SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE MANAGERSPIL

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Ideen er så oplagt, at det måske betragtes som lidt af et mysterium, at det tog så lang tid for nogen at tage den op. De mange historiske grusveje i Siena-området og regionens kuperede terræn med mange korte, stejle stigninger nærmest trygler om at være scene for et stort cykelløb, men vi skulle alligevel helt frem til 2007, før Giro d’Italia-arrangørerne RC Sport besluttede at arrangere en stor begivenhed i området. Inspireret af et stort motionsløb afviklede man den første udgave af Strade Bianche i efteråret, hvor Alexandr Kolobnev slog Marcus Ljungqvist og således blev den første vinder af det, der snart skulle blive en nyklassiker, og som på det tidspunkt var kendt som Monte Piaschi Eroica, fundet.

RCS gjorde intet for at skjule, at deres ambition var at gøre løbet til en slags italiensk udgave af Paris-Roubaix, og det gjorde det fristende at flytte løbet fra dets oprindelige placering i efteråret og i stedet gøre det til et forårsløb. Flytningen kom allerede forud for den anden udgave, og arrangørerne kunne ikke have ønsket sig et bedre udkomme. De store klassikerstjerner Fabian Cancellara og Alessandro Ballan udkæmpede en fantastisk duel, som schweizeren trak sig sejrrigt ud af, og bare nogle få uger senere var netop den duo sammen med Tom Boonen med til at afgøre Helvedet i Nord på velodromen i Roubaix.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Den udgave gav det indtryk, at løbet var for brostensspecialister, men det har siden vist sig, at det er en langt mere alsidig affære, der er ganske unik. Dele af løbet finder sted på grusveje, men det andet væsentlige karakteristikum er de mange korte og til tider meget stejle stigninger. Mange af disse er på grusveje, hvilket gør det vanskeligt for klatrerne at rejse sig fra sadlen, men det ændrer ikke på, at stejlheden af stigningerne og det totale antal højdemeter gør det til et løb, der passer til ardennerspecialisterne og grand tour-ryttere. Løbet slutter endda på den stejle stigning op til Piazza del Campo i Siena, og det gør det bare endnu mere udpræget til et løb for ryttere, der har deres force, når det går opad.

For at forstå hvor alsidigt løbet er, skal man bare kaste et blik på listen over vindere. Efter Cancellaras og Ballans duel i 2008 var det etapeløbsrytteren Thomas Löfkvist, der satte ardennerspecialisten Fabian Wegmann samt brostensrytterne Martin Elmiger og Edvald Boasson Hagen på den sidste bakke i 2010-udgaven, hvor top 10 også indeholdt grand tour-ryttere som Andy Schleck og Ryder Hesjedal. Et år senere var det ardennerspecialisten Maxim Iglinskiy, der slog Löfkvist, Michael Rogers, Filippo Pozzato og Hesjedal som del af en top 5, man svært kan forestille sig i noget andet løb. I 2011 - Philippe Gilberts magiske år - var løbet naturligvis bare et af mange, der blev vundet af Lotto-kaptajnen, som slog Ballan, Damiano Cunego, Jure Kocjan og Cancellara på bakken i Siena, inden Cancellara tog en suveræn solosejr i 2012. I 2013 blev det en mindeværdig 1-2 for Cannondale-holdets Moreno Moser og Peter Sagan, der leverede et taktisk mesterstykke, og i 2014 bekræftede Michal Kwiatkowski sin status som forårets åbenbaring ved at slå Sagan i Siena. I 2015 var det Zdenek Stybar, Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde, der spurtede om sejren i Siena, og her viste tjekken sig som klart den stærkeste, inden Cancellara tog en af sine sidste store sejre ved at besejre Stybar, Gianluca Brambilla og Sagan på bakken i 2016. I 2017 var det så atter Kwiatkowski, der slog til i et løb, der blev domineret af en herlig blandt af klatrere, brostensryttere og ardennerspecialister, som det også var tilfældet i den første episke regnvejrsudgave i 2018, hvor alsidige Tiesj Benoot sejrede foran grand tour rytteren Romain Bardet, crossfænomenet Wout van Aert og Valverde, der stadig har til gode at vinde løbet trods flere topresultater.

Det er denne slags alsidighed, der gør løbet fascinerende og åben for så mange forskellige scenarier. Det kan slutte i en spurt i en lille gruppe på den stejle bakke i Siena og dermed være perfekt for klatrere med et godt punch, eller en stærk rytter som Cancellara kan med sin rå muskelkraft på grusvejene køre alene til stregen. I Strade Bianche kan stort set alle - undtagen naturligvis sprintere og rene klatrere - gøre sig gældende, og rytterne er oppe mod rivaler, som de stort set ikke ser i deres andre hovedmål.

Løbet er helt unikt og har længe tiltrukket de bedste hold og ryttere, og det har i mange år været en vigtig begivenhed på kalenderen. Sammenlignet med de store klassikere er det imidlertid fortsat lidt af et forberedelsesløb. Mange har det som et delmål på vejen mod monumenterne, men det er meget få, der starter sæsonen med Strade Bianche som et af årets altoverskyggende hovedmål. For mange etapeløbsryttere er det hovedsageligt en lille test forud for Tirreno-Adriatico, mens andre tester formen inden Milano-Sanremo. Selvom alle drømmer om at vinde, bliver ingen knust over at tabe. For at blive en del af cykelsportens absolutte elite skal man have en lang historie, og det har Strade Bianche ikke.

Siden 2017 har løbet fået ekstra prestige ved at blive en del af WorldTouren. Det har i mange år reelt haft samme høje niveau som løbene på den fineste kalender, men man har ventet på en udvidelse af kalenderen, før man selv kunne blive en del af det fine selskab. Da det blev annonceret, at flere løb ville blive tilføjet, var der ikke megen tvivl om, at Strade Bianche ville være med, og det kom derfor ikke som noget chok, at det lykkedes for RCS. Selvom alle WorldTour-hold ikke er forpligtet til at starte, har de alle valgt det til i 2017, 2018 og 2019, og det siger meget om dets prestige. Trenden brydes dog i år, hvor Cofidis har valgt løbet fra.

RCS forsøgte sig i 2013 med at skabe en meget interessant løbsweekend, hvor de samme hold dagen efter var til start i det traditionsrige Roma Maxima, der tidligere hed Giro del Lazio og sluttede i Rom. Det gjorde begge løb endnu mere attraktive og skabte en helt fantastisk mulighed for at forberede sig til Tirreno-Adriatico og klassikerne, og man tiltrak næsten alle hold fra WoldTouren. Desværre forsvandt løbet i Rom hurtigt igen, men i stedet er det mindre løb GP Industria & Artigianato steget gevaldigt i graderne og rykket til den efterfølgende søndag. Det tiltrækker ikke helt samme stærke felt, men sammen med Strade Bianche udgør det en helt solid løbsweekend på et meget afgørende tidspunkt af sæsonen. Det gælder dog ikke i år, hvor løbet grundet coronakrisen har fået en helt uvant placering som et sommerløb den 1. august, hvor det får æren af at skyde en uhyre komprimeret WorldTour-sæson i gang, og hvor det i endnu højere grad en tidligere kan betragtes som en form for opvarmning til Milano-Sanremo, der afvikles bare en uge senere.

Sidste år udgave blev en af de mere selektive. Jakob Fuglsang, Julian Alaphilippe og Wout van Aert kørte væk fra en favoritgruppe relativt langt fra mål, og efter at belgieren var faldet fra, blev det til en af forårets mange dansk-franske dueller. Denne gang var det ikke uventet Alaphilippe, der viste sig som den stærkeste på den sidste rampe, der er skabt til den eksplosive franskmand, og han vandt dermed løbet i første forsøg foran Fuglsang og Van Aert, der holdt de øvrige favoritter anført af Zdenek Stybar bag sig. Kalenderændringen betyder, at Alaphilippe alligevel forsvarer en titel, han ellers var klar til at give afkald på for i stedet at køre Paris-Nice, og da både Fuglsang og Van Aert også deltager, er hele sidste års podium med igen.

Ruten

Trods den korte historie har arrangørerne fra RCS Sport allerede fundet et ret fast format for deres løb. I de første år varieredes ruten markant fra sæson til sæson, men i de senere år har den været stort set uforandret. Antallet af grusveje og sværhedsgraden af sektorerne har ændret sig lidt, men de vigtigste dele af finalen har været de samme. Ét forhold har været uforandret hvert eneste år: den smukke og spektakulære finale på den stejle stigning til Piazza del Campo i Siena.

