Grundet et stort arbejdspres i disse travle tider vil der være tale om kortere favoritvurderinger og ikke den vanlige detaljerede begrundelse for, hvorfor den enkelte rytter nævnes som muligt vinderbud. Derfor bliver der heller ingen optakt til Czech Cycling Tour, mens vi til Tour of Utah nøjes med at opdatere den overordnede optakt med daglige etapevinderbud.

Torsdag gælder 3. etape af Vuelta a Burgos og 1. etape af Arctic Race of Norway.

Du kan læse overordnede optakter til Vuelta a Burgos og Tour of Utah samt senere også til Arctic Race of Norway.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Vuelta a Burgos - 3. etape

Ruten

Det er blevet en tradition, at løbet oftest er blevet afgjort på en kombination af kongeetapen til Lagunas De Neila, en kort tidskørsel, risikoen for sidevind samt huller opstået i puncheurfinalerne. I 2017 gjorde man imidlertid løbet ekstra bjergrigt, idet man udskiftede tidskørslen med en ekstra bjergetape. Således skulle rytterne allerede finde klatrebenene frem på løbets 3. etape, der havde mål på toppen af det helt nye HC-bjerg Picon Blanco, og det var åbenbart en stor succes. I hvert fald blev modellen gentaget sidste år og nu igen i 2019, hvor det voldsomt stejle igen på tredje etape vil være rammen om det første store slag mellem klassementsrytterne i det, som allerede er ved at udvikle sig til en lille klassiker.

Med sine 150,0 km er etapen en typisk kort Burgos-etape, der fører feltet fra Sargentes de la Lora til målet på det stejle bjerg Picon Blanco. Startbyen ligger i et ganske kuperet område, og det betyder, at der for første gang i år vil være lidt udfordringer på programmet undervejs. Først kører man via en nedkørsel mod øst, inden man kører mod nordøst op til kategori 3-stigningen Anto de la Mota (4,5 km, 6%), der har top efter 20,1 km og leder op til en rundstrækning. Her kører man en enkelt omgang, hvilket betyder, at man efter 39,4 km, når toppen af kategori 3-stigningen Alto Escaleron (3,6 km, 6%). Når man for anden gang når bunden af denne stigning, drejer man imidlertid mod nordøst og kører frem til bunden af kategori 3-stigningen Alto de Ailanes (2,8 km, 7,5%), der bestiges fra sydøst, og hvis top rundes efter 64,5 km.

Herefter ændrer etapen karakter. Nedkørslen fører mod nord og nordøst ned til den flade Burgos-slette, der følges mod øst og nordøst frem til Median di Pomar. Her vender man rundt for at køre mod vest, nordvest og til slut nordøst, inden man rammer stigningerne omkring målområdet. Her fungerer kategori 3-stigningen Alto Retuerta (3,8 km, 7,5%), der har top efter 125,7 km som opvarmning, og efter den efterfølgende nedkørsel kører man mod nordøst gennem fladt terræn frem mod de høje bjerge. Her drejer man mod nord ind på Picon Blanco, der er uden for kategori. Den er 7,8 km lang og stiger med hele 9,3% i gennemsnit. Specielt er den stejl mellem kilometer 4 og 7, hvor de enkelte kilometer stiger med hhv. 11,3%, 9,8% og 11,0% i gennemsnit, og hvor der nås et maksimum på hele 18%. De sidste 2 km stiger med ca. 9%. Den sidste del af stigningen følger en lige vej frem til to hårnålesving kort efter den røde flamme. Derefter buer vejen ind på den 400 m lange opløbsstrækning som afslutning på en sidste kilometer, der stiger med 9,2% i snit.

Etapen byder på i alt 2610 højdemeter.

Picon Blanco gjorde debut i et stort cykelløb i 2017, hvor Mikel Landa sejrede med hhv. 9 og 41 sekunder ned til David De La Cruz og Enric Mas. Sidste år var vi vidner til en fantastisk colombiansk duel mellem Miguel Angel Lopez og Ivan Ramiro Sosa, hvor det var Astana-rytteren, som var hurtigst i spurten, inden De La Cruz og Merhawi Kudus nåede toppen 32 sekunder senere.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Vejret

Efter en varm dag dykker temperaturen igen torsdag, hvor en skyet morgen efterfølges af en skyfri eftermiddag med en temperatur på 24 grader. Igen vil der være en let til jævn vind, denne gang fra nordøst, hvilket giver mod- og sidemodvind stort set hele dagen. Til slut får man direkte modvind fra kort før bunden af næstsidste stigning, indtil man får sidemodvind på Picon Blanco.

Favoritterne

Efter de seneste dages puncheuretaper er det nu tid til løbets vel nok vigtigste etape. Med udsigt til begrænset vind, der endda vil have form af modvind det meste af vejen burde der ikke være den store dramatik undervejs. Dimension Data vil næppe gøre meget for at forsvare førertrøjen, men der er ingen tvivl om, at Ineos og Movistar vil sikre, at der skabes samling forud for bjerget. Her er der lagt op til et slag mellem favoritterne, hvor vi kan forvente, at både Ineos og Movistar med deres stærke hold lægger pres på, måske allerede på næstsidste stigning.

Picon Blanco er et modbydeligt svært bjerg, der til fulde kan matche Lagunas De Neila i kampen om at være løbets hårdeste stigning. Derfor er der på denne dag lagt op til et første stort klassementsslag, hvor vi kan vente os ganske betydelige tidsforskelle, som vi har set de seneste år, hvor der har været ret langt mellem de bedste og de næstbedste. Denne gang vil modvinden måske lægge begrænsninger på, hvor tidligt der kan åbnes, men stigningen er hård nok til, at der alligevel bør være store afstande. I alle tilfælde er det som regel løbets bedste og mest formstærke klatrer, der vinder på Picon Blanco.

De første to etaper har intet fortalt om styrkeforholdet mellem favoritterne, og derfor fastholder vi vores hierarki fra den oprindelige optakt. Efter moden overvejelse er vi endt med at pege på Richard Carapaz som vores favorit, og det skyldes hans historik i forberedelsen frem mod sine grand tours. To gange tidligere har han skullet køre klassement i et stort etapeløb, nemlig i de seneste to udgaver af Giroen, og her har han begge gange varmet op med at tage den samlede sejr i Vuelta a Asturias. Det viser, at Carapaz som regel er knivskarp, når han ankommer til Europa forud for sine store mål, og det må formodes at være tilfældet igen i år, hvor han for første gang også skal køre klassement i Vueltaen.

Det er klart, at det er noget andet, når det er hans første forsøg på at køre to grand tours, og der er en betydelig risiko for, at han ikke kan finde samme niveau i efteråret. Det kunne han i hvert fald ikke sidste år, men her blev han også i sidste øjeblik hentet ind til Vueltaen som erstatning for Mikel Landa, og derfor var det forståeligt, at han ikke kunne yde den ventede støtte til Quintana og Valverde. Denne gang har han forberedt sig målrettet frem mod Vueltaen, og samtidig står det klart, at Carapaz er en helt anden rytter end for et år siden. Hans sejr i Giroen var så overlegen, at han kan tillade sig at være betydeligt under sit bedste niveau og stadig vinde dette løb. Derfor er han vores favorit-

Hans værste rival må oplagt være Ivan Ramiro Sosa. Det colombianske supertalent havde en magisk 2018-sæson, hvor han vandt det ene etapeløb efter det andet, men det var her i Burgos, at han fik sin fornemste sejr. Her trak han sig nemlig sejrrigt ud af en mindeværdig duel med Miguel Angel Lopez, der bare et par uger senere blev nr. 3 i Vueltaen, og det viser, hvor enormt et potentiale han har. I år havde han fremragende fra land ved at overskygge Egan Bernal i Colombia 2.1 og herefter levere et fabelagtigt arbejde for sin landsmand i Paris-Nice og Catalonien, men hans Giro endte som en fæl skuffelse, da han først i sidste øjeblik efter et meget mærkeligt forløb blev udtaget til truppen. Til gengæld kom han flyvende ud af løbet og tog en mindeværdig sejr foran Alejandro Valverde og Rigoberto Uran på kongeetapen i Route d’Occitanie og fik dermed vist, at han som mange andre unge ryttere formentlig har fået et boost af at gennemføre en grand tour.

Til gengæld er det ret åbent, hvor han står nu. Det ligger ikke i kortene, at han skal køre Vueltaen, og derfor er der i denne del af sæsonen ikke mange løb for en bjergrytter som ham. På den baggrund skulle man tro, at et forsvar i Burgos faktisk kunne være det helt store mål i anden del af sæsonen, men det gav hans skuffende indsats i San Sebastian ikke indtryk af. Hans kørsel der tyder ikke på, at han er i storform, men omvendt ved med Lopez som et godt eksempel, at man skal passe på med at bruge det løb som pejling for løbet i Burgos, der trods alt også passer en ren klatrer som Sosa langt bedre. Man må formode, at han kommer til løbet med ambitioner, og har han samme form som sidste år, skal Carapaz stå tidligt op for at slå ham.

Wanty kommer med Guillaume Martin, der er i den særlige situation, at han har Touren i benene. Den kan enten have givet et boost eller kørt ham i sænk, men der er en vis grund til at tro på det sidste. I 2017 kom Martin flyvende ud fra det franske løb og vandt hele fem løb i løbet af efteråret. Også sidste år kørte han ganske stærkt, og han synes at være typen, der har motoren til at køre stærkt på bagkant af en grand tour. En 7. plads på 1. etape samt hans egne udmeldinger mandag tyder også på, at han er. Med en samlet 12. plads i Touren har han vist, at han fører til blandt verdens bedste klatrere, og særligt den stejle og ret lange Picon Blanco burde passe hans lidt dieselagtige klatrestil. I år viste han, at han kan vinde store bjergetaper, da han sejrede på Etna i Giro di Sicilia, og i dette felt burde han også kunne køre med om sejren.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ineos har også David De La Cruz, der desværre er ved at udvikle sig til endnu et af de fortabte talenter. Sidste år var der imidlertid et løb, hvor han for alvor kørte stærkt, og det var i Burgos, hvor han endte på 3. pladsen. Det gjorde han også i 2017, og dermed har han vist, at han har en vis smag for dette løb, der også ligger som optakt til Vueltaen, som igen i år er hans store mål. Denne gang styrtede han imidlertid i Tour de Wallonie, og det kan have sat ham tilbage i optakten, ligesom man kan frygte, at han skal arbejde for Sosa. Omvendt er det på denne stigning benene, der taler, og er han bedst, vinder han formentlig også etapen.

I det hele taget har Ineos et brølstærkt hold. Man kan bestemt ikke afvise, at Kenny Elissonde også kan køre sig til et resultat, som han gjorde det sidste år, hvor han sluttede løbet som nr. 10. Desværre har han i år været en gedigen skuffelse, men vi så sidste år i Tour of the Alps og i Giroen, at en formstærk Elissonde stadig er en eminent klatrer. Han ligner en mand, der skal med til Vueltaen, og der er derfor en god chance for, at han er i form. Har han samme ben som i Tour of the Alps sidste år, kan han være med helt i front, også selvom hans rolle på holdet nok gør det svært at vinde etapen. Han sad da også op på 1. etape, men det ændrer ikke på, at han sagtens kan ende langt fremme, som vi så det sidste år. Det samme gælder for Sebastian Henao, der sidste år trods rollen som hjælper blev nr. 8, men han har ikke Elissondes topniveau.

Man må formode, at Movistar kører 100% for Carapaz, men man kan håbe, at de ikke bliver tvunget til at slagte Antonio Pedrero . Det tog lidt tid for spanieren at slå igennem, men det gjorde han i den grad i en Giro, hvor hans temposætning for Carapaz og Mikel Landa var nok til at sætte den ene klassementsrytter efter den anden af. Særligt hans kørsel på Mortirolo var mindevædig, og i San Sebastian mindede han os om den bedrift, da han leverede et fornemt arbejde for Valverde. Han synes ikke helt at have samme form nu, men han blev markant bedre fra de første baskiske løb til San Sebastian og har holdt sig til indtil nu. Har han samme form nu, kan han være blandt de allerstærkeste i dette løb. Det burde Carlos Betancur og Eduardo Sepulveda egentlig også alle være, da de alle har vist opløftende takter på det seneste, men de skuffede alle så fælt i Polen, hvor de ellers havde deres egen chance, at de her ligner rent slagtekvæg for Carapaz.

UAE kommer med Rui Costa , der har haft en sommer, han nok helst vil glemme. Man skal imidlertid altid passe på med at afskrive portugiseren, der har det med at finde formen ud af det blå. Det har han gjort de seneste to år, hvor han bare et par dage efter nogle katastrofale klassikere har været flyvende i Romandiet, og man kan ikke helt udelukke, at det mønster vil gentage sig her. Stigningen er nok en anelse for svære for store Costa, men han viste så sent som i Romandiet, at en formstærk Costa stadig kan køre godt også i høje bjerge. Hos sig har han Jan Polanc , der er holdets plan B, og som generelt har haft et fint år, men som i San Sebastian og Adriatica Ionica Race var temmelig langt fra sit højeste niveau. Egentlig burde løbet også være fint for Simone Petilli og Edward Ravasi, men de imponerede ikke just på stigningerne i Polen, og Petilli har allerede tabt tid.

Man kan drømme om, at løbet her bliver stedet, hvor Louis Meintjes rejser sig igen. Efter det katastrofale 2018, hvor der ingen forklaring var på nedturen, har han egentlig ved flere lejligheder kørt fint i år, men hver gang er han blevet sat tilbage af et styrt. I Adriatica Ionica Race kom han tilbage, men uden at imponere overhovedet. Til gengæld så det betydeligt bedre ud i San Sebastian, og formkurven er åbenlyst stigende. Derfor kan man håbe, at han endelig er klar til at vise lidt i et bjergløb, der burde passe en ren klatrer som ham, også selvom det er for kort til, at manden, der skal bruge tre uger for at blive varm, kan vinde. Desværre styrtede han på 1. etape, men selvom han er ude af klassementet, kan han sagtens køre stærkt, da han angiveligt ikke har slået sig. Hos sig har han den spændende Amanuel Ghebreigzabhier, der senest kørte flot i Østrig og burde kunne gøre det pænt her.

Euskadi-Murias kommer med alle deres klatrere, og her er det særligt to, der skal holdes øje med. Det gælder naturligvis Vuelta-etapevinderen Oscar Rodriguez, der i Ruta del Sol endelig fik vist, at han også kan køre med de bedste i bjergene. Siden har han været ramt af mange styrt, og han skuffede i San Sebastian, men man må formode, at han nærmer sig topformen frem mod Vueltaen. Det samme gør solide Mikel Bizkarra utvivlsomt også, og han vil elske denne rute, men han skuffede fælt på 1. etape. Til gengæld er han ikke helt så god som tidligere. Den unge klatrer Fernando Barcelo er svingende og faldt igennem den anden dag, men imponerede med sit flotte udbrud i San Sebastian, og derudover kan også stabile Mikel Iturria gøre det fint.

Mange skader satte Sergei Chernetckii tilbage i store dele af sæsonen, men stille og roligt er han ved at finde formen. Han har kørt hæderligt siden sommerpausen, men i San Sebastian så vi også, at han stadig mangler lidt. Forhåbentlig har han fundet det siden dengang, og det tyder den fine kørsel på de første etaper på. Har han det, burde han kunne gøre det ganske fremragende her, også selvom bjergene er lidt for voldsomme. Sidste år viste han i august, at han kan køre med de bedste også i svært terræn, og han er også tidligere kørt i top 10 i Lombardiet. Derudover har Caja Rural et par fine klatrere i Cristian Rodriguez, der styrtede på 1. etape, og Jonathan Lastra, men de synes ikke helt at have formen.

En interessant kandidat er Delkos Julien El Fares. Sidste år lignede han en mand på vej mod karrierestop, men det har han ændret på i et 2019, hvor han har imponeret igen og igen. Selvom han ikke er ren klatrer, imponerede han med en 4. plads i det nye løb på Mont Ventoux, ligesom han gjorde det i Paris-Nice, og derfor burde han kunne gøre det hæderligt her også. Hans form efter en lang pause er dog ukendt, og bedre er det ikke blevet af hans styrt på 1. etape. Egentlig burde Delko også kunne satse på Javier Moreno og Delio Fernandez , men de har været formsvage hele året og har også skuffet i de seneste løb.

Androni har den meget lovende Daniel Munoz, der i år har vundet Tour of Bihor og blev nr. 2 bag Kevin Rivera i Sibiu Tour. I Adriatica Ionica Race måtte han sande, at han stadig har lidt at lære, men det blev trods alt til en 10. plads på kongeetapen, hvilket viser, at han kan begå sig også på dette niveau. Her skuffede Rivera fælt, men med sejren i Sibiu Tour har han vist, at han er værd at holde øje med også i dette løb, hvis han har fundet formen igen. Desværre styrtede også han på 1. etape. Til gengæld er det svært at tro meget på holdets tredje sydamerikaner Miguel Edoardo Florez.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

W52 kommer med Joaquim Silva, der lidt overraskende ikke blev udtaget til Volta a Portugal, men som imponerede med sin kørsel på stigningerne i Luxembourg og netop er blevet nr. 7 i Qinghai Lake. Han burde kunne lide denne bjergrute og synes at have formen, men det tydede hans kørsel på 1. etape ikke på. Her var den tidligere vinder af Portugal, Rui Vinhas, bedre. Hos Burgos er Jetse Bol langt om længe ved at finde sit fornemme niveau fra 2017, men hans kørsel i San Sebastian viste dog, at han kan få svært ved at gentage sin bedrift fra for to år siden, hvor han overraskede ved at blive nr. 9 i dette løb.

Gazprom-Rusvelo kommer desværre uden Vlasov, men det kan give plads til Alexey Rybalkin og Artem Nych. Begge står lidt i skyggen af deres unge landsmand, men de har gjort det flot i år. Således blev Rybalkin nr. 3 på kongeetapen i Ain, hvor Nych endte som nr. 6 i klassementet, og det viser, at de kan være med i høje bjerge, også selvom niveauet her nok er en anelse for højt til, at de kan være med helt i front. Rybalkin så desværre ikke for godt ud på 1. etape

Feltet.dks vinderbud: Richard Carapaz

Øvrige vinderkandidater: Ivan Ramiro Sosa, Guillaume Martin

Outsidere: David De La Cruz, Antonio Pedrero, Rui Costa, Louis Meintjes, Oscar Rodriguez

Jokers: Sergei Chernectkii, Jan Polanc, Amanuel Ghebreigzabhier, Julien El Fares, Daniel Munoz, Rui Vinhas

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Miguel Angel Lopez’ sejr fra 2018 og Mikel Landas sejr fra 2017.

Arctic Race of Norway - 1. etape

Ruten

Arctic Race of Norway var i de første år nærmest en foræring til de stærke sprintere, der kunne overleve en del højdemeter og spurte efter en vanskelig dag, men i de senere år har der været længere mellem mulighederne for den ryttertype. I år burde de imidlertid kunne komme til fadet på løbets åbningsetape, der måske nok hovedsageligt er relativt flad, men som mod slutningen byder på en omgang på en rundstrækning, som med to korte bakker kan rydde pænt ud i feltet, inden der formentlig skal spurtes i den flade finale.

I alt skal der tilbagelægges 181 km mellem byen med det enkle navn Å - lidt en udfordring for de fleste udenlandske journalister - og Leknes. Begge byer ligger på det forrevne kaos af småøer, der udgør det meste af Norges kyst - begge hører de til i øgruppen Lofoten - og begge ligger helt oppe i den allernordligste del på et sted, hvor der er meget langt ind til fastlandet. Startbyen ligger på en ø, der er placeret ret isoleret ude i Norskehavet, og starten går næsten helt nede i sydspidsen, hvorfra man følger den relativt flade kyst mod nordøst og nord, idet man undervejs passerer en enkelt bro mellem to af øerne. Efter 47,5 km kører man ned i en tunnel, der fører over på en ny ø, og som byder på en ret lang bakke tilbage til havoverfladen, hvorefter man kører det sidste stykke mod nordøst ind til Leknes, hvor stregen krydses efter 60,0 km i forbindelse med dagens første spurt.

Den næste del af etapen består af en omgang på en 96,5 km lang rundstrækning, der fører feltet stort set hele vejen rundt langs kysten på øen Vestvågøy, hvor Leknes ligger. Stort set hele tiden kører man langs vandet, og da kysten her er relativt flad, er der ikke mange terrænmæssige udfordringer. De eneste væsentlige er kategori 2-stigningernee Hagskaret (1,8 km, 5,1%) og Torvdalen (1 km,7%), der har toppe efter hhv. 64 og 128 km. Fra den sidste af disse går det fladt mod sydvest ned langs kysten, inden man kører mod sydøst og nordøst ind til Leknes, hvor stregen krydses for anden gang i forbindelse med den anden spurt efter 156,5 km.

Etapen afsluttes nu med en enkelt omgang på en 24,5 km lang rundstrækning i området sydøst for Leknes. Fra start kører man mod nordøst ud til kategori 2-stigningen Hagskaret (1,8 km, 5,1%), der passeres for anden gang efter 161 km, og som er en ret jævn stigning, der dog er stejlest med 6% over de sidste 900 m. De resterende 20 km indledes med en nedkørsel, der fører mod øst, inden man følger den flade kyst mod syd og sydvest. Herefter drejer man mod vest for at køre op ad en bakke (1,3 km, 6,5%), på hvis top den tredje og sidste spurt kommer efter 170,5 km. De sidste 10,5 km indledes med en nedkørsel, der leder mod nordvest ned til kysten, der herefter følges igennem fladt terræn mod nord og til slut vest. De sidste 5 km er stort set helt flade og er teknisk ukomplicerede, da der på de sidste 10 km blot er to sving, det sidste dog bare få hundrede meter fra stregen.

Etapen byder på i alt 1823 højdemeter.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Leknes har aldrig tidligere været vært for et stort cykelløb.

Vejret

Selv i august kan Nordnorge være en kold fornøjelse, men rytterne kan nu se frem til en fin åbning på løbet. Det vil regne i morgentimerne, men under etapen burde det være tørt med enkelte kig til solen. Temperaturen vil nå 15 grader, og den friske vestlige vind, der vil blæse om morgenen, vil aftage, så den under etapen bare vil være let til jævn. Dermed vil der være sidemedvind på hele første del af etapen, indtil man får mod- og sidemedvind på den sidste del af den store rundstrækning. Op den lille rundstrækning vil der først være medvind på første bakke, dernæst sidevind, hvorefter man får modvind på den anden bakke. Herefter vil der være sidevind, indtil man på de sidste kilometer får direkte modvind.

Favoritterne

Finalen er ny og ukendt, og disse norske rundstrækninger kan være svære at læse, som vi så i Tour of Norway, hvor bakkerne slet ikke var hårde nok til at skabe megen udskilning. De to sidste stigninger virker ikke i sig selv skræmmende, og da det meste af etapen er flad, peger meget på en reduceret massespurt. Vinden synes ikke at være stærk nok til at spille en rolle, og vi formoder, at Corendon, Vital Concept og sikkert også Jumbo og måske Cofidis vil sørge for at skabe samling på en formentlig lidt smånervøs dag.

Det er bestemt ikke udelukket, at der kommer angreb på stigningerne til sidst, men de synes ikke at være svære nok til, at man kan komme væk, slet ikke fordi der vil være modvind på de sidste kilometer. Den eneste, der måske vil kunne gøre det, er Mathieu van der Poel, men han vil formentlig satse på en spurt. Vi forventer derfor at se en reduceret massespurt i en finale, der ikke er videre teknisk, men hvor skal være velplaceret i sidste sving.

Det får os til at pege på Mathieu van der Poel som vores favorit. Ganske vist er det hans første landevejsløb siden april, men hans kørsel på mountainbiken har vist, at formen er fin. Han viste os så sent som i Sarthe, at han er hurtig nok til at slå de rene sprintere. Vi er lidt i tvivl om, hvorvidt han ligefrem kan matche en fyr som Danny Van Poppel på topfart, men efter et par hårde bakker med et sent sving, tror vi, at han har farten og teknikken til at komme flyvende fra start. Derfor er han vores favorit.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Hans værste rival er Danny Van Poppel, der endelig er i gang igen og kørte nogle fine spurter i skrapt selskab i Polen. Desværre skuffede han fælt på den mellemhårde 5. etape, og det viser, at den ustabile Van Poppel ikke er, hvor han skal være endnu. Man ved aldrig, hvor man har ham, og normalt bør finalen passe ham ideel. Med et godt lead-out fra en velkørende Amund Grøndahl Jansen, der vil kunne agere plan B, er han formentlig den hurtigste, hvis han klarer bakkerne.

Dem klarer Bryan Coquard meds sikkerhed, og han har længe vist, at han nærmer sig sit gamle niveau. Også efter sommeren er han kommet stærkt i gang med sejr i GP Cerami og en stærk 2. plads på Mur de Thuin i Vallonien. Han skuffede lidt i de rene spurter, men i år har han faktisk slået nogle ret stærke folk også på lette dage. Denne mellemhårde etape passer ham, og han har i år fået fremragende lead-outs fra Kevin Reza.

Etapen burde være god for Christophe Laporte, der ikke er specielt hurtig efter en let dag, men er god på hårde dage. Det sene sving passer ham, og han er god i positionskampen. Desværre er hans form usikker, da han ikke har kørt, siden sygdom tvang ham ud af Touren.

Er det nu, Magnus Cort skal spurte igen? Det har han ikke gjort i en menneskealder, men det burde give mening at forsøge sig lidt igen i dette løb. Særligt denne mellemhårde etape burde passe ham, specielt fordi finalen ikke er så kompliceret for den positioneringssvage dansker. Desværre viste han alt andet end storform ved EM, og han skal stadig vise, at han har sin gamle fart.

Emils Liepins har i år kørt flotte spurter og vist, at han er en af feltets hurtigste. Desværre er han også meget svingende, og ude af form er han ikke specielt holdbar. Han har haft pause og har selv meldt ud, at han er usikker på, hvor han står, men i Kevin Ista har han en god lead-out man.

Wanty kommer med Andrea Pasqualon, men vi så i Touren bekræftelsen på, at han ikke er så hurtig som tidligere. Derfor kan man tvivle på, om han kan vinde en flad spurt i dette løb. Heldigvis er etapen hård, og særligt hvis der har været udskilning er han farlig.

Sport Vlaanderen kommer med Christophe Noppe, der virkelig har taget et skridt på i år. Han har kørt flere flotte spurter, også på højt niveau i blandt andet Tyrkiet. Her imponerede han også med en helt ny holdbarhed, som han også havde i Boucles de la Mayenne. Han kan være svingende og har ingen garanti for at klare bakkerne, men er han i form, kan han være med helt i front.

Israel Cycling Academy har lokale Sondre Holst Enger, men han er desværre ikke kommet ud af sin nedtur. Heller ikke i Tour of Norway, hvor han ellers rejste sig i 2018, var han god. Han har dog nu haft pause, og er han tilbage i form, passer den mellemhårde rute ham. Hvis ikke, har holdet en stadig mere holdbar Tom Van Asbroeck, der har været meget stabil i år, men nok mangler den sidste fart.

Andre ryttere, der kunne tænkes at forsøge sig i en spurt, er Colin Joyce, Herman Dahl, Erlend Blikra, Trond Trondsen, Nathan Haas, Dmitry Strakhov, Mads Würtz, Alan Riou, Danilo Wyss, Enrico Gasparotto, Kristoffer Skjerping, Jordi Warlop, Benjamin Declercq, Brenton Jones, Alessandro Fedeli, Lukas Eriksson, Rasmus Bøgh Wallin og Daniel Viejo, men det er svært at se dem vinde

Feltet.dks vinderbud: Mathieu van der Poel

Øvrige vinderkandidater: Danny Van Poppel, Bryan Coquard

Outsidere: Christophe Laporte, Magnus Cort, Emils Liepins, Andrea Pasqualon, Christophe Noppe,

Jokers: Sondre Holst Enger, Tom Van Asbroeck, Amund Grøndahl Jansen, Colin Joyce, Trond Trondsen, Erlend Blikra, Herman Dahl