Løbets rolle og historie

Den tredje uge af februar har fået et ry som en af de vigtigste uger i den tidlige del af sæsonen. Med ikke mindre end fire etapeløb er det et helt afgørende tidspunkt for de fleste ryttere, der jagter værdifulde løbskilometer forud for en succesfuld klassikersæson eller et forsøg på at opnå sejre i de mange store etapeløb i foråret.

Mens Tour of Oman, Volta ao Algarve og Vuelta a Andalucia er helt traditionelle etapeløb i den forstand, at de vindes af etapeløbsspecialister og afgøres i bjergene eller på enkeltstarterne, er ét af løbene helt anderledes. Det to dage lange Tour du Haut-Var i Sydfrankrig er ikke for ryttere, der specialiserer sig i grand tours. I stedet er det en uforudsigelig affære, hvis kuperede terræn gør det perfekt for klassikerspecialister og punchy Ardennerryttere.

Løbet blev skabt som et endagesløb under navnet Nice-Seillains i 1969, hvor Raymond Poulidor vandt den første udgave, og straks fra start blev det et stort løb med mange prominente vindere. I 1975 var det kendt som Draguignan-Seillans og året efter som Seillans-Draguignan, inden det fik sit nuværende navn Tour du Haut-Var i 1977. I de tidlige år blev det vundet af store navne som Joop Zoetemelk, Bernard Thevenet, Freddy Maertens, Sean Kelly, Charly Mottet, Luc Leblanc, Laurent Brochard, Laurent Jalabert og Davide Rebellin og det havde altid stor appel til internationale ryttere. Først i 00erne udgjorde det sammen med det fladere Clasico Haribo en solid løbsweekend, der kunne bruges som forberedelse til større begivenheder.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Sidstnævnte løb forsvandt imidlertid fra kalenderen efter 2006, og det åbnede døren for, at Tour du Haut-Var kunne vokse. Siden 2009 har det været et løb over to dage og har bibeholdt sin rolle som et godt forberedelsesløb forud for den belgiske åbningsweekend. I den forstand er det del af en meget travl februar måned i Frankrig, hvor man med GP Marseillaise, Etoile de Besseges, Tour du Haut-Var, Tour La Provence og endagesløbene Boucles de Sud-Ardeche og Drome Classic kan sammensætte et perfekt program alene inden for landets grænser.

Løbets rute er varieret lidt fra år til år. Selvom der ingen store bjerge er, er det bestemt ikke et løb for sprintere, og der har sjældent været en eneste mulighed for de hurtigste. I de tidlige år som etapeløb havde det flere afslutninger på korte, stejle mure, men i de senere år er man gået bort fra den type afslutninger. I stedet er 1. etape ofte blevet afgjort i en spurt op ad bakke, mens 2. etape har været afgjort på en hård rute omkring Draguignan, hvor klassikerspecialisterne har excelleret.

I det hele taget kan man betragte løbet som to klassikere, og det gør det til en helt åben og uforudsigelig affære, der er blevet afgjort på taktik og sekunder. Det er et af de få etapeløb, som klassikerrytterne kan vinde, og selvom feltet er domineret af franske ryttere, er der som regel mindst en håndfuld internationale klassikerstjerner, der bruger løbet til at forberede sig til de store endagesløb under forhold, der er sammenlignelige med det, der venter senere. Sammen med Trofeo Laigueglia, der holdes søndagen ind, er det således et solidt alternativ til de tre større og længere etapeløb.

Sidste år tog Arthur Vichot en meget populær hjemmebanesejr. Tom-Jelte Slagter så ellers ud til at løbe med det hele, da han med et sent angreb akkurat holdt Vichot bag sig på 1. etape, men hollænderen knækkede på den hårde sidste etape. Her endte en lille gruppe med at spurte om sejren, og da Vichot vandt, tog han også den samlede sejr foran Jesus Herrada og Diego Ulissi. Vichot vender tilbage for at forsvare sin titel, men hverken Herrada eller Ulissi vil være til start i 2017.

Ruten

Efter at man opgav finalerne på de stejle mure, har løbet haft et relativt ensartet format i de senere år. Første etape har som regel været afsluttet på en rundstrækning i La Croix-Valmer efter en hård dag i moderat kuperet terræn. Her har den stigende opløbsstrækning været god for kraftfulde sprintere, og både Romain Hardy og Thor Hushovd har vundet her, inden Carlos Betancur satte John Degenkolb til vægs i 2014. Anden etape har traditionelt været holdt på en lang, kuperet rute omkring Draguignan, men den flade finale har givet flere forskellige udfald. Af og til er et udbrud kørt hjem efter sidste stigning, mens det i andre udgaver er et lille felt, der har spurtet om sejren.

