Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu Hamburg Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn-Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hård af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2016, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Sunweb og Bora-hansgrohe er nu tyske WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Vigtigst af alt har det været, at Tour-arrangørerne ASO hele tiden har haft et godt øje til det tyske marked, og man gav derfor udvikling yderligere et boost, da man i 2017 henlagde Tour-starten til Düsseldorf. I 2018 fulgte man yderligere op ved i august at genskabe Deutschland Tour i en fire dage lang udgave, der tiltrak et imponerende flot felt for et løb i 2.1-klassen, ligesom franskmændene har sikret fremtiden for løbet i Frankfurt.

Et af de løb, der har brudt den negative trend, er Sparkassen Münsterland Giro, der blev skabt på et tidspunkt, hvor cykelsporten var nær bunden. I 2006 blev den første udgave afviklet som arvtager til det endnu mindre løb Groningen-Münster, og det blev med det samme optaget som 1.1-løb på UCI-kalenderen. Ideen var hvert år at afvikle det den 3. oktober, årsdagen for Tysklands genforening. Paul Martens vandt den første udgave fra et firemandsudbrud, og siden da har det overlevet i det barske økonomiske klima. I 2015 fik det endda 1.HC-status.

Sparkassen Münsterland Giro afvikles i en relativt flad del af Tyskland, og derfor er det ikke en overraskelse, at det er et sprinterløb. De to tyske giganter, Marcel Kittel og André Greipel, har begge vundet løbet to gange, og også Tom Boonen og Sam Bennett har sejret i massespurter. Overraskelser er imidlertid hyppigere på denne tid af året, hvor alle er trætte, og derfor er det forbavsende ofte lykkedes udbrydere at snyde sprinterne. Jos van Emden, der stort set ikke har vundet andet end enkeltstarter, har endda sejret to gange, og Joost van Leijen og Aleksejs Saramotins har også begge sejret via udbrud.

Løbet kommer på et tidspunkt, hvor sæsonen stort set er ovre, og mange har allerede nu sat cyklen i garagen. For ryttere, der satser på næste søndags Paris-Tours er det imidlertid en perfekt chance for at holde gang i benene. I 2016 gav den usædvanligt sene VM-dato løbet et helt kolossalt boost, da det fungerede som opvarmningsløb til det store slag i Qatar, og man havde endda held til at tiltrække de tre største sprinternavne Kittel, Greipel og Mark Cavendish. Desværre måtte sidstnævnte dog melde forfald i sidste øjeblik som følge af sygdom, men det blev starten på en positiv spiral, der passer fint med den generelle tendens i Tyskland.

Selvom løbet i 2017 og 2018 igen afvikledes efter VM, synes den positive udvikling nemlig at fortsætte, og i de seneste to år år har man haft navne Dylan Groenewegen, Alexander Kristoff, Fernando Gaviria, Greipel, Bennett, John Degenkolb og Pascal Ackermann til start. Heldigvis synes tendensen slet ikke at stoppe i 2019, hvor man kan præsentere hele ti af de 18 WorldTour-hold ført an af store sprintere som Groenewegen, Ackermann, Cavendish, Gaviria, Greipel, Degenkolb og for første gang Alvaro Hodeg.

Sidste år blev vi vidner til en pæn overraskelse på en dag, hvor de fleste øjne var rettet mod Ackermann, Bennett og Greipel. Efter en hård dag med splittelse i sidevinden lykkedes det imidlertid Max Walscheid, der var kommet ud af Vueltaen i storform, at tage karrierens største sejr ved at slå alle giganterne og henvise John Degenkolb, Nils Politt, André Greipel og Pascal Ackermann til de sekundære topplaceringer i en rent tysk top 5. Med en nylig sejr i Lichtervelde i bagagen vender en formstærk Walscheid tilbage for at forsvare sin titel, og han er igen oppe mod de samme landsmænd, da Degenkolb, Politt, Greipel og Ackermann også alle er med i igen denne gang.

Ruten

Sparkassen Münsterland Giro afvikles som sagt i et af de mange flade områder af Tyskland, og der er derfor aldrig mange terrænmæssige udfordringer på menuen i det tyske løb. Ligesom i de seneste år er tendensen med en kortere og kortere distance endda fortsat, idet der denne gang skal tilbagelægges bare 193,3 km mod 210,8 km og 215,8 km i hhv. 2018 og 2017. Samtidig er starten flyttet fra Coesfeld, der er placeret i området vest for Münster, til Emsdetten, der ligger nord for målbyen.

Løbet følger sit klassiske mønster, idet det sender feltet en tur ud i områdets mest kuperede terræn, inden de igennem fladlandet kører ind til den flade afslutning i Münster. Fra start kører man igennem helt fladt terræn mod nordøst og siden sydøst ned til byen Leeden, hvor man efter 34 km rammer en 46,9 km lang rundstrækning, der er placeret i det kuperede område sydvest for byen. Her kører man to fulde omgange, hvilket betyder, at man to gange skal over stigningerne Lengericher Berg (1 km, 4,4%), Lienen Berg (2,3 km, 4,4%) og Sudenfeld (700 m, 4,0%), der på anden omgang passeres efter hhv. 85,0 km, 107,2 km og 122,0 km.

Ved tredje passage gennem Leeden tager man hul på endnu en omgang, hvilket betyder, at Lengerichen Berg en sidste gang efter 132,0 km. Herfra resterer imidlertid hele 61,3 km, der er helt flade. Man forlader rundstrækningen kort efter bakken ved at køre mod vest, og derefter sættes kursen mod syd med direkte retning mod Münster. Man slår en kort sløjfe mod nordvest, inden man atter kører ind til byen

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I Münster rammer man rundstrækningen efter 178,9 km og krydser målstregen for første gang bare 1300 m senere. Løbet afsluttes nu med tre omgange på en 4,4 km lang rundstrækning i hjertet af byen. Den stiger ganske lidt i starten, hvorefter den i den sidste kilometer falder let, men i alt væsentlig er den flad. Den er teknisk ukompliceret, idet der hovedsageligt er tale om bløde kurver. Et af de få skarpe sving kommer med 1 km igen, og derefter bugter vejen sig kun ganske svagt til højre.

Løbet byder på i alt 1062 højdemeter, hvilket er ca. 250 mere end sidste år, hvor man som sagt startede andetsteds. Rundstrækningen er forkortet med 200 m, men er ellers den samme.

Vejret

Sidste år spillede sidevinden en afgørende rolle, men det vil den næppe gøre i 2019. Ganske vist bliver torsdag en halvsur dag med temperaturer på bare 14 grader og en bygerisiko på ca. 50% gennem hele eftermiddagen, men der vil blot være en let vind fra vest. Det giver medvind på første del, mens der på den kuperede rundstrækning primært vil være med- eller modvind. Til slut får man imidlertid direkte sidevind med 50 km igen, indtil man rammer rundstrækningen, hvor der primært vil være sidemodvind, indtil man ved den røde flamme får sidemedvind og efter den sidste bløde kurve sidevind.

Favoritterne

Efteråret byder på temmelig mange flade løb, men der er ikke mange, der er fladere end Sparkassen Münsterland Giro. Vor store nabo mod syd kan byde på meget, herunder også mange stigninger i visse dele af landet, men store områder er helt flade. Münster ligger i et af disse, og derfor er det ikke noget under, at løbet langsomt er ved at etablere sig som en af efterårets største sprinterløb, og at man i de seneste fire år er vokset kolossalt i rollen som forberedelse til Paris-Tours.

Set i det lys kan det synes paradoksalt, at så mange af de 123 hidtidige udgaver faktisk er vundet af udbrydere. Det skyldes imidlertid placeringen på sæsonen. Som man har kunnet se i de seneste uger, skal der på denne tid af året ikke meget til for at ryste de trætte sprinterhold. Det har vi for nylig set i Kampioenschap van Vlaanderen, Primus Classic og i GP d’Isbergues, hvor de ventede massespurter alle udeblev.

Sker det så også i Münster? Næppe. Løbets ry som en god mulighed for sprinterne har spredt sig med lynets hast, og det er derfor et ufatteligt stærkt felt af hurtige folk, der vil være til start. Særligt Bora og Jumbo-Visma vil være ivrige efter at få den ventede spurt, og det virker sandsynligt, at også Deceuninck samt måske Sunweb og UAE vil give en hånd med, og der burde derfor være masser af lyst til at arbejde.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Sidste år blev det imidlertid kun en reduceret massespurt. Den kraftige sidevind gjorde det til et ganske hårdt løb, som blot efterlod 30 mand til at spurte. Det er imidlertid tvivlsomt, om vi ser en gentagelse denne gang. Vinden synes slet ikke at være kraftig nok, men det kan ikke helt udelukkes, at der med direkte sidevind de sidste 50 km kan skabes om ikke andet en del nervøsitet, især hvis feltet også rammes af en af de varslede byger, der kan gøre vejene våde og farlige.

Med så stærkt et sprinterfelt virker det dog usandsynligt, at det ikke skal afgøres i en massespurt. Selve spurten er ikke helt nem, idet der er et par sving på de sidste 2 km, men den sidste kilometer er let, faldende og skabt til de store powersprintere. Et godt lead-out er vigtigt, men for en hurtig mand er det muligt at gøre en forskel med en lang spurt, også selvom positionen ikke er optimal. På den anden side betyder det let faldende terræn samt sidemedvinden, at det ikke nødvendigvis er let at vinde placeringer i en spurt, hvor farten vil være tårnhøj.

Trods det stærke sprinterfelt er der to navne, der skiller sig ud, og det er meget svært at pege på en helt entydig favorit. Efter nogen overvejelse er vi komme til den konklusion, at vi peger på Pascal Ackermann, og det skyldes primært hans forrygende form. Tyskeren skuffede lidt i august, men siden sejren på 1. etape i Tyskland har han været flyvende. I Brussels Cycling Classic slog Caleb Ewan ham ganske vist på målfoto, men der kan ikke være tvivl om, at Ackermann med sin enormt lange modvindsspurt var stærkeste mand, og dagen efter knuste han al modstand i GP de Fourmies. I forrige weekend vandt han i overlegen stil feltets spurt bag Edward Theuns, og dagen efter var han igen helt suveræn i Gooikse Pijl. Nok blev VM en skuffelse, men det var forventeligt, at han ikke kunne være med på den rute.

Tværtimod synes VM-formen at have bragt ham langt, og da han samtidig vil være topmotiveret på hjemmebane og opsat på revanche efter sidste års nedtur, bliver han svær at slå. Endelig har han hos sig sin guldfugl i form af lead-out man Rudiger Selig, og selvom resten af toget ikke er det stærkeste, plejer Ackermann at være så god i positionskampen, at han bør kunne gøre det færdigt med sin høje fart.

Udfordreren er naturligvis Dylan Groenewegen, der på papiret stadig må regnes som den hurtigste af de to, selvom de frem til Primus Classic faktisk ikke havde spurtet mod hinanden siden Algarve og Kuurne, hvor hollænderen klart havde overtaget. Til gengæld har Groenewegen været lidt svær at læse på det seneste. Han vandt suverænt tre etaper i Tour of Britain, men det var i et svagt felt. I sidevinden i Kampioenschap van Vlaanderen lignede han en hængt kat, men endte dog med at vinde feltets spurt. I Primus Classic kom han også med høj fart, men var ude af position, hvorfor Ackermann slog ham let. Og i Lichtervelde blev han sat af i sidevinden undervejs.

Groenewegen er normalt god i sidevind, og det tyder på, at formen ikke er i top, hvad den heller ikke plejer at være på denne tid af året. På den anden side har han krydset stregen som nr. 1, 1, 1, 1 og 3 i de sidste fem spurter, han har kørt, og det er en statistik, det er svær at kritisere. Udfordringen er, at hans positionering er betydeligt ringere end Ackermanns, men kan han for en gangs skylde holde hjulet på Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen har han et tog, der som kollektiv er stærkere end Ackermanns. Sidder han godt, vil Groenewegen formentlig stadig være hurtig nok til at slå tyskeren.

Deceuninck har ikke givet Alvaro Hodeg mange chancer i dette efterår, men her er han soleklar kaptajn. Noget tyder på, at han er i noget nær sit livs form, for han hang på chokerende længe i søndagens brutale VM-løb. Til gengæld så vi også i BinckBank Tour, at han stadig har betydelige mangler, både hvad positionering og fart angår, men han viste også med sejren foran Bennett og Groenewegen på 5. etape, at han på sine gode dage kan slå de allerhurtigste. Udfordringen er, at hans tog for en gangs skyld ikke er så stærkt, men Florian Senechal samt den yderst lovende stagiaire Jannik Steimle kan forhåbentlig få ham i position, som Senechal gjorde på nævnte etape i BinckBank Tour. Lykkes det, kan det sagtens blive til colombiansk sejr.

Sunweb drømmer om, at scenariet fra sidste år gentager sig. Dengang kom Max Walscheid nemlig flyvende ud af Vueltaen og kørte et fabelagtigt efterår, hvor hans sejr foran navne som Ackermann, Bennett og Gaviria i dette løb var kronen på værket. Allerede på sidevindsetapen i Vueltaen viste han, at det mønster gentog sig, og det konfirmerede han med sin fornemme sejr i sidevinden i Lichtervelde sidste onsdag. Formen sidder med andre ord lige i skabet, og Walscheid har vist, at han i Vuelta-form kan slp de fleste. Udfordringen er hans altid ringe positionering, men i denne ikke alt for vanskelige finale kan han håbe at Nikias Arndt, Max Kanter, Asbjørn Kragh og Cees Bol kan få ham frem. I givet fald kan han sagtens vinde igen. For en gangs skyld har holdet dog ikke på forhånd meldt ud, hvilken sprinter de satser på, og de har nævnt muligheden for også at køre for Bol. Med tanke på, at Walscheid er forsvarende vinder, er på hjemmebane og har en frisk sejr i bagagen, er det usandsynligt, men man ved aldrig, hvad der sker - slet ikke, når Walscheid jo faktisk forlader holdet. I givet fald vil chancen falde, for selvom Bol har vist fornem form i sidevinden i sine seneste løb, spurtede han også skidt i England, hvor det blev tydeligt, at hans positionering lader meget tilbage at ønske.

Løbets joker er Fernando Gaviria. Colombianeren har haft et forfærdeligt år, hvor han senest havde en meget skuffende Vuelta. De mange skader og den dårlige form fik ham til at melde fra til VM, og det virker derfor usandsynligt, at han er på toppen. Omvendt er løbet her ikke voldsomt hårdt, og Gaviria har trods alt så sent som i Giroen vist, at han på en god dag kan overspurte Ackermann. Udfordringen er, at hans positionering i dette efterår har været overraskende ringe, og da UAE kommer med et meget svagt tog, skal heldet være med colombianeren, hvis han med sin begrænsede form skal sidde så godt, at han kan gøre det færdigt.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Ineos stiller med Kristoffer Halvorsen , der stadig mangler den store efterårssejr. Det skyldes dog ikke manglende klasse. Tværtimod har han i år været uhyggeligt stabil i sine spurter, hvor han næsten altid er endt i top 10, senest med placeringer som nr. 4, 6 og 8 i det stærkt besatte felt i BinckBank Tour. I Tour of Norway tog han den store skalp, da han vandt et stort europæisk løb, og her var han også imponerende stabil. Problemet er, at toget med Chris Lawless, Michal Kwiatkowski og Leonardo Basso ikke er det stærkeste, og han vil formentlig igen være lidt for alene til at kunne vinde. Samtidig er hans form ukendt efter en periode, hvor han kun har kørt løb, der ikke passede ham.

Trek kommer med John Degenkolb og Matteo Moschetti, men har ikke meldt ud, hvem der satses på. Med tanke på, at løbet er tysk, og at Degenkolb vandt i 2017 og blev nr. 2 i 2018, må man dog antage, at det er tyskeren, der satses på. Han synes samtidig at være kommet ud af Vueltaen i fornem form, efter at han sad med feltet hjem ved VM og vandt feltets spurt bag Mads Pedersen i Isbergues. Til gengæld spurtede han som en sæk kartofler i Polen og Vueltaen, og han synes slet ikke at have samme hurtighed som tidligere. Det kan formen forhåbentlig kompensere for, at et tog med Moschetti, Koen de Kort og Alex Kirsch vil være et af de stærkeste. Skulle holdet ende med at køre for Moschetti, der på papiret er hurtigere, skal det blive interessant at se, hvor langt det italienske talent kan komme, når han har et stærkt tog, efter at han i de seneste løb endelig er ved at være kommet ud af sin formkrise.

Wanty kommer med efterårets ”Mr Consistency”. Placeringer som nr. 2, 5, 2, 3, 3, 5 og 3 i de spurter, han har kørt siden den 25. august fortæller, at Timothy Dupont nærmer sig niveauet fra 2016. Nu kan silken imidlertid være ved at være slidt af. I hvert fald blev han sat i sidevinden i Lichtervelde, og han udgik i søndagens sidevind i Paris-Chauny. Han har også haft 25 løbsdage siden den 25. juli og må efterhånden være lidt træt. Heldigvis er løbet her let, hans tog med Alfdan de Decker, Boris Vallee og Pieter Vanspeybrouck er ikke ringe, og han har været eminent i positionskampen i år.

Netop som han med sin fremragende afslutning på Touren og to sejre på to dage i august/september så ud til at være tilbage, er Niccolo Bonifazio blevet sat tilbage. Han skuffede fælt i Bruxelles og Fourmies, styrtede i finalen af Coppa Bernocchi og meldte med kort varsel afbud til de belgiske løb i weekenden inden VM. Han var tilbage i Lichtervelde, hvor han dog udgik, og noget tyder altså på, at han har haft helbredsproblemer. Derfor er det svært at være alt for optimistisk, men hans gode positionering, den fart, der gav ham 3. pladsen i Paris samt et godt lead-out fra plan B, den formstærke Adrien Petit, kan måske alligevel bringe ham langt.

Bryan Coquard var på vej tilbage i løbet af foråret, men efter sommerpausen har han været dybt skuffende. Alligevel vandt han en massespurt i Norge, og han viste lidt stigende form med fine resultater i Isbergues og Paris-Chauny, hvor vinden gjorde det hårdt. Det er måske svært at se ham vinde i dette felt, men hans tog med Kris Boeckmans, den tilbagevendte Jonas van Genehcten, Jeremy Lecroq og Kevin Reza ser faktisk slet ikke ringe ud i en finale, der heldigvis for positioneringssvage Coquard ikke er alt for kompliceret.

Tirsdag kom det frem, at André Greipel forlader Arkea, og at forklaringen på hans ringe kørsel i år er en bakeriesygdom, som han først fik styr på med to uger til Touren. Det er da også sandt, at han siden den gode spurt i Paris har været langt bedre med en 2. plads i Zottegem, hvor han vandt spurten, offensiv kørsel i Deutschland Tour, men det ændrer ikke på, at han blot blev nr. 18 og 23 i Bruxelles og Primus Classic. Ha synes stadig at have lidt fart, men hans positionering har været helt skidt. Heldigvis er denne finale ikke for kompliceret, og man kan håbe, at et for en gangs skyld hæderligt tog med Robert Wagner, Laurent Pichon, Connor Swift og Clement Russo kan lade ham slutte godt af på hjemmebanen.

Med forbehold for nedenstående bemærkning om Tim Merlier, der naturligvis glider ind som kaptajn, hvis han deltager, vil Corendon køre for en formstærk Roy Jans. Belgieren kan være svingende, men en 14. plads på grusvejene i Antwerpen samt ikke mindst flot kørsel i sidevinden i Lichtervelde og Paris-Chauny viser, at formen er der. I år er han blevet nr. 5 i Scheldeprijs og har top 5-placeringer i Dunkerque, Belgium Tour og Tour de Wallonie, og det viser, at han stadig har farten til at være med på dette niveau. Holdet har også en efterhånden formstærk Joeri Stallaert, men han er ikke så hurtig som Jans.

Amaury Capiot var i storform i BinckBank Tour og Danmark, men har siden en sygdomsperiode tabt sit topniveau. Alligevel blev han nr. 11 i Paris-Chauny, hvor sidevinden var markant, og det viser, at han ikke er helt skidt. Løbet her er dog for let for ham, men hans gode positionering var i BinckBank Tour nok til, at hans trods sin begrænsede fart altid endte i top 10. Sport Vlaanderen har også den hurtigere Christophe Noppe, men han synes formsvag, samt en formstærk Jordi Warlop, men han har ikke farten til at vinde.

Med forbehold for, at Dimension Data i sidste øjeblik udtager Giacomo Nizzolo, bliver løbet her en chance for Mark Cavendish. Hans seneste resultater taget i betragtning er det svært at tro på et stort resultat, men faktisk så han ret godt ud i sidevinden i Koolskamp. Dette løb er ganske let, og dermed burde han kunne komme med hjem. Han fik sig trods alt en top 10 i Tour of Britain på en dag med en bakke i finalen, så man kan håbe, at den fine form rækker til et resultat.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Endelig er vi nødt til at nævne Nils Politt. Tyskeren er slet ikke sprinter, men sidste år blev han alligevel nr. 3 ved at slå blandt andre Ackermann. Det viser, at han altså slet ikke er langsom, når han er i form, og efter et skuffende efterår viste han faktisk fin form ved et flot VM. Sidste år hjalp sidevinden ham imidlertid meget, og løbet her bør være for let til en gentagelse. Katushas naturlige sprinter er da også Jens Debusschere , men han har skuffet så fælt så længe, at det vil være naturligt at give chancen til Politt i lyset af sidste års resultat.

Derudover vil Gazprom-Rusvelo spurte med Sergey Shilov eller Alexander Porsev, Israel Cycling Academy med Tom van Asbroeck eller Mihkel Raim, Lotto Soudal med Lawrence Naesen, Enzo Wouters eller Jens Keukeleire, Roompot med Boy van Poppel eller Michael van Staeyen og Rally med Ty Magner, Colin Joyce eller John Murphy, men det vil være overraskende, hvis de vinder.

Endelig er der en række sprintere på kontinentalholdene i form af Lucas Carstensen, Robert Kessler, Patrick Haller, Marcel Franz og måske Joshua Huppertz, men de kan ikke drømme om mere end top 10.

BEMÆRK: Corendon og Dimension Data har i skrivende stund ikke udtaget deres hold, men de har på det seneste haft for vane at udtage hhv. Tim Merlier og Giacomo Nizzolo i sidste øjeblik. Gør de det igen til dette løb, har løbet åbenlyst fået to nye favoritter. I givet fald vil optakten blive opdateret.

OPDATERING: Som spået ovenfor har Corendon udtaget Tim Merlier og højst overraskende også Mathieu van der Poel. Man må formode, at de kører for Merlier, der viste god form i Paris-Chauny og med Van der Poel og Jans som lead-out glider ind som en af de klare favoritter med den fart, han har vist i år. Van der Poel vil næppe køre spurten, men Van der Poel og Van der Poel, og man skal aldrig udelukke, at han kan finde på noget. Stallaert deltager til gengæld ikke. Dimension Data har erstattet Cavendish med Reinardt van Rensburg som deres sprinter, og han mangler farten til at stræbe efter mere end top 10.

OPDATERING 2: Israel Cycling Academy har udtaget Riccardo Minali som supplement til Van Asbroeck og Raim. Han har langt om længe vist lidt form igen og kunne være deres bedste mand til denne finale. Til gengæld starter Joyce ikke for Rally, der ventes at køre for Magner, og De Decker indgår ikke i Duponts tog på Wanty.

Danskerne

Asbjørn Kragh bliver en vigtig del af Sunwebs tog for Max Walscheid eller Cees Bol, og Lars Bak skal på Dimension Data søge at hjælpe Mark Cavendish til et sjældent resultat. Kasper Asgreen og Mikkel Honoré er del af et Deceuninck-hold, der skal hjælpe Alvaro Hodeg til sejr.

Sidste års løb

Du kan se Max Walscheids sejr fra 2018 og John Degenkolbs sejr fra 2017.