\n\t \t\t\t\t
Annonce<\/p>\n\t \t\t\t\t\n\t\t\t\t\t\t
<\/div>\n\t\t\t\t\t\t
Det er ikke mærkeligt, at løbet er attraktivt for nogle af verdens allerbedste etapeløbsryttere. Med sin base i den fransktalende del af Schweiz benytter løbet sig af vejene i Alpernes hjerte, og der er ikke mange kilometer flad vej i løbet af de seks dage, løbet varer. Derudover har arrangørerne ofte inkluderet både en prolog og en længere, ofte ganske kuperet enkeltstart, og dermed har løbet de karakteristika, der gør det til en slags mini grand tour - ganske vist uden mange sprinteretaper. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at mange af de hurtige folk vender ryggen til Schweiz, og de mange flade etaper og solrige veje i Tyrkiet har i de senere år været langt mere attraktive for de hurtigste, ikke mindst fordi Romandiet er berygtet for sit forfærdelige regnvejr.
Derudover er løbet meget prestigiøst, og enhver ambitiøs etapeløbsrytter drømmer om at have det på sin vinderliste. Det blev første gang afviklet i 1947 i forbindelse med 50-årsjubilæet for Swiss Cycling, og allerede i dets tredje år fik det sin første store udenlandske vinder, da Gino Bartali stod øverst på podiet. Siden da er det blevet vundet af de fleste af sportens største navne, men med den generelle tendens til at toppe til færre løb betød dets status som forberedelsesløb, at vinderlisten i 90erne og de tidlige 00ere var knap så stjernespækket, indtil det i de senere år begyndte at genvinde sin status. Stephen Roche er den eneste rytter, der har vundet tre gange, men adskillige har to sejre på generaliebladet, hvoraf Chris Froome og Primoz Roglic er de eneste af de stadigt aktive.
Dette års udgave synes at bekræfte den nylige trend, men arrangørerne må spejde langt efter de allerstørste Tour-favoritter, og løbet har ikke kunnet tiltrække den samme stjerneparade, som man havde specielt i 2016 og 2015. Alligevel kan vi se frem til at se Geraint Thomas, Michael Woods, Damiano Caruso, Ben O’Connor, Rigoberto Uran, Thibaut Pinot, Jack Haig, Michael Storer, Gino Mäder, Louis Meintjes og Jakob Fuglsang, der alle enten har sikret sig eller er i spil til en kaptajnrolle til Touren, ligesom Brandon McNulty, Jesus Herrada, Ion Izagirre og Sepp Kuss, der alle har enten en hjælper- eller en fri rolle til sommer, vil bruge løbet som et sidste forårsmål inden en pause.
I år synes tendensen med fraværet af Giro-favoritter også at være ganske udtalt. Således er der efter Clement Champoussins styrt i Alperne ingen Giro-kaptajner, der lægger vejen forbi Romandiet på sin tur mod Italien, men Giro-hjælperen David de la Cruz benytter dog løbet som en chance for at jagte lidt personlig succes inden slaget på de italienske landeveje. Sidste år lykkedes det usædvanligt at tiltrække en del af Giroens sprintere, men det er slet ikke tilfældet i år, hvor feltet er næsten klinisk renset for sprintertyper.
Sidste år var feltet sjældent svagt, og forud for løbet var det primære spørgsmål, om Ineos ville vinde med Geraint Thomas eller Richie Porte. Briterne lagde også løbet i et jerngreb fra prologen, som blev vundet af Rohan Dennis, og efter at Marc Soler havde udnyttet et regnvejrskaos på 4. etape til at overtage trøjen, og Michael Woods drog fordel af et styrt til Thomas i spurten på kongeetapen til at sikre sig både etapesejr og førertrøje, gjorde briterne arbejdet færdigt på den sidste enkeltstart, hvor Thomas sikrede sig den samlede sejr, 28 sekunder foran Porte, mens Fausto Masnada var 38 sekunder på 3. pladsen. Thomas vender i år tilbage for at forsvare titlen i det, der ligner hans eneste personlige forårsmål, men han skal finde nye rivaler, da Porte satser på Giroen, og Masnada desværre er ude med kyssesyge.
Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser
Ruten
Tour de Romandie er for en grand tour-rytter den helt perfekte test, idet den på næsten alle parametre er som en lille udgave af et tre uger langt etapeløb. Ganske vist er der ingen helt flade etaper, men derudover bydes der altid på en alsidig udfordring, hvor man testes i de fleste aspekter af cykelsporten. Oftest har der været en meget kort prolog for de virkelige specialister og en mellemlang enkeltstart på knap 20 km, hvor der som regel har været mindst én stigning. Derudover har de fire linjeløbsetaper oftest inkluderet et eller to slag i de høje bjerge samt to eller tre hårde dage, der enten har kunnet afgøres i en reduceret massespurt eller ved, at et udbrud er kørt hjem. Der har været en naturlig variation fra år til år, men helt grundlæggende har man fastholdt konceptet.
Tour de Romandie er ganske vist kendt som en bjergløb, men det betyder ikke, at det er et løb for klatrere. Med to enkeltstarter er det klart, at tidskørslerne altid vil spille en vis rolle, men oftest har den lange enkeltstart haft en næsten altafgørende indflydelse. I de senere år har der således været en tendens til, at ruterne har været relativt lette, ikke mindst i et forsøg på at tiltrække flere Giro-ryttere. Det var tilfældet i 2011 og 2012, hvor tidskørslerne stort set afgjorde det hele. Med den ændrede status og øgede appel til Tour de France-favoritter har man imidlertid kunnet skærpe sværhedsgraden, hvilket man gjorde i 2013, hvor man indlagde en betydeligt hårdere bjergetape, der desværre måtte modificeres på grund af dårligt vejr. Man gentog modellen i 2014 og 2015, hvor man ganske vist kun havde én bjergetape, men man sørgede for, at den var betydeligt hårdere, end det som regel havde været tilfældet.
I 2016 tog man det imidlertid til et helt nyt niveau. Ikke blot var den indledende prolog mere kuperet end vanligt og enkeltstarten som så ofte ganske kuperet, man havde også to ganske svære bjergafslutninger. Det betød for en gangs skyld, at enkeltstarten ikke var helt så vigtig, som det før har været tilfældet, og derfor kunne Nairo Quintana tage en relativt sikker sejr, selvom han ikke kunne matche de bedste i kampen mod uret. I 2017 gik man dog den modsatte vej med kun én stor bjergetape, der endda var ganske let, og derfor blev løbets nøgleetape atter den ganske kuperede afsluttende enkeltstart, mens man i 2018 forsøgte sig med noget så sjældent som en bjergenkeltstart, der skulle vise sig som den vigtigste etape i et løb, hvor kongeetapen var relativt let. I 2019 var der igen skruet op for sværhedsgraden med en svær kongeetape, der dog endte med at blive helt udvandet af sne og dårligt vejr, som man desværre ofte har set det i det regnfulde løb, og sidste år toppede man det hele med en kongeetape med afslutning på det sværeste bjerg, vi har set i nyere tid.
Tendensen har altså været, at der generelt er blevet skruet op for sværhedsgraden, og det er der også i 2022, der bliver en gave til klatrerne. Det skyldes ikke, at kongeetapen denne gang er voldsomt svær - faktisk kan den være lidt svær at læse - men derimod at en næsten tro kopi af bjergenkeltstarten fra 2018 vender tilbage og erstatter den lange enkeltstart. Da rene klatrere ofte vinder bjergenkeltstarter - i 2018 vandt Egan Bernal foran Primoz Roglic - er et løb, hvor tempoevner normalt er meget afgørende, i år et af sæsonens bedste for bjergrytterne.
Ser man bort fra det forhold, at vi har en af løbets sjældne bjergenkeltstart, er ruten ellers helt klassisk for Romandiet Rundt, idet det følger det helt klassiske mønster. Prologen vender således tilbage, hvorefter der følger tre etaper, som lægger op til lidt af hvert for puncheurs, udbrydere og holdbare sprintere. Det hele afgøres herefter som så ofte før i weekenden med kongeetapen om lørdagen og bjergenkeltstarten om søndagen.
Prologerne i Romandiet har ofte været kuperede og tekniske, men denne gang er det - måske fordi den anden enkeltstart er en bjergenkeltstart - kun det tekniske element, der består. Det fås til gengæld også i rigt mål på en uhyre kringlet, men generelt flad rute, hvor de eksplosive og teknisk dygtige prologspecialister vil boltre sig. Forskellene vil dog være små, inden der onsdag venter endnu et lille klassementsslag, når vi for fjerde gang i dette årtusinde vender tilbage til puncheurfinalen i Romont, hvor David Gaudu, Cadel Evans og Stefano Garzelli alle har taget spurtsejre. Her kan en eksplosiv afslutter måske sikre sig et par bonussekunder, som vi har set det ved de seneste besøg.
De holdbare sprintere plejer at have mindst én chance i løbet, og det får de også i år. Således er torsdagen en klassisk Romandiet-dag med mange højdemeter, men ingen svære stigninger, og hvis ikke et udbrud snyder feltet, ligner det det bedste bud på en reduceret massespurt. Der kan dog også være en mulighed fredag, men her er terrænet betydeligt sværere, og dels vil det derfor stiller større krav til afslutternes klatreevner, og dels vil det øge sandsynligheden for en udbrudssejr.
Efter to dage, der næppe vil spille en rolle i klassementet, bliver det alvor med lørdagens kongeetape, der byder på mere end 4000 højdemeter og en finale, hvor de sidste 30 km næsten alle stiger. Undervejs er der ganske svære passager, men det er ikke en jævn opkørsel med konstant svære passager. Ved seneste besøg i 2008 var forskellene overraskende små, men på papiret burde der være basis for en ganske selektiv kongeetape. Endnu vigtigere er dog søndags bjergenkeltstart, der er en tro kopi af etapen fra 2018, idet man dog har forlænget den med et kort fladt stykke inden selve bjerget. Her vil løbets vigtigste slag krone vinderen af løbet, og hvis det bliver lige så medrivende, som da Bernal for fire år siden akkurat slog Roglic, der dog endte med at vinde løbet samlet, er der lagt op til et brag af en afslutning på det sidste store forårsmål for hovedparten af favoritterne.
Prolog
Tour de Romandie er traditionelt altid startet med en prolog, og i de senere år er det kun i 2015, hvor man lagde ud med et holdløb, at man har brudt den trend. Trenden videreføres i år, hvor man igen lægger ud med en kort, eksplosiv enkeltstart. Med sine 5,12 km er der som altid tale om en kort affære, men denne gang har man droppet den kuperede karakter, der ofte har kendetegnet løbets prologer. Denne gang er der nemlig tale om en relativt flad sag, men det andet kendetegn ved løbets prologer fastholdes til gengæld. Der venter nemlig et hav af tekniske udfordringer på turen rundt i storbyen Lausanne, og dermed er det en oplagt sag for de sande prologspecialister, der skal være eksplosive og teknisk dygtige.
Årets prolog afvikles i Lausanne og strækker sig altså over 5,12 km. Fra starten ved stadionet Stade de Tuilière kører man ad en lige og let faldende vej mod sydøst ned til et andet stadion, Stade Olympique de la Pontaise. Her kører man en hel tur rundt om stadion - faktisk kører man et stykke inde på selve stadionet - hvilket betyder, at man tager hele seks sving i rap, hvoraf det første kommer efter 1,09 km og det sidste efter 1,90 km.
Nu kører man mod nordvest tilbage ad samme vej som tidligere, hvorfor det denne gang er let stigende. Her følger en meget teknisk fase, når man kører en tur rundt om en lufthavn. Således skal man dreje skarpt fire gange mellem 2,64 km- og 3,09 km-mærkerne, hvorefter man på selve lufthavnen vender 180 grader for at køre op ad en lige vej forbi mellemtiden, der tages efter 3,35 km, idet det her er let stigende. For enden af lufthavnen vender man igen 180 grader, hvorefter der følger tre sving i rap, efter hhv. 4,25 km, 4,30 km og 4,43 km. Slutteligt kører man nu mod syd ad en let fadende vej, indtil man foretager to sving med 190 og 80 m igen, inden man slutter foran stadion, stadig i let faldende terræn.
Prologen byder på i alt 39 højdemeter.
I mange år har prologerne i Tour de Romandie været relativt tekniske, kuperede og ultrakorte, men årets udgave adskiller sig en anelse. Ruten er ikke flad, men det bliver ikke de 39 højdemeter, der gør forskellen. Ruten er også en anelse længere, end vi normalt ser det, men den tekniske karakter er i den grad bibeholdt. Får vi noget af løbets berygtede regn, kan det godt blive en halsbrækkende og tilfældig affære, men i tørvejr er der lagt op til et sjældent opgør mellem prologspecialister, der vil elske det krævende mylder af sving.
Lausanne har ofte lagt asfalt til en enkeltstart på sidste etape. Det skete senest i 2017, hvo Primoz Roglic sejrede 8 sekunder foran den samlede vinder, Richie Porte, og 34 sekunder foran Tejay van Garderen, samt i 2015, hvor Tony Martin slog Simon Spilak med 11 sekunder, mens Ilnur Zakarin med en tredjeplads sikrede sig den samlede sejr trods en defekt på toppen af en sen stigning. I 2008 vandt Daniele Bennati en massespurt, mens Thomas Dekker slog Paolo Savoldelli på en enkeltstart i 2007. Året inden var det Cadel Evans, der var 22 sekunder hurtigere end Leif Hoste, mens Santiago Botero slog Bradley McGee med 25 sekunder i 2005. McGee blev også nummer 2 i 2004, hvor han blev slået med 35 sekunder af Tyler Hamilton, der også vandt i 2003, denne gang med 41 sekunder til Alex Zülle på andenpladsen. Zülle vandt imidlertid i 2002, hvor han var 24 sekunder bedre end Dario Frigo. Byen lagde senest asfalt til prologen i 2012, hvor Geraint Thomas slog Giacomo Nizzolo med 5 sekunder, mens Frantisek Rabon var 2 sekunder hurtigere end Sandy Casar ved en lignende åbning i 2009. Også Schweiz Rundt har lagt vejen forbi, senest i 2001, hvor Erik Zabel og Oscar Camenzind begge vandt sejre i byen, og Erik Dekker vandt en Tour de France-etape der i 2000. Endelig var byen sidste år vært for de schweiziske mesterskaber i enkeltstart, som i suveræn stil blev vundet af Stefan Küng foran Marc Hirschi og Thery Schir.
1. etape
Tour de Romandie er kendt som et bjergløb, og derfor har der altid været betydelige stigninger på menuen allerede på den første linjeløbsetape. Det har sjældent været en dag for klassementsrytterne, men ofte har et par hårde stigninger undervejs været nok til at skabe lidt udskilning, give plads til angreb og iscenesætte en reduceret massespurt. Sådan bliver det dog ikke i år, hvor klassementsrytterne skal være klar fra start. På andendagen venter nemlig en tilbagevenden til den krævende puncheurspurt, hvor Damiano Cunego og David Gaudu tidligere har sejret, og selvom der ikke vil være væsentlige forskelle, kan man hurtigt tabe nogle sekunder - og er man eksplosiv også vinde nogle bonussekunder.
I alt skal der tilbagelægges 178,0 km, der fører feltet fra La Grande Beroche til Romont. Starten er meget nem, da man indledningsvist blot kører mod sydvest hen langs Neuchatel-søen ad en vej, der kun er ganske let kuperet. For enden af søen kører man dog ind i landet, hvorefter man drejer mod sydøst og nord for hurtigt at køre mod øst op ad kategori 3-stigningen Suchy (2,08 km, 6,15%, max. 8%), der er en relativt jævn stigning med top efter 39,4 km.
Derfra gå det mod sydøst ad et kuperet plateau, der byder på dagens første spurt efter 50,4 km og en ganske svær stigning, inden en let nedkørsel leder mod sydøst og nordøst ned til bunden af kategori 3-stigningen Esmonts (7,02 km, 4,01%, max. 8%), der bestiges fra nordvest og er en relativt let stigning, der kun er svær i bunden og toppen med procenter på ca. 6. Bjergspurten køres efter 71,3 km, hvorefter man snor sig mod øst og nord igennem kuperet terræn, inden man hurtigt når den afsluttende rundstrækning, hvor sidste del køres, inden man efter 84,9 km krydser stregen for første gang på toppen af målbakken (1,0 km, 7,3%).
Etapen afsluttes nu med to omgange på den 46,6 km lange runde. Den indledes relativt let, idet man kører mod nordøst, nordvest og igen nordøst frem til det nordligste punkt igennem terræn, der er let kuperet med en bakke (1,2 km, 5,8%) 37,5 km fra stregen. Her drejer man mod sydøst for på anden omgang at køre dagens anden spurt efter 151,0 km, hvorefter man forsætter mod sydøst, vest, nordvest og vest igennem mere kuperet terræn med en længere bakke (2,6 km, 5,3%), som har top 18,5 km fra stregen. Efter nedkørslen fra denne kører man mod syd op ad kategori 3-stigningen Massonnens (2,08 km, 6,13%, max. 12%), der stiger med 6-8% over en kilometer midtvejs, men ellers er let.
Toppen rundes efter hhv. 120,7 km og 167,3 km, hvorefter der blot resterer 10,7 km ind til stregen. De går først mod sydvest ad en let faldende vej, inden man kører mod nord via en nedkørsel in til målbyen. Her drejer man to gange i rap ind på målbakken (1,0 km, 7,3%), der går via en uhyre snoet ved med et skarpt sving 700 m fra stregen efterfulgt af et hårnålesving og et sving med 500 m igen, hvorefter en kurve på 90 grader leder ind på den 400 m lange opløbsstrækning.
Etapen byder på i alt 2729 højdemeter
Afslutningen i Romont er allerede blevet en lille klassiker, da vi kender den fra 2004, 2011 og 2019. I de seneste to tilfælde havde man dog et hårdere indløb, end man har i år, men det giver en ide om, hvad vi skal forvente. I alle tilfælde er det endt i en puncheurspurt mellem de mest eksplosive klassementsryttere og feltets puncheurs, og det er meget tænkeligt, at vi vil se det samme denne gang, hvor det lettere indløb formentlig vil give et større felt, end vi har set de seneste gange.
Finalen i Romont blev senest besøgt i 2019, hvor David Gaudu spurtede sig til sejren foran Rui Costa og den førende Primoz Roglic. I 2011 sejrede Damiano Cunego så suverænt, at han slog et hul på 2 sekunder ned til resten af gruppen, der førtes an af Cadel Evans og Alexandre Vinokourov, og i 2004 var Stefano Garzelli hurtigst foran Ivan Basso og Gerrit Glomser.
2. etape
Tour de Romandie, Itzulia Basque Country og Volta a Catalunya afvikles alle i meget kuperede regioner, som ikke levner meget plads til rene sprintere. I stedet tilbyder de som regel adskillige muligheder for hurtige folk, der kan overleve nogle stigninger, og derfor er det perfekte løb for stærke sprintere og ardennerspecialister. Sådan er det også i år, hvor der venter en mulighed på 2. etape, der med 2300 højdemeter bestemt ikke er flad, men mest af alt byder på bløde bakker. I årets felt, der er nærmest uden hurtige folk, vil et udbrud kunne drømme om sejren, men da forskellene må ventes at være relativt små, kunne meget tyde på, at vi får en af de reducerede massespurter, løbet er kendt for.
I alt skal der tilbagelægges 168,2 km, der har både start og mål i Echallens, og der er tale om et løb bestående af to forskellige rundstrækninger, hvoraf den ene skal køres én og den anden to gange. Man lægger ud med at køre en omgang på den 54,9 km lange finalerundstrækning, som ligger øst for byen og beskrives nedenfor, idet man dog i stedet for den første del af rundstrækningen kører et lidt andet og fladt stykke fra startområdet ned til rundstrækningen. Undervejs kører man dagens første spurt efter 28,9 km, inden man krydser stregen efter 54,4 km.
Derefter kører man en omgang på en anden og 58,9 km lang rundstrækning, der ligger i området vest for byen. Fra starten kører ma mod sydvest ad en lige og flad vej, inden man snor sig mod nordvest igennem først faldende terræn og siden via en bakke (2,9 km, 4,9%), der har top efter 74,4 km, inden det går relativt fladt mod nordvest frem til dagens hovedudfordring, kategori 3-stigningen La Praz (6,7 km, 4,64%, max. 10%), hvis første 4 km er meget lette, hvorefter den stiger med ca. 7% over 2 km og slutteligt med 9,6% over de sidste 700 m frem til toppen, som rundes efter 85,4 km. En lang og periodevist teknisk nedkørsel leder nu mod nordøst, sydøst og øst, inden man kører mod syd og sydøst op ad en bakke (3,0 km, 4,5%), som har top efter 107,0 km. Slutteligt går det ad en flad vej mod sydøst ind til målbyen, hvor stregen krydses for anden gang efter 113,3 km.
Etapen afsluttes nu med endnu en omgang på den 54,9 km lange finalerundstrækning. Fra start gå det fladt mod sydvest, inden man drejer mod øst for nu at sno sig igennem landskabet i en generel østlig retning igennem terræn, der er let stigende, indtil man med 34,5 km igen når byen Peney-le-Jorat. Her rammer man en lige vej, der leder mod nord og først er faldende og siden flad, indtil man når frem til dagens anden spurt efter 142,6 km. Nu kører man mod nordvest og sydvest ad en teknisk nedkørsel, inden man skal op ad en bakke (1,4 km, 5,3%) med top med 19,7 km igen. En nedkørsel leder mod nord, hvorefter det går mod sydvest ad endnu en bakke (4,5 km, 3,7%), hvis top rundes med 10,5 km igen. En kort nedkørsel leder nu mod vest, inden det får igennem fladt terræn mod syd og slutteligt sydøst ind til målbyen. Finalen er enkel, idet det sidste sving kommer med 3,1 km igen, hvorefter det er let faldende over en kilometer og slutteligt ganske let stigende over de sidste 2 km.
Etapen byder på i alt 2327 højdemeter.
Dette er relativt klassisk Romandiet-terræn. Det er aldrig fladt, men der er heller ingen voldsomme klatreudfordringer. I år er der nærmest ingen sprintere i løbet, og hvis det lykkes for feltet at få et ufarligt udbrud afsted, synes en udbrudssejr at være realistisk. Forskellene efter de to første dage er dog næppe enorme, og det må antages, at en spurtafgørelse er det mest sandsynlige scenarium.
Echallens har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
3. etape
Efter den relativt lette 2. etape skrues der op for klatreudfordringerne på 3. etape, men det betyder ikke, at der skal køres om klassementet. Ganske vist er der to kategori 3-stigninger inden for de sidste 25 km, men de er er ganske bløde. Med andre ord er det oplagt udbryderterræn, men om det også vil lykkes et udbrud, vil meget afhænge af situationen i klassementet. For klatrestærke afsluttere er terrænet bestemt overkommeligt, og endnu en spurtafgørelse kunne derfor meget vel finde sted, inden klassementskampen for alvor tager fat i weekenden.
I alt skal der tilbagelægges 165,1 km, der har både start og mål i Valbroye. Igen er der tale om en rundstrækningsetape, hvor der skal køres på to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er bare 26,1 km lang og indledes med et kort, fladt stykke, som leder mod sydvest, inden man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Dompierre (4,45 km, 4,94%, max. 10%), der er relativt jævn og har top efter 11,2 km. En nedkørsel afbrudt af en lille bakke leder nu mod nordøst og nord, inden et kort, fladt stykke leder mod sydvest frem til stregen, som krydses efter 26,1 km.
Den anden rundstrækning er 138,9 km lang og indledes med, at man kører mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Sassel (2,4 km, 5,75%, max. 12%), der er en ujævn sag med stigningsprocenter på 6-9%, men som afbrydes af en nedkørsel undervejs. Toppen rundes efter 30,5 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nordøst, inden det går fladt mod nordøst og sydvest. Ved bredden af Neuchatel-søen kører man mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Chables (2,45 km, 5,67%, max. 16%), der har en kilometer med 7-10%, men derudover er let. Toppen rundes efter 59,9 km, hvorefter en nedkørsel leder mod øst, inden man kører mod syd ad en stigende vej, som leder op til dagens første spurt, der køres efter 71,2 km. Let kuperet terræn følges nu mod sydøst, inden en nedkørsel leder mod nordøst ned til målbyen.
Her krydser man dog ikke stregen. I stedet kører man igen mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Sassel (2,4 km, 5,75%, max. 12%), der denne gang har top efter 89,3 km. Nedkørslen leder igen mod nordøst, men denne gang kører man fladt mod nordvest og siden ad en let stigende vej mod sydvest frem til den anden spurt, som kommer samme sted som tidligere efter 107,7 m. Herefter forsætter det med at stige lidt, inden det går mod sydvest ad en nedkørsel og dernæst mod syd op ad en bakke (2,9 km, 4,4%), som har top efter 121,8 km. Det går nu fladt mod syd, inden en nedkørsel leder mod nordøst, hvorefter det går mod nord op ad en bakke (3,1 km, 4,5%), som har top efter 138,0 km. Endnu en nedkørsel leder herfra mod nordøst og sydøst ned til indledningen på finalen.
Den åbnes, når man for anden gang kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Dompierre (4,45 km, 4,94%, max. 10%), som altså er jævn og nu har top efter 148,1 km. De sidste 17,0 km indledes nu med en let nedkørsel, som fører mod nord, inden det går mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Sedeilles (4,3 km, 4,73%, max. 11%), der stiger med 7,2% over den første kilometer, men derefter blot med 3-4%. Toppen rundes efter 157,4 km, hvorefter de sidste 7,7 km indledes med en let nedkørsel, som går mod nordvest, inden en lige og flad vej leder mod sydvest ind til målbyen, hvor den lige vej afbrydes af et skarpt sving 400 m fra stregen. Det falder ned mod de sidste 2 km, som er let stigende frem til svinget, hvorefter det falder ganske let
Etapen byder på i alt 2441 højdemeter.
Igen er det en dag uden meget fladt terræn, og det kræver derfor sit at kontrollere den. Det gør det til en oplagt dag for et udbrud, men igen kan forsvaret af førertrøjen komme i vejen. De sidste bakker er for bløde til angreb, men kan bestemt rydde mere ud i feltet, end de kunne på 2. etape, og dermed er der kagt op til en reduceret massespurt, hvis ikke udbruddet holder hele vejen.
Valbroye har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.
4. etape
I de senere år er kongeetapen stort set altid kommet om lørdagen, og det vil også være tilfældet i 2021. Som regel har den budt på en bjergafslutning - dog oftest på en ikke alt for svær stigning - men vi har også før haft flade finaler, som det senest var tilfældet i 2018. I år venter der en heftig sag med 4100 højdemeter, og som slutter med knap 30 km, der næsten alle er stigende. Procenterne synes at være svære nok til at skabe pæne forskelle, men da finalen senest blev brugt i 2008, var afstandene overraskende små. Der bør dog ikke være tvivl om, at der venter et brag af en bjergetape, hvor vi vil få en helt klar ide om styrkeforholdet inden den afsluttende bjergenkeltstart.
I alt skal der tilbagelægges 180,1 km, der har start i Aigle og mål på i Zinal/Val d’Anniviers. Starten fra UCIs hjemby er nem, idet man kører mod sydøst og siden nordøst ad en helt flad dalvej frem til byen Sion. Kort herefter forlader man dalen for at køre mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Nax (10,22 km, 7,72%, max. 11%), der er en helt jævn stigning med top efter 63,2 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod nordøst tilbage til dalen, hvorefter det går videre mod nordøst ad den flade dalvej frem til dagens første spurt, som kommer efter 81,4 km.
Efter spurten tager etapen for alvor fat, når man kører mod syd op ad en lang stigning, der er inddelt i to kategori 1-stigninger. Den første af disse er Les Pontis (7,30 km, 7,53%, max. 13%), der er relativt jævn med 8%, men har 2 kilometer med 3-4% nær toppen, som rundes efter 93,0 km. Herefter fortsætter det med at stige mod syd, inden man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigninge Saint-Luc (4,61 km, 7,80%, max. 11%), der er helt jævn og har top efter 103,4 km.
Den leder op til et fladt plateau, som følges mod syd, sydøst og nordvest, inden en let nedkørsel leder mod nord. Derfra går det mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Les Ziettes (4,64 km, 5,94%, max. 11%), der er irregulær med 2 km med 7-8%, men derudover bare 4-5%. Toppen rundes efter 126,0 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod nordvest hele vejen tilbage til dalen, hvor man igen kører mod nordøst ad den flade dalvej frem til dagens anden spurt, der efter 148,1 km kommer samme sted som den første.
Herfra er de sidste 31,9 km stort set alle stigende. Bare 3,7 km senere drejer man nemlig mod syd for igen at køre op ad Les Pontis (7,30 km, 7,53%, max. 13%), der er relativt jævn med 8%, men har 2 kilometer med 3-4% nær toppen, som rundes efter 159,6 km. Igen kører man mod syd videre ad den stigende vej, men denne gang fortsætter man mod syd op ad kategori 1-stigningen Grimentz (6,2 km, 7,11%, max. 11%), der stiger jævnt med 6-8% frem mod toppen, som rundes efter 172,3 km. De sidste 7,8 km indledes nu med en kort og let nedkørsel, der leder mod syd øst sydøst, inden man følger en helt lige vej mod sydøst op til målet, idet de sidste 3,9 km stiger med 5,2% i gennemsnit. Tallene snyder dog, da bakken kommer i to med en flad kilometer midtvejs, inden det stiger igen over de sidste 1200 m.
Etapen byder i alt på 4157 højdemeter.
Den lange finaleopkørsel er lidt svær at blive klog. Procenterne er ikke skræmmende, men det er en meget lang sag. I 2008 var det ni mand, der nåede samlet til toppen, og det fortæller, at det er en finale, hvor forskellene kan være små. Meget vil formentlig afhænge af vindretningen, men er der ikke modvind burde der være basis for at skabe en del udskilning inden det helt store slag på bjergenkeltstarten.
Zinal har været mål for ét stort cykelløb i dette årtusinde, nemlig kongeetapen i dette løb i 2008. Her lykkedes det med det yderste af neglene for udbryderen Francesco de Bonis at holde en lille favoritgruppe på ni mand bag sig, og han sejrede med 3 sekunder ned til John Gadret, 5 sekunder ned til Manuel Beltran og 7 sekunder ned til resten af gruppen.
5. etape
Historisk har den vigtigste etape i Tour de Romandie næsten altid været enkeltstarten, men i år bliver den særligt vigtig. For første gang siden den forrygende duel mellem Egan Bernal og Primoz Roglic i 2018 bydes der nemlig på en bjergenkeltstart, og de skaber som regel større forskelle end traditionelle enkeltstarter. Tidligere kom den lange tidskørsel som regel midt i løbet, som det også var tilfældet i 2018, men i de senere år har den næsten altid været brugt som den store finale. Det gør den også i år, hvor en svær og 10,2 km lang klatretur op til byen Villars vil bestemme, hvem der skal vinde årets udgave af det schweiziske bjergløb - endda på en etape, der er en næsten tro kopi af bjergenkeltstarten fra 2018-udgaven.
I alt skal der tilbagelægges 15,84 km, der for anden dag i træk har mål i UCI-hjembyen Aigle og denne gang mål i Villars. Fra starten kører man mod sydøst ud af byen via tre hurtige sving, inden det går mod sydøst af en let stigende vej frem til byen Ollon, hvor man rammer startpunktet for 2018-etapen.
Her tager man hul på stigningen, der over 10,2 km stiger med 8,0% i snit. Der er tale om en uhyre jævn sag, der er nærmest uden variation. De letteste kilometer stiger med 6,3% og kommer små 4 km fra toppen, hvorefter den sværeste kilometer med 9,1% følger, inden det slutteligt stiger med 8,1% over en kilometer og flader ud med 6,1% over de sidste 600 m. I starten går det ad en relativt lige vej mod sydøst forbi mellemtiden, som tages efter 8,8 km, hvorefter man køre mod nord igennem fire hårnålesving, inden en lige vej leder mod nordøst, kun afbrudt af to hårnålesving i udkanten af målbyen og et venstresving 300 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 883 højdemeter.
Bortset fra at man denne gang lægger ud med at køre 6,94 let stigende kilometer i starten, er der tale om en tro kopi af 2018-etapen, og her så vi nok engang, hvor store forskelle en bjergenkeltstart kan gøre. Det blev tæt mellem Egan Bernal, Primoz Roglic og Richie Porte, der alle var inden for 18 sekunder, men derudover var kun Steven Kruijswijk inden for et minut af Bernal, og Simon Spilak på 10. pladsen tabte over den korte distance hele 1.43. Det siger alt om etapens betydning, og som Bernals sejr igen beviser, handler bjergenkeltstarter om klatre- og ikke tempoevner. Denne gang kommer tempoevnerne lidt i spil fra start, men det vil være løbets bedste klatrere, som skal afgøre løbets vigtigste etape.
Villars har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på den næsten identiske enkeltstart i 2018, hvor Egan Bernal sejrede med 4 sekunder ned til Primoz Roglic og 18 sekunder ned til Richie Porte.
Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser
Favoritterne
Det kan synes at være et paradoks, at Tour de Romandie er kendt som et bjergløb. Blandt de store ugelange etapeløb i foråret er det vel kun Baskerlandet Rundt, der ellers også er kendt som et meget hårdt løb, hvor enkeltstarten traditionelt har spillet samme helt afgørende rolle som i Romandiet, og det er som nævnt ikke sjældent, at den lange tidskørsel næsten alene har formet det endelige klassement.
Det skyldes tendensen til at begrænse antallet af bjergfinaler til højst to samt den hyppige anvendelse af relativt lette stigninger, der ofte ikke stiger med mere end 5% i gennemsnit. Den slags afslutninger skaber aldrig den store spredning mellem verdens bedste klatrere, og selvom de naturligvis rydder ud i de tunge folk, har de bevirket, at klassementsrytterne ofte har skullet slås om sejren på enkeltstarten. Det var således tilfældet i 2011 og 2012, hvor Cadel Evans og Bradley Wiggins begge lagde grunden til den samlede triumf i kampen mod uret. I 2013 og 2014 kunne Simon Spilak og Chris Froome begge gøre en forskel på kongeetaperne, og derfor spillede bjergene her en større rolle, nøjagtigt som det var tilfældet i 2015, hvor en taktisk kamp mellem de største gjorde det muligt for Ilnur Zakarin at vinde tid inden enkeltstarten (hvor han i øvrigt også var bedre end favoritterne).
I 2016 begrænsede den usædvanligt hårde rute også enkeltstartens betydning, mens det i 2017 kun var Richie Portes overlegne kørsel på den meget lette kongeetape, der forhindrede enkeltstarten i at blive altafgørende. I 2018 var det også enkeltstarten, der var klart den vigtigste etape, selvom forholdene her var anderledes, da der var tale om en bjergenkeltstart. I 2019, hvor kongeetapen blev udvandet af snevejr, var tidskørslen igen den klart vigtigste etape, selvom Primoz Roglics dominans med tre etapesejre gjorde rutedesignet nærmest helt overflødigt, når udfaldet alligevel havde været det samme nærmest uanset hvad. Sidste år betød den hårdeste kongeetape i nyere tid, at spillebanen også var mere jævn, men Geraint Thomas og Richie Porte sikrede sig alligevel begge i høj grad dobbeltsejren via tempoevnerne.
I år får klatrerne imidlertid en sjældent stor chance for at vinde løbet. Denne gang betyder tempoevnerne nemlig meget, meget lidt. Det skyldes naturligvis, at enkeltstarten for første gang siden 2018 erstattes af en bjergenkeltstart, og de kan slet ikke sammenlignes med klassiske enkeltstarter. I denne disciplin er det klatreevner, der betyder noget, og de vindes ofte af de rene klatrere. Er man i tvivl, skal man bare huske, at det for fire år siden var Egan Bernal, der vandt, da han slog Primoz Roglic med 4 sekunder - et resultat, der ville være utænkeligt på en snart sagt hvilken som helst anden enkeltstart.
Det hele bliver endda endnu lettere at fortolke, når det endda er samme stigning, som blev brugt i 2018. Denne gang har man forlænget den lidt med et fladt stykke, og det betyder, at tempoevner ikke er helt uvæsentlige, men grundlæggende vil sidste etape blive vundet på klatreevner. Derudover kommer tempoevnerne kun i spil på prologen, og det er endda i meget begrænset omfang. Den er nemlig uhyre teknisk, og det vil i langt højere grad være tekniske evner, som vil være afgørende. I forvejen er distancen så kort, at forskellene formentlig ikke bliver altafgørende.
Det skyldes også, at bjergenkelstarter skaber større forskelle end alle andre etapetyper. Det kan man forvisse sig om ved at se på resultatet i 2018. Ganske vist var det knivskarpt mellem Bernal og Roglic, der som klatrere også er ganske jævnbyrdige, og også Richie Porte, der dengang var på toppen af sin karriere og på vej tilbage efter helbredsproblemer, var med et tab på 18 sekunder tæt på, men herefter var forskellene enorme. Over de 9,9 km tabte Steven Kruijswijk som nr. 4 hele 48 sekunder, Rui Costa smed 1.06, og på 10. pladsen fandt vi Simon Spilak med et tab på intet mindre end 1.43. Det kan godt være, at klatrerne vil tabe lidt på den flade start og på prologen, men er de flyvende, kan de så rigeligt indhente det på Villars-stigningen.
At det er klatrernes løb, fremgår også af kongeetapen, selvom den er lidt svær at læse. Der er tale om en gigantisk opkørsel til sidst, og studerer man data, burde der også komme pæne forskelle. Det så vi bare ikke ved seneste besøg i Zinal i 2008, hvor 11 af favoritterne stort set alle sluttede i samme tid. Denne gang er den samlede etape dog meget hårdere, og i virkeligheden ændrer det ikke stort på konklusionen. De bedste klatrere vil dominere både 4. og 5. etape og bør derfor også dominere klassementet.
Der er dog også en lille forskel. Lørdagens etape er en stor bjergetape med lange stigninger, der passer dieselklatrerne. Her er bjergenkeltstarten trods alt anderledes. I 2018 brugt Bernal 25.10 på at køre de 9,9 km fra bund til top, og det er trods alt noget andet end at køre mere end 4000 højdemeter på en stor bjergetape. Nok er løbet klatrernes domæne, men nogen rigtig dieselklatrer skal man helst ikke være. Lidt punch og evne til at præstere over kort tid er formentlig påkrævet, hvis man vil vinde løbets vigtigste etape på søndag - en evne, Bernal, Roglic og Porte også alle har.
Hvad så med de øvrige etaper? De vil næppe blive afgørende. Vi kender puncheurspurten i Romont fra David Gaudus, Damiano Cunegos og Stefano Garzellis spurtsejre, og her har vi set, at den hårde afslutning gør det muligt for eksplosive klassementsryttere at score bonussekunder. Med tanke på bjergenkeltstartens store forskelle er det do usandsynligt, at de bliver afgørende. Både 2. og 3. etape kan ende med udbrudssejre eller reducerede massespurter, og det er ret uklart, hvad vi vil se i et løb, hvor sprintere er mere sjældne, end flade etaper er det i Romandiet. Det kan sagtens ske, at vi får to udbrudssejre og et udlån af trøjen, selvom en spurt på i hvert fald 2. etape er det mest sandsynlige, men det vil være overraskende, hvis de vil spille en rolle i klassementet.
En væsentlig faktor er altid Romandiets kedelige vejr, der er præget af regn og sne, og bare i de seneste år har vi set kraftige udvandinger af kongeetaperne grundet hvid nedbør, senest i 2019, men også sidste år var vejret rædselsfuldt på kongeetapen. Det er måske derfor, at arrangørerne denne gang på kongeetapen har forsøgt at undgå de allerværste højder.
Denne gang ser det igen farligt ud. Allerede fra start kan vejret spille en uheldig rolle. Prologen kan ende som det rene lotteri, da der ventes massiv regn på den tekniske rute, men da der kommer en opklaring sidst på eftermiddagen, kan man med en sen starttid måske sikre sig et tidligt forspring til de folk, der starter tidligt. Den opklaring signalerer et vejrskifte, og derefter venter tre flotte dage med masser af sol. Desværre vil vejret slå om igen fredag aften, og lige nu ligner det en drivvåd kongeetape med bare 8 grader i bunden af målbjerget. Formentlig vil de kunne køre hele den lange tur op til toppen, men der er en risiko for, at etapen vil blive modificeret for at fjerne de værste nedkørsler. Samtidig er det værd at bemærke, at der vil være medvind på finalebjerget, og det vil gøre etapen mere selektiv. Det dårlige vejr vil fortsætte til bjergenkeltstarten, men den burde ikke være i fare.
Det efterlader os med et billede af, at vinderen meget vel kan være løbets bedste klatrer. Vedkommende skal dog helst ikke være den rene dieselmotor, og det kan heller ikke helt udelukkes, at tempoevner og tekniske evner kan komme lidt i spil, som punch også kan det i jagten på bonussekunder på 1. etape. Det vil dog kun være i tilfælde af en knivskarp afgørelse, hvad der med en bjergenkeltstart er usandsynligt. Meget taler for, at bedste klatrer vil vinde, hvis han kan klare det elendige weekendvejr, som også vil blive en vigtig faktor, som vi så det sidste år.
Desværre har Tour de Romandie tabt den appel, der for nogle år siden gav anledning til nogle forrygende startfelter og noget, der lignede en tidlig generalprøve til Touren. Sådan er det slet ikke i år. Stort set alle de store navne har valgt løbet fra, og det er efterhånden længe siden, at løbet var velegnet som Giro-forberedelse. Det gør det til gengæld også til en uhyggeligt åbent løb, hvor det er meget svært at pege på entydige favoritter i et hierarki, der fremstår som temmelig mudret.
Bora har i sidste øjeblik imidlertid udtaget Aleksandr Vlasov , og det giver mig en lidt klarere favorit. Russeren har været i flyvende form siden den lille krise i UAE Tour og Paris-Nice, og i både Baskerlandet og Ardennerne var han en af de allerstærkeste på stigningerne. Her er niveauet lavere, end det var i de foregående løb, og Vlasov skiller sig således ud som den mest formstærke klatrer.
Ruten burde også passe ham. Han har klatret sublimt på det sidste, og det gør ham skabt til et løb, der meget vel kan blive vundet af den bedste klatrer. Derudover har han forbedret sine tempoevner enormt, og selvom det ikke er noget, han kan bruge til meget i dette løb, vidner det om, at han har evnerne til at køre stærkt over kort tid og dermed formentlig også køre en fremragende bjergenkeltstart, hvor han i det mindste også får glæde af tempoevnerne på den flade del. Om han kan vinde tid på prologen, er måske mere tvivlsomt grundet dens urimeligt tekniske karakter, men det er heller ikke her løbet afgøres. De første fire dage skal bare overstås, og faktisk har han spurtet så godt i år, at man med hans form in mente ikke kan udelukke, at han på 1. etape endda kan få et par bonussekunder.
Der er dog også bekymringer. Vi ved, at Vlasov er uhyre ustabil og har haft nogle mærkelige udsving. Han har nu været i flyvende form i meget lang tid, og det er bestemt ikke utænkeligt, at gassen går af ballonen nu. Det er i hvert fald før set, og derudover er jeg meget bekymret for kulden, der voldte ham store problemer i Giroen. Derfor er jeg ikke så sikker på russerens sejr, som ruten og hans form burde tilsige, men på baggrund af det, vi har set hidtil, er det umuligt ikke at tro på, at han endelig får den første store etapeløbssejr på WorldTouren.
Går det alligevel galt, har Bora heldigvis Sergio Higuita. Colombianeren overraskede imidlertid meget positivt med et uventet stærkt comeback i Liege efter den sygdom, der slog ham ud i Baskerlandet, og som kostede ham Fleche. Måske var han ikke en af de allerbedste, men han var god nok til at køre finale, og det var vel at mærke i hans første løb i efterhånden ganske lang tid. Med et monument i benene vil han formentlig være endnu stærkere i den kommende uge.
Forud for sæsonen havde jeg forsvoret, at jeg ville pege på Higuita i et løb, hvor bedste klatrer formentlig vil vinde. Her tydede alt nemlig på, at han var stærkt begrænset i bjergene, men det indtryk fik han slettet, da han næsten vandt kongeetapen i Catalonien. I det hele taget kørte han fremragende i det spanske løb, som han har gjort det gennem hele sæsonen, og hvis han blot nærmer sig det niveau nu, bliver han ikke let at bide skeer med på de to weekendetaper, hvor den korte, eksplosive opkørsel på søndag også burde passe ham godt.
De øvrige etaper passer ham også godt. Nogen stor temporytter er han ikke, men på en teknisk prolog kan han formentlig gøre det bedre end mange andre. Han ligner også en af favoritterne til 1. etape, og med det svage sprinterfelt kan han endda være i spil til bonussekunder på 2. og 3. etape også. Det er næppe det, der bliver afgørende, men de sekunder, han kan vinde de første fire dage, kan i et tæt løb måske alligevel tippe balancen. Vigtigst af alt sagde han dog efter sit kup i det catalanske regnvejr, at han har det godt i dårligt vejr, og det kan blive en helt afgørende komponent i dette løb. Hans Liege overbeviste mig ikke om, at formen vitterligt er på catalansk niveau, men præstationen var så god, at jeg tror på, at den rækker til at vinde i dette felt, hvis Vlasov falmer eller dør i kulden.
Fraværet af en rigtig enkeltstart er en gave til Ben O’Connor. Ganske vist har han forbedret sig markant i disciplinen, men det er stadig en akilleshæl. Det bør det ikke være denne gang, hvor det i stedet er hans klatreevner, der bliver afgørende, og de har udviklet sig til at høre til blandt feltets bedste. Australieren startede sæsonen meget stærkt, og selvom han blev syg i Paris-Nice, tog han en dybt imponerende sejr i modvinden i Catalonien, selvom han længe var alene mod feltet. Til gengæld skuffede han på kongeetapen, og han synes stadig at være så ustabil, at hans reelle klatreniveau kan være lidt svært at vurdere.
Sidste år blev han dog nr. 2 på kongeetapen i dette løb, og i dette felt bør hans klatreniveau føre meget langt. Vi ved også, at han elsker det dårlige vejr, som vi så sidste år både her og i Touren, og det bliver en stor fordel i dette løb. De lange, udmarvende stigninger på kongeetapen er også skræddersyet til en sand dieselklatrer, men jeg er stadig i tvivl om bjergenkeltstarten. Er O’Connor lidt for meget dieselmotor til at køre stærkt på bare én stigning? Hans gode enkeltstart sidste år vidner om, at han måske har lært også at præstere over kortere tidsrum, men det er hans dieselegenskaber, der er min eneste reelle tvivl. Et bjergløb som dette passer ham som fod i hose, og efter at han skuffede i Besancon viste han med den overraskende sejr i en puncheurspurt i Jura, at formen er god efter en pause, nu hvor rusten er banket af. Sidste år kunne han ikke vinde grundet enkeltstarten, men i år har O’Connor en historisk god chance - også selvom han bare skal igennem de første fire dage med så lille et tidstab som muligt.
Vi har ikke set meget til Gino Mäder i år, men det skal vi måske nu. Schweizeren har hele tiden gjort dette løb til et mål, og på kongeetapen i Baskerlandet, hvor han leverede en fremragende indsats for Pello Bilbao, viste han pludselig for første gang i år noget form. Det kunne indikere, at han er i gang med en glimrende formtiming frem mod sit hjemmebaneløb, og det burde passe ham nærmest perfekt. Hans tempoevner skal han ikke betale en pris for her, og hans chokerende 3. plads på sidste års halve bjergenkeltstart i Schweiz indikerer, at det er en disciplin, han virkelig mestrer. De lange stigninger på kongeetapen burde også være perfekte til hans dieselmotor.
Jeg er til gengæld usikker på, hvordan han har det i dårligt vejr, men min fornemmelse er, at det faktisk er en styrke. Der er i hvert fald intet, der tilsiger, at han ikke kan køre i regnvejr, og det hænger da også fint sammen med, at han har dette løb som et mål. Han skal bare overstå de første fire etaper uden nævneværdige tilbageslag, men lykkes det, burde de to sidste etaper give ham en fremragende chance. Det er klart, at det er et sats at tro på ham på baggrund af det, han har vist i år, men hans stærke afslutning i Baskerlandet kombineret med hans ambitioner i dette løb, giver mig en tro på ham. Vi så nemlig i Vueltaen, hvor god en formstærk Mäder efterhånden er blevet.
Brandon McNulty er min hovedpine i dette løb. Amerikaneren er den store taber på en rute uden en rigtig enkeltstart, for nu får han slet ikke samme glæde af sine tempoevner. Spørgsmålet er, om hans klatreevner er gode nok. Hans kørsel ved OL indikerer, at han har forbedret sig tilstrækkeligt, og det samme gjorde hans kørsel delvist i Paris-Nice, hvor han kørte en pæn, men ikke prangende kongeetape og så endnu bedre ud på de regnvåde stigninger på sidste etape. Han var dog stadig overmatchet af de bedste, og ser vi bort fra OL, har han aldrig kunnet være med hos verdenseliten. Generelt er det i år dog også en helt anden McNulty, vi har set, og hans mange vilde soloridt fortæller, at han har forbedret sig enormt. Med sin gode spurt vil han måske endda også kunne gå efter bonus på 1. etape, og han bør trods de tekniske elementer stadig vinde tid på mange af klatrerne på prologen.
McNulty var formentlig endt højere på listen, hvis han havde været i tiptop stand. Det er han imidlertid næppe. Han missede Baskerlandet grundet covid, og hans udtalelser inden Liege, hvor han med huj og hast erstattede Tadej Pogacar, var ikke alt for optimistiske. Han føler sig god, men også meget svingende, og det kunne tyde på, at han mangler lidt. Bedre er det i hvert fald heller ikke blevet af styrtet i Liege, for selvom hans deltagelse i Romandiet ikke skulle være i fare, har han fået sår og skrammer. Alt sammen er det med til at skabe lidt tvivl om hans form, der kombineret med hans indtil nu lidt for store begrænsninger i bjergene, skaber usikkerhed, om det bliver her, han tager sin første etapeløbssejr på WorldTouren.
Der er en grund til, at Michael Woods aldrig har vundet et etapeløb. Canadieren hører nemlig til blandt feltets ringeste temporyttere, og det blev vel allertydeligst sidste år, hvor han startede enkeltstarten i førertrøjen efter at have vundet kongeetapen, men blot endte som nr. 5. Med inklusionen af en bjergenkeltstart få han imidlertid en historisk chance. Det burde være noget, han kan mestre, også fordi han har de rette eksplosive egenskaber til en kort opkørsel. Samtidig har han forbedret sig enormt i de rigtige bjerge, hvilket kulminerede med kongeetapesejren sidste år, og i 2022 siger han endda, at han er mindre eksplosiv, men bedre på længere stigninger end sidste år.
Det har han bare ikke rigtigt fået lov at vise i år, hvor han har været ramt af sygdom i tide og utide. Nu er han imidlertid tilbage på sporet, og efter et hæderligt Fleche var han blandt de stærkeste i Liege. Han synes ikke helt lige så god som sidste år, men hans form forbedrer sig lynhurtigt i disse dage, og han har yderligere en uges tid til at lægge på, inden det for alvor gælder. Derudover kan han med sin gode puncheurspurt gå efter at vinde 1. etape og dermed sætte lidt ekstra i banken. Vigtigst af alt er han dog forrygende i dårligt vejr, som vi så ved kongeetapesejren sidste år, og det kan blive et meget vigtigt våben i dette løb.
Jeg har dog også bekymringer. Woods vil stadig kunne smide en del tid på en teknisk prolog og på den flade del af enkeltstarten. Derudover kørte han faktisk en halv bjergenkeltstart i Tour de Suisse sidste år, og det gik temmelig elendigt. Dengang syntes han dog slet heller ikke at have ramt sin bedste form, men det kan indikere, at selv en bjergenkeltstart ikke er hans kop te. Logikken tilsiger, at en fyr som Woods vil køre stærkt på søndag, og klatrer han som sidste år, kan han også vinde tid på lørdag. Kombinerer man det med hans glæde vil dårligt vejr, giver det ham en historisk chance for at vinde et stort etapeløb. Hans kørsel i Tour de Suisse gør dog, at jeg ikke tør rangere ham højere end en 4. plads.
En rytter, hvis niveau er svært at vurdere, er Damiano Caruso. Italieneren var i sin egen liga på Sicilien, men det er også klart, at det var i et meget svagt felt. Senest har han ageret hjælper i Ardennerne, hvor hans niveau derfor ikke var let at vurdere, men hans angreb i Liege så ikke ud til at have samme bund som de mange forceringer fra holdkammeraten Mikel Landa. I forvejen har han stadig til gode at bevise, at han vitterligt kan genfinde det tårnhøje niveau fra Giroen, særligt nu hvor han blot er blevet endnu ældre.
Hvis til gengæld han nærmer sig Giro-formen, kan han vinde løbet. Hans gode enkeltstart er forsvundet, men her er det klatreevnerne, der bestemmer. Dem har han haft til overflod i det seneste års tid, og bjergenkeltstarter kan han også køre. Et af hans første virkelig opsigtsvækkende resultater var således en 3. plads bag Vincenzo Nibali og Samuel Sanchez på bjergenkeltstarten i Giroen i 2013, og det var endda i et løb, hvor han var ude af klassementet, men alligevel slog alle toprytterne. Jeg kan dog være bekymret for, om han i dag er så meget dieselmotor, at en kort bjergenkeltstart ikke længere er hans kop te. Han er dog fremragende i godt vejr, og det vil være en stensikker fordel i et løb, han må have som et af sine forårsmål. I Ardennerne var det fra start tydeligt, at han var hjælper, men i den kommende uge bør vi finde ud af, hvad han kan, hvis han vitterligt går efter et resultat.
Bahrain har igen et uhyggeligt hold, der også tæller Jack Haig som tredje option.. Australieren burde i virkeligheden være en af de helt tunge favoritter, for vi så i Vueltaen, hvor højt hans topniveau nu er. Han viste også med et forrygende Liege som hjælper for Dylan Teuns, at han endelig er ved at finde noget form, og her er endelig et løb, hvor hans klatre- og ikke manglende tempoevner bliver afgørende.
Desværre er jeg bange for vejret. Haig har aldrig lagt skjul på, at han hader regn og kulde, og det er blandt andet derfor, at han går i en stor bue uden om Giroen. Sidste år smeltede han helt sammen i det dårlige vejr i dette løb, og jeg frygter, at det samme vil ske her. I forvejen er jeg lidt bekymret for, om hans dieselegenskaber er for kraftige til en kort bjergenkelstart, og kombinerer man det med, at han helt tydeligt endnu ikke har Vuelta-formen, som sidste år først kom med det gode vejr, er jeg bekymret for, at han igen vil komme for kort.
En rytter, vil elske det dårlige vejr, er Ion Izagirre. Baskeren har levet langt de fleste af sine bedste resultater i regnvejr, og vejrudsigten giver ham derfor en bedre chance, end han ellers ville have haft. Spørgsmålet er bare, hvilken form han har. I Baskerlandet nåede han sit vel nok højeste klatreniveau siden sejren i samme løb i 2019, men hans ardennerklassikere, der ellers var et mål, blev en stor skuffelse. Det kunne indikere, at han allerede har toppet, nu hvor hans største mål er overstået, men vi ved også, at Izagirre præsterer betydeligt bedre i etape- end i endagsløb. Ruten burde passe ham. Hans tempoevner er næsten forduftet, men med de klatreben, han havde i Baskerlandet, bør han kunne være med på en kort bjergenkeltstart. Den tekniske prolog er en gave til ham - han har som bekendt tidligere vundet en teknisk prolog i dette løb - og det samme er som sagt vejret. Min bekymring handler om, hvorvidt formen stadig er god nok, og om han vitterligt stadig klatrer så godt, særligt i de høje bjerge, at han kan vinde et løb, der afgøres på klatreevner.
Geraint Thomas stiller til start som forsvarende vinder, og det er altså bare et år siden, at han beviste, at han stadig kan vinde etapeløb på WorldTouren. Spørgsmålet er, om han stadig kan. Han har været fint tilfreds med at være ren hjælper i alle sine hidtidige løb, men når man ser på Ineos-truppen og hans status som forsvarende vinder, tyder alt på, at dette er hans personlige forårsmål. Det var formentlig også et løb, han stadig kunne vinde, hvis der havde været en rigtig enkeltstart, for vi så i Baskerlandet, at han stadig som temporytter tilhører verdenseliten. Spørgsmålet er, om han klatrer godt nok. Det gjorde han sidste år, hvor det måske kun var styrtet i spurten, der kostede ham sejren på kongeetapen, men siden da har det været sløjt. Han var ikke overbevisende i Dauphiné, selvom han endte på podiet, og i Touren havde han tabt tid på en stigning allerede inden styrtet. I år førte han som et æsel i Baskerlandet, men da han fik sin chance i et udbrud, skuffede han på stigningerne, og heller ikke i Ardennerne virkede han flyvende. Vejret er dog en stor fordel, og han vil også vinde tid på den tekniske prolog, men spørgsmålet er, om det er nok. Jeg føler mig ikke overbevist om, at klatreevnerne rækker i et løb, hvor de bliver afgørende.
Den store positive overraskelse i Alperne var Michael Storer, der bekræftede det potentiale, han åbenbarede sidste år. Efter en lidt sløv start har han endelig fundet formen, men han sendte også nogle lidt blandede signaler. Han havde det svært på de lange stigninger, hvor flere var bedre end ham, men til gengæld var han god på den stejle mur til sidst. Desværre er stigningerne her lange, og han har stadig til gode at bevise, at han kan være med her. Han skal i hvert fald gøre det bedre, end han gjorde det i Alpernes ”rigtige” bjerge i sidste uge. Vi har også til gode at se, hvordan han klarer en bjergenkeltstart, men på papiret kunne det være noget, der passer ham. Det dårlige vejr klarede han jo også storartet i fredags, og han kan derfor meget vel have hele pakken, hvis han klatrer, som han gjorde i fredags og ikke på de første etaper i den forløbne uge - selvom han bestemt ikke var ringe her heller.
Hans kaptajn er Thibaut Pinot, der endelig fik sin sejr i fredags. Selvom hans comeback var flot, viste løbet desværre også, at han har lidt vej at gå endnu. Således var det ikke opløftende, at han på sidste etape kun med det yderste af neglene kunne slå den meget formsvage David de la Cruz, og generelt var han langt efter de bedste. Styrtene i Sarthe kostede ham mere end ventet, men der kan være håb at finde i Tirreno. Her fandt han nemlig sit højeste niveau siden 2019, og det kom endda helt ud af det blå efter nogle forfærdelige løb. Det kan måske ske igen, og med det niveau, han havde i marts, kommer han langt i dette felt. Ruten burde passe ham ganske glimrende, for han burde være typen, der kan excellere både på en kort bjergenkeltstart og på en opslidende bjergetape, og så har han en vigtig allieret i det dårlige vejr. Alt kræver dog, at han har forbedret sig meget siden sidste uge, og der var trods alt lidt af et hul at lukke.
Løbets store joker er vel Rohan Dennis. Australieren har ikke haft sine Giro-klatreben i nu mere end halvandet år, og hans kørsel i starten af året indikerer heller ikke, at han har dem nu. Omvendt ved vi, at hans store mål i år er Touren, og han burde have arbejdet målrettet på sin klatring. Han har ikke kørt løb i en måned, og han må formodes at være bedre nu end i Catalonien. Sidste år var han faktisk skræmmende stærk i dette løb, hvor han vandt prologen og virkede uhyggeligt velkørende, indtil han styrtede. Gentager det mønster sig, kan han nærme sig toppen nu, men ruten er en stor ulempe. Han mangler en flad enkeltstart, og han skal bruge sin Giro-klatreben for at køre lige op med klatrerne på søndag. For fire år siden blev han på denne stigning en pæn nr. 7, men næsten halvandet minut fra de bedste, og det vidner om, at det er en svær disciplin med de ben, han normalt har. Hvis til gengæld han har 2020-benene - og man bliver sjældent dårligere af at komme til Jumbo, selvom han kommer fra Ineos - er han en reel vinderkandidat, for en Dennis med klatreben vil altid være en af hovedfavoritterne til en bjergenkeltstart. Det vil den Dennis, vi har set i halvandet år dog ikke.
En spændende rytter er Carlos Verona. Spanieren er i den grad blomstret op i år, hvor han blev nr. 6 samlet i UAE Tour. Han kom lidt ned på jorden i Catalonien, hvor han i en uventet kaptajnrolle blot blev nr. 11, men det var stadig et niveau, der vil føre langt i dette felt. Senest imponerende han stort i begge sine ardennerklassikere, ikke mindst i Liege, hvor han var en forrygende og meget aktiv politibetjent for Alejandro Valverde. Her får han sin egen chance, og fraværet af en rigtig enkeltstart er en gave for den temposvage klatrer. Hvordan han har det med vejret, er jeg usikker på, men han har i hvert fald vist, at hans klatreevner i år burde føre ham langt i dette felt.
Det var rart at se Jakob Fuglsang rejse sig i Liege, hvor han viste, at der stadig er skud i stængerne. Han kunne dog ikke matche de bedste i finalen, hvor kun det taktiske spil bragte ham tilbage i spillet, og det står fortsat klart, at han er et stykke fra fordums styrke. Jeg har da også svært ved at se ham blande sig med de allerbedste her, men i dette felt er der en god chance for et fint resultat. Han vil i hvert fald elske det dårlige vejr, som altid har passet ham, men til gengæld har det vist sig, at hans dieselmotor passer rigtigt dårligt il bjergenkeltstarter. Således har han skuffet på den slags etaper i blandt andet sidste års Tour de Suisse, i Paris-Nice og måske særligt relevant på netop denne stigning i dette løb, hvor han blot blev nr. 13, selvom han vandt kongeetapen 24 timer senere. I det lys er ruten ikke ideel, og da hans niveau nok heller ikke rækker mod de bedste i bjergene, er det dårlige vejr næppe hjælp nok til at bringe ham helt op på de sjove placeringer.
En joker Ben Tulett. Briten har aldrig tidligere kørt et løb på dette niveau i de høje bjerge, men det er her, han gerne vil blomstre. Det så lovende ud, da han vandt kongeetapen i Coppi e Bartali, men det var i et svagt felt, og da han ankom til Baskerlandet, var han en af løbets skuffelser. Han bygger op til Giroen og må derfor formodes at være bedre nu, men til gengæld er både bjergenkeltstart og lange stigninger ret uprøvet territorium. Baskerlandet gav ikke den store optimisme, men som crossrytter burde han kunne lide vejret og være god på en relativt kort bjergenkeltstart. Han skal bare først bevise, at klatreevnerne rækker hele vejen.
EF stiller med Rigoberto Uran, men den første del af sæsonen har bestemt ikke været opløftende. Tværtimod har han været langt fra de bedste, og selvom han endte som nr. 10 samlet i Baskerlandet, fik han sig en gedigen lussing på kongeetapen. Hans Fleche var alt andet end imponerende, og nu skal han endda også døje med det styrt, der sendte ham ud af Liege. Heldigvis så han ikke voldsomt tilredt ud, selvom hans video på Twitter viser, at han har fået sig nogle skrammer, men han lignede ikke en mand, der var sat voldsomt tilbage. Alligevel er det endnu en sten i skoen i tillæg til hans skuffende niveau, men der er måske grund til optimisme. Han viste med sejren i Tour de Suisse, at han er fremragende til bjergenkeltstarter, og han har også altid været god i dårligt vejr. Skal han præstere i et stort etapeløb, skal det nok være på en rute og med et vejr som denne.
Ineos stiller også med kometen Luke Plapp. Australieren har været ret usikker på, hvad han egentlig kan, men han viste sig at klatre chokerende godt i bjergene i UAE Tour. Man skal imidlertid være meget varsom med at overfortolke de meget specielle bjergetaper i Emiraterne, hvor man blot skal op ad én enkelt stigning, der passer til en lidt større og mere eksplosiv fyr som Plapp. I de catalanske bjerge kom han helt ned på jorden igen, og her var han aldrig i nærheden af de bedste. En bjergenkeltstart minder om de emiratiske bjergetaper, og her vil jeg tro, at han måske kan være med meget langt fremme, men til gengæld ligner kongeetapen en udfordring. Hans form er også usikker, for selvom han var god, inden han styrtede i Sarthe, har vi reelt ikke set ham siden Catalonien. Jeg tror, at bjergenkeltstarten passer ham, men jeg tror stadig ikke, at hans klatreevner rækker i et bjergløb i Europa. UAE Tour viser dog, at han kan overraske positivt igen.
Intermarché stiller med Louis Meintjes, der fortsatte sin stille genfødsel med 2. pladsen bag Caruso på Etna for en god uge siden. Fraværet af en rigtig enkeltstart giver ham også en sjældent god chance for at præstere i et ugelangt etapeløb, som ellers passer dårligt til hans dieselmotor, men det er næppe nok. Hans dieselmotor passer heller ikke til en bjergenkeltstart, og det er derfor kun 4. etape, der for alvor passer ham. Den er til gengæld også god for ham, men så skal han til gengæld slås med det dårlige vejr, han afskyr. Niveauet er bedre end i nogen tid, men det er trods alt stadig næppe godt nok til at være med helt i front.
Movistar stiller også med Einer Rubio, der efter en svag sæsonstart i Alperne endelig bekræftede det, vi så i Burgos sidste år. Desværre kørte han en skidt sidste etape, og det kunne måske indikere, at han har det svært i dårligt vejr. Det vil i hvert fald ikke være mærkeligt, hvis den klejne colombianer ikke bryder sig om regn og kulde, og derfor er mine forventninger til ham nok også en anelse begrænsede. Hvis til gengæld han i fredags bare havde en dårlig dag, burde dette løb være perfekt for en ren klatrer, da han også burde være den rene klatrertype med lidt punch til en kort bjergenkeltstart. Han så i hvert fald meget stærk ud de første fire dage i Alperne, og det skal vejret forhåbentlig ikke ødelægge her.
Steff Cras er virkelig blomstret op i det seneste lille års tid. Senest blev han nr. 16 i Baskerlandet, og han var en af de stærkeste i Besancon, hvor han var stærkere end O’Connor. Til gengæld havde han en forfærdelig offday i Jura, og han har i det helle taget haft svært ved at være stabil i etapeløb, hvor han synes at falde af på den undervejs. Det så vi i hvert fald i både Andalusien og Baskerlandet, og det er et problem i et løb, der afgøres de to sidste dage. Hans niveau i år har dog været så opløftende, senest i Besancon, at han burde have en chance for at levere endnu et fint resultat.
Jumbo har også Sepp Kuss, men amerikaneren virker stadig helt fra den. Han har været en skygge af sig selv hele året, og hans kørsel i Liege var heller ikke opløftende. Ganske vist legede han politibetjent for Wout van Aert, men han forsvandt lynhurtigt og kom i mål langt efter. Lægger man dertil, at han hader dårligt vejr, ligner det endnu en nedtur. Kuss skal dog nævnes alene i kraft af sin klasse, for han burde jo køre med om sejren i et løb, der afgøres på klatreevner. Lige nu er der bare intet, der tyder på, at han er kommet tilbage på sporet.
Lidt af det samme kan siges om Juan Ayuso. Vi så i Catalonien, at han allerede har niveauet til at køre med om sejrene på WorldTouren, men siden han missede Indurain grundet covid, har han virket helt fraværende. Således skuffede han i Amstel og Brabantse Pijl, og hans hjælperindsats i Fleche var også meget pauver. Hvis han vitterligt er i form, skjuler han den i hvert fald godt, og i forvejen så vi i Catalonien, at han var bedre på korte stigninger end i de rigtige bjerge. Ligesom for Kuss gælder, at han skal nævnes i kraft af sit potentiale, men han skal vise sig at være i meget bedre form, end man har kunnet fornemme i de seneste løb.
Endelig er der Quick-Step, som stiller med Mattia Cattaneo, men han har ikke været i skyggen af form indtil nu. Han har imidlertid også haft en måneds løbspause, og det gør, at der er nok usikkerhed til, at han bør nævnes. Han har udviklet sig til en sublim temporytter, men det får han ikke meget glæde af på denne rute. Jeg vil stadig tro, at han kan køre en fin bjergenkeltstart, men ikke være med helt fremme. Dertil har vi set, at han har alt for store mangler i bjergene, og selv hvis han er helt på toppen, vil hans klatreevner ikke række til et løb som dette. Det dårlige vejr synes dog at passe ham, som vi så i Touren, og hvis han endelig har fundet noget form, burde han kunne gøre det hæderligt. Han kæmpede trods alt for en top 10 i Touren sidste år.
BEMÆRK: Der kommer formentlig en del ændringer til startlisten. Optakten opdateres mandag aften, når den endelige startliste er kendt.
OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er som varslet flere markante ændringer. Vigtigste er det, at Bora har udtaget Aleksandr Vlasov, og da han er min nye favorit, er der tilføjet et afsnit om ham ovenfor. Bahrain er til gengæld uden Jack Haig og har meldt ud, at Caruso er deres erklærede kaptajn. Jeg vil dog tro, at Mäder har frihed til at køre sit eget klassement i et hjemmebaneløb, han har haft som et stort mål, også fordi han har fået lov at starte sidst på prologen, hvilket i lyset af vejrudsigten bestemt ikke er uvæsentligt. Ineos er samtidig uden Tulett, og der er flere andre ændringer blandt ryttere, der måske kan køre i top 10, hvorfor stjernetildelingen er opdateret.
***** Alesandr Vlasov
**** Sergio Higuita, Ben O’Connor
*** Gino Mäder, Brandon McNulty, Michael Woods, Damiano Caruso, Ion Izagirre
** Geraint Thomas, Michael Storer, Thibaut Pinot, Rohan Dennis, Carlos Verona, Jakob Fuglsang, Luke Plapp, Rigoberto Uran, Louis Meintjes, Einer Rubio, Steff Cras, Sepp Kuss, Juan Ayuso, Mattia Cattaneo
* Dylan Teuns, Steven Kruijswijk, Hermann Pernsteiner, Neilson Powless, Sebastien Reichenbach, Harold Tejada, Geoffrey Bouchard, Georg Steinhauser, Ethan Hayter, Kenny Elissonde, Antonio Tiberi, Jan Polanc, Harm Vanhoucke, Rudy Molard, Marc Hirschi, Gianluca Brambilla, Andreas Leknessund, Matteo Badilatti, Sean Quinn, Patrick Bevin, Gijs Leemreize, Matteo Sobrero, Oscar Rodriguez, Rein Taaramae, Stephen Williams, Finn Fisher-Black, Davide Villella, James Knox, Quentin Pacher, Andrey Zeits, Kevin Colleoni, Patrick Konrad, Yannis Voisard
Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser
Danskerne
Jakob Fuglsang har en delt kaptajnrolle på Israel-PT og er omtalt ovenfor. Hos Quick-Step skal Mikkel Honoré i gang igen efter de missede klassikere, og selvom 1., 2. og 3. etape kunne passe ham, er det nok tvivlsomt, hvor langt formen rækker. Hos Bora skal Frederik Wandahl støtte Aleksandr Vlasov og Sergio Higuita, og hos Intermarché skal Julius Johansen støtte Louis Meintjes og Rein Taaramae i klassementet og Quinten Hermans på de første etaper. Hos Bahrain skal Johan Price-Pejtersen støtte Damiano Caruso og Gino Mäder samt måske prøve sig af på prologen, der dog slet ikke passer ham, og på DSM kan Casper Pedersen formentlig køre offensivt, ligesom han vil kunne køre lead-outs for Nikias Arndt i en spurt på 2. etape.
Holdoversigt
Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.
INEOS Grenadiers: Thomas er kaptajnen med Plapp som joker. Stigningerne bør være for svære til, at Ethan Hayter kan være med helt fremme, og selvom han ser meget bedre ud nu, synes Laurens de Plus fortsat ikke klar til at køre klassement.
UAE-Team Emirates: McNulty er den klare kaptajn med Ayuso som joker. Marc Hirschi er der for etaper, men kan måske ende pænt i klassementet, som også Jan Polanc kan det. Finn Fisher-Black klatrede godt i Paris-Nice og kan måske forsøge at holde sig lidt til.
Jumbo-Visma: Steven Kruijswijk er den erklærede kaptajn, men selvom han så bedre ud i Catalonien, synes der at være langt op til de bedste. Dennis og Kuss har snarere mulighed for at overraske positivt. Gijs Leemreize var meget stærk som hjælper i Baskerlandet og kan ende ganske pænt, som Robert Gesink måske også kan det.
Bahrain-Victorious: Caruso er den erklærede kaptajn, men som sagt har jeg også store forventninger til Mäder. Dylan Teuns er i så god form, at top 10 måske kan være muligt, men stigningerne bør være lidt for lange. Stephen Williams fik sit store gennembrud sidste år, men har af uforklarede årsager stort set ikke kørt løb i år. Hermann Pernsteiner var meget stærk som hjælper i Alperne og kan sagtens nærme sig top 10.
Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Det handler om Meintjes, men Rein Taaramae kan med Giro-form måske ende pænt. Quinten Hermans er flyvende, men stigningerne er for lange, og niveauet er for højt til Laurens Huys.
Cofidis: Izagirre er den klare kaptajn. Davide Villella kan måske ende pænt, mens Ruben Fernandez ikke synes flyvende. Formstærke Simon Geschke vinder stigningerne for lange.
Groupama-FDJ: Pinot er kaptajn, men Storer vil utvivlsomt også køre klassement. Sebastien Reichenbach har kørt fint i år, men top 10 kan blive svært. Rudy Molard og Quentin Pacher var i form i Ardennerne, men stigningerne her er lidt for lange. Det er de ikke for svingende Matteo Badilatti, men han virkede ikke flyvende i Alperne.
Quick-Step Alpa Vinyl Team: Cattaneo synes at være den bedste option. James Knox er kommet sent i gang efter sin skade, og han manglede stadig meget i Baskerlandet. Løbet er for svært for Mauro Schmid.
Ag2r Citroën Team: Det handler om O’Connor. Geoffrey Bouchard vil måske også køre sit eget klassement, men han manglede en del i Alperne. Nans Peters begynder at finde lidt form, men niveauet er for højt, og Bon Jungels er stadig en skygge af sig selv.
BORA-hansgrohe: Det handler om Vlasov og Higuita. Maximilian Schachmann gør comeback efter sin sygdom og ventes ikke i konkurrencedygtig form. Felix Grossschartner har været helt væk, senest i Baskerlandet, og Patrick Konrad så også meget formsvag ud i Fleche Wallonne.
Lotto Soudal: Cras ligner den bedste option. Alternativet er Harm Vanhoucke, men han virkede hverken flyvende i Tyrkiet eller Liege.
Trek-Segafredo: Kaptajnen kunne meget vel være unge Antonio Tiberi, der er meget svingende, og hvis form er ukendt, men niveauet her er nok lidt for højt. Kenny Elissonde gjorde det pænt på Sicilien, men hans niveau rækker ikke i dette felt, og stigningerne er for svære for Gianluca Brambilla. Efter sin sygdom er Antwan Tolhoek stadig formsvag.
Movistar Team: Verona og Rubio ligner de bedste optioner. Oscar Rodriguez burde være kandidat, men han viste slet ikke form i Baskerlandet, og Gregor Mühlberger har heller ikke virket formstærk på det sidste. Abner Gonzalez manglede en del i Alperne.
Team BikeExchange-Jayco: Holdet kører klassement med Matteo Sobrero, der skal teste sin Giro-form. Han er formentlig bedre nu end i Coppi e Bartali, men terrænet bør være for svært. Kevin Colleoni skuffede fælt i Tyrkiet.
Israel-Premier Tech: Det handler om Woods og Fuglsang. Patrick Bevin er i fremragende form, men her er niveauet og stigningerne noget andet end i Tyrkiet. Chris Froome viste klar fremgang i Alperne, men ikke nok til at køre klassement her, og Krists Neilands synes stadig en skygge af sig selv.
Team DSM: Holdet vil formentlig køre klassement med Andreas Leknessund, men han har ikke klatret godt nok i år. Marco Brenner har det meget svært i år.
Astana Qazaqstan Team: Jeg er meget spændt på Harold Tejada. Efter et svært 2021 viste han klar fremgang i Andalusien, og nu hvor han har trænet frem mod Giroen, kan han måske endelig vise det potentiale, vi så i Touren i 2020. Andrey Zeits klatrer hæderligt lige nu, men ikke til dette niveau, og hverken Valerio Conti eller Stefan de Bod har vist stor form på det sidste.
EF Education-EasyPost: Efter styrtet i Liege er holdet stærkt decimeret. Uran er kaptajn, men formstærke Neilson Powless vil sikkert også forsøge sig. Han synes dog at have for store begrænsninger i bjergene. Jeg er meget spændt på stortalentet Georg Steinhauser, der grundet sin uddannelse næsten ikke har kørt løb i år, men var tæt på at snyde sprinterne i Sarthe. Han har potentiale til at komme langt, hvis han er i form. Vi så også i Alperne, at Sean Quinn kan gøre det ganske hæderligt.
Equipo Kern Pharma: Holdets klatrere er Jose Felix Parra og Urko Berrade, men selvom Parra var bedre i Alperne, har han slet ikke fundet niveauet fra sidste år.
Schweiz: Holdet består primært af mountainbikere, men det skal blive særligt interessant at følge unge Yannis Voisard, der sidste år vandt en etape og blev nr. 7 i Baby-Giroen, hvor han blev nr. 6 i 2020. Mountainbikeren Filippo Colombo viste form i den første World Cup, men er meget uprøvet på landevejen. Topnavnet er mountainbikestjernen Mathias Flückiger, men i to forsøg er han aldrig endt bede end nr. 45 i dette løb.
Livestream Tour de Romandie og Eschborn-Frankfurt uden afbrydelser