Løbets rolle og historie

Der er kun ét cykelløb, der har en rækkevidde udover cykelsportens sædvanlige fans og får opmærksomhed i hele verden. Tour de France har en helt speciel status ikke bare inden for cykling. Som den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed har løbet en helt speciel plads i sportsverdenen.

Det gør det naturligvis svært for andre at konkurrere med den franske grand tour og tiltrække sig opmærksomhed fra cykelfans, og derfor er det ikke noget under, at der stort set ikke afvikles ét andet stort løb i løbet af de tre uger. Der har været nogle mindre endagsløb i Spanien og Italien, det tyske Sachsen Tour fandt engang sted på samme tid, og Vuelta a la Comunidad de Madrid var også engang et juli-løb. De fleste har dog for længst indset, at man ikke kan matche Touren, og derfor er disse løb næsten alle enten forsvundet eller flyttet til andre datoer. Østrig Rundt bryder trenden og finder altid sted under Touren, men derudover handler juli stort set kun om verdens største cykelløb.

En anden begivenhed, der tør udfordre Touren, er dog Tour de Wallonie. På denne tid af året er mange ryttere på jagt efter muligheder for at forberede sig til anden del af sæsonen, og det belgiske etapeløb har udviklet sig til en foretrukken - og endda indtil i år, hvor Settimana Ciclistica Italiana er blevet etableret, den eneste - chance for disse ryttere. Normalt er løbet sluttet bare tre dage inden den næste store klassiker, Clasica San Sebastian, og det har derfor været den ideelle lejlighed til at genfinde løbsrytmen, inden der igen har været WorldTour-point på spil.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

Løbet har positioneret sig selv fint på kalenderen. De første to etaper er traditionelt blevet afviklet i løbet af Tourens sidste weekend og har derfor ikke fået megen opmærksomhed. De tre sidste etaper er imidlertid blevet afviklet på en tid, hvor der ikke sker andet i cykelverdenen, og de er endda blevet sendt direkte på både belgisk tv og Eurosport. På den måde er der blevet taget der både hensyn til arrangørernes behov for opmærksomhed og rytternes ønske om at kunne bruge begivenheden som forberedelse til lørdagens løb i San Sebastian.

I år betyder OL dog, at kalenderen er ændret, og løbet køres nu sammen med OL-løbet som det eneste i ugen efter Touren. Dermed har det masser af opmærksomhed, og samtidig er det den store chance for rytterne til at komme i gang igen inden San Sebastian, der afvikles præcis en uge efter løbets afslutning, og Tour de Pologne, der er kalenderens næste WorldTour-etapeløb. Det giver løbet en endnu mere ensom og dermed attraktiv placering, end det plejer at have, og det har haft en effekt på et felt, der tæller ikke færre end 13 af de 19 WorldTour-hold.

Belgien er et land, der er mest kendt for sine endagsløb, og etapeløb har aldrig spillet en store rolle i landet. De har dog stadig et af verdens ældste etapeløb, Belgium Tour, men det får langt mindre opmærksomhed end de store klassikere. Mens der ikke er et stort etapeløb i Flandern, bryder Vallonien dog trenden ved også at have sin egen rundtur.

Løbet blev første gang afviklet i 1974 og har haft adskillige forskellige navne, inden det officielt blev det regionale etapeløb i 1994. De første 22 udgaver var kun for amatører, men i 1996 blev det en professionel begivenhed på UCI-kalenderen. Det har været et 2.HC-løb, siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005 - en status, det har fasthold med indførelsen af den nye ProSeries - og fik dets nuværende navn tre år senere efter tidligere at have været kendt som Tour de la Region Wallonne.

Vallonien er primært kendt for klassikerne Liege-Bastogne-Liege og Fleche Wallonne, men etapeløbet er knap så hårdt. Det består typisk af adskillige sprinteretaper og et par hårdere dage, hvor de eksplosive puncheurs kan gøre en forskel. Der er dog ingen lange stigninger, og derfor har bonussekunder næsten altid spillet en afgørende rolle, ligesom sværhedsgraden har varieret betydeligt. I 2012 og 2014 var det de stærke sprintere Giacomo Nizzolo og Gianni Meersman, der løb med sejren, mens Greg Van Avermaet vandt de hårdere udgaver i 2011 og 2013, ligesom Dries Devenyns, Dylan Teuns, Tim Wellens og Loic Vliegen vandt sværere udgaver i hhv. 2016, 2017, 2018 og 2019. Niki Terpstra udnyttede et udbrud til at tage en overraskende sejr i 2015.

Sidste års udgave, der grundet pandemien blev afviklet i august som optakt til Touren, var en af de lettere, og det betød, at vi fik den første sprintervinder siden 2014. Efter at have vundet en af løbets tre massespurter lykkedes det Arnaud Demare og FDJ at overleve en krise på den sværeste stigning og siden indhente den undslupne Jhonatan Narvaez på løbets afsluttende kongeetape, inden franskmanden vandt puncheurspurten og derved sikrede sig den samlede sejr med 20 sekunder ned til Greg van Avermaet og 25 sekunder ned til Amaury Capiot. Demare puster stadig ud efter den tidlige Tour-exit og forsvarer ikke titlen, og da Van Avermaet kun akkurat har afsluttet Touren, bliver Capiot den eneste genganger fra sidst års podium.

Ruten

Det giver sig selv, at et etapeløb i Vallonien naturligvis er en kuperet sag, der byder på mange af den type stigninger, man kender fra Liege-Bastogne-Liege. Hårdhedsgraden varierer imidlertid betydeligt fra år til år, og det er generelt et løb, der kan vindes af to typer ryttere. I visse sæsoner er alle finaler relativt flade, og det har givet klatrestærke sprintere muligheder for at tage sejren i en hård kamp om bonussekunder, mens det i andre år har været et løb for ardennerspecialister og puncheurs, når man har haft finaler med eksplosive stigninger. I fraværet af en enkeltstart og uden store stigninger afgøres løbet altid på marginaler, og bonussekunder spiller altid en afgørende rolle.

I 2016 og 2018 var ruterne relativt nemme, mens man i 2017 havde en historisk svær rute med hele tre puncheurfinaler, hvoraf to havde mål på toppen af en mur. Det gjorde det til en lækkerbisken for en puncheur som Dylan Teuns, der vandt løbet i suveræn stil. I 2018 lykkedes det trods den lette rute alligevel for Tim Wellens at sejre med det yderste af neglene, og det viser, at rutens karakter kan gøre løbet åbent for flere ryttertyper. I 2019 havde man en mellemting, hvor det gav puncheursejr til Loic Vliegen, mens sidste års coronaramte version var relativt let og gav den første sejr til en sprinter siden 2013, da Arnaud Demare sikrede sig den samlede med et flot comeback på kongeetapen.

I år er begge ryttertyper i spil, da der er tale om en af de lettere ruter helt uden vanskelige puncheurfinaler. Ingen af etaperne er dog flade, og hver dag er der mellem 1900 og 2800 højdemeter på programmet. Meget taler for, at sprinterne skal til fadet i hvert fald tre gange, men reelt har de chance for at spurte om sejren alle dage. Puncheurtyperne har dog i hvert fald to muligheder for at snyde dem.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Det hele starter med en af de letteste etaper, og selvom 1. etape slutter med et langt, let stigende stykke, taler meget for, at sprinterne skal have deres chance fra start, selvom det kan blive en dag for lidt mere hårdføre typer. Herefter følger de to store chancer for løbets puncheurs. Den første af disse er onsdagens 2. etape, der går rundt i Ardennerne med en tur over frygtede Cote de la Redoute, men som slutter med en næsten flad rundstrækning. Til sidst er der dog en 1 km lang bakke med top bare 2 km fra stregen, hvor der bliver mulighed for at gøre en forskel.

En chance kommer igen på torsdagens kongeetape, der har samme finale som for et år siden. Igen venter en hård tur rundt i Ardennerne, inden vi kan se frem til en gentagelse af 2020-etapen med den stejle Cote de Beffe efterfulgt af et faldende indløb til en lille puncheurfinale. Sidste år kørte Jhonatan Narvaez væk på bakken, men blev hentet af et lille felt, hvorfra en undervejs distanceret Demare kunne spurte sig til sejr på målbakken. Med andre ord er det en etape, der kan gå til både aggressive puncheurs og til stærke sprintere som Demare.

De sidste to etaper er lettere. Fredagens 4. etape starter med en hård tur gennem Ardennerne, men slutter med en næsten helt flad anden halvdel. På den afsluttende rundstrækning er der med 10 km dog en bakke, som måske kan bruges til afsæt for angreb, selvom en reduceret massespurt ligner det sandsynlige scenarium. Sprinterne bør i hvert fald komme til fadet på lørdagens finaleetape, der er løbets letteste, og selvom den sidste rundstrækning byder på to små bakker taler meget for, at de hurtige folk skal spurte til sidst på en dag, hvor bonussekunder meget vel kan være med til at krone løbets vinder.

1. etape

Løbet er typisk blevet indledt med en sprinteretape, og i de eneste år er den tradition kun blevet brudt i den uhørt hårde udgave i 2017. I år burde i hvert fald også de mere holdbare sprintere kunne glæde sig over en åbningsetape, der er alt andet end flad og byder på ca. 2000 højdemeter, primært koncentreret i etapens anden halvdel, men selvom etapen slutter med en let stigende afslutning, taler meget for, at det bliver de hurtige folk, der skal til fadet, som de plejer at gøre det på åbningsdagen.

I alt skal der tilbagelægges 185,7 km, der fører feltet fra Genappe til Héron. Fra start kører man igennem relativt fladt terræn mod syd og sydøst med retning mod Ardennerne, inden en ikke-kategoriserte opkørsel har top efter 38,5 km. En nedkørsel leder nu mod sydøst ned til dagens første spurt, der kommer efter 50,7 km, inden man kører mod sydvest op ad en bakke og mos syd og øst igennem let kuperet og siden faldende terræn.

Her rammer man etapens vanskeligste stykke, når man skal over kategori 2-stigningen Cote de Froidvau (4,2 km, 4,7%), der er en relativt jævn stigning med top efter 90,0 km, og som leder op på et plateau, der følges mod øst og nordøst frem dagens anden spurt, der kommer efter 104, 8km. Umiddelbart herefter kører man mod nordvest og nord op ad kategori 2-stigningen Cote de Vincon (900 m, 5,9%), der er en kort, jævn sag med top efter 113,0 km, inden man fortsætter af det relativt flade plateau mod nordøst og nord, hvorefter en nedkørsel leder ned til byen Andenne.

Nu indledes finalen, når man kører mod nord op ad kategori 2-stigninge Fond des Malades (3,4 km, 4,0%), der bare er en jævn og let opkørsel med top efter 139,9 km, inden det via et let faldende stykke går mod nordøst ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 144,7 km. Nu kører man mod vest ad den let stigende opløbsstrækning, inden stregen krydses efter 151,3 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 34,4 km lang rundstrækning i området nord for målbyen. Fra start går det ad en let faldende vej mod vest og nordøst frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 157,1 km. Det faldende terræn fortsætter nu mod sydøst, inden man drejer mod nordøst for at passere den lille kategori 2-stigning Cote de Marneffe (700 m, 6,1%), der stiger med mellem 5 og 7% hele vejen. Toppen kommer efter 164,4 km, hvorefter de sidste 21,3 km, indledes med en nedkørsel, der leder mod nordøst, inden man kører mod øst op ad en bakke (500 m, 9,4%), hvis top rundes med 16,5 km igen. Nu fører en skarp nedkørsel mod sydøst, inden men følger en flad og let stigende vej mod sydvest og syd. Med ca. 8 km igen drejer man mod vest, og herfra følger man en lang, lige vej, der er helt uden sving. Det stiger let, indtil man rammer den sidste kilometer, der erflad.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Etapen byder på i alt 2065 højdemeter.

Etapen er bestemt ikke flad, men i finalen er bakkerne enten korte eller ikke specielt stejle. Profilen for finalen ser mere dramatisk ud, end den er, og det burde derfor være en dag for sprinterne. Der er i hvert fald så mange hurtige folk i løbet, at der burde være en interesse i, at der skal spurtes om sejren, men det hårde terræn betyder nok, at de mere holdbare folk står med en overhånd

Héron har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

LIVE nu: Carapaz sætter tropperne frem inden bjergfinale

2. etape

Efter den relativt flade indledning tager løbet fat onsdag, når det på 2. etape gælder en tur rundt i Ardennerne, der mere end noget andet kendetegner cykling i Vallonien. Undervejs skal rytterne endda over ikoniske Cote de la Redoute på en rute med næsten 3000 højdemeter, men den sidste del af etapen er knap så udfordrende og slutter med en ret flad rundstrækning, og der vil derfor snarere være tale om udskilnings- end angrebsterræn. Det hele slutter dog med en interessant finale med en lille bakke med top bare 2 km fra stregen, hvilket kan give ideer for både puncheurs og de allerstærkeste sprintere.

I alt skal der tilbagelægges 172,5 km, der fører feltet fra Verviers til Hervé. De to byer er naboer og ligger bare et stenkast fra hinanden, og derfor består etapen af en yderst kringlet tur rundt i Ardennerne. Starten er dog relativt let, da man først kører mod nordøst og siden nordvest igennem ikke alt for vanskeligt terræn frem til etapens nordligste punkt, hvor den første spurt kommer efter 14,3 km. Derefter fortsætter det småkuperede terræn, når man vender rundt for at køre mod syd og sydvest tæt forbi målbyen og ned til kategori 2-stigningen Cote de Trasenster (3,2 km, 5,3%), der er en jævn stigning med top efter 40,9 km.

Nu falder det mod syd, inden man drejer mod øst og nordøst for at køre op ad den lange kategori 2-stigningen Cote de Hautregard (5,8 km, 3,9%), der stiger med 5-6% over 3 km, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 56,9 km. Her kører man en omgang på en lille rundstrækning med kategori 2-stigningen Cote de Jevoumont (1,3 km, 8,0%), der er en jævn sag med top efter 66,4 km, hvorefter man kører tilbage mod syd ad samme vej som tidligere. Herfra kører man igennem let kuperet terræn mod øst og syd, inden man skal over kategori 1-stigningen Cote de Winamplanche (4,5 km, 6,1%), der indledes med 2 km med ca. 7,5% og slutter med 2,5 km ca. 5%.

Toppen rundes efter 84,7 km og efterfølges af en nedkørsel, der leder mod syd og vest, inden man fortsætter mod vest op ad kategori 2-stigningen Cote de Lorcé (3,5 km, 6,1%), der er helt jævn og med top efter 99,2 km. Et faldende stykke fører nu mod nordvest, nord og nordøst, inden det går mod nord op ad den berygtede kategori 1-stigningen Cote de la Redoute (1,6 km, 9,2%), der efter 500 m med 6,9% bliver stejlere med først 500 m med 9,4% og slutteligt 600 m med 11,0%, inden man efter 114,0 km runder toppen.

Herfra resterer fortsat 58,5 km, der er lettere. Det går mord nord, nordøst og igen nord igennem let kuperet terræn, inden man kører mod vest op ad kategori 1-stigningen Cote de Cornesse (1,7 km, 7,9%), der over de første 500 m stiger med 10,4%, men slutter med 700 m med 5,4% inden toppen, som kommer efter 131,6 km. Umiddelbart herefter fortsætter man mod nord op til den anden spurt, der er placeret efter 135,9 km, inden det går videre mod nord op til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 141,7 km, hvorefter man kører de sidste 500 m frem til stregen for efter 142,2 km at passere mål.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 30,3 km lang rundstrækning. Den indledes relativt fladt, når man kører mod nordvest, øst og nord op til det nordligste punkt. Her vender man rundt for at køre mod syd op ad en lang, jævn bakke (2,3 km, 4,7%), der leder op til dagens sidste spurt efter 160,3 km. De sidste 12,2 km, indledes nu med et langt, let faldende stykke, der fører mod sydøst, syd og vest frem til et skarpt sving, der kommer med 4 km igen. Umiddelbart inden 3 km-mærket drejer man mod nord ind på en bakke (1 km, 6,1%), der har top umiddelbart efter 2 km-mærket, hvor man drejer til højre i en rundkørsel. En flad vej leder nu mod nordøst, inden man drejer skarpt to gange i træk med hhv. 800 og 500 m igen på en sidste kilometer, der stiger let med 1,0% i snit.

Etapen har i alt 2774 højdemeter.

Etapen er ikke specielt hensigtsmæssigt designet, hvis man vil have selektivt løb, fordi den afsluttende rundstrækning er ret flad. Meget taler derfor for, at de holdbare sprintere kan overleve, men finalen kan blive ganske interessant, når de eksplosive puncheurs skal forsøge at gøre forskellen på den lille bakke til sidst. De sidste to flade kilometer giver dog mulighed for, at de stærke sprintere også kan komme til fadet, og der venter derfor en intens finale med muligheder for begge ryttertyper.

Læs også

Geraint Thomas skal stå i spidsen til årets Giro d’Italia

Hervé har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

3. etape

Efter den første klassementsetape gælder det løbets kongeetape, der er en kending fra sidste år. Ganske vist er ruten ikke den samme som for et år siden, men vi genfinder den hæsblæsende finale med den stejle Cote de Beffe efterfulgt af en puncheurspurt. Det gav sidste år anledning til et spændende opgør mellem Jhonatan Narvaez, der kørte væk på bakken, men siden blev hentet af et reduceret felt, hvorfra Arnaud Demare kunne spurte sig til sejr, og meget tyder på, at vi igen skal opleve et lignende slag mellem de holdbare sprintere og puncheurtyperne.

I alt skal der tilbagelægges 179,9 km mellem Plombières og Érezée, og de indledes relativt let, når man kører mod sydøst og syd igennem terræn, der kun er let stigende. Siden rammer man en lang bakke (13,5 km, 3,0%), som leder op til dagens første spurt, der er placeret efter 45,0 km i etapens højeste punkt, hvorefter en nedkørsel leder mod syd ned til den kendte kategori 1-stigning Cote de la Ferme Libert (1,3 km, 11,3%), der indledes med de stejleste 500 m på 13,3%, men er stejl hele vejen op til toppen, som rundes efter 59,3 km. Nu falder det mod sydvest ned til kategori 1-stigningen Cote de Wanneranval (2,4 km, 6,8%), der er en meget ujævn sag med 500 m på 10,9% i løbet af de første 200 m, men hvis sidste 900 m er lette med 3-4%.

Toppen rundes efter 75,2 km, hvorefter en nedkørsel og et let stigende stykke leder mod syd og vest, inden man kører mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Cote de Marcadènes (4,1 km, 4,0%), der er jævn og har top efter 97,9 km. Herfra stiger det videre mod sydvest, inden det begynder at falde ned mod rundstrækningen, der rammes efter 111,5 km, hvorefter man kører den sidste del af denne. Det falder mod sydvest ned til kategori 1-stigningen Cote de Cielle (1,1 km, 5,3%), der er helt jævn og har top efter 119,7 km, hvorefter det falder mod nord, nordvest og nord, inden man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Cote de Beffe (1,6 km, 8,5%), der stiger med først 5,1% over 500 m, men siden byder på 500 m med 11,0% og 600 m med 9,5%. Denne gang er der dog en spurt og ikke en bjergspurt på toppen, der passeres efter 130,5 km, inden man kører af en let stigende og siden let faldende vej mod nordøst og nord frem til mål, hvor stregen efter 139,1 km krydses på toppen af en bakke (1,2 km, 5,4%).

Etapen afsluttes nu med omgang på en 40,8 km lang rundstrækning, der indledes med, at man kører mod syd og sydøst ad en lang, jævn stigning (5,4 km, 3,4%), som har top med 28,5 km igen, hvorefter det falder mod sydøst. Nu køres sidste del af rundstrækningen for anden gang, men denne gang er der byttet rundt på tingene. Således er der en almindelig spurt på toppen af Cote de Cielle med 19,1 km igen, mens der er en kategori 1-bjergspurt på Cote de Beffe med 8,6 km igen. Finalen er kringlet, da der er et sving med 4 km, inden en let lige vej afbrydes af et sving i bunden af bakken med 1200 m igen, og derefter byder vejen på to skarpe 90-graderskurver med hhv. 1100 og 700 m igen. Stigningen er er relativt jævn, men bliver en anelse stejlere mod slutningen.

Etapen byder på i alt 2981 højdemeter.

Vi så finalen ved selvsyn sidste år, og den viste os, at det kan gå begge veje. Sidste år blev der angrebet på Cote de Beffe, men Arnaud Demare og FDJ bevarede roen, hentede først resten og af feltet og siden Jhonatan Narvaez, der var kørt alene, inden franskmanden vandt puncheurspurten til sidst. Det viser, at en solosejr kan være svær, men kører et par mand væk på bakken, kan en spurt undgås. Med andre ord er der lagt op til det måske afgørende slag mellem løbets puncheurs og holdbare sprintere.

Érezée har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på den omtalte sidste etape fra sidste års udgave, hvor Arnaud Demare overlevede Cote de Beffe og spurtsejrede foran Philippe Gilbert, Greg van Avermaet, Clement Venturini og Jasper de Buyst.

Læs også

Ayuso ser frem til enkeltstart: Perfekt på papiret

4. etape

Mange cykelløb slutter med de sværeste etaper, men sådan er det sjældent i Tour de Wallonie. Det er heller ikke tilfældet i år, hvor der sluttes med to dage med relativt flade finaler. Man skal dog ikke undervurdere fredagens 4. etape, der med næsten 3000 højdemeter er endnu en opslidende sag i Ardennerne, men den sidste halvdel er til gengæld stort set helt flad. Slutteligt byder en rundstrækning dog på både brosten og en lille bakke, der kan bruges som afsæt for angreb til at forhindre sprinterne i at komme til fadet.

I alt skal der tilbagelægges hele 206,0 km, der fører feltet fra Neufchâteau til Fleurus. Starten går midt i Ardennerne, og derfor er første del den hårdest. Det er nu relativt fladt, når man lægger ud med at køre mod vest og sydvest, men hurtigt går det mod vest op ad først kategori 2-stigningen Saut des Sorcières (2,0 km, 7,0%), der har en stejl først kilometer med ca. 9% og har top efter 20,1 km, og siden kategori 1-stigningen Col du Sati (1,1 km, 12,3%), der er en mur med først 500 m med 12,3% og top efter 25,4 km. Herfra følger småkuperet terræn, der leder mod nordvest, inden det går mod nord op ad kategori 2-stigningen Cote d’Orchimont (1,9 km, 6,0%), der er relativt jævn over de første 1500 m, men slutter med 400 m med 3,6%, inden man runder toppen efter 57,7 km.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Nu flader det lidt ud, mens man fortsætter mod nord forbi dagens første spurt, der efter 70,2 km kommer på toppen af en lille bakke, inden det går videre mod nord igennem småkuperet terræn med nogle mindre bakker undervejs. Senere drejer man mod nordvest for at passere først kategori 2-stigningen Cote d’Agimont (1,3 km, 5,4%), der er en relativt jævn stigning med top efter 110,6 km, og derefter kategori 1-stigningen Cote de Soulme (2,1 km, 6,7%), der hovedsageligt stiger med ca. 6%, men har 500 m med 8,8% på den første kilometer og har top efter 117,7 km.

Herfra bliver det meget lettere. Nu er man nemlig nået ud af Ardennerne, og det går derfor igennem stort set helt fladt terræn over knap 40 km mod nordvest frem til rundstrækningen, der nås efter 155,2 km, Med det samme skal man over kategori 1-stigningen Cote du Petit Try (1,3 km, 6,4%), der stiger byder på to gange 500 m med hhv. 8,5% og 7,0% og 300 næsten flade meter frem mod toppen, der denne gang byder på en almindelig spurt efter 156,6 km. Herfra går det helt fladt mod nordøst og nordvest frem til stregen, der krydses for første gang efter 166,7 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 39,3 km lange rundstrækning. Fra start kører man helt fladt mod sydvest, vest, nord og nordvest, inden man drejer mod syd for at passere den 2,1 km lange pavé Trou a la Vigne, der slutter med dagens sidste spurt efter 180,9 km. De sidste 25,1 km indledes med et fladt stykke, der fører mod syd, sydøst og nordøst, inden man igen skal over Cote du Petit Try, denne gang med en bjergspurt på toppen efter 195,9 km. Derfra venter 10,1 km, der er helt flade, men også en lidt kringlet final, der over de sidste 4 km byder på sving med 3800 m, 1300 m, 1000 m, 800 m igen

Etapen byder på i alt 2766 højdemeter.

Etapen er alt andet end flad, men det ligner en dag for sprinterne. Udfordringerne kommer tidligt, og den sidste del af etapen er hovedsageligt flad. Man må formode, at nogle af løbets puncheurs vil forsøge at gøre en forskel på den sidte stigning, der bestemt ikke er let og utvivlsomt vil kunne rydde ud i feltet, men det virker mest sandsynligt, at der vil kunne skabes samling til en reduceret massespurt.

Fleurus har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

5. etape

Tour de Wallonie har ofte forsøgt at bevare spændingen til allersidst ved at have en klassementsetape som afslutning. Særligt finalen med Mur de Thuin er blevet lidt af en klassiker, men i år kan løbet være afgjort inden sidstedagen. Her venter nemlig den fladeste af de fem etaper, og selvom der rundes af med en rundstrækning, der ikke er helt flad, synes det sandsynligt, at sprinterne meget gerne vil have det, der ligner deres måske mest oplagte chance i hele løbet.

I alt skal der tilbagelægges 192,4 km, der fører feltet fra Dinant til Quaregnon. Starten er helt flad, mens man kører mod sydvest, men hurtigt bliver terrænet mere rynket, når man nærmer sig Ardennerne. Inden man kommer helt ind til det kuperede område, vender man dog rundt for at køre mod nord op ad en lang, jævn stigning. Herefter falder det let mod nord, inden det går igennem småkuperet terræn ad en lang og lige vej mod nordvest.

Senere begynder det hovedsageligt at falde let, inden det bliver fladt frem mod dagens første spurt, som kommer i udkanten af målbyen efter 148,8 km på toppen af en lille bakke. Herfra kører man igennem relativt fladt terræn mod syd, vest og nord, inden man rammer rundstrækningen efter 159,9 km. Nu kører man ca. en halv omgang, og man lægger ud med at sno sig mod øst, nord og vest frem til brostensmuren Tienne du Dragon (300 m, 12,6%), på hvis top der efter 163,9 km er en spurt, inden det går mod nord, øst, nord og sydvest igennem fladt terræn med en lille bakke frem til stregen, som krydses efter 172,2 km.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 20,2 km lange rundstrækning. Fra start er det fladt, mens man kører mod sydvest og syd, inden man drejer mod øst for at passere kategori 2-stigningen Cote de Rossignol (500 m, 4,3%), der har 200 m med 8,8%, men eller er ganske let. Toppen rundes efter 179,6 km, hvorefter de sidste 12,8 km består af den del, der allerede er kørt én gang. Det betyder, at man igen skal over Tienne du Dragon (300 m, 12,6%) i forbindelse med dagens sidste spurt efter 184,3 km, hvorefter de sidste 8,1 km er relativt flade med en lille bakke og en nedkørsel undervejs. Finalen er helt enkel, da en lige vej kun afbrydes af et sving med 1,1 km igen, og den sidste kilometer er stort set flad.

Etapen byder på i alt 1971 højdemeter.

Den sidste rundstrækning har to bakker, ikke mindst den stejle brostensmur, men det virker usandsynligt, at de kan gøre den helt store forskel. Der er relativt mange sprintere i løbet, og mange vil have fundet de foregående etaper for hårde. Meget taler derfor for en spurtafgørelse, men kampen om bonussekunder kan blive ganske intens - ikke mindst ved de to sene passager af brostensmuren, der kan være med til at afgøre et løb, som ofte finder sin vinder på de helt små marginaler.

Quaregnon blev besøgt af løbet i 2015, hvor Jonas van Genechten i byen vandt en massespurt foran Michael Mørkøv og Danny van Poppel. Mest af alt er byen dog kendt som målby for GP Pino Cerami, der senest blev afviklet i 2019 med spurtsejr til Bryan Coquard foran Benjamin Declercq og Jakub Mareczko, men her sluttes der med en anderledes og stigende finale.

Favoritterne

Tour de Wallonie er altid et lidt kompliceret løb at spå om. I virkeligheden minder det meget om sæsonens første løb, fordi det for mange ryttere er første konkurrence efter en pause. Mange har været på træningslejr i juli og bruger løbet til at finde benene inden de større mål. De fleste har ikke kørt siden de nationale mesterskaber, og derfor er det svært at vide, hvem der har ramt formen, og hvem der stadig har arbejde at gøre.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Lettere bliver det ikke af, at ruten altid er uhyre vanskelig at læse. Det er den slags kuperede etaper, hvis hårdhed i højere grad bestemmes af, hvordan de køres, end af terrænets præcise udfordring, og derfor kan man ofte blive slemt overrasket. Det er i dette løb altid let både at over- og undervurdere etapers sværhedsgrad, og det gør det til et løb, der altid er meget svært at læse.

Som nævnt ovenfor er det altid et løb, der kan vindes af både puncheurs og stærke sprintere. I de fleste år har løbet haft så vanskelige puncheurfinaler i Ardennerne, at det med sikkerhed har været en sag for ardennerspecialister, og det er da også disse, der har vundet hovedparten af udgaverne. Tidligere var det dog meget almindeligt, at vi fik sejre til holdbare sprintere. Det fik vi i 2012 og 2014 med hhv. Giacomo Nizzolo og Gianni Meersman og igen sidste år med Arnaud Demare, men også i 2016, 2018 og 2019 havde vi ruter, der kunne give sejre til begge ryttertyper. Faktisk var det kun den meget hårde 2017-udgave, der helt entydigt var uden for rækkevidde for sprinterne.

I år er det i hvert fald muligt for begge typer at vinde, for der er tale om en af de letter ruter. Det kan blive et ganske fascinerende opgør, hvor ardennerrytterne skal forsøge at udnytte deres chancer for at gøre forskelle, men hvor alle etaper også har afslutninger, der gør en spurtafgørelse sandsynlig - dog kun for holdbare sprintertyper. Det store spørgsmål synes derfor at være, om puncheurfolkene kan holde sig fri i en eller flere af finalerne. Det kan gå begge veje.

Deres bedste chance kommer formentlig på torsdagens 3. etape, hvis finale vi kender fra sidste år. Her blev Arnaud Demare sat på den stejle Cote de Beffe, hvor Jhonatan Narvaez kørte væk, men det lykkedes franskmanden både at komme tilbage og at indhente den undslupne ecuadorianer, så han kunne vinde puncheurspurten. Narvaez havde det svært på egen hånd, men det var ret klart, at 2-3 mand sagtens kunne være kørt hjem. Det er altså en etape for begge ryttertyper. Vi så også i spurten, at Demare vandt foran Philippe Gilbert og Greg van Avermaet, og det er altså ikke sikkert, at en sprinter vinder - heller ikke selvom der bliver samling.

Den anden chance kommer på onsdagens 2. etape. Desværre kommer alle stigningerne langt fra mål, og derfor skal forskellen nok gøres på den lille bakke med top bare 2 km fra stregen. Den bare 1 km lange stigning på 6,1% er dog formentlig for kort til, at man kan komme væk og holde hjem, men umuligt er det ikke. Og det skal blive interessant at se, hvilke sprintere der kan overleve og bevare friskheden.

En lille sidste chance får de på fredagens 4. etape. Stigningen på rundstrækningen er stejl, men den er nok for kort og ensom til, at man kan slå et hul, der kan holde over 10 km. Mest taler for, at vi her får en reduceret massespurt. Både 1. og 5. etape burde gå til sprinterne, men særligt 1. etape kan måske skabe lidt udskilning.

Det ligner altså et spørgsmål om, hvorvidt puncheurtyperne kan gøre reelle forskelle, og derudover bliver det en kamp på bonussekunder, der altid er helt, helt afgørende i dette løb. De fleste af disse findes i finalerne, men undervejs kan de indlagte spurter også komme i spil. Det gælder vel særligt på sidste etape, hvor der ligger to sene og ret interessante bonusspurter på den sidste brostensmur. Er det tæt, kan de måske blive afgørende.

Vejret spiller næsten altid en rolle i Belgien, men i juli er det ofte varmen mere end vinden, der er et tema. I år ser betingelserne helt perfekt ud. Tirsdagen, onsdagen og torsdagen byder helt identisk vej med solskin, 23 grader og svag vind. Fredagen bliver varmere med 26 grader, men stadig kun svag vind, og det signalerer overgangen til mere ustabilt vejr. Løbet slutter med en lørdag, der ventes at byde på 25 grader og en relativt stor risiko for kraftige tordenbyger gennem hele eftermiddagen. Grundlæggende synes vejret dog ikke at spille nogen væsentlig rolle i år.

Feltets sammensætning og ikke mindst den enorme usikkerhed om formen gør det enormt svært at have en entydig fornemmelse af, om det vil gå sprinternes eller ardennerrytternes vej. Sidste år var det ret let at pege på de ryttere, der ville køre væk på Cote de Beffe, men i år er det mere åbent. På papiret er de to bedste puncheurs og eneste virkelige ardennerstjerner vel Tim Wellens og Andrea Nibali, men de kommer begge til løbet med stor usikkerhed om formen. Valerio Conti var i uhyre god form i slutningen af juni, men ingen ved, om den mildt sagt svingende italiener sidder i gruppettoen hele ugen, som han har gjort det neste af sæsonen. Andre ryttere, der kan tænkes at være stærke på stigningerne, er Matteo Fabbro, Pieter Serry, Gianluca Brambilla, Quinn Simmons, Alessandro Covi, Loic Vliegen, Odd Christian Eiking, Louis Vervaeke, Arjen Livyns, Toon Aerts og Rasmus Tiller, men ingen af disse er typer, man med sikkerhed kan regne med.

Læs også

Se Tobias Lund triumfere i Tyrkiet

Der er imidlertid heller ingen sprintere, der kan vide sig sikre på at overleve, som Demare heller ikke kunne det sidste år. Kun Andrea Vendrame kan vel føle sig relativt komfortabel, men han er ikke rigtigt kandidat til bonussekunder i de rigtige massespurter, hvor Ag2r kører for Marc Sarreau. Det samme gælder for folk som Andrea Pasqualon, Quinten Hermans, Timo Roosen og Gianni Vermeersch, der står stærkt i spurterne på 2. og 3. etape, hvis det bliver for hårdt for de holdbare af løbets ”rigtige” sprintere.

Det kan meget vel blive afgørende, at vi har nordøstenvind hele ugen. Det betyder nemlig, at der vil være modvind på finalebakkerne og på de efterfølgende stykker både på 2., 3. og 4. etape. Vinden vil ikke være kraftigt, men det kan være den lille komponent, der får det til at gå sprinternes vej.

Derfor peger jeg på Giacomo Nizzolo som favorit, men det er med megen usikkerhed. Klatrer han, som han gjorde i Giroen, har han ikke skyggen af chance, men klatrer han som i 2020, er det et perfekt løb for ham. Meget taler for, at det sidste kan gøre sig gældende. Frem mod Giroen arbejdede han målrettet på sin spurt, men nu er det store mål EM og ikke mindst VM, der kræver noget helt andet. Derfor regner jeg med at se en Nizzolo som den, der sidste år blev italiensk mester på en meget hård rute, og hvis det er tilfældet, burde han overleve disse bakker. Puncheurspurten på 3. etape passer ham fint, for den er lettere end den, han i sin tid vandt i Burgos, hvor han viste, at han er god til at komme ud fra sommerpausen i flyvende form. Jeg er bekymret for et svagt hold, og derfor skal han bruge andre til at kontrollere finalerne af de svære etaper, men det er også sandsynligt, at der automatisk kommer hjælp. Ender alle etaper i en eller anden form for spurt, vil Nizzolo være en af de tunge favoritter alle fem dage, hvor han kan score masser af bonussekunder. Derfor tror jeg, at han tager sin anden sejr i løbet hele ni år efter den første. Qhubeka har også Dimitri Claeys som alternativ, hvis Nizzolo falder fra, men belgieren er ikke hurtig eller klatrestærk nok til at vinde løbet.

Den anden Demare-type, der er meget farlig, er Davide Cimolai. Er han i form efter pausen, burde han kunne klare disse bakker, og selvom han lidt for sjældent viser sine puncheurevner, var det i en spurt som den, vi finder på 3. etape, at han i sin tid fik sit gennembrud med etapesejr i Paris-Nice. Heller ikke finalen på 2. etape virker skæv for ham, og han er også hurtig nok til at være med i de rigtige massespurter. Han har ingen garanti for at overleve stigningerne, men han er efterhånden blevet ret stabil og burde have en fair chance. Som alternativ har Israel SUN også Hugo Hofstetter og Tom van Asbroeck, men jeg tror, at både finalen og selve spurten kan være for hård for Hofstetter. Den ligger bedre til Van Asbroeck, der ikke er en ringe puncheur, men det er lidt svært at se ham vinde. Falder de alle fra, kan Jenthe Biermans måske gå efter en top 10, men ikke vinde. Alessandro de Marchi skal vist bare i gang efter sin grimme skade.

Jeg vælger at gå med Andrea Vendrame som nr. 3. Også hans form er helt usikker, men han sluttede sin første sæsondel meget stærkt af med sin sejr i Route d’Occitanie efter den fornemme triumf i bjergene i Giroen. Han kører næppe med de bedste på bakkerne, men ender det i en eller anden form for spurt, vil han sidde der alle dage. Særligt afslutningen på 3. etape passer ham som fod i hose, men også 2. etape kan han vinde. Til gengæld får han næppe del i bonussekunderne på de fladere dage, hvor Ag2r kører for Sarreau, men han vil kunne gå efter bonussekunder i de indlagte spurter. Sidste år var han også en af mine favoritter, men fejlede slemt, og hans formniveau er altid meget svingende. Har han fundet de gode ben, bør det dog være et løb, der passer ham perfekt. Bliver løbet hårdt, burde Lilian Calmejane være en af de bedste puncheurs, og efter den lange skadespause burde han efterhånden være i form. Han har dog været så skuffende de seneste år, at det er svært at se ham køre med de bedste på stigningerne. Det kan heller ikke Stan Dewulf , der kunne være en option, men nu formentlig ender med at køre finalerne for Vendrame.

En af løbets helt store ubekendte er Andrea Bagioli. Sammen med Wellens er han på papiret manden, der kan gøre forskellen på bakkerne, men han er også så god en puncheur, at han vil kunne vinde spurten på 3. og måske endda 2. etape. Dermed kan han vinde løbet på flere måder, men vi aner ikke, hvor han står efter den skade, der ødelagde hele hans forår. Han har ikke kørt løb siden begyndelsen af marts, men har han vitterligt trænet godt i løbet af den lange sommerpause, kan han sagtens være i god form. På papiret har han alt, hvad der skal til for at vinde løbet. Deceuninck har dog også to andre alternativer i først og fremmest Florian Senechal og Yves Lampaert. Ingen af dem kan angribe, men de kan overleve og i spurterne på 2. og 3. etape kan de begå sig. Særligt stærkt står Senechal, der er den bedste afslutter af de to og endda også kan deltage i de øvrige massespurter, hvoraf de fleste meget vel kan være for hårde for førstesprinteren Fabio Jakobsen. Det gør ham til en af de helt tunge favoritter, men hans klatreniveau er meget, meget svingende. Holdet har også Pieter Serry, der før har været på podiet i løbet og passer godt til terrænet, men han er næppe længere god eller hurtig nok til at køre med de bedste på stigningerne eller for alvor blande sig i spurterne.

Alpecin kommer med en meget stærk kandidat i Gianni Vermeersch, der i år fik sit store klassikergennembrud med top 10-placeringer i de tre største flamske løb, Flandern Rundt, E3 og Gent-Wevelgem. Hans 14. plads i Strade Bianche åbner muligheden for, at han måske kan følge de bedste på bakkerne, men det er nok trods alt tvivlsomt. Spurter han som i Giroen, bør han dog have en god chance for at køre med om sejren på 2. og 3. etape, selvom han stadig har til gode for alvor at vise, hvad han kan i en puncheurspurt. Hans form er ukendt, men han er uhyre stabil, og derfor vil det undre mig, hvis ikke han kører med om sejren. Alpecin har også den halvhurtige Dries de Bondt, men han er ikke hurtig eller klatrestærk nok til at vinde, og de to klatrere Louis Vervaeke og Jimmy Janssens mangler klatreevnerne til at gå med de bedste og spurten til at blande sig i finalerne. Langt mere interessant er derfor Alexander Krieger, der tidligere er kørt på podiet i det tilsvarende Tour de Luxembourg. Han burde være skabt til løbet, men klatreevnerne har været aftagende de senere år. I Luxembourg sidste år viste han dog, at han stadig skal regnes som reel vinderkandidat, hvis han vitterligt finder benene.

Ved siden af Bagioli er det Tim Wellens, der springer i øjnene som den store ardennerspecialist, men ligesom italieneren kommer han til løbet med stor usikkerhed. Han måtte trække stikket i juni efter en lang periode, hvor hans krop opførte sig sært, og han har ikke rigtigt fundet sit niveau siden Tirreno. Han har en god historik for at komme stærkt ud fra sommerpausen og har tidligere vundet dette løb, men om det gælder denne gang, aner vi ikke. Han er samtidig hæmmet af, at han formentlig skal gøre forskelle på bakkerne på 2. eller 3. etape, da hans puncheurspurt næppe er god nok til at vinde 3. etape. Ruten er en anelse for nem for ham, men er han i form, kan han være manden, der får det hele til at eksplodere, særligt på torsdag. Som alternativ har Lotto tre hurtige folk i form af John Degenkolb, Florian Vermeersch og Stefano Oldani, og af dem tror jeg mest på Vermeersch, der burde have en god chance for at klare bakkerne og har en fin spurt. Han er dog næppe hurtig nok til at vinde, også fordi han ikke kører de rigtige spurter for holdet. Degenkolb kan ikke afskrives, men sidste år var 3. etape for hård, og det vil den formentlig være igen. Det bør den også være for Oldani, der næppe heller er en god nok puncheur til for alvor at blande sig på 3. etape. Holdet har også halvhurtige Maxim van Gils, der måske kan overraske, hvis 3. etape bliver hård, men det er svært at se ham vinde. Det er svært at tro på Matthew Holmes efter en ganske trist sæson.

En meget spændende kandidat er Jake Stewart, der skal forsøge at forsvare titlen for FDJ. Den unge brite har imponeret med sin holdbarhed i år, og ikke mindst 2. pladsen i Omloop var flot. Hvor god han virkelig er i dette hårde terræn, har han dog stadig til gode at bevise, og finalerne på 3. etape kan vise sig for hård. Til gengæld burde puncheurspurten på 3. etape passe ham ganske godt, og derfor står han ret stærkt, hvis han kan overleve så langt. Til gengæld mangler han nok farten og positioneringen til at kunne tro på bonussekunder i de mere klassiske massespurter. FDJ har også Benjamin Thomas, der tidligere har været på podiet i løbet, men han er ikke hurtig nok til at vinde eller klatrestærk nok til at angribe på bakkerne. Derudover har han trænet på banen frem mod OL, og det er næppe den allerbedste forberedelse, selvom formen burde være helt i top.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

UAE har en af de helt store jokere i form af Valerio Conti. Italieneren har igennem det meste af sæsonen ikke kunnet træde en bule i en blød hat, indtil han pludselig var flyvende med sine to 2. pladser i Appenninerne og Lugano. Om han har samme form nu, skal man altid være varsom med at tro, men hvis han har holdt den gående de sidste tre uger, vil han være en af de bedste på stigningerne. Med sin hurtighed er han skabt til den sidste puncheurafslutning, og derfor må han være en af favoritterne, hvis sprinterne bliver snydt - forudsat at han har bevaret formen. UAE har imidlertid et næsten lige så godt bud i Alessandro Covi, men han har aldrig helt fundet formen i år og kom skidt ud af Giroen. Han kører næppe med de bedste på stigningerne, men i puncheurafslutningen på 3. etape vil han være farlig. Med den klatring, han viste i Giroen, kan man vel heller ikke helt afskrive Fernando Gaviria, men det kræver, at han vinder nogle af de flade spurter, da puncheurafslutninger aldrig rigtigt har fungeret for ham. Det vil dog undre mig, hvis han holder stand. Stigningerne i finalerne på 2. og 3. etape bør være for hårde for Alexander Kristoff, der er bedst på blødere procenter.

Intermarché har måske det allermest spændende hold til deres store hjemmebaneløb, som har stor prioritet for dem. Størst chance har nok Andrea Pasqualon, men hans klatreevner har på det seneste været så svingende, at jeg langt fra er sikker på, at han klarer 3. etape. Til gengæld burde han elske den afsluttende puncheurspurt, og derfor er hans vinderpotentiale formentlig holdets største. Det skyldes dog kun, at Quinten Hermans i år har skuffet i sine spurter. I 2019 var han ellers meget tæt på at vinde løbet, blandt andet fordi han vandt en reduceret massespurt, og i år har han klatret så suverænt, at han utvivlsomt overlever. Jeg ser ham dog ikke angribe med de bedste, og han skal derfor bruge et selektivt løb uden de hurtigste sprintere. Spurter han som i 2019, kan han vinde løbet. Det kan også Baptiste Planckaert, der formentlig har større chance for at klare stigningerne end Pasqualon og er en glimrende puncheur, som han senest viste i Finistere, men han har ikke helt samme fart som tidligere. Til stigningerne har holdet det tidligere vinder Loic Vliegen og den altid uforudsigelige Odd Christian Eiking. Vliegen har dog skuffet fælt i år og udgik senest af Touren med helbredsproblemer, og han ligner derfor en usandsynlig vinder. Hvis Eiking finder benene, kan han måske gå med de bedste på bakkerne, og da han også er en god puncheur, står han ganske stærkt, hvis sprinterne bliver snydt - men det kræver, at han har nogle ben, han ikke rigtigt har vist i år. Aime de Gendt har aldrig fundet melodien og mangler punchet til at vinde.

En meget spændende kandidat er Rasmus Tiller, der har kørt fabelagtigt i år. Desværre tro jeg, at han er en anelse for tung til at køre med ardennerrytterne på 3. etape, og derfor skal han satse på samling. Her vil han elske de eksplosive finaler på 2. og 3. etape, og han har vist sine afslutterevner både i Hageland og Finistere. Desværre vil han formentlig skulle spurte mod nogle sprintertyper, og derfor har jeg lidt svært ved at se ham vinde løbet. Uno-X stiller også med Kristoffer Halvorsen , der virkelig er kommet i gang og har vist en vis holdbarhed, men løbet bør være for hårdt.

Trek kommer med en af de helt store jokers i Quinn Simmons. Klatrer han som i Strade Bianche, kan han køre med de bedste på 3. etape, og bliver sprinterne snydt, vil han kunne køre med om sejren på den etape og dermed også i klassementet. Han er ikke sprinter, men han vil i et lille udbrud sagtens kunne køre den sidste puncheurspurt. Til gengæld forsvandt hans form som dug for solen efter Strade, og han havde et katastrofalt forår. Han har kun kørt de amerikanske mesterskaber siden brostensklassikerne, og vi aner derfor ikke, hvor han står. Han er derfor en total joker. Holdet har også Gianluca Brambilla, der med god form måske kan være med til at køre væk på 3. etape. Han kan også afslutte, men folk som Bagioli og Wellens er i en puncheurspurt nok hurtigere end ham. Skal sprinterne afgøre det, skal holdet håbe, at Alex Kirsch kan spurte på 2. og især 3. etape, men han har nok ikke farten til at vinde, og hans overlevelse er også meget usikker.

Jumbo kommer med en topmotiveret Timo Roosen, der gør debut i sin hollandske mesterskabstrøje. Spurtede han som i Canada og på Hatta Dam for nogle år siden, ville han være et fremragende bud til puncheurspurten på 3. etape, men desværre har han skuffet i stort set alle puncheurspurter siden dengang, senest i Andalusien og Dauphiné. Jeg er derfor usikker på, om han har farten til stadig at blande sig på den etape, hvor han vil skulle vinde løbet, men han melder i hvert fald om god form. Holdet har også hurtige Pascal Eenkhoorn, der i en flad spurt er den hurtigste af de to, men han har aldrig vist, at han kan vinde en spurt som den på 3. etape. Det er snarere 2. etape, der er noget for ham, og så er det nok svært at vinde løbet. Holdet har heller ikke afskrevet, at unge og lynhurtige Olav Kooij kan overleve, men det virker ikke sandsynligt, at han kan køre med om sejren på de hårde dage.

Arkea har sidste års nr. 3 i Amaury Capiot, der således har vist, at han kan klare 3. etape. Problemet er bae, at han har haft et forfærdeligt år, og selvom han viste lidt fremgang i Camembert, er der ikke meget, der tyder på, at han kan gentage sidste års bedrift. Hvis han mod forventninger har fundet sig selv, burde det dog være et løb, der passer en holdbar sprinter som ham. Holdet har også Thomas Boudat, men som han har klatret på det seneste, må løbet være for hårdt.

Bingoal stiller med kometen Arjen Livyns, men efter styrtet i Amstel Gold Race er han aldrig blevet sig selv. Senest var han dybt skuffende i juni, men han har gjort dette løb til et mål og har trænet i højderne. Han er en usandsynlig vinder, da han ikke er en suveræn afslutter, men i storform kan han være med de bedste på stigningerne. Til et sprinterscenarium har holdet Milan Menten , der i år har vist takter, der måske gør det muligt at overleve stigningen på 3. etape, og han kan køre en hæderlig puncheurspurt. Remy Mertz har klatret godt i år, men mangler hurtigheden og kan ikke køre med de bedste.

Kan Piet Allegaert være med? Logikken siger nej, men med sin 5. plads i Hageland og 2. plads i Tro-Bro Leon har han vist visse takter i år. Bakkerne her bør være for svære, men ender løbet knap så selektivt burde han måske kunne køre en hæderlig puncheurspurt. Cofidis har også Nathan Haas, der i gamle dage ville være skabt til løbet, men selvom det har set lidt bedre ud på det sidste, er det svært at tro på ham. Andre Carvalho har hafy det svært som professionel, og Fernando Barcelo er måske en god klatrer, men mangler punch.

Det er svært at tro på de andre hold. Bora har Matteo Fabbro, der sagtens kan vise sig som en af bedste på stigningerne og derfor faktisk godt ende i toppen, hvis de bedste kører væk, men da han er spurtsvag, er det næsten umuligt at se ham vinder løbet. EF stiller med Jens Keukeleire, der i gamle dage havde været et godt bud, men han er aldrig kommet sig efter senfølgerne efter covid-19, og der er ikke de store tegn på fremgang. Hos B&B burde det være et godt løb for Nicola Bagioli , men han er faldet helt sammen, og Eliot Lietaer mangler hurtigheden til at vinde, mens løbet er for hårdt for Luca Mozzato. Hos Sport Vlaanderen kan Fabio van den Bossche og Kenneth van Rooy måske gøre det pænt, men ikke vinde. Total skal sætte deres lid til Dries van Gestel, der mangler hurtighed til at vinde.

Hos kontinentalholdene er det altid værd at holde øje med Toon Aerts, der sagtens kan vise sig som en af de bedre på stigningerne, men han mangler punch til at vinde. Også Eli Iserbyt har endelig fundet lidt af de tidligere takter på landevejen, men han har ikke rigtigt vist den hurtighed, han havde tidligere. Hos Hagens Berman har man den spændende klatrer Sean Quinn , men han mangler eksplosivitet til dette løb.  Riwal har Nick van der Lijke, der har punchet til at lave et fornuftigt resultat, og også Lucas Eriksson kan være med i dette terræn og har en vis hurtighed, men begge har været skuffende i årets store UCI-løb. Jesper Hansen passer ikke rigtigt til løbet. Hos Tarteletto satser man på Gianni Marchand, der jo via udbrud endte på podiet i Belgium Tour, men han har slet ikke eksplosivitetetn til dette løb.

BEMÆRK: Grundet de forfærdelige oversvømmelser i området er 2. etape, som det har været frygtet, blevet aflyst. Det ændrer ikke det store ved favoritvurderingen, men det må regnes som en fordel for sprinterne og en ulempe for de eksplosive puncheurs, der nu får en chance mindre for at sætte Nizzolo-typerne under pres. Da det alligevel næppe var sket på 2. etape alligevel, og da nøgleetapen hele tiden har været 3. etape, holder vurderingen fortsat.

***** Giacomo Nizzolo

**** Davide Cimolai, Andrea Vendrame

*** Andrea Bagioli, Gianni Vermeersch, Tim Wellens, Florian Senechal, Jake Stewart

** Valerio Conti, Andrea Pasqualon, Rasmus Tiller, Quinten Hermans, Alessandro Covi, Quinn Simmons, Timo Roosen, Gianluca Brambilla, Yves Lampaert, Alexander Krieger, Florian Vermeersch, Baptiste Planckaert, Odd Christian Eiking, Tom van Asbroeck, Amaury Capiot, Arjen Livyns

* Lilian Calmejane, John Degenkolb, Piet Allegaert, Pascal Eenkhoorn, Matteo Fabbro, Toon Aerts, Pieter Serry, Loic Vliegen, Alex Kirsch, Maxim van Gils, Milan Menten, Nathan Haas, Kristoffer Halvorsen, Fernando Gaviria, Dries de Bondt, Dimitri Claeys, Stefan Oldani, Hugo Hofstetter, Stan Dewulf, Benjamin Thomas, Jens Keukeleire

Danskerne

På Qhubeka skal Andreas Stokbro støtte Giacomo Nizzolo, mens Niklas Eg på Trek formentlig kan få plads til at køre lidt offensivt, men mest skal hjælpe Quinn Simmons, Gianluca Brambilla og Alex Kirsch. Morten Hulgaard er til start hos Uno-X, hvor han skal støtte Kristoffer Halvorsen og Rasmus Tiller. Endelig er Riwal til start i det stærkt besatte løb, hvor Jesper Hansen skal prøve af køre klassement sammen med Lucas Eriksson og Nick van der Lijke og støttes af blandt andre Rasmus Quaade, Tobias Mørch Kongstad og Jesper Schultz, men løbet passer ikke rigtigt den danske klatrer.

Liveopdateringer

Heller ikke i år produceres tv-billeder fra løbets første to etaper tirsdag og onsdag. Det gør der heldigvis fra de sidste tre etaper, og derfor indleder vi liveopdateringerne fra torsdagens 3. etape, hvorefter vi følger løbet helt til dørs frem til lørdag.