STREAM TOUR OF LEUVEN UDEN AFBRYDELSER

Løbets rolle og historie

Mens foråret byder på en blanding af endags- og etapeløb og første del af sommeren stort set kun handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen skabt for endagsrytterne. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb, der for alvor passer til grand tour- og etapeløbsspecialister, og i stedet er sensommeren og efteråret fuldt med endagsløb i det meste af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og Clasica San Sebastian, Hamburg Cyclassics, GP Plouay og de canadiske løb tilbyder også værdifulde WorldTour-point. Listen indeholder også historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia og Tre Valli Varesine, og kalenderen byder på al slags terræn og dermed muligheder for alt fra sprintere over klassikerspecialister til klatrere.

I tillæg til de store løb er der mange mindre løb på programmet. Traditionelt har de to store endagsnationer, Belgien og Italien, begge haft en rig kalender af semiklassikere, men nu om dage er de fleste af de italienske løb forsvundet. Heldigvis er situationen anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har ramt knap så hårdt, og derfor er den fascinerende liste af typiske belgierløb stort set intakt.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Serien indledes på den første søndag i august med Tour of Leuven, der er en forbedret udgave af det tidligere GP Jef Scherens, og derefter kommer løbene i en lind strøm. Allerede tre dage senere gælder det Circuit Franco-Belge - det tidligere Eurometropole Tour, der for første gang afvikles om sommeren - og senere i august følger Schaal Sels Merksem, Egmont Cycling Race og Druivenkoers-Overijse. Efter en pause i et par uge genoptages serien midt i september med den vanlige VM-forberedelsesblok, der tæller Kampioenschap van Vlaanderen, Primus Classic, Gooikse Pijl og Omloop van het Houtland Middelkerke-Lichtervelde på mindre end en uge, inden det hele i oktober rundes af med Famenne Ardenne Classic, Binche-Chimay-Binche og Memorial Rik Van Steenbergen.

Det første løb i serien er altså Tour of Leuven, som bedst kendes som GP Jef Scherens. Sådan har det nemlig været kendt, siden det i 1963 blev skabt og opkaldt efter den tidligere syvfoldige sprintverdensmester på banen. Siden har det levet et relativt stille liv som et af de mindre belgiske løb, der som så mange andre hovedsageligt har været domineret af belgiere og hollændere, men det er også blevet vundet af store navne som Herman Van Springel, Freddy Maertens, Adrie van der Poel, Wilfried Peeters og Erik Dekker. Vi skulle dog helt frem til 1994, inden løbet fik sin første vinder fra et andet land end de to dominerende nationer, og i nyere tid er vinderlisten blevet betydeligt mere international, blandt andet med sejre til Thor Hushovd og endda danske Allan Johansen.

Løbet har som de fleste andre belgiske endagsløb en ganske flad affære, men med nogle bakker undervejs, hvor forskelle har kunnet gøres. Disse ellers flade belgiske ender overraskende ofte med udbrudssejre, og det gælder også for dette løb. Ganske vist skal vi tilbage til 2016 for at finde den seneste af disse, men også i 2012, 2013 og 2015 blev feltet snydt.

Nu står løbet imidlertid foran en opgradering. Løbet har altid haft hjemmehørende i Leuven, der som bekendt var vært for VM i 2021. Arrangørerne af løbet ønske at bygge videre på det momentum, og derfor har de valgt at omlægge ruten og inkorporere dele af den strækning, der blev brugt til VM. I samme ombæring omdøbes løbet til Tour of Leuven - Memorial Jef Scherens, hvorved den nye og umiddelbart vanskeligere identitet cementeres. Opgraderingen ledsages også af en markant forstærkelse af feltet, der denne gang tæller hele seks WorldTour-hold - lidt af et skifte for et løb, der havde to WorldTour-hold i 2016, tre i 2017 og 2018, 0 i 2019 og 1 i 2021. At hans coronasygdom betyder, at Julian Alaphilippe i sidste øjeblik har valgt at køre løbet i den by, hvor han blev verdensmester, vil blot give løbet endnu mere opmærksomhed. Løbet er tillige blevet en del af Exterioo Cycling Cup, den store serie af belgiske 1.1-løb, som det senest var en del af i årene mellem 2016 og 2018, og hvor det i år er næstsidste afdeling.

Sidste år havde løbet imidlertid fortsat sit gamle og mere afdæmpede format, og her endte det i den fjerde massespurt i træk. Mens alle øjne var rettet mod Nacer Bouhanni og Tim Merlier, lykkedes det imidlertid for Niccolo Bonifazio at vinde løbet for anden gang i træk, da han henviste Bouhanni og Merliers lead-out man Gianni Vermeersch til de øvrige podieplaceringer. Bonifazio vender i år tilbage i jagten på et hattrick, men da Bouhanni stadig er ude med sin skade, og Vermeersch skipper løbet, bliver han eneste genganger fra sidste års podium.

Ruten

Som nævnt har løbet ikke blot fået nyt navn og et stærkere felt til 2022-udgaven. Formålet med nytænkningen er at bygge videre på det momentum, VM-løbet i værtsbyen Leuven skabte, og derfor vil man fremover opbygge løbet efter samme opskrift som den succesrige kamp om regnbuetrøjen sidste efterår. Ganske vist er ruten ikke den samme som i september - distancen er blandt andet betydeligt kortere - men man vil gøre brug af dele af den rute, der kronede Julian Alaphilippe som verdensmester.

Hidtil har løbet været afviklet som et rent rundstrækningsløb på en rundstrækning med de små bakker Keizersberg, Wijnpers og Sint-Antoniusberg, der alle var med på den afsluttende VM-rundstrækning sidste år. Også på den nye rute vil en stor del af løbet bestå af omgange inde i byen på en rundstrækning, der er næsten identisk med VM-rundstrækning, blandt andet dog med en anderledes placering af målet, men akkurat som ved VM skal man forinden en tur ud i de bakker, som også udgjorde den hårde del af VM-løbet. Grundstrukturen er således den samme, som den var det, da Alaphilippe tog sin store sejr i september, selvom stigningerne i den kuperede fase ikke er helt de samme. Blandt andet skippes den meget stejle brostensbakke, Moskesstraat, der var et nøglepunkt under VM.

Nogen VM-distance er der heller ikke tale om, da der blot skal tilbagelægges 199,3 km med start og mål i Leuven. Man lægger ud med at køre cirka en halv omgang på den afsluttende rundstrækning, hvoraf de første 3,8 km er neutraliseret, hvilket betyder, at man når toppen af Leopold Decouxlaan (1100 m, 3,4%) og Wijnpers (300 m, 8,3%) efter hhv. 0,7 km og 2,8 km. Herefter kører man imidlertid ad en lige og ganske flad vej mod sydvest ud til den kuperede zone, hvor man rammer en 35,2 rundstrækning.

Her skal der køres to omgange, som begge byder på fem stigninger. Den første af disse er Smeysberg (600 m, 8,1%), der passeres efter hhv. 18,2 km og 53,5 km, inden det gælder den brostensbelagte Mommaertsstraat (1900 m, 3,1%), som passeres efter hhv. 31,2 km og 66,5 km. Næste udfordring er Holstheide (1000 m, 5,4%), som passeres efter hhv. 37,8 km og 73,1 km efterfulgt af den brostensbelagte Bekestraat (500 m, 7,7%), hvis op rundes efter hhv. 44,5 km og 79,8 km. Slutteligt gælder det den lille Veeweide (500 m, 4,3%), som passeres efter hhv. 49,6 km og 84,9 km, inden den kuperede zone rundes af med en tredje og sidste passage af Smeysberg (600 m, 8,1%) efter 88,8 km. Af disse var også Smeysberg og Bekestraat med i VM-løbet.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Smeysberg markerer i princippet starten på en tredje omgang, men umiddelbart efter bakken drejer man mod nordøst for at køre igennem fladt terræn tilbage mod Leuven, dog ad en anden vej end den, der blev brugt tidligere. Det betyder, at man laver en lille afstikker mod øst, inden en lige vej leder mod nordvest ind til bycentrum, hvor man efter 113,6 km rammer den afsluttende rundstrækning og 2,1 km senere krydser stregen for første gang.