I 2015 ændrede man manuskriptet ved at gøre 1. etape betydeligt hårdere, idet den sluttede efter en 10 km lang opkørsel, der imidlertid ikke kunne betragtes som en reel stigning. Sidste år opfandt man igen en helt ny første etape, denne gang med en flad finale. I år har man igen opfundet en ny åbningsetape, hvor en hård sidste kilometer synes at gøre det til en perfekt dag for puncheurs, inden det hele skal afgøres på en meget klassisk sidste etape omkring Draguignan.

1. etape

Som sagt har arrangørerne sammensat en helt ny åbningsetape, der synes at være en perfekt mulighed for de puncheurs, der elsker terrænet i Tour du Haut-Var. Selvom det meste etapen kun er småkuperet, har man ved at placere målstregen på toppen af en bakke sikret sig, at det vil være de eksplosive typer, der excellerer, og det kan muligvis endda lade sig gøre at vinde et par sekunder i finalen.

Etapen er 153,7 km lang og fører feltet fra Le Cannet des Maures til St Paul en Foret. I den første fase bevæger man sig hovedsageligt mod øst gennem fladt terræn, inden man sætter kursen mod nord og siden nordøst. Etapen bliver mere kuperet, når man rammer kategori 3stigningen Col du Blavet, der har top efter 67,9 km, og herefter venter flere mindre bakker, mens man nærmer sig målbyen. Den stejle Mur de Montauroux, der stiger med helt op til 20%, er ikke kategoriseret, men udgør en hård udfordring med 59,3 km til mål, og herefter venter den mindst lige så stejle kategori 2-stigning Mur de Fayence med 49,9 km igen. Herefter bliver terrænet en anelse nemmere på det sidste stykke frem mod St Paul en Foret.

Målstregen krydses første gang efter 122,7 km, og herefter afsluttes etapen med en omgang på en 31 km lang rundstrækning i området nord for byen. Det er hovedsageligt en flad affære med en lille gradvis opkørsel midtvejs. Herefter går det ned af bakke tilbage mod St Paul en Foret, hvor etapen afsluttes med en hård finale. De sidste 4 km stiger således svagt, og det bliver stejlere og stejlere, inden det kulminerer på sidste kilometer, hvor den gennemsnitlige stigningsprocent er 6,6%.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Etapen er ikke særlig svær trods inklusionen af de to stejle mure i anden halvdel, og dermed skulle det være muligt for favoritholdene at holde det samlet til en spurt. Vi kan således vente, at de bedste puncheurs skal slås om sejren på den sidste bakke, der er perfekt for eksplosive typer. Da der ikke er bonussekunder i løbet, og afslutningen på 2. etape er flad, er dette den bedste chance for at vinde tid, og kan man gøre en forskel på bare ét sekund her, kan det meget vel være nok til den samlede sejr, hvis man kan følge de bedste på løbets 2. etape.

St Paul en Foret var sidst vært for et stort løb i 2010, hvor Julien El Fares vandt en etape i Middelhavet Rundt på en dag med meget dårligt vejr. Således blev alle tidsforskelle neutraliseret grundet de vanskelige forhold.

2. etape

Søndag er altid rammen om løbets kongeetape omkring byen Draguignan, og efter at have været ændret lidt fra år til år har arrangørerne fundet et format, der passer dem. Således er etapen helt uforandret i forhold til den, der blev benyttet for 12 måneder siden, og den er meget nært beslægtet med dem, der blev benyttet i de foregående år.

Den 206,8 km lange etape både starter og slutter i Draguignan og består af et sindrigt system af rundstrækninger. Fra starten går det mod vest ud til en 25 km lang rundstrækning, der køres to gange. Den indeholder den seks kilometer kategori 2-stigning Cote de Tourtour, der på sit stejleste sted stiger med 10%. En tredje omgang fuldføres næsten - blandt andet kører man op over stigningen en tredje gang - inden man sætter kursen mod øst tilbage mod Draguignan. Inden man når så langt rammer man en 34,7 km lang rundstrækning, der inkluderer den 8 km lange Col de la Grange, der sine steder stiger med 6%. Her kører man næsten to omgange, og dermed nås toppen af stigning efter både 101,4 og 136,1 km.

Efter sidste passage af løbets sværeste stigning kører man tilbage til Draguignan ad en lang nedkørsel, hvorefter man passerer målstregen for første gang 168,7 km efter starten. Her venter nu to rundstrækninger. Den første er 30,3 km lang og inkluderer den relativt lette stigning Route de Grasse, der har top med 32,4 km til mål og stiger med 4%. Den sidste rundstrækning er kun 17,7 km og har som hovedudfordring den berømte Cote des Tuilieres, der på sit stejleste sted stiger med 15%. Dens top passeres med 14,6 km til mål, og herefter falder det jævnt hele vejen til målet i Draguignan.

Historien viser, at etapen ofte udvikler sig til lidt af en udskilningsløb, hvor det er det store antal højdemeter mere end den enkelte stigning, der gradvist reducerer feltet. De afgørende angreb fra favoritterne kommer som regel på Cote des Tuilleres og resulterer oftest i skabelsen af en lille gruppe. Nogle gange er det lykkedes en meget lille gruppe at holde hjem - i 2014 var det bare to mand - mens det i 2015 næsten blev til en reduceret massespurt. Sidste år var det 25 mand, der spurtede om sejren, og det viser, at alt er muligt på den sidste og afgørende etape i Tour du Haut-Var.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

I 2013 kom Lars Boom, Arthur Vichot, Daniel Oss, Laurens Ten Dam og Pierrick Fedrigo fri på den sidste stigning, og de holdt akkurat feltet bag sig, inden Boom vandt spurten. I 2014 satte Carlos Betancur og Amael Moinard rivalerne til vægs i en fin alliance, der gav franskmanden etapesejren og colombianeren den samlede triumf. I 2015 vandt Luka Mezgec en reduceret massespurt, mens Arthur Vichot var hurtigst i en mindre gruppe i 2016.

Favoritterne

Mange etapeløb afgøres med meget små marginer, men som regel lykkes det trods alt at adskille de bedste med et par sekunder. Tour du Haut-Var er imidlertid et meget specielt løb. Der er ikke bonussekunder i det franske løb, og i fravær af en bjergetape og en enkeltstart betyder det, at det traditionelt har været meget vanskeligt for de bedste ryttere at vinde tid på konkurrenterne. Sidste år sluttede 10 ryttere således i samme tid, og det var dermed summen af etapeplaceringer, der gav Vichot sejren.

I år betyder den hårde finale på 1. etape, at der utvivlsomt vil opstå betydeligt flere huller i det, der må formodes at blive en spurtafgørelse for de bedste puncheurs, og dermed bliver placeringen på 2. etape måske af mindre betydning. Der er imidlertid ingen garanti for, at der vil være huller mellem de bedste ryttere, og der er således stor sandsynlighed for, at en håndfuld stadig vil være i samme tid efter første dag. Dermed vi de skulle afgøre det hele mellem sig på 2. etape, der klart er løbets hårdeste.

Som sagt har etapen til Draguignan haft flere forskellige udfald, og det gør det meget svært at forudsige, hvad vi kan forvente. Således er det lykkedes en holdbar sprinter som Luka Mezgec at vinde, men det er andre gange lykkedes for de bedste at køre væk på sidste stigning. De sidste to år er det imidlertid en relativt stor gruppe, der har spurtet om sejren, og det mest sandsynlige er, at vi vil se en spurtafgørelse blandt 20-30 mand. Vejret kan gøre løbet hårdere, men i skrivende stund ser det ud til, at der bliver meget lidt vind, solskin og en lille risiko for lidt regn. Det peger på, at 2017-udgaven ikke bliver den mest selektive i løbets historie.

Dermed er der stor chance for, at vinderen af 1. etape vil vinde samlet, hvis han kan slå et hul på bare ét sekund. Er flere i samme tid, vil det være summen af etapeplaceringer, der afgør det mellem dem. Dermed vil vinderen med stor sandsynlighed være løbets bedste til at spurte op ad en bakke som den, der findes på førstedagen, og som samtidig kan blande sig i en spurt på flad vej dagen efter.

Den beskrivelse passer glimrende på Arthur Vichot, der stiller op som forsvarende mester. Igen i år synes den franske mester at have ramt formen perfekt fra sæsonstart. Således vandt han GP Marseillaise ved at slå en lille gruppe klassikerspecialister i en spurt på flad vej, og efter at have misset Etoile de Besseges på grund af sygdom var han i søndagens Trofeo Laigueglia igen en af de stærkeste. Det var således kun en kikset spurt, der forhindrede, at han sluttede bedre end nummer syv.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

På papiret er Vichot en af løbets stærkeste i kuperet terræn som dette, og han bliver ikke nem at sætte, heller ikke på den hårde 2. etape. Dertil skal lægges, at han er en solid puncheur og automatisk en af favoritterne til at vinde 1. etape, specielt i den nuværende form. Sidste år vandt han endda 2. etape, og selvom han kan vise sig at være oppe imod hurtigere folk i Draguignan, bør han være så langt fremme, at en sejr på 1. etape vil være nok til også at vinde samlet. Der er ganske vist bedre puncheurs i feltet, men Vichot synes at have et overtag, hvad form angår. Derfor tror vi, at den franske mester forsvarer sin titel.

På papiret er løbet skræddersyet til Samuel Dumoulin , og havde vi garanti for, at veteranen var i topform ville han være vores storfavorit til den samlede sejr. Hans sejr i sidste års GP Plumelec var endnu en understregning af, at han er en af de allerbedste i en finale som den, der venter på 1. etape, og er han på 100%, bliver han meget svær at slå her. Dertil skal lægges, at han er som den eneste af favoritterne faktisk kan blande sig i deciderede massespurter, og han kan sagtens overleve i terræn som dette. Det vil således være en overraskelse, hvis han ikke er med feltet hjem på 2. etape, og han er vores klare favorit til at vinde en spurt på søndag.

Når vi alligevel tror mere på Vichot, skyldes det, at Dumoulin i år bevidst forsøger at skubbe sin formtop en anelse. Han er kendt som lidt af en vindermaskine i februar, men i år vil han prøve at gøre tingene lidt anderledes. Han viste imidlertid i GP Marseille og Etoile de Besseges, hvor han sad med de bedste på kongeetapen, at han allerede er på et ganske højt niveau, og derfor vil han også være konkurrencedygtig i Haut-Var. Hvis han nærmer sig 100% af formen, vil han vinde et løb, der passer ham som fod i hose.

En anden meget formstærk rytter er Mauro Finetto, der igen har fået chancen på et professionelt hold efter i årevis at have været en af de allerbedste ryttere i de italienske endagesløb. Finetto er stærk i kuperet terræn og hurtig i en spurt, både på flad vej og op ad bakke, og dermed passer dette løb ham helt perfekt. Han var med de bedste hjem i Marseille, hvor han imidlertid kiksede i spurten, var en af de stærkeste i Besseges og imponerede stort i søndagens Trofeo Laigueglia, hvor han trods deltagelse i et stærk femmandsudbrud stadig havde kræfter til at sidde med de bedste på den sidste stigning, selvom han blev hentet i bunden. Til slut spurtede han sig til en tredjeplads, kun overgået af Fabio Felline, der var kørt solo, samt Romain Hardy. Det dokumenterer, at han er i absolut storform, og han er naturligt en af favoritterne til at vinde 1. etape. Han er næppe hurtig nok til at vinde 2. etape, men han kan placere sig godt nok til at tage den samlede sejr.

Francesco Gavazzi vinder slet ikke så meget, som han burde, men han er en af de mest stabile ryttere i terræn som dette. Således findes der stort set ikke et italiensk endagesløb, hvor han ikke kører i top 10, og da Tour du Haut-Var er meget lig de fleste italienske klassikere, er det ikke overraskende, at han også her er blandt favoritterne. Blandt de store favoritter er det vel kun Dumoulin, der kan slå ham på flad vej, og han har således gode chancer for at vinde 2. etape. Han er ikke helt så stærk i en spurt op ad bakke, og det kan blive vanskeligt for ham at vinde lørdagens etape. Det afgørende er imidlertid blot at være tæt på de bedste og undgå at tabe tid. En sejr på søndag kan så sikre ham den samlede sejr.

Efter sit gennembrud i sidste års Vuelta er i 2017 Romain Hardy fortsat, hvor han slap. Han var blandt de bedste i Etoile de Besseges og viste herefter markant fremgang, da han spurtede sig til en andenplads bag den suveræne Felline i Laigueglia. Her viste han, at hans form er opadgående, og da han både kan spurte op ad bakke og på flad vej, har han mulighed for at vinde begge etaper. Problemet er, at der sandsynligvis er hurtigere folk i begge typer finaler, men han kan glæde sig over, at to topplaceringer kan være nok til at sikre den samlede sejr.

Supertalentet Lilian Calmejane var ubetinget den stærkeste rytter i Etoile de Besseges, som han vandt samlet, og han høstede stor ros for sin suveræne kørsel. Overraskende var han ikke med de bedste hjem i Laigueglia, men superformen kan umuligt være forsvundet så hurtigt. Han er ikke specielt hurtig i en spurt på flad vej, men i en puncheur-afslutning som den på 1. etape er han skarp. Med sin fremragende form kan han sagtens vise sig som bedste mand på 1. etape, men da han kommer til kort i en spurt på 2. etape, skal han sandsynligvis vinde med mindst et sekund for også at sikre sig den samlede sejr.

BMC stiller til start med et af de stærkeste hold, men de mangler den indlysende favorit. Deres bedste kort er Silvan Dillier , og det er faktisk slet ikke umuligt, at schweizeren kan ende med den samlede sejr. Mange vil således huske, at Dillier sidste år blev nummer 3 på Hatta Dam i Dubai Tour, og det viser, at han er meget stærk i en spurt op ad bakke. Han er ikke helt så hurtig på flad vej, men han kan sagtens forsvare sig selv på 2. etape. Hvis han kan vinde 1. etape, kan det være nok til den samlede sejr.

Med en andenplads i Marseille fik Maxime Bouet en drømmedebut for Fortuneo, men desværre blev han efterfølgende syg. Det kostede tilsyneladende lidt af formen, og han var ikke på samme niveau i Laigueglia. Med en løbsdag i benene må han imidlertid nærme sig sit tidligere niveau, og sker det, vil han være blandt de stærkeste her. Han er ikke langsom, men hører heller ikke til blandt de allerhurtigste. Hans chance for at vinde samlet er, at han kan slå hul til de øvrige på 1. etape eller måske køre hjem med et udbrud på 2. etape.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

BMC kan også satse på Damiano Caruso, der ud over at være en god klatrer også er ganske hurtig i en spurt. Han kan ikke vinde 2. etape, hvis en større gruppe ankommer samlet, men han kan muligvis slå til på 1. etape eller køre fra på sidste stigning på søndag. Han viste fornuftig form, da han arbejdede for Richie Porte i Tour Down Under, men han er stadig et stykke fra sit bedste. Derfor bliver det trods alt nok svært at vinde et løb, der er en anelse for let for ham.

Ag2r satser på Dumoulin, men kan også bruge Pierre Latour og Mikael Cherel offensivt. Ingen af de to er hurtige nok til at vinde spurtopgør, men de har begge vist fremragende form. Latour er naturligt blandt de bedste på stigningerne, og Cherel synes at være flyvende i øjeblikket. Det kan ikke udelukkes, at de kan gøre en forskel på 2. etape og derigennem sikre sig den samlede sejr, som Carlos Betancur gjorde det i 2014.

På papiret er løbet skræddersyet til Julien Simon, der er specialist i at spurte op ad bakke og også er hurtig på flad vej. Desværre synes Cofidis-rytteren ikke at være i sin bedste form, og han skal vise betydelig fremgang, hvis han skal gøre sig håb om at vinde samlet. På den anden side var han ikke dårlig i Marseille, og hans pauvre resultat i Valencia kan skyldes de mange styrt, der plagede det løb. Hvis han er i form, kan han i princippet vinde begge etaper og dermed også samlet.

Endelig vil vi pege på Brent Bookwalter. Amerikaneren gør sæsondebut, så det er tvivlsomt, om han er i topform. Ikke desto mindre passer dette løb ham faktisk ganske glimrende, idet han både klatrer godt og er hurtig i en spurt. I de seneste to år har han været blandt de bedste i de amerikanske etapeløb, og han er generelt stærkt undervurderet. Han er næppe stærk nok til at vinde de to etaper i spurtopgør, men da han er del af et meget stærkt BMC-hold med adskillige kort, kan han måske udnytte det taktiske spil og sin store styrke til at gøre en forskel.

***** Arthur Vichot

**** Samuel Dumoulin, Mauro Finetto

*** Francesco Gavazzi, Romain Hardy, Lilian Calmejane, Silvan Dillier

** Maxime Bouet, Damiano Caruso, Pierre Latour, Mikael Cherel, Julien Simon, Brent Bookwalter

* Maxime Vantomme, Sylvain Chavanel, Jonathan Hivert, Davide Rebellin, Marco Frapporti, Romain Combaud, Anthony Roux, Alexandre Geniez, Arnold Jeannesson, Quentin Pacher, Julien El Fares, Joey Rosskopf, Mattia Cattaneo

Danskerne

Sebastien Lander stiller til start for GM Europa Ovini, men da han måtte udgå af Trofeo Laigueglia med sygdom, vil det være en overraskelse, hvis vi ser noget til den tidligere danske mester i et løb, der i forvejen er for hårdt for ham.