Løbets rolle og historie

Mens foråret tilbyder en blanding af etape- og endagsløb, og første del af sommeren udelukkende handler om etapeløb, er anden halvdel af sæsonen for endagsryttere. Efter Tour de France er Vuelta a Espana det eneste store løb for grand tour- og etapeløbsspecialister, mens sensommeren og efteråret omvendt er fyldt med endagsløb i mange dele af Europa. Højdepunktet er Il Lombardia, og RideLondon Classic, Clasica San Sebastian, EuroEyes Cyclassics, Bretagne Classic og de canadiske løb tilbyder også vigtige WorldTour-point. Listen inkluderer tillige historiske løb som Paris-Tours, Giro dell’Emilia, Tre Valli Varesine og Milano-Torino, og kalenderen byder på meget alsidigt terræn med muligheder for sprintere, klassikerspecialister og endda klatrere.

I tillæg til de større løb er der mange mindre begivenheder. De to store klassikernationer, Belgien og Italien, har traditionelt haft en ekstremt righoldig kalender af mindre semiklassikere, men i dag er mange af de italienske løb forsvundet. Det forholder sig anderledes i Belgien, hvor den økonomiske krise har været knap så hård, og det meste af det fascinerende belgiske efterårsprogram er intakt.

Serien af semiklassikere startede i slutningen af juli med GP Cerami og blev intensiveret med fem løb i den anden halvdel af august. Den kulminerede først i september med Brussels Cycling Classic, det klart største løb, dagen ind Antwep Port Epic, og efter en lille pause fortsættes der nu med en travl uge, der byder på hele fire løb på bare fem dage. Først gjaldt det onsdagens GP de Wallonie, på fredag får sprinterne chance i Kampioenschap van Vlaanderen, og det hele slutter i weekenden med det småkuperede Primus Classic Impanis-Van Petegem og det relativt nye, men ret flade Gooikse Pijl.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Løbsblokken kommer på et helt perfekt tidspunkt for ryttere, der forbereder sig til VM. De har en placering mindre end to uger før linjeløbet i Yorkshire, og for ryttere, der kørte i Canada og England i den forgangne uge, er det den perfekte chance for at finpudse formen yderligere. Sidste år var løbene lidt ramt af, at hele kalenderen var rykket en uge i forhold til VM, og derfor blev de afviklet midt under Vueltaen, men i år er de tilbage i samme stærkt besatte format, som vi kender, og mens onsdagens løb ligger lidt for tæt på de canadiske klassikere til at tiltrække mange af VM-stjernerne, der i år næsten alle kørte i Nordamerika, vil weekendens løb have adskillige topnavne til start.

Ugens tredje løb er Primus Classic. Modsat de to foregående begivenheder, der begge har en lang og glorværdig historie, er der tale om en relativt ny opfindelse. Ikke desto mindre har det i UCI-hierarkiet størst prestige, da de ambitiøse arrangører har fået det til at vokse hurtigt, og det er nu det sidste 1.HC-løb på den belgiske kalender. Det betyder også, at det ofte har haft et stærkere felt end mange af de andre belgiske efterårsløb, og man har altid langt flere WorldTour-hold til start.

Primus Classic blev første gang afviklet i 1982 som en hyldest til Raymond Impanis og blev afviklet nær hans fødeby Berg. Efter et første år i byen Haacht blev det flyttet til en rute mellem Kampenhout og Sint-Niklaas, og senere ændredes målbyen til Belsele. Uheldigvis forsvandt det fra kalenderen i 1994, men i 2005 genskabte en ambitiøs arrangørgruppe løbet, først som et juniorløb og et år senere som et løb for eliteryttere uden kontrakt. I 2011 blev det igen et professionelt løb og blev nu også associeret med en anden belgisk stjerne, Peter Van Petegem, hvorfor man igen ændrede navnet. I det første år var det et 1.2-løb, men i 2012 fik det 1.1-status, og nu er det endda et 1.HC-løb. Det starter nu i Brakel, Van Petegems fødeby, og slutter i Haak. I 2013 fik det sit nuværende navn, da Primus trådte ind som sponsor.

