Optakt: Tour Down Under
14. januar 2019 13:30 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Den tid, hvor de første måneder af den nye cykelsæson kan benyttes til stille og roligt at genfinde løbsrytmen, er for længst ovre. Nu om dage er der vigtige WorldTour-point på spil straks fra start. For mange ryttere er Tour Down Under årets første løb, men den australske begivenhed repræsenterer samtidig en stor chance for at sætte de første point i banken. Det gør automatisk løbet til en særdeles højspændt affære, og da tiden, hvor sprinterne kan vinde årets første WorldTour-løb, for længst er ovre, er scenen sat til en fascinerende dyst mellem de bedste puncheurs, klatrere og klassikerspecialister.

Løbets rolle og historie

2019 er knap startet, men januar er ikke længere en måned dedikeret til træning og forberedelse på træningslejre. Nu om dage indleder de bedste professionelle ryttere sæsonen langt tidligere, og de drager nu fordel af en globaliseret sport til at få kørt de første løbskilometer under varmere og sydligere himmelstrøg.


Denne udvikling har ansporet til skabelsen af en ny indledning, der finder sted mere end måned før den traditionelle belgiske åbningsweekend og halvanden måned før det første store europæiske etapeløb, Paris-Nice. I de senere år har Tour Down Under og Tour de San Luis slået pjalterne sammen og splittet feltet i to halvdele, hvor de fleste sprintere og klassikerryttere er rejst til Australien og etapeløbsrytterne er draget til Argentina for at starte sæsonen i den tredje uge i januar.


Efter afviklingen af de nationale mesterskaber i New Zealand og Australien har de to løb markeret den reelle start på sæsonen for mange WorldTour-hold, og det er vidnesbyrd om cykelsportens stigende globalisering, at selv de største stjerner nu rejser til Oceanien og Sydamerika for at indlede sæsonen under solrige himmelstrøg.


Det er ganske vist tidligt på året, men der er ingen mulighed for gradvist at finde løbsformen, hvis man vil være med helt i front. Nu om dage er holdene i en konstant kamp om værdifulde UCI-point - og det bliver ingenlunde mindre intenst ved udsigten til hård kamp om WorldTour-licenserne frem mod den store UCI-reform i 2020 - og da Tour Down Under er del af WorldTouren, er der mange af disse på spil. Enkelte ryttere tager stadig til Australien for primært at træne, men alle hold tager nu løbet meget seriøst og har sikret sig, at de har et par ryttere, der kan kæmpe med om både etapesejre og den samlede sejr.

 

Når man ser, hvordan sportens største stjerner nu slås om sejren, er det tydeligt, hvor langt løbet er kommet siden begyndelsen i 1999. Oprindeligt blev begivenheden skabt for at promovere South Australia som turistmål, og selvom den første udgave tiltrak enkelte europæiske hold, var de første år domineret af australiere. Den lokale helt Stuart O'Grady blev første mand øverst på podiet, og senere sikrede O'Grady igen, Michael Rogers og Patrick Jonker, at fire af de første seks løb blev vundet af hjemlige ryttere.

 

Løbet blev imidlertid gradvist mere og mere internationalt, og det blev vanskeligere og vanskeligere for de lokale helte at dominere. Da ProTouren blev skabt i 2005, indledte løbsdirektør Mike Turtur en dedikeret lobbyindsats for at sikre løbet status som det første ikke-europæiske WorldTour-løb. Da UCI var ivrige efter at internationalisere deres fineste løbsserie, overhalede løbet adskillige historiske europæiske arrangementer, da det blev inkluderet i det fornemme selskab fra 2008-sæsonen.

 

Selvom den nye status garanterede tilstedeværelsen af alle ProTour-hold og gav startfeltet et massivt boost, gav det også anledning til visse udfordringer. Indtil da havde Willunga Hill med den efterfølgende afslutning i byen Willunga og det småkuperede terræn i området været tilstrækkeligt til at splitte feltet og skabe uforudsigelige og underholdende løb - ofte lykkedes det et udbrud overraskende at distancere feltet afgørende på en af de indledende etaper - men løbet var for nemt at kontrollere for sportens stærkeste hold. Løbet udviklede sig således i de første år på WorldTouren til en forudsigelig sprinterfest, hvor André Greipel og Allan Davis vandt i henholdsvis 2008 og 2009.

 

For at udfordre stjernerne yderlige besluttede arrangørerne at tilføje en ekstra passage af Willunga Hill til kongeetapen. Det gav anledning til et fantastisk løb i 2010, hvor stjerner som den nykårede verdensmester Cadel Evans, Alejandro Valverde, Luis Leon Sanchez og den nyprofessionelle sensation Peter Sagan excellerede, men det var ikke nok til at forhindre Greipel i i kraft af bonussekunder at vinde løbet for anden gang. I 2011 fik løbet sin første ikke-sprinter som vinder, men Cameron Meyers overraskende sejr var mere et resultat af, at feltet undervurderede et udbrud bestående af samme Meyer, Thomas De Gendt og Laurens Ten Dam, end det var et resultat af en udfordrende rute.

 

Forud for 2012-udgaven indså arrangørerne, at noget skulle gøres for at ændre løbets ry som en sprinterfestival. For første gang nogensinde inkluderede det års løb således et etapemål på toppen af Willunga Hill, og det tippede balancen til fordel for de eksplosive puncheurs. Simon Gerrans tog sejren efter en intens duel med Alejandro Valverde, mens sprinterne nu måtte tage til takke med at kæmpe om etapesejre. I 2013 blev løbet gjort endnu hårdere med tilføjelsen af en etape med den hårde Corkscrew-stigning tæt på mål, og således var den nye, balancerede formel med tre sprinteretaper, to etaper for klassementsrytterne og den hårde spurt opad bakken i Stirling fundet.

 

Den blev gentaget i 2014, hvor Corkscrew og Willunga var rammen om et fantastisk slag mellem de bedste australske klatrere. I 2015 blev en lignende rute, hvor Corkscrew-etapen var erstattet med en ny, hård etape til Paracombe, benyttet, i 2016 var det igen Corkscrew og Willunga, der afgjorde løbet, i 2017 atter kombinationen af Paracombe og Willunga, mens det sidste år var en anelse lettere med kun Willunga-etapen som en relativt selektiv sag.

 

Den udvikling har ændret løbets dynamik. Hvor der tidligere ingen grund var til at komme med andet end et sprintermandskab, består feltet nu af en fornuftig blanding af puncheurs og sprintere. Selvom løbet stadig ikke er for de rene klatrere og grand tour-specialister, er feltet nu langt mere alsidigt end tidligere, og de fleste hold møder op med en rytter, der kan klatre fornuftigt.

 

Løbet har traditionelt kæmpet med Tour de San Luis om at tiltrække det stærkeste felt. Da det argentinske løb har tilbudt en slags mini-grand tour med enkeltstarter, holdtidskørsler og deciderede bjergetaper, har feltet delt sig i to. Sprinterne and klassikerrytterne er hovedsageligt draget til Australien, mens etapeløbsrytterne har foretrukket Argentina. I 2017 blev Tour de San Luis blevet aflyst, og derfor blev konkurrencen mindre intens, men da Vuelta a San Juan, der indledtes dagens efter afslutningen på Tour Down Under, overtog rollen som et argentinsk alternativ til WorldTourens åbningsløb, gik tendensen igen, som det også var tilfældet sidste år.

 

Trenden fortsætter i 2019, men denne gang betyder en tidligere afvikling af Tour Down Under samt et udsat Vuelta a San Juan, at det faktisk denne gang er muligt at deltage i begge begivenheder. Det er nu kun en enkelt rytter, der gør brug af den model, men sportens måske største stjerne, Peter Sagan, vil være at finde begge steder. I første del af januar er Tour Down Under således nu helt alene om at få opmærksomheden, og det vil de helt sikkert gøre med et ganske glimrende felt. Listen over grand tour-ryttere er som vanligt ikke skræmmende lang, men tæller navne som de lokale helte Richie Porte og Rohan Dennis samt udenlandske stjerner som Wout Poels, George Bennett, Michael Woods, Domenico Pozzovivo, Pierre Latour og Robert Gesink, mens Caleb Ewan, Peter Sagan, Elia Viviani, Max Walscheid, Jakub Mareczko, Danny Van Poppel, Jens Debusschere, Phil Bauhaus og Kristoffer Halvorsen sikrer, at en stjerneparade af sprintere er samlet. Samtidig er det ingen overraskelse, at et løb, der tilgodeser puncheurs, har tiltrukket et stærkt felt af ardennerspecialister og puncheurs anført af den forsvarende vinder, Daryl Impey.


Grundet dets lavere status har de argentinske løb kunnet tilbyde mindre stress og færre medier, og det har givet det dets helt egen appel. Således har visse sprintere som Sagan, Fernando Gavirira, Elia Viviani, Sacha Modolo og Tom Boonen ofte foretrukket den argentinske begivenhed, ligesom klatrerne helt naturligt har været langt mere tiltrukket af det bjergrige argentinske terræn. Det gør sig delvist gældende igen i 2019, hvor blandt andre Gaviria, Mark Cavendish og Sam Bennett har foretrukket Vuelta a San Juan. På den anden side betyder den større prestige, at niveauet i Tour Down Under er meget højt, mens kampen om den samlede sejr i Argentina har været domineret af lokale ryttere, mens de internationale stjerner hovedsageligt har været i Argentina for at træne. Det samme gør sig gældende i 2019, hvor San Juans grand tour-stjerner som Nairo Quintana ikke har lagt skjul på, at de ikke har de helt store ambitioner i et løb, der for dem først og fremmest handler om forberedelse.

 

Sidste år var der også lagt op til endnu en meget konkurrencedygtig udgave af Tour Down Under, men det gik ikke helt som ventet. Den forsvarende vinder, Richie Porte, stillede til start som tårnhøj favorit, men en kraftig modvind på Willunga-etapen betød, at det ikke var nok at vinde på den ikoniske stigning for femte gang i træk. En klog Daryl Impey udnyttede vinden til sin fordel og brugte de øvrige etaper til at sikre sig så mange bonussekunder, at han akkurat slog den lokale helt med det yderste af neglene og på etapeplaceringer, efter at de to var endt i præcis samme tid. Den tidligere vinder, Tom-Jelte Slagter, oplevede samtidig en kortvarig renæssance med en flot 3. plads. Impey vender naturligvis tilbage for at forsvare sin titel som spydspids for de lokale helte fra Mitchelton-Scott og kan igen se frem til modstand fra Porte, der som minimum går efter en sjette sejr på Willunga Hill. Slagter er ligeledes med igen og håber at bringe det hensygnende Dimension Data-hold tilbage på sporet med en god start på 2019-sæsonen.

 

Ruten

Siden det blev en del af WorldTouren, har løbet som sagt gradvist udviklet sig i fra at være et sprinterløb til at være en mere alsidig affære med etaper, der giver muligheder for forskellige ryttertyper, og hvor der er langt større udskilning end tidligere. I fem år frem til og med 2016 havde løbet fundet et fast format med tre sprinteretaper, hvoraf én ofte har været for de mest hårdføre afsluttere, den hårde puncheurfinale i Stirling samt to etaper for klassementsrytterne.

 

Netop som man troede, at løbet havde fundet sit format, valgte arrangørerne at ændre en smule på tingenes tilstand. 2017-ruten var på den ene side den mest sprintervenlige siden 2012, idet intet mindre end fire af etaperne tilgodeså de hurtige afsluttere. På den anden side var de to klassementsetaper hårdere end nogensinde før, og der blev skabt større forskelle end tidligere. De store tabere var de hårdføre sprintere og de powerfulde puncheurs, idet etaperne enten tilgodeså sprinterne eller de klatrestærke ryttere. Således blev etapen til Stirling, der ellers har rammen om et årligt tilbagevendende slag mellem stærke sprintere og puncheurs, sløjfet, og der var ingen etape, hvor en sen stigning kunne rydde ud i sprinterne og sætte scenen for en reduceret massespurt.

 

Sidste år var ruten endda endnu nemmere, da den ene af de to klassementsetaper var så let, at den ikke gjorde den store forskel. Stirling-etapen vendte ganske vist tilbage, men da tre af etaperne var flade sprinteraffærer, var det reelt kun på den klassiske kongeetape med mål på Willunga Hill, at klatrerne kunne gøre en forskel.

 

Trods variationerne har arrangørerne altid været temmelig konservative, og der har i vidt omfang været tale om genbrug af de forskellige etaper. 2019 markerer imidlertid en nyskabelse, da der denne gang er tale om den mest innovative rute i mange år. Den største nyhed er, at kongeetapen med mål på Willunga Hill for første gang er flyttet væk fra lørdag og i stedet afvikles som søndagens store finale. Det sker på bekostning af det traditionelle gadeløb i Adelaide, der udgår, og derfor er det denne gang klassementsrytterne, der får det sidste ord. Også resten af ruten er nytænkt, da finalerne på 1., 2. og 3. etape alle er nye, og 5. etapes mål i Strathalbyn har ikke været benyttet siden 2011.

 

Ruten er samtidig hårdere end længe. Klassementsrytterne har igen to oplagte muligheder i form af den klassiske finale på Willunga samt den flotte finale i Campbelltown, hvor Corkscrew-stigningen med top bare 5,7 km fra stregen altid giver anledning til et stort slag om den samlede sejr, som vi så det i 2014, hvor Cadel Evans kørte alene hjem, og senest i 2016, hvor Simon Gerrans var hurtigst i en lille 10-mandsgruppe, der samledes til allersidst. Stirling-etapen udgår, men erstattes af en helt ny 3. etape med mål i Uraidla, hvor en kuperet rundstrækning burde kunne skabe en del udskilning inden en forventet reduceret massespurt. Sprinterne har imidlertid heller ikke grund til at være skuffede, idet 1., 2. og 5. etape synes dedikeret til de hurtige folk, selvom en stigende finale på onsdagens etape kan vise sig at være lidt for hård kost for flere af dem, ligesom vinden før har spillet en rolle i den region, hvor lørdagens etape afvikles.

 

Arrangørerne er bevidste om, at deres løb afvikles tidligt på sæsonen og fjernt fra Europa, og det spiller en afgørende rolle i designet af ruten. Mens de logistiske udfordringer i at bringe enkeltstartsudstyr om på den anden side af kloden udelukker muligheden for en tidskørsel, betyder tidspunktet på sæsonen, at løbet ikke må være for hårdt. Derfor er der ingen store stigninger, og alle etaper er meget korte. Samtidig tilbydes der perfekte betingelser for rytterne, der bor på det samme hotel i Adelaide under hele løbet, idet alle etaper afvikles tæt på regionens storby. Varmen er ofte en udfordring, der gør løbet til en tider udmarvende affære, og man har flere gange oplevet, at etaper er blevet forkortet.

 

Som vanligt vil rytterne varme op i søndagens gadeløb, Down Under Classic, i Adelaide. Oprindeligt var løbet på den hurtige rundstrækning en del af selve løbet, men siden 2006 er det blevet afviklet som et ikke-UCI løb med deltagelse af det samme felt, som findes i Tour Down Under. Det giver rytterne en chance for at få lidt løbsfart, inden det for alvor går løs på tirsdag, og samtidig får publikum en chance for at få feltet præsenteret på en ofte solrig sommeraften.

 

 

1. etape

Løbet er traditionelt blevet indledt med en relativt flad etape (ofte vundet af André Greipel), og efter at løbet kortvarigt eksperimenterede med en hårdere indledning i 2014, er det igen de hurtige afsluttere, der kan forventes at dyste om den første førertrøje. Efter tre år med mål i Lyndoch bliver åbningsetapen denne gang endnu mere spektakulær, idet man som noget nyt har henlagt det, der ventes at blive den første massespurt, til hjertet af Adelaide, hvor 1. etape vil have mål ved havnen. Her ventes vi allerede inden midten af januar at få den første ide om årets sprinterhierarki.

 

Som altid er de australske etaper relativt korte, og denne gang skal der på første dag således blot tilbagelægges 132,4 km, der går mellem North Adelaide og Port Adelaide. Fra starten bevæger man sig mod nord og nordøst igennem fladt terræn ud af den australske storby, indtil en ikke-kategoriseret stigning leder op til byen One Tree Hill. Her drejer man mod syd for at fortsætte igennem relativt fladt terræn frem til dagens eneste kategoriserede stigning, One Tree Hill Road (2,8 km, 4,8%), der er i kategori 2 og har top efter 39,3 km.

 

Herefter fortsætter man ad flade veje mod syd ned til en 10,9 km lang rundstrækning centreret omkring byen Paracombe, der tidligere har været mål for en af løbets hårdeste etaper. Denne gang holder man sig imidlertid i flade omgivelser og tilbagelægger hele tre omgange på runden, der rammes efter 47,7 km og byder på dagens to indlagte spurter på hhv. første og tredje omgang og efter hhv. 57,6 og 79,3 km.

 

Herfra går det tilbage mod nord ad samme vej, som blev benyttet tidligere, hvilket giver anledning til et par mindre rynker, inden man i One Tree Hill kører tilbage mod sydvest med retning mod Adelaide. En nedkørsel fører ned til byen, hvor man ad flade veje fortsætter mod vest ind til havnen. Her rammer man den afsluttende rundstrækning og krydser kort efter stregen, inden etapen afsluttes med en enkelt omgang på den bare 3,4 km lange runde. Den er helt flad og byder på fire skarpe sving med hhv. 3200, 2400, 1200 og 1000 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 1912 højdemeter.

 

Etapen er ganske vist ny, men det er terrænet ikke. Trods passagen gennem Paracombe holder man sig fra væsentlige stigninger, og det virker derfor stærkt usandsynligt, at sprinterne ikke skal slås om den første førertrøje. Vinden har ganske vist tidligere spillet en rolle i det australske løb, men det vil næppe være tilfældet på en etape, der ender i hjertet af en storby. Der er dermed lagt op til et brag af en massepurt på årets første løbsdag på WorldTouren.

 

Port Adelaide har aldrig tidligere i løbets historie været benyttet som etapemål.

 

 

 

2. etape

Som regel har løbet inden for de første to dage budt på den klassiske puncheuretape til Stirling, hvor de traditionelle sprintere som regel har haft det for hårdt, men denne gang er løbets indledning usædvanligt sprintervenlig. Således kan de hurtige folk også på andendagen se frem til en relativt flad etape, hvor det let kuperede terræn næppe vil spille en stor rolle, og der er derfor lagt op til endnu en masespurt og dermed chance for revanche, når feltet når Angaston i løbet af onsdagen, også selvom opløbet denne gang er let stigende.

 

I alt skal der tilbagelægges 149,0 km mellem Norwood og Angaston. Fra starten i udkanten af Adelaide kører man gennem let stigende terræn mod øst og nordøst frem til dagens eneste kategoriserede stigning, Checker Hill (2,0 km, 5,7%), der har top efter 26,3 km. Efter en lille nedkørsel går det mod øst ad flade veje forbi den første spurt, der er placeret efter 39,2 km, inden man sætter kursen mod nordvest for igennem fladlandet at køre frem til Williamstown, hvorfra det atter går igennem fladt terræn mod sydøst frem til dagens anden indlagte spurt i Springton, der nås efter 84,8 km.

 

Efter spurten sætter man kursen mod nord og nordvest med retning mod dagens målby. Det sker via et let stigende stykke, inden det falder ned mod det tæt bebyggede og næsten helt flade område nordøst for Adelaide. Her snor man sig rundt i en lille sløjfe mod vest for at passere flere byer, men det ændrer ikke på terrænets flade karakter. Til slut kører man mod sydøst ind mod Angaston, hvor de stiger let over de sidste 5 km. Finalen er ikke velbeskrevet, men stigningsprocenten synes at ligge på mellem 1 og 4 over de sidste 2-3 km. Det sidste sving kommer med hele 4,9 km til mål.

 

Etapen byder på i alt 2302 højdemeter.

 

Det er lidt svært at gennemskue, hvor hård finalen er. Der er næppe tvivl om, at etapen vil ende i en eller anden form for massespurt, men da der på denne tid af året ikke skal meget til for at sætte de lidt tungere folk af, vil man formentlig se et lidt andet billede end på 1. etape. Finalen tilgodeser i hvert fald i langt højere grad en fyr som Peter Sagan end de helt klassiske sprintere, og vi vil formentlig se en blanding af sprintere og hurtige klassementsfolk som Daryl Impey, Jay McCarthy og Nathan Haas blande sig helt fremme.

 

Angaston har ofte være målby for 1. etape. Det skete senest i 2014, hvor Simon Gerrans overraskende slog André Greipel i en reduceret massespurt. I 2011 var Matthew Goss hurtigere end tyskeren i en mere traditionel massespurt, mens Allan Davis sikrede sig vigtige bonussekunder på vej mod den samlede sejr, da han vandt massespurten på 4. etape i 2009. I 2008 spurtede Mark Renshaw sig til den første førertrøje, mens Gerrans var bedst i et udbrud, der i 2006 afgjorde 1. etape.

 

 

 

3. etape

Efter et par dage i relativt fladt terræn venter der større udfordringer på tredjedagen, hvor arrangørerne byder på en af løbets nyskabelser. Sidste år var der for første gang mål i byen Uraidla, der også denne gang vil danne ramme om det første lille klassementsslag, men denne gang via en ny rundstrækning, der kan være lidt svær at læse. Den byder på meget lidt fladt terræn, men heller ingen større stigninger, og det kunne derfor se ud til, at vi ligesom i 2019 vil se en reduceret massespurt byen, hvor der ligesom sidste år kan vise sig at være livsvigtige bonussekunder på spil.

 

I alt skal der tilbagelægges 146,2 km mellem Lobethal og Uraidla. Startbyen er placeret i en helt flad del af South Australia, hvor man lægger ud med at køre to omgange på en 13,9 km lang rundstrækning. Hver gang er der en indlagt spurt i byen Charleston, hvor der således vil være bonussekunder på spil to gange efter hhv. 4,7 og 18,6 km. Derfra bevæger man sig mod nordvest igennem fladt terræn frem til det nordligste punkt i Cudlee Creek, hvor man vender rundt og kører mod syd ned til dagens eneste kategoriserede stigning, Fox Creek (4,6 km, 4,2%), der er i kategori 2 og har top efter 37,9 km. Efter en lille nedkørsel går det mod sydvest via et længere let stigende stykke, indtil man når frem til byen Carey Gully, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 51,2 km.

 

Herefter kører man nu seks fulde omgange på den 13,9 km lange runde, inden det hele afsluttes med de første 11,6 km af rundstrækningen, der fører frem til målstregen. Den er placeret i området syd for Uraidla og byder på meget lidt fladt terræn, men heller ingen længere bakker. Den første del er den fladeste, inden en lille nedkørsel midtvejs leder frem til den sidste del, der hovedsageligt er let stigende, indtil det atter går nedad på de sidste 2 km. Finalen er teknisk ukompliceret, da de sidste 5 km byder på sving med hhv. 3500 og 1700 m igen.

 

Etapen byder på i alt 3573 højdemeter.

 

Uraidla var som sagt målby også sidste år, men den gang var det en sen passage af Norton Summit Road, der skabte udskilningen. Denne gang er finalen lettere, men det store antal højdemeter samt de forventede høje temperaturer vil nok kunne skabe en vis selektion. Det kunne ligne endnu en lækkerbisken for sidste års vinder i byen, Peter Sagan, men mon ikke også folk som Daryl Impey, Nathan Haas og Jay McCarthy har blik på muligheden for bonussekunder i en forventet reduceret massespurt?

 

Uraidla blev første gang besøgt i 2018, hvor Peter Sagan var hurtigste mand i en gruppe på 35 ryttere, og hvor Daryl Impey og Luis Leon Sanchez som hhv. nr. 2 og 3 sikrede sig vigtige bonussekunder.

 

 

 

4. etape

Måske skabte 3. etape lidt indledende udskilning, men det er først på 4. etape, at klassementsslaget for alvor indledes. Det sker, når feltet for femte gang besøger byen Campbelltown, og for tredje gang sker det via den stejle Corkscrew Road, der har top bare 5,7 km fra mål. Her var vi i 2014 og 2016 vidner til nogle fantastisk slag mellem løbets bedste klatrere, og det vil vi helt sikkert være igen i 2019, hvor de eksplosive klatrere har deres første chance for her at gøre en forskel, men hvor det også atter kan lykkes for en hurtig klassementsrytter at spurte sig til sejr, hvis en lille gruppe som for tre år siden samles på den hurtige nedkørsel ned til mål.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 129,2 km mellem Unley og Campbelltown. Starten går i en forstad til Adelaide, hvorfra rytterne kører mod sydøst op ad en lang bakke, der fører frem til byen Stirling, hvor løbets klassiske puncheuretape gang på gang er endt. Herefter falder det let, mens man fortsætter mod sydøst ned til byen Echunga, hvor den første spurt venter efter 28,9 km. Der venter her en omgang på en næsten helt flad 29,8 km lang rundstrækning, der afsluttes med dagens anden spurt i Echunga efter 58,7 km.

 

Efter dagens to spurter fortsætter man mod nord, øst og igen nord igennem fladt terræn, inden en lille bakke leder mod vest frem til dagens højeste punkt. Herefter begynder det at falde, mens man fortsætter mod nord og siden sydvest frem mod den spændingsmættede finale. Den indledes med et brag, når man rammer kategori 1-stigningen Corkscrew, der over 2,3 km stiger med 8,6% i gennemsnit. Den første kilometer stiger med 8,0-8,5%, inden der venter 500 m med hele 12,1%. De næste 500 m stiger med 8,4%, hvorefter det flader ud med 4,8% over de sidste 3 m. Fra toppen resterer bare 5,7 km, der fører mod vest ned til Campbelltown via en ikke specielt svær nedkørsel. Det falder hele vejen ned til målstregen, og der er kun ét skarpt sving efter toppen, nemlig med bare 500 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2592 højdemeter over den korte distance.

 

Efter to tidligere besøg ved vi allerede, hvad vi skal forvente af denne etape. I begge tilfælde har Corkscrew vist sig at være hård nok til at gøre en forskel, men den efterfølgende nedkørsel har også kunnet skabe en vis samling. Det skete i 2016, men i 2014 lykkedes det Cadel Evans at holde alene hjem efter stigningen. Der er derfor lagt op til et første stort klatreslag mellem favoritterne, og særligt Richie Porte vil helt sikkert have udset sig etapen som en første mulighed for at vinde afgørende tid på konkurrenterne.

 

Finalen med Corkscrew Road blev senest brugt i 2016, hvor Richie Porte, Michael Woods og Sergio Henao kørte væk på sidste stigning, men blev hentet inden stregen, hvor Simon Gerrans tog sejren som hurtigste mand i en gruppe på 10 ryttere. I 2014 kørte Cadel Evans fra alt og alle og nåede mål 15 sekunder hurtigere end en gruppe på 12 ryttere, der førtes an af Nathan Haas og Diego Ulissi. I 2017 var byen mål for en sprinteretape, der blev vundet af Caleb Ewan, men til gengæld blev de hurtige folk akkurat slut i den flade finale på 1. etape i 2015, hvor Jack Bobridge var hurtigere end Lieuwe Westra, Luke Durbridge og Maxim Belkov i en kvartet, der akkurat holdt feltet bag sig.

 

 

 

5. etape

Hvis der er én ting, der har ligget fast, har det været, at løbets traditionelle kongeetape til Willunga Hill altid har ligget på næstsidste dag, men det laves der om på i 2018. Denne gang har man skubbet løbets nøgleetape med yderligere 24 timer, og derfor skal vi helt frem til sidste etape for at finde løbets afgørelse. Det betyder også, at sprinterne mister deres traditionelle afsluttende massespurt i Adelaide, men til gengæld får de som kompensation en sidste chance på lørdagsetape, der som sagt ellers altid har været tiltænkt klassementsrytterne. Derfor er 5. etape en vigtig sag for sprinterne, der i 2019 her får den sidste chance for at gå efter succes.

 

I alt skal der tilbagelægges 149,5 km mellem Glenelg og Strathalbyn. Starten går helt ude ved kysten syd for Adelaide, og som mange andre etaper indledes det hele med en af de bakker, der fører ud af millionbyen. Herefter består den første lange del af etape af den tur mod syd ned langs vandet, hvor let faldende terræn afløses af fladt terræn. Efter knap 40 km slår man et lille smut ind i landet via kategori 2-stigningen Sellicks Hill (8,6 km, 2,5%), der har top efter 43,9 km, inden man fortsætter mod sydøst frem til dagens første spurt, som er placeret efter 47,2 km. Herfra får det via en nedkørsel mod sydvest ned til havnebyen Yankalilla.

 

I Yankallilla forlader man kysten for at køre mod sydøst på tværs af halvøen. Det sker via en lille bakke og et let faldende stykke, der leder forbi dagens anden spurt efter 73,9 km. Kort efter når man kystbyen Victor Harbor, der ofte har været rammen om en massespurt, og herefter fortsætter man mod øst langs den flade kystvest frem til Goolwa. Her forlader man atter havet for at køre mod nord og nordøst igennem stor set fladt terræn helt frem til målbyen Stathalbyn. Her venter en flad, men ganske teknisk finale, der på de sidste tre km har skarpe sving med 1600, 800 og 600 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1715 højdemeter.

 

Sprinterne går som sagt glip af spurten i Adelaide, og da 2. etape kan have en finale, der er lidt for hård for de tungeste folk, kan 5. etape være én af blot to chancer for de hurtige mænd. Alt peger da også på en stensidder massespurt i Strathalbyn, men man skal altid være på vagt for vinden, der i området omkring Victor Harbor før har spillet rytterne et puds. Det hører dog til sjældenhederne, og konventionel logik vil tilsige, at sprinterne skal til fadet 24 timer inden afslutningen.

 

Strathalbyn var tidligere et hyppigt mål, men har ikke være besøgt siden 2011, hvor Cameron Meyer ganske overraskende lagde grunden til den samlede sejr ved at sikre sig en helt uventet udbrudssejr i kamp med Thomas De Gendt, Laurens Ten Dam og Matthew Wilson. I 2008 vandt André Greipel en massespurt i byen, mens en ung Michal Rogers var bedste mand fra et udbrud helt tilbage i 2002. I 2001 kørte Nikolaj Bo Larsen sig udbrud ved at blive nr. 3 på en udbrudsetape, der blev vundet af Luke Roberts, og i debutåret 1999 var det Erik Zabel, der var hurtigste mand i en afsluttende spurt.

 

 

 

6. etape

Arrangørerne har måske nok eksperimenteret med forskellige etapeafslutninger over årene, men én ting har altid været fast. Løbets afgørende weekend har budt på lørdagens kongeetape med Willunga Hill og et afsluttende gadeløb i Adelaide, men den tradition afsluttes i år. Denne gang venter løbets ikoniske nøgleetape nemlig som den helt store finale om søndagen, og derfor vil alt være i spil helt frem til allersidste pedaltråd. Igen vil det være den berømte bakke, der vil være løbets afgørende slagmark. Mens stigningen har været på programmet hvert år siden 2002, blev en ekstra passage tilføjet i 2010, og siden 2012 har løbets afgørende etape sluttet på toppen af den frygtede stigning. Det vil igen i år være tilfældet på årets kongeetape, der er en identisk kopi af den, der har været benyttet i de foregående syv udgaver.

 

De 151,5 km starter i McLaren Vale, og herfra påbegynder rytterne en 39,7 km lang rundstrækning, der fører dem ud til kysten og tilbage til startbyen. Terrænet er stort set helt fladt og uden mange tekniske udfordringer. Den skal tilbagelægges tre gange, hvorefter rytterne endda påbegynder en 4. omgang. Undervejs vil de dyste om bonussekunder i de indlagte spurter efter henholdsvis 63,4 og 103,4 km.

 

Når de passerer igennem byen Willunga for fjerde gang, drejer feltet imidlertid til venstre mod sydøst og rammer stigningen for første gang. Efter bjergspurten forbliver de på et plateau, der leder mod nordøst i ca. 10 km, inden de rammer den hurtige nedkørsel, der fører dem mod nordvest og vest tilbage til den oprindelige rundstrækning. Herfra kører de mod syd tilbage til Willunga, hvor de påbegynder stigningen for anden og sidste gang. Alt i alt er den sidste rundstrækning 22,4 km lang.

 

Kategori 1-stigningen har en længde på 2,9 km og en gennemsnitlig stigning på 7,3%. Den er stejlest i bunden, hvor det stiger med hhv. 6,7 og 9,4% på de to første 500 m-segmenter. Herefter følger tre 500 m lange stykke med stigningsprocenter på hhv. 7,4%, 6,8% og 7,8%, inden det flader ud med 5,4% over de sidste 400 m. Stigningen byder ikke på et eneste sving, før man rammer en ganske blød venstrekurve med 100 m igen.

 

Den første del af etapen er vanligvis ikke specielt spændende, men af og til har vinden spillet en rolle. Favoritterne sparer som regel på kræfterne til en afsluttende spurt op ad stigningen, men de sidste 30 km er ofte meget aggressive. Ofte bliver der angrebet på første passage af stigningen, og selvom det sjældent fører til noget, betyder den hårde fart altid, at der er stor udskilning. På toppen rammer feltet en meget vindblæst strækning, hvor Astana og BMC for tre år siden splittede feltet og næsten kørte Richie Porte ud af spillet. Sky fik imidlertid bragt samling igen, men det viser, at det er afgørende at være i en god position, når målstregen passeres for første gang.

 

Etapen byder på i alt 1802 højdemeter.

 

Finalen er skabt til puncheurs og ardennerspecialister mere end virkelige klatrere, og afstandene er aldrig store - med mindre Porte altså er så suveræn som i 2017. Eksempelvis sluttede 33 ryttere i 2016 inden for ét minut af vindertiden, og top 12 var adskilt at mindre end 20 sekunder. Meget afhænger også af vindretningen, idet modvind som sidste år gør det meget mindre selektivt og kan betyde, at en relativt stor gruppe slutter inden for ganske få sekunder. Det betyder, at bonussekunder på både denne og de foregående etaper kan komme i spil. Ikke desto mindre viser historien, at det er Willunga-etapen, der ofte er den meste afgørende, og da der er mål på toppen, vil den formentlig også i år være mere afgørende end den nye 5. etape.  Dette er dagen, klassementsrytterne har udset sig til at gøre den helt store forskel, og efter en indledende udskilning ved første passage af stigningen - og måske i sidevinden mellem de to opkørsler, som det var tilfældet for et par år siden - kan vi vente et brag af en kamp mellem løbets forhåndsfavoritter.

 

Hvert eneste år er etapen blevet afgjort i et slag mellem favoritterne på stigningen. I 2012 slog Alejandro Valverde Simon Gerrans i en knivskarp afslutning, mens australieren fik revanche året efter ved at slå den senere vinder Tom-Jelte Slagter. I 2014, 2015, 2016, 2017 og 2018 er det imidlertid Richie Porte, der har etableret sig som Kongen af Willunga ved at sikre sig solosejre, mest imponerende i 2017, hvor han knuste konkurrenterne og sejrede med hele 20 sekunder ned til sine fire nærmeste forfølgere.

 

 

  

Favoritterne

Det er generelt en vanskelig affære at spå om udfaldet af løb tidligt på sæsonen. Da kun ganske få løb har været kørt i Australien, er der ikke mange - end ikke rytterne selv - der har megen ide om, hvordan det indbyrdes styrkeforhold er. Lægges dertil, at ingen af stjernerne kan tillade sig at være på deres højeste niveau endnu, er det klart, at januar måned langt hyppigere domineres af overraskelser end de største begivenheder senere på sæsonen. Selvom Tom-Jelte Slagter længe har været anset som en stærk puncheur, var der således ikke mange, der havde ham som en reel vinderkandidat for seks år siden, ligesom Daryl Impeys triumf sidste år bestemt heller ikke var den mest forventede, og generelt kan man med en god træningsindsats henover vinteren sikre sig et fantastisk resultat på WorldTour-niveau ved Tour Down Under. I det hele taget betragtes løbet derfor som en god mulighed for at hente relativt ”billige” WorldTour-point. På denne tid af året kan man nemlig komme langt med solid forberedelse, og generelt betyder form her langt mere end generelle evner.

 

På den anden side har fire af de seneste fem udgaver af løbet været langt nemmere at forudsige. Flere og flere australiere synes at udpege løbet som et reelt sæsonmål og kommer til Adelaide med det klare mål at vinde. I 2014 levede Simon Gerrans, Cadel Evans og Richie Porte op til deres status som storfavoritter ved at være en klasse over de fleste af deres europæiske rivaler, og Porte og Evans var igen med i kampen om toppositionerne i 2015, hvor det ganske vist var en anden australier Rohan Dennis, der løb med en overraskende sejr. I 2016 var det igen Gerrans og Porte, der sluttede på de to øverste pladser, selvom det denne gang kom som en overraskelse for sidstnævnte, der gik ind til løbet i den overbevisning, at han ikke var i løbsform. I 2017 sejrede Porte endelig som øverste mand i en top 4, der bestod af hele tre australiere, og også sidste år var det generelt de ventede navne, der var med fremme, selvom Impey altså havde held og styrke til - med god hjælp fra den kraftige modvind på Willunga Hill - at snyde storfavoritten Porte.

 

Igen i år er løbet også et stort mål for særligt de lokale helte, og Porte samt landsmændene Nathan Haas og Jay McCarthy, der alle tidligere har været med helt fremme, har ikke lagt skjul på ambitionerne. Det har Impey bestemt heller ikke - ikke mindst fordi løbet for Mitchelton-Scott er en næsten livsvigtig affære - men hvem af de europæiske, nordamerikanske og sydamerikanske ryttere, der ender som deres største konkurrenter, er til gengæld langt mere åbent. Ryttere som Wout Poels, Diego Ulissi og Luis Leon Sanchez, der alle er kendt for deres stærke sæsonstarter, har ganske vist ikke lagt skjul på ambitionerne, men man må langt hen ad vejen basere vurderingerne på rytternes historik og de begrænsede udmeldinger, de er kommet med forud for løbet.

 

Den tid, hvor en sprinter kan vinde løbet, er for længst ovre, og i stedet er det sandsynligt, at vinderen er en type, der excellerer på korte stigninger og har et solidt punch, mens en god spurt bestemt heller ikke er nogen ulempe - spørg bare Impey, der sidste år tog sejren i kraft af bonussekunder. Om hurtighed kommer til at spille helt samme rolle denne gang, er dog temmelig usikkert. Årets rute er nemlig utvivlsomt hårdere end tidligere, og chancerne for, at klatrestærke ryttere på løbets to klassementsetaper til hhv. Campbelltown og Willunga Hill kan gøre en reel forskel, er betydeligt større end tidligere. Samtidig kommer en fyr som Impey til at savne Stirling-etapen og dennes bonussekunder, og det er fortsat uklart, om den nye Uraidla-etape kan tilgodese en hurtig klassementsrytter som ham, eller om de mest hårdføre af sprinterne kan snyde ham for de vigtige bonussekunder.

 

Overordnet set må det formodes, at de to første etaper bliver afgjort af sprinterne og derfor næppe kommer til at spille den store rolle i det samlede regnskab. Det samme er som udgangspunkt tilfældet for 5. etape, men her meldes om meget stærk vind fra sydvest og dermed en ganske god chance for sidevind efterfulgt af medvind i finalen. Historien taler imod, at vinden vil spille en rolle, men det er sket tidligere, og med den nuværende vejrudsigt kan nogle af klassementsrytterne få sig en ubehagelig overraskelse på lørdag.

 

Sker det ikke, er det 3., 4. og 6. etape, der vil bestemme udfaldet, og her synes 3. etape kun at kunne komme i spil i form af bonussekunder til hurtige folk som Impey, McCarthy og Haas i en reduceret massespurt. Klatrerne skal gøre forskellene på de to hårde etaper, der er ganske forskellige. 4. etape har den hårdeste stigning, hvor Cadel Evans før har vist, at det kan lade sig gøre at køre alene væk og holde hjem på den efterfølgende nedkørsel, men hvor der også som for tre år siden er en vis chance for en efterfølgende regruppering i en gruppe på ca. 10 mand. Med andre ord kan etapen både være til gunst for en hurtig fyr som Impey og en klatrestærk fyr som Porte, der her har mulighed for faktisk at gøre større forskelle end Willunga. Lykkes det ikke, skal al tid til gengæld vindes på søndagens kongeetape, men sidste år så vi, at selv en solosejr her ikke var nok til at kompensere for Impeys høst af bonussekunder. Alene det forhold, at der denne gang er to chancer for klatrerne, gør dog, at Porte og ryttere som ham har bedre forudsætninger end på sidste års ret lette rute.

 

Derudover har bonussekunder i de indlagte spurter, hvor folk som Impey, McCarthy og Haas har gode chancer, ofte været i spil. Med andre ord vil løbet blive afgjort af de forskelle, der kan gøres på de to klassementsetaper, bonussekunder samt eventuelle forskelle gjort i sidevinden på 3. etape.

 

En meget væsentlig faktor er vindretningen på de to afgørende etaper. Særligt Willunga er ikke voldsomt stejl og er ikke skabt til at skabe store forskelle. Er der modvind, bliver det endnu vanskeligere, og i så fald vil chancerne være større for de hurtigere folk. Er der medvind, har de stærke klatrere som ikke mindst Porte bedre muligheder for med sine klatreevner at slå et afgørende hul. Forskellen blev helt tydelig sidste år, hvor Porte måske nok imponerede ved i en benhård modvind at køre feltet sønder og sammen, men hvor store Impey kunne drage fordel af modvinden til at sidde på hjul og med en sidste forcering begrænse tabet tilstrækkeligt til at tage den samlede sejr.

 

I det lys er der meget dårligt nyt for Porte og de øvrige klatrere. Generelt bliver der nemlig tale om en blæsende uge med en tiltagende vind, og på de to nøgledage vil der være blæst fra hhv. sydvest og syd. Til Portes fortrydelse giver det direkte modvind på stort set hele Corkscrew-stigningen og igen på Willunga Hill. Sidste år så vi, at han alligevel var stærk nok til at sætte alle til vægs, men om det kan gentages i årets på papiret stærkere felt, er langt fra sikkert. Det kan gøre det hele mere taktisk og tilgodese de hurtige folk, der har en interesse i, at det i mindre grad, bliver benene, der taler

 

En anden faktor, der kan komme i spil, er taktik. Mange vil huske, hvordan Rohan Dennis netop udnyttede den flade finale på Paracombe-etapen til at snige sig væk i en meget taktisk finale for et par år, og det gav ham i sidste ende den samlede sejr, selvom han ikke var løbets stærkeste klatrer. På den måde kan taktik, held og timing komme i spil, hvis 3., 4. eller 6. etape udvikler sig til en ikke specielt selektiv, mere taktisk affære.

 

På papiret er australierne favoritter i deres hjemmebaneløb, men de får det ikke helt for dem selv. Også sydamerikanerne drager fordel af godt vejr i den europæiske vinter, og de er vant til den varme, der ofte plager løbet. Det er ingen tilfældighed, at navne som Sergio Henao og Esteban Chaves før har gjort det godt i løbet, men denne gang er der overraskende få deltagere fra det sydamerikanske kontinent. Hovedparten af favoritterne udgøres af australiere og europæere - med Michael Woods som en klar undtagelse - og blandt disse viser al historik, at det hovedsageligt er førstnævnte, der er i form på denne tid af året.

 

Det er da også en af disse, der nok engang fremstår som løbets klare favorit. Efter tre gange forgæves at have sejret på kongeetapen lykkedes det i 2017 endelig Richie Porte at omsætte en sejr på Willunga Hill til en førsteplads i det samlede klassement. Porte ikke blot vandt løbet, han knuste rivalerne på begge løbets to svære etaper og sejrede med en uhørt stor margin i et løb, der ellers siden optagelsen på WorldTouren altid er blevet afgjort på sekunder. Porte var ikke blot løbets på papiret bedste klatrer, han var også den i særklasse mest formstærke og efterlod aldrig tvivl om udfaldet.

 

Forrige år var første gang, hvor Porte udpegede Tour Down Under som et stort mål, og det var altså frugt på flotteste vis. Sidste år var han betydeligt mere skeptisk i forhold til sin form, men endte alligevel med at være i absolut særklasse på kongeetapen, hvor han trods en brutal modvind kørte fra alt og alle. Alligevel betød de ugunstige vejrbetingelser samt Impeys mange bonussekunder, at det akkurat ikke rakte til den samlede sejr, og således blev 2018-udgaven endnu en understregning af, at stærkeste mand ikke altid vinder Tour Down Under.

 

Den hårdere rute burde give Porte langt bedre betingelser i år, men til gengæld hersker der denne gang større usikkerhed om hans form. Således har der været radiotavshed fra Porte-lejren, og vi skal langt tilbage for at finde hans seneste offentlige udtalelser. Her gjorde han det imidlertid soleklart, at han denne gang ikke tør satse alt på Tour de France, og at han ventes at vende tilbage til sin gamle model, hvor han i forårets ugelange etapeløb var et nærmest altædende monster, der vandt her, der og alle vegne. Står det til troende, kan vi regne med, at det er en yderst velforberedt Porte, der vil være til start på tirsdag, og hans Strava-profil indikerer da også, at han som altid har gennemført nogle voldsomme træningsture på hjemøen Tasmanien i løbet af den europæiske vinter.

 

Alligevel hersker der nogen usikkerhed om Portes form. Som bekendt endte han 2018-sæsonen som en pauver skygge af sig selv, og det var nærmest pinligt at se ham ende sin tid hos BMC som en bifigur i Vueltaen, inden han som følge af sygdom skippede VM og forlod Tour of Gunagxi nærmest inden starten. Porte var tydeligvis stadig demoraliseret efter Tour-skuffelsen, og det er derfor helt uklart, om han atter har kunnet genfinde kørelysten i tide til også at ramme sit vanlige Down Under-niveau. Omvendt må skiftet til Trek have givet ny motivation, og logikken tilsiger, at han bør være fyr og flamme efter at cementere sin kapajnstatus straks fra start.

 

Trods usikkerheden vil det derfor være en overraskelse, hvis ikke Porte er lige så stærk som i tidligere udgaver, og er det tilfældet, bliver han meget svær at bide skeer med på løbets to nøgleetaper, hvor en formstærk udgave af australieren bør være i stand til at sikre sig solosejre. Til gengæld taler den kraftige modvind på de to vigtige dage imod hans chancer, ikke mindst fordi det stærkere felt med særligt Wout Poels og Michael Woods vil gøre det meget svært i modvind at gentage sidste års magtdemonstration. Porte er helt uden en spurt, og selvom han gang på gang har vist sit punch på korte stigninger, skal sejren sikres ved at køre væk på 4. og/eller 6. etape. Om det lader sig gøre, er fortsat usikkert, men historien taler trods alt til Portes fordel. Derfor er han vores klare favorit.

 

Han får dog skarp konkurrence fra sit tidligere mandskab. Sky har tradition for altid at have en stærk kandidat til sejren i Australien og har tidligere været med helt fremme med ryttere som Sergio Henao, Egan Bernal og Geraint Thomas. I år tilfalder kaptajnrollen for første gang Wout Poels, og det er langtfra et dårligt valg. Dels er Poels nemlig kendt for sine stærke sæsonstarter - i 2017 sejrede han suverænt i Volta a la Comunitat Valenciana, og sidste år var han stærkeste mand på kongeetapen i Ruta del Sol - dels har ardennerspecialisten og Liege-vinderen Poels et glimrende punch på de korte stigninger, der som regel afgør det australske løb. Med andre ord er det kun på tide, at Poels endelig kaster sig ud i Down Under-udfordringen.

 

Poels har heldigvis også givet udtryk for, at han er kommet til Australien med ambitioner om at gøre sig gældende, men problemet er til gengæld, at han er så pokkers ustabil. Poels kan være flyvende den ene dag og pokkers dårlig den næste, og særligt efter en lang pause er der ingen, der aner, hvilken slags Poels vi vil opleve. Sidste år skuffede han eksempelvis stort i debutløbet i Valencia for siden altså at sejre på kongeetapen i Ruta del Sol, og selvom han som regel er god fra start, kan han sagtens skuffe. Er han imidlertid på toppen, taler historikken i de tidligere måneder til hans fordel, og på papiret er han sammen med Porte og Michael Woods feltets bedste på denne slags eksplosive stigninger. Han er en anelse mere spurtstærk end Porte, hvilket giver ham en fordel i deres indbyrdes duel, men som udgangspunkt skal også han gøre forskellen på stigningerne. Om det lader sig gøre i modvinden, er stadig åbent, men Poels har utvivlsomt kvaliteterne til det.

 

For tre år siden fik Michael Woods en forrygende WorldTour-debut, da han, Porte og Sergio Henao viste sig som de stærkeste på stigningerne i dette løb. Siden da er det gået stærkt for den tidligere løber, der allerede har en 7. plads i Vueltaen, en 2. plads i Liege-Bastogne-Liege og ikke mindst en bronzemedalje ved sidste års knaldhårde VM, hvor han lignede stærkeste mand, på sit cv. Nu vender han tilbage til Australien og til et løb, der på papiret er skræddersyet til en puncheur som ham. Ganske vist er hans speciale de stejleste af de stejle mure, men også på mere moderate procenter burde han - i hvert fald i dette felt - være blandt de stærkeste. Samtidig har han den fordel, at han både i stigende og flade spurter er hurtigere end både Porte og Poels, og da de tre meget vel kan vise sig som de stærkeste på stigningerne - sådan ser det i hvert fald ud på papiret - kan det være det, der tipper balancen til Woods’ fordel.

 

Når vi alligevel placerer Woods nederst på listen over de tre favoritter, skyldes det historikken. I de seneste to år har canadieren haft meget beskedne sæsonåbninger, og han har ikke samme tradition for at flyve i årets begyndelse. Han er helt sikkert kommet til Australien med visse ambitioner, men man må formode, at han først og fremmest vil bygge formen op frem mod det første mål i Ardennerne. Set i det lyse kan modvinden faktisk være en lille fordel for ham, fordi hans spurtstyrke således bliver mere nyttig, i hvert fald hvis han kommer af med mere udprægede afsluttere som Haas, McCarthy, Impey og Diego Ulissi. Woods har således både stigningerne og sin afslutning som et våben, og det er derfor først og fremmest formen, der bestemmer, om han kan køre med om sejren.

 

Daryl Impey har ved flere lejligheder vist, at han kan køre med i klassementet i Tour Down Under, men alligevel kom det som en lille overraskelse, at han faktisk var i stand til at vinde sidste års udgave af løbet. Omstændighederne var imidlertid også til klar fordel for en spurtstærk, relativt tung fyr som ham. For det første var ruten lettere end vanligt og bød kun på én decideret klassemetsetape, mens der til gengæld var to etaper for en klatrestærk afslutter som ham. For det andet drog han i den grad fordel af modvinden på Willunga, hvor han lod klatrerne slide sig selv ihjel i den hårde blæst, inden han selv slog til i sidste øjeblik.

 

Nu er spørgsmålet, om Impey kan gentage succesen. Formen meldes at være den samme, og det gør ham naturligt til en kandidat. Til gengæld er der ingen tvivl om, at i hvert fald de tre ovennævnte klatrer bedre end ham, og han får meget svært ved at hænge på især Porte på både Corkscrew og Willunga. Til gengæld vil der på 4. etape være tid til at komme tilbage, og lykkes det, ligner han med sin spurt en favorit til at vinde etapen og score 10 vigtige bonussekunder. Bonus er også inden for rækkevidde på 3. etape samt i de indlagte spurter, og samtidig taler de ugunstige vindbetingelser på de to nøgleetaper i den grad til hans fordel. Sidste år var kombinationen af bonussekunder og modvind nok til at vinde, og selvom det bliver betydeligt sværere på den hårdere rute, kan særligt gode præstationer på 3. og 4. etape gøre en gentagelse af sejren mulig.

 

Sidste år døde Jay McCarthy virkelig med støvlerne på, da han som eneste mand forsøgte at følge Porte på Willunga Hill. Det betød desværre, at han eksploderede totalt, og hans mod blev derfor belønnet med en ren fiasko i den samlede stilling. Tredjepladsen i 2017 vidner imidlertid om, at McCarthy efterhånden er blevet så stærk på korte, stejle stigninger, at han sagtens kan begå sig i dette løb, og sidste år var han sågar endnu stærkere. McCarthy minder på mange måder om Impey i den forstand, at hans største force er hans fremragende spurt, der gør ham til en kandidat til sejrene på 3. etape og - hvis der sker en regruppering - på 4. etape, ligesom de indlagte spurter også er en option. Ikke mindst sejren i en massespurt i Baskerlandet sidste år viser i hvert fald, at hans topfart rækker ganske langt, og form og motivation hersker der ingen tvivl om i et løb, hvor han sågar har selveste Peter Sagan som hjælper på de hårde etaper. Også for ham er modvinden nøglen, der gør ham til en reel vinderkandidat, og nu udestår det blot at se, om han kan score tilstrækkeligt med bonussekunder til at kompensere for det tidstab, han bør lide i hvert fald på Willunga-etapen.

 

Den tredje skarpe afslutter blandt klassementsrytterne er også lokal. I 2017 tabte Nathan Haas akkurat duellen om 3. pladsen til McCarthy, hvilket vidner om, at også han har, hvad der skal til i et løb som dette. Sidste år slog varmen ham til gengæld helt ud, og det var blot endnu en vidnesbyrd om, at Haas er en yderst skrøbelig skikkelse. Det blev i det hele taget tydeligt gennem et 2018, hvor han efter en stærk start i Oman led af helbredsproblemer gennem næsten hele sæsonen. En god afslutning i Tour of Turkey sendte ham heldigvis tilbage på sporet, og han må være opsat på endelig at genfinde sit momentum sidste års sæsonstart. Haas falder i helt samme kategori som Impey og McCarthy i den forstand, at han skal begrænse tabet på stigningerne og udnytte sin gode spurt til at sikre sig bonussekunder på især 3. og 4. etape. I Tyrkiet viste han sig overraskende flot frem i de deciderede massespurter, og han slog som bekendt Van Avermaet i en spurt i sidste års Tour of Oman, hvilket vidner om afslutterevnerne. På papiret er han måske en anelse langsommere end både Impey og McCarthy, men er han på toppen, burde han til gengæld være en bedre klatrer end dem begge - i hvert fald hvis formen er som i Amstel Gold Race i 2017. Nu udestår blot at finde ud af, om det er den bedste version af skrøbelige Haas, der er til start denne gang.

 

En anden rytter, der elsker Tour Down Under, er Diego Ulissi. Italieneren har tidligere vundet Stirling-etapen og er blevet hhv. nr. 3, 4 og 5 samlet. Det kan nu ikke undre, at en puncheur som Ulissi trives på de korte stigninger i Australien, hvor ikke mindst Willunga er en god finale for ham. Til gengæld er Ulissi heller ikke længere den rytter, han engang var, og især i 2018 var der meget langt mellem snapsene for det tidligere stortalent, der aldrig har indfriet forventningerne. Faktisk skal vi helt tilbage til efteråret 2017 for at finde en hæderlig version af UAE-kaptajnen, og derfor er dette løb i virkeligheden en første chance for en genoprejsning. Heldigvis ved vi, at han har løbet som et første mål, og at han er velforberedt. Med sin gode spurt både på flad og stigende vej har han chancer for at score bonussekunder, og han burde også være en bedre klatrer end folk som Impey, Haas og McCarthy. Med andre ord befinder han sig i en mellemkategori mellem de mere udprægede klatretyper og de allerhurtigste klassementsryttere, og derfor burde en hård rute, hvor de bedste bremses af modvind, være god for ham. Nu mangler vi bare at finde ud af, om Ulissi overhovedet kan genfinde det nødvendige niveau.

 

Antieksplosive George Bennett burde slet ikke have skyggen af chance på korte, eksplosive stigninger som disse, men måske har han det alligevel. I sidste års Tour de Pologne viste han nemlig helt nye evner i eksplosivt terræn og var vel reelt løbets stærkeste mand på stigningerne. I det hele taget er der virkelig sket meget med newzealænderen i de seneste sæsoner, og særligt i 2018 var han virkelig imponerende i de ugelange etapeløb samt indledningen til både Giroen og Vueltaen, hvor han dog desværre havde mistimet formen. Fremgangen synes at fortsætte, og han har tidligere vist, at han som regel er stærk fra sæsonstart, selv når forberedelsen som sidste år var begrænset som følge af kyssesyge. I år har han ikke haft den slags problemer, og han virkede trods vanskelige betingelser velkørende ved de nationale mesterskaber. Er han i form, er han en af de få, der måske kan matche Porte på de sværeste stigninger, men han er til gengæld hæmmet af, at han ikke ejer skyggen af spurt. Det kan derfor blive ganske svært for ham at vinde samlet, men måske kan han gøre som Dennis i 2015 og udnytte favoritternes interne taktiske spil til som en slags underdog at snige sig væk i finalen på en af løbets hårde etaper. Det er formentlig ad den vej, en formstærk Bennett kan give Jumbo-Visma en drømmestart på det, der kunne blive en stor sæson for dem.

 

Ser man alene på klatreevner, tilhører Domenico Pozzovivo cremen af cremen i dette felt. I 2018 var han endda bedre end nogensinde, og han var formentlig blot en dårligt timet skidt dag fra at ende på podiet i Giroen. Nu satser han på at fortsætte de lovende takter i 2019, og han starter atter i Australien, hvor han i de senere år har gjort det hæderligt. Løbet er til gengæld langt fra skræddersyet til den lille italiener, der egentlig i især Liege har vist sig ganske god på korte stigninger, men som trods alt finder terrænet her en anelse for let, især fordi han er håbløs i en spurt. Samtidig har han i de senere år ikke været helt så stærk fra sæsonstart, som han var det inden sit grimme Giro-styrt for et par år siden. Er han imidlertid på toppen fra start, kan han måske følge de bedste på stigningerne og skal så forsøge på samme vis som Bennett at snyde favoritterne i det taktiske spil.

 

Taler man om en stærk sæsonstart, er det svært at komme uden om Luis Leon Sanchez. Det er ingen tilfældighed, at den spanske veteran for år tilbage altid kørte med om sejren i Paris-Nice, for han var om nogen en mand til de tidlige måneder. Den tendens er atter blevet mere udtalt i de seneste år, ikke mindst i 2018, hvor han var decideret fremragende i alle de spanske løb i februar. Af uransagelige årsager kom formen imidlertid lidt for sent i forhold til Tour Down Under, og vi skal faktisk næsten ti år tilbage for at finde en udgave, hvor Sanchez var blandt de allerbedste i dette løb. Heldigvis har han ikke lagt skjul på, at sæsonstarten også denne gang er et stort mål, og rammer han samme gyldne form som sidste februar, bør han være med helt fremme på løbets to nøgleetaper. Han er ikke helt så hurtig som tidligere og er måske mere diesel end puncheur på korte stigninger, men hans styrke på bakker samt hans fortsat halvgode spurt giver ham i hvert fald de helt rette forudsætninger for at køre med om sejren.

 

For fire år siden udnyttede en ung Rohan Dennis favoritternes interne magtkamp til at tage en højst uventet samlet sejr, blandt andre på bekostning af sin kaptajn, Cadel Evans. I de senere år har han pænt ofret sig for Porte, men nu er han tilbage i en kaptajnrolle på Bahrain-Merida, hvor han deler ansvaret med Pozzovivo. Mens begrænsningerne på lange stigninger fortsat er store, er han ganske fremragende på korte bakker, ligesom han er en glimrende afslutter, hvilket hans spurtsejr i Giro del Trentino for et par år siden vidner om. Den hårdere rute er en ulempe for Dennis i forhold til de bedre klatrere, men til gengæld bekommer modvinden en stærk afslutter som ham ganske vel. Når han alligevel ikke ender højere på favoritlisten, skyldes det hans choknederlag på enkeltstarten ved de australske mesterskaber, hvilket kunne tyde på, at han denne gang er et stykke fra formen, og da han heller ikke tidligere har været helt på toppen i dette løb, er han mere outsider end reel favorit.

 

Sidste år gjorde Pierre Latour debut i dette løb, og det bekom ham tilsyneladende så vel, at han gentager succesen. Han manglede for 12 måneder siden det sidste for at matche de bedste, men var alligevel blandt de skarpeste på stigningerne. Han er en ganske glimrende afslutter med et godt punch, og selvom der både er hurtigere og mere klatrestærke folk end ham, har han på papiret den rette kombination af evner til at blande sig i et løb som dette. Til gengæld betød en skade i december, at han er sat en anelse tilbage i forberedelserne, og om han er helt så stærk som sidste år, er således en smule tvivlsomt. Omvendt blev han tydeligvis stærkere igennem 2018, og en mere moden Latour kan formodes at nå et endnu højere niveau i år. En sejr vil være en overraskelse, men som en af feltets bedste klatrere burde han vise sig flot frem, hvis ikke skaden hæmmer ham for voldsomt.

 

I 2018 rejste veteranen Dries Devevyns sig efter nogle halvsløje år pludselig med en fremragende sæsonstart, hvor han blev nr. 4 i både Tour Down Under og Cadel Evans Great Ocean Road Race, inden han overraskede på de længere stigninger i Tour of Oman. Den succes håber han helt sikkert at gentage i år, men om det er muligt, er usikkert. Devenyns er nemlig ingenlunde en vårhare, og selvom en grim skade var en del af forklaringen, kan man aldrig helt vide, om en mand i hans alder fortsat kan genfinde fordums styrke. Dette er imidlertid hans store chance for at jagte et personligt resultat på det så stærkt besatte Deceuninck-Quick Step, og derfor må han formodes at være yderst velforberedt. Hans styrke er netop hans punch på korte stigninger, ligesom han er halvhurtig også i en flad spurt, men ruten kan vise sig for hård for ham i år, hvor modvinden omvendt burde være til hans fordel.

 

Det er den helt sikkert også for Patrick Bevin, der bliver en af de allermest spændende ryttere at følge. Newzealænderen var for efterhånden en del år siden i top 10 i dette løb, men har i de senere år ageret hjælper. I Europa har han også skuffet, men det ændrede sig sidste efterår, hvor han var yderst imponerende. I Tour of Britain viste han endelig igen de klatreevner, der for et par år siden gjorde ham til et altædende monster på den australske scene, og samtidig gjorde han i det britiske løb også brug af sine glimrende afslutterevner både på hårde etaper og i deciderede massespurter. Klatreevnerne blev også vist frem ved VM i enkeltstart, hvor han på den hårde rute kørte i top 10, og kan han fortsætte den fremgang, kan 2019 blive stort for Bevin, der hos CCC burde få masser af plads til at folde sig ud. Han er udset en kaptajnrolle i dette løb, og hans kørsel ved de nationale mesterskaber, hvor han var ganske suveræn på enkeltstarten, vidner om form. Hans spurt er blandt de allerbedste i dette felt af klassementsryttere, men til gengæld er han formentlig for tung til at matche de bedste på stigningerne. Heldigvis kan taktik og modvind bringe ham i spil, måske også til sejren, som det lykkedes for Impey sidste år.

 

En anden hurtig herre er Eduard Prades, der som Euskadis store stjerne oplevede et gedigent gennembrud i 2018. Her fulgte han en samlet sejr i Tour of Norway op med en stor WorldTour-triumf i Tour of Turkey - en præstation, der sikrede ham en kontrakt med Movistar. Her skal han primært agere hjælper, men dette løb burde være en stor chance for at jagte et personligt resultat. Ruten kunne ikke passer bedre til en puncheur, der også har en fin spurt på flad vej, og han er faktisk prototypen på en mand, der kan køre med om sejren i dette løb. Desværre har han historisk haft brug for en del løb for at finde formen, og vi har derfor til gode at se, om skiftet til Movistar har ansporet ham til at ændre på forberedelserne for også at være skarp fra sæsonstart.

 

En af løbets få tidligere vindere er Tom-Jelte Slagter, men hans sejr daterer sig helt tilbage til 2013, hvor han stadig var en ung komet. Siden da har der været korte perioder med opblomstring - hvem husker eksempelvis ikke hans kørsel i Paris-Nice i 2014? - men grundlæggende har tiden siden da været brolagt med skuffelser. Helt galt blev det i 2018, hvor man nærmest intet så til hollænderen. Til gengæld kom hans eneste nævneværdige resultat faktisk netop i Tour Down Under, hvor han udnyttede modvinden samt sin gode spurt på Willunga til at sikre sig de bonussekunder, der gav ham 3. pladsen. Intet tyder på, at Slagter klatrer godt nok til at blande sig helt fremme på den nye, hårdere rute, men kommer taktik og modvind for alvor i spil, kan man ikke helt udelukke, at en gentagelse af sidste års resultat kan komme på tale.

 

Endelig vil vi pege på Robert Gesink. Egentlig er det svært at huske de seneste topresultater i etapeløb fra den hollandske veteran, men når han er startet i Australien, har han faktisk altid været god. Det var således også tilfældet sidste år, hvor han var blandt de bedste på stigningerne, men hvor han som en del andre blev hæmmet af modvinden, der var til ulempe for klatrerne. I år kan vi atter vente, at det er en motiveret Gesink, der vil gå efter et sjældent etapeløbsresultat i en sæson, hvor han primært skal agere hjælper, og sidste år viste han, at evnerne fortsat rækker i et løb som dette. Hans sejr i Quebec for et par år siden er samtidig et vidnesbyrd om et fint punch på stigningerne som disse, og selvom han hverken klatrer eller spurter godt nok til at vinde, kan det sagtens blive til et godt resultat.

 

Vi runder denne sektion af med en kort omtale af de ryttere, der kan tænkes at vise sig frem i klassementet på de enkelte hold:

 

Mitchelton-Scott: Impey er som forsvarende vinder holdets klare kaptajn, men det kan ikke udelukkes, at unge Lucas Hamilton og en formstærk Cameron Meyer også kan få deres chance.

Bora-hansgrohe: McCarthy er lovet kaptajnrollen, men det er en god ide at holde øje med den lovende Gregor Mühlberger, der sidste år lagde ud som lyn og torden på Mallorca og sagtens kan overraske. Peter Sagan har til gengæld næppe formen til at køre klassement.

Trek-Segafredo: Her handler alt om Porte, men skulle kaptajnen rammes af uheld, er især Jarlinson Pantano, der dog gør comeback efter sygdom, samt i mindre grad Peter Stetina i stand til at tage over.

Lotto Soudal: Det bliver særdeles interessant at følge Carl Fredrik Hagen, der i sit første WorldTour-løb kunne levere en overraskelse. Også Tomasz Marczynski kan køre klassement, hvis han allerede er i form.

UAE Team Emirates: Ulissi er den klare kaptajn, men det skal også blive interessant at følge Tour de l’Avenir-vinderen Tadej Pogacar, selvom han mangler det nødvendige punch. Jan Polanc er en tredje, dog næppe specielt formstærk option.

Dimension Data: Slagter ligner det bedste bud på succes, men Ben O’Connor og i mindre grad Scott Davies er trods deres begrænsede punch også i stand til at lever et hæderligt resultat. Michael Valgren burde med sine forbedrede klatreevner være et godt bud, men formen er næppe god nok til, at han allerede kan matche de mere udprægede klatrere.

Bahrain-Merida: Holdet har ud over Pozzovivo og Dennis, der deler kaptajnrollen, i Hermann Pernsteiner en spændende klatrer, der dog mangler eksplosivitet til denne form for løb.

EF Education: Her handler alt om Woods, men i storform kan Alberto Bettiol med sit puncg og sin spurt overraske. Ruten er for eksplosiv for klatreren Lachlan Morton.

Team Sunweb: De tre unge australiere Jai Hindley, Chris Hamilton og Michael Storer skal alle forsøge sig, men havde det alle svært i den forgangne sæson.

Ag2r: Latour er den klare kaptajn i et løb, der ikke passer til den erfarne dieselklatrer Hubert Dupont. Nans Peters kan måske gøre det hæderligt.

Astana: Sanchez er holdets klare førstemand, men en Yevgeniy Gidich i samme form som i sidste års Tour of Croatia kan overraske. Bliver løbet defensivt, kan Davide Ballerini gøre det hæderligt, men formen rækker næppe allerede nu.

Katusha: Haas’ kaptajnrolle er ubestridelig, men forhåbentlig kan Ruben Guerreiro, der sidste år blev nr. 9, kan forhåbentlig også få lidt frihed. Talentfulde Dmitry Strakhov er en god outsider med sit punch og sin gode spurt.

Groupama-FDJ: Holdet er her med en B-trup, hvor man kan håbe, at de unge klatrere Leo Vincent og Kilian Frankiny samt veteranen Steve Morabito måske er i form til et hæderligt resultat.

Movistar: I tillæg til Prades er det værd at holde øje med Ruben Fernandez, der efter et par års skadeshelvede i Guangxi endelig gav løfter om en tilbagevenden til fordums styrke.  Man kan også håbe, at Rafael Valls endelig kan rejse sig efter nogle svære år.

Deceuninck-Quick Step: Holdets kapajn er Devenyns, men i talentfulde James Knox, der dog mangler eksplosivitet, samt måske Remi Cavagna, der overraskede i Guangxi, har man et par alternativer.

Jumbo-Visma: Her handler det hele om Gesink og Bennett, der udgør en af løbets skarpeste duoer.

Team Sky: Poels er den klare kaptajn med støtte fra Kenny Elissonde, der trods manglen på eksplosivitet måske kan gøre det hæderligt.

CCC: Bevin ligner det bedste bud, men det kunne også være en chance for Victor De La Parte til endelig at slippe ud af den hjælperrolle, han udfyldte på Movistar. Også Lukasz Owsian vil måske forsøge sig.

UniSA-Australia: Holdet har i unge Chris Harper en spændende kandidat med et vist potentiale, men også Dylan Sunderland kan måske forsøge sig i klassementet.

 

OPDATERING: Domenico Pozzovivo har i dagene op til løbet været involveret i et styrt ved høj hastighed. Han er sluppet uden væsentlige skader, men kan tænkes at være hæmmet alligevel.

 

***** Richie Porte

**** Wout Poels, Michael Woods

*** Daryl Impey, Jay McCarthy, Nathan Haas, Diego Ulissi

** George Bennett, Domenico Pozzovivo, Luis Leon Sanchez, Rohan Dennis, Pierre Latour, Dries Devenyns, Patrick Bevin, Eduard Prades, Tom-Jelte Slagter, Robert Gesink

* Gregor Mühlberger, Ruben Fernandez, Ruben Guerreiro, Rafael Valls, Ben O’Connor, Carl Fredrik Hagen, Tadej Pogacar, James Knox, Victor De La Parte, Jai Hindley, Michael Storer, Lucas Hamilton, Cameron Meyer, Alberto Bettiol, Michael Valgren, Dmitry Strakhov, Hermann Pernsteiner, Chris Harper

 

Danskerne

Som omtalt ovenfor kunne det egentlig være et ganske godt løb for en stadig bedre klatrende Michael Valgren, men det er formentlig for tidligt til, at formen rækker til at køre klassement. I stedet skal han nok støtte Tom-Jelte Slagter og Ben O’Connor, og det samme skal Lars Bak i sin debut for Dimension Data. Michael Mørkøv kommer som altid til at spille en helt afgørende rolle i Elia Vivianis jagt på etapesejre hos Deceuninck-Quick Step, hvor også Mikkel Honoré gør WorldTour-debut som hjælper for særligt den italienske sprinter og Dries Devenyns.

DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tony Martin om van Aert: Han har mere talent end Sagan

LIVE nu: Hvordan klarer Fuglsang den vigtige enkeltstart?

Kruijswijk om enkeltstartsrute: Den ligner enkeltstarten i Dauphiné

UCI-præsident: Vi håber på et kvindeligt Tour de France

Bouhanni kommer ikke med til Vuelta a España

Mollema: Jeg vidste noget var galt med Cobo

Uttrup treer i La Course - Brølstærk Vos vinder overbevisende

Alaphilippe inden enkeltstart: Ruten passer mig godt

Kryptisk Dennis: Min beslutning var den rigtige

Naesen: Fra lørdag bliver det for hårdt til mig

Tysk sejr på prologen i BeNe Ladies Tour

Starttiderne til enkeltstarten i Tour de France (13. etape)

CCC har mistet to mand: Man bliver mere en familie

Efter 12. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

Status quo for de danske juniorer i Canada

Tour Tech: Specialized lancerer nyt våben til Asgreen - ny enkeltstartscykel

Dansk mekaniker giver indblik i enkeltstartens optakt

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TORSDAG

Produktnyt: Rolf Sørensen sportsernæring fra LIDL

Etapesejren glippede for Bilbao: Jeg havde ikke mere energi

Optakt: 13. etape af Tour de France

Mühlberger manglede det sidste: At følge Yates tog på kræfterne

Alaphilippe klar til at presse sig selv mere end nogensinde før

Geraint Thomas tilfreds med dagens etape

Tour de France-analyse: Killerinstinktet

Opdateret: Rohan Dennis udgået af Tour de France under mystiske omstændigheder

Valgren: Rart at mærke bjergbenene

Prikket Wellens: Jeg var kraftløs

Yates: Vidste ikke om jeg kunne vinde over Bilbao og Mühlberger

Patrick Lefevre: Jeg tror i dag var en aperitif

Julian Dean: Vi håbede, at Yates kunne bruge lidt af sin baneerfaring til at vinde

Highlights: Fantastisk spurtsejr til Simon Yates på udbrudsetape

Trøjeskift og ny hollandsk succes i Giro Valle d’Aosta

Simon Yates tager udbrudssejr i Pyrenæerne i Tour de France

Fuglsang: Jeg forventer et udbrud holder hjem grundet den lange nedkørsel

Brailsford: Froomes Vuelta-sejr føles mærkværdig

Av! Soigneur falder til jorden efter at være gået i vejen for den olympiske mester

Uttrup Ludwig til start i La Course by Le Tour de France

Dennis går efter timerekorden

Woods bange for at have brækket et ribben

Langvad udtaget til La Course

Så du det? - Mountainbiker hopper over Tour-feltet

Molano gør comeback efter midlertidig suspendering

#AskSagan: Daniel Oss med genial Sagan-efterligning

Showmanden Sagan gør det igen: Laver tricks på cyklen foran feltet

Matthews opgiver pointtrøjen: Vil jagte etapesejre

Overblik: Udgåede ryttere i årets Tour de France

Thomas forventer ikke klassementsangreb

Giro Valle d'Aosta-etape ender i stor farce

Bøde og tidsstraf til Asgreen efter episode med Sunweb-rytter

To danskere til start for Virtu Women i belgisk etapeløb

Indbrud på Lotto Soudals hotel under Tour de France

Danske juniorer viser sig frem i Canada

Cobo anker ikke dopingdom og mister Vuelta-sejr

Efter 11. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

Dan Martin: Aru har allerede været en kæmpe hjælp

ONSDAG

Fuglsang om ny slagplan: Det lykkedes ikke helt 100%

Alaphilippe klar til at forsvare trøjen i bjergene

Optakt: 12. etape af Tour de France

Skuffet Groenewegen påtager sig ansvaret

Tour de France-analyse: Endelig en "rigtig" cykelrytter

Danske talenter imponerer i vigtigt ungdomsløb

Overvældet Ewan: Jeg kan ikke tro det

Video: Terpstra fortsætter rædselsår

Roger Kluge om Caleb Ewans vej til etapesejren: Han blev fanget bag et styrt

Wanty-Groupe Gobert forlænger med Odd Christian Eiking

Ewan vinder sprinternes duel i Toulouse

Drapac Cycling Team lukker efter denne sæson

Medie: Formolo får to år hos UAE Team Emirates

Deceuninck-Quickstep skriver under med italiensk talent

Haig: Trentin kan vinde en etape i år

Gilbert storroser van Aert: Bedre end Nys

L’Équipe: Fuglsang kræver 15 millioner årligt

Jumbo-Visma direktør indrømmer interesse i Kittel

Geraint Thomas: Vores erfaring er vigtig

Van Aert svarer legende igen: Vi får at se

Konkurrenten Van der Poel imponeret over Van Aert

Rick Zabel udgår med influenza

Impey sætter ære i hjælperrollen: Holdet har tillid til mig

Ny bog: Den hemmelige cykelrytter

Opportunistisk vennepar vil udfordre Tourens manuskript