STREAM SAUDI TOUR OG VOLTA A LA COMUNITAT VALENCIANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

Cykelsporten har historisk hovedsageligt været et europæisk anliggende, men særligt efter årtusindeskiftet har den langt om længe fået et langt mere globalt tilsnit. Mens mere eksotiske nationer allerede for længe siden har stukket næsen frem på ryttersiden, afvikles løbene nu også i stort set hele verden, og i dag er Sydamerika og Afrika (samt Antarktis) de eneste kontinenter, der ikke kan prale af et WorldTour-løb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Mellemøsten var blandt pionererne. Nærmest uanset hvilken sport man følger, vil man opleve, at de mange oliemillioner er blevet brugt til at tiltrække store sportsbegivenheder, der har været brugt som udstillingsvindue for en større ambition om at skabe attraktive turistdestinationer og desværre også i et kedeligt forsøg på sportswashing. Qatar har været forrest i bevægelsen med deres nærmest endeløse evne til at få fingre i sportens største begivenheder, og også cykelsporten har vakt deres interesse. Således var de først i serien af mellemøstlige løb, da de med hjælp fra ASO stablede Tour of Qatar på benene i 2002, og siden har de såmænd også været vært for det første mellemøstlige VM i den golde ørken i 2016.

Siden har der været en sand knopskydning af mellemøstlige løb, som i en periode gjorde Mellemøsten til det mest markante cykelmekka i den for foråret så vitale februar måned. ASO var igen med på vognen, da man i 2010 stablede Tour of Oman på benene som en fætter til Tour of Qatar, og de to løb drog fordel af den fælles arrangør til at sikre sig deltagelse fra stort set de samme hold. Deres rivaler fra Giro-arrangørerne RCS ville naturligvis også være med i millionforetagenderne og etablerede Dubai Tour i 2014, inden de to år senere også skabte efterårsløbet Abu Dhabi Tour, som siden også blev flyttet til februar måned, og ligesom Tour of Qatar blev en del af WorldTouren, da den blev udvidet forud for 2017-sæsonen.

Bedst som det så ud til, at regionen kunne mønstre fire løb på fire uger, vendtes trenden imidlertid. Allerede inden den første WorldTour-udgave blev kørt, blev Tour of Qatar nærmest som lyn fra en klar himmel aflyst bare få måneder efter afviklingen af ”deres” VM. Dermed bestod serien i to sæsoner kun af løbene i Dubai, Oman og Abu Dhabi, og i 2019 reduceredes den endda til bare to løb, da de to løb i Emiraterne blev slået sammen til ét WorldTour-løb under navnet UAE Tour.

Det har haft en markant effekt på evnen til at tiltrække de største stjerner. Mens UAE Tour med sin status som WorldTour-løb og en tilsyneladende endeløs formue stadig er en sand stjerneparade, er Tour of Oman i stigende grad blevet valgt fra til fordel for særligt de spanske etapeløb og Volta ao Algarve, der udgør et attraktivt alternativ på Den Iberiske Halvø. I de senere år har det således været klart, at Mellemøsten fra sin status som cykelmekka igen er blevet en mere perifer region i cykelsammenhæng.

Måske vil det nu ændre sig igen. I efteråret 2019 kom det nemlig frem, at ASO har slået sig sammen med Saudi-Arabien med en mission om at etablere et nyt Saudi Tour, der med det samme har fået 2.1-status i det officielle UCI-hierarki. På mange måder kan løbet ses som en direkte afløser til løbet i Qatar. Ikke blot er det altså også et ASO-arrangement, dets terræn i den flade, men forblæste saudiske ørken gør det også til et løb, der i første omgang ventes særligt at have appel til sprintere og ryttere med hang til brosten og nordlige klassikere. Det gjaldt i hvert fald for den første udgave, men Saudi-Arabien er et betydeligt mere kuperet land end Qatar. Efter at løbet grundet coronapandemien blev aflyst i 2021, bød det således til sin anden udgave i 2022 på klatreudfordringer, man slet ikke så i løbet i Qatar, og da den tendens fortsætter i 2023, er det nok et mere alsidigt løb, vi skal vænne os til.

Også på et andet niveau er der analogier. Tour of Qatar fik ofte kritik for landets ikke alt for overbevisende forhold til menneskerettigheder, og det samme har været tilfældet for Saudi Tour, der fra start fik kritik af menneskerettighedsorganisationer. Ifølge disse er begivenheden nemlig et nyt eksempel på såkaldt sportswashing, der er en betegnelse for lande, der bruger sportsbegivenheder til at afpudse et mindre heldigt image. Det er nemlig ingen hemmelighed, at Saudi-Arabiens udsigt til et stort fald i olieindtægter har forsøgt at skabe en mere alsidig økonomi, og i den sammenhæng er der taget mange initiativer, der skal åbne landet op for turister. Det nye Saudi Tour er præcis som Tour of Qatar en del af en sådan ambition, særligt fordi landet jo ingen cykelhistorik har overhovedet.

Trods disse betænkeligheder skal løbet nok få succes. ASOs involvering er en garanti for et solidt og velfunderet arrangement, der lever op til den standard, rytterne forventer. Samtidig er der garanti for perfekt vejr, og løbets terræn gør det perfekt som klassikerforberedelse. Lægger man dertil, at det afvikles umiddelbart inden Tour of Oman, der efter to års aflysninger i 2020 og 2022 som følge af først sultanens død og siden coronapandemien nu er tilbage, og som derefter følges op af seriens største løb, UAE Tour, er det igen besværet værd at rejse hele vejen til Mellemøsten, hvis man er på jagt efter løbskilometer i godt vejr.

Det afspejler sig da også i deltagerlisten. Med fire WorldTour-hold og 11 ProTeams samt et fravær af de største stjerner var den første udgave måske en anelse tam, men det var den anden udgave bestemt ikke. Aflysningen af løbene i Australien og Argentina boostede populariteten betydeligt, og man kunne præsentere hele otte af de 18 WorldTour-hold, fem ProTeams og tre kontinentalhold. Samtidig var det lykkedes tiltrække den fremragende sprinterparade, vi ofte har set i Mellemøsten.

I år er løbene i Australien og Argentina tilbage, og man kunne derfor frygte, at løbet led skade. Det har det dog kun gjort i begrænset omfang. Antallet af WorldTour-hold falder kun til otte, og selvom stjerneparaden denne gang er knap så udtalt, kan man stadig præsentere nogle ganske solide topnavne på sprintersiden. De må så leve med, at ruten er mere kuperet, end vi normalt har set i ørkenen, og at omgivelserne i øvrigt sjældent er de mest inspirerende. Det var de imidlertid heller ikke i Tour of Qatar, men her valfartede sprintere og klassikereksperter alligevel til med ønsket om at blive tæsket godt igennem af den kraftige ørkenvind. Forudsætningerne for noget lignende er i hvert fald til stede, og det synes sandsynligt, at Mellemøsten med etableringen af det nye løb har fået et vedvarende nyt familiemedlem, der på flere måder kan betragtes som en direkte arvtager til det hedengangne Tour of Qatar.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Sprinterne kæmpede imidlertid om sejren i Qatar, men det gjorde de ikke i Saudi Tour i den seneste udgave i 2022, hvor der altså for første gang var seriøse klatreudfordringer på programmet. Dem udnyttede Santiago Buitrago til at køre sig i førertrøjen på den første puncheuretape, men bedst som han havde kurs mod den samlede sejr, slog vinden til. Colombianeren blev fanget i de blæsende betingelser på løbets kongeetape, og mens han kæmpede forgæves bagude, kunne et andet talent, Maxim Van Gils, køre alene hjem på sidste stigning til etapesejr og en førertrøje, han forsvarede på den sidste sprinteretape, så han kunne vinde samlet med 36 sekunder ned til Buitrago og 38 sekunder ned til Rui Costa. Lotto har i år valgt løbet fra, hvorfor Van Gils ikke forsvarer titlen, og da Costa med sit nye Intermarché-hold heller ikke deltager, bliver Buitrago eneste genganger fra den seneste udgave.

STREAM SAUDI TOUR OG VOLTA A LA COMUNITAT VALENCIANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som sagt blev løbet ved sin fødsel i 2020 på mange måder anset som en slags arvtager til Tour of Qatar. Det var også ganske oplagt, da både Saudi-Arabien og Qatar har store og relativt flade ørkenområder. Derfor lancerede arrangørerne det også som et løb, der burde tiltale sprintere og brostensspecialister med hang til sidevind, og efter at ruten er blevet præsenteret, stod det også klart, at det var disse ryttertyper, der kom til deres ret, hvad der også blev helt tydeligt, da sprinterne Phil Bauhaus og Nacer Bouhanni udkæmpede et nervepirrende opgør på bonussekunder om den samlede sejr.

Hvis nogen troede, at det bare var Tour of Qatar om igen, må de imidlertid tro om. Den saudiske ørken er betydeligt mere kuperet, end man ser det i Qatars endeløse fladland, og derfor er der faktisk mulighed for at skabe et løb, der minder mere om det, vi har set i Oman. Midlet hertil har været at flytte de fem etaper væk fra området omkring hovedstaden Riyadh, hvor det ganske rigtigt er meget fladt, og ud til landets vestlige kyst, hvor det op langs Det Røde Hav er temmelig kuperet. Det gjorde man i 2022, hvor man ved ferieområdet AlUla Old Town over fem dage bød på ganske alsidigt terræn, hvor rytterne blandt andet skulle op i over 1000 m højde.

Den model gav et langt mere varieret løb, og da placeringen ud over det sportslige spektakel også gav mulighed for at markedsføre AlUla som turistdestination, er det ikke mærkeligt, at man genbruger modellen i 2023, hvor ruten i alt væsentligt er en let ommøbleret kopi. Det betyder, at der igen i år venter tre relativt flade etaper med stor risiko for sidevind igennem den forblæste ørken, og derudover er der genbrug af finalerne for de to chancer for løbets klatrere, når man atter skal slutte i puncheurfinalen i Abu Rakah - denne gang dog fra en lettere side - og ikke mindst på kongeetapen skal op over en brutal mur, der næsten kunne gøre baskerne misundelige.

Det betyder ikke, at sprinterne bliver snydt. Som sagt ligner tre af de fem dage stadig lækkerbiskner for de hurtige folk, og det kan derfor ikke undre, at der er udsigt til en sand stjerneparade af sprintere. De ventes at skulle have chancen i tre store massespurter, nemlig på de to første etaper og på sidstedagen. Som i ethvert andet ørkenløb er det dog ikke helt sikkert, at sprinterne får det, som de vil have det, for mens de overraskende mange højdemeter, man finder i denne del af ørkenen, næppe er noget problem, kan tre ture gennem ørkenen altid forvandle kedelige sprinteretaper til nogle vilde dramaer i vinden, som vi så det en enkelt gang sidste år og også var tæt på at få i debuten i 2020. Derudover byder man på årets sidste etape på et gensyn med den grusvej, der efter styrt kostede klassementet for forhåndsfavoritten Andrea Bagioli i 2022, og mens den næppe i sig selv skaber splittelse, kan den i hvert fald igen skabe de uheld, der til allersidst måske kan koste den samlede sejr.

Hvis ikke vinden raser, er det igen de to kuperede etaper, der skal afgøre slaget, og de kommer denne gang ikke på anden- og fjerdedagen, men lige i træk som 3. og 4. etape. Man lægger ud med et gensyn med den eksplosive rampe i Abu Rakah, men hvor man sidste år kørte op fra den vestlige side, hvor stigningen er længere og stejlere, er der denne gang bare tale om en 700 m lang bakke, der formentlig er så kort, at det er bonus og ikke rigtige forskelle, der vil skabe afstande.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Sådan bliver det imidlertid ikke, når det helt store slag skal slås torsdag, hvor terrænet igennem ørkenen egentlig også er ganske fladt. Det varer dog kun indtil finalen, der minder mere om en etape i Baskerlandet Rundt end et klassisk ørkenløb og er en tro kopi af finalen fra sidste års kongeetape. Her skal rytterne nemlig op over noget, der kunne minde om en baskisk mur, som over knap 3 km stiger med hele 12% i snit, og selvom der herefter venter små 10 km på en flad og lige ørkenvej, vil det være rigeligt til at sikre, at det bliver en klatrer, der vinder årets Saudi Tour. Efter et garanteret hæsblæsende forfølgelsesløb ind mod mål kunne meget tale for, at torsdagens vinder står med gode kort til også at blive den samlede vinder - hvis altså han også kan håndtere den sidevind, der vil lure som en latent trussel på alle løbets fem etaper, og som faktisk kostede Santiago Buitrago den samlede sejr allerede inden stigningen på sidste års kongeetape. I den forstand er det trods alt et ørkenløb og ikke Baskerlandet Rundt!

1. etape

Det kan godt være, at arrangørerne igen i år har skruet voldsomt ud for klatreudfordringerne i forhold til debuten i 2020, men et ørkenløb i Mellemøsten er nødt til at blive indledt med en sprinteretape. Sådan vil det da også være til denne tredje udgave. Ganske vist er den saudiske ørken så kuperet, at man undervejs finder mere end 1000 højdemeter, men store klatremæssige udfordringer er der ikke tale om. Som altid i denne del af verden er det derfor vinden, der skal forhindre, at løbets mange sprintere får chancen for igen i år at spurte om den første etapesejr og førertrøje

Med en distance på 180,5 km er der tale om en ganske lang sag, der fører feltet fra AlUla International Airpot, som ligger i udkanten af den by, der er løbets centrum, AlUla, og tværs gennem ørkenen frem til en  ny afslutning i byen Khaybar. Starten er meget enkel, da man med det samme kører væk fra AlUla mod sydøst ad en næsten helt lige g flad ørkenvej. Efter ca. 35 km begynder det langsomt at stige let, indtil man efter 62,7 km når frem til den første spurt.