Efter to år med helt identiske ruter ændrede man lidt på starten i 2016 og igen i 2017 og 2018, men alle tre år har de sidste mere end 100 km været helt uforandrede. I de seneste to år har man slet ingen modifikationer foretaget, og dermed er der i 2020 atter tale om totalt genbrug af layoutet fra 2018.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Formålet med ændringerne i de sidste par år var at gøre løbet en anelse hårdere. Således bestod ændringen fra 2018 i, at det andet grusvejsstykke, der består af en svær bakke, forlængedes. Ligesom tidligere er der således 11 grusveje på programmet, og de udgør altså igen hele 63,0 km, den længste distance nogensinde. I 2016 forkortede man løbet fra 200 til 176 km, og i år er der kun 184,0 km på programmet, lidt flere end i 2016 og 2017. Samtidig bibeholdes den nye start i Siena, der blev introduceret i 2016, og i det hele tager der er hovedsageligt tale om en næsten tro kopi af det løb, vi har kendt siden det år.

Der er ikke meget fladt i området omkring Siena, der karakteriseres af kuperet terræn og stejle stigninger. Fra starten ved stadion i Siena bevæger man sig ad kuperede asfaltveje, indtil man når den første 2,1 km lange grusvejssektor efter 17,6 km. Den er helt lige og svagt stigende. Efter et par kilometer rammer man den forlængede sektor 2 (5,8 km), der kan betragtes som rutens første udfordring med dens korte nedkørsel og lange stigning (2,2 km, 6,4%), der sine steder stiger med mere end 10%. Herefter passerer man gennem Radi, hvor tredje sektor (4,4 km), der tidligere var den første sektor i løbet, venter. Derefter følger med det samme en af løbets klassikere, et 5,5 km langt grusvejsstykke, der har været på programmet hvert eneste år, og som er stort set fladt. Denne del af løbet er som regel meget aggressiv, da holdenes taktik spiller en nøglerolle i løbet, og derfor er det meget vigtigt, at de store hold ikke får en mand med i det tidlige udbrud.

Efter et par kilometer rammes dagens anden stigning, Montalcino (6,5 km, 4,8%), hvorefter sektor 5 (11,9 km) og 6 (8 km med 1,9 km med 5,5% i snit) venter, adskilt af bare én kilometer med asfalt. Begge er hårde og kuperede med mange sving, stigninger og nedkørsler. Herefter passerer man Buonconvento for anden gang og når så forplejningszonen. I Montoni d’Arbia starter efter 111,7 km nu sektor 7 (9,5 km, der slutter med 1 km med 6,9%), der er et langt grusvejsstykke med konstante bakker og nedkørsler på første halvdel og en snoet stigning mod slutningen. Disse dele blev introduceret i 2016 og bidrog til at gøre løbet hårdere. Det er imidlertid for tidligt for løbets favoritter at spille ud allerede her.

Efter sektor 7 starter finalen for alvor. Positionskampen intensiveres voldsomt, når man nærmer sig dagens nøglesektion, der starter med 54,0 km til mål. Med sine 11,5 km er Monte Sante Marie den længste i løbet, og det er den eneste, der har opnået fem stjerner i vurderingen af sværhedsgrad. Sektionen har adskillige korte, stejle stigninger - blandt andet 1 km med 7% og 1 km med 10,3% - og det er typisk her, de første seriøse angreb kommer.

Efter grusvejen er der som regel etableret en lille gruppe af favoritter, og det er nu tid for de forskellige grupper at organisere sig og starte en jagt. Det afhænger af sammensætningen og graden af samarbejde, hvor meget regruppering der finder sted, men fra dette øjeblik er der vanligvis tale om et gradvist udskilningsløb.

De 17,8 km asfalt, der følger, er ikke helt nemme, da der undervejs er to mindre bakker, hvoraf den sidste stiger med 4,7% over 1 km, men de er bare opvarmning til tre stykker grusvej, der alle er korte, men indeholder meget stejle stigninger, som er perfekte ramper for de afgørende angreb. Den første er 800 m lang, starter 24,8 km fra mål og stiger mange steder med tocifrede stigningsprocenter, før man når asfalten igen i Vico d’Arbia efter en bakke, der over 700 m i alt stiger med 7,5% i snit.

Herefter fortsætter man kortvarigt på det behagelige underlag, inden man med 19,35 km til mål rammer den 2,4 km lange næstsidste sektor, der er firestjernet. Den stiger hele vejen, men efter et stykke med 10% og passager på helt op på 15%, stiger det hovedsageligt bare med 3-4%. Her blev Cancellara sat for et par år siden, og det er således ikke noget let stykke.

Nu følger 3,9 km asfaltvej, der både stiger og falder, inden man rammer Le Tolfe-sektoren, hvor den sidste udskilning kan ske. Den er bare 1,1 km lang, men efter en kort nedkørsel består anden halvdel af en brutal stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,4% og et maksimum på hele 18%. På denne trestjernede sektor har Cancellara ofte lanceret sine afgørende angreb, og mange ryttere har mistet kontakten her.

Efter grusvejen mangler bare 12,05 km, og selvom det konstant går op eller ned, er der ingen stejle stigninger eller svære nedkørsler før til slut. Afhængig af løbssituationen kan der her ske en regruppering, men det er også en mulighed for at lancere et sent angreb. Det er usandsynligt, at der vil være mange hjælperyttere tilbage, og det åbner døren for et smart angreb i en hektisk finale, nøjagtig som Moser viste det i 2013 og Kwiatkowski i 2017.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Finalen indledes med en bakke (1 km, 4,8%) med ca. 5 km til mål og er ganske teknisk, idet rytterne passerer gennem to hårnålesving i en let faldende sektion mellem 4 km- og 2 km-mærkerne. De drejer til venstre med 1,7 km til mål og bevæger sig så ad en svagt stigende vej, indtil de passerer den berømte port og rammer den specielle pavéagtige belægning lige før den sidste stigning, der fører op til Piazza del Campo. Efter 184 km er den 800m lange bakke ganske modbydelig, og selvom den kun i gennemsnit stiger med 6,5%, har den et stykke på 16% i bunden. Den stiger med mere end 10%, indtil der resterer bare 500 m. Efter det stejle stykke drejer rytterne til højre ad den ikoniske og smukke vej, der fører til den historiske bydel. Bare 300 m fra stregen drejer de skarpt til venstre, og herefter går det nedad til mål. Vejen er smal og bøjer svagt til højre, inden man når det sidste skarpe højresving kun 150 m fra stregen. Denne 7% nedkørsel er ekstremt teknisk, og den reelle spurt kommer før det sidste sving, idet der ikke er plads til at komme forbi rivalerne på den korte opløbsstrækning.

Der er mulighed for adskillige scenarier, men typisk er det en lille gruppe på en håndfuld favoritter, der når bunden af stigningen sammen, og herefter afgøres det hele i en sidste brutal spurt og en voldsom positionskamp frem mod sidste sving. Den sidste stigning er så hård, at det typisk kun er én rytter, der når stregen som solovinder, men som Cancellara, Kwiatkowski og senest Benoot har vist, kan man også køre væk meget tidligere. Én ting er sikkert: kun en lille gruppe af de allerstærkeste er stadig i spil til sejren, når rytterne når bakken, der leder til Piazza del Campo, og her vil bedste mand altid vinde.

Løbet byder på i alt 3073 højdemeter.

Vejret

Selvom Strade Bianche er et forårsløb, er det af en eller anden grund næsten altid lykkedes Strade Bianche altid at undgå regn og kulde, som ellers kan gøre løbet til et mudderhelvede. Mange vil huske de legendariske billeder fra 2010-udgave af Giro d’Italia, hvor en fuldstændig tilmudret Cadel Evans i VM-trøjen sikrede sig en mindeværdig etapesejr på netop disse veje, men i Strade Bianche var det først i 2018, at vi så et tilsvarende scenarium. Her lykkedes det en fuldstændig indsmurt Tiesj Benoot at gentage Evans’ heroiske bedrift i et episk løb.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

I år får vi af gode grunde et helt anderledes løb. Nu afvikles løbet i højsommeren, og der er i slet ikke grund til at bekymre sig om regn og mudder. I stedet bliver det en meget støvet udgave, hvor vejret alligevel vil give sine udfordringer. Italien er nemlig ramt af voldsom varme, og således kan rytterne se frem til en lørdag med fuld blus på solen og en temperatur på hele 37 grader, og den vil kun være faldet til ca. 34 grader ved afslutningen kl. 18.30! Vinden vil være let til jævn og komme fra vest. Det giver undervejs masser af sidevind. I finalen får man sidevind på nøglestykket Monte Sante Marie, men kort efter afslutningen drejer man mod vest og får primært modvind på de sidste knap 50 km. Til slut drejer man ind i sidevind i udkanten af Siena, og det varer ved, indtil man får sidemedvind på de sidste 1700 m.

