STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

Løbets rolle og historie

Danmark kan måske ikke regnes som et af cykelsportens kraftcentre, men cykling er ikke desto mindre en af de mest populære sportsgrene herhjemme. I løbet af 1990erne nåede hypen nye højder, da Bjarne Riis og Rolf Sørensen etablerede sig i den absolutte verdenselite, og selvom vi i en lange periode ikke helt nåede samme højder, før den nuværende supergeneration slog igennem, har ikke mindst det forhold, at vi i mange år var hjemsted for verdens bedste cykelhold, betydet, at mange danskere, der ellers ikke følger cykelsporten regelmæssigt, anser Tour de France som et af sportskalenderens absolutte højdepunkter.

Som det er tilfældet i mange andre europæiske lande, har sportens popularitet resulteret i skabelsen af et nationalt etapeløb. PostNord Danmark Rundt blev første gang afviklet i 1985 på et tidspunkt, hvor sporten var i vækst, men efter bare fire udgaver forsvandt løbet allerede igen. Riis’ og Sørensens succes i de tidlige 90ere skabte imidlertid grobund for, at DCU i 1995 kunne genskabe løbet, og ved at sejre på hjemmebane bidrog Riis i høj grad til at gøre det til en umiddelbar succes. Han forsvarende ganske vist ikke titlen som nykåret Tour-vinder året efter, men hans resultater bidrog til, at løbet siden da har etableret sig som et af vores sportslige højdepunkter, der hvert år umiddelbart efter Touren har bygget videre på den massive interesse om cykelsporten, der altid skabes af verdens største cykelløb.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Selvom løbet fra et tilskuersynspunkt har været en kolossal succes, har det imidlertid ikke altid haft samme sportslige værdi. Startfeltet har været af temmelig svingende kvalitet, og det har derfor ofte været domineret af de bedste danskere samt unge talenter, der har taget en første stor sejr her. I deres storhedstid var CSC ofte totalt dominerende med deres mange stjerner, men efter at det hold nu er opløst, har man i de senere år ikke været i stand til at tiltrække mange store navne. Det forklarer, hvorfor det i høj grad har været danskerne, der har været dominerende, da det for vores lokale helte er et sæsonhøjdepunkt.

Alligevel har løbet spillet en vigtig rolle. I juli har mange ryttere ofte svært ved at finde løb, der kan bruges til at opbygge formen frem mod anden halvdel af sæsonen. Måneden er kendetegnet ved et fattigt løbsprogram, men umiddelbart efter Touren er der mange korte etapeløb, der kan bruges som forberedelse til Vueltaen og efterårets klassikere. Med en relativt flad rute har Danmark Rundt derfor ofte virket i fin synergi med Benelux Tour (det tidligere BinckBank Tour) og endagsløbene Hamburg Cyclassics og Bretagne Classic, til hvilket det har været et godt forberedelsesløb.

Alligevel har det knebet med at tiltrække mange stjerner, og derfor indså man i 2017, at det var svært at konkurrere med de mange etapeløb efter Touren, særligt Polen Rundt, der som WorldTour-løb har krav på deltagelse af alle de store hold. I stedet forsøgte man sig dengang med en ny kalenderplacering i september, hvor løbet skulle tjene som forberedelse til VM og som alternativ til Vueltaen, Tour of Britain og de canadiske WorldTour-løb. Derved mistede man muligheden for at bygge videre på Tour-hypen, men det havde i første omgang den ønskede effekt. Således var man i stand at tiltrække større navne end tidligere, og selvom de fleste VM-favoritter foretrak de klassiske optaktsløb, kastede specielt John Degenkolb, Jasper Stuyven og Nacer Bouhanni glans over løbet.

Overordnet set var flytningen imidlertid ikke den ønskede succes. Stjernerne ankom ikke i ventet antal, og man måtte samtidig slås med dårligt vejr, der betød, at en etape måtte aflyses på grund af kraftig blæst. Derfor vendte man i 2018 tilbage til den klassiske kalenderplacering, men atter måtte man sande, at konkurrencen på det tidspunkt er for stor. Ikke én eneste af de danske Tour-ryttere var med, og det var kun Wout van Aert, der dengang stadig var et mindre navn, Bryan Coquard og måske Andrea Guardini, som kastede lidt internationalt stjernestøv over foretagendet.

I 2019 prøvede man så noget helt nyt. Løbet blev for første gang rykket til samme uge som Vuelta-starten, hvor der normalt ikke køres mange større løb i Europa. Alligevel tabte løbet kampen om stjernerne, for ikke blot afvikledes det sammen med Vueltaen og WorldTour-løbet i Hamburg, det kom også efter en uge, hvor der var hele fem store etapeløb på programmet. Resultatet var bare tre WorldTour-hold, et fravær af de største danske stjerner og kun ét større stjernenavn i form af Tiesj Benoot.

Al den tristesse forsvandt imidlertid sidste år. Efter aflysningen i 2020 fastholdt løbet sit overlap med Vueltaen, og da Tour de Pologne grundet OL endda afvikledes i samme uge, burde løbet jo have endnu vanskeligere vilkår end tidligere. Alligevel måtte DCU knibe sig i armen over et felt, der var det stærkeste i mange år. Antallet af WorldTour-hold er fordoblet til seks, stjernesprintere som Dylan Groenewegen, Giacomo Nizzolo og Mark Cavendish mødte op - formentlig fordi løbet i Polen var sjældent sprinterfjendtligt, og Benelux Tour afvikledes senere end normalt - og fænomenet Remco Evenepoel kastede ekstra stjernestøv over begivenheden, efter at hans hold ønskede at beskytte ham for det pres, en deltagelse som forsvarende mester i Polen ville skabe. Alt samme krydres det med flere af de største danske navne i form af Mads Pedersen, Søren Kragh, Michael Mørkøv, Alexander Kamp og Casper Pedersen, og det stod klart, at vi talte om det stærkest besatte Danmark Rundt i mange, mange år.

Det er svært helt at forklare, hvad der er årsagen til den store succes, men den fortsætter i år. Denne gang er konkurrencen fra Polen endda forsvundet, og selvom man nu skal slås med EM i enkeltstart, er feltet om muligt endnu stærkere denne gang. Der skrues yderligere op for antallet af WorldTour til nu syv, og det er endda lykkedes for første gang i mange år at få giganterne fra Ineos til start i tillæg til to andre tophold, Jumbo og Quick-Step, som allerede kørte løbet sidste år. Stjerner mangler der helle ikke i et felt med Jasper Philipsen, Geraint Thomas, Olav Kooij, Christophe Laporte, Tom Dumoulin, Jasper Stuyven, Alberto Bettiol og Mark Cavendish, som får følgeskab af danske topnavne som Søren Kragh, Magnis Cort, Mattias Skjelmose, Casper Pedersen, Alexander Kamp og Mads Würtz.

Danmark har ganske vist fostret store klatrere, men vores terræn er hovedsageligt fladt. Derfor er det ikke overraskende, at løbet er meget lig et typisk belgisk etapeløb. Der er mange muligheder for sprinterne, og derudover er der en kuperet etape og en helt afgørende enkeltstart - nøjagtigt som man tit ser det i Belgien. Den traditionsrige kongeetape i Vejle, der med en enkelt undtagelse i 2018 altid er blevet afviklet på tredjedagen, inkluderer 21%-stigningen Kiddesvej meget tæt på mål, og derfor er det en kombination af eksplosive klatreben samt tempoevner, der er nøglen til succes. Med andre ord er det et løb for en enkeltstartsspecialist, der kan klatre rimeligt på korte stigninger, og som gerne har den gode spurt, der kan sikre bonussekunder.

Den beskrivelse passer nu ikke helt perfekt på Remco Evenepoel, der ikke er verdens mest eksplosive og spurtstærke type, men det behøver man heller ikke at være, hvis man bare er stærkere end alle andre. Derfor leverede belgieren en sand magtdemonstration, da han sidste år beærede løbet ved sin deltagelse. Trods en lille brøler på vej ind mod Vejle kørte han fra alt og alle mod toppen af første passage af Kiddesvej, og herefter så ingen igen vidunderbarnet, der toppede det hele med sejr på enkeltstarten, som ellers var så teknisk, at heller ikke den rimede meget på ham. I sidste ende blev det en historisk stor sejrsmargin, da hans nærmeste rivaler, Mads Pedersen og Mike Teunissen, var hhv. 1.42 og 2.00 efter fænomenet. Desværre kører Evenepoel i år Vuelta, hvilket forhindrede ham i at forsvare titlen, og da det samme gælder for Pedersen og Teunissen, bliver der ingen gengangere fra sidste års podium.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

Ruten

I de senere år har Danmark Rundt fulgt et helt fast mønster. De første to etaper har som regel været relativt flade, men de smalle veje og sidevinden har af og til kunnet skabe lidt splittelse. Derefter har man afviklet løbets kongeetape i Vejle på tredjedagen, hvor den stejle Kiddesvej altid har spillet en nøglerolle i det endelige udkomme. Fjerdedagen har som regel været delt i to med en sprinteretape om formiddagen og den vigtige enkeltstart om aftenen, inden det hele er sluttet med en stor massespurt på Frederiksberg Allé.

I 2016 droppede man formiddagsetapen på fjerdedagen og forlængede i stedet enkeltstarten. Den model fastholdt man i 2017, 2018, 2019 og 2021, hvor man dog hver gang afveg yderligere en smule fra det gamle format. I 2017 eksperimenterede man med at vende ”løbet rundt”, så det havde start på Frederiksberg og mål i Aarhus, hvis status som europæisk kulturhovedstad skulle markeres. I 2018 var den store nyskabelse, at kongeetapen denne gang kom om torsdagen, men ellers var alt ved det gamle med en enkeltstart om lørdagen og derudover tre relativt flade etaper.

Sådan var det også i 2019, hvor eksperimentet var en flytning af enkeltstarten allerede til andendagen, så den nu kom før kongeetapen, og derudover var også to af de tre flade etaper hårdere, end man normalt ser det i Danmark Rundt - faktisk så hårde, at kun Frederiksberg-etapen endte i en massespurt. Sidste år var den store nyskabelse, at man denne gang slog enkeltstarten sammen med Frederiksberg-etapen, hvorfor løbet sluttede med en tidskørsel i hovedstaden.

I år kastes alt imidlertid op i luften. For anden gang i historien kører man den ”forkerte” vej, så man starter på Sjælland og slutter i Jylland. Denne gang dropper man imidlertid helt Frederiksberg, og den store finale er heller ikke henlagt til Aarhus. Nej, man rykker denne gang kongeetapen til Vejle, som endda er designet i et nyt, ultrakort og hårdere format, til sidstdagen, hvorfor det for andet år i træk er en af løbets to traditionelle nøgleetaper, der vil være den store finale. Den anden af de to nøgleetaper, enkeltstarten, afvikles som i 2019 allerede på andendagen, og det er endda ikke afslutningen på eksperimenterne. Således er både 1. og 3. etape således sjældent lange som kompensation for den korte kongeetape, enkeltstarten er som i 2021 historisk kort - i hvert fald i forhold til normalen, siden man droppede halvetaperne - og 3. etape har karakter af et næsten 240 km lang maraton med mere end 18 km på de midtjyske grusveje. Sprinterne, der altid har en fest i Danmark, behøver dog ikke at gå skuffede hjem, for to af de fem etaper er helt oplagte sprinteretaper, og også grusvejsetapen kan meget vel ende i en spurt.

Sprinterne ventes som altid at få det første ord, når løbet altså åbnes på Sjælland med den eneste sjællandske etape. Den går fra Allerød til Køge igennem det flade sjællandske terræn, og her kan sprinterne se frem til at dyste på fart efter en relativt teknisk tur ind gennem målbyen, hvis ikke vinden for en sjælden gangs skyld skulle splitte feltet. Derefter er det allerede tid til den første nøgleetape, når Fyn og Assens er vært for enkeltstarten, der i år er reduceret til bare 12,2 km - bare en anelse længere end sidste års historisk korte etape - og byder på masser af fladt tonserterræn, men også en mere teknisk passage undervejs.

Torsdag gælder det den helt store nyskabelse, når man skal transporteres næsten 240 fra nordfynske Otterup til den midtjyske hovedstad, Herning, og selvom man undervejs berører bakkerne ved Vejle, er det en generelt flad sag, der krydres med mere end 18 km på grusveje. Det vil utvivlsomt skabe nervøsitet, men da de kommer relativt lang fra mål, og etapen afsluttes med tre omgange på en meget lang rundstrækning i Herning, er der en stor sandsynlighed for, at det hele alligevel samles til endnu en massespurt. Sprinterne ventes også at komme til fadet på fredag, hvor Skive er vært for en relativt flad etape, hvor kun vinden måske kan stå i vejen for en sidste massespurt.

Dermed er det imidlertid også slut for sprinterne, når løbet for første gang slutter med den frygtede Vejle-etape. Bare 125 km skal køres, og alligevel er der lige så mange højdemeter som i 2021. For første gang skal man over den brutalt stejle Chr. Winthersvej med sin gennemsnitlige stigningsprocent på mere end 16, og derudover er den velkendte rundstrækning med afslutningen kort efter den stejle Kiddesvej krydret med en ny passage af stigningen på Højen Skovvej. Lægger man dertil, at rundstrækningen nu skal køres fem og ikke tre gange, er der lagt op til en historisk svær kongeetape, der vil udgøre den helt store finale på en ganske speciel udgave af den største danske årligt tilbagevendende sportsbegivenhed.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

1. etape

Danmark Rundt indledes som regel med en sprinteretape, og sådan vil det også være i år. Da årets rute vender omvendt, starter man nemlig for blot anden gang på Sjælland, der som bekendt ikke er den mest kuperede region i Danmark. Over en gigantisk distance på mere end 220 km finder man således end ikke 1000 højdemeter i det generelt flade terræn, og da vinden i august sjældent er alt for kraftig, taler meget for, at det også i år bliver en af løbets store sprinternavne, der som den første skal i den blå førertrøje.

I alt skal der tilbagelægges intet mindre end 222,6 km, der fører feltet fra Allerød til Køge. Fra start kører ad flade nordsjællandske vej mod sydvest og vest frem til Frederikssund, hvor dagens første spurt køres efter 19,5 km. Her kører man mod sydvest over Kronprins Frederiks Bro, indne man snor sig mod syd ned gennem fladlandet frem til en ganske lille bakke, Møllebakke (200 m, 1,4%), der efter 37,6 km er rammen om årets første bakkespurt. Derfra snor man sig mod sydvest ind gennem Skibby og ud mod Vellerup, hvorefter det går mod syd ad kringlede, snoede og flade veje ned til Kirke Hvalsø, der nås efter 78,2 km. Her kører man kortvarigt mod vest, inden det går mod sydøst ned til Borup, hvor dagens Oddset 100 spurt kommer efter 100,0 km.

Efter spurten sætter man kursen mod syd med retning mod Haslev, som man når efter 121,9 km, og umiddelbart derefter kører man mod øst op ad dagens anden og sidste kategoriserede bakke (1100 m, 2,3%), der har top efter 130,2 km. Derefter går det mod nordøst ad snoede veje frem til Hårslev, hvor dagens anden spurt køres efter 156,2 km, inden man snor sig mod nordvest frem til Herfølge, hvor dagens sidste spurt er placeret efter 176,1 km. Nu går det mod nordøst og nordvest frem til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 180,8 km, inden man efter 189,9 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 10,9 km lange runde, hvis første halvdel er let stigende og anden halvdel let faldende. Fra start kører man mod sydvest ad en helt lige vej, inden man kortvarigt kører mod vest og senere nordvest ad en lidt mindre vej. Slutteligt er det også en mindre vej, der leder mod nordøst tilbage til Køge, hvor man kører en kringlet tur rundt i centrum. Således drejer man med 3800 m, 3100 m, 2800 m, 2300 m, 2000 m og slutteligt med 1400 m igen, inden man rammer den helt flade opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 974 højdemeter.

Distancen er gigantisk, men terrænet er til gengæld meget dansk. Det er kun vinden, der kan ventes at skabe noget splittelse, og den er næsten aldrig kraftig i Danmark Rundt på denne tid af året. Da løbet også i år har tiltrukket nogle supersprintere, taler alt således for en massespurt, hvor den kringlede tur rundt i Køge stiller visse krav til positioneringen, men hvor et 1400 m langt opløb bør give tid og plads til at lade farten tale.

Køge har to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var begge gange i dette løb, senest i 2009, hvor Jeremy Hunt tog en udbrudssejr i en firmandsspurt foran Daniel Foder, Roger Hammond og Morten Voss Christiansen. Derudover var det i 2001, hvor man på lørdagens formiddagsetape krydsede Storebælt, inden Gorik Gardeyn spurtsejrede foran Robbie McEwen og Marco Zanotti.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

2. etape

Løbets vigtigste etape har altid været enkeltstarten, der i mange år fast lå som en sen halvetape på næstsidste dag. I 2016 droppede man formiddagsetapen og forlængede i stedet tidskørslen, og den model har man fastholdt siden da. På det seneste har man imidlertid eksperimenteret lidt med placeringen, første gang da man i 2019 kørte den på andendagen, dvs. inden kongeetapen, og senest i 2021, hvor man som noget nyt rundede løbet af med en teknisk enkeltstart på Frederiksberg. I år fortsætter eksperimenterne, da løbet for anden gang kommer på andendagen og altså inden Vejle-etapen, og det sker som i 2021 med en sjældent kort distance - langt kortere end de øvrige år, hvor halvetapeformatet har været fjernet. Denne gang skal der blot køres 12,2 km, men de specialister, der drømmer om at vinde tid, kan i det mindste glæde sig over relativt fladt fynsk terræn og generelt lige veje, selvom en teknisk passage på den første del vil forhindre dem i bare at åbne for gassen hele vejen.

I alt skal der altså tilbagelægges 12,2 km, der har både start og mål i Vejle. Man lægger ud med at køre mod øst på brosten ud gennem Assens, inden man efter 500 m drejer mod sydøst i en rundkørsel. Efter 1800 m skal man lige igennem en anden rundkørsel, inden man rammer rutens tekniske passage, når man efter 2,3 km drejer væk fra hovedvejen og ind på en meget snoet vej, der byder på adskillige 90-graders kurver. Hele vejen er det let stigende, indtil man efter 3,9 km drejer væk fra den snoede vej, hvorefter det er faldende, indtil man efter 5,1 km atter rammer hovedvejen, som kortvarigt følges mod sydøst, idet man efter 5,6 km tager mellemtiden ved Kærum Kirke.

Det varer dog ikke længe, inden man igen kører ad mindre veje, når man drejer to gange i rap efter hhv. 5,8 km og 6,0 km, hvorefter det går mod vest ad en næsten helt lige og let stigende vej, der efter 7,5 km i stedet begynder at falde frem til kysten ved Lillebælt, som nås i Thorøhuse. Her drejer man efter 9,7 km mod nord for at køre igennem næsten helt fladt terræn op langs vandet tilbage til udkanten af Assens, hvor der er et sidste sving med 900 m igen, inden det går mod nordvest ad en ganske let faldende vej ind til mål.

Etapen byder på i alt 75 højdemeter.

Terrænet er ikke helt fladt, men de få højdemeter kan ikke genere specialisterne. Dette er en sand specialistenkeltstart, men wattmonstrene udfordres af den meget tekniske sektion inden mellemtiden. Mest af alt er der dog plads til at åbne for gassen, og det vil være tempokongerne, der vil dominere denne onsdag i Assens.

Assens har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, men i 2005 startede løbets 4. etape i byen.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

3. etape

I Danmark skal man være lidt kreativ for at skabe variation i et løb, der ikke kan undgå at være meget sprintervenligt, og det har arrangørerne forsøgt med årets 3. etape. Ikke blot sendes rytterne ud på en gigantisk distance, der fører dem fra Nordfyn til den midtjyske hovedstad, Herning, og næsten er et monument værdig, man lader sig også inspirere af Grand Prix Herning, når man efter en passage af nogle af bakkerne ved Vejle i finalen sender rytterne over ikke mindre end 18,2 km på grusveje, inden der sluttes på en rundstrækning i midtbyen. Med andre ord er der lagt op til en lille forårsklassiker, der meget vel alligevel kan ende i en massespurt, men hvor det måske vil være muligt at skabe noget splittelse på en helt sikkert nervøs dag, hvor held også kan spille en nøglerolle.

I alt skal der tilbagelægges intet mindre end 239,3 km, der fører feltet fra nordfynske Otterup til Herning. Straten er ganske enkel, idet man igennem relativt fladt terræn kører mod sydvest ned til Morud, hvor man efter 11,1 km drejer mod nordøst for at følge flade veje med retning mod Lillebælt. Undervejs kører man efter 24,1 km dagens første spurt i Harndrup, inden det går videre mod nordøst gennem Brennerup ud til Middelfart, hvor man efter 44,5 km kører dagens anden spurt.

Herefter er årets fynske besøg slut, når rytterne efter 48,1 km kører over Den Gamle Lillebæltsbro, og derefter kører mod vest frem til dagens første bakkespurt (1,7 km, 2,5%), der køres efter 63,5 km i udkanten af Kolding. Herfra går det videre mod nordvest med retning mod bakkerne vest for Vejle, som rammes umiddelbart nord for Egtved. Her kører man efter 88,1 km en bakkespurt på bakken ved Egtvedpigens grav (500 m, 6,9%), inden man skal over bakkerne ved Tørskind og Blue Horse, der dog ikke er kategoriserede. Efter 100,0 km køres dagens Oddset 100-spurt naturligvis, inden det går mod nord ad lige og fladere vej frem til Give, som nås efter 118,1 km. Her drejer man mod nordvest for at køre frem til udkanten af Brande.

Nu indledes grusfesten, når man efter 128,1 km skal over Sønder Askærsvej (1700 m) og efter 136,1 km den berygtede Den Gyldne Middelvej (2000 m), inden man når ind til selve Brande, hvor dagens sidste spurt kommer efter 139,4 km på en brostensbelagt vej i centrum. Herfra går det mod nordvest frem til grusvejen Nørregårdsvej (1100 m), som nås efter 144,5 km, inden det efter 150,3 km gælder Sandfeldvej (1800 m). Næste grusvej kommer i udkanten af Arnborg, hvor man drejer mod nord ind på Gottenborgvej (2500 m), som passeres efter 157,6 km, og kort efter går det mod nord over Høgildgårdvej (3800 m), som passeres efter 164,1 km.

Herefter er det imidlertid næsten slut med grusvejene. Nu går det nemlig mod nord frem til Herning-forstaden Lind, som nås efter 174,3 km, men i stedet for at køre direkte ind til centrum slår man et smut mod øst igennem noget af det fladeste terræn, man finder i Danmark. Således går det mod øst og nordøst frem til udkanten af Ikast, hvor man efter hhv. 189,3 km og 192,3 km skal over dagens to sidste grusveje, Bjerregårdsvej (1500 m) og Buskvej (1500 m). Derfra går det mod sydvest og vest ind til centrum af Herning, hvor man efter 202,9 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 204,4 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 11,6 km lange runde, der er helt flad og mest består af lange, lige veje. Hurtigt efter stregen drejer man mod vest for at køre ud til Holstebrovej, som nu følges mod nordvest frem til Tjørring, hvor man drejer mod øst for at køre hen langs Fuglsang Sø og senere mod syd tilbage til Herning. Her venter en ekstremt teknisk afslutning, der byder på sving med 3200 m, 2000 m, 1900 m, 1700 m, igen 1700 m, 1500 m, 1400 m, 1200 m, igen 1200 m og slutteligt 800 m igen, hvorefter det går mod nord op ad den flade opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 1332 højdemeter.

Læs også

Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes

Det er ganske spektakulært med de mange grusveje, men man kan ærgre sig meget over, at man ikke kører direkte ind til Herning efter stykket med den megen grus og derudover dropper rundstrækningsformatet. Nu skal man først en tur mod øst, inden der sluttes med omgange på en desværre meget lang rundstrækning, der mest består af lange, lige veje. Nu er der således masser af tid til at skabe en regruppering, og mit bedste bud er, at det vil ske, og at det vil ende i en om end måske reduceret massespurt. Man kan dog ikke udelukke, at der kan ske varig splittelse, og risikoen for styrt må være overhængende på en dag, der utvivlsomt bliver meget, meget nervøs.

Ser man bort fra GP Herning, der er blevet afviklet som et UCI-løb flere gange, har Herning faktisk kun to gange tidligere været mål for et stort cykelløb. Det var til gengæld nogle enorme begivenheder, senest i 2017, hvor byen var vært for et EM, hvor Alexander Kristoff vandt linjeløbet i en massespurt foran Elia Viviani og Moreno Hofland, og hvor Victor Campenaerts vandt enkeltstarten for første gang foran Maciej Bodnar og Ryan Mullen. Derudover var byen som bekendt vært for Giro-starten i 2012, hvor Taylor Phinney vandt den indledende enkeltstart foran Geraint Thomas og Manuele Boaro, inden Mark Cavendish vandt 2. etapes massespurt foran Matthew Goss og Geoffrey Soupe.

4. etape

Efter den spektakulære grusvejsetape bliver det mere klassisk Danmark Rundt på fredagsetapen. Her er Skive nemlig vært for løbet, og selvom man skal igennem Glyngøre, der jo er kendt som hjemby for en af verdens bedste bjergryttere, er der ikke meget terræn at komme efter i denne del af landet. Dermed er det kun vinden, der måske kan forhindre, at feltets mange supersprintere skal til fadet nok engang.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Med en distance på 167,3 er det den første linjeløbsetape med en relativt afdæmpet distance, og den har både start og mål i Skive. Fra start går det mod nordvest igennem fladlandet, inden man kører mod nordøst ind gennem Jebjerg og Breum frem til Sundsøre. Her drejer man mod nordvest for at køre op ad dagens første kategoriserede bakke (1000 m, 2,2%), der har top efter 25,7 km, hvorefter det går mod nordvest ad en lige vej op langs Limfjorden frem til udkanten af Eskov, hvor man skal over dagens anden kategoriserede stigning (900 m, 2,0%), hvis top rundes efter 35,2 km.

Efter disse gigantstigninger bliver det igen fladere, når man snor sig mod sydvest og nordvest hen langs Limfjorden, inden man kører mod sydvest ned langs vandet frem til Glyngøre, hvor Jonas Vingegaard har mulighed for at overvære dagens første spurt, der efter 56,2 km køres i hans hjemby. Derfra snor man sig i en generelt sydlig retning frem til dagens sidste kategoriserede bakke (1000 m, 3,9%), hvis top rundes efter 77,6 km.

Efter 82,8 km når man frem til Oddense, hvorefter man kører mod sydvest ud til Rødding, der efter 93,5 km er vært for dagens anden spurt, og efter 96,6 km skal man endda over 200 m grusvej, inden man drejer mod sydøst forbi dagens Oddset 100-spurt, der naturligvis kommer efter 100,0 km. Nu går det videre mod sydøst ned til Hem, hvor dagens tredje spurt køres efter 108,7 km, inden man efter 113,1 km når udkanten af Skive. Man kører imidlertid ikke ind til centrum, men fortsætter mod syd og senere øst rundt om byen, inden man i Højslev Stationsby efter 125,2 km kører dagens sidste spurt. Nu går det mod nordøst og senere nordvest, inden man drejer mod sydvest og senere nordvest for at køre hen langs vandet tilbage til Skive, hvor man efter, hvor man efter 144,1 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 145,3 km krydser stregen for første gang.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 7,2 km lange runde. Efter 700 m drejer man ind på en lille bakke ved Skovly, inden det går ad en lige vej mod nord frem til det nordligste punkt, hvor man med 5,2 km igen drejer mod vest og med 4,6 km igen drejer mod syd. Med hhv. 3700 m og 3400 m igen drejer man i to rundkørsler, hvorefter der er et sidste sving med 2800 m igen, idet der dog er en ret skarp 90-graderskurve lige ved den røde flamme, hvorefter man rammer den flade opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 868 højdemeter.

Igen er det en ganske klassisk Danmark Rundt-etape i det danske fladland. Feltet tæller så stærke sprinternavne, at der burde være masser af interesse i at kontrollere, og medmindre vinden mod forventninger spiller et puds, ligner det en massespurt. Denne gang er rundstrækningen også mindre teknisk, og det ligner derfor en rigtig boulevardspurt i Skive.

Skive var fra 2013 til 2021 vært for UCI-løbet Skive Løbet, men derudover har byen kun én gang i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2005, hvor den danske folkehelt Ivan Basso snød sprinterne på 1. etape ved at køre alene hjem, inden André Greipel 9 sekunder senere spurtede sig til en 2. plads foran Kurt Asle Arvesen.

Læs også

Følg den store kongeetape i Tour of the Alps

5. etape

En af de helt faste traditioner i Danmark Rundt har været, at det på tredjedagen gælder løbets klassiske kongeetape i Vejle, hvor den samme rundstrækning med mål kort efter toppen af 21%-stigningen Kiddesvej år efter år skaber helt afgørende forskelle i klassementet. I 2018 eksperimenterede man med at flytte den en dag frem, og i år er det igen tid til eksperimenter. For første gang nogensinde er det således kongeetapen, der runder den danske cykelfest af. Det sker endda i et nyt og meget interessant format, hvor distancen er skåret ned til bare 125 km, hvor man for første gang skal over den ekstremt stejle Chr. Winthersvej - endda sammen med den mere klassiske passage via den stejle Gammel Kongevej - og hvor man har forlænget den velkendte rundstrækning med den stejle Kiddesvej, der denne gang skal passeres seks og ikke fire gange, så den nu også tæller bakken på Højen Skovvej. Dermed er scenen sat for en forrygende afslutning på fem dages dansk cykelfest, hvor løbets næstvigtigste etape kan vende op og ned på det hele til allersidst.

Med en distance på bare 125,9 km er der altså tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Give til Vejle. Fra starter det ganske fladt, når man følger en helt lige vej mod sydøst frem til Jelling, som nås efter 14,8 km. Her drejer man mod syd for at køre igennem faldende terræn, indtil man efter 24,9 km skal over Høllundvej (700 m, 6,9%). Kort efter drejer man mod nordøst for at køre frem til Jerlev, hvor dagens første spurt kommer efter 29,1 km.

Kort efter drejer man mod nord for at sno sig frem til stigningen Højenvej (700 m, 6,0%), som passeres efter 32,6 km, inden det falder ned mod Skibet, hvor man efter 39,9 km kortvarigt kører mod nordøst, inden det går mod nord op ad dagens første kategoriserede bakke, Østengårdvej (1400 m, 5,2%), der har top efter 44,0 km. Derfra går det mod sydøst ind til Vejle, hvor man for første gang nogensinde skal over den ekstremt stejle Chr. Winthersvej (400 m, 16,3%, max. 21%), hvor der efter 49,5 km køres den anden bakkespurt.

Derefter forlader man igen Vejle for at køre mod nordvest og nordøst frem til dagens tredje kategoriserede bakke (1,1 km, 2,9%), der har top efter 58,5 km. Derfra går det mod nordøst frem til det nordligste punkt, hvorefter man snor sig mod først sydvest tilbage mod Vejle. Efter 65,1 km rammer man Bøgeagervej (900 m, 6,9%), inden man drejer mod sydøst, nordøst og slutteligt syd for at køre ind til centrum, hvor man atter skal op til toppen af Chr. Winthersvej, denne gang dog via den velkendte opkørsel ad Gammel Kongevej (600 m, 10,7%), hvor der efter 72,8 km køres endnu en bakkespurt. Derfra går det mod syd ind gennem Vejle forbi dagens anden spurt, der kommer efter 75,8 km, inden man efter 76,3 km rammer den afsluttende rundstrækning. Her skal man første gang over bakken på Koldingvej (600 m, 6,1%), inden det går ned til første passage af Kiddesvej (325 m, 13,2%, max. 21%) og slutteligt første passage af målstregen efter 78,6 km.

Nu afsluttes løbet med ikke tre, men fem omgange på den afsluttende rundstrækning, der er forlænget fra at være 5,7 km til nu at være 9,3 km lang. Det nye er, at man fra start kører ad Koldingvej mod sydvest ned til bakken på Højen Skovvej (800 m, 5,4%), hvis top nås med 7,0 km igen, og på hvis top dagens Oddset 100-spurt kommer, denne gang dog efter 97,6 km og ikke 100,0 km. Derfra falder det mod nordvest og nordøst tilbage til Vejle, hvor man undervejs rammer den gamle rundstrækning. Med 2,2 km igen drejer man ind på den mindre og snoede vej, der leder op til bakken på Koldingvej (600 m, 6,1%), på hvis top man med 1500 m igen vender rundt, hvorefter det falder ned ad Koldingvej, indtil man med 800 m igen drejer ind på Kiddesvej (325 m, 13,2%, max. 21%). Efter toppen drejer først til højre med 400 m igen og derefter med det samme til venstre ind på den 400 m lange, let stigende opløbsstrækning. I alt stiger de sidste 900 m med 6,4% i gennemsnit.

Læs også

Tredobbelt monumentvinder melder sig på banen som Lotto-chef

Etapen byder på i alt 1702 højdemeter, hvilket trods den korte distance er stort set det samme som i 2021 og ca. 300 flere end i 2019.

Det er et ganske interessant twist til den velkendte etape. Et kort format, flere stigninger, den stejle Chr. Winthersvej, to ekstra passager af Kiddesvej og en forlænget rundstrækning bør give et betydeligt hårdere løb, selvom der nu vil være længere mellem turene op ad Kiddesvej. Det kunne ligne både det klassiske ukontrollerbare cykelløb, der formentlig for alvor kan åbnes fra passagen af Gammel Kongevej, hvorefter stigningerne kommer nærmest uafbrudt. Bagfra vil det være et gradvist udskilningsløb, men det vil også være et taktisk løb, hvor der er en god mulighed for at komme favoritterne i forkøbet, specielt hvis antallet af hjælperyttere er reduceret i det hårde terræn - en opskrift, der før har ført langt. Uanset det taktiske spil venter der en knaldhård dag, der bringer den samlede sejr i spil til allersidste sekund.

Vejle har været mål for kongeetapen hvert år siden 2004, senest i 2021, hvor Remco Evenepoel leverede en magtdemonstration ved at køre fra alt og alle og sejre med historiske 1.29 ned til en femmandsgruppe, hvor Tosh van der Sande blev nr. 2 foran Nick van der Lijke, Mike Teunissen, Mads Pedersen og Anthon Charmig. I 2019 blev det er rent dansk opgør, da en dansk kvartet spurtede om sejren efter bakken med sejr til Lasse Norman foran Jonas Vingegaard, Niklas Larsen og Rasmus Quaade. I 2018 år lykkedes det Wout Van Aert at køre alene op og forbi et udbrud, der var lige ved at snyde favoritterne, så han sejrede med 2 sekunder ned til Alexander Kamp og 4 sekunder til Robin Carpenter, der sammen med Julius Johansen overlevede fra udbruddet. I 2017 tog Mads Pedersen en solosejr, da han på Kiddesvej kørte alene hjem med 3 sekunder ned til Michael Valgren og seks sekunder ned til Lennard Hofstede og Rasmus Guldhammer. I 2016 sejrede Valgren med 2 sekunder ned til de nærmeste forfølgere, mens Matti Breschel var stærkest i 2015. Manuele Boaro satte de nærmeste konkurrenter til vægs med 12 sekunder i 2014, og Breschel vandt en spurt i en lille gruppe i 2013. Det samme gjorde Lars Petter Nordhaug i 2012, mens Jakob Fuglsang sejrede 2 sekunder foran Simon Gerrans i 2011. Breschel krydsede stregen før holdkammeraten Fuglsang efter en Saxo Bank-magtdemonstration i 2010, og Fuglsang tog en klar solosejr i 2009. I 2009 var Breschel 2 sekunder bedre end Fuglsang og Tom Stamsnijder, efter at Kurt Asle Arvesen havde slået Lasse Bøchman i en spurt i 2007. Fabian Cancellara tog en solosejr i 2006, og det samme gjorde Ivan Basso i 2005, efter at Janek Tombak havde sejret i 2004. Arvesen vandt også i 2002, mens Nicola Loda sejrede helt tilbage i 1999.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

Favoritterne

PostNord Danmark Rundt minder som sagt i sin opbygning på mange måder om et klassisk belgisk etapeløb, og det er derfor også de samme egenskaber, der typisk er udslagsgivende i Danmark som i verdens førende klassikernation. I løb som Belgium Tour og Benelux Tour (tidligere BinckBank Tour) er vinderen som regel først og fremmest en fremragende temporytter, der kan gøre en afgørende forskel på en som regel ret flad enkeltstart, og som kan begå sig på korte, stejle stigninger. Dertil kommer, at vinden kan blive en betydende faktor, og at løbene ofte afgøres med små forskelle, hvorfor bonussekunder og spurtstyrke kan komme i spil.

Det er præcis de egenskaber, der også kendetegner en typisk vinder i Danmark. Løbets absolutte nøgleetape har altid været enkeltstarten, og det er sjældent, at den samlede vinder ikke har været med helt fremme i kampen mod uret også. Specielt Matti Breschel, der med ni etapesejre om nogen har været den dominerende skikkelse i Danmark Rundt i dette prtusinde, vil kunne skrive under på, at selv den stærkeste rytter er uden chance, hvis ikke han besidder en rimelig enkeltstart.

Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt at være en stærk temporytter. Kongeetapen i Vejle er så svær, at man kan tabe minutter, hvis man mister kontakten tidligt i løbet, og da enkeltstarten også er relativt kort, kan de sekunder, der som regel gør forskellen mellem de bedste i Vejle, være nok til at tippe den samlede balance - også selvom vi i årene uden halvetaper har set en længere enkeltstart, der har gjort Vejle-etapen mindre vigtig. Derfor skal man være en ganske habil klatrer på korte stejle stigninger, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at stå øverst på podiet på lørdag. De øvrige tre etaper har som udgangspunkt været skabt til sprinterne, og da vinden aldrig rigtigt har været en faktor i løbet, har de sjældent spillet en væsentlig rolle, hvis man ser bort fra muligheden for at jagte bonussekunder.

I år har ruten som sagt fået et markant twist i den mest nyskabende udgave, vi har set i lang tid. Ved første øjekast er der fire forhold, der kan ændre på tingene. For det første er enkeltstarten, ligesom det var tilfældet i 2021, historisk kort. I et løb, der må forventes at blive afgjort på sekunder - magtdemonstrationer som den, Remco Evenepoel leverede sidste år kan man ikke vente hver år - er en enkeltstart på ca. 12 km stadig uhyre afgørende, og da den er skabt til specialister med kun en enkelt teknisk sektion undervejs, er tempoegenskaber stadig en nøglekomponent, men de er måske ikke helt så afgørende, som man normalt ser det.

Det skyldes også den anden væsentlige forandring, nemlig at kongeetapen er hårdere Selvfølgelig betyder den forlængede rundstrækning, at der er længere mellem passagerne af Kiddesvej, men når man i stedet skal over Højen Skovvej mellem passagerne, og at der skrues op for antallet af ture op ad Kiddesvej fra fire til seks, må man forvente et mere selektivt løb. Alene det forhold, at der er lige så mange højdemeter som i 2021, selvom etapen er meget kort, fortæller historien om, at chancen for at gøre forskelle må regnes som større end normalt.

Når det er sagt, skal man også passe på med at overgøre sværhedsgraden. Vi er i Danmark og ikke i Alperne, og det er ikke just en etape, der normalt domineres af Bernal-typerne. Mads Pedersen har vundet den på et tidspunkt, hvor han var markant tungere, end han er nu, og Lasse Norman har slået Jonas Vingegaard, selvom sidstnævnte få uger forinden havde kørt alle midt over på kongeetapen i Polen Rundt. Sidste år blev Mike Teunissen også nr. 3, og det siger lidt om, at det en etape for brostensspecialisterne sagtens kan være med, og at man ikke behøver at være ardennerrytter for at vinde i Vejle.

Det er også en etape, hvor taktik og et stærkt hold kan spille en rolle. Særligt i det nye og hårdere format kan det være en vanskelig etape at kontrollere. Mange vil sikkert huske, at Robin Carpenter og Julius Johansen var tæt på at løbe med det hele for nogle år siden, fordi de udnyttede favoritternes magtkamp til at angribe fra distancen, og det er således en etape, hvor taktik og overtal kan være vigtigt.

Læs også

Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne

Den tredje vigtige nyskabelse er grusvejsetapen, men desværre tror jeg ikke, at den får nogen væsentlig betydning. Designet er nemlig en smule uheldigt. Var man kørt direkte ind til Herning efter stykket med de mange grusveje, og havde man droppet rundstrækningerne, kunne det være blevet dramatisk, men nu er der desværre for lang tid til en regruppering. Først skal man en tur ud mod øst, og selvom det giver to ekstra grusveje, giver det en lang distance efter den fase, hvor grusvejsstykkerne kommer som perler på en store. Værst er det dog, at der sluttes med hele tre omgange på en gigantisk rundstrækning, som nok har en teknisk passage ind gennem Herning, men som mest af alt består ad lange, lige vej rundt om byen. Der skal altså køres mere end 30 km på rundstrækningen til sidst, og det er meget, meget langt, hvis eventuelle splittelser skal bevares. Man kan aldrig udelukke drama, særligt hvis punkteringer og styrt rammer favoritterne, men mit bedste bud vil være, at etapen ender i en - dog sikkert lidt reduceret - massespurt.

Den fjerde og sidste nyskabelse er rækkefølgen. Nu kommer kongeetapen til sidst, men hvad det betyder, er svært at sige. Det er i hvert fald en fordel for de knap så tempostærke ryttere, der måtte have et svagt hold, som nu slipper for at skulle forsvare en trøje og kan vente med at erobre den til allersidst, men om det vil føre til mere aggressivt cykelløb, afhænger af, hvor stærkt et hold vinderen af enkeltstarten har. Sidste år endte kongeetapen jo som et festfyrværkeri, hvor Evenepoel kørte fra distancen, men sådan havde det næppe været, hvis enkeltstarten havde været kørt. I det tilfælde havde Evenepoel allerede haft trøjen, og så havde han og Quick-Step med en vis sandsynlighed grebet løbet mere defensivt an. Hvis et af de stærke hold vinder enkeltstarten på onsdag, betyder den nye rækkefølge formentlig et mere kontrolleret løb, men hvis til gengæld de stærke hold kommer på bagkant i Assens, kan der være lagt op til et brag i Vejle.

En nøglekomponent er som sagt vejret, men den danske sommer plejer at være løbet nådigt stemt. Som bekendt er Danmark lige nu ramt af en varmebølge, der ventes at vare ved til og med onsdag, og det giver en solrig start på løbet tirsdag, hvor der kan være kraftige tordenbyger fra start, men hvor eftermiddagen vil være smuk med kun lette vinde fra syd. Varmen varer også ved onsdag, men desværre er der en risiko for byger om eftermiddagen. Den er relativt lille, men den er reel, og på en rute med tekniske udfordringer kan det desværre ende med at afgøre løbet. Lige nu er det bare umuligt at sige, hvem der eventuelt måtte få våde veje, men det kan give løbet et ærgerligt præg af tilfældighed, som jeg naturligvis ikke kan indkalkulere i favoritvurderingen nedenfor.

Bygerne ventes at vare ved torsdag, hvor det bliver markant køligere, men stadig med begrænsede vinde, der ikke vil spille en rolle. Værre ser det ud fredag, hvor der kan ventes mere vedvarende regn, og hvor vinden også vil være tiltagende, dog stadig ikke til en styrke, der bør kunne give splittelser. Det hele ventes at slutte med en solrig, men blæsende lørdag, hvor vinden endelig har en styrke, der kan gøre det relevant. Det er dog nok tvivlsomt, da der omkring Vejle plejer at være en del læ, og da det meste af finalen køres i byzone.

Mit gæt vil være, at vi altså får tre massespurter, når vinden ikke synes at gøre en forskel, og når grusvejene formentlig kommer lidt for tidligt til at gøre varig skade. Det skyldes også, at feltet for andet år i træk er historisk stærkt. Både Jumbo og Alpecin kommer med nogle af verdens bedste sprintere, og også Quick-Step vil have en interesse i at spurte. 1. og 4. etape er meget lette, og på grusvejene vil alle tre hold også være stærke, ligesom de meget vel kan få hjælp af det brølstærke Ineos til at kontrollere, hvis briterne - hvad der virker relativt sandsynligt - har førertrøjen efter enkeltstarten.

Med andre ord ser det ud til, at løbet skal afgøres af de vanlige elementer. Vigtigst er enkeltstarten, der i år stiller færre tekniske krav end på sidste års meget specielle rute på Frederiksberg. Dernæst følger klatreevnerne på Kiddesvej, men også bonussekunderne i indlagte spurter og de øvrige finaler kan blive særdeles afgørende i et løb, der altid er tæt.

Feltet er som sagt historisk stærkt, og det har to væsentlige konsekvenser. Den ene er kontrollen, der kan gøre det betydeligt vanskeligere at bryde sprinterholdenes jerngreb, end det var tilfældet i de svagere felter i 2019. Den anden er, at vi denne gang faktisk har tempospecialister i feltet. For tre år siden var det mildt sagt fattigt på den front, og det betød, at det pludselig ikke var helt så afgørende at være en specialist i kampen mod uret. I år tæller feltet navne som Geraint Thomas, Magnus Cort, Tom Dumoulin, Mauro Schmid, Søren Kragh, Michal Kwiatkowski, Christophe Laporte og Magnus Sheffield, der alle har vundet eller været med helt fremme på enkeltstarter på højeste niveau, og det betyder, at det bliver sværere for temposvage folk at være med i kampen om podiet, end det har været tilfældet i de seneste udgaver. Det bør i princippet give et mindre felt af ryttere, der faktisk kan vinde løbet.

 Samtidig betyder det stærkere felt, at det ikke i år bare er en dansk forestilling, og det er i den grad tiltrængt. I årene mellem 2016 og 2019 var Wout van Aert den eneste udenlandske rytter, der tog en af de i alt 12 podiepladser, og indtil sidste år skulle vi helt tilbage til 2012 for at finde en udgave, hvor der var mere end én udlænding blandt de første tre!

Jeg vælger at pege på Geraint Thomas, men der er store spørgsmålstegn ved waliseren. Han er kendt for at forsvinde totalt efter Touren, og normalt skal man ikke forvente noget som helst i efteråret. Denne gang tvang Commonwealth Games ham imidlertid til at bevare noget form, og det ser ud til at være gået ganske godt. I hvert fald var han ikke langt fra Rohan Dennis på enkeltstarten, selvom han fik sine guldchancer ødelagt af et styrt, og han var med et sent angreb tæt på at vinde linjeløbet. Nu er spørgsmålet så, om han har bevaret formen yderligere to uger. Dels har han været i form i meget, meget lang tid, og dels er hans motivation til Danmark Rundt nok betydeligt mindre end til Commonwealth Games.

Læs også

Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape

Derfor er det en reel mulighed, at Thomas er helt fra snøvsen, som han plejer at være det på denne tid af året, men siden han har valgt at forlænge sæsonen, hvor logikken ville tilsige, at han skulle tage en pause, må det tjene et formål. Den gode form fra løbene i Skotland bør ikke være helt væk, og dette er så ”let” et løb, at han kan vinde uden at være på 100%. Med de enkeltstarter, han har kørt i år, må han have en meget, meget stor chance for at vinde i Assens, og herefter kan hans brølstærke Ineos-hold tage kontrol. Grusveje mestrer han fint, og selvom han slet ikke er så eksplosiv som tidligere, burde han klare bakkerne i Vejle fint. Her kan han med hjælp fra sit superhold formentlig tillade sig at gribe løbet defensivt an, og han kommer i dette terræn meget langt med et stærkt kollektiv, hvis ikke han er på 100%. Måske rækker formen ikke længere, men jeg vælger at tro, at Thomas stadig har tilstrækkeligt mange procent til at tage sin anden etapeløbssejr i år.

Hans værste rival kunne være Mattias Skjelmose. Modsat Thomas er danskeren med statsgaranti i form. Han synes at have fået et gevaldigt boost af sin første grand tour, og har nu kørt to etapeløb, nemlig i Vallonien og Ain, hvor han lignede stærkeste mand. Sidste år manglede han stadig for meget i dette løb, både på kongeetapen og enkeltstarten, men med de evner, han har vist i eksplosivt terræn på det sidste, og med den spurt, han efterhånden har fået, må han være en af de helt store favoritter til at vinde i Vejle.

Han kørte samtidig nogle ganske fremragende enkeltstarter i Luxembourg sidste år og ved DM i år, men han har haft lidt sværere ved at være med helt i front over kortere distancer. Der vil være folk, der er bedre end ham i Assens, for noget tyder på, at han er bedst over længere distancer, men han bør kunne begrænse tabet så meget, at han i kraft af Vejle-etapen og bonussekunder alligevel kan vinde samlet. Trek-mandskabet ser også ganske stærkt ud, hvor han sammen med Jasper Stuyven, Markus Hoelgaard og Quinn Simmons udgør en potent kvartet, der kan true Ineos, og det giver ham mulighed for endelig at tage den etapeløbssejr, han nu flere gange har været så tæt på.

Også Alberto Bettiol passer perfekt til løbet, men hans form er også usikker. Vi så alle, hvor fabelagtigt han kørte på Mende-etapen under Touren, og hvis han kommer til Danmark med de ben, bliver han meget svær at slå i Vejle, hvor terrænet passer ham perfekt, og hvor han har spurten til at gøre det færdigt. Problemet er, at han virkede en anelse mere træt i den tredje uge, og hans deltagelse i San Sebastian og Getxo var helt til hest. Vi ved dog, at han har store ambitioner i efteråret, hvor han skal redde en sæson, der er blevet ødelagt af sygdom, og nu har han haft to uger til at hvile efter Touren. Her plejer det at kunne gå begge veje med formen, og hvis han nærmer sig 100%, står han stærkt.

Der er dog en smule usikkerhed ved enkeltstarten, for selvom han er en god temporytter, som han senest viste med 14. pladsen på 20. etape i Touren, har han i de senere år ikke været en temporytter i Thomas-klassen. Omvendt kommer han meget langt i dette felt, hvis han kører enkeltstart, om han gjorde under Touren, og så har han hele pakken. Han udgør også en potent duo med Magnus Cort i det taktiske spil, men desværre virker resten af holdet relativt svagt. Heldigvis får han næppe brug for at forsvare en trøje, han nok tidligt erobrer på lørdag.

En anden rytter, hvis form er et helt åbent spørgsmål, er Søren Kragh, og det er altid et problem. Danskeren er nemlig kendt for at være enormt svingende, og med hans form kan det både blive fugl og fisk. Det er spørgsmålet, hvordan han har kunnet bevare motivationen efter sommerens enorme skuffelse, og hvor motiveret han er for at slutte godt af for et hold, der ikke just behandlede ham alt for godt. Til gengæld virkede han i foråret vel stærkere end nogensinde - ikke mindst i Sanremo - og selvom resultaterne ikke helt viser det, nåede han nye højder.

Nærmer han sig det niveau, er han skabt til dette løb, da han er stærk på korte, eksplosive bakker, og da han er fremragende på korte enkeltstarter, særligt hvis der kræves lidt tekniske elementer. Sidste år var han meget, meget tæt på at vinde enkeltstarten, men det var også på en teknisk rute, der passede ham perfekt. I år skal han vise mere power, og her kan det være en bekymring, at de fleste af hans enkeltstarter i 2021 og 2022 har været en smule skuffende. Hvis omvendt han kører som i Benelux Tour, hvor ruten kunne minde om denne, som endda passer ham endnu bedre, har han en reel chance for også at vinde i dette felt. Det kræver dog, at formen er der, og så må man næsten håbe, at han ikke tager trøjen tidligt, for DSM kan få sit hyr med at forsvare den.

Vi fortsætter med listen over ryttere, hvis form er et stort spørgsmål. Christophe Laporte har holdt pause siden Touren, og vi aner ikke, hvor han står, når han nu gør comeback. En formstærk Laporte er imidlertid vinderkandidat på denne rute. Han har i år nået nye højder, og kongeetapen i Vejle burde i dag passe ham ganske fint, når man ser på, hvilke ryttertyper, der før har begået sig. Faktisk er det en etape, han kan vinde, og enkeltstarten passer ham også glimrende. Hos Cofidis vandt han enkeltstarter i Poitou-Charentes og Belgien og kom endda i top 10 i skrapt selskab i Paris-Nice, og selvom han i år ikke har vist det, er det svært at tro, at han ikke har forbedret sig markant hos tempogiganterne fra Jumbo. Lange distancer kniber det med, men denne distance med tekniske elementer er skræddersyet til franskmanden, der efter sit skifte er blevet lidt af en klassikerstjerne. Han havde stået højere, hvis jeg følte mig sikker på hans form, også fordi han kan jagte bonus i indlagte spurter undervejs, og holdet er uhyre stærkt.

Den rytter, der vil få mest opmærksomhed, er nok den nye danske folkehelt, Magnus Cort, der denne gang ikke skal lege lykkeridder, men køre klassement. Det har han forsøgt før, men tidligere har både enkeltstarten og Vejle-etapen kostet for dyrt. Det burde de ikke gøre længere. Hans enkeltstart er jo blevet en decideret force, og selvom distancen nok er for kort til, at han kan vinde, viste han jo på Tourens 1. etape, at korte distancer ikke er umulige for ham. Sammen med Laporte er han den rytter med størst chance for at tage bonus undervejs, og han kan måske endda forsøge at blande sig i massespurterne i håb om at tage en top 3, hvilket i dette felt dog bliver svært. Den store udfordring er Vejle-etapen. Den har altid været lidt for svær for ham, og på disse meget stejle stigninger er der nok folk, der har mere punch end ham. Det er dog som udgangspunkt terræn, der passer ham storartet, hvis han er i form. Det er til gengæld også et spørgsmålstegn. Normalt er hans dieselmotor fremragende efter en grand tour, men han var angiveligt reelt syg af covid og var ikke overbevisende i Getxo. Det er dog to uger siden, og kommer han som altid stærkt ud af en grand tour, bør han have en chance for at vinde løbet.

Læs også

Gaviria manglede lidt i benene i Münster

Egentlig burde Tom Dumoulin stå meget højt på denne liste. Nok kniber det med linjeløbene, men hans enkeltstarter er stadig fremragende, som vi så ved OL i 2021 og senest ved UAE Tour og i Giroen.S ammen med Thomas må han være den store favorit i Assens, men der er stor usikkerhed om hans tilstand. Han har meldt afbud til morgendagens gadeløb i Holland, hvor han skulle have kørt karrierens sidste løb på hollandsk grund og sagt farvel til sine fans, og det gør han formentlig kun, hvis han vitterligt har det skidt. Derfor er der vel en vis sandsynlighed for, at han slet ikke kommer til start, og hvis han gør, må hans tilstand være usikker. Derudover er der usikkerhed om hans evner på Vejle-etapen. Normalt passer den storartet til hams, men vi har ikke for alvor set ham imponere i et linjeløb i år. Undtagelsen var dog heldigvis i Lumburg i april og på en enkelt Giro-etape, hvor Koen Bouwman, og hvis han har samme niveau, kan han med et stærkt hold og en sejr på enkeltstarten formentlig vinde dette løb - også fordi vi jo så ham excellere i terræn som dette i Benelux Tour. Den eneste grund til, at han ikke står højere på denne liste, er således den usikkerhed, som hans sygdom skaber. Lad os håbe, at der ikke venter et afbud.

En anden rytter, der har været syg, er Mauro Schmid, der forlod Polen af samme årsag. Derfor har Quick-Step talt forventningerne lidt ned, hvilket er en skam. Den Schmid, der imponerede stort sammen med Mathieu van der Poel og Biniam Girmay på Napoli- og Jesi-etaperne i Giroen, kommer meget langt i Vejle, hvor han kan vinde. Vi så også i Giroen, at han hos Quick-Step er blevet en god temporytter, men det var også nogle lidt specielle ruter. Vi så vel i Belgium Tour og ved de schweiziske mesterskaber, at han på mere klassiske ruter som her vil tabe tid. Den samlede sejr i Belgien viser, at han har evnerne til at vinde et løb som dette, men min frygt er, at han her er oppe mod lidt for tempostærke rivaler, hvad han ikke var i Belgien - og så skal han ikke være for hæmmet af sin sygdom. Hans hold er ikke overbevisende, men skal han vinde, skal det ske i Vejle, hvorfor han aldrig skal forsvare sig.

Endnu en rytter, der har været ramt af uheld, er Michal Kwiatkowski. Faktisk skulle jeg skrive en hel roman, hvis jeg skulle opremse al den modgang, han har haft i år, men den seneste ulykke var det styrt, der kostede ham løbet på hjemmebanen i Polen. Derfor vil det undre mig, hvis han stiller til start i flyvende form, hvilket er en skam. Det er nemlig et løb, der passer ham, og selvom hans forår viste, at vi har set den bedste Kwiatkowski, vidner en lidt taktisk sejr i Amstel om, at han stadig er god nok til at vinde et løb som dette. Faktisk passer det ham storartet, da en formstærk Kwiatkowski med sine afslutterevner vil være en af de store favoritter i Vejle, og selvom hans enkeltstart er i klar tilbagegang, viste Dauphiné, at han kommer relativt langt i dette felt. Han har altså hele pakken, hvis han er i form og ikke efter enkeltstarten ender som hjælper for Thomas.

En meget spændende Ineos-rytter er Magnus Sheffield. Det amerikanske supertalent har allerede vundet sin første klassiker, og med 2. pladsen på enkeltstarten i Polen, hvor han endda slog tempokongen Ethan Hayter på en rute, der bestemt ikke var ideelt for ham, vidner om, at han formentlig nu er så tempostærk, at han kan køre med om sejren i Assens, hvor ruten passer ham bedre. Han viste også med sejren i Brabantse Pijl, at han kan begå sig i Vejle-terræn, men jeg frygter stadig, at han er en anelse for tung. Han virkede nemlig alt andet end klatrestærk i Polen, og han skal i hvert fald klatre bedre, end han gjorde der, hvis han skal vinde dette løb. Omvendt var enkeltstarten jo ganske hård, og hvis han har forbedret sig yderligere siden dengang, kan en samlet sejr til supertalentet bestemt ikke udelukkes.

Dermed er vi ovre de ryttere, der har så god en enkeltstart, at de må betegnes som seriøse vinderkandidater. Herfra bliver det ryttere, der skal i offensiven, og en af dem er Jasper Stuyven. Også hans form er ukendt efter en Tour, der slet ikke gik som ønsket, men han plejer at køre stærkt i efteråret, hvor han på denne tid af året har vundet i Benelux Tour. Som ekspert i de flamske klassikere er han en type, der bør gøre det godt på Vejle-etapen, og han er hurtig nok til at jagte bonussekunder undervejs. Stenen i skoen er enkeltstarten, som bestemt ikke er hans speciale, men i karrierens første år kørte han faktisk enkelte gode enkeltstarter i blandt andet Tour de Suisse, Vueltaen (hvor han dog var stærkt hjulpet af vejret) og Giroen. Det giver håb om, at han kan begrænse tabet og derefter deltage i det taktiske spil i Vejle sammen med Skjelmose.

Hvad så med den anden belgiske Jasper? Forud for denne sæson havde jeg aldrig overvejet Jasper Philipsen til Vejle-etapen, men den Philipsen, vi så på ardenneretapen i Belgien og på 6. etape i Touren, kommer langt også i Vejle. Tempospecialist er han slet, slet ikke, men han kørte pludselig en chokerende enkeltstart i UAE Tour, hvor ruten kunne minde om denne og faktisk passede ham dårligere. Det har vi til gengæld intet set til siden dengang, og han vil tabe tid på 2. etape. Til gengæld kan han potentielt set vinde 1., 3. og 4. etape, og så har han pludselig fået 30 sekunder gratis foræret. Det vil til gengæld også betyde, at han vil komme under voldsomt angreb i Vejle, hvor terrænet nok er lidt for svært, og hans hold er ikke det stærkeste, selvom det bestemt ikke er uden evner. Hans form er også ukendt, men kommer han lige så stærkt ud af Touren, som han gjorde af Vueltaen sidste år, vil han jo være decideret flyvende.

En spændende kandidat er Pascal Eenkhoorn. Tidligere havde jeg regnet Vejle-etapen som værende for svær, men i år er alt forandret for hollænderen, der har været bedre end nogensinde og særligt imponerede stort i Giroen. Hans form er ukendt, da han ikke har kørt siden sommerpausen, og nu er hans deltagelse endda usikker, da han misser EM som nærkontakt til en coronasmittet. Heldigvis skulle han lige nu ikke selv være syg, og hvis han har trænet godt og nærmest sig den form, der senest gjorde ham til hollandsk mester, burde han kunne være med langt fremme på Vejle-etapen. Han taber tid i Assens, men hans enkeltstartsresultater er faktisk slet ikke så ringe endda. Lynhurtig er han også, og dermed har han meget af pakken - bare med det problem, at han som udgangspunkt taber lidt på begge nøgleetaper og derfor skal være en del af Jumbo-holdets taktiske spil for at vinde.

Hvis løbet skal vindes via taktik, er Quinn Simmons en oplagt kandidat. Han er den perfekte mand for Trek til at spille tidligt ud i Vejle, hvor terrænet minder om de Strade Bianche-bakker, der altid synes at tiltale ham. Han er dog ikke specielt eksplosiv på stejle procenter, og hans eneste vej til succes er den offensive tilgang i det taktiske spil, der imidlertid allerede har givet ham én samlet sejr, nemlig i Vallonien. Vi ved, at han angriber i tide og utide, og han er del af et Trek-overtal, men han skal også vinde noget tid, for hans enkeltstarter som professionel har været decideret pauvre. Hans form er også usikker efter Touren, og da der er en skræmmende forskel på hans top- og bundniveau, er der nok en temmelig stor sandsynlighed for, at vi vil se en helt anden og svagere Simmons, end vi så i Touren.

Ineos har endnu en kandidat i Jhonatan Narvaez, der er skabt til Vejle-etapen. Her vil den Narvaez, der kørte som en drøm i de flamske klassikere, kunne vinde, og han vil også kunne jagte bonussekunder i indlagte spurter undervejs. Hans form så heller ikke helt ringe ud i Polen, hvor han bare var hjælper, men desværre ender han nok i samme rolle her. Hans enkeltstart er nemlig på grænsen til at være katastrofal, og hans eneste chance er derfor, at Ineos efter 2. etape skal så meget i offensiven i Vejle, at de også spiller på en mand, der formentlig allerede har tabt en bondegård. Får han chancen, er holdet til gengæld uhyggeligt stærkt.

Læs også

Pogacar et skridt nærmere vanvittig bedrift: Var nødt til at vinde

Zdenek Stybar kæmper for sin karriere, og heldigvis er den uheldige tjekke i form. Det så vi Polen, og det så vi særligt med 2. pladsen i Leuven. Når han endelig er skadesfri, er han stadig en pokkers god rytter, som vi også så ved VM sidste år, og Vejle-etapen passer en formstærk Stybar. Problemet er bare, at også han har en temmelig skidt enkeltstart, hvorfor han skal i offensiven i Vejle, og her hjælper det ikke, at Quick-Step på den etape ikke har det bedste hold. Omvendt han før vundet Eneco Tour med offensiv kørsel, selvom enkeltstarten kostede ham en betydelig regning.

Netop enkeltstarten gør også temmelig ondt på Stefano Oldani, der som Narvaez slet ikke mestrer den kunst. Til gengæld excellerer han mere og mere i Vejle-terræn, som vi i år har set i blandt andet Tirreno, Giroen og Limburg, og han viste ganske fornuftig form i Polen, inden corona sendte hele holdet hjem før tid. Den Oldani, vi så i foråret, kommer langt på lørdag, og han kan også jagte sekunder i de indlagte spurter. Han har imidlertid også meget tid at hente efter Assens, og Alpecin har bestemt ikke løbets stærkeste hold.

Sidste år endte Tosh van der Sande som nr. 5 i løbet. En 2. plads på Vejle-etapen vidner om, at det er terræn, der passer ham, men der er også en grund til, at han alligevel endte som nr. 5. Han blev nemlig bare nr. 37 på enkeltstarten, selvom han havde alt at køre for, og det fortæller desværre hele historien om hans tempoevner. Han skal altså vinde hele molevitten i Vejle samt måske via bonussekunder, og det kan blive svært. Heldigvis kan han være del af et Jumbo-overtal, men alt sammen kræver det, at han er i form. Sidste år var han flyvende efter sommerpausen, men siden hans forår blev lagt i ruiner af en skade, har han ikke vist meget. Polen overbeviste mig i hvert fald slet ikke om, at han er i form.

Det begynder Markus Hoelgaard til gengæld at være. Nordmanden havde et horribelt forår, hvor han befandt sig i en stor formkrise, men hans kørsel i Ain giver mig håb om, at han begynder at nærme sig sit niveau. Vi så alle i 2021, hvor fremragende han var, da han blev nr. 12 til VM og nr. 7 i EM i kamp med hele verdenseliten, og Vejle-etapen burde passe 2021-udgaven af Hoelgaard som god i hose. Til gengæld har vi også set, at hans tempoevner er ikkeeksisterende, og det er næppe noget, han endnu har arbejdet meget med hos Trek. Han skal altså i offensiven, men her vil han drage fordel af, at han kan være del af et Trek-overtal.

Hvad så med Nathan van Hooydonck? Han må være for tunge til Vejle-etapen, men måske kan vi ikke vide os helt sikker. Belgieren har klatret som en drøm i år, og vi så jo alle, hvordan han satte et helt Tour-felt til tælling med sin forcering på sidste bakke på Tourens 4. etape. Han viser det sjældent, men han er altså blevet nr. 2 på en enkeltstart i Belgium Tour og nr. 8 på specialistenkeltstarten i Tirreno, og derfor kan vi vente os en stærk præstation i Assens. Skal han vinde løbet, skal Jumbo dog sende ham i offensiven fra distancen i Vejle, for der er helt sikkert mange, der er bedre end ham på eksplosive stigninger - og så skal han være frisk efter Touren.

Jeg vil gerne rangere Anthon Charmig højere, men rangeret efter vinderpotentiale er det svært at have ham langt oppe på listen. Hans hold er nemlig ikke det stærkeste, og det er meget svært at se ham løbe med det hele i Vejle. Til gengæld er den meget svingende Charmig i fabelagtig form efter den samlede 2. plads i Tyrkiet, og han er også ganske eksplosiv i Vejle-terræn, som vi så sidste år, hvor han kørte med om sejren - eller i hvert fald 2. pladsen bag en eller anden belgier - og i år synes han bestemt ikke at være blevet ringere. Til gengæld blev han nr. 80 på enkeltstarten, og det fortæller sammen med holdet vel historien om, hvorfor han ikke vinder Danmark Rundt, selvom det sagtens kan blive til endnu et godt resultat.

Endelig er der Mads Würtz. Også hans niveau er meget svingende, men han viste i Polen, at han ligesom sidste år er kommet flyvende ud fra sommerpausen. Desværre har Vejle-etapen altid været en kende for hård for ham, og det er efterhånden meget længe siden, at han har kørt en god enkeltstart. Hans hold er heller ikke stærkt, og derfor er det op ad bakke. Han er dog en herligt aggressiv rytter, der vil gribe ud efter lykken i Vejle, og så ved man aldrig, hvad der kan ske, selvom han har mange stærke hold imod sig.

BEMÆRK: Optakten er skrevet tidligt og baseret på den foreløbige startliste. På denne tid af året er der altid mange sene ændringer, og der ventes således flere ændringer, når holdene udtages endeligt. Tempostærke Stefan Bissegger og Rune Herregodts, der begge står på startlisten, deltager eksempelvis ikke, da de på onsdag kører EM i enkeltstart.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er flere markante ændringer. Vigtigst er det, at Bettiol ikke kommer til start, hvilket svækker Corts chancer, da han nu ser meget, meget alene ud i Vejle. Derudover er det betydningsfuldt, at Dumoulin har stoppet karrieren omgående. Han erstattes af kometen Gijs Leemreize, der bør være hæderlig i Vejle, men eksplosive stigninger er ikke ham, og hans form er ukendt, men han kørte faktisk en overraskende god enkeltstart i Giroen. Jumbo er derudover uden Van Hooydonck.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

En anden væsentlig ændring er, at Alpecin har udtaget Nicola Conci, der genfandt formen i Norge i sidste uge. Han er med sit punch og sin fart skabt til Vejle, men enkeltstarten ødelægger i den grad festen for den temposvage italiener. Holdet har også udtaget Floris de Tier, der i form også kan gøre det godt i Vejle, men den svingende belgier synes ikke flyvende og er temposvag.

Endelig er der naturligvis den helt store nyhed om Egan Bernals comeback. Det er dog et løb, der passer ham ganske dårligt, og han må antages at være en hjælper, der skal bruge løbet til at komme i gang igen.

***** Geraint Thomas

**** Mattias Skjelmose, Christophe Laporte

*** Søren Kragh, Magnus Cort, Mauro Schmid, Michal Kwiatkowski, Magnus Sheffield

** Jasper Stuyven, Jasper Philipsen, Pascal Eenkhoorn, Quinn Simmons, Jhonatan Narvaez, Zdenek Stybar, Nicola Conci, Gijs Leemreize, Stefano Oldani, Tosh van der Sande, Markus Hoelgaard, Anthon Charmig, Mads Würtz

* Alexander Kamp, Casper Pedersen, Jonas Gregaard, Kamiel Bonneu, Lucas Eriksson, Jeppe Aaskov Pallesen, Mathias Bregnhøj, Frederik Wandahl, Jonas Rutsch, Anders Skaarseth, Niklas Larsen, Lasse Norman, Julian Mertens, Egan Bernal, James Knox, Mads Rahbek, Corbin Strong, Rasmus Tiller, Davide Gabburo, Magnus Bak Klaris, Floris de Tier, Josef Cerny, Omar Fraile, Jakub Kaczmarek, Guillaume Boivin, Andreas Stokbro, Alessandro Tonelli, Samuele Zoccarato, Chad Haga, Pier-André Coté, Jenno Berckmoes, Jacob Eriksson, Elmar Reinders

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

Danskerne

I et løb, hvor godt en tredjedel af feltet udgøres af danskere, giver det ikke mening at opliste dem alle. I stedet henviser jeg til favoritvurderingen og holdoversigten.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan tænkes måske at spille en rolle i klassementet.

Quick-Step Alpa Vinyl Team: Det må handle om Schmid og Stybar. Josef Cerny er en storartet kandidat til enkeltstarten, men han har virkelig været tung i år og dermed også for tung til Vejle-etapen. James Knox er stadig en skygge af sig selv og desuden temposvag, mens Vejle trods alt må være for hård for Tim Declercq.

Trek-Segafredo: Med Skjelmose, Simmons, Hoelgaard og Stuyven står holdet stærkt. De har også Alexander Kamp, der jo før har været tæt på i Vejle, men desværre virkede han formsvag i Ain, ikke mindst på 1. etape, ligesom hans enkeltstart altid er et stort problem. Jacopo Mosca har slet ikke ramt formen i år.

Jumbo-Visma: Laporte, Eenkhoorn og Van der Sande er alle kandidater, ligesom Gijs Leemreize jf. opdateringen kan gøre det pænt, hvis ikke han ender som hjælper. Vejle må være for hård for Mick van Dijke, der formentlig også ender som hjælper.

Læs også

Aaen tæt på sejr i Østrig

EF Education First: Det handler om Cort, da Sebastian Langeveld i dag er alt for tung, og den ellers spændende Jens Keukeleire har mistet al holdbarhed i år. Jonas Rutsch kan dog måske overraske, hvis han kan hænge med i Vejle.

INEOS Grenadiers: Med Thomas, Kwiatkowski, Sheffield og Navaez kan holdet fodre svin med kandidater. Sidste år ville man også have nævnt Omar Fraile, der begyndte at køre gode enkeltstarter, men hans form har i år været katastrofal, senest i Burgos. Det samme gælder for Ben Swift, der er temposvag og har klatret skuffende. Endelig er der selvfølgelig Egan Bernal, hvortil vi dog nok jf. opdateringen skal dæmpe forventningerne.

Israel-Premier Tech: Würtz er bedste kandidat, men Corbin Strong har imponeret i år og kan overraske, selvom enkeltstarten ødelægger festen. Vejle er nok for hård for Guillaume Boivin og i hvert fald for ellers tempostærke Alex Dowsett og Matthias Brändle.

Team DSM: Det handler om Kragh, men hvis han endelig har fundet sin bedste form, kan Casper Pedersen køre et hæderligt klassement, da hans enkeltstart er pæn.

Alpecin-Deceuninck: Det må handle om Philipsen, Oldani og Nicola Conci, der er omtalt i opdateringen, hvor jeg også nævner Floris de Tier, hvortil forventningerne dog er mindre. Silvan Dillier har ikke fordums holbarhed.

Human Powered Health: Chad Haga kan køre enkeltstart, men han har i år været alt for tung. Sidste år gjorde sprinteren Pier-André Coté det flot i Vejle, men i front kan han ikke være, og han er temposvag. Tyler Stites har imponeret i USA, men synes slet ikke i form, Ben King og Colin Joyce er skygger af sig selv, og Vejle er for hård for Nickolas Zukowsky.

Uno-X Pro Cycling Team: Charmig ligner manden. Både Niklas Larsen og Lasse Norman har jo gjort det fremragende i løbet og har enkeltstarten med sig, men i år bør niveauet på Vejle-etapen være for højt. Begge så stærke ud i onsdags, men de har i år ikke vist et niveau, der giver den store optimisme i Vejle. Her bør den i år så flyvende Jonas Gregaard gøre det godt, hvis han er kommet sig efter sin sygdom, men han elimineres af enkeltstarten. Det samme gør både Anders Skaarseth og Rasmus Tiller, der desværre også så meget formsvag ud i onsdags.

Bardiani-CSF-Inox: Enkeltstarten eliminerer holdet totalt, men er han i form, kan Davide Gabburo gøre det fornemt i Vejle. Det samme gælder i mindre omfang for Samuele Zoccarato og Alessandro Tonelli.

Bingoal Pauwels Sauces WB: Endnu et hold, der elimineres af enkeltstart, og de får det tillige svært i Vejle. Måske kan Ludovic Robeet, Ceriel Desal eller særligt Laurenz Rex gøre det pænt, men det er yderst tvivlsomt.

Team Novo Nordisk: Sats på udbruddene og spurterne. Holdets klatrestærke mand, David Lozano, kan ikke være med i Vejle.

Sport Vlaandeen-Baloise: Uden Rune Herregodts elimineres holdet totalt af enkeltstarten, men det skal blive meget spændende at følge Kamiel Bonneu, der vandt kongeetapen i Tjekkiet foran blandt andre Lorenzo Rota og Charmig, i Vejle. Her kan formstærke Julian Mertens, der imponerede i Belgien, også gøre det godt, mens Jenno Berckmoes ikke synes at have formen.

Team Coop: Det store klatretalent Embret Svestad-Bårdseng virker meget formsvag i Arctic Race. Her imponerede Andreas Stokbro på kongeetapen, men Vejle-etapen bør trods alt være for svær til, at han kan være med helt i front.

HRE Mazowsze Serce Polski: Jakub Kaczmarek er i form og kan gøre det pænt, men er overmatchet på begge nøgleetaper.

Restaurant Suri-Carl Ras: Holdet vil satse på Magnus Bak Klaris, der har den rette kombination til at kunne gøre det hæderligt.

BHS-PL Beton Bornholm: Mads Rahbek har blandt andet i dette løb vist, at han kan køre et pænt klassement, men enkeltstarten er en udfordring. Vejle har altid været for hård for Martin Toft Madsen.

Team ColoQuick: Særligt formstærke Jeppe Aaskov Pallesen, der sidste år blev nr. 12 og netop er blevet samlet nr. 2 i Frankrig, men også Mads Østergaard kan gøre det ganske pænt.

Riwal Cycling Team: Både Lucas Eriksson og Mathias Bregnhøj har gjort det fornemt i år og kan komme langt i Vejle, men enkeltstarten er en alvorlig udfordring. Jacob Eriksson kan også gøre det hæderligt i Vejle, der til gengæld nok er for hård for Elmar Reinders. Emil Vinjebo har i år bare ageret hjælper.

Danmark: Frederik Wandahl har vist fin form på det sidste, men konkurrencen i Vejle er lidt for skrap, og han taber for meget i Assens, hvor Johan Price-Pejtersen vil flyve, inden han sættes markant til vægs i Vejle. Anders Foldager kan teste sig selv i Vejle.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER