinden, selvom EF har et hæderligt hold. Holdet har også James Shaw, der sidste år kørte top 10 i Slovenien, der havde stigninger af en sværhedsgrad, der kan sammenlignes med denne. Hans form er dog ukendt, da han senest udgik af Baskerlandet i elendig form efter en grim gang covid-19, og stigningen er nok for svær til, at han kan vinde. Michael Valgren og Ben Healy kan også gøre det hæderligt i dette felt, hvis de er i form, hvad danskeren dog sjældent er efter en pause.

 

Alpecin kommer med lottokuponen Jay Vine, hvis niveau er rystende svingende. Han plejer dog at være stærk i disse lidt mindre etapeløb, som han senest var med sin 2. plads i Tyrkiet. Det niveau, han havde her og i Besseges, vil bringe ham helt frem i kampen om sejren, og jeg vil også blive overrasket, hvis ikke han kører stærkt. Topniveauet rækker dog nok ikke helt til at vinde, og han ligner et meget sandsynligt offer i sidevinden. En anden kandidat er Floris de Tier, der pludselig var sig selv igen i Coppi e Bartali, men siden faldt ned i et hul igen. Stigningen her er for lang for ham, og hvor han står, aner vi ikke. Formstærk er Jimmy Janssens, der netop er blevet nr. 11 i Ungarn, men på denne sværere stigning er han overmatchet.

 

Trek stiller med Gianluca Brambilla, der slet ikke er som i gamle dage, men burde kunne gøre det hæderligt i dette felt. Han skuffede i Romandiet, men en 15. plads i Baskerlandet vidner om, at han stadig har et vist niveau. Hvor han står nu, er svært at sige, og stigningen er nok også lidt for lang og svær, men med de baskiske ben burde han komme et stykke - særligt hvis hans stærke hold kan give ham en gevinst i vinden. Holdet har også den lokale helt Markus Hoelgaard, der er tilbage på sporet med en samlet 19. plads i Grækenland efter sit forfærdelige forår, hvor han var udkørt og trak stikket. Han har formentlig løbets om et mål, men hans form er umulig at spå om. Stigningen her er dog for svær for ham, og det er ikke på årets rute, at han kan være med helt i front. Daan Hoole viste sidste år i l’Avenir, at han trods sin størrelse kan klatre, men han har haft en forfærdelig sæson og vil være overmatchet. Mere sandsynligt er det, at verdensmesteren Filippo Baroncini kan gøre det pænt, men som vi så i Ungarn, hvor han blev nr. 15 på en betydeligt lettere stigning, er dette for svært for en puncheurtype som ham.

 

Bora kommer med Cian Uijtdebroeks, der kørte med om sejren i Coppi e Bartali og bekræftede sit uhyre store potentiale. I Alperne så vi til gengæld hans begrænsninger, men en 16. plads i det løb fører relativt langt i dette felt. Han er sårbar i sidevinden, og hans form er ukendt, men omvendt udvikler han sig i rygende fart, og han synes altid i relativt god form, hvad han også må være til et løb, der er et mål. Holdet har også sidste års nr. 2, Ide Schelling, der efter en pause måske endelig er i form, men stigningen her er for lang og svær til at gentage sidste års resultat. Frederik Wandahl kan gøre det hæderligt, men helt fremme kan han ikke være.

 

Israel-PT kommer med Carl Fredrik Hagen, der med den samlede 5. plads i Ungarn er tilbage på sporet. Han mangler dog fortsat et stykke til sit gamle niveau, og feltet her er dybere, end det var i Ungarn. Til gengæld synes han i fremgang, nu hvor alle hans problemer er ude af vejen, og han kan ventes at være bedre nu. Stigningen burde passe ham fint, og han har et godt hold til sidevinden. Holdets anden kandidat er Patrick Bevin, der som klatrer nåede helt nye højder med den samlede sejr i Tyrkiet. I Romandiet så vi dog, at han i et stærkere felt er overmatchet, og Stavsro er for svær til, at han kan følge de bedste. Han burde dog kunne lave et pænt resultat og måske også vinde lidt tid i sidevinden. Daryl Impey kan også komme et stykke, men stigningen er for lang.

 

Caja Rural kommer med Jonathan Lastra, der efter en svag start kom på sporet i april med en 17. plads i Baskerlandet og en 11. plads i Asturien. Han er dog bedre i mere eksplosivt terræn, og denne stigning er for lang til, at han kan være med helt i front, ligesom det også er et problem, at vi ikke kender formen hos den svingende spanier, der ligner et offer i sidevinden. Holdet har også den stærke klatrer Michal Schlegel, men han har slet ikke fundet formen i år. Man kan håbe, at en pause har hjulpet. Eduard Prades er i bedring igen, men som vi så i Tyrkiet, er et bjerg for svært for ham. Joel Nicolau og Jokin Murguialday kan begge køre opad, men det er for svært i dette terræn.

 

Intermarché stiller med Simone Petilli, der aldrig er blevet den klatrer, han lignede som ung. Han vil være overmatchet af de bedste i dette felt, og senest blev han bare nr. 21 på kongeetapen på Sicilien i et svagt felt. Han blev dog trods alt nr. 31 i Catalonien og ikke mindst nr. 9 i Strade Bianche, og han bør lave et resultat, hvis han er i form og klarer en sidevind, hvor han er sårbar. Holdet har også klatreren Laurens Huys, men efter en lovende start har han været i et af de dybe huller, han oftest er.

 

Riwal kommer med Mathias Bregnhøj, der med sin 10. plads på Col d’Eze-etapen i Var viste, at han kan være med i bjergløb som dette. Niveauet her er højere, men den svære stigning burde passe ham, og han burde være i form til et løb, der er et mål. Hos sig har han Lucas Eriksson, der jo ofte har gjort det godt i konkurrence med WorldTour-hold og viste form med sejren i Ardennes i april. Dette er dog hans første løb siden styrtet i Bretagne, og et rigtigt bjerg er nok lidt for voldsom kost for ham. Endelig har holdet også Jacob Eriksson, der imponerede så stort i Limburg og sidste år blev nr. i Arctic Race, men også for ham gælder nok, at stigningen er lidt for svær.

 

Sport Vlaanderen kommer med den spændende Kamil Bonneu, der imponerede med sin 5. plads i Limburg og 27. plads i Fleche Wallonne. Han er dog nok lidt overmatchet i de rigtige bjerge, som vi så på kongeetapen i Ungarn, hvor han ”kun” blev nr. 11. Her er stigningen sværere og niveauet højere. Han ledsages af Jenno Berckmoes, der dog må være overmatchet i dette felt.

 

Human Powered Health kommer med Kristian Aasvold, der sidste år blev nr. 5 og har løbet som et sæsonmål. Årets rute bør dog være for svær for nordmanden, der er mere puncheur end klatrer. Han har også skuffet i år, men han regner med at formtoppe til dette løb.

 

DSM stiller med Kevin Vermaerke, der har haft det meget, meget svært som professionel. Han viste dog, at potentialet stadig er der, da han blev nr. 11 i Oman, og med de ben burde han i dette felt komme et stykke. Stigningen her er dog lidt for lang, og siden dengang har han været i endnu en gigantisk formkrise, der gør det svært at være optimistisk. Hos sig har han Marco Brenner, der dog ha haft et forfærdeligt år, hvor han har været et stykke fra de bedste i alle sine løb, og generelt har han som professionel haft det svært.

 

Jeg tror ikke på de øvrige hold. Jumbo er her uden klatrere, og stigningen er for svær for Mike Teunissen og den tilbagevendte Tosh van der Sande , de har været skadet. Bardiani har den meget lovende Henok Mulubrhan , men som vi så i Baby-Giroen og Arctic Race, er han nok lidt for meget puncheur til et rigtigt bjergløb. ColoQuick har Jeppe Aaskov Pallesen, der sidste år i Slovenien, Danmark og Norge viste, at han kan gøre det ganske pænt, mens Coop må satse på Embret Svestad-Bårdseng, der har vist form med en stærk 2. pladsen på toppen af en svær stigning i Sundvollen GP tidligere på måneden.

 

***** Remco Evenepoel

**** Tobias Johannessen, Tao Geoghegan Hart

*** Luke Plapp, Esteban Chaves, Jay Vine, Gianluca Brambilla, Cian Uijtdebroeks

** Carl Fredrik Hagen, Patrick Bevin, James Shaw, Ethan Hayter, Jonathan Lastra, Jonas Gregaard, Floris de Tier, Simone Petilli, Mathias Bregnhøj, Ide Schelling, Markus Hoelgaard, Lucas Eriksson, Kamil Bonneu

* Anders Johannessen, Kristian Aasvold Michal Schlegel, Jimmy Janssens, Jacob Eriksson, Henok Mulubrhan, Jeppe Aaskov Pallesen, Embret Svestad-Bårdseng, Michael Valgren, Kevin Vermaerke, Marco Brenner, Ben Healy, Kasper Asgreen, Daryl Impey, Andrey Amador, Magnus Sheffield, Eduard Prades, Joel Nicolau, Daan Hoole, Filippo Baroncini, Frederik Wandahl, Laurens Huys, Jenno Berckmoes

 

Danskerne

Med 19 deltagere er Danmark den stærkest repræsenterede nation foran Belgien med 17 og Norge med 14. På Uno-X skal Jonas Gregaard støtte Tobias Johannessen, men som nævnt kan han også selv lave et resultat. Det samme kan Mathias Bregnhøj som nævnt på Riwal, hvor han støttes af Christoffer Lisson og Emiel Vinjebo, og Jeppe Aaskov Pallesen på ColoQuick, hvor han støttes af Joshua Gudnitz, Mads Østergaard Kristensen, Frederik Muff, Jesper Schultz og Frederik Bjørn Sørensen. Hos Quick-Step skal Kasper Asgreen støtte Remco Evenpoel og køre spurter for Ethan Vernon, mens Michael Valgren på EF skal støtte Esteban Chaves og måske teste klatrebenene undervejs. Hos Trek har Mads Pedersen store chancer for at vinde 2., 4., 5. og 6. etape, og hos Intermarché skal Julius Johansen køre spurter for Alexander Kristoff, mens Mads Würtz Schmidt hos Israel-PT skal støtte Carl Fredrik Hagen og Patrick Bevin og køre spurter for Bevin og Daryl Impey. Hos DSM skal Asbjørn Kragh Andersen støtte Sam Welsford, hvis denne kan sidde med hjem til en af spurterne, og hos Bora skal Frederik Wandahl støtte Cian Uijtdebroeks og Ide Schelling samt måske selv teste bjergbenene. Endelig skal kan Andreas Stokbro og Louis Bendixen hos Coop forsøge at blande sig i spurterne.

 

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Remco Evenepoel
Tobias Johannessen, Tao Geoghegan Hart
Luke Plapp, Esteban Chaves, Jay Vine, Gianluca Brambilla, Cian Uijtdebroeks
Carl Fredrik Hagen, Patrick Bevin, James Shaw, Ethan Hayter, Jonathan Lastra, Jonas Gregaard, Floris de Tier, Simone Petilli, Mathias Bregnhøj, Ide Schelling, Markus Hoelgaard, Lucas Eriksson, Kamil Bonneu
Anders Johannessen, Kristian Aasvold Michal Schlegel, Jimmy Janssens, Jacob Eriksson, Henok Mulubrhan, Jeppe Aaskov Pallesen, Embret Svestad-Bårdseng, Michael Valgren, Kevin Vermaerke, Marco Brenner, Ben Healy, Kasper Asgreen, Daryl Impey, Andrey Amador, Magnus Sheffield, Eduard Prades, Joel Nicolau, Daan Hoole, Filippo Baroncini, Frederik Wandahl, Laurens Huys, Jenno Berckmoes
INFO
Optakter
Nyheder
Tour of Norway
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Onsdag den 06. juli 2022

Følg Vingegaard på torsdagens puncheuretape
Landevej
Flere ryttere i dramatisk styrt efter kollison med tilskuer
Landevej
Van Aert giver næse til arrangørerne: De små veje er for farlige
Landevej
Van der Poel: Jeg er en skygge af mig selv
Landevej
Ingen ønskede dagens Tour-etapevinder: Et virkelighedstjek
Landevej
Jumbo-Vismas sportsdirektør: Vi havde en dejlig lorte dag
Landevej
Pogacar i hopla på brostenene: Skylder ham en øl
Landevej
Cort: Lidt ærgerligt at misse begge mål
Landevej
Missede Tour-etapesejr på målfoto: Har det ad helvede til
Landevej
De to første ryttere er udgået af Touren
Landevej
Vingegaard fortæller om defekt: En skoddag for os
Landevej
Roglic rev skulder af led i brostensdrama i Touren
Landevej
Vingegaard og Jumbo i brostensmareridt - Veteran vinder i Arenberg
Landevej
Bliver tredje gang lykkens gang for Emil Axelgaard?
Landevej
Livestream: Se alle Tour-etaper uden afbrydelser - 64.50 KR
Landevej
Video i artiklenDrama: Van Aert styrter før første pavéstykke
Video
Van Aert erkender: Jeg skal tage mere hensyn til Jonas og Primoz
Landevej
Video i artiklenSe afslutningen på 6. etape af Giro Donne
Video
Uttrup i top 10 - Superstjerne med sin 240. sejr
Landevej
Video i artiklenVan der Poel er rådvild efter dansk Tour-start
Landevej
Optakt: 5. etape af Tour de France
Landevej
Tour de France-analyse: For mange hollandske kokke?
Landevej
Eksklusivt interviewTidligere chef vurderer: Sådan tænker Vingegaard om brostenene
INTERVIEW Landevej
Eksperten analyserer: Brostensetapen er et våben for Vingegaard
Landevej
Vigtig ændring skal give Vingegaard fordel på brostenene
Landevej
UAE-boss melder Pogacar klar til pavéerne men har én bekymring
Landevej
Video i artiklenHolm og Bay ser frem mod 5. etape: Mange der er nervøse
Video
Emma Norsgaard fortsætter efter grimt styrt
Landevej
Fabio Jakobsen undskylder til Groenewegen
Landevej
Video i artiklenEksperterne om 5. etape: En fuldstændig fascinerende etape
Video
Jumbo-Visma blæser til brostensangreb
Landevej
Roglic blev sat af Vingegaard - nu forklarer han hvorfor
Landevej
Van der Poel før brostensetapen: Klassementsrytterne vil gøre det nervøst
Landevej
Superstjerner morer sig over komisk brøler
Landevej
Sagan håber på tørre brosten: Det var en katastrofe
Landevej
Vanvittig statistik: Stormagt i kæmpe Grand Tour-krise
Landevej

Tirsdag den 05. juli 2022

ASO: Så mange tilskuere så Tour de France fra de danske landeveje
Landevej
Foreløbig status: Ingen brud hos Norsgaard
Landevej
Pogacar: Hvis nogen skulle gøre det, var det Jumbo
Landevej
Yates spurgte Vingegaard: Han sagde nej
Landevej
Cort efter nyt udbrudstogt: Vil slå Mørkøv
Landevej
Mads P: Vi ville lave samme nummer
Landevej
Philipsen efter kæmpe brøler: Lidt pinligt
Landevej
Video i artiklenWout van Aert forklarer hvorfor han ikke ventede på Vingegaard
Landevej
Vingegaard kommenterer Van Aerts beslutning
Landevej
Solosejr: Van Aert smadrer alle konkurrenterne i Calais
Landevej
Video i artiklenVanvidsangreb fra Jumbo og Van Aert!
Video
Verdensmesteren vandt på trods af forkert gear
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour de France
Landevej
Ineos-stjerne kørte enkeltstart med regnvest - nu skal den gennemføre sin egen Tour
Landevej
Video i artiklenMads P. tæt på at blive kørt ned
Video
Cort slår legendes Tour-rekord
Landevej
Cykelevent med to store danske cykelikoner
Motion
Moberg: Valgren er færdig for sæsonen
Landevej
Norsgaard i smerter efter grimt styrt
Landevej
Video i artiklenSe Magnus Cort gå i udbrud på 4. etape af Touren
Video
Tour de France-analyse: Stadig den hurtigste?
Landevej
Gilbert fylder 40 og slutter sig til eksklusiv Tour-klub
Landevej
Prestigefyldt WorldTour-løb med ny rute: Hårdeste rute i de seneste år
Landevej
Video i artiklenVideo: Skulle Wout van Aert deklasseres i Sønderborg?
Landevej
Produktnyt: Scott Foil RC
Udstyr og test
900 kilometer: Sådan kommer Touren fra Danmark til Frankrig
Landevej
Eksperter vurderer: Hvem er sprinterkongen i feltet?
Landevej
Tour de France vil mindes ofrene fra Fields
Landevej
Michael Mørkøv udgiver selvbiografi - SPAR 20%
Landevej
Blæser til angreb: Cort øjner hel uge i prikker
Landevej
Professor i sportsmarketing undrer sig: Cort fik det serveret på et sølvfad
Landevej
Medie: Lotto henter 27-årig belgier
Landevej

Mandag den 04. juli 2022

Se alle billederne fra Tour-starten i Danmark
Landevej
Kan Cort stå med bjergtrøjen i Paris? – Ekspert udelukker det ikke
Landevej
Van der Poel ser fortsat gult
Landevej
Efter 40-års jubilæum: Fransk etapeløb stopper
Landevej
Færre mænd og flere kvinder: UCI ændrer kvalifikationssystemet frem mod OL
Landevej
Nyt medie sender Carapaz til EF
Landevej
Roglic med vild vane: Løber ture under Tour de France
Landevej
Mads P. har fremtiden på plads
Landevej
VIS FLERE

Annonce