Løbets rolle og historie

Det siger kolossalt meget om den indflydelse, Cadel Evans har haft på udviklingen af australsk cykelsport, at et løb med hans navn allerede er etableret og har udsigt til at være en vigtig del af den australske sommersæson i de næste mange år. Den første udgave blev ganske vist mest betragtet som Evans’ eget farvel til professionel cykling, men Tour-vinderen havde meget større ambitioner end det og så begivenheden som noget meget vigtigere. Faktisk har han fra start haft ambitioner om at etablere løbet som sæsonens første store klassiker, og ved brug af sit store kontaktnetværk må han siges at være på rette vej. Allerede i 2016 rykkede løbet fra 1.1- til 1.HC-status, og da UCI senere samme år annoncerede en udvidelse af WorldTour-kalenderen, blev det unge løb det første australske endagsløb i den fineste løbsserie.

Løbets succes skyldes dels et fornemt arbejde fra arrangørerne, dels dets position som del af en stadigt voksende australsk cykelsommer. Således indledes højsæsonen på den anden side af kloden straks efter nytår med Bay Classics og fortsætter med de nationale mesterskaber og Tour Down Under. Herefter kommer Evans’ løb som en perfekt mulighed for klassikerrytterne, der kan teste deres form i et hårdt endagsløb, mens de kan tilbringe yderligere en uge i det gunstige australske vejr i tiden mellem de to WorldTour-løb. Det hele afsluttes med Jayco Herald Sun Tour i næste uge, og dermed kan man nu tilbringe næsten en måned i Australien og samtidig få masser af løbsdage.

Det var naturligvis ikke muligt for et endagsløb at overbevise mange om at rejse om på den anden side af kloden, hvis ikke det var del af en så solid løbsserie. Arrangørerne har imidlertid maksimeret udbyttet af denne synergieffekt, og det er således et ganske imponerende felt, de i 2017 samlede til deres debut på WorldTouren. Deltagelse i de nye WorldTour-løb er ikke obligatorisk for WorldTour-holdene, og mange arrangører har haft vanskeligt ved at overbevise de bedste hold om at møde op, specielt fordi de optjente WorldTour-point i en periode ikke kunne bruges i spillet om de eftertragtede licenser. De problemer har Evans imidlertid ikke haft, og således kunne han præsentere intet mindre end 13 af de 18 bedste hold i 2017. Kun Bahrain-Merida, UAE Team Emirates, Astana, FDJ og Movistar valgte at rejse hjem efter Tour Down Under, og det var et sandt topfelt med store navne som Chris Froome, der endda gjorde sæsondebut i løbet, samt nummer 1 og 2 fra Tour Down Under, Richie Porte og Esteban Chaves, der gjorde Evans ære ved deres deltagelse.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Succesen kunne måske ikke helt gentages i 2018, men arrangørerne kunne fortsat prale af et felt, der ville gøre mange af de øvrige nye WorldTour-arrangører misundelige. Det samme var tilfældet i 2019, hvor man med hele 15 WorldTour-hold satte ny rekord, idet kun Groupama-FDJ, Bahrain-Merida og Movistar rejste hjem efter strabadserne i Tour Down Under. Sådan er det også i år, hvor 15 af de nu 19 hold er med, og det er således kun Movistar, Astana, UAE og Jumbo-Visma er rejst hjem efter Tour Down Under.

Et problem i forhold til at sikre holdenes deltagelse har været, at det kun er et endagsløb. Det var formentlig en af grundene til, at man i forbindelse med overgangen til WorldTouren valgte at supplere selve WorldTour-løbet med et indledende gadeløb allerede om torsdagen inden søndagens finale. Løbet, der har været kendt under navnene Race Melbourne-Albert Park og Towards Zero Race Melbourne gav rytterne mulighed for at holde benene i gang efter Tour Down Under og skabte en folkefest i Melbournes gader, hvor nogle af verdens bedste cykelryttere viste sig frem i et lynhurtigt sprinterløb.

I år har man besluttet sig for at bygge videre på succesen. Det indtil nu lidt uformelle gadeløb får fra 2020 en opgradering, hvor det under navnet Towards Zero Race Torquay er blevet en del af UCI-kalenderen med en position som 1.1-løb. Det her ført til en opgradering af distancen, ligesom rundstrækningen er blevet flyttet ud fra centrum af storbyen Melbourne til kystbyen Torquay, der også passeres under søndagens hovedløb. Naturligvis er der stadig tale om en helt anden type cykelløb end søndagens langt hårdere WorldTour-løb, men med et felt, der er stort set det samme, som det vil være søndag, er det stadig et af de stærkest besatte 1.1-løb på hele året, og med en rundstrækning på nu 13,3 km er der slet ikke længere tale om et gadeløb.

Efter at løbet i de to første år var blevet vundet af Sam Bennett i en massespurt, valgte arrangørerne sidste år at anvende et nyt holdbaseret format i 2019. Anført af Elia Viviani, der scorede flest point af alle, lykkedes det Deceuninck-Quick Step at sejre foran Jumbo-Visma og Bora-hansgrohe. Alle tre hold er med igen i år, men da løbet nu er på UCI-kalenderen og derfor afvikles efter et klassisk endagsformat, skal der denne gang naturligvis findes en individuel vinder igen.

Ruten

Race Torquay har som sagt indtil nu været et opvarmningsgadeløb med den blanding af show og fart, som det indebærer, men overgangen til UCI-status har ført til behovet for ændringer, særligt hvad angår distancen. Hidtil har det været afviklet på Albert Park-motorsportsbanen i Melbourne, men opgraderingen har ført til en beslutning om at flytte det til den nærliggende by Torquay, der ligger ved kysten nogle kilometer syd for storbyen. Samtidig har man droppet gadeløbsformatet og i stedet designet en 13,3 km lang rundstrækning, hvormed det lynhurtige showløb nu er et ”rigtigt” endagsløb i stil med den type rundstrækningsløb, der afvikles over hele verden, særligt i Belgien.

Rundstrækningen har sit udgangspunkt i Torquay, er 13,3 km lang og skal tilbagelægges i alt 10 gange for en samlet distance på 130,0 km (første del af første omgang er neutraliseret). Umiddelbart efter starten ved kysten drejer man mod vest for at køre væk fra vandet og op og ned ad en lille bakke (800 m, 5%), hvorefter man drejer mod nord for at følge et let stigende stykke, der byder på 300 m med. 6% nær toppen, og senere et fladt stykke, der kører vest om selve Torquay by.

Senere drejer man mod nordøst, hvor det begynder at falde let, og det faldende terræn fortsætter, mens man kører mod øst. Nedkørslen slutter med lidt mere end 4 km igen, hvor man drejer mod syd, inden man med 2 km igen tager et sidste sving blødt højresving i en rundkørsel ind på den berømte Great Ocean Road, der leder ned langs havet mod syd og sydvest hele vejen ned til målet i centrum af Torquay. Ved den røde flamme stiger det med 3% over 260 m, inden det falder let mod de sidste 500 m, der er helt flade.

Løbet byder på i alt 1150 højdemeter.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Vejret

Efter et usædvanligt koldt Tour Down Under mødes rytterne langt om længe af den sommervarme, der plejer at præge de australske løb. Torsdag byder nemlig på bagende solskin og en temperatur på 35 grader. Helt stille vil det ikke være, da der vil blæse en jævn vind fra nord. Det giver først sidevind og dernæst et længere stykke med mod- og sidemodvind. Herefter venter endnu et kort sidevindsstykke, inden man får sidemed- og medvind hele vejen ned langs kysten, herunder på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Et nyt løb betyder som udgangspunkt, at man altid skal være lidt varsom med spådommene, men der burde nu ikke være så meget diskussion om Race Torquay. Ganske vist er det et ”rigtigt” landevejsløb og ikke bare en slags gadeløb som dets forgænger, der ikke var en del af UCI-systemet, men derudover er der mange ligheder mellem det gamle og det nye løb. Løbet er stadig kort, og de godt 1000 højdemeter kan ikke skræmme mange i et professionelt felt, heller ikke i januar måned.

Det gamle løb var for de fleste mere end noget andet opvarmning til Cadel Evans Great Ocean Race, der som WorldTour-løb er langt, langt vigtigere. Denne gang er der UCI-point på spil, og vi kan derfor vente en lidt mere alvorlig tilgang til tingene, men for de fleste handler det om at holde benene i gang mellem afslutningen på Tour Down Under og søndagens vigtige opgave. Kombinerer man det med de ekstreme temperaturer, som langt om længe melder sin ankomst, kan man vente, at aggressionsniveauet formentlig er begrænset.

Der er helt sikkert også hold, der benhårdt går efter sejren. Det gælder for Deceuninck og Lotto med hhv. Sam Bennett og Caleb Ewan, og de to hold vil utvivlsomt arbejde benhårdt for den ventede massespurt. Måske får de hjælp af Cofidis, hvis Elia Viviani føler sig ovenpå igen, men derudover er det slet ikke utænkeligt, at også Israel Start-Up Nation med André Greipel giver en hånd med. Dermed burde der være masser af interesse i at holde tingene under kontrol.

Med de varme betingelser forventer jeg et roligt løb. Et tidligt udbrud med nogle af de sprinterløse hold som Ag2r, Bahrain, CCC og Trek samt måske også Mitchelton og Ineos og naturligvis også de to små hold, landsholdet og Team Bridgelane, vil formentlig blive dannet uden de store sværdslag. Herefter vil de nævnte sprinterhold kontrollere situationen og sikre, at det ender i en spurt. Vinden er ikke helt uden betydning, men de to sidevindsstykker er så korte, at den ikke kommer i spil.

Dermed er der lagt op til en massespurt efter et kort, let løb. Opløbet er uhyre enkelt, og dermed er der masser af plads til at lade farten tale i en lynhurtig spurt med masser af medvind. Det er altså et løb for de rene sprintere med den højeste topfart, og holdet vil spille en mindre rolle. En udfordring er dog varmen, der helt sikkert kan spille mange et puds efter en start på den australske sommer med masser af usædvanligt køligt vejr.

På forhånd ligner det et opgør mellem Caleb Ewan og Sam Bennett, og det er meget vanskeligt at pege på en favorit. Efter nogen overvejelse er jeg imidlertid endt på at pege på australieren. Normalt har Bennett ellers været den hurtigste af de to, men det var der endt rundt på i Tour Down Under, hvor det i deres eneste virkelige opgør på 4. etape ikke var tvivl om, at Ewan var hurtigst. I det hele taget viste den lille australier superform i etapeløbet, hvor han rundede det hele af med et yderst overbevisende forsøg på at sidde med de bedste længe på Willunga.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Løbet her er kort og let og dermed ikke just Ewans kop te. Siden sidste sommer har han dog genfundet sine evner i de lette sprinterløb også, hvilket han senest viste med sejren i Schwalbe Classic. Udfordringen er et tog, der ikke kan matche Deceunincks, men som vi så på 4. og 5. etape har han forfinet kunsten at finde hjulet på Bennett i finalen. Det er sandsynligt, at ireren igen afleveres perfekt af Michael Mørkøv, men er farthierarkiet som i fredags, vil Ewan nok engang kunne gå forbi. Derfor er han min favorit.

Hans værste rival er utvivlsomt Sam Bennett. I 2019 var der ingen tvivl om, at ireren var hurtigere end Ewan, men det var der som sagt vendt rundt på i sidste uge. Omvendt sluttede Bennett meget overbevisende af med en fremragende spurt på 5. etape, hvor den fejlslagne positionering dog betød, at det var lidt svært helt at vurdere styrkeforholdet mellem de to storfavoritter. Bennett er egentlig også bedre i lidt hårdere løb, men hans høje fart gør ham også farlig i dette løb.

Hans vigtigste våben er det suveræne tog. Måske betyder det ikke helt så meget i denne finale, men han kan nok engang forvente at blive afleveret perfekt af Shane Archbold og Mørkøv, som det skete på både 1. og 2. etape i sidste uge. Herefter er det op til Bennett at vise, at han efterhånden har fundet en form, der gør i stand til igen at slå Ewan. Udfordringen er varmen, der meget ofte har spillet ham et puds, og denne gang har han ikke haft megen tid til at vænne sig til den. Det ændrer dog ikke på, at han bliver svær at slå, hvis han har samme fart som i lørdags.

Løbets tredje topsprinter er Elia Viviani, men der hersker store spørgsmålstegn ved europamesteren. Styrtet i onsdags svækkede ham voldsomt i Tour Down Under, hvor han slet ikke havde benene i spurten på 4. etape og blev sat af på bakken på 5. etape. Nu har han imidlertid haft en uges tid til at komme sig, og efter Tour Down Under var han ret optimistisk forud for de to løb i denne uge. Desværre skuffede han også i de to spurter, han faktisk kørte i frisk tilstand, men til gengæld kan han glæde sig over, at Simone Consonni både i Schwalbe Classic og på 4. etape kørte fremragende lead-outs. Han ligner manden, der kan udfordre Mørkøv, og sætter han en frisk Viviani godt op, er sejren stadig mulig. Er Viviani ikke på toppen, vil Consonni få chancen, men han har ikke farten til at vinde en flad boulevardspurt som denne, selvom han gjorde det pænt på 5. etape forleden og er god til at positionere sig.

André Greipel skulle slet ikke have kørt dette løb, men efter et særdeles vellykket Tour Down Under har han skiftet mening. Nu går han efter sejren igen i de kommende to løb, og her er det nok torsdag, at han har den bedste chance. Greipel viste nemlig lidt af sin gamle fart i Tour Down Under, efter at bakteriesygdommen er blevet fortid, og havde det ikke været for en ringe position på særligt 1. etape, men også på 4. etape var det blevet til endnu mere. Denne gang er opløbet heldigvis helt, helt enkelt, og hans tog med Alex Dowsett, Omer Goldstein, Guillaume Boivin, Mihkel Raim og Rick Zabel ser ganske potent ud. En powerspurt i medvind burde være skabt til Greipel, er her virkelig får chancen for at vise, at han stadig har i hvert fald noget af sin gamle topfart.

Den anden rytter, der virkelig imponerede med sin topfart i Tour Down Under, var supertalentet Alberto Dainese. Særligt på 4. etape, hvor han kom igennem det meget sene sving i en ringe position, var det imponerende at se, hvordan den kommende italienske sprinter blæste forbi en masse rivaler. Hans problem har været positionskampen, hvor hans uerfarne tog med Asbjørn Kragh og Max Kanter har haft det svært, men den betyder heldigvis mindre i dette opløb. I det hele taget er det et kort, let løb, der burde passe en ren sprinter som ham, og hans manglende holdbarhed koster ham ikke meget her. Spurter han, som han gjorde i fredags, kan han formentlig være meget tæt på de bedste.

Giacomo Nizzolo blev en overraskende vinder af 5. etape af Tour Down Under. Trods sejren viste det australske løb dog stadig, at han fortsat har et stykke vej, inden han har den fart, han havde inden sine mange knæskader. Desværre er hans engang så eminente positionering heller ikke, hvad den var engang, men i den tekniske finale på 5. etape, hvor rivalernes tog var svækkede, lykkedes det ham alligevel at sikre sig så gunstig en position, at han med en smart manøvre af Ryan Gibbons kunne tage sejren. Det bliver vanskeligere i dette enkle opløb, hvor det i højere grad er farten, der taler, og toget med Danilo Wyss, Rasmus Tiller og Ryan Gibbons havde det svært på de rene sprinteretaper i den seneste uge. Det ændrer dog ikke på, at Nizzolo én gang har vist, at han har farten til at gøre det færdigt, hvis han kan tilkæmpe sig en bedre position end de hurtigste rivaler.

Bora skal nok engang vælge, om de vil køre for Martin Laas eller Erik Baska. I Tour Down Under kørte de på 1. etape for Baska, mens det på 4. etape var Laas’ tur, indtil han meldte om dårlige ben og gav stafetten videre til slovakken. I finalen blev de dog væk fra hinanden, og så endte Laas alligevel med at klare sig bedst. Med andre ord har esteren endnu ikke haft sin rigtige chance, og dermed kunne meget tale for, at han skal have den denne torsdag. Hans mange sejre i et fremragende 2019 viser, at han er lynhurtig i disse lette sprinterløb, som han vandt mange af i Asien, og her har han et af de bedste tog med Baska, Michael Schwarzmann og Jay McCarthy. Det skal blive interessant at se, hvor langt farten rækker. Det kan dog også sagtens blive endnu en spurt for Baska, der gjorde det overraskende godt med 3. pladsen i Tanunda. Her viste han gode evner i positionskampen og lidt af sin gamle fart, og finder han det rette hjul, kan han måske gå på podiet igen.

EF kan tage fra Tour Down Under med blandede fornemmelser. På den ene side blev Kristoffer Halvorsen kørt over i massespurterne, men på den anden side var toget med Jonas Rutsch, Mitch Docker, Tom Scully og Jens Keukeleire overraskende godt. Til dette løb er de endda blevet yderligere styrket af Magnus Cort, der gør debut for holdet og bør kunne gå direkte ind i toget. Kan de gentage bedrifterne fra Schwalbe Classic og 1. etape burde den i forvejen positioneringsstærke nordmand nok kunne starte spurten fra en af de bedre positioner. Desværre er det nok tvivlsomt, om han kan gøre det færdigt i en så ukompliceret finale, men som Nizzolo viste i Victor Harbor, kan meget ske, hvis de store sprinterhold kikser.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

En af taberne i Tour Down Under var Marc Sarreau. Franskmanden var åbenlyst milevidt fra sin bedste form, men der var dog ét lyspunkt. Hans på papiret fremragende tog med Mickael Delage, Fabian Lienhard og ikke mindst Jacopo Guarnieri spillede nemlig virkelig med musklerne på 4. etape, hvor Sarreau ikke kunne have ønsket sig en bedre position. Desværre manglede han masser af fart, og derfor bliver det svært at vinde i denne finale, der primært handler om netop fart. Heldigvis burde formen være i fremgang, og normalt er Sarreau ganske hurtig. Et godt lead-out fra Guarnieri kan i hvert fald nok engang give ham en fremragende position.

Mitchelton-Scott har skiftet en del ud i truppen siden Tour Down Under og har hentet unge Kaden Groves ind som den formodede kaptajn til dette løb. På U23-scenen var han en ganske lovende sprinter med flere fine resultater, og da han mod slutningen af 2019 blev en del af Mitchelton fik han også en fin top 10 i Brussels Cycling Classic. Han arbejdede fint for holdet ved de nationale mesterskaber og meldes i fin form, men løbet her er måske en anelse for let til at passe ham optimalt. Til gengæld er toget med Cameron Meyer, Dion Smith og Daryl Impey slet ikke værst, og med et godt lead-out kan han gøre det hæderligt.

Bridgelane får her en stor chance med den meget spændende Jensen Plowright . Australieren kommer direkte fra New Zealand Cycle Classic, hvor han viste stor fart i spurterne med både etapesejr og førertrøje. Hans erfaring i UCI-løb er stadig begrænset, men han synes at have masser af fart. Han har Nicholas White til at hjælpe sig i positionskampen, der formentlig bliver hans største udfordring.

Det bliver også interessant at følge landsholdet, der stiller med den unge Blake Quick, der i Asien har vist, at han er lige så hurtig, som navnet antyder. I november vandt han pointtrøjen i det sprintervenlige Tour of Fuzhou, og han har vist, at han mestrer korte, lette sprinterløb. Dette er i særklasse hans sværeste løb nogensinde, men det skal blive interessant at se, hvor hurtig han er, når modstanden er af denne kaliber. En udfordring er positioneringen, men her kan han få hjælp af erfarne Steele von Hoff, der efter et år på sidelinjen er tilbage. Han kan også selv ende med at spurte, men på baggrund af præstationen ved mesterskaberne må det være naturligt, at han arbejder for sin på papiret hurtigere holdkammerat.

Derudover vil Ineos sikkert med deres stærke tog forsøge sig med Chris Lawless, men han mangler fart og form til et let løb som dette. Mads Pedersen får chancen for Trek, hvor han har god hjælp af Kiel Reijnen og Koen De Kort, men også for ham er løbet for let, som det også gælder for Andrea Vendrame hos Ag2r. Efter tabet af den skadede Szymon Sajnok kan CCC måske prøve med Francisco Ventoso eller Lukasz Wisniowski , mens Marco Haller måske vil spurte for Bahrain.

OPDATERING: Magnus Cort stiller ikke til start.

***** Caleb Ewan

**** Sam Bennett, Elia Viviani

*** André Greipel, Alberto Dainese, Giacomo Nizzolo, Martin Laas

** Kristoffer Halvorsen, Erik Baska, Marc Sarreau, Kaden Groves, Simone Consonni, Jensen Plowright, Blake Quick

* Chris Lawless, Max Kanter, Ryan Gibbons, Mads Pedersen, Steele von Hoff, Andrea Vendrame, Marco Haller, Lukasz Wisniowski

Danskerne

Efter et løb som hjælper bør Mads Pedersen være kaptajn for Trek, men han får svært ved at vinde et let sprinterløb som dette. Michael Mørkøv kommer nok engang til at spille en nøglerolle som sidste mand for Sam Bennett på Deceuninck. Asbjørn Kragh er tredjesidste i Alberto Daineses Sunweb-tog.