Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Løbets rolle og historie

Serien af brostensløb i Flandern afsluttes med en begivenhed, der afviger en anelse fra dem, der har domineret i de foregående uger. Scheldeprijs er ganske vist et flamsk løb, indeholder brosten og afvikles i udkanten af Den Flamske Cykeluge, men finder sted i en anden del af regionen, langt fra de hellingen, der karakteriserer de øvrige flamske klassikere, og derfor giver det anledning til en helt anden slags cykelløb.

Med dets flade rute markerer Scheldeprijs på perfekt vis overgangen fra de kuperede flamske løb til de flade pavéer i Paris-Roubaix. Som den franske klassiker er løbet helt fladt, og de værste udfordringer er de få pavéer, men bortset fra de fællestræk er der tale om vidt forskellige løb. Mens Paris-Roubaix er et af de mest selektive løb på sæsonen, er Scheldeprijs i den helt modsatte ende af skalaen. Broekstraat-pavéen - løbets hovedudfordring - er slet ikke hård nok til at gøre en nævneværdig forskel, og derfor er løbet et af de mest eftertragtede for sprinterne.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Kalenderen er fyldt med flade endagsløb, specielt i Belgien, men Scheldeprijs er i sin egen liga. Ingen stor sprinter kan være fuldt tilfreds med karrieren, hvis ikke han har sikret sig en sejr i løbet, der er kendt som sprinternes verdensmesterskab. Hvad der får det til at skille sig ud fra de øvrige fladbaneløb, er dets lange historie. Scheldeprijs blev afviklet første gang i 1907 og er dermed et af sportens historiske løb, endda det ældste i hele Flandern. Sejrslisten indeholder navnene på mange af sporyens allerhurtigste folk, og med folk som Caleb Ewan, Jasper Philipsen, Mark Cavendish, Marcel Kittel, Alexander Kristoff, Tyler Farrar, Alessandro Petacchi og Tom Boonen som tidligere vindere har mange af de nyere generationer af topsprintere sat deres aftryk på den traditionelle afslutning i Schoten lige uden for Antwerpen. Som mange andre belgiske løb er det blevet domineret af værtsnationen i de tidlige år, men efterhånden som sporten blev internationaliseret, og løbet vandt prestige, blev vinderlisten mere varieret, og indtil 2021 skulle man helt tilbage til Boonens sejr i 2006 for at finde den seneste belgiske vinder.

I mange år blev Scheldeprijs afviklet onsdagen efter Paris-Roubaix og var det sidste løb i brostenssæsonen. Med få kilometer på brosten havde de store klassikerspecialister begrænsede muligheder for at gøre en forskel, og de store stjerner fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix valgte derfor ofte at afslutte deres forårssæson på velodromen i Paris-Roubaix tre dage før Scheldeprijs. I stedet blev det lidt af et vedhæng til en af de mest spændende dele af sæsonen, afviklet på et tidspunkt, hvor mange af dets mulige profiler var trætte.

I en generel omstrukturering af forårskalenderen i 2010 overtog Scheldeprijs Gent-Wevelgems plads i kalenderen om onsdagen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og det viste sig at være et klogt valg. I stedet for at være et overflødigt tillæg til en allerede lang forårssæson tilbyder løbet nu klassikerspecialisterne en mulighed for at holde kroppen i gang og få en sidste test på brosten i løbstempo inden deres store mål i Roubaix. Brabantse Pijl har overtaget den gamle dato, og det giver samtidig en langt mere naturlig overgang fra brosten til de mere kuperede løb i Ardennerne.

Som en konsekvens har løbet været i stand til at tiltrække et meget stærkere felt, der ikke bare består af sprintere. Nu om dage blander de hurtige folk sig ofte med favoritterne til Paris-Roubaix, men de to ryttertyper har helt forskellige ambitioner. Mens Roubaix-stjerne bare skal teste benene på brostenene, inden de falder tilbage eller helt udgår, har sprintere som Sam Bennett, Fabio Jakobsen, Jasper Philipsen, Tim Merlier, Arnaud de Lie, Dylan Groeneween, Pascal Ackermann og Nacer Bouhanni løbet som et af de vigtigste mål i foråret, og de vil gøre alt for at vinde. Det gør løbet til en sjov blanding af forberedelse og højdepunkt. Uheldigvis har det været skæmmet af mange styrt, og det er derfor altid en vanskelig balance for Roubaix-rytterne at vurdere, om det overhovedet er risikoen værd at stille til start. For et par år siden var stort set alle Roubaix-favoritter til start, men i de seneste år har tendensen ændret sig, og i år, hvor den franske klassiker er udsat med en uge, har de færreste fundet nogen grund til at køre et farligt løb, de alligevel ikke kan vinde.

Arrangørerne er opmærksomme på deres ry som lidt af en styrtfestival, og specielt i de senere år har vi set nogle grimme styrt i finalerne. Forud for 2016-udgaven tog man derfor en række forholdsregler for at forbedre sikkerheden. Først og fremmest forkortede man opløbsstrækningen, hvilket gør det vanskeligere at ændre position i finalen, og når der kommer færre ryttere bagfra, burde det blive mindre farligt. Derudover har man reduceret størrelsen på feltet i det håb, at færre ryttere på de smalle veje vil gøre en forskel.

I de seneste år har løbet været domineret af to sprintere, der begge har været blandt de hurtigste i de seneste årti. Marcel Kittel og Mark Cavendish har vundet løbet henholdsvis fem og tre gange, og efter at de begge måtte droppe løbet i 2015, var det Kittel, der i 2016 skrev historie ved at blive den første rytter med fire sejre, en rekord, han udbyggede med sin femte sejr i 2017. Efter en lidt tam 2019-udgave, hvor det mest var de unge talenter, der var til start, har løbet fået en renæssance i 2020 og 2021, og igen i år vil det meste af sprintereliten give løbet den opmærksomhed, det fortjener.

Løbet er altid fundet sted i området omkring byen Antwerpen og floden Schelde, der har givet det dets navn. I 2017 flyttede man imidlertid starten til Tom Boonens fødeby Mol for at markere hans sidste løb på belgisk grund, men i 2018 tog man et helt nyt skridt i et forsøg på at gøre løbet til andet og mere end en sprinterfestival. Man forsøgte nemlig at give det lidt forudsigelige løb et nyt twist ved at flytte starten til Holland og den vindblæste Zeeland-provins i håb om, at det kunne skabe ny dynamik og mere bevægelse i løbet, og det blev i særdeleshed tilfældet på en ganske dramatisk dag, der bød på langt større udskilning end tidligere. Det gentog sig i 2019, og efter at man grundet coronakrisen måtte reducere løbet til et rent rundstrækningsløb i 2020, hvor grænsen ikke kunne passeres, var løbet tilbage ved det vindblæste format i 2021.

Heller ikke her skuffede vinden. For et år siden var det kun 29 mand, der overlevede udskilningen, men som sædvanligt var mange topsprintere vågne. Quick-Step sad som sædvanlig i overtal, men i en ufatteligt mærkelig spurt fra det belgiske storhold lykkedes det dem at ende som nr. 2 og 3. I stedet var det Jasper Philipsen, der udnyttede det, der lignede et forsøg på at vinde med Mark Cavendish, til at sejre foran forhåndsfavoritten Sam Bennett samt Cavendish. Philipsen vender tilbage for at forsvare titlen, og han vil igen være oppe mod Bennett, men til gengæld er der denne gang ingen Cavendish, da briten i stedet er blevet sendt til Sarthe.

Ruten

Ruten i Scheldeprijs har fulgt altid et meget traditionelt format, og selvom der som regel har været enkelte modifikationer fra år til år, har der traditionelt aldrig været store overraskelser for løbets favoritter. Nøglepunkterne har således altid været de samme. Efter en stor indledende rundstrækning afsluttedes der med tre omgange på en rundstrækning, der inkluderer den lille pavé Broekstraat, der er løbets højdepunkt, og denne del af ruten er uforandret år efter år.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Som sagt lavede arrangørerne i 2016 et par små justeringer for at forbedre sikkerheden. Den velkendte 16,8 km lange rundstrækning blev kun ændret svagt, men målstregen blev flyttet, hvorved opløbsstrækningen blev kortere. Derudover havde løbet det velkendte format, dog i en lidt forlænget udgave.

I 2017 ærede man Tom Boonen i hans allersidste løb på belgisk grund, og det gjorde man ved at flytte starten fra Antwerpen nogle få kilometer fra målet i Schoten til Boonens fødeby Mol, der er lokaliseret ganske langt øst for området omkring den store havneby. Det betød, at første del af løbet var ændret fuldstændigt, og i stedet for en stor rundstrækning tilbragte man nu tiden med at køre mellem start- og målbyerne igennem fladt terræn. Det hele afsluttedes dog med den klassiske rundstrækningsfinale, der var helt uforandret, og derfor havde ændringerne ikke den store effekt.

Som sagt besluttede man i 2018 at ændre på forudsigeligheden. I vinteren 2017-2018 blev det nemlig annonceret, at man havde indgået en aftale med den hollandske by Terneuzen i den vindblæste Zeeland-provins om i de kommende år at arrangere starten. Håbet er, at en god gang sidevind i den indledende del vil skabe mere action og større udskilning og dermed ændre det lidt begivenhedsfattige format, der som regel kulminerer i en stor spurt. Den model bibeholdtes i 2019, og efter at coronasituationen i 2020 omlagde løbet til et lidt tamt rundstrækningsløb, der endda var helt uden brosten, er det planen, at den model skal forsætte. Trods ændringerne er finalen med omgangene på rundstrækningen med Broekstraat dog den samme, og brostenene er tilbage efter det lidt mærkelige fravær i 2020. I 2022 har man dog modificeret rundstrækningen ganske marginalt, og blandt andet har man igen indført de to sene sving, som sidste år var fjernet.

I 2022 skal der tilbagelægges i alt 198,7 km mellem Terneuzen og Schoten, hvilket er en lille smule færre, end man typisk har set det. Byen ligger ved den hollandske kyst i det allermest forblæste område af det flade land, og den første del består af, at man krydser en bro ved at køre mod nord for at ramme en af de mange tanger, der præger den hollandske vestkyst. Her slår man en sløjfe mod nordvest, inden det går igennem fladlandet mod øst og sydøst ud gennem tangen og tilbage til det hollandske hovedland. Nu krydser man en kanal, når man kortvarigt kører mod øst, inden det går videre igennem det flade land mod sydøst over grænsen til Belgien, der passeres efter 79,5 km. I udkanten af Antwerpen passerer man ind gennem forstæderne og komme næsten helt ind til målbyen Schoten, inden man kortvarigt kører mod nordøst frem til Brecht, der nås efter 128,8 km. Her vender man rundt for at køre mod sydvest tilbage mod Schoten - stadig igennem terræn, der er helt fladt.

Umiddelbart inden man rammer den afsluttende rundstrækning skal man efter 132,1 km over den lille pavé Sint Jobsesteenweg (500 m), og umiddelbart derefter rammer man rundstrækningen, hvor man kører det meste af en omgang, så Broekstraat passeres for første gang efter 138,5 km, inden man efter 147,1 km krydser stregen i Schoten for første gang.

Dagen afsluttes nu med tre omgange på den i år 17,2 km lange, helt flade rundstrækning. Den er næsten rektangulær, og for det meste kører rytterne enten mod øst eller vest. Kun ind gennem byen er der enkelte tekniske udfordringer, og den eneste reelle udfordring er den 1700 m lange Brockstraat, der rammes med 8,6 km igen. Derfra følger man en hovedsageligt lige vej, og målstregen er placeret på den lange Churchilllaan i Schoten. Der er skarpe sving med 3900 og 2300 m igen hvorefter der følger to sving lige efter hinanden ved den røde flamme. Herefter går det ligeud frem til stregen ad den 800 m lange og flade opløbsstrækning.

Løbet byder på i alt 384 højdemeter mod 350 i 2021 og 235 i 2019.

I forhold til 2021-udgave er der kun foretaget helt marginale ændringer ud over den omtalte ændring af rundstrækningen. I forhold til 2019-udgaven har man forkortet løbet med knap 10 km. Det er sket ved at forkorte den forblæste del i Holland, hvor man kører mindre rundt i Zeeland-regionen end for tre år siden. Til gengæld vender man tilbage til at have tre og ikke som i 2019 helt ekstraordinært kun to omgange på rundstrækningen. Man rammer også rundstrækningen anderledes, hvorfor Broekstraat skal passeres fire mod to gange i 2019.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

 Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Vejret

Tidligere har Scheldeprijs være skæmmet af dårligt vejr, der har gjort brostenene våde og spurten ekstremt farlig og styrtplaget, og målet med den nye ruteændring er, at vejret fremover skal spille en endnu større rolle. Noget kunne tyde på, at arrangørerne får drømmen opfyldt igen i år, som de også gjorde det i 2018, 2019 og 2021 ved de første besøg i Holland. I hvert fald er Holland og Belgien ramt af det samme kolde, ustadige og ikke mindst blæsende vejr, som også præger Danmark i disse dage.

Det vil de få at mærke ed starten i Terneuzen, hvor det vil være overskyet med en bygerisiko på 40-50% og en temperatur på 11 grader. Det vil være uhyre blæsende med en hård vind (34-37 km/t) fra sydvest. Det vil ikke blive meget bedre, når man kommer ind i landet. Faktisk ventes det at gå over i mere vedvarende regn med en nedbørsrisiko på 85-90% på rundstrækningen, hvor temperaturen også vil være 11 grader. Her vil den sydvestlige vind også kun være en anelse mindre kraftig (29 km/t). Med en vindretning fra sydvest vil der først svære sidemedvind over et kort stykke, men derefter vil der være stort set uafbrudt sidevind hele vejen ned til udkanten af Antwerpen. Her får man kortvarigt først med og siden sidemodvind, inden man på rundstrækningen først vil have medvind, siden modvind og så sidemodvind efter Broekstraat. Med 3900 m igen får man sidevind, inden man over de sidste 2,3 km vil have sidemedvind.

Favoritterne

Så snart et løb får ry som et sprinterløb, bliver det ofte en selvopfyldende profeti. Ganske vist har der tidligere været enkelte hold, der alene stiller til start i Terneuzen for at forberede sig til Paris-Roubaix, men ethvert hold med ambitioner i onsdagens løb møder op med en hurtig afslutter og et stærkt mandskab til at støtte ham. Som et af de får store endagsløb, sprinterne faktisk kan vinde, er det udpeget som et stort mål for mange af dem, og de har forberedt sig helt specifikt. De vil ikke lade denne mulighed gå til spilde, og de fleste hold går ind til løbet med den plan, at det hele skal slutte i en massespurt.

Når de fleste hold har den ambition, er det eneste, der kan skabe udskilning, styrt eller vind. Broekstraat vil naturligvis tære på kræfterne og måske betyde, at sprinterne mister position, mens andre ryttere vil blive sat. Historien viser imidlertid med al tydelighed, at selv ikke de hårdeste accelerationer på pavéen har kunnet skabe store huller, og derfor har det primært været en chance for Paris-Roubaix-rytterne til at teste benene. Brostenene har sjældent nogen stor indvirkning på løbet.

Målet med den nye rute med starten i Holland er imidlertid at ændre på forudsigeligheden. Det lykkedes i den grad i 2018, hvor feltet tidligt splittedes til atomer, så blandt andre Dylan Groenewegen og Arnaud Demare blev elimineret, og det endte endda endnu mere dramatisk, da en stor del af feltet blev diskvalificeret som følge af en ulovlig passage af en jernbaneoversklæring. Da røgen havde lagt sig, og stakkels Marcel Kittel efter sin tredje punktering var sat af, var der færre end 50 ryttere tilbage til at køre spurten, der således blev en helt anden end i tidligere år. Også i 2019 var vejrudsigten temmelig voldsom, men selvom feltet splittedes flere gang, fik vi hver gang en regruppering, så der i finalen alligevel endte med at være ca. 100 mand samlet. Det var dog ikke alle, der lykkedes med at komme tilbage. I 2020 var løbet som bekendt grundet coronasituationen reduceret til et rent rundstrækningsløb, der i godt vejr endte helt forudsigeligt uden skyggen af udskilning, men sidste år var den hollandske start tilbage. Med en voldsom vejrudsigt, der svarer til den, vi har i år, overlevede bare 29 mand sidevindsdramaet.

Det er klart, at den flade rute kun kan give anledning til mere udskilning, hvis der faktisk er vind på menuen. I den sammenhæng må det glæde arrangørerne at læse vejrudsigten, der for fjerde gang ud af fire mulige er meget lovende. Når ønsket med forandringerne er at gøre det til et sidevindsløb, kunne vejrguderne ikke have tilsmilet arrangørgruppen mere. Vindstyrken synes i hvert fald at være helt rigtig til at skabe det sidevindsløb, mange drømmer om at se i den Zeeland-provins, hvor vi før har set nogle smukke dramaer. Når man samtidig tilføjer, at der ventes masser af nedbør, er der lagt op til en hård dag i sadlen.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Allerede fra start kan det blive vildt. Der vil nemlig være sidemedvind op over den tidlige bro, og derefter vil der være først sidemedvind og siden direkte sidevind over de første 10 km. Det lægger i den grad op til en hel dag med sidevind, og spørgsmålet er, om vi overhovedet når at få et udbrud, inden dramaet starter. Det er i hvert fald svært at se, at det vil gå i stå i løbet af de første 100 km, og det ligner derfor et lynhurtigt løb.

Over de sidste 100 km kan der til gengæld også ske en regruppering. Derfra er det nemlig stort set slut med sidevind. Der er en smule på rundstrækningen, men vi har set, at selv meget kraftig vind ikke gør nogen forskel til sidst, hvor der tilsyneladende er alt for megen læ. Der er derfor lagt op til 100 dramatiske kilometer og derefter 100 kilometer, hvor det formentlig vil gå stille roligt. Her kan der således ske to ting. Vi kan som i 2019 få en regruppering, men vi kan også som i 2021 ende med, at den lille frontgruppe, der dengang bare var 29 mand stor, holder sig fri. Det er længe, man skal holde forspringet gående, og derfor vil det afhænge af, hvor mange hjælpere der er til at føre i front.

Denne gang tror jeg dog mere på 2021- end 2019-modellen. Vinden står endnu mere rigtigt, end den gjorde sidste år, hvor den kom fra nordvest, og i sidevindsræs er det ofte enkelte hold, der sidder med mange folk foran. Der er derfor næsten altid hjælpere til at føre, og med denne kraftige vind vil der næppe være mange flere hjælpere i de efterfølgende grupper, hvis feltet er spredt ud over det hele i flere klynger. Jeg tror derfor på en afgørelse i en gruppe i stil med det, vi så sidste år.

Til gengæld tror jeg ikke, at de sidste 100 km bliver alt for spændende. Her er der næppe nogen nervøsitet, og her vil det mest handle om, hvorvidt der kan ske en regruppering eller ej. Det tvivler jeg som sagt på, og derfor vil det bare handle om at få det overstået, inden det skal afgøres. Her kan der ske to ting. Det kan ende i en spurt, som vi så det sidste år, men det kan også ende som i De Panne i 2020, hvor Quick-Step udnyttede overtallet til at angribe, så Yves Lampaert kunne køre alene hjem.

Jeg tror dog mest på det første. I De Panne var vejrudsigten så voldsom, også i finalen, at gruppen var meget lille, og Quick-Step havde ingen sprinter. I morgen vil de stærkeste hold - herunder formentlig Quick-Step - formentlig have deres sprinter med i front. Derfor vil der efter alt at dømme være folk til at kontrollere. Jeg regner derfor med en spurt i en lille gruppe.

Heller ikke spurten er specielt enkel. De to sving lige ved den røde flamme stiller store krav til positioneringen, men det er i et fuldt felt. Får vi den ventede spurt i en lille gruppe, vil positioneringen slet ikke have samme betydning. Her vil det mest handle om fart og først og fremmest friskhed. En spurt efter et let Scheldeprijs er noget helt andet end en spurt efter et vildt sidevindsdrama, hvor alle er kvæstede og gennemblødte.

Jeg vælger at pege på Fabio Jakobsen. Vi har stadig til gode at få bekræftet, at han vitterligt lige nu er feltets hurtigste, da han i år kun sjældent har spurtet mod de allerbedste. Han fik dog ram på Tim Merlier i Algarve - endda i suveræn stil - og han slog Caleb Ewan med en dybt imponerende og meget lang spurt i Kuurne. Noget tyder på, at han lige nu er den hurtigste mand, og det bør han derfor også være i dette felt.

Klarer han så sidevinden? Det burde han gøre. Han elsker den selv og viste også sine evner, da han vandt sidevindsetapen i Paris-Nice. Jeg kan dog være en smule bekymret, da Quick-Step ikke har sendt mange af deres klassikerkanoner afsted. Holdet burde dog stadig være et af de stærkeste, og det vil være uventet, hvis han falder fra. Han viste også i Paris-Nice, hvor han knuste Wout van Aert og Mads Pedersen, at han stadig er lynhurtig efter et hårdt løb, og træthed bør derfor ikke bekymre ham. Han er altid sårbar i positionskampen, men ikke i en lille gruppe, hvor det heller ikke betyder alt for meget, om Michael Mørkøv overlever, hvad han ikke gjorde i Paris-Nice, men hvad han til gengæld gjorde sidste år. Uanset hvad bør han have stærke folk til at hjælpe sig, og efter en hård dag handler det alligevel om friskhed og fart. Spurter han som i Paris-Nice, bør han tage sin tredje sejr, efter at hans grimme styrt fik brudt den stime, han ellers lige havde fået sat gang i.

Den værste rival kunne være Tim Merlier. Belgieren har flere gange vist, at han er god i sidevind, blandt andet i den omtalte udgave af De Panne samt i sidste års Bredene-Koksijde. Han har vist fornuftig form med sejren i De Panne, selvom han kom lidt til kort i Gent-Wevelgem, hvor han ikke havde de bedste ben. Hans hold er heller ikke det stærkeste, og derfor er jeg ikke stensikker på, at han sidder med, men normalt klarer Merlier det fint i sidevind. Vi ved fra Gent-Wevelgem, at han og Jasper Philipsen skulle køre hver deres spurt, og det vil de efter alt at dømme gøre igen i morgen, hvor Merlier har udtrykt ambitioner, og Philipsen har en titel at forsvare. Det kan også fint lade sig gøre i den forventede lille gruppe, og Merlier viste med sin spurt i Gent-Wevelgem, hvor han slog Mads Pedersen og alle andre, at han også er hurtig efter en hård dag. Her skal han heller ikke slås med sin positionering i en lille gruppe, og hans sejr over Groenewegen i De Panne indikerer, at han er betydeligt hurtigere nu, end da Jakobsen ydmygede ham i sæsonens første spurt i Algarve. Han bør være tættere på nu, og med De Panne i frisk erindring og hans større holdbarhed end Jakobsens bør han have en fair chance for at vinde.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Som sagt vil Jasper Philipsen formentlig køre sin egen spurt også, selvom det gik galt for ham, da de havde den plan i Gent-Wevelgem. Hans kørsel i netop det løb viste, at han er i fornem form igen efter sin sygdom, og han må stadig regnes som mere holdbar end Merlier, også i sidevind. Han viste evnerne både sidste år og i det nylige UAE Tour, hvor han var ganske suveræn, og modsat Merlier burde han aldrig komme i problemer. Til gengæld er det fortsat min vurdering, at han er en smule langsommere end mine to favoritter, men til gengæld er han den mest holdbare. Sidste år dummede Quick-Step sig ganske vist voldsomt med deres meget mærkelige dobbeltspurt, men Philipsen var altså i dette løb en af kun to, der slog Sam Bennett i første halvdel af 2021-sæsonen. Det vidner om, at meget kan ske, når folk er trætte efter et hårdt løb, og det bør være til Philipsens fordel. Et titelforsvar er ikke umuligt.

Den fjerde rytter, der kan vinde løbet på ren fart, er Dylan Groenewegen. Det har været lidt svært at vurdere, om han vitterligt har fordums fart, fordi hans positionering har kostet ham muligheden for reelt at spurte i de fleste tilfælde, men spurten i De Panne var uhyre lovende. Her var han og Merlier nemlig akkurat lige hurtige, og det vidner om, at hans topfart fortsat er tårnhøj. Denne gang betyder en lille gruppe også, at han ikke skal kæmpe med sin positionering, men til gengæld skal han overleve sidevinden. Den er han faktisk ganske god til, som vi så i den udgave af Paris-Nice, hvor han og Jumbo totalt dominerede de første meget vindblæste etaper, og inden sin punktering så ham i Gent-Wevelgem også uhyre formstærk ud. Desværre er hans hold ikke det bedste, og jeg har nok en ide om, at han vil falde fra. Hvis han overlever, skal han også som den mindst holdbare supersprinter bevise sin friskhed, og den vil formentlig koste mere for ham end for de øvrige. Han viste dog i det omtalte Paris-Nice, at han stadig kan være skræmmende hurtig efter et hårdt løb. Falder han fra, klarer sidevindsstærke Luka Mezgec den formentlig, men han er ikke hurtig nok til at vinde i dette selskab.

Nacer Bouhanni blev genfødt sidste sommer, hvor han var ufatteligt tæt på at vinde en etape i Touren. Den tendens er fortsat i år. Det kan godt være, at det først lykkedes ham at vinde for halvanden uge siden, men han har vist en imponerende topfart, først da han i Torino så hurtigere ud end Mark Cavendish, og siden da han i De Panne blev nr. 3 bag Merlier og Groenewegen. Hans hold er ikke alt for imponerende, men vi ved, at Bouhanni selv plejer at være en terrier i sidevinden. Han bør have en god chance for at klare den. Om han så også er hurtig nok til at slå de bedste, skal han bevise, men hans spurter i Torino og De Panne udelukker det i hvert fald ikke. Har han uheld, er Dan McLay, der dog er sårbar i vinden, et glimrende alternativ med de fremragende spurter, han kørte i Saudi Tour.

Den rytter, der har mest glæde af det dårlige vejr, er Alexander Kristoff. Nordmanden er som bekendt en konge af spurter efter lange og hårde dage, selvom han højst usædvanligt blev slået af Christophe Laporte i søndags, og samtidig bekræftede hans Flandern Rundt indtrykket af, at han har ramt formen perfekt til klassikerne i år. Han klarede i hvert fald bakkerne forrygende, men til gengæld har han af en eller anden grund aldrig været specielt overbevisende i sidevind. Hans hold er heller ikke det stærkeste, og hvis det går som sidste år, kommer han ikke med hjem. I år er hans form dog også en helt anden, og brølstærke Kristoff burde have en god chance for at klare den. I år har han endda også spurtet bedre end længe i helt klassiske massespurter, og han kørte stort set lige op med Bouhanni og Cavendish i Sanremo. Det er stadig svært for ham at slå alle de hurtigste, men efter 200 km i regn og blæst skal man aldrig udelukke Kristoff, hvis han stadig er med. Holdets anden sprinter, Gerben Thijssen, er utvivlsomt kun plan B, og han klarer næppe vinden.

I søndags fortsatte Danny van Poppel sin yoyokørsel. Efter nogle rædselsfulde løb kørte hollænderen pludselig top 20 i det eneste løb, der nok burde være for hårdt, og det vidner igen om, at man aldrig kan regne med ham. Hvis han har den form igen i morgen, er han til gengæld knivskarp i sidevind, som vi blandt andet så tidligere i år i UAE og Saudi Tour. Det er klart, at Sam Bennett er Boras plan A, men grundet vinden tilskriver jeg Van Poppel den bedste chance. Holdet er også ganske fornuftigt, og Van Poppel bør i formstærk udgave sidde med. Der er hurtigere folk end ham, men vi så senest i Benelux Tour, at han er konkurrencedygtig også i skrapt selskab.

Kan Arnaud de Lie klare sig i sidevinden? Det er det store spørgsmål. Hans klatreevner var chokerende gode, da han kørte med Tom Dumoulin og co. i Limburg i lørdags, men sidevind er trods alt noget andet. Han sad dog med, da den kortvarigt splittede i Koksijde, men til gengæld er hans hold denne gang ikke det allerstærkeste. Jeg har nok en lille mistanke om, at han og Lotte vil komme til kort, men efter i lørdags kan han bestemt ikke udelukkes. Han har også vist, at hans fart rækker meget langt i skrapt selskab, og denne gang skal han i en lille gruppe ikke slås med sin positionering. Om han er helt hurtig nok - særligt efter så hårdt et løb - er måske nok lidt tvivlsomt. Han var i hvert fald ikke tæt på at slå Merlier i den stigende spurt i Nokere. Falder han fra, er der en sandsynlighed for, at Florian Vermeersch vil klare den, men han vinder ikke en spurt i dette felt.

Hvad så med Sam Bennett? Sidste år var han den store favorit i en tid, hvor ingen kunne slå ham, men i år kæmper han stadig med formen. Der var små tegn på fremgang tidligere, men alligevel var han langt efter i Gent-Wevelgem og Waregem. I de løb var der dog også stigninger, og i sidevind burde han have en betydeligt bedre chance. Det plejer han nemlig at være ret god til, og han sad jo faktisk med i front i Paris-Nice, hvor hans form må antages at have været betydeligt ringere. Til gengæld var han helt tømt for kræfter i spurten, og jeg vil tro, at han med sin nuværende form vil være for mærket efter et hårdt løb. Hvis til gengæld hans form efterhånden er der, ved vi også, at han er en af de få, der faktisk er hurtig nok til at slå hele banden - også efter et hårdt løb. Formsvage Jordi Meeus kommer ligesom Martin Laas næppe med hjem.

Er dette den store chance for Alberto Dainese? Italieneren har i år stort set ikke spurtet, fordi han konstant er fanget i positionskampen, men her burde han have en chance, hvis gruppen er mindre. Det kræver, at han klarer sig i sidevinden, og det gør han næppe. Hans hold er svagt, og her skal der jo netop også kæmpes for positionerne. Omvendt har jeg flere gange været imponeret over hans holdbarhed, der på stigninger er blevet ganske fremragende, og han har god støtte af Cees Bol, der altid har været fremragende i sidevind - senest i Paris-Nice. Vi så sidste efterår, at hans fart er meget høj, hvis først han endelig kan spurte. Klarer han vinden, burde dette være hans store chance. Bol er et mere sikkert kort i vinden, men han synes efter sin sygdom uhyre formsvag og har ikke spurtet på et niveau, der gør en sejr realistisk. Til gengæld viste Sam Welsford i Saudi Tour overraskende gode sidevindsevner, og vi så hans fart med det flotte resultat i De Panne. Han kunne derfor lave et resultat, hvis han som den eneste overlever.

UAE har Pascal Ackermann, der endelig fik sin sejr i Koksijde. Siden kostede hans styrt i De Panne ham dog de følgende løb, og derfor er han næppe helt på toppen. Til gengæld har han før vist, at han er god i sidevind, og kan han overvinde et svagt hold, burde han have en god chance for at overleve. Til gengæld var han også heldig med Merliers fejl, da han vandt i Koksijde, og med den generelle spurtstyrke, han har vist i år, vil det undre mig, hvis han vinder, særligt nu, hvor der er usikkerhed om hans form.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Mere sikker i front er derfor Sebastian Molano. Colombianeren virkede chokerende formstærk i Paris-Nice, hvor han da også sad med i sidevinden. Til gengæld siger det meget, at han blot blev nr. 8 i spurten, for han har i år generelt spurtet uhyre skuffende. Han synes ikke at have fordums fart, og derfor har jeg en grum mistanke om, at han vil skuffe igen, selvom han lige nu ligner en af de bedre i sidevinden. Derudover vil han formentlig skulle køre for Ackermann, hvis de begge er med fremme.

Niccolo Bonifazio har også set meget formstærk ud i Paris-Nice og Sanremo. Desværre er han ikke en ørn i sidevind, og han endte også i anden gruppe i Paris-Nice. Hans hold er også bare fire mand stort, og derfor vil det undre mig, hvis han kommer med hjem. Hans gode form bør dog føre ham langt, og når han er formstærk, burde han stadig have en fart, der rækker langt i dette felt, selvom han i år ikke har haft mulighed for at køre mange spurter. Som alternativ har Total den uhyre lovende Sandy Dujardin, der virkelig har imponeret i de seneste franske løb. Han har bedre chance for at overleve, men er ikke hurtig nok.

Trek har Matteo Moschetti som plan A, men jeg kan slet ikke se ham klare sidevinden. Den er til gengæld god for Edward Theuns, der er en af de mest sidevindsstærke sprintere og har set godt ud som hjælper i klassikerne. Til gengæld er det ikke meget, han har spurtet i år, hvor han synes at være gledet ned i sprinterhierarkiet. På den anden side er det mindre end et år siden, at han tog en ganske flot sejr i Ungarn. Naturligvis har han ikke farten til at vinde i dette felt, men et sidevindsræs gør det muligt at lave et resultat. Jon Aberasturi begynder efter sin skade også at vise lidt form, og han klarede sidevinden, da den splittede i Koksijde. Han er dog ikke nogen stor sidevindsrytter, og jeg vil tro, at de vil satse på Theuns, hvis Moschetti falder fra. Jeg regner heller ikke med, at Emils Liepins får chancen.

To ryttere, der virkelig har glæde af sidevinden, er Luca Mozzato og Piet Allegaert, og her er det særligt Mozzato, der er spændende. Han viste fabelagtig form i Flandern Rundt, hvor man måtte gnide øjnene over, at han stadig var med, længe efter at hans 200 km lange udbrud var slut. Han viste gode sidevindsevner i Paris-Nice, men vi så også med hans 7. plads der, at han mangler farten til at vinde. Allegaert synes ikke at have sin bedste form, og hans hold er svagt. Derfor tvivler jeg på, at han klarer den, men hvis det lykkes, vil han som holdbar sprinter have bedre chancer for at lave et godt resultat end i en klassisk spurt.

Endelig vil jeg pege på Stanislaw Aniolkowski. Ganske vist er det fortsat Timothy Dupont, der må regnes som Bingoals hurtigste, men hans holdbarhed er aftagende, og jeg tvivler på, at han klarer vinden. Aniolkowski har til gengæld i blandt andet Benelux vist, at han er hæderlig i vind, og han har virket ganske formstærk i Gent-Wevelgem, når man ihukommer hans begrænsede holdbarhed. I vind er han meget bedre end på bakker, og han burde have en chance for at klare den. Til gengæld har han ikke vist den store fart i år.

Jeg tror ikke på de øvrige hold. Bardiani klarer sig aldrig i vinden, selvom Filippo Fiorelli i Sanremo og i Limburg viste, at han endelig har fundet noget form. Hos Sport Vlaanderen er Sasha Weemaes meget hurtig, men ligesom formsvage Arne Marit klarer han næppe vinden. Det gør Alberto Peron fra Novo Nordisk heller ikke. Med sin nuværende form får Kristoffer Halvorsen det nok også for svært, men Uno-X har den formstærke og mere holdbare Søren Wærenskjold, der dog mangler den fornødne fart. I et sidevindsræs bliver de tre kontinentalhold kørt midt over.

OPDATERING: Alpecin har meddelt, at Merlier kører spurten for Philipsen, hvis de begge overlever sidevinden. Jeg har derfor justeret stjernetildelingen.

***** Fabio Jakobsen

**** Jasper Philipsen, Dylan Groenewegen

*** Nacer Bouhanni, Alexander Kristoff, Tim Merlier, Danny van Poppel, Arnaud de Lie

** Sam Bennett, Alberto Dainese, Pascal Ackermann, Sebastian Molano, Luka Mezgec, Niccolo Bonifazio, Edward Theuns, Luca Mozzato, Piet Allegaert, Stanislaw Aniolkowski

* Matteo Moschetti, Dan McLay, Sam Welsford, Jon Aberasturi, Cees Bol, Timothy Dupont, Sandy Dujardin, Sasha Weemaes, Kristoffer Halvorsen, Arne Marit, Florian Vermeersch, Søren Wærenskjold, Jannik Steimle, Zdenek Stybar, Ethan Vernon, Michael Mørkøv, Filippo Fiorelli, Emils Liepins, Gerben Thijssen, Andrea Peron

Danskerne

På Quick-Step skal Michael Mørkøv forsøge at overleve sidevinden og igen levere et formidabelt lead-out for Fabio Jakobsen, mens Tobias Lund Andresen på DSM skal støtte Alberto Dainese og Cees Bol.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jasper Philipsens sejr fra 2021, Caleb Ewans sejr fra 2020, Fabio Jakobsens sejre fra 2019 og 2018, Marcel Kittels sejre fra 2017, 2016, 2014 og 2013 samt Alexander Kristoffs sejr fra 2015.

 Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser