Prøv vores nye app
Optakt: Tour de Suisse
09. juni 2024 13:17Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Mens et par af Tour-favoritterne og flere af deres rivaler afslutter deres sidste forberedelsesløb i Dauphiné, gør de fleste af de øvrige store navne til dette års udgave af La Grande Boucle sig klar til deres sidste udfordring inden deres store mål. Trods dets tidligere status som verdens mest prestigefulde ugelange etapeløb har Tour de Suisse tabt meget af dets appel til de største stjerner, der med 2018 som en markant undtagelse klart har tabt kampen om de største navne til Criterium du Dauphiné. I år har løbet dog fået lille renæssance med et ganske pænt antal Tour-kaptajner, der vil kaste sig ud i otte dages cykelløb på en rute, der i år er den mest bjergrige i mange år.

Annonce

Artiklen fortsætter efter videoen.

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE

 

Løbets rolle og historie

Schweiz spiller en ganske særlig rolle i cykelkalenderens smukke anatomi. Selvom det naturligvis er alt for lille til at være vært for en grand tour, har alpelandet opbygget et ry som det perfekte sted at forberede sig til et tre uger langt løb. Traditionelt har landets to største etapeløb, Tour de Romandie og Tour de Suisse, været forberedelsesløb til henholdsvis Giro d’Italia og Tour de France, da de begge afvikles tæt på starten af de pågældende grand tours og tilbyder det ideelle bjergterræn for rytterne til at teste formen.

 

Den position er imidlertid i de senere år kommet under pres, og de schweiziske etapeløb betragtes ikke længere som de bedste til at varme op forud for Giroen og Touren. Mens Tour de Romandie synes at have tabt kampen mod Tour of the Alps og har ændret dets rolle til i stedet at være det sidste store mål i forårssæsonen for nogle af Tour-rytterne, har den nationale rundtur været involveret i en tæt kamp med Criterium du Dauphiné om at have titlen som den bedste forberedelse til Touren.

 

 

Det franske løb er klart kommet ud som vinder af den duel, og langt de fleste af Tour-stjernerne har i de senere år foretrukket at drage til de franske alper i juni måned. Det har imidlertid ikke ændret det faktum, at Tour-rytterne som regel deler sig mellem de to løb, og selvom de største navne ofte har været til start i Frankrig, har adskillige Tour-deltagere altid testet formen på de schweiziske landeveje i løbet af de 9 dage, som løbet indtil 2021 har varet. Netop længden har været med til at give det en særstatus som den fjerde grand tour og i mange år det vigtigste af de ugelange etapeløb, men selv det specielle karakteristikum er nu forsvundet, hvor løbet nu bare er som både Dauphiné og Paris-Nice, nemlig ”kun” otte dage langt.

 

Dataene viser klar, at Dauphiné nu er den foretrukne begivenhed for de fleste klassementsryttere. Indtil Egan Bernal brød trenden i 2019, var den sidste Tour-vinder, der forberedte sig til verdens største cykelløb i Schweiz, Lance Armstrong, som i 2001 afveg fra sin vanlige forberedelse i Frankrig ved at køre (og vinde) det schweiziske etapeløb. Amerikaneren vendte siden kun tilbage til det alpelandets løb efter sit comeback, da han stillede til start i 2010, og mellem 2011 og 2018 havde Tour-vinderen altid været til start i Dauphiné som forberedelse til løbet i juli.

 

I 2012 sluttede Thibaut Pinot som nummer 10 i Touren og var den bedst placerede rytter, der havde kørt i Schweiz, mens Roman Kreuziger på femtepladsen var den højst rangerede rytter, der i 2013 havde været til start i den lille alpenation. I 2014 fortsatte den opmuntrende tendens, da Pinot gik fra en skuffende 15. plads i Schweiz til at slutte på podiet i Paris, mens Robert Gesink kom fra en niendeplads i Schweiz, inden han blev nummer 6 i Touren i 2015. I 2016 var det Geraint Thomas på 15. pladsen, der var den bedst placerede Schweiz Rundt-deltager, og i 2017 skulle man ned til Damiano Caruso på 11. pladsen for at finde en rytter, der kom fra Schweiz. Lidt bedre så det ud i 2018, hvor Steven Kruijswijk på 5. pladsen havde været i aktion i Alpelandet, inden Bernal altså vandt i 2019. Efter aflysningen i 2020 havde løbet i et ellers svagere felt i 2021 held til at tiltrække Richard Carapaz, som brugte en sejr i Schweiz som trædesten til en 3. plads i Touren, og det mønster gentog sig i 2022, hvor Geraint Thomas vandt Tour de Suisse som opvarmning til sin 3. plads i Touren. I 2023 var det Pello Bilbao og Felix Gall, der som hhv. nr. 6 og 8 i Touren var de bedste ryttere fra Schweiz.

Annonce

 

Det er imidlertid i høj grad et spørgsmål om individuel præference, og mens enkelte ryttere foretrækker altid at benytte samme løb som forberedelse, synes de fleste at variere det en anelse fra år til år. Ineos/Sky har hørt til blandt de hovedaktører, der har prioriteret det franske løb højest, mens Schleck-brødrene var kendt for altid at køre Tour de Suisse. Løbet har endda haft nogen held med at tiltrække nogle af de bedste franske ryttere som Pinot, der ofte har set er en fordel i at slippe væk fra mediepresset i hjemlandet. Det gjaldt også i 2021, hvor Julian Alaphilippe noget overraskende var til start i Schweiz, og igen i 2022 henlagde Pinot sin vigtigste forberedelse til nabolandet, mens han lod David Gaudu om at klare hjemmebanepresset under Dauphiné. Sidste år var det ene af de to franske topnavne i Touren, nemlig Romain Bardet, ligeledes at finde i feltet i Schweiz, og i år har Kevin Vauquelin valgt at forberede sig til sin Tour-debut uden for hjemlandet.

 

Selvfølgelig er hovedproblemet for det schweiziske løb den geografiske placering. Det har ikke mange muligheder for at gøre brug af dele af Tour-ruten - noget Dauphiné har gjort i stor grad, siden ASO overtog ansvaret i 2010. På den anden side afvikles løbet en uge tættere på Touren end Dauphiné, og forskellige ryttere har forskellige præferencer, hvad angår placeringen af det sidste store forberedelsesløb. I år har Tour-arrangørerne stort set intet rutemæssigt overlap mellem de to løb, men alligevel har det knebet gevaldigt for schweizerne med at overbevise Tour-stjernerne om, at de skal vælge det sene af de to løb.

 

Arrangørerne har dog også selv bidraget til deres lidt triste skæbne. 2009- og 2010-udgaverne af Tour de Suisse var alt for lette og tilbød ikke mange bjergetaper, hvor rytterne kunne teste benene. Faktisk kritiserede mange 2009-løbet for at være designet med det ene formål at sikre en samlet sejr til den nationale helt, Fabian Cancellara. I de senere år har man imidlertid brudt trenden, og 2013-udgaven var hårdere end længe. I 2014, 2015, 2018, 2021 og 2023 var ruterne igen lettere, men både i 2016, 2017, 2019 og 2022 vendte man tingene helt på hovedet og designede løb, der var langt hårdere end vanligt.

 

I 2018 var alt dog anderledes. Den ekstra uge mellem Giroen og Touren som følge af VM i fodbold betød, at de fleste nu fandt Dauphinés placering for tidlig. Det betød, at de store navne i stort antal vendte det franske løb ryggen, og dermed var der lagt op til lidt af en renæssance for Tour de Suisse. For første gang i umindelige tider gav man franskmændene klø og tiltrak store Tour-kaptajner som Richie Porte, Nairo Quintana, Mikel Landa, Bauke Mollema, Steven Kruijswijk og Jakob Fuglsang.

 

Desværre er tendensen ikke gået igen med en tilbagevenden til en normal kalender, hvor det var sløjt med feltet i både 2019 og 2021, og efter en lidt uventet renæssance i 2022, hvor Tour-kaptajnerne fordelte sig mere jævnt, var der i 2023 stort set ingen Tour-kaptajner til start i Schweiz. I år oplever løbet dog en lille opblomstring, da Adam Yates, Joao Almeida, Enric Mas, Felix Gall, Richard Carapaz, Egan Bernal, Kevin Vauquelin og Tom Pidcock alle vil køre i alpelandet, inden de ventes at have fremtrædende roller i Touren.

 

Grunden til løbets store prestige er en kombination af historien og sværhedsgraden. Med en historie, der rækker tilbage til 1933, er løbet ældre end Dauphiné, og da det afvikles i et af de mest bjergrige områder i Europa, er det intet under, at det er blandt de hårdeste løb på kalenderen. Selvom vinderlisten er imponerende, mangler den dog samme dybde som den, det franske modstykke kan prale af. Pasquale Fornara topper listen over succesfulde ryttere med fire sejre, mens to af de lokale helte Ferndinand Kübler og Hugo Koblet deler æren med Rui Costa som de eneste trefoldige vindere.

 

 

Udover at være et forberedelsesløb til Touren har løbet altid haft en fantastisk evne til at tiltrække rýttere fra Giroen. Det skyldes sandsynligvis den ekstra uges hvile, men mens Dauphiné kun har kunnet præsentere nogle få - dog ofte meget succesfulde - Giro-Dauphiné-doubler, har Tour de Suisse som regel adskillige Giro-ryttere på startlisten. Tendensen gør sig også gældende i år, hvor der vil være fokus på Damiano Caruso, Einer Rubio, Cian Uijtdebroeks, Nairo Quintana, Attila Valter, Georg Steinhauser og Valentin Paret-Peintre, der alle vil forsøge at presse det sidste ud af majformen.

 

Løbet har stadig overhånden i forhold til Dauphiné på ét område. Mens det franske løb afvikles i et område uden meget fladt terræn og derfor ikke har den store appel til sprinterne, er Tour de Suisse som nationalt etapeløb forpligtet til at besøge alle egne af Schweiz, der ikke alle er bjergrige. Det betyder, at løbet som regel har haft betydeligt flere muligheder for de hurtige folk. Det kuperede terræn i landet og arrangørernes hang til svære rundstrækninger betyder dog, at der ikke er meget at komme efter for de rene sprintere, men de mere hårdføre typer og klassikerspecialister vil altid finde kunne finde adskillige etaper, der behager dem. Det er ikke noget tilfælde, at Peter Sagan vandt to etaper i 2011, fire i 2012, yderligere to i 2013, en enkelt i 2014, to i 2015, to i 2016, yderligere to i 2017 og endnu en både i 2018, 2019 og 2022, men årets ekstremt bjergrige rute er nu ikke slet ikke venlig over for de hurtige folk.

 

Efter et par år med en mere ligelig fordeling var sprinterne i 2018, 2019, 2021 og 2022 næsten alle til start i Schweiz - bortset fra de mere rene sprintere, der ofte foretrækker Slovenien Rundt, ZLM Tour og med den nye kalender nu også Belgium Tour - og også i år har schweizerne trods en uhyre sprinterfjendtlig rute tiltrukket det klart mest spændende felt af hurtige folk anført af Arnaud De Lie, Bryan Coquard, Marijn van den Berg, Jordi Meeus, Arnaud Demare, Mark Cavendish, Pascal Ackermann, Thibau Nys, Axel Laurance, Ethan Hayter og Michael Matthews, der jo næsten alle falder i kategorien af holdbare afsluttere.

 

Sidste år havde løbet som sagt ikke mange Tour-kaptajner til start, men det fik alligevel enorm opmærksomhed som rammen om en duel mellem Remco Evenepoel og Juan Ayuso. Desværre var det dog ikke det sportslige, men Gino Mäders dødsfald, løbet vil blive husket for, men løbet blev trods to afslyste/neutraliserede etaper kørt til ende. Det profiterede Mattias Skjelmose af, da han ganske overraskende fik skovlen under de to favoritter, for det stod hurtigt klart, at Evenepoel var under niveau, og selvom Ayuso vandt både enkeltstart og kongeetapen, betød en dårlig start, at Skjelmose med to gode enkeltstarter og en etapesejr i bjergene, kunne tage karrierens klart største sejr efter en neglebidende sidste enkeltstart, hvor han sikrede sig den samlede sejr med 9 sekunder ned til Ayuso og 45 sekunder ned til Evenepoel. Efter en sen kalenderændring vender Skjelmose tilbage for at forsvare titlen, men han skal finde nye rivaler, da både Ayuso og Evenepoel forbereder sig på deres Tour-debut i Dauphiné.

Annonce

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE

 

Ruten

BEMÆRK: Nufenenpass kan ikke passeres på 6. etape. Der kommer derfor ændringer af ruten, men arrangørerne har endnu ikke truffet beslutning om hvordan. Finalen vil dog være den samme.

 

Schweiz er trods sin beskedne størrelse et alsidigt land. Mod nord finder man kuperet, klassikeragtigt terræn, men en stor del af landet udgøres af Alperne. Derfor har løbet typisk tre slags etaper. Som regel har løbet haft to bjergafslutninger og en bjergetape med en afslutning efter en nedkørsel. Enkelstartsspecialisterne har haft chance på en prolog, der ofte har været meget kuperet og teknisk, og en lang, relativt kuperet enkeltstart. Stigningerne i Schweiz er typisk ikke særlig stejle, og derfor har bjergetaperne sjældent været meget selektive, hvilket har bevirket, at enkeltstarten typisk har været den vigtigste etape. Resten af løbet har været udgjort af klassiske Schweiz Rundt-etaper: kuperede etaper, som slutter på en rundstrækning, der meget ofte har en lille stigning tæt på mål. Disse etaper er ofte blevet afgjort i reducerede massespurter, og det har gjort løbet til lidt af en fest for stærke sprintere og klassikerryttere, hvilket forklarer, hvorfor Peter Sagan i en ung alder hurtigt blev den rytter, der har vundet flest etaper i løbets historie.

 

Som nævnt ovenfor har arrangørerne efter et par år, hvor den begrænsede sværhedsgrad gjorde løbet mindre spektakulært, i de senere år forsøgt at gøre løbet hårdere. Et første højdepunkt nåede man i 2013, hvor man havde tre svære bjergetaper og en bjergenkeltstart, inden man igen havde lettere ruter i 2014 og 2015. I 2016 sammensatte man imidlertid den klart sværeste rute i årevis, idet man havde hele tre meget svære bjergafslutninger, herunder en på den frygtede Rettenbachferner, i tillæg til de klassiske tidskørsler i form af en prolog og en længere enkeltstart, og den model gentog man i 2017, hvor der atter var en lang enkeltstart og tre svære bjergetaper, herunder en tilbagevenden til Rettenbachferner, på programmet. I 2018 gik man til gengæld tilbage til den ”lette” model med en rute, der kun bød på én stor bjergetape, der endda ikke var særligt svær, inden 2019-udgaven med hele tre store og svære bjergetaper igen lå i den vanskelige ende af spektret.

 

Efter et års coronapause svingende pendulet igen den anden vej i 2021, hvor bjergetaperne var lette, men hvor de blev ledsaget af en bjergenkeltstart, der kunne gøre store forskelle, og så havde vi igen en svær udgave i 2022, hvor to svære bjergafslutninger blev ledsaget af nogle ret svære klassikeragtige etaper samt denne gang kun én enkeltstart, der til gengæld var pandekageflad. Sidste års udgave var en mellemting, for selvom man havde hel tre store bjergetaper, var det med finaler, der traditionelt ikke havde gjort helt store forskelle, og det hele suppleredes ud over den klassiske, afsluttende enkeltstart samt en åbningsenkeltstart, der var den længste nogensinde

Annonce

 

 

Efter et svært løb i 2017, et let løb i 2018, et svært løb i 2019, et let løb i 2021, et svært løb i 2022 og et lettere løb i 2023, skulle føre til, at 2024-udgaven skal være til den svære side. Det er den i den grad også blevet. Ja, der må være et hav af ryttere, der var ved at tabe både næse og mund, da de kastede deres første blik på ruten. I år er arrangørerne nemlig gået i totalt bjergvanvid. Denne gang nøjes man ikke med to eller tre bjergetaper. Nej, man topper det med en fjerde, og derudover er der endda mål på toppen af en stigning alle fire gange. De fire bjergfinaler er efter schweizisk standard endda også relativt stejle, selvom kun ét af målbjergene er langt, og man ikke skal så meget op i højderne, som man ofte skal det.

 

For at fuldende dette billede af bjergrytternes drømmerute er den lange enkeltstart for første gang siden 2021 erstattet af en bjergenkeltstart, og minsandten om ikke også den indledende enkeltstart, der til gengæld er helt flad, også er den korteste siden 2007! Ja, bjergrytterne kan i den grad slikke sig om munden ved udsigten til en rute, hvor der stort set ikke skal køres fladbaneenkelstart, og hvor de fem sidste etaper alle slutter på toppen af bjerge.

 

Taberne er naturligvis alle, der ikke kan kaldes bjergryttere. Tempospecialisterne må nøjes med den 4,8 km lange åbningsetape som deres chance for at gribe ud af efter en etapesejr, og de klassikerryttere og stærke sprintere, der plejer at elske løbet, må være efterladt voldsomt skuffede tilbage. Det ville ikke være i år, at Peter Sagan ville slå rekorder for antallet af etapesejre, for blot to etaper afvikles i den fladere del af landet - og her er der såmænd også skruet op for vanskelighederne. Kun én af etaperne har endda en flad finale, og den kommer efter en benhård og svær stigning med top mindre end 10 km fra mål, og for at gøre det hele værre har den anden af etaperne foruden flere svære stigning i den fulde finale mål på toppen af en 800 m lang puncheurbakke, der er så stejl, at den appellerer mere til ardennertyper end selv de stærkeste sprintere. Nej, i årets vanvittige Tour de Suisse kommer man ingen vegne, hvis ikke man kan køre opad!

 

Det slipper man dog for at skulle på åbningsdagen, der med sit terræn står i skærende kontrast til resten af løbet. Her åbnes løbet som altid med en kort enkeltstart, men den er altså den korteste siden 2007. Det er det eneste, tempospecialisterne har at gøre godt med i år, men de kan til gengæld glæde sig over, at de 4,8km består af rent fladlandstons på en rute uden tekniske udfordringer.

 

Derefter skal løbets stærke sprintere og klassikerryttere forsøge at udnytte det lille vindue, de har for at jagte succes, inden der går bjergfest i den. Mandag har vi løbets eneste flade finale, men forinden skal rytterne over en ganske svær stigning, der både kan bruges som afsæt til angreb og i hvert fald rydde kraftigt ud i feltet inden en reduceret massespurt. Billedet er det samme tirsdag, hvor de får deres sidste chance, men denne gang sluttes der på en 800 m lang bakke, der med en stigningsprocent på mere end 8 appellerer mere til lette end til tungere puncheurtyper.

Annonce

 

Herefter starter bjergfesten, da de sidste fem etaper alle slutter på et bjerg. Der lægges endda voldsomt ud, når man onsdag skal slutte i mere end 2000 m på det berømte Skt. Gotthardspas. Det er en hele 20 km lang stigning, der grundet knap så stejle procenter vil være meget følsom over for vinden, men står den rigtigt, er der allerede her lagt op til et stort bjergslag.

 

Endnu et venter om torsdagen, hvor man for første gang siden 2016 skal slutte på den kortere, men ganske stejle Cari-stigning, der måske ikke skabte så store forskelle for otte år siden, men bestemt har potentiale til at være rammen om et vigtigt slag om den samlede sejr. Fredag fortsætter bjergfesten med det letteste af de fem målbjerge. Her skal man ganske vist undervejs over det mægtige Nufenenpass, men det kommer relativt tidligt, og herefter skal der sluttes på en ca. 6 km lang og ganske stejl rampe, der sagtens kan gøre forskelle, men vil appellere til mere eksplosive typer.

 

Ofte er den samme by vært for begge etaper i finaleweekenden, og det gælder også i år, hvor valget er faldet på bjergbyen Villars-sur-Ollon. Det vil klatrerne glæde sig over, for det giver en voldsom afslutning på løbet. Lørdag venter den sidste bjergetape, der er en kort, intens sag over små 120 km, hvor man skal slutte på den velkendte stigning op til Villars-sur-Ollon - ikke verdens længste stigning, men igen en stejl sag, hvor Mattias Skjelmose for et år siden tog sin første WorldTour-sejr på vej mod den samlede triumf.

 

Den vigtigste etape er dog gemt til allersidst. Som det gælder næsten hvert år, slutter løbet med sin lange enkeltstart, men den har for første gang siden 2021 form som en bjergenkeltstart. Ja, faktisk skal man for anden dag i træk slutte med samme opkørsel til Villars-sur-Ollon, og det sker på en rute, der er helt identisk med den, der blev benyttet, da Aleksandr Vlasov i 2022 sikrede sig den samlede sejr i Tour de Romandie. Som vi så tydeligt dengang, kan også denne bjergenkeltstart gøre så stor skade, at det er her, løbets vigtigste slag skal slås og sikre, at kun en bjergrytter kan vinde denne historisk brutale udgave af løbet, der engang var kendt som sportens fjerdestørste etapeløb.

 

 

Annonce

 

1. etape

Siden år 2000 er kun seks udgaver ikke startet med en kort enkeltstart, og efter at man i 2022 helt usædvanligt brød trenden med det første indledende linjeløb siden 2008, er man nu tilbage ved den helt faste tradition, at prolog- og tempospecialister har skullet slås om sejren på førstedagen, hvilket ofte er sket på meget tekniske og ganske kuperede ruter. I 2018 betød ambitionen om at tiltrække flere Tour-stjerner imidlertid, at man lagde ud med et holdløb, der kunne bruges som forberedelse til Touren - faktisk det første af slagsen siden år 2000 - men det var et engangstilfælde. Også i år skal tempospecialisterne dyste om den første førertrøje på egen hånd, men det sker for andet år i træk alligevel i et lidt atypisk format. Væk er både de kuperede og tekniske dele på en helt enkel rute, der går ad lange, lige veje i Liechtensteins hovedstad, Vaduz, hvor de store maskiner vil elske at skulle træde mange watt, men til gengæld kan de små klatrere glæde sig over, at der efter nogle år med længere åbningsetaper er skruet helt ned for distancen, der er den korteste siden 2007, hvorfor deres regning slet ikke vil blive så stor, som den gjorde for et år siden, hvor man kørte hele 12,7 km. - den længste distance til en åbningsenkeltstart nogensinde.

 

I år skal nemlig bare køres 4,8 km med start og mål i Vaduz, og de er helt flade og meget enkle. Fra start kører man mod vest igennem en rundkørsel, der er placeret efter 100 m, indtil man efter 1000 m drejer mod syd. Nu kører man ned langs Rhinen, der udgør grænsen til Schweiz, ad en helt lige og flad vej, indtil man efter 2,6 km drejer mod øst væk fra floden.

 

Bare 700 m senere kommer så den mest tekniske fase med et dobbeltsving efter hhv. 3,3 km og 3,4 km, men herfra er det også slut med at dreje. Nu går det nemlig mod nord ad en lige og flad vej, der kun afbrydes af to rundkørsler med hhv. 800 m og 300 m igen.

 

Etapen byder på i alt 13 højdemeter

 

Klatrerne har vænnet sig til at starte løbet med en enkeltstart, men de er som regel blevet reddet af det kuperede terræn og de mange sving. Det bliver de bestemt ikke i år, hvor det er helt fladt tonserterræn, og med bare fire sving er det rent guf for specialisterne. Den beskedne distance vil dog gøre forskellene små - og på denne historisk hårde rute kan klatrerne glæde sig over, at de ikke vil savne terræn til at genvinde det tabte.

Annonce

 

Ser man bort fra de nationale mesterskaber i Liechtenstein, har Vaduz kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var den afsluttende enkeltstart i dette løb i 2022, hvor Remco Evenepoel fik lidt oprejsning i et svært løb ved at vinde med 3 sekunder ned til den samlede vinder, Geraint Thomas, og 11 sekunder ned til Stefan Küng.

 

 

 

 

2. etape

I de senere år har der været en tendens til, at arrangørerne laver en aftale med startbyen om, at de er vært for løbet de første to dage, hvor man dels kan afvikle en enkeltstart og dels en linjeløbsetape på en rundstrækning. Formentlig som følge af afkortningen af løbet, der kun giver en halv åbningsweekend, er den ide for andet år i træk droppet. Nu venter i stedet en etape helt uden rundstrækninger, hvor man skal fra Liechtenstein til Schweiz. Det sker med en rute, der er helt typisk for løbet, nemlig med ganske kuperet terræn, der appellerer til klassikerryttere og stærke sprintere. Meget symptomatisk for årets brutale rute slutter det hele med en tur op ad den ganske stejle Regensberg, og den vil være så svær, at kun de allermest holdbare afsluttere kan drømme om at være i spil til sejren i det, der bør ende i en spurt i en ikke al for stor gruppe i en uhyre teknisk finale, der næsten udelukkende vil handle om positionering - og det er vel at mærke den eneste chance for en flad massespurt i hele løbet!

 

I alt skal der tilbagelægges 177,3 km, der fører feltet fra Liechtensteins hovedstad, Vaduz, til Regensdorf. Selvom startbyen ligger midt i Alperne, er arrangørerne nådige, da man lægger ud med at køre mod sydvest ad en flad dalvej, der allerede med det samme fører feltet ind i Schweiz. Kort efter drejer man mod nordvest og senere vest for at køre videre gennem dalen, som man forlader, når man kører videre mod vest op ad kategori 2-stigningen Kerenzerberg (4,3 km, 6,6%), der er en helt jævn stigning med top efter 42,1 km.

Annonce

 

Derfra leder en let nedkørsel mod sydvest tilbage til dalen, som nu følges ad flade veje mod nordvest og nordøst, inden man igen forlader dalen ved at køre mod nord op ad kategori 2-stigningen Ricken (5,9 km, 6,1%), der er en ujævn sag med hovedsageligt under 6% over de første 4 km, inden den stiger med 7-8% frem mod toppen, som rundes efter 74,3 km.

 

Den leder op til et plateau, som nu følges mod nordøst ad faldende veje, inden man kører mod nord igennem fladt terræn. Efter 90,1 km drejer man mod vest for at køre ind gennem et højdedrag, der byder på to mindre bakker, men derefter er det generelt let faldende, når man zigzagger sig mod nord og nordvest. Efter 125,9 km drejer man mod sydvest for at køre op ad en bakke, der har top efter 128,4 km, og derefter er det ganske kuperet, når man zigzagger sig mod vest, nordvest, sydvest, nordvest og igen sydvest nord om storbyen Zürich, idet man undervejs skal over to bakker. På toppen af den første køres dagens spurt efter 140,6 km, mens dagens Tissot-kilometer kommer på den anden stigning (2,3 km, 5,5%), hvor der køres efterbonussekunder efter hhv. 150,8 km og 151,8 km.

 

Efter den sidste bakke falder det mod vest, inden man kører ad lige og flade veje mod nordvest, sydvest og vest frem til dagens sidste udfordring. Den melder sig, når man fortsætter mod vest op ad kategori 3-stigningen Regensberg (2,2 km, 7,6%9, der stiger jævn med 7-8% hele vejen frem til toppen, som rundes efter 167,5 km.

 

Herfra resterer blot 9,8 km, der indledes med en lidt småsnoet nedkørsel, som fører mod sydvest, inden man kører mod sydøst, syd og øst ind til målbyen, hvor de sidste 5 km praktisk talt er flade. Med 2300 igen rammer man dog en lille bakke, der over 500 m stiger med 2,2%, hvorefter det falder let over 300 m frem mod de sidste 1500, der er helt flade. Finalen er uhyre teknisk, da man skal igennem en rundkørsel med 2500 m igen og dreje i en rundkørsel med 1900 m igen, hvorefter der kommer tre sving i rap med hhv. 600 m, 500 m og bare 300 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2121 højdemeter.

Annonce

 

Det virker næsten sadistisk, at sprinterne i denne brutale udgave af løbet også skal udsættes for dette. Etapen byder ubetinget på den bedste chance for en massespurt, og den er da generelt heller ikke alt for svær. Vi er også vant til senest stigninger i Schweiz, men denne gang har man i den grad skruet op for vanskeligheden med en ret stejl bakke til sidst. Den vil der være klatrestærke hurtige folk, der kan klare, men det bliver et eksklusivt selskab, der skal spurte til sidst i en finale, der tillige er så teknisk, at det ikke rigtigt handler om fart - og så må man endda formode, at der kommer angreb på bakken, så sprinterne måske endda kan blive helt snydt.

 

Regensdorf har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

3. etape

Hvis sprinterne brokkede sig over designet af mandagens etape, bliver de slemt skuffede denne tirsdag. Her venter nemlig allerede deres anden og sidste etape, der ikke slutter på et bjerg, og den bliver ikke spor lettere. Ganske vist skal der kun klatres ca. 1700 højdemeter på en rute, der generelt er flad, men det hele slutter med tre stigninger i den absolutte finale, og det er end ikke nok. I denne voldsomme udgave af løbet synes det næsten at være umuligt at designe flade afslutninger, og derfor skal der sluttes på en 800 m lang bakke, der med sin stigningsprocent på 8,3% er for stejl for de klassiske sprintere og i stedet lægger op til en sand puncheurfest for de allermest holdbare sprintere og løbets ardennerspecialister.

 

Med en distance på 161,7 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Steinmauer til Rüschlikon. Man lægger ud med at køre en omgang på en 19,3 km lang rundstrækning i det kuperede område nordvest for startbyen. Her går det først mod øst og nordvest ad flade og faldende veje, inden man kører mod syd og sydøst ad en lang, lige og let stigende vej tilbage til startbyen.

 

Efter denne runde bliver det ganske enkelt, når man kører mod nordvest ad lange, lige og faldende veje. Efter 41,0 km drejer man mod sydvest og herefter bliver det stort set helt fladt, når man kører mod sydvest og sydøst igennem et stærkt bebygget område. Efter 79,5 km drejer man mod syd for at køre op ad en bakke, hvorefter det er let faldende og fladt, mens man fortsætter mod syd ned til det sydligste punkt. Her drejer man efter 100,5 km mod øst for at køre op ad en lille bakke, inden det går mod nord ad lange, lige of faldende veje, idet man undervejs kører dagens spurt efter 121,9 km.

 

 

Kort efter indledes finalen, når rytterne kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Oberwil - Lieli (4,1 km, 5,2%), der er en lidt irregulær stigning med 6,5% over de sidste 2,9 km, hvor den også har 600 m med 8,5%. Toppen rundes efter 128,3 km, hvorefter de sidste 33,4 km indledes med et let kuperet plateau, der følges mod sydøst, idet man undervejs kører dagens Tissot-kilometer med spurter efter hhv. 113,0 km og 134,0 km.

 

Herefter går det ad faldende og kortvarigt flade veje mod syd, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Aeugst am Albis (3,0 km 6,7%), der efter en let start stiger med 7,1% over de sidste 2,5 km, og midtvejs har først 500 m med 8,7% og siden 500 m med 10,8%, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 146,0 km. Herfra flader det kortvarigt ud, mens man fortsætter mod sydøst, inden det går op ad kategori 3-stigningen Albispass (2,4 km, 5,8%), der er ganske let, indtil den slutter med først 500 m med 9,0% og herefter 400 m med hele 11,9% frem mod toppen, der rundes efter 151,2 km.

 

Herfra resterer bare 10,5 km, der indledes med en i starten ganske teknisk og siden let nedkørsel, der fører ned mod dalen. Den ender med 4 km igen, hvorefter det kortvarigt er fladt, indtil man med godt 3 km igen rammer en 500 m lang bakke. Med 2700 m igen begynder det at falde, og sådan fortsætter det praktisk talt hele vejen ned til den 800 m lange målbakke, der stiger helt jævnt med 8,3% i snit. Det går ad en let snoet vej frem til en rundkørsel med 2800 m igen, inden man drejer skarpt med 2300 m igen. Med 1200 m igen er der en skarp kurve og dernæst et sving med 1100 m igen, inden der på målbakken er et hårnålesving med 400 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1764 højdemeter.

 

I Tour de Suisse har man mange af denne slags finaler med bakker i afslutningen, men det er faktisk ret sjældent, at man har deciderede puncheurfinaler. Det har man imidlertid her, hvor den samlede finale virker ganske hård. Der er ikke meget fladt terræn til slut, og de sene stigninger er perfekte afsæt til angreb. Man kan således ikke udelukke, at det vil lykkes at køre væk i finalen, men mest sandsynligt er det, at der skal spurtes på bakken. Mere end 8% er ganske stejlt, og det ligner derfor en finale mere for ardennertyper end stærke sprintere, og det ligner derfor guf for folk som Thibau Nys, Tom Pidcock, Maxim Van Gils, Mattias Skjelmose, Michael Matthews og Marc Hirschi, men det er utvivlsomt også en afslutning, hvor Arnaud De Lie har ambitioner om at vise, at han på så kort en bakke kan slå de lettere folk.

 

Rüschlikon har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

4. etape

Man må håbe, at de lidt tungere folk nød løbets første tre dage. Det var nemlig de eneste, der ikke byder på en bjergfinale, for fra onsdag og frem går der bjergbananas i den. Ikke færre end fire traditionelle bjergafslutninger venter, inden det hele rundes af med den klassiske enkeltstart, der i år - naturligvis - har form af en bjergenkeltstart. Hvis nogen havde troet, at en sådan menu ville have et roligt udlæg, må de imidlertid tro om. Nok er det meste af onsdagens etape pandekageflad, men det hele slutter med en 20,0 km lang klatretur op ad det mytiske Skt. Gotthardspas. Nok er det en lang, jævn stigning uden alt for stejle procenter, men så langt et bjerg bør - i hvert fald, hvis vinden i højderne ikke ødelægger det - med det samme give os i hvert fald en vis fornemmelse af, hvem der kan vinde denne vanvittige bjergudgave af det schweiziske løb, selvom afventende kørsel kan være på menuen, når de efterfølgende dage er så voldsomme.

 

I alt skal der tilbagelægges 171,0 km mellem Rüschlikon og Skt. Gotthardpasset, hvor man skal slutte i 2091 m højde, og der er tale om en etape i to skarpt opdelte dele. Startbyen ligger i den fladere nordlige del af landet, og det meste af etapen består af transport ned mod bjergene, hvor man længe kører ned gennem den flade dal.

 

Starten er dog ganske hård, når man med det samme kører mod syd op ad kategori 3-stigningen Albispass (5,1 km, 5,9%), der efter en let start stiger med 6-9% over de sidste 2,8 km frem mod toppen, som rundes efter 5,3 km. Herefter bliver det imidlertid meget lettere, når faldende veje leder mod sydvest ned til fladlandet. Nu kører man ad lange, lige og flade vej mod nordvest frem til etapens nordligste punkt, der nås i udkanten af byen Wohlen, hvor man vender rundt for at køre mod syd og sydøst ad lige veje gennem fladlandet.

 

Efter 69,7 km drejer mand mod sydvest, inden man kort efter atter sætter kursen mod sydøst for at køre op og ned ad to små bakker, der adskilles af et kort, fladt stykke. Efter 103,5 drejer man mod syd, og herefter går det ad lige og flade dalveje ned gennem Alperne frem til dagens spurt, der kommer efter 135,1 km. Sådan fortsætter det, når man efter 136,0 km drejer mod sydvest for at køre frem til dalbyen Wassen UR.

 

Her ændrer etapen dramatisk karakter. Nu fortsætter man nemlig mod syd op ad kategori 1-stigningen Skt. Gotthardpass (20,0 km, 5,6%), idet man undervejs kører man dagens Tissot-kilometer, der byder på to spurter med hhv. 11,8 km og 11,0 km igen. Der er tale om en stigning i to hug. Således stiger de første 7,9 km helt jævnt med 6,7% i snit, inden der venter et 3 km langt plateau, der stiger med 0-2%. Herefter tager den fat igen, da den stiger jævnt med 6-8%, over de sidste ca. 9 km, idet den stejleste kilometer med 8,6% er den sidste. Toppen rundes efter 169,2 km, hvorefter de sidste 1,8 km først er stigende, frem mod den røde flamme, hvor det først er fladt over 200 m, siden faldende over 600 m og slutteligt let stigende om de sidste 200 m. Stigningen går ad en lige vej med kun få hårnålesving, men der kommer tre af slagsen med hhv. 1600 m, 1500 m og 1400 m igen, hvorefter man vender 180 grader bare 200 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 3234 højdemeter.

 

 

Skt. Gotthardpasset er en typisk schweizisk alpestigning. Den er lang og jævn men uden de voldsomme procenter. Den slags stigninger er typisk meget følsomme over for modvind, og derfor er det ikke stensikkert, at vi vil få noget helt stort opgør. Kombinationen af stigningens længde og højderne bør dog, hvis vinden ikke er destruktiv, sikre, at vi allerede her bliver klogere på hierarkiet, selvom den voldsomme menu senere i løbet kan føre til lidt mere afventende kørsel på denne første af fem dage i bjergene.

 

Skt. Gotthardpasset har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i dette løb. Det var senest i 2019, hvor man benyttede en anden opkørsel, og hvor Egan Bernal kørte hjem til en solosejr med 23 sekunder ned til Domenico Pozzovivo og den overraskende stærke Rohan Dennis. Forinden var det i 2001, hvor Dmitry Konyshev sejrede med 1.57 ned til en trio bestående af Gilberto Simoni, Wladimir Belli og Manuel Beltran, men det er ikke lykkedes mig at finde ud af, hvilken opkørsel man brugte dengang

 

 

 

 

 

 

 

5. etape

Efter det indledende bjergslag fortsætter den endeløse række af bjergetaper. Torsdag venter endnu en relativt flad etape, der mest af alt afvikles i dalen, men som på den foregående etape slutter det hele voldsomt. Her skal det hele nemlig afgøres på Cari-stigningen, der slet ikke har Skt. Gotthardpassets længde og højde, men til gengæld har nogle anderledes stejle procenter. Da stigningen blev brugt i 2016, var forskellene overraskende små, men potentialet er til mere, og denne torsdag bør vi i hvert fald få flere svar på styrkeforholdet i kampen om den samlede sejr.

 

 

Med en distance på 148,6 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fra Ambri til Cari. Der er tale om to bjergbyer i de schweiziske alper, der ligger ganske tæt på hinanden, og etapen består derfor af tre dele, nemlig en indledende rundstrækning, en rejse fra start til mål og derefter en omgang på endnu en rundstrækning.

 

Allerede fra start mærker rytterne, at de er i Alperne, da man lægger ud med at køre en omgang på en 16,8 km lang rundstrækning. Her kører man et kort stykke mod øst ad en lige og let faldende dalvej, inden man kører mod nord, øst og vest op ad kategori 2-stigningen Ronco (4,9 km, 8,9%), der efter en let første kilometer stiger med 9-13% over 3 km, inden den flader ud med 8,0% over de sidste 900 m frem mod toppen, der rundes efter 8,7 km. En teknisk nedkørsel fører nu mod sydvest til dalen, hvor man kører mod øst ad den flade dalvej tilbage til start.

 

Nu kører man igen mod øst ad den let faldende dalvej, men denne gang forlader man rundstrækningen for at fortsætte mod øst og sydøst igennem det let faldende terræn. Hurtigt forlader man dog dalen igen for at køre mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Cari (8,8 km, 9,2%), der her køres fra en anden side end i finalen. Der er tale om en stejl sag, hvor de første 4 km stiger med 7-10%, inden der venter 4,8 km med 9-12% frem til toppen, der rundes efter 31,3 km. Nu kører man 1800 m, der først er let stigende og siden let faldende frem til stregen, der krydses for første gang efter 33,1 km - denne gang fra den forkerte side.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 115,5 km lang rundstrækning. Den indledes med, at man kører hele vejen ned ad målstigningen, hvilket giver en uhyre teknisk nedkørsel. Den leder direkte ned til dalen, hvor man kører mod sydøst ad en lang, lige dalvej, der først er faldende og siden flad. Den leder frem til udkanten af byen Biasca, hvor man efter 63,9 km rammer en 53,8 km lang rundstrækning, hvor der skal køres en omgang.

 

Den er ganske enkel. Først kører man ad lange, lige og flade dalveje mod sydøst ned til byen Gorduno. Her vender man efter 80,7 km rundt, hvorefter man kører mod nordvest tilbage gennem den flade dal tilbage til Biasca.Her kører man kortvarigt mod nord ad let stigende vej, inden man i det nordligste punkt kører mod syd ad let faldende veje tilbage til Biasca, hvor denne lille rundstrækning afsluttes.

 

Nu drejer man mod nordvest for at køre tilbage ad dalvejen i den modsatte retning med retning mod Cari, idet vejen nu naturligvis er let stigende og ikke let faldende. Undervejs kører man dagens Tissot-kilometer med spurter efter hhv. 127,8 km og 128,8 km, mens dagens spurt kommer kort derefter, nemlig efter 134,5 km.

 

Slutteligt kører man mod nord, øst og vest op ad målbjerget Cari (11,5 km, 8,0%), der også her er i kategori 1. Der er tale om en ret jævn stigning, der stiger med 7-10% over de første 7 km, inden den flader ud med 4-7% over 3 km frem mod de sidste 1500, der stiger med 8-10%. Bjergspurten kommer allerede med 1000 m igen, men det betyder ikke, at stigningen bliver lettere, da den stiger med 9-10% over den sidste kilometer. Stigningen har et hav af hårnålesving, men det sidste kommer med 1700 m igen, hvorefter vejen kun har en skarpere kurve med 800 m igen.

 

Etapen byder på i alt 3071 højdemeter.

 

Vi kender stigningen fra 2016, hvor den gjorde overraskende små forskelle. Dengang var de 9 bedste fra favoritgruppen således adskilt af kun 12 sekunder, og det fortæller, at etapen måske kan ende som en lille fuser. Stigningen data fortæller dog, at der er potentiale til betydeligt mere, og dengang handlede det formentlig også om, at etapen var den første af hele fem klassementsetaper i træk. Også denne gang kommer den så tidligt, at der kan blive kørt lidt passivt, og stigningens længde og etapens generelle ”lethed” betyder da nok også, at forskellene ikke bliver enorme, men der bestemt potentiale til, at etapen kan give os flere svar i vores søgen efter løbets vinder.

 

 

Cari-stigningen er kun én gang tidligere i dette årtusinde blevet brugt som mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2016, hvor Darwin Atapuma fra et udbrud akkurat hold favoritterne bag sig, da han sejrede med 4 sekunder ned til Warren Barguil og 7 sekunder ned til Pierre Latour på en dag, hvor hele top 10 var inden for 16 sekunder af den sejrende colombianer.

 

 

 

 

 

 

 

6. etape

I denne specielle udgave af løbet er mantraet, at der altid kommer en bjergfinale til, og det gælder derfor også denne fredag. Denne gang skrues der dog voldsomt ned for målstigningens længde, der nu blot er små 7 km lang, og dermed er det næppe på denne etape, at de allerstørste forskelle skabes. Til gengæld er den korte, eksplosive målstigning stejl, og da rytterne forinden har været oppe i små 2500 m højde på det mægtige Nufenenpass, er der basis for, at der også på denne fredag kan vindes mere tid inden de to afgørende etaper i weekenden, ikke mindst for eksplosive folk med hang til stejle procenter - og så burde der være en vis sandsynlighed for, at et udbrud her kan løbe med sejren.

 

Med en distance på 151,4 km er der igen tale om en kort etape, der fører feltet fra Locarno til Blatten. Startbyen ligger ud til den store så Lago Maggiore på kanten til Alperne, men arrangørerne er fra starten meget nådige. Således lægger man ud med at køre mod øst og nordøst ad lige og ganske let stigende dalveje frem til byen Bellinzona, hvor man drejer mod nordvest for at køre videre igennem dalen ad de let stigende veje.

 

 

Efter 37,8 km når man frem til byen Bodio, hvor det begynder at stige betydeligt mere, mens man fortsætter mod nordvest ad de lige dalveje, og det ændrer sig ikke, når man efter 69,0 km drejer mod sydvest. Kort efter går det for alvor løs, når man kører mod sydvest og vest op ad Nufenenpass (13,7 km, 7,9%), der er uden for kategori. Der er tale om en ganske jævn stigning med procenter på 7-10 stort set hele vejen, indtil man efter 94,4 km runder toppen i 2478 m højde.

 

Herfra resterer fortsat 57,0 km, der indledes med en i starten meget teknisk, men derefter meget let nedkørsel, der fører mod sydvest og nordvest ned til dalen, der nås i byen Ulrichen efter 106,9 km. Her drejer man mod sydvest for nu at køre ad en lang, lige og faldende dalvej ned til byen Brig, idet man undervejs kører dagens Tissot-kilometer med to spurter efter hhv. 111,3 km 112,3 km og dagens spurt efter 130,3 km.

 

I Brig indledes finalen, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 1-stigningen Blatten (6,9 km, 9,3%). Der er tale om en kort sag, der over de første 5 km stiger helt jævnt med 8-10%, inden den for alvor tager fat med 10,9% over de sidste 1900 m frem til mål, idet bjergspurten køres allerede inden toppen med 1400 m igen, selvom stigningens stejleste del først følger herefter. Stigningen går ad en generelt snoet vej med kun få hårnålesving undervejs. Omkring 2 km mærket er der tre skarpe 90-graderkurver, hvorefter der med 1800 m igen følger et hårnålesving. Herefter har vejen kun én skarpere kurve med 900 m igen, hvorefter der er en lød kurve 500 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 3365 højdemeter.

 

Det er en ny stigning, der ikke er blevet benyttet tidligere, og det siger sig selv, at den begrænsede længde ikke lægger op til helt store forskelle. Nufenenpass kommer også for tidligt til at blive brugt til andet end at trætte feltet, men stigningens stejlhed, særligt til sidst, sikrer, at særligt de eksplosive klassementsfolk med hang til stejle procenter har en god chance for at vinde tid. Samtidig er det i kraft af målstigningens beskedne karakter den af de fire bjergetaper, hvor et udbrud med størst sandsynlighed kan holde hjem.

 

Blatten har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

7. etape

Tour de Suisse slutter næsten altid med sin lange enkeltstart, men modsat mange andre etapeløb er det ikke altid, at de sidste bjergetaper finder sted til allersidst. Det gjaldt eksempelvis ikke sidste år, men i denne brutale udgave, hvor løbet næsten udelukkende består af bjergfinaler, venter der selvfølgelig en fjerde bjergafslutning i træk dagen inden enkeltstarten - der i år naturligvis har karakter af en bjergenkeltstart. Faktisk får rytterne lov til at varme op til bjergenkeltstarten på løbets sidste bjergetape, da der skal sluttes på Villars-sur-Olon-stigningen både lørdag og søndag. Det er en velkendt sag, der er blevet benyttet som mål for både linjeløbsetaper og bjergenkeltstarter, og selvom der er tale om en ganske kort stigning, der sjældent skaber dramatiske afstande, viste Mattias Skjelmose og Felix Gall for et år siden, at man sagtens kan vinde ganske megen tid - selv på folk som Juan Ayuso og Remco Evenepoel. Et udbrud vil formentlig have en god chance, men et klassementsslag er der i hvert fald i støbeskeen, også selvom udsigten til løbets vigtigste etape om søndagen måske kan betyde, at der køres en anelse afventende denne gang.

 

Med en distance på bare 118,2 km er der tale om en ultrakort etape, der i alt væsentligt består af to omgange på en voldsomt kuperet, 59,4 km lang rundstrækning, og som har start og mål i bjergbyen Villars-sur-Ollon. Herfra starter man brutalt ved at køre mod nordøst hele vejen op til toppen af Col d la Croix (4,0 km, 8,7%), så man her får en kategori 2-stigning, der stiger jævnt med 8-10% frem mod toppen, som rundes efter 7,7 km.

 

En kun kortvarigt teknisk og siden meget let nedkørsel fører nu mod nordøst, vest og sydvest ned til dalen, som nås i Aigle, hjemsted for UCI, efter 35,3 km. Derfra kører man kortvarigt mod sydøst ad en let stigende dalvej frem ind gemmen byen Ollon og frem til udkanten af byen Bex. Her forlader man dalen ved at køre mod nordøst og nord op ad en lille bakke (1,3 km, 8,1%) og et kort fladt stykke.

 

Derefter går det for alvor løs, når man kører mod sydøst og nordøst op ad Col de la Croix, og på første omgang fortsætter man direkte ind gennem Villars-sur-Ollon og hele vejen op til toppen. Derved får man en 17,1 km lang kategori 1-stigning, der stiger med 7,1% i snit, men som skal deles i to. Således stiger de første 10 km jævnt med 8-9% stort set hele vejen, hvorefter man efter 57,4 km kører en kategori 1-bjergspurt med navnet Villars, inden der følger et lettere stykke over 4 km omkring målbyen Villars-sur-Ollon, som man passerer tværs igennem uden at krydse stregen, for slutteligt at køre den del, man allerede har kørt, hvor stigningen slutter med 4,0 km, som stiger jævnt med 8-10% hele vejen frem til toppen, som for anden gang rundes efter 67,1 km i forbindelse med en kategori 2-bjergspurt.

 

Herfra resterer fortsat 51,1 km, som består af næsten endnu en hel omgang. Man kører således igen ad nedkørslen og det korte dalstykke, idet man undervejs kører dagens spurt efter 102,1 km, lige inden man i udkanten af Bex forlader dalen. Slutteligt kører man igen op ad målbjerget Villars-sur-Ollon, men denne gang stopper man i målbyen for i stedet at forlade hovedvejen og køre frem til stregen. Det giver en 8,6 km lang kategori 1-stigning, der over 8,6 km stiger med 7,9%, men som stiger jævnt med 8-10% over de første 8 km, inden den flader ud med 5,8% over de sidste 600 m, idet bjergspurten køres allerede 1400 m fra stregen og altså inden toppen. Stigningen har et par hårnålesving midtvejs, men går med ad lige veje, dog med to hårnålesving med hhv. 1500 m og 1400 m igen. Derefter er det en næsten lige vej, indtil man forlader hovedvejen og rundstrækningen via et sving med 200 m igen. Undervejs på stigningen køres dagens Tissot-kilometer, så der er spurter efter hhv. 113,1 km og 113,9 km, dvs. med hhv. 5,1 km og 4,3 km igen.

 

Etapen byder på i alt 2978 højdemeter.

 

Det er en ganske interessant sidste bjergetape, der lægger op til et festfyrværkeri. I principper kan der tages chancer fra distancen, men det lange, lette midterstykke på rundstrækningen og frygten for bjergenkeltstarten gør nok, at der køres mere afventende, så det hele skal afgøres på målbjerget. Et udbrud bør have en god chance for at holde, men sikkert er det, at der bliver et klassementsslag til sidst. Stigningen er kort, og derfor vil forskellene ikke være voldsomme, men som vi senest så med Mattias Skjelmoses sejr i 2023, hvor etapen endda var meget lettere, er der bestemt tid at vinde inden det helt store slag søndag.

 

Stigningen Villars-sur-Ollon har været brugt som mål for et stort cykelløb fire gange tidligere i dette årtusinde og skal bruges igen på søndagens etape også. Det var i dette løb i 2023, hvor Mattias Skjelmose vandt den første bjergetape med 3 sekunder ned til Felix Gall, 12 sekunder ned til Juan Ayyso og 21 sekunder ned til fem mand anført af Remco Evenepoel, og i 2017, hvor Larry Warbasse tog en udbrudssejr med 40 sekunder ned til Damiano Caruso, Steven Kruijswijk, Simon Spilak, Domenico Pozzovivo og Mathias Frank, der som de bedste af klassementsrytterne sluttede inden for 7 sekunder, og hvor yderigere fem mand var inden for et minut af deres tid. Tour de Romandie har haft to bjergenkeltstarter på stigningen, senest i 2022, hvor Aleksandr Vlasov vandt med 31 sekunder ned til Simon Geschke og 36 sekunder ned til Gino Mäder, og forinden i 2018, hvor Egan Bernal akkurat slog Primoz Roglic med 4 sekunder og Richie Porte med 18 sekunder. I 2016 havde kongeetapen i Tour de Romandie mål på toppen, men her brugte man en anden og lettere opkørsel, der nærmest gav anledning til en massespurt på toppen, hvor Chris Froome sejrede med 4 sekunder ned til syv mand anført af Ion Izagirre og Thibaut Pinot.

 

 

 

 

 

 

8. etape

Det har været hovedreglen, at Tour de Suisse er sluttet med sin lange enkeltstart, og efter to udgaver i 2019 og 2021, hvor løbet sluttede med en bjergetape, er det igen blevet standarden. I langt de fleste tilfælde er der tale om ganske kuperede, men dog klassiske enkeltstarter. Det sker dog af og til, at løbet byder på en bjergenkeltstart, og i denne brutale udgave er det kun passende, at enkeltstarten for første gang siden 2021 har samme format. Der er endda tale om lidt af en klassiker, da man ikke blot for anden dag i træk skal slutte på samme målbjerg op til byen Villars-sur-Ollon. Man bruger også præcis samme stigning som til bjergenkeltstarterne i Tour de Romandie i 2018 og 2021, hvor hhv. Egan Bernal og Aleksandr Vlasov sejrede, og derfra ved vi, at også denne bjergenkeltstart - som alle andre i øvrigt - kan gøre så voldsom skade, at det vigtigste slag i kampen om den samlede sejr trods årets voldsomme rute utvivlsomt skal slås til allersidst.

 

I alt skal der tilbagelægges 15,7 km, der fører feltet fra Aigle til bjergbyen Villars-sur-Ollon på en rute, der er en tro kopi af den, der blev benyttet til 5. etape af Tour de Romandie i 2022. Fra starten ved Centre Modial du Cyclisme og UCIs hovedkvarter kører man mod sydøst ud af byen via tre hurtige sving, der kommer efter hhv. 200 m, 800 m og 2000 m inden det går mod sydøst af en let stigende vej frem til byen Ollon, hvor man rammer startpunktet for bjergenkeltstarten fra 2018-udgaven af Tour de Romandie. Her drejer man i en rundkørsel efter 4,8 km, inden man tager dagens første mellemtid efter 5,2 km.

 

Her tager man hul på stigningen der over 10,2 km stiger med 8,0% i snit, hvis man måler den hele vejen fra bunden. Der er tale om en uhyre jævn sag, der er nærmest uden variation. Den letteste kilometer stiger med 6,3% og kommer små 4 km fra toppen, hvorefter den sværeste kilometer med 9,1% følger, inden det slutteligt stiger med 8,1% over en kilometer og flader ud med 6,1% over de sidste 600 m. I starten går det ad en relativt lige vej mod sydøst, hvorefter man kører mod nord igennem fire hårnålesving, idet man undervejs tager den anden mellemtid efter 12,5 kmm inden en lige vej leder mod nordøst, kun afbrudt af to hårnålesving i udkanten af målbyen og et venstresving 200 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 875 højdemeter.

 

Bjergenkeltstarter er typisk den slags etaper, der gør størst skade, og da vi nu to gange har set bjergetaper på denne stigning, ved vi, at det også gælder for denne. Aleksandr Vlasov var i hvert fald mere end 30 sekunder hurtigere end alle andre, da han for to år siden vandt Tour de Romandie via netop denne etape, og også i 2018, hvor man i samme løb kørte en kortere bjergenkeltstart, der var uden det flade stykke, så vi store forskel og en vild duel mellem Egan Bernal og Primoz Roglic - en duel, der fik colombiansk vinder. Det minder os om, at rene bjergryttere ofte er fremragende på bjergenkeltstarter, og dermed har de en historisk god chance for at sikre sig den samlede sejr i en historisk brutal udgave af løbet - også selvom det indledende flade stykke vil handicappe Bernal-typerne i forhold til den rute, hvor colombianeren sejrede for seks år siden.

 

 

Stigningen Villars-sur-Ollon har været brugt som mål for et stort cykelløb fire gange tidligere i dette årtusinde, inden den også blev brugt igen på lørdagens etape. Det var i dette løb i 2023, hvor Mattias Skjelmose vandt den første bjergetape med 3 sekunder ned til Felix Gall, 12 sekunder ned til Juan Ayyso og 21 sekunder ned til fem mand anført af Remco Evenepoel, og i 2017, hvor Larry Warbasse tog en udbrudssejr med 40 sekunder ned til Damiano Caruso, Steven Kruijswijk, Simon Spilak, Domenico Pozzovivo og Mathias Frank, der som de bedste af klassementsrytterne sluttede inden for 7 sekunder, og hvor yderigere fem mand var inden for et minut af deres tid. Tour de Romandie har haft to bjergenkeltstarter på stigningen, senest i 2022, hvor Aleksandr Vlasov vandt med 31 sekunder ned til Simon Geschke og 36 sekunder ned til Gino Mäder, og forinden i 2018, hvor Egan Bernal akkurat slog Primoz Roglic med 4 sekunder og Richie Porte med 18 sekunder. I 2016 havde kongeetapen i Tour de Romandie mål på toppen, men her brugte man en anden og lettere opkørsel, der nærmest gav anledning til en massespurt på toppen, hvor Chris Froome sejrede med 4 sekunder ned til syv mand anført af Ion Izagirre og Thibaut Pinot.

 

 

 

 

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Favoritterne

Med sin status som det fjerdestørste etapeløb i verden har Tour de Suisse typisk været at betragte som en lille grand tour, hvor man møder lidt af hvert og testes i alle cykelsportens discipliner. Med et par store bjergetaper, en prolog og en længere enkeltstart har det typisk tilgodeset grand tour-specialister, der både kan klatre og køre tidskørsel, og som restituerer godt nok til at håndtere hele 9 hårde dage i vanskeligt terræn. Fra år til år er balancen varieret, hvor man i nogle udgaver har favoriseret tempostærke folk og i andre bjergryttere, men det er altid de alsidige typer, der har haft de bedste chancer.

 

I de senere år har tendensen været, at enkeltstartsstærke folk har haft en fordel. Et begrænset antal af ofte relativt lette bjergetaper har gjort det svært for klatrerne at gøre en forskel, mens en enkeltstart på 30-40 km altid skaber ret store afstande. Kun i år, hvor der har været en bjergenkeltstart på programmet, har balancen været tippet over til fordel for klatrerne. Selv i 2015, hvor man troede, at inklusionen af den meget vanskelige Rettenbachferner afgørende ville give klatrerne en fordel, endte det alligevel med, at enkeltstarten blev den vigtigste etape, og det blev de tempostærke Simon Spilak, Tom Dumoulin og Geraint Thomas, der fik skovlen under klatreren Thibaut Pinot (som dengang endnu ikke havde forbedret sin enkeltstart mærkbart).

 

Det hele ændredes imidlertid i 2016, hvor den usædvanligt hårde rute med hele tre store bjergetaper og den meget kort enkeltstart betød, at klatrerne havde en fordel. Derfor lykkedes det både Miguel Angel Lopez (som nu alligevel kørte sit livs enkeltstart) samt Warren Barguil at slutte på podiet. I 2017 gentog mønsteret sig med en knaldhård rute, hvor det var den knusende sejr på Rettenbachferner, der sikrede Simon Spilak den samlede triumf - præcis som vi i 2019 så, at Egan Bernal på den hårde rute fik skovlen under tempostærke Rohan Dennis. Til gengæld var vi i 2018, hvor Richie Porte vandt, på en meget let rute igen i en situation, hvor det i vidt omfang var de to tidskørsler, der var afgørende. I 2021 var det også kun, fordi Richard Carapaz var så overlegen på en ellers lidt blød bjergetape, at bjergenkeltstarten ikke blev næsten altafgørende, og i 2022, hvor ruten ellers var sjældent svær, sikrede Geraint Thomas sig sin meget store sejrsmargin via den helt flade enkeltstart. Sidste år var ruten igen til den lette side, og derfor var det ikke mærkeligt, at Mattias Skjelmose, Juan Ayuso og Remco Evenepoel, der blev hhv. nr. 3, 1 og 2 på den sidste enkeltstart, ryddede podiet, mens Felix Gall, der ellers havde vundet en af bjergetaperne og haft førertrøjen, endte helt nede som nr. 8.

 

 

Det viser, at det er en generel tendens, at bjergrytterne med de seneste års hårdere ruter har haft betydeligt lettere spil end tidligere, og det får de i hvert fald i år. Nok har man haft flere svære ruter i de seneste år, men i år tager man det til et helt nyt niveau. Der plejer ellers at være relativt mange etaper i den fladere, nordlige del af Schweiz, men i år må sprinterne i den grad have overvejet deres deltagelse en ekstra gang. Bare én etape har en flad afslutning, og den har endda en ganske svær stigning i finalen. Derudover er der en puncheuretape og en ultrakort tonserenkeltstart, inden der går bjergbananas i den med hele bjergfinaler i træk.

 

Det er i sig selv en gamechanger, men den største forandring er naturligvis, at enkeltstarten er en bjergenkeltstart. Det er det med jævne mellemrum i løbet, senest i 2021, hvor Richard Carapaz sejrede, og hvor man højst usædvanligt kørte både op og ned ad et bjerg. Denne gang kender vi endda bjergenkeltstarten til hudløshed. Det var nemlig præcis den samme, der sikrede Aleksandr Vlasov den samlede sejr i Romandiet i 2022, og i 2018 slog Egan Bernal med det yderste af neglene Primoz Roglic på samme stigning i Romandiet, hvor man dog ikke havde det indledende flade stykke. Stigningen er i det hele taget lidt af en klassiker, for Mattias Skjelmose har særligt gode minder fra den, da han sidste år tog sin første WorldTour-sejr netop her.

 

Det forandrer løbet dramatisk. Bjergenkeltstarter er nemlig noget for de rene bjergryttere. Det var jo helt tydeligt i 2018, hvor Bernal slog Roglic, men vi har også set det i et af andre bjergenkeltstarter. Vi kan jo bare tage sidste års vanvidsenkeltstart på Monte Lussari i Giroen, hvor top 5 på etapen var præcis den samme som top 5 i klassementet og dermed fint afspejlede klatrehierarkiet, og hvor Sepp Kuss endte som nr. 6 og Matthew Riccitello som nr. 11.

 

I forhold til 2018 handicappes klatrerne af de første 5 flade kilometer, men de vil slet ikke spille samme rolle som bjerget, der vil betyde langt mere end det lille tonserstykke. Der er dog ingen tvivl om, at Roglic havde slået Bernal for seks år siden, hvis de havde kørt på denne rute, og derfor kan det muligvis spille en rolle, hvis det bliver tæt. Mønsteret var dog ret klart i 2022, da man kørte samme etape. Her var rækkefølgen på stigningen Aleksandr Vlasov foran Gino Mäder, Simon Geschke, Damiano Caruso, Thibaut Pinot, Rein Taaramae, Sepp Kuss, Patrick Bevin, Felix Grossschartner og Steven Kruijswijk, mens resultatet af etapen var Vlasov foran Geschke, Mäder, Caruso, Kruijswijk, Pinot, Taaramae, Juan Ayuso, Kuss og Ben O’Connor. Der var altså ret stor lighed mellem resultatet på stigningen og resultatet af etapen.

 

Tempoevner kommer altså ikke til at spille en stor rolle i år. I tillæg til den flade start på 1. etape har specialister den korte 1. etape i Vaduz at gøre godt med. Her er der tale om rent tons på en teknisk rute, hvor der bestemt kan gøres forskelle, men det vil selvsagt være i den lille afdeling. Selvfølgelig kan det ikke udelukkes, at det bliver afgørende, men med udsigt til fem bjergfinaler taler meget for, at klatreevnerne meget entydigt vil afgøre årets løb. Det er i hvert fald en drømmerute for de rene bjergryttere, der næppe får en bedre chance for at vinde løbet.

 

Den vigtigste etape er utvivlsomt bjergenkeltstarten. Selvom stigningen er relativt kort, er bjergenkeltstarter den etapetype, der altid skaber de største afstande. Da Vlasov vandt i 2022, sejrede han med hele 30 sekunder ned til Geschke, 35 sekunder ned til Mäder, 1.04 ned til Caruso og 1.05 ned til Pinot, mens O’Connor smed hele 1.40 som nr. 10. Det er ret sjældent, at man ser så store forskelle på en almindelig bjergetape.

 

Det gør vi næppe heller i år. De fire øvrige målbjerge er nemlig enten ikke så stejle eller relativt korte. Det eneste voldsomme bjerg er Skt. Gotthardpasset, hvor dieselklatrerne får deres chance, og hvos vi skal op i højderne. Det er nok også den af finalerne, der kan skabe de største forskelle, men den kommer også tidligt, hvorfor der kan blive kørt afventende, og vindretningen i højderne vil spille en stor, stor rolle.

 

Hvis vinden eller passivitet ødelægger den etape, skal vi se i retning af 5. etape. Cari-stigningen er langt stejlere, end man normalt ser det i Schweiz, men den er også relativt kort, og ved seneste besøg skabte den chokerende små forskelle. Derefter er det lørdagens etape, hvor målbjerget, der er det samme som på enkeltstarten, kan minde meget om Cari, men den er kortere og mere eksplosiv. Vi så sidste år, at Skjelmose og Gall gjorde pæne forskelle, men bag dem var det ret tæt. Endelig er der afslutningen på 6. etape, hvor målbjerget er meget kort og eksplosivt. Her er det også som nævnt ovenfor uklart, hvordan etapen vil være, da Nufenenpass ikke kan passeres. Enten finder man nye stigninger, eller også kører man en forkortet etape. Kører man en forkortet sag, bliver forskellene meget små, men under alle omstændigheder vil stigningens længde gøre, at vi næppe ser dramatiske afstande.

 

Et andet kendetegn ved stigningerne er, at de er korte, stejle og eksplosive. Det er ikke det helt ideelle terræn for dieselklatrerne. Det er også kun den meget korte 7. etape, der kan blive lidt svær at kontrollere, og hvor man kan tage chancer ved at angribe fra distancen. Det betyder, at det er et løb, der med nogen sandsynlighed kan vindes uden et alt for stærkt hold - særligt fordi man kan vente med at vinde løbet til bjergenkeltstarten - og at det næppe bliver det allermest taktiske løb. Folk vil vente til målstigningerne - også lørdag, hvor de vil have bjergenkeltstarten i tankerne. Og så er det værd at bemærke, at holdbarhed formentlig kan blive enormt afgørende i et løb over otte dage med fem bjergetaper i træk.

 

 

Hvad så med 2. og 3. etape? Man kunne fint angribe på stigningen på 2. etape, men det vil ikke give mening at bruge dumme kræfter i et løb, der har så mange bjergetaper. Det samme gælder for stigningerne på 3. etape, men her kan eksplosive folk måske få lidt bonus på den ret stejle målbakke, der er svær nok til, at klassementstyper kan køre med om sejren. Det er dog tvivlsomt, om de sekunder vil spille en rolle efter de mange bjergfinaler. Derudover er der bonussekunder at hente i begge spurter på den daglige Tissot-kilometer, og da mange af dem kommer på stigninger og endda på vej op ad målbjerge kan der også her være tid at vinde. Også de sekunder vil dog være så få, at de næppe bliver afgørende.

 

Vejret i Schweiz kan være af tvivlsom kvalitet, og som nævnt bliver vindretningen vigtig i bjergene, særligt på Skt. Gotthardpasset på onsdag. Det ligner desværre på dette tidlige tidspunkt en ustabil uge. Søndagens enkeltstart kan give ulige vilkår grundet en betydelig risiko for byger, som kan give etapen et element af lotteri, selvom ruten ikke er teknisk. Mandagen ligner en solskinsdag, men bygerne vender tilbage tirsdag. Det gør de også onsdag, der endda kan ende med regulær regn, men her kan klatrerne så glæde sig over, at de får den vigtige medvind. Bygerne fortsætter torsdag, hvor der også vil være medvind på Cari-stigningen, og også fredagen ventes at være ustabil med sidevind på målbjerget Weekenden har, hvis prognoserne holder, nok en større chance for at være mere tør - i hvert fald lørdagen - og her vil der begge dage være medvind på målstigningen. Med andre ord vil vindretningen generelt skabe større forskelle og mindske betydningen af punch og spurtstyrke.

 

 

Hvad ender vi så på? Det burde være bjergrytternes løb. De små 10 km fladbaneenkeltstart bliver kun med lille sandsynlighed afgørende, særligt når vinden vil øge forskellene. På bjergenkeltstarten er det også klatrerne, der vil excellere, og samlet set bør de med fem chancer have så meget terræn, at de kan mindske betydningen af spurtstyrke og tempoevner. Holdet ser heller ikke ud til at være afgørende, men man skal have evner på målbjerge, der i de fleste tilfælde er relativt korte og stejle, selvom man onsdag også testes på en lang stigning i højderne. Endelig bliver holdbarhed og restitution en meget vigtig faktor.

 

Efter et løb i 2022 med sjældent mange Tour-kaptajner og en 2023-udgave nærmest uden Tour-kaptajner, men med deltagelse af Evenepoel og Ayuso til at kaste stjernestøv over foretagendet kan arrangørerne i år juble. Denne gang har Tour-folkene fordelt sig langt mere ligeligt mellem de to løb, og der er langt mere Tour-generalprøve over foretagendet, end der plejer at være. Samtidig betyder det forhold, at der ikke er nogen Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard, Primoz Roglic, Remco Evenepoel eller Juan Ayuso, at vi har et uhyre løb, hvor mange kan have helt legitime ambitioner om at vinde.

 

Jeg vil tage chancen og pege på Egan Bernal. Fra sæsonstart havde jeg forsvoret, at jeg ville pege på ham til så stort et løb, men det er dybt imponerende, hvor stærkt han er kommet tilbage. Fra løb til løb er han bare blevet bedre og bedre, og efter et Catalonien, hvor han begyndte at nærme sig de bedste og endte som nr. 3, lignede han i så stort et løb som Liege næstbedste mand efter Tadej Pogacar. I Romandiet imponerede han også, for selvom en dårlig enkeltstart betød, at han var hjælper for Carlos Rodriguez, endte han stadig helt fremme på kongeetapen, selvom det var ham, der havde splittet feltet til atomer.

 

Fortsætter den trend, vil vi i dette løb se en endnu bedre Bernal - og så taler vi altså om en mand, der er bedre end næstbedste mand i Liege. Vi ved ikke, hvor tæt på sit gamle niveau han kan komme, men mindre kan helt sikkert også gøre det, hvis han skal vinde i dette felt. Vi ved i hvert fald, hvor god den gamle Bernal er, og vi ved, at han helt sikkert har arbejdet stenhårdt frem mod Touren. Vi ved også, at han plejer at være stærk i sine forberedelsesløb, for han vandt som bekendt dette løb på vej mod Tour-sejren i 2019, og generelt havde den gamle Bernal et tårnhøjt bundniveau.

 

Det bedste af det hele er, at ruten passer ham. Det er skabt til rene bjergryttere, og han vil særligt elske bjergenkeltstarten, hvor han jo altså - dog uden den flade del - har slået selveste Roglic tidligere. De øvrige målbjerge måtte gerne være længere, men en god Bernal er god på alle slags stigninger, og han får da lov at få det lange målbjerg i højderne på onsdag - i øvrigt på et bjerg, hvor han endda vandt i 2019, dog fra en anden side. Denne gang betaler han ikke en stor pris for, at han stadig ikke har genfundet sin gode enkeltstart, og dermed kunne chancen ikke være større. Har han forbedret sig yderligere siden Liege, tror jeg, at det er tid til at cementere sit comeback med sin første store sejr efter skaden.

 

Den naturlige favorit er dog nok Adam Yates. Han har lidt at bevise efter sit forsømte forår, der blev ødelagt af det arabiske styrt, og han nåede aldrig at finde formen igen. Heldigvis er det bare et år siden, at han efter et andet skuffende forår måske var bedre end nogensinde, da han første endte som nr. 2 i Dauphiné og siden som nr. 3 i Touren - kun slået af to gange Jonas Vingegaard og én gang Tadej Pogacar. Han har en alder, hvor han skal bevise sig selv igen, også fordi han altid har været ret svingende, men hvis han møder op til dette løb, som han sidste år gjorde i Dauphiné, hvor han faktisk ikke var alt for langt fra Vingegaard på kongeetapen, bliver han ikke let at slå.

 

 

Løbet passer ham også. Holdbarheden er et problem og en fordel for Bernal, men ugelange etapeløb plejer han at klare, og sidste år klarede han jo endda en hel grand tour til UG med kryds og slange. De sidste tre bjergetaper har også målbjerge, der ikke kunne passe ham bedre, og på onsdag hjælpes han af, at det er en helt flad etape frem mod en sidste stigning - præcis den slags etaper, han i Emiraterne plejer at dominere. Han er også skabt til at køre stærkt på en bjergenkeltstart, fordi han som få i denne verden kan køre rasende stærkt på ad en kort stigning, og han er jo i dag også en klart bedre temporytter end Bernal. Han har altså alle forudsætninger. Spørgsmålet er bare, om han stadig har sit niveau, og om Bernal har udviklet sig så meget, at han igen her overhalet Yates.

 

Et løb for rene bjergryttere er også en gave for Richard Carapaz. Også hans høje rangering havde jeg forsvoret tidligere på året, da han igen var milevidt fra sit niveau. Ganske ud af det blå fandt han imidlertid sig selv til Ardennerne og Romandiet. I Liege var han sammen med Bernal bedste mand bag Pogacar, inden han vandt kongeetapen i Romandiet i ganske skrapt selskab. Dermed har han bekræftet det, vi så i efteråret, nemlig at han ikke er død endnu. Til gengæld har vi også lært, at han er blevet pokkers ustabil, og selvom han tidligere altid kørte stærkt op til sine grand tours - han vandt dette løb inden 3. pladsen i Touren i 2021 - skal vi ikke blive chokerede, hvis han møder op i samme elendige forfatning som tidligere i år eller til Dauphiné sidste år.

 

Derfor er der stor, stor usikkerhed om Carapaz, men den udgave, vi så i foråret, kan vinde på denne rute. Han betaler ingen pris for, at hans tempoevner er helt forsvundet, og han er den perfekte, alsidige klatrer, der er god på både onsdagens lange stigning og de mere eksplosive finaler. Hans store styrke er også hans holdbarhed, men til gengæld tvivler jeg på, at han stadig har potentiale til at finde samme høje niveau som Bernal, der modsat Carapaz er i fremgang. Jeg tror derfor Bernals potentiale er større, men der er ingen tvivl om, at de i foråret var så jævnbyrdige, at det sagtens kan gå ecuadoriansk vej, hvis han har genfundet niveauet fra dengang. Eneste lille bekymring er, at han var uventet svag på bjergenkeltstarten i 2021, men al logik tilsiger, at det er en kunst, han burde mestre.

 

Som altid har UAE mange kort at spille. Deres andet kort er Joao Almeida, der som Yates har alt at bevise efter et skuffende forår. For ham er det særligt bekymrende, fordi der ikke rigtigt var nogen god forklaring på, at han aldrig fandt sig selv, selvom det i Ardennerne, der også var et stort mål, var længe siden den sygdom, der ramte ham i februar. I det hele taget skal vi vel tilbage til Giroen i 2023 for at finde den bedste Almeida, for heller ikke Vueltaen ramte han helt rent. Til gengæld var hans niveau i Giroen højt, og det er rimeligt at antage, at han ikke er færdig med at udvikle sig. Han plejer ikke at mistime forment til sin første grand tour, og denne rute burde ikke passe ham helt ringe. Jeg kan måske godt tvivle lidt på, om han er skabt til at køre stærkt op ad én kort stigning som på bjergenkeltstarten, men han kører jo alle bjergetaper som en bjergenkeltstart og endte da også som nr. 3 på 20. etape i Giroen sidste år. Den bjergrige rute passer fint til hans dieselmotor, da han restituerer godt, men lidt mindre eksplosive målbjerge havde nok været at foretrække. Den store skam er, at han ikke rigtigt får glæde af sine tempoevner, og han har vel til gode for alvor at overbevise om, at han kan vinde et løb, der som dette er skabt til de helt rene bjergryttere.

 

Alle danske øjne vil være rettet mod Mattias Skjelmose, men han får virkelig kam til sit hår, hvis han skal forsvare titlen på denne rute. Her bliver han nemlig for alvor testet på de to parametre, hvor han stadig har til gode helt at overbevise, nemlig evnerne i bjergene og holdbarheden. Sidste år stod han imod, men han havde det svært på kongeetapen og var hjulpet af, at Mäders tragiske død gav ham to hviledage undervejs. Denne gang skal han klare fem bjergetaper i træk, og han skal klare sig uden at blive belønnet for sine tempoevner. Til gengæld passer de fire sidste målbjerge ham perfekt - han har jo endda vundet på weekendens målbjerg - og han er som type skabt til at køre stærkt op ad én stigning, som han skal det på løbets sidst etape. Han har bare også til gode at genfinde sit niveau fra sídste år, for vi har stadig ikke set den sublime Skjelmose, vi så i begyndelsen af dette løb og ikke mindst i Ardennerne for et år siden. Det kan heldigvis nås endnu, og al logik tilsiger jo, at han ikke er færdig med at udvikle sig. Og så har han den fordel, at han modsat de ovennævnte har dette løb som sit nuværende mål, mens de øvrige første skal toppe om nogle uger.

 

En af hans rivaler for et år siden var Felix Gall, der vandt en etape, inden en katastrofal enkeltstart ødelagde det hele. Nu har han alletiders chance for at gøre det endnu bedre i et løb, hvor han ikke lider under sine svage tempoevner. Skal han vinde et etapeløb af denne kaliber, skal det være på denne rute, og han viste i hvert fald et helt fabelagtigt topniveau sidste år, ikke mindst i den sidste del af Touren. Det er måske ikke alt for sigende for hans evner i ugelange løb, men når man ser på hans præstation i dette løb, hvor han også var flyvende, er der grund til at tro, at han igen i år kan være blandt de bedste i sit forberedelsesløb frem mod Touren.

 

Alligevel er der en stor usikkerhed, nemlig hans elendige forår. Han har aldrig været stabil, men i de seneste to år har han kørt stærkt i april. Det lykkedes ham slet ikke i år, hvor han - nu hvor Sam Bennett også er kommet i gang - sammen med den skadede Victor Lafay nærmest er den eneste Ag2r-rytter, der ikke har præsteret i år. Heldigvis tyder alt på, at alle Ag2r-ryttere bliver flyvende før eller siden, og det boost bør på et eller andet tidspunkt smitte af på en mand, der stadig er i udvikling. Ser vi endelig en måske endda boostet udgave af den Gall, vi så i 2023, er der altså ikke mange, der klatrer som ham - heller ikke i dette stærke felt.

 

Løbets joker er igen Isaac Del Toro. Sådan er det altid med den slags kometer, for man ved aldrig, hvor meget de har udviklet sig siden sidst. Han har desværre været enormt svingende og svær at blive klog på. I Baskerlandet manglede han overraskende meget, men til gengæld blev han nr. 4 på kongeetapen i Tirreno foran en stribe topklatrere. Hvis han har fundet det niveau til dette løb, kommer han meget langt, og har han forbedret sig, kommer han endnu længere. Vi kender bare ikke meget til hans holdbarhed endnu, og hvordan han absorberer fem bjergetaper i træk, aner vi ikke. Til gengæld har vi set, at han er ret eksplosiv, og derfor passer disse målbjerge ham godt, ligesom hans dieselagtige kørestil fra Tirreno kombineret med hans punch burde gøre ham uhyre velegnet til den altafgørende bjergetape. Som Skjelmose har han endda fordel af, at dette løb er hans mål - og for hans vedkommende kunne det endda være årets største mål - men skal han vinde, skal han være endnu bedre end i Tirreno - og meget bedre end i Baskerlandet.

 

Et andet talent er Cian Uijtdebroeks, men han er selvsagt en stor ubekendt. Han har stadig til gode at finde sit niveau, for han nåede aldrig at komme ordentligt i gang i Giroen efter et skuffende forår. Han så dog stærk ud i Italien i finaler, der ikke passede ham, og vi ved fra sidste år, at hans topniveau allerede fører langt. Sidste år endte han som nr. 7, selvom han var voldsomt handicappet af enkeltstarterne, og i Vueltaen var han endnu bedre. Al logik tilsiger også, at han har forbedret sig yderligere, selvom han ikke nåede at vise det i Giroen, og han kommer til et løb, der kan vindes af en ren bjergrytter. Målbjergene er dog lidt eksplosive, og jeg frygter, at hans dieselmotor ikke er helt ideel til en kort, eksplosiv bjergenkeltstart. Vigtigst af alt er det dog, at der er stor usikkerhed om hans niveau efter den sygdom, der tvang ham ud af Giroen, for hans meldinger på sociale medier kan være ret vanskelige at tolke.

 

 

Vi fortsætter talentrækken med Lenny Martinez, der har nået at vise en vis form med sin sejr i sidste uge. Det var dog i et ganske pauvert felt i sammenligning med dette, og selvom han kom stærkt tilbage efter sit styrt, var hans niveau svært at vurdere. Desværre har vi også lært, at den lille franskmand er meget svingende, og vi skal bare tilbage til Romandiet for at finde en stor skuffelse i et stort løb. Heller ikke i Catalonien var han lige så god, som jeg efter hans flotte kørsel i Galicien havde håbet, og derfor har han stadig til gode for alvor at overbevise i et WordTour-løb. Potentialet er dog uomtvisteligt, og hans mange sejre i år fortæller, at han har taget næste skridt. Dette er også det ideelle løb for en ren bjergrytter, og skal han vinde et ugelangt løb, er denne rute den rette. Han har også den fordel, at det er dette løb, der er hans store sommermål, men skal han vinde i dette felt, skulle han nok have virket mere overbevisende i sidste uge, end han gjorde.

 

En anden rytter, der er ekstremt svingende, er Tom Pidcock. Vi så heldigvis i Touren, at hans topniveau i bjergene er blevet så højt, at han godt kan drømme om at vinde i dette felt. Ruten burde også passe ham fint, da bjergene generelt er eksplosive, og han burde være typen, der kan køre meget stærkt op ad én stigning. Til gengæld har han også travlt med alt muligt andet, og når dette løb er overstået, skal han tilbage på sin mountainbike en sidste gang inden Touren. I forvejen har han til gode at imponere i dette løb, som han har brugt som optakt i både 2022 og 2023, og det bliver næppe lettere at brillere, når han også har gang i andre ting, inden han fuldt ud fokuserer på landevejen. Han har også til gode at overbevise os om, at han er bedre end sidste år, for det lykkedes ham aldrig i foråret, selvom han vandt i Amstel. Ser vi den Pidcock, vi så i de to første uger af Touren, kan han vinde, men det vil undre mig, hvis vi gør det allerede nu.

 

Det er trist at måtte rangere Enric Mas så lavt, men det er desværre den nye virkelighed. Ugelange løb har aldrig været ham, men han nåede heldigvis at lære dem, da han var bedst. Vi har bare ikke set den bedste Mas siden efteråret 2022, og hans forår var trods en 5. plads i Catalonien - hvor han vandt meget på taktik - og en 6. plads i Romandiet ikke på det gamle niveau. Jeg finder dog et vist håb i hans fine kørsel i Romandiet, hvor han viste, at hans niveau stadig er højt. Dette løb er også det ideelle for ham, fordi han får stor glæde af sin holdbarhed og ikke skal kæmpe med den enkeltstart, han endnu ikke har fundet. Han er bare sjældent flyvende i sin optakt, og han har nu to år i træk skuffet i Dauphiné, og heller ikke i 2021 kørte han i top 10. Det vil derfor undre mig, hvis vi ser den bedste Mas allerede nu, og når hans topniveau samtidig er usikkert, er der stor tvivl om ham.

 

Wout Poels er som altid en lottokupon. Det blev vi mindet om i Ungarn, hvor han skuffede ganske fælt, selvom han endte med at vinde sidste etape. Til gengæld har han generelt været på et fint niveau i år, og han har i hvert bekræftet, hvad vi så sidste år, nemlig at han ikke er færdig endnu. Han har en drøm om at komme til Touren efter Giro-skuffelsen, og derfor må motivationen være i top. Samtidig går han indtil et løb, der rutemæssigt passer storartet til en mand, der burde være god på en bjergenkeltstart og har fordel af sin holdbarhed, der altid får ham til at toppe sent i en grand tour. Hans topniveau rækker ikke til at vinde, men har han det niveau, han havde i Catalonien og Tirreno, kommer han altså ganske langt i dette felt.

 

På listen over talenter finder vi også Kevin Vauquelin, der forbereder sig til sin første Tour et stykke fra presset på hjemmebanen. Det er måske nok et dumt valg. Her går han nemlig næsten ingen glæde af sine tempoevner, og der er ikke meget, der tyder på, at han er klar til at vinde på en ren bjergrute. Han manglede i hvert fald for meget på stigningerne i både Baskerlandet og Tirreno, og jeg vil tro, at denne bjergmenu bliver for voldsom. Til gengæld kunne han godt være skabt til at køre bjergenkeltstart, for han imponerede stort på Besseges-enkeltstarten tidligere i år. Her stilles der dog større krav til klatreevnerne, og jeg har nok lidt svært ved at tro, at han er bjergstærk nok til at være med helt fremme på søndag - og i hvert fald til at være det på de fire øvrige bjergetaper. Men det skal blive interessant at se, hvor meget længere han er kommet i sin udvikling.

 

Vismas andet bud er Wilco Kelderman, men det er pokkers svært at vide, hvor god han stadig er. Han kom skuffende i gang i år, og siden styrtet i Paris-Nice har han slet ikke kørt løb. Vi aner ikke, hvor han står, da han ikke har været en del af Tour-planerne, men det kan han efter det store Dauphiné-styrt blive nu. Det er bare et år siden, han blev nr. 4 i dette løb, og det niveau, han havde i starten af Touren, vil også føre langt i dette felt. Om han kan blive så god igen, og om han er formmæssigt langt nok fremme, aner vi imidlertid ikke, og det er måske også en lidt for voldsom rute for ham. Omvendt er det jo ikke tempoevnerne, der har hjulpet ham de seneste år, og sidste år var det evnerne i bjergene, der sendte ham op som nr. 4. Problemet er, at det er tvivlsomt, om han er lige så god denne gang, og derudover er feltet betydeligt stærkere end sidst.

 

En ubekendt er også Einer Rubio. Det er en pokkers svær øvelse at kombinere dette løb med Giroen, men det kan godt lade sig gøre, som blandt andre Domenico Pozzovivo har vist. I langt de fleste tilfælde går det dog galt, og det gør det formentlig også med ham. På den anden side blev han bare bedre og bedre, og særligt i den sidste uge imponerede han. Det er klart, at det også var i et svagere felt end dette, men han viste i hvert fald nogle bjergevner, vi ikke tidligere har set. Denne rute bør også være den ideelle for en ren klatrer som ham, men spørgsmålet er, om ikke det bliver ekstra svært at køre begge løb i år, når denne rute er så voldsom, som det er tilfældet.

 

Listen over Giro-ryttere tæller også Valentin Paret-Peintre. Han fik sit definitive gennembrud i Italien, hvor han viste et topniveau, der fører enormt langt i dette felt. Han sluttede også meget stærkt af med en flot sidste bjergetape, og sidste år kom han endda stærkt ud af løbet med gode præstationer i juni. Til gengæld sled han også meget mere på sig selv denne gang, og i kraft af hans enorme ustabilitet kan jeg godt frygte, at han falder helt igennem. På den anden side er dette den ideelle rute for ham, og kan han holde sit niveau, kommer han ganske langt.

 

Movistar har også en anden colombianer, der kommer fra Giroen. Nairo Quintana viste i Italien, at han stadig kan nå et højt niveau, men vi fandt i den tredje uge også ud af, at han måske ikke var helt så langt, som kongeetapen kunne antyde. Til gengæld betyder hans lange pause, at han også kan have fået et gevaldigt boost af en grand tour, og han er jo i forvejen en mand, der er kendt for sin holdbarhed. Denne ekstremt bjergrige rute kunne ikke passe ham bedre, og han har haft fordel af at komme ud af Giroen uden at køre klassement. Han skal være meget bedre, end han var i Italien, men det kan et boost også sikre, at han er.

 

 

Den tredje Giro-rytter er Damiano Caruso. Også han blev bedre og bedre undervejs, men heller ikke han kom nogensinde helt op at ringe. Modsat Quintana har han ikke en lang pause, der tilsiger, at han skulle forbedre sig. Nej, tværtimod viste Giroen vel bare igen, at hans topniveau nok ikke rækker hele vejen. På den anden side er han den perfekte dieselmotor til denne svære kombination, og han kommer også til en rute, der passer ham fint. Han har nemlig altid været specialist i bjergenkeltstarter, som han viste i Giroen som helt ung og senest i Giroen sidste år samt præcis på denne bjergenkeltstart i 2022. Jeg føler mig bare efter Giroen ikke længere sikker på, at han stadig er god nok.

 

Den sidste Giro-rytter er Georg Steinhauser. Også han fik sit helt store og længe ventede gennembrud i Italien, men han lignede også en mand, der var træt til sidst. Sådan så det in hvert fald ud på 19. og 20. etape, men på den anden side er der vel en grund til, at han er tilmeldt dette løb i sidste øjeblik. Han må alligevel have lidt at skyde med, og denne rute er skabt til en ren klatrer med en dieselmotor. Vi så jo netop, at holdbarhed ligner hans store styrke, og selvom han altså værkede træt, er han måske den helt rette type til et lave denne svære double.

 

Astana satser på Alexey Lutsenko, der i dette forår oplevede en fin genrejsning, inden han udgik af Giroen med sygdom. Vi så dog også inden sygdommen, at han har sine begrænsninger i bjergene, og selvom han vandt i det svage felt i Abruzzo, er det længe siden, han for alvor har imponeret i terræn, der er så svært som dette. Selv i sin storhedstid ville han finde denne rute svær, og han er et stykke fra dengang, han var bedst. Han har dog overrasket mig før og kan gøre det igen, men det bliver ikke let i et bjergløb som dette,

 

En rytter, der må have dette løb som sæsonmål, er Damien Howson, da det er det store hjemmebaneløb for hans hold. Han er til gengæld også altid helt umulig at spå om, fordi hans bundniveau er meget lavt, og fordi han er enormt svingende. Hans sæsonstart var til skraldespanden, men han viste klar fremgang i Ungarn. Han var dog også her et stykke fra det niveau, han havde sidste år, og spørgsmålet er, om han endelig har fundet det. Hvis han har de imponerende ben, han havde i Burgos for et år siden, kommer han langt, selvom denne rute nok trods alt er en anelse for voldsom for en lidt større fyr som ham.

 

Jeg skal også igen fremhæve stortalentet Johannes Staune-Mittet. Han har ikke nået de højder, jeg havde regnet med, men en 18. plads på kongeetapen i Baskerlandet og 24. plads i Romandiet vidner om, at han ikke er alt for langt fra. Han bør være i rivende udvikling, og man må næsten antage, at dette løb er et af sæsonens store mål. Denne rute bør også passe en ren bjergrytter som ham, og jeg finder meget håb i, at han synes at være blevet bedre og bedre i sine etapeløb. Lad os se, om han endelig har taget næste skridt i sin udvikling.

 

Et andet talent, der skal rangeres i kraft af sit potentiale, er Welay Hagos Berhe. Han har desværre haft en skuffende sæson, hvor han ikke har kørt mange løb og bekræftet, at bundniveauet er lavt. For et år siden endte han imidlertid som nr. 16 i dette løb, selvom han aldrig tidligere havde kørt på WorldTour-niveau. Senere bekræftede han potentialet i Østrig, inden han igen ramte sit lave bundniveau. Denne rute burde virkelig passe en ren klatrer, og har han forbedret sig siden sidste år, er han jo ikke langt fra top 10. Vi aner bare intet om, hvor han står, og hvor langt han er kommet i sin udvikling.

 

Så er der Emanuel Buchmann. Jeg er jo ellers ophørt med at nævne ham til de store løb, for han har ikke været i nærheden af meget i år. Noget tyder imidlertid på, at han talte sandt, da han hævdede, at han var velforberedt til Giroen, for han var vel stærkeste mand i Ungarn, hvor den eksplosive rute dog ikke passede ham. Hvor han står nu, hvor vi ved, at han skifter hold og ikke er en del af Tour-truppen, er imidlertid helt åbent. Han får ikke en bedre rute til et ugelangt etapeløb end denne, og vi så også sidste år i Touren, at hans topniveau stadig kan føre et stykke. Vi så dog også, at han ikke kommer hele vejen.

 

En anden veteran er George Bennett. Også han har opnået en lille renæssance. Efter Catalonien troede jeg endda, at han måske kunne komme ret stærkt tilbage, men vi har senere set i både Abruzzo og senest Mercan’Tour, hvor felterne var meget svage, at han har sine klare begrænsninger. Denne rute burde passe perfekt til en ren klatrer som ham, og har han de ben, han havde i sidste uge, kommer han også et stykke, men nok ikke hele vejen til top 10.

 

Endelig er der Oscar Onley, Hvor står han efter sit tredje brækkede kraveben på mindre end et år? Han kommer direkte fra højderne, og da han gjorde det efter sit seneste brud, var han med det samme imponerende god i Indurain og Baskerlandet. Jeg vil dog tro, at selv den bedste Onley er for meget puncheur til en bjergrute som denne. Han har til gode at imponere i de rigtige bjerge, men jeg ser et håb i hans baskiske kongeetape. Her var stigningerne stadig relativt korte, men der var mange af dem, og han klarede det fornemt. Da disse bjerge også er ret eksplosive, skal han have chancen for at gentage det, hvis han allerede er i form igen.

 

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der var ingen væsentlige ændringer.

 

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE

 

***** Egan Bernal

**** Adam Yates, Richard Carapaz

*** Joao Almeida, Mattias Skjelmose, Felix Gall, Isaac Del Toro, Cian Uijtdebroeks

** Lenny Martinez, Tom Pidcock, Enric Mas, Wout Poels, Kevin Vauquelin, Wilco Kelderman, Einer Rubio, Valentin Paret-Peintre, Nairo Quintana, Damiano Caruso, Georg Steinhauser, Alexey Lutsenko, Damien Howson, Johannes Staune-Mittet, Welay Hagos Berhe, Emanuel Buchmann, George Bennett, Oscar Onley

* Torstein Træen, Maxim Van Gils, Ion Izagirre, Yannis Voisard, Nicola Conci, Matthew Riccitello, Stephen Williams, Pelayo Sanchez, David De La Cruz, Frank van den Broek, William Junior Lecerf, Attila Valter, Finn Fisher-Black, Jan Christen Ben Tulett, Roger Adria, Sergio Higuita, Mauro Schmid, Alex Baudin, Matteo Badilatti, Rui Costa, Patrick Konrad, Ben Zwiehoff, Gijs Leemreize, Rudy Molard, Sam Oomen, Gianluca Brambilla, Bauke Mollema, Finlay Pickering, Oscar Rodriguez, Brandon Rivera, Marco Brenner, Alberto Bettiol, Marc Hirschi, James Shaw, Milan Vader, Sylvain Moniquet, Robert Gesink, Fausto Masnada, Louis Vervaeke, Stefan Küng, Chris Hamilton,  Harold Martin Lopez, Ethan Hayter, Jesus Herrada, Nans Peters

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE

 

Danskerne

Mattias Skjelmose skal hos Lidl forsøge at forsvare sin titel, hvorfor han er omtalt ovenfor. Hos Alpecin skal Søren Kragh vel forsøge sig på 1. etape og støtte Axel Laurance på de efterfølgende to etaper, mens Michael Mørkøv hos Astana alene skal forberede sig på Touren på en rute, der er for svær for ham og Mark Cavendish. Hos Bora skal Frederik Wandahl nok primært støtte Emanuel Buchmann, Sergio Higuita og Roger Adria, men der burde være god chance for at gå i udbrud, og hos Bahrain skal Johan Price-Pejtersen satse på et resultat på 1. etape, inden han skal hjælpe Wout Poels og Damiano Caruso. Hos DSM skal Tobias Lund forsøge at komme hjem til en spurt på 2. etape, og hos Jayco skal Anders Foldager støtte Michale Matthews, Mauro Schmid og Welay Hagos Berhe.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle i klassementet.

 

Lidl-Trek: Det handler om Skjelmose. Nok har Thibau Nys imponeret i bjergene, men Norge viste, at dette bliver for voldsomt, og trods en genrejsning i Ardennerne kan Bauke Mollema ikke længere være med helt fremme, hvad Patrick Konrad og Sam Oomen heller ikke kan.

 

Alepecin-Deceuninck: Holdet skal satse på Nicola Conci, der klatrede chokerende godt i Giroen, men virkede træt til sidst. Axel Laurance chokerede i Norge, men disse bjerge er for voldsomme.

 

Arkea-B&B Hotels: Det må handle om Vauquelin, der bjergene er for voldsomme for Simon Guglíelmi og Raul Garcia Pierna.

 

 

Astana Qazaqstan Team: Det handler om Lutsenko. Harold Martin Lopez er overmatchet, og det er for svært for Simone Velasco og Samuele Battistella.

 

BORA-hansgrohe: Buchmann ligner bedste bud. Jeg har opgivet en genrejsning af Sergio Higuita, og bjergene er for svære for den svingende Roger Adria. Frederik Wandahl og Ben Zwiehoff har ledt efter formen i år.

 

Bahrain-Victorious: Caruso er den erklærede kaptajn med Poels i en fri rolle. En joker er Torstein Træen, der har topniveauet, men han er på vej tilbage fra en skade og er ikke kaptajn. Unge Finlay Pickering har også været skadet og er uprøvet på dette niveau.

 

Cofidis: Det handler om Ion Izagirre, men han klatrer næppe længer godt nok til denne svære rute, der også er for svært for den i år skuffende Jesus Herrada. Niveauet er for højt for Harrison Wood.

 

Decathlon AG2R La Mondiale Team: Galler kaptajnen, men Paret-Peintre er en joker. Alex Baudin var træt i Giroen, og bjergene er for svære for Nans Peters og Paul Lapeira.

 

EF Education-EasyPost: Carapaz må være kaptajn med Steinhauser som joker. Rui Costa har været skadet og er i dag for begrænset i bjergene til igen at vinde sit favoritløb, Alberto Bettiol er flyvende, men bjergene er for svære, som de også er det for James Shaw.

 

Groupama-FDJ: Det handler om Martinez, da bjergene er for svære for Rudy Molard. For et par år siden endte Stefan Küng i top 10, men det sker ikke i dette felt og på denne rute, mens Reuben Thompson mangler for meget.

 

INEOS Grenadiers: Bernal og Pidcock må være kaptajner. Ruten er for svær for Ethan Hayter, der ellers har vist livstegn igen i Norge, mens Oscar Rodriguez skuffede igen i Norge, og niveauet er for højt for Brandon Rivera.

 

Intermarché-Wanty: De får det svært. Rein Taaramae er en skygge af sig selv, det er for svært for Lilian Calmejane, og Simone Petilli og Kevin Colleoni har intet vist i år.

 

Movistar Team: Med Mas, Rubio og Quintana har de tre kandidater. Pelayo Sanchez kom godt ud af Giroen, men han er nok lidt for meget en puncheur til denne rute.

 

Soudal-Quick Step: De har den spændende William Junior Lecerf, men han har manglet for meget til dette niveau. Fausto Masnada er stadig langt fra sit niveau, og Louis Vervaeke har skuffet i år.

 

Team dsm-firmenich PostNL: Onley er den erklærede kaptajn. Frank van den Broek vandt i Tyrkiet, men han har manglet lidt for meget til dette niveau, som det også gjaldt for Gijs Leemreize og Chris Hamilton i Giroen.

 

Team Jayco AlUla: Hagos Berhe er manden, der kan overraske. Stigningerne er for svære for Mauro Schmid, Anders Foldager og Lawson Craddock.

 

Team Visma | Lease a Bike: Det må handle om Uijtdebroeks med Kelderman som plan B og Staune-Mittet som joker. Attila Valter kom godt ud af Giroen, men bjergene er for svære, som de også er det for den stadig skuffende Ben Tulett og den i år kriseramte Milan Vader, mens niveauet er for højt for nutidens Robert Gesink.

 

UAE Team Emirates: Yates og Almeida er kaptajner med Del Toro som joker. Stigningerne er for svære for Finn Fisher-Black, Jan Christen og Marc Hirschi.

 

Israel-Premier Tech: Bennett ligner bedste bud. Den lovende Matthew Riccitello viste endelig sit potentiale i sidste uge, men han manglede for meget til dette niveau. Som vi så i sidste uge, bliver stigningerne for lange for Stephen Williams, og det er de også for Marco Frigo.

 

Lotto Dstny: Maxim Van Gils er her, der og alle vegne i år, men han er puncheur og ikke klatrer. Dette bør være for voldsomt. Sylvain Moniquet har rejst sig lidt i år, men ikke nok til dette niveau.

 

Q36.5 Pro Cycling Team: Howson ligner det gode bud. David De La Cruz rejste sig i Romandiet, men topniveauet rækker næppe hele vejen, som det heller ikke gør for Matteo Badilatti og Gianluca Brambilla, der begge har gjort det pænt i år.

 

Team Corratec-Vinin Fantini: Holdet er helt uden chance. Bedste bud er vel Alexandre Balmer og Roberto Carlos Gonzalez.

 

Tudor Pro Cycling Team:Team: Yannis Voisard har efterhånden fået et fint niveau, men vi har også set i Romandiet, Ungarn og Abruzzo, at han mangler lidt for meget. Det så vi også med Marco Brenner i Norge, mens Sebastien Reichenbach er langt fra fordums styrke, og Hannes Wilksch intet har vist i år.

 

Schweiz: Holdet er helt uden klatrere.

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE

Feltet.dks vinderbud

Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder.
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere.
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering.
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig.
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering.
Egan Bernal
Adam Yates, Richard Carapaz
Joao Almeida, Mattias Skjelmose, Felix Gall, Isaac Del Toro, Cian Uijtdebroeks
Lenny Martinez, Tom Pidcock, Enric Mas, Wout Poels, Kevin Vauquelin, Wilco Kelderman, Einer Rubio, Valentin Paret-Peintre, Nairo Quintana, Damiano Caruso, Georg Steinhauser, Alexey Lutsenko, Damien Howson, Johannes Staune-Mittet, Welay Hagos Berhe, Emanuel Buchmann, George Bennett, Oscar Onley
Torstein Træen, Maxim Van Gils, Ion Izagirre, Yannis Voisard, Nicola Conci, Matthew Riccitello, Stephen Williams, Pelayo Sanchez, David De La Cruz, Frank van den Broek, William Junior Lecerf, Attila Valter, Finn Fisher-Black, Jan Christen Ben Tulett, Roger Adria, Sergio Higuita, Mauro Schmid, Alex Baudin, Matteo Badilatti, Rui Costa, Patrick Konrad, Ben Zwiehoff, Gijs Leemreize, Rudy Molard, Sam Oomen, Gianluca Brambilla, Bauke Mollema, Finlay Pickering, Oscar Rodriguez, Brandon Rivera, Marco Brenner, Alberto Bettiol, Marc Hirschi, James Shaw, Milan Vader, Sylvain Moniquet, Robert Gesink, Fausto Masnada, Louis Vervaeke, Stefan Küng, Chris Hamilton, Harold Martin Lopez, Ethan Hayter, Jesus Herrada, Nans Peters
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DEL
DELTAG I DEBATTEN

SENESTE

Tirsdag den 18. juni 2024

Landevej
Lidl – Trek-rytter efter podieplads: Efterlod mine lunger på vejen
Landevej
Storstjerne efter sejr: Jeg havde ikke regnet med det
Udstyr og test
Test: Scott Foil RC 30
Landevej
Tidligere dansk WorldTour-rytter bliver talentchef og sportsdirektør
Landevej
Optakt: Nationale enkeltstartsmesterskaber
Landevej
Stærkere end Vingegaard og Roglic: Så havde jeg stadig vundet
Landevej
Veteran nærmer sig vild rekord
Landevej
Manager: Jeg har også dage, hvor det hele er noget pis
Landevej
Oversigt: Nationale mesterskaber 2024
Landevej
Nyt svensk stortalent vinder igen
Landevej
Video i artiklenStudiet forstår ikke Vismas håndtering: Virker som en værre omgang pladder
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewKan dansk WorldTour-løb tiltrække verdens bedste ryttere?
Landevej
Tempofænomen jagter guld i Evenepoel og Van Aerts fravær
Landevej
Officielt: Tour-starten rykker ud af Frankrig
Landevej
”Han er mere eksplosiv end Pogačar” - Holdet er i svime over stortalents evner
Landevej
”Vi kan ikke sidde med Tadej eller Jonas” – Amerikaner blæser til angreb
Landevej
”Han ville stå om morgenen og tælle dem” - Dauphiné-darlingens særlige hobby
Landevej
Hollandsk medie: Visma henter tidligere Grand Tour-vinder
Landevej
Skjelmose falder tilbage
Landevej
Tour-managerspillet åbnet for tilmelding

Mandag den 17. juni 2024

Landevej
Zeeman giver opdatering på Vingegaards Tour-deltagelse
Landevej
Optakt: 4. etape af Tour de Suisse Women
Landevej
Ungt stortalent efter første professionelle sejr: Det er fantastisk
Landevej
Vollering er fortsat i gult trods panik
Landevej
Vingegaard og Vismas Tour-ryttere på vild træningstur i Alperne
Landevej
Stortalent tager første sejr i flot dobbelttriumf
Landevej
Lidl-Trek-kaptajn hårdt ramt af Covid kort inden Touren
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interview”Mangel” på WorldTouren ligger til grund for ruten i dansk endagsløb
Landevej
Tour de Suisse-analyse: Den danske opmuntring i arabershowet
Landevej
Tidligere rytter hylder Van der Poel og Pogacar: Mere imponerende end Merckx
Landevej
Dansk talent følger op på sejr med ny topplacering
Landevej
Storfavorit misser muligheden for at tangere rekord
Landevej
Vingegaard-løjtnant topper imponerende liste
Landevej
Video i artiklenMagnus Cort reagerer på Tour-udtagelse med kæk video
Landevej
Her er ruten og navn til dansk WorldTour-løb - spektakulært opløb venter
Landevej
Cort er udtaget - Uno-X har Tour-holdet på plads
Landevej
Bernal: Helt ærligt, så er jeg lidt ked af det
INTERVIEW Landevej
Eksklusivt interviewEkstatisk OL-debutant: Det kan næsten ikke beskrives
Landevej
18-årigt stortalent vinder Baby Giro: Det føles helt vildt
Landevej
Vingegaard-hjælper: Set i bakspejlet var det en fin præstation
Landevej
Optimistisk Pidcock: Mine watt-tal er meget høje
Udstyr og test
Anmeldelse: Pro Cycling Manager 2024

Søndag den 16. juni 2024

Landevej
Stor overraskelse: Det er min største præstation indtil nu
Landevej
Merlier snupper endnu en sejr: I dag var perfekt
Landevej
Healy reagerer på spektakulær etapesejr: Ville tage revanche
Landevej
Uno X-profil vinder samlet: I aften tager jeg en øl i loungen
Landevej
Mads P. forærer sejren til sit hold
Landevej
Optakt: 3. etape af Tour de Suisse Women
Landevej
Yates: Det har rumsteret i mit hoved i mange år nu
Landevej
Almeida efter sejr: Det får vi aldrig at vide
Landevej
Skjelmose svarer igen på kritik
Landevej
Video i artiklen18-årig Visma-talent vinder sidste etape i Giro Next Gen
Landevej
Asgreen forsvarede topplacering - Holdkammerat vandt
Landevej
Video i artiklenSkjelmose ender på podiet i Schweiz Rundt
Landevej
Udbygger føringen i Bording Cup
Landevej
Sådan gik det til Skjelmose endte på podiet
MTB
Udbygger sin vilde World Cup-rekorder
MTB
Verdensmesteren fejrede ny Visma-kontrakt med sejr
Landevej
Cofidis-rytter tager karrierens første sejr
Landevej
Video i artiklenSpansk stjernes kupforsøg mislykkedes - Healy tager flot sejr
Landevej
Optakt: 5. etape af Tour of Slovenia
Landevej
Optakt: 8. etape af Tour de Suisse
Landevej
Optakt: 5. etape af Baloise Belgium Tour
Landevej
Tour de Suisse-analyse: Da UAE lærte af Roglic og Vingegaard
Landevej
Skjelmose gør det klart: Jeg kan vinde
Landevej
Kæmpestjerne vandt enkeltstart klart: Jeg er ikke i topform endnu
Landevej
Video i artiklenDen gule førertrøje sejrer for anden dag i træk
Landevej
Formand for rytterorganisationen hev fat i Van der Poel før Paris-Roubaix
Landevej
Stort løb kan blive afgjort på bonussekunder: Jeg er hurtigere end ham
Landevej
Ung amerikaner forsøgte at følge vild UAE-duo: Jeg overraskede mig selv lidt
Landevej
Lefevere giver sin mening om ny regel: Det første gule kort kan gå til UCI selv
Landevej
Spansk profil øjner podiet efter sæsonens første sejr
Landevej
Starttiderne til enkeltstarten i Tour de Suisse
Landevej
Video i artiklenYates bad om sejren: Taber et minut på enkeltstarten
Landevej
Kan Vingegaard efterligne Pogacar? – ”Det er muligt”
Landevej
Skjelmose: Skal en ekstraordinær præstation til

Lørdag den 15. juni 2024

Landevej
Dansk UCI-sejr i Italien
Landevej
Danmarksmesteren viste styrken før DM
Landevej
Toft henter stor triumf før DM i enkeltstart
VIS FLERE

Annonce