Løbets rolle og historie

Den tredje uge af februar har fået et ry som en af de vigtigste uger i den tidlige del af sæsonen. Med ikke mindre end tre etapeløb er det et helt afgørende tidspunkt for de fleste ryttere, der jagter værdifulde løbskilometer forud for en succesfuld klassikersæson eller et forsøg på at opnå sejre i de mange store etapeløb i foråret.

Mens Volta ao Algarve og Vuelta a Andalucia er helt traditionelle etapeløb i den forstand, at de vindes af etapeløbsspecialister og afgøres i bjergene eller på enkeltstarterne, har ét af løbene været helt anderledes. Det to dage lange Tour du Haut-Var, som fra 2020 nu kendes under det knap så mundrette navn Tour du Var es des Alpes Maritimes, i Sydfrankrig har ikke været for ryttere, der specialiserer sig i grand tours. I stedet har det været en uforudsigelig affære, hvis kuperede terræn har gjort det perfekt for klassikerspecialister og punchy ardennerryttere.

Løbet blev skabt som et endagsløb under navnet Nice-Seillains i 1969, hvor Raymond Poulidor vandt den første udgave, og straks fra start blev det et stort løb med mange prominente vindere. I 1975 var det kendt som Draguignan-Seillans og året efter som Seillans-Draguignan, inden det fik navnet Tour du Haut-Var i 1977. I de tidlige år blev det vundet af store navne som Joop Zoetemelk, Bernard Thevenet, Freddy Maertens, Sean Kelly, Charly Mottet, Luc Leblanc, Laurent Brochard, Laurent Jalabert og Davide Rebellin, og det havde altid stor appel til internationale ryttere. Først i 00erne udgjorde det sammen med det fladere Clasico Haribo en solid løbsweekend, der kunne bruges som forberedelse til større begivenheder.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Sidstnævnte løb forsvandt imidlertid fra kalenderen efter 2006, og det åbnede døren for, at Tour du Haut-Var kunne vokse. Siden 2009 har det været et løb over to dage og har bibeholdt sin rolle som et godt forberedelsesløb forud for den belgiske åbningsweekend. I den forstand er det del af en meget travl februar måned i Frankrig, hvor man med GP Marseillaise, Etoile de Besseges, Tour de la Provence, Tour des Alpes Maritimes et du Var og endagsløbene Boucles de Sud-Ardeche og Drome Classic kan sammensætte et perfekt program alene inden for landets grænser.

Løbets rute er varieret lidt fra år til år. Selvom der ingen store bjerge er, er det bestemt ikke et løb for sprintere, og der har sjældent været én eneste mulighed for de hurtigste. I de tidlige år som etapeløb havde det flere afslutninger på korte, stejle mure, men i de senere år er man gået bort fra den type afslutninger. I stedet er 1. etape ofte blevet afgjort i en spurt op ad bakke, mens 2. etape har været afgjort på en hård rute omkring Draguignan, hvor klassikerspecialisterne har excelleret.

I det hele taget kan man betragtet løbet som to klassikere, og det gjorde det til en helt åben og uforudsigelig affære, der er blevet afgjort på taktik og sekunder. Det har været et af de få etapeløb, som klassikerrytterne har kunnet vinde, og selvom feltet har været domineret af franske ryttere, er der som regel mindst en håndfuld internationale klassikerstjerner, der bruger løbet til at forberede sig til de store endagsløb under forhold, der er sammenlignelige med det, der venter senere. Sammen med Trofeo Laigueglia og Tour de la Provence, der afvikledes i sidste uge, er det således et solidt alternativ til de længere etapeløb.

I 2019 fik løbet imidlertid en ny struktur. Ikke blot lykkedes det at udvide det fra to til tre dage, man gjorde det også til en sag for klatrere. Det meste af terrænet var af den velkendte kuperede karakter, men denne gang sluttede begge weekendens etaper på ganske lange stigninger. Det hele endte endda med en stor bjergfinale på ikoniske Mont Faron i udkanten af Toulon, der tidligere har været en fast bestanddel af Middelhavet Rundt og er blevet besøgt af Paris-Nice. Med dens comeback til cykelsportens højeste niveau blev løbet en sag for klatrere, og sådan var det også i 2020, hvor løbet endda var endnu hårdere med bjergfinaler på både Mont Faron og Col d’Eze.

Løbet, der lettest omtales som Tour du Var, har altid været den klare lillebror til løbene i Andalusien og Algarve, og trods en flot opblomstring i de seneste år har det i nyere tid mest været en fransk affære. Sådan bliver det dog slet ikke i 2021. Udskydelsen af de konkurrerende løb på Den Iberiske Halvø har betydet, at det lille franske løb nu er eneste mulighed for i denne uge at forberede sig til kommende opgaver, hvis man ikke er frisk på at drage til Mellemøsten og starte UAE Tour på søndag. Som i de foregående franske løb har det ført til nærmest fysisk slåskamp om at få del i de WorldTour-pladser, som reglerne tillader for et lille 2.1-løb. Fra det fineste selskab er det således kun Jumbo-Visma, BikeExchange, Deceuninck-QuickStep, Lotto Soudal, Bahrain, Bora-hansgrohe, Intermarché og Movistar, der ikke vil være at finde i et felt, der i lyset af den spegede situation naturligvis er uhyre stjernebesat.

Det er dog ikke en WorldTour-rytter, der er forsvarende vinder. Sidste år fortsatte Nairo Quintana sin drømmestart ved at føje Tour du Var til sejrslisten bare en uge efter den samlede sejr i Tour de la Provence. Det skete via en magtdemonstration på Col d’Eze og derefter defensiv kørsel på Mont Faron, der lod ham sejre med 40 sekunder ned til Romain Bardet og Richie Porte. Trods afbuddet i sidste uge er Quintana klar til at gøre comeback efter sin knæskade og vil trods den svære forberedelse forsøge at forsvare titlen. Til gengæld er han alene om at repræsentere sidste års podium, da både Bardet og Porte er fraværende denne gang.

Ruten

Efter at man opgav finalerne på de stejle mure for et par år siden - et kendetegn, der ellers var løbets varemærke - har løbet haft et relativt ensartet format i de senere år. Første etape har som regel været afsluttet på en rundstrækning i La Croix-Valmer efter en hård dag i moderat kuperet terræn. Her har den stigende opløbsstrækning været god for kraftfulde sprintere, og anden etape har traditionelt været holdt på en lang, kuperet rute omkring Draguignan, men den flade finale har givet flere forskellige udfald. Af og til er et udbrud kørt hjem efter sidste stigning, mens det i andre udgaver er et lille felt, der har spurtet om sejren.

I 2018 vendte man tilbage til det gamle format med to afslutninger på stejle mure, men som sagt har man i de sidste to udgaver totalt ændret balancen. Væk har alle puncheurfinalerne og dagene for de hårdføre sprintere været, og i stedet har det sande klatreruter, hvor alle etaper bød på hårde stigninger, og hvor de gradvist blev mere afgørende, inden det hele kulminerede med målet på toppen af ikoniske Mont Faron, der gjorde et uhyre velkomment comeback.

På sin vis fastholdes modellen i 2021, men så alligevel ikke. Mont Faron forsvinder nemlig igen, og denne gang er der ikke en rigtig bjergafslutning, hvor de rene klatrere kan gøre forskellen. Til gengæld fastholdes modellen med tre svære etaper uden plads til sprintere og med mere end 3000 højdemeter alle dage, og det gælder også, at etaperne gradvist bliver mere og mere afgørende. Den væsentligste forskel er, at kongeetapen uden mål på en stigning denne gang kan blive både ukontrollerbar og en både taktisk og fysisk krævende affære.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Løbet indledes med en etape, der minder meget om sidste års åbningsetape. Mere end 3500 højdemeter skal klatres i uvejsomt terræn, inden der er mål på toppen af Col de Gourdon, men da der er tale om en ganske vist lang, men meget blød målstigning, ligner det en sag for puncheurs og eksplosive afsluttere - hvis da ikke et udbrud holder hjem, som vi så det sidste rå.

De eksplosive folk skal også i aktion på 2. etape, der samlet set er den letteste, men alligevel uhyre afgørende. Her skal der nemlig sluttes på den stejle Mur de Fayence, der minder om Mur de Huy, og som i Paris-Nice har givet nogle herlige finaler, hvor både Carlos Betancur og Sergio Henao med deres evner på stejle procenter har lagt grunden til deres samlede sejre i Løbet mod Solen.

Det hele slutter som altid søndag med kongeetapen, men denne gang er der altså ikke mål på Mont Faron. Med mere end 3500 højdemeter over bare 131 km er der dog alligevel tale om en brutal affære med en hel serie af stigninger, der både er relativt lange og relativt stejle. Det helt store klatreslag skal i finalen slås på den svære Col de la Madone, der dog efterfølges af en uhyre teknisk nedkørsel og et småkuperet stykke  - alt sammen opskriften på en etape, der både kan være svær at kontrollere, og som kan blive både taktisk og selektiv, inden vinderen af løbet skal kåres efter tre knaldhårde dage i det sydfranske.

1. etape

I de senere år har løbet totalt droppet de flade etaper, og derfor starter klassementskampen fra første færd. Der lægges nemlig ud med en decideret bjergafslutning på den 14 km lange Col de Gourdon, men man skal nu passe på med at overfortolke ordet bjerg. Der er nemlig tale om en lang og meget blød stigning, hvor det mere er de eksplosive puncheurs, der kan drømme om den første førertrøje efter en slidsom dag, hvor der skal klatres mere end 3500 højdemeter i det smukke sydfranske terræn.

I alt skal der tilbagelægges 183,9 km med start i Biot og mål på Col de Goudon, der ligger lidt nord for den af cykelmotionister måske kendte by Grasse. Første del af etapen består af en 74,7 km lang rundstrækning i det kuperede område nord for Biot, der ligger tæt på storbyen Cannes. Fra start går det mod nordvest, nordøst og øst igennem først stigende og siden faldende terræn, inden man drejer mod nord for at følge et langt let stigende stykke mod nord frem til byen Vence, hvor dagens første spurt kommer efter 29,5 km.

Derfra falder det mod sydvest og nordvest ned til den afsluttende rundstrækning. Man kører dog ikke en omgang, men bare den første halvdel af målbjerget, som er ganske blødt med lette procenter, inden man drejer mod sydøst for igennem småkuperet og generelt faldende terræn at sno sig videre ned til byen Sophia Antipolis, hvor dagens anden spurt kommer efter 66,7 km. Herfra falder det videre mod øst tilbage til Biot, hvor man afslutter rundstrækningen. Nu kører man hele den første del af den indledende rundstrækning igen - denne gang dog uden en spurt i Vence - men når man når finalerundstrækningen, kører man hele vejen op ad målstigningen Col de Gourdon (14,0 km, 3,9%) for efter 131,7 km at krydse stregen for første gang.

Løbet afsluttes nu med to hele omgange på den 26,1 km lange rundstrækning, der er ganske enkel. Fra start kører man mod nordøst, nord, syd og sydvest ad en kun kortvarigt teknisk nedkørsel til byen Pont du Loup, hvor man tidligere ramte rundstrækningen. Herefter går det igen mod syd, sydvest, nord og nordøst op ad målbjerget, der kan deles i tre dele. De første 6 km er lette med stigningsprocenter på 3-4 det meste af vejen, inden der følger tre svære kilometer på i gennemsnit hhv. 6,4%, 7,4% og 6,5%. Derefter følger fire meget lette kilometer med stigningsprocenter på mellem 0 og 3,5, inden den sidste kilometer tager lidt fat med 5,9%. Stigningen følger hovedsageligt en let bugtende vej, der dog byder på et hårnålesving ved den røde flamme, hvorefter vejen kun bugter sig let. Der er en kategori 2-bjergspurt ved de første to passager af stregen, men ingen bjergspurt i forbindelse ved målgang.

Etapen byder på i alt 3648 højdemeter.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Det kan godt være, at stigningerne i Var-området som regel er ganske bløde, men det er alligevel lidt af en mundfuld, der åbner løbet. 3648 højdemeter er mange, især på denne tid af året, og der er derfor terræn til at gøre løbet ganske selektivt. Det kan blive en opgave at kontrollere en angrebsetape som denne i et løb, hvor der mangler et klart nøglemoment, men mest sandsynligt er det dog, at det skal afgøres i en spurt på toppen af den bløde målstigning, hvor det stejle stykke formentlig kommer for tidligt og er for let og kort til at gøre reelle forskelle.

Col de Goudon har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

2. etape

De eksplosive puncheurs vil have kunnet lide den bløde målstigning på 1. etape, og de vil slikke sig om munden igen, når det gælder 2. etape. Med ”kun” 3000 højdemeter er den konstant småkuperede sag den letteste i løbet, men til gengæld giver den måske den bedste chance for at vinde sekunder i et løb, der formentlig bliver uhyre tæt. Til slut skal der nemlig spurtes op ad den berømte Mur de Fayence, hvor vi tidligere har set Carlos Betancur og Sergio Henao grundlægge samlede sejre i Paris-Nice, og det bliver således igen de sande murspecialister, der skal dyste om etapesejren og sekunder, der kan være meget afgørende i det endelige opgør.

I alt skal der tilbagelægges 168,9 km, der har både start og mål i Fayence. Der er tale om et rundstrækningsløb bestående af to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 102,8 km lang og indledes med, at man igennem let stigende terræn kører mod nordvest ud til byen Moise Poginier. Herfra falder det mod syd, inden man via en bakke kører mod sydøst. Igennem småkuperet terræn slår man en lille sløjfe mod syd, inden det går gennem tilsvarende småkuperet terræn mod nordøst og nord op til Callian.

Her drejer man mod sydøst for at køre op ad en 2,2 km lang stigning, der leder op til byen Montauroux, som er kendt for en mur af samme navn, inden det falder mod sydøst, nordøst og igen sydøst til etapens østligste punkt. Her drejer man mod vest for at passere kategori 3.stigningen GPM des Majoris (2,3 km, 6,8%), der er en relativt jævn stigning med top efter 57,6 km. Nu går det mod vest og nordvest tilbage til Montauroux, hvor man denne gang skal over den berømte mur (2,3 km, 7,2%), der har top efter 71,3 km. Det fortsætter nu med at stige let mod nordvest, inden man drejer mod nord for at passere kategori 2-stigningen Col de Mons (6,0 km, 5,3%), der ligeledes er en relativt jævn stigning, som dog flader lidt ud over de sidste 2 km frem mod toppen, der rundes efter 86,0 km. Man følger nu et plateau mod sydvest, inden en ikke alt for kompliceret nedkørsel leder mod syd ned til Fayence, hvor man krydser målstregen efter 102,8 km. Denne gang kommer man dog nordfra, og det betyder, at man ikke skal op ad muren.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Etapen afsluttes nu med to omgange på en 33,0 km lang rundstrækning, der blot er en forkortet udgave af den forrige og i alt væsentligt består af den første og letteste del. Igen kører man mod nordvest ad en let stigende vej op til Moise Puginier, hvor der begge gange er en pointspurt efter hhv. 109,1 km og 142,1 km. Nu går det igen via nedkørslen mod syd, det let stigende stykke mod sydøst og ned til den småkuperede sløjfe. Dernæst går det igen mod nordøst af det småkuperede stykke, men kort inden byen Callian drejer man denne gang mod nordvest for ad en lige og ganske let stigende vej at køre direkte ind til Fayence, hvor begge omgang slutter med, at man skal op ad muren til målstregen.

Der er tale om en 1,2 km lang stigning, der stiger med 9,8%, herunder 10% over den sidste kilometer. Efter venstresvinget med knap 5 km igen er der yderligere to sving på fjerdesidste kilometer, inden der i bunden af muren er to sving i rap. Mod slutningen er der et blødt sving med ca. 2 m igen, inden der er et skarpt hårnålesving med ca. 50 m til stregen.

Etapen byder på i alt 3090 højdemeter.

I Var-regionen er der stort set ikke en meter flad vej, og selvom profilen ser relativt flad ud, kommer man alligevel op på mere end 3000 højdemeter. Den sidste del af etapen er dog relativt let, og det ligner derfor en etape, der kan kontrolleres frem mod en uhyre eksplosiv finale på Mur de Fayence, der med sine data minder meget om Mur de Huy. Her har vi i Paris-Nice med Carlos Betancur og Sergio Henao set, at der kan vindes værdifulde sekunder, og der venter derfor et nøgleslag i kampen om den samlede sejr.

Mur de Fayence blev senest besøgt af dette løb i 2018, hvor Jonathan Hivert spurtsejrede med 1 sekund ned til en gruppe anført af Nicola Bagioli og Samuel Dumoulin, samt i 2012, hvor Jonathan Tiernan-Locke fortsatte sit kometgennembrud ved at sejre med 1 sekund ned til Julien El Fares, 4 sekunder ned til Julien Simon og 11 sekunder ned til samme Hivert. Paris-Nice var senest forbi i 2017, hvor Simon Yates vandt etapen med et angreb fra distancen, men hvor Sergio Henao lagde grunden til den samlede sejr ved på muren at køre 9 sekunder fra Richie Porte og 12 sekunder fra Julian Alaphilippe og Dan Martin. I 2014 kørte Carlos Betancur sig i førertrøjen ved at sejre i samme tid som Rui Costa og med 3 sekunder ned til Zdenek Stybar og Geraint Thomas på en etape, der mest huskes for styrtet til den uhyre formstærke Tom-Jelte Slagter. I 2009 var løbet forbi med en mindeværdig etape, hvor Alberto Contador gik sukkerkold og smed en stensikker samlet sejr, som i stedet blev erobret af Luis Leon Sanchez, der kørte alene hjem til etapesejr med 49 sekunder ned en gruppe bestående af Antonio Colom, Frank Schleck og Sylvain Chavanel.

Læs også

Nyt, stort løb annoncerer ruten til første udgave

3. etape

Det har altid været traditionen, at løbet slitter med sin kongeetape, og sådan bliver det også i år. Efter to år med en dramatisk og selektiv afslutning på Mont Faron vender løbet imidlertid tilbage til tidligere tiders tradition med en afslutning i en faldende finale, og der er derfor lagt op til en taktisk kompliceret afslutning på løbet. Mest af alt er det dog benene, der vil tale på en modbydelig rute, der byder på hele 3500 højdemeter over kun godt 130 km, og hvor der undervejs er både lange og svære stigninger, som er hårde nok til også at gøre forskelle mellem de bedste - forskelle, der måske også kan holde hele vejen ned til målet i en finale, der stiller store krav til nedkørselsevnerne.

Med en distance på bare 134,7 km er der tale om en af de moderne korte bjergetaper, og der er både start og mål i Blausasc. Fra start går det igennem let stigende terræn mod nordvest, inden man drejer mod vest for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,5 km, 6,1%), der har top efter 10,5 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod vest og syd, inden det går mod nord op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,0 km, 5,8%) til byen Coaraze, der passeres efter 26,0 km. Der venter nu et småkuperet plateau, der leder videre mod nord og nordøst, inden man drejer mod øst ind på kategori 1-stigningen Col Saint-Roch (5,8 km, 7,3%), der stiger med 8-9% det meste af vejen, indtil den flader ud på de sidste 800 m frem mod toppen, som rundes efter 42,1 km.

Efter den hårde start bliver der tid til at komme sig på en indledningsvist teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og syd ned til en spurt, der er placeret efter 54,5 km. Derfra drejer man mod nordøst direkte ind på kategori 1-stigningen Col de Braus (10,0 km, 6,3%), som ligeledes er ganske jævn og har top efter 66,1 km. En meget teknisk nedkørsel leder nu mod sydøst og nord ned til Sospel, hvor man med det samme forlader dalen ved at køre mod sydøst op ad den ikke-kategoriserede Col de Castillon (6,2 km, 5,7%), hvis top passeres efter 79,5 km. Derfra leder endnu en teknisk nedkørsel mod sydøst og syd ned mod middelhavskysten lige ved grænsen til Italien og ganske tæt på Monaco og Nice.

Inden man når vandet drejer man dog mod sydvest via et kort, fladere stykke, hvorefter det gælder dagens hovedudfordring. Den rammes, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 1-bjerget Col de la Madone de Gorbio (11,2 km, 6,8%). Den er sværest i bunden, hvor de første 6 km stiger relativt jævnt med ca. 8%, hvorefter der venter tre lettere kilometer med stigningsprocenter på 5-6. Mod slutningen tager den igen lidt fat med først 1 km med 8,2% og siden 1200 m med 6,7% frem mod toppen, som rundes efter 110,5 km.

Efter stigningen resterer fortsat 24,2 km, der indledes med, at det falder ad en let nedkørsel mod sydvest og nord ned til byen Peille, hvor man drejer mod sydvest ad en nedkørsel, der er uhyre teknisk. Den leder direkte ned til startområdet i udkanten af Blasusasc, men man slutter inde i selve byen. Derfor kører man nordvest op ad en todelt bakke, der først stiger med 7,4% over 1,1 km og siden med 4,7% over 2,5 km. Fra toppen af sidstnævnte resterer 6,5 km, der alle går mod syd og sydvest ad en næsten lige og let faldende vej, der på den sidste kilometer dog kun falder med 1,5%. Den 6,5 km lange vej byder kun på en rundkørsel med 2,3 km igen og dernæst en blød kurve med 400 m igen.

Etapen byder på i alt 3575 højdemeter.

Etapen er noget helt andet end Faron-etapen, men med 3500 højdemeter over så kort en distance er den brutal. Samtidig er stigningerne langt stejlere og sværere end på de foregående etaper, og her taler vi om noget, der minder om en rigtig bjergetape, selvom stigningerne stadig er relativt korte. Har den førende rytter et svagt hold, kan det blive en helt umulig opgave at kontrollere, og man kan sagtens forestille sig, at hele løbet afgøres af et udbrud. Hvis ikke, vil de bedste klatrere skulle slå det helt store slag på Col de la Madone, der er en ganske svær sag, og selvom der kan ske en regruppering, er kombinationen af dels en uhyre teknisk nedkørsel, dels nogle småbakker til sidst, nok til, at det både kan være de bedste ben og en kompliceret taktik, der afgør en etape, som bliver meget svær at forudsige.

Blausasc har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Favoritterne

Som optaktsskribent kan man vel inddele løbene i to grupper. Der er de enkle, hvor det er meget let at se, hvor løbet bliver afgjort, og at det er formen og benene, der vil tale. Den anden gruppe består af de helt uforudsigelige og svært fortolkelige løb, hvor en terning næsten vil være et lige så godt våben til at vurdere favoritterne som selv den mest grundige og indsigtsfulde analyse.

Sidste uge Tour de la Provence hørte til sidstnævnte kategori. Naturligvis var der en risiko for, at sidevinden eller uheld kunne have skabt forskydninger, men med al sandsynlighed ville vinderen på Mont Ventoux også ende som løbets samlede vinder. Samtidig er Ventoux så dejligt svær en stigning, at det er ikke er svært at gennemskue, at løbets bedste og mest formstærke formentlig vil sejre, og at det stort set alene er benene, der taler.

I den anden gruppe finder vi til gengæld denne uges løb i Frankrig. I gamle dage var Tour du Var - dengang Tour du Haut Var - nemlig næsten umuligt at spå om, fordi den kuperede kongeetape omkring Draguignan med en relativt lang, flad finale betød, at det i lige så høj grad blev et spørgsmål om taktik, gode hold og også lidt tilfældigheder, der afgjorde løbet. Det blev der til gengæld lavet om på i 2019 og 2020, hvor inklusionen af Mont Faron gjorde løbet langt mere ”Provence-agtigt”, og i begge udgaver endte det da også med, at bedste og mest formstærke klatrer vandt, først gang Thibaut Pinot og anden gang Nairo Quintana.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

I år vender løbet ganske vist ikke tilbage til det gamle ”Draguignan-format”, men løbet ryger alligevel direkte tilbage i den anden kategori. Sjældent har man set en rute, der lægger så meget op til, at taktik og offensivt cykelløb kan være næsten lige så afgørende som gode ben. Løbet mangler nemlig det nøglemoment, hvor de bedste ryttere regner med, at de selv kan afgøre det, og derfor vil holdene formentlig komme med en langt mere åben og mindre fastlåst taktik med kun meget få helt entydige kaptajner. Når man samtidig betænker, at de mere end 10000 højdemeter på bare tre dage stiller store krav til de hold, der måtte forsøge at kontrollere det ukontrollerbare terræn, står vi med et etapeløb, hvor man slet ikke skal blive overrasket, hvis et udbrud kører væk og ender med at afgøre det mellem sig - et scenarium, der tidligere var relativt hyppigt i mange etapeløb, men som man med moderne tiders større kontrol næsten aldrig længere ser.

Når taktik kan blive lige så afgørende som gode ben, er det også indlysende, at listen over potentielle vindere er nærmest alenlang. Naturligvis betyder det femcifrede antal højdemeter, at vinderen ikke bliver en Mareczko-type og helt sikkert skal være alt andet end en ueffen klatrer - ellers gør man det aldrig færdigt på Madone-stigningen søndag - men det er langt fra givet, at det er den bedste af slagsen, der vinder. Bliver løbet kontrolleret, kan det i teorien være nok at overleve Madone-stigningen og herefter snige sig væk i en måske taktisk finale, og endnu flere kommer i spil, hvis det bliver bedste klatrer fra et udbrud, der ender med at løbe med det hele.

Det helt afgørende bliver altså holdenes taktik. Hvor meget vil de bedste mandskaber kontrollere, og hvor fastlåste er deres hierarkier? Umiddelbart er der måske kun tre hold, der vil være stærke nok til at kontrollere etaperne og køre entydigt for én kaptajn. Det gælder FDJ, der kommer med næsten hele deres klatrekontingent, det gælder et meget stærkt Astana-mandskab, og det gælder i særdeleshed det nærmest uhyggelige Ineos-hold, der er så skræmmende, at alle syv mand reelt kan vinde, hvis de anbringes i de rette omstændigheder.

I den sammenhæng er det særligt interessant, at Ineos ikke har én rytter, der med sikkerhed kan vinde, hvis favoritterne skal afgøre det mellem sig. Der er usikkerhed om formen hos de fleste, og der er usikkerhed om, hvorvidt hurtige folk som Tom Pidcock, Rohan Dennis og Jhonatan Narvaez klatrer godt nok til at overleve Madone - og det samme gælder grundet usikkerheden om formen også for holdets tre etablerede etapeløbsrytter, Geraint Thomas, Tao Geoghegan Hart og Pavel Sivakov. Med andre ord kommer Ineos næppe med én klart defineret kaptajn og i lyset af deres nye filosofi, som vi allerede så i Besseges og Provence, sikkert også med en langt mere offensiv tilgang. Hvis således der på en af de tre etaper - måske mest oplagt på 3. eller måske 1. etape - kører en gruppe, hvor de tre stærke hold alle er repræsenteret med et solidt vinderbud kan løbet sagtens glide forhåndsfavoritterne af hænde.

Hvordan vil de tre etaper så forløbe? Det er i det lys ganske svært at spå om, men der tegner sig nogle sandsynlige scenarier. Allerede 1. etape kan blive tricky. Den minder meget om sidste års åbningsetape, og dengang kiggede de store hold så meget på hinanden, at et udbrud holdt hjem. Et lignende scenarium er bestemt ikke usandsynligt i et løb uden en entydig favorit, og en udbrudssejr kan i princippet have to former. Det kan bestå af en ufarlig gruppe, som vi så det sidste, men det kan også være et potentielt løbsafgørende udbrud, der får lov at sejle væk. Det vil dog formentlig kræve, at i hvert fald Astana, Ineos og FDJ er repræsenteret. Mest sandsynligt er det dog, at favoritholdene vil sørge for samling, og at det ender i en puncheurspurt på den bløde målstigning, der næppe kan gøre forskelle.

2. etape vil formentlig blive den mest kontrollerede. Terrænet er lettere, der er et hold i førertrøjen, og finalen er så speciel med sin stejle opkørsel af Mur de Fayence, at løbets murspecialister formentlig vil sætte deres hold til at jagte. Etapen kan vise sig at blive helt afgørende i det samlede klassement, for vi har tidligere set i Paris-Nice, at der afslutningen er svær nok til at vinde sekunder - også selvom det måske ikke bliver så mange, som da Sergio Henao på nærmest uhørt vis kørte Julian Alaphilippe midt over i Paris-Nice i 2017 og sejrede med hhv. 9 sekunder ned til Richie Porte og 12 sekunder ned til Dan Martin og Julian Alaphilippe. Dengang var målstregen passeret få meter længere oppe, men det er en negligerbar ændring. Historien viser klart, at der kan vindes sekunder på Mur de Fayence, da vi har set noget lignende også i de ovenfor nævnte tidligere udgaver af Paris-Nice og tidligere i dette løb.

Den mest tricky etape er naturligvis løbets kongeetape. Etapen køres tættere på Alperne, end man oftest ser det i løbet, og stigningerne helt ovre ved grænsen til Italien er generelt stejlere, end de er længere mod vest. Det er faktisk en ganske modbydelig bjergetape med nogle temmelig svære stigninger, og den kan blive et mareridt at kontrollere. Hvis manden i førertrøjen har et svagt hold - det kunne eksempelvis være Michael Woods eller Dan Martin, der jo vil elske Mur de Fayence - kan vi se, at et stærkt udbrud med deltagelse af de store hold kører fra distancen.

Hvis til gengæld et af de gode hold er i front, vil vi formentlig se et stort klatreslag på Madone til slut. Den nedre del bør være svær nok til at gøre rigtige forskelle, men der er også tid til en regruppering på den lette del nær toppen og på det efterfølgende stykke, hvor nedkørslen ser så urimeligt svær ud, at den kan blive en afgørende faktor også. En solosejr fra bedste klatrer er ikke umulig, men mere sandsynligt er det nok, at en lille elitegruppe skal afgøre det til slut. Det kan ske i en spurt, men det kan også blive en meget taktisk affære, hvis kaptajnerne er isolerede, eller stærke hold angriber på skift, og de små bakker, særligt den første, er også glimrende terræn til netop at gå i offensiven

Vejret kan også være en faktor, men rytterne kan glæde sig over nærmest forårsagtige betingelser med masser af sol, flotte temperaturer på 15-16 grader og ikke alt for stærk vind. Vinden er særligt vigtig på 1. og 3. etape. Man skal notere sig, at der ventes sidemedvind på sidste del af Gourdon på fredag, hvilket måske kan gøre den lette stigning en anelse mere selektiv, mens der lørdag vil være medvind på Mur de Fayence, der dog er så stejl, at vinden ikke er altafgørende. Vigtigst er det, at der vil være medvind hele vejen op ad Madone og på nedkørslen søndag, og at der vil være sidemedvind på det sidste stykke - alt sammen noget, der er til gavn for de stærkeste, som gerne vil gøre forskelle.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Hvad er så konklusionen på alt dette? Det er, at løbet generelt er meget uforudsigeligt, og at taktik kan blive altafgørende. Ender det med at blive relativt kontrolleret, hvilket særligt er sandsynligt, hvis et af de gode hold vinder 2. etape, vil løbet formentlig blive afgjort af de sekunder, der kan vindes på Mur de Fayence mellem de ryttere, der klarer Madone søndag - hvis altså ikke en rytter sniger sig væk i 3. etapes finale. Der nemlig som altid ingen bonussekunder i løbet, og derfor kan Fayence være eneste chance for at adskille de ryttere, der måtte ende i samme tid på kongeetapen. Samtidig er det før sket, at løbet er blevet afgjort på placeringspoint, og opstår der ingen forskelle mellem de allerbedste på 2. etape, er det slet ikke usandsynligt, at placeringerne på de tre etaper bliver altafgørende, hvorfor en god spurt på den bløde bakke fredag, på muren lørdag og i den flade finale søndag sagtens kan vise sig at være nøglen til sejr.

De mange usikkerhedsmomenter gør det også vanskeligt at pege på én entydig favorit, men skal jeg nævne ét navn, må det efter moden overvejelse være Jakob Fuglsang . Danskeren har som bekendt for vane at starte sæsonen som lyn og torden, og det er bestemt ikke noget tilfælde, at han to år i træk har vundet debutløbet Ruta del Sol, der i år desværre er udsat. Få kan som Fuglsang træne sig i form, og med Strade Bianche lurende lige om hjørnet er det svært at tro, at han skulle have alt for mange coronakilo at sløbe rundt på. Tværtimod er sikkert igen brandvarm, og det vil bestemt ikke være uventet, hvis han nok engang er løbets stærkeste på stigningerne.

Udfordringen er, at ruten bestemt ikke er ideel for den spurtsvage dansker, men heldigvis har han i de senere år fået et ganske fint punch. Når han er i superform, er han slet ikke en ringe puncheur på en stejl mur, som vi så med den flotte 2. plads bag Alaphilippe i Fleche Wallonne og senest på 9. etape i Giroen, hvor han kørte fra sine rivaler. Nok er folk som Michael Woods og Dan Martin på papiret bedre på Fayence-etapen, men formen kan meget vel tippe balancen til fordel for Fuglsang, der måske kan vinde et par sekunder. På 1. etape kan han næppe vinde, men finalen er stejl nok til, at han kan holde sig til, og hvis han vitterligt er den bedste klatrer, bliver han ikke sat på Madone, hvor han også vil være en god nedkører. Måske vinder han ikke den flade spurt, men med sekunder fra 2. etape er det heller ikke nødvendigt.

Udfordringen bliver som for alle andre at kontrollere løbet, men lige netop Astana kan være stærke nok til den opgave, selvom afbuddet fra Aleksandr Vlasov er ærgerligt. Med Harold Tejada, der viste sig frem på Ventoux og er uhyre lovende, Omar Fraile, Gorka Izagirre og Fabio Felline som klatrestærke typer tror jeg, at Astana er stærke nok til, at Fuglsang som løbets formentlig mest formstærke kan vinde løbet - i hvert fald hvis han kan holde styr på rivalerne på stykket efter Madone, hvor han formentlig vil være isoleret.

Egentlig ville jeg gerne gøre Michael Woods til favorit, for der er næppe nogen, der passer bedre til denne rute. Canadieren er nemlig en af verdens allerbedste på stejle mure, som han senest viste i Tirreno og Fleche Wallonne, og selvom Mur de Fayence gerne måtte have været stejlere, er det en etape, han utvivlsomt kan vinde. Heller ikke 1. etape er umulig for den hurtige Woods, og Madone er ikke svær nok til, at en formstærk Woods kan køre med de bedste. Samtidig er han ikke langsom i en flad spurt, og overlever han nedkørslen, der ligner et problem, er han skabt til ruten.

Udfordringerne er - udover nedkørselsevnerne - to. Den første er usikkerheden om formen. Woods har fo vane at køre brølstærke i Australien, men han har slet ikke samme stabilitet og sikkerhed som usvigeligt sikre Fuglsang. For det andet er Israel SUN bestemt ikke alt for klatrestærke, og jeg kan i den grad frygte, at de får svært ved at forsvare den førertrøje, Woods måtte erobre på 2. etape. Svagt er holdet dog ikke, og hvis han er i form, og løbet ikke glider ham af hænde, har Woods hele pakken til at vinde dette løb.

Da dette er en vurdering af vinderchancer, vover jeg pelsen ved at placere Tom Pidcock som nr. 3. Det britiske vidunderbarn burde være skræddersyet til dette løb. Han klatrer så suverænt, at han nærmest gjorde rent bord i Baby-Giroen sidste år, og han har blandt andet i Tour Alsace, som han også vandt samlet, at hans hurtighed rækker til at køre massespurter. Med andre ord burde han være den ideelle puncheur til de to indledende finaler - med sin begrænsede størrelse burde han elske de stejle procenter i Fayence - og overlever han Madone, står han stærkt i en spurt. Samtidig er han bakket op af det klart stærkeste hold, der bør være stærke nok til at kontrollere det hele, formentlig også det ukontrollerbare stykke efter Madone.

Samtidig må Pidcock have et formmæssigt overskud, da han kommer direkte fra en crosssæson, hvor han formtoppede til VM for et par uger siden. Selvom han har pustet ud, har han utvivlsomt trænet mere intenst end mange andre, og han vil være langt fremme. Til gengæld er truppen også meget stjernespækket, og man kan bestemt ikke udelukke, at Pidcock alene skal agere hjælper. Dertil kommer, at vi til VM så, at han stadig har et stykke vej til eliten, hvorfor Madone kan være for svær. Heldigvis er Tour du Var noget andet og langt lettere, og den Pidcock, der slog Mathieu van der Poel i klatrecrosset i Gavere og næsten slog både Van der Poel og Wout van Aert på den endnu hårdere rute i Namur, kan bestemt ikke afskrives på denne rute.

Havde jeg skrevet denne optakt for en uge siden, havde Giulio Ciccone næppe figureret alt for højt, men så viste han i Provence pludselig, at han kunne spurte betydeligt bedre end hidtil vist. Den evne er som bekendt meget afgørende i dette løb, og hvis han kan genfinde den hurtighed, burde de to første finaler slet ikke ligge helt ringe til ham. Han kunne måske ikke køre med de allerbedste på Ventoux forleden, men han var stadig så god, at han må ventes at være blandt de bedste på Madone. Med andre ord har også han hele pakken, men han har stadig til gode at bevise, at han også mestrer en mur som Mur de Fayence. Samtidig lider han under et hold, der ikke er alt for overbevisende, selvom han i Bauke Mollema har en rytter, der kan assistere ham i de dybe finaler, og som kan give holdet gode taktiske kort på hånden.

Læs også

Ung WorldTour-rytter ude med hjernerystelse efter vildt højhastighedsstyrt

Egentlig burde Tao Geoghegan Hart figurere meget højt på denne liste. Britens klatreevner blev stillet til skue i Giroen, og hans hurtighed kender vi fra samme løb og blandt andet en etapesejr i Tour of the Alps. Med andre ord burde også han have hele pakken, ligesom han som bekendt er støttet af det bedste hold. Når jeg alligevel har min tvivl, skyldes det usikkerheden om formen. Ganske vist startede Geoghegan Hart stærkt i 2020, hvor han gik på podiet i Valencia, men som en af holdets kaptajner prioriterer han utvivlsomt anderledes end at satse på mindre løb fra start. I forvejen er han en lottokupon, der kan være uhyre svingende og ikke alt for ofte er i form, og jeg har min tvivl om, hvorvidt han allerede nu er god nok. På papiret passer løbet ham dog fremragende, og samtidig er han jo en af de stærke Ineos-ryttere, der kan vinde, hvis briterne udnytter overtallet til at gå i udbrud eller angribe på skift efter Madone.

Ineos har også Pavel Sivakov, men modsat sin britiske holdkammerat har han for vane at have lidt startvanskeligheder. Selvom han var tæt på at vinde Cadel Evans’ løb, skuffede han generelt i starten af 2020, og det er langt fra givet, at han er i storform nu, særligt fordi det harmonerer dårligt med en satsning på Giroen. Løbet passer ham heller ikke ideelt, men Sivakov er faktisk ganske hurtig, som han har vist i Tour of the Alps. Til gengæld er han som klatrer ikke specielt eksplosiv, og Mur de Fayence ligger nok ikke til hans højreben. Chancen er nok, at Ineos udnytter deres overtal på 3. etape, men i en sådan situation er han også et glimrende vinderbud, hvis formen ikke er helt skæv.

En anden rytter, der er skræddersyet til denne rute, er Dan Martin, der som Fleche Wallonne-specialist utvivlsomt drømmer søde drømme om Mur de Fayence. Faktisk er han hurtig nok til i princippet at vinde i alle tre finaler, men til gengæld er han en halvlangsom starter, der ganske vist tidligere har vundet i februar, men som regel mangler nogle procent. Det gør han formentlig også i år, selvom han i Vueltaen viste, at han stadig skal tages seriøst. Samtidig lider han som Woods under et ikke alt for stærkt Israel SUN-hold, der kan gøre det svært, selv hvis Martin vitterligt er flyvende. Holdet har også den altid uforudsigelige Krists Neilands¸ men niveauet er nok for højt til, at han kan vinde, og ruten må være for svær for Daryl Impey, der næppe heller er lige så flyvende, som han plejer, når ikke han kan satse på Tour Down Under.

Trek har også Bauke Mollema¸ der med ni løbsdage i benene er mere ”varm” end alle andre. Hollænderen viste også fornuftig, men ikke prangende form i Provence, men forhåbentlig er han endnu bedre nu, hvor motoren er relativt varm. Ruten passer slet ikke ringe til Mollema, der i Ardennerne har vist sig som en god punchueur, og en 4. plads i Fleche Wallonne vidner om, at Mur de Fayence bestemt ikke ligger ringere til en mand, der altid har været god på stejle procenter. Også 1. etape passer ham godt, og han og Ciccone udgør en stærk finaleduo, der kan angribe på skift. Til gengæld vil der formentlig altid være en mand eller to, der igen er bedre end Mollema, hvis det alene er benene, der taler. Trek har også Gianluca Brambilla¸ der blev genfødt i 2020, men som her nok må regnes som hjælper, samt Kenny Elissonde og Juan Pedro Lopez, der begge kan klatre, men også begge må regnes som hjælpere for de to kaptajner.

Med en overbevisende indsats på Ventoux viste Jesus Herrada nok engang, at han altid er flyvende fra start. Den store spanier burde faktisk passe endnu bedre til dette løb, for Ventoux er egentlig lidt for svær for ham. Problemet er, at hans gamle puncheurevner stort set er forsvundet, men måske var der lidt håb i den flotte spurt, han kørte på toppen af Ventoux. I givet fald passer i hvert fald 1. etape ham godt, men jeg har min frygt for, at han vil finde Mur de Fayence en anelse for stejl. Med den form, han har nu, er han dog en reel kandidat, selvom han har den gigantiske udfordring, at et svagt Cofidis-hold får svært ved at hjælpe ham til sejr. Holdet har dog en stærk Simon Geschke, der også er en mulig plan B. Tyskeren var meget overbevisende i januar og februar for et år siden, og med sin hurtighed passer løbet ham faktisk fint. Jeg tro dog, at den samlede klatring på søndag bliver lidt for voldsom til, at han kan matche klatrerne. Den tredje klatrer er Fernando Barcelo¸ men han må være overmatchet her.

Listen over Ineos-ryttere tæller også Jhonatan Narvaez, der gjorde gigantiske fremskridt i 2020, hvor han særligt imponerede i Tour de Wallonie, Coppi e Bartali og Giroen. Når han er i form, er hans punch fremragende, og han er samtidig lynhurtig. Med andre ord burde dette løb slet ikke ligge ringe til ham, og han ligner et reelt vinderbud på de første to etaper, hvis han får en beskyttet rolle. Min bekymring går på 3. etape, der formentlig har lidt for meget klatring for en mand, der har det svært i de rigtige bjerge, og som heller ikke har for vane at starte alt for stærkt.

Ineos har naturligvis også Rohan Dennis, der jo i Giroen sprang ud som fuldblodklatrer. Det er dog meget tvivlsomt, om australieren har samme klatreben på denne tid af året, for selvom han som regel gør det godt i Tour Down Under, plejer han at være tung i de første løb i Europa. I år har han end ikke trænet i den australske varme, og jeg vil tro, at han er fint tilfreds med at agere hjælper i dette løb. Hvis han vitterligt har fået fornyede ambitioner om i foråret at teste sig selv lidt mere som klassementsrytter, er dette løb til gengæld slet ikke ringe for ham. Han er nemlig lynhurtig, og selvom Fayence kan være for stejl, burde 1. og 3. etape passe godt til den Dennis, vi så i Giroen. Og om ikke andet er han en livsfarlig herre at spille ud i udbrud. Til gengæld lignede Geraint Thomas i Besseges ikke en mand, der kan vinde løbet, med mindre han havner i det rette udbrud fra distancen, og det samme gælder nok for Dylan van Baarle, der ganske vist altid klatrer som en drøm i vintermånederne, men som her trods alt må finde højdemeterne for talrige, hvis ikke han angriber langt udefra.

FDJ kommer med næsten hele A-kæden, men de kan få svært ved at vinde løbet. Bedst chance har nok David Gaudu¸ men den franske guldfugls form er desværre altid umulig at spå om. Han har dog for vane at starte stærkt, særligt i 2019, men også i 2020, hvor han efter et skidt Provence rejste sig i Emiraterne. Løbet passer ham ikke ideelt, men som hans sejr i Romandiet viste, er han slet ikke en ringe puncheur, og han har i Fleche Wallonne vist, at Mur de Fayence bør passe ham. Holdet har han også, men spørgsmålet er., om han har formen.

En rytter, der som regel er i form fra start, er Rui Costa, og selvom det generelt har knebet på det sidste, så vi i Algarve sidste år, at han i formstærk februarudgave stadig er stærk. Stigningerne er heller ikke så lange, at han med sikkerhed ikke kan være med, og han er både hurtig i finalerne på 1. og 3. etape, hvor udfordringen bliver at overleve Madone. Min frygt er, at Fayence er for stejl, men da han i 2014 blev nr. 2 i netop den finale i Paris-Nice, kunne den bedste Costa faktisk godt håndtere den. Med samme form som sidste år er det et løb, han kan vinde, og hans UAE-hold er heller ikke helt uden chance for at beskytte ham. Holdet har også David de la Cruz, men den antieksplosive spanier får meget svært ved at vinde her, og det samme gør Joe Dombrowski¸ der formentlig også er formsvag, og Andres Ardila, der atter skuffede fælt i Provence.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

FDJ har naturligvis også Thibaut Pinot, der jo med sin hurtighed og klasse måske burde være løbets naturlige favorit, særligt fordi han altid starter brølstærkt, som da han i 2019 vandt dette løb. Desværre lider Pinot stadig af sine rygproblemer, og i skrivende stund er det faktisk stadig uklart, om han overhovedet kommer til start. Det er dog ikke udspecificeret, hvor meget ryggen vitterligt har forhindret ham i at træne, og det er i hvert fald ikke en skade, der har holdt ham permanent i sygesengen. Er han længere fremme end ventet, passer ruten i hvert fald glimrende til den lokale helt, der samtidig bakkes op af et stærkt hold.

FDJ har slutteligt også Valentin Madouas, der ligesom Gaudu desværre er ret svær at forudsige. Sidste år startede han stærkt for siden at falde sammen, og det er derfor svært at sige, hvor han står. Logikken siger desværre, at 3. etape bliver for svær, men han viste dog i Giroen i 2019 og på Col de la Loze i 2020, at en formstærk Madouas godt kan klatre på længere stigninger også. Samtidig er han jo en glimrende puncheur, der i hvert fald står godt på 1. etape og måske også burde kunne klare procenterne på 2. etape. Holdet er også stærkt, men for at klare Madone skal han nok have en form, han formentlig ikke har. FDJ har også Rudy Molard og Sebastien Reichenbach, men Molard var formsvag i Provence, og Reichenbach er en langsom starter, der ikke passer til denne rute.

Ag2r har den meget spændende Clement Champoussin, der i Vueltaen sidste år fik bevist, at hypen ikke er helt ubegrundet. Han gjorde det endda godt i en eksplosiv finale på 3. etape, men det var med et tidligt angreb. Som udgangspunkt passer denne eksplosive rute ikke specielt godt til en klatrer som ham, og hans form er formentlig heller ikke i top. Har han trænet godt, bør han dog komme langt. Holdet har også Ben O’Connor, der gjorde det ganske pænt i Provence, men som heller ikke rigtigt passer til et relativt eksplosivt løb som dette. Nans Peters starter altid langsomt og melder selv om knap så god form, og 3. etape må trods alt være for hård for Greg van Avermaet, selvom man ofte bliver overrasket over hans klatring i februar.

Egentlig passer ruten ganske godt til Pierre Latour, der både er hurtig, klatrestærk og eksplosiv, også selvom Fayence måske er til den stejle side. Desværre viste han ikke sublim form i Besseges, og selvom han kørte en hæderlig enkeltstart, var det ikke på vanligt Latour-niveau. Jeg tror derfor, at formen mangler for meget, men ruten passer ham så godt, at han skal nævnes, hvis han har forbedret sig. Total har også Alexis Vuillermoz, der burde elske ruten, men nok engang havde det svært i Provence, Victor de la Parte, der var meget formsvag i Provence, Cristian Rodriguez, der ikke rigtigt passer til ruten, og Fabien Doubey, der må være overmatchet i dette selskab.

Fabio Aru fik sig endnu en lussing i Provence, men det skyldtes angiveligt diarre på Ventoux. Derfor skal vi stadig holde døren åben for, at han efter en god crossvinter faktisk kan gøre det ganske pænt. Hans 5. plads på Ventoux og 9. plads i Burgos viser i hvert fald, at han stadig er en god klatrer. Til gengæld er løbet langt fra ideelt, og det vil være højst overraskende, hvis en ren klatrer som ham vinder løbet. Hos sig har han Kilian Frankiny og Sander Armee, der dog i Provence viste, at de næppe kører med de allerbedste,

En spændende rytter er Simon Carr, der jo allerede i Arctic Race i 2019 og med sejren i Ordizia i 2019 har vist sit potentiale. Alligevel var det overraskende at se ham i Marseille, hvor han var en af de allerstærkeste på stigningerne. Han burde med de ben komme ganske langt i dette løb, men da han ikke er spurtstærk, passer løbet ham næppe helt ideelt, og samtidig er EF-mandskabet relativt svagt. De har også Julien El Fares¸ der dog næppe kan være med i front i dette selskab, og selv med superformen fra februar 2020 må terrænet være for hårdt for Magnus Cort.

Arkea stiller med den forsvarende vinder Nairo Quintana, men colombianeren har kun trænet intensivt i to uger, og selvom han er motiveret, er han efter eget udsagn langt fra sidste års form. Selv i 2020-form ville han få det svært på denne rute, der ikke passer ham. Bedre chance har holdet måske med Diego Rosa, der kørte stærke fra start i 2020, men som skuffede i Marseille, hvor han dog kan have været en af de ryttere,d er blev ledt forkert. Holdet har også Elie Gesbert , men efter at have misset hele 2020 med en skade er det tvivlsomt, om han allerede kan være med på dette niveau, selvom udbruddet i Valencia var lovende, og han melder om god form. Endelig har holdet Miguel Edoardo Florez, der måske kan ende som den bedste, men som meget vel kan falde helt igennem. Han kørte som en motorcykel i Argentina og Colombia sidste vinter, men siden da faldt han tilbage i den triste mølle i Europa fra de tidligere år. Ligesom Quintana passer heller ikke han godt til denne rute, men har han vitterligt klatrebenene fra 2020, vil han kunne ende ganske pænt.

DSM stiller med en række unge folk i Kevin Vermaerke, stortalentet Marco Brenner og Henri Vandenabeele, men det vil være stærkt uventet, hvis de allerede kan være med fremme. Holdets bedste bud kan i stedet være Michael Storer eller Martijn Tusveld , men ingen af dem kan ventes at være med helt i front. Hos Astana burde Harold Tejada egentlig også kunne komme langt, men løbet passer ham ikke ideelt, og han skuffede trods alt betydeligt i Provence. Han må skulle støtte Fuglsang, og det samme gælder for Gorka Izagirre, Omar Frale og Fabio Felline¸ der ikke overlever Madone.

På de øvrige prokontinentalhold er der næppe en vinder, men man kan håbe, at Xandro Meurisse hos Alpecin kan genfinde sig selv efter et svært 2020. Ruten burde passe godt til en relativt klatrestærk puncheur som ham. Til gengæld er det svært at tro på en genrejsning for Floris de Tier, og unge Ben Tulett må trods alt være overmatchet. Delko har en formstærk Jose Manuel Diaz, der dog ikke passer ideelt til løbet, samt Mauro Finetto, der ikke længere synes at have niveauet. Hos B&B vil man satse på Quentin Pacher, Eliot Lietaer og Jonathan Hivert, der alle bør finde 3. etape for voldsom, og det samme gælder hos Bingoal for Jelle Vanendert, der ikke længere er som i gamle dage, Laurens Huys, der mangler for meget, og den ellers spændende Arjen Livyns . Hos de franske kontinentalhold er det i lyset af den ringe form for Julien Antomarchi og Adrien Guillonnet kun værd at nævne Stephane Rossetto, der gjorde det fornemt i Provence, men trods alt ikke kan vinde. Endelig har Swiss Racing Academy et par unge klatrere i Stuart Balfour og særligt Yannis Voisard , men de er overmatchede her.

OPDATERING: Thibaut Pinots deltagelse er bekræftet, men han har gjort det klart, at han er med som ren hjælper. Til gengæld er meldingerne positive fra David Gaudu, der i storform ligner et godt bud på Mur de Fayence og med et stærkt hold i ryggen har fortjent en bedre vurdering end oprindeligt angivet. Stjernetildelingen er justeret i overensstemmelse hermed.

OPDATERING 2: Der har været et par sene ændringer. Qhubeka stiller ikke med Kilian Frankiny, men har til gengæld den altid uforudsigelige Robert Power, der kan gøre det ganske pænt, hvis han har samme gode startform som sidste år. Derudover stiller de med Simon Clarke, men han bør finde sidste etape for svær. Hverken Diego Rosa eller Sebastien Reichenbach kommer til start, og sidstnævnte må regnes som en svækkelse af det ellers stærke FDJ.

***** Jakob Fuglsang

**** Michael Woods, Tom Pidcock

*** Giulio Ciccone, Tao Geoghegan Hart, David Gaudu, Pavel Sivakov, Dan Martin

** Bauke Mollema, Jesus Herrada, Jhonatan Narvaez, Rohan Dennis, Rui Costa, Valentin Madouas, Pierre Latour, Clement Champoussin, Fabio Aru, Simon Carr

* Simon Geschke, Robert Power, Xandro Meurisse, Thibaut Pinot, Alexis Vuillermoz, Ben O’Connor, David de la Cruz, Gianluca Brambilla, Harold Tejada, Cristian Rodriguez, Miguel Edoardo Florez, Nairo Quintana, Geraint Thomas, Dylan van Baarle, Gorka Izagirre, Rudy Molard, Elie Gesbert, Julien El Fares, Jose Manuel Diaz, Michael Storer, Krists Neilands, Jose Manuel Diaz, Simon Clarke, Stephane Rossetto

Danskerne

Som det fremgår af ovenstående, er der grund til at have tiltro til Jakob Fuglsang, der er kaptajn på Astana. Med samme februarform som i 2020 vil Magnus Cort måske kunne jagte et resultat på 1. etape, og derefter burde han på et relativt svagt EF-hold kunne få plads til at jagte udbrud. Hos Qhubeka skal Emil Vinjebo støtte Fabio Aru og Robert Power og på visse etaper Simon Clarke, men holdet burde nok kunne få plads til at jagte udbrud.

Radio4

Da der jo er store danske forventninger til dette løb, er det - ellers helt urelateret til denne optakt - værd at gøre opmærksom på, at jeg torsdag kl. 11.40 vender den kommende cykelsæson med danske briller i "Sportsugen med Claus Elgaard" på Radio4.