Favoritterne

At skulle udpege favoritter til Strade Bianche er altid en helt unik oplevelse, fordi man skal overveje navne, der normalt aldrig forekommer i toppen af listen i samme løb. På den ene side appellerer de mange stejle stigninger og den meget hårde finale til klatrerne. På den anden side gør grusvejene det vanskeligt for de lettere ryttere at drage maksimal fordel af deres klatreevner, mens de tungere typer kan kapitalisere på deres evne til at mose op ad en stigning med rå power, mens de forbliver siddende i sadlen.

Det er naturligt, at grusvejene betyder, at held eller manglen på samme altid spiller en helt afgørende rolle i løbet - husk bare på, hvordan en ung Peter Sagan i sin debut i 2012 mistede alle muligheder efter en dårligt timet punktering, og hvordan en flyvende Maximilian Schachmann røg ud af billedet af samme årsag sidste år, ligesom styrt næsten altid har elimineret store navne allerede inden tv-billederne. Alligevel er det altid de bedste ryttere, der sidder med i finalen i et løb som dette, og det ender altid som en spektakulært udskilningsløb, indtil kun de stærkeste sidder tilbage.

I et løb som dette spiller taktik ofte en stor rolle, og derfor ser man ofte, at det tager lang tid, inden det tidlige udbrud etableres. Derefter starter udskilningen og den gradvise reduktion af størrelsen på feltet. Ofte ser man en indledende udskilning på sektor 7 (der desværre sjældent tv-dækkes), men nøglemomentet kommer altid på Monte Sante Marie, hvorefter meget få hold har mere end én rytter med i front. Det kan åbne døren for et aggressivt løb, der er svært at kontrollere, og derfor kan det være vigtigt for favoritterne at have stærke hjælperyttere til at kontrollere en uregerlig affære.

Eksempelvis vil mange huske, hvordan Liquigas sendte Moreno Moser afsted i et overraskende angreb i 2013, mens alle kiggede på holdkammeraten Sagen, og hvordan Quick-Step i 2016 næsten vandt løbet ved at benytte Gianluca Brambilla i en lignende manøvre. Mens de to outsidere var ude foran, gav det samtidig holdets kaptajner, henholdsvis Sagan og Zdenek Stybar, mulighed for at sidde på hjul. I 2018 så vi også, hvordan hverken Sagan eller Valverde, løbets to favoritter, havde holdene til at holde styr på tingene, og det hele endte med at glide dem så meget af hænde, at det allerede var slut, da Valverde endelig åbnede op. De snedige Wout Van Aert og Romain Bardet kapitaliserede på den manglende kontrol til med et tidligt angreb at køre på podiet, og havde det ikke været for brølstærke Benoot, der også foregreb Sagan og Valverde, havde de endda skullet afgøre slaget imellem sig. Ofte vinder stærkeste mand i Siena, men historien viser, at også taktik og ikke mindst et stærkt hold er vigtigt.

Mange sammenligner løbet med Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men antallet af højdemeter er betydeligt større end i de to brostensmonumenter. Derudover betyder den vanskelige finale i Siena, at de større drenge helst skal ankomme til mål alene for at undgå at skulle kæmpe med spurtstærke puncheurtyper som Julian Alaphilippe, der sidste år netop gjorde arbejdet færdigt i en finale, der har hans navn skrevet med flammeskrift over sig. Brostensspecialisterne har ganske vist altid været i fremragende form, men dette løb er anderledes end en flamsk klassiker og passer umiddelbart bedre til ardennerryttere end folk, der specialiserer sig i de flamske løb. Et godt eksempel herpå er Sep Vanmarcke, der ofte er kommet til løbet i superform, men altid har måttet indse, at det samlede antal højdemeter er for meget for en klatresvag fyr som ham.

Det er netop også det, der gør det så unikt. I front ser vi altså en blanding af de bedst klatrende brostensryttere sammen med ardennerspecialister, der excellerer i det eksplosive terræn, og sågar også mere klassiske og ikke specielt spurtstærke klatrere som Bardet, Andy Schleck, Roman Kreuziger, Ryder Hesjedal og Vincenzo Nibali, der alle har været med fremme. Sågar store folk som Luke Durbridge og Christopher Juul, der hverken er kendt som klatrere eller værende eksplosive, har været i top 10 alene i kraft af deres store motor. Med andre ord er listen over topkandidater ganske lang og fascinerende alsidig.

Som i ethvert andet stort endagsløb ventes vejret at spille en afgørende rolle, som vi specielt så det i 2018, hvor vi for første gang havde rigtigt regnvejr. Det var i høj grad de elendige forhold, der gjorde slaget så selektivt og sikrede, at Sagan og Valverde løb tør for hjælperkræfter. I tidligere år har det især været de meget blæsende forhold, der ofte har åbnet løbet allerede inden Monte Sante Marie.

Årets udgave bliver på det punkt naturligvis meget specielt. Selvom løbet kun én gang har været ramt af regnvejr, bliver det noget helt andet - og i hvert fald meget mere støvet - at afvikle løbet i højsommeren. Bedre bliver det ikke af, at Italien viser sig fra sin mest ubarmhjertige side med temperaturer på hele 37 grader, og dermed bliver varmen en alvorlig udfordring, som meget vel kan spille ind på resultatet.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Det er ikke blot vejret, men også hele forberedelsen og kalenderplaceringen, der er helt ny. Cykelsporten er nemlig på mange måder en konservativ sport. Kalenderen er stort set den samme fra år til år, og derfor bliver rytterne og holdene det samme. Nok er alle ryttere forskellige, men man får hurtigt en fornemmelse af, hvem der har brug for mange løbsdage for at finde formen, hvem der typisk er flyvende fra start, og hvem der har for vane at køre stærkt på bestemte tidspunkter.

Alle disse erfaringer kan imidlertid næsten lægges helt til side i den meget mærkelige corona-sæson 2020. Selvom mange ryttere betragter det som en frisk sæsonstart, og mange har talt om, hvordan de seneste uger har føltes som vintertræningen frem mod en ny sæson, er det meget vanskeligt at bruge de erfaringer, man gør ved begyndelsen på en almindelig sæson.

Betingelserne er nemlig helt anderledes. Én ting er vejret, der har givet langt bedre betingelser for træning, end man ser det i de kolde vintermåneder, hvilket i sig selv utvivlsomt vil have en positiv indvirkning på mange langsomme startere, der har svært ved at mobilisere den store motivation på den kolde årstid. Noget andet er naturligvis selve kalenderstrukturen, der betyder, at de store mål nu kommer med det samme for langt de fleste. Hvis en grand tour-rytter kører langsomt i februar, skyldes det ikke nødvendigvis, at han er en langsom starter. Det skyldes ofte også, at hans store mål først ligger mange måneder ude i horisonten.

Sådan er det ikke denne gang. Nok kan man forvente, at i hvert fald ryttere, der satser entydigt på Giroen eller brostens- eller ardennerklassikere, måske vil være lidt længere tilbage fra sæsonstart, mens Tour-rytterne til gengæld må antages at være flyvende fra km 0, men de fleste har samtidig talt om, at den korte, intense sæson er så begrænset, at der er meget lidt plads til justeringer af formen undervejs. Det er således meget få, der har omtalt om en planlagt mere rolig indkøring til de større mål senere på sæsonen, og selv en fyr som Vincenzo Nibali, der har VM og Giroen som de store mål og i de senere år har haft for vane kun sjældent at være i form før sine vigtigste løb, har intentioner om at levere resultater fra start.

Alt disse usikkerhedsmomenter gør, at det i større omfang end vanligt bliver gætværk, når man skal pege på favoritter til sæsonens første løb. Normalt baserer en sådan sig på en sammenholdning af rytterkarakteristika med ruten samt naturligvis på en vurdering af formen, men sidstnævnte element er i hvert fald i første omgang pillet næsten helt ud af ligningen. I de kommende uger bliver det i vidt omfang et spørgsmål om at vurdere ruten og rytternes individuelle evner og derudover basere det på en fornemmelse af, hvordan formen kunne være med det kendskab, vi har til rytterprogrammer og rytternes normale formkurvemønstre.

Det bliver særligt udtalt i dette løb. Startlisten er nemlig skræmmende stærk - også stærkere end vanligt, hvor Paris-Nice-starten den følgende dag ofte betyder, at mange er tvunget til at vælge løbet fra - og man skal tænke sig godt om for at finde et større klassikernavn med evner på en rute som denne, som ikke er til start. Det indlysende navn er naturligvis Valverde, som foretrækker hjemmebanen i Burgos som forberedelse til Touren, men man skal være ualmindelig kræsen for at brokke sig over det meget beskedne fravær af klassikerstjerner.

Kombinationen af kalenderplaceringen, usikkerheden om formen samt varmen gør det hele uhyre åbent, men løbets udvikling vil formentlig være den samme. Det blæser mindre, end det ofte har gjort om foråret, hvor der trods til tider kraftig vind aldrig er sket meget stor splittelse på grund af blæsten. Trods den megen sidevind vil det næppe heller ske i år, og man kan derfor vente et helt klassisk forløb, hvor et tidligt udbrud etableres efter mange angreb, inden løbet med stor sandsynlighed vil blive kontrolleret af hold som Deceuninck, Bora, Astana, CCC, Jumbo-Visma og Alpecin-Fenix. Løbet bliver formentlig nok engang åbnet første gang på sektor 7, inden den helt store kamp mellem favoritterne indledes på Monte Saint Marie.

Efter sidstnævnte nøglesektion, der er det sværeste og sidste længere stykke, har vi næsten altid en lille gruppe, og herfra bliver der kørt aggressivt. Der er ikke så meget grus tilbage, men der er masser af bakker, hvoraf flere er stejle. Som sagt kan taktik spille en nøglerolle, og det er derfor meget fordelagtigt at sidde i overtal. Det kan dog også blive et mere ”rent” opgør, som vi eksempelvis så det sidste år, hvor Julian Alaphilippe og Jakob Fuglsang slet og ret kørte væk fra alle rivalerne med en jagtende Wout van Aert på mellemhånd.

En vigtig faktor kan blive modvinden på de sidste knap 50 km. Den kan gøre det vanskeligere at angribe tidligt, også selvom der ikke er tale om en orkan. Der er en risiko for, at det kan låse løbet lidt mere, og det er til gunst for de mere eksplosive ryttere, der ikke har noget mod at skulle spurte på bakken i Siena. Samtidig er det værd at bemærke, at de tørre betingelser i teorien gør det en anelse lettere for de ”små” folk, mens de tunge folk er favoriseret på de våde grusveje, vi havde sidste år. I år er holdene så stærke, at det næppe glider helt ud af kontrol for favoritterne som i 2018, men en snu rytter vil stadig have mulighed for at lave Kwiatkowskis nummer fra 2017, nemlig at snige sig væk, når andre kigger for meget på hinanden.

Læs også

Dansk talent skal hjælpe stjerne til topresultat: Han er god at lære af

Listen over vinderkandidater er som sagt lang, men det er svært at komme uden om, at Mathieu van der Poel skiller sig ud. Reelt set har det hollandske fænomen været i sin egen liga i de store klassikere, han har kørt, siden han sidste år med det samme begravede al tvivl om, hvorvidt han også havde den nødvendige motor til at præstere over de lange distancer. Han vandt Dwars door Vlaanderen og et Brabantse Pijl, hvor det var en vis Julian Alaphilippe, han knuste i en puncheurfinale, og han leverede de mest vanvittige comebacks i et uheldsramt Flandern Rundt og ikke mindst i et Amstel Gold Race, hvor hans sejr går over i historien. Også til VM var han stærkeste mand, indtil manden med hammeren pludselig gav så kraftigt et gok i nøden, at han formentlig har en bule eller to.

Netop sidstnævnte kan give grund til optimisme. Vi har også i cross set, at lyset pludselig kan slukkes hos Van der Poel, og risikoen for, at det sker, kan være større i en stegende hede, hvor han fortsat har til gode at præstere stort på landevejen. Ukendt med høje temperaturer er han dog ikke fra blandt andet mountainbike, og der er ikke noget, der antyder, at han skulle have det specielt svært ved varmen.

Som udgangspunkt passer ruten ham glimrende. De eksplosive stigninger er som skabt til ham, og gruset burde være en velkommen tilføjelse for en mand, der elsker at køre offroad. En bekymring kan være, om højdemeterne er for mange, men en formstærk Van der Poel klatrer glimrende, når stigningerne ikke er for lange. Det er de ikke her, og efter at han har trænet i højderne, hvor han sluttede af med at sætte en Strava-rekord på et regulært bjerg, burde han nok kunne klare Sienas bakker. Og afslutningen inde i selve bycentrum er nærmest som skabt til den eksplosive hollænder.

Formen burde heller ikke være et problem for Van der Poel, der har den luksus, at han modsat næsten alle andre ikke skal køre grand tour og derfor arbejder efter at toppe to gange, først til de indledende klassikere i Italien og siden til endagsløbene i oktober. Nok missede han Sibiu Cycling Tour grundet den usikre corona-situation, men det bekymrede ham ikke, da han angiveligt følte sig, ”hvor han skulle være”, på træningslejren.

Problemet er som altid holdet. Alpecin-Fenix er svagere end næsten alle WorldTour-holdene, men holdet er meget stærkere end sidste år. Hvis Kristian Sbaragli finder benene fra Montreal sidste år, kan han komme meget langt, og man kan håbe, at uheldige Petr Vakoc måske kan nærme sig fordums styrke. Gianni Vermeersch kom ret langt i brostensklassikerne sidste år, og ruten passer fint til Floris De Tier. Alligevel skal Van der Poel selv gøre det færdigt til sidst, men heldigvis er ruten så hård, at han selv kan fremkalde en mand-mod-mand-situation, som vi så det sidste år. Sker det, bliver han meget svær at slå, og derfor er han vores favorit.

Hans værste rival kunne meget vel også være hans evige rival. Wout van Aert har kun kørt løbet to gange tidligere, og begge gange er han endt som nr. 3. Det skete endda, selvom han begge gang kom med tvivl om formen efter en hård crosssæson, og denne gang er det helt, helt anderledes. Van Aert har først været på egen træningslejr og siden i Tignes med Jumbos Tour-hold, og han har gjort det klart, at han har planer om at køre brølstærkt allerede i de italienske klassikere.

Alt peger på, at Van Aert er livsfarlig. Han gjorde gigantiske fremskridt sidste sommer, og det skete endda efter en klassikersæson, hvor han ofte lignede næstbedste mand bag Van der Poel, selvom han havde en offday i Flandern og var urimeligt uheldig i Roubaix. I år kom han også overraskende godt fra start, selvom alle var i tvivl om hans niveau efter det grimme styrt sidste sommer. I Omloop lignede han i hvert fald stærkeste mand, og var han ikke blevet taktisk låst af Mike Teunissen, kunne resultatet have været helt anderledes. Med tanke på hans dårlige forberedelse siger det meget om niveauet.

Også for Van Aert gælder, at højdemeterne er mange, men han har to gange vist, at han kan absorbere dem. Faktisk står han nok bedre nu, hvor han må antages at have klatrevægt frem mod Touren og ikke klassikervægt til brostenene. Det kommer ham til gode i dette løb, hvor han med de afslutterevner, han forfinede sidste sommer, også vil elske en spurt i Siena, selvom han selv mener, at bakken er lidt for svær. Holdet er til gengæld ikke det stærkeste - især ikke efter det ærgerlige tab af den knæskadede Mike Teunissen - men Amund Grøndahl Jansen er efterhånden så god, at han kan sidde med i finalen. Og i sidste ende vil Van Aert ligesom Van der Poel have glæde af et løb mand mod mand, hvor han meget vel kan være største trussel mod sin evige crossrival.

Naturligvis skal man nævne Julian Alaphilippe. Franskmanden var den store favorit forud for sin debut og levede uden problemer op til den status ved at sejre i allerførste forsøg. Dengang var han imidlertid også i topform til et løb, han havde udpeget som sit store mål. Sådan er det ikke denne gang. Alaphilippe er vel næsten den eneste større rytter, som åbent har erkendt, at han stræber efter at starte lidt langsommere. I hvert fald har hans bror, der også er hans træner, til franske medier sagt, at planen er at holde lidt igen, så han kan være frisk fra Touren og frem til Flandern Rundt, der afslutter hans sæson d. 18. oktober. Hvis det er sandt, bør han være lidt smårusten, og det er der næppe plads til i et løb med en så skræmmende startliste som denne.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Alligevel må man regne ham som en af topfavoritterne. Der findes næppe nogen i feltet, der er så skabt til korte, stejle stigninger som ham, og er han ikke helt kogt over, er det formentlig kun Van der Poel, der for alvor kan true ham på målbakken i Siena. Og selvom han siger, at han vil starte langsomt, ved vi også, at væddeløberen Alaphilippe ikke kan holde sig tilbage, selv når han skal. Det så vi blandt andet i Touren sidste år, og han har da heller ikke lagt skjul på, at han jagter et resultat, selvom formen måske ikke helt er på toppen. Holdet er et af de stærkeste, da Zdenek Stybar, Kasper Asgreen og Bob Jungels også alle på en god dag kan vinde, og talentfulde Davide Ballerini kan også køre finale. En lille bekymring kan være, at franskmanden var usædvanligt ringe i sæsonstarten, men det er så længe siden, at det er glemt nu. Nu skal han bare vise, at han også kan vinde, selvom formen måske kun er 90%. Det vil ikke være en overraskelse.

På Bora taler alle naturligvis om Peter Sagan, men jeg har større forventninger til en af hans holdkammerater. Allerede sidste år lignede Maximilian Schachmann en mulig vinder af løbet, indtil en ærgerlig punktering satte en stopper for den skræmmende styrke, han ellers nåede at vise. Den gode form tog han dog med videre til Catalonien og Baskerlandet, hvor han vandt i alt fire etaper, inden han kørte i top 5 i alle tre løb i Ardennerne.

Nu tyder meget på, at han er blevet endnu bedre. Allerede i Algarve havde han lagt endnu et lag til sit tårnhøje niveau, og det blev helt tydeligt, da han sejrede i Paris-Nice, hvor han var helt suveræn i ”sit” terræn på bakkerne på 1. etape og siden viste, at han nu også kan forsvare sig i bjergene - i hvert fald når de rigtige klatrere mangler. Den evne får han ikke brug for her på en rute, hvor der står navnet Schachmann ud over det hele. Han er eksplosiv på bakkerne, men er også en tungere rytter, der kan klare gruset, og på bakken i Siena kan han slå de fleste i en spurt. Sidste år viste han evnen til at træne sig i form, så der er al mulig grund til at tro, at han er flyvende. Og mens alle kigger på Sagan, vil det være meget, meget dumt ikke også at holde et vågent øje med den tyske mesterskabstrøje.

Så er der ham vidunderbarnet. Måske er Tadej Pogacar stadig relativt ubeskrevet i endagsløb, hvor han ikke kan gøre brug af den eminente restitutionsløb, som altid gør ham bedre dag for dag i et etapeløb, men der er intet til hinder for, at han ikke kan vinde dette løb. Som blandt andre Fuglsang viste for et år siden, er der så mange højdemeter i dette løb, at klatrere sagtens kan være med, og der er få, der klatrer som det slovenske fænomen. Hans kørsel i Valencia tidligere i år viste, at han allerede er endnu bedre, end da han vandt tre etaper i Vueltaen, og det bekræftede han i Emiraterne, selvom varmen formentlig slog ham lidt ud på den første bjergetape. Ligesom medvidunderet Remco Evenepoel er han efter alt at dømme kun blevet endnu bedre i corona-pausen, og vi ved, at han er i form, efter at han og Primoz Roglic for nu mere end en måned siden, fordelte rovet mellem sig ved de slovenske mesterskaber. Og hvis man ser på, hvor suveræn Roglic er i disse år, siger det uhyggeligt meget om Pogacars niveau.

Pogacar skal dog ikke kun vinde på sine klatreevner. Han er også teknisk dygtig, og gruset er næppe det helt store problem. Vigtigst af alt er han dog blevet en eminent puncheur, som han viste ved at slå Valverde i Valencia og overspurte Lutsenko og Yates på Jebel Hafeet i Emiraterne. Når han kan slå Valverde i en spurt op ad bakke, kan han slå de fleste i Siena. Og da han samtidig omgives af et af de absolut stærkeste hold, hvor folk som Davide Formolo, Diego Ulissi, Rui Costa og på en god dag også Sergio Henao, Jan Polanc og Valerio Conti kan sidde med i finalen, har han gode kort på hånden til at vise, at han også kan vinde endagsløb.

Som sagt var det Alexey Lutsenko, han slog på Jebel Hafeet. Det var i sig selv en overraskelse, for normalt ville man aldrig have regnet med, at kasakken kunne være i spil til sejren på så lang en stigning. Både i Emiraterne og på Ventoux fik Lutsenko imidlertid bekræftet, at han har gjort gigantiske fremskridt i bjergene siden det lille gennembrud i Dauphiné, og i det hele taget har han udviklet sig med stormskridt, som han også viste med sit mageløse soloridt i sidste års Coppa Sabatini i en tid, hvor han var helt ustyrlig i Italien. Sæsonstarten indikerede, at han blot er endnu bedre nu, og han har altid været et monster til at træne sig i form. Han lider stadig under en manglende stabilitet, hvor hans form kan være forsvundet fra den ene dag til den anden, men det er blevet langt, langt bedre. Og modsat sin holdkammerat Fuglsang har han den styrke, at han også kan vinde en spurt i Siena, hvor bakken passer ham perfekt. Det gør ham til en meget farlig kandidat på det stærke Astana-hold, der med Fuglsang og Ion Izagirre kan sidde med tre mand i finalen.

Jeg er naturligvis også nødt til at nævne Peter Sagan, men det er med megen tvivl ”i stemmen”. Reelt set har slovakken ikke været sig selv siden Roubaix-sejren i 2018, og selvom klasserytteren stadig har vundet to grønne trøjer i Touren, har han ikke været det fænomen, han engang var. Havde det ikke været for hans fremragende VM, som han formentlig kunne have vundet, hvis han ikke havde satset på den forkerte hest og stolet på det belgiske holds kollektive styrke, ville jeg være meget fristet af at sige, at vi havde set det sidste til den Sagan, vi kendte. Desværre gjorde det så ondt at se ham blive sat i sidevinden i Paris-Nice i foråret, at den optimisme blev dæmpet igen, men håbet lever stadig. VM viste i hvert fald, at man aldrig skal udelukke den trefoldige verdensmester.

Sagan bør også være i form. Han mestrer kunsten at være flyvende efter en højdetræningslejr, og vi ved, at Milano-Sanremo er det løb, han allermest drømmer om at vinde. Selvom det af uransagelige årsager endnu ikke er lykkedes ham at vinde dette løb, passer det ham også ideelt, både de eksplosive stigninger, finalen i Siena og grusvejene. Varmen er ikke hans favorit, men han har i Touren vist, at han kan håndtere den, og sammen med Schachmann udgør han en livsfarlig duo. Nu skal han bare vise, at VM ikke var et engangstilfælde, men at gamle Sagan stadig findes.

Dette løb var sjovt nok det første, Tiesj Benoot vandt, selvom sejren i 2018 kom længe efter hans store gennembrud. Sidste år var han ikke på toppen efter et styrt i Omloop, men det er ikke tilfældigt, at han vandt netop her. De mange højdemeter passer fremragende til en mand, der senest i Paris-Nice viste, at han klatrer bedre og bedre, og han er samtidig en lidt tungere fyr, der har styr på grusvejene. Bakkerne har en passende længde, men udfordringen er, at han trods en hæderlig puncheurspurt synes at tabe hurtighed og vil være slået af mange af de andre favoritter inde i Siena. Også varmen er et problem for Benoot, der trives bedst, når det som i 2018 er rigtigt møgvejr. Til gengæld ved vi, at han altid kommer flyvende ned fra højderne, som han gjorde i et forår, hvor han både i Omloop og ikke mindst i Paris-Nice var bedre end nogensinde. Er det udtryk for et godt udbytte af et skifte til Sunweb, og kan han klare varmen, er der al mulig grund til at sætte kryds ud for Benoot, der tillige kan regne med en stadig stærkere Søren Kragh og stortalentet Marc Hirschi undervejs.

Læs også

ColoQuick-profil sætter ord på etapeløbssejr: Det er vildt og overraskende

Naturligvis skal Jakob Fuglsang også nævnes. Sidste år var danskeren flyvende i dette løb, og på baggrund af hans forrygende sæsonstart, hans veldokumenterede evne til at træne sig i storform og hans store stabilitet, vil det være en stor overraskelse, hvis ikke han nok engang viser sig som en af de allerstærkeste på stigningerne. Uden uheld er Fuglsang en meget sandsynlig mand på podiet, og chancerne for endnu en podieplads er store. Problemet er imidlertid det sædvanlige, at Fuglsang formentlig skal alene hjem for at vinde, og selvom hans chancer for en spurtsejr naturligvis er meget større på bakken i Siena end i en flad finale i eksempelvis Amstel Gold Race eller Liege-Bastogne-Liege, er der så mange superpuncheurs i dette løb, at han næsten uanset altid vil være underdog i en spurt, medmindre han sidder med langt større overskud end sine følgesvende.

Heldigvis står han stærkere end sidste år, da han denne gang kan regne med endnu stærkere Alexey Lutsenko samt Ion Izagirre, der med sine tekniske evner og hang til korte, stejle stigninger også kan køre finale. Med kombination af sin uomtvistelige styrke og den evne til at time et angreb, som tidligere har givet ham sejr i blandt andet Romandiet, skal man bestemt ikke udnytte, at Fuglsang at udnytte et overtal til alligevel at tage den solosejr, han formentlig nok engang for brug for at skulle tage.

Deceuninck har også en anden tidligere vinder i form af Zdenek Stybar, for hvem dette er noget nær favoritløbet. Siden sejren i debuten i 2015 er han da også blevet nr. 2, 4, 7 og igen nr. 4 sidste år, og det vidner om, at det er et løb, som passer ham. Sidste år opnåede han endda med sejrene i Omloop og E3 endelig sine første store sejre i Belgien, og han har dermed vist, at han ikke er blevet meget ringere. Alligevel er fornemmelsen, at han måske ikke klatrer helt så godt som tidligere, og vi så da også sidste år, at han ikke kunne køre med de bedste. Det forhindrede ham dog ikke i at vinde forfølgernes spurt bag de tre forreste, og det vidner om hans evner, ikke mindst på bakken i Siena. Han ventes ikke at skulle køre Tour, og derfor er det meget sandsynligt, at han har forberedt sig målrettet mod dette løb som det store mål i den første del af sæsonen. Derfor er han formentlig yderst velforberedt i jagten på sin anden sejr.

Bahrain-McLaren stiller med Dylan Teuns, der gør debut i løbet. Det bør kunne give et fremragende resultat. Belgieren bliver nemlig bare bedre og bedre, som han viste i en sæsonstart, hvor han vandt enkeltstarten i Ruta del Sol og imponerede på 1. etape af Paris-Nice, inden holdet trak sig. De mange højdemeter og små, stejle stigninger er skabt til murspecialisten Teuns, og han har også vist, at han kan køre på brosten i Omloop sidste år. Grusveje er derfor næppe heller et problem - der var jo også grus på toppen af La Planche des Belles Filles, hvor han vandt sin Tour-etape sidste år - og da han samtidig vil elske spurten inde i Siena, er der egentlig ikke noget, der står i vejen for Teuns, som også har indikeret, at han har ambitioner. Når han alligevel ikke ender højere, skyldes det, at han stadig er en smule utilregnelig, og han kan sagtens ende med at falde helt igennem, selvom hans stabilitet er i fremgang.

En af løbets mest uforudsigelige størrelser er Alberto Bettiol. Allerede sidste år var han fremragende i dette løb, indtil et voldsomt krampeanfald tvang ham til slet og ret at stoppe op. Det varslede imidlertid et skræmmende forår, der kulminerede med et Flandern Rundt, hvor han slet og ret kørte fra alt og alle på Kwaremont. Desværre fandt han aldrig det niveau igen i 2019, og han har da også som mål i år at vise mere stabilitet. Heldigvis lagde han fremragende ud i Besseges, hvor han klatrede bedre end nogensinde, og noget tyder på, at han måske kan genfinde niveauet. Som altid skal man være varsom med Bettiol, men vi ved også, at han er livsfarlig, hvis han rammer topniveauet. Vi ved, at han er god til at træne sig i form, men en frygt kan være, om der ikke er lidt for mange højdemeter trods alt. Til gengæld er han en glimrende puncheur, der også kan spurte på bakken i Siena.

Er det urimeligt først at nævne Greg van Avermaet nu? Det kan det meget vel være, for belgieren er i ni forsøg hele syv gange endt i top 10. Der er imidlertid også en grund til, at han endnu ikke har vundet løbet. Højdemeterne er nemlig en anelse for mange for den relativt store Van Avermaet. Det så vi senest sidste år, hvor han faktisk var uhyre stærk i alle brostensløbene (selvom han fik alt for lidt ud af det), men i dette løb var han hele tiden på grænsen på stigningerne. Og faktisk kom Van Avermaets eneste offday i de seneste 117 dag netop i dette løb i 2018. Stabile Van Avermaet er utvivlsomt i form efter højdetræningslejren, og vi ved også fra Touren, at han kan håndtere varmen, ligesom han er en skarp afslutter på bakken inde i Siena. Min frygt er bare, at han altid vil være overmatchet af nogle af de mere klatrestærke typer, og at det i lidt for stort et omfang kommer til at handle om forsvar, endda med et hold, der trods solide Alessandro de Marchi og en genfødt Simon Geschke ikke er det stærkeste. På den anden side sagde jeg det samme inden L i Rio, hvor højdemeterne var endnu flere, og de fleste husker nok, hvordan det gik…

De danske egne vil i første omgang være rettet mod Kasper Asgreen. Den danske maskine bekræftede nok engang sit uhyre potentiale, da han kørte fra alt og alle i Kuurne-Bruxelles-Kuurne og understregede dermed, at der ikke er grænser for hans muligheder i klassikerne. Nu går han ind til sin første optræden i Strade Bianche, men det er næppe det store endagsløb, der passer ham bedst. Han viste ganske vist i Tour of California, at han slet ikke er nogen ringe klatrer, men spørgsmålet er, om disse mange stejle stigninger ikke snarere tvinger ham i forsvar end i angreb, i hvert fald hvis han skal køre med favoritterne. En plads i finalen bør det imidlertid blive til, og her kan han spille på, at Deceuninck formentlig vil sidde med mange folk. I det tilfælde ved alle, at Asgreen ikke skal have mange meter, og skulle det blive nødvendigt kan han også spurte på bakken, selvom den nok er for stejl til, at han kan matche de virkelige puncheurs.

Er det nu Gianni Moscon bliver genfødt? Talte vi om 2018-udgaven af ”Traktoren” ville han have været en af de tungeste favoritter. Ruten passer nemlig ideelt til en rytter, der både kan køre i top 5 i Roubaix og samtidig klatrer så godt, at han kan gå på podiet i Il Lombardia og køre med om sejren i det hårdeste VM i mange år. Problemet er bare, at Moscon ikke har været på sit topniveau siden VM for to år siden, og sæsonstarten gav absolut ikke meget håb om en genfødsel. Omvendt ved vi, at han fandt sit livs form efter en højdetræningslejr i sommeren for to år siden, og sidste efterår rejste han sig også på lignende vis med et hæderligt VM. Har coronapausen været chancen for endelig at lade den overtrænede krop komme sig efterfulgt af solid højdetræning, vil det være dumt at udelukke et comeback til Moscon, deri så fald kan være livsfarlig.

Læs også

WorldTour-hold kommer med opdatering på forslåede profiler

Hans holdkammerat Michal Kwiatkowski er sammen med Fabian Cancellara den eneste, der har vundet det stadig unge løb mere end én gang. Ruten passer da også som fod i hose til den alsidige polak, der har punch på bakker, kan klare mange højdemeter, er teknisk eminent til gruset og kan afslutte inde i Siena. Når jeg alligevel har min tvivl om polakken, skyldes det en kedelig trend, som har betydet, at han har været én lang skuffelse siden Sanremo sidste år. På intet tidspunkt har han lignet sig selv, og han var også langt fra sit bedste niveau i Algarve tidligere i år. Tidligere har Kwiatkowski rejst sig efter lignende svage perioder, som har skyldtes træthed og overtræning, men perioden begynder efterhånden at være så lang, at bekymringen melder sig. Lad os håbe, at Kwiatkowski har brugt coronapausen til at finde formen, så han kan gå efter det hattrick, der vil bringe ham op på siden af Cancellara i løbets historiebøger.

Mange danske øjne vil også være rettet mod Søren Kragh, der i foråret endelig slap for de mange helbredsproblemer, som har sat hans kolossale potentiale tilbage. Det blev til en podieplads i Omloop og en enkeltstartssejr i Paris-Nice, og det momentum skal han føre videre i et løb, der burde passe ham. Måske er der lidt for mange højdemeter til, at det er helt ideelt, men de eksplosive bakker passer ham. Vi så dog også i Omloop, hvor han trods alt var svageste mand i den trio, der afgjorde løbet, at han måske stadig mangler lidt for at kunne vinde et løb som dette. På den anden side udgør ham sammen med Benoot og Marc Hirschi en yderst lovende trio, og har han mod til at angribe tidligt, som han gjorde i Omloop, og da han satte Benoot op til sejr i Paris-Nice, vil det være dumt af rivalerne at give det danske talent alt for meget plads på en rute som denne.

En rytter, der bør være i form, er Philippe Gilbert, der naturligvis vandt dette løb i mirakelåret 2011. Belgieren har nemlig Milano-Sanremo som altoverskyggende mål i en sæson, hvor han drømmer om at fuldende sin Strive4Five og vinde det monument, han stadig mangler. Derfor har han utvivlsomt trænet som besat, men desværre er den nye kalender ikke til Gilberts fordel. Med alderen er han nemlig blevet lidt af en dieselmotor, der som regel skal bruge mange løb for at komme i gang, og man kan frygte, at han slet ikke når at finde løbsrytmen. Dertil skal lægges, at Gilbert med alderen er blevet en dieselrytter til de fladere brostensløb, mens han ikke længere klatrer godt nok til Ardennerne. Derfor frygter jeg, at dette løb er en anelse for hårdt, især som det første løb efter en lang pause, og han vil samtidig være helt alene på et svagt Lotto-hold. Omvendt viste han med sejren i Roubaix sidste år, at man stadig ikke må begrave Gilbert, der vil elske afslutningen inde i Siena, også selvom han i hans alder altid er til en eksamen, hvor han skal bevise, at han ikke er ved at blive for gammel.

Jeg har lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg skal mene om Davide Formolo. Hans præstationer i Liege i de seneste sæsoner viser, at han i kuperede klassikere tilhører den absolutte verdenselite, og det er da også den slags løb, han nu satser på. Han fremstår dog ikke nødvendigvis som typen, der vil elske grusveje, selvom terrænet i sig selv er svært nok til, at han burde trives. Dertil skal lægges, at han trods en hæderlig puncheurspurt vil blive slået af mange inde i Siena, og derfor skal han formentlig køre offensivt for at vinde. Det burde til gengæld også være muligt på et meget stærkt UAE-hold med mange kort at spille, og Formolo har vist, at han godt kan træne sig i form.

Oliver Naesen debuterer i løbet, som Paris-Nice altid har frarøvet ham chancen for at køre. Han falder dog let i samme kategori som Sep Vanmarcke, der måtte erkende, at løbet var for kuperet. Naesen er nemlig ikke nogen bjergged, og han har ofte haft det svært på ardenneretapen i BinckBank Tour. Han har dog gjort markante fremskridt, og hans klatring i sidste års Paris-Nice fik mange til at tabe både næse og mund. Spørgsmålet er bare, om ikke han på så svær en rute vil være lidt for meget i defensiven og være for optaget af bare at overleve fremfor at køre om sejren. Han skal i hvert fald nok gribe et taktisk moment til at komme de mere klatrestærke i forkøbet. Til gengæld har han en gigantisk motor, ligesom han bliver bedre og bedre som afslutter, blandt andet med podiepladser i Sanremo og Wevelgem sidste år. Bakken i Siena vil dog være så stejl, at han næppe kan overspurte de lettere puncheurs.

Egentlig vil jeg gerne have Michael Woods meget højt på min liste. De mange stejle stigninger er nemlig fremragende for murspecialisten Woods, der med sine præstationer i Liege i 18 og 19 og ikke mindst VM i 18, hvor han var stærkeste mand, har vist sig som en af verdens allerbedste endagsryttere. Når han alligevel ender langt nede på listen, skyldes det naturligvis det grimme lårbensbrud, han pådrog sig i Paris-Nice. Imponerende nok er han åbenbart allerede i så god form, at han kunne vinde kongeetapen i det virtuelle Tour de France, men der er trods alt stor forskel på at køre stærkt på en hometrainer i mindre end en time og at køre en næsten 200 km lang klassiker med 3500 højdemeter. Jeg frygter, at han fortsat mangler for meget, men er han allerede klar, kan han blive ganske modbydelig på denne rute.

Hans holdkammerat Simon Clarke elsker dette løb over noget andet og blev da også nr. 8 for et år siden. Det var ikke tilfældet, for Clarke var i 2019 bedre end nogensinde, og det kulminerede med 2. pladsen i Amstel Gold Race. Den eksplosive rute her samt den afsluttende bakke i Siena passer da også nærmest ideelt til Clarke, men selvom han bliver stadig bedre, er selskabet her dog så skrapt, at en utvivlsomt velforberedt Clarke nok trods alt vil komme til kort.

Endelig vil jeg pege på Marc Hirschi, Ivan Garcia og Andrea Vendrame. Jævnlige læsere af disse optakter vil vide, at jeg regner dem alle som hørende til blandt sportens mest lovende talenter, men de har også alle til gode at køre med om sejren i dette meget specielle løb. Hirschi viste dog sit uhyre store potentiale i ardenneragtige løb med podiepladsen i San Sebastian samt på kongeetapen i BinckBank Tour, hvor han var en af de tre stærkeste i skrapt selskab. Hans sæsonstart viste, at han stadig er svingende, men er han i form, kan han overraske. Garcia burde være for tung til denne rute og ender nok også med at være det, men hans 3. plads i Montreal sidste år viser, at han klatrer bedre, end man tror. Og efter hans fornemme Paris-Nice vil det være dumt at udelukke, at han er langt stærkere end i Canada sidste år. Endelig er Vendrame nærmest skabt til dette løb, da han i Giroens bjerge viste, at selv mange højdemeter ikke er et problem, ligesom han med sine afslutterevner er en eminent puncheur. Han har helt til gode at køre med i front af et stort endagsløb, men en gang skal jo være den første.

BEMÆRK: Arrangørerne har onsdag aften endnu ikke udsendt en foreløbig startliste. Derfor er denne optakt MEGET foreløbig, og der kan sagtens være endog solide vinderkandidater, der dukker op senere. Eksempelvis er det nærliggende at tro, at Michael Valgren kører løbet, selvom det endnu ikke er bekræftet. Optakten og særligt den nedenstående holdoversigt vil blive opdateret løbende.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

BEMÆRK: Når den foreløbige startliste offentliggøres, vil den blive føjet til denne optakt, hvorefter det vil være muligt at stemme til Cykelduellen, der genoptages med dette løb.

OPDATERING: Ikke helt uventet har NTT udtaget Michael Valgren. Med de klatreben, danskeren efterhånden har fundet, burde løbet passe ham udmærket, men han har lidt at bevise efter et 2019 og en sæsonstart, der ikke gik som håbet. Hans VM viser, at klassen stadig er der, men da han ofte skal bruge lidt løb for at blive meget skarp, tror jeg, at det bliver svært at være med helt i front.

OPDATERING 2: Den endelige startliste er nu kendt. EF har udtaget truppen, og de har fjernet al tvivl om Woods' form efter lårbensbruddet. Til træning præsterer han bedre tal end nogensinde, og dermed var det næppe tilfældigt, at han imponerede i det virtuelle Tour de France. Kombinerer man det med det tårnhøje niveau, han viste i oktober, og at ruten med sine stejle stigninger passer ham perfekt, har jeg ændret i stjernevurderingen og givet ham tre stjerner, selvom gruset nok ikke er til hans fordel. Holdet stiller også med Magnus Cort, der var flyvende fra sæsonstart, men løbet er trods alt nok for kuperet til, at han kan vinde det. Endelig stiller Bora med formstærke Gregor Mühlberger, der før er kørt i top 10. Han er på hold med Schachmann og Sagan og ender nok som hjælper, men han kan komme meget langt.

***** Mathieu van der Poel

**** Wout van Aert, Julian Alaphilippe

*** Maximilian Schachmann, Tadej Pogacar, Alexey Lutsenko, Peter Sagan, Michael Woods

** Tiesj Benoot, Jakob Fuglsang, Zdenek Stybar, Dylan Teuns, Alberto Bettiol, Greg van Avermaet, Kasper Asgreen, Gianni Moscon, Michal Kwiatkowski, Søren Kragh, Philippe Gilbert, Davide Formolo, Oliver Naesen, Simon Clarke, Marc Hirschi, Ivan Garcia, Andrea Vendrame, Gregor Mühlberger

* Vincenzo Nibali, Michael Valgren, Ion Izagirre, Bob Jungels, Rui Costa, Magnus Cort, Diego Ulissi, Giulio Ciccone, Diego Rosa, Matej Mohoric, Simon Geschke, Stefan Küng, Alessandro De Marchi, Gianluca Brambilla,Toms Skujins, Luke Durbridge, Nicolas Roche, Ben Swift, Davide Villella, Amund Grøndahl Jansen, Krists Neilands, Xandro Meurisse, Kristian Sbaragli, Roman Kreuziger, Quinten Hermans

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE FRANCE MANAGERSPIL

 

Danskerne

Som sagt er Jakob Fuglsang, Kasper Asgreen og Søren Kragh alle at regne blandt favoritterne, og de er derfor omtalt selvstændigt ovenfor. NTT har udtaget Michael Valgren sent, og han er omtalt i bemærkningen ovenfor. Mikkel Honoré er til start for Deceuninck, men selvom han imponerede i foråret, og ruten passer ham, må han leve med en hjælperrolle på et skræmmende stærkt mandskab. Endelig har EF i sidste øjeblik udtaget Magnus Cort, som også er omtalt i en bemærkning ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Julian Alaphilippes sejr fra 2019, Tiesj Benoots sejr fra 2018, Michael Kwiatkowskis sejre fra 2017 og 2014, Fabian Cancellaras sejre fra 2016 og 2012, Zdenek Stybars sejr fra 2015, Moreno Mosers sejr fra 2013 samt Philippe Gilberts sejr fra 2011.

Holdoversigt

Nedenfor giver vi en oversigt over, hvem der i på de enkelte hold i tillæg til de ovennævnte måske kan sikre et godt resultat.

Ag2r-La Mondiale: Naesen er den klare kaptajn, men som sagt kunne Vendrame levere en overraskelse. Dorian Godon vil nok finde ruten for kuperet.

Alpecin-Fenix: Holdet får rigeligt at gøre med at sætte Van der Poel i scene, og der bliver derfor ikke plads til meget andet. Kristian Sbaragli kan dog komme langt, hvis han har benene fra Montreal sidste år, ligesom Gianni Vermeersch viste et vist klassikerpotentiale sidste år. Endelig kan man håbe på, at Petr Vakoc kan rejse sig igen efter sit grimme styrt, og at Floris De Tier efter skiftet fra Jumbo er kommet tilbage på sporet, for løbet passer dem, men det er der ikke umiddelbart noget, der tyder på.

Androni Giocattoli: Både Nicola Bagioli  og Davide Gabburo er spændende puncheurtyper til denne rute, men det er klart, at det bliver svært at køre med helt i front. Måske kan Simon Pellaud også gøre det hæderligt.

Læs også

Tidligere vinder og Fuglsang skal køre Fleche Wallonne

Astana: Fuglsang og Lutsenko er de klare spydspidser, men de mange stejle bakker passer også glimrende til den teknisk dygtige Ion Izagirre, som i kraft af sin manglende spurt dog får svært ved at vinde. Gorka Izagirre kan også komme langt, men er faldet af på den, og Fabio Felline er stadig ikke blevet sig selv igen.

B&B Hotels-Vital Concept: Quentin Pacher burde egentlig kunne gøre det godt på denne rute, men desværre synes han ikke helt at have fordums styrke. Det har Tom-Jelte Slagter bestemt heller ikke, og desværre gav sæsonstarten ikke håb om, at han er på vej tilbage, selvom løbet her burde passe ham glimrende. Også Cyril Gautier er faldet for meget af på den, og selvom han kan klatre, vil Sebastian Schönberger finde niveauer for højt.

Bardiani-CSF-Faizanè: Holdet er helt uden chance og skal satse på at ramme udbruddet.

Bora-hansgrohe: Sagan og Schachmann må antages at være kaptajner, men formstærke Gregor Mühlberger kan komme langt og er omtalt i en bemærkning ovenfor. Daniel Oss har før gjort det godt, men må være hjælper, og Oscar Gatto, der før har kørt med om sejren, er slet ikke god nok længere.

CCC Team: Van Avermaet er den klare kaptajn, men Simon Geschke var genfødt fra sæsonstart, hvor han var bedre end nogensinde og kan komme langt på denne rute. Det kan Alessandro De Marchi også. Nok mangler han punch, men han har før vundet et stort kuperet endagsløb ved at angribe tidligt.

Circus-Wanty Gobert: Quinten Hermans er uhyre spændende og burde være skabt til dette løb, men selvom crossrytteren har imponeret i Tour de Wallonie, er dette et andet niveau. Xandro Meurisse og Loic Vliegen passer også til den ardenneragtige rute, men de kan ikke være med helt i front. Fabien Doubey vil også finde niveauet for højt, selvom han klatrer fint.

Deceuninck-Quick Step: Alaphilippe og Stybar er de erklærede kaptajner, og Asgreen er også allerede omtalt. Bob Jungels burde også passe fint til denne rute, hvis han nok engang kan angribe tidligt, men han har ikke været på sit niveau siden E3 sidste år og har meget at bevise. Davide Ballerini har potentiale i dette løb, men ender som hjælper.

EF Pro Cycling: Bettiol, Woods og Clarke må være kaptajner, men som nævnt i bemærkningen ovenfor er det slet ikke et ringe løb for Magnus Cort. Ogsp Lawson Craddock kan komme langt, men må være hjælper.

Groupama-FDJ: Stefan Küng bliver bare stærkere og stærkere, men løbet her er trods alt for kuperet til, at han kan køre med om sejren. Top 20 er et mere realistisk mål. Måsek kan Kevin Geniets gøre det hæderligt.

Læs også

Følg en vild onsdag med stejle mure i både Italien og Belgien

Israel Start-Up Nation: Holdet kommer i en svag formation, men er han i form - og det ved man aldrig, om han er - kan Krists Neilands gøre det hæderligt.

Lotto Soudal: Gilbert kommer til at være meget alene. Ruten er for hård for Jasper De Buyst, men man kan håbe, at Matthew Holmes, der vandt kongeetapen i Tour Down Under og klatrer godt, trods sin manglende erfaring kan komme langt.

Mitchelton-Scott: Luke Durbridge har tidligere gjort det godt, men løbet er for kuperet til, at han kan vinde. Det gælder også for Jack Bauer, og Brent Bookwalter er trods alt overmatchet i dette selskab. Robert Stannard passer til løbet, men er gået helt i stå som professionel.

Movistar Team: Holdet er blandt de svageste, men Davide Villella har før gjort det godt i kuperede endagsløb, selvom niveauet ikke er som dengang, han sensationelt blev nr. 4 i Lombardiet. Måske kan Dario Cataldo gøre det hæderligt, og så skal det blive sjovt at se klatreren Einer Rubio, selvom han næppe vil kunne lide denne slags løb trods de mange højdemeter.

NTT Pro Cycling: Michael Valgren ligner bedste bud og er omtalt ovenfor. Edvald Boasson Hagen har ikke længere niveauet til så hårdt et løb, og Roman Kreuziger, der ellers tidligere ville have været en glimrende kandidat, er en skygge af sig selv. Michael Gogl kan gøre det pænt, men ikke være med i front.

Arkea-Samsic: Diego Rosa viste i sæsonstarten, at han er ved at lægge kyssesygen bag sig, og han kan sagtens levere et godt resultat i et løb, hvor han før har gjort det godt. Top 10 virker dog svært. Anthony Delaplace kan gøre det hæderligt, men ikke mere end det.

Bahrain-McLaren: Teuns og Garcia Cortina ligner de bedste bud, men egentlig passer løbet også fint til den teknisk dygtige Matej Mohoric. Han har dog meget at bevise efter et 2019 og en sæsonstart, hvor han var under niveau. Jan Tratnik ender nok som hjælper.

Team INEOS: Moscon og Kwiatkowski er de bedste bud. Ben Swift burde egentlig også være god på denne rute, efter at han har fundet sit gamle niveau, men sejren er uden for rækkevidde.

Team Jumbo-Visma: Van Aert er den klare kaptajn, men Amund Grøndahl Jansen kan også komme langt. Antwan Tolhoek kan klatre, men synes ikke skabt til dette løb.

Team Sunweb: Benoot og Kragh er de erklærede kaptajner, men som sagt kan man også have forventninger til Hirschi. Ruten passer Nicolas Roche fint, men han har næppe varmet dieselmotoren op endnu.

Trek-Segafredo: Vincenzo Nibali er altid farlig i kuperede endagsløb, men det vil overraske mig, hvis han allerede er i form til at køre med  om sejren, især fordi han skal alene hjem. Giulio Ciccone kan sagtens overraske positivt på den kuperede rute, men også han skal alene til stregen. Toms Skujins var god sidste år, men klatrer ikke godt nok til at vinde. Gianluca Brambilla var tæt på at vinde for et par år siden, men er ikke længere på samme niveau, og det er Pieter Weening  heller ikke, selvom han faktisk har vundet en Giro-etape netop på grusvejene i Toscana.

UAE Team Emirates: Pogacar og Formolo ligner de bedste bud. Diego Ulissi burde kunne lide løbet, men bortset fra en 7. plads for fire år siden er han altid kommet til kort. Rui Costa kan gøre det fint, men har næppe længere niveauet til at vinde. Jan Polanc og Valerio Conti kunne egentlig også gøre det godt, men på dette stærke hold ender de som hjælpere, og det samme gælder for Alexandr Riabushenko, der ellers endelig viste sin klasse sidste efterår.