Løbets rolle og historie

Traditionelt har Tour de France-stjernerne draget til enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse for at færdiggøre Tour de France-forberedelserne. Der har imidlertid altid været et par alternativer for ryttere, der foretrækker lettere og mindre stressende etapeløb før verdens største cykelbegivenhed. I adskillige år har det flade Ster ZLM Toer været den foretrukne formtest for de rene sprintere og deres tog, og i de senere år har det bjergrige Route du Sud (nu Route d’Occitanie) fået øget opmærksomhed i kraft af Nairo Quintanas deltagelse i både 2015 og 2016 og Alejandro Valverdes deltagelse i 2018.

Det mindst prestigiøse af de fem etapeløb, der afvikles i juni, er Tour de Slovenie, der aldrig har været i stand til at få samme opmærksomhed eller stjernebesatte startfelt som konkurrenterne. Løbet plejer ellers at tilbyede en alsidig rute med bjerge, sprinteretaper og enkeltstarter, men det har aldrig haft samme appel som de mere berømte løb i Schweiz, Frankrig og Holland.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er tale om et godt alternativ, og mange Tour de France-ryttere har før brugt det som en mere afslappet opbygning til deres mål. Hovedsageligt har det dog været comebackløb for italienere efter Giro d’Italia. Mange af de lokale stjerner vil gerne drage fordel af deres gode form efter den store grand tour ved de italienske mesterskaber, og det relativt korte Tour de Slovenie er en solid chance for at genfinde løbsrytmen. Samtidig har det ofte været en god bro for ryttere, der satser på en Giro-Tour-double, da Tour de Suisse og Criterium du Dauphiné er for hårde at køre som del af en sådan udfordring, og i den sammenhæng er det kortere og lettere slovenske løb det perfekte alternativ.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Slovenien er en relativt ung nation, og derfor er det ikke overraskende, at Tour de Slovenie også er et nyt løb. Landet var en del af Jugoslavien, indtil det erklærede selvstændighed i 1992, og derfor kan Tour of Yogoslavia betragtes som dets forgænger. Det løb blev første gang afviklet i 1937 og var en årligt tilbagevendende begivenhed fra 1947 og frem til 1988, men blev grundet krigen ikke afviklet mellem 1989 og 1993. Efter at landet blev delt, blev løbet genoptaget i 1994, men det forsvandt fra kalenderen i 2000. Som de fleste andre østeuropæiske løb var det hovedsageligt en begivenhed for ryttere fra den østlige side af jerntæppet.

Med cykelsportens stigende popularitet i det tidligere Jugoslavien er det ikke en overraskelse, at de fleste af de nye lande har etableret deres egen nationale etapeløb. Slovenien var det første til at få deres egen rundtur i 1993, og det blev åbnet for professionelle i 1995. I de førte år blev det domineret af lokale ryttere samt russere, men i 2005 blev det rykket op som 2.1-løb, blev flyttet fra maj til juni og blev en international begivenhed. Listen over vindere inkluderer ryttere som Przemyslaw Niemiec, Jakob Fuglsang, Vincenzo Nibali, Diego Ulissi, Tiago Machado og Rafal Majka, og ryttere som Franco Pellizotti, Domenico Pozzovivo, Chris Anker Sørensen, Giovanni Visconti, Ilnur Zakarin og Mikel Nieve har alle været på podiet. Efterhånden som Slovenien i stigende grad bliver et stort cykelland, har de lokale ryttere også været i stand til at blande sig trods den hårdere konkurrence, og i de senere år har lokale helte som Janez Brajkovic og Primoz Roglic begge vundet.

Slovenien var de første, men nu er der faktisk nationale etapeløb i det meste af det tidligere Jugoslavien. Tour of Croatia er blevet en stor international begivenhed i løbet af sine første tre år (også selvom det i år har oplevet en temmelig tumultarisk periode) og var frem til og med 2018 perfekt forberedelse til Giroen. Tour of Serbia er et mindre etapeløb, og der er desuden flere mindre endagsløb i Kroatien og Slovenien.

Tour de Slovenie er et meget alsidigt løb og lidt som en lille grand tour. Som regel har det haft en flad enkeltstart og en stor bjergetape, der i kombination har afgjort klassementet. Derudover har der været en flad etape for de rene sprintere, og løbet har ofte haft en første linjeløbsetape, der har været for stærke sprintere med gode klatreben.

Siden sidste år har løbet været i vækst. Ikke blot kunne man i 2018 udvide løbet fra fire til fem dage, aflysningen af Ster ZLM Toer, der altid har været sprinternes foretrukne Tour-forberedelse, gav også løbet et stort boost, og i 2018 var det derfor det slovenske løb, der var sidste Tour-test for de rene sprintere. Dauphiné og Tour de Suisse er for hårde for de tunge folk, og derfor kunne man præsentere et felt med navne som Marcel Kittel, Dylan Groenewegen, Caleb Ewan og Mark Cavendish, der alle sleb formen af på de slovenske landeveje.

I år er løbet vokset til at være et 2.HC-løb, men samtidig er det hollandske løb tilbage, og det har kostet lidt for slovenerne. Denne gang er det blandt sprinterne således kun Mark Cavendish, der foretrækker at teste Tour-formen på Balkan. I stedet synes løbet at have fundet tilbage til sin traditionelle rolle som et ekstra løb for friske Giro-ryttere, og fra den italienske grand tour kommer således navne som Esteban Chaves, Lucas Hamilton, Diego Ulissi, Jan Polanc, Pascal Ackermann, Giacomo Nizzolo, Fausto Masnada, Enrico Gasparotto og Jay McCarthy, der alle skal forsøge at bruge den form, de har tilbage efter det italienske løb.

Sidste år blev det til en meget populær hjemmebanesejr. Primoz Roglic ladede nemlig op til Touren ved at tage sin anden sejr i sit hjemmebaneløb. Det gjorde han ved at levere en sand magtdemonstration, hvor han kørte alene hjem på kongeetapen og knuste al modstand på enkeltstarten, så han kunne sejre med hele 1.50 ned til Rigoberto Uran og 2.14 ned til Matej Mohoric. Desværre er Roglic træt og forsvarer ikke titlen, og i det hele taget skal der findes helt nye topkandidater, da Uran denne gang fintuner formen i Route d’Occitanie, og Mohoric tester Tour-benene i Schweiz.

Ruten

Som sagt er Tour de Slovenie et alsidigt løb, der typisk har haft lidt af det hele i løbet af de fire dage. I de seneste år har det foretrukne format været en flad enkeltstart på første dag, en kuperet linjeløbsetape om fredagen, en stor bjergetape om lørdagen og en flad sprinteretape om søndagen. Det ændrede man på i 2016, hvor man byttede rundt på rækkefølgen og gjorde enkeltstarten længere, meget hårdere og betydeligt mere afgørende. I 2017 var enkeltstarten til gengæld helt droppet, og løbet var gjort betydeligt mere sprintervenligt med tre dage for de hurtige folk og bare en enkelt bjergafslutning til at afgøre klassementet. Sidste år rystede man igen posen i den nye fem dage lange udgave ved helt at droppe bjergfinalen, indlægge en lang, flad enkeltstart og derudover have to sprinteretaper og to kuperede etaper.

I år varierer man igen formatet betydeligt. Enkeltstarten forsvinder igen, men bjergafslutningen vender heller ikke tilbage. Det betyder, at man har designet en ganske uforudsigelig rute, hvor det bestemt ikke er oplagt, hvem der kan vinde. Løbet skal nemlig afgøres på tre etaper, der har svære stigninger i finalerne, men hvor der i alle tilfælde venter ca. 20 km nedkørsel og/eller flad vej, hvor der atter kan ske samling.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Det hele indledes med en sprinteretape onsdag, hvor næsten 2500 højdemeter dog vil kræve, at de hurtige folk ikke er alt for tunge. Herefter følger de tre afgørende etaper, hvor der lægges ud med den letteste. Om fredagen følger løbets stejleste stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 9 med ca. 20 km til mål, inden det afgørende slag skal slås på løbets kongeetape, hvor den eneste kategori 1-stigning kommer i ca. samme afstand fra stregen. Det hele slutter med den klassiske sprinteretape til Novo Mesto, hvor man dog denne gang har gjort ruten en anelse hårdere, så sprinterne igen skal have klatrebenene frem, hvis de vil have en chance for at spurte sig til en sejr.

1. etape

I mange år lagde man næsten altid ud med en kort, flad enkeltstart, men den tradition har man nu droppet. Som det var tilfældet i både 2017 og 2018, lægger man i stedet ud med en relativt let etape, der synes at skulle give sprinterne muligheden for at komme til fadet på og kæmpe om den første gule trøje i løbet.

I alt skal der tilbagelægges 168,5 km, der fører feltet fra hovedstaden Ljubljana til Rogaska Slatina. Fra start kører man mod øst ud af byen og direkte op ad kategori 4-stigningen Pecar (3,1 km, 5,4%), der har top efter 5,8 km. Efter en kort nedkørsel fortsætter man mod sydøst op ad en ikke kategoriseret stigning (2,1 km, 4,6%), hvis top rundes efter 16,5 km, inden en længere teknisk nedkørsel fører mod nordøst ned i fladlandet, hvor man i lang tid følger en flod mod nordøst og øst. Efter nogen tid drejer man mod nord for at passere den første spurt, der kommer efter 74,9 km, inden man kort efter når frem til storbyen Celje.

Herfra fortsætter det flade terræn mod øst, inden man drejer mod syd for at køre op ad en ikke-kategoriseret stigning (1,9 km, 7,6%), der har top efter 105,5 km. Efter et let faldende stykke gælder det så kategori 3-stigningen Planina Pri Sevnici (2 km, 7,9%), hvis top passeres efter 114,2 km, inden en nedkørsel og et let faldende stykke leder mod øst helt ud til grænsen til Kroatien, hvor man skal over en lille bakke (1 km, 7,9) med top efter 130 km, inden man kører mod nord op langs grænsen igennem fladt terræn til den anden spurt, der er placeret efter 142,8 km. Umiddelbart efter kommer endnu en lille bakke (1,1 km, 7,6%), inden man via en nedkørsel og let faldende terræn følger grænsen mod nord og nordøst op til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 155,7 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 12,8 km lang rundstrækning, der er let stigende i starten og derefter let faldende, inden fladt terræn kun afbrydes af en 500 m lang bakke, der indledes med 3 km igen, inden de sidste 2 km er helt flade. Der er et sving med 4 km igen, hvorefter man følger en let vugtende vej frem til en rundkørsel ved den røde flamme, hvorefter vejen kun buer svagt til højre.

Etapen byder på i alt 2329 højdemeter.

Med mere end 2000 højdemeter over en relativt kort distance er der bestemt ikke tale om en let etape, og flere af stigningerne er endda ganske stejle. Bakkerne kommer dog alle ret langt for mål, og med tanke på, at feltet har tiltrukket en del sprintere, ligner det en dag for de hurtige folk.

Rogaska Slatina var senest vært for en etape sidste år, da Dylan Groenewegen besejrede Matteo Pelucchi og Caleb Ewan i en massespurt. I 1999 vandt Josef Lontscharitsch ligeledes en massespurt i byen.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

2. etape

Efter en dag i fladlandet ventes klassementskampen så småt at blive indledt på løbets 2. etape. Ganske vist slutter etapen fladt, men med en mere end 5 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på næsten 8 byder finalen alligevel på en første lille test af rytternes klatreben, inden de væsentligste udfordringer fredag og lørdag. Det er sandsynligt, at et reduceret felt skal spurte om sejren, men med den rette kørelyst kan etapen blive mere selektiv end som så.

I alt skal der tilbagelægges bare 146,3 km, der fører feltet mellem storbyerne Maribor og Celje. Fra start kører man igennem helt fladt terræn mod syd og sydvest, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Veliko Tinje (5,4 km, 6,6%), hvis top passeres efter 26,5 km. En teknisk nedkørsel fører herfra mod sydøst ned til fladlandet, hvor man gennem let kuperet terræn kører mod vest og sydvest ud til en lille rundstrækning, hvor man tilbagelægger en enkelt omgang, og hvor der er en lille bakke (2,4 km, 5,3%) med top efter 44,5 km og en indlagt spurt efter 55,6 km. Herfra går det tilbage ad samme vej som tidligere, inden man drejer mod syd og senere øst for igennem fladt terræn at køre frem til forplejningen

Efter maden venter endnu en lille bakke og en nedkørsel, når man kører mod syd, og kort efter rammer man igen fladlandet. Senere drejer man mod vest og sydvest, idet man undervejs passerer indlagte spurter efter hhv. 98,0 km og 109,4 km samt en særlig bonusspurt efter 117 km. Den markerer starten på finalen, for her drejer man mod sydøst for at køre op af kategori 2-stigningen Svetina (5,4 km, 7,7%), fra hvis top der resterer barer 22,6 km. De indledes med en lille bakke, der fører mod vest og derefter en teknisk nedkørsel, der leder mod vest og nord, inden man kører igennem fladlandet mod nord ind til Celje, hvor stregen krydses efter 138,5 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på en helt flad 7,8 km lang rundstrækning, der kun har meget få sving, det sidste med 3 km til mål, hvorefter vejen kun bugter sig let ind mod mål.

Etapen byder i alt på 2116 højdemeter.

Finalen er ny, og derfor er det uklart, hvor stor skade den vil gøre. Stigningen i sig selv burde være hård nok til, at klassementsrytterne kan angribe hinanden, men spørgsmålet er, om ikke toppen trods alt kommer lidt for tidligt. Angreb vil dog betyde, at der vil blive skabt en ganske stor udskilning, og det kan sagtens ende med, at kun en ganske lille gruppe skal spurte om sejren i den ukomplicerede finale i Celje.

Celje har ikke tidligere været vært for en etapeafslutning, men i 2016 kørte man en enkeltstart fra byens centrum ud til toppen af en nærliggende stigning. Her sejrede Diego Ulissi foran den senere vinder Rein Taaramae og Omar Fraile. Samme stigning blev benyttet sidste år, hvor Rigoberto Uran akkurat kom forbi Primoz Roglic til sidst og derved tog en vigtig sejr inden Touren.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

3. etape

Efter torsdagens opvarmning gælder det fredag den første af de to afgørende etaper. Heller ikke denne gang er der mål på toppen af en stigning, men til gengæld skal man over den meget stejle Dole-stigning med top bare 20 km til mål. I et løb uden bjergafslutninger handler det om at slå til, så snart muligheden byder sig, og derfor er der lagt op til et helt afgørende slag i kampen om den samlede sejr på løbets tredje dag.

Med en distance på bare 169,8 km er der igen tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Zalec til Idrija. Fra start kører man mod vest igennem let stigende terræn frem til bunden af kategori 4-stigningen Kozjak (2,5 km, 6%), der har top efter 30,3 km. Herfra falder det let mod vest og sydvest, indtil man når frem til den første spurt efter 47,3 km Herfra snor man sig igennem fladt terræn mod vest og sydvest, idet man undervejs passerer de to sidste spurter efter hhv. 67,9 og 79,1 km. Herefter stiger det let mod syd og sydøst, indtil man skal over kategori 4-stigningen Rovte (5,6 km, 2,5%), hvis top passeres efter 117,7 km. En kort nedkørsel fører derfra mod sydøst, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 3-stigningen Medvedje Brdo (7,9 km, 3%), hvis top rammes efter 127,6 km, præcis hvor man når den afsluttende rundstrækning.

Herefter skal man for første gang ned ad den afsluttende nedkørsel, der er ganske teknisk og fører mod syd, nordvest og til sidst nord ned til udkanten af Idrija. I stedet for at køre ind til mål drejer man imidlertid mod øst for at passere kategori 2-stigningen Dole (5,2 km, 9%), hvis top passeres med 20,4 km igen. De består først af et let stigende plateau, der fører mod øst frem til rundstrækningens start, inden man igen følger samme nedkørsel som tidligere. I udkanten af Idrija forsætter man denne gang imidlertid mod nord og nordvest ind til byens centrum via de sidste 2500 m, der er flade, og som følger en bugtende vej, der har et enkelt skarpt sving bare 350 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2303 højdemeter.

Finalen med Dole-stigningen er helt ny, og derfor ved vi heller ikke denne gang, hvad vi skal forvente. Stigningen er dog brutalt stejl og den stejleste i hele løbet, og derfor er der lagt op til angreb fra favoritterne. Om det kan lade sig gøre at holde et forspring hele vejen til mål, har vi til gode at se, men da det falder stort set hele vejen, har løbets stærkeste en god chance for at tage en solosejr inden weekendens etaper.

Idrija har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

4. etape

I et løb uden bjergafslutninger kan det være svært entydigt at udpege en klar kongeetape, men det er svært at komme udenom, at lørdagens 4. etape er den vanskeligste. Ganske vist er der heller ikke denne gang mål på toppen af en stigning, men til gengæld tårner løbets eneste kategori 1-stigning sig op i finalen, hvor toppen rundes med mindre end 25 km til mål. Her kan vi ventes os det sidste store slag i kampen om, hvem der skal vinde 2019-udgaven af Balkans største cykelløb.

Med en distance på bare 153,9 km er der atter tale om en kort etape, der fører feltet fra Nova Gorica til Ajdovscina. De to byer er næsten naboer, og derfor er ruten en kringlet sag, der fører feltet ud i det kuperede terræn. Fra start går det igennem fladlandet mod nordvest og nord op til det nordligste punkt, hvor dagens første spurt kommer efter 16,5 km. Her vender man rundt for at køre tilbage mod syd og sydvest ned til bunden af kategori 3-stigningen (5 km, 6,3%), der har top efter 28,3 km, hvorefter en nedkørsel leder mod sydvest ned til dagens anden spurt, der er placeret efter 35,7 km. Vi ane lille bakke kører man nu mod øst og sydøst, inden man kortvarigt skærer igennem Italien for at passere en bakke (1,8 km, 7,9%), inden en nedkørsel fører ned til den sidste spurt, der kommer efter 53,3 km. Herfra går det mod syd og sydøst ned langs grænsen til Italien igennem fladt terræn.

Etapen ændrer karakter, når man rammer kategori 3-stigningen Temnica (4,2 km, 7,8%), hvis top passeres efter 69,9 km. Herefter går det mod sydøst via et let faldende stykke, inden en skarp nedkørsel fører mod nordøst ned til bunden af kategori 3-stigningen Stanjel (5 km, 4,5%), der bestiges fra nordvest, og hvis top passeres efter 95,0 km. Herfra går det igennem let faldende og fladt terræn mod sydøst, nordøst og nordvest op til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 117,4 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 36,5 km lang rundstrækning, der indledes brutalt. Igennem let stigende terræn kører man nemlig mod nordvest og nord op til kategori 1-stigningen Predmeja (9 km, 8%), hvis top passeres, når der resterer bare 23,7 km. De fører først mod sydøst via et plateau, inden der venter en lang nedkørsel, der fører mod sydøst og vest ind til centrum af målbyen, men som ikke er specielt teknisk. Den vanskeligste del kommer i bunden med et sidste hårnålesving med 2 km igen, inden man rammer den sidste flade kilometer, hvor der er en rundkørsel bare 300 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2889 højdemeter.

Predmeja er ikke blevet besteget siden 2002, hvor feltet var af en langt svagere kaliber, men dengang skabte den ganske stor spredning. Det må den formodes at kunne gøre igen i år, men om et forspring kan holdes, er uklart. Den sidste nedkørsel er nemlig ikke specielt teknisk, og derfor kan der blive samlet en lille gruppe til sidst på en dag, hvor der dog utvivlsomt vil komme masser af angreb i det, der er det sidste slag om den samlede sejr.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Ajdovscina var senest målby i 2002, hvor Evgeny Petrov var hurtigste man di en lille kvartet, og i 2001, hvor Seweryn Kohut var hurtigere end Vladimir Miholjevic i deres tomandsspurt.

5. etape

Efter tre dage, hvor klassementsrytterne har kunnet øjne en mulighed for at gøre forskelle, håber sprinterne at få det sidste ord. Som altid slutter løbet i Novo Mesto, og efter et år med en afsluttende enkeltstart, vender man tilbage til traditionen. Ganske vist er der en relativt lang stigning ganske tæt på mål, hvorfor de tungeste folk kan få problemer, men historien siger klart, at de hurtige folk som regel kommer til fadet i den klassiske målby.

I alt skal der tilbagelægges 167,5 km, der fører feltet fra Trebnje til Novo Mesto. Starten er ganske hård, idet man efter en flad neutral zone, der fører mod nordvest, kører mod nord op ad en lille stigning (4,8 km, 3,3%), der har top efter 9,7 km, hvor der er en særlig bonusspurt. Herefter vender man rundt for at følge en nedkørsel mod syd, inden man kører stik vest igennem fladlandet ud til en flad rundstrækning, hvor man kører en omgang og passerer den første spurt efter 31,1 km Herefter følger man den samme flade vej tilbage mod øst og sydøst til startbyen Trebnje, hvor den anden spurt kommer efter 51 km.

Det flade terræn ændrer sig ikke, når man vender rundt for at køre tilbage mod vest, inden det falder ganske let, mens man snor sig mod syd, sydvest og sydøst ned til forplejningen. Umiddelbart herefter skal man over kategori 3-stigningen Brezje (7,6 km, 4,4%), der har top efter 95,6 km, inden en let nedkørsel fører mod sydøst tilbage til fladlandet. Herefter kører man igennem fladt terræn ned til den tredje spurt, der kommer efter 110,9 km, hvor man vender rundt for at køre mod nordøst op til den sidste spurt, der er placeret efter 125,8 km.

Her drejer man nordvest for at køre frem til dagens hovedudfordring, kategori 3-stigningen Vahta (8,6 km, 4,7%), fra hvis top der resterer 29,9 km. De består først af en halvteknisk nedkørsel, der fører mod nordvest, inden man kører mod nord igennem fladt terræn ind mod Nove Mesto. Man slår en lille sløjfe mod nord, inden man kører mod sydvest, øst og til slut nord ind til stregen, der krydses for første gang efter 159,3 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 8,2 km lange rundstrækning, der er stort set helt flad og ikke byder på specielt mange tekniske udfordringer før til allersidst. På de sidste 2 km drejer man nemlig skarpt med 1300, 1000 og bare 200 m til stregen, og det stiger tillige let over de sidste 500 m.

Etapen byder på i alt 1985 højdemeter.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Ganske vist er der tale om en anderledes finale end vanligt, men selvom der er flere udfordringer denne gang, vil det være en overraskelse, hvis ikke sprinterne igen kommer til fadet i Novo Mesto. For at have en chance skal de imidlertid klatre godt nok til at klare den ikke helt lette Vahta-stigning og derefter manøvrer rigtigt i den komplicerede finale, hvor positioneringen vil være helt afgørende for alle, der drømmer om at tage sidste stik i årets udgave af det slovenske etapeløb.

Novo Mesto er målby for en etape hvert år og meget ofte den sidste. Sidste år sluttede man med en enkeltstart, hvor Primoz Roglic sejrede suverænt foran Jan Tratnik og Josef Cerny. Forud for det kom sprinterne til fadet, idet de nyere vindere er Sam Bennett i 2017, Alexander Porsev i 2016, Marko Kump i 2015 og 2009, Elia Viviani i 2014, Brett Lancaster i 2013, Simone Ponzi i 2012, Andrea Guardini i 2011, Francesco Chicchi i 2010 og 2008, Enrico Rossi i 2007, Borut Bozic i 2006 og Bostjan Mervar i 2005, der alle sejrede i massespurter.

Favoritterne

Tour de Slovenie har altid været et løb for klatrere, idet kongeetapen som regel har været langt de vigtigste. I 2016 og 2018 betød en usædvanligt lang enkeltstart, at tempoevner pludselig blev afgørende, og det var særligt udtalt for 12 måneder siden, hvor fraværet af en bjergafslutning betød, at det på stigningerne kun var den suveræne Primoz Roglic, der kunne gøre en forskel. I det hele taget ændrede løbet karakter med en rute, der var langt mindre selektiv end tidligere.

Årets udgave er endnu mere uforudsigelig og følger samme mønster. Igen er bjergafslutningen droppet, men det betyder ikke, at der mangler udfordringer. Faktisk er stigningerne på 3. og 4. etape betydeligt sværere, end de var i 2018, men de kommer også begge dage ganske langt fra mål. Det gør det til et helt uforudsigeligt løb, hvor det slet ikke er givet, at stærkeste klatrer vinder. I stedet kan spurtstyrke i jagten på bonussekunder og ikke mindst taktik og kollektiv styrke være helt afgørende. Det så vi senest i Tour of the Alps, hvis etaper næsten alle mindede om dem, vi finder her, og her var det Pavel Sivakov, der udnyttede en ukontrollerbar finale og et Ineos-overtal på 2. etape til at snige sig væk, selvom det var åbenlyst, at Vincenzo Nibali og Rafal Majka, som begge havde svage hold, var løbets bedste klatrere.

For at vinde skal man dog klatre godt. Stigningen på 3. etape er kort, men stejl, og Predmeja-stigningen på lørdagens kongeetape er et solidt og ganske langt bjerg. Er en enkelt rytter i særklasse, kan han sagtens køre alene hjem begge dage, men er feltet mere jævnbyrdigt, vil det være taktik og spurtstyrke, der vil bestemme hierarkiet mellem de mest klatrestærke. 2. etape har også en relativt svær stigning til sidst, men da det nok ikke er muligt for en enlig rytter at komme fri, ser det ud til, at vi her vil få en reduceret massespurt. Og 1. og 5. etape bør være for sprinterne, selvom de bestemt ikke er flade.

Vejrmæssigt ser det ud til at være en klassisk ustabil sommer. Med undtagelse af fredag vil der være en risiko for tordenbyger alle dage, men der burde også være masser af sol og kun begrænset vind. Særligt er det værd at notere sig, at lørdag vil være næsten vindstille med vind fra skiftende retninger, mens der fredag vil være medvind på sidste stigning, men modvind på den sidste del af etapen.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Feltet består af fem WorldTour-hold, hvoraf Dimension Data, Bora og Bahrain-Merida primært har et blik på sprinteretaperne. På papiret ligner det derfor et opgør mellem Mitchelton-Scott og UAE, der ikke blot synes at have løbets stærkeste ryttere, men også de bedste hold, og det kan meget vel ende som en magtkamp mellem de to.

Rutens uforudsigelige karakter gør løbet ganske åbent, og det er derfor med nogen usikkerhed, at vi peger på Tadej Pogacar som vores favorit. Sloveneren har imidlertid været så fremragende i sin første professionelle sæson, at han på papiret ligner løbets mest klatrestærke rytter. Han lagde ud med at vinde i Algarve, han klatrede med de bedste i Baskerlandet, han tog den samlede sejr i Tour of California, og senest viste han forrygende form ved at blive slovensk enkeltstartsmester og herefter køre brølstærkt i GP Lugano, hvor han og Vincenzo Nibali kørte fra rivalerne på den sværeste stigning, inden de blev hentet igen. Det er klart, at rutens karakter betyder, at Pogacar ikke bare pr. automatik kan sætte alle til vægs, men da han blandt de bedste klatrere også er en af de bedste afsluttere, og da han bakkes op af et stærkt hold med Jan Polanc og Diego Ulissi, tror vi, at han igen i år sikrer slovensk hjemmebanesejr.

Ser man på klatrepræstationerne i år, må Lucas Hamilton være hans værste rival. Lige siden Tour Down Under har den unge australier imponeret igen, og efter at han vandt Coppi e Bartali samlet, tog han til Giroen, hvor han flere gange nærmest så stærkere ud end kaptajn Simon Yates. Mest imponerende var det, at talentet bevarede friskheden gennem hele løbet, og han var i hvert fald ikke kvæstet til slut. Det er klart, at det altid er usikkert, hvor man står efter en grand tour, men Hamilton melder om god form og ambitioner. Han er desværre ikke specielt hurtig, og skal han vinde, skal han formentlig enten kunne køre alene hjem, hvilket bestemt ikke er umuligt, eller sammen med Esteban Chaves udnytte et potentielt Mitchelton-overtal.

Diego Ulissi har egentlig meldt ud, at han er kommet til løbet for at hjælpe Pogacar, men på denne rute kan han sagtens ende med at tage den samlede sejr alligevel. Blandt de klatrestærke folk er han nemlig suverænt den hurtigste, og det betyder, at han vil være manden, der skal slås, hvis små grupper af favoritter samles på begge de to nøgleetaper. I det tilfælde vil han i Pogacar og Polanc have to folk til at holde det samlet, og det gør ham til en livsfarlig kandidat. Efter en skuffende Giro viste han med sejren i GP Lugano, at han efterhånden har fundet lidt af den form, der sendte ham på podiet i Fleche Wallonne.

Mitchelton-Scott har en delt kaptajnrolle, der betyder, at også Esteban Chaves vil have nogen beskyttelse. Colombianeren viste desværre i Giroen, at han fortsat ikke er sig selv, heller ikke selvom han vandt en etape, og i Italien var Hamilton i hvert fald den klart bedste af de to. Heller ikke i GP Lugano imponerede han, og han ligner ikke umiddelbart en rytter, der bare kører fra alt og alle. Til gengæld er han ikke helt langsom på stregen, og han kan sammen med Hamilton spille det taktiske spil.

UAE har en tredje kandidat i Jan Polanc, og holdet har meldt ud, at også han gerne vil præstere på hjemmebanen. Hans form er til gengæld svær at blive klog på, efter en Giro, hvor han så træt ud, men sluttede af med en stærk enkeltstart, og en DNF i GP Lugano. Desværre er Polanc en fyr, der ofte er ret formsvag, og vi har svært ved at tro, at han har bevaret niveauet efter en benhård Giro. Skulle han have benene, kan han imidlertid komme spil, hvis UAE sidder med tre mand til slut, og heller ikke han er helt langsom i en spurt.

Skal man søge efter en rytter fra et andet hold, springer Fausto Masnada i øjnene. Androni-rytteren har haft en vild sæson med to etapesejre i Tour of the Alps og en sejr i Giroen, hvor han var i udbrud nærmest hver eneste dag, også i løbets sidste del. Han lignede i hvert fald ikke en træt mand til sidst, men hvor han står nu, er svært at sige. Han er ikke specielt spurtstærk, og han kan derfor få det svært, også i det taktiske spil mod UAE og Mitchelton. Men i ukontrollerbare finaler kan alt ske, og det så vi i Alperne, at Masnada kan udnytte. Androni har også en stærk outsider i Matteo Montaguti, der kan blive farlig, hvis det samles til en spurt på løbets to nøgleetaper, for den italienske veteran har klaret fornemt i år. Til gengæld bliver Matteo Busato bare ved med at skuffe.

Neri Sottolo kommer med et ganske potent hold, der tæller flere gode kandidater. Mest interessant er Giovanni Visconti, der med 6. pladsen på kongeetapen i Ungarn endelig viste lidt af fordums styrke. Han ligner ikke en mand, der klatrer med de bedste, men samles det til spurter, vil han være meget svær at slå. Det samme vil kometen Simone Velasco, men hans 19. plads på kongeetapen i Ungarn var ikke imponerende. Det var til gengæld 4. pladsen til holdets klatrer, Edoardo Zardini, men han er så spurtsvag, at han får svært ved at vinde. Holdet har også Manuel Bongiorno, der endelig viste lidt i Ungarn, samt Sebastian Schönberger, der for nylig blev nr. 3 i Albanien Rundt.

Israel Cycling Academy stiller med Ben Hermans, men vi så i Belgium Tour, at han fortsat ikke er på sit højeste niveau efter sin lange skadespause. Til gengæld er han ikke helt langsom, hvis han skulle kunne sidde med i en lille gruppe, der skal slås om sejren. Hos sig har han veteranen Ruben Plaza, men han er så spurtsvag, at det er svært at se ham vinde, men holdet har også en joker i Kristian Sbaragli, der på sine gode dage klatrede langt bedre end ventet i Giroen, og som med sin gode spurt kan komme i spil, hvis der sker store regrupperinger på de to nøgledage.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Delko stiller med Mauro Finetto, der med sin hurtighed burde have gode forudsætninger i dette løb, ikke mindst efter et ganske godt år. Desværre var han ude med en skade efter et styrt i Ain, og hans indsats i Luxembourg viste, at han har lang vej igen.

Gazprom-Rusvelo har i Aleksandr Vlasov en af løbets bedste klatrere. Vinderen af sidste års Baby-Giro har kørt et fornemt år, hvor han har blandet sig med verdens bedste i løb som Tour of the Alps og Asturien Rundt. Han har imidlertid meldt fra til mange løb på det seneste, hvilket kunne indikere, at han har haft skadesproblemer, og da han er spurtsvag, er løbet ikke ideelt. Det er det heller ikke for klatreren Ildar Arslanov, der efter en lang pause endelig er tilbage i konkurrence, men selvom han gjorde det hæderligt i Lugano, mangler han stadig en del. Holdets tredje klatrer, Aleksey Rybalkin, er måske et bedre bud, efter at han imponerede med en 3. plads på kongeetapen i Ain, men den ustabile russer skuffede fælt i Lugano.

Bora og Dimension Data er her begge for spurterne, men de har hver især også en outsider til klassementet. Man få formode, at terrænet er for hårdt for både Jay McCarthy og Enrico Gasparotto, der ikke viste meget i Giroen, men skulle det blive mindre selektivt, er de begge lynhurtige på stregen. Begge har trods alt været med langt fremme i ardennerklassikerne, og er de kommet sig efter Giroen, kan de komme i spil. Det sidste WorldTour-hold, Bahrain, vil køre for Domen Novak , men han har ikke vist noget, der giver grund til den store optimisme.

Blandt kontinentalholdene vil mest fokus være på veteranen Radoslav Rogina, der vandt løbet i 2013. Den 40-årige kroat er ikke helt så god som dengang, men hans nylige 4. plads i Tour of Bihor viser, at han stadig er en glimrende klatrer. Derudover er der Febermayrs Stephan Rabitsch, der netop er blevet nr. 2 i Oberösterreich Rundfahrt. Endelig skal det blive interessant at følge veteranen Davide Rebellin, der dog ikke har kørt løb siden februar, samt Laurent Evrard, Benjamin Hill, Andi Bajc og Benjamin Brkkic, der alle kan gøre det hæderligt.

OPDATERING: Androni stiller med Andrea Vendrame som en stærk kandidat. Klatrer han som på 19. etape i Giroen, kan han med sin spurt blive livsfarlig på denne rute.

***** Tadej Pogacar

**** Lucas Hamilton, Diego Ulissi

*** Esteban Chaves, Jan Polanc, Fausto Masnada, Giovanni Visconti, Andrea Vendrame

** Simone Velasco, Edoardo Zardini, Ben Hermans, Aleksandr Vlasov, Radoslav Rogina, Jay McCarthy, Enrico Gasparotto, Mauro Finetto, Matteo Montaguti, Aleksey Rybalkin

* Ildar Arslanov, Sebastian Schönberger, Stephan Rabitsch, Manuel Bongiorno, Domen Novak, Kristian Sbaragli, Matteo Busato, Joan Bou, Davide Rebellin

Danskerne

Lars Bak er til start for Dimension Data og skal primært hjælpe Mark Cavendish på de to mulige sprinteretaper.