Herfra fortsætter man mod sydøst ad en vej, der kortvarigt falder let, inden man drejer mod først nordøst og siden øst for at følge endnu en let stigende vej, de over ca. 30 km bringer feltet frem til etapens højeste punkt, hvor dagens anden spurt efter 107,4 km køres 1023 m over havets overflade. Kort efter drejer man igen mod sydøst for at følge endnu en lige ørkenvej, der nu er let faldende, indtil det igen begynder at stige ganske let frem til dagens bonusspurt, som er placeret efter 135,4 km.

Efter kampen om sekunderne begynder det igen at falde ganske svagt, mens man fortsætter mod sydøst, og sådan bliver det ved, når man kort efter drejer mod syd med retning mod målbyen. Herefter går det ad lange, lige veje gennem ørkenen, idet det med ca. 20 km igen liver stort set helt fladt. Slutteligt når man frem til Khaybar, hvor de sidste 4 km generelt er ganske svagt stigende, den sidste kilometer med 0,6% i snit. Finalen er meget enkel, idet det sidste sving på den lange, lange ørkenvej kommer mange kilometer fra mål, men vejen bugter sig relativt meget, og i udkanten af Khaybar er der en relativt skarp kurve, inden vejen også bugter svagt til venstre umiddelbart inden stregen.

Etapen byder på i alt 1025 højdemeter.

Ørkenen i Saudi-Arabien er betydeligt mere kuperet end i Qatar, men det er stadig vinden og ikke højdemeterne, der skal gøre forskellen. Hvis det blæser, kan det blive ganske dramatisk, men hvis ikke ligner det en let etape, der er helt uden trusler. Sprinterfeltet er igen stærkt, og der vil derfor være masser af hold til at tage ansvar, og meget taler derfor for, at vi skal have et sprinteropgør om den første førertrøje på den lange ørkenvej ind mod Khaybar.

Khaybar har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

2. etape

Når man ser ruten til den tredje udgave af løbet, er det tydeligt, at arrangørerne ligesom i 2022 har ønsket at gøre det mindre monotont, end det var tilfældet ved debuten, men modsat sidste år har man valgt at samle de to hårde etaper senere i løbet. Derfor bliver der denne gang lidt mindre variation i indledningen, da der også på andendagen er lagt op til sprinterfelt. Her venter nemlig en etape, der både i forhold til distance og terræn er stort set identisk med den foregående, og dermed er der igen lagt til enten sidevindsdrama eller sprinterbrag.

I alt skal der tilbagelægges 184,0 km, der fører feltet fra Winter Park til endnu en ny afslutning, denne gang ved Shalal Sijlyat Rocks. Der er tale om to turistattraktioner, der umiddelbart tæt på hinanden umiddelbart nord for værtbyen, AlUla, og etapen består derfor af en stor sløjfe mod øst rundt i ørkenen. Fra start kører man med det samme mod nordøst ad en lang og lige ørkenvej, der er ganske flad, indtil man når frem til en bakke (2,6 km, 4,5%), på hvis top dagens første spurt kommer allerede efter 18,9 km. Den lange og nu lidt mere snoede ørkenvej fortsætter nu videre mod nordøst igennem terræn, der generelt er let stigende.

Efter ca. 40 km er man kommet op i ca. 1000 m højde, og herfra bliver det stort set helt fladt, ens man følger ørkenvejen frem til det østligste punkt. Her kører man kortvarigt mod nord ad en lige og flad ørkenvej, inden man drejer mod vest for at køre hjemad. Det sker via endnu en lige ørkenvej, der nu er let faldende og leder frem til dagens anden spurt, som kommer efter 123,7 km. Derfra flader terrænet ud, når man fortsætter mod vest ad den helt lige ørkenvej, indtil man drejer ind på vejen på AlUla, der leder mod sydøst gennem fladlandet frem til dagens bonusspurt, der er placeret efter 160,9 km.

Efter kampen om sekunder falder det kortvarigt let over 10,1 km, mens det får videre ad den lige ørkenvej, indtil de sidste 12,0 km er stort set helt flade. Den lige ørkenvej afbrydes af to sving, der kommer hurtigt efter hinanden med ca. 5 km til mål, men derefter er det en helt lige og næsten flad vej, der leder mod nordøst frem til stregen, idet den sidste kilometer stiger let med 0,7%.

Etapen byder på i alt 1066 højdemeter.

Igen er der tale om en af de helt klassiske ørkenetaper, vi kender fra de mellemøstlige løb. Klatreudfordringerne er ganske små, og det er vinden, der skal skabe et drama. Der er mange lige strækninger, og hvis vinden står rigtigt, kan der være basis for et herligt sidevindsræs, men står den forkert, eller mangler den styrke, vil det i lyset af det ekstremt stærke sprinterfelt utvivlsomt ende som en relativt begivenhedsfattig sprinteretape, inden verdens hurtigste skal ud i deres formentlig andet spurtopgør på to dage.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Shalal Sijlyat Rocks har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

3. etape

For et år siden valgte man at give klatrerne to chancer på den nye og mere udfordrende rute, og de kom i form af første en puncheuretape og siden en kongeetape. Begge etaper genfindes i år, hvor det igen er puncheuretapen, der åbner ballet. Ligesom sidste år skal det indledende slag slås på en rampe op til målbyen Abu Rakah, men denne gang ændrer man alligevel lidt på tingene. Ikke blot kommer etapen nu først på tredje- og ikke andendagen, man kører også op til målet fra den anden side. Det ændrer ikke på, at det er en fest for de eksplosive puncheurs, men hvor sidste års rampe steg med 7,7% over 1,6 km, er der denne gang tale om en betydeligt lettere udfordring med 6,9% over bare 700 m, og det taler for, at det modsat sidste år primært vil være bonussekunder - og naturligvis vinden - der kan gøre forskelle på den første af de to nøgleetaper.

Med en distance på bare 159,2 km er der tale om en kort etape, der fører feltet fa Al Manshia Train Station til Abu Rakah. Fra start kører man kortvarigt mod sydøst ind gennem værtsbyen AlUla igennem fladt terræn, der efter 12 km leder forbi byens universitet. Kort efter drejer man mod sydvest for at køre ud i ørkenen ad en vej, der først er let stigende og siden let faldende. I byen Fudala, der nås efter 31,9 km, drejer man mod nordvest for nu at køre ad en lige ørkenvej, der er let stigende over godt 40 km, hvor den bringer feltet fra 565 m til 983 m over havets overflade i det foreløbigt højeste punkt, hvor dagens første spurt kommer efter 72,8 km.

Efter spurten fortsætter man mod nordvest ad den lige ørkenvej, der kortvarigt er let faldende, men efter 92,1 km begynder det igen at stige let. Efter ca. 115 km drejer man mod nord, hvorefter det begynder at stige en anelse kraftigere, indtil man når frem til dagens bonusspurt, der kommer efter 122,8 km i det nu foreløbigt højeste punkt 1187 m over havets overflade. Herfra begynder det at falde ganske let, når man fortsætter mod nord ad en lige ørkenvej frem til byen Al Nashifah, der passeres efter 149,1 km.

Her drejer man mod vest med retning mod Al Rakah, idet det nu går ad en flad vej frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 153,0 km. Herfra går det mod nordvest ad en lige vej, der nu er ganske let stigende og leder frem til den afsluttende rampe. Den rammer man, når man drejer skarpt til højre væk fra hovedvejen, hvorefter de sidste 700 m stiger med 6,9%, idet den er stejlest i bunden og derefter flader en smule ud. Efter svinget er der en skarp venstrekurve halvvejs oppe ad bakken, inden det går lige frem til stregen.

Etapen byder på i alt 1468 højdemeter.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Da løbet i 2020 åbnede med en puncheuretape, var det en blanding af puncheurs og sprintere, der dominerede, da Rui Costa sejrede foran Heinrich Haussler og Nacer Bouhanni, men da man sidste år for første gang besøgte Abu Rakah, var det en langt hårdere finale, hvor der kunne vindes sekunder, da Santiago Buitrago og Andrea Bagioli kørte 7 sekunder væk fra de nærmeste forfølgere, der bare udgjorde fire mand. Årets opkørsel er dog både kortere og knapt så stejl, og det vil måske endda kunne give de allermest hårdføre sprintere drømme. Bakken er dog så stejl, at man må formode, at etapen igen skal afgøres blandt løbets puncheurs, der lugter vigtige bonussekunder, men denne gang bliver det svært at slå de huller, vi så sidste år - medmindre da vinden skaber drama forinden.

Abu Rakah blev som sagt for første gang brugt som mål for et stort cykelløb i 2022, hvor man dog kørte op til målet fra den anden side. Her kørte Santiago Buitrago og Andrea Bagioli fra alt og alle, inden colombianeren efter at have siddet på hjul vandt spurten, mens Anthon Charmig vandt spurten i en firemandsgruppe 7 sekunder bag den sejrende Bahrain-rytter.

4. etape

Det var puncheuretapen til Abu Rakah, der åbnede klassementsballet på den nytænkte og hårdere rute i 2022, men den helt store attraktion var den nye kongeetape, der sendte rytterne op ad en sand mur, der sendte den op til målet ved Skyviews of Harat Uwayrid i udkanten af værtsbyen, AlUla. Her var vi vidner til et forrygende slag, der først bød på en sidevind, som kostede Santiago Buitrago den samlede sejr, og siden en duel mellem Maxim Van Gils og Andrea Bagioli på muren - en duel, der gav en suveræn solosejr og senere også samlet triumf til den unge belgier. Heldigvis er præcis samme finale med igen i år, hvor årets kongeetape atter byder på en tur gennem den potentielt forblæste ørken, inden det hele slutter med den stejle mur og et let faldende plateau frem til målet med udsigt over AlUla. Dermed er der igen lagt op til et brag af en etape, der formentlig vil krone den tredje vinder af det relativt nye løb.

Finalen er måske nok den samme som i 2022, men den første del af etapen er forandret, selvom etapen profil- og distancemæssigt minder meget om det, vi så sidste år. Denne gang skal man køre en anelse længere, men det er stadig en kort etape, der bringer feltet fra ørkenbyen Maraya til målet ved Skyviews of Harrat Uwayrid, der er et højdedrag, som ligger umiddelbart nordvest for områdets vinterpark og med udsigt ud over værtsbyen, AlUla. Etapen indledes med to omgange på en 64,5 km lang rundstrækning i den helt flade ørken øst for startbyen, og den indledes med, at man kører skiftevis mod syd, øst og igen syd ad lange, lige og flade ørkenveje frem til Winter Park, som ligger umiddelbart for foden af den afsluttende mur. I stedet for at køre mod vest op ad stigningen drejer man imidlertid mod nordøst for at køre ad en helt lige og ganske let vej ind i ørkenen.

I det østligste punkt drejer man mod nordvest for at køre frem til et punkt, hvor dagens to spurter køres på hver af de to omgange efter hhv. 41,8 km og 106,3 km. Herefter falder det kortvarigt ganske let, mens man fortsætter mod nordvest, men hurtigt bliver det helt fladt. I det nordligste punkt drejer man mod sydvest, og herefter går det ad en lige og flad ørkenvej tilbage til startbyen Maraya.

Når anden omgang er tilbagelagt, tager men hul på en tredje omgang. Denne gang kører man dog kun den allerførste del, der igennem fladlandet sender rytterne frem til Winter Park, som passeres for tredje gang efter 146,3 km. Her forlader man rundstrækningen for at køre mod nordvest frem mod stigningen ad en lige vej, der først stiger ganske let over 5 km - de fire første kilometer med 2-3% og slutteligt med 4,2% over den sidste kilometer - indtil det går løs med dagens voldsomme hovedmenu, nemlig en mur, der over 2,9 km stiger med hele 12,0% fordelt med 8,8% og 16,5% over de to første kilometer og slutteligt 9,2% over de sidste 900 m.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Toppen rundes efter 154,8 km, hvor dagens bonusspurt er placeret, hvorefter de sidste 8,6 km er ganske let faldende. Kort efter toppen drejer man mod sydøst, og derefter er det en næsten helt lige vej, der leder direkte ind til målet med udsigt over Winter Park. Det falder let hele vejen, den sidste kilometer med 1,9% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 1350 højdemeter, hvilket over en lidt længere distance er 50 m mere end sidste år.

For cykelfans er det lidt af en lækkerbisken, saudierne har fundet frem midt i deres ørken. Sidste år var allerede den første del af etapen dramatisk, da ørkenvinden allerede længe inden stigningen kostede Santiago Buitrago den samlede sejr, og det kan naturligvis ske igen. Selv hvis det ikke blæser, er der dog lagt til et herlig opgør på den meget stejle stigning, der minder mere om en etape i Baskerlandet Rundt end et arabisk ørkenløb. Her vil det blive en kamp klatrer mod klatrer i en brutal afslutning, der vil rive feltet til atomer, men det sidste stykke ind mod mål kan også spille en rolle. En kraftig modvind på den helt lige ørkenvej kan gøre det svært for en enlig rytter, og chancerne for en regruppering er derfor til stede. Samles en gruppe på måske en håndfuld, kan det derfor blive et taktisk spil, hvor det vil være meget mere uforudsigeligt, end hvis der var mål på toppen.

Skyviews of Harrat Uwayrid har kun én gang tidligere været mål for et stort cykelløb, nemlig i sidste års udgave. Her var det et lille felt, der ramte stigningen efter et sidevindsdrama, hvorefter der på muren udspillede sig en duel mellem Maxim Van Gils og Andrea Bagioli. Belgieren kørte væk og sejrede med 40 sekunder ned til otte mand, der havde hentet Bagioli, og hvor andenpladsen blev vundet af Luka Mezgec foran Tim Declercq, der begge var kørt væk fra resten af gruppen, som også talte de bedste klatrere fra andet felt, nemlig Rui Costa og den førende Santiago Buitrago.

5. etape

Hvis der er noget, der har kendetegnet de mellemøstlige løb, er det, at sprinterne næsten altid har fået det sidste år. Hos brødrene i Emiraterne, Qatar og Oman er løbene endt med store massespurter i Dubai, Abu Dhabi, Doha og Muscat, og sådan var det også i den første udgave af Saudi Tour, der sluttede i landets hovedstad Riyadh. Traditionen med et afsluttende sprinteropgør skal der naturligvis ikke laves om på, men ligesom i 2022 afvikles løbet ikke nær hovedstaden, men feriebyen AlUla. Sidste år sluttede det hele AlUla Old Town, men i år er det den nærliggende og ganske lille ørkenby Maraya, der får lov at agere rammen om det sidste slag. Her er der lagt op til en tredje og sidste massespurt, hvis altså ikke ørkenvinden alligevel vender op og ned på klassementet i allersidste øjeblik, og dramaet kan måske blive hjulpet af, at man denne gang har lagt en lille grusvej ind små 30 km fra mål - en grusvej, der sidste år førte til styrt på åbningsetapen.

Med en distance på bare 142,9 km er der igen tale om en yderst kortafslutningetape etape, der fører feltet AlUla Old Town til den nærliggende by Maraya, der ligger nord for værtsbyen. Etapen består af en tur rundt i ørkenen, og man lægger ud med at køre mod sydøst ind gennem selve AlUla ad en ganske let faldende vej. Man kører kortvarigt mod nordøst frem til et punkt, hvor man tager hul på en lille rundstrækning, der skal tilbagelægges én gang. Den går først mod sydvest ad en let faldende vej forbi dagens første spurt, der kommer efter 21,4 km og leder ned til det sydligste punkt, hvor man efter 35,0 km drejer mod nordøst for at følge en ganske let stigende vej frem til AlUla Intenational Airport, hvor man efter 53,5 km drejer mod nordøst for at køre ad en generelt let stigende vej frem til rundstrækningens udgangspunkt.

Læs også

Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape

Efter denne omgang mod syd sætter man kursen mod nordøst for at køre ad en stigende vej frem til dagens anden spurt, som er placeret efter 71,5 km. Her drejer man mod nord for at køre videre ad en lige og ganske let stigende ørkenvej. Senere går det kortvarigt mod nordvest, indtil man drejer mod sydvest for at køre ad let faldende vej. Den leder frem til dagens højdepunkt, når man drejer mod nord for at køre over en 8,0 km lang grusvej, der er først let stigende og siden let faldende og rammes ved Hegra South Gate efter 106,4 km.

Efter 114,4 km er man tilbage på asfalt, når man når Hegra North Gate, og herfra resterer fortsat 28,5 km. Man drejer med det samme mod nordvest for at følge en lige og ganske let stigende vej frem til dagens bonusspurt, der efter 122,6 km kommer i etapens nordligste punkt. Nu drejer man mod først sydvest o siden sydøst for at køre ad en først let stigende og siden let faldende vej frem til Ashar Valley North Gate, der passeres efter 138,0 km. Her drejer man mod sydvest for at køre ind til målbyen Maraya ad en vej, der først er flad og siden let stigende, den sidste kilometer lidt kraftigere med 3,0%. Man drejer skarpt væk fra hovedvejen med 4,9 km igen, og derefter er der et sidste blødere sving ved den røde flamme, hvorefter vejen har to ret skarpe kurver, indtil de sidste 600 m er stort set helt lige.

Etapen byder på i alt 908 højdemeter.

Etapen er den højdemetermæssigt letteste i løbet, men den har fået et twist med den lille grusvej. Den blev kørt i den modsatte retning på åbningsetapen sidste år, hvor den ikke skabte splittelse, men førte til et styrt, der kostede klassementet for forhåndsfavoritten Andrea Bagioli. Man kan frygte, at det går lige så galt denne gang, men udover at skabe nervøsitet kommer den nok lidt for tidligt til at skabe splittelse. Skal der gøres forskelle til allersidst, er det formentlig igen styrt og vind, der er truslen, og ellers vil løbet som alle andre arabiske ørkenløb slutte med et brag af en massespurt i det stærke sprinterfelt, denne gang dog i en afslutning, der stiger ganske pænt.

Maraya har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

STREAM SAUDI TOUR OG VOLTA A LA COMUNITAT VALENCIANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Et nyt løb betyder altid stor usikkerhed om, hvad vi skal forvente, men da den første udgave blev afviklet for tre år siden, var det svært ikke at regne løbet som Tour of Qatars efterfølger. En relativt flad rute gjorde det nemlig som sin mellemøstlige kollega til et løb, en sprinter kunne vinde, og trods Rui Costas mange angreb endte det da også i et knivskarpt opgør på bonussekunder mellem Nacer Bouhanni og vinderen Phil Bauhaus.

Ruten til den anden udgave viste imidlertid, at den antagelse er forkert. Saudi Tour er ikke noget Tour of Qatar og kan vel snarere sammenlignes med Tour of Oman, hvor ørkenen også er betydeligt mere kuperet, end det er tilfældet i Qatar. Ruten til sidste års udgave kunne fint sammenlignes med det, vi kender fra Oman, der ofte har budt på to eller tre sprinteretaper, nogle eksplosive puncheuragtige finaler, etaper for stærke sprintere og en kongeetape med mål på den korte, men stejle Green Mountain.

Sådan var det også i dette Saudi Tour i 2022, og sådan er det igen i år, hvor ruten har præcis de samme karakteristika. Det er stadig et sprinterparadis, hvor de hurtige folk på 1., 2. og 5. etape kun vil kunne snydes af den altid farlige ørkenvind, mens 3. etape er en rigtig puncheuretape og kongeetapen med en kort, meget stejl stigning en pendant til Green Mountain-etapen, dog uden mål på toppen. I Oman har man af samme grund ofte set et stærkt sprinterfelt og nogle få klatrere, der har udkæmpet kampen om den samlede sejr på de kuperede etaper.

Det tilsvarende ses i Saudi Tour, men dog med en endnu tydeligere vægt mod sprinterne. Det er helt tydeligt, at løbet her anses som et af de bedste steder at være for de store sprintere i denne helt tidlige fase af sæsonen. Ørkenen er berømt for sine flade etaper, og det rygte har fået flere topsprintere til at tilvælge løbet. Således møder de fleste hold op med nærmest rene sprinterhold bestående af supersprinter og tog, og derudover er der måske blevet plads til en enkelt eller to klatrere, der kan kæmpe om den samlede sejr. Ingen af disse er store stjerner, for de har foretrukket de generelt mere kuperede europæiske løb, bjergene i Argentina eller WorldTour-pointene i Australien, og det efterlader os med et fabelagtigt sprinterfelt og et temmelig tyndt og meget smalt klassementsfelt.

De skal formentlig udkæmpe kampen om den samlede sejr på 3. og 4. etape, og her bliver fredagens kongeetape den klart vigtigste. Det er en ganske led sag, arrangørerne har fundet frem. Nok er den næsten helt baskiske mur relativt kort, men den er enormt stejl - så stejl, at vi formentlig vil kunne se, at bedste mand kan køre alene væk. Sidste år var vi stadig på bar bund, da finalen var helt ny, men nu kender vi den. Sidste år splittedes det hele dog i sidevinden, og derfor var der kun to klatrere i den gruppe, der endte med at afgøre det hele. Maxim Van Gils vandt den duel mod Andrea Bagioli, og han viste dermed, hvor selektiv stigningen er. Også fra andet felt så vi, at den førende Santiago Buitrago, der tabte det hele i sidevinden, samt Rui Costa kørte fra de øvrige favoritter, der ikke lykkedes med at komme tilbage i den flade afslutning.

Stigningen er interessant. Den er lidt for lang til at være noget for klassiske murspecialister, men den er stadig så kort, at den vil tiltale relativt eksplosive folk med hang til stejle procenter. Bedste mand vil også have en god chance for at holde hele vejen, men der vil være tid til en regruppering på den flade og lige ørkenvej, der favoriserer en jagtende gruppe, særligt hvis der bliver modvind. Det gør der imidlertid ikke. Der vil være en pæn modvind på stigningen, men den var meget kraftigere sidste år, hvor forskellene alligevel kunne gøres. Modvinden vil dog gøre det mindre selektivt. Til gengæld vil der være sidemedvind på plateauet, og dermed han man en bedre chance for at holde hele vejen, hvis hullet først er slået.

Etapen kan vel forløbe på tre måder. Vi kan få en solosejr fra bedste, vi kan få en spurt i en lille gruppe, og vi kan få en taktisk finale, hvor en mand sniger sig væk til sidst. Den flade finale betyder, at bedste klatrer ikke nødvendigvis vinder, og spurtstyrke kan tillige vise sig at være et våben.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Det skyldes også, at den kommer i spil på 3. etape. Det er lidt ærgerligt, at man i år kører op til Abu Rakah fra den anden side, hvor bakken både er kortere og mindre stejl, for nu er den nok for let til, at vi kan se et scenarium som sidste år, hvor Buitrago og Bagioli vandt nogle sekunder til de øvrige. Det vil vi næppe se denne gang, hvor det formentlig ender i en spurt. De mest holdbare sprintere vil også forsøge, når bakken kun er 700 m lang, men med en stigningsprocent på ca. 7, vil jeg mene, at vi får et opgør mellem løbets puncheurs. Mange af dem vil også køre klassement, og dermed kan der vindes bonussekunder, men næppe ”rigtig tid” i finalen på 3. etape - også fordi der vil være modvind. Det er således klart kongeetapen, der er vigtigst, men hvis den ender med en gruppe til sidst, kommer 3. etape også i spil.

Det samme kan bonussekunderne i de fem bonusspurter gøre, selvom det er tvivlsomt, om de vil spille en rolle. Der vil dog helt sikkert være 3 sekunder til den bedste klatrer, da der ligger en spurt på toppen af muren. Derudover kommer den sidste bonusspurt ret tæt på mål på sidste etape, og derfor kan man ikke udelukke, at der vil være et hold, der vil gå efter det, hvis de har en hurtig mand, der skal bruge et par sekunder for at vinde.

Jokeren i det hele er naturligvis som i ethvert andet ørkenløb vinden, der som sagt vendte op og ned på det hele på kongeetapen sidste år, hvor Buitrago blev slået af Van Gils allerede inden selve muren. Mange klatrere vil skæve nervøst til vejrudsigten, og det har de i den grad grund til. På kongeetapen får vi næppe en gentagelse af dramaet fra sidst, da både torsdagen og fredagen ser relativt rolige ud - ikke mindst fredagen bliver meget stille - og jeg tvivler også på, at vinden er stærk nok på 3. etape, selvom jeg ikke helt tør udelukke det med en vindstyrke på 18-19 km/t og direkte sidevind over et langt stykke frem til rampen.

De to blæsende dage er imidlertid mandagen og tirsdagen, hvor de bliver meget voldsomt. Umiddelbart vil der være side- eller sidemedvind stort set hele dagen på 1. etape, men på den ekstremt blæsende tirsdag er vindretningen knap så gunstig. Der bliver et meget langt stykke med kraftig modvind på etapen anden halvdel, men der vil være to korte sidevindsstykker midtvejs og ikke mindst til sidst, hvor der vil være direkte sidevind over de sidste ca. 30 km. Med så kraftig en vind vil det undre mig, hvis ikke den splitter enten mandag eller tirsdag og med nogen sandsynlighed også begge dage.

Konklusionen er, at det ligner et løb for eksplosive klatretyper, der kan begå sig på en stejl mur, og meget taler for, at en god spurt også er et vigtigt våben - måske i de indlagte spurter, men særligti selve afslutningerne på 3. og 4. etape, hvor der skal spurtes både fladt og på en bakke. Taktik kan også komme i spil i finalen på 4. etapen. Endelig tyder det også på, at man får brug for et stærkt hold til sidevinden de to første dage. Hvor meget sidstnævnte kan betyde så vi sidste år, for her endte Tim Declercq, Danny van Poppel og Daniel Oss altså alle i top 6, hvad ingen havde drømt om inden løbet, selvom podiet blev besat af tre favoritter, Van Gils, Buitrago og Costa!

Som sagt er årets felt relativt smalt besat på klatrefronten, da de fleste hold har det store fokus på spurterne, og det gør favoritfeltet relativt smalt. Efter moden overvejelse vælger jeg at pege på Santiago Buitrago. Som det fremgår af ovenstående, var colombianeren meget tæt på at vinde løbet sidste år, og måske tabte han det kun i sidevinden. Det er da også et løb, der passer ham. Hans sejr på 1. etape i Burgos, hvor målbakken er næsten en kopi af Abu Rakah-rampen, gør ham måske til favorit til 3. etape, hvor han kan tage de første 10 bonussekunder. Det store slag skal dog slås på kongeetapen, men denne form for eksplosiv mur burde lige være ham.

Hans kørsel i Giroen indikerer, at han nu har taget endnu et skridt, selvom hans efterår var meget skuffende, men først og fremmest er han colombianer. De plejer at være mere formstærke end europæerne på denne tid af året, og derfor var det ikke mærkelig, at han var så stærk sidste år. Jeg vil egentlig regne Ruben Guerreiro som en mere indlysende favorit på denne rute, men formmæssigt har jeg mere tiltro til Buitrago. Endelig ser han denne gang ud til at kunne blive en vinder i sidevinden, for med Jonathan Milan som bodyguard står han ganske stærkt. Det gør ham til min favorit. Holdet har også den spændende roer Rainer Kepplinger, der i formstærk tilstand kan gøre det godt i dette felt, men hans manglende erfaring gør ham meget sårbar i sidevinden. Hvis den splitter voldsomt, kan vi sagtens se, at særligt Jonathan Milan, der klatrede meget fornemt i Kroatien sidste efterår, og Andrea Pasqualon kan ende langt fremme, som Declercq og Van Poppel gjorde sidste år, men vinde kan de ikke.

Var løbet kørt i højsæsonen, havde jeg peget på Ruben Guerreiro. Portugiseren gjorde store fremskridt sidste år, hvor han særligt imponerede i Dauphiné og med sejren på Ventoux, men selvom han har forbedret sig markant i de høje bjerge, er han først og fremmest puncheur. Dette løb passer ham således perfekt, for han er i en flad spurt hurtigere end Buitrago, hvad der kan være vigtigt på 4. etape, ligesom han sagtens kan tage 10 sekunder ved at vinde 3. etape også. Med andre ord passer han endnu bedre til dette løb end sin colombianske rival, men spørgsmålet er, hvor han står.

Han har ikke for vane at starte stærkt, og han er ikke som Buitrago colombianer. Omvendt kan et holdskifte give masser af motivation, og da løbet er vigtigt for Movistar, som har indledt et samarbejde med det saudiske cykelforbund og drømmer om saudiske sponsorkroner, kan han godt have fået besked på at starte stærkt. I sidevinden har han ikke helt samme gode støtte som Buitrago, og det gør mig bekymret, men med særligt Mathias Norsgaard og til dels Juri Hollman bør han ikke stå helt ringe. Klarer han vinden, og er han mere formstærk end ventet, tror jeg, at han vinder.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Han er dog ikke alene. Holdet har også Oscar Rodriguez, der efter et forfærdeligt 2022 er startet pænt i år. Han er dog slet ikke eksplosiv, langt mere sårbar i vinden og passer dermed dårligt til løbet. Han kører næppe alene hjem, men kan måske vinde i et taktisk spil på kongeetapen. Tredje kandidat er Gregor Mühlberger, der har vist klare tegn på en lille genrejsning i år. Han har dog ikke efterladt et indtryk, der får mig til at tro, at han kan vinde. Endelig kan Max Kanter, der er meget holdbar, godt lave et topresultat som Declercq og Van Poppel, hvis det splitter i sidevinden, men vinde kan han naturligvis ikke. Måske kan Mathias Norsgaard det samme, men han er tungere end Kanter. I gamle dage kunne Will Barta klatre, men det har vi intet set til i lang tid.

I dag er det sjældent, at Davide Formolo kører meget for sig selv, men her får han en chance. Han har før startet ganske stærkt, og det er bestemt muligt, at han gør det igen. Som ardennerspecialist passer dette løb ham ganske fint, men han er langsommere end såvel Buitrago som Guerreiro, både på flad vej og i puncheurfinalen. Han skal således vinde via taktik eller som stærkeste mand på muren, men det er bestemt også muligt, at han er det. Efter et skadesramt 2022 sluttede han nemlig meget stærkt i de italienske løb, hvor han viste, at han stadig er en klasserytter. Holdet har også Felix Grossschartner, der passer glimrende til puncheurfinalen, men muren er helt klart for stejl for ham. Her skal han håbe på en regruppering, og da han plejer at starte meget svagt, tror jeg ikke meget på ham. Til gengæld plejer Ryan Gibbons at klatre chokerende godt på denne tid af året, og gør den meget svingende sydafrikaner det igen, kan han ende langt fremme, selvom han ikke kan vinde. I vinden er jeg til gengæld en smule bekymret for dem alle, for selvom de har stærke folk som Pascal Ackermann, der er god i vind, Felix Gross og Ivo Oliveira , virker de mere sårbare end i hvert fald Bahrain. Splitter den i vinden, vil folk som Ackermann, Oliveira og Vegard Stake Laengen måske også kunne ende relativt langt fremme.

Jeg bliver meget overrasket, hvis ikke vinderen kører for enten Bahrain, Movistar eller UAE, for de er ikke mange klatrere blandt de øvrige. Cofidis har dog en spændende outsider i form af Ruben Fernandez. Spanieren var gået helt, helt i stå, men siden Emilia har han været forvandlet. Han var efterfølgende god i Langkawi, og ikke mindst så han meget stærk ud i søndagens løb i Valencia, hvor han var en af de allerstærkeste. Han er utvivlsomt i form, men han er ikke så eksplosiv som favoritterne. Han skal enten være bedste mand på muren eller vinde i en taktisk finale. Til gengæld burde han stå godt i sidevinden, hvor han har hjælp af sidevindskongen Max Walscheid samt stærke folk som Piet Allegaert og Christophe Noppe. Han ledsages af unge Axel Mariault, der som puncheur formentlig kan klare sig hæderligt i et løb som dette, og endelig vil Simone Consonni og måske Allegaert kunne ende pænt, hvis de vinder tid i vinden på Van Poppel-maner.

Q36.5 kører deres allerførst løb, og det gør de med Mark Donovan. Briten er ikke blevet til det, man kunne have håbet, men i dette felt bør han være en af de bedste klatrere. Han plejer ikke at starte flyvende, men det kan et holdskifte måske ændre på. Han er dog ikke bedste mand, og da han ikke kan spurte, skal han vinde via taktik. Holdet har også den meget svingende Alessandro Fedeli, der er et godt bud på 3. etape, men han kan ikke følge de bedste på muren, hvorfor han er afhængig af en regruppering - og i hvert fald god form. For dem begge er jeg også meget bekymret for deres evner i sidevinden, hvor de kan smide det hele. Holdet har også Kamil Malecki, der godt kan være med i terræn som dette, men intet har vist siden sit grimme styrt for nogle år siden. Nickolas Zukowsky og Jack Bauer kan ende pænt, hvis de vinder tid i sidevinden.

Uno-X kommer med danske Jacob Hindsgaul som kaptajn, og vi så, hvor stærkt han startede sidste år, da han vandt samlet i Antalya. Møder han op med samme form, kommer han langt i dette felt, selvom niveauet er betydeligt højere end i Tyrkiet. Han fik heller ikke vist alt for meget senere i 2022, hvor han havde det svært i de professionelle løb, men en 20. plads i Occitanie vidner dog om, at han kan komme et stykke i dette felt. Det store problem er vinden, hvor Uno-X kan være sårbare, men han har trods alt noget hjælp af særligt brølstærke Søren Wærenskjold, der måske selv kan ende pænt, hvis han vinder lidt tid i vinden. Stian Fredheim er også en hæderlig puncheur, men disse stigninger bør være for svære.

Jayco satser stort på sponsorens hjemmebaneløb, men det er primært i massespurterne. I klassementet er de bare outsidere, men jeg er lidt spændt på, hvor langt fremme vi vil se mountainbikeren Alexandre Balmer, der udviklede sig godt sidste år. Muren er for svær, men får han lidt hjælp af sit sprinterhold i vinden, kan han bestemt ende ganske pænt. Holdets anden klassementskandidat er U23-europamesteren Felix Engelhardt, der som puncheurtype nok burde kunne gøre det hæderligt, hvis han får hjælp af vinden, men også for ham gælder, at muren er for svær. Er de i form - og man kan tvivle efter et svagt 2022 - kan Zdenek Stybar og Lukas Pöstlberger også ende langt fremme, hvis vinden hjælper. Det samme vil normalt også fælde for Luka Mezgec, der sidste år netop brugte vinden til at blive en sensationel nr. 3 på kongeetapen, men han floppede fælt i Valencia og synes ikke i form.

DSM kommer med et næsten rent sprinterhold, men de har også Sean Flynn. Muren må være for stejl for ham, men han har ambitioner i ardennerklassikerne. Løbet er således ikke helt skævt for ham, men dette er hans første løb på dette niveau. Han vinder derfor ikke, men da holdet ser meget stærke ud i vinden, kan han sagtens ende med et godt resultat. Netop vinden kan også betyde, at den ganske holdbare sprinter Pavel Bittner måske kan ende med et godt resultat, og det samme gælder for holdets sprinter, Casper van Uden, der heller ikke er uden holdbarhed. Normalt ville man også mene, at John Degenkolb og Nils Eekhoff med hjælp fra vinden måske kunne lave en top 10 på Van Poppel-maner, men efter det, de har vist de seneste år, er jeg bestemt ikke sikker længere. Det samme gælder for den engang klatrestærke Alex Edmondson.

Også i dette løb får Astana det svært, men de har dog en spændende ung herre i form af Igor Chzhan. Han har bestemt ikke overbevisende resultater, men han endte altså i top 10 på kongeetapen i Arctic Race sidste år. Det vidner om, at han kan begå sig på muren, hvis han er i form, men han blæser helt sikkert væk i sidevinden. Det samme gør den meget svingende Antonio Nibali, der stadig af og til klatrer godt, men helt sikkert ikke på denne tid af året. Alexandr Riabushenko har jeg efterhånden opgivet.

Human Powered Health kommer med det unge talent Embret Svestad-Bårdseng. Han har endnu til gode at vise sig frem på dette niveau, men han blev trods alt en hæderlig nr. 18 i Norge sidste år, hvor feltet var en anelse - men ikke meget - stærkere. Han viste god form i Trofeo Calvia, men han vil være meget sårbar i vinden. Holdet har også sprinteren Pier-André Coté, der godt kan køre opad, når han er i form, men det er han næppe allerede nu.

Et ikke helt uinteressant hold er Terengganu. Problemet er, at de er sikre tabere i vinden, men de har altså to ganske gode klatrere. Den ene er Jambaljamts Sainbayar , der endte som en imponerende nr. 9 i Langkawi i oktober og altså godt kan være med her, hvis han er i form tidligt og ikke er frosset til is i den mongolske vinter. Den anden er Jesse Ewart, der er helt enormt svingende, men som trods alt blev samlet nr. 3 i Rwanda sidste år, hvor vi også kørte tidligt på året. Modsat Sainbayar er han i hvert fald ikke frosset til is i Australien, der plejer at efterlade folk med god form på denne tid af året. Jeroen Meijers kan også klatre til husbehov.

Bingoal kommer uden klatrere, men når han er i form, kan Marco Tizza godt gøre det ganske hæderligt i et løb som dette. Hans niveau er dog ekstremt svingende, og vi har ingen ide om, hvor han står. Langt mere stabil er Kenneth Van Rooy, der næsten altid er god. Han er ikke helt så klatrestærk som Tizza, men på disse kortere bakker kan han gøre det pænt. Det samme gælder om den meget svingende Dimitri Peyskens, hvis han mod forventning er i form. Holdets klatrer er dog Aaron Van Der Beken, der er kørt i top 10 i bjergløbet Valle d’Aosta, og han er nok det bedste bud på et topresultat på muren. Nogen skræmmende god klatrer er han dog ikke, og dette er hans første løb på dette niveau. Hele holdet - måske med undtagelse af Van Rooy - ser også meget sårbare ud i vinden.

Det lille Ukyo-hold kommer med veteranen Benjamin Prades, der mest har kørt i Asien med et hav af topresultater, men også har gjort det godt i europæiske løb. Han er dog faldet en del af på den de seneste år, og han kan næppe være med længere, ligesom hans form er usikker. Han er dog som puncheur skabt til dette løb og er også hurtig. Selv hvis han er flyvende, synes det bare desværre givet, at han ryger fra i vinden. Også Masai Yamamoto kan køre opad, men han er overmatchet i dette felt.

Euskaltel får et svært løb. De ligner sikre ofre i sidevinden, og de har bestemt heller ikke taget arsenalet af klatrere med. Sidste år startede Ibai Azurmendi dog med en samlet 27. plads i Valencia, og det viser, at han kan starte pænt og klatre til husbehov - i hvert fald i dette felt. Mere oplagt er dog nok Txomin Juaristi , der bestemt heller ikke er klatrer, men trods alt endte som nr. 10 i Volta a Portugal sidste år. Han er dog enormt svingende, og det vil undre mig, hvis han er i form nu. Stærke Mikel Azparren kan ende pænt, hvis han vinder tid i vinden, men hvordan det skulle lykkes, er svært at se.

Det er svært at tro meget på Corratec. De ligner en stensikker taber i sidevinden, og deres klatrepotentiale er begrænset. Engang var Karel Vacek en lovende klassementsrytter, men han er aldrig blevet til noget. Hans 7. plads i Fredsløbet sidste år kan dog måske give en smule håb. Et andet bud er Alessandro Iacchi, men han er overmatchet på disse stigninger, og det samme er også både Etienne van Empel og Antonio Barac. Det saudiske landshold er naturligvis helt, helt, helt uden chance - og skal vi lige skrive ”helt” en fjerde gang også, så pointen er forstået!

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er slet ingen væsentlige ændringer.

***** Santiago Buitrago

**** Ruben Guerreiro, Davide Formolo

*** Ruben Fernandez, Felix Grossschartner, Oscar Rodriguez, Gregor Mühlberger, Mark Donovan

** Jacob Hindsgaul, Alessandro Fedeli, Ryan Gibbons, Alexandre Balmer, Sean Flynn, Igor Chzhan, Embret Svestad-Bårdseng, Jesse Ewart, Jambaljamts Sainbayar, Axel Mariault, Rainer Kepplinger, Felix Engelhardt, Jonathan Milan, Marco Tizza

* Aaron Van Der Beken, Benjamin Prades, Zdenek Stybar, Kenneth Van Rooy, Max Kanter, Simone Consonni, Pavel Bittner, Lukas Pöstlberger, Kamil Malecki, Antonio Nibali, Txomin Juaristi, Karel Vacek, Ibai Azurmendi, Dimitri Peyskens, Luka Mezgec, Andrea Pasqualon, Vegard Stake Laengen, Ivo Oliveira, Casper van Uden, Will Barta, Nickolas Zukowsky

Danskerne

Hos Uno-X burde Jacob Hindsgaul være kaptajn, og han er omtalt. Han støttes af Marcus Sander Hansen. På DSM skal Frederik Rodenberg køre lead-out for Casper van Uden, mens Mathias Norsgaard på Movistar skal køre spurter for Max Kanter og støtte holdets klatrere i fladlandet og sidevinden.

STREAM SAUDI TOUR OG VOLTA A LA COMUNITAT VALENCIANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE