SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Den europæiske del af WorldTour-kalenderen udgøres stort set udelukkende af historiske løb i cykelsportens traditionelle kernelande, men én begivenhed skiller sig markant ud. Tour de Pologne var den store overraskelse på listen, da UCI introducerede ProTouren i 2005, idet det østeuropæiske land trods sine mange gode ryttere ikke har kunnet betragtes som et af sportens kraftcentre. I løbet af de seneste år er begivenheden imidlertid blomstret op, og kombinationen af en meget talentfuld generation af polske ryttere og et stort løb på den fineste kalender har bidraget til et regulært cykelboom i landet.

Tour de Pologne er faktisk et meget gammelt løb, men det er først blevet kendt i en bredere offentlighed i det seneste årti. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1928, levede det længe et anonymt liv som en national rundtur, der primært havde interesse for polske og østeuropæiske ryttere på den anden side af jerntæppet, og det fik ikke megen opmærksomhed på den store scene. Indtil murens fald og internationaliseringen af polsk cykelsport i 1990erne var vinderne alle nationale ryttere, men i årtusindets sidste årti begyndte det i kraft af den ændrede politiske situation at tiltrække ryttere fra Vesteuropa også.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Det store gennembrud måtte imidlertid vente til introduktionen af ProTouren i 2005. For at undgå en løbsserie med løb kun fra sportens kernelande besluttede UCI at inkludere den nationale polske rundtur på listen over verdens fineste løb i endnu et forsøg på at globalisere sporten. Pludselig var alle verdens største hold forpligtet til at deltage i løbet, som havde en helt speciel position som det eneste østeuropæiske løb i den fornemste division.

Siden da har løbet fastholdt sin position på ProTouren, der senere er blevet til WorldTouren, og har langsomt fundet sin rolle. I 2005 var det hovedsageligt et løb for sprintere med bare en enkelt kuperet etape til at bryde monotonien, mens resten af etaperne bestod af ofte ekstremt lange, helt flade ture gennem Polen. Løbet blev afviklet først i september og blev betragtet som god forberedelse til VM. Derfor var det ikke en overraskelse, at arrangørerne altid kunne tiltrække mange klassikerspecialister, der brugte begivenheden til at fintune formen inden kampen om regnbuetrøjen. Vinderlisten var derfor ganske fin, idet Kim Kirchen, Stefan Schumacher, Johan Vansummeren og Jens Voigt vandt de fire første udgaver af det ”nye” Polen Rundt.

Løbet var imidlertid næsten altid plaget af elendigt vejr, og ekstrem regn ansporede endda rytterne til i protest af neutralisere en etape. For at undgå de betingelser blev løbet i 2009 flyttet til ugen, der overlapper juli og august. Derved mistede det sin status som VM-forberedelse, men i stedet opnåede det en position som en næsten uvurderlig del af kalenderen for de Vuelta-favoritter, der ikke kørte Touren. Samtidig havde man held til at tiltrække nogle Tour-ryttere, der håbede at benytte deres gode form til at sikre sig et sidste godt resultat.

Løbet har siden fastholdt den rolle og har i de senere år også fundet et ret fast format. I adskillige år har ruterne og finalerne været genbrugt gang på gang. Derfor bød man i flere år på et par flade etaper, en svær finale i byen Cieszyn samt kongeetaperne til Zakopane og Bukowina Tatrzanska. Uden en enkeltstart og lange stigninger blev det til et løb for puncheurs, der kunne score bonussekunder på de korte, stejle stigninger i den sydlige del af landet, og derfor var det ikke overraskende, at løbet blev vundet af navne som Alessandro Ballan, Daniel Martin, Peter Sagan og Moreno Moser.

I 2013 besluttede man sig for at udvikle løbet yderligere. For at fejre forbindelsen mellem Polen og den italienske Trentino-region startede man det år i Italien og havde derfor to hårde bjergetaper på programmet. En hviledag bragte feltet tilbage til hjemlandet, hvor de velkendte etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska igen var en del af menuen. For at gøre løbet endnu mere alsidigt udskiftede man samtidig den sidste sprinteretape med en svær, kuperet 39 km lang enkeltstart. For første gang nogensinde blev løbet derfor til en sag for de rigtige etapeløbsryttere.

Selvfølgelig var besøget i Italien helt specielt, og den voldsomme klatring har ikke senere været gentaget. I 2014 besøgte man Slovakiet for at introducere en ny afslutning på en stigning, og man fastholdt enkeltstarten på sidstedagen. Den lettere rute betød, at løbet pludselig blev perfekt for gode temporyttere med solide klatreegenskaber - en sær udvikling for et løb, der tidligere var et af de to WorldTour-etapeløb, hvor tempoegenskaber ingen rolle spillede. I 2015 og 2016 besøgte man ganske vist ikke Slovakiet, men formatet var alligevel næsten identisk. Således havde man en række indledende sprinteretaper, inden det hele blev afgjort på de klassiske etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt den helt flade enkeltstart i Krakow på sidstedagen. Man gjorde dog Zakopane-etapen betydeligt hårdere i et forsøg på at skabe mere udskilning og ikke gøre enkeltstarten alt for afgørende.

I de seneste to år er løbet imidlertid vendt tilbage til rødderne. Enkeltstarten er blevet droppet, og i stedet er det hele blevet afgjort på de to nøgleetaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt en ny etape med en finale på en brutal mur i Szcyrk. Sådan vil det også være i år, hvor ”mur-etapen” har fået en ny stejl finale, men ellers ligner løbet det, vi har set i 2017 og 2018. Dermed er løbet igen i stil med det, der blev afviklet i årene 2009 til 2012, og det vil derfor igen være puncheurs, der ventes at komme til fadet.

I 2020 er alt naturligvis anderledes, og selvom løbet er et af de få, der afvikles nogenlunde på samme tid som vanligt, er dets rolle helt ny. Nu er det ikke længere Vuelta-forberedelse, og på papiret kunne det ligne en oplagt chance for at teste formen inden Touren i stedet. De fleste Tour-ryttere har dog foretrukket at blive i Frankrig til de tre etapeløb i Tourens hjemland, og i stedet har løbet virket som en magnet på Giroens favoritter. Således vil Richard Carapaz, Jakob Fuglsang, Remco Evenepoel og Simon Yates alle stille til start i et løb, der nu er en trædesten frem mod i første omgang Il Lombardia og i anden omgang Giroen. Og samtidig virker den sprintervenlige rute som altid som fluepapir på de hurtige folk, der anføres af Dylan Groenewegen, Fabio Jakobsen og Pascal Ackermann.

Betydningen af WorldTour-point skal ikke undervurderes, og der er bestemt ikke tale om ren forberedelse. I de senere år har det været en perfekt skueplads for nogle af sportens største talenter, der har fået chancen for at stå i spidsen for deres hold i et stort løb. I 2010 vandt en ung Daniel Martin sit første store etapeløb, inden han året efter blev slået af en vis Peter Sagan i slovakkens anden sæson som professionel. I 2012 blev det til et stort slag mellem tre stortalenter, hvor Moreno Moser akkurat vandt en tæt dyst med Michal Kwitkowski og Sergio Henao, og i årene 2013-2015 var det løbet, der for alvor viste Ion Izagirre talent for ugelange etapeløb.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Sidste års udgave vil først og fremmest blive husket for Bjorg Lambrechts alt for tidlige død, da den unge belgier omkom efter et voldsomt styrt på en af løbets ellers mange sprinteretaper. Alligevel blev løbet kørt til ende, og her var det som så ofte før de unge talenter, der dominerede. Danske Jonas Vingegaard fik sit helt store gennembrud med en overraskende og forrygende flot sejr på løbets kongeetape, men desværre ventede der en dyr regning og et regulært sammenbrud på løbets sidste kuperede etape. I stedet blev det et andet stortalent, der løb med laurbærrene, idet Pavel Sivakov fuldendte en fornem Ineos-præstation og sejrede med 2 sekunder ned til et andet talent, Jai Hindley, og 12 sekunder ned til veteranen Diego Ulissi. Sivakov forbereder sig i år til Touren i Frankrig og forsvarer derfor ikke titlen, men både Hindley og Ulissi jagter flere topplaceringer på de polske landeveje.

Ruten

Som sagt har Tour de Pologne undergået en del transformationer undervejs, og hver gang man i et par år syntes at have fundet en relativt fast formel, har man ændret løbets karakter. Efter i de første år at have været domineret af sprintere blev det fra 2009 og frem til 2012 til et løb for puncheurs. I 2013 blev det nærmest til en lille grand tour, og i årene 2014, 2015 og 2016 har det været for stærke temporyttere, der har kunnet begå sig på den afgørende enkeltstart og forsvare sig i det kuperede, eksplosive terræn i det sydlige Polen.

I 2017 vendte løbet som sagt tilbage til det puncheurformat, der kendetegnede det frem til 2012, og man har altså fastholdt den model siden dengang, selvom man i 2019 efter to år med næsten identiske ruter ændrede afgørende på de tre vigtigste etaper. Væk er enkeltstarten, og i stedet har det helt som i gamle dage været etaperne til Zakopane og Bukowina Tatrzanska, der med deres ardenneragtige karakter har skullet afgøre klassementet. Som supplement hertil har man i alle tre år tillige haft en lidt tidligere etape med afslutning på en stejl mur. Dermed har der været tale om en løb for ryttere, der excellerer i kuperede klassikere, mens de øvrige fire etaper har været udgjort af en puncheurfinale og tre helt oplagte chancer for sprinterne. En anden nyskabelse er, at løbet, der tidligere var kendt for sine 250 km lange maratonetaper, nu er gået i den helt anden grøft og i de to seneste år stort set udelukkende har bestået af yderst korte og meget eksplosive etaper.

I år har den sammenpressede kalender betydet, at løbet er reduceret til bare fem mod normalt syv etaper, og selvom løbet i alt væsentligt gør brug af en blanding af de velkendte finaler fra de seneste tre år, er det i den grad klatrerne og klassementsrytterne, der må være skuffede. Mens de tre sprinteretaper alle er bibeholdt - dog i en anden rækkefølge - og puncheurspurten i Bielsko Biala, der har været benyttet to år i træk, også har fået genvalg, er reduktionen i løbets længde sket på bekostning af to af de tre klassementsetaper. Væk er således mur-etapen, og også etapen med mål i Zakopane er sløjfet. Det betyder dermed, at klassementet formentlig skal afgøres på den velkendte kongeetape med mål i Bukowina Tatrzanska, og selvom den ikke kommer i helt samme meget lette udgave som sidste år, er der endda tale om en lightudgave i forhold til det, vi kendte fra årene frem til og med 2018. Med andre ord lever Tour de Pologne i den grad op til sit ry som sprinterparadis, mens klassementet i år atter er en sag for eksplosive klatretyper, der reelt kun har ét skud i bøssen.

Som vanligt er løbets første halvdel en sand gavebod til sprinterne. Efter et par år med indledende sprinteropgør i Krakow er det denne gang en sand klassiker, der skyder løbet i gang, når det hele begynder med den faldende spurt i Katowice, hvor WorldTourens hurtigste spurt som regel køres. Dagen efter bliver der mulighed for sprinterrevanche for de hurtige folk i den nu velkendte afslutning i Zabrze, inden klatrebenene for første gang skal i aktion på 3. etape. Her vender man tilbage til den spændende puncheurafslutning på en lang, sej, men ikke speciel stejl bakke i Bielsko Biala, hvor både stærke sprintere og lettere folk kan være med, men i år har man gjort det indledende del af etapen så hård, at der må ventes lidt større udskilning end tidligere.

Det bliver dog formentlig 4. etapes slag i Bukowina Tatrzanska, der denne gang vil være altafgørende, inden man mod slutningen vender tilbage til en tradition, vi ikke har set siden 2012, idet sprinterne ventes at få det sidste ord med en massespurt i Krakow, der i årene mellem 2008 og 2012 altid var rammen om et afsluttende spurtopgør i et af WorldTourens mest sprintervenlige etapeløb.

1. etape

Hvis der ses bort fra den særlige start i Italien i 2013 samt et par år med et kort holdløb i de tidlige år på WorldTouren, har første del og specielt første etape af løbet altid været et paradis for sprintere. Sådan vil det også være i år, men denne gang betyder det kortere løb, at man ikke starter i Krakow, som man ellers har gjort det i flere år. I stedet lægges der ud med en sand klassiker, når sprinterne endnu engang skal kaste sig ud i WorldTourens hurtigste massespurt i byen Katowice, hvor den faldende finale altid skaber en af de mest specielle, kaotiske og uforudsigelige spurtafgørelser i sæsonen.

Efter nogle år med mange korte etaper vender løbet i år i mindre grad tilbage til tidligere tiders tradition med længere etaper - dog ikke i samme ekstreme grad som i de første år på WorldTouren. Således skal der på førstedagen i år tilbagelægges 195,8 km, som fører feltet fra Silesian Stadium i Chorzow til Katowice. Chorzow er faktisk bare en nordvestlig forstad til Katowice, og derfor er der reelt set tale om et rundstrækningsløb i området nord for storbyen. Fra start går det igennem let faldende terræn mod nord, inden man drejer mod øst frem til dagens første spurt, som er placeret efter 13,9 km. Nu stiger det hovedsageligt let, mens man snor sig mod nordøst, og den tendens fortsætter, mens man kører mod øst og siden nordøst frem til etapens nordligste punkt, inden det stiger mod sydøst ned til dagens anden spurt, som kommer på etapens højeste punkt efter 79,5 km.

Læs også

Evenepoel har Tour-forberedelsen på plads

Efter spurten falder det hovedsageligt let mod sydøst, inden det langsomt flader ud mod byen Sosnowiec, hvor der er placeret en special sprint efter 121,8 km. Herfra kører man igennem fladlandet mod vest ind gennem Katowices forstæder forbi den sidste spurt, som kommer efter 139,4 km, inden man drejer mod syd for at køre ind i centrum, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning efter 145,9 km. Bare 1000 m senere krydser man stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 16,3 km lange runde, som er modificeret en anelse i forhold til sidste år og er henlagt til området syd for byen. Den er ikke helt flad, idet den byder på to mindre bakker. Fra start snor man sig mod sydøst via et let faldende stykke, inden den første lille bakke leder frem mod det sydligste punkt. Her vender man rundet for at sno sig mod nordvest igennem let faldende terræn, indtil man rammer den lille kategori 4-stigning, Korgantego (300 m, 4,1%) bare 1200 m fra stregen, og der vil være bjergpoint på spil på den de første to omgange efter hhv. 162,0 og 178,3 km. 200 m efter toppen foretager man en U-vending under den røde flamme, og derefter venter en helt lige sidste kilometer, der er let faldende og altid er rammen om en af WorldTourens allerhurtigste massespurter.

Etapen byder på i alt 1706 højdemeter.

De officielle polske profiler ser altid voldsomme ud, men det begrænsede antal højdemeter vidner om, at det er en ganske flad etape. Rundstrækningen er ikke helt den samme som sidste år, men finalen er uforandret. Den er berygtet for at være særdeles halsbrækkende, idet rytterne når ekstreme hastigheder på den faldende opløbsstrækning. Al erfaring viser, at det er afgørende at være i en god position ved U-vendingen på toppen af bakken, og derefter vil det gå med høj fart ned mod målstregen, hvor en af feltets hurtigste utvivlsomt vil vinde.

Katowice er med på ruten stort set hvert eneste år, og næsten hver gang er det endt i en massespurt. Sidste år overraskede Luka Mezgec ved at sejre foran Fernando Gaviria og Pascal Ackermann i en afslutning, hvor hastighedsrekorden blev slået. I 2018 tog Ackermann sin anden sejr på to dage ved at slå Alvaro Hodeg og Giacomo Nizzolo, og i 2017 var det Sacha Modolo, der lidt overraskende sejrede. I 2016 slog Gaviria de store rivaler Elia Viviani og Caleb Ewan, mens Matteo Pelucchi og Jonas Van Genechten var hurtigst i henholdsvis 2015 og 2014, sidstnævnte med en spurt, der indtil sidste år var den hurtigste. I 2013 skabte Tyalor Phinney en overraskelse ved med et sent angreb at tage en solosejr, mens Aidis Kruopis (2012), Marcel Kittel (2011) og Yauheni Hutarovich (2010) var hurtigst i spurterne i årene forinden.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

2. etape

Første halvdel af Tour de Pologne har traditionelt været en sand sprinterfestival, og det forholder sig næppe anderledes i 2020, selvom løbet i år er to dage kortere. Efter det indledende sprinterslag i Katowice venter der således endnu en relativt flad etape på andendagen, hvor feltet returnerer til Zabrze, der for fjerde år i træk agerer målby. Her ventes sprinterne at få en chance for revanche inden de to mere kuperede etaper, og forhåbentlig vil vinderen i år ikke blive overskygget af en tragisk hændelse, som det var tilfældet sidste år, hvor Bjorg Lambrecht omkom netop på Zabrze-etapen.

Med en distance på 151,5 km er der tale om en kort etape, der går mellem byerne Opole og Zabrze.Fra start går det mod sydvest igennem fladt terræn, inden man snor sig mod øst frem mod løbets første kategoriserede stigning, kategori 2-stigningen Gora sw.Anny (3,7 km, 4,5%), der kun er en anelse stejl på de sidste 700 m, som stiger med 6,1%. Toppen rundes efter 60,6 km, hvorefter man fortsætter mod nordvest, først via en nedkørsel og siden gennem hovedsageligt fladt terræn frem til dagens anden spurt, der er placeret efter 74,6 km. Herfra snor man sig mod sydøst ad veje, der enten er flade eller ganske let stigende eller faldende forbi den sidste spurt, som er placeret efter 93,0 km, med direkte kurs mod Zabrze.

Efter 129,7 km rammer rundstrækningen inde i byens centrum, og 3,5 km senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med tre omgange på en meget enkel 6,1 km lang rektangulær rundstrækning, der er kendt for de tidligere etaper med mål i byen. Den byder kun på et skarpt sving og ellers en række bløde kurver i forbindelse med rundkørsler. De sidste sving kommer med hhv. 1700 og 900 m til stregen, og herefter falder det kun ganske, ganske let på opløbsstrækningen.

Etapen byder på i alt 752 højdemeter.

Efter den meget specielle spurt på 1. etape venter der her en langt mere klassisk sprinterfinale. Terrænet er nærmest pandekagefladt, og da vinden historisk aldrig har spillet en rolle i løbet, bør der ingen tvivl være om etapens udfald. Her kan de hurtige folk se frem til at slå om sejren i en sand massespurt for de helt rene sprintere.

Zabrze blev også besøgt i 2019, hvor Pascal Ackermann tog sin anden sejr i løbet, efter at Fabio Jakobsen, som krydsede stregen først, var blevet deklasseret, men etapen huskes først og fremmest for Bjorg Lambrechts alt for tidlige død. I 2018 lykkedes det Alvaro Hodeg af bryde Ackermanns dominans ved at sejre foran Dan McLay og André Greipel, mens finalen debuterede i 2017, hvor Caleb Ewan endelig kom i gang efter en skidt start, da han på 4. etape spurtbesejrede Danny Van Poppel og Peter Sagan.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

3. etape

Tidligere var der en tendens til, at etaper i Polen Rundt enten var næsten helt flade eller sluttede på en stigning. I de senere år har man i højere grad midtvejs i løbet haft mere blandede ruter med små stigninger tæt på mål, der har skabt en vis udskilning. Det har givet anledning til både udbrudssejre og reducerede massespurter, og det er et af de to scenarier, vi kan vente, når feltet igen testes på en sådan etape på løbets tredje dag, der byder på en ganske interessant finale fra de to seneste udgaver af løbet. Her så vi en interessant let stigende spurt med deltagelse af vidt forskellige folk som Michal Kwiatkowski, Dylan Teuns og Pascal Ackermann i 2018 og Luka Mezgec, Eduard Prades og Pierre Latour i 2019, og det vidner om, at der venter en uforudsigelig dag, hvor både puncheurs og stærke sprintere kan drømme om en sejr. Denne gang er etapen dog både længere og hårdere og dermed forventeligt også mere selektiv.

I stil med trenden i årets løb er årets etape meget længere end tidligere, og der skal således tilbagelægges hele 203,1 km mellem Wadowice og Bielsko-Biala. Første del er den letteste og fører feltet mod vest og siden syd igennem ganske let stigende terræn, indtil man når frem til den første af to rundstrækninger, der skal benyttes midtvejs på etapen.

Den er i alt 40,5 km lang og skal tilbagelægges to gange. Allerede med det samme kører man mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Wielka Puszcza (1,6 km, 8,1%), der er en stejl sag med 11,6% over de sidste 600 m efter en bløder start. Toppen rundes efter hhv. 24,6 og 65,2 km, hvorefter en nedkørsel fører mod nordvest, inden det går igennem hovedsageligt fladt terræn mod syd og nordøst frem til bunden af kategori 1-stigningen Kocierz, der sidste år skulle have været målstigning på den etape, som blev kørt som mindeetape for Bjorg Lambrecht, og som stiger med 6,2% over 3,7 km med ca. 8% over de første 2 km, inden den flader ud mod toppen, der rundes efter hhv. 58.8 km og 99,3 km. En kort nedkørsel leder nu mod nord direkte ned til bunden af Wielka Puszcza, hvor omgangen er afsluttet.

Efter de to hele omgange tager man hul på en ny, hvilket betyder, at man skal over Wielka Pudzcza for tredje gang efter i alt 105,7 km. Nu går det ned til den anden rundstrækning, der er 38,6 km og skal tilbagelægges én gang. Den indledes med, at man kører mod vest og nordvest op ad kategori 1-stigningen Przelecz Przegibek (4,2 km, 6,4%), der starter blødt ud på den første kilometer, men derefter stiger med 6-8%. Toppen rundes to gange efter 124,6 og efter efterfølges af en nedkørsel, der leder mod vest ned til målbyen, hvorfra man kører mod sydøst igennem relativt fladt terræn, der på første omgang byder på spurter efter hhv. 138,9 og 144,6 km, inden det går mod øst og nord op til rundstrækningens udgangspunkt

Efter første omgang tager man hul på endnu en, hvilket betyder at Przlecz Przegibik bestiges igen med top 39,5 km fra mål. Efter nedkørslen til målbyen kører man ind sløjfe ind gennem centrum, indtil man efter 178,5 km rammer den afsluttende rundstrækning, og bare 3,0 km senere venter første målpassage. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 7,2 km lange runde, hvis første del er let faldende og den anden del let stigende, men ellers er meget enkel og uden mange sving. De sidste to kilometer stiger med hhv. 4,8% og 4,4% i gennemsnit. Finalen er teknisk ukompliceret, idet det sidste sving kommer med 2400 m igen, hvorefter vejen er helt lige.

Etapen byder på i alt 3311 højdemeter, hvilket er ca. 1100 mere end sidste år.

Den afsluttende rundstrækning er velkendt, men forinden er der betydeligt flere højdemeter end tidligere. Det vil utvivlsomt føre til mere udskilning, især fordi den generelt lette rute til årets løb betyder, at klassementsrytterne skal opsøge muligheder for at gøre det vanskeligt. Finalen er dog ikke specielt velegnet til at køre klassement, og mange vil nok allerede have tankerne rettet mod den følgende dags kongeetape. Det ligner derfor endnu en puncheurspurt, men denne gang nok i større grad for lettere folk som i 2018 end for de lidt tungere folk, der dominerede for et år siden.

Bielsko-Biala er tit blevet besøgt af det mindre polske løb Course de Solidarnosc, men har ikke været besøgt af Tour de Pologne tidligere i dette årtusinde, før vi i 2018 så Michal Kwiatkowski spurte sig til sejr foran Dylan Teuns og Enrico Battaglin og i 2019 så Luka Mezgec sejre foran Eduard Prades og Ben Swift.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

4. etape

I de seneste mange år er Tour de Pologne blevet afsluttet med de to klassiske etaper i Tatr-bjergene i den sydlige del af landet, hvor man har gjort brug af finalerne i Zakopane og Bukowina Tatrzanska som afslutning på de to hårdeste etaper, der fra år til år har haft forskellig sværhedsgrad. I år betyder den forkortede udgave af løbet, at man har valgt at barbere én af de to afgørende etaper fra, og da den mur-etape, der i de senere år er forekommet tidligere i løbet, tillige er blevet sløjfet, har man i år blot én rigtigt svær etape. Den falder i år ikke som afslutning, men allerede på næstsidstedagen, hvor rytterne nok engang skal slutte i Bukowina Tatrzanska, der år efter år har været mål for kongeetapen. Alligevel kan klatrerne ikke være helt tilfredse, for selvom etapen ikke er helt så let som i sidste års meget udvandede udgave, mangler den også i år den sværhedsgrad, vi så for år tilbage, hvor den næsten altid var altafgørende i klassementet.

Etapen har altid været en relativt kort sag, og det er også tilfældet i år, hvor der skal tilbagelægges beskedne 152,9 km mellem Bukowina Resort og Bukowina Tatrzanska. Start og mål ligger reelt set klos op ad hinanden og bare et stenkast fra den rundstrækning, hvor det meste af dagen afvikles. Fra start kører man således ad en nedkørsel - som i finalen vil bruges som den afsluttende stigning, når man kører den modsatte vej - mod nordøst op til rundstrækningen, der nås efter 3,5 km. Den er i alt 48,5 km lang og skal tilbagelægges i alt tre gange.

Fra start kører man mod sydøst ad en let stigende vej, inden man drejer mod øst ind på kategori 1-stigningen Rzepiska (2,0 km, 6,5%), hvis første 400 m stiger med hele 14,5%, men som derefter flader ud. Toppen passeres efter hhv. 8,9 km, 56,8 og 105,3 km og efterfølges af en nem nedkørsel, der fører mod nord. Et let kuperet, men relativt ladt stykke følger, mens feltet snor sig mod nordvest, inden man drejer mod syd og senere sydøst op ad kategori 1-stigningen Sciana Bukovina (5,5 km, 5,5%), hvis fem første kilometer stiger med hhv. 5,3%, 1,5%, 3,8%, 10,8% og 7,4%, og som når helt op på 22% på den stejleste kilometer. Toppen passeres efter hhv. 42,8 km, 105,3 og 139,8 km - dvs. sidste gang med 13,1 km igen - hvorefter man fortsætter med at sno sig mod øst via først en nedkørsel, siden en bakke (1,8 km, 6,45%) med top 4 km efter forrige top og slutteligt endnu en nedkørsel, der bringer feltet tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

Læs også

Dansk stortalent bidrager til holdløbssejr

Efter tredje omgang drejer man mod sydvest for at køre tilbage til målområdet op ad den bakke, der tidligere blev brugt som nedkørsel. Den stiger med 5,45% over 3,45 km, og de sidste 3 kilometer stiger med hhv. 8,0%, 2,7% og 3,6% i gennemsnit med det stejleste stykke på 11,5% ca. 2,5 km fra stregen. Der er ingen sving på de sidste 3 km.

Etapen byder på i alt 3026 højdemeter, hvilket er knap 200 færre end sidste år.

Etapen har faktisk lidt færre højdemeter, men det skyldes alene, at man dengang skulle flere gange op ad målbakken, som har været den samme i alle udgaver af etapen siden debuten i 2010. Dengang var etapen imidlertid usædvanligt let, da man havde en meget fladere sidste rundstrækning. I år kommer Sciavina Bukovina med sine 22% tættere på stregen, som det var tilfældet i gamle dage, men samlet set er etapen stadig lettere. Historien viser, at en reduceret favoritgruppe, der dannes efter sidste tur op ad Sciavina Bukovina, ofte skal afgøre det i en puncheurspurt på den sidste ret lette bakke, men vi har også set, at etapen kan være uhyre svær at kontrollere, som det senest var tilfældet i 2018, hvor Simon Yates nær havde knækket den ellers uovervindelige Michal Kwiatkowski. I år er det reelt set klassementsrytternes eneste chance for at gøre en forskel, og derfor kan vi vente os et aggressivt løb, der umiddelbart tiltaler klatrestærke puncheurs, men hvor offensiv kørsel sagtens kan vise sig som nøglen til at vinde årets Tour de Pologne.

Som sagt har Bukowina Tatrzanska-etapen været på programmet hvert år siden 2010. I 2019 var etapen særligt let, men alligevel lykkedes det Ineos at knække Jonas Vingegaard og køre Pavel Sivakov i førertrøjen, mens Matej Mohoric lykkedes med at vinde etapen via et gigantisk soloridt fra et langt udbrud foran flere udbrydere og en stor favoritgruppe. I 2018 leverede Sky og Michal Kwiatkowski et fabelagtigt forsvar, da Simon Yates med et stort angreb var ved at løbe med det hele, men måtte nøjes med en samlet 2. plads og etapesejr 12 sekunder foran en favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Thibaut Pinot foran Davide Formolo. I 2017 var Dylan Teuns i krise på næstsidste stigning, men med hjælp fra Tejay van Garderen lykkedes det ham at komme tilbage til den nimandsgruppe, der spurtede om sejren med triumf til Wout Poels foran Adam Yates og Rafal Majka. I 2016 blev etapen aflyst på grund af et veritabelt uvejr, mens Sergio Henao i 2016 kørte sig til en solosejr ved at angribe på sidste stignings stejleste stykke, hvorefter han slog et hul på 8 sekunder ned til en lille gruppe anført af Diego Ulissi og Lawson Craddock. I 2014 nåede 12 ryttere sidste stigning, hvorefter Rafal Majka angreb og slog Benat Intxausti og Ion Izagirre med 10 sekunder. I 2013 angreb Christophe Riblon fra distancen og samlede undervejs Darwin Atapuma op fra det tidlige udbrud, inden colombianeren vandt spurten, og franskmanden tog førertrøjen. I 2012 blev Henao hentet på målstregen af Moreno Moser og Michal Kwiatkowski, hvorefter italieneren vandt spurten. I 2011 slog Daniel Martin 2017-vinderen Wout Poels med 1 sekund, mens løbets førende rytter, Peter Sagan, tabte 13 sekunder. I 2010 angreb Bauke Mollema fra distancen og slog et hul på 7 sekunder ned til en lille gruppe.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

5. etape

For år tilbage var det fast kutyme, at løbet sluttede med en sprinteretape i Krakow, inden man fra 2013 til 2017 sluttede løbet med en enkeltstart i byen. I de seneste to år er løbet i stedet startet i den sydlige storby, men i år vender man tilbage til traditionen fra de første år på WorldTouren, når festen formentlig slutter med et brag af en massespurt i løbets historiske centrum. Nok er årets løb forkortet til bare fem etaper, men det er lige så sprintervenligt, som det plejer, og det vil komme til udtryk, når de hurtige folk runder festen af med det, der formentlig bliver løbets tredje massespurt.

Igen er der tale om en for løbets nyere historie lang etape, de fører feltet over 188,0 km fra Zakopane til Krakow. Startbyen er det klassiske mål for en af de afgørende etaper i Tatr-bjergene, og derfor er indledningen ganske kuperet. Således lægger man ud med at køre mod vest hen til den ikke-kategoriserede Gubalowka (3,2 km, 7,2%), som faktisk stiger med hele 8,8% over de sidste 1200 m og bestiges fra syd, inden det går mod nord via en nedkørsel og op ad kategori 2-stigningen Zab (2,5 km, 6,3%), der stiger med ca. 9% over den første kilometer, inden den flader ud med ca. 3% over den sidste kilometer frem til toppen, der nås efter 10,0 km.

Herfra bliver det meget nemmere. En let nedkørsel leder videre mod nord, inden man kører mod vest og nordvest igennem fladt terræn forbi dagens første spurt, der kommer efter 27,5 km. Lidt senere når man frem til kategori 1-stigningen Krowiarki (3,7 km, 5,8%), der stiger meget stabilt frem til toppen, som kommer efter 57,9 km. Et længere faldende stykke fører nu mod nordvest og nordøst - afbrudt af en lille bakke undervejs - inden det gælder kategori 2-stigningen Gora Makowska (2,4 km, 9.4%), der er en stejl sag med stigningsprocenter mellem 9 og 11 på de sidste 1900 m frem til toppen, der passeres efter 87,3 km.

Det er dagens sidste udfordring. Efter nedkørslen snor man sig nemlig mod nord igennem småkuperet terræn med nogle ganske små bakker, inden det hurtigt bliver næsten helt fladt. Kortvarigt slår man en lille sløjfe mod vest igennem fladlandet, inden man kører tilbage mod øst og siden nordøst med retning mod Krakow. Efter 155 km skal man over en ganske lille bakke (500 m, 4,6%), men derefter er det en flad vej, som snor sig mod nordøst og øst ind til storbyen.

Her rammer man den afsluttende rundstrækning efter 174,2 km, inden man 1800 m senere krydser stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med 3 omgange på den 4,0 km lange runde, der er kendt fra tidligere år, senest 2019, og som er næsten helt flad med bare tre skarpe sving. Det sidste kommer med 1800 m til mål, og derefter buer vejen kun let, inden man rammer den sidste kilometer, der er helt lige og helt flad.

Etapen byder på i alt 2196 højdemeter.

Etapens indledning er svær, men sidste del er til gengæld pandekageflad. Historisk har vinden aldrig spillet en rolle i området, og derfor bliver det reelt umuligt at ændre på tingenes tilstand. Historien viser, at linjeløbsetaper med mål i Krakow altid ender i en massespurt, og det er svært at se, at det skulle forholde sig anderledes i den særligt korte udgave af løbet i 2020.

Krakow har som sagt som regel lagt asfalt til sidste etape, men i 2017, 2018 og 2019 åbnede man løbet med en kort flad etape. I 2019 sejrede Pascal Ackermann foran Fernando Gaviria og Fabio Jakobsem og han var også hurtigst i 2018, hvor han nærmest slog Alvaro Hodeg og Matteo Trentin. I 2017 overraskede Peter Sagan ved at spurte sig til sejr foran Caleb Ewan og Danny Van Poppel. I de senere år er løbet ellers sluttet af med en enkeltstart, der er blevet vundet af henholdsvis Alex Dowsett (2016), Marcin Bialoblocki (2015), Kristof Vandewalle (2014) og Bradley Wiggins (2013). Forud for det var det de tyske sprintere, der dominerede i byen, idet sidste etape blev vundet af John Degenkolb (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009 og 2010) og Robert Förster (2008).

Læs også

Blev toer i løbsdebut: Fransk stortalent løfter sløret for taktikken

Favoritterne

Man føler sig næsten hensat til ProTourens begyndelse i 2005. I de første år på højeste niveau var Tour de Pologne én lang ørkenvandring af 230 km lange sprinteretaper. Sådan er det naturligvis ikke i 2020, men da corona-pausen tvang arrangørerne til at forkorte deres løb, valgte de at gå i en retning, der bringer det kedeligt tæt på rødderne.

I de senere år har man ellers fundet det faste format med tre helt flade sprinteretaper, én puncheuretape samt tre klassementsetaper fordelt over en murafslutning samt de klassiske etaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska, der har været af varierende sværhedsgrad. Da øksen skulle svinges og to etaper fjernes, valgte man desværre, at det skulle gå ud over klassmentsrytterne, der kunne se både Zakopane- og muretapen ryge sig en tur. Og da man samtidig gjorde Bukowina Tatrzanska-etapen lettere, end det ofteste har været tilfældet - dog ikke så let som i den meget tamme 2019-version - er der tale om det letteste Tour de Pologne i adskillige år.

Det er naturligvis en skam for de mange klatrere, der er kommet til løbet. Som skrevet ovenfor er de korte, stejle stigninger i Tatr-bjergene i forvejen mere for puncheurs end klassiske klassementsryttere, og efter enkeltstartens exit for nogle år siden har det således været et løb for eksplosive folk. Det ses da også tydeligt af en vinderliste, der i årene uden tidskørsel tæller folk som Dan Martin, Peter Sagan, Moreno Moser, Dylan Teuns og Michal Kwiatkowski, der alle har kunnet holde sig til på de eksplosive bakker, spurte sig til bonussekunder på toppen og gøre det godt i murfinalen i det år, den har været med.

Det bliver naturligvis endnu mere udtalt på årets rute, hvor rytterne reelt kun har én chance for at vinde ”rigtig” tid. Onsdagens, torsdagens og søndagens etape bør alle ende i massespurter, også selvom 5. etape med sin start i Tatr-bjergene faktisk er hårdere end vanligt, men desværre med alle udfordringer først på etapen. Vinden spiller heller aldrig en rolle i Polen, og det vil den heller ikke gøre i år. Kun torsdagen bliver en smule blæsende, men ikke nok til at skabe ravage. Derfor kommer de tre etaper som udgangspunkt ikke til at spille nogen rolle, medmindre klassementsrytterne går efter bonussekunder i de indlagte spurter, der i dette løb med en let rute kan blive uhyre vigtige.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Vejret bliver i det hele taget ikke en væsentlig faktor. Polen har før været ramt af noget forfærdeligt og meget vådt sommervejr, men i år bliver det smukt. Onsdag vil være kølig og overskyet, men derefter vil temperaturen ligge på 29-30 grader, hvilket kan være til den varme side for flere. Heldigvis bliver det køligere med ca. 25 grader i bjergene lørdag. Selvom vinden er let hele ugen, er det dog værd at bemærke, at den kommer fra øst, og det giver på kongeetapen sidemodvind på sidste stigning og modvind på det efterfølgende, inden man får sidemedvind på målbakken. Det er ikke ubetydeligt i et løb, hvor manges eneste chance er at køre alene væk her, og det taler igen til fordel for de eksplosive og spurtstærke folk.

Med andre ord er vi efterladt med 3. og 4. etape som de afgørende, og her kan vi stort set negligere 3. etape. I de seneste to år, hvor den har været kørt, er den endt i puncheurspurter vundet af hhv. Michal Kwiatkowski og Luka Mezgec, og særligt sidstnævntes sejr viser, at også holdbare sprintere kan være. I år er den samlede etape dog langt hårdere med sine 3300 højdemeter, og vi kan derfor vente os mere udskilning end vanligt. Ganske vist kommer stigningerne tidligt, men de hold, der gerne vil have et hårdt løb, eksempelvis Astana, Deceuninck, Mitchelton og Ineos, kunne meget vel tænkes at forsøge at gøre det så vanskeligt, at man faktisk kan angribe inde på rundstrækningen, der ikke er helt let at kontrollere, hvis feltet er decimeret. På den anden side stiller Bora med et klassehold, der burde have styrken til at sætte Maximilian Schachmann op til en puncheurspurt, der passer ham som fod i hose. Alt peger derfor på endnu en spurt, dog i et mindre felt end vanligt, selvom mange vil håbe, at det måske kan lade sig gøre at skabe en overraskelse med angreb i finalen.

Det efterlader os med 4. etape som klatrernes reelle chance. Som sagt er etapen betydeligt sværere end sidste år, hvor den var nærmest ligegyldig, hvis det ikke havde været for Jonas Vingegaards triste kollaps i førertrøjen. Til gengæld er den lettere end tidligere år, og her så vi næsten altid det samme scenarium. For to år siden lykkedes det ganske vist en snu Simon Yates at angribe tidligt og sætte en ellers suveræn, men isoleret Michal Kwiatkowski så meget under pres, at han skulle grave dybt for at forsvare trøjen, men i langt de fleste tilfælde har vi set pæn udskilning på sidste stigning, inden en gruppe på 10-15 mand har afgjort det på målbakken. Målbakken har en stejl nedre del, hvor det før er lykkedes folk som Sergio Henao og Rafal Majka at køre afgørende væk, men den flader så meget ud mod toppen, at det er svært at holde sig fri, hvis der samarbejdes bagved. Målbakken kan dog godt gøre ondt, som Dylan Teuns erfarede i 2017, hvor han var tæt på at tabe det hele og blev reddet af Tejay van Garderen.

Det betyder, at etapen reelt byder på tre scenarier. En mulighed er, at det lykkes det faktisk for stærkeste mand at køre alene væk enten på sidste stigning eller på den stejle del af målbakken, men det er svært. En anden er, at der skal spurtes på toppen. En tredje er, at det kan blive meget svært at kontrollere, som vi så det med Yates i 2018, og som vi så det på Zakopane-etapen, der mindede lidt om denne, sidste år. Er manden i førertrøjen uden et stærkt hold, kan det blive en sand angrebsfest. Sidste år var det således lidt tilfældigt, at det netop var Pavel Sivakov, Jai Hindley og Vingegaard, der kørte væk. Det er primært denne mulighed, der kan give chancen for de mindre spurtstærke folk.

Endelig er der bonussekunderne, som er helt afgørende. Hurtige folk kan sikre sig tid både i de indlagte spurter og i puncheurspurten på 3. etape samt naturligvis i selve finalen på kongeetapen. Medmindre det bliver taktisk, og en gruppe sniger sig væk, er der stor sandsynlighed for, at de bedste vil ende i samme tid på 4. etape, og så er det opsamlet tidsbonus, der bliver afgørende.

Hvad er så konklusionen? Det er, at det igen i år er en fremragende ide at stille med eksplosive puncheurs, endda mere end vanligt. Set i det lys kan det undre, at så få har gjort netop det, men det skyldes naturligvis den særlige kalender. Feltet er stærkere end vanligt, hvor løbet ofte har været en chance for unge ryttere, men da Tour-feltet foretrækker at blive i Frankrig eller køre klassikere i Italien, udgøres stjernelisten primært af Giro-ryttere og topsprintere. Og blandt de førstnævnte er det i begrænset puncheurkvaliteterne, der er deres force.

Derfor er der også ét navn, der skiller sig ud. Maximilian Schachmann udvikler sig med stormskridt, og selvom man næsten ikke troede, at han kunne blive bedre end sidste forår, hvor han vandt fire etaper i Baskerlandet og Catalonien og kørte i top 5 i alle ardennerklassikerne, har han været endnu mere skræmmende i år. Han lagde ud som lyn og torden i Algarve, tog en fabelagtig samlet sejr i Paris-Nice og viste forrygende form i Strade Bianche, hvor ellers var meget bekymret for at knække i en varme, der ikke just er hans kop te. I det hele taget har Schachmann været et bæst hver eneste gang, han har haft et nummer på ryggen i 2020.

Det er ikke mærkeligt, at han ikke er blevet i Frankrig eller Italien med resten af Tour-truppen. Dette løb er nemlig skræddersyet til ham, og når han gør Rafal Majka trods på hjemmebanen, må det være, fordi han har luret, at han kan vinde det. Puncheurspurten på 3. etape ligger til hans højreben, og han er hurtig nok til at tage bonussekunder i de indlagte spurter. Kommer han over den stejle del på 4. etape, er han også umulig at slå i Bukowina Tatrzanska, og dermed har han hele pakken.

Hvad kan så true Schachmann? Umiddelbart har han to udfordringer. For det første skal løbet kontrolleres, men det burde et hold med en formstærk Majka og en desværre formsvag Patrick Konrad nok kunne klare. Snarere kan det være svært at følge særligt Remco Evenepoel og Jakob Fuglsang på de stejleste stykker, men når man kører i top 5 på Mur de Huy, kan man også klare de polske bakker, selvom man er stor. Samtidig så vi i Strade, at han er en mester i at bruge sin power til at komme tilbage på fladere stykker, hvis han mister kontakten. Samlet set er Schachmann så skræddersyet til dette løb, at han kunne have kurs mod to sejre i træk i årets WorldTour-etapeløb.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Trods rutens beskaffenhed tør jeg naturligvis ikke afskrive Remco Evenepoel. Nok er han ikke specielt eksplosiv, men vidunderbarnet var regulært skræmmende i Burgos. Med hans udviklingskurve er han sikkert allerede 5% bedre nu, og vi så, da han spurtsejrede på den ret lette Foia-stigning i Algarve, at han faktisk har udviklet et hæderligt punch også (selvom han primært vandt ved at overraske den hurtigere Schachmann). Det punch så vi også i hans angreb i Burgos, og han ligner derfor manden, der kan køre alene væk på stigningerne og samtidig med sin enorme power også holde rivalerne stangen.

Problemet er, at alle vil kigge på ham, og skal han vinde, skal han derfor regulært være den stærkeste. Det har han til gengæld også været i alle de løb, han har kørt i år, også selvom han (heldigvis) viste lidt menneskelighed på Neila-stigningen i lørdags. Desværre er hans eneste chance for at vinde samlet også, at han kommer af med de hurtige folk, først og fremmest Schachmann, men en alliance med løbets anden formstærke klatrer, Fuglsang, kunne slet ikke være dum. Kommer de to væk, kan Evenepoel meget vel være hurtigst, og således har han flere veje til at tage sin fjerde etapeløbssejr ud af fire mulige - og endda det første på WorldTour.

Nu ved jeg ikke, om Jakob Fuglsang er i gang med listen over årets julekortsmodtagere, men er det tilfældet, har han formentlig allerede nu streget løbsdirektør Czeslaw Lang. Fuglsang må nemlig om nogen begræde, at årets rute er historisk let, og det er således svært at pege på mange WorldTour-etapeløb, der passer ham dårligere. Til gengæld viste han i lørdags, at han nok engang er en sand mester i at træne sig i form, og han trods sin fremskredne alder ikke er blevet spor ringere i coronapausen. Sammen med Evenepoel ligner han manden, der kan køre fra alt og alle, og som formentlig bedste klatrer i lørdags er det også en realistisk mulighed, selvom terrænet på papiret er for let.

Fuglsang kan også lukrere på, at han sammen med Ion Izagirre kan udgøre en duo, der er svær at kontrollere. Desværre er det nok snarere til Izagirres fordel, for Fuglsang er efterhånden så stærk, at alle vol have blikket rettet på ham. Derfor skal han vitterligt være stærkest, men måske kan en løsning være omtalte alliance med Evenepoel. I hvert fald er det ikke givet, at han ikke kan slå belgieren i en spurt, selvom han umiddelbart ligner den langsomste. Ruten gør det ikke let, men Fuglsang må alligevel med sin nuværende form regnes som en af topfavoritterne.

Mitchelton-Scott stiller som i Burgos med et af de klart stærkeste hold, og de har særligt to ryttere, der kan køre med om sejren. I Spanien var det Esteban Chaves, der var stærkest, men på denne rute er Simon Yates bedste bud. Allerede for to år siden viste han med sin samlede 2. plads trods relativt dårlig form, at terrænet passer den lille brite, der på disse stigninger har et fremragende slangehug og ikke mindst en næsten legendarisk timing i sine angreb, som da han sneg sig væk fra Kwiatkowski og nær var løbet med det hele. I en spurt på 4. etape vil han være en af de bedre, og bliver 3. etape hård, kan han også køre med om sejren her. De indlagte spurter er flade og passer ham ringere, men han er en af de ryttere, der modsat Evenepoel og Fuglsang har bonussekunder som et muligt og vigtigt våben.

Desværre bekræftede Burgos, at vi stadig ikke har set ”den rigtige Yates”, siden han steg ned fra Vuelta-podiet i 2018, men han var heldigvis ikke helt væk. I dette lettere terræn skal han nok være der, og sammen med Chaves, Nieve og Andrey Zeits kan han skabe en overtalssituation, som han måske nok engang kan udnytte til sin fordel. I hvert fald er løbet her af en beskaffenhed, så han kan vinde, selvom han ikke er i topform.

Tim Wellens vandt løbet i 2016, da kongeetapen blev aflyst, og han leverede et gigantisk soloridt på en forfærdig dag, der bød på rigtigt Wellens-vejr. Desværre bliver det i år varmt, og de 30 grader kan være nok til at få den varmesky belgier til at bestille en enkeltbillet til Nordpolen. Heldigvis har han fået bedre styr på det, men det ændrer ikke på, at hans bedste resultater altid kommer i sæsonstarten eller -slutningen, hvor temperaturerne er noget andet.

Alligevel skal Wellens nævnes. Han er nemlig altid en uforudsigelig lottokupon, og han har før vundet blandt andet Tour de Wallonie og BinckBank Tour i den belgiske højsommer. Han har kurs mod Touren, og selvom det er sæsondebut, ved vi, at han mestrer kunsten at træne sig i form. Løbet her passer ham glimrende, da han er en ganske fornuftig puncheur, der vil kunne lide finalerne på både 3. og 4. etape. Nogen Schachmann er han ikke, men i stigende finaler har han før vundet spurter. Og så er han som bekendt en fremragende angriber, der på sine vilde dage er helt ustyrlig, som han har vist med sine stribevis af sejre på kongeetaperne i BinckBank Tour, hvor terrænet svarer til dette.

Det er ingen tilfældighed, at Diego Ulissi blev nr. 3 i dette løb for et år siden. Italieneren er nemlig skabt til denne kuperede rute, og var det ikke lykkedes Sivakov, Hindley og Vingegaard at køre væk i det ukontrollerbare kaos, kunne han have vundet løbet. Desværre ved vi også, at Ulissi ikke længere er ved fordums styrke, men noget tyder på, at han er på vej tilbage. I hvert fald var han fremragende i Canada sidste efterår, og han lagde stærkt ud i år med en 2. plads i Tour Down Under og en 6. plads på den ene bjergetape i Emiraterne, hvor stigningen ellers var for lang for ham. Desværre er hans form stadig meget utilregnelig, men han gjorde det fornuftigt i Strade Bianche. En udfordring er det, at han ikke har samme spurtstyrke som tidligere - det var helt tydeligt i netop dette løb sidste år - men han vil stadig elske afslutningerne fredag og lørdag. Med sin hurtighed kan han vinde bonussekunder overalt, og dermed har han en mulighed for at veksle 2. pladsen til en sejr i år.

Læs også

Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne

Hos Ineos taler man naturligt om Richard Carapaz, men deres bedste mand kan meget vel være Rohan Dennis . Australieren er den store vinder ved dette års lettere rute, der synes nærmest skræddersyet til ham. Nok er han kendt som temporytter, men Dennis er lynhurtig, som han viste med sin puncheurspurtsejr i Tour of the Alps for nogle år siden, og selvom han sjældent bruger det, ved han godt, at han her har et stærkt våben. Stigningerne kan være for stejle, men heldigvis flader de vigtigste ud, og med sin enorme power har han mulighed for at komme tilbage. Udfordringen er, at vi ikke kender hans form -særligt da hans mål er VM og Giroen - men hans overlegne præstationer i e-cykling viser, at han ikke har ligget på sofaen i hele corona-pausen. Har han klatrebenene fra Schweiz sidste år, er dette et løb, hvor Dennis kan blive farligere, end mange venter.

Det var en sand fornøjelse at se Esteban Chaves folde sig ud på de spanske stigninger i sidste uge. Begge bjergetaper bekræftede desværre den lidt ærgerlige tendens, vi også så i Vueltaen, nemlig at hans holdbarhed både på de enkelte dage og særligt over et længere etapeløb synes at være blevet en svaghed efter den lange sygdomsperiode, men det ændrer ikke på, at han går ind til løbet som en af de absolut mest formstærke. Den manglende holdbarhed er næppe heller et problem i et løb med én vigtig dag, og selvom han ikke kan kaldes puncheur, har han før i Vueltaen vist, at hans punch ikke er ringe. Han er ikke hurtig nok til vinde bonussekunder andre steder end på 4. etape, men han er utvivlsomt en af løbets mest formstærke klatrere. Sammen med Yates udgør han en stærk duo, og kan de bringe de andre hold i defensiven, kan den smilende colombianer måske snige sig væk og endelig gøre sig gældende i et væsentligt klassement igen.

Folk med hang til gambling skal smide en 10er på Wout Poels. I forvejen er hollænderen helt utilregnelig, og det gør sig naturligvis endnu mere gældende i en mærkelig sæson, der er helt uset. Han har trænet med Tour-truppen i Andorra, og han burde ikke være helt væk - især fordi han har tre dage til at banke rusten af. Som vinder i Liege kan han godt køre i dette slags terræn, og faktisk vandt han netop kongeetapen for tr år siden. Dengang var den imidlertid også hårdere, og spørgsmålet er, om den er svær nok denne gang. I de relativt flade finaler er han nemlig ikke specielt hurtig, og forskellen skal gøres på de stejle procenter, han elsker. Desværre tyder meget på, at han er faldet gevaldigt af på den siden 2017, men hans kørsel i Valencia i februar gav lidt håb. Poels kan ende som nr. 117, men rammer han dagen, som da han vandt kongeetapen i Dauphiné sidste år, ved vi, at klassen stadig er der.

De danske øjne vil være rettet mod Fuglsang, men vi kan sagtens ende med to mand helt i front. Sidste år fik Jonas Vingegaard et gigantisk gennembrud med en fuldstændig suveræn sejr på en kongeetape, hvor han var i særklasse stærkeste mand, selvom han var startet som hjælper. Desværre kollapsede han dagen efter, men skulle det knibe med holdbarheden, er årets rute til hans fordel. Nu skal han nemlig bare være skarp én dag, og vi så sidste sommer i Polen, Danmark og Tyskland, hvor glimrende en puncheur han er. Terrænet passer ham, og selvom han desværre ikke nåede at køre i starten af 2020, bekræfter hans præstationer i e-cykling, hvor Jumbo-holdet generelt var helt væk, at fornemmelsen af, at han har lagt endnu mere til, kan være god nok. Årets felt er stærkere, og det virker usandsynligt, at han gentager sidste års nummer, men jeg vil ikke være forundret, hvis Vingegaard er med i kampen om podiet.

Rui Costa har desværre været en skygge af sig selv det meste af tiden i de seneste sæsoner, men der er lys for enden af tunnelen. Han lagde nemlig fremragende fra land i Saudi Tour og ikke mindst i det meget stærke felt i Algarve, hvor han endte som nr. 4. Indtrykket i Strade Bianche var heller ikke helt ringe, selvom han eksploderede til sidst, og noget tyder på, at han kunne være i gang med at bære de lovende takter videre. Han skal ikke køre Tour, og derfor kunne han meget vel have gjort dette løb til et tidligt mål. Det passer ham da også glimrende, for selvom han ikke er superhurtig, så vi senest med sejren i Arabien, at han er en glimrende puncheur. Samtidig har UAE med ham, Ulissi og Brandon McNulty, der ikke rigtigt passer til dette løb, men var fabelagtig i sæsonstarten, tre mand til finalerne, og det kan måske udnyttes taktisk.

Rafal Majka var fuldstændig suveræn på sin hjemmebane, da han vandt i 2014. Det var imidlertid også i hans storhedstid, og desværre er polakken faldet af på den. Heldigvis er han åbenlyst i bedring igen, og det blev efter et fint 2019 bekræftet i Emiraterne og senest i Burgos, hvor han efter en dum offday, hvor han måske brændte lidt for meget krudt af i sidevinden, sluttede stærkt af. Desværre passer de polske bakker ham ikke rigtigt, og når han vandt for seks år siden, skyldtes det ganske enkelt, at han var i en anden liga. Det er han ikke denne gang, men den formstærke og motiverede polak vil være en af de stærkeste. Han ender meget let som hjælper for Schachmann, hvis denne vinder 3. etape, men hvis ikke har han måske en chance for at udnytte det store fokus på tyskeren til at snige sig væk og atter sejre på hjemmebanen. Det er i hvert fald opskriften, for selvom han kan spurte, er der mange, der er hurtigere end ham.

Sunweb stiller med Wilco Kelderman , der efter 4. pladsen i Vueltaen i 2017 desværre grundet sine mange styrt ikke er blevet den samme igen. Han lagde dog stærkt fra land i 2020, hvor han så bedre ud end længe, og samtidig har han nu haft mere end et år uden grimme styrt og lange skadespauser - noget, han ikke har oplevet siden 2016. Har det bragt ham tilbage på sporet, er han slet ikke dårlig i denne slags terræn, men han må dog nok sande, at der er mange, der er hurtigere end ham. Til gengæld er han en type, der ikke skal have alt for mange meter, og det kan han måske som underdog udnytte. I hvert fald kunne han sagtens være i form til et løb, der er et tidligt mål for Sunwebs Giro-kaptajn.

Ineos stiller naturligvis også med Richard Carapaz, men Burgos viste, at han ikke løj, da han hævdede, at han ikke var i topform. Det var nu ikke noget chok, da Carapaz aldrig er i form langt fra sine grand tours. Alligevel var han konkurrencedygtig, og det vil han også være igen her. Nogen puncheur er han ikke, men punch har han, som han har vist med sine sejre i Montevergine di Mercogliano og Frascati i Giroen. Netop disse to sejre blev også opnået med veltimede angreb, og netop den form for overraskelse er det våben,d er skal sikre Carapaz en sejr i et løb, der ikke passer ham specielt godt.

Hvis Ion Izagirre blev landsforvist fra Spanien, ville han nok søge mod Polen. Det var i hvert fald her, at han fik smag for ugelange etapeløb med først en 7. plads i 2012, så to 2. pladser i 2013 og 2014 og slutteligt med gennembrudssejren i 2015. Dengang var det imidlertid enkeltstarten, der var hans våben, og da han sidste år for første gang vendte tilbage, endte han da i fraværet af en tidskørsel også helt nede som nr. 11. Desværre har Izagirre også været en skygge af sig selv siden den samlede sejr i Baskerlandet sidste år, og Strade Bianche gav bestemt ikke håb om en genfødsel. Man skal dog være varsom med at lægge for meget i det italienske løb, der var meget specielt, og en Tour-rytter som ham skal naturligvis være i form. Izagirre er generelt også stabil, og han er slet ikke ringe i dette terræn, selvom han ikke kan spurte. Hans chance er at udnytte det store fokus på Fuglsang til at snige sig væk.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Det var præcis det, Jai Hindley gjorde sidste år. Den unge australier sikrede sig dermed en 2. plads og dermed et gennembrud efter en karrierestart, der generelt havde været en gigantisk skuffelse for det ellers så lovende talent. Nu er han imidlertid på sporet efter en suveræn sejr i et dog svagt besat Herald Sun Tour i februar, og her er han blevet lovet en beskyttet rolle bag kaptajn Kelderman. Hindley er ikke uden punch, men skal han levere endnu et topresultat, skal han være lige så snu som sidste år. Og så er han desværre stadig lidt af en lottokupon, hvis form - særligt efter den lange pause - er helt umulig at spå om. I samme ombæring vil jeg nævne Chris Hamilton , der sidste år faktisk så stærkere ud i perioder. Også han er kommet tilbage på sporet, men selvom han faktisk har vist sig halvhurtig, skal også han snige sig væk, mens favoritterne kigger på hinanden.

En spændende kandidat er Simon Geschke. Tyskeren var i sæsonstarten stærkere end nogensinde, da han endte som nr. 3 i Tour Down Under og kørte i top 10 i Algarve. Sidste år vandt han bjergtrøjen i dette løb, men i år vil holdet forsøge at køre klassement med ham. Desværre var han ikke helt overbevist om sin egen form efter Strade Bianche, og derfor er han et usikkert kort, men har han benene, passer terrænet ham perfekt, særligt i denne lidt lettere udgave. Han er ikke så hurtig som tidligere, men han kan afslutte, og bakkerne er ikke for lange for en ardennermand som ham.

CCCs store navn er dog Ilnur Zakarin , men skulle man designe et løb, der ikke passer den langlemmede russer, er det dette. Punch er for ham en by i Rusland, og skal han vinde, skal han alene hjem. Det kan dog måske også lade sig gøre, for Zakarin har blandt andet på Etna i Giroen og Jebel Hafeet i Emiraterne vist, at han mestrer kunsten at udnytte manglen på kontrol. Bange for at angribe er han ikke, og efter nogle svære år viste UAE Tour, at han formentlig har haft godt af skiftet til CCC. Han melder selv om god form fra højdetræningen, og er han vitterligt på sporet igen, vil han være en af de stærkeste, selv om en anti-Zakarin-rute.

FDJ stiller med Rudy Molard, der her får en sjælden chance for at køre for sig selv. Franskmanden er efter skiftet til FDJ bare blevet bedre og bedre, og han lagde fint fra land med en 7. plads i Paris-Nice. Han er en nøglerytter for Pinot i Touren og skal være i form, samtidig med, at han gerne vil gribe sin mulighed her og i Lombardiet, hvor han stiller som kaptajn. Han er ikke hurtig, men er ganske glimrende i dette terræn som en top 10-placering i Fleche Wallonne viser, og han har før i Paris-Nice vist, at han mestrer kunsten at snige sig væk, når favoritterne kigger for meget på hinanden.

Endelig vil jeg nævne tre af de unge løver. Brandon McNulty, Tobias Foss og Mark Padun har alle potentiale, men løbet her nok for stærkt besat og for eksplosivt til, at de kan være med helt i front. Særligt McNulty passer slet ikke til løbet, men han viste i sæsonstarten, at han i den grad har taget skridt efter skiftet til UAE. Foss fik ødelagt sæsonstarten af et brækket kraveben, og derfor er det reelt debuten på dette niveau for Tour de l’Avenir-vinderen. Endelig har den lovende Padun fået sin karriere slået i stykker af sine mange skader, men nåede med sejren i Afriatica Ionica Race sidste år, hvor han blandt andre slog en vis Evenepoel at vise, at potentialet, der gav en tidlig etapesejr i et stjernebesat Tour of the Alps, stadig er der, hvis han endelig er skadesfri og tilbage på sporet.

OPDATERING: En syg Andrey Zeits kommer ikke til start.

***** Maximilian Schachmann

**** Remco Evenepoel, Jakob Fuglsang

*** Simon Yates, Tim Wellens, Diego Ulissi, Rohan Dennis, Esteban Chaves

** Wout Poels, Jonas Vingegaard, Rui Costa, Rafal Majka, Wilco Kelderman, Richard Carapaz, Ion Izagirre, Jai Hindley, Simon Geschke, Ilnur Zakarin, Rudy Molard, Chris Hamilton, Brandon McNulty, Tobias Foss, Mark Padun

* Chris Harper, James Piccoli, Thomas de Gendt, Mikel Nieve, Eddie Dunbar, Patrick Konrad, Enrico Gasparotto, Eduard Prades, James Knox, Mattia Cattaneo, Steff Cras, Daryl Impey, Neilson Powless, Stefan de Bod, Geoffrey Bouchard, Dries Devenyns, Sergei Chernetskii, Nathan Haas, Jesper Hansen, Yuriy Natarov, Attila Valter

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE
 

Danskerne

Jakob Fuglsang er en af favoritterne og er omtalt ovenfor, og han støttes på Astana af Jonas Gregaard. Hos Jumbo skal Jonas Vingegaard gentage succesen fra sidste år, og han er ligeledes omtalt ovenfor. På Cofidis burde Jesper Hansen kunne få lov at køre lidt klassement, men det eksplosive løb passer ham ikke specielt godt, mens Casper Pedersen på Sunweb skal hjælpe Alberto Dainese i spurterne. Endelig er Mads Pedersen til start for et Trek-hold, der satser på spurterne, hvor han ventes at køre for Edward Theuns og måske Jasper Stuyven.

Holdoversigt

Nedenfor giver vi en oversigt over, hvem der i på de enkelte hold i tillæg til de ovennævnte måske kan sikre et godt resultat.

Team INEOS: Udover Dennis og Carapaz har holdet Eddie Dunbar, der egentlig passer fint til løbet, men han skuffede fælt i Burgos.

Læs også

Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes

Ag2r-La Mondiale: Geoffrey Bouchard er ganske lovende og viste sin klasse med bjergtrøjen i Vueltaen, men han er overmatchet her på en rute, der også er for eksplosiv. Ben Gastauer klatrer ikke længere godt nok.

Astana Pro Team: Fuglsang og Izagirre er de klare kaptajner, men Yuriy Natarov viste endelig også lidt af sit potentiale i Burgos.

Bahrain-McLaren: Poels og Padun er de eneste klatrere.

Bora-hansgrohe: Schachmann og Majka er de klart bedste bud, men ruten passer også glimrende til Patrick Konrad, der dog var så formsvag i Sibiu Cycling Tour (trods 2. pladsen), at han formentlig ender som hjælper.

CCC Team: Zakarin og Geschke er de bedste bud. De har den unge klatrer Attila Valter, men han havde det svært i Burgos. Patrick Bevin får det nok trods alt for hårdt.

Cofidis: Egentlig passer terrænet glimrende til Nathan Haas, men det er svært at tro, at han kan rejse sig igen efter så mange trængsler. Jesper Hansen og Jose Herrada vil sikkert også prøve, men terrænet er for eksplosivt for dem begge.

Deceuninck-Quick Step: Det er alle man for Evenepoel. Mattia Cattaneo, James Knox og Dries Devenyns kunne alle køre klassement også, men man må formode, at de alle skal ofre sig for kaptajnen. Knox synes desværre også at være gået lidt i stå.

EF Pro Cycling: Holdet består af sværvægtere, men de har Neilson Powless til klassementet. Han er dog gået helt i stå og skuffede fælt i sæsonstarten.

Groupama-FDJ: Anthony Roux er ikke længere så klatrestærk, og derfor er Molard eneste mand til klassementet.

Israel Start-Up Nation: Jeg var på nippet til at nævne James Piccoli ovenfor. Terrænet burde nemlig passe godt til den eksplosive canadier. Niveauet her er dog højt, og han skuffede fælt i sæsonstarten. Alex Cataford har også vist for lidt.

Mitchelton-Scott: Yates og Chaves er de bedste bud. Mikel Nieve ejer nemlig ikke skyggen af eksplosion og passer ikke til løbet. Terrænet er trods alt nok for hårdt for Daryl Impey.

Movistar Team: Egentlig burde løbet passe perfekt til en puncheur som Eduard Prades, men trods 3. pladsen var han så svag på stigningerne i Getxo, at han formentlig kommer til kort.

NTT Pro Cycling: I gamle dage ville løbet være passet perfekt til Enrico Gasparotto, men han synes desværre at have haft sin bedste tid. Stefan de Bod bliver stadig mere lovende og kan gøre det ganske godt efter den fine start i Emiraterne. Gino Mader er desværre gået helt i stå, og U23-verdensmesteren Samuel Battistella har hidtil været overmatchet, ligesom Dylan Sunderland hidtil har haft det meget svært.

Lotto Soudal: Wellens er bedste bud, men man skal altid holde døren åben for, at Thomas de Gendt på 4. etape leverer et gigantisk soloridt i et udbrud i terræn, der passer ham udmærket, selvom han ikke er vild med stejle stigninger. Steff Cras kom godt fra start og kan køre lidt klassement for at retfærdiggøre sin overraskende Tour-udtagelse, og det vil lokale Tomasz Marczynski måske også prøve, selvom han er faldet af på den.

Team Jumbo-Visma: Vingegaard ligner bedste bud, men som sagt bliver Foss også spændende at følge. Det samme gør klatreren Chris Harper, der trods mange uheld viste lidt af sit potentiale i Andalusien, men omvendt kom skidt fra start i Australien og Provence og kan være overmatchet.

Team Sunweb: Kelderman er den erklærede kaptajn med Hamilton og Hindley i frie roller.

Trek-Segafredo: Holdet kommer med lutter tunge folk, der satser på spurterne.

UAE-Team Emirates: Ulissi, Costa og McNulty er alle i stand til at levere et resultat og nævnt ovenfor.

Gazprom-Rusvelo: Sergei Chernetskii har før gjort det godt i et løb, der passer ham, men selvom han var fornuftigt kørende i Burgos, er han slet ikke på samme niveau længere. I Burgos viste den lovende Nikolay Cherkasov sig at være helt væk. Det er Artem Nych også ofte, men er han i form, kan han køre lidt klassement.

Team Novo Nordisk: Missionen er udbrud, for selvom Charles Planet efterhånden er ret stærk, er niveauet her for højt.

Polen: Piotr Brozyna klatrede ganske vist godt i Sibiu Tour, men her er han klart overmatchet.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE