SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DOWN UNDER

Løbets rolle og historie

Schwalbe Classic var tidligere 1. etape af Tour Down Under, der blev både indledt og afsluttet med gadeløb i Adelaide, men åbningsløbet blev kort tid efter etapeløbets optagelse på WorldTouren/ProTouren i 2008 udskilt som en selvstændig begivenhed uden for UCI-kalenderen. Det blev gjort i erkendelse af, at den nye status tiltrak et langt mere internationalt felt, og mens de mange australiere stort set alle har en eller flere løbsdage i benene fra den australske sommer - oftest fra Bay Classics eller de australske mesterskaber - kommer europæerne til Australien uden at have kørt løb i adskillige måneder. Det korte, intense gadeløb kan således ses som en chance for flertallet af rytterne til at få åbnet op for systemet på en dag, hvor der intet er på spil, og hvor man kan tillade sig at sidde op i finalen. Det afsluttende gadeløb var indtil 2018 fortsat en del af selve Tour Down Under, hvor det har været sjette og sidste etape, men fra og med 2019 har det været helt taget af programmet, og i år er Schwalbe Classic for første gang den eneste form for cykelløb, der i forbindelse med cykelugen afvikles inde i selve Adelaide.

For sprinterne er det imidlertid en højintens affære, og selvom der ikke er point på spil og en eventuel sejr ikke tæller i de officielle statistikker, er det en speciel begivenhed for de hurtige folk. Løbet er således en afgørende mulighed for at booste selvtilliden, teste sprinterbenene og fintune lead-out-toget, inden det for alvor gælder på tirsdag. Samtidig er det reelt det første løb, hvor WorldTour-holdene i deres nye trøjer er samlet, og mange hold har i tidens løb haft deres første optræden nogensinde i Adelaides gader, nøjagtig som det senest gjaldt for tre år siden for Bahrain-Merida, og det skaber en helt særlig stemning. Mange vil også huske, hvordan Greg Henderson og Chris Sutton i 2010 sikrede Team Sky en dobbeltsejr i deres først løb overhovedet.

Løbet er et helt klassisk gadeløb på en times tid, men modsat mange af de tilsvarende begivenheder, der i Europa specielt kendes fra dagene og ugerne efter Tour de France, er der ikke tale om aftalt spil eller rent show. Det er en hurtig og skarp affære, der tages seriøst af alle holdene og betragtes som en vigtig test forud for Tour Down Under og resten af sæsonen. Som langt hovedparten af sådanne gadeløb er det hvert eneste år endt i en massespurt, der har været domineret af de helt rene sprintere. Det afspejles i, at André Greipel, der også vandt i 2008, sejrede i 2012 og 2013, Marcel Kittel krydsede stregen først i 2014 og 2015, og at Caleb Ewan er den seneste supersprinter, der i 2016 og 2017 tog to sejre i træk, inden han sidste år kom fremragende fra start for Lotto Soudal ved at tage sin tredje sejr i løbet.
 
Det er altså Ewan, der stiller til start som forsvarende vinder, efter at han fik et af de bedste lead-outs i hele 2019-sæsonen af sit nye Lotto Soudal-tog på allerførste dag i sin nye trøje. Den lille australier færdiggjorde arbejdet og vandt suverænt foran 2018-vinderen Peter Sagan og Alexander Edmondson. Ewan vender i år tilbage i et forsøg på at vinde løbet for fjerde gang og dermed overgå André Greipel i antallet af sejre, men han skal finde nye nærmeste rivaler. Sagan har denne gang valgt at droppe turen til Australien og går derfor ikke efter en anden sejr i løbet, mens Edmondson denne gang ikke er en del af Mitchelton-Scotts hold.

Ruten
Efter flere år på den samme rundstrækning i Rymill Park blev løbet i 2017 flyttet til en anden del af Adelaide. Det gjorde imidlertid ikke den store forskel, idet den nye rute var stort set identisk med den gamle, og det gjorde det heller ikke i 2019, hvor man flyttede den gamle rundstrækning ”en gade” mod nord. I år flyttes rundstrækningen helt væk fra byens parkområder og ind i selve hjertet af Adelaide, men den helt nye rute er ikke meget anderledes end de gamle.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Ligesom den gamle rundstrækning er den nye 1,7 km lang, og den skal tilbagelægges 30 gange for en samlet distance på i alt 51,0 km. Der lægges ud med et skarpt venstresving, hvorefter det falder ganske let. Efter 410 m følger endnu et skarpt venstresving, inden man rammer den tekniske fase med sving efter hhv. 650, 800, 1060 og 1220 m. Det sidste af disse leder ind på den knap 500 m lange opløbsstrækning, der er svagt stigende.

Efter sidste års eksperiment, hvor man lod distancen være bestemt af gennemsnitsfarten, vender man tilbage til det klassiske format med en på forhånd fastlagt distance. Der er spurter om pengepræmier ved passagen af målstregen efter 5., 10., 15. og 20. omgang.

PRÆMIER TIL DE 25 BEDSTE I DOWN UNDER MANAGERSPILLET

Vejret
Tour Down Under er berygtet for dets ekstreme varme, der kan være et virkeligt chok for de mange bundfrosne europæiske kroppe, der er rejst om på den anden side af jordkloden fra den europæiske vinter. Heldigvis har varmen vanligvis været mindre trykkende under Schwalbe Classic, der er blevet afviklet om aftenen, hvor toppen er taget af de bagende temperaturer.

Sjovt nok ser det ud til, at årets Tour Down Under bliver et af de koldeste i mange år, selvom ordet hedebølge i de seneste måneder nærmest har været synonym med Australien. Det gælder også for det indledende gadeløb, der vil blive afviklet på en primært skyet søndag, hvor det dog vil klare en anelse op ved løbets start først på aftenen. Temperaturen ventes at være 20 grader på dette tidspunkt, og der vil være en bygerisiko på 15-20%. Samtidig vil det være meget blæsende med en hård på 25-30 km/t fra syd. Det giver sidevind på det meste af rundstrækningen, herunder på den knap 500 m lange opløbsstrækning, som man rammer efter et kort medvindsstykke.

Favoritterne

Cykelverdenen er fyldt med gadeløb, der ikke er en del af UCI-kalenderen, men intet sted er feltet så stærkt som ved Schwalbe Classic. Løbet er således det eneste blandt de mange, der kan fremvise et fuldt felt af WorldTour-hold, og selvom rytterne er langt fra topformen, går det altid vanvittigt stærkt.

Selvom løbet ikke er en del af selve WorldTour-løbet Tour Down Under og således ikke har nær samme prestige som en etape i hovedbegivenheden, er det alligevel en ganske særlig begivenhed for rytterne. Det er ingen hemmelighed, at selvtillid og momentum spiller en helt speciel rolle for sprintere, og året kan ikke indledes på en bedre måde end med en sejr i Adelaides gader. I 2016 og 2017 viste Caleb Ewan eksempelvis, hvordan succes i Down Under Classic kan avle succes på hovedscenen i den efterfølgende uge, men der er ingen garanti for, at en sejr i premieren automatisk følges op af flere triumfer i Tour Down Under - bare se på, hvordan det gik Marcel Kittel, der vandt løbet for fire år siden i det, der udviklede sig til en regulær rædselssæson for tyskeren, ligesom Ewan i 2019 heller ikke fulgte sin gadeløbssejr med noget stort Tour Down Under.

Gadeløb ender meget ofte i massespurter, og Schwalbe Classic er bestemt ingen undtagelse. Igen i år er der samlet en stor gruppe af verdensklassesprintere, der er ivrige efter at teste formen, og feltet er denne gang minimum lige så skarpt som i de seneste udgaver. Den nye rute er lige så flad, men til gengæld er den mere teknisk med hele fire sving på en god halv kilometer. Alligevel vil er der stort set ingen mulighed for a skabe en overraskelse. Løbet er altid blevet afgjort i en spurt, og vi vil blive chokerede, hvis det forholder sig anderledes i 2020.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Løbet vil med stor sandsynlighed følge det traditionelle manuskript. Efter en stribe indledende angreb vil et udbrud blive etableret. Det har ganske ofte haft deltagelse af ganske store navne, der bruger løbet som en god gang træning inden den reelle start på tirsdag. De får lejlighed til at slås om pengepræmierne i de indlagte spurter, mens sprinterholdene kontrollerer løbet stramt. I et så kort løb er det usandsynligt, at de får et stort forspring, der således næppe vil nå op på et minut.

Mange hold ved, at de er uden chance i en flad, hurtig spurt som denne, og de er således tilfredse med blot at følge feltet eller være en del af det tidligere udbrud for derigennem at få den nødvendige løbsfart i benene. Modsat vil Lotto Soudal, Deceuninck-Quick Step og Cofidis gøre alt for at sikre en massespurt, og de må formodes at stå for hovedparten af føringsarbejdet. NTT med Giacomo Nizzolo, Israel Start-Up Nation med André Greipel og UAE med Jasper Philipsen kan også tænkes at bidrage, men hovedansvaret vil utvivlsomt tilfalde de tre hold, som stiller til start med sprintere, der i sidste sæson vandt mere end 10 gange

Ruten er meget flad, og den ventede massespurt kommer efter et meget kort løb. Det betyder, at det bliver en afslutning for de rene sprintere, men det er langt fra givet, at det er hurtigste mand, der vinder. Serien af sving er nærmest endeløs, og positionering bliver dermed vigtigere end topfart. På en rute med så mange sving over bare 51 km kan det bestemt betale sig at investere nogle kræfter i at sidde fremme, og vi vil derfor formentlig se en ret intens positionskamp også relativt langt fra mål. Det i sig selv er nok til at begrænse udbruddets chancer, og det vil koste lidt kræfter undervejs. Til gengæld vil den ellers ret kraftige vind næppe spille den store rolle i centrum af storbyen Adelaide, hvor der tillige formentlig vil være god læ fra et hav af tilskuere.

Der er altså lagt op til en spurt, der i høj grad afgøres af positionering og et stærkt tog. For et par år siden var Caleb Ewan storfavorit, og det var helt som forventet, at han sejrede i både 2016 og 2017. I 2018 blev konkurrencen skærpet betydeligt med deltagelsen af André Greipel og Elia Viviani, og det endte alligevel med en lidt overraskende sejr til Peter Sagan. Også sidste år var løbet relativt åbent med deltagelsen fra Ewan, Vivani og Sagan, og i år er feltet endda endnu skarpere med deltagelse af hele tre supersprintere i form af Ewan, Viviani og Sam Bennett.

Det gør det til et relativt åbent løb, ikke mindst fordi det altid er svært at vide, hvordan formen er for de enkelte ryttere. Ingen af sprinterne har endnu været i aktion i år, og derfor må vi i høj grad basere vurderingen på udmeldinger og historik. Det hele kompliceres yderligere af, at mange af sprinterne er på nye hold, blandt andre Viviani og Bennett. Der er derfor et helt nyt tog, der skal finpudses, og det er særligt vigtigt på denne tekniske rute, hvor et godt lead-out er afgørende. Også for Ewan vil der være en del tilvænning, da Roger Kluge er eneste genganger fra det tog, der gav ham så stor succes i 2019.

Trods usikkerheden om toget er vi dog ikke i tvivl om, at Sam Bennett må være favorit. Nok fik han hverken lov at køre Giro eller Tour i 2019, men når han fik chancen, viste han sig klart hurtigere end både Ewan og Viviani. Således fik Ewan gedigne klø i Paris-Nice, mens Viviani trods en etapesejr i UAE Tour var synligt langsommere end ireren, der også var den hurtigste af de to i 2018-udgaven af Giroen.

Det er dog ikke så meget farten, men snarere positioneringen, der gør Bennett til favorit. I 2019 positionerede han sig med en så stor træfsikkerhed, at selv Peter Sagan må have været misundelig. Det gjorde han endda trods et svagt tog, men til dette løb har han den formentlig stærkeste støtte. Shane Archbold kender han til hudløshed fra tiden hos Bora, og nu støttes han tillige af Michael Mørkøv, der som bekendt er en af verdens bedste lead-out men og samtidig er uhyre erfaren, hvilket er vigtigt i opbygningen af et nyt tog.

Dertil skal lægges, at Bennett har for vane at starte stærkt, som han blandt andet gjorde i Argentina i 2019, og han vil formentlig være fyr og flamme efter at starte godt for sit nyt hold. Han har før haft problemer i varmen, men det bliver ikke et problem denne gang. Positionering, hold og fart peger alt sammen på sejr til Bennett, og derfor tror vi, at han får en drømmestart med sit nye hold.

Hans værste rival er i vores øjne Elia Viviani. Italieneren har vundet etaper Down Under to år i træk og har altid været kendt for at starte sæsonen som lyn og torden. Det vil formentlig også være tilfældet nu, hvor han er blevet selve symbolet for sit nye hold Cofidis, og han kan ventes at være helt klar fra start. Udfordringen bliver, at hans tog med Kenneth Vanbilsen, Simone Consonni og Fabio Sabatini er nyt, men han drager fordel, at han og Sabatini kender hinanden til hudløshed. Samtidig viste Consonni evner i rollen for Gaviria i 2019, og på papiret ser det derfor slet ikke ringe ud.

Læs også

Agent sammenligner Philipsens tilbud: Så stor er chancen for et skifte

Nok har Viviani i flere år været langsommere end Bennett, men i denne finale handler det først og fremmest om positionering. Også her er Bennett stærk, men Viviani er også uhyre dygtig og drager fordel af den tekniske finale. Med en god position i sidste sving og et stærkt lead-out fra Sabatini kan Viviani sagtens tage den sejr, der glippede i både 2018 og 2019.

Caleb Ewan har mulighed for at bringe sig alene i front på listen over antallet af sejre i gadeløbet, og han er bestemt ikke uden chance for at gentage sidste års succes. Ganske vist tabte han i 2018 en betydelig del af den imponerende topfart, han tidligere havde, men efter en periode, hvor han var bedst efter hårde dage, fandt han sin gamle fart under sidste års Tour. Kan han fortsætte de takter, bør han kunne true Bennett, der ellers var ham ganske overlegen i deres få indbyrdes møder i 2019, men her er det først og fremmest positioneringen, der bliver afgørende.

Her lider Ewan under et på papiret svagere tog end sine to værste rivaler, og dertil skal lægges, at Tosh van der Sande og den nytilkomne Jonathan Dibben ikke er vant til at arbejde sammen med den lille australier. Heldigvis fandt Ewan en fantastisk evne til at positionere sig i løbet af 2019, hvor han særligt under Touren forfinede kunsten at klare sig uden et stærkt tog. Formen er der aldrig tvivl om for ham i januar, og finder han igen det rette hjul i de mange sving, skal man bestemt ikke udelukke en fjerde sejr.

Sidste år fik Jasper Philipsen en drømmestart på sin WorldTour-karriere ved at vinde en etape i Tour Down Under. Det drømmer han om at gentage i år, og i den forbindelse vil en sejr i søndagens løb give god selvtillid. Philipsen mangler stadig lidt i at kunne matche de tre sprintere på topfart, men han viste i Australien sidste år, at han var ganske tæt på. Nu har han et år mere i bagagen, men til gengæld er han hæmmet af et svagt tog, hvor Sven Erik Bystrøm, Marco Marcato og Alexandr Riabushenko ligner de vigtigste folk. Heldigvis viste han fremragende positioneringsevner i 2019, og det burde komme ham til gode i denne tekniske finale, hvor han atter ventes at lægge ud i fremragende form.

NTT skal forsøge at rejse sig efter nogle forfærdelige sæsoner, og manden, der skal sikre dem et godt udgangspunkt, er Giacomo Nizzolo, der var et af de få lyspunkter i 2019. Ganske vist er han stadig langt fra sit niveau fra tiden før den endeløse serie af knæskader, men han nærmede sig i sidste sæson, hvor han blandt andet blev nr. 3 i Hamburg Cyclassics bag Viviani og Ewan og nr. 4 på 1. etape i Touren. Han er ikke helt så hurtig som tidligere, men han har altid været kendt som en mester i positionering. Desværre synes han at have tabt den evne i de seneste år. Det ændrer dog ikke på, at han altid været som en fisk i vandet i tekniske finaler, og kombinerer man det med et solidt tog i form af Danilo Wyss og Ryan Gibbons, burde Nizzolo, der altid starter stærkt, være med fremme.

Marc Sarreau er blevet en sand sejrsmaskine i Frankrig, men det kniber stadig på WorldTouren. Farten er imidlertid god, og årsagen til de manglende resultater er snarere hans ringe positionering. Den kan han måske kompensere for i dette løb, hvor han for en gangs skyld får hjælp af Arnaud Demares lead-out man Jacopo Guarnieri, der er blandt de allerbedste til jobbet. Også nytilkomne Fabian Lienhard og erfarne Mickael Delage, der begge vil være hans faste lead-out men, vil hjælpe med at sikre et godt tog. Får Guarnieri sat Sarreau op, kunne det i denne tekniske finale være en chance for Sarreau til at tage kampen op mod de få ryttere, der stadig er hurtigere end ham.

Efter nogle år, hvor han levede et stille liv som et misfoster på et klassementshold, er Kristoffer Halvorsen hentet til EF som deres nye sprintersatsning. Her skal han genrejse en karriere, der faktisk allerede kom på sporet igen i 2019. Det blev til en lang serie af top 10-placeringer og en uhyggelig stabilitet. Med andre ord var udkommet af den manglende støtte, at han fik fod på sin positionering, og det kan komme ham til gode i denne tekniske finale. Hans tog med Jens Keukeleire og Mitchell Docker er heller ikke helt ringe, og dermed bør der være en topplacering til stabile Halvorsen. Spørgsmålet er bare, om farten også rækker tilat vinde.

Mange glæder sig utvivlsomt til at se sprinterkometen Alberto Dainese i aktion på dette niveau. U23-europamesteren ligner en fremtidig topsprinter, og det kan han vise straks fra start. Sunweb har meldt ud, at de kører for ham og ikke det andet sprintertalent, Max Kanter, der nu skal agere tog sammen med Asbjørn Kragh og Florian Stork. Der er ingen tvivl om, at Daineses fart kan bringe ham uhyggeligt langt, men positionskampen kan blive et problem på dette niveau, ikke mindst fordi hans tog fortsat er uhyre uerfarent. Med lidt held kan han imidlertid finde en position, der kan gøre det muligt at vise den høje fart.

Australien elsker André Greipel, og Greipel elsker Australien. Gorillaen har rekorden for fleste etapesejre i Tour Down Under, og han har vundet dette gadeløb tre gange. Nu håber han, at en tur til den anden side af jorden kan bringe karrieren tilbage på sporet efter fiaskoen hos Arkea, og dermed er det nu, vi får en indikation af, om det vitterligt var en bakterie, der var skyld i det håbløse 2019. Desværre er det svært at være alt for optimistisk til netop denne spurt, for Greipels positionering har aldrig været god - og slet ikke i en teknisk finale som denne. Heldigvis ser hans tog med Alex Dowsett, Omer Goldstein, Guillaume Boivin og Rick Zabel ganske stærkt ud, og kan de få det til at spille med det samme, skal man slet ikke udelukke, at en nu rask Greipel måske kan lægge stærkt fra land igen.

Læs også

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

Et andet sprintertalent er Szymon Sajnok. Det har knebet lidt med at få mulighed for at vise evnerne i de store løb, men i Vueltaen kom der endelig lidt hul på bylden. Særligt 3. pladsen bag Fabio Jakobsen og Bennett i Madrid skal tillægges en vis værdi, som han kan bygge videre på her. Desværre har hans positionering hidtil manglet en del, og derfor er denne finale måske ikke skræddersyet til ham. På den anden side er toget med Patrick Bevin, Lukasz Wisniowski og Francisco Ventoso både stærkt og erfarent, og det kan forhåbentlig hjælpe ham med at sikre sig et topresultat.

Bora skal lære at leve med en ny virkelighed, hvor de ikke altid har en topsprinter til start. Derfor skal de i dette løb satse på enten Erik Baska eller nytilkomne Martin Laas. Baska har i de seneste år stort set kun ageret lead-out man, men viste faktisk en hæderlig fart i Tjekkiet og Slovakiet Rundt sidste år. Det er formentlig ham, der satses på, og med et fint tog med Laas og Michael Schwarzmann kan det måske blive til et fint resultat. Det vil dog være endnu mere interessant, hvis de satser på Laas. Han vandt et hav af løb i Asien sidste år, og det kunne være meget interessant at få en fornemmelse af, hvordan han står i forhold til verdenseliten.

Movistar og massespurter plejer ikke at rime på hinanden, men det kan ændre sig i et år, hvor det spanske hold skal genopfinde sig selv. Manden, der skal hjælpe med det, er talentfulde Gabriel Cullaigh. Han havde ikke sit bedste år i 2019, men det blev alligevel til et par fine spurter i Alentejo, hvor han vandt en etape, og i Tour de Yorkshire, hvor han var blandt de bedste på 1. etape. Han har nok ikke farten til faktisk at vinde, men han har i Jurgen Roelandts en kompetent og erfaren lead-out man. I denne tekniske finale kan den slags vise sig guld værd for den unge brite.

Endelig vil vi pege på Samuel Welsford. Australieren er mest kendt fra banen, men efter OL har han planer om at se, hvor langt han kan komme så landevejssprinter. Han er i fremragende form efter at have vundet i Bay Classics og sikret sig den australske gadeløbstitel sidste fredag. Farten synes at være god, men hans manglende erfaring bliver et problem i denne finale. Heldigvis kan han glæde sig over, at det australske landshold består af næsten lutter hurtige folk i form af blandt andre Cameron Scott, Nicholas White og Kelland O’Brien, der alle selv kan spurte. De mangler ruten i at arbejde sammen, men får de placeret Welsford godt, skal han blive interessant at følge.

Også Mads Pedersen, Chris Lawless, Andrea Vendrame, Timo Roosen, Marco Haller og måske Fabio Felline kan tænkes at forsøge sig i spurten, men i et så let et løb mangler de farten til at være med helt fremme.

***** Sam Bennett
**** Elia Viviani, Caleb Ewan
*** Jasper Philipsen, Giacomo Nizzolo, Marc Sarreau, Kristoffer Halvorsen, Alberto Dainese

** André Greipel, Szymon Sajnok, Erik Baska, Martin Laas, Gabriel Cullaigh, Sam Welsford

* Mads Pedersen, Chris Lawless, Ryan Gibbons, Andrea Vendrame, Timo Roosen, Marco Haller, Fabio Felline

Danskerne

Trek har meldt ud, at Mads Pedersen skal spurte på turen til Australien, men han mangler farten til at vinde et let sprinterløb som dette. Med et stærkt lead-out fra de erfarne Kiel Reijnen og Koen de Kort kan det i en teknisk finale imidlertid godt blive til et flot resultat. Michael Mørkøv bliver helt afgørende i at sikre Sam Bennett en drømmestart hos Deceunink, og Asbjørn Kragh er ligeledes en vigtig del af Alberto Daineses Sunweb-tog. Endelig skal Mikkel Bjerg forsøge at hjælpe Jasper Philipsen frem til et topresultat.