Løbet afsluttes nu med seks omgange på den 13,9 km, der som sagt er næsten identisk med VM-rundstrækningen fra sidste år. Stigningerne er således de samme, men efter sidste stigning, Sint-Antoniusberg, er afslutningen af rundstrækningen en anelse anderledes, blandt andet med en anden placering af målet.

Den er en uhyre kringlet sag med et hav af sving og retningsskift og består i alt væsentligt af en tur rundt om Leuvens centrum på en snoet tur, der byder på fire stigninger. Efter en byge af sving er den første af disse Keizersberg (290 m, 6,6%, max. 9%), der er en jævn stigning med start 12,2 km fra stregen, efter endnu et par sving gælder det Decouxlaan (975 m, 2,5%, max. 6%), der ligeledes er en jævn stigning med start med 9,6 km fra stregen. Derfra venter yderligere et par sving, inden det er tid til Wijnpers (360 m, 7,9%, max. 9%), der ligeledes er en jævn stigning med start med 7,5 km igen. Herefter er rundstrækningen betydeligt mindre teknisk kompliceres med kun relativt få sving og en sidste udfordring i form af den lille Sint-Antoniousberg (230 m, 5,5%, max. 11%), der rammes med 3,4 km igen (mod 1,7 km ved VM-løbet), inden der sluttes af med en meget mere teknisk afslutning end til VM. Faktisk er den næsten urimeligt kringlet, da den byder på et sving på toppen af bakken og herefter sving med 3000 m, 2600 m, 2000 m, 1700 m, 1400 m, 1100 m og slutteligt 900 m igen. Det er i alt væsentligt fladt, idet den sidste kilometer falder let med 0,5% i snit.

Løbet byder på i alt 1895 højdemeter mod 1657 højdemeter på den gamle rute fra sidste år.

STREAM TOUR OF LEUVEN UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Vejret er altid en helt afgørende faktor i disse relativt flade belgiske endagsløb, men i år bliver det ikke meteorologerne, der gør det svært. Der venter nemlig en helt skyfri søndag med en temperatur på 24 grader og kun en let vind (9-12 km/t) fra nordnordøst. Det giver medvind ud til bakkerne, hvor vinden vil komme fra alle retninger på den kringlede rute, og hovedsageligt mod- og sidemodvind på tilbageturen. På rundstrækningen vil der hovedsageligt være modvind frem til bunden af Decouxlaan og derefter et længere stykke med hovedsagelig medvind. Kort inden Sint-Antoniusberg rammer man et stykke med hovedsagelig sidevind, som varer ved indtil toppen. Efter toppen vil der være næsten udelukkende sidemodvind, indtil man får sidevind over de sidste 900 m.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Favoritterne

Det er altid en fornøjelse, når gamle VM-ruter genbruges, og man derfor får mulighed for at genopleve de rammer, der kronede en verdensmester. Det gælder naturligvis særligt, når det er VM-løbet fra 2021, der forsøges kopieret, for sidste års udgave af regnbuekampen var en af de mere mindeværdige.

VM og denne opgraderes udgave af det gamle GP Jef Scherens kan dog ikke for alvor sammenlignes. Forskellene er nemlig mange. Dels er løbet markant kortere, og dels er feltet af en noget anden kaliber. Derudover er det også kun grundstrukturen i ruten, der søges kopieret. Man skal stadig en tur ud i bakkerne og slutte på en rundstrækning, der i alt væsentligt er den samme som VM-rundstrækningen, men den kuperede zone er lettere. Fraværet af den stejle Moskesstraat er ret markant, og derudover er der den måske væsentligste forskel, nemlig antallet af omgange til sidst. Ved VM kørte man to omgange til sidst, men denne gang kører man seks! Den kuperede zone slutter altså med hele 110,5 km til mål, hvilket er mere end dobbelt så langt, som der var efter sidste passage af Smeysberg ved VM, hvor samme stigning afrundede den kuperede zone.

Vi husker alle, hvordan VM gik. Frankrig gik bersærk nærmest på hver eneste bakke, og lykkedes med at skabe så hårdt et løb, at der blev skabt en lille finalegruppe, hvor der var hjælpere nok til at sikre, at det skulle afgøres på rundstrækningen. Her kørte Julian Alaphilippe solo på en af bakkerne, inden han tog en knusende overlegen sejr.

Løbet viser, at det er muligt at skabe anarki i den kuperede zone, men det bliver selvsagt noget vanskeligere af, at den reducerede distance. Derudover er der betydeligt længere tid til at skabe samling til slut, og det bliver således betydeligt vanskeligere at bruge den kuperede zone lige så offensivt, som det var tilfældet ved VM. I forvejen så ved vi de andre VM-løb, at løbene var betydeligt mindre selektive, end det var hos herreeliten, og hos kvinderne fik vi noget, der mindede om en massespurt, mens det U23-herrerne kun var Filippo Baroncinis sene angreb, der forhindrede samme udkomme.

Til gengæld viste Baroncini og Alaphilippe også, at den sidste rundstrækning også kan bruges til at skabe forskelle. Bakkerne er ganske vist meget korte eller lette, men ruten er uhyre teknisk, hvilket ikke gør det let at jagte. Omvendt har man i de seneste år brugt næsten samme rundstrækning til dette løb, der blev afviklet som et rent rundstrækningsløb, og her har vi altså fået fire massespurter i træk. Måske er det ikke den letteste rundstrækning at kontrollere, for vi har trods alt også haft en pæn dosis udbrudssejre, men i de senere år har sprinterne haft en klar, klar overhånd.

Feltets sammensætning er altid afgørende. Det er helt oplagt, at Quick-Step med Julian Alaphilippe vil forsøge at skabe ragnarok, både i den kuperede zone og - hvis det mislykkes - på rundstrækningen. Til gengæld er der også ret mange hold, der gerne vil spurte. Det må formodes at være hovedintentionen for Lotto, Israel-PT, Intermarché, Total, DSM, Arkea og Cofidis, og det er også alle hold, der kan tænkes aktivt at arbejde for en spurt. Til gengæld har mange af holdene - særligt Lotto, Israel-PT og Intermarché, der ellers er de hold med en klarest interesse i en spurt - også offensive kort, og derfor vil meget blive bestemt af, hvor entydigt de satser på deres sprinter.

Desværre for Alpahilippe tror jeg, at de meget gerne vil spurte, i hvert fald Lotto og Israel-PT. Hvis til gengæld Lotto lader folk som Victor Campenaerts og Florian Vermeersch køre deres chance, bør det være muligt at undgå en spurt. Endnu bedre bliver det for Alaphilippe, hvis Giacomo Nizzolo selv går med i angrebene, som han gjorde ved VM, hvor han var med i finalegruppen.

Jeg ser derfor umiddelbart tre scenarier. Det mest oplagte er en spurt, men det er også muligt, at vi allerede i den kuperede zone får skabt så stærk en gruppe, at den vil afgøre løbet mellem sig på rundstrækningen. Endelig er det ikke umuligt, at en gruppe kan køre væk på selve rundstrækningen, men historien viser, at chancen for en spurt er stor, hvis først det er samlet, når vi hertil.

Mit bedste bud er, at Lotto tror så meget på Arnaud de Lie, at de først og fremmest går efter en spurt, og med sandsynlig hjælp fra Israel-PT og Intermarché er det mit bedste bud, at vi får en massespurt - også grundet det gode vejr med modvind hjem fra bakkerne. Til gengæld er det en ekstremt teknisk spurt. Der er sving overalt frem mod den 900 m lange opløbsstrækning, og vi så sidste år, at feltet splitteredes så meget, at Tim Merlier og Bryan Coquard aldrig nåede frem. Det er således en finale, hvor det langt mere handler om position end fart.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

I det lys vælger jeg at pege på Arnaud de Lie. Belgieren ligner hurtigste mand i dette løb, og han har tillige vist, at han sagtens kan klare nogle bakker, ikke mindst med sejren i Limburg. Vi har dog også siden set, at hans holdbarhed ikke er skræmmende god, og jeg tror ikke, at han kan være med i et hårdt løb. I en massespurt står han imidlertid meget stærkt, fordi han i den tekniske finale har hjælp af et tog med Florian Vermeersch og Jasper de Buyst. Det er kun Cofidis, der kan matche det, og kombinerer man det med De Lies fart, tror jeg på endnu en sejr til supertalentet. Det er dog også muligt, at Lotto lader Victor Campenaerts og Florian Vermeersch køre deres chance i et hårdt løb, og jeg vil tro, at de vil være blandt de stærkeste på stigningerne, selvom Campenaerts ikke var helt i topform endnu i Vallonien, og Vermeerschs form efter Touren er ukendt. Med sin spurt har Vermeersch den bedste chance for at gøre det færdigt. Jeg tvivler til gengæld på, at der bliver plads til, at Cedric Beullens, Brent van Moer eller Jasper de Buyst lan få megen frihed.

Den værste rival er nok Giacomo Nizzolo. Italieneren skippede Touren for at kunne score point i disse løb, og hans sejr i Spanien i sidste uge indikerer, at han er i form. Han viste ved VM, at han sagtens kan være med i et hårdt løb, men han vil også sammen med De Lie formentlig være den hurtigste i en spurt, selvom hans år ikke har været godt. Toget med Mads Würtz Schmidt, Guillaume Boivin, Taj Jones og Tom van Asbroeck ser også stærkt ud, og selvom hans positionering har haltet på det sidste, har Nizzolo altid elsket tekniske finaler. I et hårdt løb har holdet også Würtz, der så ud til at være i fremragende form i Polen og kan gøre det færdigt, samt Van Asbroeck, der ligeledes kan gøre det færdigt og så godt ud i Vallonien. Jeg udelukker heller ikke, at man giver Boivin chancen, mens den i år så velkørende Corbin Strong nok er hjælper.

Alexander Kristoff havde ikke nogen stor Tour, men han sluttede godt af i Paris. Han kan ikke være med i angrebene, men får vi en spurt, er han bestemt i spil. Hans speciale er nemlig en spurt efter en hård dag, men jeg er lidt splittet i forhold til den tekniske finale. Han har nemlig positioneret sig skidt i år, men til gengæld har han i Andrea Pasqualon en fremragende lead-out man. Sidder han rigtigt kan han helt sikkert vinde. Til et hårdt løb har holdet Pasqualon, der klatrede som en drøm i Touren, samt Loic Vliegen , der passer til ruten og var flyvende i Vallonien. I teorien har de også Aimé de Gendt, men han skuffede i Vallonien

Cofidis kommer med Bryan Coquard, hvis form er ukendt, da han kun har kørt et for hårdt løb i Getxo efter pausen. Et hårdt løb som dette passer ham dog, og er han i form, kan han satse på både angreb og en spurt. Normalt vil jeg ikke give ham mange chancer i en spurt i dette selskab, men i denne tekniske fianle er det anderledes. Toget med Piet Allegaert og Simone Consonni ligner nemlig det måske stærkeste, og det kan gøre hele forskellen. Consonni vil også være en kandidat i et hårdt løb som dette, men han så meget formsvag ud i Polen. Allegaert så bedre ud, men ham satser de næppe på i en spurt. Han skal have sin chance i et offensivt løb.

Arkea kommer med Dan McLay, der flere gange i år har vist, at han helt sikkert har farten til at vinde i dette selskab. Han er også blevet mere holdbar, og selvom han er tung, bør han kunne klare disse bakker. Desværre er den tekniske finale et problem, for selvom han har forbedret sin positionering og har et fornuftigt tog med Alan Riou, Donavan Grondin, Christophe Noppe og Clement Russo, er han formentlig overmatchet af andre lead-outs. Til det hårde løb skal holdet satse på Russo og den nye Louis Barré, men jeg ser dem ikke køre med de bedste.

Quick-Step drømmer om at vinde med Julian Alaphilippe, og det er heller ikke umuligt. Han har før vist, at han kan gøre forskelle på disse bakker, og hans mission vil være at angribe i tide og utide. Jeg frygter dog, at løbet bliver for let denne gang, og hans form er også usikker. Han var angiveligt ret hårdt ramt af sin coronainfektion og har misset en del træning. Jeg tvivler på, at han har den superform, der skal til, hvis han igen skal vinde på denne lette rute. Holdet har et alternativ i Zdenek Stybar, der passer perfekt til den tekniske rundstrækning og så godt i Polen. Også Stan van Tricht synes at have et niveau, hvor han efterhånden kan være med, hvis det bliver hårdt. Til en spurt har holdet Bert van Lerberghe eller Van Tricht, men de vinder ikke i dette selskab.

Total kommer med vinderen af de seneste to udgaver, Niccolo Bonifazio. Han viste med sejren i Occitanie, at han stadig er en hurtig herre, men jeg tvivler på, at farten rækker hele vejen i dette selskab. Hans meget svingende form er også ukendt efter pausen. Til gengæld har han med Sandy Dujardin samt Lorrenzo Manzin og Chris Lawless, der dog begge så meget formsvag ud i Vallonien, et godt tog i en teknisk finale, han vil elske. Til et hårdt løb har holdet Dujardin, der bør passe til ruten og kan gøre det færdigt, samt Dries van Gestel , der dog kan få svært ved at gøre det færdigt og så skidt ud i Vallonien.

Alpecin giver en sjælden chance som kaptajn til Dries de Bondt, der er specialist i at vinde disse endagsløb. Ruten passer ham godt, og da han er hurtig, vil han være en af favoritterne i et hårdt løb. Vi så også i foråret, at han sagtens kan køre en god massespurt, særligt i denne tekniske finale, men han kan næppe vinde. I en spurt vil holdet formentlig også satse på Timo Kielich, der har vist sin fart flere gange i år, senest med sejren i Polen sidst i juni. Til det hårde løb har holdet også Kristian Sbaragli, der ligner et stærkt kort, hvis han er frisk efter Touren, samt lottokuponen Edward Planckaert , der dog ikke har vist noget i et års tid. Endelig er det spændende at følge den tidligere roer Jason Osborne, der netop har vundet et mindre belgisk løb, men denne tekniske rute er nok ikke noget for ham.

DSM kommer med Cees Bol, der i Giroen og Schweiz begyndte at finde lidt af fordums fart. Desværre er hans holdbarhed også stærkt varierende, og vi aner ikke, hvilken form han har efter en pause. Det største problem er dog hans positionering i denne tekniske finale, for toget virker ikke stærkt nok, når han selv er så positioneringssvag. Til et hårdt løb har holdet måske den meget lovende Casper van Uden, der har vist, at han er mere end bare en sprinter, men det bliver nok en anelse for svært. Alternativet er Nico Denz, men han er aldrig i form efter en pause.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Bingoal kommer med Timothy Dupont, der med sin sejr i ZLM Tour viste, at han stadig kan vinde spurter på højt niveau. Han er også god i positionskampen, men han kan få det for hårdt, da hans holdbarhed ikke har været imponerende. Et mere holdbart alternativ er Milan Menten , der til gengæld ikke har farten til at vinde, og plan C er Tom Paquot, der dog ikke har vist meget i år. Til et hårdt løb er bedste kort nok Dimitri Peyskens, der var god i Vallonoen, samt solide Laurenz Rex , men de vinder ikke. Jeg har desværre tabt tålmodigheden i forhold til Arjen Livyns .

Sport Vlaanderen kommer med Sasha Weemaes , der flere gange har vist, at han har farten til at være med helt fremme. Ruten er dog formentlig for hård for ham, og han vil have det meget svært i den tekniske finale. Holdet har også den sidste år så lovende Arne Marit¸ der burde være god i en spurt efter et hårdt løb, men han har meget at bevise efter et forfærdeligt forår. Til det hårde løb har holdet den holdbare og spurtstærke Jens Reynders, der virkelig har imponeret i år, samt altid solide og halvhurtige Kenneth van Rooy.

B&B stiller med Pierre Barbier. Han skuffede mig meget i det meste af foråret, men han viste lidt af sin gamle fart lige inden pausen i Occitanie. Han er normalt god i positionskampen, men han kan få det for hårdt, og farten rækker nok ikke hele vejen. Et mere holdbart alternativ er Luca Mozzato, der kørte nogle gode spurte i Touren, men han er ikke hurtig nok i dette selskab. Holdet har også Jeremy Lecroq, der kan lave et resultat, men må ventes at være lead-out man.

Kontinentalholdene får svært ved at vinde. BEAT kan satse på en spurt med Jordy Bouts. Tarteletto skal satse på et hårdt løb med Gianni Marchand og Lennert Teugels , en de kan ikke være med i dette selskab. Bolton skal vel satse på Luke Mudgway, der netop har vundet i Ungarn, samt Ryan Christensen , men de mangler en mand til en spurt. Leopard skal håbe på en sput med Tim Torn Teutenberg, og Minerva må satse på en spurt med Gil D’Heygere. Mest spændende er nok VolkerWessels med Coen Vermeltfoort, der stadig kan komme langt i en spurt i et hårdt løb, og den lovende sprinter Daan van Sintmaartensdijk, der dog nok får det for hårdt. Også Maikel Zijlaard har en god spurt. WiV SunGod har den irske mester og holdbare sprinter Rory Townsend, der dog har et meget svingende niveau, samt hurtige Robert Scott, der har imponeret meget i år og vundet flere spurter. Selv Reece Wood og Jim Brown har vundet spurter i år, men de må regnes som hjælpere. Hos Pauwels kan Laurens Sweeck køre en hæderlig spurt, mens det hos Metec må handle om sprinteren Hartthijs de Vries samt stærke og hurtige Rick Ottema og stærke Thijs de Lange.

BEMÆRK: Den endelige startliste foreligger endnu ikke. Jeg vil opdatere optakten, hvis den foreligger i løbet af aftenen.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Vigtigste ændring er, at Israel-PT har udskiftet en stor del af deres hold. Således kommer hverken Würtz, Strong eller Boivin til start, men faktisk er det en markant styrkelse af Nizzolos chancer, da han nu får Rick Zabel med som lead-out man i denne ekstremt tekniske finale. Her kan han også få god støtte af en velkørende Sep Vanmarcke, der sammen med Van Asbroeck og Nizzolo selv er en fremragende kandidat til et hårdt løb. Endelig kommer Mudgway ikke til start,

***** Arnaud de Lie

**** Giacomo Nizzolo, Alexander Kristoff

*** Bryan Coquard, Dan McLay, Julian Alaphilippe, Niccolo Bonifazio, Dries de Bondt

** Cees Bol, Timothy Dupont, Sasha Weemaes, Pierre Barbier, Andrea Pasuqalon, Loic Vliegen, Victor Campenaerts, Sep Vanmarcke, Zdenek Stybar, Florian Vermeersch, Tom van Asbroeck, Kristian Sbaragli, Simone Consonni, Luca Mozzato, Stan van Tricht

* Milan Menten, Arne Marit, Timo Kielich, Jeremy Lecroq, Coen Vermeltfoort, Robert Scott, Rory Townsend, Daan van Sintmaartensdijk, Edward Planckaert, Sandy Dujardin, Dries van Gestel, Bert van Lerberghe, Piet Allegaert, Brent van Moer, Corbin Strong, Guillaume Boivin, Aime de Gendt, Clement Russo, Louis Barré, Casper van Uden, Nico Denz, Laurenz Rex, Dimitri Peyskens, Jens Reynders, Kenneth van Rooy, Hartthijs de Vries, Rick Ottema

Danskerne

Hos Cofidis kører Sebastian Kolze Changizi sit første løb som stagiaire, og han må formodes primært at skulle arbejde for Bryan Coquard. På DSM skal Asbjørn Kragh primært støtte Cees Bol.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Niccolo Bonifazios sejr fra 2021.

STREAM TOUR OF LEUVEN UDEN AFBRYDELSER