Optakt: Tour de l’Ain
23. maj 2019 21:15Foto: Sirotti
af Emil Axelgaard

Mens Giroen tager hul på sin afgørende fase, retter andre ryttere allerede blikket mod Tour de France, og for nogle intensiveres forberedelserne for alvor fra denne weekend, når det bjergrige Tour de l’Ain, der tidligere var kendt som et vigtigt forberedelsesløb til Vueltaen, for anden gang i træk afvikles i maj. Som altid byder på det tre dage lange løb på masser af bjerge, og mange vil have blikket særligt rettet mod Thibaut Pinot, der kickstarter sin Tour-forberedelse i løbet, når det hele på søndag kulminerer med en tilbagevenden til løbets ikoniske kongeetape med mål på den frygtede Grand Colombier-stigning.

Løbets rolle og historie

I maj måned har cykelsporten altid blikket stift rettet mod Giroen, der stjæler næsten al opmærksomhed, samtidig med at favoritterne til Tour de France som regel bruger måneden på at indlede den seriøse forberedelse frem mod sommerens store mål på en højdetræningslejr. For ryttere, der har brug for løbsaktivitet, tilbyder Frankrig imidlertid en ganske aktiv kalender i alle Giroens tre uger, og efter at sprinterne og klassikerrytterne i sidste uge var i aktion i 4 Dage ved Dunkerque, er det nu klatrernes tur til at komme i fokus i dennes weekend Tour de l’Ain, inden series afsluttes i Giroens sidste weekend med de kuperede Coupe de France-løb, GP Plumelec og Boucles de l’Aulne.

 

Den kalenderstruktur er imidlertid ganske ny. Tour de l’Ain har nemlig altid været kendt som et augustløb, der for mange var et alternativ til Tour de Pologne og Vuelta a Burgos i jagten på løbskilometer frem mod Vueltaen. Med en bjergrig rute gav det mulighed for at teste benene under lidt mindre stress end i de større alternative løb, og det har mange ganske store stjerner gjort brug af igennem årene.

 

Sidste år blev løbet imidlertid flyttet til maj, der altid har været en måned med fokus på franske etapeløb. Landet har nemlig en helt stribe regionale etapeløb, hvoraf tre af de fladere, nemlig 4 Dage ved Dunkerque, Tour de Picardie og Circuit de Lorraine, i mange år blev afviklet over tre på hinanden følgende uger i løbet af maj. Selvom den franske kalender ikke har været hårdt ramt af den økonomiske krise, har både løbene i Picardie og Lorraine imidlertid måttet bukke under - arrangørerne i Picardie har delvist holdt løbet oven vande ved at slå sig sammen med løbet i Dunkerque - og det har efterladt et tomrum i Frankrig.

 

Den mulighed greb arrangørerne af den regionale rundtur i Ain-departementet, da de forud for 2018 valgte at flytte deres løb til foråret. For nogle kan det synes at være et sært valg at gå i skarp konkurrence med Giroen om opmærksomhed, ikke mindst fordi mange af de klatrere, der normalt vil trives i bjergene i Ain som nævnt sjældent er i konkurrence i maj. Ikke desto mindre har man fastholdt modellen, og i år vil løbet således for anden gang i træk blive afviklet i Giroens anden uge.

 

Tour de l’Ain blev første gang afviklet i 1989, hvor det tog over efter Prix de l’Amitié, der forsvandt fra kalenderen. Indtil 1992 var det et løb for amatører, men herefter fik professionelle adgang. I 1999 overtog en ny arrangørgruppe, og de introducerede den nu mytiske bjergafslutning på Grand Colombier, der i mange år var løbets kendetegn. I 2002 kom man på UCI-kalenderen, og siden det nuværende system blev skabt i 2005, har der været tale om et 2.1-løb på UCI Europe Tour.

 

Løbet afvikles i Ain-departementet, hvor det er den største sportsbegivenhed. Området er ideelt til et alsidigt etapeløb, da det har en flad del mod vest og Jura-bjergene mod øst. Derfor har løbet som regel budt på en indledende prolog, en sprinteretape, en kuperet mellemetape og to hårde bjergetaper. Oprindeligt blev det afviklet over fire dage, men i de senere år har det hovedsageligt været en fem dage lang begivenhed. Efter kalenderskiftet har man valgt at reducere løbet til bare tre dage.

 

Da mængden af enkeltstartskilometer har været begrænset, har det været et perfekt løb for klatrere, hvilket afspejles i vinderlisten, der ser ganske prestigiøs ud. Siden løbet kom på UCI-kalenderen i 2002, er det blevet vundet af ryttere som Andrew Talansky, Romain Bardet, David Moncoutie, Haimar Zubeldia, Linus Gardemann og John Gadret, mens Wout Poels, Daniel Martin, Leopold König, Chris Horner og Bauke Mollema alle har været på podet. Disse fremragende klatrere har traditionelt draget fordel af den store bjergafslutning på Grand Colombier, men denne etape har i de senere år været taget af programmet. Faktisk skal vi helt tilbage til 2011 for at finde den seneste etapeafslutning på løbets mest ikoniske stigning, men det ændres der på i år, hvor den frygtede finale vender tilbage for første gang i 8 år.

 

Med sin gamle placering i august var løbet ofte i stand til at tiltrække flere WorldTour-hold, der som sagt kunne bruge det i forberedelsen til Vueltaen. Augustkalenderen er imidlertid også tætpakket, og det har måske været årsagen til ønsket om et datoskifte. Ikke desto mindre har det ikke haft den ønskede effekt, og sidste år var de to franske hold, FDJ og Ag2r, således de eneste deltagere fra WorldTouren. Det er desværre ikke blevet bedre af, at man i år skal konkurrere med Hammer Stavanger, der med holdorganisationen Velon som arrangører, har kunnet tiltrække de fleste af de store hold. Katusha-Alpecin gør i år de to franske hold selskab, men feltet er stadig ikke på samme niveau som i de bedste år. Til gengæld kan løbet glæde sig over, at Thibaut Pinot i år skyder sine Tour-forberedelser i gang i løbet og derfor vil kaste lidt stjernestøv over begivenheden.

 

Sidste år blev løbet som sagt for første gang afviklet i maj, og her lykkedes det en meget formstærk Arthur Vichot at tage den samlede sejr. Efter at være blevet overspurtet på den første af de to kuperede etaper slog franskmanden til på kongeetapen, hvilket var nok til at sikre den samlede triumf med 18 sekunder ned til Nicolas Edet, der var blevet deklasseret og frataget en sejr på 2. etape, og 46 sekunder ned til Rein Taaramae. Vichot forsøger i øjeblikket at komme sig over en grim virussygdom og forsvarer således ikke titlen. Det håber Edet og Taaramae at udnytte til at gøre det endnu bedre end i sidste års udgave.

 

Ruten

Ruten for Tour de l’Ain har i de seneste år fulgt et helt fast mønster. Ofte er man som regel begyndt med en kort, teknisk prolog for specialister efterfulgt af to sprinteretaper, hvoraf den sidste ofte har været temmelig kuperet. Slutteligt er det hele blevet afgjort med to bjergetaper i Jura-bjergene. I gamle dage sluttede man altid med en bjergafslutning på Grand Colombier, men som sagt skete det sidst i 2011, og i de senere år har de knap så svære bjergetaper gjort løbet til en ganske taktisk affære.

 

Beslutningen om at flytte løbet til maj blev ledsaget af en beslutning om at reducere løbet til bare tre dage, og det har naturligvis gjort det påkrævet også at nytænke formatet. Ideen synes nu at være, at man gør etaperne progressivt hårdere, således at man lægger ud med en sprinteretape efterfulgt af en kuperet mellemetape, inden det hele slutter med en bjergetape. I den forstand følger løbet fint det gamle mønster, nu blot i en forkortet udgave. Samtidig fastholdt man i 2018 ideen om at undgå alt for svære og vanskelige bjerge, som det har været tendensen siden den seneste Grand Colombier-finale i 2011.

 

I år fastholdes løbets grundlæggende struktur, men den store nyhed er, at Grand Colombier vender tilbage for første gang i 8 år. Således skydes løbet i gang med en meget let sprinteretape, inden det lørdag gælder en rigtig puncheuretape med mål på toppen af en ganske lang, men ikke særligt stejl stigning. Det hele kulminerer søndag eftermiddag, hvor løbet afsluttes på toppen af mytiske Grand Colombier, hvor vinderen altså vil blive kronet for første gang, siden en ung Thibaut Pinot sejrede der for otte år siden efter at have spurtbesejret David Moncoutie, der løb med den samlede triumf.

 

1. etape

Tour de l’Ain er måske nok kendt som et bjergløb, men den første linjeløbsetape har altid været en sag for sprinterne. Sådan vil det også være i år, og da løbet i det nye, kortere format ikke længere har en prolog, er der ekstra meget på spil for de hurtige folk, der nu også kan sikre sig en dag i førertrøjen. Den skal de forsøge at spurte sig til som afslutning på en meget let og flad etape, hvor det formentlig kun er vinden, der måske kan true en massespurt.

 

I alt skal der tilbagelægges 162,6 km, der fører feltet fra Bourg-en-Bresse til Saint-Vulbas. Fra start kører man mod nord frem til etapens nordligste punkt, inden man vender rundt for at køre mod syd op over kategori 4-stigningen Cote de Roissiat (2,5 km, 4,0%) og kategori 3-stigningen Cote de Treffort (2,7 km, 5,9%), der har top efter hhv. 37,5 og 50,0 km. Derfra fortsætter man videre mod syd og sydvest igennem helt fladt terræn og passerer tæt forbi storbyen Lyon, når man når det sydligste punkt. Herfra kører man mod nordøst op til målbyen, hvor den afsluttende rundstrækning rammes efter 138,6, inden man kyrdser målstregen for første gang 1900 m senere.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 22,1 km lange runde, der er placeret i området nordøst for byen og er helt flad. Mange tekniske udfordringer er der heller ikke, men der venter dog en kompliceret finale. Her skal man nemlig dreje skarpt med både 2800, 2000 og 900 m igen, inden man med bare 300 m igen næsten foretager en U-vending i en rundkørsel, der leder ind på den bare 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 1280 højdemeter.

 

Der burde ikke være meget hokuspokus over denne etape, der byder på næsten helt fladt terræn. Vinden kan naturligvis være en fare, men det sker sjældent i regionen. Det ligner derfor en sprinteretape, men da feltet er næsten helt renset for sprintere, er det måske i år at et udbrud alligevel kan snyde de hurtige folk.

 

Saint-Vulbas lægger næsten hvert år asfalt til en massespurt. De seneste vindere er Hugo Hofstetter (2018), Nacer Bouhanni (2017 og 2015), Matteo Trentin (2016), Gianni Meersman (2014), Jimmy Casper (2011), Stephane Poulhies (2010), Jay Sweet (2001) og Jean-Michel Tessier (2000). Jerome Pineau og Frederic Guesdon snød de hurtige folk i henholdsvis 2003 og 1999, og Omega Pharma-Quick Step vandt et holdløb i byen i 2012. I 2016 vandt Bouhanni en Dauphiné-etape samme sted, mens Caleb Ewan var hurtigst i en spurt i Tour de l’Avenir i 2013.

 

 

 

 

 

2. etape

Det har som regel været traditionen, at løbet er blevet afsluttet med to svære etaper, hvoraf den første ofte har været for klassikerryttere og den sidste været mere for klatrere. Den model er fastholdt i det nye tre dage lange format, og derfor melder de første stigninger sig allerede på lørdagens etape. Her venter en ganske svær dag med hele 3000 højdemeter på bare knap 125 km, men selvom det hele ender på toppen af den lange stigning, Col de la Faucille, er målbjerget så let, at det mere er endda for hurtige puncheurtyper end rigtige klatrere, som vi så det sidste år, hvor Arthur Vichot spurtede sig til sejr.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 123,9 km, der fører feltet fra Bellignat til toppen af Col de la Faucille. Allerede starten er hård, idet man kører mod syd op ad en lille bakke, inden man snor sig mod nordøst via et faldende stykke, endnu en bakke og en flad strækning. Kort efter drejer man mod syd for at bestige kategori 3-stigningen Cote d’Arbent (4,8 km, 4,6%), der har top efter 34,9 km, og som leder næsten direkte ind på kategori 3-stigningen Cote de Viry (4,3 km, 5,9%), der bestiges fra vest og har top efter 41,8 km. En kort nedkørsel fører videre mod øst og syd, inden man tager hul på kategori 1-stigningen Cote de Giron (4,0 km, 6,5%), hvis top er placeret efter 60,5 km.

 

Efter de tre første stigninger bliver det lidt lettere, når en relativt tekniske nedkørsel fører mod syd ned i dalen, hvor man drejer rundt for at køre mod nord op ad kategori 1-stigningen Col de Menthieres (9,1 km, 6,3%), hvis top passeres med 37,2 km. De indledes med en nedkørsel, der fører mod nordøst, inden man fortsætter videre i samme retning via en lang, lige og let stigende vej. Langsomt bliver det stejlere, når man rammer den afsluttende kategori 1-stigning Col de la Faucille, der stiger med 3,9% over 7,7 km. Selvom der formelt er mål på toppen. Selvom der formelt er mål på toppen, er de sidste 3 km stort set helt flade og kommer, efter at man er vendt rundt for at køre mod sydvest via en lang lige vej. Der er et skarpt sving med 200 m igen, inden vejen buer ind på den 100 m lange, 3 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3007 højdemeter.

 

Med så mange højdemeter over så kort en distance er det klart, at der er tale om en samlet set meget svær etape. Ikke desto mindre er stigningerne ikke specielt svære, og de to vanskeligste kommer relativt langt fra mål. Målbjerget kan næppe gøre den helt store forskel, og derfor kunne meget tyde på, at en lille gruppe af klatrere skal spurte om sejren i den flade finale på toppen af den lange opkørsel til målet i 1300 m højde.

 

Col de la Faucille var også mål for sidste etape sidste år, hvor Arthur Vichot efter hårdt arbejde fra David Gaudu på toppen kunne spurtbesejre Nans Peters og David Gaudu og derved tage den samlede sejr, men dengang blev bjerget besteget fra en anden og vanskeligere side.

 

 

 

 

 

3. etape

Løbets mest ikoniske stigning er Grand Colombier, der i mange år udgjorde det faste mål for løbets kongeetape. Det ændrede sig imidlertid efter Thibaut Pinots sejr i 2011, og selvom den ofte har været på programmet siden dengang, har det altid været i en rolle tidligere på etaperne. I år kan cykelfans imidlertid glæde sig til, at det berømte bjerg vender tilbage som etapemål, hvor det som afslutning på en kort, intens bjergetape ligesom i de gode, gamle dage atter vil krone vinderen af det mest bjergrige af de små regionale franske etapeløb.

 

Med en distance på bare 118,9 km er etapen for anden dag i træk ultrakort, og den fører feltet fra Parc des Oiseaux til toppen af mytiske Grand Colombier. Fra start kører man direkte mod øst igennem helt fladt terræn med retning mod Jura-bjergene, inden man sætter kursen mod nordøst. Efter den flade start drejer man mod sydøst for at bestige kategori 2-stigningen Cote de Corlier (8,1 km, 4,6%), der har top efter 45,2 km og leder op til et plateau. Her fortsætter man igennem fladt terræn mod sydøst, indtil en teknisk nedkørsel leder tilbage ned i dalen, hvor man rammer forplejningszonen.

 

Efter frokosten fortsætter man igennem fladt terræn mod sydøst ned til etapens sydligste punkt lige nord for byen Belley. Her vender man rundt for at køre mod nord og siden øst igennem fladlandet frem til bunden af Grand Colombier, der er uden for kategori. Der er tale om en meget svær stigning, der over 17,6 km stiger med 7,1% i snit og ikke giver mange muligheder for at komme sig. De sidste 3 km stiger med hhv. 7,25, 5,0% og 10,7% i gennemsnit og byder kun på et enkelt sving med 2,3 km inden en lang, næsten lige vej leder op til mål, hvor en lille kurve fører ind på den 100 m lange, 5 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2572 højdemeter.

 

Grand Colombier er vel Jura-bjergenes mest berømte stigning og samtidig en af de sværeste. Som sagt har der utallige gange været mål på toppen, og i langt de fleste tilfælde er vinderen kommet alene til stregen med en stor sejrsmargin. Det er derfor meget sandsynligt, at løbets bedste klatrer helt i overensstemmelse med traditionen vil sikre sig den samlede sejr ved også at køre først over stregen på toppen af det bjerg, der mere end noget andet kendetegner det bjergrige løb.

 

Grand Colombier var som sagt senest mål i 2011, hvor en ung Thibaut Pinot spurtbesejrede David Moncoutie, der tog den samlede sejr, på toppen. I 2009 kørte Rein Taaramae alene hjem til en solosejr på en dag, hvor Cofidis ryddede podiet, mens John Gadret kørte alene hjem i 2007. I 2005 sejrede Carl Naibo, mens Marek Rutkiewicz, David Delrieu, Denis Leproux og Christopher Jenner var bedst i hhv. 2002, 2001, 2000 og 1999.

 

 

 

 

 

Favoritterne

Tour de l’Ain har ganske vist ry for at være et løb for klatrere, men i de senere år har det været en ganske anden sag, end det var for få år siden. Da man fortsat havde den store bjergafslutning på Grand Colombier, var løbet ganske nemt at afkode, og det var stort set altid den bedste klatrer, der vandt, ofte efter en solosejr på løbets ikoniske bjerg.

 

I de senere år er bjergetaperne sluttet med nedkørsler og ofte lange, flade strækninger til mål. Det har givet løbet en helt ny uforudsigelighed, hvor det ikke bare handler om bjergben. Her har også øvrige evner, herunder ikke mindst spurtstyrke, spillet ind, og det har ofte været vigtigt at kunne afslutte i en lille gruppe. Endnu vigtigere har taktisk snilde, timing og held dog været. Efter et stort bjerg har alle kaptajnerne ofte været isolerede, og det har åbnet for et taktisk spil, hvor et veltimet fremstød har sikret den samlede sejr. Det var eksempelvis sådan, Sam Oomen sikrede sig sejren i 2016, og også Alexandre Geniez og Bert-Jan Lindeman vandt uden at være løbets bedste klatrer.

 

I år vender man som sagt tilbage til traditionen, og det gør det hele så dejligt enkelt. Grand Colombier er tilbage, og dermed taler alt for, at løbets bedste klatrer igen vil vinde løbet. Med sine næsten 20 km og gennemsnitlige stigningsprocent på mere end 7 er bjerget en vanskelig sag, der er skabt til de rene bjergryttere. Historien viser tydeligt, at det oftest bliver til solosejr til løbets bedste mand, og det er meget sandsynligt, at noget tilsvarende vil gentage sig i år, hvor resten af kongeetapen er så enkel, at den burde være til at kontrollere inden det afgørende klatreslag.

 

De øvrige etaper kommer næppe til at spille den helt store rolle. Selvom der ikke er mange sprintere med i løbet, bør ryttere som Lorrenzo Manzin og Boris Vallee være så opsatte på deres store chance for at vinde, at det bør ende med den klassiske massespurt i Saint-Vulbas. I skrivende stund ventes der nemlig ikke megen vind, og selvom der kan komme byger, bør etapen ikke skabe det helt store drama.

 

Lørdagens 2. etape er til gengæld betydeligt mere kompliceret og langt fra nogen enkel sag. 3000 højdemeter på 125 km er en udfordring, der bør lægge op til aggressivt cykelløb, men FDJ kommer med et temmelig stærkt hold til at støtte Thibaut Pinot, og man må formode, at de vil være i stand til at kontrollere etapen. De svære stigninger kommer langt fra mål, og da der ventes modvind på det lange, lette målbjerg, der slet ikke er stejlt, ligner det ikke en etape, hvor der vil ske andet end udskilning bagfra. Til slut kunne det derfor meget vel tænkes, at en gruppe af løbets mere klatrestærke folk skal spurte om sejren og dermed også om bonussekunder. Den gruppe vil herefter kunne afgøre det i søndagens helt store slag på Grand Colombier, hvor den varslede modvind måske nok vil gøre det lidt vanskeligere at skabe forskelle, men hvor bjerget trods alt bør være rigeligt svært til, at det bliver et opgør på klatrestyrke.

 

Dermed er det også helt umuligt ikke at pege på Thibaut Pinot som løbets helt store favorit. Det kan godt være, at det er franskmandens første løb siden Volta a Catalunya i marts, men Pinot er en ryttertype, der altid er konkurrencedygtig. I de senere uger har han indledt træningen frem mod Touren, og selvom han helt sikkert er et stykke fra topformen, burde han allerede nu være på et niveau, hvor han kan vinde et løb som dette. Det er nemlig et ganske skuffende felt af klatrere, der i år rejser til Jura-bjergene, og her skiller Pinots navn sig ud som det i særklasse mest markante.

 

Med mindre Pinot er langt under niveau, bør han ikke få problemer med at vinde kongeetapen, og den store udfordring kan måske snarere blive at kontrollere den komplicerede 2. etape. FDJ har imidlertid givet ham ganske god støtte, ikke mindst med Kilian Frankiny, der i år har klatret fornemt, men som også er lidt af et wildcard, der kan være meget svingende i sine præstationer. Holdet består også af bundsolide Anthony Roux, og med den generelle modvind i finalen på lørdagens etape bør de kunne holde det samlet til en spurt. Her vil hurtige Pinot endda selv være en af favoritterne til at vinde og tage bonussekunder, og derefter kan han så gøre arbejdet færdigt ved at lade klatrebenene tale på Grand Colombier. Det gør Pinot til vores klare favorit til sejren. Som ren klatrer burde Frankiny også selv være i stand til at være med helt i front i et løb som dette, i hvert fald hvis han har benene fra februar, men mon han ikke her må leve med en rolle som støtte for kaptajnen.

 

Det kan være svært at pege på, hvem der skal true Pinot, men et bud kunne være talentfulde Aleksandr Vlasov. Russeren har vist, at hans sejr i Baby-Giroen i 2018 bestemt ikke var nogen tilfældighed, og så sent som i begyndelsen af maj blev han nr. 3 i Vuelta a Asturias, hvor han dog var oppe mod overmagten i form af Richard Carapaz og Mikel Landa. Tidligere blev det til en 10. plads i bjergløbet Tour of the Alps, en 4. plads i Giro di Sicilia med kongeetapen til Mount Etna og en 8. plads i det stærkt besatte Ruta del Sol, hvilket viser, at han har niveauet til at blande sig med WorldTour-rytterne. Det er klart, at han hidtil har manglet nogle procent i forhold til verdensstjerner som Pinot, men i et felt uden mange rene klatrere ligner han den største trussel mod en fransk favoritsejr. Gazprom-Rusvelo har også den talentfulde klatrer Ildar Arslanov, men da dette er første løb siden marts efter en lang skadespause, er han næppe konkurrencedygtig. Det er en formstærk Artem Nych, der blev nr. 20 i Tour of the Alps, samt Aleksey Rybalkin, men de mangler topniveauet til at være med i front.

 

Efter sin lange skadespause valgte Pierre Latour at udskyde sit comeback til GP de Plumelec, og det betyder, at Mathias Frank burde kunne få en sjælden chance som kaptajn på Ag2r. Det er ellers efterhånden sløjt med præstationer for den schweiziske veteran, men med en nylig 12. plads i Tour de Romandie viste han, at han trods alt fortsat har et vist niveau. Siden da har han ikke været i aktion, og det er derfor ikke sikkert, at han har samme form, da Romandiet var sidste mål inden en pause. Omvendt er dette også en stor mulighed for ham, og han har behov for at vise sit værd, hvis han skal være en del af det hold, der skal støtte Bardet til sommer. Han er en af løbets få rene klatrere, og har han samme ben som i Romandiet, bør han være langt fremme på Grand Colombier og dermed også i kampen om sejren.

 

Sidste år blev Nicolas Edet frataget en etapesejr og endte som nr. 2 bag Arthur Vichot, og han er derfor helt sikkert meget revanchelysten. Man kan dog frygte, at formen ikke er i top, da han ikke har været i aktion, siden han faldt for tidsgrænsen i Baskerlandet. Derfor er han lidt af et wildcard, der enten kan have forberedt sig seriøst til et løb, der burde være et lille mål, eller også er på vej tilbage efter nogle problemer. Det er et helt åbent spørgsmål, der ikke bliver lettere af, at ruten nok i forvejen kan være lidt for hård for Edet, der trods alt ikke er ren klatrer. Omvendt udkæmpede han et opgør med Daniel Martinez, Simon Yates og Miguel Angel Lopez om sejren på kongeetapen i Paris-Nice, og det viser, at en formstærk Edet også kan begå sig i de rigtige bjerge. På Cofidis finder vi også den talentfulde klatrer Victor Lafay, der efter en svær start endelig viste lidt fremgang på kongeetapen i Yorkshire, samt Stephane Rossetto, der dog har været skadet igennem det meste af foråret, og selvom han gjorde comeback i Yorkshire nok stadig, mangler en del. Endelig må Grand Colombier trods alt være for hård for Julien Simon, der nok snarere skal gå efter at vinde 2. etape.

 

Ligesom Pinot bruger Lilian Calmejane løbet som en første test efter en pause, inden forberedelserne fortsætter frem mod Touren. Derfor ventes heller ikke han at være i storform, og det gør det nok lidt vanskeligt at vinde. På sine store dage klatrer Calmejane ganske vist fint, men nogen bjergrytter er den store franskmand trods alt ikke. Han ligner en god vinderkandidat på 2. etape, men han bør komme til kort over for de bedste på søndag. I dette felt er han dog stadig en af de mere klatrestærke typer, og da han sjældent er langt fra sit højeste niveau, bør han være med i kampen om de sjove placeringer.

 

Ag2r stiller også med lottokuponen Alexandre Geniez, som vi naturligvis ikke aner, hvor vi har. Han kan enten være helt flyvende eller næsten pinligt ringe, og da han siden et styrt i Baskerlandet har forberedt sig frem mod Touren, aner vi ikke, hvor han står. Heller ikke han er ren klatrer, og derfor vil han formentlig finde Grand Colombier for svær, mens han til gengæld vil elske at kunne spurte efter en sejr på 2. etape. Omvendt er han trods alt blevet nr. 9 i Giro d’Italia, og det viser trods alt, at han klatrer hæderligt, når han har sin bedste form. Det gode ved Geniez er, at vi ikke aner, om det er tilfældet, før vi rammer stigningerne på lørdag. Lad os håbe, at han er inde i en af sine gode perioder. Udover Frank og Geniez har Ag2r også den spændende Geoffrey Bouchard, der sidste år viste klatreevnerne med sejren i Tour Alsace og i år blev nr. 19 i UAE Tour, men som formentlig skal arbejde for kaptajnerne og fortsat har til gode at vise, at han kan være med helt i front i et løb med WorldTour-deltagelse. Endelig har holdet den unge Aurelien Paret-Peintre, der som U23-rytter var en af de mest lovende klatrere, men som har haft det svært som professionel. En 26. plads i UAE Tour og nogle fine klassikere er dog tegn på, at han måske nærmer sig et konkurrencedygtigt niveau.

 

På Direct Energie støttes Calmejane af Rein Taaramae, der ligesom Geniez er lidt af en lottokupon, som enten kan være flyvende eller helt fra den. Han har ikke vist meget i år, men kommer til løbet med en samlet 3. plads fra Aragonien i helt frisk erindring. Selvom det er svært at basere meget på det ikke specielt klatretunge spanske løb, viser det i hvert fald, at han er konkurrencedygtig. Det er klart, at han er milevidt fra det tårnhøje niveau, han havde i starten af sin karriere, men sidste efterår kørte han så stærkt, at han fik mindet os om, at han stadig har en vis klasse. Det er længe siden, at han har været med i front på så svært et bjerg som Grand Colombier, men i dette felt bør han gøre det hæderligt.

 

Pierre Rolland var uheldig at få lagt sit forår i ruiner, da han styrtede i begyndelsen af marts, og vi skulle helt frem til Tour de Yorkshire, inden han var tilbage i konkurrence. Her var han alt andet end imponerende, men i sidste uges Vuelta a Aragon blev han nr. 6. Nu havde løbet ingen lange stigninger, men Rolland vist trods alt fin form ved blandt andet at klare sidevinden på 1. etape, og derfor ser han ud til at have nået et vist niveau. Omvendt er han også kendt som en rytter, der skal bruge mange løb til at komme i form, og selvom han er en af løbets få helt rene klatrere og måske den på papiret største trussel mod Pinot, kommer dette løb nok en anelse for tidligt. Hos Vital Concept har vi også altid solide Quentin Pacher, der altid er god i kuperede løb, men som også i Tour of Oman viste, at han fortsat har visse begrænsninger i de rigtige bjerge, og med tanke på styrtet i Yorkshire får han nok svært ved at være med helt fremme.

 

Katusha kommer med et relativt tungt hold, men de har dog en enkelt letvægter i Ruben Guerreiro. Desværre har det heller ikke været i 2019, at den unge portugiser har fået sit gennembrud, om han er fortsat meget ustabil. I år har stabiliteten været bedre, men det har knebet med topniveauet, og da Grand Colombier i forvejen er for lang for en mand, der først og fremmest er puncheur, må han nok også indstille sig på at skulle kæmpe for en af de sekundære placeringer.

 

Delko kommer med et ret spændende hold med flere kandidater. Størst potentiale har nok Javier Moreno¸ der måske ikke er ren klatrer, men som med sidste års samlede sejr i Vuelta Aragon, der dengang havde en rigtig bjergafslutning, viste, at han godt kan køre i høje bjerge. Hans form har været skidt i år, men han var endelig på et hæderligt niveau i Aragonien i sidste uge og kan måske endelig vise sine evner. Hos sig har han Julien El Fares, der i år endelig har genfundet sit højeste niveau, ikke mindst i Paris-Nice, men som efter et misset fly mod Madrid ikke har kørt løb i en måned og nok vil finde Grand Colombier lige voldsom nok. Mere stabil er en velkørende Delio Fernandez, der blandt andet blev nr. 14 samlet i Tyrkiet, men som nok også er lidt for stor til så svært et bjerg. Endelig begynder det unge talent Remy Rochas også at vise lidt form, og dette kunne være chancen for et lille gennembrud.

 

Kometa kommer med to klatretalenter Michel Ries og Juan Pedro Lopez. Ries blev sidste år nr. 11 her og nr. 10 i Tour de l’Avenir, men efter at 9. pladsen i Giro di Sicilia viste, at han nærmede sig formen, måtte han senest udgå i Asturien. Derfor er hans form et åbent spørgsmål. Lopez, der sidste år blev nr. 7 i talentløbet Giro delle Valle d’Aosta, lagde stærkt ud i år, men har siden skuffet, blandt andet i Sicilien, hvor Ries slog ham ganske klart. Til gengæld gjorde han det hæderligt i Aragonien, hvor det lette terræn ikke passede en ren klatrer som ham.

 

Arkea stiller med Elie Gesbert. Egentlig er han kendt som puncheur, men med en 5. plads på kongeetapen i Oman viste han, at han også kan klare sværere stigninger. Desværre har det altid knebet for ham at finde stabiliteten, og hans seneste optrædender i Tour of the Alps og Liege-Bastogne-Liege var skuffende. Hvor han står formmæssigt, er uklart, men uanset hvad er Grand Colombier for svær til, at han kan være med helt i front. Derudover har holdet den mere typiske klatrer Maxime Bouet, men han har kun kørt Vuela a Madrid siden styrtet i Paris-Nice og må mangle en del. Brice Feillu burde egentlig elske en lang og svær stigning, men han er ikke længere god nok.

 

Wanty kommer med de fleste af deres klatrere, men uden kaptajnen Guillaume Martin. Derfor må vi nok tilskrive Xandro Meurisse de bedste chancer, men belgieren er altid kommet til kort i bjergene. Han viste fremgang i sidste års Dauphiné, men efter et meget skidt forår er det svært at være meget optimistisk på en rute som denne. Holdet har også de klatrestærke Thomas Degand, Fabien Doubey og Marco Minnaard, hvoraf Degand nok er det bedste bud, men som ikke kan være med helt i front.

 

Vino - Astana Motors stiller med et ungt hold, hvor man særligt kan have forventninger til den lovende Vadim Pronskiy. Kasakken vandt sidste år bjergløbet Giro Valle d’Aosta og blev for nylig nr. 3 i Tour de Langkawi. Han er stadig uprøvet på dette niveau, men her får han lov at prøve potentialet af. Manzana Postobon er desværre uden den skadede Carlos Quintero og må nu i stedet sætte deres lid til Aldemar Reyes, der dog ikke har været flyvende i år. På Sunwebs talenthold skal det blive interessant at følge Felix Gall, men mon ikke han synes, at Grand Colombier er lidt for lang?

 

Ser man på de mindre hold, er det særligt værd at holde øje med det schweiziske landsholds Matteo Badilatti og Simon Pellaud. Særligt Badilatti, der sidste år blev nr. 7 samlet, er en god klatrer, men efter en helt igennem skidt præstation i Californien må han være temmelig usikker på formen. Det er Pellaud ikke efter den nylige sejr i Fleche Ardennaise og bjergtrøjen i Romandiet, men han er trods alt nok for tung til at være med på så svært et bjerg som Grand Colombier. En anden kandidat er den meget spændende Georg Zimmermann på det tyske landshold, men han måtte i Tour of the Alps sande, at han fortsat mangler noget for at være med på dette niveau.

 

OPDATERING: Hverken Vlasov, Ries eller Arslanov stiller til start. Til gengæld stiller Arkea også med klatreren Jeremy Maison.

 

OPDATERING 2: Manzana Postobon kommer slet ikke til start

                                                                                                                                             

***** Thibaut Pinot

**** Mathias Frank, Nicolas Edet

*** Lilian Calmejane, Alexandre Geniez, Rein Taaramae, Pierre Rolland, Ruben Guerreiro

** Kilian Frankiny, Javier Moreno, Julien El Fares, Quentin Pacher, Elie Gesbert, Jeremy Maison, Xandro Meurisse, Geoffrey Bouchard, Vadim Pronskiy

* Delio Fernandez, Thomas Degand, Juan Pedro Lopez, Matteo Badilatti, Fabien Doubey, Maxime Bouet, Aurelien Paret-Peintre, Simon Pellaud, Artem Nych, Georg Zimmermann, Stephane Rossetto, Brice Feillu, Remy Rochas, Victor Lafay, Felix Gall

 

Danskerne

Mads Würtz Schmidt er til start på et Katusha-hold, der ikke har den bedste trup til denne rute. Han skal støtte Ruben Guerreiro på de sidste to etaper, men kan måske selv få lov at forsøge sig i massespurten på 1. etape.

INFO
Optakter
Nyheder
DEL
DELTAG I DEBATTEN

ONSDAG

Optakt: Coppa Sabatini

Optakt med etapevinderbud: Okola Slovenska/Tour de Slovaquie

Følg Bernal, Colbrelli og co. i torsdagens italienske semiklassiker

Thomas og Yates med England til VM

EF Education First skriver med norsk sprinter

Küng tog anden sejr på fire dage i Slovakiet

Jetlagpræget-Neilands overrasket over stor solosejr

Neilands sejrer i Wallonien

Steve Cummings har brud på fire ryghvirvler

Visconti vinder Giro Della Toscana foran Bernal

Wout Poels siger farvel til Ineos

Sean Kelly vælger Alaphilippe som favorit til VM

Nyt managerspil til VM og efterårsløbene

Kristoff vinder i Slovakiet – Mørkøv toer

Andreas Stokbro ny WorldTour-rytter

Spaniere anført af verdensmesteren Valverde

Transferlisten 2019-2020 - DANSK

Transferlisten 2019-2020 WorldTour

Sådan stiller landene op til VM

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST

TIRSDAG

Optakt: Giro della Toscana

Optakt: GP de Wallonie

Amador bliver costaricansk enmandshær til VM

Ung tysker får kontrakt hos Deceuninck-Quickstep

Unik italiensk historie hviler på Trentins VM-skuldre

Benoot om VM-vragning: Jeg er skuffet

Rygte: Ineos og Lotto Soudal jagter Guerreiro

Sunweb sender Asbjørn Kragh i aktion i Belgien

Wacker får vigtige kilometer i benene i Slovakiet

Kristoff skal skaffe sejre i Slovakiet

Ulissi håber på godt resultat i Pantani-løb

EF Education First glad for Vueltaen trods styrt

CCC håber på slovakisk topresultat

AG2R sender VM-klart mandskab til Vallonien

Van Baarle får lang forlængelse hos Ineos

LIVESTREAM: GP de Wallonie og Coppa Sabatini

Italien til VM uden Nibali

Specialized Days - en unik mulighed for at se og prøve 2020-nyhederne

Skræmmende stærke slovenere til VM

Produktnyt: Trek Supercaliber XC MTB

Debutanten skriver: Stjerneløbet - En hyldest til de frivillige kræfter

Hermans forlænger med Nicki Sørensens hold

Polen uden Kwiatkowski ved VM

Betancur erstatter Bernal til VM

MANDAG

Pogacar efter Vuelta-podie: Det er utroligt

Belgisk landstræner måtte skuffe stjerner som følge af taktik

Woods klar til VM efter flot hjemmebanepræstation

Tyskerne anført af Ackermann ved VM

Fornem sprintertrio til start i Londons seksdagesløb

Rygte: Katusha fusionerer med Nicki Sørensens hold

Cosnefroy ville have Alaphilippe frem i Canada

U19-holdet til Yorkshire er udtaget

Elissonde er fortid hos Ineos

Holm & Bays Radio Tour, afsnit 18: Landstræner Lund med på telefon og Vuelta-nedtakt

Degenkolb håber på VM-deltagelse

Stuyven: Jeg havde fortjent en VM-plads

Sagan havde ikke mere i benene i Montréal

Vuelta-værkstedet: Rygtet til Riis - man ved ikke en skid

Se slutstillingen i Demin Cup 2019

Vuelta a Espana-analyse: Ungdommens (og Valverdes) Vuelta

Test: isolés Charles Shelter ECO Jersey og vest

Belgien sidste tre ryttere udtaget til VM

Lopez: Jeg fortryder intet

Dansk duo vinder og slår ny rekord i Duo Normand

Rodenberg slog Mørkøv - Amdi sejrede samlet

Van Avermaet: Det har været et svært år

Roglic: Jeg har ingen ord

Highlights: Van Avermaet var stærkest i GP Montreal - Valgren blev femmer

Stjernespækket herrelandshold sprudler af VM-optimisme

SØNDAG

Van Avermaet tog sejren i Montreal – Valgren i top fem

Jakobsen: Det største øjeblik i min karriere

Küng stærkest i Frankrig

LIVE nu: Følg Sagan og co. i den store VM-generalprøve i Canada

Se Roglic få overrakt den røde trøje i Madrids gader!

Hør fra de to kombattanter der kæmpede om sejren på sidste etape af La Vuelta

Fabio Jakobsen vandt i Madrid - Roglic vinder Vueltaen samlet

Fabio Jakobsen vinder tonser-sprint i Madrids gader!

Phil Bauhaus: Jeg havde gode ben fra starten af

Phil Bauhaus vinder Coppa Bernocchi, hvor styrt prægede finalen!

Phil Bauhaus: Jeg fik det bedst muligt lead-out

LIVE nu: Hvem vinder den store massespurt i Madrid?