I de tidlige år havde det mange berømte vindere som Jelle Nijdam, Allan Peiper, Eric Vanderaerden og Phil Anderson, og efter dets tilbagevenden til den professionelle kalender har det hurtigt genvundet sin prestige. Allerede i 2012 sejrede André Greipel, og siden er det blevet vundet af Sep Vanmarcke, Greg Van Avermaet, Sean De Bie, Fernando Gaviria og Matteo Trentin, hvilket understreger dets status som et af de største efterårsløb i Belgien.

Vinderlisten afspejler tydeligt, at det er en typisk flamsk klassiker. Der er brosten og hellingen - korte, stejle stigninger - på programmet, og de bidrager til at gøre løbet selektivt og giver klassikerstjerner som Vanmarcke, Van Avermaet og Trentin en mulighed for at gøre en forskel. Finalen er imidlertid flad, og derfor har stærke sprintere også en chance, som Greipels og Gavirias sejre vidner om.

Løbet har fundet sin plads som i weekenden inden VM, hvor det for mange er en perfekt bro mellem løbene i Canada og VM. Ser man bort fra sidste år, hvor en kalenderændring betød, at det blev afviklet under Vueltaen og havde et betydeligt svagere felt, har den position samt den ekstra prestige i UCI-hierarkiet gjort, at løbet har været usædvanligt stjernebesat for et mindre belgisk UCI-løb med en kort historie. Det gælder særligt i år, hvor dets status som VM-forberedelse når nye højder med et felt, der tæller tre af VM-løbets største favoritter i form af Peter Sagan, Mathieu van der Poel og igen Van Avermaet, der deltager år efter år.

Sidste år betød den lidt anderledes kalender som sagt, at feltet var knap så stærkt, men det gjorde det bare endnu vanskeligere for LottoNL-Jumbo at samle det til den ønskede spurt md Dylan Groenewegen. I stedet hold fem mand akkurat feltet stangen med bare 6 sekunder, og blandt dem var Taco van der Hoorn den hurtigste, da han tog endnu en stor sejr i et stærkt efterår ved i nævnte rækkefølge at spurtbesejre Huub Duijn, Frederik Frison, Aime de Gendt og Ruben Guerreiro. Van der Hoorn gjorde imidlertid først fredag comeback efter en skadespause og forsvarer ikke titlen på et Jumbo-hold, der igen stiller med Groenewegen, ligesom Frison heller ikke får mulighed for at jagte endnu en podieplads, men Duijn er nok engang med for Roompot.

Ruten

Den 22. udgave af Primus Classic afvikles på en rute, der er stort set identisk med den, der er blevet benyttet i de tre seneste udgaver. I år skal der tilbagelægges 197,0 km mellem Brakel og Haacht, og der er tale om en typisk flamsk affære med hele 15 små hellingen, der er spredt ud over ruten, mens man skærer igennem De Flamske Ardenner.

Fra starten i Brakel kører man mod sydøst, og med det samme melder stigningerne sig.  Således skal man over Tenbosse (800 m, 4,2%) efter 0,9 km, Zonnebloemstraat (800 m, 5,7%) efter 10,8 km og Rue de St-Marcoult (600 m, 2,7%) efter 31,0 km. Herefter venter en lille rundstrækning med Rue Arthur Brancart (900 m, 5,6%) efter 64,5 km, inden man snor sig videre mod øst via Rue de Nivelles (1100 m, 4,9%), Rue de Haut-Ittre (600 m, 3,7%), Rue de Noirhat (600 m, 7,2%), Rue de l’Arbre de Justice (400 m, 6,4%) og Rue de Corbais (800 m, 3,1%), der kommer efter hhv. 85,2 km, 93,3 km, 117,5 km, 124,1 km og 131,0 km.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Efter den sidste af disse stigninger drejer man mod nord med retning mod målbyen. Her venter den lille brostensbakke Chemin du Relais (800 m, 3,1%) og Chausee d’Ottemberg (700 m, 6,8%), der er placeret med hhv. 58,5 km og 50,3 km igen. Herefter skal man som noget nyt over den brostensbelagte Moskensstraat (500 m, 6,9%) med 43,6 km igen, inden det gælder Hoolstheide (800 m, 5,7%), Horenberg (400 m, 7,0%) og Hulstbergstraat (0,5 km, 3,1%), der har top med hhv. 41,1 km, 34,3 km og 17,4 km til mål. Efter den sidste stigning fortsætter man via en snoet og teknisk men ret flad vej mod nordvest og nordøst frem mod Haacht. Her venter en helt flad, men meget teknisk finale med hele 7 skarpe sving på de sidste 2500 m, det sidste med knap 1 km igen.

Løbet byder på i alt 1693 højdemeter, hvilket er ca. 150 mere end sidste år.

Sammenlignet med sidste år er der foretaget en stribe mindre modifikationer, der primært betyder, at antallet af hellingen øges fra 13 til 15, og at løbet er knap 5 km længere. En tidlig stigning udgår til fordel for de nye Rue de Noirha, Moskensstraat og Horenberg, den næstsidste stigning, mens den sidste udfordring, Hulstbergstraat, kommer ca. 2 km tættere på mål. Grundlæggende er forandringerne dog ganske beskedne.

Vejret

I et klassisk flamsk løb som dette er et studium af vejrudsigten næsten lige så vigtig som rutekendskab, men det ser ud til, at dette løb næsten lige så godt kunne være afviklet om sommeren. Ligesom i Danmark kulminerer pustet af varme nemlig i weekenden, hvorfor rytterne kan se frem til en skyfri dag med en temperatur på hele 25 grader. Helt stille vil det ikke være, men der vil alligevel blot være en let til jævn vind fra øst og til sidst sydøst. Det giver mod- og sidemodvind, indtil man med ca. 60 km igen drejer ind i sidemedvind det meste af det resterende stykke. Med knap 10 km igen drejer man ind i sidevind, hvilket var ved stort set resten af vejen, kun afbrudt af et ganske kort medvindsstykke lige inden de mange sving i finalen, hvorefter der atter er sidevind, herunder på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Historien viser tydeligt, at Primus Classic ikke nødvendigvis er det klassiske sprinterløb, man ofte ser i tilsvarende belgiske semiklassikere. I de senere år har det faktisk været undtagelsen, at sprinterne er kommet til fadet - faktisk er det siden den reelle genfødsel af løbet i 2012 kun sket to gange - og blandt andet er sprinterne nu to gange i træk blevet snydt. I 2017 skyldtes det en overmenneskelig Matteo Trentin, men sidste år var det kun med nød og næppe, at fem mand holdt sig fri. Der er med andre ord langt fra nogen garanti for, at det er de hurtige folk, der får det sidste ord lørdag, og det kan gå begge veje.

Ruten er ændret en anelse i forhold til tidligere. Antallet af hellingen er øget fra 13 til 15, men ændringerne synes marginale. Naturligvis spiller det en rolle, at man får Horenberg lagt ind som en sidste chance for at gøre en forskel, men den kommer stadig 34,3 km. Derfra er det kun den næsten ligegyldige Hulstbergstraat, der kan gøre en forskel, og med mere end 30 lette kilometer til sidst er det egentlig ret bemærkelsesværdigt, at der så sjældent har været en spurt.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Bestemmende for løbets udfald er først og fremmest to forhold: vejret og feltets sammensætning. I år kunne begge dele tale for en spurt. Vejret er uhørt godt for en dag i slutningen af september, og selvom vindretningen egentlig er ”rigtig” de sidste 60 km, kan man tvivle på, om blæsten er kraftig nok til at spille en rolle. Snarere vil modvinden på de første 140 km nok have den effekt, at løbet bliver lettere.

Allermest interessant er det, hvad rolle det uhyggeligt stærke felt vil spille. Alle øjne vil være rettet mod Mathieu van der Poel, Peter Sagan og Greg van Avermaet, for hvem det er sidste eller næstsidste test inden VM. Selvom de to førstnævnte egentlig fint kunne satse på en spurt, må man formode, at der skal graves dybt, og derfor forventer vi lidt af et stjerneshow i den hårde sektion, der indledes med ca. 80 km igen. Problemet er bare, at feltet næsten er for stærkt til denne ret lette rute. Det virker helt usandsynligt, at de tre giganter kan sætte hinanden i denne slags terræn, og det virker også stærk usandsynligt, at disse småbakker kan bringe folk som Jasper de Buyst, Jasper Stuyven, Mike Teunissen og Amund Grøndahl Jansen meget ud af fatning. I dette løb er træning måske nok mere vigtigt end resultatet, og derfor er der vel en større chance for, at de bedste kan samarbejde, end vi så det i Canada forleden, men hvis Teunissen og Jansen beslutter sig for at sætte sig på hjul for at beskytte Groenewegen, må der være grænser for, hvor harmonisk en gruppe, der kan etableres.

Et løb som dette er imidlertid også meget taktisk, og hvis der i bakkerne etableres en favoritgruppe, kan der sagtens snige sig en gruppe outsidere afsted, og de kan blive ganske vanskelige at hente, hvis de kan samarbejde. Problemet er bare, at de i hvert fald gerne skulle have folk med fra helst to af holdene Deceuninck, Bora eller Jumbo, der med sikkerhed i modsat fald vil være klar til at arbejde for en spurt. De vil sagtens kunne finde allierede i Dimension Data, Sunweb, Direct Energie, Wanty og måske endda Corendon, og dermed vil der næsten altid være hold til at jagte. Denne gang kan man frygte, at de stærkeste er så gode, at de neutraliserer hinanden, og at det stærkere sprinterfelt vil gøre jagten mere organiseret, end den var det sidste år, hvor alle kørte mod Groenewegen og hans mandskab.

Derfor hælder vi til, at det i år skal afgøres i en spurt, men naturligvis kun efter et hårdt og opslidende løb. Selve finalen er tillige ganske teknisk med de mange sving, inden man rammer den knap 1 km lange opløbsstrækning. Med andre ord er det på en dag som denne, at et godt tog kan være helt afgørende.

Derfor vil vi pege på Dylan Groenewegen som vores favorit, men denne gang bliver det ingen smal sag for hollænderen at vinde. Sidste år havde han dog ingen problemer med at klare bakkerne, og for en mand, der har vundet Kuurne-Bruxelles-Kuurne, er udfordringerne her til at håndtere. Formen kan være lidt svær at vurdere, fordi han ikke fløj op ad stigningerne i England i sidste uge, men han vandt alligevel hele tre etaper og var urørlig i spurterne. Med otte gode løbsdage i benene er han formentlig nu endnu bedre, og modsat sidste år bakkes han op af et fremragende hold. Således støttes han af sit faste tog med de formstærke Amund Grøndahl Jansen og Mike Teunissen, og denne gang kommer Danny van Poppel oveni som ekstra flødeskum. Sidste år brændte holdet sammen inden finalen, men denne gang burde Groenewegen kunne være omgivet af nogle meget stærke folk, og det vil være afgørende i denne tekniske finale. På papiret er det kun Fabio Jakobsen, der kan matche hans fart, og derfor tror vi, at han endelig får den sejr, han gik glip af i 2018 og i 2017, hvor sygdom om morgenen tvang ham til at droppe løbet.

Det er naturligvis spændende at se, hvordan Bora griber løbet an, når de har både Pascal Ackermann og Peter Sagan i truppen. Det logiske vil være at gøre, som det var planen i Hamburg, og som man også må formode, at de to stjerner vil gribe deres VM-løb an. Her kan vi vente os at se en offensiv Sagan og en Ackermann, der sparer sig til spurten, og det vil være en helt oplagt strategi at benytte her også. Der er nemlig ingen tvivl om, at tyskeren er den hurtigste af de to, og det vil derfor være helt oplagt at lade Sagan brænde krudtet af undervejs, hvorefter han kan køre spurten for Ackermann. Sker det vil tyskeren have et næsten guddommeligt tog med Sagan og Rudiger Selig, der som lead-out man tilhører den absolutte elite, og det er afgørende i denne tekniske finale. Samtidig kom Ackermann tilbage på sporet efter en sløj indsats Hamburg, da han vandt en etape i Tyskland og fik en 2. plads i Bruxelles, hvor han var stærkeste mand, men skæv på den i sin timing, og sejr i Fourmies. Faktisk virkede han meget overbevisende i begge løb, og derfor skal Groenewegen sidde klos op ad ham, hvis han skal forbi den stærke tysker.

Det betyder dog ikke, at Sagan er ude af billedet - Sagan er jo Sagan - og det kan sagtens ende med, at de kører hver deres spurt. I en teknisk finale efter et hårdt løb er slovakken altid farlig, men størst chance for at vinde har han dog, hvis løbet bliver så hårdt, at vi undgår den store massespurt.

Løbet er lidt af en sjældenhed i den forstand, at Deceuninck-Quick Step kommer med et af de svagere hold. Mikkel Honoré, Tom Declercq og Pieter Serry kan måske spille en rolle i et lidt hårdere løb, men at de skulle sætte Sagan, Van der Poel og co. til vægs, er usandsynligt. Derfor må man formode, at de vil arbejde målrettet for en spurt med Fabio Jakobsen, der måske er den mindst holdbare af feltets store sprintere, men som netop er kommet så godt igennem en knaldhård Vuelta, at han endda slog Sam Bennett i Madrid. Bakkerne her er ikke for svære for en formstærk Jakobsen, men man kan frygte, at løbet kommer lidt for tæt på den spanske grand tour, især fordi han også kører løb fredag. På den anden side kørte han stærkt i den tredje uge, og da unge ryttere ofte får en boost af en første grand tour, kan man håbe, at det styrker ham allerede nu. Så sent som i Polen Rundt var han hurtigere end Ackermann, og juryen er stadig ude i forhold til hans chancer i et direkte opgør med Groenewegen. Udfordringen er derimod hans dårlige positionering, som kan blive katastrofal i en teknisk finale, når han skal slås med Jumbo og Bora.

En teknisk finale efter et relativt hårdt løb bør være en gave for Giacomo Nizzolo, der siden Slovenien i juni har lignet sig selv igen. I august kørte han fremragende i nogle meget hårde finaler i Burgos, og han blev nr. 3 bag Viviani og Ewan i WorldTour-løbet i Hamburg. Siden har han kun kørt i Bretagne, hvor det ikke uventet var lidt for hårdt, men han må formodes at være klar til at bygge videre på sit momentum. I Hamburg viste han, at han nærmer sig den fart, der tidligere gav ham to pointtrøjer i Giroen, og at hans eminente positionering også er ved at være der igen. Mark Cavendish og Bernhard Eisel sidder næppe med hele vejen, men har han Reinardt van Rensburg til at køre sig frem, bør det være nok til at vise at han for alvor er tilbage. Med den form, han viste i Tyskland, vil Van Rensburg kunne køre offensivt, og med sin fart vil han være en vinderkandidat, hvis en gruppe sniger sig væk i eller efter bakkerne.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Skal man pege på den mest sandsynlige vinder blandt de tre store favoritter, må det være Mathieu van der Poel. Med sine tre etapesejre og den samlede triumf i England gjorde hollænderen intet for at dæmpe forventningerne forud for VM, og han er åbenlyst i fremragende form. Som sagt er det bare meget tvivlsomt, om ruten her er svær nok til, at han kan komme væk, specielt fra Sagan, der på stregen må vurderes at være hurtigere. Til gengæld har han ikke en anden sprinter på holdet, og dermed vil han også kunne tage en fuldbyrdet chance i en spurt. Det bliver svært mod Groenewegen, Ackermann, Jakobsen og co., for i England og Norge har vi klart set, at Van der Poel i klassiske massespurter har sine begrænsninger - overraskende nok også i positionskampen, hvor han ikke er knivskarp. Til gengæld viste han også på 8. etape i England, at han efter en hård dag godt kan slå på papiret hurtigere folk, og det vil han naturligvis kunne gøre igen.

På det seneste har Trek været et af verdens bedste lead-out-hold, ikke mindst fordi Mads Pedersen har udviklet sig til at være lidt af en specialist i den disciplin. Denne gang er det enten Jasper Stuyven eller Edward Theuns, der skal drage fordel af danskerens evner, og kombinerer man de tre med Alex Kirsch, der har været eminent i rollen som tredjesidste mand, samt Koen de Kort, taler vi om et tog, som vil kunne gøre Bora og Jumbo misundelige. Problemet er bare, at de mangler supersprinterne til at gøre det færdigt, og både Stuyven i Touren og Tyskland og Theuns i BinckBank Tour og Vueltaen har måttet sande, at de mangler en del mod de hurtigste. Begge er de dog holdbare og kan glæde sig over et hårdt løb, og vi har set, at Theuns flere gange har udnyttet sit tog til at gå på podiet. Begge er stærke nok til også at køre offensivt, men der er ingen tvivl om, at det er formstærke Stuyven, som senest køre fornemt i Vallonien i onsdags, der er truslen, hvis Sagan og co. åbner op. Skal de vinde, er det i et hårdt løb, at chancerne er størst, men toget giver dem også en mulighed i en spurt, hvor det er åbent, hvem der køres for - en beslutning, der sikkert først tages undervejs. Det kunne dog være Theuns, hvis Stuyven i stedet skal forsøge at køre mere offensivt. Efterhånden har Mads Pedersen også et niveau, hvor han kan køre offensivt, ligesom Toms Skujins også kan det, men det bliver svært at vinde i dette selskab.

Løbets joker kan være Niccolo Bonifazio. Italieneren blev langt om længe sig selv igen i løbet af Touren, hvor han spurtede fremragende i den sidste halvdel, og han fortsatte med sine to sejre i Belgien i august. Derefter har han imidlertid været igennem en formkrise, men han så bedre ud i Coppa Bernoccji, indtil han styrtede. Med kort varsel blev han hentet ind til fredagens Kampioenschap van Vlaanderen forså blot at blive taget af startlisten igen fredag morgen. Var det sygdom? Eller fik han bare tilbage til den oprindelige plan? Hvis han er på toppen, har han igen farten til at true de bedste, ikke mindst i en teknisk finale. Hvis ikke har Direct Energie Thomas Boudat til en spurt, men han får aldrig positioneret sig i svingene, og derfor skal de i offensiven med en efterhånden formstærk Niki Terpstra , der dog ikke passer til løbet, og en stadig formsvag Anthony Turgis.

En af de største skuffelser i Tour of Britain var vel, at Cees Bol spurtede så dårligt. Én ting er, at han positionerer sig ringe - det vidste vi i forvejen - men det var bestemt ikke brillant, at han på sidste etape blev regulært overspurtet af Van der Poel. Hollænderen viste imidlertid fremragende form på bakkerne, og hans speciale har netop været spurte efter hårde løb, som vi så med sejrene i Nokere Koerse og Australien. Desværre har han et ungt og urutineret hold til at støtte sig, og kobler man det med hans ringe positionering, er det svært at være meget optimitisk. Holdet har også Max Walscheid , der synes at være kommet ud af Vueltaen i fornem form, men meldingen fra mandskabet er, at der satses på Bol i dette kuperede løb.

4, 1, 7, 6, 10, 7, 4, 2, 5, 2 og 3. Det er resultaterne i de massespurter, Timothy Dupont har kørt, siden han i slutningen af juni blev nr. 2 ved de belgiske mesterskaber. Det vidner om, at belgieren efterhånden er ved at være sig selv igen, og selvom han ikke er den sejrsmaskine, han var i 2016, er han igen blevet en ganske habil og ikke mindst stabil sprinter. Han er i storform, efter at han blev nr. 3 i grusvejsløbet i Antwerpen, og han har vist, at han kan klare bakkerne, da han sidste år vandt feltets spurt i dette løb. I det hele taget har Wanty et ganske stærkt hold med Antwerpen-vinderen Aime de Gendt, Loic Vliegen og Jerome Baugnies , der alle i Vallonien i pnsdags viste ganske fornuftig form.

Jumbo har et par meget formstærke folk i Mike Teunissen og Amund Grøndahl Jansen, der begge var i top 10 i England, og som sagt kan de meget vel få til job at dække angreb for Groenewegen. Det kan give dem et alibi for at sidde på hjul, og da de begge er lynhurtige, bliver de svære at slå, hvis de bliver slæbt til stregen. Det samme gælder for den evigt ustabile Danny van Poppel, men hvor han står, er der ingen, der ved. Han viste fin form i Norge og Hamburg, men er siden faldet helt igennem i Bretagne og Canada, hvor løbene dog også var til den stramme side for en fyr som ham.

En af feltets mest formstærke ryttere er Jasper de Buyst. Belgieren har været overalt siden Touren og har vundet en etape i Danmark, er blevet nr. 3 samlet i England og blev senest en kneben nr. 3 slået af Stuyven i Vallonien. Desværre er han ikke klassisk sprinter, og da han også positionerer sig skidt, kommer han til kort i kamp med Groenewegen og co. I et hårdt løb står han imidlertid godt, hvis en lille gruppe kører væk. I det hele taget skal Lotto køre offensivt med den også hurtige og formstærke Stan Dewulf , mens løbet nok bliver for svært for de hurtige Enzo Wouters og Gerben Thijssen.

Så er der naturligvis Greg van Avermaet. Belgieren er den tredje store stjerne i løbet, og han har faktisk tidligere vist, at han kan vinde på netop disse veje. Problemet er bare, at han ikke får en millimeter af Sagan og Van der Poel, og selvom han i Canada endelig genfandt sin gamle spurtstyrke, er de begge hurtigere end ham på flad vej. Omvendt har Van Avermaet flere gange slået Sagan efter et hårdt løb, og det kan ske igen. Til en spurt har CCC Jakub Mareczko , men kombinationen af bakker og en teknisk finale gør, at man skal have et meget lyst sind for at tro på sejr til den polskfødte italiener.

Sport Vlaanderen stiller med Amaury Capiot, der har været eminent i de seneste uger. Det startede i BinckBank Tour og fortsatte i Danmark, men siden et par top 10-placeringer i Bruxelles og Fourmies har der været stille om ham. Som hårdfør sprinter vil han kunne lide denne rute, men han mangler fart på flad vej. For at vinde skal han være med i en mindre gruppe. Belgierne kan også køre offensivt med en formstærk Thomas Sprengers, men han får svært ved at vinde.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Cofidis stiller med Hugo Hofstetter, der i år ikke har været det indbegreb af stabilitet, han var i 2018. Omvendt har han undervejs kørt nogle fine spurter, og selvom han ikke har kørt meget på det sidste, synes han i form. Med et hæderligt tog og sin fremragende positioneringsevne har han gode chancer for top 10. Til gengæld er de også omvendt proportionale med sejrschancerne for en mand, der nærmest pr. definition aldrig vinder. Filippo Fortin er tilbage efter en skade og kan ikke ventes at være md i et hårdt løb som dette, og Dimitri Claeys viste i Vallonien, at formen lader noget tilbage at ønske.

Israel Cycling Academy kommer med Tom van Asbroeck, der viste chokerende god form på kongeetapen i England, men så gik et eller andet galt. Han faldt sammen i de sidste dage, og i Vallonien faldt han helt igennem. Løbet her burde ellers passe en hårdfør sprinter, der endda kan køre offensivt, men det kræver, at han er i form igen. Det er vinderen fra Vallonien, Krists Neilands, åbenlyst, men han får ikke mange chancer for at vinde på denne rute med 30 flade kilometer til sidst.

Van Asbroeck kan som type sammenlignes meget med Baptiste Planckaert. Han kører ikke som den motorcykel, han var i juni, men en top 10 i Bruxelles vidner om en vis form. Også han mangler fart på flad vej, men i en gruppe, der kører væk, har han chancer. Holdet har også den måske lidt hurtigere, men langt fra lige så holdbare Aksel Nommela til en spurt.

De øvrige professionelle hold får det svært. André Greipel var i form efter Touren, men havde det svært i Bruxelles og Fourmies, hvor han meldte om dårlige ben. Kombinationen af det samt hans ringe positionering i en teknisk finale, gør det svært at være fortrøstningsfuld, men Arkea har heldigvis formstærke, men ustabile Franck Bonnamour til aggressiv kørsel. Katusha har Jens Debusschere , men han viste ikke nogen tegn på fremgang i England, og det virker mere realistisk med offensiv kørsel med hurtige og holdbare Marco Haller. Roompot er til start uden sprinter, men har aggressive og klatrestærke folk som Huub Duijn, Nick van der Lijke og Oscar Riesebeeek, men Delko vist bare kan håbe, at Iuri Filosi, Julien Trarieux eller Brenton Jones kommer med hjem til en spurt.

Ser man på kontinentalholdene, er det vel danske Louis Bendixen , der har den bedste chance. Han har i hvert fald vist, at han kan begå sig i spurter på højt niveau, særligt efter lidt hårde løb, men Coop har også den hurtigere Erlend Blikra, der dog må formodes at finde det for hårdt. Det samme gælder for Jokers sprinter Herman Dahl, der ellers nok er den hurtigste af de tre, men han har en chance for at komme med hjem.

BEMÆRK: Opdateringen her er skrevet inden dagens Kampioenschap van Vlaanderen. Baseret på det løb må Fabio Jakobsen, der virkede meget stærk, have øget sine chancer, men positioneringsproblemet består. Dylan Groenewegen så skidt ud, men viste alligevel, at han har en drabelig spurt også efter en hård dag. Også Giacomo Nizzolo og Cees Bol efterlod et stærkt indtryk. Og så fik Jannik Steimle bekræftet, at Decenunnck har et ekstra kort at spille ud, hvis der skal køres offensivt.

OPDATERING 2: Planckaert og Bonifazio stiller ikke til start, og Wallonie og Direct Energi skal i stedet spurte med hhv. Thomas Boudat og Aksel Nommela. Wanty har udtaget en velkørende Xandro Meurisse til et offensivt løb.

OPDATERING 3: Fredag aften har Lotto udtaget Jens Keukeleire, der er i form og et oplagt supplement til De Buyst, hvis der skal køres offensivt, og CCC har udtaget Jonas Koch som alternativ til en spurt, hvis det som forventet bliver for hårdt for Mareczko.

***** Dylan Groenewegen

**** Pascal Ackermann, Fabio Jakobsen

*** Giacomo Nizzolo, Mathieu van der Poel, Peter Sagan, Edward Theuns, Jasper Stuyven

** Cees Bol, Timothy Dupont, Mike Teunissen, Amund Grøndahl Jansen, Danny van Poppel, Jasper de Buyst, Greg van Avermaet, Amaury Capiot, Hugo Hofstetter, Tom van Asbroeck

* André Greipel, Max Walscheid, Jonas Koch, Jens Debusschere, Thomas Boudat, Aksel Nommela, Thomas Boudat, Jens Keukeleire, Mads Pedersen, Reinardt van Rensburg, Jannik Steimle, Xandro Meurisse, Loic Vliegen, Aime de Gendt, Jerome Baugnies, Toms Skujins, Krists Neilands, Marco Haller, Franck Bonnamour, Mikkel Honoré, Pieter Serry, Niki Terpstra, Stan Dewulf, Thomas Sprengers, Nick van der Lijke, Herman Dahl, Louis Bendixen, Jakub Mareczko

Danskerne

Som nævnt bliver Mads Pedersen formentlig nok engang guld værd i Treks tog, men da amerikanerne skal bruge et hårdt løb, kan danskeren måske endda også selv få sin chance. Det samme bør Louis Bendixen som sagt kunne på Coop, der er i skrapt selskab, mens Asbjørn Kragh på Sunweb skal køre lead-out for Cees Bol. Lars Bak skal støtte Giacomo Nizzolo på Dimension Data, Rasmus Byriel Iversen skal hjælpe Jasper de Buyst på Lotto, og Lasse Norman Hansen skal i arbejdstøjet for Mathieu van der Poel. Endelig ligner Mikkel Honoré sammen med Pieter Serry det bedste bud på en mand, som Deceuninck kan sende i offensiven, hvis de ikke vil satse alt på en spurt med Fabio Jakobsen på en rute, der er svær at kontrollere.