STREAM TOUR DE L'AIN UDEN AFBRYDELSER

Løbets rolle og historie

Vuelta a Espana-favoritterne kan typisk inddeles i to grupper. Den første består af ryttere, der kommer fra Tour de France. For de ryttere handler ugerne mellem de to grand tours udelukkende om restitution, og bortset fra en eventuel deltagelse i Clasica San Sebastian afholder de sig typisk helt fra at køre løb i første del af august. For de øvrige aspiranter er disse uger imidlertid helt afgørende i forberedelsen, da det er nu de sidste afgørende løbskilometer skal i banken efter den hårde træningsperiode i juli.

Enhver grand tour kan mønstre en stribe etapeløb, der tjener som opvarmning til det tre uger lange løb. Tour de Romandie, Tour of the Alps og Tour of Turkey er kendt som de bedste steder at forberede sig til Giroen, mens Criterium du Dauphiné, Tour de Suisse, Route d’Occitanie, ZLM Tour og Tour de Slovenie giver en hel stribe muligheder inden Touren. Det forholder sig ikke anderledes med Vueltaen, hvis traditionelle opvarmningsløb har været Vuelta a Burgos. I de senere år har Tour de Pologne i høj grad vundet kampen med det traditionsrige spanske løb, men der er faktisk også en række andre alternativer til løbene i Burgos og Polen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Benelux Tour (tidligere Eneco og BinckBank Tour) har i flere år udgjort et ikke helt så oplagt alternativ, som grundet en ny kalender nu er fjernet, og Arctic Race of Norway samt Czech Cycling Tour, der nu hedder Sazka Tour, er relativt nye tilføjelser til en kalender, der bliver mere og mere intensiv. I mange år har et af de bedste alternativer til de store løb dog været Tour de l’Ain, der kan betragtes som perfekt forberedelse til tre uger i bjergrigt terræn. Med sin placering i et af de mest kuperede områder i Frankrig tilbyder det korte etapeløb en god blanding af sprinter- og bjergetaper, og dermed kan ryttere af enhver type teste dem selv, i år kun godt en uge inden starten på deres store mål.

Sådan har det dog ikke været i de senere år. Tilføjelsen af de mange nye løb betød, at augustkalenderen blev så overfyldt, at det lille franske løb kæmpede med at sikre sig et attraktivt felt, og derfor eksperimenterede man i 2018 og 2019 med en afvikling i maj. Det var imidlertid slet ingen succes, da en placering midt under Giroen på et tidspunkt, hvor de fleste klatrere enten træner i højderne eller kører i Italien, var endnu mindre gunstig, og det blev derfor til to temmelig forkølede udgaver. Derfor var det ikke overraskende, at løbet i 2021 var tilbage på sin vante plads, og sidste år betød OL og den deraf følgende udskydelse af flere løb, at der var mindre konkurrence om stjernerne. I år er OL væk, og det har fået arrangørerne til at rykke løbet tættere på Vuelta-starten for derved at få mindre konkurrence, og håber er, at det løbets korte varighed på bare tre dage ikke vil afskrække topnavnene fra at deltage i et løb så tæt på begyndelsen af en grand tour.

Tour de l’Ain blev første gang afviklet i 1989, hvor det tog over efter Prix de l’Amitié, der forsvandt fra kalenderen. Indtil 1992 var det et løb for amatører, men herefter fik professionelle adgang. I 1999 overtog en ny arrangørgruppe, og de introducerede den nu mytiske bjergafslutning på Grand Colombier, der i mange år var løbets kendetegn. I 2002 kom løbet på UCI-kalenderen, og siden det nuværende system blev skabt i 2005, har der været tale om et 2.1-løb på UCI Europe Tour.

Løbet afvikles i Ain-departementet, hvor det er den største sportsbegivenhed. Området er ideelt til et alsidigt etapeløb, da det har en flad del mod vest og Jura-bjergene mod øst. Derfor har løbet som regel budt på en indledende prolog, en sprinteretape, en kuperet mellemetape og to hårde bjergetaper. Oprindeligt blev det afviklet over fire dage, men i en længere periode varede det fem dage. Desværre har de seneste års trængsler betydet, at det siden 2018 kun har strakt sig over tre, og den tendens fortsætter, selvom løbet har genfundet sin gamle kalenderplacering.

Da mængden af enkeltstartskilometer har været begrænset, har det været et perfekt løb for klatrere, hvilket afspejles i vinderlisten, der ser ganske prestigiøs ud. Siden løbet kom på UCI-kalenderen i 2002, er det blevet vundet af ryttere som Primoz Roglic, Thibaut Pinot, Sam Oomen, Andrew Talansky, Romain Bardet, David Moncoutie, Haimar Zubeldia, Linus Gerdemann og John Gadret, mens Egan Bernal, Nairo Quintana, David Gaudu, Pierre Latour, Wout Poels, Daniel Martin, Leopold König, Chris Horner og Bauke Mollema alle har været på podet. Disse fremragende klatrere har traditionelt draget fordel af den store bjergafslutning på Grand Colombier, der dog ikke længere er en fast del af programmet. Den var tilbage i 2019 og 2020, men nu er den igen fraværende.

Tour de l’Ain har traditionelt været et af de foretrukne forberedelsesløb til Vueltaen, men det mistede lidt af sin appel, da Tour de Pologne blev flyttet til august. Da alle WorldTour-løb er forpligtet til at stille til start i Polen, har mange skippet det mindre franske løb. Da også Arctic Race og Norway og Sazka Tour siden er dukket op, er konkurrencen blevet hårdere for de traditionelle løb. Mens Vuelta a Burgos således i stigende grad er blevet en spansk affære, er Tour de l’Ain nu om dage først og fremmest domineret af franskmænd.

I 2020 betød pandemien dog, at alt var anderledes. Tour de l’Ain var heldige med sin placering først i august, hvor kalenderen akkurat blev genoptaget, og det betød, at løbet pludselig væltede i henvendelser fra store hold, der ville bruge løbet som en af få chancer til at få løbskilometer inden Tour-starten sidst i august. Resultatet blev et fuldstændig fabelagtigt felt, hvor det var særligt bemærkelsesværdigt, at Ineos og Jumbo kom med stort hele Tour-trupperne i deres første konfrontation inden det, der blev regnet som den helt store Tour-duel mellem de mandskaber.

Selvfølgelig kunne den fest ikke fortsætte i et mere normalt år, men heller ikke i 2021 var alt normalt. Med OL var løbet i Polen blevet flyttet, og derfor var det denne gang blandt etapeløbene kun løbene i Ain, Burgos, Norge og Tjekkiet, der kunne fungere som etapeløbsoptakt til Vueltaen. Det bidrog til et felt, der med otte WorldTour-hold var betydeligt stærkere end i årene op til 2020, men de største stjerner var stadig fraværende, og det blev mest af alt et anliggende for unge talenter, som det har været tilfældet flere gange i de senere år. I år har man som sagt forsøgt sig med en senere kalenderplacering, og det har ikke svækket den gunstige udvikling, som nu fører til et felt med hele ni WorldTour-mandskaber. Løbet har også fået et enormt boost, da Julian Alaphilippe jagter vigtige kilometer frem mod Vueltaen i det løb, hvo han tog sin første professionelle sejr, men Vuelta-favoritterne kørte generelt i Burgos og i mindre omfang i Polen, og løbet er således igen i år først og fremmest de unge talenters legeplads.

Sådan var det som sagt også sidste år, hvor det blev rammen om det store gennembrud for et ellers lidt stagneret talent. Michael Storer var indtil dette løb helt uden professionelle sejre trods adskillige år på WoldTouren, men pludselig kom der hul igennem i en fabelagtig sæsonafslutning, der startede i Ain og kulminerede med to etapesejre i Vueltaen. Efter at Georg Zimmermann havde kørt sig i gult på den første af de to afsluttende bjergetaper kørte Storer på kongeetapen fra alt og alle, og med et fornemt soloridt tog han både etapesejr og samlet sejr, sidstnævnte med hele 55 sekunder ned til Harm Vanhoucke og 1.01 ned til Matteo Badilatti. I år puster Storer ud efter Touren, og derfor forsvarer han ikke titlen, men det åbner døren for, at både Vanhoucke og Badilatti kan forsøge at forbedre sidste års resultat.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

STREAM TOUR DE L'AIN UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Ruten for Tour de l’Ain har i de seneste år fulgt et helt fast mønster. Ofte er man som regel begyndt med en kort, teknisk prolog for specialister efterfulgt af to sprinteretaper, hvoraf den sidste ofte har været temmelig kuperet. Slutteligt er det hele blevet afgjort med to bjergetaper i Jura-bjergene. I gamle dage sluttede man altid med en bjergafslutning på Grand Colombier, men som sagt har den med undtagelse af årene 2019 og 2020 været fraværende siden 2011, og i de senere år har de knap så svære bjergetaper gjort løbet til en ganske taktisk affære.

Beslutningen om at flytte løbet til maj blev ledsaget af en beslutning om at reducere løbet til bare tre dage, og det har naturligvis gjort det påkrævet også at nytænke formatet. Ideen synes nu at være, at man gør etaperne progressivt hårdere, således at man lægger ud med en sprinteretape efterfulgt af en kuperet mellemetape, inden det hele slutter med en bjergetape. I den forstand følger løbet fint det gamle mønster, nu blot i en forkortet udgave. Samtidig fastholdt man i 2018 ideen om at undgå alt for svære og vanskelige bjerge, som det har været tendensen siden Grand Colombier-finalen i 2011 forsvandt - i hvert fald indtil bjerget vendte tilbage i to udgaver for nylig.

I år fastholdes løbets grundlæggende struktur - igen uden Grand Colombier - men kun delvist. Man lægger igen ud med en relativt flad etape, men modsat sidste år, hvor den var pandekageflad, følger man mere mønsteret fra 2020 med nogle sene bakker, der både kan bruges til sene angreb og til at rydde ud i et felt, hvor man af gode grunde ofte skal lede længe efter sprinterne. En massespurt er det mest sandsynlige scenarium, men i dette aggressive løb kan man aldrig udelukke noget.

Når mønsteret kun følges delvist, skyldes det 2. etape. Som sagt har den som regel været en lidt blødere sag, der mere har været for klassikerryttere, men i år er det en rigtig bjergetape. Hele to gange skal man over Col de Portes, dog fra to forskellige retninger, og den er svær nok til et første opgør mellem favoritterne. Toppen kommer ganske vist 20 km fra mål, men med en finale uden fladland og en teknisk nedkørsel bør vi her se de første betydelige forskelle.

Som det har været tilfældet næsten hver gang, Grand Colombier har været fraværende, rundes det hele af med kongeetapen med mål i Lelex Monts-Jura, men denne gang har man skruet op for vanskelighederne. Som altid skal man over den stejle Menthiéres-stigning, som er klatrernes sidste chance for at gøre en forskel, men denne gang nøjes man ikke med én passage. Nu skal løbets sværeste stigning passeres to gange, men efter sidste passage er der som altid 20 km, som består af en nedkørsel efterfølges af den meget bløde opkørsel til målet. Historien viser, at det giver et meget uforudsigeligt løb, hvor en gruppe isolerede kaptajner både kan ende med at angribe hinanden til døde i en taktisk finale og spurte om sejren i et løb, der således kan blive afgjort af både bonussekunder og taktik og ikke kun gode ben, men hvor Michael Storer sidste år også mindede os om, at stærkeste mand kan køre fra alt og alle, hvis bare han er overlegen nok.

1. etape

Tour de l’Ain er måske nok kendt som et bjergløb, men den første linjeløbsetape har altid været en sag for sprinterne. Sådan vil det også være i år, og da løbet i det nye, kortere format ikke længere har en prolog, er der ekstra meget på spil for de hurtige folk, der nu også kan sikre sig en dag i førertrøjen. Det handler imidlertid også om at slå til nu, da løbet over de sidste to dage rammer Jura-bjergene, og modsat sidste års helt flade åbningsetape giver førstedagen denne gang ingen gaver. Således venter der i finalen tre mindre bakker, og selvom de få tilstedeværende sprintere vil gøre alt for at få en spurt, kan det måske åbne døren dels for sene angreb og dels for, at der kan komme noget udskilning.

Tour de l’Ain er kendt for ekstremt korte etaper, og den trend følger man igen i år. På førstedagen skal der således tilbagelægges bare 150,7 km, der fører feltet fra Châtillon-sur-Chalaronne til Treffort-Cuisiat (Val-Revermont). Startbyen ligger i det helt flade område vest for Jura-bjergene, mens målbyen ligger lige på grænsen til det mere kuperede område, og derfor er første del af etapen helt flad og anden del mere kuperet.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Fra start kører man således mod sydøst igennem helt fladt terræn ned til etapens sydligste punkt i byen Versailleux, der nås efter 20,7 km, inden man drejer mod nordøst for at køre frem til Chalamont, som passeres efter 26,3 km. Herfra går det mod nordvest igennem helt fladt terræn frem til Vonnas, hvor man efter 59,1 km drejer mod nordøst for at fortsætte igennem fladlandet. Senere drejer man mod øst og igen nordøst for at køre frem til Coligny, som passeres efter præcis 100,0 km.

Her har man nået grænsen til det mere kuperede område, og derfor bliver terrænet mere rynket, når man kører mod sydøst ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 107,2 km. Her kører man den sidste del, inden man efter 115,6 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 35,1 km lange runde, der har en svær start, da man med det samme kører mod sydøst op ad kategori 4-stigningen Cote des Esses (2,5 km, 6,0%), der er en relativt jævn stigning med top efter 118,8 km. De sidste 31,9 km indledes nu med en kort nedkørsel, som leder videre mod sydøst, inden man kører mod nordøst og nordvest ad en næsten helt lige vej, der ganske let stigende frem til byen Bourcia, der nås efter 137,3 km.

Her kører man kortvarigt mod vest, inden det går mod sydvest op ad kategori 4-stigningen Cote de Plain Champ (1,5 km, 4,4%), der har 500 m-segmenter på hhv. 4,4%, 6,0% og 3,0%, inden man efter 140,5 km runder toppen. En kort, men teknisk nedkørsel leder nu videre mod sydvest ned til den del af rundstrækningen, man allerede har kørt én gang, og her går det mod syd og sydvest ad en relativt lige vej, der er lidt småkuperet med en bakke (800 m, 4,2%) med top 4 km fra stregen, hvorefter det falder ned mod de sidste 2 km, der er stort set helt flade. Det sidste sving kommer med 3,1 km igen, og derefter er vejen e den 6 m brede vej stort set helt lige, idet man kan se målstregen med 1000 m igen.

Etapen byder på i alt 1269 højdemeter.

Der er ikke mange sprintere i et så bjergrigt løb som dette, men når Auber og B&B kommer med en sprinter, må det være med henblik på at vinde denne etape i et svagt sprinterfelt. Man må formode, at de vil kontrollere etapen relativt hårdt, men det kan sagtens være, at de får problemer med at kontrollere finalen, hvor der kan komme angreb på de sidste bakker. Det er således langt fra givet, at vi får en spurt, men da mange hold også vil undgå at tabe tid i klassementet, er en spurtafgørelse det mest sandsynlige scenarium.

Treffort-Cuisiat (Val-Revermont) har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

2. etape

Det har som regel været traditionen, at løbet er blevet afsluttet med to svære etaper, hvoraf den første ofte har været for klassikerryttere og den sidste været mere for klatrere. Den model fastholdes kun delvist i år, hvor man begge de to svære etaper har karakter af at være rigtige bjergetaper. Således åbnes klassementskampen med en kort, intens etape, hvor man skal over Col de Portes fra to forskellige retninger, og selvom etapen afsluttes med 20 km nedkørsel, vil der være terræn til, at vi vil se det første store opgør i kampen om den samlede sejr.

Med en distance på 142,5 km er der som altid i løbet tale om en kort etape, der fører feltet fra Saint-Vulbas til Lagnieu. Der er tale om to nabobyer i dalen vest for Jura-bjergene, og derfor består etapen af en tur rundt i bjergene, inden en nedkørsel leder tilbage til fladlandet. Starten er dog ganske let, idet man lægger ud med at zigzagge sig mod nordøst igennem fladlandet, idet man kommer meget tæt på målbyen, Lagnieu. Man kører dog nordom til byen Vaux-en-Bugey, der nås efter 26,6 km.

Her drejer man mod sydøst for at køre ind i bjergene. Med det samme skal man over en stejl rampe (1,9 km, 9,0%) med top efter 33 km, inden et småkuperet stykke leder videre mod sydøst. Herfra fortsætter man mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Col de Portes (8,2 km, 5,7%), der stiger relativt jævnt med 6-7%, men efter 5 km har 2 km, der kun stiger ganske let. Toppen rundes efter 47,7 km, hvorefter en kort nedkørsel og et fladt stykke leder mod sydøst frem til Ordonnaz, hvor man efter 53,6 km kører videre mod sydøst ad den ”rigtige” nedkørsel, der undervejs er ganske teknisk.

Efter 64,8 km er man nede i dalen, hvor man kører mod syd ad en ganske let faldende dalvej, inden man efter små 80 km vender rundt for at køre mod nord ad en let stigende dalvej. Kort efter tager etapen fat igen, når man kører mod sydvest og nordvest op ad kategori 2-stigningen Col des Fosses (6,2 km, 5,5%), der stiger jævnt med 6-7% over de første 4 km, inden den flader ud over de sidste 2,2 km frem mod toppen, som rundes efter 88,9 km. Endnu en teknisk nedkørsel leder nu mord nordvest og syd tilbage til dalen, hvor man kører mod nordvest ad en lige og faldende vej frem til Verzieu.

Her indledes finalen for alvor, når man med det samme drejer ind i bjergene igen og kører mod sydøst og nord op ad kategori 2-stigningen Cote de Seillonaz (5,9 km, 5,1%), der er en helt jævn stigning med top efter 110,5 km. De sidste 32,0 km, indledes med et ultrakort fladt stykke, som leder mod nord, inden man fortsætter mod nord og nordvest op ad kategori 1-stigningen Col de Portes, denne gang fra den modsatte side. Herfra stiger den med 6,5% over 8,3 km, og efter 2 km med 5-6% er den over de sidste 6,3 km relativt jævn med 6-8%, idet det stejleste stykke er de sidste 1300 m, der stiger med 7,7%.

Toppen rundes efter 122,3 km, og derefter indledes de sidste 20,2 km med en ganske teknisk nedkørsel, som leder mod nordvest med mod fladlandet. Undervejs er der en lille bakke op til Col de Fay (2,0 km, 6,7%) med top 10 km fra stregen, inden man kører den sidste del af nedkørslen, der leder direkte ned Lagnieu, hvor kun de sidste små 2 km er relativt flade. Man tager et skarpt sving lige efter 5 km-mærket, oig derefter går det ad en let snoet vej frem til et sving med 700 m igen, inden man med bare 300 m igen drejer til højre i en rundkørsel ind på den 5 m brede opløbsstrækning.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Etapen byder på i alt 2853 højdemeter.

Disse bjergetaper på de relativt korte og ikke alt for stejle stigninger i Jura-bjergene, er ofte ret taktiske, fordi arrangørerne sjældent har mål på toppen af svære bjerge. Denne gang får de bedste klatrere dog en sjældent god chance for at sætte sig igennem, for denne etape bør ikke involvere alt for meget taktik. Col de Portes er svær nok til et opgør mellem klatrerne, og i dette felt vil det også være muligt for bedste mand at køre alene. Nedkørslen er også svær og kan spille en meget vigtig rolle, og da der intet fladland er til sidst, bør vi her få enten en solosejr eller en lille spurt i en gruppe af de ryttere, der formentlig skal afgøre løbet mellem sig.

Lagnieu har i langt, langt de fleste år været startby for en etape, men kun tre gange i dette årtusinde har den været målby for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. Det var senest i 2012, hvor Yauheni Hutarovich vandt en halvetape i en massespurt foran André Schulze og Sebastien Chavanel. I 2005 spurtede seks mand om sejren, og her var Cristian Moreno hurtigst foran Francesco Bellotti og Ludovic Turpin. Endelig åbnede 2002-udgaven med en massespurt i byen, hvor Damien Nazon vandt foran Thor Hushovd og Carlos da Cruz.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

3. etape

Løbet har tradition for altid at slutte med sin kongeetape, der typisk er sluttet på ikoniske Grand Colombier, men i år er det gigantisk bjerg fraværende. I stedet vender man tilbage til den betydeligt blødere finale i Lelex Monts-Jura, der var en helt fast tradition i årene mellem 2011 og 2016, som i 2020 gjorde comeback som opvarmning til Grand Colombier-etapen, og som sidste år genfandt sin plads som den afsluttende kongeetape. Også i år bliver den rammen om det sidste år afgørende klassementsslag, og det sker endda i et nyt og hårdere format. Denne gang skal man nemlig hele to gage over nøglestigningen Col de Menthières, hvor klatrerne har chancen for at angribe hinanden, og hvor Michael Storer sidste år kørte fra alt og alle, men som altid slutter løbet med en nedkørsel og den meget bløde målbakke, hvilket ofte har gjort det til en uhyre taktisk affære i en lille gruppe uden hjælperyttere.

Med en distance på bare 128,9 km følger etapen løbets tradition om at være en kort sag, der denne gang fører fra Hauteville-Lompnes til Lelex Monts-Jura. Startbyen ligger midt i Jura-bjergene, og derfor går det løs fra start, når man kører et kort stykke mod nord ad en let stigende vej og derefter mod nordøst op ad kategori 3-stigninge Col de Cuvillat (3,3 km, 6,7%), der slutter med 1300 m med 7,9% frem mod toppen, som rundes allerede efter 7,3 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod øst, inden man kører mod nordøst ad en lang og blød opkørsel (6,6 km, 4,5%), der har top efter 19,5 km. Herfra fortsætter det med at stige let mod nordøst, inden lang og mod slutningen teknisk nedkørsel leder videre mod nordøst ned til Saint Germain de Joux, der nås efter 37,5 km.

Her tager etapen fat igen, når man fortsætter mod nordøst ad en lang og jævn opkørsel (6,5 km, 4,5%), der leder op til en lille nedkørsel, som fører mod øst, inden man vender rundt og kører mod syd op ad kategori 3-stigningen Cote de Giron (3,6 km, 6,6%), der er en meget jævn stigning med top efter 52,9 km. Her rammer man ruten fra de sidste to års udgave af etapen. Der er et kort fladt plateau, der følges mod syd, hvorefter en kringlet nedkørsel leder mod syd ned til dalen, hvor man med det samme drejer mod nord ind på kategori 1-stigningen Col de Menthiéres (9,1 km, 6,3%), der er dagens sværeste stigning. Den stiger således med mellem 7 og 10% på de første 6 km, inden det flader ud med 5-6% i den sidste del, hvor der endda er en kilometer, der falder let med 1,0%.

Toppen rundes efter 78,8 km, hvorefter de sidste 50,1 km indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod nordøst ned til bunden af den afsluttende stigning. Her kommer årets nyskabelse imidlertid. I stedet for at køre op til mål vender man rundt for at køre mod sydvest op ad en lille bakke (1,7 km, 6,6%) med top efter 92,5 km og derefter en nedkørsel, som fører ned til bunden af kategori 1-stigningen Col de Menthiéres (9,1 km, 6,3%). Nu kører man igen mod nord op ad det svære bjerg, inden toppen for anden gang rundes efter 107,6 km.

De sidste 21,3 km indledes nu med samme tekniske nedkørsel, der fører mod nordøst ned til bunden af den afsluttende stigning, der ikke er kategoriseret. Den stiger med bare 2,6% over 11,7 km, men er meget ujævn i bunden, hvor den 2. og 4. kilometer stiger med hhv. 6,9% og 7,9%. Herefter flader det imidlertid med lange stykker på bare 1-2%, og den bliver aldrig stejlere end 5% med ca. 4 km til mål. Slutteligt bliver det meget let med en næsten helt flad kilometer efterfulgt af en let faldende kilometer, som leder frem til de sidste 700 m, der stiger med beskedne 1,8%. Stigningen følger en næsten helt lige vej uden skarpe sving hele vejen op.

Etapen byder på i alt 3522 højdemeter, hvilket er ca. 700 flere end sidste års udgave af etapen.

Første del af etapen varierer lidt fra år til år, men afslutning med den stejle Menthières og den bløde opkørsel til mål er nu en klassiker. År efter år ser vi, at de bedste klatrere kører væk på løbets sværeste stigning, men derefter ender det som regel i en meget taktisk finale, når en lille gruppe isolerede klatrere skal slås om det på den bløde målbakke. Her er det flere gange lykkedes en snu rytter at snige sig væk, men ofte er det også endt i en spurt, som vi senest så det i 2020, hvor Jumbo ikke havde problemer med at sikre en spurtsejr til Primoz Roglic. Sidste år så vi imidlertid også, at Michael Storer kunne levere et gigantisk soloridt fra Menthières og udnytte forfølgernes manglende samarbejde til at vinde med næsten et minut. I år er chancen for noget lignende endnu større end tidligere, når man hele to gange skal over nøglestigningen, og alt er derfor muligt på en etape, hvor man skal klatre godt nok til at være med i finalen, men ikke nødvendigvis skal være stærkeste mand for at vinde.

Lelex Monts-Jura var som sagt i mange år en fast bestanddel af ruten, inden finalen gjorde comeback i 2020. Sidste år kørte Michael Storer fra alt og alle på Menthières og sejrede med 43 sekunder ned til fem forfølgere, hvis spurt blev vundet af Andrea Bagioli foran Mattias Skjemose. I 2020 spurtede Primoz Roglic sig til sejr foran Egan Bernal og Valerio Conti i en gruppe på fem mand, der var kørt væk på Menthières. Forinden blev finalen benyttet i 2016, hvor Sam Oomen til slut sneg sig væk fra en femmandsgruppe og tog en stor sejr i en meget ung alder. I 2015 var Pierre Latour hurtigste mand i en 10-mandsgruppe, mens Bert-Jan Lindeman lagde grunden til sin samlede sejr i 2014 ved at køre alene hjem fra et langt udbrud. I 2013 sneg Luis Leon Sanchez sig væk fra en ottemandsgruppe, mens Thibaut Pinot i 2012 sikrede sig den samlede sejr ved at køre fra alt og alle. I 2011 slog Wout Poels rivalen Pierre Rolland i en duel på stregen, mens Ludovic Turpin var hurtigste mand af fire klatrere i 2009. I 2008 vandt Linus Gerdemann en tremandsspurt, i 2007 var Patrice Halgand hurtigst af to mand, det samme var Noan Lelarge i 2006, mens der også har været sejre til Samuel Plouhinec (2005), igen Ludovic Turpin (2003) og Christophe Oriol (2002).

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

STREAM TOUR DE L'AIN UDEN AFBRYDELSER

Favoritterne

Tour de l’Ain har ganske vist ry for at være et løb for klatrere, men i de senere år har det været en ganske anden sag, end det var for få år siden. Da man fortsat havde den store bjergafslutning på Grand Colombier, var løbet ganske nemt at afkode, og det var stort set altid den bedste klatrer, der vandt, ofte efter en solosejr på løbets ikoniske bjerg. Sådan var det også i 2019 og 2020, hvor det gigantiske bjerg kortvarigt vendte tilbage, men ser man bort fra de to udgaver, har løbet siden 2012 været meget vanskeligere at spå om.

I de senere år er bjergetaperne sluttet med nedkørsler og ofte lange, flade strækninger til mål. Det har givet løbet en helt ny uforudsigelighed, hvor det ikke bare handler om bjergben. Her har også øvrige evner, herunder ikke mindst spurtstyrke, spillet ind, og det har ofte været vigtigt at kunne afslutte i en lille gruppe. Endnu vigtigere har taktisk snilde, timing og held dog været. Efter et stort bjerg har alle kaptajnerne ofte været isolerede, og det har åbnet for et taktisk spil, hvor et veltimet fremstød har sikret den samlede sejr. Det var eksempelvis sådan, Sam Oomen sikrede sig sejren i 2016, og også Alexandre Geniez og Bert-Jan Lindeman vandt uden at være løbets bedste klatrer.

Efter to år, hvor løbet på Grand Colombier igen er blevet vundet af den bedste klatrer - i 2019 af Thibaut Pinot i et svagt felt og i 2020 af Primoz Roglic i den stjernebesatte udgave, der var en konsekvens af pandemien - vendte vi sidste år tilbage til den nyere tradition med masser af uforudsigelighed, og sådan vil det også være i år. Løbets kongeetape til Lelex Monts-Jura er nemlig en gammel kending, der var med hvert eneste år mellem 2005 og 2016, og som gjorde comeback i 2020 og 2021. Dermed ved vi, hvad vi skal forvente af den ene af de to bjergetaper, men netop derfor er det hele også så svært at forudsige.

Læs også

Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne

Den etape kan nemlig blive vundet på flere forskellige måder. Vi har to gange set, at en helt suveræn rytter er kørt fra alt og alle på den svære Menthiéres-stigning, nemlig Thibaut Pinot og senest Michael Storer, men det er også den eneste gang, at det er sket. Som regel har vi efter løbets nøglestigning haft en lille gruppe af ofte isolerede kaptajner, der har kunnet angribe hinanden på den bløde opkørsel til mål, og her har det ofte været lidt tilfældigt, hvem der sneg sig væk. Det var det eksempelvis, da spurtsvage Oomen tog sin gennembrudssejr for seks år siden.

I andre år er det ikke lykkedes at komme væk, og vi har fået en spurt i den flade afslutning på toppen. Det var eksempelvis tilfældet i 2020, hvor Jumbo kørte feltet midt over og havde nok hjælpere til at neutralisere det sene angreb fra Egan Bernal, så Roglic kunne spurte sig til sejr, men det er også sket i andre udgaver. Det giver altså tre måder at vinde kongeetapen på: den imponerende, hvor bedste klatrer kører fra alt og alle, spurtsejren i en mindre gruppe eller den taktiske, hvor en snu mand sniger sig væk. I år er ruten med hele to passager af Menthiéres betydeligt hårdere, og det burde øge sandsynligheden for en solosejr, men samtidig kan det betyde en tidlig åbning, som bliver sværere at kontrollere for et svagt hold, og så bliver taktik lige pludselig vigtigt igen.

I år handler alt imidlertid ikke om kongeetapen. Normalt er 2. etape en lidt blødere sag, men i år er også den en rigtig bjergetape. Faktisk er den mindre taktisk kompliceret. Sidste passage af Col de Portes er slet ikke så svær som Menthiéres, men den er rigeligt svær til at køre et rigtigt klassement og splitte favoritgruppen til atomer. Efterfølgende er der stort set kun en teknisk nedkørsel og en lille kontrabakke, og der er derfor grænser for, hvor meget regruppering og taktik, vi vil se. Det er bestemt muligt for bedste mand at køre alene hele vejen, hvis han også kan køre nedad - nedkørselsesevner bliver nemlig vigtige - og selvom en solosejr måske er mindre sandsynlig regner jeg med en meget selektiv finale, hvor kun de bedste vil være samlet på toppen. Den etape vil så sætte et ret klart hierarki og skabe de første forskelle, som kan sætte scenen for kongeetapen, hvor både et stærkt hold, gode bjergben og taktik vil være afgørende.

Til gengæld bliver 1. etape næppe afgørende. Der er enkelte hold, der har udtaget en sprinter med det ene formål at vinde denne etape, men jeg tror ikke, at Quick-Step bare lader dem få det, som de vil. Jeg tror på en ret animeret finale med angreb, men bakkerne er dog nok for lette til, at en spurt kan undgås. Jeg tvivler bare på, at det bliver i et fuldt felt.

Endelig er der vejret. Frankrig er igen ramt af hedebølge, og det kommer rytterne til at mærke. Alle dage byder på temperaturer på 32-33 grader i dalen, og der vil kun være svage og lette vinde. Det er værd at notere sig, at der på kongeetapen vil være medvind på Menthiéres og den bløde målbakke, hvilket øger chancen for en solosejr og reducerer betydningen af taktik. På Col des Portes vil der være sidevind, men modvind på den sidste del. Der vil også være modvind på nedkørslen, men da der ikke rigtigt er noget fladland, vil den ugunstige vind til sidst ikke for alvor betyde noget for etapens vanskelighed.

Med den hårdere rute er det klart, at man skal klatre ganske fremragende for at vinde løbet. Bedste mand har en reel chance for at køre alene hjem begge dage, men hvis én mand ikke er overlegen, som Storer var det sidste år, kommer tre øvrige elementer i spil. Har man et svagt hold, er det nok en fordel ikke at føre efter 2. etape, for kongeetapen kan blive svær at kontrollere, og derfor bliver mandskabet vigtigt. Derudover er der som sagt betydningen af taktik på 3. etape, hvor det igen kan være en ulempe at være i førertrøjen, hvis man er alene til sidst, og hvor et overtal kan blive afgørende. Endelig er spurtstyrke måske en vigtig komponent, da der er bonussekunder på spil, og både 2. og 3. etape kan blive afgjort i en spurt.

Ruten i sig selv gør løbet uforudsigeligt, men det bliver ikke lettere af feltets sammensætning. I år har langt de fleste Vuelta-ryttere, der ikke har kørt Tour, valgt at forberede sig i Polen og Burgos, og dermed er det et felt, der med Julian Alaphilippe som undtagelse er renset for de Vuelta-stjerner, arrangørerne havde drømt om. Efter stjerneparaden vender løbet tilbage til traditionen om at være talenternes udstillingsvindue, selvom de ledsages af mere etablerede navne som George Bennett og Guillaume Martin, og fraværet af verdensstjerner - i hvert fald formstærke verdensstjerner - gør bare det hele endnu mere uforudsigeligt - en uforudsigelighed som får yderligere et nøk af, at mange af rytterne nærmest ikke har kørt løb siden sommerpausen.

Derfor er det også med meget stor usikkerhed, at jeg peger på George Bennett. Newzealænderen har været en skygge af sig selv igennem en længere periode, men inden corona slog ham ud, begyndte han i Touren at ligne sig selv. Efter sin sygdomsperiode er han kommet meget stærkt tilbage med en samlet 2. plads i Castilla y Leon. Et stærkt San Sebastian, hvor han sad med favoritterne, og en 8. plads i Getxo, selvom hans opgave her alene var at hjælpe Juan Ayuso. Det gjorde han ganske fornemt, da det var hans pres, der gjorde det muligt for kaptajnen at køre alene.

Min fornemmelse er, at Bennett endelig er godt kørende igen, men ruten er ikke ideel. Skal han vinde, skal han formentlig som Storer køre alene på torsdag, men mit bud er, at den Bennett, vi har set på det seneste, vil være i stand til det. Spurte kan han til gengæld ikke, så hvis ikke han kan gøre forskellen, er han afhængig af det taktiske spil, som han imidlertid godt kan vinde i. En anden udfordring er holdet, men jeg tror, at han slipper for at kontrollere 3. etape. Mit gæt er nemlig, at Col des Portes er lidt for let til, at han kan køre fra alt og alle her, og dermed vil det formentlig være en anden rytter, der er i gult onsdag aften. Det betyder, at Bennett torsdag ”bare” skal vise, at han er den bedste, og da jeg tror på, at hans klatreben er tilbage, gætter jeg på, at han vil lave ”en Storer”, hvilket liver lettere på denne hårdere rute. Som alternativ har UAE Andres Ardila, men selvom han enkelte gange har vist lidt takter, er der intet, der tyder på, at han kan være med i front. Holdet har også den unge stagiaire Arthur Kluckers, der netop er blevet samlet nr. 5 i Alsace, men han klatrer ikke godt nok til dette selskab, og ruten må trods alt være for hård for Ryan Gibbons.

Læs også

Følg den store kongeetape i Tour of the Alps

Havde det ikke været for det positive indtryk, Bennett har efterladt på det sidste, havde jeg peget på Mattias Skjelmose. Danskeren kunne se ud til at have fået det klassisk boost af den første grand tour, for han lignede i Vallonien en rytter på et helt nyt niveau. Han var i hvert fald stærkeste mand i et løb, der dog var en anelse for let, og han fulgte det op med en top 10 i San Sebastian efterfulgt af en hjælperindsats i Getxo. Hans store fordel er, at han er hurtig, og dermed er han blandt favoritterne måske den, der står bedst, hvis der skal spurte på 2. og 3. etape.

Som for Bennett er jeg dog bekymret for hans hold, for han kan blive lidt for let at isolere, hvis den svingende Gianluca Brambilla ikke er i form. Hvis til gengæld italieneren er kørende, er det en ganske potent duo, og så burde chancen for at kontrollere løbet samt at spille kortene i det taktiske spil være gode. Min største bekymring er dog, at vi stadig har til gode at se Skjelmose for alvor brillere på stigninger, der er så lange som disse, men hans kørsel i Provence i et felt, der minder om dette, viser, at det bør være muligt - og så var han med helt fremme i dette løb sidste år, hvor feltet dog nok var en anelse svagere. Brambilla er også et godt alternativ, hvis han har benene fra Baskerlandet - også fordi han er hurtig - men han har generelt haft en skuffende sæson, der ikke gør mig alt for optimistisk, ligesom hans form er et stort spørgsmålstegn. Holdet har også Markus Hoelgaard, der endelig er ved at rejse sig lidt igen, men selv på 2021-niveau havde han nok fundet dette terræn for svært. Julien Bernard har klatret fin i perioder, men helt fremme kan han ikke være.

Sammen med Bennett er Guillaume Martin på papiret løbets bedste klatrer, men ligesom Bennett lider han lidt under rutens design. Han er nemlig ikke specielt spurtstærk, og dermed skal han formentlig vinde som Storer eller via taktik. Hans form synes heller ikke helt på 100%. I Vallonien lignede han næstbedste mand efter Skjelmose, men i Getxo så man intet til ham, selvom feltet ikke var skræmmende. Han sad dog med favoritterne i San Sebastian, og da han er ret stabil, regner jeg med, at han vil være en af de allerstærkeste. Spørgsmålet er bare, om han er god nok til at vinde. Det hjælper også, at Cofidis har et uhyggeligt stærkt hold, der også tæller Jesus Herrada. Han har haft et skuffende og ikke mindst svingende år, og han så ikke alt for flyvende ud i Vallonien. 7. pladsen i Getxo var dog lovende, og selvom der er bedre klatrere end ham, viste han senest i Mercan’Tour Classic og ikke mindst Occitanie, at han godt kan klatre med de bedste, hvis han er på samme niveau nu. Hans spurt gør ham endnu farligere, og da Cofidis meget vel kan sidde i overtal på 3. etape, vil han have mulighed for enten at holde det samlet eller at angribe på skift. Holdets tredje option er Remy Rochas, hvis topniveau utvivlsomt rækker til at køre med om sejren - særligt i et taktisk spil som led i overtallet - men efter et katastrofalt forår har han alt at bevise i sit første løb efter pausen. Endelig er der Ruben Fernandez, men han er faldet helt sammen i år.

Movistar kommer med den evige lottokupon, Ivan Ramiro Sosa. Colombianeren skuffede imidlertid fælt i Burgos, og selvom han ikke er så formsvag, som han kan være i sine dårlige perioder, skal han forbedre sig markant for at vinde et løb, der ikke passer ham ideelt. Til gengæld er niveauet lavere her, og Sosa kan også på en stor dag køre fra alt og alle på torsdag. Alternativet er Antonio Pedrero , der skuffede på den ene af de to bjergetaper i Burgos, men kørte en god kongeetape. Han kører næppe fra alt og alle, men han og Sosa kan være en spændende duo i en taktisk finale. Med bjergbenene fra Schweiz Rundt sidste år ville Gonzalo Serrano også kunne køre klassement, men han har ikke imponeret efter pausen, og Abner Gonzalez har ikke vist meget i år, senest ikke i Polen.

FDJ kommer med to veteraner, hvoraf der er mest grund til at tro på Sebastien Reichenbach. Schweizeren er et stykke fra fordums styrke, men i år har han fået en lille renæssance med blandt andet en 8. plads på kongeetapen i Romandiet og en samlet 6. plads i Schweiz, inden enkeltstarten ødelagde det hele. Med det niveau bliver han en af de bedste klatrere her, og da han sad med favoritterne i San Sebastian, er formen ikke helt værst. Hvor han præcis står, ved vi dog ikke, og da han ikke er spurtstærk, skal han enten køre alene eller være taktisk. Spurtstærk er til gengæld Rudy Molard, der med sin 12. plads i San Sebastian viste form. Disse stigninger er dog som udgangspunkt for lange, og da ruten var for svært sidste år, bør den også være det denne gang. Lars van den Berg er også overmatchet i dette selskab.

Total kommer med Cristian Rodriguez, der har haft et fornemt, men svingende år. Han var stærk i juni, hvor han blev nr. 6 på Ventoux og nr. 8 i Occitanie, men han udgik i San Sebastian, hvilket ikke var opløftende. Hans form er derfor et spørgsmålstegn, men med sine bedste ben er han en af de bedre klatrere i dette løb. Jeg er også spændt på den unge klatrer Alan Jousseaume, der med en 32. plads i San Sebastian endelig begyndte at vise lidt af sit potentiale, men helt fremme kan han nok ikke være. Jeremy Cabot har til gengæld intet vist hele året.

Lotto har tre gode kandidater, og her er det nok sidste års nr. 2, Harm Vanhoucke, der har det største vinderpotentiale. Som altid er han dog en total lottokupon, og han har generelt haft en trist sæson. Den samlede 2. plads i Rumænien i juli viser dog, at han kan køre med om sejren i et løb på dette niveau, men han virkede til gengæld slet ikke flyvende i Vallonien. Heldigvis passer dette løb ham langt bedre, men da han er spurtsvag, og da jeg har svært ved at se ham lave ”en Storer”, skal han formentlig vinde via taktik. Her hjælper det, at Lotto også har Sylvain Moniquet, der imponerer igen. Senest blev han nr. 11 i et Polen Rundt, der passede ham dårligt, men han har stadig til gode for alvor at imponere i bjerge som disse. Terrænet kan være for svært, men får vi en lidt større gruppe på torsdag, kan han indgå i det taktiske spil. Endelig har holdet også en anden lottokupon i Tim Wellens , der havde en helt anonym Tour, inden han udgik med corona. Vi aner ikke, hvor han står efter sin sygdom, men han plejer faktisk at være ret flyvende i august, selv når han har haft endnu en forfærdelig juli. Disse stigninger er dog en anelse for svære, og han skal bruge et lettere løb for at vinde. Det er dog heller ikke umuligt, at vi får det, og han viste i Var, at han godt kan være med i dette terræn. Hans gode spurt og det stærke hold er en stor fordel. Den unge klatrer Viktor Verschaeve er endelig blevet skaderne kvit, men han har endnu intet vist.

Arkea kommer med Elie Gesbert , der er kommet pænt tilbage efter sin lange skadespause. Han har ikke haft sit bedste år, men har han de ben, han havde i Oman og i april, burde han være med fremme i dette løb, der dog er til den svære side. Han hjælpes af en god spurt. Han ledsages af Nicolas Edet, der i Tyrkiet og Asturien viste, at han stadig kan begå sig på dette niveau. Hans form er ukendt, og da han er en dieselmotor, der skal varmes op, tror jeg, at han vil mangle lidt, men har han sine gode ben, udgør de en stærk duo til det taktiske spil. De har også den uhyre svingende klatrer Michel Ries, der fandt formen lige inden pausen, men har været helt væk i sine første løb. Løbet er nok lidt for svært for Simon Guglielmi, der heller ikke synes flyvende.

Alle øjne vil være rettet mod Julian Alaphilippe, men jeg tror ikke på det. Skal han vinde i dette terræn, skal han være i god form, og noget tyder på, at hans covidforløb har sat ham markant tilbage. Han så i hvert fald skidt ud i Leuven i går, og derfor tror jeg, at terrænet bliver for svært. Er han på toppen, står han dog stærkt, da han både er den hurtigste af alle og en sublim nedkører. Jeg tror mere på Mauri Vansevenant, der også har sin gode spurt som et våben, men han skuffede igen i Polen, og stigningerne her kan være lidt for lange. Det tredje korte er Louis Vervaeke, hvis topniveau burde række relativt langt i dette felt. Han startede stærkt som hjælper i Provence og Algarve og endte alligevel i top 10 i førstnævnte, men han vinder næppe i dette felt, ligesom vi ikke aner, hvor han står. Løbet er for svært for den Dries Devenyns, vi kender i dag.

EF kommer med to spændende kandidater i Andrea Piccolo og Odd Christian Eiking, og her er det Piccolo, der ser mest lovende ud. Italieneren kører sit første løb for holdet efter en vild sommer, hvor han blev nr. 4 ved mesterskaberne, nr. 6 i Sibiu Tour og senest nr. 2 i Getxo. Vi så i Rumænien, at han godt kan være med i de rigtige bjerge, men vi så også, at terrænet var lidt for svært til, at han kunne være med helt i front. Her er feltet betydeligt skrappere, og mit bud er, at det bliver for svært. Til gengæld har han en fremragende spurt, hvis han overlever på torsdag. Eiking burde være den bedste kandidat af de to, da han i Vueltaen sidste år forsvarede sig godt i bjergene, men han har været meget skuffende efter pausen, hvor han ellers var flyvende sidste år. Han passer fint til løbet, da han også er hurtig, men han skal have fundet noget bedre form, hvis han skal vinde. Det har han dog også før gjort ganske pludseligt.

Ag2r stiller med Geoffrey Bouchard, der er tilbage, efter at corona tvang ham ud af Touren. Han lyder ikke alt for optimistisk, og da han i forvejen har haft en skidt sæson, hvor han slet ikke har ramt superniveauet fra 2021, er min optimisme også begrænset. Med 2021-benene er det dog et løb, han kan vinde, hvis han spiller kortene rigtigt i det taktiske spil. Holdet har også Nicolas Prodhomme, der stille og roligt begynder at vise lidt af sit talent, men niveauet her bør være for højt. Jaakko Hänninen viste endelig lidt takter i Burgos, men ikke nok til at tro på sejr her, og Lilian Calmejane var helt væk i Burgos.

Jeg tror ikke rigtigt på de øvrige ProTeams. B&B kommer med Sebastian Schönberger, der bestemt kan køre et fint klassement, men han bør ikke kunne vinde. Maxime Chevalier har til gengæld intet vist hele året. Hos Eolo har Alessandro Fancellu vist visse takter i år, men niveauet her er for højt, og Alejandro Ropero og Mark Christian har skuffet fælt helt året, mens løbet er for svært for Marton Dina.

På kontinentalholdene er det Riwal, der har interesse. Holdet stiller med Lucas Eriksson, der med den samlede sejr i Frankrig i sidste uge har vist sin form. Han klatrer hæderligt, men han plejer at have det lidt svært, når vi taler om rigtige bjerge som disse. Alternativet er Mathias Bregnhøj, der både i Var og Norge viste, at han kan gøre det fornuftigt også på dette niveau, mens terrænet nok er lidt for svært for en ellers velkørende Jacob Eriksson. Hos Nantes har Jordan Jegat, Louis Richard og i mindre grad Yael Joalland og Axel Mariault vist, at de kan klatre, mens Auber har veteranen Stephane Rossetto, der med sin samlede top 10 i Alsace viste, at han måske kan gøre det pænt. Hos det tyske landshold har man Hannes Wilksch, de var i top 10 i Baby-Giroen, mens Nice har Andrea Mifsud og i mindre grad Antoine Berlin, men ingen af dem ha haft et stort år. Astana burde ikke have en chance i dette løb.

***** George Bennett

**** Mattias Skjelmose, Guillaume Martin

*** Ivan Ramiro Sosa, Jesus Herrada, Sebastien Reichenbach, Antonio Pedrero, Cristian Rodriguez

** Remy Rochas, Harm Vanhoucke, Elie Gesbert, Mauri Vansevenant, Nicolas Edet, Andrea Piccolo, Julian Alaphilippe, Sylvain Moniquet, Rudy Molard, Gianluca Brambilla, Geoffrey Bouchard, Odd Christian Eiking, Tim Wellens, Louis Vervaeke

* Sebastian Schönberger, Lucas Eriksson, Michel Ries, Alan Jousseaume, Andres Ardila, Mathias Bregnhøj, Markus Hoelgaard, Julien Bernard, Gonzalo Serrano, Abner Gonzalez, Lars van den Berg, Simon Guglielmi, Dries Devenyns, Nicolas Prodhomme, Jaakko Hänninen, Alessandro Fancellu, Jacob Eriksson, Jordan Jegat, Louis Richard, Yael Joalland, Axel Mariault, Stephane Rossetto, Hannes Wilksch, Andrea Mifsud

Danskerne

Mattias Skjelmose er til start for Trek og er som en af favoritterne omtalt ovenfor. Han støttes af Alexander Kamp, der måske kan få en chance på 1. etape, hvis ikke holdet satser på Thibau Nys. Hos Riwal kan Mathias Bregnhøj forsøge at jagte et samlet resultat i en trup, der dog også tæller Lucas Eriksson, og de støttes af blandt andre Kasper Søgaard.

STREAM TOUR DE L'AIN UDEN AFBRYDELSER