Løbets rolle og historie

Belgien er om noget verdens centrum for endagsløb, og landet er uden sammenligning det, der har flest af disse fordelt ud over sæsonen. Det naturlige fokus er naturligvis forårsklassikerne, og perioden fra Omloop Het Nieuwsblad og frem til Liege-Bastogne-Liege er rammen om nogle af verdens største løb i en yderst pakket kalender, hvor en hel serie af nogle af de vigtigste begivenheder afvikles i landet over et relativt kort tidsrum.

I resten af sæsonen får landet mindre opmærksomhed, men det betyder ikke, at der ikke er løbsaktivitet. Tværtimod byder landet gennem det meste af året på et hav af 1.1-løb, der måske ikke altid tiltrækker de bedste feltet, men med deres mange point er meget vigtige for særligt de professionelle kontinentalhold, der tidligere har kæmpet om sejren i Europe Tour, og som fra i år har særligt blik på ranglisterne, der kan være vejen til direkte adgang til grand tours i de kommende år. Selvom løbene ofte har svært ved at tiltrække WorldTour-hold og stort set kun har interesse fra Lotto Soudal, Deceuninck-Quick Step og i et vist omfang Jumbo-Visma, er de således for mange mandskaber nogle af sæsonens vigtigste begivenheder.

Mest kendt er nok serien af løb i august, september og oktober, hvor der næsten hver eneste uge er et relativt stort endagsløb i landet, og hvor det ældgamle Brussels Cycling Classic vel er det naturlige højdepunkt. I de senere år er der imidlertid også blevet bygget en ganske interessant serie op i maj og juni, hvor der ellers traditionelt har været mere stille i landet. Den eneste større begivenhed har traditionelt været Belgium Tour, der er blevet afviklet i Giroens tredje uge, men nu har landets nationale rundtur fået selskab af en række 1.1-løb.

Læs også

Starttider: Prolog til Romandiet Rundt 2024

I år er Belgium Tour som noget nyt rykket til juni, og det har givet en lille ændring i kalenderen, der nu indledtes med GP Marcel Kint den sidste søndag i maj. Forrige torsdag gjaldt det Circuit de Wallonie, og denne mandag fortsætter serien med Ronde van Limburg, der fungere som opvarmning til Belgium Tour. Senere på måneden følger Dwars door Het Hageland, Heistse Pijl, Elfstederonde og til slut som altid Halle Ingooigem mellem den 21. og d. 26. juni, hvor de er de sidste muligheder for at finpudse formen inden de nationale mesterskaber.

Ronde van Limburg er et belgisk løb, selvom den hollandske del af Limburg-provinsen er betydeligt mere kendt i cykelmæssig sammenhæng. Der er faktisk tale om et meget gammelt løb, der første gang fandt sted helt tilbage i 1908, hvor det blev afviklet med udgangspunkt i byen Hasselt. Efter 1. Verdenskrig vendte det i 1919 tilbage, men herefter fulgt en længere pause, inden løbet blev genoptaget i 1933, nu med Sint-Truiden som værtsby. I de næste mange år blev det en fast begivenhed, der kun blev aflyst i 1940, 1971 og 1991, men i 1994 måtte arrangørerne bukke under grundet manglende sponsorer.

I 2012 lykkedes det imidlertid at genskabe det, nu med Tongeren som udgangspunkt, og selvom det ikke er verdens største løb, løftedes det alene i 2014 fra 1.2- til 1.1-kategorien, hvormed det blev åbent for WorldTour-hold. Det har dog knebet at tiltrække de store hold, og flere gange har der slet ikke været hold fra den fineste række til start. I år er det da også kun UAE Team Emirates, der vil være med i feltet, selvom arrangørerne utvivlsomt havde håbet, at flytningen af Belgium Tour, der starter den følgende onsdag, kunne have en gunstig effekt.

I cykelverdenen er Limburg kendt som den mest kuperede af de hollandske provinser, men den belgiske del er betydeligt fladere. Løbet er ikke så fladt som de fladeste af de flamske løb, men det er alligevel et løb, der ofte er blevet afgjort i en spurt. Ofte har det dog været for de hårdføre folk, der har kunnet klare den kombination af brosten og bakker, man finder på ruten undervejs.

Sidste år endte det da også i en spurt, og her var det Mathieu van der Poel, der fortsatte en stærk start på juni ved kort efter sejren i Boucles de Mayenne at krydse stregen først foran Nacer Bouhanni og Tim Merlier og dermed vinde løbet for anden gang. Der bliver dog intet hattrick til Van der Poel, der stadig koncentrerer sig om sin mountainbike, og da hverken Bouhanni eller Merlier er med, skal der altså findes et helt nyt podium.

Ruten

Som sagt er Ronde van Limburg ikke så vanskeligt, som navnet kunne antyde, og det finder sted på en småkuperet rute omkring Tongeren, hvor man varierer udfordringerne lidt fra år til år. Der er altid både start og mål i værtsbyen, hvor man har designet en serie forskellige rundstrækninger, der byder på masser af fladt terræn samt lidt brosten og et par små bakker.

I år skal der tilbagelægges i alt 201,1 km, som består af i alt fire forskellige rundstrækninger. Den første af disse er med sine 107,0 km den længste og sender rytterne rundt i terrænet nord for byen. Allerede efter 8,5 km skal man over den lille Burchtheuvel (900 m, 2,3%), inden fladt terræn leder frem til de to brostensstykker Nieuwenhoven (730 m) og Ordingen (950 m), der passeres efter hhv. 31,7 og 37,8 km. Efter 52,3 km skal man over Burchtheuvel (1700 m, 2,5%) for anden gang, denne gang fra en anden side, og efter 58,6 km gælder det så Zammelenberg (700 m, 3,2%). Umiddelbart efter følger Glinberg (1000 m, 3,5%), Letenberg (400 m, 6,1%), pavéen Maastrichterallee (550 m), Dennebosberg (500 m, 5,6%) og Keiberg (700 m, 3,1%) med top efter hhv. 62,7 km, 71,7 km, 73,7 km, 77,5 km og 81,5 km. Man kører herefter endnu en omgang på en lille rundstrækning, der betyder, at Letenberg, Maastrichterallee, Dennebosberg og Keiberg alle passeres igen, denne gang efter hhv. 87,1 km, 89,1 km, 92,9 km og 96,8 km, inden man kører tilbage til Tongeren, hvor stregen krydses for første gang.

Den anden rundstrækning er bare 32,5 km lang og er placeret i området sydvest for byen. Den byder ikke på stigninger, men har som sine hovedudfordringer to lidt længere pavéer, nemlig Manshoven (1300 m) og Op de Kriezel (1500 m), der passeres efter hhv. 117,9 km og 124,7 km, inden fladt terræn leder tilbage til Tongeren, hvor stregen krydses for anden gang.

Løbets tredje rundstrækning er 36,4 km lang og inkluderer dele af de to første. Således skal man efter 150,4 over Manshoven-pavéen (1300 m) for anden gang, inden man møder den nye pavé Weg naar Heks (430 m) efter 155,3 km. Umiddelbart efter skal man over Bollenberg (700 m, 3,2%), der har top efter 156,5 km, inden man passerer Boeshovenberg efter 159,4 km. Næste udfordring er en tredje passage af Burchtheuvel (900 m, 2,2%) efter 162,9 km, inden det for anden gang gælder Zammelenberg (700 m, 3,2%), der som sidste udfordring efter 169,2 km efterfølges af tredje passage af målstregen.

Læs også

Optakt: Tour de Romandie

Løbet afsluttes nu med to omgange på løbets korteste og letteste rundstrækning. Den er bare 12,6 km lang og er stort set helt flad og uden brosten. Den er placeret i området vest for byen og byder heller ikke på mange tekniske udfordringer. Finalen er dog en anelse kompliceret med to sving på den sidste kilometer, det sidste bare få hundrede meter fra stregen. Efter den røde flamme stiger det let med 1,5% i gennemsnit.

Løbet byder på i alt 1246 højdemeter.

Vejret

Det blæsende vejr, der har præget regionen i de seneste dage, ophører inden mandag, men det betyder ikke, at vejret er godt. Tværtimod vil det blive en regnfuld dag, hvor det ventes at regne gennem hele løbet, og hvor temperaturen ventes at nå 19 grader. Til gengæld vil der kun være en let vind fra nord og nordøst, hvilket naturligvis giver vind fra alle tænkelige retninger på de mange rundstrækninger. På den sidste af disse vil der først være sidemed- og siden sidemodvind, indtil man får medvind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Ser man på profilen, kan Ronde van Limburg synes at være et ganske svært løb. Der er masser af brosten og bakker på menuen, men historien taler sit klare sprog. I 2017 og 2015 lykkedes det ganske vist hhv. Wout van Aert og Björn Leukemans at snyde sprinterne, men det var kun på et hængende år. Derudover er de seneste løb alle endte i massespurter, hvor også endda ret tunge folk har kunnet være med.

Dermed er Ronde van Limburg i virkeligheden bare endnu et af de mange flamske løb, der typisk ender i en spurt. Man må formode, at det også vil være tilfældet denne gang. Ganske vist vil det være regnfuldt, men den vind, der kunne skabe drama, vil være fraværende. Dertil kommer, at de fleste hold møder med en sprinter, og vi vil forvente, at i hvert fald UAE, Wanty, Delko og måske også Wallonie, Corendon og Israel Cycling Academy vil arbejde for en massespurt. Vi vil utvivlsomt se aggression undervejs, og i disse løb kan man aldrig udelukke en overraskelse, men alt taler for, at det bør ende i en spurt i den let stigende og halvtekniske finale, hvor positionering vil være helt afgørende.

Det får os til at pege på Jasper Philipsen som vores favorit. Belgieren skal sammen med Simone Consonni fordele opgaverne på UAE mellem sig, men i et belgisk løb vil vi tro, at der skal stases på Philipsen. Belgieren har i år imponeret dybt med sin høje topfart, der først gav ham en sejr i Tour Down Under, hvor han blandede sig med store navne som Caleb Ewan og Peter Sagan, inden han for nylig var meget tæt på at slå lynhurtige Fabio Jakobsen på 4. etape i Californien. Her viste Philipsen glimrende form, og han har også vist en eminent evne i positionskampen. Med hjælp fra Roberto Ferrari og Consonni vil han have løbets klart bedste tog, og derfor tror vi, at han tager en flot sejr på hjemmebanen.

Læs også

Optakt: Prolog til Tour de Romandie

Det kan imidlertid også blive Simone Consonni, der får æren. Han kørte en fornem spurt på 18. etape af Giroen og kom ud af løbet i god form. Ligesom Philipsen elsker han en stigende spurt efter et hårdt løb, og vi så i Algarve tidligere i år, at Philipsen endte med at køre for italieneren. Måske træffes beslutningen undervejs, men er det ham, der får nikket, kan han glæde sig over, at han med Ferrari og Philipsen vil have forrygende hjælp, og da han samtidig er god i positionskampen, vil han være svær at slå i denne tekniske finale.

Vi betragter Timothy Dupont som den værste trussel mod en sejr til UAE. Det er ganske vist sjældent, at belgieren vinder nu om dage, men han er stadig den måske bedste belgiske sprinter. Senest kørte han fremragende i Dunkerque, hvor han i de fire spurter to gange blev nr. 2 bag Dylan Groenewegen, og samtidig er han god i let stigende finaler efter hårde løb. Positioneringen er ikke som i gamle dage, men med hjælp fra Boris Vallee og Alfdan De Decker, vil han stå godt i kampen mod det stærke UAE-hold.

Eduard Grosu har virkelig etableret sig som sprinter i de seneste uger, hvor han har opnået den konsistens, han hidtil har manglet. Han blev nr. 2 og 6 på etaper i Norge, og i denne uge blev han nr. 3 på sprinteretapen i Luxembourg. Hans topfart er der ingen tvivl om, og han elsker finaler med sene sving, ligesom han virkelig har forbedret sin holdbarhed i år, hvor han har klatret fremragende. Hans store problem er det svage hold, der også kostede ham i Norge og Luxembourg.

Wallonie kommer med den meget formstærke Baptiste Planckaert, der blev nr. 2 i Circuit de Wallonie og vandt Rund um Köln. Begge løb var dog betydeligt hårdere end dette, og spørgsmålet er, om han her kan slå de hurtigere folk. På den anden side viste han i GP Marcel Kint, at han stadig kan køre en mere klassisk spurt, og her har han fordel af den stigende og lidt tekniske finale. Holdet har også den endnu hurtigere Emils Liepins, og han er måske endda deres bedste vinderbud med den fart, han viste med sejren i Coppi e Bartali. Han viste sidste år, at han kan vinde hårde 1.1-løb i Belgien, og han synes endelig også at have fundet klatrebenene. Endelig har holdet den tidligere vinder Kenny Dehaes, men han har intet vist i år og ligner slet ikke en mand med formen til at vinde.

Corendon kommer med Roy Jans, der på det seneste har vist lidt livstegn igen. I Dunkerque blev han nr. 3 og 4 i massespurter, og han blev endda nr. 5 i Scheldeprijs. Han kørte en skuffende spurt i GP Marcel Kint og er ikke helt stabil, ligesom han heller ikke er den mest holdbare. Hans tog er heller ikke det stærkeste, men sidder han rigtigt, har han farten til at gøre det godt.

Israel Cycling Academy kommer med den formstærke Tom Van Asbroeck, der var med fremme i klassementet i både Dunkerque og Norge. I begge løb sikrede han sig også et hav af top 10-placeringer i spurterne, men det kneb med at være med helt fremme. Han har glæde af det stigende opløb og den hårde rute, men spørgsmålet er, om han har farten til at vinde. Holdet har også den hurtigere Rudy Barbier, men han har haft en formsvag periode siden sejren i Loire i marts. Han viste stigende form med sejren i Estland for et par uger siden, men løbet her er langt stærkere besat. På papiret har han farten, men rækker formen?

Roompot stiller med Boy Van Poppel, der egentlig burde elske dette løb med en teknisk og let stigende finale efter et hårdt løb. I Yorkshire kørte han endda nogle fremragende spurter, hvor han gjorde god brug af sine positioneringsevne. Til gengæld faldt han helt sammen i Norge og synes at være i elendig form i disse dage. Holdet har også Michael van Staeyen som plan B, men selvom belgieren har kørt nogle fine spurte på det seneste, er han slet ikke hurtig nok.

En spændende rytter er Metecs Arvid De Kleijn, der har vundet to løb i år og blev nr. 2 samlet i Tour de Normandie, hvor han var i top 10 alle 7 dage. Han udgik desværre af Fleche du Sud efter en skidt præstation, hvilket kan tyde på en eller anden form for helbredsproblem, men han har den helt rette profil til at spurte sig til et godt resultat her.

Jelle Mannaerts har flere flotte resultater i løb på dette niveau, men han har ikke vist meget, siden han blev nr. 7 i Normandiet i den sidste uge af marts. Senest skuffede han fælt i GP Marcel Kint, men han har nu haft et par uger til at finde benene. Han vinder nok ikke løbet, men når man kan blive nr. 3 i Tro-Bro Leon, kan man også vinde her, hvor han sidste år blev nr. 9.

Læs også

Bernal bedre end før det skæbnesvangre styrt: Vil være verdens bedste

Sport Vlaanderen har Amauro Capiot og Milan Menten , men det er svært at se dem tage sejren. Menten har aldrig rigtigt slået igennem og skuffede senest fælt i Norge. Capiot er aldrig kommet tilbage efter sin lange skadespause, og senest havde han det svært i Dunkerque. Begge har top 10-potentiale, men sejren ser ud til at være langt væk.

Endelig vil vi pege på Canyon-mandskabet, der kommer med de lovende sprintere Jacob Hennessy og Alexander Richardson samt de hurtige Andrew Tennant og Robert-Jon McCarthy, samt det australske Sunshine Coast, der har den australske mester Michael Freiberg samt Leigh Howard og Sam Welsford, der også kan spurte.

OPDATERING: Planckaert er ikke til start, og dermed skal Wallonie vælge, om de vil spurte med Liepins eller Dehaes.

***** Jasper Philipsen

**** Simone Consonni, Timothy Dupont

*** Eduard Grosu, Emils Liepins, Roy Jans, Tom Van Asbroeck, Rudy Barbier

** Boy Van Poppel, Michael van Staeyen, Arvid De Kleijn, Jelle Mannaerts, Amaury Capiot, Milan Menten, Kenny Dehaes

* Boris Vallee, Alfdan De Decker, Michael Freiberg, Jacob Hennessy, Alexander Richardson, Andrew Tennant, Robert-Jon McCarthy, Martijn Budding, Luuc Bugter, Leigh Howard, Sam Welsford

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.