Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og draget fordel af de varme og solrige forhold under sydlige himmelstrøg til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.

Det ændredes i lørdags, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været hen over de belgiske brosten for første gang.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor i lørdags, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløbsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de mest prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af næsten enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb, og siden aldrig vendte tilbage til den model.

Tirreno-Adriatico blev første gang afviklet i 1966 og mangler derfor den samme lange historie som Paris-Nice, men det er ikke mærkeligt, at det har overvundet det faktum og hurtigt etableret sig som en vigtig begivenhed på kalenderen. Med kælenavnet Løbet Mellem De To Have følger det en rute mellem den Tyrrhenske kyst og Adriaterhavskysten og bringer derved rytterne gennem meget kuperet terræn i det italienske hovedland. Stigningerne i dette område er ikke nødvendigvis særligt lange, men deres kort, stejle natur og den konstant bølgede profil har gjort løbet til den perfekte forberedelse for formhungrende klassikerryttere. Hvis man dertil lægger de ofte gode vejrforhold, har man opskriften på en succes, der har været i stand til at konkurrere med Paris-Nices længere historie.

Løbet voksede hurtigt til en stor begivenhed, og allerede i den syvende udgave i 1972 startede klassikerlegenden Roger de Vlaeminck en helt enestående stime, der gav ham den samlede sejr seks år i træk. Selvom vinderlisten naturligvis domineres af italienere, har det altid været en begivenhed af international interesse med opmærksomhed fra de bedste klassikerryttere, hvoraf mange har vundet løbet mindst én gang.

Tirreno-Adriatico har ikke samme smukke symbolik som Paris-Nice, der signalerer forårets komme ved at rejse fra det kolde Nordfrankrig til den solrige Cote d’Azur, men for en rytter, der jagter topformen, er der ingen grund til at gennemleve de kolde, blæsende dage mod nord. Det bedre vejr har altid været et vigtigt trækplaster for det italienske løb, der har været i konstant kamp med den franske rival om at tiltrække det stærkeste felt.

Ofte har de to løb fordelt feltets stjerner fint mellem sig. Med sine enkeltstarter og længere stigninger har Paris-Nice haft bedre appel til de gode etapeløbsryttere, mens de kuperede ruter i det centrale Italien og de ofte meget lange etaper har gjort det italienske løb til det perfekte match for klassikerrytterne. I de senere år er løbet således blevet vundet af folk som Michele Bartoli, Davide Rebellin, Erik Dekker, Filippo Pozzato, Paolo Bettini, Oscar Freire, Fabian Cancellara og Greg van Avermaet, mens grand tour-stjernerne har kæmpet om sejren i Frankrig. Som en konsekvens har Tirreno historisk vundet kampen om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo, og det er ikke mærkeligt, at de fleste vindere er ankommet til Sanremo efter en solid præstation i Tirreno.

I de senere år er situationen imidlertid ændret. I stedet for at fortsætte appellen til klassikerrytterne har arrangørerne fra RCS Sport forsøgt at gøre løbet til en slags mini grand tour. De senere udgaver har både haft en holdtidskørsel og en enkeltstart samt en stor bjergafslutning, og derfor har de gradvist tiltrukket flere og flere etapeløbsstjerner. Med bedre vejr og en rute tilpasset deres egenskaber har etapeløbsrytterne i stigende grad foretrukket at rejse til Italien.

Udviklingen nåede sit klimaks i 2014, da Paris-Nice-arrangørerne ASO eksperimenterede ved at sammensætte en rute helt uden lange stigninger og enkeltstarter. I stedet designede man, hvad man beskrev som otte små klassikere, og da Tirreno fortsatte med at fungere som en lille grand tour, var det ikke mærkeligt, at mange etapeløbsryttere skiftede mening efter rutepræsentationerne og i stedet rejste til Italien. På den anden side blev mange klassikerryttere inspireret af chancen for at vinde en etape eller to på vejen til Nice, og det fik dem til at ændre deres sædvanlige forberedelse.

Eksperimentet fejlede for ASO. Mens Alberto Contador og Nairo Quintana fik al opmærksomheden ved deres store slag i Italien, fik det franske løb slet ikke den sædvanlige plads i rampelyset. I et forsøg på igen at tiltrække de store etapeløbsstjerner er man i Frankrig siden vendt tilbage til et mere traditionelt format, og i de seneste par år har man endda designet en for løbet usædvanligt hård rute, der virkelig appellerer til etapeløbsrytterne. Siden da har grand tour-rytterne fordelt sig mere ligeligt mellem de to løb, men der er stadig ingen tvivl om, hvem der vundet kampen. Kun i 2017 havde Paris-Nice en lille renæssance, men generelt har Tirreno-Adriatico siddet på flæsket.

I 2019 eksperimenterede man kortvarigt ved at vende tilbage til rødderne og droppede den bjergfinale, der ellers har været et fast element siden 2012, og man returnerede til et mere klassisk format, hvor løbet skulle afgøres på de stejle mure i regionens klassikerterræn samt på de to tidskørsler, der fastholdtes i hver sin ende af løbet. Heldigvis for arrangørerne skræmte det kun i begrænset omfang de store etapeløbsstjerner, men alligevel er løbet nu igen den lille grand tour, den har fået ry for at være. Det har også haft appel i år, hvor kongeetapen ellers som noget nyt ikke har mål på en stigning, og i år synes kampen mellem de to store etapeløb at være endt nogenlunde uafgjort. I Italien kan man i hvert fald ikke klage over et felt, der tæller navne som Tadej Pogacar, Jonas Vingegaard, Richie Porte, Enric Mas, Tom Dumoulin, Richard Carapaz, Wilco Kelderman, Remco Evenepoel, Romain Bardet, Damiano Caruso, Rigoberto Uran og Miguel Angel Lopez.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Udviklingen har også betydet, at Paris-Nice har vundet frem som foretrukken forberedelse til Milano-Sanremo. Af de seneste ti vindere er de seks kommet fra Frankrig (den særprægede 2020-udgave er naturligvis irrelevant i denne sammenhæng). For nogle år siden var stort set alle ikke-franske topsprintere samlet i Italien, men i de senere synes Paris-Nice at have vundet kampen om fleste af de hurtige folk. Sådan er det dog ikke i år, hvor topsprinterne også har fordelt sig ganske jævnt, og med Mark Cavendish, Tim Merlier, Arnaud Demare, Giacomo Nizzolo, Elia Viviani, Alexander Kristoff og Caleb Ewan i feltet har italienerne i hvert fald ingen grund til at klage. Denne gang har valget også været lidt anderledes, da de to løb for første gang afvikles helt parallelt med Paris-Nice, og argumentet om, at Paris-Nice har givet mere hvile inden klassikeren, er derfor ikke længere brugbart.

Sidste år havde løbet heller ingen grund til at klage over et felt, der talte både Tadej Pogacar og Egan Bernal, og der var i den grad lagt op til duel mellem de to seneste Tour-vindere. Det skulle dog vise sig at blive en ganske ensidig affære, for sloveneren viste sig helt overlegen, da han kørte fra alle sine rivaler på både konge- og muretapen, og derfor kunne han efter en stærk enkeltstart lade sig hylde som samlet vinder, mens Bernal endte helt nede som nr. 4. I stedet var det Wout van Aert, der overraskede stort med en imponerende flot klatrepræstation, der sikrede ham den samlede 2. plads, dog hele 1.03 bag Pogacar, mens Mikel Landa med et tab på hele 3.57 var usædvanligt langt efter på løbets 3. plads. Pogacar vender tilbage for at forsvare sin titel, men da både Landa og Van Aert denne gang dropper løbet, bliver han eneste genganger fra sidste års podium.

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Ruten

Som nævnt har arrangørerne fra RCS Sport ændret formatet for deres løb. Hvor det tidligere bestod af en række sprinteretaper, et par kuperede etaper og muligvis en enkeltstart, har det siden 2012 været en slags miniudgave af en grand tour. Fra 2012 til og med 2018 startede løbet altid med en holdtidskørsel på den tyrrhenske kyst og sluttede med en kort, flad enkeltstart i San Benedetto del Tronto på adriaterhavskysten en uge senere (selvom man i sidste øjeblik måtte ændre første etape til en prolog i 2015), og derudover har der været to klassiske Tirreno-etaper med kuperet terræn præget af korte, stejle stigninger samt to dage for sprinterne. Den helt afgørende forandring var imidlertid, at der hvert eneste år var en decideret bjergafslutning - som ganske vist måtte aflyses i 2016 - og derfor har løbet været en sag for grand tour-specialister.

Den model afveg man fra i 2019, hvor man helt droppede bjergetapen og erstattede den med en ekstra etape i det klassiske Tirreno-terræn med mange stejle mure. Den tilbagevenden til fortiden var imidlertid i første omgang et engangstilfælde, for allerede i 2020 vendte man tilbage til det, vi har kendt fra årene mellem 2012 og 2018. Den eneste store ændring var beslutningen om at droppe holdløbet til fordel for en ekstra sprinteretape, og da løbet efter kalenderændringen helt ekstraordinært blev forlænget til otte dage, kom der pludselig også to muretaper på programmet. Sidste år havde man igen et helt klassisk format, dog fortsat uden holdløbet.

I år er formatet i alt væsentligt det samme, men alligevel er der to væsentlige nyskabelser. Holdløbet vender ikke tilbage, og dermed vil der også i år være tre sprinteretaper, en enkeltstart, en kongeetape og to kuperede etaper, hvoraf den ene som altid er løbets klassiske muretape. Det nye er, at den klassiske afsluttende enkeltstart i San Benedetto del Tronto efter 11 år sløjfes, og at man i stedet vender tilbage til den gamle tradition med en afsluttende sprinteretape, som vi altid havde det frem til og med 2010. Enkeltstarten afvikles nu på førstedagen, hvor den åbner ballet. Den anden væsentlige nyskabelse er, at kongeetapen som noget nyt ikke har mål på toppen af et bjerg, men da den kun efterfølges af en kort og meget teknisk nedkørsel, betyder det ikke, at klatrerne ikke har plads til at gøre forskelle.

Rækkefølgen er altså justeret ganske markant, når man nu lægger ud med enkeltstarten, der måske nok er ny, men i alt væsentligt er magen til den, vi kender, når der skal køres op og ned langs en flad kystvej - denne gang bare langs vest- og ikke østkysten - idet distancen dog er forlænget med knap 4 km til nu 13,9 km. Derefter justerer man igen på rækkefølgen, for hvor man nu plejer at have både en sprinter og en kuperet etape, venter der nu sprinteretaper både tirsdag og onsdag. Heraf kan sprinterne glæde sig mest til 3. etape, der er relativt flad, mens en række stigningerne i finalen på 2. etape sagtens kan tænkes at skabe nogen udskilning og teste rytternes klatreben, inden Milano-Sanremo.

Klassementskampen genoptages torsdag på den første af de to kuperede etaper. Som altid har løbet noget for puncheurtyper, men denne gang er det en ganske svær puncheurafslutning, som venter torsdag eftermiddag. Her skal der nemlig sluttes på en hele 4,7 km lang bakke, der stiger med knap 7%, og selvom det sikkert ender med en spurt på toppen, kan etapen vise, hvem der ikke vil vinde løbet. Endnu klogere bliver vi fredag, hvor det gælder årets muretape, der dog ikke er så vanskelig som i tidligere udgaver, men som stadig slutter på den vanskelige rundstrækning i Fermo, hvor Peter Sagan imponerede stort i 2017 ved at slå alle klassementsrytterne på toppen af en lille rampe, der efterfølger en brutal mur i den fulde finale.

Det helt store klassementsslag skal dog slås lørdag, hvor det gælder kongeetapen, men som sagt er der denne gang ikke mål på toppen af et bjerg. I stedet skal der sluttes med to omgange på en rundstrækning, der sender rytterne op og ned ad Marco Pantanis træningsbjerg Monte Carpegna, og det er en ganske alvorlig udfordring. Bjerget er nok kort, men det er med 9,9% i snit en meget stejl sag, der sammen med den meget tekniske nedkørsel vil krone vinderen af årets løb. Sprinterne får nemlig for første gang siden Edvald Boasson Hagens spurtsejr i 2010 det sidste år, når løbet søndag eftermiddag slutter med omgange på en helt flad rundstrækning i den klassiske målby, San Benedetto del Tronto.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

1. etape

I de senere år har arrangørerne introduceret en tradition, der består i at starte løbet med en pandekageflad holdtidskørsel langs den tyrrhenske kyst, men den tradition har været brudt i de seneste to udgaver, hvor sprinterne har haft det første år. I år bliver der nytænkt igen, når løbets enkeltstart, der ellers i mere end et årti har været afviklet som den store finale i San Benedetto del Tronto, denne gang får lov at skyde festen i gang. Det sker naturligvis ny på vest- og ikke østkysten, men det betyder ikke, at der ændres på formatet. Tværtimod er der tale om en næsten tro kopi af den klassiker, vi har lært at elske, når wattmonstrene nok engang skal tonse op og ned ad en flad kystvej - denne gang altså bare i den anden side af den italienske støvle samt på løbets første og ikke sidste dag.

Med en distance på 13,9 km er den ”nye” enkeltstart næsten 4 km længere end den gamle, og den har både start og mål i Lido di Camaiore, der har været vært for 1. etape i mange år. Ruten er kun en anelse mere kompliceret end i San Benedetto del Tronto og består i alt væsentligt af en tur op og ned langs den flade kystvej. Man starter på en sidevej til kystvejen, og derfor skal der drejes allerede efter 100 m, inden man rammer kysten, hvorefter man tonser mod nordvest op langs vandet. Efter 6,2 km bliver mellemtiden taget, men hvor man i San Benedetto del Tronto nu foretog en U-vending er det her en smule mere kompliceret. Her består vendingen nemlig af en lille rektangulær rundstrækning, som betyder, at man lige i rap skal foretage tre højre- og et venstresving.

Det sidste af disse leder tilbage til kystvejen, og nu er resten af etapen helt enkel, idet man nu kører tilbage mod sydøst ned langs kystvejen. Man fortsætter denne gang forbi den sidevej, hvor startrampen er placeret, inden man med 1,2 km igen foretager et tricky højre-venstre-sving, hvorefter man rammer den 6,5 km brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt bare 3 højdemeter.

Måske er etapen lidt længere, end vi kender den, og måske er der denne gang faktisk nogle enkelte sving, men resultatet havde næppe været meget anderledes, hvis enkeltstarten var blevet kørt på den klassiske rute, der er blevet brugt siden 2012. Dette er wattmonstrenes paradis, og selvom etapen nu afvikles som start og ikke som slutning, vil man også på denne rute kunne tale om et slags VM i korte, flade enkeltstarter - desværre dog med et felt, der ikke har samme enorme tempoklasse, som vi plejer at se.

Lido di Camaiore har været vært for åbningen hvert eneste år siden 2015. Sidste år indledtes løbet med en sprinteretape, hvor Wout van Aert tog en stor skalp, da sejrede foran Caleb Ewan og Fernando Gaviria, og i 2020 startede løbet med en næsten identisk etape, hvor Pascal Ackermann var hurtigere end Fernando Gaviria og Magnus Cort. I 2019 var det Mitchelton-Scott, der lidt overraskende slog favoritterne fra Jumbo-Visma i det indledende holdløb, mens BMC levede op til deres favoritværdighed tre år i træk ved at sejre i 2016, 2017 og 2018. I 2015 betød dårligt vejr, at man i sidste øjeblik ændrede holdløbet til en hastigt arrangeret prolog, hvor Adriano Malori slog Fabian Cancellara. Byen er samtidig rammen om det italienske endagsløb GP Camaiore, der sidst blev vundet af Diego Ulissi i 2014, men nu er forsvundet fra kalenderen. I 2007 var man vært for en Giro-etape, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt, mens Rik Verbrugghe i 2002-udgaven af Giroen tog en udbrudssejr i byen. Endelig var det hedengangne Giro della Provincia di Lucca forbi i 2004 og 2003, hvor det blev til spurtsejre til hhv. Alessandro Petacchi og Romans Vainsteins.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

2. etape

En fast tradition efter den indledende etape har været, at de følgende dage har budt på hhv. en puncheur- og en sprinteretape. Det ændres der imidlertid på i år, hvor der går rent sprintershow i den. I hvert fald har de hurtige folk gode chancer for at komme til fadet både tirsdag og onsdag, men det er nu ikke helt så enkelt, som de kunne have ønsket sig. Løbets 2. etape byder nemlig på en lang distance på næsten 220 km og mere end 2000 højdemeter, der næsten alle er koncentreret i den sidste halvdel. Stigningerne er dog hovedsageligt relativt bløde, og for de fleste vedkommende bør det ikke være et problem at komme med hjem til løbets første spurtafgørelse, hvis ikke et hold tager initiativ til at lægge det nødvendige pres.

Som sagt skal der tilbagelægges en lang distance på hele 219,0 km, der fører feltet fra Camaiore til Sovicille, og som det er kutyme for 2. etape fører den feltet mod sydøst ned langs vandet, idet man dog kører så langt ind i landet, at terrænet mod slutningen bliver ganske kuperet. Det er det dog slet ikke i starten, hvor man med det samme sætter kursen mod sydøst og herefter kører i samme retning øst om Pisa og ned gennem det italienske fladland. Senere begynder det at stige ganske let, men indledningen på etapen er meget let.

Efter 91,9 km når man byen Prato d’Era, der ligger på kanten af mere kuperet terræn. Det mærker man med det samme, når man kører videre mod sydøst op ad en bakke (2,3 km, 6,3%) med top efter 96,2 km. Den efterfølges af en kuperet sektion med tre mindre småbakker, inden det efter en nedkørsel igen bliver nemmere, når man fortsætter mod sydøst igennem terræn, der hovedsageligt er let faldende.

Mod slutningen er man ganske tæt på målbyen, men i stedet for at køre ind til stregen kører man en omgang på en rundstrækning i det kuperede område syd for byen. I starten er det fortsat let faldende, når man kører mod nordøst, sydøst og syd, men herefter går det mod sydvest op ad dagens eneste kategoriserede stigning La Pineta (5,6 km, 5,0%), der byder på en kilometer med 6,7%, men derudover hovedsageligt stiger med 4-5% frem mod toppen, som rundes efter 160,7 km.

Herfra venter stadig 58,3 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der leder mod nordvest, inden man kører mod syd op ad en lille bakken til byen Monticiano, som nås efter 169,0. En nedkørsel leder mod nord, hvorefter det kun er ganske let stigende, når man kører mod nordvest og siden sydvest. I det sydligste punkt vender man rundt for at køre mod nordøst op ad en bakke (3,1 km, 5,0%), som efter en ultrakort nedkørsel efterfølges af en meget kort bakke, på hvis top dagens spurt komme efter 189,1 km.

Derfra falder det mod nordøst, inden man fortsætter mod nordøst op ad dagens sidste bakke (4,1 km, 3,9%). Her nås toppen efter 202,3 km, hvorefter de sidste 16,7 km indledes med en lettere nedkørsel, som fører mod nordøst ned til det flade plateau, hvorpå målbyen ligger. Herfra kører man igennem helt fladt terræn mod nordøst ad en lige vej, inden man foretager et sidste sving ved 3 km-mærket, hvorefter den 7 m brede vej kun bugter sig let mod venstre. Den tredjesidste kilometer falder let, hvorefter det bliver fladt, inden der er en ganske lille bakke og nedkørsel efter den røde flamme. Slutteligt stiger det ganske, ganske let hen til stregen.

Etapen byder på i alt 2151 højdemeter.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Etapen bør med det stærke sprinterfelt ende i en spurt, men man kunne sagtens forestille sig, at eksempelvis BikeExchange ville prøve at sende nogen af sprinterne til tælling. Sker det, er terrænet svært nok til at skabe nogen udskilning, og i givet fald får vi ikke en fuld massespurt. På dette tidlige stadium i løbet er det dog også muligt, at alle er fint tilfredse med en mere klassisk spurt, og med roligt tempo kan de fleste klare disse stigninger.

Sovicille har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

3. etape

Som nævnt har det i de seneste år været en tradition, at de første tre etaper udgøres af et indledende holdløb efterfulgt af en etape for hhv. sprintere og eksplosive klassikerryttere, dog i lidt varierende rækkefølge. Sådan bliver det bare ikke i år, hvor vi skal helt frem til fjerdedagen, inden de første mere alvorlige klatreudfordringer melder sig. Sprinterne burde i hvert fald komme til fadet på 3. etape, for selvom der igen er 2000 højdemeter på programmet, er de denne gang koncentreret så tidligt på etapen, at intet burde kunne stå i vejen for en stor spurtafgørelse, der dog finder sted i en tricky finale med et sent sving og en brostensagtig belægning.

Med en distance på 170,0 km er etapen betydeligt kortere end den foregående, og den fører feltet fra Murlo til Terni. Igen er det en klassisk Tirreno-etape i den forstand, at man kører mod sydøst ned gennem støvlen det meste af dagen, men denne gang i terræn, der ikke er alt for svært. Fra start stiger det dog let, når man kører mod sydøst, inden man efter 14,2 km når toppen af en lille bakke. Herfra falder det videre mod sydøst, hvorefter det kun er ganske let stigende på en helt lige vej.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Dagens vanskeligste udfordring melder sig, når man drejer mod nord for at køre op ad dagens eneste kategoriserede stigning, La Foce (5,4 km, 4,6%), der efter en let start bliver stejlere og stejlere og slutter med 1400 m med 6,1% inden toppen, som rundes efter 35,3 km. Nu er det småkuperet, mens man fortsætter mod nordøst, men derefter falder det mod sydøst ned til et plateau. Det følges nu over et længere stykke mod sydøst ad en vej, der kun er ganske let faldende.

Efter 73,9 km når man frem til byen Fabro, hvor man forlader plateauet for at køre ind i bakkerne via en stigning (4,4 km, 5,2%), hvis top rundes efter 81,4 km. Herfra leder en nedkørsel dog hurtigt videre mod sydøst tilbage til plateauet, som følges mod sydøst igennem fladt terræn. Kort efter byen Baschi kører man dog mod øst ind i bakkerne igen via en stigning (6,7 km, 3,6%)., der har top efter 123,6 km. Den leder op til et fladt plateau, som følges mod sydøst, inden det falder mod øst ned till dagens spurt, som kommer midtvejs op ad en lille bakke efter 142,9 km.

Plateauet følges nu videre mod nordøst, inden en ikke specielt svær nedkørsel leder mod sydøst ned til et andet og helt plateau, hvor målbyen er placeret. Herfra er de sidste 13,7 km stort set helt flade, når man kører mod nordøst og øst ind til centrum. Det går ad en helt lige vej med adskillige rundkørsler, inden man foretager et blødt højresving i en sådan kort efter 2 km-mærket. Derefter bugter vejen sig til venstre, indtil man med 350 m igen drejer til venstre i en rundkørsel ind på den 7,5 m brede opløbsstrækning, der har en brostensagtig belægning. Den sidste kilometer er let stigende, primært efter svinget, men den samlede stigningsprocent for sidste kilometer er beskedne 1,6%.

Etapen byder på i alt 2063 højdemeter.

Modsat 2. etape burde denne etape ikke give de helt store muligheder for at sætte sprinterne under pres, og det vil være en overraskelse, hvis ikke vi får en spurt. Til gengæld bliver det en specielt én af slagsen med et sving bare 350 m fra stregen, en stigende finale og brostensagtig belægning. Det ligner en dag, der i højere grad afgøres af positionering end af fart, og dermed er det langt fra givet, at hurtigste mand vinder sprinternes andet opgør.

Terni har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2012, hvor Edvald Boasson Hagen spurtede sig til sejr foran André Greipel og Peter Sagan.

Læs også

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

4. etape

Der er en grund til, at puncheurs altid har elsket Tirreno-Adriatico, for løbet har som regel givet dem mindst én mulighed. En sådan får de også i år på løbets første kuperede etape, men denne gang er det en vanskeligere finale, end man ofte ser det. Her skal nemlig sluttes på en hele 4,2 km lang bakke, der måske kun stiger med beskedne 5,7% i snit, men som er så lang og periodevist også stejl, at det vil blive en ganske selektiv finale. Stigningen er formentlig ikke svær nok til, at de bedste kan gøre forskellen, og meget taler for, at det vil skulle afgøres i en spurt på toppen, men efter torsdagens etape bør vi have en ide om, hvem der i hvert fald ikke vinder årets udgave af Løbet Mellem de to Have.

Med en distance på 202,0 km er der tale om endnu en relativt lang etape, som fører feltet fra Cascata delle Marmore til Bellante, og det er er den dag, der skal føre feltet det sidste stykke tværs gennem støvlen ud til østkysten. Det betyder, at man skærer gennem Appenninerne, og derfor går det op eller ned det meste af dagen. Det gør det i hvert fald med det samme, når man efter et kort fladt stykke kører mod syd op ad en bakke (5,5 km, 4,9%), hvis top rundes efter 11,0 km. En kort nedkørsel leder videre mod syd, inden man kører mod øst op ad endnu en bakke (7,4 km, 5,5%). Den efterfølges ikke af en nedkørsel, men et kort plateau, der går mod nordøst, inden man kører mod nordøst op ad den kategoriserede stigning Valico Torres Fuscello (9,5 km, 3,7%), der er en relativt blød opkørsel med en sværeste sektion mditvejs, hvor den over fire kilometer stiger med ca. 5%.

Toppen i 1115 m højde rundes efter 37,7 km, men det bliver ikke let endnu. Herfra snor man sig nemlig mod sydøst igennem ganske kuperet terræn, inden en meget teknisk nedkørsel leder mod øst ned til Posta, som nås efter 62,5 km. Her kører man mod nordøst ad et let stigende stykke, inden man skal over endnu en bakke3,5 km, 5,0%) med top efter 75,2 km, men herefter bliver det pludselig meget let. Over de næste ca. 55 km falder det nemlig jævnt, mens man kører mod først nord, så øst og siden nordøst ned til dagens spurt, som er placeret efter 130,4 km næsten helt ude ved kysten.

Herfra går det mod sydøst op ad en bakke (5,0 km, 3,8%), som har top efter 142,9 km, inden det falder let mod sydøst og syd ned til den afsluttende rundstrækning, som nås efter 153,5 km. Herefter kører man knap en halv omgang, som betyder, at man første gang skal op ad målbakken (4,2 km, 5,7%), hvor stregen krydses i forbindelse med en bjergspurt efter 160,9 km.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 20,6 km lange rundstrækning. Den indledes med en meget kort, lidt teknisk nedkørsel, som fører mod vest, inden det kortvarigt stiger mod sydvest. Derfra kører man imidlertid ad en kun let snoet vej mod nordvest, nord, nordøst og slutteligt sydøst igennem terræn, der er let faldende. Slutteligt drejer man mod syd for at køre op ad målbakken, der stiger med 5,7% over 4,2 km. De første 3 km stiger relativt jævnt med 7,0%, idet den første kilometer med 7,5% dog e en anelse stejlere, inden de sidste 1200 m stiger med 5,5% fordelt med først 500 m med 4,2%, siden 500 m med 7,2% - herunder stigningens stejleste stykke på 11% - og slutteligt 200 m med 4,2%. Stigningen følger en næsten helt lige og 7 m bred vej, indtil der er et hårnålesving med 750 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 3105 højdemeter.

Det er noget ganske andet end de puncheurfinaler, vi kender, og det er en ganske krævende afslutning. Det er i hvert fald ikke for de puncheurs, der trives i meget eksplosive finaler, og vi skal mere se i retning af de klatrestærke typer. Etapen er svær nok til, at vi formentlig får set, hvem der ikke har formen til at vinde, men den er næppe heller så svær, at vi vil se forskelle mellem de bedste. I stedet taler meget for, at en spurt på toppen skal afgøre det første vigtige slag, hvor der som minimum er værdifuld tidsbonus at hente.

Læs også

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Bellante har ikke tidligere i løbets historie været mål for et stort cykelløb.

5. etape

I gamle dage (og i 2019), hvor bjergfinaler ikke hørte til dagens orden i Tirreno-Adriatico, blev løbet altid afgjort i det terræn, der mere end noget andet kendetegner området øst for Adriaterhavet. Her går det nemlig konstant op og ned ad smalle veje via små, stejle mure og kringlede nedkørsler. Det er med andre ord sandt guf for klassikertyperne, og selvom løbet i dag som regel også har en stor bjergetape, er den anden af de to nøgleetaper, der som regel har været, altid blevet udgjort af det, arrangørerne kalder årets ”mur-etape”. En sådan er der naturligvis også i år, hvor vi vender tilbage til muren i Fermo, der i 2017 var rammen om en uhyre imponerende Peter Sagan-sejr på en dag, hvor slovakken blandede sig med alle klassementsrytterne. Dengang var der ingen forskelle mellem de bedste, da den afsluttende murs stejle del kommer et stykke fra mål, men selvom den samlede etape ikke er så svær, som vi før har set det, ved vi fra løbene i blandt andet 2019 og 2021, at disse etaper har potentiale til at skabe større afstande end løbets kongeetape.

Med en distance på bare 155,0 km er der tale om en kort og intens etape, der fører feltet fra Sefro til Fermo. Vi er nu nået ud til murene, der ligger i terrænet umiddelbart vest for Adriaterhavet, men man starter lidt inde i landet for atter at køre ud mod vandet. Startområdet er relativt fladt, og det falder derfor kun ganske let, når man lægger ud med at køre mod nordøst, øst og nord. Herefter kører man imidlertid mod nordøst ind gennem et højdedrag via en stigning (12,5 km, 3,4%), som har top efter 34,2 km, hvorefter en teknisk nedkørsel leder op til det nordligste punkt.

Herfra snor man sig mod sydøst op og ned ad tre bakker med top efter hhv. 51,6 km, 59,6 km (1,5 km, 6,1%) og 67,3 km (2,8 km, 6,7%), inden den sidste nedkørsel leder ned til floden Fiume Chienti. Den følges nu mod nordøst og øst igennem let faldende terræn frem til byen Piediripa, der nås efter 90,5 km. Nu tager etapen fat igen, når man drejer mod sydøst for at køre ind i bakkerne via en stigning (2,9 km, 5,3%) med top efter 96,3 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod sydøst ned til bunden af den kategoriserede Monte Urano (2,3 km, 7,8%), der bestiges fra vest og kan deles i to med først 1000 m med 9,7% og slutteligt 1300 m med 6,1%, inden toppen rundes efter 106,0 km.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Herfra bliver det igen lettere. Et plateau følges mod nordøst, inden en let nedkørsel fører mod sydøst, hvorefter det går ad en let faldende vej mod nordøst det sidste stykke ud mod kysten, som nås efter 121,3 km. Nu kører man 3,0 km mod syd ad den flade kystvej, men herefter indledes finalen i byen Lido di Fermo.

Her drejer man nemlig mod sydvest for igen at køre ind i bakkerne via en stigning (3,6 km, 5,9%), der efter en let start med 4,2¤ over en kilometer stiger relativt jævnt med 6-7%, men har et stejlt stykke på 19% umiddelbart inden toppen, hvor dagens spurt kommer efter 129,8 km. En let faldende vej leder nu videre mod sydvest ned til udkanten af Fermo, hvor man med 21,8 km igen rammer den afsluttende rundstrækning. Nu kører man med det samme mod syd op ad finalemuren, som indledes med 850 m med 12,6%, inden et fladt stykke fører frem til 1 km med 5,6%. Her undlader man imidlertid at dreje ind på den sidste stejle rampe, men kører i stedet via en nedkørsel med to tidlige hårnålesving og derefter bare en lige vej mod først syd og siden sydvest.

Nu melder den næste stigning sig, når man kører mod nord op ad den kategoriserede Fermo-Madonna d’Ete (2,2 km, 8,5%), der kommer i to hug med først 500 m med 11,4%, siden 1000 m med 4-5% og slutteligt 700 m med 12,2%, inden man runder toppen efter 146,0. De sidste 9,0 km får først ad et let faldende stykke mod nord og vest, inden man kører mod øst op ad den lille Murro del Ferro (600 m, 10,7%). Derfra leder en lige nedkørsel mod nordøst ned til rundstrækningens udgangspunkt, hvor man drejer mod nord for at køre op ad finalemuren - denne gang hele vejen til toppen. De indledes som sagt 3,25 km fra mål med 850 m med 12,6% med et maksimum på 21%, inden man med 2,4 km rammer et let stykke, der stiger med bare 0,5%, inden de sidste 1100 m stiger med 6,1% i snit. Denne del kommer dog i to hug med først et kort stykke med 6-8%, inden det kortvarigt falder med 750 m igen, hvorefter de sidste 350 m atter stiger med 8,3% i snit og med et maksimum på 10%. Finalen er kringlet, da man drejer skarpt efter den stejle del af muren med 2,4 km igen, hvorefter man vender 180 grader med 1300 m igen. Slutteligt er der to skarpe sving med 300 og bare 50 m igen på den 6 m brede vej, der undervejs byder på en brostensagtig belægning.

Etapen byder på i alt 2404 højdemeter.

Samlet set har vi haft betydeligt vanskeligere muretaper end denne, hvor næsten alle udfordringer kommer på rundstrækningen. Den blev også brugt i 2017 på en dag, der med 3410 højdemeter var betydeligt vanskeligere, og her så vi et fint klassementsslag, hvor der blev angrebet på den stejle del, men hvor otte mand alligevel endte i samme tid. Det er nok tvivlsomt, om vi vil se et blodbad, som vi har set på andre muretaper - senest sidste år - og det kan meget vel koges ned til finalemuren. Her er det bestemt muligt, at stærkeste mand kan køre væk på den stejle del, men det vil også være muligt for en snu rytter at snige sig væk på den flade del. Mest sandsynligt er det dog nok, at der skal spurtes igen på den sidste rampe, hvor Peter Sagan imponerede stort ved at slå alle klassementsfolkene for fem år siden.

Fermo har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var også i Tirreno-Adriatico i 2017, hvor Peter Sagan på præcis denne rundstrækning tog en af sine flottere sejre, da han på topen spurtsejrede foran Thibaut Pinot og Primoz Roglic.

Læs også

Soudal-QuickStep skriver med ny rytter

6. etape

Det er blevet en tradition, at løbets to sværeste etaper kommer i weekenden, hvor der som regel har været både en bjergafslutning og en ”mur-etape” med mange af de stejle ramper, der kendetegner regionen tæt på Adriaterhavet. I år betyder den ændrede kalender, at kun én af de to etaper kan afvikles i weekenden, og det bliver kongeetapen, der får lov til at afgøre årets løb inden den afsluttende sprinteretape. Siden man i 2012 siden begyndte at gøre brug af høje bjerge, har kongeetapen med en enkelt undtagelse altid haft mål på toppen af et bjerg, men sådan bliver det ikke i år. Det betyder dog ikke, at klatrerne ikke vil slikke sig om munden, for de får lov til to gange at køre op ad Marco Pantanis meget stejle træningsbjerg Monte Carpegna. Da der efter sidste passage blot venter en kort, men også meget teknisk nedkørsel, er der al mulig grund til at tro, at den bedste klatrer kan sætte sig igennem og måske cementere den samlede sejr.

Med en distance på hele 215,0 km er der tale om en meget lang kongeetape, der fører fra Apecchio til Carpegna, men den er for langt hovedpartens vedkommende en relativt let sag. Startbyen ligger ved et højdedrag umiddelbart syd for målbyen, og første del af etapen består af en tur mod kysten og tilbage igen. Indledningsvis falder det let, når man kører mod nordøst væk fra et højdedrag, indtil man efter 23,9 km drejer mod nord for at køre op og ned ad en lille bakke (3,6 km, 4,5%). Herefter følger man igen en let faldende vej, der leder mod først sydøst og siden nordøst hen langs floden Fiume Metauro.

Den forlader man, når man drejer mod nord for at køre op ad en bakke (5,8 km, 3,4%), hvis top passeres efter 68,4 km, inden en nedkørsel leder mod sydøst tilbage til floden, som kortvarigt følges mod nordøst. Derefter drejer man mod vest for at køre ad en let stigende vej tilbage mod højderne, hvor man fortsætter mod vest op ad den kategoriserede stigning Mombaroccio (4,7 km, 3,4%), der bare er en jævn og let opkørsel med top efter 88,2 km. Efter en teknisk nedkørsel, som leder mod nord, fortsætter man mod vest op ad endnu en bakke (3,9 km, 5,3%), som har top efter 101,4 km.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Nu bliver det igen lettere. En svær nedkørsel leder mod nordvest, inden man rammer en let stigende vej, som fører mod sydvest ned mod byen Urbino. Mod slutningen begynder det at stige kraftigere med 4,3% over de sidste 5,4 km, inden man i Urbino kører dagens spurt efter 125,7 km. Derfra fører en teknisk nedkørsel mod nord ned til floden Foglia, som man nu følger i ganske lang tid, først mod vest og siden sydvest ad en vej, der er let stigende. I byen Lunano, der nås efter 162,6 km forlader man floden for at køre mod nordvest ad en let stigende vej hele vejen frem til målbyen Carpegna, hvor man rammer rundstrækningen med 39,5 km igen, umiddelbart inden stregen krydses for første gang efter 177,0 km, idet de sidste 6,2 km frem hertil stiger kraftigere med 5,3% i snit.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 19,0 km lange rundstrækning, der er meget enkel. Umiddelbart efter stregen kører man mod nordvest op ad Monte Carpegna, der over 6,0 km stiger med hele 9,9% i snit. De første 850 m er med 7,2% de letteste, men derefter stiger den relativt jævnt med 10,4% i snit, herunder med et stejleste stykke på 15% ca. 1 km oppe ad stigningen. Toppen rundes efter hhv. 183,9 km og 203,0 km i forbindelse med to superbjergspurter, hvorefter de sidste 12,0 km indledes med en meget teknisk nedkørsel, som fører mod sydvest og sydøst tilbage til Capegna, idet den sidste del af nedkørslen er lettere. Den slutter med 2 km igen, hvorefter det begynder at stige let med 2-4%, inden de sidste 400 m er flade. Over de sidste 3 km går det ad en let bugtende vej frem til et sving med 1400 m igen, hvorefter den 7 m brede vej kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 3809 højdemeter.

Det kan godt være, at der ikke er mål på toppen, men med kun en kort nedkørsel efterfølgende er der al mulig chance for, at bedste mand kan køre alene hjem. Monte Carpegna er måske ikke særlig lang, men den er modbydeligt stejl, og der er derfor lagt op til et rigtigt bjergslag efter en lang dag med næsten 4000 højdemeter, og hvor den samlede vinder vil blive fundet. Man skal dog ikke undervurdere den tekniske nedkørsel, der sagtens kan blive næsten lige så afgørende som selve stigningen, og det er således en etape, hvor nedkørselsevner bestemt ikke skal undervurderes.

Carpegna har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Baby-Giroen i 2009, hvor Egor Silin tog en suveræn solosejr foran unge udgaver af Damiano Caruso og Gianluca Brambilla.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

7. etape

I første del af dette århundrede sluttede Tirreno-Adriatico altid med et fladt rundstrækningsløb i kystbyen San Benedetto del Tronto ved Adriaterhavet, mens de enkeltstartskilometer, der måtte være, kom tidligere i løbet. Det format blev ændret efter 2010-udgaven, hvor Edvald Boasson Hagen blev den foreløbig sidste sprinter til at vinde i kystbyen, og siden dengang er løbet altid blevet afsluttet med den nu klassiske tonserenkeltstart i San Benedetto del Tronto. Efter 11 år med den model vender man nu tilbage til traditionerne, når der første gang siden 2010 skal sluttes på den flade og meget enkle rundstrækning ved adriaterhavskysten. Ganske viste er første del af etapen ganske kuperet, men med 90 lette kilometer til sidst taler alt for, at traditionen genoptages: en sprinter vil varme Sanremo-benene op ved at tage løbets sidste etapesejr.

Med en distance på bare 159,0 km er der tale om en kort etape, der både har start og mål ved Adriaterhavet i den faste målby, San Benedetto del Tronto. Etapen kan inddeles i to dele med en første rundstrækning, der går en tur ind i bakkerne mod vest, inden man slutter med at køre omgang på en helt flad og meget enkel rundstrækning inde i byen.

Den indledende rundstrækning er 86,3 km og indledes med, at feltet kører mod sydvest væk fra vandet ad en helt lige og let stigende vej, der leder frem til byen Castel di Lama, der nås efter 14,2 km. Her drejer man mod nord for at køre op ad en højdedrag, der leder op til byen Offida, som nås efter 24,7 km, hvorefter det går mod vest ad en let stigende vej, der leder op på et småkuperet plateau. Derfor falder det først let mod nordvest, inden det stiger let mod nordøst, hvorefter en teknisk nedkørsel leder mod øst. Nu bliver det kortvarigt relativt fladt, inden man fortsætter mod øst på ad dagens kategoriserede stigning Ripatransone (4,9 km, 4,0%), der har en kilometer med 6,3% midtvejs, men ellers er ganske let. Toppen rundes efter 69,0 km, hvorefter en relativt let nedkørsel leder mod øst ned til kysten, hvor man kører det sidste stykke mod syd ned langs den flade kyst frem mod stregen, som krydses efter 86,3 km.

Etapen afsluttes nu med 5 omgange på den 14,5 km lange afsluttende rundstrækning, der er så enkel, som den kan være. Der er nemlig tale om en rektangulær og helt flad sag, der indledes med, at man kører mod syd ned langs vandet. Herefter følger to hurtige sving med hhv. 10,2 km og 9,1 km igen, hvorefter man kører mod nord parallelt med kystvejen. Slutteligt drejer man to gange i træk med 2,6 km og 2,2 km igen, inden det atter går mod syd ned langs den 8 m brede og helt flade kystvej. Dagens spurt kommer ved afslutningen på anden omgang efter 115,4 km.

Etapen byder på i alt bare 1295 højdemeter.

Der er ikke så meget hokuspokus over denne etape. Stigningerne kommer for tidligt til at kunne bruges til noget afgørende, og da det sjældent blæser i området, burde intet kunne stå i vejen for en stor massespurt, som vi kendte det fra gamle dage. Opløbet er helt enkelt med en stor og bred opløbsstrækning, og dermed bliver der masser af plads til, at de rene sprintere kan lade farten tale i en afslutning, vi ikke har været vidner til i nu 12 år.

Som sagt har vi i de seneste 11 udgaver haft en afsluttende enkeltstart. Fabian Cancellara vandt de to første udgaver i 2011 og 2012, inden han blev slået af Tony Martin, Adriano Malori og Andrey Amador i 2013. I 2014 tog Malori den største sejr i sin karriere ved at slå giganterne Cancellara, Bradley Wiggins og Martin. I 2015 var Cancellara tilbage på toppen, da han fik revanche over Malori, som havde slået schweizeren på prologen. I 2016 var Cancellara helt suveræn, da han slog Johan le Bon med hele 13 sekunder, mens Martin var yderligere 2 sekunder efter på tredjepladsen. Hans tid på 11.08 var rekord indtil 2020. Den kunne Rohan Dennis nemlig ikke slå i 2017, hvor han i tiden 11.18 besejrede Jos van Emden og Michael Hepburn med bare 3 sekunder, eller i 2018, hvor han vandt i 11.14 med 4 sekunder ned til Van Emden og 8 sekunder ned til Jonathan Castroviejo. Hattricket glippede for australieren, da han i 2019 blot blev nr. 8 på en dag, hvor Victor Campenaerts med tiden 11.23 slog Alberto Bettiol og Van Emden med hhv. 3 og 4 sekunder. I 2020 faldt rekorden med et brag, da Filippo Ganna leverede en magtdemonstration og sejrede i tiden 10.42 med hele 18 sekunder ned til Campenaerts og 26 sekunder ned til Dennis, der også begge slog Cancellaras rekord. Til gengæld blev Ganna slået i 2021, hvor Wout van Aert med tiden 11.06 sejrede med 6 sekunder ned til Stefan Küng og 11 sekunder ned til Ganna.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

I årene forinden sluttede løbet altid med en massespurt, og her var de sidste vindere Edvald Boasson Hagen (2010), Mark Cavendish (2009), Francesco Chicchi (2008), Alessandro Petacchi (2004, 2005, 2006 og 2007), Oscar Freire (2003), Mario Cipollini (2002), Endrio Leoni (2001) og Romans Vainsteins (2000).

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Favoritterne

Som nævnt er Tirreno-Adriatico i de senere år blevet en slags lille grand tour, der byder på lidt af alt det, der kendetegner de lange etapeløb. Undtagelsen var naturligvis eksperimentet i 2019, hvor man vendte tilbage til rødderne med en rute uden en bjergetape, men det skulle vise sig at være et engangstilfælde. Ligesom de to foregående år er Tirreno-Adriatico igen i det format, vi har set siden 2012, og her ender det som regel i et opgør mellem de rigtige etapeløbsryttere. Det kræver en meget komplet rytter at vinde Italiens næststørste etapeløb.

Komponenterne er de klassiske, selvom vi jo nu har vænnet os til, at vi skal strege det stærke hold til det indledende holdløb, som ikke synes at være på vej tilbage. Man skal først og fremmest være en god klatrer. I år er bjergafslutningen fjernet, men Monte Carpegna er en led, led satan, der trods sin begrænsede længde, gør det muligt at skabe betydelige forskelle. Der er ikke megen tid til regruppering, men med den tekniske nedkørsel bliver nedkørselsesevner et betydeligt vigtigere element, end det plejer at være. Selv den stærkeste rytter, kan hurtigt miste sit forspring, hvis ikke han mestrer en nedkørsel, der ser overordentligt vanskelig ud. Det gør kongeetapen mere kompleks, men der er ingen tvivl om, at det er den vigtigste etape.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

Klatreevnerne kommer også i spil på 4. og 5. etape. Man skal ikke undervurdere finalen på førstnævnte, der er vanskeligere end de klassiske puncheuretaper, men stigningen vil nok alligevel være lidt for let til, at en spurt kan undgås. Som en vis slovener er kørende lige nu, skal man ikke udelukke, at forskellene kan blive større end som så. Udgangspunktet må dog være, at en mindre gruppe skal spurte på toppen, og derfor kommer puncheuregenskaber i jagten på bonussekunder også i spil.

Det gør de også på fredagens muretape, der altid er den mest uforudsigelige. I nogle udgaver er den meget selektiv, som vi så i 2019, da Jakob Fuglsang udnyttede Astanas taktiske spil til at køre alene hjem, og Adam Yates og Primoz Roglic var i en fantastisk duel om den samlede sejr, samt og i sidste års vilde udgave. I andre år sker der knap så meget. I 2020 var Michael Woods ganske vist i stand til at køre alene hjem fra den stejleste mur, inden han fik selskab af Rafal Majka bagfra. Bag dem endte ni mand dog i samme tid.

I år er den ikke så vanskelig, som den har været i de senere år, hvor det er sprængt til atomer, og jeg tvivler på en gentagelse af sidste års forrygende drama, hvor Tadej Pogacar her gjorde større forskelle, end han gjorde på kongeetapen. Denne gang er stigningerne alle koncentreret meget sent på etapen, og forskellene vil være mindre. Det betyder ikke, at løbet ikke kan blive åbnet fra distancen, men der er en vis sandsynlighed for en gentagelse af 2017-udgaven med samme finale, nemlig at det skal afgøres på den sidste mur. Dengang fik vi en spurt mellem Peter Sagan og klassementsrytterne på den sidste rampe, men muren kommer så tæt på mål, at en murspecialist godt kan køre alene hjem. På denne etape kan taktik også blive en komponent, da en snu rytter måske kan snige sig væk på mellemstykket.

Endelig er der enkeltstarten. Nu afvikles den ikke på den klassiske rute på sidstedagen, men det ændrer ikke det store. Den har samme enkle karakter som den gamle, selvom der er et par ekstra sving, og det er wattmonstrenes paradis. Etapen er ganske vist kort, men vi ved fra tidligere, at tempostærke klassementsryttere som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Rohan Dennis og Geraint Thomas her sagtens har kunnet hente 30-45 sekunder på mindre tempostærke klassementsryttere, og med den lidt længere distance vil det tidstab kunne blive større denne gang. Et sådant tab er naturligvis formentlig for stort, hvis man skal gøre sig gældende i kampen om sejren, når den eneste virkeligt vanskelige etape måske bliver kongeetapen. Samtidig er det en meget speciel enkeltstart, der kun passer de virkelige specialister og wattmonstre, og selv en fyr som Chris Froome har traditionelt haft det lidt svært på denne type enkeltstarter. Klatrere ender typisk langt tilbage i etaperesultat, men til gengæld ved vi også, at forskellen mellem dem ofte er ret små. Det er i forhold specialisttyperne, at etapen for små folk kan blive rigtigt dyr.

Til gengæld bør 2., 3. og 7. etape ikke komme i spil. Det er formentlig kun vejret, der kan forhindre tre spurtafgørelser - også selvom 2. etape måske kan blive lidt selektiv - og det ser pænt ud. Mandagen byder på flot vejr med ens betingelser til alle på enkeltstarten, og det flotte vejr fortsætter både tirsdag og onsdag, hvor vinden ikke bør komme i spil. Også torsdagen bliver flot, og her vil medvind på stigningen øge sandsynligheden for, at det ikke ender i en spurt, og de betingelser genfinder vi både fredag og lørdag, hvor der også vil være medvind på stigningen. Endelig slutter det hele med en solrig og relativt stille søndag. Med andre ord: ingen nedbør og begrænset vind, men det bliver også en kold fornøjelse gennem hele ugen, da der lige nu blæser en kold vind ned over meget af Europa fra nord.

Konklusionen er altså, at man skal kunne klatre og køre nedad på kongeetapen, man skal gerne have et godt punch til puncheurspurten på 4. etape, hvor der kan hentes bonus, samt til muretapen. Man kommer formentlig ikke uden om en fornuftig enkeltstart til den nu lidt forlængede tidskørsel. Endelig er et godt hold ikke helt uvæsentligt på særligt 5. etape, da muretaperne kan være svære at kontrollere.

I år er klassementsrytterne spredt meget ligeligt mellem ugens to WorldTour-løb, og det er derfor også her et ganske stærkt felt. Der har længe været talt om den med spænding imødesete ”triel” mellem Tadej Pogacar, Remco Evenepoel og Jonas Vingegaard, der for første gang mødes i ét og samme løb, og deres stærke sæsonstarter har kun bidraget til denne hype.

Efter lørdagens Strade Bianche kan der dog ikke være nogen tvivl om favoritværdigheden. Den tilfalder naturligvis Tadej Pogacar¸ der effektivt fjernede al tvivl, hans kørsel i UAE Tour måtte have efterladt. Sloveneren leverede for fjerde gang på mindre end et år en gedigen magtdemonstration, der må have efterladt Vingegaard og Evenepoel med så gedigen en hovedpine, at de på Maude Varnæsk maner er gået direkte op for at lægge sig. Dermed tegner der sig samme mønster som sidste år, hvor Pogacar virkede lidt rusten i UAE Tour, men da det gjaldt Tirreno, var han skræmmende stærk - ikke mindst med den første af de fire magtdemonstrationer, der kom på muretapen i dette løb. Eneste forskel var vel bare, at han sidste år ikke fandt benene i Strade Bianche.

Det gør Pogacar uhyggeligt svær at slå i dette løb. Vi så sidste år og senest i UAE Tour, at han er blevet så ferm til de korte, flade enkeltstarter, at han leverer topresultater lige bag de førende wattmonstre, og det vil han også gøre her, hvor den længere distance vel kun er en fordel. Det er sandsynligt, at han vil tabe lidt til superspecialisten Evenepoel, men over denne distance bør det være begrænset - og det vil formentlig være så lidt, at det er noget, han kan hente alene på tidsbonus på 4., 5. og 6. etape.

Læs også

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

De ligger nemlig alle godt til ham. Vi har senest i UAE Tour set, hvor forrygende en puncheur han er, og finalerne på både 4. og 5. etape, kan han sagtens vinde i - uanset om han kører væk eller satser på sin spurt. Det helt store nyrestød vil han dog formentlig levere på kongeetapen, hvor han bliver svær at matche på stigningen, og hvor hans nedkørselsesevner også er fine. Holdet kunne måske være stærkere, da der hersker lidt usikkerhed om Davide Formolos og Marc Solers form, men førstnævnte så frem til styrtet godt ud i Laigueglia, og vi så i UAE Tour den vel nok bedste Rafal Majka, vi har set i meget lang tid. Det bør med ham ikke blive vanskeligt at kontrollere, og så ender vi nok der, hvor det er fysikken, der gør forskellen. Hvis det er tilfældet, er det lige nu svært at se mange andre vindere end Pogacar.

Jeg anser Jonas Vingegaard som hans værste rival. Modsat Pogacar er han slet ikke stabil, og man kan aldrig vide, på hvilket niveau han optræder. Det så skidt ud i Ardeche, hvor han meldte om dårlige ben, men vi ved nu efterhånden, at Vingegaard ofte kører skidt på den første svære dag efter en pause. Vi så allerede i Drome, at formen var fremragende, da han var hovedmotoren i tomandsudbruddet, hvorefter han satte Juan Ayuso, der ellers har været ganske flyvende de sidste dage, fra hjul.

I forvejen ved vi fra sidste års Tour, at Vingegaards topniveau er så højt, at han på sine gode dage i bjergene vel kun matches af de to slovenske monstre og måske den desværre sengeliggende Egan Bernal. Det niveau har han næppe allerede nu, men vi så i Frankrig, at han i hvert fald ikke er dårlig - slet ikke når det er rimeligt at antage, at han fortsat forbedrer sig. Hans enkeltstart udviklede sig sidste år også til at være fremragende, men desværre for ham vil han på denne helt flade og korte rute nok blive slået af begge sine nøglerivaler. Forskellen bør dog være begrænset, og så skal Vingegaard indhente det på de tre svære etaper. Han har også et fint punch, der måske kan give lidt bonus, selvom han ikke matcher Pogacar, men skal han vinde løbet, skal det nok ske på kongeetapen. Selvom det er svært at se for sig lige nu, har vi trods alt én gang set, at Vingegaard kan sætte Pogacar af på en stigning. Forhåbentlig kan han gøre det igen. Til gengæld er det nok klogt, at han venter med at tage trøjen til den etape, for uden den coronaramte Tom Dumoulin og den skadede Tiesj Benoot har han ikke den store støtte i bjergene.

Dette er den store test for Remco Evenepoel. Belgieren har allerede vundet en endeløs serie af ugelange etapeløb, men kun én gang er det sket på WorldTouren. Det var i Tour de Pologne, hvor feltet var knap så stærkt, og hvor udfordringerne faktisk var yderst begrænsede på en meget let rute. Nu skal han vise, at han også kan vinde et stort etapeløb med en mere klassisk opbygning, og det får han chancen for her.

Det er heller ikke umuligt, at det vil lykkes, men det vil kræve, at han klatrer, som vi vel ikke har set ham klatre, siden han vandt på Picon Blanco i Burgos i sommeren 2020. Han har i hvert fald skuffet på stigningerne i år, i hvert fald når procenterne har gjort nas. Det så vi først på kongeetapen i Valencia og senest på Malhao i Algarve, hvor hans forsøg på at sætte rivalerne faktisk var nærmest effektløs. Han har da også indrømmet, at han har noget at arbejde med på de stejle stigninger inden Vueltaen.

I det lys er dette løb ikke ideelt. Carpegna er nemlig stejl, og muretapen byder i sagens natur på stejle procenter. Heldigvis er stigningerne også alle korte, og det er her, Evenepoel hidtil har været stærkest. Faktisk kan Carpegna sammenlignes med Picon Blanco, hvor han allerede har vundet, og dermed har han bevist, at han godt kan. Man må også formode, at han har trænet målrettet på sin klatring frem mod dette løb, hvor han også har en fylden løjtnant i Julian Alaphilippe på et generelt stærkt hold. Hans stærkeste våben er selvfølgelig enkeltstarten, hvor han synes at være skræmmende lige nu efter at have kørt en uhyre formstærk Stefan Küng midt over i Algarve på det, han beskrev som sit livs enkeltstart. Denne rute kunne ikke passe ham dårligere i forhold til distance og terræn, men som bronzevinder på en tonserrute ved VM har han vist, at han bør slå både Pogacar og Vingegaard. Spørgsmålet er bare, om det er nok. Det er det i hvert fald ikke, hvis ikke han klatrer bedre end tidligere i år - særligt fordi han heller ikke har mange chancer for at få del i den bonus, Pogacar vil skovle løs af.

Jeg prøver at pege på Enric Mas som første mand blandt de tre topnavne. Spanieren er ellers ikke en mand til ugelange etapeløb, hvor hans motor aldrig når i gang, og vi har i de seneste år også set ham starte sine sæsoner i rystende dårlig form. Sådan var det bare ikke i år, hvor han lagde stærkt ud på Mallorca og ikke mindst imponerede på kongeetapen i Valencia. Med den start er der grund til optimisme, for han må have forbedret sig frem mod sine første løb, der kommer i denne periode, startende med Tirreno og særligt i de store spanske etapeløb. Desværre har vi set, at han har tabt sin gode enkeltstart, og denne rute passer ham slet ikke, men vi har i Vueltaen set, at han faktisk kan være overraskende god på stejle mure som den, vi finder på fredag. Bonus får han til gengæld ikke del i, og skal han vitterligt vinde løbet, skal det være på lørdag. Det er svært at se ham køre fra Pogacar, men har sloveneren uheld, står han ikke helt ringe, når man ser på den kørsel, han leverede i Valencia og ikke mindst det niveau, han nåede i Vueltaen, hvor han var bedre end nogensinde.

En rytter, der helt sikkert gerne vil slå ham, er Miguel Angel Lopez, der i kølvandet på deres fælles Vuelta-farce beskrev spanieren som egoist. Colombianeren er kommet fornuftigt i gang hos Astana, men han har også sendt lidt blandede signaler. Han lagde meget overbevisende ud i Murcia, skuffede på gruset i Jaen, lagde flyvende ud i Andalusien og skuffede på sidste etape. Lørdag kærte han et anonymt Strade Bianche, hvor han dog også var ramt af uheld, og hvor han som i Jaen led under sine problemer på gruset. Jeg er dog ret fortrøstningsfuld forud for dette løb. Han plejer at starte stærkt, og han efterlod overordnet set et godt indtryk i Andalusien. Nu er han formentlig bedre, og vi ved fra sidste års Vuelta, at hans topniveau er tårnhøjt. Desværre er dette ikke den ideelle rute. Der mangler en bjergafslutning, og Lopez er desværre ikke den bedste nedkører. Til gengæld så vi senest i Jaen, at han faktisk er ganske god på stejle mure, og de mere eksplosive etaper passer ham derfor ikke alt for dårligt. Udfordringen er enkeltstarten, men kan han glide med på Astanas tempobølge, som han gjorde i begyndelsen af 2020, kan han begrænse tabet på 1. etape. Han er et lidt usikkert, og hans hold er trods tilstedeværelsen af den genfødte Harold Tejada ikke den stærkeste, men rammer han sit bedste niveau, er han en af de få, der kan true Pogacar.

I mange år har Pello Bilbao ikke været i stand til at være med helt fremme i denne slags løb, men han synes at have taget et skridt i år. Han imponerende allerede på kongeetapen i Valencia og fortsatte med en overbevisende samlet 3. plads UAE Tour. Stærkest var hans kørsel dog i Strade Bianche, hvor han trods en punktering i det moment, hvor Pogacar angreb, og et tidligere styrt med sin jævne og stabile kørsel alligevel kørte i top 5. Med sine eminente nedkørselsevner, som han særligt stillede til skue, da han vandt kongeetapen i Tour of the Alps sidste år, kan han også begrænse det tab, han vil lide til de bedste på Carpegna. Til gengæld er han slet ikke så eksplosiv som i gamle dage, og derfor passer resten af ruten ham ikke ideelt, ligesom hans gode enkeltstart har været forsvundet i et års tid og ikke var blevet meget bedre i Emiraterne. Han er dog stadig en bedre temporytter end mange andre klatrere, og med sin nuværende form og sin fremragende nedkørsel burde der vente et nyt topresultat, selvom det nok er svært at se ham være med helt fremme i kampen om sejren.

Læs også

Mørkøv får afgørende rolle i rekordforsøg

Jeg ville gerne rangere Richie Porte lidt højere. Australieren vil mest af alt bare nyde sit sidste år, men han har også gjort det klart, at han vil vinde. ”Ellers kunne jeg lige så godt være stoppet,” som han sagde i løbet af vinteren. Porte har vundet alle kalenderens største ugelange etapeløb undtagen Tirreno og Baskerlandet, og derfor har han gjort dette løb til et af årets sæsonmål. Desværre er det nok det forkerte år at satse på. Porte er som bekendt en håbløs nedkører, som vi senest så i onsdags i Laigueglia, og derfor er årets kongeetape en mindre katastrofe. Særligt på sine gamle dage er han blevet meget forsigtig, som vi så i onsdags, og selv hvis han matcher de bedste på stigningen, er det næsten svært at tro, at han kan følge med nedad. Hans niveau er også lidt svært at blive klog på efter en hæderlig, men ikke meget synlig præstation i Laigueglia, mens sidste år vandt han Dauphiné og blev nr. 2 i både Romandiet og Catalonien, hvilket beviser, at han i hvert fald for et år siden stadig var en af verdens bedste i denne slags løb. Hans enkeltstart er ikke som i gamle dage, og 1. etapes rute passer ham dårligt, men han vil stadig vinde tid på hovedparten af klatrerne. Han plejer også at være ret god på eksplosive stigninger, selvom han ikke får del i bonussekunder. Jeg tror mest af alt, at det står og falder med lørdagens nedkørsel. Niveauet bør række til et topresultat, men lørdagens finale vil afgøre, om vi også snakker podiet.

Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om Giulio Ciccone . Italieneren meldte ved starten af sæsonen ud, at han skulle starte lidt roligt i et år med både Giro og Tour på programmet, men efter en svag start overraskede han sig selv på kongeetapen i Valencia, hvor han var en af de stærkeste. Efter en lang pause efterlod han ikke det mest positive indtryk i Laigueglia, hvor der ikke var meget bid i hans angreb, men han mente selv, at han havde benene til mere og endte da også i den gruppe, der kom blæsende bagfra til sidst - en gruppe, der desværre ikke var tv-dækket. I dette løb har han det problem, at hans enkeltstart er på grænsen til at være katastrofal, men til gengæld så vi i Giroen sidste år, at han er ganske god i eksplosive finaler, ligesom han er en god nedkører og ikke langsom på stregen. Hans topniveau var tårnhøjt i Giroen sidste år, og hvis han begynder at nærme sig det, kommer han også langt i dette løb.

Kan man tillade sig at have forventninger til Damiano Caruso? Det plejer man ikke at kunne have på denne tid af året, men måske er det anderledes i år. I en rolle som ren hjælper efterlod han i hvert fald et ganske fornuftigt indtryk, og da han i år ikke skal køre Giro, kan han også tillade sig at have ambitioner i foråret. For efterhånden mange år siden har han også været på podiet i dette løb, så det er ikke helt uvant for ham at køre stærkt på denne tid af året, og vi så jo i 2021, at hans niveau nåede helt nye højder. Enkeltstarten er stadig ikke som i gamle dage - slet ikke på denne rute - men han har i hvert fald tidligere været ganske eksplosiv, ligesom han er en forrygende nedkører. Med andre ord har han hele pakken til dette løb, og nu skal han bare følge op på det positive indtryk fra Andalusien.

Som det næsten er blevet kutyme, er Julian Alaphilippe en joker. Det vil undre mig, hvis han har ambitioner i klassementet. Det havde han nemlig ikke sidste år, og han vil formentlig have det fint med at jagte etapesejre på 4. og 5. etape samt at støtte Evenepoel. Nu lider han endda af lidt halvdårlig ryg efter sit styrt på grusvejene, og det gør næppe situationen bedre. Selv hvis han prøver, tvivler jeg dog på, at det lykkes. Han var ikke alt for overbevisende i hverken Provence eller Drome-Ardeche, og trods sit styrt var han heller ikke flyvende i lørdags, hvor Valverde trods en tilsvarende opkørsel klarede sig betydeligt bedre end verdensmesteren. Hvis til gengæld han er bedre, end jeg forventer, er det faktisk en næsten ideel rute for ham. Som vi så i Provence, kan han også på en rute som denne slå de fleste på enkeltstarten, og 4. og 5. etape passer ham åbenlyst som fod i hose og giver gode muligheder for bonussekunder. Carpegna er en svær stigning for ham, men den er relativt kort, og hans eminente nedkørsel giver ham muligheder. En Alaphilippe i storform kunne med om sejren her, men den storform fornemmer jeg ikke - og som sagt tror jeg også, at han tager den lidt med ro på lørdag, som han gjorde på sidste års kongeetape.

En rytter, der er et temmelig åbent spørgsmål, er Rigoberto Uran. Colombianeren starter sin sæson sent, og han skippede endda også de colombianske mesterskaber. I forvejen kan hans form være svær at spå om - ikke mindst fordi han åbenlyst ikke er blevet bedre de seneste år - men vi så også sidste å i Schweiz, at han kom bragende ud fra en træningspause og gav alle bøllebank på bjergenkeltstarten. Hans første del af Touren vidner også om, at han fortsat har et fornuftigt niveau, og vi ved også, at han i de senere år har genfundet sin gode enkeltstart, selvom denne rute ikke er form. Eksplosiv er han også, ligesom han er hurtig, og det er derfor slet ikke en ringe rute for ham. Spørgsmålet er bare, om han er i form til sin sæsondebut, når de store mål ligger meget længere fremme, og hvor langt hans niveau fortsat rækker.

Feltet er ikke voldsomt dybt, og derfor placerer jeg en hjælper her. Det er klart, at Rafal Majka formentlig ikke får lov at vinde løbet, men skulle Pogacar have uheld, står polakken klar. Efter et ikke alt for opløftende 2021 var han slet og ret flyvende i Emiraterne, hvor han helt klart var en af de stærkeste på stigningerne. Med den form regner jeg med at se ham helt fremme på kongeetapen, uanset om han er hjælper eller ej, og hvis ikke han ødsler for meget væk på at føre for Pogacar på de øvrige etaper, vil han formentlig ende i toppen af klassementet, som han også gjorde i Emiraterne. Hans enkeltstart er meget svag, og den tekniske nedkørsel er bestemt ikke ideel, men skulle uheld til Pogacar give ham plads, har han formen til at være med meget lagt fremme.

En anden hjælper er Sepp Kuss . Han er altid svær at blive klog på, og signalerne fra ham har heller ikke været helt entydige. Han var god, men bestemt ikke prangende, da han kørte på podiet i Ardeche, hvor Brandon McNulty let kørte fra ham. Man må dog formode, at han er i fremgang, selvom hans mange uheld desværre betød, at vi aldrig fik lov at se, hvad han kunne i Strade Bianche. Han kommer til løbet som klar hjælper for Vingegaard, men da Jumbo ikke ventes at kontrollere løbet, kan han formentlig alligevel ende langt fremme, og han vil være klar til at tage over i tilfælde af uheld til den danske kaptajn. Han er en glimrende nedkører, og kongeetapen passer ham derfor udmærket, men de eksplosive etaper vil handle om at holde sig til, ligesom der venter en gedigen lussing på 1. etape. Det kan sagtens ende helt galt med et kollaps, når det gælder, men finder han sit niveau, ved vi, hvor god han er.

Egentlig burde Richard Carapaz være en af topfavoritterne, men det vil undre mig, hvis han kører med om sejren. Ecuadorianeren er nemlig sjældent god fra start, og det var han bestemt heller ikke ved starten i Besseges, hvor han endda styrtede, inden han fik covid i Provence. Vi må formode, at han er bedre nu, men Strade Bianche viste ret klart, at han fortsat har sine mangler. Ruten passer ham for så vidt fint, selvom han får klø på enkeltstarten, for han kan sagtens holde sig til på de eksplosive etaper, og han er som bekendt en fremragende klatrer og en udmærket nedkører. Spørgsmålet er bare, om formen rækker. Det så ikke sådan ud i lørdags, men da Strade Bianche også er et specielt og for ham uvant løb har han potentiale til måske at overraske.

Ineos’ tredje og sidste bud er Tao Geoghegan Hart , men det er efterhånden svært at bevare den helt store optimisme på hans vegne. Hans sæsondebut i Valencia var i hvert fald ikke bedre end det, vi så i 2021, og vi skal efterhånden helt tilbage til Giro-sejren for at finde hans sidste virkelig gode løb. At han fortsat har et hæderligt niveau, så vi dog i Dauphiné, og siden har han også været ramt af en endeløs serie af uheld. Også for ham gælder, at han ikke har kørt løb i lang tid, og derfor bør han have forbedret sig. I det lys er der en mulighed for, at han pludselig kommer blæsende ud i god form, men i lyset af sæsonstarten og 2021 vil det nok være lidt overraskende, hvis det sker. Enkeltstarten har heller ikke rigtigt fungeret på det sidste, men til gengæld så vi senest i Dauphiné, at hans hurtighed gør ham til en god kandidat på de to eksplosive etaper.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

En spændende kandidat er Cristian Rodriguez. Spanieren har i mange år været relativt anonymt fyld, men jeg skal love for, at han viste helt nye takter i Andalusien. Hans samlede 2. plads var temmelig chokerende, og den kom endda på en rute, der ikke passede specielt godt til en ren klatrer som ham. Noget tyder på, at han har forbedret sig markant, men det skal først bekræftes i den kommende uge, hvor han til gengæld kan se frem til en rigtig bjergetape, der passer ham bedre end de eksplosive finaler i Spanien. Hans enkeltstart er en udfordring, som vil forhindre ham i at være helt fremme, men efter Andalusien burde han imponere os på stigningerne.

Det har været godt at se Domenico Pozzovivo med det samme komme tilbage i god form. Han havde en enkelt offday i Andalusien, men så ellers godt ud, og han var fint kørende igen i Laigueglia. Han udgik tidligt af Strade Bianche efter styrt, og det kan have sat ham tilbage, men det er også tænkeligt, at han ikke tog risici i et løb, der alligevel ikke var noget for ham. Pozzovivo er faktisk ret god i eksplosive finaler, som vi senest så i Andalusien, og Carpegna, der er kort og stejl, er også en rigtig Pozzovivo-stigning. Til gengæld er enkeltstart og nedkørsel en udfordring, og topniveauet er heller ikke, som det var engang. Omvendt ved vi, at han er ganske konkurrencedygtig, hvis han finder benene fra Burgos.

Mikel Landa er et stort navn, og for bare et år siden blev han nr. 3 i dette løb. Alligevel er jeg begyndt at blive bekymret. Hans kørsel i efteråret havde jo nærmest karakter af et rent sammenbrud, og hans start i Andalusien var i det lys meget bekymringsvækkende. Han blev heldigvis bedre, som dagene skred frem, men det er også tankevækkende, at han slet ikke udpeges som holdets kaptajn, hvad han ellers bliver i hvert eneste løb, han deltager i - senest i Andalusien. I forvejen er det ikke den ideelle rute for ham - ikke mindst fordi han får klø på 1. etape - og derfor tillader jeg mig at have begrænset optimisme trods hans beviselige klasse. Han skal i hvert fald have forbedret sig betydeligt siden Andalusien.

En anden rytter, der har efterladt et skidt indtryk, er Wilco Kelderman. Hollænderen er ellers kendt for stabilitet, men han var sjældent svag på 1. etape i Valencia, inden han udgik af løbet efter styrt. Senest kørte han i Drome-Ardeche, hvor han skam sad med blandt klatrerne, men i øvrigt var helt anonym. Det er i hvert fald svært at sidde med det indtryk, at han er flyvende lige nu. Til gengæld er det ikke en helt ringe rute, da han er eksplosiv og hurtig og trods aftagende tempoevner stadig burde vinde tid på mere udprægede klatrere. Det kræver bare, at han er i betydeligt bedre form, end han har vist hidtil.

Endelig er der Mark Padun. Den ukrainske lottokupon var for en gangs skyld fornuftigt kørende fra start, da han endte på podiet i Galicien. Det var dog også tydeligt, at han var temmelig langt fra Dauphiné-niveauet i bjergene, hvor han ikke imponerede i et generelt svagt felt, og selvom hans enkeltstartssejr var både svært overraskende og opløftende, var det på en billig baggrund i et felt nærmest renset for tempospecialister. Første etapes rute passer ham slet heller ikke, og vi skal næppe regne med, at han pludselig kører lige op med Ganna. Selvom han kan ventes at have forbedret sig markant på 1. etape, skal han som minimum klatre bedre end i Galicien, hvis han skal nærme sig samme højder i dette felt.

***** Tadej Pogacar

**** Jonas Vingegaard, Remco Evenepoel

*** Enric Mas, Miguel Angel Lopez, Pello Bilbao, Richie Porte, Giulio Ciccone

** Damiano Caruso, Julian Alaphilippe, Rigoberto Uran, Rafal Majka, Sepp Kuss, Richard Carapaz, Tao Geoghegan Hart, Cristian Rodriguez, Domenico Pozzovivo, Mikel Landa, Wilco Kelderman, Mark Padun

* Romain Bardet, Geoffrey Bouchard, Emmanuel Buchmann, Jai Hindley, Victor Lafay, Warren Barguil, Lorenzo Rota, Maxim van Gils, Tim Wellens, Ruben Guerreiro, Lorenzo Fortunato, Jakob Fuglsang, Thyemn Arensman, Thibaut Pinot, Harold Tejada, Davide Formolo, Marc Soler, Jhonatan Narvaez, Maxime Bouet, Koen Bouwman, Matteo Sobrero, Thibault Guernalec, Davide Villella, Jefferson Cepeda, Eduardo Sepulveda

Danskerne

Jonas Vingegaard og Jakob Fuglsang er begge kaptajner for deres hold og er omtalt i hhv. favoritvurderingen og holdoversigten. På UAE skal Mikkel Bjerg støtte Tadej Pogacar og jagte et resultat på enkeltstarten, mens det samme gælder for Mathias Norsgaard på Movistar, hvor kaptajnen bare er Enric Mas. På Quick-Step må Kasper Asgreen og Mikkel Honoré primært skulle hjælpe Remco Evenepoel, Mark Cavendish og Julian Alaphilippe, men Asgreen kan også gå efter et resultat på enkeltstarten. Endelig er det på EF muligt, at Magnus Cort vil blande sig i et par af spurterne, ligesom han kan satse på enkeltstarten, mens det for Michael Valgren formentlig mest handler om klassikerforberedelse og hjælpearbejde for Rigoberto Uran og Mark Padun.

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris

Læs også

Følg Lunds trøjeforsvar og det schweiziske bjergslag

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg i et overblik over, hvem der i tillæg til de ovennævnte måske kan gøre sig gældende i klassementet.

UAE-Team Emirates: Pogacar er den klare kaptajn, men måske kan Majka komme i spil. Trods sin skade var Davide Formolo bedre end ventet i Laigueglia, men her må han være ren hjælper, og det samme gælder for Marc Soler, der bestemt ikke så flyvende ud i Strade Bianche.

Ag2r Citroën Team: Geoffrey Bouchard fortsætter sin fremgang efter en fin top 10 i UAE Tour, og han er bestemt ikke uden chance for en top 10 her, men det vil i dette felt undre mig. Bob Jungels har stadig for store mangler i bjergene, som det også fælder for Liliam Calmejane.

Alpecin-Fenix: Holdets eneste klatretype er Xandro Meurisse. Han så heldigvis bedre ud i Strade Bianche, men han er stadig langt fra sit tidligere niveau.

Astana Qazaqstan Team: Lopez er den klare kaptajn, men kører Harold Tejada som i Andalusien og ikke om i Drome-Ardeche kan han gøre det pænt. Gianni Moscon synes fortsat formsvag efter sin sygdom.

Bahrain-Victorious: Holdets tre kandidater er Bilbao, Caruso og Landa.

Bardiani-CSF-Faizané: Holdet har ladet alle sine klatrere blive hjemme, da Giovanni Visconti fortsat er milevidt fra at være konkurrencedygtig igen.

BORA-hansgrohe: Holdet har hele fire klatrere, men de synes alle formsvage. Kelderman ligner det bedste bud. Emmanuel Buchmann burde være en god kandidat, men efter hans kørsel fra sæsonstart, ikke mindst i Andalusien og Jaen, er jeg slet ikke optimistisk på en rute, der passer ham dårligt. Jai Hindley har manglet lidt i alle sine løb, senest i UAE Tour og Strade Bianche, og Matteo Fabbro synes i en gigantisk formkrise.

Cofidis: Det var opløftende at se Victor Lafay i Laigueglia, hvor han var en af de allerstærkeste, men jeg vil tro, at kongeetapen her bliver lidt for svær for ham. Det er den i hvert fald for Benjamin Thomas og også Davide Villella.

Drone Hopper-Androni Giocattoli: Jefferson Cepeda lagde stærkt ud i Galicien, men har siden skuffet, og Eduardo Sepulveda skuffede også i Galicien. Løbet er for svært for Rwanda-vinderen Natnael Tesfatsion samt Jhonatan Restrepo, der heller ikke synes flyvende, mens Edoardo Zardini ikke har vist meget i år.

EF Education-EasyPost: Uran og Padun ligner de bedste kandidater. Ruben Guerreiro gjorde det trods uheld fint i UAE Tour, men her bør kongeetapen være lidt for svær, som den også er det for Michael Valgren og Jonathan Caicedo.

EOLO-Kometa: Holdet satser på Lorenzo Fortunato, der efter en svag start bliver bedre og bedre, men vi så i Laigueglia, at han fortsat mangler for meget. Diego Rosa er en skygge af sig selv.

Groupama-FDJ: Holdets eneste klatrer er Thibaut Pinot, men det håb om en genrejsning, der blev tændt på sidstedagen i Var, døde igen i Strade Bianche.

INEOS Grenadiers: I Porte, Carapaz og Geoghegan Hart har holdet hele tre kandidater. Jhonatan Narvaez er flyvende, men vi så i Andalusien, at han har sine begrænsninger på længere stigninger.

Intermarché-Wanty-Gobert Materiaux: Pozzovivo må være bedste kandidat, men jeg er lidt spændt på at se formstærke Lorenzo Rota på længere stigninger, der dog som udgangspunkt er lidt for svære, som de også er det for Sven Erik Bystrøm.

Israel-Premier Tech: Holdets kaptajn er Jakob Fuglsang, men desværre må vi efter hans kørsel i Galicien og senest i Strade Bianche sande, at vi nok ikke kan have alt for store forventninger. Det kan vi heller ikke til Krists Neilands.

Jumbo-Visma: Vingegaard er klar kaptajn med Kuss om plan B. Koen Bouwman er hæderligt kørende, men ikke god nok.

Lotto Soudal: Tim Wellens har delvist rejst sig efter det svage 2021, men Carpegna er for svær til ham. Det havde været spændende at se Maxim van Gils i topform efter den stærke start, men de seneste løb har vist, at sygdommen har tæret lidt på ham.

Movistar Team: Det handler om Mas, da Einer Rubio synes langt fra formen.

Quick-Step Alpha Vinyl Team: Det handler som udgangspunkt om Evenepoel, men som nævnt kan Alaphilippe måske alligevel vælge at køre klassement. Mikkel Honoré vil finde løbet lidt for svært.

Team Arkea Samsic: Det handler om Warren Barguil, men den lille opblomstring, vi så sidste weekend, døde i Strade Bianche. Han har mangler for meget hele året. Maxime Bouet er solid, men niveauet er for højt, og stigningerne er for svære for Thibault Guernalec, selvom han vil køre klassement.

Team BikeExchange-Jayco: Holdet er her for etaper, men vil give Matteo Sobrero chancen i klassementet. Han har dog virket formsvag efter nogle helbredsproblemer.

Team DSM: Kaptajnen er Romain Bardet, men da han missede Strade Bianche med sygdom og skuffede i UAE Tour, vil det undre mig, hvos han pludselig er flyvende. Thymen Arensman  var hæderlig i UAE Tour, men han klatrer ikke godt nok.

TotalEnergies: Eneste klatrer er Rodriguez.

Trek-Segafredo: Det handler om Ciccone, da løbet er for svært for Quinn Simmons og Dario Cataldo, og da Gianluca Brambilla er formsvag.

 Deltag i Paris-Nice managerspillet (Starter søndag kl. 13.30)

 Deltag i Tirreno-Adriatico managerspillet (Starter mandag kl. 13.00)
 Livestream Strade Bianche, Tirreno-Adriatico og Paris-Nice til halv pris