Tiden rækker desværre ikke til at skrive detaljerede etapeoptakter til de tre etapeløb, men vi vil hver dag lave en oversigt, hvor vi gennemgår favoritter til den kommende dags løb. Derudover vil der naturligvis være samlede optakter til alle tre etapeløb og begge endagsløb. Foreløbig kan optakterne til Tour Colombia 2.1 , Tour de la Provence og Vuelta a Murcia læses.

Torsdag gælder det 1. etape af Tour de la Provence og 3. etape af Tour Colombia 2.1, mens Vuelta a Murcia først indledes fredag.

Tour de la Provence - 1. etape

Ruten

I 2016 lagde arrangørerne ud med løbets hårdeste etape, og i 2017 var det sprinterne, der fik det første ord. I 2018 prøvede man noget helt nyt i forbindelse med ansigtsløftningen af løbet, idet løbet blev indledt med en helt enkelt og pandekageflad prolog, og den model gentoges sidste år. Sådan bliver det imidlertid ikke i 2020, hvor tempocyklerne kan blive hjemme, og hvor sprinterne til gengæld håber at kunne iføre sig førertrøjen på en stort set helt flad etape. Alligevel skal klassementsrytterne være på vagt på en dag, hvor man kører helt ude ved kysten i en region, der er kendt for den kraftige mistralvind, og hvor en let dag hurtigt kan blive til et sandt drama.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Med en distance på bare 149,5 km er der tale om en kort sag, som fører feltet fra Chateaurenard til Saintes-Maries-de-la-Mer. Fra starten umiddelbart syd for Avignon kører man først igennem fladt terræn mod øst, inden man kører mod syd op over kategori 3-stigningen Le Destest (3,2 km, 2,9%), som har top efter 24,0 km. Herfra falder det mod syd, inden man kører igennem fladt terræn mod vest frem til en lille bakke, på hvis top dagens første spurt kommer efter 39,9 km.

Herefter er etapen pandekageflad. Først kører man mod nordvest til Beaucaire, hvor der i sidste uge blev kørt Etoile de Besseges, inden det går mod sydvest ned til forplejningen, som nås efter 93,6 km. Her sætter man kursen mod kysten og kører mod sydøst, hvor man efter 115,5 km rammer den afsluttende rundstrækning, der ligeledes er helt flad. Her køres en halv omgang, inden man når til målet helt ude ved kysten i forbindelse med den anden spurt efter 125,9 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 23,6 km runde, som er henlagt til det flade terræn nordvest for kystbyen, og som ikke byder på mange tekniske udfordringer. De sidste 5 km er helt flade og byder på en helt ukompliceret afslutning, hvor sidste sving kommer i en rundkørsel med hele 9,6 km igen.

Etapen byder på i alt 522 højdemeter.

Saintes-Marie-de-la-Mer har kun én gang i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var sidste års prolog, som suverænt blev vundet af Filippo Ganna foran Sebastian Langeveld og Remi Cavagna.

Vejret

Klatrerne har frygten denne etape, men de kan glæde sig over, at det først blæser op i løbet af aftenen, hvilket til gengæld lægger op til en måske dramatisk fredag. Torsdag bliver til gengæld pæn, selvom det hovedsageligt vil være skyet, men mod slutningen vil det klare op, mens temperaturen når pæne 14 grader. Vinden vil blot være let og komme fra syd og sydvest, hvilket giver sidemod- og modvind stort set hele vejen frem til rundstrækningen. Her vil der være sidemedvind på første halvdel og sidemodvind på anden halvdel, herunder på den lange opløbsstrækning.

Læs også

WorldTour-hold henter cross-profil, og giver ham debut i monument

Favoritterne

Der synes at være en vejrgud eller to, der holder hånden over de små klatrere. Den frygtede mistral ventes nemlig at sætte ind med voldsom kraft i løbet af aftenen, men rytterne kan glæde sig over, at de når i mål på denne meget frygtede kystetape, der kunne have været et blodbad, flere timer tidligere. Formentlig udsætter det bare pinen til en meget blæsende fredag, men i det mindste kommer de sikkert igennem den potentielt farligste etape.

Der burde nemlig ikke være den store dramatik. Vinden er kun let, og den vil endda have karakter af mod- og sidemodvind stort set hele dagen. Det ansporer ikke just til aggressivt og offensivt cykelløb, og selvom alene nærheden til kysten sikkert giver lidt nervøsitet, ligner det en stille dag, hvor et udbrud vil blive etableret lynhurtigt, og hvor NTT og Arkea med mulig hjælp fra CCC og Circus vil kontrollere.

Det eneste tidspunkt, det kan blive farligt, indtræffer efter første målpassage med 23,6 km igen. Hvis vinden er nået at dreje over i sydvest, vil der nemlig følge 10 formentlig meget eksponerede kilometer med sidemedvind, som kan blive ganske nervøse. Det synes dog usandsynligt, at den er stærk nok til at gøre andet end at presse farten i vejret og hæve intensiteten.

Det ligner derfor en klassisk massespurt efter en relativt let dag. Opløbet er skræmmende enkelt, idet det sidste sving kommer med næsten 10 km igen. Derfra er det imidlertid ét langt ventespil, hvor den direkte modvind betyder, at det handler om ikke at starte for tidligt. Grundlæggende betyder det lange opløb, at der er plads til at lade farten tale, mens positionering ikke er altafgørende.

Sprinterfeltet er ikke skræmmende, og der er to navne, der særligt skiller sig ud. Heraf vil jeg pege på Giacomo Nizzolo som favorit. Italieneren er stadig ikke lige så hurtig, som da han vandt Giroens pointtrøje efter behag, men i løbet af 2019 nærmede han sig. Særligt hans 1. etape i Touren og spurten i Hamburg viste, at han ikke er langt efter de hurtigste. Den afstand havde han dog ikke lukket i Tour Down Under, hvor han nok vandt en etape, men det skyldtes hovedsageligt bedre position end den langt hurtigere Sam Bennett. Til gengæld kørte han en ganske stærk spurt, da han blev nr. 2 i Race Torquay, og det viser atter, at han hører til blandt de bedste i rækken under supersprinterne.

Nizzolos problem er, at han støttes af et svagt hold, men Rasmus Tiller og Danilo Wyss bør nok kunne føre ham frem i en finale helt uden udfordringer. Hans positionering er slet ikke så eminent som i gamle dage, men han mestrer stadig kunsten. I det seneste års tid har han været den klart hurtigste blandt sprinterne i dette løb, og derfor tror jeg, at han med en hæderlig position kan gøre det færdigt.

Den anden oplagte vinderkandidat er Nacer Bouhanni, der brød halvandet års tørke med sejren i Saudi Tour i sidste uge. Han var imidlertid ikke let at blive klog på. Undervejs var han synligt langsommere end Phil Bauhaus, men til gengæld kørte han en fornem spurt på sidste etape, hvor han vel burde have fået sejren tildelt af juryen. Dermed er han i hvert fald kommet tilbage på sporet efter det katastrofale 2019, men han har stadig til gode at vise, at han kan matche Nizzolo, der er et niveau over sprinterne fra ørkenen. Heldigvis er hans positionering igen blevet bedre, og hans helt store fordel er, at hans tog med Connor Swift og Bram Welten ligner løbets bedste. Får han som forventet det perfekte lead-out, har han i hvert fald gode chancer for at gøre det færdigt.

Magnus Cort kørte stort set ikke én eneste spurt i 2019, hvor han syntes helt at opgive sin sprinterkarriere. Skiftet til EF har imidlertid sparket gang i den igen, og han lagde forrygende fra land med en fin spurtsejr på 2. etape i Besseges, ligesom det var blevet til to i træk, hvis EF havde sat jagten lidt tidligere ind på 3. etape. Sejren var måske ikke overraskende, da den stigende finale i Poulx passede ham som fod i hose, men at han vandt feltets spurt i den helt flade afslutning kunne antyde, at lidt af den gamle fart er kommet tilbage. Niveauet er højere her, men finder han farten fra tidligere, ved vi, at Cort er i stand til at udfrodre sprinterne i dette felt. Hans positionering har altid været et gigantisk problem, men i denne lette finale er den ikke så afgørende, slet ikke når han kan præstere et tog med hurtige folk som Simon Clarke, Alex Howes, Logan Owen og Sep Vanmarcke. Det ligner et af de bedste mandskaber, og lige nu synes Cort at have farten til at omsætte et godt lead-out til sejr.

Timothy Dupont kom ikke alt for opløftende fra start i ørkenen, hvor han dels skuffede i sidevinden, dels manglede en del i spurterne. Han var dog stadig tæt på to gange og er utvivlsomt en af de hurtigste i dette felt. Hans positionering gør ham meget stabil, men til gengæld har han et ganske svagt hold til at støtte sig. Han kan være lidt for alene til at tage kampen op mod de ovennævnte sprintere, der alle støttes betydeligt bedre.

Læs også

Pogacar før monument: Det er et af mine yndlingsløb

Løbets joker er Jakub Mareczko . Den polskfødte italiener var kendt som en af verdens absolut hurtigste, da han tre gange blev nr. 2 på Giro-etaper, selvom han ofte kom fra en helt håbløs position. Efter skiftet til CCC er den fart forsvundet helt, men han mener selv, at en operation, der har løst et vejtrækningsproblem, skulle bringe ham tilbage på sporet. Det får vi svar på i dette løb, og starten i Besseges var egentlig pæn, da han viste fin holdbarhed på de hårde dage i et løb, der slet ikke passede ham. Hans positionering er som altid en gigantisk udfordring, men i denne finale har han mulighed for at lade farten tale. Toget er ikke skræmmende, men kan han holde hjulet på Jonas Koch, kan vi forhåbentlig få lidt af den gamle hurtighed at se.

Det er også værd at pege på Pierre Barbier. Franskmanden er stort set altid med helt fremme i spurterne i franske løb, hvor han flere gange har været tæt på en stor sejr. Han viste fornem form i Besseges med 7. pladsen i Poulx, hvor finalen burde have været lidt for hård. Han plejer at være en ørn i positionskampen, og efter skiftet til Nippo har han endda støtte af den spændende Biniyam Ghirmay, der måske selv vil køre spurten også, samt Jose Goncalves og Julien Trarieux. I en flad spurt burde han være en af de hurtigste, og han bør være med helt fremme.

Movistars nye identitet betyder, at de skal til at køre massespurter med Gabriel Cullaigh. Det britiske talent har vundet flere .2-løb, men det fungerede ikke i finalerne i 2019. Det gjorde det heller ikke ved sæsondebuten i Tour Down Under, men hans resultatliste fra tidligere viser, at hans potentiale er stort. Han har nogle stærke folk og banerytteren Sebastian Mora til at bringe sig i position, og kan han i den lette finale positionere sig bedre end i Australien, burde han have fin fart.

Israel SUN stiller med Tom van Asbroeck og den spændende ester Norman Vahtra. I princippet kan de køre for dem begge, men logikken siger, at de satser på den erfarne belgier. Desværre er han ikke voldsomt hurtig i en let spurt som denne, men med Vahtra, der viste gode evner i positionskampen i Argentina, som sidste mand kan et godt lead-out måske alligevel give ham en chance. Det kunne dog også være interessant at se Vahtra folde sig ud, og han har potentiale til at overraske.

Endelig vil jeg nævne Bryan Alaphilippe. Julians bror er sprinter og tog i 2017 en stor skalp med etapesejr i Volta a Portugal. I de seneste år har han kørt som amatør, men han tog alligevel i 2019 en fin spurtsejr i Ronde de l’Oise. Han havde det svært på den hårde rute i Besseges, men på denne lette etape kan han vise, hvor hurtig han er.

Lorrenzo Manzin burde normalt også nævnes, men han har været helt formsvag hele sæsonen, selvom han vandt en etape i det svagt besatte Tropicale Amissa Bongo. Chris Lawless har god støtte fra Ineos, men hans fart i en flad spurt har store mangler, som vi senest så i Australien. Damien Touze, Pascal Eenkhoorn Anthony Maldonado, Jeremy Leveau, Luca Mozzato, Cyril Barthe og Julien Duval kan alle tænkes at spurte, men mangler fart i en flad finale. Man kan heller ikke udelukke, at Astana vil forsøge med Fabio Felline eller måske endda Alex Aranburu, men også de finder etapen for nem. Det samme gør danskerne Kasper Asgreen og Alexander Kamp, som ellers ligner de hurtigste folk på hold, der er uden sprintere.

OPDATERING: Israel SUN stiller med Hugo Hofstetter i stedet for Tom van Asbroeck. Man må formode, at de kører for franskmanden og ikke Vahtra, men Hofstetter er trods sin gode positionering ikke hurtig nok på flad vej. Nippo er uden Trarieux og Girmay, hvormed Barbier har mindre støtte end antaget. Corts tog er svækket af et afbud fra Clarke og Owen og Howes.

Feltet.dks vinderbud: Giacomo Nizzolo

Øvrige vinderkandidater: Nacer Bouhanni, Magnus Cort

Outsidere: Timothy Dupont, Jakub Mareczko, Pierre Barbier, Gabriel Cullaigh, Hugo Hofstetter

Jokers: Norman Vahtra, Bryan Alaphilippe, Chris Lawless, Lorrenzo Manzin, Damien Touze, Fabio Felline

Tour Colombia 2.1 - 3. etape

Ruten

Sprinterne afgjorde 2. etape, og straks får de måske en chance for revanche. På 3. etape bliver det imidlertid langt mere kompliceret, for mens den sidste tredjedel måske nok er flad og faldende, gælder det lang fra for de første 100 km. Her går det nemlig uafbrudt op eller ned på en rute, der i alt byder på mere end 2200 højdemeter, og det er derfor helt sikkert ikke et fuldt felt, der kommer med til Sogamoso, hvor de små tidsforskelle i klassementet dog forventes at sikre en eller anden form for spurtafgørelse.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

I alt skal der tilbagelægges 168,6 km, som fører feltet fra Paipa til Sogamoso. Startbyen er den samme som på 2. etape, og målbyen ligger kun få kilometer fra 2. etapes målby, men hvor 2. etape holdt sig på det flade plateau omkring disse byer, består 3. etape af en lang tur ud i bjergene til et vendepunkt, hvorfra det går den modsatte vej tilbage. Fra start kører man således af en lang vej mod sydvest, og mens den retning holdes konstant på en rute uden væsentlige sving, er det voldsomt kuperet. Allerede fra start stiger det let, indtil en lille nedkørsel fører ned til den første spurt, som kommer efter 36,2 km, og derfra går det frem til kategori 4-stigningen Alto Moral (3,4 km, 5,7%), som har top efter 47,2 km i intet mindre end 2961 m højde, etapens højeste punkt. En nedkørsel efterfølges nu af endnu en lang bakke og en nedkørsel, inden man kører op ad endnu en ikke-kategoriseret stigning (3,6 km, 5,7%), der fører frem til vendepunktet efter 71,5 km.

Efter en U-vending går det samme vej tilbage. Det betyder, at man lægger ud med en nedkørsel og derefter en længere, ikke-kategoriseret stigning. Endnu en nedkørsel leder nu ned til bunden af kategori 4-stigningen Alto Moral, der nu bestiges fra den anden side, hvor den er længere, men lettere med 2,6% over 7,8 km frem mod toppen, som rundes efter 95,6 km. På nedkørslen afviger man lidt fra ruten fra første del af etapen, idet man kører ind gennem og ikke udenom byen Tunja, hvor 1. etape blev kørt. Her venter dagens anden spurt efter 106,2 km, inden et længere, let faldende stykke fører dem ad den allerede kendte vej tilbage til startbyen Paipa.

Efter at være passeret gennem Paipa, der som bekendt ligger på et fladt plateau, fortsætter man mod nordøst igennem fladlandet forbi den tredje spurt, som kommer efter 156,3 km, frem til 2. etapes målby, Duitama. Her drejer man mod sydøst for at køre igennem fladt terræn ned mod Sogamoso. Forinden slår man en lille sløjfe mod nordøst, inden man kører det sidste stykke mod sydvest ned mod målet i den nordøstlige udkant af byen. De sidste 5 km er helt flade og helt uden skarpe sving.

Etapen byder på i alt 2295 højdemeter.

Ser man bort fra to besøg fra Vuelta a Colombia inden for dette årtusinde, har Sogamoso ikke været vært for store cykelløb siden årtusindeskiftet.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Vejret

De ideelle vejrbetingelser fortsætter endnu en dag, da torsdag byder på temperaturer på 24 grader, men efter en solrig formiddag, vil de sidste to timer af løbet finde sted i mere skyet vejr. Risikoen for en byge er dog kun 10-15%. Heller ikke denne gang bliver det blæsende med blot en let vind fra sydøst og syd. Det giver hovedsageligt sidemodvind på turen ud til vendepunktet og derefter sidemedvind på hjemturen. Til slut får man atter sidemodvind, herunder på de sidste 3 km.

Favoritterne

Spurten på 2. etape gik stort set som spået i gårsdagens optakt. Deceuninck-Quick Step havde det i særklasse stærkeste tog, men i et felt, der er nærmest renset for sprintere, havde Juan Sebastian Molano ikke de store problemer med at sikre sig en god position. Herefter viste han det samme kick, der imponerede mig på 6. etape i San Juan, og i relativ suveræn stil slog han Alvaro Hodeg, der fortsætter med at skuffe i en 2020-sæson, hvor han muligvis stadig er præget af triste afslutning på 2019 med det grimme styrt i Tour de l’Eurometropole.

Heldigvis for ham er der potentielt set yderligere to chancer, men fra nu af bliver det hele lidt mere kompliceret. 2. etape er nemlig på sin vis en modbydelig sag. Antallet af højdemeter er måske ikke i sig selv skræmmende, men de er alle stort set koncentreret på de første 100 km. Set i det lys er det en ganske brutal indledning på etapen, men til gengæld er den sidste del så let, at det er svært at bruge etapen offensivt.

Spørgsmålet er alligevel, om Ineos ikke vil finde på noget. Vi så sidste år, hvordan klassementsrytterne kørte indianercykelløb fra km 0, og at Miguel Angel Lopez i realiteten vandt løbet på bonussekunder, han erobrede ved at gå i udbrud på det, der burde være sprinteretaper. Det britiske superhold er reelt så langt bagud, at de ikke har meget at miste ved at satse lidt, og kobler man det med, at de omgives med et kilo angrebslystne colombianere, som drømmer om at vise sig frem i deres eget terræn, kan det godt blive en vild indledning, hvor det giver mening at få varmet lidt op på forhånd.

På den baggrund vil jeg slet ikke udelukke, at vi efter en vild start får etableret et farligt udbrud med store navne fra de fleste af WorldTour-holdene - også EF, der formentlig vil sende kontrollanter med for at neutralisere trusler. De er imidlertid i den luksussituation, at de har det i særklasse stærkeste hold - også stærkere end Ineos, der udover de to kaptajner bestemt ikke virker skræmmende. Hvis Sergio Higuita og Daniel Martinez er med hver gang, Richard Carapaz eller Egan Bernal rører på sig, vil de aldrig komme på bagkant, og Ineos vil aldrig turde stole på, at Jhonatan Narvaez kan gøre det færdigt, hvis han skulle havne i en farlig gruppe.

Derfor tror jeg, at det hele løber lidt ud i sandet. EF er så stærke, at de kan køre det meste ind, og hvis gruppen bliver tilstrækkeligt farlig, vil de formentlig kunne regne med hjælp fra Ineos og UAE. Og farlig forventer jeg, at gruppen vil blive i et løb med så mange klatrestærke folk, som man ikke kan give alt for mange lillefingre, uden at de tager hele armen.

Derfor forventer jeg en temmelig hård etape, hvor der hele dagen skal jagtes et stærkt udbrud, inden det alligevel lykkes EF at få det samlet til en reduceret massespurt. Jeg forventer imidlertid også, at kombinationen af stigninger og iltfattig luft, vil gøre det til en ret selektiv sag, som vi så det på etaper sidste år, hvor klatreudfordringerne var mindre, men kombinationen af højder og høj fart rigeligt til at gøre det af med mange af sprinterne. Derfor bliver hovedspørgsmålet snarere, hvem der kommer med hjem til en spurt, hvor alle vil være mærkede, og hvor farten taler i en finale, der er renset for tekniske udfordringer.

På den baggrund peger jeg igen på Juan Sebastian Molano som favorit. Ganske vist er han ingen bjergged, men når han er i form, klatrer han hæderligt. Det så vi i forbindelse med etapesejren sidste år, hvor han vandt en spurt i et felt, hvor han var næsten eneste overlevende sprinter. Lige nu virker han flyvende, og derfor tror jeg, at han klarer den igen. I dag viste han, at han er løbets hurtigste, og med den også ret holdbare Maximiliano Richeze klarer han sig glimrende i en finale med begrænset positionskamp i et felt uden mange sprintere. Derfor er han min favorit til at vinde igen.

Jeg er nødt til at pege på Alvaro Hodeg som nr. 2, men det er ikke med den store overbevisning. Der er nemlig langt fra nogen garanti for, at den ret tunge colombianer kommer med hjem, og hvis han gør, vil han helt sikkert være oppe mod en mere frisk Molano, som han i dag end ikke var tæt på at slå. Alligevel kan en sejr ikke udelukkes. Overlever han selv, vil det samme nemlig gælde for hele supertoget med Bob Jungels, Julian Alaphilippe, Jannik Steimle og Bert van Lerberghe. Sætter de ham lige så perfekt op som i dag, har Hodeg stadig en reel chance for at få revanche, især fordi han ofte først vinder et par dage inde i et etapeløb.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Bliver det for hårdt for både Molano og Hodeg, står Edwin Avila først i rækken til at vinde. Den lille colombianer klatrer nemlig fremragende og har ingen problemer med højderne. Han kan derfor med statsgaranti sikre sig billet til frontgruppen, og er den renset for sprintere, kunne han ligne et godt bud på en vinder. I dag var han i hvert fald ikke langt fra, og da hele top 3, herunder hans egen holdkammerat Itamar Einhorn, der med 90% sikkerhed ikke kommer med hjem, er mindre holdbare end ham, kan han sagtens ende som hurtigste mand i feltet.

En trussel er dog Jhonatan Restrepo. Colombianeren bekræftede den fine form, jeg allerede omtalte i seneste optakt, og ligesom Avila kan han nu glæde sig over en hårdere etape. Ganske vist var han tidligere kendt som uhyre svingende, men med den form, han viste i Tachira, kan løbet ikke blive hårdt nok. Det er klart, at han ikke slår Molano og Hodeg, men er de rigtige sprintere væk, har han spurtet så godt, at han ligner et godt vinderbud.

De skal imidlertid tage sig i agt for Julian Alaphilippe. Franskmanden var sidste år i top 3 på den etape, Molano vandt, og det er blot endnu en bekræftelse på, at han efter et hårdt løb er lynhurtig, som han også viste det, da han slog adskillige hurtige folk i Sanremo eller vandt en stigende massespurt i Tirreno. Det er klart, at han ikke har mange chancer mod Molano, men er løbet så hårdt, at Hodeg, Van Lerberghe og Steimle alle er væk, vil han være farlig.

Netop Jannik Steimle er imidlertid også en kandidat. Østrigeren er en glimrende klatrer og mere holdbar end både Van Lerberghe og Hodeg. Sidste år vandt han en lignende reduceret massespurt i Østrig Rundt, og sidder han med til mål uden de to hurtigere folk, vil han formentlig få chancen. Med Alaphilippe som lead-out man bliver han svær at slå, men der hersker stor usikkerhed om dels hans evner i højderne, dels hans form efter en hjerteoperation i januar.

Ligesom Alaphilippe kan Sergio Higuita komme i spil. Den lille colombianer er lynhurtig, som han særligt viste i Californien, hvor han slog flere deciderede sprintere. Han har kig på bonussekunder, og øjner han, at sprinterne er væk, vil han tage sin chance. Om han kan slå folk som Alaphilippe og Avila, har vi til gode og se, men hvis det bliver tilstrækkeligt hårdt, er han en seriøs kandidat.

Israel SUN valgte i sag at køre for Einhorn og Avila, men deres hurtigste mand burde egentlig være Travis McCabe. Amerikaneren er normalt meget klatrestærk og vel i virkeligheden en reel trussel mod Molano og Hodeg, hvis Avila sætter ham rigtigt op. Problemet er, at han ikke viste den bedste form i San Juan, og det afspejles måske også af, at han ikke i dag kørte spurten.

Bert van Lerberghe er også en solid kandidat. I klassikerne har han vist, at han ikke er helt uden holdbarhed, og han klatrer i hvert fald bedre end Hodeg. I mellemtilfældet, hvor han overlever, men Hodeg falder fra, vil det være ham, der skal spurte. At slå Molano vil være svært, men han viste faktisk glimrende form som lead-out man i Argentina. På samme måde kan Maximilano Richeze komme i spil, men det vil kræve, at Molano falder fra, og umiddelbart vil jeg tro, at Molano er den mest holdbare af de to lige nu.

Raælly har Colin Joyce , der gjorde det hæderligt i dag i en spurt, der ikke passede ham. Han viste forrygende form i Argentina og klatrer godt. Bliver løbet for hårdt for Molano og Hodeg, er han en ioplagt kandidat til at slå til et ganske reduceret felt, også fordi han har vist, at han mestrer højderne.

Igen er jeg også spændt på Lev Gonov. Som nævnt i går vandt han en massespurt i Fuzhou sidste år, men i samme løb viste han fremragende klatreevner i et løb, der involverede to deciderede bjergetaper, og hvor han endte som samlet nr. 7. Det bør give ham gode chancer for at overleve her, hvis han kan klare mosten i højderne, og lykkes det bør han være en af de hurtigste.

Vi så også sidste år, at Diego Ochoa kunne køre disse spurter i reducerede felter, men det er nok tvivlsomt, om han kan vinde. Nicolas Naranjo, der gjorde det så godt i Argentina, er også ganske klatrestærk, men om han kan overleve længere end Molano, hvilket er kravet for at kunne vinde, er mere tvivlsomt. Ineos kunne finde på at lade Jhonatan Narvaez spurte, hvis det har været hårdt, og i den situation kunne også Carlos Betancur gå efter det, selvom han stadig må regnes som formsvag. Umberto Marengo er også en holdbar sprinter, men han er næppe hurtig nok til at vinde. Felix Baron, Aldemar Reyes, Yonathan Salinas og Iuri Filosi er andre ryttere, der kunne køre spurten. Til gengæld virker det ikke sandsynligt, at Marco Benfatto, Bryan Gomez og Davide Appollonio klarer bakkerne.

Feltet.dks vinderbud: Juan Sebastian Molano

Øvrige vinderkandidater: Alvaro Hodeg, Edwin Avila

Outsidere: Jhonatan Restrepo, Julian Alaphilippe, Jannik Steimle, Sergio Higuita, Travis McCabe,

Jokers: Bert van Lerberghe, Colin Joyce, Maximilano Richeze, Lev Gonov, Nicolas Naranjo, Diego Ochoa, Umberto Marengo, Iuri Filosi